EU og Nobels Fredspris

image_pdfimage_print

Den norske Nobelpriskomite har tildelt EU Fredsprisen – fuldt berettiget trods alverdens forsøg på at underminere komiteens valg. Spørgsmålet er imidlertid, om prisen er nok til at redde resterne af hvad der er tilbage af politisk debat og visionerne om Europa som fælles projekt. Næppe!  

Af Rasmus Kolby Rahbek, Uddannelseskonsulent i Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark (FFD)

Historisk har Nobels Fredspris været tildelt dem, som på en gang er gået forrest i kampen for fred og frihed og som samtidig har kunnet stå som rollemodeller for en ny tids verdensborgere i en gryende globaliseret verden. Fredsprisens helt store succes har været, at dens voksende betydning faldt sammen med, at det blev muligt for helt almindelige mennesker at følge med i, hvad der foregik ude i den store farlige verden. Det var således oplagt, op gennem et særdeles voldeligt 20. århundrede, at hylde dem, der gjorde en særlig indsats i fællesskabets tjeneste for fred og frihed.

Og i år blev Fredsprisen så tildelt Den Europæiske Union ved den årlige ceremoni på Oslo Rådhus.

For generationer af politikere har det netop været hele formålet med det europæiske projekt: at skabe fred. I Danmark har en politiker som Uffe Ellemann-Jensen igen og igen slået til lyd for, at det europæiske samarbejde i bund og grund er et fredsprojekt, og at alt det der er bygget ovenpå af til tider uigennemskuelige institutioner, i sidste instans har til formål at sikre freden i Europa.

Ironien er dog umiddelbart slående: Nobels Fredspris, der modsat de øvrige Nobel-priser uddeles fra Norge, gives til en institution, som nordmændene ikke engang selv ønsker at være medlemmer af. Onde tunger mener, at den norske nobelpriskomite er ved at sælge ud og med sine valg har devalueret værdien af sit produkt, så den engang højt anerkendte pris i dag fremstår som lidt af en joke: Valget af Barak Obama før han stort set fik foden indenfor i det hvide hus, efterfulgt af kineser ingen nogensinde havde hørt om, og nu et sæt bygninger af underlødig arkitektonisk kvalitet, har på ingen måde hjulpet folkene i Oslo med at sikre deres anseelse. Og kan man overhovedet give en pris til en institution? Andre, mindst ligeså onde tunger, hævder, at EU nødvendigvis måtte vinde fredsprisen, da de aldrig ville komme i nærheden af Nobelprisen i økonomi…

At det europæiske projekt på ingen måde er en vindersag kunne man ved selvsyn konstatere, da det lykkedes Jens Rohde ene mand at spolere Venstres ellers traditionelt vandkæmmede landsmøde, fordi han havde været medforfatter til en kronik i Berlingske, hvori han havde været så uforvarende at gøre sig til fortaler for, at der stadig er områder, hvor de europæiske befolkninger med fordel kan arbejde sammen. Ja, de borgerlige ungdomspartier er sågar gået hen og blevet avantgarden i modstanden mod det europæiske projekt. De Radikale er som forunderligt kuriosum, eller undtagelsen der bekræfter reglen, de eneste der fastholder en ”positiv” europæisk politik – men de er så til gengæld også de eneste, der ikke kan præstere et valgt medlem til Europa Parlamentet.

Når EU modtager fredsprisen på et tidspunkt, hvor de sydeuropæiske lande synes at være ved at gå op i limningen og potentielt kan sætte hele det europæiske projekt ud af spillet, har det fået nogen til at sætte spørgsmålstegn ved den norske komités timing og fornemmelse for, hvad der foregår i den virkelige verden. For nogle er tildelingen af fredsprisen ligefrem en skandale. Som en freds- og konfliktforsker udtalte til Berlingske: ”EU er direkte ansvarlig for krigen i Bosnien, en række EU-lande er atomstater, Frankrig er til stadighed involveret i krigshandlinger i mellemøsten, EU har været splittet på spørgsmålet om Irak, EU-landene har i sin tid deltaget i ødelæggelsen af Irak, EU kører i dag et sanktionsregime mod Iran, og så har EU en militær organisation, men ikke en civil organisation for konflikthåndtering. EU har ikke en gang et eneste fredsakademi! At gøre sig til talsmand for alle de gode ting i hele Europa er simpelthen at monopolisere noget, man ikke selv har gjort. Det nærmer sig næsten det uhæderlige.”

Hvis det er et krav for at modtage Nobels Fredspris, at man utvetydigt skal have været ene og alene om at sikre total og vedvarende fred og frihed i et bestemt område, så kan ingen af prisens modtagere siges at være hæderlige modtagere. Handlede Michail Gorbatjov, Aung San Suu Kyi eller Nelson Mandela alene? Var Woodrow Wilson en uværdig modtager af prisen, for at være med til at stifte FN, når han samtidig havde gjort USA til en part i 1. verdenskrig og var med til at udforme Versailletraktaten, der kan hævdes at være en medvirkende faktor til 2. verdenskrig? Monopoliserede George Catlett Marshall alle de gode ting der foregik i forbindelse med genopbygning af Europa efter 2. Verdenskrig, da han modtog prisen for Marshall-planen? Nej! Det ville selvsagt alt sammen være noget forplumret vrøvleri.

Lad det være sagt helt tydeligt: Tildelingen af Nobels Fredspris til EU er både rigtig og modig!

Den er rigtig, fordi EU, til trods for at alting til romantikernes store irritation ikke altid er rosenrødt, har stået som fyrtårn for demokrati, frihed og retsstatsprincipper. Som det også fremgår af Nobelkommiteens begrundelse for valget, har EU bl.a. medvirket til fred mellem Tyskland og Frankrig; demokrati i Grækenland, Portugal og Spanien; inddragelse af de tidligere østeuropæiske stater og dermed medvirkende til endeligt at få revet jerntæppet ned; et fredeligt Balkan, hvis stater har udsigt til at indgå i det europæiske fællesskab. Den er endvidere rigtig, fordi EU bedre end nogen anden institution i både vision og praksis forsøger at leve op til ambitionen om at sikre den evige fred – også på globalt plan.

Den er modig, fordi det var mere end forventeligt, at den kritik der nu retter sig mod komiteen ville komme, særligt på et tidspunkt, hvor alt ikke just er fryd og gammen på det europæiske kontinent. Den nemme løsning villa have været, at finde endnu en ukendt fredsforkæmper fra en ukendt konflikt, som freds- og konfliktforskerne kunne bruge til at afstive deres selvtillid med. Og modig, fordi Nobelkomiteen tager fat i kraven på Barosso, van Rompuy og Schulz, og minder dem om, hvad de egentligt arbejder for: Fællesskab i fred og frihed.

Så langt så godt…

For selv om EU helt berettiget modtager Nobelprisen for sin rolle som et fredens projekt, så kommer man ikke udenom, at EU hænger i tovene rent politisk. Ja, det er næsten som om EU på det nærmeste er forsvundet som fælles politisk projekt. I hvert fald synes de politiske visioner og den politiske debat helt at have tabt til en økonomisk dagsorden. Det får den sørgelige konsekvens, at vi i Danmark kan fortsætte den evindelige for/imod diskussion – aktuelt i form af Danmarks deltagelse i Euroen, finanspagten, bankunionen etc. Og hvis vi skal bevæge os lidt væk fra den helt sort/hvide diskussion om vores deltagelse i projektet, kan vi lige mande os op til en diskussion om Danmarks mulighed for at tilkæmpe sig en rabat på medlemskabet.

Men hvorfor er det, at vi ikke indgår i en politisk debat om visioner og det politisk indhold af det europæiske projekt? Umiddelbart er der 3 mulige forklaringer på det spørgsmål: En kynisk, en absurd og en tragisk – vælg selv!

Den kyniske forklaring er, at EU blot fremstår som det fremskredne eksempel på hvad der i virkeligheden også allerede gør sig gældende for nationalstaten – og som kun vil blive stadig mere påtrængende – vi er bare ikke klar til at indrømme det endnu. Den måde hvorpå EU som administrativt og bureaukratisk projekt er adskilt fra en reel politisk debat er et resultat af, at det politiske er blevet så komplekst, at det slet ikke egner sig til en politisk debat, hvori almindelige mennesker konstruktivt kan deltage.

Når denne debat alligevel til en hvis grad holdes i hævd på det nationalstatslige niveau, sker det med den politiske debat som en zombie-kategori: Den er egentlig død, men vi lader som om den er i live! Men da vi jo ikke kan gennemføre det som en reel politiske debat, i det vi er afskåret på grund af kompleksiteten, må vi gøre det via en erstatningsdebat. Og det er derfor vi diskuterer personsager frem for politisk substans, for det er hvad der er tilbage, som vi reelt kan forholde os til. Da der ingen personsager er i EU, men kun bureaukrati, ophører selv illusionen om en politisk debat, hvorfor vi i stedet frådende kaster os over den ultimative politiske erstatningsdebat: Det amerikanske præsidentvalg – tømt for reelt politisk indhold for os, men så sprængfyldt med personsager, at selv de mest pessimistiske kynikere et øjeblik kan overbevise sig selv om, at den politiske debat er genopstået.

Den anden mulige forklaring ser den europæiske politiske debat som et stykke absurd teater: I sin form kendetegnes det absurde teater ved fraværet af dramatisk udvikling eller fremdrift; konflikterne bliver ikke løst, stykket kan lige så godt slutte der hvor begyndte. Indholdsmæssig kredser absurd teater ofte om mangel på mening i menneskenes liv eller i de institutioner de lever i. Det absurde teateret ser menneskene som forvirrede, hjælpesløse og fremmede. Dermed bliver deres handlinger og sprog irrationelle og meningsløse – absurde. Menneskene lever indenfor sociale strukturer, der har mistet al hensigt og mening, og de er ude af stand til træde ud af disse strukturer. Og så er vi tilbage ved den politiske debat som zombie-kategori.

I det absurde teater optræder de bærende karakterer ofte i par – kaldet pseudo-par – som til tider ser ud til at indgå i absurde venskaber, men andre gange lever i noget der mest af alt minder om herre-slave forhold. Ethvert pressemøde med Merkel sammen med enten Sarkozy eller Hollande har præsenteret dem som lige netop pseudo-par, der hjælpeløse og forvirrede kun lige holdes sammen af den absurde situation. Som med ethvert andet teater ved publikum godt at de er tilskuere. De springer ikke pludseligt op på scenen for at hjælpe de stakkels karakterer ud af deres meningsløshed. Og derfor engagerer de europæiske borgere sig ikke i den politiske debat, for selvom det nok afspejler verdens sande tilstand, er det netop bare en spejling – et absurd teater.

Endeligt er der muligheden for, at forklaringen på fraværet af en reel politisk debat og visioner for Europa skal findes i det tragiske. Tragedien er sørgelig, fordi det der i udgangspunktet var godt og ædelt på grund af et svigt styrter i grus. Svigtet i forhold til de europæiske visioner og den politiske debat ligger i det eklatante fravær af ansvar for at debatten netop ikke opløses i kynisme eller absurditet. En reel politisk debat er ikke noget man lovgiver eller køber sig til – om end noget måske kunne tyde på, at vi muligvis har købt os til et første skridt mod en europæisk offentlighed til en pris af en finanskrise, et par astronomiske hjælpepakker og et potentielt sammenbrud af Sydeuropa.

Ansvarssvigtet kan til tider forekomme noget nær totalt: Fra de europæiske institutioners manglende vilje til for alvor at styrke de demokratiske organer der trods alt findes i EU over de nationale politikeres populistiske mangel på mod til at gå ind i diskussionen om det europæiske som netop et politisk projekt til en presse, der ellers sjældent forspilder en chance for at promovere sig som den 4. statsmagt, men som når det kommer til EU gemmer sig bag et primitivt merkantilt argument om ”kundernes” manglende lyst til at ville vide noget om EU. Og os danskere? Tja, måske lader vi os spise af med zombier eller absurd teater – i hvert fald svigter vi vores ansvar for at holde institutioner, politikere og presse i ørerne og for at tage os selv alvorligt som medborgere i Europa. Alt sammen både tragisk og sørgeligt!

Ingenting kommer af ingenting: Ansvaret for den politiske debat og de fælles visioner er af afgørende betydning, hvis vi ikke vil svigter den fortsatte opgave med at sikre fred og frihed i fællesskab. At sikre en reel politisk debat og visioner er en Sisyfos-opgave: Her gives der ingen Nobelpriser i gyldne sale, kun hårdt arbejde…

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

14 tanker om "EU og Nobels Fredspris"

  1. Fantastisk velskr(æ)vet og inspirerende indlæg. Nuvel, ikke så meget udenomssnak. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg mener, at det er stærkt og modigt at tildele EU Nobels fredspris. Delvist fortjent.

    For at starte med at besvare dit spørgsmål: hvorfor ”vi ikke indgår i en politisk debat om visioner og det politisk indhold af det europæiske projekt?”. Det gør vi ikke, fordi EU dybest set ikke er et politisk projekt, men et økonomisk. Siden Kul og Stål-unionens start har den store og gennemgående dagsorden i samarbejdet været handel. At krige sjældent opstår imellem parter som indgår i et velfungerende handelssamarbejde er en historisk kendsgerning. Derfor er det delvist fortjent at EU – for at organisere en velfungerende handelszone i Europa, og herigennem har dannet et godt fundament for varig fred – får Nobels Fredspris.

    Det er delvist ufortjent da EU hverken har formået at ændre eller for alvor sætte fokus på de forhold som skaber ufred og ustabilitet andre steder i verden. Man kan sagtens argumentere for, at det ikke er en Europæisk Unions ansvar at skabe fred i hele verden. Men når EU blander sig indirekte (såvel som direkte) i mange forhold som angår fred og stabilitet andre steder, er det måske ikke så meget at forlange.

    EU har ikke formået at gøre op med et landbrugsstøtteprogram som er medvirkende til at gøre lande og regioner syd for Sahara ustabile. Frankrig, Polen m.fl. vil ikke diskutere politik før vi andre lover at holde skinkerne fra subsidierne.

    EU har heller ikke formået (endnu) at skabe en regulering på de finansielle områder, som har skabt stor uro i Sydeuropa. Godt nok har EU med flere håndsrækninger medvirket til at holde Grækenland nogenlunde oven vande, men på markedspræmisser og med handelsunionens sande ansigt meget fremtrædende.

    EU er et økonomisk projekt. Punktum. Sekundært – men forhåbentligt meget mere i fremtiden, og måske foranlediget af Nobel-komiteens kække valg, et politisk projekt, som formår at strække den fredsskabende zone længere ud end området omkring den Engelske Kanal.

  2. Punktum???

    At hævde at EU alene er et økonomisk projekt er i sig selv et stærkt politiseret udsagn, som kun understreger, hvor dårligt forvente vi er med politiske diskussioner om EU.

    Der har altid hersket en strid om det europæiske projekt, hvor folk af borgerlige/liberale observans har kritiseret EU for at være for politisk/socialt/venstreorienteret mens dem med en venstreorienteret observans har kritiseret projektet for at være for økonomisk/handelsorienteret/liberalt.

    EU er et politisk projekt der, korrekt, har en stor "portefølge" inden for områder vedrørende produktion og handel, foruden, siden euroens indførsel, selvsagt også økonomiske spørgsmål. Men EUs (samlet set) tilgang til disse er jo netop politisk og ikke økonomisk. Man kan så som Rune Lykkeberg i Information i lørdags diskutere Centralbankens position, men det er lidt en anden snak.

    Når EU diskuterer landsbrugspolitik eller det indre marked, er det politik, der så får økonomiske konsekvenser. Clintons berømte udsagn "It's the economy, stupid" påpeger jo ikke, at alt er blevet til økonomi, men derimod, at al politik har en økonomisk vinkel. Det samme gælder for den europæiske politik, såvel som nationalstaternes politik. Hvis du mener at EU er et økonomisk projekt, så er nationalstaten det også.

    For at tage et eksempel:

    Når vi i Danmark hvert år vedtager en finanslov, som regulerer, hvordan vi forvalter rigets økonomi til forskellige politiske projekter, betyder det så, at disse projekter bliver økonomiske fremfor politiske?

    Hvis EU virkeligt var et rendyrket økonomisk projekt, ville det jo betyde, at der ikke var nogen forholden sig til hvorfor og hvordan man forvalter de resortområder som hører ind under EU. Og det er jo ikke tilfældet når vi taler internt i EU. Problemet er bare, at det ikke når ud i den offentlige debat.

    Desuden er det lidt en blind vinkel, når man siger at der i EU ikke arbejdes med andet end handel og økonomi. Det er klart at der er en række områder som EU af gode grunde ikke kan kaste sig over (eks. socialpolitik eller undervisningspolitik) men det betyder jo ikke, at man ikke arbejder med andet end landbrug og indre marked, selvom de selvsagt fylder meget. Og for at gentage mig selv, så er både en landsbrugspolitik og en handelspolitik netop – politik.

    At diskutere indretningen af landbrugspolitikken er jo en politisk diskussion om en politiisk problemstilling og ikke en økonomisk diskussion.

    Punktum, punktum, komma, streg – hvem vil diskutere politik med mig??!!

  3. Jeg mener, du giver svaret, Rasmus. Projektet skal betragtes fra tragediens synsvinkel. Men den nuværende synsvinkel er den kyniske. Men måske er det ikke så mærkeligt, at vi herhjemme ikke diskuterer visioner for Europa al den stund, vi på mange måder end ikke formår at diskutere os selv, men blot hænger fast i et stadigt mindre defineret begreb om velfærd, som vi ikke formår at sætte ind i en større filosofisk, psykologisk, social og politisk sammenhæng.

    Jacques Delors kaldte, ifølge Lykke Friis, EU for en UPO – et Uidentificeret Politisk Objekt. Det er en betegnelse, jeg rigtig godt kan lide, fordi den inviterer os til at interessere os for udviklingen i vores del af verden. Vi ved ikke, hvad det kan resultere i, vi ved ikke om det vil virke, for ingen har (havde) prøvet noget lignende. Vi kan derfor ikke være sikre på noget som helst, så skal det alligevel lykkes, må vi alle være varsomme, tænksomme og åbne.

    Og jeg er da helt enig med Rasmus, altså hvis det han siger i sin replik er, at det politiske ikke kan skilles fra det økonomiske. Udvekslingen er kerneidéen, og forudsætning for udvekslingen er det frie og åbne marked. Derfor skal vi ikke have mere af det bureaukratiske EU – det er i mine øjne det, der gør diskussionen kynisk på den måde Rasmus beskriver det i sit indlæg. Og det kunne nemt ende – eller er allerede endt – i det absurde, hvor enhver progression er forsvundet Kafkaske labyrinter. Hvis ikke det er for sent, så lad os forsøge at undgå det.

    Det kan vi muligvis ved ikke at kaste os ind i fnidderdebatten om regulering af finansmarkederne, for-eller-imod euroen, fiskekvoter, krumninger, men netop tage fat i den helt store idé, sådan som Rasmus gør det i sit artikel, nemlig den om freden. (Apropos snakkeklub kunne man måske komme helt tilbage til kontrakttænkningens barndom hos Grotius og Hobbes – se det ville være sand oplysning (i mine øjne) – og det giver EU et historisk perspektiv, som de færreste egentlig er klar over, det har (tjek lærerbøgerne, pjecerne og folderne, de fleste begynder EU's historie efter 2. Verdenskrig med Kul og Stål unionen, men UPO’en er (jo i virkeligheden) kulminationen på 500 års politisk tænkning i Europa – det er KÆMPESTORT.)

    Lad mig til slut citere Idéhistorikeren (og min gamle lærer) Jens Erik Kristensens afsnit fra ”Tankens Magt” side 2177: ”… i lyset af den demokratiske og juridisk-institutionelle opbygning af den Europæiske Union samt det generelle behov for etablering af over- eller transnationale politiske institutioner […] blev Immanuel Kants (1724-1804) profetiske ideer om den ”evige fred” fra 1795 nærmest forfremmet til programtekst i den internationale politik.”

    Se det er en mand, der formår at give tingene perspektiv. Og de få gange jeg bragt (for)historien om EU på banen i undervisningen, har det givet lydhørhed og respekt om projektet (UPO’en). De unge kan sagtens forholde sig til det, vores politikere ikke rigtig kan. Måske det kan give den politiske diskussion af projektet, du efterlyser, Rasmus. Og på trods af to oversættelser af Kants tekst siden murens fald, hvor mange er så bekendt med den?

    Og en sidste ting. Lad os frem for agurkediskussioner insistere på et stærkere EU-parlament, der kan stille lovforslag, tværnationale parlamentariske grupperinger, vi kan stemme på, og en rigtig EU-præsidentvalg og dertil en kommission, hvis medlemmer (ministre) er mere direkte valgt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *