Håbet er blåt

image_pdfimage_print

For denne verdens fattige og undertrykte er håbet blåt. Den liberale kapitalisme og de frie markedskræfter har ført og vil fortsat føre til en mere retfærdig global udvikling, en bedre fordeling af velstand, uddannelse og muligheder. Adam Smiths hånd vil langsomt fratage de privilegerede deres privilegier og privilegere de underprivilegerede. Det eneste problem er, at de privilegerede det er os – i vesten.

”Det, vi er vidner til, er ikke bare afslutningen af ​​den Kolde Krig eller bestemt periode af efterkrigstidens historie, der passerer, men ​​historiens afslutning som sådan: det er endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling og den universelle udbredelse af vestligt liberalt demokrati som den sidste menneskelige regeringsform,” skrev den amerikanske professor i International politik, Francis Fukuyama i sit berømte essay The End of History (som i 1992 blev til en hel bog) få måneder før murens fald i 1989.

Socialismen som idé var død, mente Fukuyama. Om end den i praksis spræller, vil ingen nogensinde tage idéen alvorligt igen al den stund, den svigtede de befolkninger, den lovede en bedre tilværelse. De øvrige politiske alternativer – nazismen, fascismen, nationalismen, kommunismen og marxismens – var enten døde eller i dødskramper. Triumfen for den økonomiske og politiske liberalisme var indlysende. Verden var ikke perfekt i 1989, men i det mindste vidste man nu, hvilke politiske idealer man skulle rette sig efter fremover.

Rismark, Vietnam. For en generation var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990'erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet - og ligefrem eje deres marker - hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Rismark, Vietnam. For blot en generation siden var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990’erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet – og ligefrem eje deres marker – hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Med den videnskabelige og teknologiske udvikling ville vi gå en fredelig tid i møde. Folk ville blive mere velstående og i takt hermed, bedre uddannet og efterhånden ville de kræve frihed og indflydelse på deres eget liv. Den teknologiske udvikling vil automatisk kræve bedre uddannede befolkninger, der forstår teknologierne og kan betjene dem. Den bedre uddannelse vil medføre bedre indtjeningsmuligheder og vil samtidig oplyse verdens befolkninger, gøre dem bevidste om de basale rettigheder, som de derfor vil kræve, at deres regeringer respekterer. Kort sagt, verdens befolkninger ville efterhånden indse, at ingen er bedre end andre og de ville kræve respekt, demokrati og rettigheder.

Alt tyder på, at Fukuyama får ret i sine spådomme. Det arabiske forår er næppe gået læserens opmærksomhed forbi, og skønt ingen endnu kan forudsige, om det vil føre til mere demokratiske tilstande i Mellemøsten på kort sigt, kan ingen betvivle, at de unge mennesker i Algier, Tunis og Kairo demonstrerede for mere indflydelse og en højere grad af frihed. Måske dette ”oprør” begyndte med den grønne bevægelse i Iran og måske det netop overståede valg i Pakistan bevidner tendensen. I hvert fald viser seneste rapport fra FNs Udviklingsfond, betitlet The Rise of the South, at det går fremad i økonomisk henseende. Flere af de delmål, det internationale samfund satte sig for bekæmpelse af global fattigdom er allerede nået.

Det går fremad – den globale middelklasse boomer

Budskabet er det samme i Kishore Mahbubanis bog The Great Convergence. Asia, The West, and the logic of one world fra i år. På flapteksten kan man læse følgende optimistiske budskab:

”Global fattigdom er ved at forsvinde. Den globale middelklasse boomer. Mellemstatslige krige er blevet en solnedgangsindustri. Aldrig har så stor en procentdel af verdens befolkning været så veluddannede og berejste som i dag. Vi bliver mere integrerede og sammenkoblede. Potentialet for en fredelig ny global civilisation udvikler sig næsten ubemærket for vore øjne.”

Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom er faldet med 600.000.000. Fra 2 mia til 1.4 fra 1990 til 2008 ifølge FN. Den globale middelklasse består lige nu af omkring 1.845 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 6.8 mia. Middelklassen defineres af FN som dem, der tjener eller bruger mellem 10 og 100 dollars om dagen, og man forventer at den – her midt i en global krise – vil vokse til 3.249 mia mennesker i 2020, hvis udviklingen fortsætter som nu. I 2030 vil den bestå af 4.884 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 9 mia. Ifølge Hans Rosling, ekspert i befolkningssundhed, er fødselstallet drastisk dalende og verdens befolkning vil stagnere på omkring 10 mia i 2050. Til sammenligning har en familie, vi i Danmark definerer som arbejderklasse dagligt over 112 dollar til fri disposition. Ser vi på den gennemsnitlige indtægt for børnefamilier, viser en analyse fra 2013 begået af Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4, at gennemsnitsindkomsten ligger på omkring 317 dollar om dagen før skat. Og i Danmark er lægebesøget, hospitalsregningen, asfalten og uddannelse dækket ind på forhånd via skattebetalingen.

Eftermiddagstrafik på infaldsvej til Hanoi.

Hanoi, Vietnam. Der er livlig trafik på Hanois indfaldsveje. Ifølge lokale kilder bor der omkring 9 mio mennesker i Hanoi og omegn. Halvdelen af dem har skiftet cyklen ud med en scooter og drømmer nu om en bil.

Væksten i middelklassen finder primært sted i Asien og Stillehavsområdet, hvor den globale andel af middelklasseborgere forventes at vokse fra 28% til at udgøre 53% i 2030. I Kina er antallet af ekstremt fattige reduceret fra 60% af befolkningen til 13%. Den afrikanske middelklasse vil ikke øge sin procentuelle andel på globalt plan, men forblive på 2%, vurderer man. Det betyder dog ikke, at der ikke er fremgang på kontinentet. De bevarer en andel på 2%, hvilket betyder en stigning i det faktiske antal. Men her skal der gøres en indsats for at skabe – for afrikanerne – bæredygtige handelsaftaler.

Børnedødeligheden er faldet fra 101 per 1000 fødsler til 69 for børn under 5 år. Hver dag overlever 12.000 flere børn, end i 1990. I landene syd for Sahara har man samlet set øget skolegangen med 18% fra 1990 til 2009. I nogle af verdens mindst udviklede lande, så som Benin, Bhutan, Burkina Faso, Etiopien, Guinea, Mali, Mozambique, Niger er skoleindskrivningen steget med 25% i samme periode.

”Kun få forventede, at børnedødeligheden ville falde, at den forventede levealder ville stige, at sulten ville aftage, og at flere ville opnå læsefærdigheder. Og alligevel gør Afrika gode fremskridt på alle disse områder. De [skeptikere] vil blive chokerede over at opdage, at selv de fattigste dele af verden gør hurtigere fremskridt, end de nogensinde før har gjort i menneskets historie.” (Mahbubani 2013:19).

Uden for den vestlige og anglosaksiske verden lå andelen af folk med basale skolekundskaber på omkring 40% i 1900. Det tilsvarende tal er nu 86%. Det betyder en mere oplyst befolkning, som ikke blot kræver bedre hygiejne for at bekæmpe basale infektioner i hverdagen, de kræver også skolegang til deres døtre og de kræver regeringer, der respekterer deres rettigheder. De vil have køleskabe, rindende vand, elektricitet, WC’er, TV’er og biler. Disse forbrugsgoder, skriver Mahbubani, repræsenterer stadig det gode liv og folks forhåbninger uanset, hvor på kloden, de befinder sig,.

Udviklingen finder sted på et tidspunkt, hvor vi taler om kapitalismens krise. Der er ingen krise. Det, der er tale om, er en allokering af ressourcer. Vestens borgere er pressede på deres jobs og lønninger, men resultatet er en mere retfærdig fordeling af ressourcerne på globalt plan. Kapitalismen virker således, som den altid har gjort. Den sørger for at pengene ender i de lommer, der producerer bedst og billigst. En åben økonomi, med fair regler for samhandlen, fri for uretfærdige restriktioner, toldmure og statsstøtte fra velpolstrede velfærdsstater til urentable virksomheder (f.eks. landbrugsstøtte) sikrer fremgang for verdens underprivilegerede.

Venstrefløjen vogter uretfærdigheden

Hvert job, der lige nu flytter ud af DK eller andre vestlige lande, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske i et andet land. Det vil venstrefløjen og fagforeningerne ikke acceptere. Med stadigt strengere krav til miljøstandarder og arbejdsforhold vil de med vold og magt holde verdens fattige fra fadet, fordi de ikke indser at disse folks mulighed for et bedre liv – og med tiden bedre arbejdsforhold – netop er global handel. Deres store fordel er det lave lønniveau, og det forsøger venstrefløjen at beskytte sine vælgere mod med misforstået retorik om løndumping og et fælles kapløb mod bunden. ”Ja,” siger Udviklingsminister Christian Friis Bach til Notat, ”standarder er ved at blive en af de vigtigste handelsbarrierer, som verdens fattige lande støder ind i.”

Socialisternes fokus på at øge den hjemlige offentlige sektor vil fastholde det dybe skel mellem rige og fattige lande; fortsat global uretfærdighed. Det er konsekvenserne af Enhedslistens, Socialistisk Folkepartis og Socialdemokraternes tankegang. Vi mangler efterspørgsel siger Johanne Schmidt-Nielsen og det har hun sagt flere gange. Venstrefløjen vil skaffe arbejdspladser i Danmark med statsstøttede ordninger, der skal øge den indenlandske efterspørgsel. Det er et eksempel på, at venstrefløjen vil sikre den privilegerede stilling, vi allerede har. Som om danskerne ikke har råd til at skifte til termoruder, hvis det var det, de ville.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Venstrefløjen har mistet sit analytiske kompas. Den presser sit marxistiske konfliktskema ned over alt, den ser. Men den gør det kun på nationalt plan og har helt mistet sine internationale prætentioner, og ser derfor ikke, at denne verdens underkuede ikke findes i vesten. Lidelserne findes andre steder i verden, men der går det fremad takket være den kapitalistiske økonomis globale konkurrence. Den flytter arbejdspladser og indkomster, skaber nye håb og drømme om en bedre fremtid hos befolkninger, som ikke før har haft råd til at drømme.

Fakta viser, at det går fremad. Og det skyldes blå politik. Venstrefløjen, de vestlige fagbevægelser, Occupy-bevægelsen og de mange autonome aktivister har uretfærdigheden på deres side. Venstrefløjen agerer kustoder på museet for det vestlige menneskes historie. Den forsøger at bevare fortidens privilegier for nutidens privilegerede.

Det, der dybest set bekymrer os vesterlændinge, er ikke om, vi har råd til at komme til lægen eller på hospitalet, om vi har råd til at transportere os på arbejde eller give vores børn en ordentlig uddannelse. Nej det, der bekymrer os, er, om vi har råd til den næste skiferie, sommerferien på Tenerife og en tur i Tivoli. Om der bliver råd til diverse elektriske himstregimser og den nyeste designervase til jul. Moderne rød politik og såkaldt progressiv aktivisme går ud på at sikre disse privilegier – disse sofistikerede forbrugskrav – for den vestlige verdens befolkning. I politisk henseende er det den blå fane, der signalerer håb for alverdens fattige. Den røde fane blafrer med krav om mere fritid og fede pensionsordninger til vestens velfærdsforkælede borgere. Men når ikke vi arbejder, så er der andre, der må gøre det for os.

”Verden forandrer sig,” skriver den kenyanske kommentator Gitau Warigi, ”og Deres excellencer fra Europa bliver nødt til at tilpasse sig de tider. Kina er allerede verdens næststørste økonomi og ser ud til at blive den største inden årtiets udløb. Brasilien overhalede Storbritannien i år og blev den sjette største økonomiske magt i verden, og jeg vil vædde på, at landet vil overhale Frankrig inden årets udgang for at blive den femtestørste. At ligge i med små egoer fra lande, hvis økonomier og globale magt hurtigt svinder, giver ikke megen mening.”

Regelbaseret global økonomi og internationalt samarbejde

Ifølge Mahbubani er det mere internationalt samarbejde baseret på ”the rule of law,” udviklingslandene har brug for. Og mens den globale magtfordeling langsomt ændrer sig til fordel for verdens fattige og USA og de vestlige lande ikke længere kan trumfe deres vilje igennem i de internationale organisationer, går diverse ”progressive” aktivister på gaden og kæmper den globale overklasses kamp. I 1999 vandt demonstranter ved WTO topmødet i Seattle (glimrende filmatiseret i Battle of Seattle), ifølge Mahbubani en kortfristet sejr, da det lykkedes dem, at få USA’s Præsident, Bill Clinton, til at give ”efter for nogle demonstranter og fagforeninger og [forlade] en global handelsrunde for at pacificere nogle få tusinde havne- og andre arbejdstagere i Seattle.” (Mahbubani 2013: 162).

Allerede i 1994 lovede de vestlige lande, at de ville opgive støtten til deres landmænd, men man har endnu ikke gjort det. I forbindelse med Doha udviklingskonferencen i 2001 fingerede USA et sammenbrud i forhandlingerne for ikke at komme til at fremstå som ”the bad guy,” da de ikke ville opgive støtten til deres egne bomuldsproducenter, og derved give afrikanske bomuldsbønder en chance på verdensmarkedet. (Mahbubani 2013: 176).

Når det internationale samarbejde ikke fungerer, er det fordi de vestlige regeringer endnu er så magtfulde, at de kan trumfe deres privilegerede og demonstrerende befolkningers vilje igennem. Men det er en stakket frist. De vestlige økonomier bliver mindre og mindre betydningsfulde. Og Grækerne bliver ikke bedre stillet af at tegne hitlerskæg på Angela Merkel og franskmændene får ikke deres industri tilbage af at besætte fabrikkerne.

Mens vi i vesten leger ”civilisationernes sammenstød” og med alle midler forsøger at beskytte vores egne økonomier, har Indien og Kina fundet ud af at samarbejde om de for dem store betydningsfulde ting, som f.eks. udviklingen af olieindustrien i Sudan. ”Kina foretrækker ”the big stuff” som passer Afrika bedre,” skriver Warigi. Europa kan så specialisere sig i småting.

Både Indien og Kina har sammen med de øvrige udviklingslande en interesse i et åbent regelbaseret og styrket globalt handelssamarbejde, åbent og regelbaseret således at USA og vesten ikke kan trumfe deres vilje igennem ved at vride armen om på diverse svagere stater i bilaterale aftaler. Når de sammen med de øvrige BRIKS-lande foreslår en ny udviklingsbank (BRIKS-landene er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), er det nok på tide at de vestlige landes befolkninger får øjnene op for deres dalende betydning og begynder at se med friske øjne på deres privilegier. FN-organisationerne repræsenterer for de fattige et lov-baseret internationalt samarbejde og dermed en vej til mere global retfærdighed. Til gengæld viser dokumenter fra wiki-leaks at vesten og i særlig grad USA modarbejder FNs agenda i så henseende. Som Samuel P. Huntington skrev: ”enhver historiker ved, forsvinder civilisationer og begraves under tidens sand.” Og lige nu tipper magtbalancen i verden. Tyngdepunktet fjerner sig fra vesten.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Arbejdspladser, kapital og teknologi vil med fair handelsregler bevæge sig over landegrænser til fattigere befolkningers lande. I de lande vil det skabe vækst, virksomhederne vil udvikle sig og kræve bedre uddannet arbejdskraft, som disse lande på grund af væksten, i højere grad får mulighed for at leve op til, hvilket vil øge væksten yderligere. Og efterhånden bliver det dyrere at producere i disse lande, hvorved vi igen – efter nogle års tilbagegang – atter bliver mere konkurrencedygtige. Resultat: en mere ligelig fordeling på globalt plan.

Det fremgår af FNs Udviklingsrapport 2013, at de globale markeder har spillet en nøglerolle for den positive udvikling i verdens fattige lande. Andelen i den globale handel forrykker sig i disse år til fordel for de sydlige lande, mens den viger for de gamle økonomier i Australien, Canada, EU, USA og Japan.

Det er som Francis Fukuyama profeterede tilbage i 1990’erne. FN Udviklingsfond og Mahbubani dokumenterer det blot.

Socialismens død

Mahbubani er helt på linje med Fukuyama, når han skriver, ”Historien har givet de kommunistiske centralt planlagte økonomiske styringssystemer et dødsstød. Og ja, Nordkorea er her stadig, men hvem vil kalde det et levedygtigt samfund. Selv Cuba åbner gradvis sin økonomi og går forsigtigt i fodsporene på Kina og Vietnam, to af de mest dynamiske økonomier i verden.” Og sammen med den økonomiske vækst kommer kravet om uddannelse som igen vil forstærke hinanden. Efterhånden vil vi se flere krav om indflydelse og demokrati i verdens fattigste egne.

Det allersidste der mangler, er, at denne verdens socialister omsider forstår, at deres idé har tabt, at de melder sig ind i den fælles kamp for en mere retfærdig verden. Socialismen har ingen steder skabt varig og holdbar fremgang for den brede del af befolkningen – i stedet har den skabt sine egne privilegerede klasser. For både Kina og Vietnam gælder det, at fremgangen begyndte da man gav køb på de socialistiske principper.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

110 tanker om "Håbet er blåt"

  1. Interessant artikel, hvor jeg nok vil erklære mig stort set 100% uenig i samtlige konklusioner. Statistik er et forunderligt redskab, taknemmeligt i al sin påståede neutralitet, og et middel til at fjerne fokus fra det, det egentligt burde handle om – hvilket samfund ønsker vi og hvad er den bedste måde at opnå det på? Det bedste eksempel i den sammenhæng er nok Bjørn Lomborg og Al Gore, der fra hver sin side af andedammen fører bevis for fuldstændigt modsatrettede standpunkter med kilometervis af talmateriale – tilsyneladende ofte fra de samme kilder. Ja, Sovjetunionen kunne også føre bevis for, at der ikke fandtes arbejdsløshed, at der var mad til alle og at de havde et meget højt uddannelsesniveau. Det siger bare intet om samfundet nedenunder. Kapitalismen som ideologi mangler fuldstændig stillingtagen til hvordan samfundet bør se ud – og enhver tildragelse er dermed ikke kapitalismens skyld, for den usynlige hånd skal nok jævne det ud med tiden. Den grundlæggende præmis i ideologien er – som det vil være de fleste bekendt, der har åbnet en grundbog fra Handelshøjskolen – at enhver vare og service kan og bør profitoptimeres. Så enkelt er det. Med andre ord, det der ikke kan værdisættes i økonomiske termer har ingen værdi. Når selve præmissen er, at et middel er målet i sig selv (ja, penge er faktisk intet andet end et betalingsmiddel) så bliver det næste naturlige spørgsmål, hvorfor ingen spørger til hvad pengene skal være et middel til. Når ideologien samtidig hylder grådigheden som bærende princip, kan det for mig synes forunderligt, at så mange synes det er en løsning på vor tids problemer – når det for mig at se, netop eren omsiggribende grådighed der er problemet. Lars Andreassen vil nok korse sig over at læse Naomi Klein og hendes "Chokdoktrinen", men udover at være underholdende skrevet, tilbyder den faktisk en spændende analyse af den kapitalistiske liberalismes meget uheldige sider. At Fukuyama, i øvrigt langt fra som den første, erklærede historien for død fordi den endelige ideologi havde sejret (What else is new, Hegel) så bliver det heldigvis så rigeligt modbevist af en heftig kapitalismekritik, som f.eks. i Preben Wilhjems udgave har rødder i den traditionelle venstrefløj: http://modkraft.dk/artikel/krisen-og-den-udeblevn… men også i en mere traditionel økonomisk tilgang hos en Tim Jackson i "Prosperity without Growth". Begge er "Must Reads" for at få en anden vinkel end den her givne…

    • Hej Thomas. Der er henvisninger i artiklen, som uddyber tallene og fortæller nærmere om, hvad der ligger til grund for ændringerne – men hvis ikke, du kan forestille dig, at tallene (f.eks. dem om skoler) henviser til reelle og langtidsholdbare, er der ikke nogen grund til at diskutere statistik med dig.

      Wilhjelms kritik bekræfter på mange måder min pointe om, at venstrefløjen har glemt sine internationale prætentioner. Hele idéen om, at arbejdspladserne kunne bevares i Dk, bygger jo på, at DK skulle være et lukket kredsløb beskyttet fra konkurrencen. Og de rige og fattige han taler om, er jo lokale, hvilket i praksis indebærer – som jeg skriver – at de rigtigt fattige andre steder i verden, dem er han ganske ligeglad med.

      Jeg er bekendt med hovedtrækkende i Naomi Kleins kritik. Og jeg kan følge hende noget ad vejen, men langt fra den hele (og er hun ikke hårdere i sin retorik, end jeg er?). Det er da herligt, at der er nogen, der kan se muligheder for genopbygning i ødelagte områder, når andre kun kan se tragedier. Når det er sagt, ser det ud som om tendensen er i retning af mere inddragelse af lokalbefolkninger – i hvert fald er det ifølge FNs Udviklingsfond de lande, hvor man gradvist har åbnet sig for konkurrence og holdt fast i de få services på uddannelses og sundhedsområdet, staten har kunnet sikre, der har klaret sig bedst.

      Trenden er altså væk fra "chokbehandlinger." Der er ganske ikke brug for en grundlæggende systemkritik, fordi det system, der ikke fungerede er væk. Og det, der er tilbage kan justeres og bliver det løbende. Præcis fordi det er åbent (lydhørt) og "grådigt" – hvis man smadrer sine markeder, kan man ikke rigtigt bruge sin grådighed til noget.

      for den nye trend i kapitalismen, se fx http://grasp.dk/we-have-emerged/

      P.S. Fukuyama er hegelianer …

      • Nuvel. Min primære årsag til at inddrage Al Gore og Bjørn Lomborg var ikke at stille skarpt på hvem der er det største tågehorn, men udelukkende at pege på, at de begge bruger (de samme) statistikker til at komme frem til vidt forskellige synspunkter. Lige så vel som at Sovjetstaten var i stand til at fremvise gode statistikker for både det ene og det andet. Min pointe i den sammenhæng er, at det ikke kan lade sig gøre at bevise eller modbevise fremskridt ved hjælp af statistiske data. Så jo, jeg har i høj grad kommet med et konkret argument mod artiklen, nemlig dette: At præmissen er forkert. For at tage et eksempel. En statistik om mindre børnedødelighed siger intet om hvorvidt dette er indført ved hjælp af massive vaccinationsprogrammer, gratis ris eller afbrænding af store skovområder til inddragelse af mere landbrugsjord. Det virkelige spørgsmål, som det ville være interessant at få svar på er derfor ikke en statistik om børnedødelighed, som bare er en indikation på at et eller andet er sket, men f.eks. om der et forbedret sygehusvæsen med adgang for fattige, så hjemmefødsler ikke længere er dagens orden eller om der er indført et mere bæredygtig landbrug. Langt mere komplekse spørgsmål – men også de eneste der giver mening. Resultat uden årsagsforklaring er ikke interessant. Det allerbedste eksempel til at vise denne sammenhæng er nok den megen statistik, der understøttede den økonomiske udvikling i 00'erne. En klassisk statistisk læsning af disse tal tilsagde, at vi endelig skulle fortsætte som vi gjorde. Men i virkeligheden var udviklingen allerede fra start ikke bæredygtig – men det kunne ikke læses i tallene…

        • Kære Thomas Jeg takker mange gange for interessen. Det er rigtig fedt, når nogen bruger tid på noget, man selv har brugt tid på.

          Jeg forstår ikke, hvordan du kan spørge om statistik på den måde, du gør. Til gengæld kan jeg svare klart nej og lunket ja – uden at jeg er helt sikker på, jeg svarer på det, du spørger om. Hvis tallene fortæller mig, at flere er kommet i skole, får en uddannelse og dermed bedre muligheder for gøre sig gældende som borger i sit land, så er det godt, basta! Det lunkne ja, betyder, at du selvfølgelig kan opfatte det at flere kommer i skole som et led i en fremmedgørelse, der fjerner os fra naturen. Samme figurer forskellige konklusioner.

          Diskussionen om fravalg af tal er futil, da forestillingen om en beskrivelse af verden 1 til 1 ikke er en refleksion over verdens tilstand, men en fordobling af den. Der findes ikke kommunikation uden reduktionisme.

          Det øvrige vil jeg svare generelt på. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan få øje på urimeligheder og uretfærdigheder i verden. Det, jeg ikke kan få øje på, er hvordan socialismen vil afhjælpe dem. I stedet påstår jeg – med reference til Kishore Mahbubani og FNs udviklingsfond, samt status på FNs 2015mål, at det går fremad og at det gør det, de steder i verden, hvor socialismen er faldet eller på retræte, og hvor den ideologi afløses af en ide om liberalt demokrati og markedsøkonomi. Det er det tallene beskriver.

          Liberalismen har frihed – som navnet antyder – som udgangspunkt. Deraf følger også et begreb om lighed, da enhver er nødt til at tilstå og respektere næstens frihed på samme måde som sin egen. Det er som formuleret i Menneskerettighedserklæringerne med udgangspunkt i tænkere som Locke, Hobbes og Rousseau.

          Med friheden følger også ejendomsretten, fordi frihed ikke giver mening uden retten til at beholde frugten af ens arbejde. Derfor har liberalister altid bekæmpet slaveri. Det har kapitalister ikke nødvendigvis, hvorfor man bør skelne mellem kapitalisme og liberalisme.

          Muligheden for kapitalophobning følger selvfølgelig af ejendomsretten, men denne kapital søger nye græsgange. Penge skal omsættes og avle, hvis de skal beholde deres værdi. Det skaber derfor ny udvikling. Teknologier m.m. forbedres (og her springer jeg lidt, så historien ikke bliver for lang, men argumentationen, om ikke følger, så er inspireret af Fukuyama (og Mahbubani)), forbedret teknologi kræver bedre uddannede befolkninger, bedre uddannede befolkningen kræver respekt og værdighed, rettigheder og medindflydelse, i.e. liberalt demokrati. Og så videre … også videre dækker blandt andet over et sundt klima, som vores børn kan overleve i, så det kommer (se vidanserforlidt.dks facebookside for links til disse trends).

          Det er den udvikling, vi har set i de lande, som skrevet, hvor socialismen er forsvundet eller er på retræte. Det er ikke længere i samme grad som tidligere nødvendigt af geopolitiske grunde for liberale demokratier at indgå diverse uhellige alliancer af frygt for en stor fjende. Socialismen døde, fordi den ikke kunne give sine befolkninger det, den lovede.

          Edouard Sjevardnadse, Sovjetunionens Udenrigsminister omkring murens fald, så det i 1988. Han kendte det sovjetiske samfund indefra og sagde sådan: ”Det er ikke længere kampen mellem to modstående systemer, der bestemmer vores epoke. På dette moderne stadie, er det, der er af afgørende betydning, evnen til at opbygge materiel velstand meget hurtigt på grundlag af nyeste videnskabelige landvindinger, teknologi og teknisk kunnen på højt niveau, at fordele den retfærdigt og at genoprette og beskytte de ressourcer, der er nødvendige for menneskehedens overlevelse gennem fælles bestræbelser.”

          Og efterhånden er der flere og flere forretningsfolk, der ikke nøjes med bare at tjene penge, og ikke bare det, men at man rent faktisk tjener bedre penge ved at udvikle befolkningernes velfærd i de områder, man er engageret i. Butler’s Choice er et sådan eksempel, som opererer under FN’s Global Compact.

          Den der 1% som tyranner kan jeg ikke rigtig følge. Jeg er ikke 1 af dem, men jeg vil heller ikke regnes med blandt de 99%. Jeg tjener muligvis mig selv hjem og en anelse mere gennem mit liv, men jeg har ikke råd til så meget som en eneste sygeplejerske, politibetjent eller lærer til mine børn, så at vi har hospitaler, en ordensmagt og uddannelsesinstitutioner, det takker jeg den 1% for.

  2. Tillad mig lige at linke til en rigtig feel good artikel. http://www.economist.com/news/leaders/21578665-ne

    1) 1.000.000.000 færre mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. En kæmpe mængde forældre, der kan give deres børn mad, og en masse børn som ikke behøver falde sultne i søvn.

    2) En god sandsynlighed for at det kan lykkes at få endnu 1.000.000.000 ud af ekstrem fattigdom inden for de næste 20 år.

    3) Denne afslutning: "Many Westerners have reacted to recession by seeking to constrain markets and roll globalisation back in their own countries, and they want to export these ideas to the developing world, too. It does not need such advice. It is doing quite nicely, largely thanks to the same economic principles that helped the developed world grow rich and could pull the poorest of the poor out of destitution."

    4) Denne interessante beregning: "A 1% increase in incomes in the most unequal countries produces a mere 0.6% reduction in poverty; in the most equal countries, it yields a 4.3% cut." Burde jo få investorer til at arbejde for bedre arbejdsforhold og et mere fair lønforhold mellem top og bund, da det vil kunne føre til yderligere profit.

    5) Og alligevel: "Most of the credit, however, must go to capitalism and free trade, for they enable economies to grow—and it was growth, principally, that has eased destitution."

    6) Og kineserne er alligevel dem, der har fået flest ud af fattigdom. De var ligeglade med FNs udviklingsmål – og uligheden er vokset kolossalt der.

    7) En lille intertekstuel reference til Thomas Hobbes.

Skriv et svar til TophedICxd5dp Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *