I kapløb med mig selv

image_pdfimage_print

af Iben Schmidt Jensen. Studerer geografi på Københavns Universitet. Tidligere elev på Silkeborg Højskole.

I foråret 2010 tog jeg på Silkeborg Højskole. Ligesom mange andre valgte jeg at tage på højskole efter at have gået på gymnasiet. Jeg tog på højskole i mit såkaldte sabbatår – og jeg havde mange forventninger til mit ophold. Jeg havde forventninger til at blive en del af et fællesskab udover det sædvanlige. Men udover det, håbede jeg også på, at jeg i løbet af mit højskoleforløb ville finde ud af, hvilken uddannelse jeg skulle tage. Altså hvad jeg skulle lave efter mit ”sabbatår” var afsluttet. Måske var det for stor en ambition at ville løse gåden om ”hvad man nu skal” på et halvt år, når man ikke er mere end 19-20 år og i virkeligheden ikke har megen idé om, hvilke muligheder verden byder på.

Og det var heller ikke så nemt endda. Jeg ville gerne bruge mit højskoleophold til at finde ud af, hvad jeg syntes var spændende og hvad jeg brændte for. Derfor holdt de spørgsmål, jeg stillede mig op med at handle om hvad jeg skulle lave, og jeg spurgte mere om hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være; og det uanset, om jeg så skulle begynde at læse til lærer eller dyrlæge, økonomi eller miljøteknologi.

Den 15. marts 2010 kom nærmere, og snakken ved højskolens langborde begyndte at handle om noget andet, end den plejede. Ansøgningsfristen for at søge ind på uddannelsernes kvote 2 nærmede sig og højskolens dagligstue, der plejede at være fyldt med elever, som spillede brætspil, læste avis og diskuterede, var pludselig fyldt med elever, der kiggede i uddannelsesmagasiner, læste avisernes uddannelsessektioner og snakkede om ansøgningsfrister og adgangskrav.

Vi blev alle sammen grebet af det, der nærmest var et kapløb med os selv: hvad var den rigtige og den bedste uddannelse. Spørgsmålene om, hvad man brændte for, og hvem man gerne ville være, blev overskygget af et pres om vælge en uddannelse her og nu. Det blev et kapløb med vores egne idéer om de krav, samfundet stiller til et ungt menneske, der skal til at tage en videregående uddannelse. Det er de krav, der handler om, at man skal tage den bedste og den rigtige uddannelse. For det skal være den rigtige uddannelse – ikke bare for dig, men også for samfundet. Og så skal det også helst være den rigtige uddannelse om 10 år og passe ind i det fremtidige arbejdsmarkeds udbud og efterspørgsel.

Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm 2013.

Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm 2013.

Karrieredag

Jeg valgte at begynde på en uddannelse efter højskoleopholdet var afsluttet. Det er tre år siden, og forleden var der arrangeret en netværks- og karrieredag på mit studie. En masse forskellige virksomheder havde indtaget vores indgangshal og havde stillet plakater og bannere op. Vi skulle alle sammen netværke. Håbet var at komme i snak med en spændende, fremtidig arbejdsplads. Arrangørerne af denne netværks- og karrieredag, havde på dagen stillet følgende spørgsmål til de studerende: “Hvad betyder mest for dig i dit kommende arbejdsliv?”.

De muligheder som man kunne vælge, var:

  • Høj løn
  • Høj fleksibilitet i forbindelse med arbejdstider
  • Frynsegoder og firmabil
  • Et rart arbejdsmiljø
  • Mulighed for at avancere

Den kategori der var mest populær, var den der handlede om et godt arbejdsmiljø. Det opfatter jeg, som et positivt tegn på, at fællesskabet på de fremtidens arbejdspladser er noget af det, der betyder mest for de studerende – og noget, der betyder mere end fed firmabil og mulighed for at avancere i sit job.

Bemærkelsesværdigt nok, var det ikke muligt at vælge kategorier som handlede om:

  • At man bliver udfordret i sit arbejde
  • At man har et ansvar i sit arbejde
  • At man gør en forskel med det arbejde man udfører – en forskel i relation til det samfund som man er en del af, og den verden man lever i.

De muligheder, man kunne vælge, rakte ikke meget udover en selv og ens egeninteresser. Det kapløb, vi på højskolen havde med os selv om at vælge den bedste og rigtige uddannelse, havde nu udviklet sig til et kapløb med alle de andre om, at man skulle kunne score det bedste studiejob, for så at kunne opbygge det bedste cv, for så senere at kunne score det bedste job ude på det rigtige arbejdsmarked.

Selvfølgelig skal man vælge den rigtige og den bedste uddannelse. Og jeg er her – på den ”rigtige” og ”bedste” uddannelse. Og jeg er glad for det – på rigtig mange måder – med alt det som studiet tilbyder: God undervisning, fordybelse, venskaber, det er gratis, der er SU og jeg kan bo på kollegium.

Men hvad med de andre

Men jeg synes også, at jeg befinder mig på et studie, hvor det ikke handler om “hvordan kan jeg bidrage og gøre en forskel med min uddannelse.” Snarere handler det om, hvordan jeg opnår den bedste karriere, og hvordan jeg bedst sammensætter mit studie, så jeg er bedre stillet i konkurrencen med alle de andre, når vi engang skal ud og søge job. Nok er det vigtigt med et godt arbejdsmiljø, men det er åbenbart også vigtigt, at man spidser albuerne og holder sig selv forrest i feltet.

Det er altså ikke en selvfølge, at uddannelse og arbejde bør række ud over en selv og tage hensyn til andre – det bliver jeg indigneret over. Måske er det blevet en kliché at sige, at man vil gøre en forskel. Desværre. For det at gøre forskellen er bestemt ikke en kliché, har aldrig været det, og bliver det heller ikke.

Jeg håber, at jeg bliver i stand til at sætte mig udover det CV-kapløb, vi har gang i og kommer til at gøre en forskel med det, jeg laver – også for de andre.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

2 tanker om "I kapløb med mig selv"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *