Hammersvingeren, flagermusemanden og brilleaben – et mytologisk eksperiment
Sagen er den, at alle elsker myter. Vi omgiver os hele tiden med dem, vi bader i dem, og vi kommer styrkede op af badet. Mytetalen gennemstrømmer kulturen. Tænk blot på den brede – men ikke platte – filmkultur, hvor en helt stadig er en mand, der sætter alt ind på fællesskabets alter.
af Johan Christian Nord, Rønshoved Højskole
Jeg er netop begyndt som lærer på Rønshoved Højskole, hvor jeg grundet en række sammenfald nu underviser i filosofi og mytologi. Min vej har været lidt særlig, for jeg har aldrig selv været højskoleelev. Men jeg har alligevel lært at elske højskolen – eller i hvert at elske dét højskolen mange steder var og endnu kan og bør være.
Min indføring i de frie skolers verden stammer fra den grundtvigske foredrags- og diskussionsforening Studenterkredsen, som jeg (af nogle opvakte teologiske hoveder) blev draget ind i, mens jeg studerede religionsvidenskab i Aarhus. Her var jeg først bestyrelsesmedlem og er sidenhen endt i København og blevet fast inventar ved foredragene på Vartov og Kredsens sommermøde.
Det blev altafgørende for mig, at jeg endte i Studenterkredsen. For her hørte jeg en ganske anden tale, end den jeg kendte fra gymnasiet og universitetet [1]. Det er den tale, som en af mine største helte Jakob Knudsen kalder den gamle tale.
Det gør han i højskolesangen Her rejses en skole (nr. 489), som blev skrevet ved indvielsen af Roskilde Højskole i 1907, og som efter min klare opfattelse stadig er rasende god at få forstand af. Den angår nemlig selve kernen i det anliggende, der bør være højskolens: at føre livets egen tale i en verden, hvor dødsmagterne – i deres mangeartede former og farver – altid står på spring. Sangens grundtone er enkelt »Se ud! Stryg duggen af sjælens rude!« – få øjnene og pilfingrene væk fra din lille navle og tør for Guds skyld den fugtighed væk, der kommer fra dit eget indestængte åndedrag i dit eget alt for lille rum. Det er den gamle tale og den gamle sang, som bliver ung igen, »hver gang en mand den af hjertet synger«, som det hedder hos Knudsen.
Det er for at synge denne sang, jeg er gået ind i højskolen.
Ind i billederne
Nu om dage finder mange vist den slags sange – og den slags tale jeg her lægger tastatur til – lidt for højstemt. Eller måske alt for højstemt. Men det bekymrer mig ikke. Jeg har valgt at lytte til billedtalen, og jeg har valgt selv at lægge svælg og kæft til den. For det handler om at forlade de rene – og derfor kolde – begrebers verden og komme ind i billederne. Det handler om at bringe jætte-fornuften under åndens åg ved at lyde den magt, der viser sig, når ordet bliver levende, og vi skal noget sammen, som er vigtigt. Denne magt kommer fra billedernes verden – og billedernes verden er mytens verden.
I mytens verden er intet ligegyldigt. For midt i billedernes storm kan vi erfare og erindre noget, vi altid står i fare for at glemme: at menneskelivet er et liv i afgørelse og dermed også et liv i strid. Dette vidste de gamle, og dette er der endnu mennesker, der véd. Men der er så sandelig også magter, der ønsker at lulle os i søvn og indbilde os, at alt går sin fornuftige gang, når blot vi lader de planlægningsdygtige om planlægningen – og så i øvrigt fylder vores små kødhoveder med dyrisk tidsfordriv og vammel selvdyrkelse. Glemslens magter er altid på spil, og det ranke menneskelivs grundholdning må altid være at forsvare sig imod dem.
Det er derfor, mytologien var den grundtvigske folkehøjskoles flagskib, og det er derfor, der fortsat er brug for mytetalen. Ja, måske er der endda endnu mere brug for mytetalen i dag. For vi er under angreb. Vi har glemt det vigtigste, der er at vide, nemlig at menneskets mulighed hverken er at leve som et stykke viljeløst drivtømmer eller at svinge sig op til at være en gud. Det er som om, et bæst flår i os fra to sider: med den ene klo vil det frarøve os myndigheden over livet, og med den anden lokker det os ind i den indbildning, at vi alene har myndigheden – at vi som enkelt-mennesker kan magte og beherske tilværelsen. Vi drives omkring i manegen af de planlægningsivrige, som vil tage afgørelsen fra os, og vi driver os selv rundt i manegen, fordi vi har glemt, at ingen har sat sit eget liv – og at ingen kan skabe væksten i sit eget liv. Vi har glemt, at vi er henviste til hinanden.
Derfor skal der høres mytetale, for mytens tale angår – før som nu – det inderste i vores virkelighed. Mit anliggende med myterne er derfor meget enkelt: jeg vil tale til eleverne om en anden verden end den udflydende ligegyldighed af viljeløst tidsfordriv og egenkærlig selvdyrkelse, vi til daglig vader rundt i. Jeg vil tale til dem om virkeligheden – og om afgørelsens nødvendighed.
Et utidigt eksperiment?
At tale sådan til unge mennesker – eller for dens sags skyld til mennesker af alle aldre – har naturligvis eksperimentets karakter. For hvem véd, om der vil blive lyttet – og om den talende overhovedet er i stand at give stemme til de gamle sange? Ja, det er der jo naturligvis ingen, der véd, for det spørgsmål, som melder sig, er jo samtidens gamle kending: kan den slags virkelig fungere i vores tid? – kan man virkelig snakke sådan til en Ipad-generation? – er der virkelig nogen, der stadig tror på helte? – og så videre, og så videre…
Det kunne være et opkog af en typisk reaktion (særligt i akademikerkredse); både blandt dem, der er direkte modstandere af »fædrelandssange og andet svineri« – for nu at bruge et Poul Henningsen-udtryk [2] – men desværre også blandt dem, der ellers skulle stå mig nær i holdning, men som åbenbart er blevet for trætte til stadig at håbe.
Alle elsker myter!
Men det sjove er, at virkeligheden faktisk gør den slags tvivl til skamme. For eleverne vil faktisk gerne høre om myterne – og de vil faktisk gerne forholde sig til det, myterne har at sige om alt det, der er os og vort. Lige nu og lige her.
For sagen er jo, at alle elsker myter. Vi omgiver os hele tiden med dem, vi bader i dem, og vi kommer styrkede op af badet. Mytetalen gennemstrømmer kulturen. Tænk blot på den brede – men ikke platte – filmkultur, hvor en helt stadig er en mand, der sætter alt ind på fællesskabets alter; tænk blot den britiske mytesangerinde, som med sin renhjertede troldmandsknægt fik de smås hoveder til igen at bøje sig over åndens egen skrift. Eleverne kender godt disse fortællinger – de har allerede en anelse om den gamle tale. Derfor skal man tage fat i de billedverdener, de kender – den storslåede vestlige populærkultur – og så give dem noget mere. For alle raske mennesker elsker myter.
Men alt for mange mangler sproget til at tale om dette kærlighedsforhold. For der findes stærke magter, der vil hindre adgangen til kildevældet: der findes både en dorsk underholdningskultur og en selvgod elitekultur, som begge er fremmede for mytetalen – og ofte endda fjendtlige over for den.
Det er de to sider af jættevæsenet – den dyriske plumphed og den over-fornuftige selvtilstrækkelighed. Tænk blot på den hule dyrkelse af kadaveret og de overtroiske knæbøjninger for alskens hjernegymnastiske eksperter, der tror, de kan komme ind i hovedet på os. Disse kræfter har altid været der, og de vil altid være der.
Det var derfor, Grundtvig, når han skulle svare helt kort, udtalte, at formålet med folkehøjskolen var, at bønderkarlene skulle lære noget om aser og jætter. De skulle vækkes og væbnes til den strid, som er selve menneskelivet: de skulle lære at elske livet – og at vælge side [3].
Og det skal bønderkarlene – altså alle unge mennesker – stadig lære. Derfor skal der holdes mytologisk højskole. Derfor skal vi tage hammersvingeren, selvtægts-flagermusemanden og den frygtløse brilleabe i hånden – og gå ind i billedstormen. Det tror jeg, ville være godt for os, og jeg tror faktisk godt, vi kan komme derind – hvis bare vi tør.
Det vidste Jakob Knudsen, og derfor slutter vi af med det sidste vers fra Her rejses en skole, hvori Knudsens lyse højskole-tro lyder af fuld hals:
Så, hæv dig skole og frygt kun ej:
forældet aldrig blev livets tale,
før trættes hist ude af dans og leg
på fjordens tilje de bølger svale.
Når hjertets ager livs-ord modtager,
vi alt hernede det forår smager,
som ældes ej,
som ældes ej,
For sangen – og dansen! – slutter først, når livets egne bølger ligger bevægelsesløse tilbage på den yderste dag. Indtil da vil der lyde livs-ord på menneskelæber, og der vil være hjerter til at modtage dem.
Indtil da kan der kun blive danset for lidt.
[1] Jeg har før skrevet om modsætningen mellem universitetet og højskolen, nemlig i den lille kommentar Uni vs. højskole 0-1 i juni-nummeret af Højskolebladets 2013-årgang. I september-nummeret af 2014-årgangen har jeg skrevet en anden lille tekst om mit syn på højskolen, nemlig kommentaren Lys i studenterne – det er dét vi vil!
[2] Udtrykket kommer fra Poul Henningsens manifest Hvad med kulturen? (Va mæ kulturen?), hvor det bruges i forbindelse med et angreb på socialdemokratiet, der efter Henningsens mening er alt for borgerligt. Her citeret efter det fotografiske genoptryk af førsteudgaven: Thanning og Appels Forlag, 1968, s. 36. PH er i det hele taget glad for vendingen »… og andet svineri«; et andet godt sted er i begyndelsen af manifestet, hvor det om de ledende socialdemokrater Bomholt og Steincke hedder, at de »stadig hengir sig til ægteskabets værdifuldhed, borgerlig sædelighed, børnerigdom og andet svineri«. Ja, sådan tænkte PH.
[3] Grundlæggeren af Rønshoved Højskole, Aage Møller, formulerede det blandt andet sådan, at højskolen var et sted for oplæring i »vaabenbrug«. Ham har jeg skrevet om i artiklen Mytologisk reaktion – den kampglade grundtvigianer Aage Møller og hans tid, som kan findes i Critique – årsskrift for borgerlig idédebat og kulturkamp VII.