image_pdfimage_print

Religion, Tillid & Kritisk Sans

Ny forskning antyder at kritisk sans og tillid er meget tæt associeret. Er man meget kritisk, er det fordi man ikke rigtigt stoler på afsenderen af det, man forholder sig kritisk til. Er man tillidsfuld, er man ikke speciel kritisk. Hvad kunne det gå hen og betyde for den demokratiske samtale – og for lærer-elev forholdet?

Vi må formode, at langt de fleste danskere har kritisk sans. Hvis man tvivler på sandheden af det udsagn, kan det 1) hænge sammen med at vi ikke bruger den, eller 2) at vi har tillid til afsenderen af de udsagn eller agenten for de handlinger, vi burde forholde os kritisk til.

Jeg kom på sporet af mekanismerne bag den kritiske sans, da jeg i november 2014 faldt over en kapitel om religion i Hjernen: Fra Celle til Samfund. Jeg var godt inde i et forløb på Egå Ungdoms-Højskole, jeg kalder Hjern & Sans, og fandt her en rimelig overskuelig artikel, der fortalte om kontrolgrupper, og hvordan man når frem til distinkte og signifikante resultater i hjernescanningsforsøg. Godt til den almene dannelse af eleverne, og samtidig med virkelig interessante resultater, der lægger op til både diskussion og spekulation.

Egentlig handlede kapitlet om ”Den Religiøse hjerne: om Bøn og Følelsen af Guds Nærvær.” Det er skrevet af Postdoc Uffe Schjødt fra Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Det social-kognitive netværk

I kapitlet forklarer Schjødt i første omgang, hvordan man ved tidligere forsøg har kortlagt det, man omtaler som det social-kognitive netværk. Det fandt man ved at fortælle personerne i et skanningsforsøg, at de spillede et spil mod henholdsvis et rigtigt kødeligt menneske og mod et computerprogram. I virkeligheden spillede alle hele tiden mod computerprogrammet, men når forsøgslederne bildte forsøgspersonerne ind, at de spillede mod en person var der aktivitet i parasingularis, et område forrest i hjernen, som grænser op til Singularis, samt et område i den bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS). Det er områder, vi ved, har at gøre med opfattelse og genkaldelse af kropslige bevægelser (kropssprog), hvoraf vi ofte udleder andres intentioner, og med omsorg, opmærksomhedsskifte og kontrol af emotioner (se figur 1).

Figur 1. Det social-kognitive netværk - sådan nogenlunde. Parasingularis (forrest på venstre hjerne). Bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS på højre hjerne). Min illustration.

Figur 1. Det social-kognitive netværk – sådan nogenlunde. Parasingularis (forrest på venstre hjerne). Bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS på højre hjerne). Min illustration.

På baggrund af disse undersøgelser opstillede Schjødts hold et eksperiment, hvor de bad en række indremissionske personer om at 1) bede en improviseret bøn i hjerneskanneren. At ligge i en skanner er en noget kunstig situation, men forsøgspersonerne blev udvalgt, fordi de fortalte, at de ofte kunne finde på at bede en improviseret bøn på cyklen eller i bussen til og fra arbejde. De var altså vant til at bede i meget forskellige situationer og derfor regnede forskerne med, at den hjerneaktivitet, de ville kunne registrere, svarede til den normale aktivitet ved disse menneskers bøn.

I skanneren skulle forsøgspersonerne også 2) ønske til julemanden, de skulle 3) bede fadervor og 4) fremsige en børneremse. De forskellige opgaver skulle gøre det muligt at se forskel på forsøgspersonernes hjerner, når de følte guds nærvær og når de ikke gjorde det.

Gud er en ven

Det interessante ved forsøgsresultaterne var, at de ligner dem fra computerspilsforsøget. For de indremissionske forsøgsdeltagere er julemanden lige så meget kød og blod som computeren, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveres, når de beder en personlig bøn til gud.

Selvom både juleønskerne og bønnen kan ses som personlige henvendelser til et væsen af nogenlunde samme ontologiske status – i hvert fald for en ikke-religiøs – er der altså signifikant forskel på hjerneaktiviteten hos indremissionske.

En lignende forskel gjorde sig gældende mellem børneremsen og Fadervor. Børneremsen lirede man af, som om der ikke var nogen modtager, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveredes mærkbart ved fremsigelsen af Fadervor – dog knap så signifikant som ved den personlige bøn.

Kritisk sans er et spørgsmål om tillid

I et efterfølgende forsøg ville Schjødts gruppe undersøge hvilken rolle vores forventninger kan have i forbindelse med forbøn. Man ved fra hypnose og placeboforskning, at vores forventninger til behandleren har ret stor betydning for oplevelsen af behandlingens virkning. Det er derfor nærliggende at spørge, om den religiøse oplevelse kan påvirkes af personens forventninger til afsenderen i forbindelse med forbøn?

Hvis du får at vide, at personen der beder for dig er kendt for at udvirke mirakler, hvordan vil det så påvirke dig? Det var spørgsmålet. Og til denne undersøgelse benyttede man 18 medlemmer fra en frikirke med karismatisk praksis, samt 18 ikke-religiøse mennesker.

Der var selvfølgelig ingen udslag hos de ikke-religiøse. Dem kan du bede nok så meget for, de er ligeglade, de har ingen forventninger til at overnaturlige væsner kan hjælpe med noget som helst; om du så har ry for at stå i direkte kontakt med Kristus.

Hos de frikirkelige var det imidlertid en anden sag. I forsøget havde man fået den samme ”almindelige” kristne til at indlæse 3 bønner for forsøgspersonerne. Imidlertid fortalte man personerne i skanneren, at afsenderne var forskellige, nemlig en ateist, en kristen og en kendt helbreder. (se figur 2).

Figur 2. Forreste venstre del af prefrontal korteks, hvor Schjødt fandt øget aktivitet, når forsøgspersonerne var skeptisk indstillede over for bønnernes virkning. Det er et område, man mener er med til at holde umiddelbare sansninger op mod vores erfaringer af verden. Min illustration.

Figur 2. Forreste venstre del af prefrontal korteks, hvor Schjødt fandt øget aktivitet, når forsøgspersonerne var skeptisk indstillede over for bønnernes virkning. Det er et område, man mener er med til at holde umiddelbare sansninger op mod vores erfaringer af verden. Min illustration.

Hvis det er den kritiske sans dette forsøg har fat i, så var der fuldt blus på hos de frikirkelige, når ateisten bad for dem – og det manglede vel bare. De kunne heller ikke helt sænke den kritiske barriere over for den ”lunkne” kristne (man ved jo aldrig helt om de folkekirkelige virkelig tror på gud eller ”noget større” eller om de måske bare har sten i skoene). Men når den ”karismatiske” helbreder tog ordet, så faldt alle barrierer, og de kastede sig ud i troens 70.000 favne. Men husk, det var den samme, der bad bønnerne, så forskellen må komme inde fra forsøgspersonerne selv og deres forventninger til bønnens virkning.

Politisk tilhørsforhold sløver kritisk sans

Forskerne ville med dette forsøg undersøge, hvordan følelsen af guddommeligt nærvær opstår. Det er mig, der spekulerer videre og taler om kritisk sans. Forskere må af en eller anden grund ikke spekulere. Filosoffer må spekulere ud af det blå, men naturvidenskabsfolk må ikke spekulere ud fra empirisk data. Hvad siger det, om kritisk sans og kritisk tænkning?

Jeg vil spekulere, ekstrapolere og generalisere. Er det sådan at disse forsøg kan sige os noget om politisk tænkning.

Kritisk sans synes at hænge sammen med tillid. Det virker jo indlysende, at du ikke føler trang til at være kritisk, hvis du i forvejen stoler på et menneske, hvad enten det skyldes personligt kendskab eller personens gode ry og rygte.

Børn stoler umiddelbart på deres forældre og ville være ilde stedt, hvis ikke de gjorde det – eller hvis de rent faktisk ikke kan stole på deres forældre. Er der skepsis, så er der også mistillid. Det er interessant i en pædagogisk sammenhæng og ikke mindst i et lærings-perspektiv. Det her synes nemlig at antyde, at lærerens autoritet kan have sit udspring i elevens tillid. Hvis læreren altid viser eleven, at han eller hun er der for elevens skyld, og hvis eleven tør stole på, at det læreren vil med eleven, også er til elevens bedste, så følger autoriteten heraf og miraklet kan opstå.

Men hvad så med politikken? For ikke længe siden offentliggjorde Anders Samuelsen en undersøgelse vedrørende partilederes troværdighed. Historien var vist den, at han altid scorede lavt i troværdighed, når de andre partier lavede lignende undersøgelser. Så måtte Liberal Alliance jo lave deres egen, og tænk om ikke det viste sig, at Anders Samuelsen betragtes som den mest troværdige partileder af Liberal Alliances medlemmer (se figur 3).

Figur 3. Anders Samuelsens undersøgelse af partiledernes troværdighed i følge deres partimedlemmer. Undersøgelsen viser at Liberal Alliances vælgere er dem, der har størst tiltro og tillid til deres partiformand. Eller at Liberal Alliance har de mindst kritiske vælgere. Skemaet er, i oplysningens tjeneste, planket fra Anders  Samuelsens facebookside.

Figur 3. Anders Samuelsens undersøgelse af partiledernes troværdighed i følge deres partimedlemmer. Undersøgelsen viser at Liberal Alliances vælgere er dem, der har størst tiltro og tillid til deres partiformand. Eller at Liberal Alliance har de mindst kritiske vælgere. Skemaet er, i oplysningens tjeneste, planket fra Anders Samuelsens facebookside.

Problemet er bare, at alle de andre partiledere også betragtes som de mest troværdige af deres respektive partiledere. Og det er et problem – hvis altså mine spekulationer og generaliseringer har noget på sig – for så har den kritiske sans ringe kår i politik, og hvis den kritiske sans har ringe kår, så har det bedste argument det også. Vi lytter ikke til det, der bliver sagt, men lader i stedet barrieren falde, når dem, vi i forvejen tror os enige med, udtaler sig.

Men lad os se på den lyse side og lade konklusionen være den, at vi kan forbedre demokratiet. Det kræver blot lidt kritisk sans. Og den kunne vi forsøge at forbedre ved at kaste et slør ud over afsenderen. Når du hører et politisk udsagn, så lad som om, du ikke ved hvorfra det kommer og forhold dig udelukkende til ordene og argumenterne.