Posts by :

    image_pdfimage_print

    Essay om fodbold, familie og kriminallitteratur: Formens tyranni

    marts 27th, 2014

    Vi elsker vold, krimier, zombier og et uhyggeligt gys. Vi muntrer os endda med det lige før, vi skal sove. For sådan er vi, mennesket. Men selv om det er for næsen af os hele tiden, så fornægter vi det. Mennesket er fornuftigt, mennesket er godt, mennesket er… Billederne af det perfekte menneske, vi har forsøgt at danne hinanden efter i generationer er talrige. Men det onde i os undslipper ikke.

    Af Kenneth Degnbol

    Jeg er blevet krimiforfatter.
    Jeg er udkommet med en krimi. En blandt mange i disse år, for det sælger godt. Ikke nødvendigvis min, men krimier som sådan går som varmt brød. Og nu har jeg også begået en og er glad og stolt. Tænk at være blåstemplet forfatter og tage til debutantfester og bogsigneringer. Selvom jeg er stolt af det, skriver jeg det alligevel i passiv form: Jeg er blevet krimiforfatter. For dels skete der retrospektivt set mange ting, der bedst kan beskrives som tilfældig timing på vejen, for uden at forklejne et ellers efter bedste egen vurdering udmærket produkt, så skal man være heldig at blive læst af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt – et nåleøje som så meget andet.
    Og dels står jeg nu med en bog i hånden, der forholder sig til en bestemt form, og læses med bestemte øjne. Som en krimi. Skrev jeg det, jeg ville, eller tilpassede jeg mig en form og bestemte konventioner? Skrev den mig? Blev jeg – med andre ord – krimiforfatter?
    Formentlig er begge dele sande.

    krimi_1010_320

    Krimi betragtes ofte som en form for triviallitteratur. Hvad det kaldes er jeg ikke så interesseret i. Der findes gode og dårlige krimier ligesom inden for alle andre genrer. Hvad der gør den til en krimi, er at den udfolder et bestemt tema, et tema om ondskab. Måske er det derfor, det kan betragtes lidt billigt: Hvorfor dog fornøje sig med andre menneskers død og lidelser?
    Men spørgsmålet gå videre end det. Hvorfor er vi i stigende grad optaget af horror, død, ondskab, krimier og thrillere som bøger og film. Hvad er det, der gør, at vi ønske at beskæftige os med den del af tilværelsen – endda ofte lige før vi skal sove.

    Søndag eftermiddag holder vi helt og aldeles med de blå og hader de røde (eller omvendt)
    Svaret er for mig at se det samme som det, fodbolden er blevet forklaret med: I en overvejende pæn og fornuftigt verden, hvor vi dannes efter billeder af det perfekte, er der ikke plads til det primitive, enkle og i til tider endda onde i os. Vi allokerer de dele til søndage eftermiddage på lægterne, hvor vi helt og aldeles kan holde med de blå og hade de røde; her behøver vi ikke høfligt og proaktivt og ordentligt at se alles perspektiver og anerkende at fejlene i bund og grund skyldes, at vi ville det gode, men kom til at frustreres i vores drømme eller i et øjebliks forvirring kom til at se udfordringer som problemer. Med filosoffen Jean Baudrillards ord er fodboldpublikummet blevet deltagere og selve kampen blevet den ramme, vi agerer efter. Vi er der for noget andet end fodbolden. Den er bare mediet, der gør dét muligt, vi er der for. Nemlig en sprække i tilværelsen, hvor det primitive, ensidige og imperfekte kan være.

    AC

    Med mulighed for at det er et simpelt instinktteoretisk svar, at mennesket går til fodbold og læser krimier, fordi det indeholder noget i samfundet illegitimt, det skal have afløb for, så tror jeg, der er noget om snakken. Den klassiske krimihelt ryger og drikker, er skilt og ser ikke sine børn, er halvfed og halvgammel. Han er med andre ord alt det, et fornuftigt moderne oplyst menneske ikke bør være. Og formentlig er det af samme grund, vi dybest set godt kan lide historier om Niklas Bendtner. Der er dybest set ikke nogen fornuftig grund til at en rig fodboldstjerne og ditto idol skulle køre spritkørsel, true taxachauffører og i bogstavligste forstand lemlæste deres biler. Førnævnte Baudrillard ville formentlig sige, at det netop er derfor Bendtner gør det, for med hans vanlige omvending af deltager og publikum bliver Bendtner tilskuer på den scene, som vi sætter op med vores forventning til ham struktureret igennem medierne. Bendtner gør det, fordi vi vil at han gør det, fordi det er det den side af os, fodbold sætter i tale.

    tumblr_luq5j48Wok1qcu0j0o1_500

    Overfor alle billederne i bøger og film og på stadioner af den iscenesatte ensidighed, ondskab og irrationalitet må der naturligvis stå andre billeder. Da vi danner og dannes i billeder, må der være andre billeder, hvori vi iscenesættes os som rationelle og gode mennesker.

    To på flugt. Den ene burde være Karla
    Jeg ser meget tv med min datter. I hvert fald når jeg er sammen med hende, for jeg er moderne delefar, der ser hende efter nøje forhandlede aftaler og skemaer. Hendes yndlingsfilm er lige nu Karlas Kabale og To På Flugt.
    Den første er et stykke socialrealisme. Moderne i den forstand at Karlas forældre er skilt. Og alligevel knap så moderne i måden, de er det på. Moderen udlever en tryg kernefamilie med ny mand og børn, med hjemmebag og levende lys og hjemlig hygge. Og faderen har desværre hang til alkohol og at glemme aftaler med Karla. Og jeg græmmes, når jeg ser den, og tænker at det dog er en sær opsplitning i det gode og det onde, hvor det gode identificeres gennem netop kernefamilien, selvom det iscenesættes socialrealistisk med skilte forældre.
    Disneys udgave af det gamle eventyr om Klokkeblomst hedder på dansk To På Flugt, og den gør det samme. På engelsk har de kaldt den for Tangled – altså indviklet, hvilket er noget af en tilsnigelse efter som det nærmere er en forenklet – eller for enkel – udgave af Rapunzel, et af Grimms eventyr.
    I eventyret sælger et forældrepar deres datter til fordel for at få moderens obskure lidenskab efter klokkeblomster tilfredsstillet. Klokkeblomsterne findes i en smuk have, hvor der bor en heks. Datteren vokser derfor op hos heksen, lige indtil den dag, hvor en smuk prins rider forbi og finder Rapunzel indespærret og efter et drabeligt opgør med heksen får frigivet Rapunzel.
    Hvem er den onde i eventyret? Er det heksen? Eller er det forældrene, der skiller sig af med barnet til fordel for en irrationel trang til blomster? Godt og ondt blandes. Det er ikke til at kende forskel. I betragtelig grad som livet selv.

    1291823681_rapuntzel

    I Disneys udgave er forhistorien ikke med. Rapunzel vokser blot op hos en alene-kvinde. Men en dag opdages hun af en lettere fordærvet prins. Flot, men med hang til lidt smårapsen i bedste Robin Hood-Stil. Og med prinsens hjælp opdager hun, at hendes sande forældre er kongeparret i den nærliggende landsby, hvor alt er floromvundet, lykkeligt og i bedste Disney stil helt og aldeles candy floss-betrukket.
    Hvem er de onde i eventyret? Kvinden, der opdrager Rapunzel? Ja, uden tvivl ifølge filmen, selvom hun ret beset sagtens kan betragtes som en reel moder, lige lovlig overbeskyttende eftersom hun holder Rapunzel indespærret i et tårn, men hvilke mødre (over)beskytter ikke deres børn? Og i hvert fald er det her pigen har sin opvækst. Men de gode i filmen iscenesættes som kernefamilien, identificeret ved kongen og dronningen. Det er her Rapunzel med største selvfølge hører hjemme. Uagtet hun ikke har set dem siden sin fødsel.

    Jeg er selv et barn 70erne og 80erne. Jeg spørger derfor mig selv, om vi har glemt Alfons Aaberg. Og Pippi. Og Pedersen og Findus. Billederne af de anderledes livsformer, hvor alt ikke er opsplittet i et enten-eller, godt-ondt. Men hvor livet er, som det er. Kaotisk. Vilkårligt. Og godt nok.

    Jeg gør mit bedste for selv at være far efter de vilkår, der gælder for mit liv. Men det bliver alt for ofte en jagt på at gøre det ligeså godt som kernefamilieidealet, det gode billede, vi møder alle vegne. En håbløs jagt, der, når jeg gør mit bedste, kun er et næsten-ligeså-godt-som.

    Idealet findes ikke kun i mediebilledet. Det gennemsyrer også vores samfundsstrukturer. Børn kan kun have én folkeregisteradresse, børnepengene kan ikke deles, lægevalg og alt muligt andet går efter forældreren med adressen uagtet forældrenes forskellige roller for barnet – vi er tilsyneladende helt blinde for virkelighedens Danmark og orkestrerer efter det samme idealbillede, som filmene er skåret efter: Børn bor jo et sted, ikke!
    Men i virkelighedens verden lever vi – hvad end det handler om børne- og familieliv eller alt muligt andet – i sammensatte helheder, hvor intet er perfekt, hvor vi gør vores bedste og lever med at det ikke er perfekt. Og midt i den balanceakt kan lykken endda indtræffe. Hvis den vel og mærke ikke umuliggøres af idealbilledernes konstante fordring om mere og mere, perfektere og perfektere.

    Fest og druk er en velfortjent pause
    Naturligvis er et par tilfældige film, selekteret af min datters smag, ikke evidens for at sige meget om de billeder, vi opdrager børn (og os selv) efter. Det er blot en fornemmelse. Men dog en fornemmelse, der blandt andet bestyrkes så sent som i denne uge, hvor en undersøgelse fra Aalborg Universitet fortæller, at over halvdelen af gymnasieungdommen har indirekte selvskadelig adfærd (voldsom druk, overspisning, sult eller stofmisbrug) og en femtedel har direkte voldt selvskade (cutting, slå sig selv eller brænde sig selv). Professor Bo Møhl, professor i specialpsykolog i psykiatri, der står bag undersøgelsen, citeres af Politiken for at sige, at det er en hel generation, der mistrives. Årsagen er ifølge Bo Møhl i Politiken et pres for os om at skulle præstere vores bedste hele tiden, som særligt unge har svært ved at håndtere.
    De unge elever på min højskole taler om festerne som velfortjente pauser fra alt det, de synes, de skal være og overkomme.

    Pausen hilses velkommen. Festen, fodbolden og krimien. Det er godt, at der også er billeder for tankeløsheden, ensidigheden og ondskaben. De billeder har vi brug for. Med C. S. Lewis ord, så ”læser vi for at vide, vi ikke er alene”. Der skal være billeder, der svarer til det, vi er. Men mit ønske er, at billederne var sammensatte. At det gode billede, var det helstøbte billede – der hvor der var plads til det hele. Så vi ikke ender med en generation, der tror, det gode menneske er et perfekt menneske. At det perfekte liv ikke har sprækker og kanter og grå hår. Så vi ikke ender med ulykkelige forældre og børn, der, selvom de gør deres bedste, ikke kan leve op til det idealbillede, filmene fraserer og samfundet strukturerer.

    Form, billeder og strukturer er afgørende. Vi bliver derefter.
    Krimien skrev mig.

    Jean Baudrillard: Et skæbnesvangert scenario

    http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2238671/over-halvdelen-af-gymnasieelever-skader-sig-selv-for-at-tackle-livet/

    Krimien hedder Forkynderen. Den er skrevet i pseudonymet Sander Jakobsen, der dækker over Kenneth Degnbol og Dagmar Winther.

    22 Comments "

    1001 eventyrlige nætter i Paris

    november 23rd, 2013

    Tusind og én nat er netop udkommet i en ny dansk oversættelse.

    10001_NAT_2_789820c
    Tilblivelsen
    Fortællingerne har en tilblivelseshistorie, der på mange måder siger en masse om det komplekse forhold mellem østen og vesten. Fortællingerne har ikke en forfatter. De har kun gendigtere og oversættere. I den tidlige mundtlige fortælletradition, hvor professionelle fortællere (rawi’er) rejste rundt til fester, på cafeer og markedspladser. Nogle af eventyrerne dukker op i 1300-tallet i et manuskript i Paris fyldt med dialekt, der understreger den fortællemæssige form. Og netop Paris bliver central for fortællingerne for her gendigtes de og nedskrives for første gang i deres nuværende omfang af orientkenderen Antoine Galland i 1704. Hans arabiske forlæg var på 282 historier, men inspireret af dem gik han på jagt efter flere historier. Han mødte en ung maronitisk kristen mand, Hanna Diyab, der leverede en masse nye historier til repertoiret, deriblandt nogle af de mest kendte historier som Aladdin og Ali Baba og de fyrretyve røvere.

    Historierne vokser altså til den samling, vi forbinder med 1001 nat, via Paris og de to kristne mænd, Galland og Diyab, og herefter gendigtes Galland på arabisk og de vestliggjorte fortællinger om østen bliver med et tilbagesving igen en del af den fortsatte arabiske identitetsdannelse.

    Øst og vest bliver til i hinandens billeder 1001nat
    Mod- og medbilleder af østen og vesten møder hele tiden hinanden. Som i eventyrerne, som i resten af vores (historie)skrivning om hinanden. I bestemte fortolkninger af ophavet til ordene orienten og occidenten refereres til en betydning af henholdsvis solnedgang og solopgang. Vesten blevet til i østens billede – dem, der så solnegangen, når de så mod Europa, og ligesådan den modsatte vej. Som Edward Said, professoren bag det store idehistoriske værk Orientalisme, siger det: ”Orienten (har) været med til at definere Europa som et billede, en ide, en personlighed eller en erfaring, der afviger fra Orienten”.

    1001 nat har en rammefortælling, der passer ind i vestens etablerede billede af orienten. Den fortæller om en sultan, der har en den uheldige vane, at dræbe sine nygifte hustruer på bryllupsnatten. Kun én formår at overleve. Hun hedder Sheherazade (Shahrazad i Ellen Wulffs oversættelse), og fortæller hver aften en historie for sultanen med en cliffhanger til den efterfølgende nat, der gør, at sultanen med sin hang til institutionaliserede engangsknald, dramatik og begær, ikke kan lade de ofte erotiske fortællinger hænge uafsluttede.

    Vi kender dette orient-billedet. Det fortæller om store herskere, magt, ufrihed, underdanighed, luksus og seksualitet. Og vi kender det helt tilbage fra vores egen tidlige historieskrivning. Herodot fortæller om Perserne, der underdanigt og blindt adlyder herskerens mindste vink. Hvis de kæmper bravt er det ikke af mod, men fordi de frygter kongen, og modsat kæmper grækerne ud fra deres kærlighed til friheden. Perserne bliver desuden karakteriseret ved deres rigdomme og luksus i modsætning til grækerne mådeholdne livsstil.

    Europæerne er frie borgereforside_web_1

    Sheherazade position som (sex)slave for sultanen bekræfter os i den vigtigste europæiske identitetsmæssige ide over dem alle, friheden, dannet i modbilledet til den orientalske ufrihed. Fordommen om ufrihed er en stereotyp i de europæiske beskrivelser af ikke bare Arabien men alt øst for os. Når vi i perioder har stået på god fod med Rusland er de blevet beskrevet som frie mennesker, modsat dem, de sloges med længere østpå, i modsætning til de perioder, hvor Rusland har bekriget f.eks. Polen, hvor vi i alliancens hellige navn med vores nabo, Polen, har beskrevet den russiske kriger som ufri og underdanig. Eller tænk bare på de mange film om Vietnam- og Koreakrigen. Rambo per excellence, der alene, og som fri af overordnede kommandoveje, bekæmper tusinder af lemminge-inficerede asiater, vi ikke kan se forskel på. Hvor de har deres styrke i antal, er han stærk, fordi han er alene og fri med mulighed for at improvisere, gemme sig og overraske. Ikke noget at sige til at vi i dag har fået den ide, at modtrækket til Kinas økonomi er europæisk innovation.

    Islam som sanselighedens religion1001-nat-eventyr-5709624013087-01
    I middelalderens religiøse verden i Europa, var det den arabiske religiøsitet, europæerne havde som modbillede. Islam, som Dante i sin Guddommelige Komedie tildelte en plads i helvedes dybeste regioner, fordi Muhammed som falsk profet opfordrer til sanselighed, erotik og vold, netop det som europæerne senere kom til at kende sultanen fra 1001 nat for. Derfor er de forskellige oversættelser af 1001 nat også i sig selv en historie om Europa. Hvor Gallands udgave fra barokken er kysk er Ellen Wulffs moderne fra 2013 heldigvis ikke bange for seksualiteten, hvis man skal tro anmeldelserne.

    Orienten som despotisk
    Oplysningstidens filosoffer kendte til Orienten gennem vestens mange kolonier. Og Orienten var derfor den nærliggende model at sammenligne sig med, når samfundsforholdene i Europa blev diskuteret. Det gjaldt f.eks. Montesquieu, der i Lovenes Ånd (1748) beskriver Orientens samfund som despotiske med ufrie borgere, der lever under fravær af lov og ret under kejsere, der straffer grusomt og selv lever med stor luksus, begær og arrogance. Og andre taler om den europæiske civilasation som et modstykke til den naturlighed, som orientens borgere er slaver af.

    G. W. F. Hegel beskriver med en oneliner, at mens Orienten ved at kun én er fri, og romerne og grækerne at nogle er frie, så ved den germanske verden, at alle er frie.

    Sultanen i 1001 nat skalter og valter. Og hans solipsisme og uhæmmede luksus er også klangbund, når vi i dag f.eks. læser historikeren Oertel, der er en af de mange, der tolker Romerrigets fald som en orientalisering (1971): Overdrevne restriktioner for individet, høje skatter, en diktatorisk kejserstil, der ødelagde borgerskabets private initiativ og en terroristisk embedsmandsstand ”repræsenterer en bevægelse mod orientalske former for (…) organisation”.

    Det er med andre ord det samme billede, europæerne har brugt gennem mere end 2000 år fra Herodot frem til idag til at beskrive ikke bare orienten, men først og fremmest os selv.

    Billedet overlever kulturens skiftende udtryk
    Når vi i dag ser fuldt påklædte muslimske kvinder på en dansk sommerdag, undrer vi os måske. Nogle bliver endda bebrejdende og vrede. Det er derfor interessant at tænke på, at vi i årtusinder og indtil for få år siden har set på orientens kvinder som sanselige og kropslige, der har kunnet lokket vestens mænd i fordærv. Når vi har ændret synet på de muslimske kvinder, skyldes det næppe flere ændringer i den muslimske kultur, end det skyldes de seksuelle og kønsmæssige revolutioner, som Europa har undergået i samme periode. Men hvordan end vores normer og skikke ændrer sig bevarer vi stadig samme billede af orienten: Før var orientens kvinder ufrie enten i forhold til de patroniserende mænd og despotiske sultaner som i tilfældet med sheherazade, eller de var ufrie i deres kropslige naturtilstand, som europæiske filosoffer så på dem i en fornyet interesse for Orienten i oplysningstiden. Og i dag er de ufrie i forhold til deres religion. De er faktisk unaturligt ufri set i en moderne, sekulær prisme. Tider og skikke ændres, men vores afhængighed af de bestemte fordomme og stereotype billeder forandrer sig tilsyneladende ikke.

    Derfor bør vi læse den nye oversættelse af 1001 og en nats eventyr. Og vi bør læse den, mens vi husker, at den er blevet til netop i mødet mellem østen og vesten, og således fejrer den den uafsluttelige udvekslen mellem øst og vest, hvor vi har gjort den anden til det, der var nødvendigt at den anden var, for at vi kunne være det, vi ønskede at være, og som dermed har gjort østen og vesten til uadskillelige dele af hinanden. Og måske bliver vi ikke klogere af historien, men så må vi blive klogere af historiens fordomme og fjendebilleder, mens vi læser og tænker på, at det var via en mellemstation i Paris, at 1001 nat blev til de billeder af Orienten, europæerne har holdt af lige siden.

    Sesam, luk dig op
    I 1987 ansøgte Marokko om medlemskab af EU med det argument, at da Europa som ide opstår i antikkens middelhavskultur omkring Mare Nostrum er Marokko tættere på det europæiske end for eksempel skandinaviske barbarer. De blev afvist med det argument, at Marokko ikke er et Europæisk land, fordi Middelhavet nu engang er grænsen til Europa. Måske er begge postulater rigtige. Det er umuligt at tænke Europa uden at tænke Østen. Men det er også umuligt at tænke Østen og Vesten uden at lade den anden være og forblive noget andet.

    God eventyrlig læsning!

    Oversættelsesarbejdet af det omfattende værk (4000 sider) har Ellen Wulff stået for er rost i flere anmeldelser.

    Til videre læsning:

    Fremmed og fordærvet, om fordomme og fjendebilleder i historien af Lasse Bo Jensen.
    Artikel om den nye udgave af 1001 nat i information: http://www.information.dk/477978.

    1 Comment "

    Dump og Forsvind!

    august 30th, 2013

    Af højskolelærer Kenneth Degnbol

    Adgangsbillet til samfundet

    Et af efteråret politiske spørgsmål bliver reformen af erhvervsuddannelser. Uddannelserne har gennem længere tid oplevet færre og færre ansøgere og større og større frafald. Det er ikke prestigefyldt at gå på erhvervsuddannelse. Deres status trænger til en rehabilitering. Et tema, som murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye iøvrigt debatterer i den aktuelle bog ‘Kloge Hænder‘ om misforholdet mellem anerkendelsen af de erhvervuddannede og akademikerne.

    Fra mediebilledet at dømme ser det ud til, at der er konsensus om adgangskrav på erhversuddannelserne. Helle Thorning og Lars Løkke, Dansk Industri og LO er blandt dem, der er kommet med forslag om adgangsbegrænsning. Og det er vel en god ide. Flere andre uddannelser har sat kunstige begrænsninger op – ikke for at sortere i et for stort ansøgerfelt, men for at sikre et vist niveau hos de studerende.

    Men hvad så med de mennesker, der ikke kan kvalificerer sig til nogen uddannelse overhovedet? Det er det oplagte spørgsmål, det efterlader sig. Det er den paradoksale situation. Uddannelse er vores billet til samfundet. Ingen vej udenom. Alle skal igennem. Eller i hvert fald de fleste ifølge målsætningen om de 95 procent unge med ungdomsuddannelse i 2015, som regeringen styrer efter. Og samtidig konkurrerer alle uddannelser om ikke at blive bundskraberen, den der tager de sidste, stedet hvor alle garanteres den billet til samfundet, der reelt bliver en fribillet. Indfører erhvervsuddannelser adgangsbegrænsning rykker problemet vel bare videre. En ny skole må blive billetkontoret, der udlover fribilletter.

    Arbejdet som indgang til samfundet

    Måske bør vi udfordre den tanke, at vil har gjort uddannelserne til selve adgangsbilletten til samfundet. Det er formentlig svært i et land, der bryster sig af et højt uddannelsesniveau, Grundtvigs eget land, hvor vi lærer for hele livet, og hvor mange af os fylder uddannelse på uddannelse i en grad, der i den forgangne uge fik en Ph.d. til at kalde os for uddannelsesbulimikere: Nogle af os fylder mere på end vi kan rumme i en næsten sygelig grad. Uddannelser er en del af rettighedstænkningen; jeg har ret til en uddannelse. Og når samfundet samtidig ønsker flest mulig uddannede borgere, bliver det et ensrettet stormløb mod et bolværk, der får svært ved at sortere, sætte niveau, stille krav. Og gavner det i virkeligheden det overordnede uddannelsesniveau? Formentlig ikke, hvis man f.eks. spørger de universitetslektorer, der hvert år ved denne tid ømmer sig over de nyoptagne på deres fakulteter, der ser sig selv som elever fremfor studerende.

    I stedet for uddannelser kunne vi tale om arbejdet som indgangen til samfundet. Ikke i form af at have et arbejde, som i sig selv er prestigefyldt og som derfor bliver en ny grænse for de af samfundet inkluderede og ekskluderede. Men selve det at arbejde, at være arbejdende. Arbejde som både en rettighed og en pligt for at fremelske det solidariske ved siden af det selvrealiserende, som vores samfund har brug for.

    Men hvad med antallet af arbejdspladser? Vi italesætter arbejdet på en bestemt måde. Der er et antal arbejdspladser, vi kan politisk gøre noget for at forøge antallet, og man kan erhverve sig en, hvis man er dygtig og ellers må man motiveres, uddannes, tvinges til flere ansøgninger og logbøger om ugen til man til sidst klemmes ind på sidste mandat. I stedet kunne vi tale om arbejde med en større selvfølge. Vi arbejder, fordi vi tilhører et samfund. Ligesom vi understøtter hinanden økonomisk med velfærdssamfundet fordeling af midlerne, burde vi vel også alle understøtte samfundet ved at arbejde. Og kan man ikke arbejde for en privat arbejdsgiver, så arbejder man direkte for samfundet, ung og gammel, uddannet eller uuddannet. Det er vel og mærke ikke ment som en noget-for-noget-retorik: Du må arbejde for understøttelsen. Men ment langt mere fundamentalt som det at rammesætte værdige rammer for det at være menneske i et samfund. Et samfund hvor alle har adgang, hvor der er stor forskel på med hvilket man bidrager, men ikke om man bidrager. Nogle vil ikke kunne arbejde med det, de er uddannede til, men bevares, det er vi mange, der ikke gør i forvejen. Den nuværende arbejdsløse vil arbejde et antal timer, der svarer til dagpengene eller understøttelsen i en offentligt bestemt funktion. Måske gør pensionisten det samme i det omfang, vedkommende kan. Det sædvanlige modargument vil være, at det vil tage arbejde fra andre og dermed bliver mere arbejde offentligt besørget og det vil blive samfundsmæssigt dyrere. Jeg er ikke ude i instrumentelle løsninger på de helt naturlige problemstillinger, men ude efter at vi lader de problemers økonomisk-rationelle logik bliver bestemmende for, hvordan vi taler om hele arbejdsløshedsproblemet. Der er meget andet på spil. Hele samfundsdeltagelsen, værdigheden og den samfundssolidaritet, som efterspørges alle steder; den automatiske udelukkelse af samfundet som diskussionen om optagelseskrav på erhvervsskolerne kommer til at handle om for de unge og som går videre i arbejdslivet. Og måske skal der ikke være plads til alle på skolerne. Men der er nødt til at være plads til alle i samfundet og adgangen hertil bør være selve det at være arbejdende i samfundet.

    At være arbejdende

    Den tysk-amerikanske psykolog Eric Fromm skelner mellem at være eller at have (titlen på bogen fra 1976). Det sidste kendetegner det moderne samfund. Vi har en masse: uddannelser og jobs, men også sygdomme, børn, karrierer, et CV. Vi gør os til samlere. Dem der har en masse. Og dermed eksternaliserer vi dele af det, vi er. Det udgør et værditab i forhold til det at forstå sig selv som værende rask/syg, smed eller professor, gift, forælder osv. Det vi tidligere slet og ret var, så vi endda skrev arbejdstitlerne på gravstenen: højskolelærer Degnbol I den forstand kunne vi italesætte os selv som arbejdende borgere i lige så høj og almen grad som skattepligtige borgere. Som det, der hører med som en selvfølge til det at være menneske og samfund. Som internaliseret vilkår i stedet for en samling titler på et CV eller for andre mangel på samme.

    Den frie politiske borger

    Filosoffen Hannah Arendt taler om det aktive liv med tre udtryksformer (Menneskets Vilkår, 1958): 1. Arbejdet, der knytter sig til livsopretholdelse, skaffe føde og midler til overlevelse, føde og underholde børn. 2. Fremstillingen, hvor vi skaber nye ting, teknologier, kunst, det der bliver til en merværdi. Og endelig 3. Handlingen, der består i den frie kommunikation mellem individer, udveksling af synspunkter og samliv løsrevet fra kampen for overlevelse; aktivitet mellem mennesker for dets egen skyld.

    Hendes ideal er den græske polis, hvor frie mænd, var frie, fordi slaverne gjorde arbejdet, og derfor kunne de politiske handlinger møntes på samfundets anliggender helt adskilt fra individets anliggender. Hun definerer forskellen på den græske polis og det moderne samfund således, at polis var funderet i frihed, mens det moderne samfund er funderet i nødvendighed. Af de tre udtryksformer for det aktive liv har vi i dag en stor vægtlægning på arbejdet; altså den nødvendige livsopretholdelse. Derfor kommer den moderne politik kun til at handle om fordeling af midler. Og derfor er den moderne politik principielt umuliggjort. Det er svært at skabe ordenlyd for anliggender, der ikke handler om det, der er til individers bedste, fordi vi ikke ytrer os som frie borgere i den forstand som gælder for det aktive livs tredje udtryksform, Handlingen. Analysen trænger dybt. Og den kan virke svær at handle på, for den græske polis er en fjern virkelighed. Men Arendt åbner døren for, at vi netop kan skabe den for det politiskes nødvendige frihed, når vi indgår i forbindelser med hinanden, der kun har aktiviteten selv som formål.

    I et samfund hvor vi arbejdede, fordi det er naturligt, når man indgår i samfund, vil vi sætte os i forbindelse med hinanden på en ny måde. Ikke på en arbejdsplads som erhvervet ejendom, der sikrer mig billet på første parket og råd til et større hus, bil og båd end dem uden arbejde, men i arbejde som et delt vilkår for det at være til og som en solidarisk implikation af det at være i samfund med hinanden. Og når det er et delt vilkår for os alle, vil arbejdets aspekt som en livsopretholdende kamp for at have et arbejde, forhåbentlig nedtones til fordel for blot og bart det at leve med hinanden og arbejde for aktivitetens egen skyld: Der skiftes støttestrømper i hjemmeplejen simpelthen fordi, det skal gøre – primær handling. Og det forhold kommer før diskussionen om, hvem der gør det og med hvilken uddannelse og til hvilken løn – sekundær arbejdsdiskussion (det kursiverede henviser til Arendts termer).

    Solidaritet i det selvrealiserende projekt

    Det senmoderne individ, der søger at være et autentisk udtryk for sin identitet, vil formentlig fortsat se arbejdet som et sted for selvrealisering. Her vil uddannelse og evnen til at forvalte den selvfølgelig spille ind på muligheden for at arbejde med det, han er uddannet til, ligesom det vil betyde noget for løn og arbejdsvilkår. Arbejdet vil i nogle tilfælde være prestigebærende, andet vil være det i mindre grad. Nogle vil arbejde sig frem til prestigen gennem uddannelser og karakterer, andre vil finde andre veje i et mere komplekst billede af, hvad det vil sige at være kompetent. Men i det mindste vil vi ikke sætte barrierer op for selve samfundsdeltagelsen. Om man ikke kunne komme ind på erhvervsuddannelsen, når optagelseskravene kommer fra efteråret eller ikke kunne kvalificere sig til et bestemt arbejde gennem jobsamtalerne, så ville vi i alt væsen være aktive samfundsborgere, der med både ret og pligt var arbejdende – til gavn for værdigheden, solidariteten og forhåbentlig hele den politiske deltagelse.

    6 Comments "