Det Usexede Skab – et forsvar for kernefamilien

image_pdfimage_print

Er konkurrencen og kravene til produktivitet på arbejdsmarkedet i Danmark efterhånden så omfattende, så uomgængelige og så bydende, at vi ikke længere har tid til familie og børn, men med nødvendighed må fokusere på os selv og kun på os selv? Eller er det bare fordi, vi ikke vil begrænses i vores selvudfoldelse?

Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

Skilsmissen er den mest karrierefremmende begivenhed, der er hændt i mit liv, erklærede den provokerende antropolog Dennis Nørmark, med hvem jeg har skrevet bogen Det Virkelige Menneske, engang. Underligt måske, men udtalelsen virkede mærkværdig neutral; som en tør konstatering af fakta. Nu hvor hver eneste dag ikke blev afbrudt af konstante familiære gøremål, var der mulighed for rigtigt at arbejde igennem.

Familielivet er fyldt med afsavn, kompromiser og tid, der skal bruges på alle andre, end en selv. Nørmarks tørre konstatering antyder derfor, at der ikke er plads til et både stimulerende, selvudviklende og eventuelt indbringende karriereforløb, samtidig med at børnene får opfyldt deres behov for omsorg, nærvær og stimulerende intellektuelle og kropslige udfordringer. Men helt ærligt, kan det passe, at der ikke er plads til familie, når arbejdet i høj-moderne samfund skal passes.

I landbrugssamfundet og langt ind i industrialiseringen var familien samfundets mindste produktionsenhed. På landet fordi hele familien hjalp til på gården. I industrialiseringen, fordi mor kogte kål og tørrede snottet af ungerne, mens far slæbte sække på havnen i 12-timers skift. Det har ændret sig. I konkurrencestaten er individet samfundets mindste produktionsenhed.

Kernefamilien er måske trængt i disse år – hvis ikke ligefrem under angreb. Men hvad presser den, hvor kommer udfordringerne fra. Danskeren skal være effektiv, således at Danmark bliver konkurrencedygtig. Effektiv – fit, lækker og tjekket – i en sådan grad, at det politiske er blevet mere privat, end nogen feminist nogensinde kunne have forestillet sig. Et spørgsmål er, om kravene til effektivitet på arbejdsmarkedet, og konkurrencen er så hård, at vi ikke længere har optimale betingelser for at reproducere os. Et andet spørgsmål, drejer sig om hvorvidt presset på familien kommer indefra i form af opskruede forventninger til et liv i medgang og lykke. Verdenssundhedsorganisationens WHO’s definition på sundhed kunne være et spejl på disse forventninger: ”Sundhed er en mental tilstand af fuldkommen fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og svagelighed.” Det er jo helt i hegnet – ren satire.

Parforholdets må-ikke

”Du kan ikke spise alene og du skal spise det partneren har lavet. Du kan ikke spise fedt hvis den anden er på slankekur. Du kan ikke forlange at få din forret i fred, når I spiser ude sammen. Du kan ikke pudse næse ved bordet. Du kan ikke læse avisen eller se fjernsyn, når du spiser. Du kan ikke gemme opvasken til senere, eller vaske elendigt op eller lade være med at bruge opvaskemiddel, drikke direkte fra kartonen, krumme uden at samle op nu og her. […] Du kan ikke lade være med at være opmærksom på om huset er rodet eller rent.”

Således skrev Nørmark i et lille blogindlæg på sin facebookside med henvisning til Laura Kipnis, der afmonterer de romantiske forestillinger, som knytter sig til det moderne parforhold. Musikeren Peter Sommer udtrykker sig efter sin skilsmisse således: ”En mands problem i et normalt forhold kan være, at han har svært ved at leve de der drifter ud. Man kan godt have behov for at være fucking ligeglad, ikke? Ikke stå til ansvar overfor nogen.”

Der er ingen, der gider være voksne, hvis voksen betyder, at man ikke kan få lov til alt. Man får her mistanken om, at det i virkeligheden ikke er karrierekravene, der presser, men derimod hverdagen og familielivets begrænsende trivialiteter, der irriterer. Mange højtuddannede beskæftiger sig i karrieren præcis med det de vil; sig selv og deres udfoldelse. Og anerkendelsen er umiddelbar på jobbet, hvor den kan være svær at mærke fra børn og ægtefælle – især, hvis man ikke er hjemme.

Men er det ikke latterlighed og smålighed, der trænger sig på og presser den moderne familie – lige så meget, som det måske er krav fra arbejdspladsen. Det er et paradoks, at vi på den ene side bekender os til demokrati og dermed til forestillingen om, at vi alle er lige og frie, og tager ansvar for os selv og hinanden, men samtidig ikke kan underordne os det fællesskab, som familien er.

Vi bekender os primært til demokratiet, fordi vi forbinder det med frihed. Men i det øjeblik vi ikke vil begrænse os i selvudfoldelsen – eller give den anden plads – afslører vi os selv som barnagtige og udannede. Det barnlige giver sig selv, det udannede viser sig ved, at vi tilsyneladende ikke fatter – fatter for alvor – at intet fællesskab kan bestå, der hvor enhver søger ubegrænset selvudfoldelse. Meget rammende skrev filosoffen Thomas Hobbes i 1651, at ”så længe alle holder fast på Retten til at gøre, som man vil, så længe vil alle også befinde sig i en Tilstand af Krig.”

Og lige på den anden side af barnligheden og småligheden venter så bruddet og skilsmissen. Ikke fordi vi ikke elskede hinanden, men fordi vi ikke kunne udholde lidt støv i krogene og kalkaflejringer i håndvasken. Eller fordi vi ikke kunne komme af sted på den nye Harley med ”drengene.” Man havde jo lige fået unger, og de skulle hjælpes med bleer og skolearbejde, og transporteres til klaver og fodbold. Nærmest i samme øjeblik, vi slipper af med den statslige absolutisme, vil vi selv have absolut uindskrænket magt.

Heroisk i sofaen

Forfatteren og journalisten, Rune Lykkeberg, beskæftiger sig indgående med disse demokratiets indbyggede paradokser i bogen Alle har ret. Det er stort at kæmpe for frihed og lighed, når man er undertrykt, men tilsvarende ynkværdigt at skulle tilpasse sit ego og sine personlige behov til andre, når friheden først er vundet. Vi vil have vores frihed. Vores helt egen frihed. Helt for os selv.

Når først det store slag for folkestyre og frihed er vundet, indfinder kampen om nullermænd, opvask og indkøb sig. Og den kamp kan næppe betragtes som ærefuld eller heroisk. Men hvor heroisk er det at drikke af kartonen og se TV, mens man spiser. ”I medgang og modgang,” burde måske udskiftes med ”i nullermænd og vasketøj til døden jer skiller.” Ikke særligt romantisk, men tættere på hverdagen i et frit og lige samfund.

Vi kvæler os selv i opskruede forestillinger om, hvad lykke er. Mon ikke det tilfredsstillende liv er det, der balancerer mellem hensyn til partneren, børnenes udvikling, karrieren og selvudviklingen. Vi taler om den lykkelige prostituerede – men sjældent om den lykkelige buschauffør, netop fordi vi ikke forventer, at han er lykkelig på jobbet. Men mon ikke chaufføren af og til er lykkelig, når han synker ned i sofaen ved siden af konen, børnene og blænder op for skærmen.

Og er det ikke der, i sofaen, at det sidste menneske skal kæmpe den sidste kamp, inden freden helt kan sænke sig. Den mod egoet og illusionen om det lykkelige liv. Det er en lille kamp, men hvem siger, at selvbegrænsningens kunst ikke er heroisk. Når han savner ”drengene” og drukturen, og hun tænker tilbage til en tid uden rynker og topmave, når man føler savnene, kompromiserne og fornemmer frihedens grænser, da er det, at valgenes tyngde mærkes. Og man finder ud af, om man er så solid, at man kan leve op til de valg, man har truffet.

Måske erkender vi, at vi sidder i sofaen af delvist praktiske grunde, men at sådanne kan være lige så gode som andre. Men er man i stand til stå ved de valg, man har truffet, forpligte sig til de konsekvenser, de måtte have, da er det, man bliver fri – som filosofferne har sagt – fordi man så løber efter sin egen næse og ikke alle mulige andres.

Du er Sisyfos, og sådan er det

Dagen efter, når vi sidder med den lille i armen og læser højt og kører hjem fra spejder med den store, mens ægtefællen steger lørdagskylling og lukker rødvin op, da må vi ihukomme Sisyfos på vej ned ad bjerget efter sin sten. For det er Sisyfos, vi er. Og som Camus (næsten) formulerede Sisyfos skæbne: ”Det kompromisfyldte familieliv synes ham hverken goldt eller ørkesløst. Hver nullermand på gulvet, hvert spor af tandpasta i håndvasken udgør en verden i sig selv. Bestræbelserne på at gøre selvstændige, tænksomme og ansvarlige individer af sine børn, er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som et lykkeligt menneske.”

Og husk lige på, at Sisyfos dom gælder i al evighed. Dine valg er kun for resten af dit liv.

Pointen er klar nok, og har altid været det. Fra Epikur over stoikerne til Søren Kierkegaard og altså Albert Camus. Det er det, du har, der skal gøre dig tilfreds. Alt det, du ikke har, generer dig kun, når du tænker på det, når du læser om det i magasiner, hører om det i radioen og ser det på TV. Vi måler os selv på naboen, hvor vi i virkeligheden skulle måle os selv på vores handlinger, de løfter vi giver, og hvordan vi lever op til de løfter, som livets omstændigheder aftvinger os.

Det drejer sig om selvbegrænsningens kunst. Vi skal lære at styre os, og det kræver et vist arbejde, fordi vores hjerner er sådan indrettet, at de stræber efter den let tilgængelige nydelse. Det er hovedpointen i Peter Lund Madsens bog om hjernen, Dr. Zukaroffs Testamente. Men som den gamle filosof, Epikur, belærer os i sit Brev til Menoikeus, ”… vand og brød er kilde til den højeste nydelse, når de bliver bragt til sultne læber,” hvormed han mente, at den, som formår at begrænse sig også vil kunne leve sit liv uden at føle sig forsmået.

”Det er et godt liv, du lever min ven, uden tvivl det bedste i verden, hvis du bare er stærk nok til at leve det!” Sådan siger en omstrejfende rotte til Mosegris i Vinden i Piletræerne. Hav mod og styrke til familielivet, de afsavn det kræver, og de glæder det indebærer.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Dette indlæg blev udgivet i psykologisk, samfundsk og tagget , , , , af Lars Andreassen. Bogmærk permalinket.

Om Lars Andreassen

Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole. Højskolelærer. Cand. Mag. Idéhistorie og Kognitiv Semiotik fra Aarhus Universitet. Forfatter (med Dennis Nørmark) til bogen ”Det Virkelige Menneske. Sjælens og Kulturens Naturhistorie.” På Egå Ungdoms-Højskole underviser jeg i filosofi, politik og psykologi. Blogger desuden på http://morgensamlingen.blogspot.dk/ og http://sunrisetales.blogspot.dk/ http://www.artpeople.dk/boeger/det-virkelige-menneske,

11 tanker om "Det Usexede Skab – et forsvar for kernefamilien"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *