Posts by :

    image_pdfimage_print

    En tilfældig zombies bekendelser

    november 7th, 2013

    Zombier er døde mennesker, hvis hjerne lever videre. Den lever dog i stærkt nedsat funktion, i en slags krybdyrstilstand, hvor eneste signaler der sendes til kroppen er, ”DRÆB”, ”SPIS”, ”DRÆB”, ”SPIS”. Evnen til kognitiv adfærd og kritisk refleksion er, skal vi sige, yderst begrænset.

    Zombier spiser dog ikke hinanden, de spiser kun levende mennesker. Nogle gange et rådyr eller en hund. Det er dog sjældent. Nej, zombier spiser ikke sin egen slags, de fortærer derimod sultent, og uden nogen som helst form omtanke, både voksne, børn, kvinder og mænd og mexicanere, afrikanere, amerikanere såvel som kinesere. De er ikke kræsne, de er grådige. I øvrigt er zombier ligeglade med om offeret er et let offer eller et svært bevæbnet offer. Et offer er et offer.

    http://funny-pics-fun.com/wp-content/uploads/Funny-Zombie-Run-For-Your-Life.jpgNogle mener, at man skal bides af en zombie for at blive til en zombie, men den æder jeg ikke. Det har ligeledes været foreslået, at zombietilstanden kan skyldes en gift og/eller ritualer udført i forbindelse med den caribiske trostradition ”voodoo”, men takket været særligt amerikansk populærkultur, kan vi godt lægge den teori i graven.

    I mange af zombieguruen George A. Romeros film fremgår det tydeligt, at vi alle er potentielle bærere af zombievirussen. En virus som får mennesker, uanset hvordan de omkommer, til at rejse deres døde kroppe for at stavre af sted imod nærmeste offer. I den seneste tids zombieundersøgelser, eksempelvis den særdeles seværdige zombieserie ”The Walking Dead”, viser det sig også, at zombievirussen ikke nødvendigvis overføres ved bid, men potentielt er tilstede i os alle.

    Til fælles har alle zombier, ar de snylter og dræber uden tanke på konsekvenserne. Zombierne udpiner jordens råstoffer (mennesket) og gør sig ingen tanker om, hvad de skal stille op, når der er ikke er flere ressourcer (altså mennesker) tilbage at fortære. Zombiernes altødelæggende ravage på jorden er ubevidst og ureflekteret, de er tilsyneladende ikke engang klar over, at de er i gang med at save den gren de sidder på over og at deres grådighed er en direkte trussel for deres egen eksistens.

     findes i virkeligheden. Det er dog ikke altid, at det er til at se, at en person i virkeligheden er en zombie. Det skyldes, at de zombier som findes i virkeligheden kan tale, de klæder sig pænt, men viser intet tegn på kognitiv aktivitet. Et godt eksempel så man i TV-Avisen i mandags (d. 4. november), hvor bankdirektør i Jyske Bank Niels Erik Jakobsen forsøgte at bortforklare og forsvare, at banken eksplicit rådgiver danske kunder i skatteunddragelse, uden at vise noget tegn på hverken moral eller refleksion. Zombie.

    At nogle bankfolk er smittet med zombievirussen er et skræmmende faktum. Et faktum som dog ikke kun Jyske Bank bekræfter, men som også tydeligt kommer til udtryk i forbindelse med den finansielle krise. Men hvem er ellers smittet med zombievirussen?

    (At kalde Lars Løkke Rasmussen en zombie i forbindelse GGGI-sagaen er for let. Don’t state the obvious. Så det gør jeg ikke.)

    Men først et zidespring.

    Fremtiden er rød

    Det ser godt ud for de røde. Bedre end i mange år. De blå og de nyrige lyseblå virker lettere rystede efter udskiftninger på centrale poster i toppen af hierarkiet. Og selvom den normalt stærkeste røde gruppering er kommet skidt fra start, ændrer det ikke ved helhedsindtrykket. De røde står stærkt.

    Dette skyldes blandt andet et par centrale tilføjelser til de rødes kreative muligheder. To af Premier Leagues (PL) aktuelle tophold, Arsenal og Liverpool FC, som begge spiller i røde trøjer, har således forstærket sig med offensive kræfter, som tilfører fodboldholdene nye muligheder. Mest i iøjefaldende er tyskeren Mesut Özil, der hurtigt har markeret sig som den offensive playmaker, som Arsenal har hungret efter de seneste sæsoner. Også hos Liverpool er offensive kræfter kommet til. Her blev den lille brasilianer Coutinho og den hyperfarlige engelske angriber, og aktuelle PL-topscorer, Daniel Sturridge hentet i vinters og begge har vist sig at være afgørende.

    Hos de rige blå hold, Chelsea og Manchester City, velfinansieret af henholdsvis Mærsk og Saxo Bank … øh, jeg mener naturligvis russiske og saudiarabiske oliemilliarder, er maskinen ikke kommet helt i gang trods vantvittigt dyre indkøb. For de normalt så stærke røde i Manchester United er det helt skidt. Med den nye manager Helle…, jeg mener, David Moyes i spidsen, ligner det en katastrofesæson for de sejrsvante fra Nordengland.

    Opportunismens uransagelige veje

    https://encrypted-tbn0.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcRXVnWNyH_Jpx2eoV8kjGrN8wdWGPjr4CFg6I64FkRGLWqIgPEiFor at vende tilbage til Liverpool FC, så skyldes en del af succesen ligeledes en formmæssig genkomst af holdets kaptajn og bærende spiller Steven Gerrard. Ligeledes skyldes holdets gode takter en opblomstring af den unge Jordan Henderson, som mere og mere ligner netop Gerrard i løbemønster og arbejdsindsats. Det paradoksale ved netop de to spillere er, at de begge for nogle år tilbage nær var havnet hos det stenrige London-hold Venstre. Jeg mener Chelsea. At Steven Gerrard ikke lod sig lokke til London, og dermed stadig spiller i Liverpool, er dog ikke tilfældigt. Han er opvokset i Liverpool og har fået den røde Liverpool-dragt med modermælken. Han er indbegrebet af en ’sosse’. Vrøvl, jeg mener selvfølgelig ’en scouser’.

    Henderson derimod er rekrutteret i Sunderland på den engelske østkyst. At han havnede hos de røde i Liverpool, og ikke hos de blå i Chelsea er mere tilfældigt. I 2011 gjorden den unge spiller kur til begge klubber, og gav udtryk for at ønske at spille for et af de to hold. Begge hold ville også gerne sikre sig den unge ungdomslandsholdsanførers underskrift, men Liverpool blev destinationen, da Henderson var nervøs for den store konkurrence om pladserne hos de blå. Adgangen til rampelyset er lidt kortere hos Liverpool.

    I 2009 støttede Joachim B. Olsen Nikolaj Wammens kandidatur til borgmesterposten i Aarhus, og det siges, at Olsen også forhørte sig om muligheden for et kandidatur til Folketinget hos netop sosserne. Ligeledes udtrykte Olsen sin sympati for sin nuværende partiformand Anders Samuelsen, for måske på den måde at spille på flere heste, præcis som den unge Henderson. Man kan vel sige, at det på den måde er tilfældigt, at Olsen blev et ultraliberalt medlem af Folketingen – frem for et socialliberalt og socialdemokratisk. Olsen ledte efter en plads i rampelyset, og stavrede ureflekteret den vej hvor der var bedst plads til ham. Zombie?

    Det virker i det hele taget som om, at dansk politik er præget af netop den form for politisk opportunisme og en konstant kamp om rampelyset. At Bjarne Corridon er socialdemokrat og ikke venstremand virker tilfældigt. At Thor Möger, Troels Lund, Brian Mikkelsen (find selv på flere) er havnet i deres respektive partier virker heller ikke umiddelbart ideologisk betinget. Zombier?

    Politik er fodbold og zombier

    Det er desværre et temmelig udbredt synspunkt, at det kan være lige meget hvem der har magten, da politikerne alligevel alle sammen er opportunister som render efter rampelyset og som lige så vel kunne spille for Chelsea som Liverpool, for V/K som for S/SF. Og der er noget om sagen. Politik er som fodbold styret af økonomi og tilfældige politiske konstellationer. Men hvor fodbold indeholder elementer af overraskelser, er politik forudsigeligt, og så bliver det kedeligt og ligegyldigt, trods tilfældighederne spil. Tilfældighederne er nemlig hverken overraskende eller udfordrende. Forudsigelige tilfældigheder er kedelige.

    Politikerleden opnår på baggrund af billige ideologier, krydret med GGGI og ’skattekommissionen’, helt nye højder. Og så knækker filmen fuldstændig med historien om, at dansk politik alligevel er forudbestemt af ”Den Trilaterale Kommission” og Bilderberggruppen – og oven i hatten skriver Information, at det som er tilbage at bestemme for danske politikere, bliver bestemt af embedsmænd.

    Danskerne holdes for nar. Men er alle ligeglade. Er vi alle zombier?

    Ja. Vi er alle zombier

    Vores klode hærges af krige, hungersnød og kaos, uden at det tilsyneladende sætter skub i den helt refleksive proces hos danskerne. Mange påstande om en økonomisk fremgang – og en stigende lighed – for og til fordel for verdens fattigste kan desværre let afvises, som det blandt andet fremgår af tal fra FN – og i en lettere læst version i Information.

    Men er der noget at sige til, at vi ikke forholder os til verdens tilstand, når det system som burde behandle problemerne er kedeligere end fodbold og at systemet er smittet med zombiesyge?

    For mit eget vedkommende smelter mig hjerne efterhånden sammen, og udsender kun svage impulssignaler til min krop. Især når jeg læser avisen. Min hjerne lever, men min krop modtager ikke signalerne, og handler ikke nødvendigvis i overensstemmelse med min samvittighed. Det jeg skriver, bliver underligt (ikke sandt?). Zombie. Problemet er, at jeg ikke er blevet bidt af en zombie for at få følelsen af politisk tomhed. Virussen er i mig og i os alle, og den banale ligegyldighed og kynisme lurer under overfladen. Zombiefilmene er på den måde et godt portræt af menneskets evne til at slå hjernen fra, når det bliver ubekvemt eller uoverskueligt at have den slået til.

    Hvad årsagen til zombievirussen er, ledes der naturligvis altid efter, i zombiefilm såvel som i virkeligheden. Er det velfærdsstatens formynderi, som gør mennesket uselvstændigt og urefleksivt, eller er det den altædende kapitalisme, som ikke kan styres, og som skaber ukontrolleret grådighed og menneskeligt armod? Jeg har ikke et svar.

    Det er lige så afgørende at spørge, hvordan zombievirussen uskadeliggøres og standses? I ”The Walking Dead” ledes et samfund af overlevende mennesker af alfahannen, som kaldes ”The Governor”. I nødens stund går denne guvernør så vidt, at han ophæver samfundets interne demokrati, for på den måde at være bedre i stand til at bekæmpe zombiernes fremmarch. En radikal tilgang til at sikre fremtid og sikkerhed.

    Guvernøren tror selv på at han gør det rigtige for at sikre overlevelsen af den tilbageværende menneskehed. Han drives af en indre logik, som fortæller ham, at orden og hierarki er nødvendigt og at systemet er vigtigere end de enkelte gruppemedlemmer. Han tager dog ikke hensyn til, at verden udenfor minisamfundets mure er forandret. Han nægter det faktum, at verden aldrig bliver den samme igen, og i sin desperate virkelighedsflugt holder han sin zombiedatter i live. Han tror at gamle dage er kuren imod det som gamle dage selv har skabt. Guvernøren er som den blinde magthaver, det sande billede af virkelighedens zombier.

    Postludium

    Zombietilstanden i virkelighedens verden skal bekæmpes. Ikke med krudt og kugler, men med et livtag med en den tankegang, som fører i den latente zombietilstand. Eksisterende økonomiske mekanismer og institutioner, såvel som skiftende politiske tiltag, uanset politisk farve, synes at fejle gang på gang og samtidig præsenteres der sjældent egentlige alternativer til de systemer som synes at være årsagen til en stor del af verdens dårligdom. Zombieagtigt.

    Jeg selv formår ikke at præsentere noget alternativ. Jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal stille op. Jeg vil dog kort påstå, at man ikke kan reparere et samfunds dårligdomme med de metoder og systemer som har skabt dårligdommene. Kapitalismen kan ikke rette op på kapitalismens fejl, det samme gør sig gældende med socialismen. En fjerde vej?

    Uddannelse er jo altid et sted at starte. Jeg vil dog ikke skrive meget mere, jeg er zombie, men opfordre til at fremme kreativ, kritisk og kollektiv tænkning i skolerne og herefter linke til denne film. Den er god.

    44 Comments "

    If I can’t dance, it’s not my revolution

    marts 9th, 2013

    Enhver bevægelse bliver ekskluderende hvis den ikke gøres sjov, kreativ og indbydende, og mener man, at højskolebevægelsen skal formes af midaldrende forstandere på talerstole, er det sandt, at denne ingen fremtid har. Opfattes højskolerne derimod som arnested for kreativitet, mangfoldighed og international dannelse i blandt en bred gruppe unge, med forskellig kulturel baggrund, rummer højskolerne derimod et enestående potentiale for at skabe en bevægelse med fokus på at skabe forandring til det bedre.  

    I seneste udgave af Højskolebladet kan man læse, at ”Højskolebevægelsen er død – og har været det længe”. I samme udgave berettes der ligeledes om, at de gamle bevægelser, som højskolebevægelsen, kæmper en dødskamp og langsomt erstattes af enkeltsagskultur. Dette rummer en lille del sandhed, men på samme tid afslører det et forældet og misforstået syn på højskolen, såvel som på hvad en bevægelse kan og bør indeholde. Hvis verden skal forandres til det bedre, skal der handles og udøves indflydelse, det være sjovt at være med og så skal forandringen skal komme fra folket. Men hvor samles positiv energi, motivation og fælles formål på tværs af kultur og politik? På højskolerne, naturligvis. Lad os bruge udviklingsproblematikken og Barack Obama som eksempler.

    Social forandring kræver folkelig bevægelse og en folkelig bevægelse
    Det er afsindigt hårdt at beskæftige sig med verdens realiteter – og egentlig ikke specielt morsomt. Alt for mange mennesker lever i fattigdom, uden rettigheder og under forhold vi tvinger os selv til at ignorere for at kunne falde i søvn om aftenen. Dykker man for dybt ned i fortællinger om kasteløses vilkår i Indien og Nepal, mennesker i Nairobis slum og for krigens ofre i Syrien er nattesøvnen for alvor truet og hovedpinen vokser. Den bekvemme udvej er at erstatte Deadline med The Daily Show med John Stewart, Politikens kultursektion studeres på bekostning af udenrigsstoffet i første sektion ligesom abonnementet på Information for længst er opsagt.

    Dette er ærgerligt, men egentlig ikke hverken uforståeligt og desværre heller ikke uden grund. Det er jo en alvorlig sag at forandre verden og ikke noget man som et enkelt menneske uden videre kan overskue. For at skabe forandring har vi brug for en bevægelse, en sammenslutning af mange individer, som alle har samme overordnede formål. De skal ikke være enige politisk, for fattigdom og nød er ikke et politisk spørgsmål, men de skal være enige om et bestemt menneskesyn og de skal være fælles om troen på positiv social forandring. For nu at foretage et kvantesidespring, kan Obamas 2008-kampagne være behjælpelig med at finde vej, for denne bevægelse.

    ”The story of Now, Self and Us”
    Da Obama i 2008 blev valgt som USA’s præsident, formåede han at gøre budskabet om ”Change We Can Believe In” til et samlende budskab for kampagnefolk og tusinder af frivillige i hvad der nærmest lignede en social bevægelse og hvor befolkningen blev inkluderet i en fælles mission. Men hvordan samlede Obama i 2008 godt 70 millioner amerikanere bag budskabet om forandring, håb og fremskridt? 70 millioner mennesker som repræsenterer et sandt kludetæppe af økonomiske, politiske, og kulturelle synspunkter? Han bød dem til dans og valsede til en stensikker valgsejr over John McCains statistiske og stillestående facon.

    Det første den amerikanske Havard-lektor Marshall Ganz gjorde, da han blev bedt om at få Barack Obama valgt som USA’s 44. præsident, var at gennemføre et centralt princip, som meget vel kan have været afgørende for udfaldet af valget. Ganz understregede vigtigheden af, at alle omkring valgkampen skulle være en del af en fælles fortælling. Fortællingen skulle dog ikke dikteres af kampagneledelsen, som det ofte er tilfældet, men udspringe af de frivilliges egne erfaringer og drømme. Det var med andre ord ikke manden på talerstolen som entydigt lagde en retning for kampagnen, men derimod de frivillige selv.

    Ganz stillede en række spørgsmål til striber af frivillige, ledende politikere og mediefolk og Obama selv. I første omgang bad han dem formulere ”The story of Now”: ”Hvor brænder det – hvad er problemet med verden, lokalt som globalt?”. Herefter bad Ganz folk formulere ”The story of Self”, hvor egne bekymringer og løsninger var i centrum. Han spurgte hvilken rolle den enkelte person spiller i forhold til det store perspektiv og ikke mindst hvilken motivation den enkelte havde til at gøre en indsats for en positiv forandring i USA og verden. Til sidst spurgte Ganz dem alle, hvordan og hvorfor deres overvejelser er relevante for alle amerikanere og hvordan alle amerikanere kunne samles i ”The story of Us”.

    Barack Obama – en politisk fiasko, som er en folkelig succes
    Resultatet af overvejelserne var en bevægelse, hvor den enkelte frivillige følte medejerskab over det samlede budskab. Et simpelt budskab, som alle kunne tilslutte sig og genfortælle overalt hvor de kom frem. Denne fortælling kunne være individuel fra person til person, men kom automatisk til at indeholde en positiv forventning om ”Change”. Og ikke bare forandring. Men forandring vi kunne tro på! Og det virkede. Det virkede i så høj grad at selv Nobelkomiteen faldt i med begge ben og gav Obama fredsprisen udelukkende på en forventning om ”Change”, alt imens dronerne eksploderer over hovederne på folk i Pakistan, Afghanistan og Irak – og helt uden tab af amerikanske soldater.

    Obama blev valgt, og valgt igen og er en kæmpe succes og foregangsmand for alle som ønsker at inkludere frivillige kræfter i arbejdet for forandring. Der var masser af empati og sikkert stort set udelukkende positive intentioner, desværre uden megen mulighed for at sætte handling bag ordene. Forandringen i USA er vanskelig at få øje på og det er ikke sikkert, at komiteen bag Nobels fredspris er ubetinget begejstrede for amerikanernes indsats for fred i Mellemøsten.

    Fælles front i kamp for social forandring er en ’no-brainer’.
    På samme måde må bestræbelserne for større social lighed, belært af erfaringer fra Obamas valgkamp, gøres til en inkluderende og levende bevægelse, hvor det at være bevist om verdens uretfærdighed og have ambitioner om forandring og bæredygtighed ikke være en sur pligt for de få frelste. Derimod skal kampen for social forandring være dansende let, sjov at tage del i og fyldt med kreativitet og mod.
    Når verden skal forandres til det bedre (hvilket ikke er til diskussion), kræver det naturligvis mere end at et enkelt menneskes liv er blevet forandret. Det kræver mere end at en enkelt oplyst højskoleelev formulerer sit krav om social forandring i sin rus efter 4 måneders højskole, hvor fællesskabet har bakket op omkring solidaritet med de mest udsatte i verdens udkantsområder. Det kræver også mere end NGO’ernes ihærdige og utrættelige arbejde og det kræver langt mere end Danmarks første og eneste kompetente udviklingsminister. Det kræver en folkelig bevægelse, hvor det er sjovt at være med.

    Jeg kan kun komme på ét kvalificeret svar, når jeg skal svare på spørgsmålet om, hvor denne bevægelse skal komme fra, og det er hverken fra forstandere, fra bestyrelser eller skribenter på højskolebladet eller denne blog. Men fra højskoleeleverne. For hvem kan bedre gøre kampen for social forandring legende, kreativ og dansende end unge som uden udsigt til eksamen, forventningspres, SU-straf og nedsat kontanthjælp kan koncentrere sig om at diskutere problematikker, som inkluderer selv verdens fattigste.

    Megen kærlighed, men for lidt magt.
    Lad det være klart, at jeg ikke mener, at idealisme og højskoleelevers mulighed for at være skabende i en bevægelse for social forandring kan løse problemerne for verdens fattigste og fastlåste positioner i international politik.

    Altmuligmanden Adam Kahane kender om nogen til fastlåste positioner i international politik. Kahane, som har universitetsgrader i Fysik, Konfliktløsning, Økonomi og sågar excellerer som klassisk cellist, var  med succes medvirkende til at sammenbringe ledende figurer i Sydafrika omkring forhandlingsbordet i forbindelse med ophævelsen af apartheidregimet. Kahane peger i sin bog med den poetiske titel ”Power and Love” på vigtigheden af, at idealismen følges med realitetssans og realitetssansen ikke overskygger idealismen. Magt uden empati kan give store resultater, men er ofte undertrykkende og kortsigtet. Empati uden magt er nyttesløs, men kan også skabe fællesskaber som undertrykker retten til forskellighed igennem manglende sikring af rettigheder og friheder. Martin Luther King udtrykte det således: “Power without love is reckless and abusive, and love without power is sentimental and anemic.”

    Vildere klovn, vildere. Dans!
    På denne blogs facebookside kan man finde et link til en rapport, som peger på, at højskolen ændrer livet. Altså det enkeltes liv. Ikke livet som sådan, forstås. Slet ikke alle menneskers liv. Men forandringen starter ved at individet bevæger sig og denne bevægelse er selve højskolebevægelsen. For at skabe forandring i samfundet omkring os, er det dog oplagt at pege på, at der er brug for et langt bredere elevgrundlag for højskolerne, som Niels Gerner Nielsen også peger på her på bloggen, for at denne bevægelse kan brede sig ud.

    http://sunsite.berkeley.edu/Images/emmaportrait2.jpgDe danske højskolers forskellighed, fagligt såvel som pædagogisk, konstituerende for, at højskolerne kan skabe bevægelse, men forskelligheden kan godt blive større. På tværs af fag, faciliteter, politiske og kulturelle synspunkter kan man som højskoleelev på højskolerne danse (røven ud af bukserne) og på samme tid og sted diskutere menneskelivet – alt imens man har det sjovt.

    For hvem vil være med, hvis det ikke er sjovt? For som kvinderettighedsforkæmperen Emma Goldman engang sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”.

    4 Comments "

    Vi dansker for meget

    november 16th, 2012

    Den almene dannelse har vanskelige vilkår da opfattelsen af denne står på skuldrene af en utilstrækkelig, forældet og nationalromantisk forestilling om danskheden i centrum. De danske højskoler bør derfor gå forrest i kampen for en internationalisering af dannelsesbegrebet og sikre den ualmindelige dannelse.

    Af Ole Buch Rahbek, Mellemfolkeligt Samvirke

    Når begrebet ”almen dannelse” diskuteres og konkretiseres, må man ofte konstatere, at”det nationale” bliver gjort til et meget centralt begreb. Dette sker oftest i det formelle uddannelsessystem men desværre ligeledes i Højskolerne. I det formelle uddannelsessystem – i folkeskolen, på fagskoler, gymnasier, handelsskoler, på universiteter, professionshøjskolerne trives ”det danske” i bedste velgående. Her undervises på dansk i kanoniserede danske klenodier og der fortælles om en ny kolonitids ekspeditioner til Nordpolen for at annektere den arktiske undergrund.

    På højskolerne kommer det forældede dannelsesideal netop til syne via en temmelig snæver lovgivning, eksempelvis når det kommer til muligheden for længerevarende studieture til udlandet – og ligeledes når skolernes jagt på internationale elever begrænses eksponentielt med udsigten til en lavere elevstøtte via EU-midler og CIRIUS-ordningen. Måske skyldes dette et manglende fællesudgangspunkt for højskolernes mission, en mission som ikke må drukne i aldrende højskoleparoler og forældede nationalromantiske forestillinger om samlingen af det danske folk som én monolitisk masse.

    Problemet er, at højskolerne risikerer sin eksistensberettigelse som en skoleform med folkelig oplysning og almindelig dannelse som idealer, hvis ikke der tænkes nyt, anderledes og internationalt. Den almene dannelse i et nationalt perspektiv er er for snævert til at bære en særlig skoleform som højskolerne. Hvis ikke højskolerne udvider læringsfeltet, kan det således være svært at få øje på, hvad formålet egentlig er? Ligeledes kan man forestille sig at elevgrundlaget blandt unge forsvinder, hvis der ikke tænkes nyt.

    Internationalisering af højskolerne

    Kai Hoffmanns ord ”Så Syng Da Danmark Lad Hjertet Tale”  pryder bagsiden af den seneste udgave af Højskolesangbogen. Dette på ingen måde tilfældigt. På højskolerne følges opfordringen flittigt, hvor der synges fra hjertet – på dansk. At højskolesangbogen rummer mange gode sange på dansk, og tilsvarende få på engelsk, er et symptom på en tendens som trækker spor helt ind højskolelovens efterhånden forældede dannelsesidealer. Problemet er, at nationalstaten for længst har passeret sin udløbsdato som det samlende for befolkningens fælles dannelsesidealer.  Det er på tide at spørge, om højskolernes – og nationens – fælles dannelsesbegreb ikke bør gøres ualmindeligt?

    Nogle gange skal man ændre sin praksis for at opnå sand refleksion og højskolerne rummer potentialet til at gå forrest i kampen for forståelsen af verden som en mangfoldig af slagsen. Loven skal ændres således at højskolerne får mulighed for studieture til fjernere destinationer og med længere ophold, der skal gives tilskudsmuligheder for at hente lokale ressourcer ind fra hele verden, som kan berette om personlige erfaringer og herigennem vække til handling iblandt unge og ikke mindst skal højskolerne turde at satse på faglighed med internationale vinkler, medborgerskab og kulturmødet i centrum.

    En del af problemet og højskolernes læringsmæssige udfordring er dog, at det er vanskeligt at arbejde med det globale som begreb, da diskussionerne ofte er baseret på tro og idealer. Dette skyldes at vi har meget ringe adgang til ”det globale” og at vores viden og erfaringer begrænser vores handlekraft og viljen til forandring markant! Et godt eksempel er, at klimakatastrofen ér i gang, og at det tilsyneladende ikke er nok at vise konsekvenserne på tv. Det er bydende nødvendigt at tale med de mennesker som krisen berører, at skabe rum for udveksling af erfaringer og viden, give denne viden videre til andre og dermed skabe grundlag for forandring.  Derfor skal højskolerne ud i verden og tage sagerne ved selvsyn. Fokus for Højskolernes efteruddannelse  for lærere (HPU) må nødvendigvis internationaliseres og gøres relevant i forhold til den virkelighed som omgiver vores eget land og erstatte det antikvariske tilbageblik på højskolernes nationale udgangspunkt. Et udgangspunkt som Grundtvig med stor sandsynlighed ville erstatte med et internationalt den dag i dag.

    Ualmindelig dannelse

    Da Grundtvig formulerede sine tanker om den danske folkehøjskole var Danmark et land i krise. Der var behov for tanker og ord, som kunne samle landet som nation og herigennem opbygge en fælles kulturarv som grundstenen til en velfungerende stat. Tiden er nu anderledes. Det er ikke længere Danmark som skal samle sig, men det er nødvendigt, at verden rykker tættere sammen i behovet for fredelige løsninger på konflikter og kultursammenstød. Grundtvig vidste at et svagt nationalt demokrati ender med ulykkelige kompromiser, sagen er dog, at et svagt international sammenhold ender i ragnarok!

    Ualmindelig dannelse er internationalt udsyn! Når unge danskere ved mere om amerikansk politik end flertallet af amerikanere er de ualmindeligt dannede – når de citerer Kurt Cobain, Bob Dylan og måske Shakespeare og samtidig kan placere Danmark i verden er de ikke blot dannede, men ligeledes folkeligt oplyste i en moderne verden. Idealet er at danne grundlaget for at kunne opbygge sociale relationer på kryds af grænserne og at indsamle viden og erfaringer som omfatter et begreb om internationalt medborgerskab.

    29 Comments "