Friheden i Højskolen

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

Esben Lunde Larsen har forslået at indvandrere skal tvinges på Højskole. Nu skal de den ondenlynemig lære om frihed, fællesskab og folkestyre. Det er agurketid, så måske Larsen fra Højskolepartiet Venstre er lidt ude af form. Alligevel må man undre sig over, hvor Larsen får sine idéer fra. Terperi og tvang fører til trællesind, mente to af Højskolens store koryfæer, Kold og Grundtvig. Det meningsfulde forsvinder med tvangen og lyst til adspredelse trænger sig på. Så her lige et par ord om frihed i Højskolen.

N.F.S. Grundtvig (1783-1873) var temmelig skeptisk, da danskerne i sin tid fik Grundloven. Det er fint med frihed, men at forvalte friheden kræver vid og kompetence. Lovgivning sikrer ikke et liv i lykke. Som han sagde: ”Kunne man nemlig ved en Grundlov omskabe et Folk, saa alle de Rige blev gavmilde, alle de Fattige nøisomme, alle de Dovne flittige og alle Ø[d]elande sparsommelige, da burde man naturligvis giøre det, heller i dag end i morgen, men naar man ikke kan skabe Folk om ved Love og indretter dog Grundloven, som om det var sket, da giør man en stor ulykke.”

Folk bliver ikke klogere af love, mente Grundtvig. Og hvor kunne man dog ønske sig, at nogle på tinget læste bagud engang imellem. Ikke talte så meget, spiste deres agurker frem for at sende dem til aviserne. Det ville være fremadrettet.

Højskolens Pædagogiske Hjerte

Christen Kold (1816-1870), som i 1850 grundlagde Ryslinge Højskole, senere Dalby og Dalum, sagde, at læreren ikke skulle være præstens hale, men bondens hoved. Det var præsten, der holdt styr på almuen for kongen, og han vidste nok, hvad der var godt for bonden. Læreren derimod skulle uddanne almuen, så han fik evner til at forvalte den frihed, befolkningen fik med Grundloven.

Højskoler skal ikke være politikernes hale, men vi skal oplyse vores elever om den kultur og det fællesskab, de er vokset op i og den arv, de skal forvalte og videreføre (og en del mere). Men kun hvis det sker i frihed, bliver den arv meningsfuld for hin enkelte og finder vej fra hoved til hjerte, hvor det er, den skal bæres.

Kold voksede op i udkantsdanmark (Thisted, men dengang et kulturelt knudepunkt i kraft af Kold selv, forfatteren og Darwinoversætteren I.P. Jacobsen og Provst Sonne, der stiftede landets første brugsforening) i en tid, hvor præstens ord virkelig havde betydning. Det var katekismen man skulle lære, og kunne man ikke den, blev man ikke konfirmeret. Blev man ikke konfirmeret var det ikke tilladt at flytte, og man kunne ikke tage fast arbejde eller gifte sig. Værst af alt var det dog, at porten til himmerrige var lukket.

Det var med andre ord en temmelig alvorlig sag, da Maren, som Kold mødte, da han var huslærer i Sønderjylland (omkring 1838), ikke kunne sine remser udenad. Hun læste og græd og græd og læste, mens de andre børn legede, men lige lidt hjalp det. Kold fik da den idé at fortælle Bibelhistorier, som var det eventyr. Da lærte barnet ordene på en måde som passede til netop hende. Nogle år efter skrev Kold i tidsskriftet Dannevirke, at børn lige så vel kan lære, når de går med læreren i marken, i værkstedet og i køkkenet, hvilket vidst ikke kan komme bag på nogen, der har deres daglige gang på en af landets højskoler.

Frihed er kernen

Det er med andre ord et paradoks, når en politiker fra Venstre vil kombinere højskoler med tvang. Det strider mod nogle af de vigtigste og væsentligste erkendelser i dansk historie og alt, hvad vi tror på, og kan se virke i vores højskolehverdag.

Hvis man med det ovenstående har fået den opfattelse, at eleverne selv bestemmer, hvad de skal lære, tager man fejl. Der skal vid og kompetence til at leve i frihed og føre et land. Folkestyre kan nok gennemtvinges ved lov, men et godt folkestyre kan ikke, sådan som Grundtvig så det. Men de fleste mennesker kan se værdien og det meningsfulde ved at tilegne sig den viden og de kompetencer, der skal til for at leve sit liv i frihed. Som Grundtvig også sagde: Kun i frihed vil individet frivilligt pålægge sig de bånd, det er nødvendigt at pålægge sig, dersom samfundet skal kunne fungere.

Tvang er ligesom ikke vejen, hvis vejen skal lægges om Højskolen. Det håber jeg, Esben Lunde Larsen forstår – ellers må han tvinges til at integrere sig i den danske kultur.

Kilder

Om Kold. Svend Sørensen og Niels Nielsen 1990. I hælene på Christen Kold. En skildring af en Thybo og hans skole. Sparekassen Thys Forlag.

Birkelund, Regner 2001: ”Grundtvig og demokratiet. Om oplysning dannelse og demokrati.” in. Ove Korsgaard (red.), Poetisk demokrati. Om personlig dannelse og samfundsdannelse. Gads forlag, København.