Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/vidanserforlidt.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Er Johanne en ny Pia?

Engang skulle hele verden være socialistisk. Lighed skulle udbredes til ethvert folkeslag uden om kapitalismens konfliktskabende konkurrence, hvorefter freden ville sænke sig over alle verdenshjørner. Nu, hvor ligheden breder sig i form af en voksende global middelklasse, vil Enhedslisten øge den offentlige sektor og hjemlige investeringer og dermed fastholde den globale ulighed. Hvor blev visionen af?

Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra http://enhedslisten.dk/person/johanne-schmidt-nielsen

Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra http://enhedslisten.dk/person/johanne-schmidt-nielsen

Der er skåret i hjemmehjælpen – 5 millioner timer, siger Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten – så de ældre ikke længere får gjort rent i tilstrækkeligt omfang, kommer regelmæssigt i bad og får frisk luft. De skal sikres med rettigheder, mener hun. Ved at droppe planlagte skattelettelser til erhvervslivet og hæve skatten på kapitalindkomster vil Enhedslisten sikre 3000 nye ansatte i ældreplejen. Men har Enhedslisten tænkt på konsekvenserne af deres målrettede forslag til årets finanslov, eller har de blot overtaget Dansk Folkepartis strategi med isolerede og letforståelige forslag uden blik for helheden.

Et rent og værdigt liv til alle

Det er helt klart uværdigt at være tvunget til at leve i snavs og indeklemt luft, uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold og det bør afhjælpes hurtigst muligt. Men det er jo ikke kun de få svagelige ældre i Danmark, som Enhedslisten vil sikre gennem rettigheder, der lever under sådanne vilkår. Og rettigheder bør vel gælde alle mennesker og ikke kun danskere.

Vores velfærd er truet af den globale konkurrence. Men i andre lande har den globale markedsplads skabt uhørt vækst gennem de sidste 20 år, hvor millioner er hævet ud af fattigdom. De nærmer sig en tilværelse i den globale middelklasse med adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter. Måske får de engang med tiden også råd til lægehjælp, når de bliver syge – og uddannelse til deres børn.

Det er ikke nødvendigvis kernevelfærden i Danmark, der er truet af den øgede konkurrence og den globale omfordeling, man kunne også hævde, at det er vores luksusliv, der er truet.

Velfærd eller luksus

De gamle har opbygget velfærdsstaten, siger Johanne Schmidt Nielsen, og argumenterer for, at de derfor også skal have ordentlige vilkår i deres sidste år. Og hun har da ret. Velfærdsstaten er bygget af de ældre generationer med Marshall-hjælp efter krigen, med EU-subsisierede erhverv og enorm gældsstiftelse, siden 1970’erne, hvor det virkelig greb om sig med sociale rettigheder. I begyndelsen af det tredje årtusinde tog vi så fat på de afdragsfrie lån og købte biler, køkkener og rejser til verdens fjerneste afkroge for belånt friværdi.

Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er.

Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Efterkrigstidens generationer har skabt statsbetalte institutioner, skolegang, uddannelse og uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsforsikringer, veje, kloaker, rensningsanlæg og renovation, læge- og hospitalshjælp, transplantationer, sterilisationer, fertilitetsbehandling, kemoterapi, plejehjem, krisehjælp og hospicer. Til glæde for alle danskere. Vi har oplevet lønstigninger på aldrig før sete niveauer. Vi har købt TV, radioer, stereoanlæg, flere TV-apparater, biler, mountainbikes, en ekstra minibil og en motorcykel for sjov, samt endnu flere mobiltelefoner og dertilhørende abonnementer, personlige computere, flyrejser, storbyferier, skiferier og sommerferier, 5-6 uger om året, hvor vi ikke behøver at arbejde, 2 års dagpengeret, arbejdsløshedsunderstøttelse, barselsorlov, barns første sygedag, sygeorlov, billetter til museer, forlystelsesparker og biografer. Der er da helt overvældende, er det ikke?

Vi har alle sammen været (mere eller mindre) med, og det skal vi da glæde os over. Vi har prioriteret luksus over velfærd. Eller måske har vi ikke prioriteret, men snarere vænnet os til, at alt, hvad der er basalt og nødvendigt i tilværelsen (og mere til), det tager staten sig af. Imens har vi borgere haft frihed til alt det morsomme og luksuriøse. Og det er da herligt. Problemet er blot, at der er andre folk i verden – rigtig mange endda – som godt kunne tænke sig at leve på samme måde, som vi gør.

De har bare ikke fået Marshall-hjælp, men har efter kommunismens fald i 1989 og den Kolde Krigs ophør, langsomt kæmpet sig ind i den globale økonomi, og nu, en 25 år senere, begynder de at mærke velstanden komme til dem. De har fået eller får i løbet af de næste årtier, hvis altså rapporterne fra FNs udviklingsfond holder stik, råd til lidt mere end at stille sulten. De får rent vand, toiletter med skyl og vaskemaskiner og adgang til skole og lægehjælp.

Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980'erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980’erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Indtil videre arbejder disse mennesker for en meget lavere løn, end vi kunne drømme om at gøre – og betaler ofte selv for deres velfærd. Nogle er begyndt at gøre sig som turister, rejser rundt og tager billeder af folk, der kører rundt med børn spændt fast i teltvogne bag på deres cykler og andre eksotiske vaner. Men for et meget stort flertal af verdens befolkning er der endnu lang vej at tilbagelægge, førend de når en vestlig levestandard.

Venstrefløjen forsøger herhjemme at skærme os fra konsekvenserne af den stadigt mere åbne globale økonomi og den deraf følgende konkurrence. Det gør de f.eks. med retorik om løndumping og kapløb mod bunden, som skal signalere solidaritet. Men det er national solidaritet, langt fra socialismens tidligere internationale prætentioner, de signalerer.

Johanne Schmidt Nielsen taler varmt for at øge den indenlandske efterspørgsel med statslige subsidier. I virkeligheden er den kurs en fortsættelse af den Kolde Krigs protektionisme, som kun tjener til at fastholde verdens befolkninger på deres nuværende niveauer; det vil sige den uretfærdige fordeling af goderne, som venstrefløjen altid har beskyldt kapitalismen for at udbrede og fastholde.

Men ifølge FNs udviklingsfond er det færre handelsbarrierer og øget global handel, der danner baggrund for den positive økonomiske udvikling i Asien, Sydamerika og Afrika. Enhedslisten ser ikke, at de jobs, der flytter fra vesten, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske et andet sted på kloden. De ser ikke, at ligheden breder sig, at den globale middelklasse bliver større og at flere og flere kommer til at leve et værdigt liv i selvforsørgelse.

Socialisternes fokus på at øge den offentlige sektor herhjemme og sikre den nationale efterspørgsel gennem subsidierende investeringer er med til at fastholde de dybe skel mellem verdens fattigste og rigeste lande. Kapitalismens konkurrence var åbenbart kun i orden, da den sikrede billige forbrugsvarer til vestens arbejdere. Nu hvor konkurrencen skaber øget lighed mellem verdens befolkninger – det socialismen ellers lovede – er den ikke god nok. Så hvad er egentlig, de moderne socialisters vision for denne verden?

Vi kan alle se, at der er noget galt, når de gamle kun kommer i bad, to gange om ugen. Vi har formodentlig også råd til at løse problemet. Spørgsmålet er blot, om det kan løses ved at udstede statsgaranterede rettigheder. Og det afgørende er ikke, om vi går ind for skattefinansieret velfærd eller brugerbetaling, det hele drejer sig om, hvordan vi prioriterer. Danmark har ikke brug for at Johanne bliver en ny Pia. Verden har ikke brug for flere national-opportunistiske politikere med blikket stift rettet mod det hjemlige. Lokale forhold kan ikke længere adskilles fra globale. Løsningen på den nuværende lokale krise findes ved at støtte den globale udvikling. Og så gør det da ikke noget, at middelklassen vokser i udviklingslande og at flere og flere får bedre vilkår og et værdigt liv i samme ombæring.




Borgens Store Filosoffer

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole.

Der er mange måder, hvorpå vores politikere minder om de store gamle filosoffer. Det er ganske vidst ikke altid det indtryk, man får, når man følger årets gang på Christiansborg. Gør man det, kan man nemt blive i tvivl om, hvor man bør sætte sit kryds, da også politikerne ofte virker som nogen, der tvivler på deres egne holdninger.

Helle Thorning Schmidt (S) kan både gå ind for efterløn og for afskaffelsen af samme. Lars Løkke Rasmussen (V) kan tale om lettelser i topskatten for de rigeste og om ikke lettelser i topskatten til de rigeste. Indføre fedtafgift og ville afskaffe den igen. Thulesen Dahl og DF kan være med til at afkorte dagpengeretten og have lyst til at forlænge den igen. Det er som om, politikerne ikke forstår, at deres love har konsekvenser, og at det derfor ikke er hip som hap, hvad de siger, mener og gør.

Der skal være plads til at ændre holdninger, hvad skulle vi ellers med frihed og demokrati? Og det er jo ikke på samme tid, Thorning og Rasmussen mener noget forskelligt om det samme.  SFs politiske ordfører Jesper Pedersen kan til gengæld i samme åndedrag indrømme, at der ikke er fattige i Danmark og samtidig bekæmpe fattigdom i Danmark. Indtil videre har vi diskuteret absolut og relativ fattigdom, SF opererer nu også med en slags metafysisk fattigdom (og for at bekæmpe den, må vi jo hæve skatterne). Det strider mod kontradiktionsprincippet,* som Aristoteles formulerede det, og fører til ovennævnte absurditeter.

Fornuft og Forbud

Der er ingen grund til at fortvivle. En nøgle trukket hen over medielakken afslører hurtigt et ekstra lag hos de folkevalgte. Ikke nok med at de vil os det bedste, de kan også være morsomme og tankevækkende. Hvem morede sig eksempelvis ikke over Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsens (LA) fattigdomsdiskussion i det sene 2011.

Og tankevækkende er det, når Karina Lorenzen, SFs forbrugerordfører, siger således: ”Jeg synes ikke, der er noget galt med forbud, hvis de bliver udstedt af fornuftige mennesker. Og vi er jo fornuftige mennesker i SF. […] Det er alt for kompliceret for almindelige borgere at overskue, hvad der er usundt, og hvad der ikke er.” Hun minder mig om den store filosof Platon, der levede fra 427 til 347 fvt – og navnlig Platons Hulelignelse.

Jan Saenredam (1565–1607) har her illustreret hulelignelsen fra Platons værk Staten. Vi ser, hvordan flertallet forfærdes, skræmmes, glædes og diskuterer skyggebillederne i øverste højre hjørne i den tro, at det er virkeligheden. Længere står en flok mere indsigtsfulde personer, som enten har været helt uden for hulen eller står og samler mod til at gå ud i det hårde dagslys. Fra solen stråler sandheden om det gode lige ned i øjnene på folk og forvandler dem til filosoffer og politikere. Man kan sige, at regler, regulativer og lovforslag nærmest stråler direkte fra solen, gennem filosofferne og ned på befolkningen nederst i hulens mørke.

Til forskel fra Lorenzen så Platon ikke verden som kompliceret, snarere som et blændværk. Eller rettere; de fleste mennesker lever i illusionernes verden, mente han – dog ikke filosofferne. Nu om stunder ved befolkningen ikke, hvad der er godt for dem selv. Og den lytter ikke til politikernes oplysningskampagner. Platon havde et lignende problem – måske grækerne havde filosof-lede, sådan som vi nu har politiker-lede. Selv de bedste filosoffer oplever, at folket flest finder dem komplet ubrugelige. Men Platon fastslog at skylden ikke ligger hos filosoffen, men hos den, der ikke forstår at bruge filosofien (jf. Staten 489b).

Platon tog temmelig radikale midler i brug. Han ville afskaffe al ejendomsret – også den over kroppen – og lade filosofferne administrere opdragelsen af samfundets borgere. Han var heller ikke demokratisk sindet. Det virker mere nutidigt at lade borgerne administrere deres egne midler i hvert fald i et vist omfang. Man kan jo altid forsøge at hjælpe den private administration af indtægterne med en smule afgifter (altså på den del indtægten, der ikke er pålagt indkomstskat).

Sandheden er sund og simpel

Politikerne har jo ret i, at verden er kompliceret og derfor er det nødvendigt med folk, der kan forklare noget af denne kompleksitet for befolkningen og finde ind til det mere langtidsholdbare i al omskifteligheden. Og man kan se det: usund livsstil er tydeligvis forbundet med kort uddannelse. Platons filosoffer skuede klart forskellen mellem verdens illusoriske fænomener og så det evige og virkeligt gode. Og det gode er både simpelt og sandt. Jeg tænker, at Platon helt sikkert ville vælge sushi frem for flæskesteg og brune kartofler, havde han levet i dag. Og det er ikke blot på grund af det gode ved sushien, det er ligesom også sværere at bevare de klare linjer, når den brune sovs flyder sammen med rødkål og kartoffelkrummer. Den sunde krop holder længst, den er med andre ord tættere på evigheden (og det guddommelige), end den hedonistisk arede, usundt ødelagte krop.

Og her har vi et problem: Befolkningen bliver mindre og mindre evig. Den motionerer for lidt, spiser usundt, bliver tykkere, får diabetes etc. Og hvis sjælen er sund i et sundt legeme, hvad er den så i et usundt? Måske skal vi bare smide Mcdonalds ud af landet, som Özlem Cekic foreslog?

Der er alt for mange fristelser. Det skønne, det gode og det sande er simpelt – minimalistisk. Og det er netop filosofferne hos Platon, der er i stand til at lave denne distinktion mellem ”det evige og uforanderlige” og ”fænomenernes mangfoldige og stadige skiftende verden”, og derfor er det filosofferne, der skal køre showet (Staten 484b). I dag er det soleklart, at det er politikerne, der kan skelne mellem det, der giver et sundt, langt og produktivt liv og supermarkedernes ugentlige slagtilbud i farvestrålende emballager.

Derfor er det også politikerne, der ”[…] skal sørge for, […] at der bliver skabt rammer, som gør det nemmere at vælge at leve sundt”, som Lone Dybkjær i sin tid sagde, da hun var sundhedsordfører for de Radikale. Og rammer rimer på afgifter.

Politikkerne skal høre for meget, også her, og det er måske ikke rimeligt. De er jo, som Platons statsfilosoffer, forpligtede i kraft af deres indsigt. Desværre findes der en lille undersøgelse, der forsigtigt antyder, at befolkningen sparer på de sunde fødevarer, når priserne hæves for at få råd til de farvestrålende slagtilbud. Det ser altså ud til, at befolkningen har sin egen vilje. Det er også forbandet, der er så hyggeligt i hulen foran skyggebillederne.

Note

* Den bærende ide i modsigelsesprincippet (kontradiktionsprincippet) er, at noget ikke kan være sig selv og det modsatte på samme tid.  A kan ikke være B og ikke-B på samme tid. Der ligger det i det, at hvis vi skal tale fornuftigt sammen, nytter det ikke, at vi påstår et og det modsatte om tingene.