Vi dansker for meget

image_pdfimage_print

Den almene dannelse har vanskelige vilkår da opfattelsen af denne står på skuldrene af en utilstrækkelig, forældet og nationalromantisk forestilling om danskheden i centrum. De danske højskoler bør derfor gå forrest i kampen for en internationalisering af dannelsesbegrebet og sikre den ualmindelige dannelse.

Af Ole Buch Rahbek, Mellemfolkeligt Samvirke

Når begrebet ”almen dannelse” diskuteres og konkretiseres, må man ofte konstatere, at”det nationale” bliver gjort til et meget centralt begreb. Dette sker oftest i det formelle uddannelsessystem men desværre ligeledes i Højskolerne. I det formelle uddannelsessystem – i folkeskolen, på fagskoler, gymnasier, handelsskoler, på universiteter, professionshøjskolerne trives ”det danske” i bedste velgående. Her undervises på dansk i kanoniserede danske klenodier og der fortælles om en ny kolonitids ekspeditioner til Nordpolen for at annektere den arktiske undergrund.

På højskolerne kommer det forældede dannelsesideal netop til syne via en temmelig snæver lovgivning, eksempelvis når det kommer til muligheden for længerevarende studieture til udlandet – og ligeledes når skolernes jagt på internationale elever begrænses eksponentielt med udsigten til en lavere elevstøtte via EU-midler og CIRIUS-ordningen. Måske skyldes dette et manglende fællesudgangspunkt for højskolernes mission, en mission som ikke må drukne i aldrende højskoleparoler og forældede nationalromantiske forestillinger om samlingen af det danske folk som én monolitisk masse.

Problemet er, at højskolerne risikerer sin eksistensberettigelse som en skoleform med folkelig oplysning og almindelig dannelse som idealer, hvis ikke der tænkes nyt, anderledes og internationalt. Den almene dannelse i et nationalt perspektiv er er for snævert til at bære en særlig skoleform som højskolerne. Hvis ikke højskolerne udvider læringsfeltet, kan det således være svært at få øje på, hvad formålet egentlig er? Ligeledes kan man forestille sig at elevgrundlaget blandt unge forsvinder, hvis der ikke tænkes nyt.

Internationalisering af højskolerne

Kai Hoffmanns ord ”Så Syng Da Danmark Lad Hjertet Tale”  pryder bagsiden af den seneste udgave af Højskolesangbogen. Dette på ingen måde tilfældigt. På højskolerne følges opfordringen flittigt, hvor der synges fra hjertet – på dansk. At højskolesangbogen rummer mange gode sange på dansk, og tilsvarende få på engelsk, er et symptom på en tendens som trækker spor helt ind højskolelovens efterhånden forældede dannelsesidealer. Problemet er, at nationalstaten for længst har passeret sin udløbsdato som det samlende for befolkningens fælles dannelsesidealer.  Det er på tide at spørge, om højskolernes – og nationens – fælles dannelsesbegreb ikke bør gøres ualmindeligt?

Nogle gange skal man ændre sin praksis for at opnå sand refleksion og højskolerne rummer potentialet til at gå forrest i kampen for forståelsen af verden som en mangfoldig af slagsen. Loven skal ændres således at højskolerne får mulighed for studieture til fjernere destinationer og med længere ophold, der skal gives tilskudsmuligheder for at hente lokale ressourcer ind fra hele verden, som kan berette om personlige erfaringer og herigennem vække til handling iblandt unge og ikke mindst skal højskolerne turde at satse på faglighed med internationale vinkler, medborgerskab og kulturmødet i centrum.

En del af problemet og højskolernes læringsmæssige udfordring er dog, at det er vanskeligt at arbejde med det globale som begreb, da diskussionerne ofte er baseret på tro og idealer. Dette skyldes at vi har meget ringe adgang til ”det globale” og at vores viden og erfaringer begrænser vores handlekraft og viljen til forandring markant! Et godt eksempel er, at klimakatastrofen ér i gang, og at det tilsyneladende ikke er nok at vise konsekvenserne på tv. Det er bydende nødvendigt at tale med de mennesker som krisen berører, at skabe rum for udveksling af erfaringer og viden, give denne viden videre til andre og dermed skabe grundlag for forandring.  Derfor skal højskolerne ud i verden og tage sagerne ved selvsyn. Fokus for Højskolernes efteruddannelse  for lærere (HPU) må nødvendigvis internationaliseres og gøres relevant i forhold til den virkelighed som omgiver vores eget land og erstatte det antikvariske tilbageblik på højskolernes nationale udgangspunkt. Et udgangspunkt som Grundtvig med stor sandsynlighed ville erstatte med et internationalt den dag i dag.

Ualmindelig dannelse

Da Grundtvig formulerede sine tanker om den danske folkehøjskole var Danmark et land i krise. Der var behov for tanker og ord, som kunne samle landet som nation og herigennem opbygge en fælles kulturarv som grundstenen til en velfungerende stat. Tiden er nu anderledes. Det er ikke længere Danmark som skal samle sig, men det er nødvendigt, at verden rykker tættere sammen i behovet for fredelige løsninger på konflikter og kultursammenstød. Grundtvig vidste at et svagt nationalt demokrati ender med ulykkelige kompromiser, sagen er dog, at et svagt international sammenhold ender i ragnarok!

Ualmindelig dannelse er internationalt udsyn! Når unge danskere ved mere om amerikansk politik end flertallet af amerikanere er de ualmindeligt dannede – når de citerer Kurt Cobain, Bob Dylan og måske Shakespeare og samtidig kan placere Danmark i verden er de ikke blot dannede, men ligeledes folkeligt oplyste i en moderne verden. Idealet er at danne grundlaget for at kunne opbygge sociale relationer på kryds af grænserne og at indsamle viden og erfaringer som omfatter et begreb om internationalt medborgerskab.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

29 tanker om "Vi dansker for meget"

  1. Hvor meget vi skal ud, og hvor meget vi skal have besøg, kan sikkert diskuteres (vi er jo ved at trampe kloden fuldstændig flad). Men én ting tror jeg dog fast på: Verden er fyldt med teenagere og unge mennesker, som drømmer om en plads i den moderne økonomi. Og som ved at uddanne sig stræber efter denne plads. Og når vores virksomheder agerer globalt og mit forbrug kan have indflydelse på deres arbejdsvilkår og livsmuligheder – f.eks. lønnen og dermed mulighederne for at betale for børnenes uddannelse, så mener jeg også, at jeg bør være opmærksom på hvilken politik, der skaber de flest muligheder for de unge i de voksende økonomier og i de lande, hvor økonomien gerne skulle i gang med at vokse.

    Forleden i Debatten på DR2 erklærede erhvervsmanden Asger Aamund, at ”politikerne nægter at forholde sig til, at det ikke kun er virksomheder, der konkurrerer med hinanden. Det gør lande også. I øjeblikket kæmper en lang række lande om at få den velstand, der er forudsætning for velfærd.” (http://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-50#!/12:25). Det har han ret i – og det kan man ikke fortænke disse lande i. Det er som om Thomas Hobbes (1588-1679) er vendt tilbage fra de døde. De enkelte individer bekæmper ikke længere hinanden, fordi de har slået sig sammen i politiske samfund. I århundrede bekæmpede stater og nationer hinanden, som var de enkeltindivider – indtil de indså det betimelige i at tilslutte sig regulerende institutioner på overstatsligt niveau – FN, EU, ASEAN, UNASUR, AU osv (http://en.wikipedia.org/wiki/Supranational_union). Våbnene brager ikke længere så voldsomt, men striden mellem nationer og individer (cf. individualiseringen, sådan som sociologerne taler om den) fortsætter i den økonomiske konkurrence.

    Hver gang en arbejdsplads flytter ud af Danmark, skaber det nye muligheder og nye chancer for individer og familier andre steder på jorden. Den ”ualmindelige dannelse” må søge samarbejde og måder, hvorpå vi kan danne nye fællesskaber. Det har du så ret i, Ole – men uden at smide barnet ud med badevandet.

    • Lad os ikke glemme at "I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går". Jeg er enig med dig Ole, i at ualmindelig dannelse bør søge åbenhed, mod på andre kulture og vidensudveksling samt samarbejde.

      Der hvor kæde hopper af for mig, er når du skriver "Problemet er, at nationalstaten har for længst passeret sin udløbsdato som det samlende for befolkningens fælles dannelsesidealer". Nationalstaten er ikke et forældet levn fra fortiden, dens rolle har tværtimod aldrig været mere afgørende end nu, og dens rolles betydning vil kun blive ved med at stige i de komende årtier.

      Hvorfor? Hvilken rolle har nationalstaten at spille i en verden der er ved at vokse sammen? Er den ikke kun i vejen? Jo den er i vejen! Men kun så længe vi holder fast i nationaliteten som en fast og uforanderlig ting.

      I en verden hvor de politiske ideologierne i højere og højere grad vokser sammen og forsvinder, og hvor de gamle klasser er mere eller mindre væk og ikke længere afgør din identitet og hvor du ikke længere skal kun forholde dig til din nabos problemer, men også til hvad det lige er de dumper syd for Kap Det Gode Håb. Så stiger behovet for en mere konkret identitet, og der (fra mit syn i hvert fald) er der kun nationaliteten, arbejdet og religionen tilbage som ankre i det åbne ocean.

      Religionerne er uhyre vigtige for os alle, men de har en tendens til at bringe det dårlige frem i os, for når vi først rigtigt tror, da bliver det svære for os at forstå "de andre". Religionerne vil altså blot være i vejen, hvis vi kun skal gå til dem for en konkret identitet.

      Så er der arbejdet, som godt kan fungere som en solid identitet, men som jeg tror for de fleste vil være en halv løsning. Kort og godt kan ens arbejde i teorien sagtens fungere som en reel identitet, jeg tror bare ganske enkelt ikke på den i praksis.

      Tilbage er kun det fællesskab der er nationen, dens kulturarv og dens historie. Verdens-borgeren vil sikkert en dag findes på vores klode, men jeg tror ikke han vil være at se i nævneværdige tal, før end at vi alle der lever i dag, for længst er døde. Det smukke ved nationaliteten, er at den er i evig forandring og udvikling og samtidig altid synes den samme. At den bygger på mere end tusind år gamle traditioner samt sprit nye fra sidste år. At den forener os både i et geografisk område, men også på verdensplan, når vi hver især rejse, eller måske ligefrem bor udenlands. Nationaliteten er en meget konkret ting, og samtidig modsætningfyldt. Bruges den forkert, vil den være en mur mod forandring, eller måske ligefrem et våben (som under WWII). Men bruges den fornuftigt, kan den ikke kun bring en identitet (og dermed en indre ro og fred) hos den enkelte, men også være en døråbner for andre "verdener".

      Hvis vi skal løse verdens problemer, skal vi alle arbejde sammen! Vi skal respektere og acceptere hinanden. Men hvis vi skal kunne dette, skal vi også samtidig have styr på os selv, vores egen kultur, for vores nationalitet er fundamentet for åbne og selvstændige individer i den globale verden!

      Hvad jeg siger er ikke at danskheden skal forblive dansk, som den var på H.C. Andersens tid. Lad os da endelig inspirere af andre kulturer! Vi skal bare aldrig glemme at vi er danskere, vores historie, vores arv. Lad folkeskolen fortsætte med at være nationalorienteret, og lad gymnasierne og højskolerne tager sig af det internationale.

      "At rejse er at leve, men hvordan kan man rejse, hvis man ikke har et hjem? er det ikke blot at være faret vild?"

      • Hej Anders,

        Tak for dine interessante synspunkter. Jeg synes du har mange gode pointer, og jeg er absolut enig med dig i synspunktet om, at det er godt at have et sted at føle sig hjemme.

        Du skriver, at vi bør lade højskolerne og gymnasierne tage sig af det internationale. Det er jeg enig i, at højskoler og gymnasier bør gøre i højere grad. Derfor er jeg også glad for, at 10 danske gymnasier har fået prædikatet "Globale Gymnasier".

        Problemet er, at kun ca. 40% af en ungdomsårgang går i det almene gymnasium. De sidste 60 % skulle meget gerne have adgang til det globale også. Gerne allerede i Folkeskolen.

        Jeg taler dog ikke om, at erstatte historieundervisning med fokus på danmarkshistorien fuldstændig, eller at afskaffe nationalstaten som begreb for den sags skyld. Jeg selv holder utroligt meget af landskampe og banecykling med dansk deltagelse.

        Jeg kan ikke lade være med at undres over dit synspunkt, at identitet stammer fra religion, nationalstaten og arbejdet. Hvad med familien, nære relationer som venskaber, kærester, kolleger, studiekammerater, fodboldholdet, lokalsamfundet. Hvad med kultur? Skaber det ikke identitet af identificerer sig med musik, med kunst, at færdes i naturen ect.?

        Jeg synes det er exceptionelt problematisk, at fastholde nationalstaten og religion som to af tre væsentlige bærere af individuel identitet. Det er sandt, at netop disse to er meget vigtige for utroligt mange mennesker, og jeg vil aldrig fratage mennesker fra at være stolte af deres nationale og religiøse identitet. Men disse to størrelser fordrer desværre også fundamentalisme – i mange forskellige størrelser. En større international, ualmindelige dannelse – vil være medvirkende til at mindske den nationale og religiøse fundamentalismes klamme væsen.

        • Hej Ole.

          Jeg giver dig helt ret i alle de ting du nævner, og som jeg tilsyneladende undlod, som værende vigtige for din egen identitet. Jeg vil endda selv ligge en streg under venner i den sammenhæng. Der er dog bare det ved det, at jeg i foregående ikke glemte at nævne dem, hvad jeg glemte at nævne var at jeg snakkede om fælles identiteter. Den slags der binder grupper sammen, og som der altså også underbygger din egen. Jeg talte derimod ikke om de lag af din identitet som kommer fra det nære miljø, og sandt og sige vel nok også er de mest dominerende.

          De 60% som ikke går i det almene gymnasium er et problem. For nu at tage en gammel sang op, så var det jo en af mine pointer med en skolereform, nemlig at fjerne det almene gymnasium, men samtidig udvide tiden du går i folkeskole. Forenklet altså bare gøre gymnasiet obligatorisk for alle. Men så længe det ikke er tilfældet, så er det problematisk blot at skære de 60% fra det globale.

          Hvad angår religion og nationalisme, så tror jeg ikke der er nogen der vil modsige at det har tendens til at fordrer fundamentalisme. Problemet er blot, tror jeg, at nationalisme og religion er ligesom salt er for kroppen. Dels så variere den mængde vi hver især skal have af salt, for at være optimalt sunde (kommer an på den mængde de krop vænnes til som barn og teenager, så for min part vil det være usundt for mig at skrue ned for mit salt forbrug, mens det vil være usundt for de fleste at spise min mad!), men derudover så er salt nødvendigt for vores overlevelse! Samtidig med det er en gift i for store mængder. Ikke alene skal vi dosere vores salt i maden (nationalisme og religion i livet) korrekt, vi skal også tage hensyn til den enkeltes behov.

          Altså! For meget leder til fundamentalisme, for lidt leder til mangel på fælles identitet, og dermed i værste scenarie anarki. Men her springer logikken en skridt over, for jeg tror ikke på at for lidt, leder til anarki. Jeg tror at for lidt leder til det samme som for meget. Nemlig fundamentalisme.

          Men hvorfor dog det? Hvis vi ser tilbage i historien (I mine øjne kan man ikke blive/værre en god politiker, uden at kende sit lands såvel som den europæiske og verdens historie godt og grundigt!… Jeg vil nok få mange skæve blikke, men det er min påstand at demokratiske politikere, ville være bedre rustet til at lede os, hvis de havde læst historie på universitet, frem for økonomi og samfundsvidenskab, som jo begge faktisk er unødvendige, da det er embedsmændenes job at have styr på disse emner. Det er jo nu engang fundamentet for at ALLE! Kan blive statsminister, uanset uddannelse), så tage det ikke lang tid at spotte en af de mest fundamentale trends i menneskers adfærd. Modreaktioner! Enhver reaktion leder til en modreaktion som leder til anti-modreaktion, som sjovt nok ikke nødvendigvis (langt fra endda) er det samme som reaktionen, men ofte mere noget helt nyt, eller blot en gylden middelvej. Hvad sker der når vi bliver ramt af globaliseringen?

          Globaliseringen er for verden, det bedste der nogensinde er sket, men for det enkelte land kan det ofte være noget af det værste. Jeg tror ikke der er mange der vil være uenige i at sammensmeltningen (takket været globaliseringen) af verden er et ultimativt gode for menneskeheden, men nu opføre folk sig jo ikke blot efter hvad der er et fælles gode, men oftere hvad der er et gode for dem selv, nu og her.

          Hvis vi skal gøre verden til et bedre sted, er det ikke nok blot at prædike om alt det gode der komme ud af globaliseringen i sidste ende, men vi må højeste i grad forstå og tage højde for de enkelte landes befolkninger. ”Vi” er nød til at være den forstående forældre der tager barnet (befolkningen) i hånden og går med det ud i verden, for befolkninger er på mange måder som skræmte børn. Hvad gør et barn når det er bange for noget? Det gør det stik modsatte. Når et land udsættes for de dårlige sider af globaliseringen, så vil det ty til nationalisme som en (falsk) redning. Se på Grækenland! Landet oplever en verden der går imod dem, og de lader sig derfor forføre af ekstremisme, som med sin egen højtidelighed og selvforherligelse fremstår som en mere sikker havn. Den selvsikre er jo nu engang altid den mest pålidelige for et bange individ, og man kan ikke klandre fundamentalisme, for netop ikke at være selvsikre i deres egen overbevisning.

          Den eneste sikre måde at få det enkelte land igennem globaliseringen, også når den gør direkte ondt på landet, er ved at modsvare den, ikke direkte, men i folkets hjerter. Det er derfor jeg mener at nationalismen er vigtigere nu, end nogen sinde før, og derfor jeg mener at den kun vil blive vigtigere, for indtil vi når sikkert ind i globaliseringens havn, da vil faren for det enkelte lands eget fald være stor, og kun en nationalisme, bevidst styrket fra statslige side, vil kunne holdes os oppe.

          Men selvfølgelig så er det jo ikke helt så enkelt, for hvilken slags nationalisme taler vi om? Hvordan skal staten påvirke den? Og er der ikke en fare for at vi uden at ville det, nærmer os fascistiske forhold?

          ”No guts, no glory” som jeg plejer at sige, og jeg har såmænd et bud på hvordan vi kan håndtere nationalisme, uden det truer globaliseringen eller for den sags skyld landets moral. Lands-historie og regent. De to er vores stærkeste våben i forsvaret mod fundamentalisme. Jeg mener ikke at det på noget tidspunkt er regeringens opgave at styrke nationalismen, det er derimod statens opgave. Og hvilken bedre måde end ved at have en levende repræsentant for staten. Et levende symbol. En regent. Regenten og alle de højtideligheder der følger med et kongehus, er små koncentreret doser nationalisme, der ligesom salt til kroppen, holder os kørende. EU fik for nylig Nobels Fredspris, men jeg mener bestemt (taget det dybt latterlige ud af situationen) at en af de siddende regenter ville have været langt mere værdige aftagere af en sådan pris (dermed ikke sagt jeg mener de dermed også bør få en).

          Ethvert kongehus er som et anker, for nationen, et fast holdepunkt i en verden der er i evig forandring. Lands-historien er selvfølgelig vigtig for selvforståelsen.

          Jeg tror derfor ikke at Danmark mangler nationalisme til at stå imod globaliseringens brusende fremkraft, for globaliseringen går voldsomt stærkt, og jeg er overbevidst om at den går for stærkt, ligesom jeg også er overbevidst om at den ikke kan bremses, og at forsøge det, blot vil skade landet i det lange løb. Men diskussionen er stadig vigtig i forhold til for eksempel Grækenland der lige nu er ved at drukne i en blanding af egene fejl og globale konsekvenser.

          EU er set med mine øjne den største trussel mod Europa, for EU gør praktisk talt alt forkert. EU ønsker at alle skal indordne sig efter hinanden, og resultatet er ikke at vi rykker tætter sammen, men at en modvilje mod hinanden blot vokser. Jeg mener derfor at Nobels fredspris næppe nogen sinde har været givet dårligere ud, for EU vil kun, hvis det fortsætter som nu, bringer had imellem de enkelte lande og uvilligt styrke fascismen og anden fundamentalisme i de enkelte lande sammen med en stigende modstand mod EU og politikerlede til egne politikere. Jeg ved ikke om det ender i en krig eller vi slipper med en revolutionen, men det bliver en af de to hvis EU ikke tage sig gevaldigt sammen og nedlægger sig selv som det er nu.

          Europa har brug for en fælles hovedstad som ikke er i noget land, men er sit eget (som Vertikanet). Det har brug for et officielt sprog (og så må franskmændene skride og tage deres arrogance med sig hvis de ikke kan forstå at fransk kun tales i Frankrig og deres tidligere kolonier). Det har brug for bygningsværker der viser europæerne i en reel og synlig form hvad vi kan opnå når vi arbejder sammen. Jeg kunne blive ved i lang tid, med disse er nogen af de mest akutte ting… Sagt meget enkelt, så burde EU ikke tage hensyn til hinanden, men derimod i et fællesskab gå en helt ny vej. Vi burde samle kulturer, og lade dem skabe noget nyt, frem for blot at stå side om side og skulle tage hensyn til hinanden, vi burde gøre så meget, og vi kunne gøre så meget, hvis bare politikerne havde modet til at stille sig frem, hvis bare en af dem havde ambitionerne… i stedet så kæmper de indbyrdes og er mere interesseret i deres eget lands bedste, fordi det er et spil hvor det handler om at rage til sig og få de andre til at tage hensyn, og jeg vil mene franskmændene, (som jeg indrømmet har et horn i siden af fordi deres arrogance for mig repræsentere noget af det værste som nationalismen kan frembringe i en nation) er nogle af de værste og bedste til dette spil.

          EU spiller et spil, hvor man går i nogle retninger, men styringen af lande, eller unioner er ikke et spil hvor det handler om at have et mål. Det handler om at føre en flerfronts krig, det handler om (for nu at presse den en smule) at føre en stjernekrig, og med stjernekrig, så mener jeg at fronterne skal ligge som en stjerne. Hver gang du gør noget på den ene, må du gøre noget samtidig i den modsatte ende. Hver gang der gør noget der fordre globalisering, må du svare med noget nationalistisk (eller andet samlende).

          Det er nemt at komme til at fremstå som modstander af globalisering og af samarbejde på tværs af lande når man er så stor EU modstander som mig, og indrømmet, for mig rimer EU på Beelzebub, men det er netop fordi jeg tror på en større fælles enhed at jeg er så stor EU skeptiker, for det er vitterligt som om at alt hvad de kan gøre forkert, gør de forkert! Som om at deres mål er at flå det Europa i småstykker, som de påstår de vil samle, og jeg tror på de mener det oprigtigt når de siger de vil samle EU. De ved bare ikke bedre selv, og det er det dybt tragiske.

          Hvis du stadig ikke tror på mine dommedagsprofetier, så tag og kig! Kig på Grækenland. Et land der tvinges i gæld af ”dets såkaldte venner”, og som oplever at hele verden går imod dem. Et land hvor hadet til tyskerne (som jo i alle de andres øjne redder landet) blot vokser, og hvor fundamentalisme finder nye veje og styrkes. Minder det dig om noget? Minder det dig om tyskland efter førsteverdenskrig? Og hvad med EU selv? Lande der agere som personer fordi deres ledere (”guvernører”) spiller deres eget spil imellem hinanden, hvor ingen vil have for lidt magt, og alle hader den der har for meget. Minder det dig om noget? Minder det dig om den romerske sen-republikken som selv skabte grundlaget for Cæsars succes hos ”pøblen”? Og hvad med Europas befolkning? Minder disse frie folk, som hader tanken om en diktator med næsten uendeligt stort had, dig om nogen? Minder de dig om Roms befolkning i tiden efter Roms sidste konge, og lige før Cæsars indtræden?

          Vi bør huske dette øjeblik i historien, for jeg tror ikke der har været nogen der har hadet diktatorer så meget, som roms befolkning gjorder efter den sidste romerske konge. For hvis en mand kunne gøre sig til kejser blot ved at udnytte at statens senatorer ikke kunne give plads til hinanden, og derved løse større problemer, og charmere en befolkning der hade diktatorer til at acceptere en som udnævnt diktator, og lade sig hylde af de selv samme folk, så er der ingen af os der kan vide os fuldt ud sikre i at demokratiet ikke en dag vil blive væltet. Selv ikke i vores egen tid, i dette Europa. For vi har endnu ikke oplevet at en befolkning er stormet en regeringsbygning og gennemtæskede politikerne så de døde bare fordi de havde gennemført lidt for mange love (ikke dårlige love, blot for mange) og dermed havde lidt for meget magt.

          Historien gentager sig, og kun ved at kende den, og forstå vores egen tid kan vi undgå at sejle direkte mod de samme tragedier.

          Så for nu at vende tilbage til det oprindelige emne, så er ualmindelig dannelse et fantastisk godt initiativ, for forståelse og tolerance er alfa og omega i denne verden. Jeg vil blot påpege, at vi ikke må lade frygten og hadet til især nazismen formørke os, så alt hvad der kan sættes i forbindelse med den bliver ondskaben selv. At europæerne hader diktatorer er jo ikke underligt når man tænker på at Hitler og Stalin var to af de absolut værste af slagsen i hele verdenshistorien, og at deres terror ramte os blot 70 år tidligere. Det farlige ved at være bange for noget er at vi komme til at se det som værende ondt, og ved at se noget som ondt, så svinder både vores tolerance, men vi mister også evnen til at kæmpe på en specifik front, og i forhold til globaliseringen, så kan den store frygt for national fundamentalisme blive en meget dyr arv fra 2. verdenskrig.

          Og så noget helt andet… jeg ser som geolog ikke global opvarmning som et nævneværdigt problem sammenlignet med overbefolkning. Alle verdens store problemer ville kunne løses, hvis vi var færre mennesker på kloden (og med færre tænker jeg ikke = mindre CO2). Hvordan vi håndtere overbefolkning vil jeg mene er afgjort det vigtigste emne at diskutere. Skæbne vil blot at global opvarmning synes mere populært som ”dommedags trussel”.

    • Hej Lars,

      Tak for respons på mit indlæg.

      Det sidste først. Jeg synes du rammer plet med dit synspunkt om, at den 'ualmindelige dannelse må søge nye fællesskaber og samarbejdsmuligheder. Derfor mener jeg også, at uddannelse af danske unge i langt højere grad må vendes imod et internationalt perspektiv. Jeg er for så vidt også meget enig i, at vi skal være påpasselige med, hvor meget, og hvor, vi tramper rundt. Vores studieture og udlandsrejser skal altid være til gavn, og må ikke blive en belastning for de områder og lande vi besøger.

      Hvad det angår Asger Aamund. Staterne konkurrerer om vækst om betingelser for at levere serviceydelser, som uddannelse og sundhed, til befolkningen, som igen er en forudsætning for yderligere vækst. Her er det dog værd at være opmærksom på, at konkurrencen er ulige.

      To eksempler: Kampen for velfærd i lande hvor folk lever i fattigdom er en ulige kamp imod nationer og interessenter, vis vilkår er så radikalt forskellige, at et fælles udgangspunkt næppe er realistisk. Her er international solidaritet, empowerment og oplysningsarbejde redskaber til at skabe forandring. Her er Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde jo interessant.

      Kampen om vækst og velfærd imellem Danmark og Aamunds favoritland Sydkorea er ligeledes skæv, men på en anden facon. I Sydkorea er det ikke unormalt at gå i skole / at studere 12 timer om dagen. Ligeledes arbejder mange mennesker 6 dage om ugen hele året, og har ikke ret til ferie de første år på arbejdsmarkedet (efter to år, har man ret til 1 uges selvbetalt ferie). Dette skaber en enorm effektivitet og et stort output. Kan vi konkurrere med det? Nej. Vil vi konkurrere med det? Nej. Vil Sydkoreas økonomi overhale Danmarks. Ja. Vil Sydkoreanernes velfærd overhale Danmark? No way, José.

      Japan har siden 2. verdenskrig oplevet den største fremgang i BNP i verdenshistorien. I Japan begik 32.845 mennesker selvmord i 2009.

      Du skriver, at vi ikke skal smide barnet ud med badevandet. Netop. Vi skal ikke smide den danske måde, velfærdsstaten og danskernes frihed i form at ordentlige forhold på arbejdsmarkedet ud.

      • Præcis Ole, vi skal ikke konkurrere med Sydkoreanerne, men vi skal heller ikke lobhudle den danske velfærdsmodel. Modellen som den har udviklet sig, sammen med den velstandsstigning, den er vokset ud af, har skabt urealistiske forventninger til menneskelivet, men det er en anden diskussion.

        Vi mennesker er nogle angste væsner – vi bekymrer os – og det er netop i fællesskaber, at vi kan overkomme den angst og finde ro og sikkerhed. Når nu talen er på ualmindelig dannelse – altså det globale udsyn – tænker jeg uundgåeligt på sociologen, Ulrich Becks teori om risikosamfundet. Risikosamfundet er et af de værker, der har sat mest på plads for mig: vi overvinder mangelsamfundet og entrerer hovedkulds et overflodssamfund i de vestlige ideologiers sfære. Men vi sanker stadig til huse, som levede vi i mangelsamfundet, som var livet en slutspurt.

        Og så mener jeg, det er utrolig vigtigt, at vi ikke kun omtaler krisen som en krise. Krise er det, set fra vores perspektiv. For voldsomt mange mennesker repræsenterer udflytningerne af arbejdspladser deres mulighed for at overvinde mangeltilstanden og byde en tilværelse, som giver mulighed for skolegang og uddannelse til deres børn, velkommen. Man kan se det således: markedsmekanismerne allokerer rigdom og fordeler velstand – skaber større retfærdighed (tør man sig det).

        Krisen – som set fra vores perspektiv – skal dog ikke negligeres. Men er løsningen den gamle eller skal vi forsøge os med noget andet. En anden form for fællesskaber. Globale fællesskaber, i stedet for global konkurrence mellem stater. Det er det, der er min pointe. Og de skal forankres på mellemfolkelig basis (ikke sandt?), for det er fra menneske til menneske, at vi skal overbevise hinanden om, at livet ikke behøver at være en slutspurt. Ikke, hvis vi arbejder sammen i frie fællesskaber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *