Bliver man en bedre læge af at se på kunst

Almen dannelse. Gymnasierne skal igen reformeres, hvorfor bølgerne rejser sig og der tales om hor og prostitution, fagsammenlægninger og mere fokus på naturvidenskab. Personligt har jeg ikke noget imod hverken det ene eller det andet, da jeg altid har fundet det frugtbart, berigende og erkendelsesbefordrende at blande ting sammen; der skal mere end en god råvare til et godt måltid. Hvad der dog kan irritere mig, er manglen på konkretion: Hvad der det egentlig den der almene dannelse og brede orientering er godt for? Her kommer et par svar.

På Højskolerne opererer vi med noget, der kaldes UBAK. Det er en forkortelse af Undervisning af Bred Almendannende Karakter. Ifølge loven skal undervisningen på en Højskole bestå af mindst 50% UBAK og det er fedt, fordi viden, indsigt og kunnen på et felt ofte skærper evnerne og idérigdommen på et andet felt. Mon ikke en person, der er vanvittig dygtig til litteraturanalyse, også er i stand til (sammen med andre) at analysere diverse strategiske og taktiske aspirationer i – lad os sige, et udenrigspolitisk udspil fra Vladimir Putin.

Fred Kaplan, forfatter til Dark Territory. The Secret History of Cyber War, fortalte søndag 24/4-2016 til Fareed Zakaria på CNN-magasinet Global Public Square, at Reagan i sin tid var blevet opmærksom på cyberspace som et sikkerhedsspørgsmål, fordi han havde set filmen Wargames fra 1983 – altså nærmest før internettet var en realitet. Wargames handler om en ung mand, der hacker sig ind i et militærsystem, hvor han forveksler virkelighed med fiktion. Han tror, han spiller et fiktivt spil og er tæt på at udløse den virkelige 3. Verdenskrig. USA’s daværende Præsident, Ronald Reagan så filmen og kunne ikke slå den ud af hovedet, og ved næste sikkerhedsmøde fortalte han om filmen, mens sikkerhedsrådgiverne vendte det hvide ud af øjnene, og han afsluttede med spørgsmålet om, hvorvidt filmens scenarier ville kunne finde sted i virkeligheden. Ugen efter da militærfolkene havde undersøgt spørgsmålet, fik Reagan svaret: ”Ja, det kunne det, og det var meget værre, end de troede.”

Der skulle et indspark fra underholdningsbranchen til, og en Præsident der gav sig tid til at se film, førend man blev fuldt opmærksom på de potentielle sikkerhedstrusler i forbindelse med det elektroniske net, man var ved at skabe. Åbenbart ikke en tanke fagfolkene var kommet på.

Egå Ungdoms-Højskole på Musee d'Orsay, Paris, efteråret 2015. Emilie ser på Monet

Egå Ungdoms-Højskole på Musee d’Orsay, Paris, efterår 2015. Emilie ser på Monet.

I In defense of a Liberal Education fra 2015 fortæller Zakaria, hvordan 20 medicinskoler supplerer deres undervisning i observation og diagnosticering med studier af kunst. De følger Irwin Bravermans fra Yale School of Medicines eksempel. Braverman vurderede i 1998, at hans studerende var for ringe til at observere og stille diagnoser, hvorfor han i samarbejde med Linda Friedlander fra Yale Center for British Art arrangerede et kursus i kunst for 100 medicinstuderende, som igennem forløbet skulle iagttage og forholde sig til de mange lag i kunstværkerne. De studerende, der deltog i kurset var bagefter langt bedre til at stille diagnoser.

Jeg kunne komme med flere eksempler, men disse er formodentlig tilstrækkelige til at slå pointen fast.




Rosa Parks og den danske forbindelse

Måske havde Folkehøjskolerne allerede udspillet deres rolle. Kongerigets analfabetiske almue var blevet en nation af oplyste, velorganiserede mennesker, der tog ansvar for sig selv, hinanden og landets økonomi. Myles Horton var skuffet, måske han lige så godt kunne rejse hjem til USA igen.

Det gjorde han dog ikke. Han blev i Danmark og fandt, hvad han søgte, lod sig inspirere og rejste så tilbage og grundlagde i 1932 Highlander Folk School i Appalacherne i Tennessee. Her ligger den endnu, og skønt fremtrædende borgerrettighedsforkæmpere som Martin Luther King og Rosa Parks, samt sangskriveren Pete Seeger havde deres gang på stedet, er skolen forholdsvis ukendt. Også i USA fortæller Michelle Yi-Martin, som til daglig underviser i amerikansk historie og litteratur på San Francisco School, som i foråret besøgte Egå Ungdoms-Højskole, man skal til de såkaldte ”renegade writers” for at finde Highlander omtalt som en vigtig del af amerikansk historie.

 

Undervisningen består som oftest af studiekredse, hvor kursisterne sidder i hver deres gyngestol i en kæmpe rundkreds. Foto af Michelle Yi-Martin

Undervisningen består som oftest af studiekredse, hvor kursisterne sidder i hver deres gyngestol i en kæmpe rundkreds. Foto af Michelle Yi-Martin

 

Myles Horton og Highlander Folk School

Jeg kendte ikke til den fascinerende historie om Horton, Highlander, Borgerrettighedsbevægelsen og Grundtvig før Michelle besøgte os i Egå, men nogle af de ældre i Højskolebevægelsen kender den selvfølgelig og Højskolebladet bragte i både 1983 og 1990 artikler om Horton og de danske folkehøjskoler og Ebbe Kløvedal-Reich kunne også berette historien. Nu fortæller jeg den, sådan som vores kursister og jeg fik den overleveret af Michelle.

Myles Horton havde læst marxisme, religion og samfundsforhold og det er primært pga. det første, at hans historie ikke omtales i det amerikanske uddannelses-curriculum – socialisme er som bekendt en form for anti-amerikanisme, det onde selv. Skolen var i mange år overvåget af FBI og Horton selv måtte flere gange ind og ruske tremmer.

Anti Highlander billboard, Martin Luther King Jr. på kommunistskole. Kampagne mod Highlander folk School 1965. Foto fra Highlandercenter.org

Anti Highlander billboard, Martin Luther King Jr. på kommunistskole. Kampagne mod Highlander folk School 1965. Foto fra Highlandercenter.org

I 1930 i Chicago møder Horton et par mænd med danske aner, Enok Mortensen og Åge Møller, der beretter om de danske folkehøjskoler. Horton vil have syn for sagn og rejser i 1931-32 til Danmark. Som nævnt er han i første omgang skuffet, men han lærer sig dansk, bliver bekendt med Grundtvigs tanker og finder efterhånden det, han var rejst ud efter på den Internationale Højskole og på Arbejderhøjskolen i Esbjerg.

Han rejser tilbage og grundlægger sammen med en anden bjergboer Highlander Folk School med det sigte at organisere mine- og skovarbejdere i Appalacherne. Han forklarede meget præcist, hvad det var ved Højskolens ”pædagogiske” tilgang til oplysning, der havde inspireret ham: ”Vi ville ikke selv oprette fagforeningerne. Vi ville oplyse folk, så de selv kunne finde ud af det. Ligesom folkehøjskolerne i Danmark ikke lærte folk at oprette andelsselskaber, men fik dem til at vågne op, gav dem idealer, lærte dem at tænke selv. På samme måde ville vi vække folk til forståelse af egne muligheder og evner – baseret på respekt for folk med de evner, de har”, forklarede han Jakob Krøgholt i 1983.

Michelle er i Danmark af samme grunde som Horton den gang var, selvom hun er fra den progressive San Francisco School, fornemmer hun, som mange af os herhjemme, konkurrencestatens snærende bånd og ønsker at opleve stemningen, samværet og ånden på en dansk folkehøjskole for at finde ud af, om undervisningen kan tilrettelægges anderledes og – måske – med større respekt for de evner, boglige eller ej, den enkelte elev er i besiddelse af.

Michelle med, Augusta og William, et par elever fra Egå Ungdoms-Højskole.

Michelle med, Augusta og William, et par elever fra Egå Ungdoms-Højskole.

Raceadskillelse og borgerrettigheder

Dengang var det forbudt for hvide og sorte at være sammen. Men de var det alligevel på Highlander. Og det er vigtigt, forklarer Michelle, de sorte kom der og de lærte at organisere sig. At det var forbudt for sorte og hvide at være sammen er selvfølgelig et understatement: Det kulturelle klima var ekstremt fjendtligt. Ku Klux Klan marcherede skamløst på Capitol Hill, små lyshårede piger demonstrerede for segregerede skoler, mens Ruby Nell Bridges på første skoledag måtte eskorteres af fire US Marshalls på grund af sin hudfarve.

Rosa Parks var ikke bare en undertrykt sort kvinde, der en dag fik nok og ikke ville flytte sig for en hvid mand i bussen. Hun var en sort, undertrykt kvinde, men organiseret og fordi hun var det, var det muligt at skaffe den fornødne opmærksomhed omkring hendes arrestation. Den efterfølgende busboykot i Alabama og de store marcher med Martin Luther King i spidsen, samt talrige andre demonstrationer og aktiviteter, skabte det pres, der efterhånden fik politikerne til at give efter og tildele de sorte borgerrettigheder – og det arbejde fortsætter.

Michelle understreger kraftigt organisationselementet. 9 måneder før Rosa Parks nægtede at rejse sig for en hvid person i Montgomery, Alabama ca. 600 km syd for Highlander blev Claudette Colvin arresteret for nøjagtig det samme – og før hende havde flere andre vist samme form for civil ulydighed – og skønt hun var uddannet og oplyst og medlem af The National Association for the Advancement of Corlored People (NAACP) fik hendes aktion ikke samme gennemslagskraft, som Rosa Parks gjorde. Neville Brothers skrev senere sangen Sister Rosa til Parks og hyldede hende for at have tændt gnisten. Fra Highlander fik man også organiseret læseundervisning til de sorte, så de kunne klare den sprogtest, der dengang var nødvendig for at opnå stemmeret og mestendels var skabt for at afholde de sorte, som ofte var analfabeter, fra at stemme.

I 1968 blev enhver form for segregering ophævet og kendt forfatningsstridige, men som den seneste tids race-uroligheder i Ferguson, St. Louis, Missouri og den institutionaliserede forfølgelse af afro-amerikanere viser at der stadig er langt til ligebehandling, og at forfatninger og lovgivning ikke er tilstrækkelige midler til at nå dertil.

Kilder udover diverse links i teksten:

Michelle Yi-Martin, San Francisco School,

“Fra Grundtvig til Tennesses bjerge. Jørgen Steen Madsen. Højskolebladet 1990
“USA – mennesker og meninger (7), Highlander og Myles Horton.” Jakob Krøgholt, Højskolebladet 1983.




Religion, Tillid & Kritisk Sans

Ny forskning antyder at kritisk sans og tillid er meget tæt associeret. Er man meget kritisk, er det fordi man ikke rigtigt stoler på afsenderen af det, man forholder sig kritisk til. Er man tillidsfuld, er man ikke speciel kritisk. Hvad kunne det gå hen og betyde for den demokratiske samtale – og for lærer-elev forholdet?

Vi må formode, at langt de fleste danskere har kritisk sans. Hvis man tvivler på sandheden af det udsagn, kan det 1) hænge sammen med at vi ikke bruger den, eller 2) at vi har tillid til afsenderen af de udsagn eller agenten for de handlinger, vi burde forholde os kritisk til.

Jeg kom på sporet af mekanismerne bag den kritiske sans, da jeg i november 2014 faldt over en kapitel om religion i Hjernen: Fra Celle til Samfund. Jeg var godt inde i et forløb på Egå Ungdoms-Højskole, jeg kalder Hjern & Sans, og fandt her en rimelig overskuelig artikel, der fortalte om kontrolgrupper, og hvordan man når frem til distinkte og signifikante resultater i hjernescanningsforsøg. Godt til den almene dannelse af eleverne, og samtidig med virkelig interessante resultater, der lægger op til både diskussion og spekulation.

Egentlig handlede kapitlet om ”Den Religiøse hjerne: om Bøn og Følelsen af Guds Nærvær.” Det er skrevet af Postdoc Uffe Schjødt fra Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Det social-kognitive netværk

I kapitlet forklarer Schjødt i første omgang, hvordan man ved tidligere forsøg har kortlagt det, man omtaler som det social-kognitive netværk. Det fandt man ved at fortælle personerne i et skanningsforsøg, at de spillede et spil mod henholdsvis et rigtigt kødeligt menneske og mod et computerprogram. I virkeligheden spillede alle hele tiden mod computerprogrammet, men når forsøgslederne bildte forsøgspersonerne ind, at de spillede mod en person var der aktivitet i parasingularis, et område forrest i hjernen, som grænser op til Singularis, samt et område i den bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS). Det er områder, vi ved, har at gøre med opfattelse og genkaldelse af kropslige bevægelser (kropssprog), hvoraf vi ofte udleder andres intentioner, og med omsorg, opmærksomhedsskifte og kontrol af emotioner (se figur 1).

Figur 1. Det social-kognitive netværk - sådan nogenlunde. Parasingularis (forrest på venstre hjerne). Bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS på højre hjerne). Min illustration.

Figur 1. Det social-kognitive netværk – sådan nogenlunde. Parasingularis (forrest på venstre hjerne). Bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS på højre hjerne). Min illustration.

På baggrund af disse undersøgelser opstillede Schjødts hold et eksperiment, hvor de bad en række indremissionske personer om at 1) bede en improviseret bøn i hjerneskanneren. At ligge i en skanner er en noget kunstig situation, men forsøgspersonerne blev udvalgt, fordi de fortalte, at de ofte kunne finde på at bede en improviseret bøn på cyklen eller i bussen til og fra arbejde. De var altså vant til at bede i meget forskellige situationer og derfor regnede forskerne med, at den hjerneaktivitet, de ville kunne registrere, svarede til den normale aktivitet ved disse menneskers bøn.

I skanneren skulle forsøgspersonerne også 2) ønske til julemanden, de skulle 3) bede fadervor og 4) fremsige en børneremse. De forskellige opgaver skulle gøre det muligt at se forskel på forsøgspersonernes hjerner, når de følte guds nærvær og når de ikke gjorde det.

Gud er en ven

Det interessante ved forsøgsresultaterne var, at de ligner dem fra computerspilsforsøget. For de indremissionske forsøgsdeltagere er julemanden lige så meget kød og blod som computeren, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveres, når de beder en personlig bøn til gud.

Selvom både juleønskerne og bønnen kan ses som personlige henvendelser til et væsen af nogenlunde samme ontologiske status – i hvert fald for en ikke-religiøs – er der altså signifikant forskel på hjerneaktiviteten hos indremissionske.

En lignende forskel gjorde sig gældende mellem børneremsen og Fadervor. Børneremsen lirede man af, som om der ikke var nogen modtager, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveredes mærkbart ved fremsigelsen af Fadervor – dog knap så signifikant som ved den personlige bøn.

Kritisk sans er et spørgsmål om tillid

I et efterfølgende forsøg ville Schjødts gruppe undersøge hvilken rolle vores forventninger kan have i forbindelse med forbøn. Man ved fra hypnose og placeboforskning, at vores forventninger til behandleren har ret stor betydning for oplevelsen af behandlingens virkning. Det er derfor nærliggende at spørge, om den religiøse oplevelse kan påvirkes af personens forventninger til afsenderen i forbindelse med forbøn?

Hvis du får at vide, at personen der beder for dig er kendt for at udvirke mirakler, hvordan vil det så påvirke dig? Det var spørgsmålet. Og til denne undersøgelse benyttede man 18 medlemmer fra en frikirke med karismatisk praksis, samt 18 ikke-religiøse mennesker.

Der var selvfølgelig ingen udslag hos de ikke-religiøse. Dem kan du bede nok så meget for, de er ligeglade, de har ingen forventninger til at overnaturlige væsner kan hjælpe med noget som helst; om du så har ry for at stå i direkte kontakt med Kristus.

Hos de frikirkelige var det imidlertid en anden sag. I forsøget havde man fået den samme ”almindelige” kristne til at indlæse 3 bønner for forsøgspersonerne. Imidlertid fortalte man personerne i skanneren, at afsenderne var forskellige, nemlig en ateist, en kristen og en kendt helbreder. (se figur 2).

Figur 2. Forreste venstre del af prefrontal korteks, hvor Schjødt fandt øget aktivitet, når forsøgspersonerne var skeptisk indstillede over for bønnernes virkning. Det er et område, man mener er med til at holde umiddelbare sansninger op mod vores erfaringer af verden. Min illustration.

Figur 2. Forreste venstre del af prefrontal korteks, hvor Schjødt fandt øget aktivitet, når forsøgspersonerne var skeptisk indstillede over for bønnernes virkning. Det er et område, man mener er med til at holde umiddelbare sansninger op mod vores erfaringer af verden. Min illustration.

Hvis det er den kritiske sans dette forsøg har fat i, så var der fuldt blus på hos de frikirkelige, når ateisten bad for dem – og det manglede vel bare. De kunne heller ikke helt sænke den kritiske barriere over for den ”lunkne” kristne (man ved jo aldrig helt om de folkekirkelige virkelig tror på gud eller ”noget større” eller om de måske bare har sten i skoene). Men når den ”karismatiske” helbreder tog ordet, så faldt alle barrierer, og de kastede sig ud i troens 70.000 favne. Men husk, det var den samme, der bad bønnerne, så forskellen må komme inde fra forsøgspersonerne selv og deres forventninger til bønnens virkning.

Politisk tilhørsforhold sløver kritisk sans

Forskerne ville med dette forsøg undersøge, hvordan følelsen af guddommeligt nærvær opstår. Det er mig, der spekulerer videre og taler om kritisk sans. Forskere må af en eller anden grund ikke spekulere. Filosoffer må spekulere ud af det blå, men naturvidenskabsfolk må ikke spekulere ud fra empirisk data. Hvad siger det, om kritisk sans og kritisk tænkning?

Jeg vil spekulere, ekstrapolere og generalisere. Er det sådan at disse forsøg kan sige os noget om politisk tænkning.

Kritisk sans synes at hænge sammen med tillid. Det virker jo indlysende, at du ikke føler trang til at være kritisk, hvis du i forvejen stoler på et menneske, hvad enten det skyldes personligt kendskab eller personens gode ry og rygte.

Børn stoler umiddelbart på deres forældre og ville være ilde stedt, hvis ikke de gjorde det – eller hvis de rent faktisk ikke kan stole på deres forældre. Er der skepsis, så er der også mistillid. Det er interessant i en pædagogisk sammenhæng og ikke mindst i et lærings-perspektiv. Det her synes nemlig at antyde, at lærerens autoritet kan have sit udspring i elevens tillid. Hvis læreren altid viser eleven, at han eller hun er der for elevens skyld, og hvis eleven tør stole på, at det læreren vil med eleven, også er til elevens bedste, så følger autoriteten heraf og miraklet kan opstå.

Men hvad så med politikken? For ikke længe siden offentliggjorde Anders Samuelsen en undersøgelse vedrørende partilederes troværdighed. Historien var vist den, at han altid scorede lavt i troværdighed, når de andre partier lavede lignende undersøgelser. Så måtte Liberal Alliance jo lave deres egen, og tænk om ikke det viste sig, at Anders Samuelsen betragtes som den mest troværdige partileder af Liberal Alliances medlemmer (se figur 3).

Figur 3. Anders Samuelsens undersøgelse af partiledernes troværdighed i følge deres partimedlemmer. Undersøgelsen viser at Liberal Alliances vælgere er dem, der har størst tiltro og tillid til deres partiformand. Eller at Liberal Alliance har de mindst kritiske vælgere. Skemaet er, i oplysningens tjeneste, planket fra Anders  Samuelsens facebookside.

Figur 3. Anders Samuelsens undersøgelse af partiledernes troværdighed i følge deres partimedlemmer. Undersøgelsen viser at Liberal Alliances vælgere er dem, der har størst tiltro og tillid til deres partiformand. Eller at Liberal Alliance har de mindst kritiske vælgere. Skemaet er, i oplysningens tjeneste, planket fra Anders Samuelsens facebookside.

Problemet er bare, at alle de andre partiledere også betragtes som de mest troværdige af deres respektive partiledere. Og det er et problem – hvis altså mine spekulationer og generaliseringer har noget på sig – for så har den kritiske sans ringe kår i politik, og hvis den kritiske sans har ringe kår, så har det bedste argument det også. Vi lytter ikke til det, der bliver sagt, men lader i stedet barrieren falde, når dem, vi i forvejen tror os enige med, udtaler sig.

Men lad os se på den lyse side og lade konklusionen være den, at vi kan forbedre demokratiet. Det kræver blot lidt kritisk sans. Og den kunne vi forsøge at forbedre ved at kaste et slør ud over afsenderen. Når du hører et politisk udsagn, så lad som om, du ikke ved hvorfra det kommer og forhold dig udelukkende til ordene og argumenterne.




Teenagere SKAL sove længe

De unge på Egå Ungdoms-Højskole sover ikke længe, de får bare dækket deres naturlige søvnbehov. Og sådan burde det være alle andre steder i uddannelsessystemet. Man bør således ikke tøve et sekund med at ændre ungdomsuddannelsernes mødetider i forbindelse med en kommende reform. Resultatet vil være glade, mere motiverede og lærevillige elever.

”Har fornøjelsen af at være formand for en skole, der planlægger evidensbaseret fremfor bare at følge gamle vaner”, skrev Dennis Nørmark i en statusopdatering om søvn-politikken på Egå Ungdoms-Højskole.

En stor del af Danmarks befolkning diskuterede teenageres søvnmønstre i begyndelsen af november 2014. Det hele begyndte med Signe Gads læserbrev i Politiken, hvorefter debatten bredte sig til Jyllandsposten, Reporterne på Radio24syv (11/11), Ekstrabladet, TV2; ja, og tænk engang, til Norge. Og selvfølgelig alle med den let provokerende vinkel, at de unge får lov at sove længe. Men sådan er det ikke, vi giver dem blot en mulighed for at få dækket deres naturlige søvnbehov: Det manglede da bare.

Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret – og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede Jyllands-Postens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre.

Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret – og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede Jyllands-Postens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre.

Mangel på søvn er tortur

Mangel på søvn ødelægger hukommelsen og koncentrationsevnen, hæmmer (eller ødelægger) hjernens udvikling. Desuden er søvnmangel associeret med fedmeproblemer, hjertekarsygdomme og depression. Og så er det et yndet tortur-middel at tage søvnen fra folk.

Tænk, hvis vi kunne ændre noget her i verden blot med henvisning til det meningsfulde og behagelige? Det kan man ikke, og det gjorde vi heller ikke. Vi ændrede mødetiderne, fordi vi døjede med søvndrukne elever. Og sådanne er svære at oplyse og danne, og da netop oplysning til livet er formålet med en højskole, måtte vi gøre noget. Nu spiser vi morgenmad fra klokken 9.00 til 9.45, og begynder undervisningen klokken 10.00.

Det er flere år siden nu, og jeg husker ikke de præcise omstændigheder. Pludselig var der bare en del viden, der dukkede op på samme tid og fik en løsningsmodel til at materialisere sig. Bevæggrundene var de følgende:

  • Samfundet havde udviklet sig fra et landbrugs- og industrisamfund til et videns- og servicesamfund.
  • Vi fik ny viden om teenagehjerner.
  • Og endelig faldt vi over Camilla Krings artikel om søvnmønstre og eksamensresultater.

Disse tre faktorer gjorde os i stand til at ændre på tingene. Ikke alle ansatte på skolen var lige begejstrede for idéen, men det blev besluttet at vi skule forsøge os. Samfundet havde ændret sig på en sådan måde, at det ikke længere gav mening at insistere på at møde klokken 8.00.

Samfundsforandringerne

At samfundet har forandret sig vidste vi selvfølgelig allerede fra sociologibøgerne (vi kunne dog også bare have kigget ud af vinduerne), men nu kunne vi bruge den viden konkret. Der er absolut ingen grunde til at holde fast i gamle mødetider af hensyn til arbejdsmarkedet.

Jeg undrer mig, når folk taler om mælkespændte yvere og 8-16 samfundet i debattens kommentarspor. Hvor var disse mennesker i samfundsfagstimerne – eller lå timerne måske mellem klokken 8.00 og 10.00 – eller har de bare ingen vinduer?

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotgraferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotograferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Maskinerne har overtaget i landbruget, der står ingen køer og lider. Mange industriarbejdspladser er rykket ud af landet. Og pga. af transport-revolutionen kører industriens input og output konstant rundt på veje og skinner med det, der skal benyttes og afsættes. De er for længst gået væk fra det her med store lagerpladser og vareindleveringen er løbende.

På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark - eller sendte hende selv afsted.

På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark – eller sendte hende selv afsted.

Der er ganske enkelt ikke tale om et monomant, ensrettet arbejdsmarked længere. Det kan jo ikke være dem, der serverer aftenkaffen på plejehjemmet, eller sygeplejerskerne på natholdet, ambulancekørerne, politiet, folk i detailhandlen eller dem, der lukker supermarkederne klokken 21.00, man tænker på, når man hævder, at vi gør de unge en bjørnetjeneste, forkæler dem, fortsætter curling-kulturen, og hvad der nu ellers har lydt af indvendinger. Langt hen ad vejen er det kun dags- og uddannelsesinstitutioner, der kører efter den gamle industrimodel.

Den værste indvending, jeg har hørt, kom fra provokatøren, den konservative folketingskandidat, Mads Holger på Radio24syv (se ovenstående link), som hævdede, at nu foregik undervisningen på elevernes præmisser. Til det må jeg blot svare, at undervisningen nu foregår på læringens præmisser, før var det på søvnens, og det var der ikke megen mening i.

Teenagehjerner

Endelig hørte jeg hjerneforskeren Christian Gerlach om teenage-hjerner på et seminar om netop disse. Med evolutionsteorien i bagagen – og selvfølgelig hjerneforskningen ovenpå – kunne han fortælle, at teenagehjerner har en anden emotionel og kognitiv profil end børn og voksnes. De er, på grund af hormonelle forandringer – eller forandringer i hjernens signalstoffer – mere risikovillige og mindre modtagelige for straf; eller deres konsekvensberegnings-aggregat er ude af balance, hvilket jeg tror, de fleste forældre til teenagere har oplevet.

Det er der gode grunde til. Vores evolution har maget det sådan, at det er i disse år, de unge skal forberede sig på at forlade hulen og lære at stå på egne ben. Og så er det faktisk smart, hvis man tør lidt mere, end man gjorde i barndommen. Det skaber selvstændighed – og dem, der i fortiden var emotionelt overstyrede og dumdristige, sorterede evolutionen fra. Det er også i disse år, de unge skal danne deres identitet, og som sociologibøgerne i tilgift kan berette, er identitetsarbejdet i den postindustrielle samfund en temmelig omfattende opgave. Og så det er godt at være vågen.

Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.

Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.

Det sociale fylder ekstra meget i teenageårene. Det er nemlig også i disse år – eller det synes evolutionen – at de unge skal finde sig en mage og sende generne videre. Deres hjerner reagerer kraftigere på ansigtsudtryk, end de gør hos os andre, hvilket betyder, at de konstant er opmærksomme på, hvordan de vurderes af andre – sikkert også som et led i identitetsdannelsen – og det er forbundet med stor fare at falde igennem de sociale fællesskaber og ende som ensom. Det er med andre ord ikke lige så vigtigt, hvad en voksen mener, som det er at gøre sig godt blandt jævnaldrende.

Altså konkluderede vi, at vi kunne tale stolper op og stolper ned om det vigtige i at møde til undervisningen, være vågen og derfor gå tidligt i seng osv. De unge kunne skam godt se fornuften i det hele, sagde ja, og lovede forbedringer, men når det kom til handling – ja, så var de ikke helt vågne. Men indsigterne fra Gerlach forklarede os således, hvorfor alle vores hidtidige pædagogiske tiltag, samtaler og dialoger med de unge ikke rigtig gav resultat. Det er ikke sådan, at de unge mangler fornuft og kognitive evner, de virker fint om eftermiddagen og til fællesmøderne. Der er bare noget andet, der tæller mere.

Søvnmønstre

Der findes ikke A- og B-mennesker, er en anden indvending. Det er ikke videnskabeligt bevist, er der nogen, der siger. Camilla Kring vil sige noget andet. Og under alle omstændigheder har vi forskellige søvnmønstre gennem livsaldrene, hvilket man blandt andet kan læse om i Peter Lund Madsens bog om hjernen, hvis man da ikke har småbørn eller bedsteforældre, man kan iagttage det hos. Variation er den grundlæggende præmis i evolutionstanken. Ingen mennesker er ens. Og vi ved, at hjernens udvikling er dybt afhængig af søvn.

Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen.

Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen.

En af de slående ting Camilla Kring skriver, er, at de fleste unge mennesker synes at trives bedst mellem klokken 9.00 – 01.00. Hvilket stemmer ret godt overens med vores erfaringer – og i øvrigt den lille uvidenskabelige forespørgsel, jeg har foretaget blandt vores nuværende elever (se illustration ovenfor).

Og eleverne, ja, de er gladere, de lytter og deltager, og har – efter deres eget udsagn – bedre indlæring. Vi har jo ikke tests på en Højskole, for os er det vigtigste at tingene giver mening, for gør de det, så kommer også lysten og nysgerrigheden. Og sover man tilstrækkeligt, ja så har man endda en chance for at huske, hvad man har lært.

Hvordan kan vi kalde os voksne og ansvarlige med denne viden, og samtidig tvinge teenagere til at stå op efter omkring 6 timers søvn for at nå på gymnasiet til klokken 8.00, hvor de fleste dernæst spilder de to første timer?

(ovenstående er mine personlige betragtninger og ikke nødvendigvis udtryk for skolens eller mine kollegaers syn på sagen)

Himmelrummet på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi mødes til morgensamling og fællessang hver dag klokken 10.

Himmelrummet og spisesalen på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi spiser morgenmad fra 9.00 til 9.45 og derefter mødes til morgensamling og fællessang klokken 10. I baggrunden ses den bygning, der huser vores Teatersal, vores design- og musiklokaler. Sætter man sig på bænken på billedet kan man se ind over Århus midtby og Århusbugten.