image_pdfimage_print

Lille spejl på Facebook der, hvem er sig selv i landet her?

Et selvoptaget essay om selviscenesættelse og identitet, Kokkens datter, Kierkegaard og om at vaske op på Facebook. 

Af Jonas Møller, Højskolelærer Silkeborg Højskole

Jeg har indrammet mig absolut tilfredsstillende. På en hipster-café i det indre Århus har jeg fået det indiskutabelt bedste bord, ved vinduet i et afskærmet hjørne med optimalt udsyn over lokalet og den passerende strøm af mennesker og biler på gaden udenfor caféens vinduer. Jeg er på min anden kop sort kaffe, der står på det kvadratiske bord ved siden af min i New York indkøbte sorte iPhone (sådan lidt for sløset henkastet til at det virker tilfældigt) og en sort Moleskine, i hvilken jeg skriver disse ord, som du nu læser under indtrykket af at være til stede, mens det sker. Men denne, ja denne, omtale af disse ord afslører sløringen af afstanden i tid mellem mit skrivende jeg (mig her), det skrevne jeg (mig på café) og det læsende jeg (dig nu). Din situation er penibel, for det er mig, der bestemmer, mig der fører pennen så at sige, hvilket er bogstavelig talt. Du kan jo ikke vide, om jeg rent faktisk er på café og drikker kaffe, sort, mens jeg skriver, eller om jeg sidder ved mit skrivebord ved min MacBook og iscenesætter en løgnagtig virkelighed – og mig selv. Nu er jeg faktisk på café og skriver dette i min Moleskine (dog ikke i et nyere nu, hvor jeg sidder her ved mit skrivebord og på min computer skriver videre på det, som jeg håndskrev på caféen for et par dage siden), men pointen er, at du ikke kan stole på mig, eller rettere: du kan ikke uden videre stole på det skrevne ord, og jeg håber, at du derfor undlader at tage mig på det, og i stedet lader dig (for)føre.

Tilværelsens liderlige Leth-hed

Det kan gå grueligt galt, kommer jeg til at tænke på, idet jeg bryder skummet på en specialbrygget IPA til 62 kr., når man skriver om sig selv. I erindringsbogen Det uperfekte menneske fortæller hovedpersonen ved navn Jørgen Leth: ”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.” Og bogens forfatter, der også hedder Jørgen Leth blev beskyldt for at holde sexslaver, for herrementalitet, kolonialisme og mistede sin konsultitel og kultstatus som Tour de France-kommentator (som han senere genvandt). Den store æstetiker, der lever af at iscenesætte virkeligheden, blev fanget, idet han iscenesatte sin egen. Han tog kokkens datter på sengen og blev selv taget på ordet: ”Der er tale om en tilståelsessag”, skrev Information i en leder. Jørgen Leth, der optræder i bogen er den samme som den Jørgen Leth, der skrev den, og derfor kan han stilles til ansvar. I selvbiografien kan vi slutte fra skriften til det selverkendende subjekt. Det synes at være den almindelige holdning. Jeg erindrer dog en artikel af den dekonstruktionistiske litteraturteoretiker Paul De Man, hvori han afviser selvbiografien som en troværdig selverkendende genre, der er produceret af virkeligheden og et subjekt. Det forholder sig snarere omvendt. Selvbiografien demonstrerer eksemplarisk – og derfor er den interessant –, at sprogets funktion er at fremstille et subjekt ved at give stemme og ansigt til en ellers stum virkelighed, at producere mening og form i en ellers ubegribelig verden; fremstillingens afhængighed af sproget afslører ifølge de Man, at vi ikke kan slutte fra sprog til liv eller fra selvbiografi til selv.

Med de Man i hånden læser jeg det Det uperfekte menneske som et litterært værk, der tager udgangspunkt i selvbiografisk stof. Eller en selvbiografi, der benytter sig af litterære virkemidler. Lige godt, den er et maskespil, hvori Jørgen Leth iscenesætter sig selv i forhold til stoffet og afprøver forskellige attituder. Det gør den ikke til fiktion, men i og med selviscenesættelsen sløres grænsen mellem virkelighed og fiktion. Det er i sin forførende leg med det selvbiografiske, hvor komponenterne bios (liv) og graphe (skrift) flettes ind i hinanden, så det til sidst er uafgørligt, hvad der har forrang, at Det uperfekte menneske bliver interessant.

”Jeg er besat af denne unge krop, som strækker sig og bøjer sig og åbner sig på det hvide lagen for mig. Er det fantasien om at eje, der gør mig så vild? Er det forbudtheden? Er det kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende fra baghovedet og fremkalder en dobbelteksponering af denne scene, således at jeg både er midt i den og kan iagttage den udefra?”

Jeg holder meget af det citat, kan det udenad. Leth blotlægger nøgternt sine erotiske fantasier, baghovedets kælderkatalog af forbudte tanker og tabuer, som trækkes frem i lyset i en ubesvaret spørgen. Æstetikeren iagttager undrende og interesseret sig selv. De etiske overvejelser og skrupler er sjældne i bogen, der frem for at spørge til tings og begivenheders betydning og moralske værdi i stedet kortlægger deres beskaffenhed og struktur, som den fremtræder for den sansende i det specifikke øjeblik på det specifikke sted. Han ser sig selv indtage sin stilling bag ved kokkens datter, men han undlader at tage stilling. Det overlades til læseren at fælde den moralske dom, der i teksten provokerer ved sit fravær. Men udenfor faldt den prompte: ’Liderlige Leth’, ’gammel gris’, ’gusten dinglepik’ var nogle af de betegnelser, der blev hæftet på Leth, da mediestormen var på sit højeste (det sælger givetvis også flere aviser end en artikel om Paul De Mans syn på selvbiografiens referentialitet). Reaktionen mod Jørgen Leth får ham til at ligne en sygdom, alt det unormale, fremmede og perverse, vi ikke vil kendes ved for bedre at kunne kendes ved os selv. Jeg tror nærmere, at han er et symptom. Et symptom på individets identitetskrise i moderniteten.

Forførerens fortvivlede dagbog

Søren Kierkegaard ifører sig i 1. bind af Enten-Eller æstetikerens maske og lader denne gennemspille konsekvenserne af det moderne menneske overladthed til sig selv i en tid, hvor fornuften har gjort verden meningsløs ved at slå Gud ihjel og sætte det enkelte individ i centrum af den. Erkendelsen af meningsløsheden medfører, for det enkelte individ, forladelsen af en umiddelbar væren i verden til fordel for en selvbevidst eksistens – i kraft af en reflekteret tilegnelse af den. Æstetikerens refleksion er som spejlet i Forførerens Dagbog: ”Det ulykkelige Speil, som vel kan gribe hendes Billede, men ikke hende.” Som spejlet kan æstetikeren ikke umiddelbart gribe verden, men må nøjes med det billede af den, som refleksionen kaster tilbage. Den betragtede virkelighed fungerer som et spejl, hvori man ser sig selv og kun derigennem skabes som – et i sig selv tomt – subjekt. Dette er, hvad Kierkegaards etiker i sin anklage mod den unge æstetikers levevis kalder fortvivlelse: ”Du er nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og hvad du er, er du ved dette Forhold.” Etikerens berømmede løsning er at vælge sig selv; at tage eksistensen og ansvaret for det man tilfældigvis er blevet til på sig og derved give subjektiv mening til det objektivt set meningsløse. Æstetikeren må med andre – og mine forenklede – ord smide maskerne, se at tage sig sammen, blive voksen og få sig et liv – med ægtefælle, børn og et ordentligt arbejde. En genvundet umiddelbarhed.

Jørgen Leth er æstetikeren, der ifører sig forskellige masker og iscenesætter virkeligheden ud fra de æstetiske interessante muligheder, der byder sig. Han synes dog også at være det – for nu at sige det med etikeren – på den mere fortvivlede måde. Den sanselige, erotiske eller æstetiske tilgang til livet, Leth beskriver i og med sin bog, er i kraft af bevidstheden underlagt refleksionens distance, der altid kræver et objekt for at projicere spejlbilledet af sig selv ind i et ellers tomt subjekt; sådan skabes dobbelteksponeringen, der er den kunstneriske nerve. Leth beretter om prisen, der er angstfyldte depressioner og æstetikerens faste følgesvend, ubeslutsomheden: ”Smerten ved at træffe et hvilket som helst valg.” Kun gennem maskeradens lidenskabelige dyrkelse af en for altid tabt umiddelbarhed kan den tomme subjektivitet og meningsløse tilværelse holdes ud. Det uperfekte menneskes radikale ærlighed og interesse er ikke dens udlevering af virkeligheden – hvori dens etiske problemer består – men afsløringen af sit eget manglende grundlag – forfatterens ansigt, der bag masken er tomt?

Er Jørgen Leths æstetik ikke et symptom på en øget tendens i tiden, hvor iscenesættelsen og selvfremstillingen, refleksionens dobbelteksponering, er blevet en mere og mere tydelig modus? I massekulturens litteratur, dokumentarfilm, reality-programmer, på Twitter, Facebook, i sms-beskedens blinkesmiley (der sikrer os, at vi kan sige alt og dermed intet ;-)) sker der en sløring af forholdet mellem fiktion og virkelighed – eller en opløsning af modsætningen – som et æstetisk greb i en fremstilling af ’en flydende identitet’, en række af masker vi kan skifte efter omgivelser og behov. Spørgsmålet er, om denne æstetik og dens strategiske muligheder vanskeliggør muligheden for med etikerens ord at vælge sig selv – at blive sig selv? Eller er det I virkeligheden langt mere radikalt? Afslører vores optræden på de sociale medier ikke netop, at vores identiteter altid er filtreret virkelighed, at forestillingen om et fast selv og en fast identitet er netop dét; et illusorisk levn fra vores oldeforældres tid, hvis slør demonstrativt rives bort i en simpel statusopdatering på Facebook?

Jeg står lige og vasker op – på Facebook

Facebook spiller den altdominerende hovedrolle, når det kommer til sociale medier i Danmark, og det er her, vi udstiller og fremstiller os selv. Om man ønsker det eller ej, er det umuligt ikke at fremstå selviscenesættende i en eller anden grad. Umiddelbarhed og spontanitet findes ikke på Facebook, hvor afstanden i tid mellem det vi oplever, føler og tænker, og det vi gør i form af vores digitale handlinger (et like, en kommentar, en opdatering, en venneanmodning) giver plads til refleksionen over, hvordan det vil blive opfattet, og hvordan vi ønsker, at det bliver opfattet. Denne forsinkelse eller distance mellem et indtryk og et udtryk prøver vi oftest at skjule – som med en opdatering a la ”Jeg står lige og vasker op” eller ”Jeg tager lige kokkens datter” forsøger vi at sløre den refleksionstid, der er gået forud, men den afsløres af det umulige eller i hvert fald yderst vanskelige i på en gang og på samme tid at vaske op (vi lader kokkens datter og Leth ligge for en stund) og at skrive på Facebook, at man vasker op. Snarere er det tilfældet, at jeg før, midt i eller efter min opvask (hvis den da ikke er opdigtet) får en trang til at dele den begivenhed med min omverden, at jeg netop nu står og vasker op. Denne kommunikation med omverdenen er medieret gennem sprog (tekst, symboler og billeder), og det er netop sproget, og den refleksion der er indbygget i og med alle sproglige ytringer, som gør os i stand til at fremstille os selv på alle muligt tænkelige måder. Og selvom vi måske ikke engang ønsker at iscenesætte noget som helst, men blot ønsker ærligt og højt at råbe ud over de digitale hustage, at ”Jeg elsker min kæreste over alt på jorden!”, så er vi fangede i den fælde, at der hos modtagerne af denne ytring kan indfinde sig en overvejelse over motivet bag: hvorfor skal du skrive dette på Facebook? Hvorfor vedkommer det mig? Elsker du egentlig din kæreste oprigtigt, når du har brug for at skrive det her? Modtageren må nu gøre op med sig selv, om denne finder den slags ytringer for søde, uskyldige eller decideret kiksede, hvilket kan afføde reaktioner som en sød kommentar, en tommelfinger op, larmende tavshed, eller i yderste instans: en ’afvenning’ (hvor modtageren sletter afsenderen som ven). Og bevidstheden om disse reaktioner hos modtageren kan afsenderen vanskeligt undlade at medtænke i sin ageren, og således kører refleksionen for fulde gardiner, så ingen kan undslippe dens tag i os. Selv de, der stort ser intet foretager sig på Facebook, men med tavs mine og et ironisk blik bevidner de andres klovnerier, risikerer at blive hvirvlet med. Ja, fælden klapper endda for de efterhånden få, der ikke engang er på Facebook, da de i den grad mistænkeliggøres for deres motiver for ikke at være med og skiller sig ud som ’the odd one out’. For de, der intet gør på Facebook, gør sig alligevel bemærkede, som dem der intet gør og ’nok føler sig hævede over os andre, der ikke skammer os over vores kærestestatus og det faktum, at vi tæller hvor mange, der skrev tillykke på vores fødselsdag’. Med andre ord: vi er alle – med eller imod vores vilje – fanget i refleksionssvingdøren og bag vores udskiftelige masker: ”All the world’s a stage, and all the men and women merely players”.

Her forestiller jeg mig, at du, efter at have fået nok af lommefilosofi og tunge metaforer, tænker ved dig selv: rolig nu, Shakespeare. Er det overhovedet så slemt? Ved vi ikke (næsten) alle sammen, når alt kommer til alt, at selviscenesættelsen blot er én dimension af tilværelsen og et samfund, hvor vi også er i stand til at optræde som autonome subjekter, der til overmål forstår os selv som netop et selv, vi tager ansvaret for og lever med? At forståelsen af mennesket som et ansvarligt individ med en fast identitet stadig er så dybt forankret i os, at maskespillet i samtidslitteraturen, hos Jørgen Leth, på Facebook og i al almindelighed blot er et ungdommeligt frikvarter, en uskyldig pause fra det selv, vi stadig er os fuldt bevidst?

Løbet tør for kaffe, øl og ord betaler jeg min regning, tager overtøj på og begiver mig ud i aftenen. Foran mig sitrer et spørgsmål i luften: gemmer der sig et ansigt, når maskerne tages af? Jeg vifter spørgsmålet væk med et hurtigt sideblik til en mørk butiksrude, der viser mit spejlbillede. Jeg har indrammet mig absolut tilfredsstillende.