Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/vidanserforlidt.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Dramatisk politik og politisk drama

I løbet af det forgangne år skete det umulige. TV-historie blev skabt. Og endda i den bedste sendetid. Vi taler naturligvis ikke om at det lykkedes at krænge endnu en sæson ”Dans med de (semi)kendte” ud af de efterhånden godt gennemtærskede dansesko på tv2. Heller ikke at Linse Kessler sammen med Jørn Ege (”penislægen”, De ved) knuste en dames silikonebryster på en tilfældig københavnsk cafe, mens kameraerne rullede.

af Malthe Ibsen Sørensen, Ubberup Højskole

Næh, årets helt store kopernikanske vending inden for mainstream TV er naturligvis at politikken har gjort sit indtog i søndagsunderholdningen. Endda i begge DR’s store dramaserier. I både Borgen og nu også i Forbrydelsen er Christiansborg rykket helt ind under hyggeplaiderne i de danske stuer.Det store spørgsmål, vi må stille os selv, er, om det gavner det folkelige politiske engagement.

Václav Havel (1936-2011). Blandingen af kunstner og politiker er for sjælden. Havel var Tjekkoslovakiets sidste præsident fra 1993 og Tjekkiets første til 2003. Van Rompuy, formand for det Europæiske Råd, skriver godt nok en del haiku, men vi savner stadig et menneskeligt gesamtkunstwerk.

Václav Havel (1936-2011). Blandingen af kunstner og politiker er for sjælden. Havel var Tjekkoslovakiets sidste præsident fra 1993 og Tjekkiets første til 2003. Van Rompuy, formand for det Europæiske Råd, skriver godt nok en del haiku, men vi savner stadig et menneskeligt gesamtkunstwerk.

Birgitte Nyborg stormer rundt mellem spindoktorer, statsbesøg fra Turgisien og fredsforhandlinger mellem Nord- og Sydkharun (!?), mens Sarah Lund snuser sig frem til snavset mellem departementschefer, (hængte) statsanklagere og justitsministre. For få år siden havde en sådan konstellation af Christiansborgpolitik og tv-underholdning været absolut no-go i redaktørkontorerne i DR-byen. Man kan levende forestille sig den håbløse situation, hvor en velmenende manuskriptforfatter pitcher sin forrygende ide om et drønspændende dramatiseret trafikforlig for underholdningsredaktøren.

Underholdende politik og politik som underholdning

Nu kan man selvfølgelig indvende alt muligt mod den fremstilling af politikken, som finder sted i TV-dramaerne. F.eks. at politik gøres til en unødvendig hård og modbydelig sfære, hvor det eneste der tæller er meningsmålinger og troværdighedsundersøgelser. Partifællerne står på spring for at slagte formænd- og kvinder. Spindoktorerne lusker evindelig rundt i kulissen med en degradering og en tilbagetrækning, hvis en politiker skulle komme til at sige noget, hun rent faktisk mente, og familier og børn svigtes i et omfang, så det burde føre til øjeblikkelig tvangsfjernelse.

På den måde viderefører Borgen og Forbrydelsen blot den almindelige fremstilling af politik i nyhedsudsendelse efter nyhedsudsendelse og ekspertkommentar efter ekspertkommentar – naturligvis formidlet udelukkende af enten Christiansborg-journalister eller eks-ministre med karrieren i bakspejlet.

Det er selvfølgelig ikke særligt frugtbart for folkets nødvendige evne til at kunne spejle sig i deres repræsentanter på tinge. Hvis ikke der finder en vis grad af genkendelse sted, når folket iagttager de folkevalgte, ender vi med at have et elitært system, hvor politikken er reduceret til teknokrati og hvor kun en særlig politisk klasse bestående af djøf’ere og udvalgte medlemmer af journaliststanden reelt sidder på magten.

Politisk kunst. Den tjekkiske kunstner David Černý skabte stor ballade da hans kunstværk Entropa blev hængt op i ministerrådets bygning i Bruxelles. Mere af den slags!

Politisk kunst. Den tjekkiske kunstner David Černý skabte stor ballade da hans kunstværk Entropa blev hængt op i ministerrådets bygning i Bruxelles. Mere af den slags!

Men slemt står det ikke nødvendigvis til i dansk politik. Og man må retfærdigvis kippe en smule med flaget, når det er lykkedes instruktører og manuskriptforfattere at bringe Christiansborg ind i folks stuer på en både populær og vedkommende facon.

Men det sjove er at det sker på et tidspunkt, hvor vi igennem længere tid har vænnet os til at harcelere over en anden og beslægtet problemstilling. Nemlig at politikken øjensynligt er blevet reduceret til underholdning. Gang på gang kan vi i avisernes debatsider læse at NU er politikken blevet til personfnidder og skandalejournalistik. Beviser Helle Thornings skattesag, rygtefnidderet om Stephen Kinnocks seksualitet og sagen om Lars ”Fadbamse” Løkkes hotelfakturaer ikke bare at politik er blevet til ren forfladigende og personfikseret underholdning? ”Hvad er der blevet af den politiske substans?”, er spørgsmålet, der bliver ved med at dukke op og true med at slukke enhver forhåbning om, at vi kan videregive et levedygtigt demokrati til fremtidige generationer.

Desværre er spørgsmålet ikke lige til at feje af vejen. Det er faktisk et problem, at vigtige politiske spørgsmål drukner i fiktionaliseret Christiansborgdrama på den ene side og personfikseret Se og Hør-journalistik på den anden – altså i den virkelige verden. Den politiske substans har det vitterligt ikke nemt i dagens mediebillede.

Politik som kunst eller kunst som politik

Problemet lader sig ikke løse ved på evig kulturpessimistisk vis at pege på den nye tids forfald. For dette forfaldsargument bygger nemlig på en falsk modsætning. Nemlig modsætningen mellem æstetik – altså i dette tilfælde det underholdende element – på den ene side og politik – her den egentlige politiske substans – på den anden.

Allerede kort før anden verdenskrig grublede den tyske filosof Walter Benjamin over dette besynderlige begrebspar, æstetik og politik. Hans bekymring drejede sig ikke så meget om Forbrydelsens overtag over finanslovsforhandlingerne, men om fascisternes ”æsteticering af politikken”. Når Benjamin iagttog de højreradikales gigantiske massedemonstrationer og sportsbegivenheder, rislede det ham koldt ned ad ryggen.

Når nazisterne i Tyskland fx begejstrede befolkningen med opulente spektakler som skulle tilvejebringe følelsen af at tilhøre det tyske folk, var det, ifølge Benjamin, nemlig ikke et udtryk for et ærligt ønske om at give folket hvad der var deres ret, men derimod et forsøg på at købe masserne ved at give dem mulighed for ”at komme til udtryk”. Æsteticeringen af politikken var ikke andet end et slet skjult propagandamiddel, der blot skulle tjene til opretholdelsen af førerkulten.  For Walter Benjamin fandtes der kun ét modtræk mod fascisternes æsteticering af politikken, nemlig kommunisternes ”politisering af kunsten”.

Tænk nu lidt stort. Vladimir Tatlins tårn fra 1919 som skulle være både hovedkvarter og monument for den tredje internationale (Komintern). Desværre blev det aldrig bygget. I modsat fald havde det været 100 m højere end Eiffels tårnstump i Paris.

Tænk nu lidt stort. Vladimir Tatlins tårn fra 1919 som skulle være både hovedkvarter og monument for den tredje internationale (Komintern). Desværre blev det aldrig bygget. I modsat fald havde det været 100 m højere end Eiffels tårnstump i Paris.

I dag færdes vi – heldigvis – i et noget anderledes politisk klima. Hvor problemet for Benjamin var at politikken var blevet overophedet, ligger den politiske temperatur i dag nærmere frysepunktet. Når den politiske substans i dag bliver væk i drama og personfnidder, er vi nået til et punkt, hvor svaret på problemet ikke er den tilbageskuende og i bund og grund utopisk reaktionære gestus, som kulturpessimisterne forfalder til. Tværtimod må vi blæse nyt liv i de politiske diskussioner ved at igen at æsteticere politikken. Tilbage med opråb, flyveblade og politiske spektakler! Hvad politikken har brug for er ikke mindre, men mere æstetik.

Nu skal det her selvfølgelig ikke blive til en hyldest til fascistiske masseoptog, og det er klart at man skal være meget varsom med at blande politik og æstetik. Det kommer uvægerligt til voldshandlinger, når den politiske temperatur har nået en hvis højde, som Ernst Jünger engang skrev. Han var Walter Benjamins samtidige – og på mange måder hans modstykke og diametrale politiske modsætning..

Det er også klart at man ikke skal kigge ret langt i f.eks. syd-østlig retning for at finde eksempler på lande, hvor det politiske klima bestemt ikke trænger til opvarmning. Men når det er sagt, kunne vi virkelig godt bruge lidt politisk kreativitet en gang i mellem. Både i form af politisk kunst, men også som politisk æstetik. Den politiske temperatur kan trods alt også blive for lav.

Forhåndsbeklagelse: Det har ikke været os mulige at finde rettighedshavere til de brugte illustrationer. Såfremt der er nogle, bedes de henvende sig.