Planøkonomisk Uddannelsespolitik anno 2015

image_pdfimage_print

Regeringens uddannelsespolitik: Tanken bag reformerne var vel i virkeligheden god nok; ligesom kommunismen i sin helhed vel egentligt også var god nok. Men som bekendt er der nogle gange ufatteligt langt fra teori til praksis.

Af Theis Schønning Johansen, Uafhængig debattør og meningsdanner

Da muren væltede i ’89 var de fleste vel enige om, at vestens markedskræfter i høj grad havde sejret over den sovjetiske planøkonomiske tænkning og følgerne heraf. Det tror jeg stadig, at der er bred enighed om – måske lige med den undtagelse, at flere og flere i Rusland og omegn forfalder til de sovjetiske tendenser. Hvad der forstås ved planøkonomi kan simpelt siges sådan, at man fra centralt hold forsøger at planlægge produktionen, for dermed at holde hånd i hanke med den økonomiske udvikling – og måske i sidste ende at styre de økonomiske konjunkturer. Tanken var vel i virkeligheden god nok; ligesom kommunismen i sin helhed vel egentligt også var god nok. Men som bekendt er der nogle gange ufatteligt langt fra teori til praksis, hvilket i den grad med Sovjetunionens fald blev understreget. Jeg tror ikke, jeg behøver at uddybe.

Udsigt fra Apollons tempel i Delphi. Wiki commons. Photo by Fred Martin Kaaby.

Udsigt fra Apollons tempel i Delphi. Wiki commons. Photo by Fred Martin Kaaby.

Nu er meningen med dette indlæg så absolut ikke, at det skal handle om Sovjetunionens forfejlede strategier, om end dette kunne være interessant nok – der findes dog langt kløgtigere folk til den slags, hvorfor jeg vil nøjes med at forholde mig til regeringens uddannelsespolitik. Det vil måske synes en smule overdrevet at sammenligne regeringens uddannelsespolitik med den sovjetiske planøkonomi, det er dog ikke desto mindre lige netop det, som jeg har til hensigt at gøre.

Dimensioneringsplanen er planøkonomisk logik

Landets nuværende uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen (R), bebudede i september en række nedskæringer på landets universiteter. Disse nedskæringer – dimensioneringer – har til hensigt at målrette de unge menneskers uddannelsesvalg til noget, som rent faktisk kan bruges i erhvervslivet efter endt uddannelse. Disse dimensioneringer blev efter en del polemik fra rektorer, elever og andre interessenter revideret, sådan at man fik længere tid til at indføre nedskæringerne samt en ændring i metoden. Ikke desto mindre står essensen af aftalen dog tilbage; nemlig et forsøg på at detailregulere studerendes valg, sådan at det matcher et ensrettet erhvervsliv. Et forsøg på at planlægge en uddannelsesvej, sådan at den kan passes ind i en allerede tilpasset kasse fra det højt priste erhvervsliv.

Selvom markedskræfterne i Danmark heldigvis stadig er dominerende, og at det ikke pt. ser ud som om, at man har tænkt sig at indføre planøkonomi, så lægger denne dimensionering sig i min optik uhyggeligt meget op ad planøkonomiens logik – nemlig ved at vi forestiller os, at vi kan planlægge de jobskabende uddannelser i fremtiden. Denne strategi har vist sig før at slå fejl på bl.a. læreruddannelsen, ligesom hele diskussionen om at den planøkonomiske logik for alvor slog fejl i Sovjetunionen. Det må og skal aldrig være en regerings mål at bestemme uddannelsen for hvert enkelt individ – der er vi gud ske tak og lov heller ikke nået til endnu, men det frie uddannelsesvalg gøres der med sådanne tiltag kraftigt indhug i.

Opgør med taxameteret og u-dannelsen

Det betyder dog ikke, at vi hovedløst skal uddanne til arbejdsløshed. Det er der ingen mennesker, der har en interesse i – særligt ikke den netop uddannede, for hvem arbejdsløshed i nogen grad også vil betyde et tab af identitet. Men at uddanne til arbejdsløshed bliver ingenlunde stoppet ved at flytte folk fra humaniora over i mere naturvidenskabelige fag – det må alt andet lige være den studerendes eget ønske for uddannelse, der skal vægtes højest. Og netop heri må overvejelserne om arbejdsløshed efter studiet naturligt indgå, men som led i den enkeltes tanker med supplement fra de enkelte universiteter, og ikke som en del af regeringens strategi. Dette kunne gøres ved simpelthen at ”revolutionere” det håbløse uddannelsessystem i Danmark. Man kunne starte med at afskaffe færdiggørelsestaxametret, sådan at universiteterne ikke bare får penge, for det antal studerende de får igennem, og i stedet indføre noget, som faktisk ville belønne effekten af uddannelsen.

Resterne af Platons Akademi i Athen. Wiki Commons. Photo, Tomisti.

Resterne af Platons Akademi i Athen. Wiki Commons. Photo, Tomisti.

Og faktisk viser de seneste par dage også tegn på, at man er villig til at gøre op med taxameter-systemet. Dog er der ikke udsigt til, at man vil gøre op med regeringens åndløshed i forhold til uddannelsessystemet, nærmest uanset hvor man kigger hen i det politiske spektrum. Vi danser for lidt er titlen på denne blog, og det mener jeg er meget sigende for den danske uddannelsespolitik – for lidt ånd, for lidt kultur, men for meget marked og økonomi.

Kultur og dannelse er netop af afgørende betydning for at gøre os til dygtige samfundsborgere. Dannelsen må ske i hver enkelt, før man for alvor kan tale om en tilegnelse af kompetencer, der netop er karakteriseret ved en forening af ”jeg’et” og redskaberne, hvormed man kan udføre forskellige ting. Lige netop derfor er kulturen og dannelsen af så afgørende betydning, men man forsømmer den i Danmark til fordel for en ensidig tilegnelse af redskaber; men de kompetencer bliver aldrig tilegnet i egentlig forstand, såfremt man glemmer kulturen og den almene dannelse – det gælder på landets folkeskoler såvel som på de fremmeste universiteter. Og hvorfor kultur og dannelse stadig er vigtigt at uddanne folk til på eksempelvis humanistiske studier er strengt taget, at det moderne menneske vil have svært ved at orientere sig i en moderne, globaliseret verden uden kendskab til de kulturer og værdier, der har opfostret os.

Uddannelsessystemet er simpelthen dikteret af markedskræfterne, der skriger efter naturvidenskabelige kandidater – og lad os da hylde ideen om udbud og efterspørgsel. Dog ikke på de betingelser, som regeringen sætter op. Lad os igen sætte kultur og dannelse i højsædet for vores uddannelsessystem, og lad os endnu engang uddanne de bedste kandidater i verdenen.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *