image_pdfimage_print

Vindruen og tryllestaven – om menneskets særkende I

Forskning sår tvivl om forskellen på mennesker og aber. Bortset fra omfanget af kropsbehåring. I et studie fra 2011 viser Martin Schmelz, at chimpanser kan tænke sig frem til, hvordan andre aber opfatter verden, og hvilke afgørelser de måtte vælge at træffe på baggrund af deres opfattelse. Lyder det som noget, du troede, at kun mennesker var i stand til? Og i så fald, hvad er det så, der gør os mennesker helt anderledes

Jeg er ikke blot overrasket, men også imponeret. Og jeg undrer mig: Hvis aber kan så meget, hvad er det så, der gør os mennesker unikke? Hvorfor er det kun os, der har skoler, marker, plantager, veje, broer, flyvemaskiner, havenisser, retssystemer, parlamenter, hjertestartere og dialyseapparater.

Efter en række spekulative overvejelser er jeg kommet frem til, at den virkeligt afgørende forskel på mennesker og vores nærmeste slægtninge ligger deri, at vi kan interessere os for tryllestave og det, andre gør med tryllestave. Altså pinde; vi mennesker fascineres af udklædte folks pindegestik. Det har været umuligt (i mit tankeeksperiment) at påvise samme fascination hos aber. Aber foretrækker så langt vindruer, bananskiver og lignende.

Lad os se nærmere på, hvad det er, chimpanser kan med deres hoveder, inden vi ser nærmere på, hvad det er ved tryllestaven, der sådan betager os.

At skille bevidstheden fra sanserne

Det eksperiment, Schmelz sammen med sine kollegaer udførte, er så spidsfindigt og sindrigt, at det knapt lader sig beskrive med ord, og derfor har de lagt en lille video på nettet, så man med egne øjne kan se opstillingen (her kan du se, hvad du skal bruge, hvis du vil afprøve forsøget hjemme).

For at udføre forsøget skal du, til at begynde med, bruge et par aber (gerne flere) og en smal bordplade, i hvilken du i den ene ende laver et hul, som kan rumme en vindrue. I hullet placerer du nu en vindrue, mens den ene af dine forsøgsaber (abe 1) kan se det. Så dækker du hullet (med vindrue i) med et smørebræt, hvorefter du i den anden ende af bordet placerer yderligere en vindrue, som du ligeledes dækker med et smørebræt. Da der ikke er et hul i den ende af bordet, skråner brættet en anelse; nok til at du vil slutte at der ligger noget under, selvom du så bordet fra den side, hvorpå brættets kant hviler.

Når du er kommet så langt, skjuler du opstillingen for abe 1, og skubber bordet over til forsøgsabens modstander (abe 2), som indtil nu ikke har set, noget af det, du har lavet. Abe 2s opgave er nu, at tilkendegive, hvilken af de to smørebrætter, det vil være mest interessant at flytte. Det, der ligger plant, eller det, der skråner en anelse. Og klart nok – det ville du også have gjort – vælger abe 2, det skrånende bræt – og belønnes med vindruen. Chimpansen fatter umiddelbart, at der er en årsag til at brættet skråner en anelse, og at sandsynligheden for at der gemmer sig noget dér, er større end sandsynligheden for at der gemmer sig noget under det bræt, der ligger fladt på bordet. Det er egentlig imponerende allerede her.

Det helt vilde sker imidlertid, når du nu igen lukker udsynet for abe 2 og skubber bordet hen til abe 1 og fjerner det bræt der blokerede dennes udsyn. I mellemtiden har du dog sat en skydelåge op for de to brætter, der nu begge ligger fladt på bordet – hvoraf det ene dækker over det lille hul med vindruen i. Abe 1 kan altså ikke se bordet for skydelågen, men den kan vælge mellem brætterne ved at skyde lågen til den ene eller den anden side. I denne opstilling har Abe 1 ikke set, hvilket af brætterne abe 2 valgte, alligevel vælger abe 1 i lidt mere end halvdelen af forsøgende det bræt, der aldrig har skrånet. Man må formode, at abe 1 tænker, at abe 2 har tænkt, at der gemte sig noget under det skrånende bræt, hvorfor det bræt, der har ligget fladt ned hele tiden, nu må være det mest interessante. Eller abe 1 tænkte, at da abe 2 ikke så dig skjule vindruen i hullet, kunne den heller ikke vide, at der var en vindrue, hvorfor den vælger at se bag det skrånende bræt, som formodentlig dækker over noget, siden det sådan skråner.

Det er vildt, og Schmelz holder sig heller ikke tilbage i konklusionen:

”Hvis vi definerer tænkning som at drage en slutning uden adgang til sanseinformation, så kan vi konkludere at tænkning ikke er forbeholdt mennesket alene, men tænkning over andres [tænkning] er det heller ikke.”

Det er det her, tænkning over andres tænkning, der er for vildt. Man kan måske også sige det således: Det mennesket har, som chimpanserne ikke har, er ikke-hår.

Tryllestaven

Det er ikke desto mindre meget betydningsfuldt ikke at have hår. Det må vi konkludere al den stund, forsøget ikke forklarer, hvorfor vi aldrig har observeret chimpanser lave skoler, marker, plantager, veje, broer, flyvemaskiner, havenisser, retssystemer, parlamenter, hjertestartere og dialyseapparater.

Aberne har på nuværende tidspunkt siddet længe nok i deres forsøgsbure. De trænger til en tur i byen. Vi tager til trylleshow med klovnen Raffus (se fra 2.48 minutter). Raffus har en fantastisk tryllestav, med hvilken han tryller en hvid fjerdusk frem. Eller rettere, en temmelig stor del af hans publikum, som er i børnehavealderen (nogenlunde samme aldersgruppe, som vores chimpanser), er temmelig skeptiske og mener, at Raffus blot har trukket fjerdusken ud af tryllestaven. Raffus benægter og forsøger sig endnu engang. Desværre er publikum meget årvågne og mindst én opdager, at han bag om ryggen blot stopper fjerdusken op i tryllestaven, mens han med sin ordstrøm ihærdigt forsøger at aflede opmærksomheden fra sit snyderi.

Han er afsløret. Alligevel fremturer han, og påstår at han kan trylle en farve på den hvide fjerdusk. Publikum kan dog ikke blive enige om en farve, og Raffus skærer igennem og siger, at han da bare kan trylle den om til alle farver. I fællesskab fremsiger klovnen og publikum en trylleformular og fjerdusken har nu alle farver.

Men ingen får den angiveligt mangefarvede fjerdusk at se. Hurtigt fremsiger Raffus trylleformularen og fjerdusken er atter hvid. Der lyder igen høje protester fra det årvågne publikum; de vil se fjerdusken. De er bestemt ikke overbevist om Raffus evner som tryllekunster. ”Nårh, I vil have jeg skal tjekke farverne,” udbryder Raffus, ”men det kan jeg jo bare gøre ved at kigge ned i røret.” Igen protesterer publikum, men Raffus er ligeglad og sætter tryllestaven op til øjet, mens han i samme bevægelse trækker en mangefarvet fjerdusk ud af røret og holder den op med den anden hånd.

Mens jeg begejstret står og klapper, ikke mindst af Raffus evne til at holde børnenes opmærksomhed fanget, kommer jeg i tanke om aberne. De er væk. Kort efter finder jeg den ene i en gardinstang og den anden ved resterne fra en frugtskål i et lille te-køkken. Raffus har ikke kunnet holde på deres opmærksomhed. Hvorfor har aberne mistet interessen så hurtigt, når nu børnene vedblev at være optaget af trylleshowet?

Jeg har kun et fornuftigt svar på det spørgsmål, og det har jeg fundet hos Michael Tomasello, som var en af kollegaerne på Schmelz’ forsøg, men han er ikke bare det: Han er en af de gamle, en af de store autoriteter og allerede i 1999 i bogen The Cultural Origins of Human Cognition konkluderede han: ”Der er kun en enkelt stor forskel [mellem mennesker og aber], og det er det faktum, at mennesker ”identificerer” sig med artsfæller på en meget dybere måde, end andre primater.” (side 14).

Turbolæring og fællesskab

Vi mennesker har en mere udtalt evne til at sætte os i andres sted, end andre arter har. Det er den evne, der holder børnene fanget af Raffus tryllerier. Det er ikke så meget, det han gør med sine rekvisitter, men de forventninger, han vækker hos børnene, og deres reaktioner på hans handlinger. Raffus trylleshow er ikke magi, men en leg mellem bevidstheder; hans og børnenes. Og mon ikke det er fordi, man ikke kan spise bevidstheder, at aberne fandt andet at tage sig til? Var der væltet vindruer og rosiner ud af Raffus tryllestav, skulle de nok være blevet. Evnen til at sætte sig i andres sted – og lysten til det – har gjort det muligt for os at udvikle store symbolske systemer, såsom sprog, matematik og musik, hvilket igen har sparket til den kulturelle udvikling, som igen ligger pres på vores kognitive og mentale udvikling.

Det, der har båret forandringen af menneskene og gjort os så forskellige fra vores fætre og kusiner, har kun et muligt svar, mener Tomasello, og det er social og kulturel transmission. Og det biologiske pres der opstår på baggrund af denne evne vedrører evnen til at forstå kulturelle normer og sociale koder. Kort sagt fællesskaber. De hjerner, der bedst forstår de kulturelle og sociale koder, er dem, der klarer sig bedst.

Vores udprægede evne til at sætte os i andres sted gør os umiddelbart i stand til at forstå, hvad andre vil. Med en smule erfaring – altså som voksne – kan vi derfor vurdere om et barns aktiviteter vil føre til det ønskede mål. Og hvis ikke kan vi gå ind og rette aktiviteten. Modificere eller forbedre redskabet – eller blot brugen af det – og på den måde opstår den kulturelle udvikling. ”The rate of development was undetectably slow at the beginning,” skrev Jared Diamond i 1997, ”when hundreds of thousands of years passed with no discernible change in our stone tools and with no surviving evidence for artifacts made of other materials. Today, technology advances so rapidly that it is reported in the daily newspaper.” Hver eneste generation bliver en smule klogere og kan lære deres børn at benytte de nu endnu mere avancerede redskaber og teknologier. Og de børn, der forstår at udpege de bedste forbilleder og tage ved lære af dem får opnår en umiddelbar fordel.

Man ser ikke det her hos aber, at de for alvor giver lærdom videre fra generation til generation. Abeunger må nøjes med at efterabe, derfor udvikler de ikke kultur. Egernaber er temmelig kloge, f.eks. er de klar over, at det bliver nemmere at knække en palmenød, hvis man ligger den til tørre noget tid. Hvordan de har fundet ud af det, og hvordan de har bevaret den viden, kan jeg ikke svare på, men når nøden har tørret, bringer aben den til værkstedet, hvor den skal knækkes. Det gøres med bestemte stentyper. Men det kan tage op til 8 år for en ung egernabe at lære kunsten. Den må nemlig selv finde ud af det. Når et menneske ser et andet menneske i gang med et eller andet fatter det umiddelbart intentionerne hos den denne – formålet med handlingerne. Og hvis handlingerne viser sig tossede i forhold til målsætningen, begynder vi straks at justere den andens adfærd. På den måde lærer vi i turbofart. Og det er det, der gør hele forskellen. Det hedder læring og samarbejde. Eller med et andet ord, vi godt kan lide: Højskole.