Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/vidanserforlidt.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Essay om fodbold, familie og kriminallitteratur: Formens tyranni

Vi elsker vold, krimier, zombier og et uhyggeligt gys. Vi muntrer os endda med det lige før, vi skal sove. For sådan er vi, mennesket. Men selv om det er for næsen af os hele tiden, så fornægter vi det. Mennesket er fornuftigt, mennesket er godt, mennesket er… Billederne af det perfekte menneske, vi har forsøgt at danne hinanden efter i generationer er talrige. Men det onde i os undslipper ikke.

Af Kenneth Degnbol

Jeg er blevet krimiforfatter.
Jeg er udkommet med en krimi. En blandt mange i disse år, for det sælger godt. Ikke nødvendigvis min, men krimier som sådan går som varmt brød. Og nu har jeg også begået en og er glad og stolt. Tænk at være blåstemplet forfatter og tage til debutantfester og bogsigneringer. Selvom jeg er stolt af det, skriver jeg det alligevel i passiv form: Jeg er blevet krimiforfatter. For dels skete der retrospektivt set mange ting, der bedst kan beskrives som tilfældig timing på vejen, for uden at forklejne et ellers efter bedste egen vurdering udmærket produkt, så skal man være heldig at blive læst af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt – et nåleøje som så meget andet.
Og dels står jeg nu med en bog i hånden, der forholder sig til en bestemt form, og læses med bestemte øjne. Som en krimi. Skrev jeg det, jeg ville, eller tilpassede jeg mig en form og bestemte konventioner? Skrev den mig? Blev jeg – med andre ord – krimiforfatter?
Formentlig er begge dele sande.

krimi_1010_320

Krimi betragtes ofte som en form for triviallitteratur. Hvad det kaldes er jeg ikke så interesseret i. Der findes gode og dårlige krimier ligesom inden for alle andre genrer. Hvad der gør den til en krimi, er at den udfolder et bestemt tema, et tema om ondskab. Måske er det derfor, det kan betragtes lidt billigt: Hvorfor dog fornøje sig med andre menneskers død og lidelser?
Men spørgsmålet gå videre end det. Hvorfor er vi i stigende grad optaget af horror, død, ondskab, krimier og thrillere som bøger og film. Hvad er det, der gør, at vi ønske at beskæftige os med den del af tilværelsen – endda ofte lige før vi skal sove.

Søndag eftermiddag holder vi helt og aldeles med de blå og hader de røde (eller omvendt)
Svaret er for mig at se det samme som det, fodbolden er blevet forklaret med: I en overvejende pæn og fornuftigt verden, hvor vi dannes efter billeder af det perfekte, er der ikke plads til det primitive, enkle og i til tider endda onde i os. Vi allokerer de dele til søndage eftermiddage på lægterne, hvor vi helt og aldeles kan holde med de blå og hade de røde; her behøver vi ikke høfligt og proaktivt og ordentligt at se alles perspektiver og anerkende at fejlene i bund og grund skyldes, at vi ville det gode, men kom til at frustreres i vores drømme eller i et øjebliks forvirring kom til at se udfordringer som problemer. Med filosoffen Jean Baudrillards ord er fodboldpublikummet blevet deltagere og selve kampen blevet den ramme, vi agerer efter. Vi er der for noget andet end fodbolden. Den er bare mediet, der gør dét muligt, vi er der for. Nemlig en sprække i tilværelsen, hvor det primitive, ensidige og imperfekte kan være.

AC

Med mulighed for at det er et simpelt instinktteoretisk svar, at mennesket går til fodbold og læser krimier, fordi det indeholder noget i samfundet illegitimt, det skal have afløb for, så tror jeg, der er noget om snakken. Den klassiske krimihelt ryger og drikker, er skilt og ser ikke sine børn, er halvfed og halvgammel. Han er med andre ord alt det, et fornuftigt moderne oplyst menneske ikke bør være. Og formentlig er det af samme grund, vi dybest set godt kan lide historier om Niklas Bendtner. Der er dybest set ikke nogen fornuftig grund til at en rig fodboldstjerne og ditto idol skulle køre spritkørsel, true taxachauffører og i bogstavligste forstand lemlæste deres biler. Førnævnte Baudrillard ville formentlig sige, at det netop er derfor Bendtner gør det, for med hans vanlige omvending af deltager og publikum bliver Bendtner tilskuer på den scene, som vi sætter op med vores forventning til ham struktureret igennem medierne. Bendtner gør det, fordi vi vil at han gør det, fordi det er det den side af os, fodbold sætter i tale.

tumblr_luq5j48Wok1qcu0j0o1_500

Overfor alle billederne i bøger og film og på stadioner af den iscenesatte ensidighed, ondskab og irrationalitet må der naturligvis stå andre billeder. Da vi danner og dannes i billeder, må der være andre billeder, hvori vi iscenesættes os som rationelle og gode mennesker.

To på flugt. Den ene burde være Karla
Jeg ser meget tv med min datter. I hvert fald når jeg er sammen med hende, for jeg er moderne delefar, der ser hende efter nøje forhandlede aftaler og skemaer. Hendes yndlingsfilm er lige nu Karlas Kabale og To På Flugt.
Den første er et stykke socialrealisme. Moderne i den forstand at Karlas forældre er skilt. Og alligevel knap så moderne i måden, de er det på. Moderen udlever en tryg kernefamilie med ny mand og børn, med hjemmebag og levende lys og hjemlig hygge. Og faderen har desværre hang til alkohol og at glemme aftaler med Karla. Og jeg græmmes, når jeg ser den, og tænker at det dog er en sær opsplitning i det gode og det onde, hvor det gode identificeres gennem netop kernefamilien, selvom det iscenesættes socialrealistisk med skilte forældre.
Disneys udgave af det gamle eventyr om Klokkeblomst hedder på dansk To På Flugt, og den gør det samme. På engelsk har de kaldt den for Tangled – altså indviklet, hvilket er noget af en tilsnigelse efter som det nærmere er en forenklet – eller for enkel – udgave af Rapunzel, et af Grimms eventyr.
I eventyret sælger et forældrepar deres datter til fordel for at få moderens obskure lidenskab efter klokkeblomster tilfredsstillet. Klokkeblomsterne findes i en smuk have, hvor der bor en heks. Datteren vokser derfor op hos heksen, lige indtil den dag, hvor en smuk prins rider forbi og finder Rapunzel indespærret og efter et drabeligt opgør med heksen får frigivet Rapunzel.
Hvem er den onde i eventyret? Er det heksen? Eller er det forældrene, der skiller sig af med barnet til fordel for en irrationel trang til blomster? Godt og ondt blandes. Det er ikke til at kende forskel. I betragtelig grad som livet selv.

1291823681_rapuntzel

I Disneys udgave er forhistorien ikke med. Rapunzel vokser blot op hos en alene-kvinde. Men en dag opdages hun af en lettere fordærvet prins. Flot, men med hang til lidt smårapsen i bedste Robin Hood-Stil. Og med prinsens hjælp opdager hun, at hendes sande forældre er kongeparret i den nærliggende landsby, hvor alt er floromvundet, lykkeligt og i bedste Disney stil helt og aldeles candy floss-betrukket.
Hvem er de onde i eventyret? Kvinden, der opdrager Rapunzel? Ja, uden tvivl ifølge filmen, selvom hun ret beset sagtens kan betragtes som en reel moder, lige lovlig overbeskyttende eftersom hun holder Rapunzel indespærret i et tårn, men hvilke mødre (over)beskytter ikke deres børn? Og i hvert fald er det her pigen har sin opvækst. Men de gode i filmen iscenesættes som kernefamilien, identificeret ved kongen og dronningen. Det er her Rapunzel med største selvfølge hører hjemme. Uagtet hun ikke har set dem siden sin fødsel.

Jeg er selv et barn 70erne og 80erne. Jeg spørger derfor mig selv, om vi har glemt Alfons Aaberg. Og Pippi. Og Pedersen og Findus. Billederne af de anderledes livsformer, hvor alt ikke er opsplittet i et enten-eller, godt-ondt. Men hvor livet er, som det er. Kaotisk. Vilkårligt. Og godt nok.

Jeg gør mit bedste for selv at være far efter de vilkår, der gælder for mit liv. Men det bliver alt for ofte en jagt på at gøre det ligeså godt som kernefamilieidealet, det gode billede, vi møder alle vegne. En håbløs jagt, der, når jeg gør mit bedste, kun er et næsten-ligeså-godt-som.

Idealet findes ikke kun i mediebilledet. Det gennemsyrer også vores samfundsstrukturer. Børn kan kun have én folkeregisteradresse, børnepengene kan ikke deles, lægevalg og alt muligt andet går efter forældreren med adressen uagtet forældrenes forskellige roller for barnet – vi er tilsyneladende helt blinde for virkelighedens Danmark og orkestrerer efter det samme idealbillede, som filmene er skåret efter: Børn bor jo et sted, ikke!
Men i virkelighedens verden lever vi – hvad end det handler om børne- og familieliv eller alt muligt andet – i sammensatte helheder, hvor intet er perfekt, hvor vi gør vores bedste og lever med at det ikke er perfekt. Og midt i den balanceakt kan lykken endda indtræffe. Hvis den vel og mærke ikke umuliggøres af idealbilledernes konstante fordring om mere og mere, perfektere og perfektere.

Fest og druk er en velfortjent pause
Naturligvis er et par tilfældige film, selekteret af min datters smag, ikke evidens for at sige meget om de billeder, vi opdrager børn (og os selv) efter. Det er blot en fornemmelse. Men dog en fornemmelse, der blandt andet bestyrkes så sent som i denne uge, hvor en undersøgelse fra Aalborg Universitet fortæller, at over halvdelen af gymnasieungdommen har indirekte selvskadelig adfærd (voldsom druk, overspisning, sult eller stofmisbrug) og en femtedel har direkte voldt selvskade (cutting, slå sig selv eller brænde sig selv). Professor Bo Møhl, professor i specialpsykolog i psykiatri, der står bag undersøgelsen, citeres af Politiken for at sige, at det er en hel generation, der mistrives. Årsagen er ifølge Bo Møhl i Politiken et pres for os om at skulle præstere vores bedste hele tiden, som særligt unge har svært ved at håndtere.
De unge elever på min højskole taler om festerne som velfortjente pauser fra alt det, de synes, de skal være og overkomme.

Pausen hilses velkommen. Festen, fodbolden og krimien. Det er godt, at der også er billeder for tankeløsheden, ensidigheden og ondskaben. De billeder har vi brug for. Med C. S. Lewis ord, så ”læser vi for at vide, vi ikke er alene”. Der skal være billeder, der svarer til det, vi er. Men mit ønske er, at billederne var sammensatte. At det gode billede, var det helstøbte billede – der hvor der var plads til det hele. Så vi ikke ender med en generation, der tror, det gode menneske er et perfekt menneske. At det perfekte liv ikke har sprækker og kanter og grå hår. Så vi ikke ender med ulykkelige forældre og børn, der, selvom de gør deres bedste, ikke kan leve op til det idealbillede, filmene fraserer og samfundet strukturerer.

Form, billeder og strukturer er afgørende. Vi bliver derefter.
Krimien skrev mig.

Jean Baudrillard: Et skæbnesvangert scenario

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2238671/over-halvdelen-af-gymnasieelever-skader-sig-selv-for-at-tackle-livet/

Krimien hedder Forkynderen. Den er skrevet i pseudonymet Sander Jakobsen, der dækker over Kenneth Degnbol og Dagmar Winther.




1001 eventyrlige nætter i Paris

Tusind og én nat er netop udkommet i en ny dansk oversættelse.

10001_NAT_2_789820c
Tilblivelsen
Fortællingerne har en tilblivelseshistorie, der på mange måder siger en masse om det komplekse forhold mellem østen og vesten. Fortællingerne har ikke en forfatter. De har kun gendigtere og oversættere. I den tidlige mundtlige fortælletradition, hvor professionelle fortællere (rawi’er) rejste rundt til fester, på cafeer og markedspladser. Nogle af eventyrerne dukker op i 1300-tallet i et manuskript i Paris fyldt med dialekt, der understreger den fortællemæssige form. Og netop Paris bliver central for fortællingerne for her gendigtes de og nedskrives for første gang i deres nuværende omfang af orientkenderen Antoine Galland i 1704. Hans arabiske forlæg var på 282 historier, men inspireret af dem gik han på jagt efter flere historier. Han mødte en ung maronitisk kristen mand, Hanna Diyab, der leverede en masse nye historier til repertoiret, deriblandt nogle af de mest kendte historier som Aladdin og Ali Baba og de fyrretyve røvere.

Historierne vokser altså til den samling, vi forbinder med 1001 nat, via Paris og de to kristne mænd, Galland og Diyab, og herefter gendigtes Galland på arabisk og de vestliggjorte fortællinger om østen bliver med et tilbagesving igen en del af den fortsatte arabiske identitetsdannelse.

Øst og vest bliver til i hinandens billeder 1001nat
Mod- og medbilleder af østen og vesten møder hele tiden hinanden. Som i eventyrerne, som i resten af vores (historie)skrivning om hinanden. I bestemte fortolkninger af ophavet til ordene orienten og occidenten refereres til en betydning af henholdsvis solnedgang og solopgang. Vesten blevet til i østens billede – dem, der så solnegangen, når de så mod Europa, og ligesådan den modsatte vej. Som Edward Said, professoren bag det store idehistoriske værk Orientalisme, siger det: ”Orienten (har) været med til at definere Europa som et billede, en ide, en personlighed eller en erfaring, der afviger fra Orienten”.

1001 nat har en rammefortælling, der passer ind i vestens etablerede billede af orienten. Den fortæller om en sultan, der har en den uheldige vane, at dræbe sine nygifte hustruer på bryllupsnatten. Kun én formår at overleve. Hun hedder Sheherazade (Shahrazad i Ellen Wulffs oversættelse), og fortæller hver aften en historie for sultanen med en cliffhanger til den efterfølgende nat, der gør, at sultanen med sin hang til institutionaliserede engangsknald, dramatik og begær, ikke kan lade de ofte erotiske fortællinger hænge uafsluttede.

Vi kender dette orient-billedet. Det fortæller om store herskere, magt, ufrihed, underdanighed, luksus og seksualitet. Og vi kender det helt tilbage fra vores egen tidlige historieskrivning. Herodot fortæller om Perserne, der underdanigt og blindt adlyder herskerens mindste vink. Hvis de kæmper bravt er det ikke af mod, men fordi de frygter kongen, og modsat kæmper grækerne ud fra deres kærlighed til friheden. Perserne bliver desuden karakteriseret ved deres rigdomme og luksus i modsætning til grækerne mådeholdne livsstil.

Europæerne er frie borgereforside_web_1

Sheherazade position som (sex)slave for sultanen bekræfter os i den vigtigste europæiske identitetsmæssige ide over dem alle, friheden, dannet i modbilledet til den orientalske ufrihed. Fordommen om ufrihed er en stereotyp i de europæiske beskrivelser af ikke bare Arabien men alt øst for os. Når vi i perioder har stået på god fod med Rusland er de blevet beskrevet som frie mennesker, modsat dem, de sloges med længere østpå, i modsætning til de perioder, hvor Rusland har bekriget f.eks. Polen, hvor vi i alliancens hellige navn med vores nabo, Polen, har beskrevet den russiske kriger som ufri og underdanig. Eller tænk bare på de mange film om Vietnam- og Koreakrigen. Rambo per excellence, der alene, og som fri af overordnede kommandoveje, bekæmper tusinder af lemminge-inficerede asiater, vi ikke kan se forskel på. Hvor de har deres styrke i antal, er han stærk, fordi han er alene og fri med mulighed for at improvisere, gemme sig og overraske. Ikke noget at sige til at vi i dag har fået den ide, at modtrækket til Kinas økonomi er europæisk innovation.

Islam som sanselighedens religion1001-nat-eventyr-5709624013087-01
I middelalderens religiøse verden i Europa, var det den arabiske religiøsitet, europæerne havde som modbillede. Islam, som Dante i sin Guddommelige Komedie tildelte en plads i helvedes dybeste regioner, fordi Muhammed som falsk profet opfordrer til sanselighed, erotik og vold, netop det som europæerne senere kom til at kende sultanen fra 1001 nat for. Derfor er de forskellige oversættelser af 1001 nat også i sig selv en historie om Europa. Hvor Gallands udgave fra barokken er kysk er Ellen Wulffs moderne fra 2013 heldigvis ikke bange for seksualiteten, hvis man skal tro anmeldelserne.

Orienten som despotisk
Oplysningstidens filosoffer kendte til Orienten gennem vestens mange kolonier. Og Orienten var derfor den nærliggende model at sammenligne sig med, når samfundsforholdene i Europa blev diskuteret. Det gjaldt f.eks. Montesquieu, der i Lovenes Ånd (1748) beskriver Orientens samfund som despotiske med ufrie borgere, der lever under fravær af lov og ret under kejsere, der straffer grusomt og selv lever med stor luksus, begær og arrogance. Og andre taler om den europæiske civilasation som et modstykke til den naturlighed, som orientens borgere er slaver af.

G. W. F. Hegel beskriver med en oneliner, at mens Orienten ved at kun én er fri, og romerne og grækerne at nogle er frie, så ved den germanske verden, at alle er frie.

Sultanen i 1001 nat skalter og valter. Og hans solipsisme og uhæmmede luksus er også klangbund, når vi i dag f.eks. læser historikeren Oertel, der er en af de mange, der tolker Romerrigets fald som en orientalisering (1971): Overdrevne restriktioner for individet, høje skatter, en diktatorisk kejserstil, der ødelagde borgerskabets private initiativ og en terroristisk embedsmandsstand ”repræsenterer en bevægelse mod orientalske former for (…) organisation”.

Det er med andre ord det samme billede, europæerne har brugt gennem mere end 2000 år fra Herodot frem til idag til at beskrive ikke bare orienten, men først og fremmest os selv.

Billedet overlever kulturens skiftende udtryk
Når vi i dag ser fuldt påklædte muslimske kvinder på en dansk sommerdag, undrer vi os måske. Nogle bliver endda bebrejdende og vrede. Det er derfor interessant at tænke på, at vi i årtusinder og indtil for få år siden har set på orientens kvinder som sanselige og kropslige, der har kunnet lokket vestens mænd i fordærv. Når vi har ændret synet på de muslimske kvinder, skyldes det næppe flere ændringer i den muslimske kultur, end det skyldes de seksuelle og kønsmæssige revolutioner, som Europa har undergået i samme periode. Men hvordan end vores normer og skikke ændrer sig bevarer vi stadig samme billede af orienten: Før var orientens kvinder ufrie enten i forhold til de patroniserende mænd og despotiske sultaner som i tilfældet med sheherazade, eller de var ufrie i deres kropslige naturtilstand, som europæiske filosoffer så på dem i en fornyet interesse for Orienten i oplysningstiden. Og i dag er de ufrie i forhold til deres religion. De er faktisk unaturligt ufri set i en moderne, sekulær prisme. Tider og skikke ændres, men vores afhængighed af de bestemte fordomme og stereotype billeder forandrer sig tilsyneladende ikke.

Derfor bør vi læse den nye oversættelse af 1001 og en nats eventyr. Og vi bør læse den, mens vi husker, at den er blevet til netop i mødet mellem østen og vesten, og således fejrer den den uafsluttelige udvekslen mellem øst og vest, hvor vi har gjort den anden til det, der var nødvendigt at den anden var, for at vi kunne være det, vi ønskede at være, og som dermed har gjort østen og vesten til uadskillelige dele af hinanden. Og måske bliver vi ikke klogere af historien, men så må vi blive klogere af historiens fordomme og fjendebilleder, mens vi læser og tænker på, at det var via en mellemstation i Paris, at 1001 nat blev til de billeder af Orienten, europæerne har holdt af lige siden.

Sesam, luk dig op
I 1987 ansøgte Marokko om medlemskab af EU med det argument, at da Europa som ide opstår i antikkens middelhavskultur omkring Mare Nostrum er Marokko tættere på det europæiske end for eksempel skandinaviske barbarer. De blev afvist med det argument, at Marokko ikke er et Europæisk land, fordi Middelhavet nu engang er grænsen til Europa. Måske er begge postulater rigtige. Det er umuligt at tænke Europa uden at tænke Østen. Men det er også umuligt at tænke Østen og Vesten uden at lade den anden være og forblive noget andet.

God eventyrlig læsning!

Oversættelsesarbejdet af det omfattende værk (4000 sider) har Ellen Wulff stået for er rost i flere anmeldelser.

Til videre læsning:

Fremmed og fordærvet, om fordomme og fjendebilleder i historien af Lasse Bo Jensen.
Artikel om den nye udgave af 1001 nat i information: http://www.information.dk/477978.