Højskolen mellem frihed og konkurrencestat

Konkurrence slipper vi ikke for. Spørgsmålet er, om det er staten, som i konkurrencestaten, der gennem studiereguleringer, pensumplaner, kostråd og rygelove skal diktere de eksistentielle vilkår i det moderne samfund. Eller om det kan overlades til os borgere, at oplyse og engagere os selv og derigennem arbejde os frem til svar på globaliseringens udfordringer?

Der er mange, som ikke helt har fanget logikken bag konkurrencestaten. Blandt andre undrer Andreas Harbsmeier, Højskolebladets redaktør, sig på lederplads over, at nødvendighedens økonomiske politik ikke er klarere defineret. Sådan skal det ikke være, så i det følgende vil jeg forsøge at forklare konkurrencestatens rationale. Den kommer med en dyr pris: den bygger på mistillid til befolkningen og prisen er frihed, ansvarlighed og samfundsmæssigt engagement. Og til sidst kommer den gode nyhed.

Stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Skønt et hav af nye madtrends stadig en populær ret i store dele af befolkningen. Og en klar trussel mod konkurrenceevnen.

Stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Skønt et hav af nye madtrends stadig en populær ret i store dele af befolkningen. Og en klar trussel mod konkurrenceevnen.

Regeringens økonomiske politik – kald den lige hvad du vil – har et klart defineret udgangspunkt og rationale. Danske øren bryder sig bare ikke om at høre det, og danske hænder kan slet ikke finde ud af at sætte kryds de rigtige steder, såfremt politikerne udtrykker sig direkte om grundlaget for nødvendighedens politik, og derfor gør de det selvfølgelig ikke. Konkurrencestaten er en logisk følge af en overdimensioneret velfærdsstat.

Revysangeren og professoren

Velfærdsstaten nåede knapt at vokse fra spæd til barn, førend den var gal og konkurrencestatens hjørnesten blev nedlagt. Revyvisen ”Gyngerne og Karussellen” fra 1967 var helt profetisk på dette område: ”Importen den er stor, og vi køber den på klods, så levefoden er høj hos os, hvor vi forstår fidusen med at leve højt på valutagælden, så vi sætter til på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen.”

I efterkrigstidens boomende økonomi omsatte danskerne deres hårdttjente løn i TV-apparater, køleskabe, røremaskiner, biler og ferierejser, mens velfærdsstatens ingeniører ihærdigt arbejdede på at sikre befolkningen mod diverse former for eksistentielle tilfældigheder og uretfærdigheder. Levefoden voksede og det samme gjorde det offentlige bureaukrati, hvilket i 2011 fik professor Ove Kaj Pedersen til i bogen om Konkurrencestaten at konstatere, at ”1970’erne er afgørende for at forstå nutidens politik,” det er nemlig her, skriver han, ”at efterkrigstidens velfærdstat viser sig umulig at finansiere, at arbejderbevægelsen af samme grund går i opløsning, og det ”klassiske” partisystem også gør det.”

Om arbejderbevægelsen gik i opløsning vil jeg lade klogere hoveder afgøre. Men i hvert fald ville arbejderen – eller borgeren – ikke helt det samme som velfærdsstaten ingeniører, mente de skulle. De ville ikke bo i ”planerne”, i Avedøre stationsby, i Hørgården, i Vollsmoseplanen eller Gellerupplanet. Og måske var de heller ikke helt klar til finkulturen på statens museer og teatre eller de funktionelle fdb-møbler, som i disse år får renæssance som designklassikere hos landets indehavere af god (og rigtig) smag.

Velfærdssafmundets drømmekaserne. Avedøre Stationsby opført mellem 1972 og 1982. Velfærdsarkitektur og social ingeniørkunst. En by tilpasset 8-8-8 samfundet, 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Industriområde i nærheden, gode veje hjem til en funktionel lejlighed i et område med rige rekreative muligheder: bibliotek, skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter osv. Det blev bygget i bedste mening, men det velfærdstatens ingeniører mente befolkningen havde brug for, var ikke det, den ville have. Inden længe fik disse "boligplaner" betegnelsen ghetto.

Velfærdssamfundets drømmekaserne. Avedøre Stationsby opført mellem 1972 og 1982. Velfærdsarkitektur og social ingeniørkunst. En by tilpasset 8-8-8 samfundet, 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Industriområde i nærheden, gode veje hjem til en funktionel lejlighed i et område med rige rekreative muligheder: bibliotek, skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter osv. Det blev bygget i bedste mening, men det velfærdstatens ingeniører mente befolkningen havde brug for, var ikke det, den ville have. Inden længe fik disse “boligplaner” betegnelsen ghetto.

Men hvad så med partisystemet. Gik det virkelig i opløsning, som Pedersen anfører? Mens Danmark forvandlede sig fra et knaphedssamfund til et (forgældet) overflodssamfund, forvandlede de politiske slagsmål sig fra spørgsmål om økonomisk sikkerhed til en kamp om kulturelle værdier – og senere indholdet i borgernes bevidstheder. Det var vist her, Mogens Glistrup dukkede op og i 1973 foranledigede jordskredsvalget i et forsøg på at befri danskerne fra statens sociale ingeniører (skrankepaver og papirnussere), mens de gode hensigters tårer strømmede ned ad gode socialdemokraters kinder. Danmark kastet ud i et politisk mørke som ingen PH-lampe kan oplyse.

Rettidig eksistentiel omhu

Desværre er der intet, der er gratis (for at få lommeuld skal man først have råd til bukser). Og danskerne ville både have høj levefod og sikring mod sygdom, alderdom, arbejdsløshed og de ville have gratis uddannelse til alle og billige institutionspladser. Den høje levefod (luksus) skulle vi nok selv tage os af – det er jo derfor, vi arbejder (er det ikke) – mens staten passende kunne sikre os mod tilværelsens lunefulde uretfærdigheder. På trods af den megen gratis skole og uddannelse er det først nu, sådan for alvor, ved at gå op for os, at velfærdsgoder ikke dyrkes i hemmelige statslige drivhuse, men rent faktisk finansieres gennem skatter og afgifter. Og det er jo på mange måder smart, at vi er fælles om en masse ting – det erfarede man jo allerede i andelsbevægelserne – men det er et problem, når man vil have mere, end man rent faktisk har råd til. Vi har sat til på gyngerne og bruger resten på karrusellen, som Ulrich Ravnbøl, med en paradoksal formulering, afslutter sin revytekst.

Regeringen er hoppet af velfærdsgyngen, og forsøger nu at få styr på konkurrencekarrusellen, mens politikere og vælgere fra SF og Socialdemokraterne flyver rundt til alle sider. ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat,” udtaler finansministeren i en glimrende artikel i Ræson med den meget sigende titel Velfærdspolitik: Hvad er konkurrencestaten? Logikken udfoldes senere i artiklen af Ove Kaj Pedersen ”Den danske befolkning konkurrerer mod den tyske, den engelske og andre befolkninger om, i hvilken grad de er i stand til at skabe varer og ydelser, som er bedre og billigere end de andres. På den måde vil de gennem eksport og import prøve at finansiere deres egen velfærdsstat.”

Ingen behøver således at være i tvivl om konkurrencestatens rationale. Den skal ganske enkelt finansiere vores høje levefod og samtidig sikre os mod tilværelsens vilkårligheder. Velfærdsstaten og konkurrencestatens rationale er det samme. Problemet er blot den øgede økonomiske globalisering og vores deraf afledte forringede konkurrenceevne. Der er ganske enkelt andre i verden, der kan lave det samme som os til en særdeles lavere løn.

Når Ove Kaj Pedersen taler om arbejderbevægelsens og det klassiske partisystems nedsmeltning i 1970’erne, er det nærliggende i dag at spørge, om ikke konkurrencestaten er udtryk for Socialdemokratismens, den tredje vejs og den sociale ingeniørkunsts totale nedsmeltning. Konkurrencestaten har en pris: den er et opgør med forestillingen om den frie, oplyste og myndige borger, som selv kan tænke og handle på en måde, der er befordrende ham eller hende.

Allerede Grundtvig advarede i 1849 mod at udstede statslige garantier mod tilværelsens vilkårligheder. Han forudså at udgifterne ville blive umulige at tøjle: ”thi man forpligter den danske Regjering at føde hele det danske Folk …” Man kan gøre alt hvad der er muligt, og det skal man også, mente Grundtvig, men advarede altså samtidig mod at forsøge det umulige. Og jeg tør godt påstå, at det er umuligt at forudse enhver ulykke eller vilkårlig uretfærdighed, der kan ramme et menneske fra dets undfangelse og frem, og derfor er det også umuligt at sikre sig imod det. Man kan måske sige, at konkurrencestatens økonomiske nødvendigheder kommer som følge af, at vi ikke har formået at udvise rettidig eksistentiel omhu. Vi vil det umulige, og måske lovede velfærdstatens fædre os det umulige.

KRAM på friheden

I den ovenfor omtalte artikel fra Ræson forklarer Mads Peter Klindt fra Aalborg Universitet, hvordan socialpolitik i konkurrencestaten er aflyst af beskæftigelsespolitik: ”I konkurrencestaten gælder det om, at folk skal have et incitament for at tage arbejde. Fokus er på, at alle skal være i beskæftigelse.” Staten forsøger oveni at regulere udbuddet af universitetsuddannelser, mens vi andre opfordres til at spise sundt og motionere. Som Mads Peter Klindt formulerer det: ”KRAM-indikationer (kost-rygning-alkohol-motion) er et eksempel på, at konkurrencestaten er kommet til Danmark. Folk må simpelthen ikke blive syge, så de ikke kan arbejde.” Med KRAM-faktorerne sikrer man sig også, at vi aldrig får tid til i ro og mag at ryge en pibe tobak og drikke et glas vin, overveje tingene og måske finde ud af, at vi ikke gider være soldater konkurrencestaten, men hellere selv ville bestemme?

I 2012 påviste menneskerettighedsjuristen fra Cepos, Jacob Mchangama, i bogen Fri os fra friheden, hvordan antallet af rygere var faldet markant allerede inden rygerlovene blev iværksat, og hvordan antallet af traditionelle fastfood spisesteder var faldet til fordel for restauranter med langt sundere kost, så som fx sushibarer. Der er således ingen grund til at politikerne leger Platons vogtere. Tværtimod. Det er farligt.

Som Mchangama skriver, så får ”sundhedsbaserede forbud en særlig dimension” i en så omfangsrig – eller overdimensioneret – velfærdsstat som Danmark, fordi staten får en ”legitim interesse i at forhindre rygning, fedme m.v. da sundhedsvæsenet er offentligt finansieret.” ”Denne form for argumentation afslører – som det også er tilfældet med den stigende indsats mod socialt bedrageri – at velfærdsstaten har en tendens til adfærdsregulerende forbud. En indbygget autoritær skyggeside.” Stegt flæsk med persillesovs og kartofler bliver en trussel mod vores konkurrenceevne.

En sådan kritik kan lyde overdrevet, men den engelske labour-mand og medlem af overhuset, Maurice Glasman, ser samme tendens i socialdemokratismens overdrevne fokus på manegement og lighed, og forslår at man i stedet for blot at omfordele pengene, rent faktisk begynder at omfordele magten (Weekendavisen #16, 2014 forsiden). Faktisk taler Glasman også om mangel på deltagelse i de moderne velfærdssamfund / konkurrencestater. ”Det, de [velfærdstatens arkitekter] ikke så, var, at det også skal være deltagelse fra borgerne og udvidelse af demokratiet. Vi sagde bare: stem på os, og vi vil leverer en vifte af service. Vi blev et parti der var fokuseret på at levere offentlige forbrugsgoder. Derfor blev vi optaget af ledelsesform i stedet for at forlange engagement af folk.”

Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidt er selvfølgelig ikke så åbenlyse som George Orwells ”Big brother”. De skal snarere sammenlignes med mormorstemmen i Pablo Llambías sci-fi roman, A.P.O.L.L.O.N, som venligt vejleder og anviser borgeren, om hvordan der skal ageres i bogens gennemregulerede samfund.

Frihed, livsoplysning og effektivitet

Konkurrencestatens adfærdsregulerende tiltag stopper ikke ved sundhedsfremmende foranstaltninger, men viser sig med den tiltagende regulering af uddannelsesområdet og universitetsverdenen også i bevidsthedens sfære – eller åndens rige. Der har den været længe, som et frit, oplysende og demokratifremmende projekt, men med Helge Sanders, videnskabsminister fra 2001 til 2010, ’fra-forskning-til-faktura’ formulering fik den konkurrencestatens stempel. Og med den nuværende undervisningsminister Christine Antorinis folkeskolereform har konkurrencestatens officerer sat endnu et spørgsmålstegn ved befolkningens dømmekraft og myndighed.

Konkurrence slipper vi ikke for, deri har konkurrencestatens officerer ret. Og derfor giver det også mening, at lytte til fx socialdemokraten og den forhenværende direktør for Dansk Industri Lars Goldschmidt, når han siger: ”Højskolerne er altså nødt til at tale det sprog, som samfundets samtale foregår på, hvis de vil spille en central rolle i dagens Danmark.” Men vi skal også være i stand til at tale ham imod, når han forestiller sig, at der kun er et sprog, en samtale i samfundet. Når han taler nødvendighedens sprog, for det sprog er ikke frihedens.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold markant øger unge menneskers lyst til at genoptage en ungdomsuddannelse.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold markant øger unge menneskers lyst til at genoptage en ungdomsuddannelse.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold kan være med til at øge den indre motivationsfaktor og derigennem øge gennemførelsesprocenten.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold kan være med til at øge den indre motivationsfaktor og derigennem øge gennemførelsesprocenten.

Et af de spørgsmål, vi bør stille konkurrencestatens fortalere, er nemlig, om det absolut er staten, der skal diktere præmisserne for konkurrencen. Og dernæst skal spørge dem om, hvorfor det ikke kan overlades til os borgere, at oplyse og engagere os selv og hinanden og derigennem arbejde os frem til svar på globaliseringens udfordringer? Hvorfor tvivler de sådan på os; jeg får næsten lyst til at høre, hvad det er for et menneskesyn, hvilken antropologi der ligger bag pessimismen.

Vi har ellers vist, at vi kan – i hvert fald i Højskolerne, som netop med en spritny rapport påviser, at vi med idealerne om frihed og livsoplysning er i stand til at ”vække” folk, som forstanderen på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, ville sige (og som får skrevet en masse fine ting, om hvad det er, der sker på højskolerne i sit essay). Særligt er vi gode til at motivere de unge med uddannelsesfremmed baggrund. Og et af svarene på, hvorfor det kan lykkes er formodentlig den, at vi på Højskolerne – og i kraft af vores forskelligheder – i frihed kan tilrettelægge vores undervisningsforløb på en sådan måde, at de altid giver mening og føles relevante. Det giver motivation og deltagelse.

Tid og stof til eftertanke. Det er det, der virker. Og det får man på Højskoler, ikke på karruseller. Og hvis man har haft tid til at øve sig og tænke sig lidt om, så klarer man sikkert også en PISA-test-agtig ting, skulle man falde over sådan en. Det kan kun være svært at fatte for politikere.




Bistand, investering eller Højskole - oplevelser fra Ghana

Har udviklingsbistanden spillet sit sidste kort? Og har kineserne sat vesten skakmat? Hvis man skal være med til at sætte en anden dagsorden i Afrika, end den Kina og Brasilien sætter, så bliver vi nødt til at tænke nyt i forhold til bistandsmidlerne, for ikke at blive skudt i sænk. Om at tænke nyt ved at tænke gamle Grundtvig med i spørgsmålet om bæredygtig og langsigtet udviklingsbistand.

_DSC0302

Af Vibeke Lundbye Westphall

”Lad os kalde en spade for en spade og sætte det hele lidt på spidsen. De penge som Danida og andre, har sendt rundhåndet og gavmildt til Afrika gennem 30-40 år, har ikke gjort en reel forskel. Det kan vi se nu. I Ghana har pengene skabt en lille rig overklasse, som bruger offentlige midler til bl.a. at få privat lægebehandling på europæiske hospitaler, i stedet for at forbedre sundhedsfaciliteterne i lokalområderne i Ghana. Hvis det stod til mig, skulle Danida stoppe al sin støtte og i stedet lave højskoler i udviklingslandene. For at komme problemer med korruption til livs, skal der ske en ændring i folks mind-set. Mind-settet ændrer vi ikke gennem udviklingsbistand, som det ser ud nu: ved at sende penge som magthaverne bruger på sig selv. Men gennem oplysning, refleksion og den humanisme som højskolen står for, kan vi skabe reel forandring for masserne.”

Sådan afrundede Shani Mahama sit oplæg. Oplæget var et frustreret opråb, ikke om flere penge til nyttesløse og filantropiske projekter, men et ønske om at civilsamfundet i Ghana selv tager hånd om de problemer, de oplever i deres hverdag og skrider til handling.

_DSC0142

De danske højskole-elever Søren og Andreas hygger sig med deres venner i landsbyen Savelegu.

 

Jeg befandt mig i Nordghana i juni og juli sidste år, som rejseleder for en gruppe danske højskoleelever, der efter fem måneders udviklingsstudier på Silkeborg Højskole, var taget til Ghana for at deltage i det daglige liv i lokale landsbyer. Her skulle de arbejde sammen med ungdomsorganisationer, som forsøger at udvikle deres civilsamfund gennem konkret handling, med fokus på rettighedsarbejde, uddannelse og entreprenure-ship.

Den første uge tilbragte vi på Simli Centre i Dalun for at akklimatisere og blive introduceret til området og kulturen. Simli Centre er oprettet med støtte fra Danida, og var tænkt som en højskole, hvor unge kunne komme og deltage i kurser af længere og kortere varighed. Kurserne havde karakter af produktions- og færdighedskundskab, eksempelvis inden for landbrug, tømmerfaget, sy- og smedekurser. Nu er midlerne stoppet og stedet bliver ikke brugt til andet end et par møder en gang imellem, enkelte korte kurser, og til at huse udenlandske frivillige, som arbejder i området, blandt andet os. Det var ærlig talt et sørgeligt syn.

Det var som om, ideen ikke var blevet opdateret. Stedet var blevet ”givet” til lokalområdet. Men ”lokalområdet” bestod i praksis af én mand, som styrrede stedet ud fra selviske og egne økonomiske interesser. De lokale kræfter, unge som gamle, stod modløse tilbage og kunne se bygninger, som kunne huse mange sociale og produktive tiltag, stå ubrugte og forfaldne hen.

_DSC0134

Camilla og hendes to nye veninder lytter til en lokal arbejder, der fortæller om forholdene på de lokale klinikker.

 

Danida og deres samarbejdspartnere står ikke alene med idéen om højskole i Ghana. I staten af 2013 blev Tamle Folk High School startet af tidligere elev på den Internationale Højskole i Helsingør (IPC), Hafiz Gbanbil-lana. Skolen holder til i en faldefærdig gammel kirkebygning i Tamale, den største by i Nordghana. Som alle andre steder vi kommer, flokkes folk under træernes skygge i gården i ly for solen. Men da de ser os, kommer de ud i solens bagende hede og velkommer os med varme smil. Sammen spiser vi frokost inden vi laver gruppearbejde over forskelle og ligheder ved ungdommen i Ghana og Danmark samt diskuterer, hvad højskole egentligt gør godt for. Hafiz forklarer: ”Lige nu tilbyder vi undervisning i film, skrivning, mediebrug og samfundsfag, hver dag fra 9-12, typisk som 3-6 måneders kurser. Vi har pt. 15 elever og 3 lærere ansat på deltid. Jeg mener, at ungdommen her i Ghana kan få meget ud af undervisningstilbud, som ligger uden for det ordinære skolesystem. Det vil jeg gerne styrke ved at lave højskolen her. Mit håb er, at jeg kan få skabt penge til at bygge nogle gode lokaler til daghøjskolen og få spredt budskabet om dens eksistens og de muligheder, den kan give til ungdommen og civilsamfundet.” Efter gode og øjenåbnende debatter og oplæg, brainstormede de danske og ghanesiske højskoleelever videre over måder at lave events eller happenings i byen, for at få unge til at se mulighederne i højskolen.

Tilbage i Dalun, på Simli Centre. Kunne vi  ved hjælp af 13 danske højskole elever mon få højskolestemningen tilbage for en stund og møde ghanesiske unge over diskussioner og samarbejde? Vi inviterede elevernes kontaktpersoner fra de landsbyer, som de skulle bo hos, til et højskoledøgn på centeret. Vi spillede fodbold og volleyball, spiste aftensmad i spisesalen, afholdt aftensamling med danske og ghanesiske sange og fik besøg af en ghanesisk lokal tromme- og dansegruppe. Dagen efter afholdt vi morgensamling, sang sange, og hørte oplæg om højskolebevægelsen og dens betydning for dansk selvforståelse og demokrati.

Ghanesiske Shani Mahama, født i Dalun, bosat i Jelling, dansk gift og far til to, fortalte om sine oplevelser af at være på højskole i Danmark, og hvordan opholdet ændrede hans syn på stort set alt. På højskolen blev han tvunget til at reflektere. Blandt andet over religion. I en undervisningstime blev han spurgt, hvem gud var:

_DSC0178

Højskolelærer Jacob Zaharias Eyermann holder morgensamling om højskolernes oprindelse og idé for ghanesiske og danske unge.

”Jeg havde alle mulige forskellige navne på Allah. Alle hans 99 attributter, men ingen af dem fortalte mig, hvem han var. Hvordan kunne jeg tilbede ham, når jeg ikke vidste, hvem han var, tænkte jeg? Hvis jeg havde delt de tanker med mine venner i min hjemby var jeg blevet socialt udstødt. Religion blev en personlig sag for mig derefter, fordi det handlede om, hvordan jeg forholdt mig til min Gud,” fortæller Shani Mahama. Overført til verdslige termer, spørger vi, hvordan forholder jeg mig til mit samfund? For at finde svarene eller de næste spørgsmål er jeg nødt til at vide, hvad mit samfund er for en størrelse. Livsoplysning, samfundsoplysning og selvoplysning.

Shani runder sit oplæg af med en opsang og råb til de unge (og til donorlandene, hvis de kunne høre ham): ”En højskole i Ghana kunne være et sted at strukturere de udfordringer og problemer, man som ung og gammel møder i dagligdagen og civilsamfundet: i mødet med arbejdsløshed, fattigdom, korrupte politikere, krav fra donorlande etc. Vi kunne skabe masse-refleksioner, og sammen skride til handling. På den måde kunne vi skabe bærerdygtig og langsigtet forandring fra bunden og op.”

Lige som vi gør det på traditionelle danske højskoler: Vi skaber rum, hvor unge kan danne sig i frihed, lighed og fællesskab samtidig med, at de uddanner sig til at blive kritiske borgere i et samfund, som kræver af dem, at de deltager. Er det mon tid til at konkretisere den rettighedsbaserede tilgang, som den danske udviklingsbistand har arbejdet efter siden tidligere (og nu endnu tidligere) Udviklingsminister Christian Friis Bach trådte til, og i stedet i samarbejde med udviklingslandene, begynde at lave højskole?