Om højskolens bevægelse og tidens strøm…

image_pdfimage_print

Her på Vi danser for lidt og i Højskolebladet har der på det seneste været en række diskussioner af, hvilken rolle og værdi bevægelser har i moderne samfund. Herunder også højskolebevægelsen.
Og dommen over bevægelserne er hård:
De er døde, sandede til, for umoderne, ikke sexede, sjove, cool nok. De mangler (det rette) sigte, har ingen politisk indflydelse, er for nationalistiske, står i stampe. Kort sagt, kritikken er legio!

Af Rasmus Kolby Rahbek

Højskolen som bevægelse
I martsnummeret af Højskolebladet hedder det, at den samlede højskolebevægelse synes at være forlist som projekt for længe siden. Man må derfor nødvendigvis stille spørgsmålet om, hvem eller hvad der egentligt udgør højskolebevægelsen.

I Højskolebladet hedder det under overskriften ”Højskolebevægelsen er død”, at kun 19 % af højskolelærerne i høj grad vægter det at være en del af højskolebevægelse som en vigtig dimension af deres arbejde. Samt at lærerne primært ser sig selv som lærere på egen skole, snarere end som højskolelærere i almindelighed. Dette får bladet til at konkludere, at ”bevidstheden om at tilhøre en samlet højskolebevægelse altså er fraværende blandt mange af bevægelsens centrale kræfter.”
Her kan man tale om at have skrevet konklusionen på forhånd: Med selv samme undersøgelse kunne man lige så vel hævde at højskolebevægelsen i den grad lever blandt dens såkaldte ”centrale kræfter”, da undersøgelsen viser, at kun 6 % af lærerne ikke vægter det at være en del af højskolebevægelsen som en vigtig dimension af deres arbejde, og at kun 7 % af lærerne ikke ser sig selv som højskolelærere i almindelighed.

Men udgøres højskolebevægelsen da af lærerne? Eller er det forstanderne, skolerne eller ligefrem eleverne? Er det måske Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark?
I Højskolebladet definerer Harry Haue en folkelig bevægelse som omfattende ”personer, der for at fremme en bestemt sag indgår frivilligt i et fællesskab med henblik på at forandre sig selv og samfundet.”
Hvis dette betyder at, at en bevægelse består af de mennesker som ser sig selv i relation til en sag, består højskolebevægelsen jo ganske simpelt af alle dem, der måtte forbinde sig med højskolen og dens idé (hvordan de så end måtte fortolke den).
Hvis det derimod betyder, at en folkelig bevægelses primære fokus er politisk påvirkning og dens målestok er politisk indflydelse, sådan som det antydes i artiklen, ja, så har højskolen måske aldrig været en folkelig bevægelse. Og i virkeligheden er der vel så også snarere tale om en interesseorganisation.
Opgaven som interesseorganisation varetages for højskolens vedkommende ganske passende i Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark. Men politisk indflydelse kan aldrig blive et mål for højskolen, kun et middel.

Højskolebevægelsens dommedagsprædikanter synes desværre ofte i deres kritik at overse, hvad højskole drejer sig om. Hele højskolebevægelsens kerne ligger nødvendigvis i højskolen selv, og ikke alle mulig andre steder. Det er det banale udgangspunkt; at lave højskole for og med de elever der er på skolerne. Det er det centrale for såvel skoler som bevægelse: ”Den skal blot være højskole, og være nødvendig for eleverne i kraft af det, og er den ikke det, kan det også være det samme” som Niels Højlund en gang skrev. Skulle det så give anledning til, at resten af samfundet fandt det interessant og vedkommende, er det da blot ganske fint og udmærket.

Højskolen som fællesskab
Men giver det overhovedet mening at tale om og for en samlet højskole. Hvad skal det overhovedet til for? Findes der overhovedet noget konkret fælles at tage udgangspunkt i, eller er det blot tale om et begreb, en idé? Og hvem kan udtale sig på dens vegne?

I Højskolebladets leder hedder det om højskolernes fællesskab, at det ikke kan defineres som en bevægelse, men alene som et lovfællesskab. Desuden burde man frem for højskolebevægelsen i stedet tale om højskolebranchen!
At sige at en højskole er en forretning og at højskolerne som tilskudsberettigede skoler er bundet til loven er selvsagt rigtigt, men en banalitet. At sige at højskolernes fællesskab er en branche eller et lovfællesskab er muligvis originalt, men forkert. Hverken forretning eller lov gør nogen højskole og heller ingen bevægelse.

En afvisning af dette formalistiske tunnelsyn på højskolen kan findes hos den unge forstander Morten Pontoppidan så tidligt som i 1881 i bladet Tidens Strøm:

Der er jo dog virkeligt andet fællesskab mellem os end lige netop dette, at vi hedder højskoler og tager 30 kr. om måneden i betaling. Vi har fælles program, hvor indbyrdes uafhængige vi end måtte være. Det er ikke meget udformet – gjort af omtrent ingenting, af kattefods døn, af kvindeskæg osv. Men så småt det er, findes dog programmet skrevet på ”hjerternes kødtavler” og øver i det skjulte sin magt over os under arbejdet.”

Pontoppidan er klar over, at det må medføre en løbende debat om, hvad det fælles program så indebærer. Og den debat må man så tag med løftet hoved, men udgangspunktet er dog fælles. Enhed i mangfoldighed hedder den slags vist…

Mit højskole-credo tilsiger, at alle der har været en del af højskolen har om ikke dens program, så dens navn, skrevet ind på ”hjertets kødtavle”. Og som sådan er de en del af højskolen. Og dermed har de carte blanche til at udtale sig om og på vegne af højskolen lige så autoritativt de lyster.
Om det så gør en bevægelse ved jeg ikke, men det er helt klart et fællesskab!

Højskolen som talerstolen eller arnested
Kigger man på meget af den kritik af højskolen der fremføres, bl.a. i Højskolebladet og her på bloggen, følger den ofte enten en romantisk eller aktivistisk retning.

Som romantisering er det en længsel tilbage til dengang forstandere blev omtalt som fyrtårne og Højskolebladet var et væsentligt kulturtidsskrift. Det er drømmen om en højskole, hvor budskabet om sagen råbes ud fra talerstolen med sigte ikke kun på eleverne, men hele landet. Talerstolen fylder ofte meget i dette højskolesyn og sindbilledet er Askov Højskole før 1968. For denne romantiske betragtning er højskolens udvikling underlagt en forfaldsmyte: Talerstolen er udskiftet med ”kreative værksteder”, forstanderen er blevet daglig leder og kulturtidsskriftet er blevet et foreningsblad. Med andre ord: Verden er af lave og højskolen er blevet ordinær.

For den aktivistiske kritik gælder det, at Højskolen er lullet ind i en kombination af sneglefart og snæversyn og ikke har været i stand til at gribe verdens aktuelle udfordringer. Denne kritik ser ofte højskolerne som små nationale fortidslevn, der ikke har fulgt med tiden og som mest er at betragte som museer. Denne kritik følges af et ønske om at højskolen, for at bevare sin relevans, skal udvikle sig til at være arnestedet for en ny, moderne, ungdommelig, kreativ, dansevenlig, hip og global politisk aktivisme. Med andre ord: Verden er foranderlig og højskolen bør være forandringsparat.

At der, karikaturen til trods, er et gran af sandhed i begge kritikker burde ikke komme som en overraskelse. Højskolen balancerer altid på en knivsæg mellem forfladigelse og ligegyldighed – og i sidste instans er der kun den selv til at holde sig oppe.
At begge kritikpunkter stort set altid har fulgt højskolen, burde heller ikke komme som en overraskelse (om end kritikerne til tider kan lyde som om de har opfundet den dybe tallerken). For dem der er interesserede, kan man f.eks. begynde med at læse debatten mellem Morten Pontoppidan og folkene omkring Ludvig Schrøder fra 1880’erne.

Højskolen og kritikken
At højskolen har været underlagt kritik er der intet nyt i. Såvel intern som ekstern kritik har været en del af højskolens kerne helt fra begyndelse. Ja, højskolen som idé er ligefrem født ud af en kritik: Grundtvigs højskoletanker er ikke forfattet som et sammenhængende stykke pædagogisk tænkning, men blev til over en lang årrække gennem utallige udfald mod hans samtidige i diskussioner om alt mellem himmel og jord.
Derfor er stringens heller ikke noget der just præger den gamles tanker om hvad højskolen bør være. Dette har i sig selv gennem historien været en medvirkende faktor til, at især den interne kritik har nået stadig nye højder, da der har været et eklatant fravær af autoritativt grundlag at lave højskole på.

Der har altid været en diskussion af, om højskolen i form og indhold skulle holde sig ved sit udgangspunkt, eller om den skulle være genstand for en konstant udvikling og tilpasning. Og der har altid været en diskussion af hvad der er rigtig og forkert højskole – hvem der var aser og hvem der var jætter.
Dykker man ned i højskolens historie (og det bør man bestemt gøre!) åbenbarer der sig en mangfoldighed af diskussioner om højskolens væsen og virke, som ofte er lige så relevante i dag som for 50 eller 100 år siden. Det viser sig – som altid – at historien gentager sig selv. Og så kan man jo lige så godt tage ved lære af den!
Men lige så vel som man kan lære noget af historien, kan man ikke bruge den lære til noget som helst, hvis ikke man bringer den ind i sin egen tid. Også i dag må højskolen stå midt i tidens strøm.

Højskolens virkelighed
Kritikken af højskolen må nødvendigvis forholde sig til, hvad der ret faktisk foregår ude på skolerne. At tage udgangspunkt i højskolen som begreb kan selvsagt både være spændende og lærerigt, men som kritik forekommer det perspektivløst, hvis ikke det på en eller anden vis forholdes til praksis. Og højskolens praksis er altid bundet til den tid og de mennesker den udfoldes i og blandt. En forholden sig til praksis vil også afsløre, at diskussionen om ”rigtig” eller ”forkert” højskole altid er en diskussion om god eller dårlig højskole underlegen. Det er trods alt bedre at være en ”forkert” højskole der laver god højskole, end en ”rigtig” højskole der laver dårlig højskole. Og det er en balancegang alle højskoler altid står i – uanset højskolesyn.

Dermed ikke sagt, at højskolen ville være bedre stillet uden intern eller ekstern kritik. Kritikken og debatten er vigtig for højskolen. Også når det måtte udvikle sig til kamp, både fordi det kan være livgivende og fordi højskolen er for vigtig til at man lader den være:
Men kamp for frihed i liv og tro – Thi evig stilstand er død! Dette gælder også for højskolen!
Højskolen er ikke tjent med at blive strøget med hårene og pakket ind i vat, hvis det i virkeligheden blot dækker over ligegyldighed med, hvad højskolen står for.

Kritikerne af højskolen kommer dog desværre alt for ofte til at fremstå som linjevogtere, hvis eneste kald i livet er at dømme inde og ude, og aldrig selv tage del i spillet.
Fred være med dem! For mig foregår det interessante ved højskolen inde på banen: Kampen, intensiteten, engagementet, skønheden, genialiteterne, drømmene. Og ja, jeg skal med glæde tage et indkast i ny og næ, hvis jeg blot en gang i mellem kan opleve at være en del af det lille mirakel der opstår, når nogen rammer den lige i røven.
HUTTELIHUT!!!

 

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/vidanserforlidt.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

9 tanker om "Om højskolens bevægelse og tidens strøm…"

  1. Rasmus Kolby Rahbek Det er en rigtig god artikel det dér – særlig sidste del! Er det kritikken, der er vindtør og bare lægger sig efter 68’ernes patosfyldte oprørs-etos? De gjorde det til en dyd at kritisere det bestående, men har aldrig selv formået at bygge noget varigt op – hverken kommunister eller hippier. Oplysning og frihed blev svigtet i hashtåger og til fordel for kommunistiske paroler.

    Arhh, nu tæsker jeg selv stråmænd. Hvordan bliver man konstruktiv, hvordan får man fat i BEVÆGELSEN, ja måske ligefrem i ånden – HØJSKOLEÅNDEN? Nu rabler det, tænker I.

    Men spørg dig selv, Forstander og Højskolelærer: hvordan vil du gerne se din kursist, når hun/han forlader din skole? Hvad er det, de køber på højskolen? Morten Pontoppidan spurgte i 1880’erne generelt: Hvad er programmet. Vi kan begynde med at spørge den enkelte Højskolelærer: Hvad er dit program for at se, om svarene måske kunne generaliseres (var det en tanke for Højskolebladet, Harbsmeier)?

    Jeg spørger mig selv: Og kommer med det samme til at tænke på Immanuel Kants Oplysningstanker og moralfilosofi.

    Jeg vil gerne have, at mine kursister, når de forlader Egå Ungdoms-Højskole,

    1) Forstår, at den menneskelige forstand er noget særegent, at vi er det eneste dyr, der har en sådan, og at vi derfor er forpligtede til at benytte den – såfremt vi vil vores frihed.

    2) For friheden består ikke i at gøre hvad du vil, men i det faktum, at du kan lave dine egne regler. Vi kan som mennesker lovgive for os selv. Det kan dyr ikke.

    3) Det grundlag, den moral, vi handler efter skal kunne gælde for alle andres handlinger.

    Kunne man lære det andre steder? Det kan man, men det lader til at man kun gør det i begrænset omfang. Og ofte præsenteres det som filosofisk teori, individet selv kan bestemme om det vil abonnere på. Det holder ikke: et menneske, der afstår fra at benytte sin fornuft – eller ligefrem afstår fra at lære at benytte sig af den – afstår fra at opføre sig som et menneske. Det er en hård udmelding, men hvis højskolen skal gøre sig gældende i fremtiden, skal den ville noget; INSISTERE på noget. Og i mine øjne skal den insistere på at fornuftsudvikling og fornuftsbrug hænger sammen med frihed.

    Torben Steno fra programmet Cordua og Steno på radio24syv ynder at sige, vi befinder os i en kulturel krise. David Gress, Henrik Jensen er med i koret – mig selv inklusive. Denne krise – påstår jeg – bunder blandt andet i, at vi ikke gider besvære os med disse spørgsmål. Og det værste i den forbindelse er, at det er forældre, der langt hen ad vejen svigter deres ansvar, det er nemlig dem, der skal insistere på, at deres børn udvikler fornuften og forstanden, men de magter end ikke at forklare deres småbørn, at de skal sidde stille i skolen og deres teenagere, at de skal stå op om morgenen.

    4) den fjerde ting har med fællesskabet og ikke mindst forskelligheden at gøre. Sidder vi sammen med rygklapperne, bliver vi aldrig klogere. Tværtimod er der en tendens til at vores holdninger bliver stadig mere rabiate, når vi kun er sammen med ligesindede. En del af fornuftens udvikling – dannelse – går derfor ud på at formulere sine egne synspunkter blandt opponenter, lade sig påvirke af dem. OG selvfølgelig omvendt.

    5) Når de fire ting er sat i gang (det er formodentlig noget, der aldrig slutter), så vil jeg se mine kursister forlade skolen med hagen løftet, skuldrene let tilbage med en klar forestilling om at tilhører menneskeracen, og at der med det tilhørsforhold følger et enormt ansvar. Jeg vil have, at de, når de handler, så gør de det på baggrund af en bevidst handling, de har overvejet konsekvenserne. Desuden skal de være udstyret med en bevidsthed om, at deres valg kan vise sig at være forkert, at man kan fortryde, man kan fejle. Man kan ende som ulykkelig, men det hører med til det at være menneskelig.

    Kan man lære det andre steder. At ulykke og fortrydelse er en del af menneskelivet – og at man som menneske er nødt til at bære det – for det at fejle og det at fortryde er konsekvenser af det at kunne handle i frihed. Nej, det kan man ikke lære andre steder. Skal man lære det? Ja, det skal man …

    Følg debatten på http://www.facebook.com/pages/Vidanserforlidtdk/3

  2. Måske finder man næring til højskolebevægelsen i det der bevægede de tidligste højskolefolk.

    Der står mange interessante gamle bøger på min hylde. En af bøger er fra sensommeren 1864 og indledes af Grundtvigs "Trøstebrev til Danmark". Her kan jeg på side 533 citere Budstikken-Boisen for at skrive,

    …."et vigtigt Skridt er Oprettelsen af en folkelig Højskole for hele Kongeriget, hvor der frit meddeles en folkelig Dannelse paa Modersmaalet, som derefter kræves af alle dem der vil opnaae nogensomhelst offentlig stilling i Danmarks Rige, thi kun ved denne gjennemgribende Forholdsregl er det muligt at den Danske Folkelighed, den ædleste og danneligste i hele verden, kan fejre over hjemtyveriet og hele den hovedløse og hjerteløse Dyrkelse af fremmede Afguder der har styrtet Folket og Riget i den ny overhængende Livsfarer ……… Verden skal faae en folkelig Dannelse at beundre, som intet Menneskeligt er fremmed, men som virker oplivende og velgørende paa hele menneskelivet."

    Højskolerne skød viralt op efter 1864, som et svar på Danmarks chok efter tabet af sønderjylland.

    Højskolerne blev et nyt innovativt udviklingsrum for fordanskning og hvad man ikke vidste den gang; også for en organisationsform.

    Højskoleopfindelsen ikke kun udvikle en dansk identitet, men også en dansk erhvervsmodel. Højskolefolk omformede højskolerummet og det levende ord til andelsselskaber, foreninger og forsamlingshuse. Og ændrede på ca 20 år totalt den danske erhvervsstruktur. Noget vi kun kan drømme om i det kriseramte danske samfund i dag…… men vi har brug for det !!!!!!

    Hånd og ånd. Eller ånd og hånd. Eller hvad der nu kom først: hønen eller ægget. Ihvertfald kom højskolen med organisationsmodellen, men ovenpå et modnet produktionsapparat (Den Røde Danske Malkerace og rødkløveren), og kick startet af en krisestemning efter 1864. En brændende platform vil man sige i moderne managementsprog.

    Men hvis jeg må citere lidt mere fra ovennævnte bogs aller sidste side, der er en annonce for Grundtvigs Højskole. Her reklamere de efter elever til vinterholdet.

    Annoncen ser jeg som en indholdsplan – altså svaret på Danmarks udfordring – der skulle vække den danske ungdom til …… ja til hvad?

    Det vidste man ikke rigtigt på det tidspunkt. Men det blev til en ændring af samfundet. Det der blev grundlaget for den velfærdsmodel vi idag lever godt af.

    Grundtvigs Højskole 1864

    "Undervisningen i Vinterhalvaaret 1864-65, som beføjes af idetmindste 2 lærere, begynder den 3. November 1864 og varer til den 1. Maj 1865. Det er Skolens Formål at meddele sine Elever en folkelig Dannelse, som kan være dem til Gavn og Glæde i hvilkensomhelst Livsstilling. For at naae dette Maal gjøre vi de Unge bekjente med vort Folks naturlige Tankegang, dets historie og Folkesang saavelsom med det Bedste af hvad der er skrevet paa Dansk i folkelig retning, ligesom vi søger at sætte dem ind i de Spørgsmål, der angaar Folket og Fædrelandet, som i Øjeblikket forhandles. Vi oplyser dem om Fædrelandets Natur, de forskellige Egnes Eigendommeligheder faasaavel de Minder og Sagn, der knytte sig til de forskjellige Steder, og vi gjør os Umage for at vore Elever kan faae Færdigheder i at bruge Modersmaalet baade mundtligt og Skriftlig. Med Viden heraf gjør vi dem bekjendte med Menneskeslægtens Levnedsløb, ligefrem vi ogsaa stræber at meddele dem nogen Kjendskab til Naturen og Menneskelivet i fremmede Lande. – Betalingen for Undervisning, Kost og Bolig i Vinterhalvaaret er 70 Rd. De, som ønske at benytte Skolens Undervisning, anmodes om at henvende sig til Carl Grove, Skolens Forstander……."

    —–

    Hvis vi ikke havde tabt slaget i 1864 til tyskerne havde vi måske ikke haft højskolerne idag.

    Hvordan kan højskolenre idag forandre ikke bare den enkelte, men også samfundet?

    Og hvis højskolerne idag skal være svaret på noget, hvad er så spørgsmålet?

    På Ryslinge InnovationsHøjskole (undskyld ….Ryslinge Højskole) oplever jeg den magi som højskolerummet også giver idag. Ikke bare hos mine elever men også hos dem vi det sidste år (siden vi koblede innovation på højskolen) har inviteret indenfor – og inviteret os ud i. Visionen er en 'åben højskole' og forsøget på at åbne højskolerummet for alle.

    Vores mission er at sætte gang i Danmark. Og vi tror at højskolerne kan gøre en afgørende forskel. Åndeligt og materielt.

    Uden endnu at have svaret, synes jeg der kan ligge en ide i at finde ud af hvordan højskolerne kan bryde ud af osteklokken og gøre en forskel for det omgivende samfund. Det der ligger lige udenfor døren. Samfundet har brug for det højskolerne indeholder. Vi skal ikke være os selv nok. Vi er måske en skole for livet. Fair nok. Men vi skal være del af 'menneskelivet' og ikke kun en parantes i livet.

  3. Når jeg nu tilsyneladende har gjort mig skyldig i at være "aktivistisk kritiker af højskolen" må jeg hellere replicere.

    At højskolen altid har været genstand for ekstern kritik er korrekt, men dette gør hverken kritikken forkert eller uinteressant. Det er vel netop denne kritik, den "kamp som må til før at livet gror", og som gør op med "den evige stilstand, som er død". En stilstand som et konservativt og klassisk højskolesyn, "det romatiske om man vil", er et udtryk for.

    Det er temmeligt forudsigeligt, at højskolefolk kalder kritik af højskolen, progressiv eller ej, for dommedagsprofetier. Det er muligt, at det fremstår dommedagsprofetisk, at opfordre højskolen til at følge tidens strøm og tage det internationale arbejde alvorligt hvis denne skal have en fremtid som skoleform der kan skabe forandring. Men højskolen har altid været i forandring og altid tilpasset sig tiden for at, ja – undgå at uddø. Det er med en kæmpe stor tro på, at højskoleformen rummer potentialet til at udfordrer pædagogiske, didaktiske, faglige og sociale udfordringer – i hele verden – at den aktivistiske kritik, når den kommer fra undertegnede, peger på, at højskolen tører ud og visner, hvis ikke vi spiller bolden frem istedet for tilbage i favnen på målmanden. Hvis det er dommedagsprofetisk at være progressiv, er jeg skyldig.

    Det er dog paradoksalt, at blive kaldt linjevogter, når oplægget netop er, at losse bolden langt ud over linjerne, og fortsætte spillet på nyt et og ukendt teritorium. Nuvel. Det er vel netop linjevogteren, som giver udtryk for at det interessante "foregår indenfor banen", som Rasmus slutter i sit indlæg (og samtdig tyer til 140 år gamle argumenter for skoleformens særligheder/saligheder).

    Højskolen er gammel og højskolen er ung. Det gamle og nye kan forenes, men det nye (fx det globale/internationale) må ikke ses som en trussel. De taler som højskolen er gammel, (af synd og sorger mæt), men nej den flyver endnu i dans…

  4. Kære Tyge

    Tak for din kommentar.

    For at gøre hvad der kunne blive til en meget langt svar helt kort:

    Når du skriver, at samfundet har brug for højskolen, er det så højskolen som institution der skal være agerede i det omgivende samfund eller handler det om, at højskolen gennem livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse skal gøre hvad den kan for at dens elever efter endt ophold kan indgå i "menneskelivet" og samfundet på ansvarlig og konstruktiv vis?

    Man kunne jo sige at i den virkningshistorie du selv henviser til, er det lige netop det sidste der i høj grad var tilfældet.

    • Kære Rasmus,

      tak for din respons.

      Som jeg skriver, føler jeg ikke at have et svar – endnu. Men jeg har lyst til at lege med muligheden for at revitalisere højskolens mission. Hvis den oprindelige mission kan formuleres i retning af et dannelsesprojekt, så er det rigtigt at den opfyldes via en selvudvikling, og 'mission completed' når højskolen har flyttet, modnet, løftet, styrket mm den enkelte.

      Hvis nu højskolen ville mere end det. Hvad kunne det så være?

      Kunne højskolen blive en aktiv samfundsudvikler?

      Nogle højskoler ville måske sige at det gør man ved at frisætte den enkelte elev, så de får lyst til samfundsudvikling. Jeg tror at højskolerne kan mere end det. Den kan række længere ud, så at sige.

      Vi forsøger og har faktisk succes på Ryslinge med den form for mission. Men jeg mærker også at det er en ny tænkning i højskoleverdenen, og at den tænder lidt andre typer end den almindelige målgruppe. Det frustrere mig en smule, men har fået mine øjne op for at højskolerummet kan give noget til hele familien Danmark.

      Da jeg er relativ ny i Jeres verden prøver jeg ydmygt at forstå baggrunden og bevægeligheden i bevægelsen. Og finde megen god inspiration i de gamle højskolefortællinger. Højskolerne, kan jeg læse, har altid været selvkritiske og følt at udviklingen forringede højskolebevægelsen. Og min fornemmelse at at den samfundsudvikling vi er inde i nu, ligner mht omvæltning den de oplevede i slutningen af forrige århundrede. Og dengang var højskolen med til at giv en del af svaret på udfordringen. Måske kan den det igen. Det ville da – set med mine briller – give god mening. For hele menneskelivet.

      • Kære Tyge

        Jeg har heller ikke svaret (det er derfor jeg stiller dig spørgsmålet) – men jeg synes det er en vældig spændende debat, om højskolen opnår sit formål ved at levere livsoplysning for sine elever eller ved at være en samfundsaktør "i sig selv".

        Mit umiddelbare standpunkt (indtil jeg måtte tage et nyt) er, at højskolen først og fremmest er en skole, og at dens primære opgave derfor ligger i forhold til dens elever og den livsoplysning og dannelse den måtte kunne bibringe dem, forhåbentligt til deres gavn også når de forlader højskolen og tager del i samfundet.

        Men samtidig mener jeg også at højskolen er mere end en skole: Den er en civilsamfundsinstitution og en kulturinsitution – og som sådan adskiller den sig fra mange andre undervisningsinstitutioner og får derved mulighed for at blive samfundsaktør. Og jeg er meget enig med dig i, at det måske især er på dette område, at højskole har et udviklingspotentiale.

        PS: Jeg forstår ikke rigtigt hvad du mener med "Højskolen har altid været selvkritisk og ment at udvikling forringer højskolebevægelsen." Jeg tror ikke mange højskolefolk mener at udvikling forringer højskolen. Højskole må jo altid være til i den tid, den er en del af.

        Men udvikling fører altid uvilkårligt en dobbelt-bevægelse med sig: På den ene side fører udvikling til nye muligheder, på den anden side fører den til tab. Man kan så selv vælge hvilken af disse to bevægelser man vil lægge sig op ad – hvilket jeg forsøger at vise med de to karrikaturer i indlægget – men uanset hvor man lægger sig henne, så mener jeg man har et problem, hvis man ikke i det mindste har øje for den anden bevægelse.

  5. Nedenstående er et copy-past fra Facebook-debatten:

    Ole, det er ikke specielt dig der udgør motivet for karikaturen (om end din artikel inspirerede mig til at tilføje ordet "dansevenlig…"). Derfor er der heller ingen der kalder dig linjevogter (og for min skyld må du gerne være Faxe…). Det er i højere grad inspireret af de udtalelser Silas Haaraby og Harry Haue kommer med i Højskolebladet. Men de to karikaturer er jo netop karikaturer og som sådan en sammenskrivningen af forskellige typer kritik. Som jeg jo skriver udtrykkeligt, så mener jeg jo at kritik og debat er afgørende for højskolen og at de debatter som begge karikaturer rejser ikke kan affærdiges som irrelevante. Mit problem opstår der, hvor man siger, at højskolen skal være lige præcis en ting, for at være væsentlig og relevant. Desuden synes jeg, at det er et problem at meget af den kritik der rejses har det problem, at den ikke forholder sig til hvad der foregår i højskolen. Når Harry Haue udtaler, at han ville ønske at han kunne anbefale højskolen til unge der bør/skal lære mere om at leve i en globaliseret verden, ja, så mener jeg at han enten blot taler for at holde sig vågen eller er fuldstændig ligeglad med om hans udtalelser har hold i virkeligheden, for jeg kan da nævne adskillige højskoler hvor man lige præcis arbejder med den problemstilling (og gør det super relevant). Er det så det samme som at alle højskoler skal være politiske globaliseringshøjskoler – nej, selvfølgelig ikke. Jeg siger jo lige netop ikke at al kritik af højskolen er uberettiget eller dommedagsprofetier, men den bliver det når man siger at højskolen kun kan være på en bestemt måde for overhovedet at give mening (og så selvfølgelig når man løseligt konkluderer at højskolebevægelsen er død, og har været det længe). Og når du skriver, at "det gamle og det ny kan forenes", ja så er det svært at være uenig, al den stund, at det er det hele mit indlæg handler om: Jeg synes jo netop, at en både det højskolesyn der slet ikke vil vedkende sig traditionen og det der kun vil leve i traditionen er lige problematisk. Og så lige for at vende lilnjevogter metaforen: pointen er jo, at det interessante ikke er, om bolden er inde eller ude, ja, for den ægte fodbold fan vel vel dybest set ikke hvem der vinder, men kærligheden til spillet – hvordan skulle man ellers overleve som AGF eller Liverpool-fan… Desuden burde man i virkeligheden nok snarer citere reglerne fra Verdensmesterskaber i Gadefordbold fra Stefano Bennis "Stjerneholdet" hvis man skal indfange højskolen med en fodboldmetafor.

Skriv et svar til metronidazole Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *