Når æstetikken erkender

image_pdfimage_print

pis-liv-hb-filmomslag_214418I den biografaktuelle Pis Liv er det en pointe, at det er historiens æstetiske kvalitet, der gør den sand. Måske er spørgsmålet Hvad er den smukkeste fortælling mere styrende for vores ide om hvad der er sandt, end vi normalt tænker?    

Af Kenneth Degnbol, Rønde Højskole

Hvordan finder man på at skrive en historie om en dreng, der hedder Pi og en bengalsk tiger og en redningsbåd på Stillehavet i 227 dage? I ordets bogstaveligste forstand en fantastisk fortælling. Filmen ruller lige nu over lærrederne i biograferne. Og sikken en fantasi, det har krævet at skrive den roman, filmen bygger på: Booker-prisvinderen Pis Liv. Hvor er ideen kommet fra?

Ifølge forfatteren, Yann Martell, opstod ideen på en rejse til Indien, hvor han forfulgte en ide om en helt anden roman. Da det viste sig, han ikke kunne skrive den roman, han havde tænkt sig, rejste han ideforladt og uden penge på må og få rundt i Indien, for det var trods alt billigere end at vende hjem til Canada. Begrænset af penge og begrænset af ideer kom han pludselig en dag i tanke om en anmeldelse han havde læst for mange år siden af en brasiliansk roman. Og hvad handlede den roman så om? Såmænd om en mand fanget i en redningsbåd med en panter! Så meget for den sprudlende fantasi, der skulle kunne skabe af intet. Hele romanen Pis Liv opstod ud af en meget konkret erindring af en anmeldelse af en bog med næsten samme setup.

Det minder om fortællingen om sodavanden Fanta. Da man under krigen ikke kunne skaffe alle ingredienserne som den hemmeligholdte Coca-Cola-opskrift krævede, måtte koncernen finde på noget nyt. Medarbejderne blev bedt om at lave en sodavand ud af de sparsomme ressourcer, og da de vendte tilbage til chefen med drikken og spurgte, hvad de skulle kalde den, svarede han: Brug Jeres fantasi! Deraf navnet.

Fantasien lever altså ikke altid op til sit rygte. Det meste, vi skaber, opstår ud af det, vi allerede kender. Måske endda ud af begrænsninger.

Fortællingen er smuk – og derfor er den sand
Pis Liv er i sig selv en fortælling om fantasi og virkelig. Om hvad der er sandt, hvordan vi erkender, om æstetik. Historien er på alle måder fantastisk og utrolig. Og da de udsendte fra et forsikringsselskab, der skal klargøre omstændighederne om det skibsforlis, der førte til Pis samliv med en bengalsk tiger i en redningsbåd på Stillehavet, opsøger Pi på hospitalet i slutningen af bogen, kan de ikke tro på fortællingen. Den er for utrolig til at være sand. Pi fortæller så en anden historie. En grim og kynisk fortælling om kamp for at overlevelse under de værste omstændigheder, der tegner et frygteligt billede af, hvad vi som mennesker er. Hverken tigeren – eller de andre dyr, der i begyndelsen også befinder sig i redningsbåden – er dyr. Det er dyriske mennesker i en umenneskelig kamp for overlevelse. De udsendte fra forsikringsselskabet sidder målløse hen. Hvilken historie vil I helst tro på? Pi fremstiller den pointe, at måske er hans historie for utrolig til at være sand, men den er smuk – og derfor er den sand.

I den vestlige verden har spørgsmål om sandhed og erkendelse bølget frem og tilbage mellem mange filosofiske positioner. Hvad ved vi, hvad siger fornuften, hvor langt går vores erkendelse, hvad kan vi logisk slutte os til. At det vi tror på som sandt skulle være et æstetisk spørgsmål er umiddelbart fremmed for de fleste af os.  Er Guds eksistens for eksempel bevist for os, hvis vi skulle finde at det er den smukkeste historie om tilværelsen?

Pis Liv er en roman af typen magisk realisme. I Danmark kender vi også genren fra flere af Peter Høegs og Ib Michaels bøger, men det er en fremmed genre, den ligger på en måde fjernt fra vores himmelstrøg. At tilværelsen får en mystisk iklædning, at grænselandet mellem det erkendtlige og det magiske bliver afsøgt kan være helt angstprovokerende.

Men at forbinde æstetik og erkendelse er ikke dumt. Måske gør vi det endda uden at vide det.

Æstetisk korttegning
I The Man in The Moon har Lewis Carrol skrevet denne lille fortælling:

That’s another thing we’ve learned from your Nation,” said Mein Herr, “map-making. But we’ve carried it much further than you. What do you consider the largest map that would be really useful?”
‘About six inches to the mile.”
“Only six inches!” exclaimed Mein Herr. “We very soon got to six yards to the mile. Then we tried a hundred yards to the mile. And then came the grandest idea of all! We actually made a map of the country, on the scale of a mile to the mile!”
“Have you used it much?” I enquired.  “It has never been spread out, yet,” said Mein Herr; “the farmers objected: they said it would cover the whole coun

97h/02/vict/0092/87

try, and shut out the sunlight! So we now use the country itself, as its own map, and I assure you it does nearly as well

Fortællingen er også kendt hos argentineren Jorges Luis Borge, en af de første magiske
realister og stor fan af Carrol Lewis.

Som med kortet giver enhver gengivelse dårligt mening, hvis den er i forholdet 1:1. Vi har brug for kortere versioner. At afsøge tilværelsen sin sandhed og mening fungerer bedst i ekstrater, historier, vi fortæller, landkort, hvor vi hver især bestemmer topografier, målestok og projektioner.

Enhver der har prøvet at skrive, alt fra dagbog til romaner, ved at grænsen mellem fantasi og virkelighed er usikkert terræn. Biografier og dokumentarer sælger stort i tiden, og når man læser detaljer om vejret og folks påklædning i situationer, der måske er hentet for halvtreds år siden, ved vi godt, at næppe det hele er tro mod virkeligheden. Når vi husker, henter vi ikke originalen frem fra en harddisk, men mindes vores seneste fremkaldelse af erindringen. Enhver forskydning lagres til næste fremkaldelse som den nye version af virkeligheden. Opdigtede personer kan vi ofte læse som hentet ud af typologier, der er opstået hvilke andre steder end i virkeligheden selv? Historiers forløb deler bestemte træk. Sinbads syv rejser er overlevelseshistorier per excellence, hvor han igen og igen reddes af sin egen snedighed. Odysseus vender hjem. Eventyrets barn kommer ud for ondskab for til sidst at vinde over den i alle kulturer og folkesagn. Historier har deres faste strukturer, ligesom virkeligheden har, når vi genfortæller og beretter.
Rousseau var formentlig i sine Bekendelser den første moderne selvbiograf, fordi han ikke – med egne ord – fortæller for Gud, men ønsker at blotlægge og stå åbent for andre mennesker. Han fortæller om den seksuelle opstemthed han følte, da han fik smæk som dreng, og som formede han livslange trang til at underkaste sig. Han fortæller om at forlade sine børn. Om valg og skamfulde handlinger. Han pynter ikke på sig selv, men ønsker at stå åbent frem. Han fortæller om de romaner, han læste som barn, om at forsvinde ind i fantasien, og stå overfor virkeligheden, verdensfjern og konfus. Fiktionen gav ham romantiske og til tider bizarre opfattelser af virkeligheden, som virkelighedens egne erfaringer aldrig kurerede ham for. Eller sagt på en anden måde: romanerne han læste blev en del af den, han var.
Når forskerne tjekker efter viser det sig imidlertid at mange af detaljerne hos Rousseau er ukorrekte. Og når han fortæller om følelser mange år tilbage i tiden, hvilke muligheder har han så for faktisk at huske og gengive det korrekt? Hvad så, gør det ham utroværdig? Nej, for Rousseau virker overbevisende. Hvorfor? Fordi han fortæller klogt og nuanceret, genkendeligt. Jeg vil gerne tro ham, fordi jeg føler og mærker, det er sandt. Igen taler æstetikken. Det er smukt, derfor er det sandt.

Facebook har gjort os alle til selvbiografer
I dag er de fleste af os forfattere i den forstand, at vi udgiver på facebook. Vi udgiver vores liv, selvbiografien. Tit står man tilbage med en usikker følelse af at forsvinde. Hvilken person udgiver jeg? Hvilken version af mig selv. Og hvem er så tilbage bagved facaden?

Måske er det ikke en ny erfaring som sådan. Men det er forfatterens erfaring, der nu er blevet almen. Som Gutenberg, der fik almene menneske til at læse, får internettet os til at skrive. Vi er alle blevet som Rousseau. Selvbiografer, der ønsker at stå åbent frem. Men kortet kan ikke gengives 1:1, for så dræbes livet under kortet. Vi bliver derfor fortolkere, historieskrivere, korttegnere af os selv og den øvrige del af virkeligheden. Og hvad styrer kortets topografi hvis ikke æstetiske spørgsmål?

Vi undlader at lade vores børn se nyheder på fjernsyn, slukker, skruer ned, putter dem i seng. Men hvis de skal opdrages til at klare sig i en verden, der faktisk til tider er så grum, som nyhederne viser, hvorfor så ikke hærde dem? Der er formentlig mange psykologiske forklaringer, men forklarer de også hvorfor det er en næsten instinktiv reaktion hos os at skåne børnene? Måske ønsker vi at få verden til at se bedre ud. Måske er det håbet i os, der taler. Håbet om at det måske en dag bliver en bedre verden. Og når vi slukker fjernsynet er det håbet vi videregiver mere end antallet af krige i verden. Men er det ikke lige så sand en fortælling? En sand fortælling om håbet. Og i så fald er den vel æstetisk begrundet – vi vælger den smukkeste udgave af to fortællinger.

Drengen Pi blev af sine forældre navngivet Piscine Molitor Patel, opkaldt efter et friluftsbad i Paris. Han blev drillet i skolen med navnet indtil han en dag tog sagen i egen hånd og proklamerede, at han for fremtiden blot skulle kaldes Pi, hvorpå han gjorde redde for det matematiske tegns egenskaber – ikke mindst ved at have memoreret en hel tavlefuld af dets decimaler.super-ellipse

Den historie er i sig selv en miniudgave af Pis liv. Pi-tegnet er koden bag cirklen som geometrisk form. Det er en praktisk form. Bare tænk på hjulet. Men vi forbinder også noget smukt med den. Et tegn for helhed, fuldendelse, i oldkirken også et tegn for treenigheden. Da Piet Hein i 1959 skulle tegne Sergels Torg i Stockholm stillede han sig selv spørgsmålet: hvad er den smukkeste form mellem et rektangel og en cirkel. Det fik ham til at finde formlen på superelipsen, som siden er blevet en af de klassiske former kendt af alle arkitekter og designere. Superelipsen er fornuftig. Den har næsten noget rigtigt og sandt over sig. Det er den elipse, der tillader størst areal indeni til for eksempel en stor fontæne som i Stockholm, men som samtidig kan fungere som en rundkørsel, praktisk i trafikken i Stockholm. Men det der drev Piet Hein var først og fremmest det æstetiske spørgsmål Hvad er den smukkeste form.

Måske er facebook ved at lære os at blive magiske realister – eller arkitekter, der giver vores praktiske liv smukke former. At lære os at ligegyldigt hvad, er vi historiefortællere for intet kort over virkeligheden kan være 1:1. Og ikke mindst lære os, at de underliggende kræfter og strukturer for vores sandhedsfortællinger muligvis er tilskyndet af æstetiske spørgsmål.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Dette indlæg blev udgivet i filosofisk af vidanserforlidt. Bogmærk permalinket.

Om vidanserforlidt

Vidanserforlidt er debatterende tekster af (lomme)filosofisk tilsnit. Essays, klummer og kronikker, hvori vi forsøger at forbinde hverdagens glæder og genvordigheder, omtanker og ubetænksomheder med evigtgyldige idéer. Urimelige forsimplinger af videnskabelige og eksistentielle indsigter, skrevet med pathos, våde øjne, røg ud af ørerne og fingrene dansende over tastaturet.

2 tanker om "Når æstetikken erkender"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *