Bliver man en bedre læge af at se på kunst

Almen dannelse. Gymnasierne skal igen reformeres, hvorfor bølgerne rejser sig og der tales om hor og prostitution, fagsammenlægninger og mere fokus på naturvidenskab. Personligt har jeg ikke noget imod hverken det ene eller det andet, da jeg altid har fundet det frugtbart, berigende og erkendelsesbefordrende at blande ting sammen; der skal mere end en god råvare til et godt måltid. Hvad der dog kan irritere mig, er manglen på konkretion: Hvad der det egentlig den der almene dannelse og brede orientering er godt for? Her kommer et par svar.

På Højskolerne opererer vi med noget, der kaldes UBAK. Det er en forkortelse af Undervisning af Bred Almendannende Karakter. Ifølge loven skal undervisningen på en Højskole bestå af mindst 50% UBAK og det er fedt, fordi viden, indsigt og kunnen på et felt ofte skærper evnerne og idérigdommen på et andet felt. Mon ikke en person, der er vanvittig dygtig til litteraturanalyse, også er i stand til (sammen med andre) at analysere diverse strategiske og taktiske aspirationer i – lad os sige, et udenrigspolitisk udspil fra Vladimir Putin.

Fred Kaplan, forfatter til Dark Territory. The Secret History of Cyber War, fortalte søndag 24/4-2016 til Fareed Zakaria på CNN-magasinet Global Public Square, at Reagan i sin tid var blevet opmærksom på cyberspace som et sikkerhedsspørgsmål, fordi han havde set filmen Wargames fra 1983 – altså nærmest før internettet var en realitet. Wargames handler om en ung mand, der hacker sig ind i et militærsystem, hvor han forveksler virkelighed med fiktion. Han tror, han spiller et fiktivt spil og er tæt på at udløse den virkelige 3. Verdenskrig. USA’s daværende Præsident, Ronald Reagan så filmen og kunne ikke slå den ud af hovedet, og ved næste sikkerhedsmøde fortalte han om filmen, mens sikkerhedsrådgiverne vendte det hvide ud af øjnene, og han afsluttede med spørgsmålet om, hvorvidt filmens scenarier ville kunne finde sted i virkeligheden. Ugen efter da militærfolkene havde undersøgt spørgsmålet, fik Reagan svaret: ”Ja, det kunne det, og det var meget værre, end de troede.”

Der skulle et indspark fra underholdningsbranchen til, og en Præsident der gav sig tid til at se film, førend man blev fuldt opmærksom på de potentielle sikkerhedstrusler i forbindelse med det elektroniske net, man var ved at skabe. Åbenbart ikke en tanke fagfolkene var kommet på.

Egå Ungdoms-Højskole på Musee d'Orsay, Paris, efteråret 2015. Emilie ser på Monet

Egå Ungdoms-Højskole på Musee d’Orsay, Paris, efterår 2015. Emilie ser på Monet.

I In defense of a Liberal Education fra 2015 fortæller Zakaria, hvordan 20 medicinskoler supplerer deres undervisning i observation og diagnosticering med studier af kunst. De følger Irwin Bravermans fra Yale School of Medicines eksempel. Braverman vurderede i 1998, at hans studerende var for ringe til at observere og stille diagnoser, hvorfor han i samarbejde med Linda Friedlander fra Yale Center for British Art arrangerede et kursus i kunst for 100 medicinstuderende, som igennem forløbet skulle iagttage og forholde sig til de mange lag i kunstværkerne. De studerende, der deltog i kurset var bagefter langt bedre til at stille diagnoser.

Jeg kunne komme med flere eksempler, men disse er formodentlig tilstrækkelige til at slå pointen fast.




Planøkonomisk Uddannelsespolitik anno 2015

Regeringens uddannelsespolitik: Tanken bag reformerne var vel i virkeligheden god nok; ligesom kommunismen i sin helhed vel egentligt også var god nok. Men som bekendt er der nogle gange ufatteligt langt fra teori til praksis.

Af Theis Schønning Johansen, Uafhængig debattør og meningsdanner

Da muren væltede i ’89 var de fleste vel enige om, at vestens markedskræfter i høj grad havde sejret over den sovjetiske planøkonomiske tænkning og følgerne heraf. Det tror jeg stadig, at der er bred enighed om – måske lige med den undtagelse, at flere og flere i Rusland og omegn forfalder til de sovjetiske tendenser. Hvad der forstås ved planøkonomi kan simpelt siges sådan, at man fra centralt hold forsøger at planlægge produktionen, for dermed at holde hånd i hanke med den økonomiske udvikling – og måske i sidste ende at styre de økonomiske konjunkturer. Tanken var vel i virkeligheden god nok; ligesom kommunismen i sin helhed vel egentligt også var god nok. Men som bekendt er der nogle gange ufatteligt langt fra teori til praksis, hvilket i den grad med Sovjetunionens fald blev understreget. Jeg tror ikke, jeg behøver at uddybe.

Udsigt fra Apollons tempel i Delphi. Wiki commons. Photo by Fred Martin Kaaby.

Udsigt fra Apollons tempel i Delphi. Wiki commons. Photo by Fred Martin Kaaby.

Nu er meningen med dette indlæg så absolut ikke, at det skal handle om Sovjetunionens forfejlede strategier, om end dette kunne være interessant nok – der findes dog langt kløgtigere folk til den slags, hvorfor jeg vil nøjes med at forholde mig til regeringens uddannelsespolitik. Det vil måske synes en smule overdrevet at sammenligne regeringens uddannelsespolitik med den sovjetiske planøkonomi, det er dog ikke desto mindre lige netop det, som jeg har til hensigt at gøre.

Dimensioneringsplanen er planøkonomisk logik

Landets nuværende uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen (R), bebudede i september en række nedskæringer på landets universiteter. Disse nedskæringer – dimensioneringer – har til hensigt at målrette de unge menneskers uddannelsesvalg til noget, som rent faktisk kan bruges i erhvervslivet efter endt uddannelse. Disse dimensioneringer blev efter en del polemik fra rektorer, elever og andre interessenter revideret, sådan at man fik længere tid til at indføre nedskæringerne samt en ændring i metoden. Ikke desto mindre står essensen af aftalen dog tilbage; nemlig et forsøg på at detailregulere studerendes valg, sådan at det matcher et ensrettet erhvervsliv. Et forsøg på at planlægge en uddannelsesvej, sådan at den kan passes ind i en allerede tilpasset kasse fra det højt priste erhvervsliv.

Selvom markedskræfterne i Danmark heldigvis stadig er dominerende, og at det ikke pt. ser ud som om, at man har tænkt sig at indføre planøkonomi, så lægger denne dimensionering sig i min optik uhyggeligt meget op ad planøkonomiens logik – nemlig ved at vi forestiller os, at vi kan planlægge de jobskabende uddannelser i fremtiden. Denne strategi har vist sig før at slå fejl på bl.a. læreruddannelsen, ligesom hele diskussionen om at den planøkonomiske logik for alvor slog fejl i Sovjetunionen. Det må og skal aldrig være en regerings mål at bestemme uddannelsen for hvert enkelt individ – der er vi gud ske tak og lov heller ikke nået til endnu, men det frie uddannelsesvalg gøres der med sådanne tiltag kraftigt indhug i.

Opgør med taxameteret og u-dannelsen

Det betyder dog ikke, at vi hovedløst skal uddanne til arbejdsløshed. Det er der ingen mennesker, der har en interesse i – særligt ikke den netop uddannede, for hvem arbejdsløshed i nogen grad også vil betyde et tab af identitet. Men at uddanne til arbejdsløshed bliver ingenlunde stoppet ved at flytte folk fra humaniora over i mere naturvidenskabelige fag – det må alt andet lige være den studerendes eget ønske for uddannelse, der skal vægtes højest. Og netop heri må overvejelserne om arbejdsløshed efter studiet naturligt indgå, men som led i den enkeltes tanker med supplement fra de enkelte universiteter, og ikke som en del af regeringens strategi. Dette kunne gøres ved simpelthen at ”revolutionere” det håbløse uddannelsessystem i Danmark. Man kunne starte med at afskaffe færdiggørelsestaxametret, sådan at universiteterne ikke bare får penge, for det antal studerende de får igennem, og i stedet indføre noget, som faktisk ville belønne effekten af uddannelsen.

Resterne af Platons Akademi i Athen. Wiki Commons. Photo, Tomisti.

Resterne af Platons Akademi i Athen. Wiki Commons. Photo, Tomisti.

Og faktisk viser de seneste par dage også tegn på, at man er villig til at gøre op med taxameter-systemet. Dog er der ikke udsigt til, at man vil gøre op med regeringens åndløshed i forhold til uddannelsessystemet, nærmest uanset hvor man kigger hen i det politiske spektrum. Vi danser for lidt er titlen på denne blog, og det mener jeg er meget sigende for den danske uddannelsespolitik – for lidt ånd, for lidt kultur, men for meget marked og økonomi.

Kultur og dannelse er netop af afgørende betydning for at gøre os til dygtige samfundsborgere. Dannelsen må ske i hver enkelt, før man for alvor kan tale om en tilegnelse af kompetencer, der netop er karakteriseret ved en forening af ”jeg’et” og redskaberne, hvormed man kan udføre forskellige ting. Lige netop derfor er kulturen og dannelsen af så afgørende betydning, men man forsømmer den i Danmark til fordel for en ensidig tilegnelse af redskaber; men de kompetencer bliver aldrig tilegnet i egentlig forstand, såfremt man glemmer kulturen og den almene dannelse – det gælder på landets folkeskoler såvel som på de fremmeste universiteter. Og hvorfor kultur og dannelse stadig er vigtigt at uddanne folk til på eksempelvis humanistiske studier er strengt taget, at det moderne menneske vil have svært ved at orientere sig i en moderne, globaliseret verden uden kendskab til de kulturer og værdier, der har opfostret os.

Uddannelsessystemet er simpelthen dikteret af markedskræfterne, der skriger efter naturvidenskabelige kandidater – og lad os da hylde ideen om udbud og efterspørgsel. Dog ikke på de betingelser, som regeringen sætter op. Lad os igen sætte kultur og dannelse i højsædet for vores uddannelsessystem, og lad os endnu engang uddanne de bedste kandidater i verdenen.




Teenagere SKAL sove længe

De unge på Egå Ungdoms-Højskole sover ikke længe, de får bare dækket deres naturlige søvnbehov. Og sådan burde det være alle andre steder i uddannelsessystemet. Man bør således ikke tøve et sekund med at ændre ungdomsuddannelsernes mødetider i forbindelse med en kommende reform. Resultatet vil være glade, mere motiverede og lærevillige elever.

”Har fornøjelsen af at være formand for en skole, der planlægger evidensbaseret fremfor bare at følge gamle vaner”, skrev Dennis Nørmark i en statusopdatering om søvn-politikken på Egå Ungdoms-Højskole.

En stor del af Danmarks befolkning diskuterede teenageres søvnmønstre i begyndelsen af november 2014. Det hele begyndte med Signe Gads læserbrev i Politiken, hvorefter debatten bredte sig til Jyllandsposten, Reporterne på Radio24syv (11/11), Ekstrabladet, TV2; ja, og tænk engang, til Norge. Og selvfølgelig alle med den let provokerende vinkel, at de unge får lov at sove længe. Men sådan er det ikke, vi giver dem blot en mulighed for at få dækket deres naturlige søvnbehov: Det manglede da bare.

Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret – og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede Jyllands-Postens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre.

Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret – og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede Jyllands-Postens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre.

Mangel på søvn er tortur

Mangel på søvn ødelægger hukommelsen og koncentrationsevnen, hæmmer (eller ødelægger) hjernens udvikling. Desuden er søvnmangel associeret med fedmeproblemer, hjertekarsygdomme og depression. Og så er det et yndet tortur-middel at tage søvnen fra folk.

Tænk, hvis vi kunne ændre noget her i verden blot med henvisning til det meningsfulde og behagelige? Det kan man ikke, og det gjorde vi heller ikke. Vi ændrede mødetiderne, fordi vi døjede med søvndrukne elever. Og sådanne er svære at oplyse og danne, og da netop oplysning til livet er formålet med en højskole, måtte vi gøre noget. Nu spiser vi morgenmad fra klokken 9.00 til 9.45, og begynder undervisningen klokken 10.00.

Det er flere år siden nu, og jeg husker ikke de præcise omstændigheder. Pludselig var der bare en del viden, der dukkede op på samme tid og fik en løsningsmodel til at materialisere sig. Bevæggrundene var de følgende:

  • Samfundet havde udviklet sig fra et landbrugs- og industrisamfund til et videns- og servicesamfund.
  • Vi fik ny viden om teenagehjerner.
  • Og endelig faldt vi over Camilla Krings artikel om søvnmønstre og eksamensresultater.

Disse tre faktorer gjorde os i stand til at ændre på tingene. Ikke alle ansatte på skolen var lige begejstrede for idéen, men det blev besluttet at vi skule forsøge os. Samfundet havde ændret sig på en sådan måde, at det ikke længere gav mening at insistere på at møde klokken 8.00.

Samfundsforandringerne

At samfundet har forandret sig vidste vi selvfølgelig allerede fra sociologibøgerne (vi kunne dog også bare have kigget ud af vinduerne), men nu kunne vi bruge den viden konkret. Der er absolut ingen grunde til at holde fast i gamle mødetider af hensyn til arbejdsmarkedet.

Jeg undrer mig, når folk taler om mælkespændte yvere og 8-16 samfundet i debattens kommentarspor. Hvor var disse mennesker i samfundsfagstimerne – eller lå timerne måske mellem klokken 8.00 og 10.00 – eller har de bare ingen vinduer?

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotgraferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotograferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Maskinerne har overtaget i landbruget, der står ingen køer og lider. Mange industriarbejdspladser er rykket ud af landet. Og pga. af transport-revolutionen kører industriens input og output konstant rundt på veje og skinner med det, der skal benyttes og afsættes. De er for længst gået væk fra det her med store lagerpladser og vareindleveringen er løbende.

På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark - eller sendte hende selv afsted.

På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark – eller sendte hende selv afsted.

Der er ganske enkelt ikke tale om et monomant, ensrettet arbejdsmarked længere. Det kan jo ikke være dem, der serverer aftenkaffen på plejehjemmet, eller sygeplejerskerne på natholdet, ambulancekørerne, politiet, folk i detailhandlen eller dem, der lukker supermarkederne klokken 21.00, man tænker på, når man hævder, at vi gør de unge en bjørnetjeneste, forkæler dem, fortsætter curling-kulturen, og hvad der nu ellers har lydt af indvendinger. Langt hen ad vejen er det kun dags- og uddannelsesinstitutioner, der kører efter den gamle industrimodel.

Den værste indvending, jeg har hørt, kom fra provokatøren, den konservative folketingskandidat, Mads Holger på Radio24syv (se ovenstående link), som hævdede, at nu foregik undervisningen på elevernes præmisser. Til det må jeg blot svare, at undervisningen nu foregår på læringens præmisser, før var det på søvnens, og det var der ikke megen mening i.

Teenagehjerner

Endelig hørte jeg hjerneforskeren Christian Gerlach om teenage-hjerner på et seminar om netop disse. Med evolutionsteorien i bagagen – og selvfølgelig hjerneforskningen ovenpå – kunne han fortælle, at teenagehjerner har en anden emotionel og kognitiv profil end børn og voksnes. De er, på grund af hormonelle forandringer – eller forandringer i hjernens signalstoffer – mere risikovillige og mindre modtagelige for straf; eller deres konsekvensberegnings-aggregat er ude af balance, hvilket jeg tror, de fleste forældre til teenagere har oplevet.

Det er der gode grunde til. Vores evolution har maget det sådan, at det er i disse år, de unge skal forberede sig på at forlade hulen og lære at stå på egne ben. Og så er det faktisk smart, hvis man tør lidt mere, end man gjorde i barndommen. Det skaber selvstændighed – og dem, der i fortiden var emotionelt overstyrede og dumdristige, sorterede evolutionen fra. Det er også i disse år, de unge skal danne deres identitet, og som sociologibøgerne i tilgift kan berette, er identitetsarbejdet i den postindustrielle samfund en temmelig omfattende opgave. Og så det er godt at være vågen.

Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.

Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.

Det sociale fylder ekstra meget i teenageårene. Det er nemlig også i disse år – eller det synes evolutionen – at de unge skal finde sig en mage og sende generne videre. Deres hjerner reagerer kraftigere på ansigtsudtryk, end de gør hos os andre, hvilket betyder, at de konstant er opmærksomme på, hvordan de vurderes af andre – sikkert også som et led i identitetsdannelsen – og det er forbundet med stor fare at falde igennem de sociale fællesskaber og ende som ensom. Det er med andre ord ikke lige så vigtigt, hvad en voksen mener, som det er at gøre sig godt blandt jævnaldrende.

Altså konkluderede vi, at vi kunne tale stolper op og stolper ned om det vigtige i at møde til undervisningen, være vågen og derfor gå tidligt i seng osv. De unge kunne skam godt se fornuften i det hele, sagde ja, og lovede forbedringer, men når det kom til handling – ja, så var de ikke helt vågne. Men indsigterne fra Gerlach forklarede os således, hvorfor alle vores hidtidige pædagogiske tiltag, samtaler og dialoger med de unge ikke rigtig gav resultat. Det er ikke sådan, at de unge mangler fornuft og kognitive evner, de virker fint om eftermiddagen og til fællesmøderne. Der er bare noget andet, der tæller mere.

Søvnmønstre

Der findes ikke A- og B-mennesker, er en anden indvending. Det er ikke videnskabeligt bevist, er der nogen, der siger. Camilla Kring vil sige noget andet. Og under alle omstændigheder har vi forskellige søvnmønstre gennem livsaldrene, hvilket man blandt andet kan læse om i Peter Lund Madsens bog om hjernen, hvis man da ikke har småbørn eller bedsteforældre, man kan iagttage det hos. Variation er den grundlæggende præmis i evolutionstanken. Ingen mennesker er ens. Og vi ved, at hjernens udvikling er dybt afhængig af søvn.

Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen.

Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen.

En af de slående ting Camilla Kring skriver, er, at de fleste unge mennesker synes at trives bedst mellem klokken 9.00 – 01.00. Hvilket stemmer ret godt overens med vores erfaringer – og i øvrigt den lille uvidenskabelige forespørgsel, jeg har foretaget blandt vores nuværende elever (se illustration ovenfor).

Og eleverne, ja, de er gladere, de lytter og deltager, og har – efter deres eget udsagn – bedre indlæring. Vi har jo ikke tests på en Højskole, for os er det vigtigste at tingene giver mening, for gør de det, så kommer også lysten og nysgerrigheden. Og sover man tilstrækkeligt, ja så har man endda en chance for at huske, hvad man har lært.

Hvordan kan vi kalde os voksne og ansvarlige med denne viden, og samtidig tvinge teenagere til at stå op efter omkring 6 timers søvn for at nå på gymnasiet til klokken 8.00, hvor de fleste dernæst spilder de to første timer?

(ovenstående er mine personlige betragtninger og ikke nødvendigvis udtryk for skolens eller mine kollegaers syn på sagen)

Himmelrummet på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi mødes til morgensamling og fællessang hver dag klokken 10.

Himmelrummet og spisesalen på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi spiser morgenmad fra 9.00 til 9.45 og derefter mødes til morgensamling og fællessang klokken 10. I baggrunden ses den bygning, der huser vores Teatersal, vores design- og musiklokaler. Sætter man sig på bænken på billedet kan man se ind over Århus midtby og Århusbugten.