Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/vidanserforlidt.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Kan borgerkrigen i Syrien føre til en atomaftale med Iran?

Kan konflikten i Syrien føre til en fredeligere verden? Det var tanken der opstod just efter, jeg den 20. september havde læst den iranske Præsident Hassan Rouhanis kronik i Washington Post. Den dag, sagde jeg ikke farvel til mine drenge, da de kørte i skole, derimod sendte jeg dem af sted med en bemærkning om, at de måske ville komme til at leve deres voksenliv en fredelig verden. Men hvad skal der til for at konflikten i Syrien kan føre til et forbedret internationalt samfund og en holdbar global fred? Til en begyndelse peger Rouhani på tre afgørende faktorer i sin kronik. Og den tidligere FN-diplomat Kishore Mahbubani har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd.

Den globale magtforskydning

Hvis verdens ledere griber den chance, der er opstået i kølvandet på borgerkrigen i Syrien, så ja. Vi kan være på vej mod en holdbar verdensfred – det synes klart mere sandsynligt end et totalt kollaps i det mindste. Den globale magtbalance har de sidste 20 år forskudt sig. Det er ikke længere vesten mod resten, og heri består chancen for at sige farvel til et uretfærdigt og et derfor dysfunktionelt internationalt system. Et system har først og fremmest, som Kishore Mahbubani skriver, varetaget vestens interesser, hvilket kun har kunnet lade sig gøre på grund af vestens økonomiske dominans. De tider er overstået og det er, som Pr. Barack Obama sagde til FNs generalforsamling i år, på tide at tænke nyt – og i øvrigt styre efter FNs grundlæggende formål, som er global fred.

Karl Fredrik Reuterswards skulptur, Non Violence, som er placeret uden for FNs hovedkvarter i New York. FNs hovedformål er at sikre verdensfreden.

Karl Fredrik Reuterswards skulptur, Non Violence, som er placeret uden for FNs hovedkvarter i New York. FNs hovedformål er at sikre verdensfreden.

De ændrede globale forhold er det første Pr. Rouhani gør opmærksom på i sin kronik: “The world has changed. International politics is no longer a zero-sum game but a multi-dimensional arena where cooperation and competition often occur simultaneously. Gone is the age of blood feuds. World leaders are expected to lead in turning threats into opportunities.”

Denne forskydning er veldokumenteret. Men for at der kan reformeres er det vigtigt, at verdens befolkninger og ledere indser, at nationale interesser ikke længere kan varetages i skarp konkurrence med hinanden. Det er det andet, Pr. Rouhani gør opmærksom på: ”In other words, win-win outcomes are not just favorable but also achievable. A zero-sum, Cold War mentality leads to everyone’s loss.”

En verdensfred kræver selvfølgelig mere, end en ny præsident i Iran. Det kræver reformer af det internationale system, særligt FNs sikkerhedsråd. Reformer, som på overfladen ikke ser ud til at være i vestens interesse: Vi må afstå indflydelse; eller rettere dele indflydelsen efter almindelige demokratiske principper. Og i det lange løb er det den holdbare løsning.

Syrien-konflikten synes at rumme de elementer, der kan få verdens ledere til omsider at indse dette og handle derefter. Og griber vi i vesten ikke chancen for at gøre verden til et mere retfærdigt, ender det måske med at være os selv, der får vredet armene rundt i internationale forhandlinger – eller bliver sendt helt uden for døren; af Indien, af Brasilien, af Nigeria og Sydafrika og af Kina.

Befolkningen i den vestlige kultursfære udgør kun 12% af verdens samlede, fortæller Mahbubani i et interview i The Economic Times. Og ”[E]very citizen has equal moral worth”, skriver Mahbubani; det er et grundlæggende demokratisk princip. Så er demokrati Asiens befolkning udgør således 55% af verdens samlede population. Vi kan også bare sige, at 88% af verdens befolkning er ikke-vestlige, men 60% af de permanente pladser i FNs sikkerhedsråds kontrolleres af repræsentanter for vesten; USA, England og Frankrig. Rusland og Kina har de sidste to ud af de 5 permanente pladser med vetoret. Sikkerhedsrådet afspejler så tydeligt gårsdagens verden – the Cold War mentality.

Således regeres verden af et mindretal – ikke ulig forholdene i verdens diktaturstater. Denne udemokratiske uretfærdighed bør laves om, og Mahbubani har et muligt forslag til en ny balance i Sikkerhedsrådet, hvilket jeg vender tilbage til.

Det tredje Pr. Rouhani peger på, er identitetsspørgsmålet. Det, Samuel P. Huntington i 1993 under betegnelsen civilisationer, markerede som fremtidens største konfliktårsag. Pr. Rouhani peger præcist på dette spøgelse i verdens konfliktzoner: “We must also pay attention to the issue of identity as a key driver of tension in, and beyond, the Middle East. At their core, the vicious battles in Iraq, Afghanistan and Syria are over the nature of those countries’ identities and their consequent roles in our region and the world.”
Identiteten ligger i det religiøse tilhørsforhold. Og udtalelsen er lige til de folk, der har misforstået eller forlæst sig på Huntington. Pr. Rouhanis fokus på identitet er en slet skjult opfordring til religiøs tolerance – i sin moderne form endnu en vestlig idé.

Fra Pr. Hassan Rouhanis indsættelse i august 2013. Ayatollah Khamenei, Irans øverste leder ses overrække Rouhani et eller andet. Øverst til venstre hænger et portræt af den islamiske revolutions leder, Ayatollah Khomeinei, som i 1979 smed Irans sidste Shah (konge) på porten. Shah Reza Pahlavi var indsat af amerikanerne efter et kup i 1953 på den demokratisk valgte premiereminister, Mohammed Mossadeq. Foto fra den iranske Præsidents hjemmeside.

Fra Pr. Hassan Rouhanis indsættelse i august 2013. Ayatollah Khamenei, Irans øverste leder ses overrække Rouhani et eller andet. Øverst til venstre hænger et portræt af den islamiske revolutions leder, Ayatollah Khomeinei, som i 1979 smed Irans sidste Shah (konge) på porten. Shah Reza Pahlavi var indsat af amerikanerne efter et kup i 1953 på den demokratisk valgte premiereminister, Mohammed Mossadeq. Foto fra den iranske Præsidents hjemmeside.

Det Dysfunktionelle Sikkerhedsråd

I det arabiske forårs jubeldage, kunne vi kun se skræmt og undrende på, Bashir Al Assads svar på den syriske befolknings krav om reformer, og i det lys var det kun naturligt, at man krævede Assads afgang som en del af løsningen. I tilbageblik var det en retorisk fejl, som også Barak Obama’s bemærkning om den røde linje kan hævdes at være.

Men den dybere årsag til passiviteten skal findes i det internationale samarbejdes dysfunktionelle institutioner. Helt præcist i FNs Sikkerhedsråd. Men det er også af denne dysfunktionalitet, at håbet om en fremtidig fred ligger. Ikke for syrerne, desværre, men for alle andre. Da Assad greb til kemiske våben, og Obama dernæst måtte tage sine ord om den røde linje alvorligt og begynde forberedelserne til et angreb på Syrien, stemte det engelske underhus nej til en intervention uden om FN. Obama mistede en vigtig allieret, og fandt dernæst tid til at høre kongressen om deres syn på sagen. I det tidsrum sprang Vladimir Putin til.

Ikke, som han siger, for at forsvare Assads styre, men for at bevare balancen i det internationale system. ”The potential strike by the United States against Syria, despite strong opposition from many countries and major political and religious leaders, including the pope, will result in more innocent victims and escalation, potentially spreading the conflict far beyond Syria’s borders. […] It could throw the entire system of international law and order out of balance.”

Det er ironisk, for det internationale system var ikke i balance før, og netop derfor kunne situationen i Syrien eskalere til det nuværende – for den syriske befolkning – håbløse niveau. Ubalancen i det internationale samfund var netop synlig i Ruslands og Irans alliance med Syrien – og Kinas passivitet. Vesten på den ene side og resten på den anden; eller rettere ortodokse og shiamuslimer på den ene side og vesten og sunnimuslimer på den anden side. Som det fremgår, er der ikke tale om rene civilisatoriske linjer i konflikten. Samtidig skulle den sino-ortodokse-shia-flanke på bekostning af den syriske befolkning endnu engang demonstrere overfor vesten, at vi ikke længere har styrke til at gribe ind på egen hånd. Og i modsætning til så mange gange tidligere, viste det sig denne gang at være sandt.

Det er desuden lettere ironisk, at det formodentlig var Obamas trussel om, at handle på egen hånd uden om FN, der fik Putin til at reagere, springe til i et forsøg på at redde samme system, han selv er med til at ødelægge. Og man må spørge sig selv om Putins udspil er seriøst.

Men under alle omstændigheder er Putin snublet så langt, at han får svært ved at trække i land. Informations mangeårige korrespondent i Beirut og forfatter til en bog om det arabiske forår, citerer 20/9 en anonym vestlig diplomat for at sige, at ”De to sider [USA og Rusland] er nået så langt i processen, at det vil indebære et tydeligt ansigtstab for begge at gå tilbage til veto-nulpunktet.” Og lad os være glade for det, uanset hvor lidt, vi bryder os om Putin.

Putins Rusland kan meget vel blive en af de større udfordringer for det globale samfund i fremtiden. Et verdenssamfund kan ikke stiltiende se til, mens Putin ligeså langsom kvæler det russiske civilsamfund og lovgiver i klar modstrid med menneskerettighederne. Det er et godt spørgsmål, om Putin snublede ind i løsningen af Syrienkonflikten af bare begejstring over det, han opfattede som Obama’s fejltagelser.

Rusland kan meget vel blive den største forhindring for et fornuftigt fremadrettet internationalt samarbejde. Det står helt åbent, om Putin forpligter sig samarbejde efter Syrienkonflikten. Putin har ingen selvstændig politik, blot en nationalisme der manifesterer sig i trods, han er ikke interesseret i demokrati, som Fukuyama for nyligt gjorde opmærksom på, og han skal næppe vente støtte fra sunnimuslimske nationer efter sin alliance med Assad. Hvad er egentlig den gamle KGB-mands vision for sit land? Er han ved at isolere sig selv. I så fald kan han kun komme ud af isolationen ved at deltage konstruktivt i det internationale samfund.

Once in a lifetime

Chancen for seriøse forandringer er her nu. Til at betænke fremtiden, og til at oprette en balance mellem verdens stormagter og skabe et bedre samarbejde mellem planetens befolkninger.

Det ligger ikke umiddelbart for at redde Syrien, men det ligger lige for at oprette institutioner, der tåler betegnelsen verdenssamfund. Og fokus skal være på at skabe et system, som i fremtiden vil være i stand til at forhindre, at en lignende konflikt eskalerer – det kunne være i Yemen, Al-Shahab i Somalia eller Nordkorea.

Irans atomprogram er umiddelbart den vigtigste konflikt at løse. Men bliver Iran en del af dette verdenssamfund har det ikke brug for atomvåben. En samlet (og inkluderende) front og ikke blot en tilfældig (og betalt) alliance mod Iran, vil gøre det enormt svært for Iran at vende tilbage til retorikken fra tiden under Pr. Mahmoud Ahmedinejad.

Det er et spørgsmål om anerkendelse. Den kontroversielle politolog Kenneth N. Waltz (1924-2013), var af den opfattelse, at Iran netop ville have bomben for at blive hørt, og var af den grund ikke nervøs for at landet skulle få den. Og hvad skal iranerne tænke, når de ikke må berige uran? Rouhani taler om deres ret til at forsvare sig, og det er vel rimeligt? Men i en venlig verden har iranerne ikke brug for atomvåben. De har olie, og hvis de formår at forsone sig med resten af verden kan den sælges, og de kan engagere sig i udviklingen af alternative energikilder og befolkningens livsvilkår. Det er ikke blot i Irans interesse, men i alles interesse.

Selvfølgelig er Pr. Rouhani nødt til at gå fra forsonende ord til egentlig handling, som Ray Takeyh kraftigt understreger. Og kommentatorer udtrykker berettiget skepsis over Rouhanis bagland. Irans øverste leder er trods alt Khamenei og ikke Rouhani. Men læs så denne lille opmuntrende analytiske passage af Fareed Zakaria fra Time Magazine:

”During the campaign, Rouhani vigorously attacked the most hard-line candidate in the race, Saeed Jalili – thought to be the favorite of the Supreme Leader – for being unable to come to an agreement with the international community and ease any of the sanctions arrayed against Iran. “It is good to have centrifuges running, provided people’s lives and livelihoods are also running,” he said in a debate, to great applause.”

Det iranske folk har med valget af den reformvenlige Rouhani vist, hvad de vil have – og det gjorde de også under den grønne bølge i 2009, da de valgte Mir-Hossein Mousavi, som blev snydt for sejren. Hvilken interesse kan selv Irans øverste leder, Khamenei have i at være lukket uden for, når hans eneste legekammerater i så fald vil være Rusland, Syrien og Hizbollah. Når Pr. Rouhani i sin tale til FNs Generalforsamling kritiserer andre nationer for at knægte diverse rettigheder, er han tilstrækkelig intelligent – det samme er Khamenei – til at forstå, at hans kritik tillige rammer hans eget land.

I 2009 valgte iranerne den reformvenlige Moussavi til stor irritation for den religiøse elite, som tog valgsejren fra ham. Millioner gik på gaden og protestede mod valgsvindlen og blev slået totalt i smadder af revolutionsgarden. "They Killed My Bro Koz He Asked Where is My Vote", står der på den unge kvindes skilt. Foto Hamed Zaber, under wikimedias licensaftale.

I 2009 valgte iranerne den reformvenlige Moussavi til stor irritation for den religiøse elite, som tog valgsejren fra ham. Millioner gik på gaden og protestede mod valgsvindlen og blev slået totalt i smadder af revolutionsgarden. “They Killed My Bro Koz He Asked Where is My Vote”, står der på den unge kvindes skilt. Foto Hamed Zaber, under wikimedias licensaftale.

Vesten, det regerende mindretal

Heldigvis er hverken Iran eller Rusland ikke en stormagter (hvad kan Putin bruge sine atomvåben til?), og USA er ikke længere dominerende, men en vigtig magt blandt lige magter, som Fareed Zakaria har formuleret det i et interview med Clement Kjersgaard. Vesten kan ikke længere obstruere verdens gang, og hvis vi vil forhindre Kina eller andre magter i egenrådigt at bestemme verdens gang – eller blot drømme om det – så er samarbejde også i vores langsigtede interesse. Det kommer til at koste indflydelse, men på lang sigt vil det være en sejr for alle verdens befolkninger. Og hvem andre end de vestlige demokratiske lande har mere erfaring med produktive kompromiser? Hvorfor skulle et demokratiseret internationalt samarbejde ikke kunne fungere?

Jeg har været inde på den skæve fordeling i FNs Sikkerhedsråd, men urimelighederne stopper ikke der. Vestens 12% har 50% af stemmerne i henholdsvis Valutafonden og Verdensbanken, hvor lederne ydermere altid udgøres af europæere og amerikanere. Hvis man forsøger, at sætte sig i andre ikke-vestlige nationers sted, er det ikke mærkeligt, at der er lande, der forfalder til anti-amerikanisk og anti-vestlig retorik – og endog opruster mod vesten.

Mahbubani fortsætter hudfletningen af vestens anti-demokratisme i en knivskarp analyse den 11/9 i Financial Times: ”The G20 website boasts that its 20 members represent almost 90 per cent of the world’s gross domestic product and 65 per cent of the world’s population. At the end of the meeting, 10 G20 countries – representing 12 per cent of the world’s population – supported the American call for action [in Syria]. The maths is clear: 50 per cent of the world’s citizens, a vast majority of the G20 population, did not support the US.”

Tre gange 7 til den evige fred

Mahbubani kan mere end kritisere. Han har været i diplomatiet i 33 år, og har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd, hvor kun England og Frankrig bliver egentlige tabere. Detaljerne i forslaget kan læses i The Great Convergence. Der er ikke tale om det ideelle, men om noget, der måske ikke er helt umuligt, og jeg vil her til en afslutning blot viderebringe en grov skitse af forslaget.

Sikkerhedsrådet skal bestå af 7 permanente medlemmer: EU, USA, Kina, Indien, Rusland, Brasilien og Nigeria. 7 halvpermanente medlemmer, mere præcist en gruppe på omkring 28 lande, der konkurrerer om ansvaret. Det drejer sig om f.eks. Pakistan, der helt klart vil føle sig stødt over Indiens plads, Argentina og Mexico, der vil være fornærmede over Brasiliens plads og selvfølgelig Sydafrika, men også lande som Japan, Vietnam, Tyrkiet, Colombia, samt de store europæiske nationer, endskønt de er permanent repræsenterede via EU, vil være at finde i den gruppe. Det er lande, som alle har en tilstrækkelig størrelse til at kunne betale deres kontingent og stille med tropper og anden assistance til verdens brændpunkter. Endelig 7 lande, der vælges blandt resten af verdens småstater på samme måde som rådets nuværende 10 ikke-permanente pladser.

Med et sådant 7-7-7 Sikkerhedsråd får vi en bedre demokratisk fordeling af mandaterne og dermed større legitimitet, og hver region er permanent repræsenteret, hvilket burde stabilisere geopolitikken. De mellemstore lande skal ikke konkurrere med helt så mange for at få indflydelse, og de kommer oftere til fadet. Fordelen for de mindste nationer er, at de slipper for at konkurrere med de mellemstore.

Europas kriseramte befolkninger må besinde sig, og indse at en fredelig udvikling er afhængig af en fair fordeling af goder – og størstedelen af verdens befolkning har ikke råd til pensioner og årlige ferierejser, de har ikke fri adgang til hospitaler og de er ikke beskyttede mod arbejdsløshed. Som Mahbunani skriver i Why We – especially the West – Need the UN Development System, er den bedste beskyttelse af mindretal et lovbaseret styre. Derfor må vesten leve op til egne idealer om demokrati; hvert individ en stemme.

I en global økonomi, må der være lige adgang for alle – også dem, der lige nu kan lave flere ting billigere end os. Mange europæere og amerikanere tror, at statslige subsidier er vejen ud af krisen, men det er en blind vej. Hvis vi fortsætter ad den, er det ikke en selvfølge, at vi i fremtiden bliver inviteret med, når – ikke hvis – Asiens økonomier vokser sig større end vores. Det kan lige så vel hænde, at resten behandler os, som vesten har behandlet dem.

Griber vi chancen – altså alle verdens nationer – krænger os ud af gamle geopolitiske paradigmer og koldkrigsmentalitet, så kan konflikten i Syrien afstedkomme en verden forandret for altid. Vi kan komme nærmere de Forenede Nationers grundlæggende formål: En fredelig verden.




Danmark er grønt og det iranske folk ligeså

Der afholdes folkemøde på Bornholm, og i Iran er der præsidentvalg. På Bornholm kan folket møde sine tjenere og de kan tage pulsen på hinanden. I Iran er det regimet, der tager pulsen på folket. På Bornholm skåler herre og tjener ligeværdigt over velskænket fadøl. I Iran er præstestyret bange for sin flok.

En god tjener kender sin herre rigtigt godt. Derfor må folkemødet betragtes som et obligatorisk kursus – efteruddannelse – for landets politikere, en udsøgt mulighed for i fremtiden at kunne varetage deres hverv endnu bedre. I Iran er det snarere omvendt, regimet tager pulsen på befolkningen og det med en nøje udvalgt temperaturmåler, som skal sikre mod alt for store temperaturudsving. Således kan iranerne kun stemme på konservative og stokkonservative kandidater, som Poyâ Pâkzâd, skribent for Ræson, udtrykte det i Deadline 12/6-2013.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte "hvor er min stemme?" Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte “hvor er min stemme?” Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Vi kan formodentlig se frem til flere reformer i Danmark, end de undertrykte i Iran, hvor de ellers har brug for dem. Men med erfaringerne fra præsidentvalget i 2009, der forvandlede en kort grøn bølge til blodrøde floder er forhåbningerne nok ikke store. Men på lang sigt, hvad så? Er der lys på bunden af olieboringerne?

Olie og uddannelse

I den tidligere FN-ambssadør Kishore Mahbubanis bog, The Great Convergence fra i år kan man på side 36 læse, at 65% af de studerende på Irans Universiteter er kvinder (i 1983 var det 32%). Et faktum, der nok kommer bag på en gennemsnitlig dansk mediekonsument. Jeg blev i hvert fald overrasket, da jeg læste det. Også Flemming Rose, Jyllands-Postens udlandsredaktør, har bemærket det i både avisen og i ovenlinkede Deadlineudsendelse. Uddannelsesniveau generelt og kvinders i særdeleshed kan ligesom valghandlinger og folkemøder være en måde at tage pulsen på et lands velbefindende.

Det går ikke godt i Iran og formodentlig ændrer valget 2013 ikke meget på det. Alligevel er det værd at hæfte sig ved en positiv tendens. Nemlig uddannelse. ”The willingness of the hugely conservative Iranian leadership to endorse female education in massive numbers in modern science and technology demonstrates how the new consensus has seeped into some of the most conservative societies on our planet.” (Side 37). Tallene hele vejen rundt i det iranske uddannelsessystem taler godt for fremtiden.

I Klimaets Tidsalder peger den tredobbelte Pulitzervinder Thomas Friedman på en interessant sammenhæng mellem oliepriser og uddannelse. Er oliepriserne høje er alt godt for mellemøstens repressive regimer. Vi i vesten køber rigeligt ind og holder derved tyrannerne ved magten – produceres og forbruges skal der jo. Er priserne derimod lave, investerer Mellemøstens oliestater i uddannelse. Kan man ikke tjene penge på huller i jorden, må man forbedre befolkningens hoveder for at kunne tjene penge i fremtiden.

Vi skal producere og vi skal forbruge, sådan er det jo. På den anden side er vi i vesten meget godt med, hvad angår hovederne. Vi tænker grønnere, vedvarende energi og den slags. Så meget at det ligner en trend. Og måske endda så meget, at præstestyret i Iran ikke tør satse alene på olie i fremtiden. Så meget, at de er nødt til at satse på menneskeligt råstof i form af uddannelse. Måske har vi lov at håbe på en mere fri fremtid på vegne af iranerne? Ikke nu, men med tiden.

Frihed kræver uddannelse og omvendt

Man kan sige, at vi danskere har været der. Og så alligevel ikke. Præsten N.F.S. Grundtvig stemte i sin tid nej til at give folket frihed, thi folket var ikke tilstrækkeligt oplyst til at lede sig selv, mente han. Rigets stænder vidste vel knap nok, at de var danskere, men det kunne der jo laves om på. Folkestyre fik de, og uddannede blev de. Vi fik friheden og dernæst den uddannelse, der skulle til for også at forvalte den. På Højskolerne mødte folk hinanden og et folk dannedes. Og nu mødes vi, folk og politikere, til øl og ord en gang om året på Bornholm.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog "Alle har ret. Demokrati som princip og problem." Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog "Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen." Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog “Alle har ret. Demokrati som princip og problem.” Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog “Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen.” Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013. Foto, Rasmus Kolby Rahbek

I Iran er det den omvendte verden. Folket har ikke frihed. Men siden Grundtvig er verden blevet så kompliceret, at vid til husbehov ikke længere er tilstrækkelig, hvis man skal køre en stat bare nogenlunde. Selv et lukket diktatur kræver folk, der kan betjene avanceret teknologi – ikke mindst i militæret – så iranerne har fået uddannelse. Og uddannelse og forskning er fuldstændig afhængig af fri og uhindret informationsudveksling, hvis man den skal stå mål med konkurrenternes. Og med fri og uafhængig informationsudveksling er det vanskeligt at holde en befolkning hen i mørket, de vil kræve deres frihed og anerkendes som autonome individer. Det, med folkets forbedrede hoveder, er et tveægget sværd.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Det er næppe tilstanden i Danmark, Ali Khamenei, Irans øverste leder, og vogternes råd skeler til, når de udvælger ”egnede” præsidentkandidater. Men mon ikke de skeler til den generelle globale udvikling og ikke mindst udviklingen i deres nabolande. Det kan således ikke helt have undgået deres opmærksomhed, at der er massive miljøproblemer i udviklingslandenes millionbyer, og at disse næppe løses med et større forbrug af olie. Og så er de næppe helt uberørte af den generelle trend på uddannelsesfronten i den arabiske verden.

Når det drejer sig om videnskab er der ingen grund til at tvivle på retningen i de islamiske lande, skriver Mahbubani, hvorefter han refererer fra UNESCOs Science Report 2010: ”Three regional initiatives exemplify recent top-down initiatives in higher education: Qartar’s Education City, The Masdar Institute i Abu Dhabi, and the King Abdullah University of Sciences and Technology in Saudi Arabia.”

King Abdullah Universitet (KAUST) i Saudi Arabien, hvor kvinder ikke må føre deres egen bil, er verdens største. Det er internationalt og optager studerende, både kvinder og mænd, fra hele verden og fokuserer blandt andet på energi, miljø, bioteknologi og computervidenskab. Qatar Foundation grundlagde i 2001 Education City som skal være verdens første fuldt bæredygtige by med 50.000 indbyggere og 1.500 virksomheder og forretninger. I byens kerne finder man afdelinger fra 6 internationale universiteter, hvoraf flere af afdelingerne har et flertal af kvinder blandt de lokale studerende.

De Forenede Arabiske Emirater tog i 2006 initiativet til Masdar Instituttet i Abu Dhabi som et knudepunkt for et globalt samarbejde, der skal fokusere på energieffektivitet, klimaforandringer og bæredygtighed, hvor der både skal forskes og kommercialiseres. Det gør de i tæt samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Den danske sommer er grøn og det samme er håbet

Hvad siger disse forhold om valget i Iran? Ikke noget, men det siger noget om en udvikling mod frihed, som er båret af den økonomiske og teknologiske udvikling og som det er særdeles svært at sætte sig imod. Sådan noget kan man vist kun påstå, hvis man er fukuyamist – fukuyamarianer eller hvad det måtte hedde.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Francis Fukuyama mener, at kunne konstatere at den ”moderne naturvidenskabs udbredelse har haft en ensartet indvirkning på alle de samfund, den har berørt.” Og alle stater uanset ideologi vil have moderne videnskab, bl.a. fordi den giver sikkerhedsfordele og beskyttelse – enhver stat er nødt til løbende at modernisere sit forsvar. Den udvikling medfører en ensartet ”horisont for de for de økonomiske produktionsmidler” for nationerne. En proces, der ”medfører en stadig større homogenisering af alle menneskelige samfund uanset deres historiske rødder eller kulturelle arv.” Det vil føre til opbrud i traditionelle familiebaserede og nepotistiske samfundsorganisationer og med tiden vil meritokratiet hævde sig som det eneste, der giver mening i et frit og lige samfund. I sidste ende vil denne udvikling få befolkningerne til at ”kræve demokratiske regeringer, der behandler dem som voksne i stedet for børn og anerkender deres autonomi som frie individer.” (Historiens Afslutning side 19-24).

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Men hvorfor skulle jeg nu minde om den iranske befolknings lyksalighed, netop nu hvor folk og elite er forenet på solskinsøen, og hvor den danske sommer næsten blev rigtig sommer. Svaret er: Sommeren er grøn i Danmark, og det er den hvert år – også når det regner. I Iran havde de en enkelt grøn, men meget kort, sommer tilbage i 2009, hvor de skimtede friheden. Forløbet er fremragende filmatiseret i The Green Wave, som kan ses her, som afsluttes af den eksilerede blogger Mehdi Mohseni:

”Jeg håber, der bliver fred i mit land. Når jeg kigger på folk her i Europa, de unge på gaden eller i metroen, så kan jeg se, de er lykkelige. Når jeg ser, hvor sorgløse de nyder deres fridag en lørdag, så spørger jeg mig selv om de overhovedet ved, hvor Iran ligger. Om de ved, at deres jævnaldrende i Iran ikke kan leve ligesådan.”

Du finder ikke ud af, hvor Iran ligger ved at læse det her, men nu ved du, at der er et Iran, hvor de unge kæmper for deres frihed. Bornholm ved du allerede hvor ligger. Men tænk, hvis iranerne engang kan holde folkemøde i Teheran.




Håbet er blåt

For denne verdens fattige og undertrykte er håbet blåt. Den liberale kapitalisme og de frie markedskræfter har ført og vil fortsat føre til en mere retfærdig global udvikling, en bedre fordeling af velstand, uddannelse og muligheder. Adam Smiths hånd vil langsomt fratage de privilegerede deres privilegier og privilegere de underprivilegerede. Det eneste problem er, at de privilegerede det er os – i vesten.

”Det, vi er vidner til, er ikke bare afslutningen af ​​den Kolde Krig eller bestemt periode af efterkrigstidens historie, der passerer, men ​​historiens afslutning som sådan: det er endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling og den universelle udbredelse af vestligt liberalt demokrati som den sidste menneskelige regeringsform,” skrev den amerikanske professor i International politik, Francis Fukuyama i sit berømte essay The End of History (som i 1992 blev til en hel bog) få måneder før murens fald i 1989.

Socialismen som idé var død, mente Fukuyama. Om end den i praksis spræller, vil ingen nogensinde tage idéen alvorligt igen al den stund, den svigtede de befolkninger, den lovede en bedre tilværelse. De øvrige politiske alternativer – nazismen, fascismen, nationalismen, kommunismen og marxismens – var enten døde eller i dødskramper. Triumfen for den økonomiske og politiske liberalisme var indlysende. Verden var ikke perfekt i 1989, men i det mindste vidste man nu, hvilke politiske idealer man skulle rette sig efter fremover.

Rismark, Vietnam. For en generation var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990'erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet - og ligefrem eje deres marker - hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Rismark, Vietnam. For blot en generation siden var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990’erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet – og ligefrem eje deres marker – hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Med den videnskabelige og teknologiske udvikling ville vi gå en fredelig tid i møde. Folk ville blive mere velstående og i takt hermed, bedre uddannet og efterhånden ville de kræve frihed og indflydelse på deres eget liv. Den teknologiske udvikling vil automatisk kræve bedre uddannede befolkninger, der forstår teknologierne og kan betjene dem. Den bedre uddannelse vil medføre bedre indtjeningsmuligheder og vil samtidig oplyse verdens befolkninger, gøre dem bevidste om de basale rettigheder, som de derfor vil kræve, at deres regeringer respekterer. Kort sagt, verdens befolkninger ville efterhånden indse, at ingen er bedre end andre og de ville kræve respekt, demokrati og rettigheder.

Alt tyder på, at Fukuyama får ret i sine spådomme. Det arabiske forår er næppe gået læserens opmærksomhed forbi, og skønt ingen endnu kan forudsige, om det vil føre til mere demokratiske tilstande i Mellemøsten på kort sigt, kan ingen betvivle, at de unge mennesker i Algier, Tunis og Kairo demonstrerede for mere indflydelse og en højere grad af frihed. Måske dette ”oprør” begyndte med den grønne bevægelse i Iran og måske det netop overståede valg i Pakistan bevidner tendensen. I hvert fald viser seneste rapport fra FNs Udviklingsfond, betitlet The Rise of the South, at det går fremad i økonomisk henseende. Flere af de delmål, det internationale samfund satte sig for bekæmpelse af global fattigdom er allerede nået.

Det går fremad – den globale middelklasse boomer

Budskabet er det samme i Kishore Mahbubanis bog The Great Convergence. Asia, The West, and the logic of one world fra i år. På flapteksten kan man læse følgende optimistiske budskab:

”Global fattigdom er ved at forsvinde. Den globale middelklasse boomer. Mellemstatslige krige er blevet en solnedgangsindustri. Aldrig har så stor en procentdel af verdens befolkning været så veluddannede og berejste som i dag. Vi bliver mere integrerede og sammenkoblede. Potentialet for en fredelig ny global civilisation udvikler sig næsten ubemærket for vore øjne.”

Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom er faldet med 600.000.000. Fra 2 mia til 1.4 fra 1990 til 2008 ifølge FN. Den globale middelklasse består lige nu af omkring 1.845 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 6.8 mia. Middelklassen defineres af FN som dem, der tjener eller bruger mellem 10 og 100 dollars om dagen, og man forventer at den – her midt i en global krise – vil vokse til 3.249 mia mennesker i 2020, hvis udviklingen fortsætter som nu. I 2030 vil den bestå af 4.884 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 9 mia. Ifølge Hans Rosling, ekspert i befolkningssundhed, er fødselstallet drastisk dalende og verdens befolkning vil stagnere på omkring 10 mia i 2050. Til sammenligning har en familie, vi i Danmark definerer som arbejderklasse dagligt over 112 dollar til fri disposition. Ser vi på den gennemsnitlige indtægt for børnefamilier, viser en analyse fra 2013 begået af Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4, at gennemsnitsindkomsten ligger på omkring 317 dollar om dagen før skat. Og i Danmark er lægebesøget, hospitalsregningen, asfalten og uddannelse dækket ind på forhånd via skattebetalingen.

Eftermiddagstrafik på infaldsvej til Hanoi.

Hanoi, Vietnam. Der er livlig trafik på Hanois indfaldsveje. Ifølge lokale kilder bor der omkring 9 mio mennesker i Hanoi og omegn. Halvdelen af dem har skiftet cyklen ud med en scooter og drømmer nu om en bil.

Væksten i middelklassen finder primært sted i Asien og Stillehavsområdet, hvor den globale andel af middelklasseborgere forventes at vokse fra 28% til at udgøre 53% i 2030. I Kina er antallet af ekstremt fattige reduceret fra 60% af befolkningen til 13%. Den afrikanske middelklasse vil ikke øge sin procentuelle andel på globalt plan, men forblive på 2%, vurderer man. Det betyder dog ikke, at der ikke er fremgang på kontinentet. De bevarer en andel på 2%, hvilket betyder en stigning i det faktiske antal. Men her skal der gøres en indsats for at skabe – for afrikanerne – bæredygtige handelsaftaler.

Børnedødeligheden er faldet fra 101 per 1000 fødsler til 69 for børn under 5 år. Hver dag overlever 12.000 flere børn, end i 1990. I landene syd for Sahara har man samlet set øget skolegangen med 18% fra 1990 til 2009. I nogle af verdens mindst udviklede lande, så som Benin, Bhutan, Burkina Faso, Etiopien, Guinea, Mali, Mozambique, Niger er skoleindskrivningen steget med 25% i samme periode.

”Kun få forventede, at børnedødeligheden ville falde, at den forventede levealder ville stige, at sulten ville aftage, og at flere ville opnå læsefærdigheder. Og alligevel gør Afrika gode fremskridt på alle disse områder. De [skeptikere] vil blive chokerede over at opdage, at selv de fattigste dele af verden gør hurtigere fremskridt, end de nogensinde før har gjort i menneskets historie.” (Mahbubani 2013:19).

Uden for den vestlige og anglosaksiske verden lå andelen af folk med basale skolekundskaber på omkring 40% i 1900. Det tilsvarende tal er nu 86%. Det betyder en mere oplyst befolkning, som ikke blot kræver bedre hygiejne for at bekæmpe basale infektioner i hverdagen, de kræver også skolegang til deres døtre og de kræver regeringer, der respekterer deres rettigheder. De vil have køleskabe, rindende vand, elektricitet, WC’er, TV’er og biler. Disse forbrugsgoder, skriver Mahbubani, repræsenterer stadig det gode liv og folks forhåbninger uanset, hvor på kloden, de befinder sig,.

Udviklingen finder sted på et tidspunkt, hvor vi taler om kapitalismens krise. Der er ingen krise. Det, der er tale om, er en allokering af ressourcer. Vestens borgere er pressede på deres jobs og lønninger, men resultatet er en mere retfærdig fordeling af ressourcerne på globalt plan. Kapitalismen virker således, som den altid har gjort. Den sørger for at pengene ender i de lommer, der producerer bedst og billigst. En åben økonomi, med fair regler for samhandlen, fri for uretfærdige restriktioner, toldmure og statsstøtte fra velpolstrede velfærdsstater til urentable virksomheder (f.eks. landbrugsstøtte) sikrer fremgang for verdens underprivilegerede.

Venstrefløjen vogter uretfærdigheden

Hvert job, der lige nu flytter ud af DK eller andre vestlige lande, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske i et andet land. Det vil venstrefløjen og fagforeningerne ikke acceptere. Med stadigt strengere krav til miljøstandarder og arbejdsforhold vil de med vold og magt holde verdens fattige fra fadet, fordi de ikke indser at disse folks mulighed for et bedre liv – og med tiden bedre arbejdsforhold – netop er global handel. Deres store fordel er det lave lønniveau, og det forsøger venstrefløjen at beskytte sine vælgere mod med misforstået retorik om løndumping og et fælles kapløb mod bunden. ”Ja,” siger Udviklingsminister Christian Friis Bach til Notat, ”standarder er ved at blive en af de vigtigste handelsbarrierer, som verdens fattige lande støder ind i.”

Socialisternes fokus på at øge den hjemlige offentlige sektor vil fastholde det dybe skel mellem rige og fattige lande; fortsat global uretfærdighed. Det er konsekvenserne af Enhedslistens, Socialistisk Folkepartis og Socialdemokraternes tankegang. Vi mangler efterspørgsel siger Johanne Schmidt-Nielsen og det har hun sagt flere gange. Venstrefløjen vil skaffe arbejdspladser i Danmark med statsstøttede ordninger, der skal øge den indenlandske efterspørgsel. Det er et eksempel på, at venstrefløjen vil sikre den privilegerede stilling, vi allerede har. Som om danskerne ikke har råd til at skifte til termoruder, hvis det var det, de ville.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Venstrefløjen har mistet sit analytiske kompas. Den presser sit marxistiske konfliktskema ned over alt, den ser. Men den gør det kun på nationalt plan og har helt mistet sine internationale prætentioner, og ser derfor ikke, at denne verdens underkuede ikke findes i vesten. Lidelserne findes andre steder i verden, men der går det fremad takket være den kapitalistiske økonomis globale konkurrence. Den flytter arbejdspladser og indkomster, skaber nye håb og drømme om en bedre fremtid hos befolkninger, som ikke før har haft råd til at drømme.

Fakta viser, at det går fremad. Og det skyldes blå politik. Venstrefløjen, de vestlige fagbevægelser, Occupy-bevægelsen og de mange autonome aktivister har uretfærdigheden på deres side. Venstrefløjen agerer kustoder på museet for det vestlige menneskes historie. Den forsøger at bevare fortidens privilegier for nutidens privilegerede.

Det, der dybest set bekymrer os vesterlændinge, er ikke om, vi har råd til at komme til lægen eller på hospitalet, om vi har råd til at transportere os på arbejde eller give vores børn en ordentlig uddannelse. Nej det, der bekymrer os, er, om vi har råd til den næste skiferie, sommerferien på Tenerife og en tur i Tivoli. Om der bliver råd til diverse elektriske himstregimser og den nyeste designervase til jul. Moderne rød politik og såkaldt progressiv aktivisme går ud på at sikre disse privilegier – disse sofistikerede forbrugskrav – for den vestlige verdens befolkning. I politisk henseende er det den blå fane, der signalerer håb for alverdens fattige. Den røde fane blafrer med krav om mere fritid og fede pensionsordninger til vestens velfærdsforkælede borgere. Men når ikke vi arbejder, så er der andre, der må gøre det for os.

”Verden forandrer sig,” skriver den kenyanske kommentator Gitau Warigi, ”og Deres excellencer fra Europa bliver nødt til at tilpasse sig de tider. Kina er allerede verdens næststørste økonomi og ser ud til at blive den største inden årtiets udløb. Brasilien overhalede Storbritannien i år og blev den sjette største økonomiske magt i verden, og jeg vil vædde på, at landet vil overhale Frankrig inden årets udgang for at blive den femtestørste. At ligge i med små egoer fra lande, hvis økonomier og globale magt hurtigt svinder, giver ikke megen mening.”

Regelbaseret global økonomi og internationalt samarbejde

Ifølge Mahbubani er det mere internationalt samarbejde baseret på ”the rule of law,” udviklingslandene har brug for. Og mens den globale magtfordeling langsomt ændrer sig til fordel for verdens fattige og USA og de vestlige lande ikke længere kan trumfe deres vilje igennem i de internationale organisationer, går diverse ”progressive” aktivister på gaden og kæmper den globale overklasses kamp. I 1999 vandt demonstranter ved WTO topmødet i Seattle (glimrende filmatiseret i Battle of Seattle), ifølge Mahbubani en kortfristet sejr, da det lykkedes dem, at få USA’s Præsident, Bill Clinton, til at give ”efter for nogle demonstranter og fagforeninger og [forlade] en global handelsrunde for at pacificere nogle få tusinde havne- og andre arbejdstagere i Seattle.” (Mahbubani 2013: 162).

Allerede i 1994 lovede de vestlige lande, at de ville opgive støtten til deres landmænd, men man har endnu ikke gjort det. I forbindelse med Doha udviklingskonferencen i 2001 fingerede USA et sammenbrud i forhandlingerne for ikke at komme til at fremstå som ”the bad guy,” da de ikke ville opgive støtten til deres egne bomuldsproducenter, og derved give afrikanske bomuldsbønder en chance på verdensmarkedet. (Mahbubani 2013: 176).

Når det internationale samarbejde ikke fungerer, er det fordi de vestlige regeringer endnu er så magtfulde, at de kan trumfe deres privilegerede og demonstrerende befolkningers vilje igennem. Men det er en stakket frist. De vestlige økonomier bliver mindre og mindre betydningsfulde. Og Grækerne bliver ikke bedre stillet af at tegne hitlerskæg på Angela Merkel og franskmændene får ikke deres industri tilbage af at besætte fabrikkerne.

Mens vi i vesten leger ”civilisationernes sammenstød” og med alle midler forsøger at beskytte vores egne økonomier, har Indien og Kina fundet ud af at samarbejde om de for dem store betydningsfulde ting, som f.eks. udviklingen af olieindustrien i Sudan. ”Kina foretrækker ”the big stuff” som passer Afrika bedre,” skriver Warigi. Europa kan så specialisere sig i småting.

Både Indien og Kina har sammen med de øvrige udviklingslande en interesse i et åbent regelbaseret og styrket globalt handelssamarbejde, åbent og regelbaseret således at USA og vesten ikke kan trumfe deres vilje igennem ved at vride armen om på diverse svagere stater i bilaterale aftaler. Når de sammen med de øvrige BRIKS-lande foreslår en ny udviklingsbank (BRIKS-landene er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), er det nok på tide at de vestlige landes befolkninger får øjnene op for deres dalende betydning og begynder at se med friske øjne på deres privilegier. FN-organisationerne repræsenterer for de fattige et lov-baseret internationalt samarbejde og dermed en vej til mere global retfærdighed. Til gengæld viser dokumenter fra wiki-leaks at vesten og i særlig grad USA modarbejder FNs agenda i så henseende. Som Samuel P. Huntington skrev: ”enhver historiker ved, forsvinder civilisationer og begraves under tidens sand.” Og lige nu tipper magtbalancen i verden. Tyngdepunktet fjerner sig fra vesten.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Arbejdspladser, kapital og teknologi vil med fair handelsregler bevæge sig over landegrænser til fattigere befolkningers lande. I de lande vil det skabe vækst, virksomhederne vil udvikle sig og kræve bedre uddannet arbejdskraft, som disse lande på grund af væksten, i højere grad får mulighed for at leve op til, hvilket vil øge væksten yderligere. Og efterhånden bliver det dyrere at producere i disse lande, hvorved vi igen – efter nogle års tilbagegang – atter bliver mere konkurrencedygtige. Resultat: en mere ligelig fordeling på globalt plan.

Det fremgår af FNs Udviklingsrapport 2013, at de globale markeder har spillet en nøglerolle for den positive udvikling i verdens fattige lande. Andelen i den globale handel forrykker sig i disse år til fordel for de sydlige lande, mens den viger for de gamle økonomier i Australien, Canada, EU, USA og Japan.

Det er som Francis Fukuyama profeterede tilbage i 1990’erne. FN Udviklingsfond og Mahbubani dokumenterer det blot.

Socialismens død

Mahbubani er helt på linje med Fukuyama, når han skriver, ”Historien har givet de kommunistiske centralt planlagte økonomiske styringssystemer et dødsstød. Og ja, Nordkorea er her stadig, men hvem vil kalde det et levedygtigt samfund. Selv Cuba åbner gradvis sin økonomi og går forsigtigt i fodsporene på Kina og Vietnam, to af de mest dynamiske økonomier i verden.” Og sammen med den økonomiske vækst kommer kravet om uddannelse som igen vil forstærke hinanden. Efterhånden vil vi se flere krav om indflydelse og demokrati i verdens fattigste egne.

Det allersidste der mangler, er, at denne verdens socialister omsider forstår, at deres idé har tabt, at de melder sig ind i den fælles kamp for en mere retfærdig verden. Socialismen har ingen steder skabt varig og holdbar fremgang for den brede del af befolkningen – i stedet har den skabt sine egne privilegerede klasser. For både Kina og Vietnam gælder det, at fremgangen begyndte da man gav køb på de socialistiske principper.