Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/vidanserforlidt.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Dump og Forsvind!

Af højskolelærer Kenneth Degnbol

Adgangsbillet til samfundet

Et af efteråret politiske spørgsmål bliver reformen af erhvervsuddannelser. Uddannelserne har gennem længere tid oplevet færre og færre ansøgere og større og større frafald. Det er ikke prestigefyldt at gå på erhvervsuddannelse. Deres status trænger til en rehabilitering. Et tema, som murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye iøvrigt debatterer i den aktuelle bog ‘Kloge Hænder‘ om misforholdet mellem anerkendelsen af de erhvervuddannede og akademikerne.

Fra mediebilledet at dømme ser det ud til, at der er konsensus om adgangskrav på erhversuddannelserne. Helle Thorning og Lars Løkke, Dansk Industri og LO er blandt dem, der er kommet med forslag om adgangsbegrænsning. Og det er vel en god ide. Flere andre uddannelser har sat kunstige begrænsninger op – ikke for at sortere i et for stort ansøgerfelt, men for at sikre et vist niveau hos de studerende.

Men hvad så med de mennesker, der ikke kan kvalificerer sig til nogen uddannelse overhovedet? Det er det oplagte spørgsmål, det efterlader sig. Det er den paradoksale situation. Uddannelse er vores billet til samfundet. Ingen vej udenom. Alle skal igennem. Eller i hvert fald de fleste ifølge målsætningen om de 95 procent unge med ungdomsuddannelse i 2015, som regeringen styrer efter. Og samtidig konkurrerer alle uddannelser om ikke at blive bundskraberen, den der tager de sidste, stedet hvor alle garanteres den billet til samfundet, der reelt bliver en fribillet. Indfører erhvervsuddannelser adgangsbegrænsning rykker problemet vel bare videre. En ny skole må blive billetkontoret, der udlover fribilletter.

Arbejdet som indgang til samfundet

Måske bør vi udfordre den tanke, at vil har gjort uddannelserne til selve adgangsbilletten til samfundet. Det er formentlig svært i et land, der bryster sig af et højt uddannelsesniveau, Grundtvigs eget land, hvor vi lærer for hele livet, og hvor mange af os fylder uddannelse på uddannelse i en grad, der i den forgangne uge fik en Ph.d. til at kalde os for uddannelsesbulimikere: Nogle af os fylder mere på end vi kan rumme i en næsten sygelig grad. Uddannelser er en del af rettighedstænkningen; jeg har ret til en uddannelse. Og når samfundet samtidig ønsker flest mulig uddannede borgere, bliver det et ensrettet stormløb mod et bolværk, der får svært ved at sortere, sætte niveau, stille krav. Og gavner det i virkeligheden det overordnede uddannelsesniveau? Formentlig ikke, hvis man f.eks. spørger de universitetslektorer, der hvert år ved denne tid ømmer sig over de nyoptagne på deres fakulteter, der ser sig selv som elever fremfor studerende.

I stedet for uddannelser kunne vi tale om arbejdet som indgangen til samfundet. Ikke i form af at have et arbejde, som i sig selv er prestigefyldt og som derfor bliver en ny grænse for de af samfundet inkluderede og ekskluderede. Men selve det at arbejde, at være arbejdende. Arbejde som både en rettighed og en pligt for at fremelske det solidariske ved siden af det selvrealiserende, som vores samfund har brug for.

Men hvad med antallet af arbejdspladser? Vi italesætter arbejdet på en bestemt måde. Der er et antal arbejdspladser, vi kan politisk gøre noget for at forøge antallet, og man kan erhverve sig en, hvis man er dygtig og ellers må man motiveres, uddannes, tvinges til flere ansøgninger og logbøger om ugen til man til sidst klemmes ind på sidste mandat. I stedet kunne vi tale om arbejde med en større selvfølge. Vi arbejder, fordi vi tilhører et samfund. Ligesom vi understøtter hinanden økonomisk med velfærdssamfundet fordeling af midlerne, burde vi vel også alle understøtte samfundet ved at arbejde. Og kan man ikke arbejde for en privat arbejdsgiver, så arbejder man direkte for samfundet, ung og gammel, uddannet eller uuddannet. Det er vel og mærke ikke ment som en noget-for-noget-retorik: Du må arbejde for understøttelsen. Men ment langt mere fundamentalt som det at rammesætte værdige rammer for det at være menneske i et samfund. Et samfund hvor alle har adgang, hvor der er stor forskel på med hvilket man bidrager, men ikke om man bidrager. Nogle vil ikke kunne arbejde med det, de er uddannede til, men bevares, det er vi mange, der ikke gør i forvejen. Den nuværende arbejdsløse vil arbejde et antal timer, der svarer til dagpengene eller understøttelsen i en offentligt bestemt funktion. Måske gør pensionisten det samme i det omfang, vedkommende kan. Det sædvanlige modargument vil være, at det vil tage arbejde fra andre og dermed bliver mere arbejde offentligt besørget og det vil blive samfundsmæssigt dyrere. Jeg er ikke ude i instrumentelle løsninger på de helt naturlige problemstillinger, men ude efter at vi lader de problemers økonomisk-rationelle logik bliver bestemmende for, hvordan vi taler om hele arbejdsløshedsproblemet. Der er meget andet på spil. Hele samfundsdeltagelsen, værdigheden og den samfundssolidaritet, som efterspørges alle steder; den automatiske udelukkelse af samfundet som diskussionen om optagelseskrav på erhvervsskolerne kommer til at handle om for de unge og som går videre i arbejdslivet. Og måske skal der ikke være plads til alle på skolerne. Men der er nødt til at være plads til alle i samfundet og adgangen hertil bør være selve det at være arbejdende i samfundet.

At være arbejdende

Den tysk-amerikanske psykolog Eric Fromm skelner mellem at være eller at have (titlen på bogen fra 1976). Det sidste kendetegner det moderne samfund. Vi har en masse: uddannelser og jobs, men også sygdomme, børn, karrierer, et CV. Vi gør os til samlere. Dem der har en masse. Og dermed eksternaliserer vi dele af det, vi er. Det udgør et værditab i forhold til det at forstå sig selv som værende rask/syg, smed eller professor, gift, forælder osv. Det vi tidligere slet og ret var, så vi endda skrev arbejdstitlerne på gravstenen: højskolelærer Degnbol I den forstand kunne vi italesætte os selv som arbejdende borgere i lige så høj og almen grad som skattepligtige borgere. Som det, der hører med som en selvfølge til det at være menneske og samfund. Som internaliseret vilkår i stedet for en samling titler på et CV eller for andre mangel på samme.

Den frie politiske borger

Filosoffen Hannah Arendt taler om det aktive liv med tre udtryksformer (Menneskets Vilkår, 1958): 1. Arbejdet, der knytter sig til livsopretholdelse, skaffe føde og midler til overlevelse, føde og underholde børn. 2. Fremstillingen, hvor vi skaber nye ting, teknologier, kunst, det der bliver til en merværdi. Og endelig 3. Handlingen, der består i den frie kommunikation mellem individer, udveksling af synspunkter og samliv løsrevet fra kampen for overlevelse; aktivitet mellem mennesker for dets egen skyld.

Hendes ideal er den græske polis, hvor frie mænd, var frie, fordi slaverne gjorde arbejdet, og derfor kunne de politiske handlinger møntes på samfundets anliggender helt adskilt fra individets anliggender. Hun definerer forskellen på den græske polis og det moderne samfund således, at polis var funderet i frihed, mens det moderne samfund er funderet i nødvendighed. Af de tre udtryksformer for det aktive liv har vi i dag en stor vægtlægning på arbejdet; altså den nødvendige livsopretholdelse. Derfor kommer den moderne politik kun til at handle om fordeling af midler. Og derfor er den moderne politik principielt umuliggjort. Det er svært at skabe ordenlyd for anliggender, der ikke handler om det, der er til individers bedste, fordi vi ikke ytrer os som frie borgere i den forstand som gælder for det aktive livs tredje udtryksform, Handlingen. Analysen trænger dybt. Og den kan virke svær at handle på, for den græske polis er en fjern virkelighed. Men Arendt åbner døren for, at vi netop kan skabe den for det politiskes nødvendige frihed, når vi indgår i forbindelser med hinanden, der kun har aktiviteten selv som formål.

I et samfund hvor vi arbejdede, fordi det er naturligt, når man indgår i samfund, vil vi sætte os i forbindelse med hinanden på en ny måde. Ikke på en arbejdsplads som erhvervet ejendom, der sikrer mig billet på første parket og råd til et større hus, bil og båd end dem uden arbejde, men i arbejde som et delt vilkår for det at være til og som en solidarisk implikation af det at være i samfund med hinanden. Og når det er et delt vilkår for os alle, vil arbejdets aspekt som en livsopretholdende kamp for at have et arbejde, forhåbentlig nedtones til fordel for blot og bart det at leve med hinanden og arbejde for aktivitetens egen skyld: Der skiftes støttestrømper i hjemmeplejen simpelthen fordi, det skal gøre – primær handling. Og det forhold kommer før diskussionen om, hvem der gør det og med hvilken uddannelse og til hvilken løn – sekundær arbejdsdiskussion (det kursiverede henviser til Arendts termer).

Solidaritet i det selvrealiserende projekt

Det senmoderne individ, der søger at være et autentisk udtryk for sin identitet, vil formentlig fortsat se arbejdet som et sted for selvrealisering. Her vil uddannelse og evnen til at forvalte den selvfølgelig spille ind på muligheden for at arbejde med det, han er uddannet til, ligesom det vil betyde noget for løn og arbejdsvilkår. Arbejdet vil i nogle tilfælde være prestigebærende, andet vil være det i mindre grad. Nogle vil arbejde sig frem til prestigen gennem uddannelser og karakterer, andre vil finde andre veje i et mere komplekst billede af, hvad det vil sige at være kompetent. Men i det mindste vil vi ikke sætte barrierer op for selve samfundsdeltagelsen. Om man ikke kunne komme ind på erhvervsuddannelsen, når optagelseskravene kommer fra efteråret eller ikke kunne kvalificere sig til et bestemt arbejde gennem jobsamtalerne, så ville vi i alt væsen være aktive samfundsborgere, der med både ret og pligt var arbejdende – til gavn for værdigheden, solidariteten og forhåbentlig hele den politiske deltagelse.




’No standing anytime’ – om samfundskritikkens fremtid

No standing anytime: Tankegangen er lige så simpel, som den er funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer. I forandringsfanatismens tidsalder, hvor selvudvikling og omstillingsparathed hyldes som eneste positive koordinater for et godt liv, risikerer vi at sætte den velovervejede og gennemtænkte kritik over styr, og det kan på paradoksal vis få den konsekvens, at vi stagnerer i gamle idéer.  

Af Mads Strarup, cand.scient.soc. i Socialvidenskab og Filosofi, gymnasielærer ved Københavns åbne Gymnasium.

”Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber på at kunne forstå om nogle dage”. Citatet er skuespiller Claus Nissens, og er lånt fra digteren og filmmanden Jørgen Leths kortfilm Det perfekte menneske (1967). Præcis den fornemmelse sad jeg med den efterårsdag, da jeg gik mine billeder fra forårets New York-tur igennem. Der var gået en sommer, og først nu havde jeg virkelig forstået, hvad det egentligt var, jeg havde oplevet. Eller rettere; havde set.

No_standing_anytime_skiltet

I  New Yorks fantastiske og frygtindgydende uendelighed, havde én af de lange traveture ført os omkring det sydligste Manhattan, og forbi et af kapitalismens vigtigste centre; Wall Street. Her vrimlede det ikke overraskende med turister, der ønskede at forevige sig selv og familien med den berømte børs som bagtæppe. Men midt i det stroboskopiske blitzhav gjorde jeg en slags storbyantropologisk iagttagelse, hvis betydning først har ramt mig nu – måneder efter hjemkomsten. Overalt i området omkring Wall Street hænger der små, røde skilte med påskriften; ’No standing anytime’. Lad os kalde dette et påbud om bevægelse. Disse blev vistnok ophængt i tiden efter terrorangrebet den 11/9-2001, hvor frygten for at Wall Street kunne blive et kommende terrormål fik bystyret til tage en række forholdsregler. Tankegangen er simpel, men funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer.

Men hvorfor har dette undseelige skilt og dets påbud pludseligt fået mening for mig? Hvorfor er udsagnets betydning først blevet klart for mig nu her sikkert tilbage på den anden side af Atlanterhavet? Sagen er klar. Med måneders afstand gik det op for mig, at udsagnet ikke alene fortæller noget om den amerikanske frygt for og bekæmpelse af terror, men at udsagnets overførte betydning også kan bruges som indgangsvinkel til at forstå en af mit eget samfunds stærkeste samtidsnormer. ’No standing anytime’ kan betragtes som en betegnende etikette på et samfund, hvis grundpræmis er bevægelsen. Altid synes vi på vej videre. Hvorhen? Bare videre.

I sin kronik Forandringsfanatisme koster os trygheden gør Mathias Herup Nielsen en lignende betragtning, idet han skriver, at ”den trekant af stabilitet, tryghed og langsigtethed”, som tidligere karakteriserede det danske samfund, i dag er under et gevaldigt pres. Et pres som kommer af, at der har indfundet sig en art forandringsfanatisme, hvor begreber som ’selvudvikling’ og ’omstillingsparathed’ konstant hyldes som entydigt, positive koordinater for det gode liv. Ifølge Herup Nielsen har det den konsekvens, at vi har udviklet et samfund hvor trygheden og sikkerheden om, at i morgen ligner i dag, totalt er forsvundet. Herup Nielsens betragtninger er for så vidt korrekte, men jeg er af den opfattelse at han ikke er omfattende nok i sin konsekvensberegning. Ikke nok med at både trygheden og sikkerheden ryger sig en tur, så er forandringsfanatismens bevægelsesmantraer så skadelige, at de berøver os muligheden for at formulere dybdegående samtids- og samfundskritik.

Fra krop til sjæl

For at forstå, hvorledes bevægelsen er blevet til vores samtids eksistentielle grundpræmis, er vi nødt til at tage en lille tour de force tilbage i historien. I løbet af de sidste 50 år har det danske arbejdsmarked gennemgået en udvikling fra, at hovedparten af danske arbejdere hovedsageligt brugte deres kroppe som sit redskab, til i dag, hvor det i en lang række jobs i højere grad er arbejdernes sjæle, som driver virksomhederne fremad. Fra industrisamfund til informationssamfund; fra håndens arbejde til åndens arbejde.

Det er i denne transformation fra én arbejdstype til en anden, at vi over en bred kam i dag kan konstatere, at det i langt højere grad er i psyken (det indre), at arbejdets negative bagside viser sig, i modsætning til tidligere hvor det kom til udtryk i kroppen (det ydre). ’Udmattet’, ’stresset’, ’brændt ud’ – betegnelser er mange, men de vidner alle om én ting; at der i de senere år er blevet sat helt urimeligt høje krav til den enkelte arbejders mentale tilstedeværelse i og omkring arbejdet. Her tænker jeg bl.a. på coachingpraksissens idé om potentialefuldbyrdelse, hvor psyken betragtes som en form for uudtømmelig kilde, hvis ekspansion potentielt aldrig er fuldbyrdet. Man kan jo altid præstere bare lidt bedre, right?!

På denne vis har vi således fået skabt os et arbejdsmarked, i særdeleshed i kreative og akademiske brancher, hvor der forlanges et gennemsnitligt præstationsniveau langt over det i længden mulige. Det skyldes bl.a. det uudsagte selvudviklingsdogme, som ofte indhegner disse branchers arbejdere; Hvis du ikke er under udvikling, er du under afvikling. Det handler således om at være i konstant bevægelse. Hvorhen? Bare videre.

Intet nyt under solen

Mantraet om bevægelse har således taget den plads, som ophobningen af erfaring tidligere besad. Sidstnævnte kan kun opbygges, hvis man i længere perioder gør ophold samme sted, f.eks. i samme jobfunktion. Opholdet har netop det positive karakteristikum ved sig, at det skaber overblik, indsigt og detaljekendskab. Opholdet skaber således et solidt grundfunda

ment, hvorfra man kan orientere sig. Men når der i den evige bevægelses hellige navn ikke er tid til disse ophold, bliver erfaringen det første offer. Og dermed fjernes det nødvendige vilkår for enhver samfundskritik. Uden erfaringen, ingen reel samfundskritik. Så enkelt er det!

Den tysk-kinesiske filosof Byung-Chul Han er en af de mange tænkere, som forsøger at indfange sin samtids problemer, og i sin lille pamfelt af en samtidskritik Træthedssamfundet skriver Han følgende passus om netop det samfundsmæssige normregime, der har gjort bevægelsen til eksistentiel grundpræmis:

”Menneskehedens kulturelle præstationer, heriblandt også filosofien, skylder vi dyb, kontemplativ opmærksomhed. Kulturen forudsætter en omverden, der muliggør en dyb opmærksomhed, hyperopmærksomheden (hyperattention). Et hurtigt skift i opmærksomhed mellem opgaver, informationskilder og processer er kendetegnet for denne spredte opmærksomhed. Eftersom den heller ikke har megen tålmodighed over for kedsomhed, tillader den præcis så lidt af den dybe kedsomhed, som ikke er uvigtig for en kreativ proces. Walter Benjamin kalder denne dybe kedsomhed for en ”drømmefugl, der udruger erfaringens æg”. Hvis søvnen er den kropslige afspændings højdepunkt, er den dybe kedsomhed den åndelige afspændings zenit. Den rent hektiske adfærd frembringer intet nyt. Den reproducerer og accelererer det allerede foreliggende.”

Han forholder sig således netop til det tidligere skitserede skifte fra håndens arbejde til åndens arbejde, idet han noterer at både kroppen og ånden har behov for hvile. Åndens hvile – kedsomheden – er således forudsætningen for at vi ikke blot begår en uigennemtænkt reproduktion af det herskende normregime, men aktivt kan tage kritisk stilling til vores samtids iboende problemer, således skaber plads til at handle derpå. For det hektiske samfund, hvis permanente væren-i-bevægelse er kedsomheden og

Forfatteren

Forfatteren

gentagelsen ildeset, hvorfor disse fænomener bliver søgt minimeret og i bedste fald afskaffet. For kritikken er kedsomheden og gentagelsen dog omvendt de altafgørende tændsatser, der netop sætter den kritiske proces i gang. Og med et rammende Nietzsche-citat sætter Han fingeren på hvilke uheldige konsekvenser, det potentielt kan have når den konstante væren-i-bevægelse ikke efterlader plads til pause og ophold: ”Af mangel på ro løber vor civilisation ud i et nyt barbari”.  Det er på denne baggrund, at man med en vis bekymring, kan konstatere, at hektik og kritik ikke går hånd i hånd.

 

 

På camping i taxa

Også den danske sociolog Rasmus Willig forholder sig til kritikkens mulighedsbetingelser, og med en Bauman’sk formulering kategoriserer han vores samtids kritik for en campingpladskritik. Willig anerkender altså eksistensen af kritik, men det er en lille kritik, hvor der med campingpladsen som metafor f.eks. klages til dennes bestyrer over mindre forhold; larm, manglende oprydning etc. Altså små kritiske anmærkninger. Enten efterkommes disse beklagelser, eller også må man bevæge sig videre til en anden campingplads vis forhold bedre harmonerer med den enkeltes præferencer. Denne kritik er således lille, og har derfor hverken format eller tid til at formulerer sig mere omsiggribende. Dette står i modsætning til at den store kritik, som netop tager sig tid til at formulerer sig omfattende, hvorfor den i yderste konsekvens også er farlig for det herskende normregime, idet den store kritik potentielt er omstyrtende heraf.

Willig noterer således også, at bevægelsen er den substantielle samtidskritiks største udfordring. Men hvor Willig forholder sig til de små kritikkers overfladiske skraben, berører den danske filosof Anders Fogh Jensen omvendt mellemrummet mellem de to små kritikker – et mellemrum han benævner den permanente passage. I lighed med Willig anskuer Fogh Jensen ligeledes bevægelsen som vores samtid stærkeste normmarkør. Vi har skabt os selv en slags taxaliv, hvor det er vigtigere at være på vej, end at være fremme. Forbinder vi Willigs outdoor-definition af kritik med Fogh Jensens taxaistiske billede på bevægelse, kunne man med et præcist prædikat kalde vores samtids mennesketype for nomaden. Altid på vej videre – og gøres der ophold, et det altid kun kortvarigt.

Et konkret eksempel på at vores samtid er domineret af bevægelsesmantraer, som jeg har brugt de ovenstående linjer på at skitsere, kan man f.eks. bemærke i DRs TV-avis, hvor et af de afsluttende programindslag, introduceres med ordene: ”Og nu til morgendagens nyheder”. Den type af journalistisk imødekommelse af en umiddelbart nær fremtid, er åbenbart blevet en markant præmis i nyhedsformidlingen. Morgendagens omstændigheder er også i centrum i Novozymes’ slogan ’Rethink tomorrow’ . Men i tillæg til TV-avisen, så udsætter Novozymes udsagnet bevægelsesmantraet for en form for dobbelt acceleration, hvor både morgendagen og ikke mindst gentænkningen af denne er i spil på samme tid. I begge tilfælde er der filosofisk set tale om en foregribelse af fremtiden; en bevægelse i retning af det endnu ikke skete. Hastigt skal vi videre. Hvorhen? Bare videre.

Diagnose og behandling

Tilbage ved skiltet i New York. Bevægelsespåbuddet kan således anvendes til både at forstå den amerikanske terrorbekæmpelse og det danske arbejdsmarked. Men forener det nødvendigvis terroristen og kritikeren af det danske arbejdsmarked? Disse to figurer er i udgangspunktet væsensforskellige; den første går af argumentets saglige, rationelle vej, mens den anden anvender sig af ordløs vold og hærgen. Men på ét eneste punkt minder de om hinanden; de har begge gjort ophold for en stund, taget bestik af deres omgivelser, og handlet derpå. Dog med to vidt forskellige resultater; et legitimt, et andet illegitimt. Bevægelsespåbuddet rammer dem begge. Desværre til ulempe for samfundskritikken.

Vælger vi her afslutningsvis at anskue samtidens bevægelsesnormer som en sygdom, så udgør denne tekst et spinkelt forsøg på at stille en diagnose. Dette første kapitel mangler således et kapitel 2, som forholder sig til behandlingen. Først når dette kapitel er forfattet, kan samtidsanalysen betragtes som fuldendt, og således slippes løs. Men behandlingen må ikke være en bagstræberisk higen efter en tid der var engang, men ene og alene hvile på et fundament af dybfølt bekymring om, at vi til lyden af forandringsfanatismens jubelbrøl risikerer at miste evnen til at bedrive substantiel samtidskritik.

Måske skulle vi lytte til den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein, der i sine Spredte bemærkninger skriver følgende; ”Hvor andre går videre, bliver jeg stående.” Måske burde vi gøre som Wittgenstein? Blive stående. Om ikke i fysisk, så i mental forstand. I hvert fald bare engang imellem gøre ophold, orientere og fordybe os, uden lynhurtigt at skulle videre i en fart – og derved kræve vores ret til at ophobe erfaringer.

Måske skulle vi – i forlængelse af den Wittgenstein-inspirerede idé – udtænke et nyt dannelsesbegreb, som skulle praktiseres i folkeskoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Et dannelsesbegreb, som både formår at sætte individet i stand til at forstå og ikke mindst bemægtige sig samtidens normer, men som samtidigt indvarsler at det lille, men betydelige ord ’nej’ ikke er en umiddelbar afvisning af en forbipasserende mulighed, men et gennemtænkt forsvar af retten til fokus, indsigt og koncentration. På denne vis kan det nuværende ’hvorhen?’ i fremtiden forhåbentligt transformeres til ’hvorfor egentlig?’.

Mange har forsøgt sig med at forfatte Kapitel 1 – Samtidsdiagnosen. Færre har givet sig i kast med Kapitel 2 – en kur mod samtiden og for fremtiden. Opfordringen er hermed givet videre.

Inspiration til videre læsning: Alain Ehrenberg: Det udmattede selv (2010 da./1998 ori.), Anders Fogh Jensen: Projektsamfundet (2009), Anders Fogh Jensen: Projektmennesket (2009), Byung-Chul Han: Træthedssamfundet (2012 da./2010 ori.), Mathias Herup Nielsen: Forandringsfanatismen koster os trygheden, Dagbladet Information (d. 26/4-2011). Link: http://www.information.dk/266189, Rasmus Willig: Til forsvar for kritikken (2007), Zygmunt Bauman: Flydende modernitet (2006 da./2000 ori.).