image_pdfimage_print

Et Univers(itet) af Druk og et Liv i krise

af Kenneth Degnbol, forfatter og højskolelærer på Rønde Højskole.

Anmeldelse. I bogen Tanker fra en rus følger vi hovedpersonen Peter igennem tyve år af sit liv fra universitetstiden til en karriere som først og fremmest advokat og i mindre grad som familiefar. Peter forholder sig undervejs refleksiv til sine omgivelser og derfor er en stor del af bogens potentiale en indbygget kritik af uddannelsesinstitutionerne, det neoliberale samfund og ikke mindst det, man kan kalde individets mulighed for at komme til sig selv i hel Kierkegaardsk forstand.

Kasper Selmar uden alkohol, men vel i en kornsort, der kan brygges på, så skål anyway, det er ikke smagsoplevelsen eller kvaliteten, der spiller en rolle, men effekten.

Kasper Selmar uden alkohol, men vel i en kornsort, der kan brygges på, så skål anyway, det er ikke smagsoplevelsen eller kvaliteten, der spiller en rolle, men effekten.

Bogen begynder med den for universitetsbegyndelsen obligatoriske rustur, hvor alkohol er en så overskyggende faktor der gør, at alle i grunden skjuler sig for hinanden, og ingen kan vise sig med de drømme og forventninger, de nye studerende, Peter ikke mindst, møder op med. For Peter bliver det en stor skuffelse, som han dog ikke magter at gør noget ved. Måske fordi han savner muligheder, eller fordi indsigten først vokser med tiden. I hvert fald gør han som de fleste; kæmper med studierne, med studielivet, gør det som rammerne byder ham, men hele tiden med en længsel efter, at den grænseløst videbegærlige, akademiske og sandhedssøgende student skal indfinde sig.
En del af kritikken retter sig mod alkoholkulturen i universitetsmiljøet. Det er ikke bogens hovedtema, men det fungerer som et symbol for det overordnede eksistentielle tema om at blive sig selv. Alkohol står ifølge Peter i vejen for, at det egentlige Jeg kan udspille sig. Men Peters kamp handler også om at overtage sig selv i forhold til studievalget, for er det i grunden hans valg, når hele familien har tradition for at gå vejen omkring det juridiske fakultet? Og når vi senere i livet møder Peter som en succesfuld advokat, er det så egentlig et resultat af den måde, han i virkeligheden ønsker at leve sit liv på, når han knokler for at have betydning i firmaet, mens han savner at se mere til sin kone, Lise, og deres barn, Alma? I den forstand er der mere end alkohollen, der står i vejen, men fællesnævneren er det at leve livet uden rigtigt at tage det ind.

Tanker fra en rus er en debutroman skrevet af Kasper Selmar Pedersen. Han er selv studerende på Århus Universitet, og man aner et muligt selvbiografisk islæt undervejs i læsningen, og det giver mening, når han om romanen skriver, at det er en førstehåndsskildring af blandt andet universitetssystemet.

Peter er akademiker ligesom Kasper er det. Derfor er det troværdigt, når Peter i sine refleksioner undervejs i bogen inddrager vidt forskellige perspektiver af filosofisk og samfundsteoretisk karakter til at underbygge sine iagttagelser. F.eks. perspektiverer han hele karaktersystemet på universitetet ved at inddrage Black swan-teorien af den libanesisk-amerikanske statistiker Nassim Nicholas Taleb, der handler om den undervurderede betydning, vi tillægger tilfældigheder – i historiefaget såvel som i vores fremtidsprognoser for blandt andet makrobevægelser på det finansielle marked.  Uforudsigelige hændelser spiller ifølge teorien en større og større rolle, samtidig med at særligt unge ikke har lært at tillægge det nogen betydning. Resultatet er i universitetsverdenen et system, der blindt styrer efter karakterer, mens Peter (i denne del af bogen som underviser) godt ved, at de ikke tilbyder en særlig stor grad af objektiv sandhed om de studerendes evner og præstationer. Peter kommer ikke med forslag til ændringer, og det er kendetegnende for ham. Peter er den klassisk dannede advokat (der endda skriver glimrende poesi), der kan sin samfundskritik, men ikke evner at ændre noget. Måske før til allersidst i romanen. På den måde indskriver romanen sig i en den klassiske tradition for dannelsesromaner. Romanens konflikt er den voksende kløft mellem det faktisk levede liv, og Peters følelse af, at det er hans liv og hans egne genuine valg. Indtil kløften bliver stor nok og kalder på en forandring.

Cover-e1443541443280-366x366

Bogen er velskrevet med et godt sprog og en stringent form, hvor Peter er eneste synsvinkelbærer. Hans figur forekommer troværdig i den bevægelse han gennemgår fra tyveårig naiv russer til den 40-åriges forhærdelse – samtidig med at hans eksistentielle længsel er uforandret, hvilket borger godt for os alle sammen. Balancen mellem de rene beskrivelser og de refleksive dele er jævn bogen igennem. Kasper Selmar Pedersen er selvudgiver, men han skal roses for at have sat en redaktør på bogen. Stilistisk renhed og den nævnte balance kan ofte være svær at finde for selvudgivere, der står alene med manuskriptet fra først til sidst, så måske er Kasper her tak skyldig til sin redaktør Stine Liberty Svenningsen.

De reflekterende dele af bogen nærmer sig en essayistisk, fabulerende stil. Det er ikke comme il faut i alle litterære miljøer. Men jeg tager hatten af for modet til at overskride den rene beskrivende stil med fortolkningerne. Det er troværdigt, at hovedpersonen, der jo netop er akademisk skolet, bringer teorier i spil, når han forsøger at forstå verden, for er det ikke netop sådan mange af os gebærder os, når vi i dialektikkens navn tænker, at der må være flere forklaringer på spil? Under alle omstændigheder er det inspirerende, ikke mindst for undertegnede.

Bogens styrke er samtidig også dens svaghed. Peter er på mange måder en person som alle andre, der har betrådt universitets institutter frem mod et liv, hvor karriere og familieliv lever en konstant tofrontskamp. Han er let at forbinde sig med, men mangler af samme grund også en kant. I en scene, der skal vise Peters jetset-liv som advokat, møder vi ham på jagt. Det er spændende læsning, og jeg var bjergtaget kapitlet igennem af den simple grund, at her tilbød der sig en for mig fremmed verden at træde ind i. Det udstiller samtidig udfordringen med mange af de andre kapitler. Meget af det, Peter gennemgår, er så dagligdags, så man savner en oplevelse. Når Peter for eksempel vågner på kollegiet og er frustreret over den natlige fest, som ingen har ryddet op efter, så er det noget, de fleste af os har oplevet så mange gange, så at udfylde det tema over adskillige sider, virker intetsigende. Når litteraturen er stor, er det når den på magisk vis, kan føre os nye steder hen. Det har Kasper Selmar Pedersen tilgode at vise os, at han kan. Og det er særlig sårbart i den strenge stil, hvor Peter alene bærer synsvinklen. Der skal meget til, når en enkelt person skal opretholde intensiteten. Han bliver ganske enkelt for let at leve sig ind i, fordi han næsten bliver for troværdig, for meget som en af os andre, for meget det gennemsnit, der kan udstille samfundets skyggesider, men ikke rigtig selv har skævheder.

Jeg håber, Kasper Selmar Pedersen tør holde fast i den fortolkende, kritiske og essayistiske stil, og forhåbentlig med en historie med mere spræl, skævhed og fantasi

Tillykke med debutten.

Tanker fra en rus er skrevet af Kasper Selmar Pedersen og udkommet (2015) udenom etablerede forlag. Køb bogen her.

Uopdragelse

Vi hører jævnligt, at niveauet daler i uddannelsessystemet, derfor må det blive lettere at tage en uddannelse. Men vi hører også om unge mennesker, der føler sig pressede i uddannelsesverdenen, som stresses, demotiveres, dropper ud, deprimeres og får angstneuroser. Det er et paradoks. Ny bog om hysteriske børn forklarer, hvordan to så modstridende tendenser kan være sande på samme tid.

Af Lars Andreassen

Stå fast smækker han op på bordet: Svend Brinkmanns opgør med vores ulideligt, selvoptagede trang til personlig udvikling og evig bevægelse. Vi rodfæstes aldrig, hvis vi konstant tænker på selvudvikling, er Brinkmanns efterhånden velkendte pointe, og når ikke vi har rødder, mister vi evnen til at forpligte os til en opgave eller andre mennesker. Vi bliver rådvilde og uden retningsgivende moralske pejlemærker. Vi kan ikke stå fast.

”Interessant”, bemærker jeg og peger på bogen. ”Provokerende”, svarer han, den om-en-uge pensionerede lærer. ”Den er et opgør med alt, hvad jeg er uddannet inden for”, uddyber han.

Det er vinter og vi er på vej mod pisterne i Matrei med hver vores elevflok. Han fra en folkeskole i Kolding og jeg med Egå Ungdoms-Højskole. På den anden side af midtergangen sidder jeg med en nyligt udkommet bog fra det Aarhusianske forlag Plurafutura, Hvorfor bliver vores børn små tyranner? af den tyske børnepsykiater og familieterapeut, Michael Winterhoff. Også den handler om identitets- og selvudvikling, men børnenes og ikke de voksnes.

tyranner_stort_0Udvikling, opdragelse og dannelse er ikke bare ”hot stuff” i Danmark, og Winterhoffs bog er, som Brinkmanns, en bestseller i sit hjemland.

Winterhoff stiller et simpelt spørgsmål: hvad sker der, når børn tildeles ansvaret for deres egen personlige udvikling, og hans svar er skræmmende.

Diagnose eller uopdragelse

Jeg har ikke læst Brinkmanns bog (endnu), men som en del af trioen bag bøgerne om Uren Pædagogik er han ikke ukendt blandt højskolefolk. Og meget kontroversielt udtalte han i Højskolebladet for nogle år siden, at vi af og til gemmer dårlig moral bag psykiatriske diagnoser:

“Hvis vi for eksempel ikke længere kan forstå dovenskab som en last, et moralsk problem eller som en måde til at genoplade batterierne, men kun som en medicinsk tilstand, så er der altså centrale dimensioner af den menneskelige tilværelse, som vi ikke længere kan forstå, og så får vi et dilemma – især i forhold til at tage ansvar.”

Det udsagn har jeg altid set som modigt, og Brinkmann har siden da stået på min liste over helte.

Antallet af psykiatriske diagnoser er steget helt uhyggeligt siden 2. Verdenskrig, det ved enhver (ellers kan du læse om det i ovenstående link til Højskolebladet eller her hos den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen). Der er helts sikkert flere – og meget komplicerede – årsager til stigningen, som dog på mange måder også er paradoksal, fordi den følger en generel stigning i folkesundhed og levealder.

Svend Brinkmann_Staa Fast

Men Winterhoff antyder i sin bog – eller jeg læser det ud af den – at den praksis, hvormed vi omsætter vores opdragelsesidealer kan føre til reaktioner og adfærdsformer, der ligner de diagnoser, der er i stigning, såsom angst, depression, ADHD og ADD.

Et eksempel fra bogen illustrerer pointen, altså Winterhoffs, det værste eksempel ganske vist, men så rækker det også med et enkelt. Sara gider ikke altid lave sine lektier, hun gider heller ikke øve sig på violin, et instrument, hun selv har ønsket at lære at spille. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men pigen bliver aggressiv, råber og sparker ud efter sin mor, når hun beder hende om at passe sine pligter – pålagte såvel som selvvalgte – og kaster sågar med ting, og helst ting, hun ved moderen sætter pris på.

Saras forældre ville, som alle andre bevidste forældre, have et selvstændigt og myndigt barn med en stærk personlighed, og derfor var rationalet bag deres opdragelse, at barnet skulle have lov til at udvikle sig helt på egen hånd uden at rette sig efter andre mennesker. I børnehaven bestemte hun selv, hvad tøj hun ville have på, og faldt kammeraterne ikke i hendes smag, blev de aldrig mere inviteret med hjem.

Ingen har nogensinde fortalt Sara, hvad der var rigtigt og forkert. Som Winterhoff skriver, troede forældrene at de gav hende en antiautoritær opdragelse, hvilket de vel egentlig også gjorde, men mere korrekt er det nok at sige, at de skabte et rum uden autoriteter omkring Sara. Et rum, hvor hendes ego kunne udfolde og udvikle sig fuldstændigt uhæmmet uden hensyn til andre. Et rum uden regulering, uden opdragelse –  et rum, hvor alt var til forhandling.

Problemet med Sara er, som i Winterhoffs øvrige casestories, at forældrene glemte at spørge sig selv om, hvad konsekvenserne af denne uopdragelse mon kunne være. De ville jo det rigtige og forsøgte at fjerne enhver forhindring for Saras personlige udvikling. De skabte en curlingbane for barnet milevidt fra et klassisk hegeliansk dannelseideal, hvor identiteten netop formes i “kampen” med arbejdet og bestræbelserne på at opfylde sit potentiale som socialt væsen.

Winterhoff påpeger, at et barn slet ikke har den fornødne psykiske modenhed til at magte tilværelsen alene. Man ”tilskriver barnet […] en selvstændig personlighed, om det slet ikke kan have på så tidligt et stadium.” (side 31).

Virkeligheden er en Blachman

Første del af konsekvensen af den manglende adfærdsregulering er, at barnet fastholdes i en tidlig psykisk fase, skriver Winterhoff. Den nemlig, hvor barnet tror, at den ganske verden er skabt for at tilfredsstille barnets behov. Forældre forveksler barnets infantile og uhæmmede viljestyrke med en stærk personlighed, og resultatet er et totalt uhæmmet ego.

Den anden del af konsekvensen er selvsagt et hensynsløst og asocialt barn. Et barn, der ikke kan udsætte sine behov, et barn der ikke kan sidde med fingeren i vejret og vente på, at de andre taler færdigt – eller bare sidde stille – et barn uden evne til at forpligte sig på en opgave, pålagt eller selvvalgt, eller på andre mennesker. Et barn som bliver stiktosset og hysterisk, når det bliver bedt om at udsætte sine behov, disciplinere sig, tage hensyn og passe sine pligter.

Hovedpointen i Winterhoffs bog – et træk, der går igennem alle hans cases – er den, at de børn, der opdrages i den antiautoritære selvudviklings navn, oplever en form for almægtighed, og at de kan kontrollere verden omkring sig, og i det øjeblik de møder modstand, opstår så problemerne. Modstanden består helt simpelt i mødet med andre mennesker, der også skal tages hensyn til, og i at man skal leve op til krav og standarder sat af andre, f.eks. i børnehaven eller uddannelsessystemet.

Jeg kommer til at tænke på Pink Floyds "The Wall" fra 1979, når jeg læser Winterhoffs bog. "Hey teacher, leave them kids alone" og We don't need no Education" sang Roger Waters og opsummerede vel her 68-generationens opgør med autoriteterne. Copyright tror vi nok tilhører Pink Floyd  Music, Ltd.

Jeg kommer til at tænke på Pink Floyds “The Wall” fra 1979, når jeg læser Winterhoffs bog. “Hey teacher, leave them kids alone” og We don’t need no Education” sang Roger Waters og opsummerede vel her 68-generationens opgør med autoriteterne. Copyright tror vi nok tilhører Pink Floyd Music, Ltd.

Pludselig optræder virkeligheden uden for hjemmets (underlige blanding af curlingbane og konfliktfyldt forhandlingsrum) som Blachman i X-faktor, som nogen  eller noget, der pludselig bryder med egoets forestilling om omnipotens og smadrer det uregulerede barns forestilling om, at det kan alt.

Den ”stærke personlighed” (som blot var infantil utilpasset vilje) bryder sammen, identiteten vakler, og barnet skal nu til revurdere sig selv og sine evner, og det er selvsagt angstprovokerende. Og svaret er i mange tilfælde ikke, at individet er ramlet ind i en eksistentiel krise, men en psykisk sygdom, og nu begynder jagten på en diagnose, som kan føre til den behandling, der fikser problemet.

Måske er det ikke fordi, kravene i uddannelsessystemet er for høje eller urimelige, at nogle unge bukker under, men fordi de ganske enkelt ikke er vant til at møde krav stillet af andre end dem selv. Det er en tanke, man får, når man læser Winterhoffs bog, som således kan være med til at forklare, hvordan vi på en og samme tid kan diskutere dalende niveauer i uddannelsessystemet samtidig med, at vi konstaterer, at flere og flere unge mistrives i samme system. Gymnasierne ansætter psykologer til at hjælpe de unge gennem kriserne og på universiteterne er det studenterpræsterne, der hjælper til.

Indrestyret eller ydrestyret

Det er hårdt at få at vide, at man ikke kan synge, når man hele sit liv har troet, at man kunne, fordi ingen har villet, evnet eller haft mod til at fortælle en, at det kunne man ikke. Og desuden heller ikke haft modet, viljen eller evnen til at stå fast over for barnet og fortælle det, at lektierne skal laves, pligterne gøres og fritidsinteressen passes også de dage, hvor man egentlig ikke har lyst.

Brinkmanns bog er så provokerende for læreren fra Kolding, som jeg deler bus med, fordi Brinkmann taler for mere ydre-styring af børnene, og det er i modsætning til de pædagogiske idealer, denne lærer, som skal pensioneres, når han vender hjem igen, har praktiseret under. Det er et paradigme-skifte i folkeskolen, Brinkmann lægger op til, fordi vi altid har lagt vægten på barnets personlige udvikling og at denne skulle komme indefra.

Ingen af os kan være uenige i målet med vores dannelse og opdragelse: anti-autoritære, selvstændigt tænkende og kreative unge mennesker med de bedst tænkelige muligheder for at udvikle sig selv, sammen med andre – og at de er indrestyrede. Men vejen der til kan, skal og bør ikke være uden forhindringer og koncentreret aktivitet, og så går gennem gennem en gradvis nedtrapning af den ydre styring og tildeling af ansvar i takt med barnets og den unges mentale modning og udvikling af færdigheder og kompetencer.

Alt det gode i mit ho’ed

Simon Lægsgaard, Brandbjerg Højskole

Godhedsindustrien – Vorherre til hest

en term skabt af hyperkapitalister, der altid ved bedst

hvor menneskets egentlige drivkraft ligger begravet

mens de dumper deres gift ud på bunden af havet

 

Men når vi taler om havet så finder jeg min ro

ved havet er så skønt både at færdes og at bo

Jeg tænker: Endelave mit barndomsparadis

urørt af tidens trend, uden smog og diesel-fis

når jeg sidder der på stranden og nyder dagens sidste stråler

og nyder varmen og brisen og med min elskede skåler

mens vi sammen beskuer solens skive så smuk og så rund

så glemmer jeg helt bitterheden – den er fuldstændig væk – for en stund

Så glemmer jeg alt om olieskibe, der pludselig sprænger læk

om fuglen, der sidder mig unaturligt nær, fordi den ikke kan flyve væk

om brisen, der bærer på dieselpartikler

og næringsstoffer der havbundsforvikler

om manglende ozon der konverteres til cancer

og om iltsvind og krabber der rådner i deres panser

om manglende vilje og farlig last

og at overfladen solen spejles i snart er mindre vand end plast

om overforbrug og ressourcesvineri

om overfiskning og atomaffaldsdeponi

og ligegyldighed, dumping og erhvervspirateri

om lukkede øjne og CO2-apati

om vestligt tøjfremstillingsvandforbrug og børneslaveri

og om puden på min stol af kinesisk børnebroderi

Næh jeg hviler så fredfyldt på puden mit hoved

og tænker skam alene på alt det gode

 

Foto: Lars Andreassen

Foto: Lars Andreassen

Jeg tænker på syv årtier med fred

og glemmer for en tid helt at være vred

over måden vi forvalter vores frihed på

over Ryvangens pæle der tavse stå

og vidner om unge der gav deres liv

for at vi kan dø af ensomhed og tv-tidsfordriv

og kvæles i sukker og fastfood og normer

i konkurrencestatspladder og fremdriftsreformer

i vækstplanløshed og forbrugssvineri

og min svigermor der siger: vi har for lidt at gå op i

Jeg glemmer alt om de unge, der presses gennem pølsefabrikken

om argumentresistens og politikerperistaltikken

der skubber lorten foran os mod kommende generationer

mens de priser kapitalismen som slutsten for religioner

Jooh jeg forsøger skam at huske på alt det gode

som Vesten gør for den samlede klode

pist væk er sult, berigelseskrig og flygtningestrømme

og oppustede lig i Middelhavet hjemsøger mig kun i mine drømme

 

Foto: Kristine Goul, Egå Ungdoms-Højskole

Foto: Kristine Goul, Egå Ungdoms-Højskole

Ja mens jeg sidder der og nyder forårssolen

glemmer jeg sågar alle hullerne i taget på skolen

for ikke at tale om omfordelingsprocenten

og kassekreditten og udlånsrenten.

og curlingbørn der bare ikke orker længere

Gud bevares – jeg glemmer selv selfie-stænger

for ikke at tale om manglende fællesskabsånd

om samfund der reduceres til samlebånd

når skovduerne kurrer og kaninerne knepper

er vi faktisk tæt på at jeg glemmer navnkundige Steen-Nepper

og alle andre, der reducerer højskolepædagogik

til hjertesprog, bragesnak og samfunds-matematik

Ja når jeg sider her og nyder musikken fra himlens lærker

er det nær ved at jeg glemmer selv Støjbergs og Corydons samlede værker

Det er så bekvemt, at jeg glemmer at alt det vi kalder for sund fornuft

ikke er andet end vores eget verdensbillede tilført lidt demokratisk duft

Jooh alt er skam glemt og min hjertejubel når uanede højder

når mine elever står i det fri og synger og spiller og fløjter

med indlevelse, finfølelse og akkuratesse

mens min forretningsfører – ja tro det hvem der vil – springer ud som salsaprinsesse

så går jeg en tur ud i forårsskoven

og lader mig hylle i alt det lysegrønne fra oven

mens jeg fylder mig selv med rendyrket væren

og svæver midt i alt det grønne til blide toner fra stæren

Jeg vågner brat ved et skud i det fjerne

alt lys forsvinder – en isnen lammer min hjerne

Det er naboen, den store idiot, der skyder min buk

fra sit ulovlige placerede skydetårn, han sku fandme ha nogle hug…

Lad Solen skinne af Lyst

Solen skinner og varmer ikke af næstekærlighed, men fordi den er god til netop at skinne og varme. Den gør, hvad den er bedst til uden tanke for andre, og på trods af denne himmelske egoisme, bidrager den til den mest ophøjede form for vekselvirkning med alnaturens skabning.

Vi bør alle udfolde vores talent og arbejde, som solen udfolder sit, thi da vil ægte samarbejde opstå; det, der går ud på, ”at opretholde Livet i Fællesskab.” Sådan skriver Henry David Thoreau (1817-1862) og forklarer, at hvis man lever simpelt og fornuftigt, så bliver det aldrig mere end et ”tidsfordriv” at opretholde livet; ikke at livet driver forbi i tom meningsløshed – tvært imod – men at arbejdsindsatsen ikke behøver at føles af mere. Man kan forgælde sig, og man kan ønske, drømme og håbe på langt mere, men så må man også forvente at leve med opslidende bekymringer og halvstressende fremtidsforestillinger.

Thoreau flyttede mellem 1845 og 1847 ud i skoven for at finde ud af, hvad der egentlig er kernen i eksistensen. Og ikke mindst hvori eksistensens faldgruber består. Han skildrede sine erfaringer i dette "Aandedrag fuldt af Fyrrenaalsduft", som Jacob Paludan skrev om bogen.

Thoreau flyttede mellem 1845 og 1847 ud i skoven for at finde ud af, hvad der egentlig er kernen i eksistensen. Og ikke mindst hvori eksistensens faldgruber består. Han skildrede sine erfaringer i dette “Aandedrag fuldt af Fyrrenaalsduft”, som Jacob Paludan skrev om bogen.

Thoreau levede som bekendt fra hånden til munden i sin selvbyggerhytte ved søen Walden i Massachusetts (et par år) blot for at se, hvad livets nøgne kendsgerninger ville byde ham. Her lever han, lever godt og nyder tilværelsen med nærmest ingenting, lidt bønner og kartofler, under himlen, ved søens spejl, blandt skovens fugle og træernes blade, og han fortæller om en bekendt, der arvede et par tønder land, men som mente, at han burde leve mere frit – hvis han dog bare havde råd.

Thoreau lever simpelt, men lever godt. Han er tilfreds, og passer vel mest sig selv. Men så er det landsbyens vise mænd, belærer ham om, at han er meget egoistisk, og i højere grad burde hengive sig til filantropi. Det ligger ikke til ham, medgiver han, men indrømmer dog også, at han har forsøgt at bringe himlen i taknemmelighedsgæld ved at foreslå nogle af Concords fattige at forsørge sig, som han forsørger sig selv.

Her var det så, at jeg kom til at tænke på Ayn Rand (1905-1982), som – vil nogle vide – afviser enhver altruisme, al næstekærlighed og godgørenhed som hykleri. Hun tror kun på egoismen. Gør vi noget for andre, er det altid med bagtanke på eget ry og rygte. Det gode vi gør, gør vi, fordi vi er gode til det – eller sådan burde det være, mener hun.

Det kunne så være, hvad det være ville – de fleste har vel oplevet hul fromhed og folk, der evigt og konstant taler om næstekærlighed og om at bidrage til fællesskab, men altid vender ryggen til, når der skal løftes i flok – hvis ikke, hun, altså Rand, havde den her idé om, at man højt og helligt bør sværge på (meget religiøst) aldrig at ville gøre det mindste af næstekærlighed. Og det får så de fleste til at afsværge Ayn Rand og hendes romanhelte som forfærdelige mennesker. Men de overser samtidig, at Rands helte ved at gøre, hvad de nu engang er gode til – det være sig komponere, tænke, lave gode cigaretter, smelte stål og organisere jernbanedrift m.m. – rent faktisk bidrager på bedste vis til vekselvirkningen mellem alle samfundets borgere – altså dem, der bestræber sig på at have noget at veksle. Og det er vel en ganske lødig pointe.

Bortset fra kravet om besynderlige besværgelser, siger Thoreau det samme som Rand, endskønt han vinkler moralen, pointen, anderledes. De fattige, han foreslog at hjælpe, foretrak fattigdommen, da hjælpen bestod i at lære at forsørge sig selv. Så kan de vel være, hvad de være vil, på samme måde som Rand foreslår, hendes ikke-helte kan være, hvad de være vil, hvis de nu bare ville lade være med at forlange af heltene, at de stoppede med det, de var gode til og hengav sig til filantropi.

”Der findes ingen fælere Lugt end den, der kommer af fordærvet Godhed. Det er menneskelig, det er guddommelig Aadselstank,” skriver Thoreau og fortsætter, ”hvis jeg med Sikkerhed vidste, at et Menneske var paa Vej hen til mit Hus i den bevidste Hensigt at gøre mig noget godt, vilde jeg løbe for Livet som fra den tørre og brændende afrikanske Ørkenvind, der kaldes Samum, den, der fylder Næse og Mund og Øren og Øjne med Støv, saa man kvæles – jeg vilde løbe af Angst for hans Godhed, af Frygt for at noget af dens Smitstof skulle blandes i mit Blod.”

Thoreau skriver, at et godt menneske i hans øjne ikke er et godt menneske, blot fordi det er rede til at hjælpe ham med mad i sultne stunder eller varme ham i kolde, det kunne såmænd en stor hund være behjælpelig med. Nej, den sande filantrop er den, der til stadighed hjælper menneskeheden fremad, når den allerede er godt på vej.

Alle skal have den ros, de fortjener, også filantropen, mener Thoreau ganske rimeligt, blot forlanger han også ”Retfærdighed for alle dem, som med deres Liv og Virke er en Velsignelse for Menneskeheden … Jeg ønsker Blomsten og Frugten af Mandens Væsen, at en rig Duft maa strømme mig i Møde, og vort Samvær maa have noget af Modningens Safter i sig. Hans Godhed maa ikke være en løsreven eller forbigaaende Handling, men en vedvarende Overflod, som intet koster ham, og som han ikke er sig bevidst.” Med andre ord: godhed som solens, ganske uden fromhedens hykleri.

Læst uden for sammenhængen kunne det lyde som om, Thoreau mest af alt har lyst til at dræne ethvert menneske, han møder for talent og kræfter, men sådan er det ikke. Det handler om frihed og vekselvirkning. Det handler om, at enhver bør finde ud af, hvad han eller hun er god til og holder af at lave, så at vedkommende kan beskæftige sig med det og glæde sig over det. Ja, og ligefrem dannes ved arbejdet og skabe sig identitet, sådan som Hegel mente, arbejdet gjorde. Gør vi nemlig det, vil samarbejde i den mest ophøjede såvel som dagligdags forstand opstå og vokse organisk og naturligt omkring aktiviteterne. Vekselvirkning, som Grundtvig kaldte det, når han henviste til det faktum, at vi alle kan lære af hinanden.

Det tomme fællesskab

”Menneskehed, i stedet for at fokusere på alt det, der gør jer forskellige, så prøv at fokusere på det, der gør jer alle til idioter.” (@TheTweetOfGod)

Hvad stiller vi op med hinanden efter massakren på Charlie Hebdos tegnere og tragedien på Krudttønden og ved Synagogen i København? Hvad er de fælles værdier i det Liberale Demokrati? Er der overhovedet nogle, omkring hvilke vi kan danne et fællesskab? Eller har de borgerlige stemmer, som Mads Holger og Morten Uhrskov Jensen ret i, at kun nationalt, kulturelt og etnisk homogene fælleskaber er de eneste rigtige og rigtigt holdbare fællesskaber?

Eller har ironikeren Hans Hauge ret, når han efter #cphshooting skriver, at i det ”moderne samfund [er] fællesskaber en trussel mod individet, der er den eneste minoritet, der findes,” Og at problemet med Omar el-Hussein, der stod bag terroren i København, netop var, at han søgte et fællesskab og fandt det.
Gud tweetOmar El-Hussein klarede ikke individualiseringens skæbne, skriver Hauge. Og jeg tror, at Hauge (med reference til Ulrich Beck) har ret; individualisering er vores ”skæbne” og den skal vi lære at leve med. I en globaliseret verden, en verden med stigende migration, handels- og turistforbindelser, er kulturmødet en uundgåelighed. Og vi kan vælge sammenstødet, men vi kan også vælge den bløde multikulturalisme, hvor vi med henvisning til de individuelle rettigheder og det liberale demokratis rammer vælger freden. Vi kan vælge at fokusere på de områder, hvor Kishore Mahbubahni skriver, vi konvergerer, og på, som Steven Pinker og Andrew Mack viser, at verden ikke er ved at falde fra hinanden.

Individualismens udfordring

Francis Fukuyama anførte i sit 1989-essay The End of History, at den eksistentielle tomhed i liberalismens kerne formodentlig er en ”defekt” ved selve ideologien. Men han anfører samtidig, at ”Den moderne liberalisme er en historisk konsekvens af svage religiøst baserede samfund, som ikke kunne enes om, hvad det gode liv er, og ikke selv kunne tilvejebring selv de mindste forudsætninger for fred og stabilitet.”

Så spørgsmålet er, om ikke, vi bør omfavne denne ”defekt” og lære at holde af den. Fred, stabilitet og økonomisk fremgang har gået hånd i hånd siden, industrialiseringen og globaliseringen satte sig igennem og skabte den moderne verden, og den opgave, vi alle må samles om er, at videreføre denne arv. Og ikke sætte den over styr i reaktionær modkultur og identitetspolitik.

Identitetspolitikken ”indtræffer netop, når traditionelle kulturelle identiteter bryder sammen under moderniseringen og en pluralistisk demokratisk orden …” (Fukuyama 1992, side 417). Identiteten bliver en særdeles skrøbelig størrelse i det øjeblik, den bliver et personligt anliggende, et selvrealiseringsprojekt (et spørgsmål om tatoveringer), og ikke vokser ud af et traditionsbevidst fællesskab, som vi umærkeligt – og ureflekteret – glider ind i.

Mod dette identitetstab er der kun to alternativer (tilbage efter kommunismens fald), skriver Fukuyama i 1989, nemlig islamismen og nationalismen. Den islamiske revolution (Iran) har ikke skabt fred og stabilitet for sin befolkning, men et uhyrligt undertrykkende regime, og islamisk stat ser på ingen måde ud til at kunne eller ville tilvejebringe noget, der minder herom. Snarere ser de ud til at ville skabe et arabisk ragnarok parallelt til vestens egen undergang i 1. Verdenskrigs nationalistisk antændte apokalypse. Også Vladimir Putin ser ud til ikke at have lært af historien, og synes at ville bekræfte den hårde autoritære nationalismes fallit endnu en gang. Og det mens det venezuelanske forsøg på at revitalisere socialismen efter Jerntæppets fald er gået i krampe.

Med andre ord ser individualismen i det liberale demokrati (stadig) ud til at være den (kaotiske) skæbne, der ikke nødvendigvis medfører døden. Men nationalismen er ikke en entydig størrelse, skriver Fukuyama, den spænder fra A) en mild kulturel nostalgi til Z) nazisme, og den første kan jo glimrende kombineres med individualismen via lidt fællessang … Om det er John Lennon eller salmer, som Mads Holger hellere så, er fuldstændig ligegyldigt, al den stund den danske folkekirke ikke udgør et reelt grundlag for fællesskab, men blot leverer tag-selv-åndelighed til modernitetens selvrealiseringsbuffet.

Det kan lyde kedeligt, og under alle omstændigheder er det ikke heroisk. Men er det ikke netop det, menneskeheden altid har drømt om; fred og fordragelighed, hygge og fælles samvær?

Anti-modernismen

Og det er netop i denne det liberale samfunds defekt, tomheden, at identitetspolitikken og islamismen krydser hinanden i deres afstandtagen fra Muhammed-tegningerne og dermed kernen i det liberale demokratis værdisæt og modernitetens grundlag: Menneskerettighederne, herunder individets frihed, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

Dette sammenfald er en ekstremt underlig og kompliceret historie … og jeg tror, på ingen måde sammenfaldet er villet. Det er snarere et resultat af, at vi mennesker, som sociologerne hævder, i langt højere grad definerer os i modsætning til andre og langt sjældnere i konstruktiv tilslutning til noget, vi har gidet sætte os ind i.

 Julius Caesar Ibbetson har malet opsendelsen af George Biggins i en luftballon i 1785. Dejligt eksempel på oplysningstidens frygtløse eksperimenteren. Også i teksterne, den politiske filosofis klassikere, blev der leget med nye - og ofte forbudte - tanker.


Julius Caesar Ibbetson har malet opsendelsen af George Biggins i en luftballon i 1785. Dejligt eksempel på oplysningstidens frygtløse eksperimenteren. Også i teksterne, den politiske filosofis klassikere, blev der leget med nye – og ofte forbudte – tanker.

Jeg tror, at hvis vi skal overkomme den hjemlige splittelse, vi ser i forbindelse med Muhammed-tegningerne og diskussionen om ytringsfriheden, så skal vi ikke bare bede enhver omfavne den vestlige verdens grundlæggende værdier, vi er også nødt til at se på begrundelserne for de anti-vestlige bevægelser rundt om i verden – og ikke mindst, dem vi ser manifesteret i den vestlige verden selv (modstanderne er så på den anden side nødt til at anerkende den vestlige verdens positive frembringelser).

Skal man tro den indiske litterat Pankaj Mishra, så er det, der plager ikke-vestlige kulturer i dag stadig det kulturelle sammenbrud, den vestlige imperialismes forårsagede. I From the Ruins of Empire. The Revolt Against the West and the Remaking of Asia, at ”resten” i begyndelsen af moderniseringsperioden så op til vestens teknologiske og politiske udvikling og heri så en lysere fremtid, men meget hurtigt blev skuffede over vestens tomme løfter om medindflydelse og snart så sig overmandet, ydmyget og udbyttet af en påtvunget imperialistisk kapitalisme, som fjernede ethvert livsgrundlag for arabere, indere og kinesere.

Det vestlige hykleri vakte meget hurtigt en anti-vestlig mentalitet: bokseropstanden i Kina i 1900, stammeoptøjer i Indien, Tobaksrevolutionen i Iran i 1891, Urabi-revolten i Egypten i 1882 og Mahdi-revoIutionen i Sudan, som begyndte i 1881. Og alligevel; helt op til Versaillesaftalen efter 1.Verdenskrig så kinesiske, vietnamesiske og indiske intellektuelle muligheder for at blive ligeværdigt integreret i den globale økonomi. Men vestens sejrende magter delte verden op i mellem sig og ignorerede resten.

Som det fremgår af Vice News’ dokumentar om Islamisk Stat, var Sykes-Picot linjen noget af det første islamisk stat trampede på, da de fik chancen. Den linje markerede Vestmagternes hemmelige deling af Mellemøsten i 1916, og var således en temmelig klar manifestation af de imperiale magters krænkelse af arabernes ret til selvbestemmelse. Og det er samme imperialistiske tyranni, vestlige venstreintellektuelle refererer til, når de hævder Muhammed-tegningerne blot er endnu et led i vestens historiske undertrykkelse af alle andre folkeslag. Og det er denne ”undertrykkelse”, jihadisterne henviser til, når de forsøger at rekruttere nye krigere i vesten via de sociale medier.

Anti-kapitalismen

Når venstrefløjen og anti-vestlige kræfter i dag (nærmest i forlængelse af ovestående) hævder at det liberale demokratis økonomiske system, markedet og kapitalismen, er udbyttende og dermed konfliktskabende, så overser de, at det kun er det i det omfang, systemet ikke efterlever de omstændigheder og de idealer, det er vokset ud af, nemlig oplysningens historiske opgør med overklassen og frigørelsen af folkene gennem en stadig insistereren på menneskerettigheder – og muligheden for rent faktisk at forsamles og insistere på dem i det omfang, de blev tilsidesat, som f.eks. i forbindelse med borgerrettighedsbevægelsen i USA.

Louis den 16 henrettes.  Kobberstik af Georg Heinrich Sieveking fra 1793.

Louis den 16. henrettes. Kobberstik af Georg Heinrich Sieveking fra 1793.

Den revolution fandt kun sted i vesten og da vestens frie befolkninger fik magt, magtede de desværre ikke at lade disse værdier gælde for andre også. Den opgave står vi stadig overfor.

Tværtom, den kapitalistiske økonomi er udviklende. Det var da Deng Xiaopings ”gaige kaifang” i 1978 og Vietnams tilsvarende ”Doi Moi” fra 1986, der åbnede for kapitalisme og markedsøkonomi i de stagnerende planøkonomiske regimer, at fremgangen begyndte. Der er dog stadig et pænt stykke vej til liberalt demokrati. Men som Fukuyama efter sit selvopgør med neo-konservatismen peger på i The Origins of Political Order, så er en stærk stat den bedste begyndelse på vejen mod liberalt demokrati, for den kan sikre lige lov for alle og sidenhen gennemsigtighed, og de sidste to faktorer er historisk set eneste garanti for stabilitet. Kinas kommunistiske parti ved selv, at det hele tiden må fire på tøjlerne for ikke at skabe for meget ustabilitet.

Det tomme fællesskab

Det liberale demokrati leverer kun rammerne for fred og fremgang, ikke livsindholdet, den kulturelle eller personlige identitet. Til gengæld giver det plads til alle eksperimenterne. Til at finde på nye samværsformer, alternativer, bæredygtige fællesskaber og samtalesaloner.

Vores idéhistorie er rig på litteratur i diverse genrer, der omhandler disse grundlæggende værdier og de diskussioner og refleksioner, der førte til realiseringen af dem. Det er vores kulturelle arv, som vi i nogen grad har sat over styr i vore egne anti-autoritære opgør. Vi sagde farvel til oplysningens tanker i vores egen selvlede over imperialismens eftervirkninger, først og fremmest Vietnamkrigen, men også andre proxy-krige, diktaturstøtten, den kolde krigs absurde logik og atomare våbenkapløb. Og ikke mindst fordi toneangivende tænkere efter 2. Verdenskrig ikke skelnede tilstrækkeligt mellem oplysningens tankegods og oplysningens teknologiske frembringelser – eller ikke kunne skelne disse fra imperialismen og nationalismen.

Men det var ikke de individuelle frihedsrettigheder, der førte til de to Verdenskrige. Det var tværtom knægtelsen af dem. De steder der blev værnet om dem – eller mere præcist, de steder, hvor det bedst lykkedes at sætte dem igennem – er også dér, hvor der har været størst materiel fremgang.

Det liberale demokrati – eksistensens tomme rammer – og de værdier der bærer det, er dem vi i hver eneste generation skal ihukomme og levendegøre. Vi lever i oplysningens tid, ikke efter den. Og denne opgave burde være tilstrækkeligt til at holde den eksistentielle krise stangen. For uanset, hvor skrøbeligt det åbne samfund tager sig ud, så er det historisk set det mest holdbare og det, der muliggør flest gode liv. Det enkelte individ er ukrænkeligt, men det gør ikke individets holdninger ukrænkelige eller dets handlinger moralsk uangribelige.

Og i vores uheroiske liv som det liberale demokratis kustoder, skal vi kunne kritisere alt, der med henvisning til kulturel identitet, kulturelle traditioner og religion hævder at vide, hvordan andre bør leve deres liv. Og vi bør selvfølgelig være forberedte på og parate til at diskutere os selv, vores egne betragtninger og vores handlinger. Lighed er nemlig også en kerneværdi i det liberale demokrati. Men så er alt også som det skal være for det tænkende, sociale og politiske dyr, Aristoteles hævdede, vi er.

Religion, Tillid & Kritisk Sans

Ny forskning antyder at kritisk sans og tillid er meget tæt associeret. Er man meget kritisk, er det fordi man ikke rigtigt stoler på afsenderen af det, man forholder sig kritisk til. Er man tillidsfuld, er man ikke speciel kritisk. Hvad kunne det gå hen og betyde for den demokratiske samtale – og for lærer-elev forholdet?

Vi må formode, at langt de fleste danskere har kritisk sans. Hvis man tvivler på sandheden af det udsagn, kan det 1) hænge sammen med at vi ikke bruger den, eller 2) at vi har tillid til afsenderen af de udsagn eller agenten for de handlinger, vi burde forholde os kritisk til.

Jeg kom på sporet af mekanismerne bag den kritiske sans, da jeg i november 2014 faldt over en kapitel om religion i Hjernen: Fra Celle til Samfund. Jeg var godt inde i et forløb på Egå Ungdoms-Højskole, jeg kalder Hjern & Sans, og fandt her en rimelig overskuelig artikel, der fortalte om kontrolgrupper, og hvordan man når frem til distinkte og signifikante resultater i hjernescanningsforsøg. Godt til den almene dannelse af eleverne, og samtidig med virkelig interessante resultater, der lægger op til både diskussion og spekulation.

Egentlig handlede kapitlet om ”Den Religiøse hjerne: om Bøn og Følelsen af Guds Nærvær.” Det er skrevet af Postdoc Uffe Schjødt fra Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Det social-kognitive netværk

I kapitlet forklarer Schjødt i første omgang, hvordan man ved tidligere forsøg har kortlagt det, man omtaler som det social-kognitive netværk. Det fandt man ved at fortælle personerne i et skanningsforsøg, at de spillede et spil mod henholdsvis et rigtigt kødeligt menneske og mod et computerprogram. I virkeligheden spillede alle hele tiden mod computerprogrammet, men når forsøgslederne bildte forsøgspersonerne ind, at de spillede mod en person var der aktivitet i parasingularis, et område forrest i hjernen, som grænser op til Singularis, samt et område i den bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS). Det er områder, vi ved, har at gøre med opfattelse og genkaldelse af kropslige bevægelser (kropssprog), hvoraf vi ofte udleder andres intentioner, og med omsorg, opmærksomhedsskifte og kontrol af emotioner (se figur 1).

Figur 1. Det social-kognitive netværk - sådan nogenlunde. Parasingularis (forrest på venstre hjerne). Bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS på højre hjerne). Min illustration.

Figur 1. Det social-kognitive netværk – sådan nogenlunde. Parasingularis (forrest på venstre hjerne). Bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS på højre hjerne). Min illustration.

På baggrund af disse undersøgelser opstillede Schjødts hold et eksperiment, hvor de bad en række indremissionske personer om at 1) bede en improviseret bøn i hjerneskanneren. At ligge i en skanner er en noget kunstig situation, men forsøgspersonerne blev udvalgt, fordi de fortalte, at de ofte kunne finde på at bede en improviseret bøn på cyklen eller i bussen til og fra arbejde. De var altså vant til at bede i meget forskellige situationer og derfor regnede forskerne med, at den hjerneaktivitet, de ville kunne registrere, svarede til den normale aktivitet ved disse menneskers bøn.

I skanneren skulle forsøgspersonerne også 2) ønske til julemanden, de skulle 3) bede fadervor og 4) fremsige en børneremse. De forskellige opgaver skulle gøre det muligt at se forskel på forsøgspersonernes hjerner, når de følte guds nærvær og når de ikke gjorde det.

Gud er en ven

Det interessante ved forsøgsresultaterne var, at de ligner dem fra computerspilsforsøget. For de indremissionske forsøgsdeltagere er julemanden lige så meget kød og blod som computeren, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveres, når de beder en personlig bøn til gud.

Selvom både juleønskerne og bønnen kan ses som personlige henvendelser til et væsen af nogenlunde samme ontologiske status – i hvert fald for en ikke-religiøs – er der altså signifikant forskel på hjerneaktiviteten hos indremissionske.

En lignende forskel gjorde sig gældende mellem børneremsen og Fadervor. Børneremsen lirede man af, som om der ikke var nogen modtager, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveredes mærkbart ved fremsigelsen af Fadervor – dog knap så signifikant som ved den personlige bøn.

Kritisk sans er et spørgsmål om tillid

I et efterfølgende forsøg ville Schjødts gruppe undersøge hvilken rolle vores forventninger kan have i forbindelse med forbøn. Man ved fra hypnose og placeboforskning, at vores forventninger til behandleren har ret stor betydning for oplevelsen af behandlingens virkning. Det er derfor nærliggende at spørge, om den religiøse oplevelse kan påvirkes af personens forventninger til afsenderen i forbindelse med forbøn?

Hvis du får at vide, at personen der beder for dig er kendt for at udvirke mirakler, hvordan vil det så påvirke dig? Det var spørgsmålet. Og til denne undersøgelse benyttede man 18 medlemmer fra en frikirke med karismatisk praksis, samt 18 ikke-religiøse mennesker.

Der var selvfølgelig ingen udslag hos de ikke-religiøse. Dem kan du bede nok så meget for, de er ligeglade, de har ingen forventninger til at overnaturlige væsner kan hjælpe med noget som helst; om du så har ry for at stå i direkte kontakt med Kristus.

Hos de frikirkelige var det imidlertid en anden sag. I forsøget havde man fået den samme ”almindelige” kristne til at indlæse 3 bønner for forsøgspersonerne. Imidlertid fortalte man personerne i skanneren, at afsenderne var forskellige, nemlig en ateist, en kristen og en kendt helbreder. (se figur 2).

Figur 2. Forreste venstre del af prefrontal korteks, hvor Schjødt fandt øget aktivitet, når forsøgspersonerne var skeptisk indstillede over for bønnernes virkning. Det er et område, man mener er med til at holde umiddelbare sansninger op mod vores erfaringer af verden. Min illustration.

Figur 2. Forreste venstre del af prefrontal korteks, hvor Schjødt fandt øget aktivitet, når forsøgspersonerne var skeptisk indstillede over for bønnernes virkning. Det er et område, man mener er med til at holde umiddelbare sansninger op mod vores erfaringer af verden. Min illustration.

Hvis det er den kritiske sans dette forsøg har fat i, så var der fuldt blus på hos de frikirkelige, når ateisten bad for dem – og det manglede vel bare. De kunne heller ikke helt sænke den kritiske barriere over for den ”lunkne” kristne (man ved jo aldrig helt om de folkekirkelige virkelig tror på gud eller ”noget større” eller om de måske bare har sten i skoene). Men når den ”karismatiske” helbreder tog ordet, så faldt alle barrierer, og de kastede sig ud i troens 70.000 favne. Men husk, det var den samme, der bad bønnerne, så forskellen må komme inde fra forsøgspersonerne selv og deres forventninger til bønnens virkning.

Politisk tilhørsforhold sløver kritisk sans

Forskerne ville med dette forsøg undersøge, hvordan følelsen af guddommeligt nærvær opstår. Det er mig, der spekulerer videre og taler om kritisk sans. Forskere må af en eller anden grund ikke spekulere. Filosoffer må spekulere ud af det blå, men naturvidenskabsfolk må ikke spekulere ud fra empirisk data. Hvad siger det, om kritisk sans og kritisk tænkning?

Jeg vil spekulere, ekstrapolere og generalisere. Er det sådan at disse forsøg kan sige os noget om politisk tænkning.

Kritisk sans synes at hænge sammen med tillid. Det virker jo indlysende, at du ikke føler trang til at være kritisk, hvis du i forvejen stoler på et menneske, hvad enten det skyldes personligt kendskab eller personens gode ry og rygte.

Børn stoler umiddelbart på deres forældre og ville være ilde stedt, hvis ikke de gjorde det – eller hvis de rent faktisk ikke kan stole på deres forældre. Er der skepsis, så er der også mistillid. Det er interessant i en pædagogisk sammenhæng og ikke mindst i et lærings-perspektiv. Det her synes nemlig at antyde, at lærerens autoritet kan have sit udspring i elevens tillid. Hvis læreren altid viser eleven, at han eller hun er der for elevens skyld, og hvis eleven tør stole på, at det læreren vil med eleven, også er til elevens bedste, så følger autoriteten heraf og miraklet kan opstå.

Men hvad så med politikken? For ikke længe siden offentliggjorde Anders Samuelsen en undersøgelse vedrørende partilederes troværdighed. Historien var vist den, at han altid scorede lavt i troværdighed, når de andre partier lavede lignende undersøgelser. Så måtte Liberal Alliance jo lave deres egen, og tænk om ikke det viste sig, at Anders Samuelsen betragtes som den mest troværdige partileder af Liberal Alliances medlemmer (se figur 3).

Figur 3. Anders Samuelsens undersøgelse af partiledernes troværdighed i følge deres partimedlemmer. Undersøgelsen viser at Liberal Alliances vælgere er dem, der har størst tiltro og tillid til deres partiformand. Eller at Liberal Alliance har de mindst kritiske vælgere. Skemaet er, i oplysningens tjeneste, planket fra Anders  Samuelsens facebookside.

Figur 3. Anders Samuelsens undersøgelse af partiledernes troværdighed i følge deres partimedlemmer. Undersøgelsen viser at Liberal Alliances vælgere er dem, der har størst tiltro og tillid til deres partiformand. Eller at Liberal Alliance har de mindst kritiske vælgere. Skemaet er, i oplysningens tjeneste, planket fra Anders Samuelsens facebookside.

Problemet er bare, at alle de andre partiledere også betragtes som de mest troværdige af deres respektive partiledere. Og det er et problem – hvis altså mine spekulationer og generaliseringer har noget på sig – for så har den kritiske sans ringe kår i politik, og hvis den kritiske sans har ringe kår, så har det bedste argument det også. Vi lytter ikke til det, der bliver sagt, men lader i stedet barrieren falde, når dem, vi i forvejen tror os enige med, udtaler sig.

Men lad os se på den lyse side og lade konklusionen være den, at vi kan forbedre demokratiet. Det kræver blot lidt kritisk sans. Og den kunne vi forsøge at forbedre ved at kaste et slør ud over afsenderen. Når du hører et politisk udsagn, så lad som om, du ikke ved hvorfra det kommer og forhold dig udelukkende til ordene og argumenterne.

Teenagere SKAL sove længe

De unge på Egå Ungdoms-Højskole sover ikke længe, de får bare dækket deres naturlige søvnbehov. Og sådan burde det være alle andre steder i uddannelsessystemet. Man bør således ikke tøve et sekund med at ændre ungdomsuddannelsernes mødetider i forbindelse med en kommende reform. Resultatet vil være glade, mere motiverede og lærevillige elever.

”Har fornøjelsen af at være formand for en skole, der planlægger evidensbaseret fremfor bare at følge gamle vaner”, skrev Dennis Nørmark i en statusopdatering om søvn-politikken på Egå Ungdoms-Højskole.

En stor del af Danmarks befolkning diskuterede teenageres søvnmønstre i begyndelsen af november 2014. Det hele begyndte med Signe Gads læserbrev i Politiken, hvorefter debatten bredte sig til Jyllandsposten, Reporterne på Radio24syv (11/11), Ekstrabladet, TV2; ja, og tænk engang, til Norge. Og selvfølgelig alle med den let provokerende vinkel, at de unge får lov at sove længe. Men sådan er det ikke, vi giver dem blot en mulighed for at få dækket deres naturlige søvnbehov: Det manglede da bare.

Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret – og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede Jyllands-Postens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre.

Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret – og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede Jyllands-Postens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre.

Mangel på søvn er tortur

Mangel på søvn ødelægger hukommelsen og koncentrationsevnen, hæmmer (eller ødelægger) hjernens udvikling. Desuden er søvnmangel associeret med fedmeproblemer, hjertekarsygdomme og depression. Og så er det et yndet tortur-middel at tage søvnen fra folk.

Tænk, hvis vi kunne ændre noget her i verden blot med henvisning til det meningsfulde og behagelige? Det kan man ikke, og det gjorde vi heller ikke. Vi ændrede mødetiderne, fordi vi døjede med søvndrukne elever. Og sådanne er svære at oplyse og danne, og da netop oplysning til livet er formålet med en højskole, måtte vi gøre noget. Nu spiser vi morgenmad fra klokken 9.00 til 9.45, og begynder undervisningen klokken 10.00.

Det er flere år siden nu, og jeg husker ikke de præcise omstændigheder. Pludselig var der bare en del viden, der dukkede op på samme tid og fik en løsningsmodel til at materialisere sig. Bevæggrundene var de følgende:

  • Samfundet havde udviklet sig fra et landbrugs- og industrisamfund til et videns- og servicesamfund.
  • Vi fik ny viden om teenagehjerner.
  • Og endelig faldt vi over Camilla Krings artikel om søvnmønstre og eksamensresultater.

Disse tre faktorer gjorde os i stand til at ændre på tingene. Ikke alle ansatte på skolen var lige begejstrede for idéen, men det blev besluttet at vi skule forsøge os. Samfundet havde ændret sig på en sådan måde, at det ikke længere gav mening at insistere på at møde klokken 8.00.

Samfundsforandringerne

At samfundet har forandret sig vidste vi selvfølgelig allerede fra sociologibøgerne (vi kunne dog også bare have kigget ud af vinduerne), men nu kunne vi bruge den viden konkret. Der er absolut ingen grunde til at holde fast i gamle mødetider af hensyn til arbejdsmarkedet.

Jeg undrer mig, når folk taler om mælkespændte yvere og 8-16 samfundet i debattens kommentarspor. Hvor var disse mennesker i samfundsfagstimerne – eller lå timerne måske mellem klokken 8.00 og 10.00 – eller har de bare ingen vinduer?

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotgraferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotograferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Maskinerne har overtaget i landbruget, der står ingen køer og lider. Mange industriarbejdspladser er rykket ud af landet. Og pga. af transport-revolutionen kører industriens input og output konstant rundt på veje og skinner med det, der skal benyttes og afsættes. De er for længst gået væk fra det her med store lagerpladser og vareindleveringen er løbende.

På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark - eller sendte hende selv afsted.

På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark – eller sendte hende selv afsted.

Der er ganske enkelt ikke tale om et monomant, ensrettet arbejdsmarked længere. Det kan jo ikke være dem, der serverer aftenkaffen på plejehjemmet, eller sygeplejerskerne på natholdet, ambulancekørerne, politiet, folk i detailhandlen eller dem, der lukker supermarkederne klokken 21.00, man tænker på, når man hævder, at vi gør de unge en bjørnetjeneste, forkæler dem, fortsætter curling-kulturen, og hvad der nu ellers har lydt af indvendinger. Langt hen ad vejen er det kun dags- og uddannelsesinstitutioner, der kører efter den gamle industrimodel.

Den værste indvending, jeg har hørt, kom fra provokatøren, den konservative folketingskandidat, Mads Holger på Radio24syv (se ovenstående link), som hævdede, at nu foregik undervisningen på elevernes præmisser. Til det må jeg blot svare, at undervisningen nu foregår på læringens præmisser, før var det på søvnens, og det var der ikke megen mening i.

Teenagehjerner

Endelig hørte jeg hjerneforskeren Christian Gerlach om teenage-hjerner på et seminar om netop disse. Med evolutionsteorien i bagagen – og selvfølgelig hjerneforskningen ovenpå – kunne han fortælle, at teenagehjerner har en anden emotionel og kognitiv profil end børn og voksnes. De er, på grund af hormonelle forandringer – eller forandringer i hjernens signalstoffer – mere risikovillige og mindre modtagelige for straf; eller deres konsekvensberegnings-aggregat er ude af balance, hvilket jeg tror, de fleste forældre til teenagere har oplevet.

Det er der gode grunde til. Vores evolution har maget det sådan, at det er i disse år, de unge skal forberede sig på at forlade hulen og lære at stå på egne ben. Og så er det faktisk smart, hvis man tør lidt mere, end man gjorde i barndommen. Det skaber selvstændighed – og dem, der i fortiden var emotionelt overstyrede og dumdristige, sorterede evolutionen fra. Det er også i disse år, de unge skal danne deres identitet, og som sociologibøgerne i tilgift kan berette, er identitetsarbejdet i den postindustrielle samfund en temmelig omfattende opgave. Og så det er godt at være vågen.

Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.

Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.

Det sociale fylder ekstra meget i teenageårene. Det er nemlig også i disse år – eller det synes evolutionen – at de unge skal finde sig en mage og sende generne videre. Deres hjerner reagerer kraftigere på ansigtsudtryk, end de gør hos os andre, hvilket betyder, at de konstant er opmærksomme på, hvordan de vurderes af andre – sikkert også som et led i identitetsdannelsen – og det er forbundet med stor fare at falde igennem de sociale fællesskaber og ende som ensom. Det er med andre ord ikke lige så vigtigt, hvad en voksen mener, som det er at gøre sig godt blandt jævnaldrende.

Altså konkluderede vi, at vi kunne tale stolper op og stolper ned om det vigtige i at møde til undervisningen, være vågen og derfor gå tidligt i seng osv. De unge kunne skam godt se fornuften i det hele, sagde ja, og lovede forbedringer, men når det kom til handling – ja, så var de ikke helt vågne. Men indsigterne fra Gerlach forklarede os således, hvorfor alle vores hidtidige pædagogiske tiltag, samtaler og dialoger med de unge ikke rigtig gav resultat. Det er ikke sådan, at de unge mangler fornuft og kognitive evner, de virker fint om eftermiddagen og til fællesmøderne. Der er bare noget andet, der tæller mere.

Søvnmønstre

Der findes ikke A- og B-mennesker, er en anden indvending. Det er ikke videnskabeligt bevist, er der nogen, der siger. Camilla Kring vil sige noget andet. Og under alle omstændigheder har vi forskellige søvnmønstre gennem livsaldrene, hvilket man blandt andet kan læse om i Peter Lund Madsens bog om hjernen, hvis man da ikke har småbørn eller bedsteforældre, man kan iagttage det hos. Variation er den grundlæggende præmis i evolutionstanken. Ingen mennesker er ens. Og vi ved, at hjernens udvikling er dybt afhængig af søvn.

Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen.

Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen.

En af de slående ting Camilla Kring skriver, er, at de fleste unge mennesker synes at trives bedst mellem klokken 9.00 – 01.00. Hvilket stemmer ret godt overens med vores erfaringer – og i øvrigt den lille uvidenskabelige forespørgsel, jeg har foretaget blandt vores nuværende elever (se illustration ovenfor).

Og eleverne, ja, de er gladere, de lytter og deltager, og har – efter deres eget udsagn – bedre indlæring. Vi har jo ikke tests på en Højskole, for os er det vigtigste at tingene giver mening, for gør de det, så kommer også lysten og nysgerrigheden. Og sover man tilstrækkeligt, ja så har man endda en chance for at huske, hvad man har lært.

Hvordan kan vi kalde os voksne og ansvarlige med denne viden, og samtidig tvinge teenagere til at stå op efter omkring 6 timers søvn for at nå på gymnasiet til klokken 8.00, hvor de fleste dernæst spilder de to første timer?

(ovenstående er mine personlige betragtninger og ikke nødvendigvis udtryk for skolens eller mine kollegaers syn på sagen)

Himmelrummet på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi mødes til morgensamling og fællessang hver dag klokken 10.

Himmelrummet og spisesalen på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi spiser morgenmad fra 9.00 til 9.45 og derefter mødes til morgensamling og fællessang klokken 10. I baggrunden ses den bygning, der huser vores Teatersal, vores design- og musiklokaler. Sætter man sig på bænken på billedet kan man se ind over Århus midtby og Århusbugten.

Kedsommelighedens Politik

Der er ikke længere store idealer at dø for, råbte jeg begejstret ud i klassen. Det er helt slut med den slags; I kan spise jeres burgere, se TV og kede jer ihjel med god samvittighed, fortsatte jeg. På nøjagtig samme tidspunkt stod Lars Løkke Rasmussen i Folketingets Åbningsdebat og overvejede, hvordan han som statsminister vil bruge de 60 øre per hundredekroneseddel et eventuelt udgiftsstop kan give.

Så blev det tid for endnu en regeringsrokade. Den 8nde i rækken, som læseren allerede ved. Nogenlunde samtidig som Helle Thorning rokerede, diskuterede jeg Francis Fukuyamas teori om ’Historiens Afslutning’ med mine elever. Jeg var nået til præcis det sted i min præsentation, hvor Fukuyama påstår, at den post-historiske æra vil blive en meget bedrøvelig tid: Der vil ikke rigtig være noget tilbage at kæmpe for, vores fantasi og forestillingsevne vil sløves, mod og dristighed vil drukne, og kedsomheden vil, som langsomt snigende tågebanker, begrænse vort åndelige udsyn. Politik vil i den post-historiske æra bestå af endeløse økonomiske beregninger, og – ikke mindst – tilfredsstillelse af meget sofistikerede forbrugerbehov.

Citat fra Francis Fukuyama mundvandsfremkaldende essay, "The End of History?" fra The National Interest, summer 1989. Skønt det har 25 år på bagen, er hans tese på ingen måde uaktuel. Den sætter megen moderne politik i perspektiv, såvel som den stiller dybe eksistentielle spørgsmål til det vestelige menneskes frie tilværelse i de liberale demokratier.

Citat fra Francis Fukuyama mundvandsfremkaldende essay, “The End of History?” fra The National Interest, sommeren 1989. Skønt essayet har 25 år på bagen, er Fukuyamas hypotese på ingen måde uaktuel. Den sætter megen moderne politik i perspektiv, og den stiller dybe eksistentielle spørgsmål til det vestelige menneskes tilværelse i de liberale demokratier.

Måske var det ikke lige der i præsentationen, vi var nået til. Måske vi skulle til at beskæftige os med Rammsteins perspektivering af det post-historiske problemkompleks. Og måske var det ikke oven i regeringsrokaden, men så var det i hvert fald på samme tidspunkt, som Lars Løkke Rasmussen fra landets fineste talerstol regnede på, hvordan man kan bruge ekstra 60 øre per hundredekroneseddel et eventuelt offentligt udgiftsstop kan give.

Jeg stod foran tavlen i klasselokalet, og måtte jo nødvendigvis spørge de unge mennesker om ikke, det er ganske tydeligt, at Fukuyama har ret i sin beskrivelse af den post-historiske tid. Politiske idé-kampe er det slut med, så politikerne skifter parti eller melder sig ud, når selvrealiseringen synes at kræve det – altså pyt da med hvad vælgerne troede de stemte på – og derfor de mange regeringsrokader. Debatten er afløst af spin og indstuderet sprogbrug: Lars Løkke gør sig umage med at få sagt ”udgifts-stop” og ”byrder for erhvervslivet” på den helt rigtige måde. Han har gået til det sammen med alle de andre politikere i folketinget. De har øvet sig i at sige ”31 lempelser på udlændingeområdet”, stået foran spejlvæggen og koreograferet enhver, såkaldt politisk, udtalelse. Thorning har udfordret Østergaard og Vestager: ”kan I sige, ”helt ud af krisen” lige så overbevisende som mig?”

Liberalismens tomhed

De politiske kommentatorer er usikre på, om de virkeligt skal være frustrerede over de politikere, de vurderer og kommenterer. Fukuyama mener (måske), at den post-historiske tid er en trist tid og i Deadline er kommentatorerne frustrerede over, at politikerne ikke rigtig taler om noget; de savner visioner, nye bud på radikalt anderledes organisationsformer.

Men i virkeligheden bør vi alle være jublende glade – i hvert fald alle os, der bor i den post-historiske del af verden. Et sted i sit sublime essay om historiens ende, skriver Fukuyama, at liberalismens konsum-samfund er ganske upersonligt og blottet for iboende mening. Det lyder jammerligt, men er i virkeligheden den befrielse, menneskeheden har sukket efter siden plovens opfindelse. Den politiske debat i Danmark afspejler denne “meningsløshed”, og det skal vi være glade for. Den livsfarlige ideologiske kamp ånder ud: “we all live in America”, som Rammstein synger.

Der er ikke længere store politiske opgaver at kaste sig over, hengive sig til og dø for i den vestlig post-historiske verden, skriver Fukyama. Tilbage er endeløse beregninger - finanslove - og tilfredsstillelse af stadigt mere sofistikerede forbrugerbehov. Man kunne godt vove den påstand, at både vi vælgere og vores politikere blander marked og stat sammen, når vi - ser det ud til - mener staten skal tilfredsstille livsstilsbehov og politikerne tror, de skal imødekomme dem. Man kunne påstå, at det er denne sammenblanding,, der gør det politiske liv i Danmark så ulideligt. Illustrationen er lavet ud fra en artikel om Asiens syn på Europa, som Weekendavisen bragte 27 marts 2013.

Der er ikke længere store politiske opgaver at kaste sig over, hengive sig til og dø for i den vestlige verden, skriver Fukuyama. Tilbage er endeløse beregninger – finanslove – og tilfredsstillelse af stadigt mere sofistikerede forbrugerbehov. Man kunne godt vove den påstand, at både vi vælgere og vores politikere blander marked og stat sammen, når vi – ser det ud til – mener staten skal tilfredsstille livstils-behov og politikerne tror, de skal imødekomme dem. Man kunne påstå, at det er denne sammenblanding, der gør den politiske debat i Danmark så intetsigende. Illustrationen er lavet ud fra en artikel om Asiens syn på Europa, som Weekendavisen bragte 27. marts 2013.

Den største trussel mod menneskeheden i den post-historiske orden er ikke fattigdom, ikke fanatisme eller andres tossede idéer, det er kedsomhed, vurderer Fukuyama. Du må spise lige, hvad du vil, købe kunst og design, der kan polstre din unikke personlige identitet, du må være handy og kaste dig ud i et hvilket som helst-gør-det-selv-og-gør-familien-glad projekt; og nye til efterhånden som det forrige bliver kedsommeligt eller æstetisk utilfredsstillende.

Få nu afsluttet historien helt

I den fortsat historiske verden drømmer folk om toiletter med vandskyld og elektricitet. De drømmer om rene fødevarer, rent drikkevand og luft, som ikke er farlig at indånde. De vil gerne skændes om opvasken,gå til psykolog og parterapi, kæmpe med at få balancen mellem familieliv og arbejde til at gå op, stå i kø efter Kählervaser og overveje, hvad de skal bruge 60 øre til – altså efter de først har brugt 100 kroner.

Der er med andre ord stadig problemer ved historiens afslutning. Fukuyama siger ikke noget andet. Pointen er blot, at det ikke er problemer, som ikke kan løses inden for rammerne af det liberale demokrati – slet ikke hvis det ”sidste menneske” selv gider besvære sig lidt med at finde mening i tilværelsen. Vi har i særdeleshed misforstået idéen med politik, hvis vi forestiller os, at det er statens opgave at afhjælpe meningsløshed. Vi har ikke brug for ”phantaster”, politikere med visioner eller radikalt anderledes forestillinger om, hvordan vi kunne have det. Herregud, vi har kun vores kedsomhed at bekæmpe.

Og den kunne vi passende bekæmpe ved at kæmpe for at få afsluttet historien i de regioner – også mentale regioner – hvor den endnu ikke er afsluttet. Det er nationalismen i vores egen baghave, det autoritære demokratis opblomstring i øst (putinismen), det er krigene i Mellemøsten, det er flygtninge- og migrationsstrømmene derfra og fra Afrika, og det er selvfølgelig den globale opvarmning og energispørgsmålet. Det er den slags emner, der har virkelig betydning, det er dem der lægger verden øde og ødelægger liv – og gør det u-kedeligt.

De amerikanske idealer er nået ud i alle verdens afkroge. De har ikke materialiseret sig alle steder. Men det vil de, mener Fukuyama, også selvom der rundt omkring kæmpes imod dem. Det sker ikke helt så nemt, som han troede i 90'erne, men han tror stadig på det. De fleste mennesker foretrækker frihed og retfærdighed. Om Islamisk Stat, sagde Fukuyama den 9. oktober til the New Statesman: “The attraction of this kind of radicalism to most people is zero.”

De amerikanske idealer er nået ud i alle verdens afkroge. De har ikke materialiseret sig alle steder. Men det vil de, mener Fukuyama, også selvom der rundt omkring kæmpes imod dem. Det sker ikke helt så nemt, som han troede i 90’erne, men han tror stadig på det. De fleste mennesker foretrækker frihed og retfærdighed. Om Islamisk Stat, sagde Fukuyama den 9. oktober til the New Statesman: “The attraction of this kind of radicalism to most people is zero.”

Politikken er blevet kedsommelig og visionsløs, fordi der ikke længere er store politiske problemer at forholde sig til i vores del af verden. Der er kun forbrugerbehov at tilfredsstille. Det er i hvert fald Fukuyamas pointe. Det er i første omgang en eksistentiel krise, vi har i Europa og i mindre grad en politisk og økonomisk krise.

Hvis vi som vælgere og deltagende medborgere kunne indse i hvilket omfang dette er sandt, kunne vi formodentlig også få en mere interessant politisk diskussion. Vi kunne få politikere der prioriterede bedre og følte at de rent faktisk kunne gøre en reel ”forskel”, der hvor der er en reel forskel at gøre, og ikke bare justere vores potentielt endeløse og stadigt mere æstetiske behov.

Vi har brug for politikere, der rejser ud af landet og sammen med verdens øvrige ledere løser de rigtigt store globale og grænseoverskridende problemer. Resten kan og må vi selv tage ansvar for. Lad os få afsluttet historien. Den sidste politikker lukker og slukker.

For interviewet i New Statesman, jeg henviser til i sidste billedtekst se her.

Hammersvingeren, flagermusemanden og brilleaben – et mytologisk eksperiment

Sagen er den, at alle elsker myter. Vi omgiver os hele tiden med dem, vi bader i dem, og vi kommer styrkede op af badet. Mytetalen gennemstrømmer kulturen. Tænk blot på den brede – men ikke platte – filmkultur, hvor en helt stadig er en mand, der sætter alt ind på fællesskabets alter.

af Johan Christian Nord, Rønshoved Højskole

Jeg er netop begyndt som lærer på Rønshoved Højskole, hvor jeg grundet en række sammenfald nu underviser i filosofi og mytologi. Min vej har været lidt særlig, for jeg har aldrig selv været højskoleelev. Men jeg har alligevel lært at elske højskolen – eller i hvert at elske dét højskolen mange steder var og endnu kan og bør være.

Min indføring i de frie skolers verden stammer fra den grundtvigske foredrags- og diskussionsforening Studenterkredsen, som jeg (af nogle opvakte teologiske hoveder) blev draget ind i, mens jeg studerede religionsvidenskab i Aarhus. Her var jeg først bestyrelsesmedlem og er sidenhen endt i København og blevet fast inventar ved foredragene på Vartov og Kredsens sommermøde.

Det blev altafgørende for mig, at jeg endte i Studenterkredsen. For her hørte jeg en ganske anden tale, end den jeg kendte fra gymnasiet og universitetet [1]. Det er den tale, som en af mine største helte Jakob Knudsen kalder den gamle tale.

Mindetavle over Jakob KnudsenDet gør han i højskolesangen Her rejses en skole (nr. 489), som blev skrevet ved indvielsen af Roskilde Højskole i 1907, og som efter min klare opfattelse stadig er rasende god at få forstand af. Den angår nemlig selve kernen i det anliggende, der bør være højskolens: at føre livets egen tale i en verden, hvor dødsmagterne – i deres mangeartede former og farver – altid står på spring. Sangens grundtone er enkelt »Se ud! Stryg duggen af sjælens rude!« – få øjnene og pilfingrene væk fra din lille navle og tør for Guds skyld den fugtighed væk, der kommer fra dit eget indestængte åndedrag i dit eget alt for lille rum. Det er den gamle tale og den gamle sang, som bliver ung igen, »hver gang en mand den af hjertet synger«, som det hedder hos Knudsen.

Det er for at synge denne sang, jeg er gået ind i højskolen.

Ind i billederne

Nu om dage finder mange vist den slags sange – og den slags tale jeg her lægger tastatur til – lidt for højstemt. Eller måske alt for højstemt. Men det bekymrer mig ikke. Jeg har valgt at lytte til billedtalen, og jeg har valgt selv at lægge svælg og kæft til den. For det handler om at forlade de rene – og derfor kolde – begrebers verden og komme ind i billederne. Det handler om at bringe jætte-fornuften under åndens åg ved at lyde den magt, der viser sig, når ordet bliver levende, og vi skal noget sammen, som er vigtigt. Denne magt kommer fra billedernes verden – og billedernes verden er mytens verden.

I mytens verden er intet ligegyldigt. For midt i billedernes storm kan vi erfare og erindre noget, vi altid står i fare for at glemme: at menneskelivet er et liv i afgørelse og dermed også et liv i strid. Dette vidste de gamle, og dette er der endnu mennesker, der véd. Men der er så sandelig også magter, der ønsker at lulle os i søvn og indbilde os, at alt går sin fornuftige gang, når blot vi lader de planlægningsdygtige om planlægningen – og så i øvrigt fylder vores små kødhoveder med dyrisk tidsfordriv og vammel selvdyrkelse. Glemslens magter er altid på spil, og det ranke menneskelivs grundholdning må altid være at forsvare sig imod dem.

Thor i et øjebliks tøven med hammeren.

Thor i et øjebliks tøven med hammeren.

Det er derfor, mytologien var den grundtvigske folkehøjskoles flagskib, og det er derfor, der fortsat er brug for mytetalen. Ja, måske er der endda endnu mere brug for mytetalen i dag. For vi er under angreb. Vi har glemt det vigtigste, der er at vide, nemlig at menneskets mulighed hverken er at leve som et stykke viljeløst drivtømmer eller at svinge sig op til at være en gud. Det er som om, et bæst flår i os fra to sider: med den ene klo vil det frarøve os myndigheden over livet, og med den anden lokker det os ind i den indbildning, at vi alene har myndigheden – at vi som enkelt-mennesker kan magte og beherske tilværelsen. Vi drives omkring i manegen af de planlægningsivrige, som vil tage afgørelsen fra os, og vi driver os selv rundt i manegen, fordi vi har glemt, at ingen har sat sit eget liv – og at ingen kan skabe væksten i sit eget liv. Vi har glemt, at vi er henviste til hinanden.

Derfor skal der høres mytetale, for mytens tale angår – før som nu – det inderste i vores virkelighed. Mit anliggende med myterne er derfor meget enkelt: jeg vil tale til eleverne om en anden verden end den udflydende ligegyldighed af viljeløst tidsfordriv og egenkærlig selvdyrkelse, vi til daglig vader rundt i. Jeg vil tale til dem om virkeligheden – og om afgørelsens nødvendighed.

Et utidigt eksperiment?

At tale sådan til unge mennesker – eller for dens sags skyld til mennesker af alle aldre – har naturligvis eksperimentets karakter. For hvem véd, om der vil blive lyttet – og om den talende overhovedet er i stand at give stemme til de gamle sange? Ja, det er der jo naturligvis ingen, der véd, for det spørgsmål, som melder sig, er jo samtidens gamle kending: kan den slags virkelig fungere i vores tid? – kan man virkelig snakke sådan til en Ipad-generation? – er der virkelig nogen, der stadig tror på helte? – og så videre, og så videre…

Det kunne være et opkog af en typisk reaktion (særligt i akademikerkredse); både blandt dem, der er direkte modstandere af »fædrelandssange og andet svineri« – for nu at bruge et Poul Henningsen-udtryk [2] – men desværre også blandt dem, der ellers skulle stå mig nær i holdning, men som åbenbart er blevet for trætte til stadig at håbe.

Alle elsker myter!

Men det sjove er, at virkeligheden faktisk gør den slags tvivl til skamme. For eleverne vil faktisk gerne høre om myterne – og de vil faktisk gerne forholde sig til det, myterne har at sige om alt det, der er os og vort. Lige nu og lige her.

For sagen er jo, at alle elsker myter. Vi omgiver os hele tiden med dem, vi bader i dem, og vi kommer styrkede op af badet. Mytetalen gennemstrømmer kulturen. Tænk blot på den brede – men ikke platte – filmkultur, hvor en helt stadig er en mand, der sætter alt ind på fællesskabets alter; tænk blot den britiske mytesangerinde, som med sin renhjertede troldmandsknægt fik de smås hoveder til igen at bøje sig over åndens egen skrift. Eleverne kender godt disse fortællinger – de har allerede en anelse om den gamle tale. Derfor skal man tage fat i de billedverdener, de kender – den storslåede vestlige populærkultur – og så give dem noget mere. For alle raske mennesker elsker myter.

Ragnarok er slemt, men det er jo ikke selveste enden. Illustration af Johannes Gehrts

Ragnarok er slemt, men det er jo ikke selveste enden. Illustration af Johannes Gehrts

Men alt for mange mangler sproget til at tale om dette kærlighedsforhold. For der findes stærke magter, der vil hindre adgangen til kildevældet: der findes både en dorsk underholdningskultur og en selvgod elitekultur, som begge er fremmede for mytetalen – og ofte endda fjendtlige over for den.

Det er de to sider af jættevæsenet – den dyriske plumphed og den over-fornuftige selvtilstrækkelighed. Tænk blot på den hule dyrkelse af kadaveret og de overtroiske knæbøjninger for alskens hjernegymnastiske eksperter, der tror, de kan komme ind i hovedet på os. Disse kræfter har altid været der, og de vil altid være der.

Det var derfor, Grundtvig, når han skulle svare helt kort, udtalte, at formålet med folkehøjskolen var, at bønderkarlene skulle lære noget om aser og jætter. De skulle vækkes og væbnes til den strid, som er selve menneskelivet: de skulle lære at elske livet – og at vælge side [3].

Og det skal bønderkarlene – altså alle unge mennesker – stadig lære. Derfor skal der holdes mytologisk højskole. Derfor skal vi tage hammersvingeren, selvtægts-flagermusemanden og den frygtløse brilleabe i hånden – og gå ind i billedstormen. Det tror jeg, ville være godt for os, og jeg tror faktisk godt, vi kan komme derind – hvis bare vi tør.

Det vidste Jakob Knudsen, og derfor slutter vi af med det sidste vers fra Her rejses en skole, hvori Knudsens lyse højskole-tro lyder af fuld hals:

Så, hæv dig skole og frygt kun ej:

forældet aldrig blev livets tale,

før trættes hist ude af dans og leg

på fjordens tilje de bølger svale.

Når hjertets ager livs-ord modtager,

vi alt hernede det forår smager,

som ældes ej,

som ældes ej,

For sangen – og dansen! – slutter først, når livets egne bølger ligger bevægelsesløse tilbage på den yderste dag. Indtil da vil der lyde livs-ord på menneskelæber, og der vil være hjerter til at modtage dem.

Indtil da kan der kun blive danset for lidt.

Følg skiltet, hvis du vil høre gammel tale.

Følg skiltet, hvis du vil høre gammel tale om myter og selv livet.

[1] Jeg har før skrevet om modsætningen mellem universitetet og højskolen, nemlig i den lille kommentar Uni vs. højskole 0-1 i juni-nummeret af Højskolebladets 2013-årgang. I september-nummeret af 2014-årgangen har jeg skrevet en anden lille tekst om mit syn på højskolen, nemlig kommentaren Lys i studenterne – det er dét vi vil!

[2] Udtrykket kommer fra Poul Henningsens manifest Hvad med kulturen? (Va mæ kulturen?), hvor det bruges i forbindelse med et angreb på socialdemokratiet, der efter Henningsens mening er alt for borgerligt. Her citeret efter det fotografiske genoptryk af førsteudgaven: Thanning og Appels Forlag, 1968, s. 36. PH er i det hele taget glad for vendingen »… og andet svineri«; et andet godt sted er i begyndelsen af manifestet, hvor det om de ledende socialdemokrater Bomholt og Steincke hedder, at de »stadig hengir sig til ægteskabets værdifuldhed, borgerlig sædelighed, børnerigdom og andet svineri«. Ja, sådan tænkte PH.

[3] Grundlæggeren af Rønshoved Højskole, Aage Møller, formulerede det blandt andet sådan, at højskolen var et sted for oplæring i »vaabenbrug«. Ham har jeg skrevet om i artiklen Mytologisk reaktion – den kampglade grundtvigianer Aage Møller og hans tid, som kan findes i Critique – årsskrift for borgerlig idédebat og kulturkamp VII.

Lige skævheder

”Uvidenhedens slør” er den lille, men geniale mekanisme, filosoffen John Rawls opfandt i sin bog ”A Theory of Justice” fra 1971, og som skal sikre øget retfærdighed i politiske beslutninger. Kan ”uvidenhedens slør” fungere i et land, hvor man ikke tror på personligt ansvar – altså i Danmark. Det svarer jeg – selvfølgelig – på senere, men først skal vi omkring lighedens skævheder og spørgsmålet om, hvilken type af uretfærdighed (og ulighed), der er den mindst slemme. For lighed og retfærdighed er ikke det samme.

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole
Tankerne begyndte på Folkemødet på Bornholm, hvor jeg selvfølgelig måtte til debat om lighed mellem formand og forkvinde fra Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti. Huxi Bach, dagens interviewer, talte om bryllup, fordi Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen var næsten lige enige med sig selv og hinanden. Det kan man så efterfølgende ikke rigtig få øje på i medierne. Der er gået valgkamp i sagerne, som man siger. For ingen ved egentlig, hvad det er vi taler om, når vi taler om lighed.

Vigtig debat. Formændene fra SF og LA, Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen, diskuterede lighed i SFs telt på Folkemødet på Bornholm 2014.

Vigtig debat. Formændene fra SF og LA, Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen, diskuterede lighed i SFs telt på Folkemødet på Bornholm 2014.

Gini, ulighed og uretfærdighed

I Danmark kan vi ikke blive meget mere lige – økonomisk set. Vi har, ligesom Ungarn, en gini-koefficient på omkring 28, hvis vi kigger på Eurostats barometer. Gini-koeffecienten er som bekendt et tal, der indikerer graden af lighed i et land: er den 100 (eller 1, som det i korrekt statistiksprog hedder) betyder det, at der er absolut ulighed – det kunne f.eks. være Kim Jung-Un, der havde alle indtægterne i Nordkorea og befolkningen ingen. Ikke mange lande i verden når en gini-koeffecient på 25, så lighed er vældig i Danmark. Ser vi på BNP, så ligger danskernes på 32.731 dollar per indbygger og ungarernes på 17.066 dollar. Der altså klart bedre at være lige i Danmark, end i Ungarn (tallene skulle udtrykke købekraft og stammer fra gapminder.org). Så altså: hvad kan vi lige lære af gini-koefficienten?

Gini-koefficienten siger ikke meget om materiel velstand. Måske fortæller den noget om retfærdighed. I hvert fald er det uretfærdigt, hvis kun 1 person eller måske 20% i en befolkning sidder på alle goderne – særligt hvis det skyldes korruption eller kammerateri. I så fald er der grundlag for social uro – ligefrem revolutionære tendenser. I Ghana ligger BNP på 1.728 dollar per indbygger og gini-koefficienten er 42,8, hvilket antyder meget forhold for mange mennesker; det er meget afrikansk. Kina har en gini-koefficient på 47 og et BNP på 8.347 dollar per person, og tallene for USA er 42.296 dollar per person med en gini-fordeling på 45 (BNP-tallene er igen fra gapminder.org, mens gini-tallene er fra wikipedia, hvor der er en samlet liste for verdens lande).

Er de danske tal foruroligende. Det er der tilsyneladende mange, der mener. Centrum-Venstre tænketanken CEVEA poster tendentiøst (ja, nærmest tankeløst) om farerne ved ulighed i Danmark på deres facebookside. Det gør tænketanken selvfølgelig med den underliggende præmis, at staten må gribe ind og fordele goderne anderledes. Hele venstrefløjen var jublende glade da den franske stjerne-økonom Thomas Pikkety viste, at uligheden er voksende, og at det skyldes den liberale økonomiske politik, der er ført gennem de seneste 200 år. Det er forståeligt, venstrefløjen blev glade, fordi man her for første gang siden Berlin-murens fald og den kolde krigs afslutning, rent faktisk blev udstyret med argumenter.

Der er voksende ulighed i verden og det er det samme som uretfærdighed. Venstrefløjen følte energien fra den gamle progressive harme vende tilbage. De er stadig berettigede, uretfærdigheden og uligheden skal bekæmpes. Men holder det også i Danmark. Er det virkelig markedet, der skaber skævheder her, eller er det staten, der gør det.

Debatten i SFs telt på Folkemødet

Hvad er det for en retfærdighed, hvad er det for en lighed, venstrefløjen kæmper for – eller rettere, hvad er det for midler, de vil benytte sig af. Det glemmer de helt at spørge sig selv om. Jeg tror slet ikke, de evner at stille sig selv det spørgsmål, fordi de slet ikke filosoferer tilstrækkeligt over begrebsparrene retfærdighed / uretfærdighed og lighed / ulighed.

Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand på cykel på Cirkuspladsen på Folkemødet på Bornholm 2014. DF har aldrig lagt skjul på, at de går ind for direkte favorisering af bestemte befolkningsgrupper - og dermed diskriminerende. Nu spiller de andre røde samme melodi.

Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand på cykel på Cirkuspladsen på Folkemødet på Bornholm 2014. DF har aldrig lagt skjul på, at de går ind for direkte favorisering af bestemte befolkningsgrupper – og dermed diskriminerende. Nu spiller de andre røde samme melodi.

Altså liberale vil i hvert fald ikke bekæmpe ulighed ved statslig indgriben, hvilket må betyde, at de ligefrem må elske ulighed og uretfærdighed.

Det er ikke fordi, jeg hører vildt godt efter under debatten i SFs telt på folkemødet. Tankerne vandrer mod en artikel fra Danmarks Radio om, at børn af de mindst-uddannede har mest fravær i skolerne, og at de ikke i samme grad som børn af forældre med mere uddannelse, bliver opdraget til at tage imod (den gratis) uddannelse. Det får mig igen til at tænke på, om ikke det er normer, der gør os forskellige i Danmark og ikke pengene.

Anders Samuelsen har helt sikkert sagt noget om, at skatten skulle ned på 40%, og at en sådan sænkning af byrderne ville medføre øget aktivitet, gøre det nemmere at fastholde arbejdspladser – måske særligt sådan nogle som man i de samme dage reddede på Danish Crown, Bornholm – og måske vil man ligefrem skabe nye arbejdspladser. Flere ville således komme i arbejde, de offentlige udgifter til overførselsindkomster ville falde, og vi ville derfor have råd til at hjælpe de virkeligt svage. Mere velfærd og flere arbejdspladser for færre penge – eller rettere flere penge i borgernes lommer.

Pia Olsen Dyhr talte helt sikkert om liberale blålys – måske endda fugle på taget. Hun vil også øge velfærden, men – selvfølgelig modsat Samuelsen – gennem statslige tiltag: det er nemlig flere penge i statens kasse, der vil sikre retfærdigheden. Den ville jo gå fløjten ved det private initiativ. Det kan man forsikre sig om ved at læse Ugebrevet A4s interview med hende.

Men hvad var det lige DRs nyhed antydede: det var da vist ikke penge, der afholdt børnene fra at få uddannelse. Jo, det var også penge, for ikke så mange penge og kort eller ingen uddannelse korrelerer. Men Danmark har verdens største offentlige sektor og sammenlignet med Ghana, Ungarn og Kina er der masser af penge i omløb. Vi har prøvet det dér med at vælte statslige penge ud over alle samfundsgrupper. Det begyndte man for alvor med dengang jeg var spæd. Men har det hjulpet? Skolen har ikke brudt den dårlige sociale arv i det omfang, man havde håbet på – og nu prøver man så igen med en ny reform.

Jeg får lyst til at spørge Pia Olsen Dyhr om, hvorfor et fortsat højt skattetryk vil løse problemerne, når nu det ikke ser ud til at have afhjulpet problemerne. Hvad med at forsøge noget nyt, hvad med at give borgerne noget ansvar tilbage, hvad med at forsøge at skabe nogle incitamenter til at vi i højere grad begyndte at tænke over konsekvenserne af vores valg – også dem, vi træffer for vores børn; eller lader vores børn træffe, mens vi ser på. Kunne det ikke skabe en mere retfærdig dynamik i samfundet. Jeg får ikke spurgt, der er andre, der er hurtigere, og tiden rinder ud.

Hvilken retfærdighed

Thomas Pikkety advarer mod, at vi er på vej tilbage til et patriarkalsk samfund, hvor formuerne er koncentreret på få hænder, og hvor det knapt nok kunne betale sig at arbejde (Information har samlet en masse om Piketty her). Arbejderne fik ikke en løn, de kunne leve af, og de rige havde ingen gavn af at investere i nye og bedre arbejdspladser, fordi renteindtægterne fra deres formuer gav langt mere. Det kan enhver høre er uretfærdigt.

Det ville ikke være rart, hvis det var nogle få patriarker, familier eller klaner der sad på det hele og bestemte, hvem der kunne og måtte hvad – eller staten eller store forretningskonglomerater, som i Japan og Sydkorea. Og heldigvis har Europas stærke velfærdsstater (særligt dem, der aldrig var i hænderne på kommunisterne) erstattet de strukturer. Om der kan skabes en fuldstændig retfærdig verden er ikke et spørgsmål. Det kan der ikke. Spørgsmålet, vi bør stille os, drejer sig om, hvilken typer af uretfærdighed, der er de mindst slemme.

Politologen Francis Fukuyama beskriver det som ”patrimonialisme” i The Origins of Political Order. Begrebet dækker, kort beskrevet, over en hersker, der sidder på alle midlerne og derfor kontrollerer strømmen af ressourcer. Han har selvfølgelig en masse vasaller, som følger trop eller bliver halshugget – de har jo ikke midlerne til ikke at følge efter. Dem, der er begunstiget af herskeren er glade og bakker ham op, ellers mister de deres privilegier. Balancen kan selvfølgelig tippe, herskeren er, alt efter styrke, nødt til at uddele privilegier til sine vasaller og sådan er den politiske orden i sådan et patrimonialt samfund.

Foran Højskolernes telt på Folkemødet 2014. Vi kan sagtens være forskellige og mødes som lige. Det gør vi hele tiden på landets højskoler.

Foran Højskolernes telt på Folkemødet 2014. Vi kan sagtens være forskellige og mødes som lige. Det gør vi hele tiden på landets højskoler.

Problemerne med patriarkalske og patrimoniale systemer er, at magten går i arv (det er egentlig det, patrimonial betyder). Man skal altså ikke regne med at komme til fadet, hvis man er født i den forkerte familie, eller kan noget, som ingen andre kan eller gider noget andre ikke gider. Friheden for den enkelte er ganske begrænset i sådanne samfund og kun forundt nogle få udvalgte. Kongen distribuerer retfærdigheden – eller uretfærdigheden. Den vasal, der lover at stille med støtte i krisetider, finder det sikker helt på sin plads og ganske retfærdigt, at han får noget igen for det løfte.

Lige nu lover Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt Nielsen at ville gøre alt, hvad de kan for at nogle kan bevare deres dagpenge eller få dem igen, hvis de altså stemmer på SF eller EL. (Der er vist også en del, der mener at Olsen og Nielsen skylder det, for den stemme de gav deres partier ved sidste valg: noget for noget). Den slags politik kan vi kalde statslig patrimonialisme. I hvert fald er det statsligt distribueret uretfærdighed. Målet er selvfølgelig lighed, og derfor mener Olsen og Nielsen selvfølgelig også, at det er helt retfærdigt. Det er jo rigtige mennesker, som Olsen forklarer (dem, der måske ikke er klar over det), og de risikerer at måtte gå fra hus og hjem – hvis de altså ejede hjemmet.

Og jeg glemmer helt partiet, der i mange år har ført politik på samme måde, som SF og EL er begyndt på. Partiet, der elsker at favorisere bestemte grupper og genere andre. DF hører med i denne forsamling af ”neo-patrimonialister” i dansk velfærdspolitik.

Johanne Schmidt Nielsen i vanlig selvsikker stil på den store talerstol på folkemødet på Bornholm 2014. Enhver lighed med julemanden er utilsigtet. Foto Lars Andreassen

Johanne Schmidt Nielsen i vanlig selvsikker stil på den store talerstol på folkemødet på Bornholm 2014. Enhver lighed med julemanden er utilsigtet. Foto Lars Andreassen

Men hvad med de helt ny-uddannede mennesker på arbejdsmarkedet bare for at tage et eksempel. De kommer lige fra deres kollegieværelser og har svært ved at finde gode boliger, som deres rookie-løn kan betale. Hvor er den statslige retfærdigheden for dem? De knokler, betaler deres skat – og formodentlig også deres kontingent til A-kassen, således at de en dag vil kunne modtage hjælp, hvis de skulle være uheldige at stå uden job.

Hvor er solidariteten med dem i hele det her dagpengespørgsmål. Hvor er solidariteten med de pligtopfyldende skolebørn og deres strenge forældre, der skal lægge ryg og krop til inklusion af andre folks børn, som forstyrrer undervisningen – når de altså ikke er fraværende. De kan sidde og finde sig i en statsligt implementeret skolereform, mens de samvittighedsfuldt træner sig op til konkurrencen på det globale arbejdsmarked, så de kan betale deres skat og med tiden understøtte de børn, der lige nu forstyrrer dem i klasseværelset, generer dem på legepladsen og bidrager med nul, når der er gruppearbejde.

Hvad er det for en retfærdighed? Vi har skabt lige muligheder, men hvis ikke der er lige viljer eller lige meget ligegyldighed, er der så tale om retfærdighed. Er det bedst med en form for naturlig uretfærdighed baseret idéen om at vi er født lige og frie, der skal danne vores ”skæbnes rammer”. Eller er det staten, der skal danne rammen om vores skæbne ud fra den tanke, at hvis ikke vi dør lige, har vi aldrig været det.

Uvidenhedens slør
Vi kender historien og vi kender udfordringen. For et par somre siden debatterede vi ikke meget andet end konsekvenserne af, at der nu snart ville være flere, der fik deres udkomme via det offentlige, hvad enten der var tale om løn eller en eller anden form for understøttelse (også kaldet velfærdsydelse). Og det er her ”uvidenhedens slør” kommer ind i billedet. Det handler ikke om, at vi er ignoranter og uvidende om samfundsforhold. Næh, tværtom. Vi skal blive uvidende under sløret

Du skal se bort fra din viden om, hvor i samfundet du selv befinder dig efter en politisk vedtagelse af den ene eller den anden art. Hvis ikke du ved, om du tilhører den gruppe af mennesker, der vil have gavn af forslaget, om du tilhører dem forslaget ikke vil berøre, eller du falder i den uheldige gruppe, som vil få de negative konsekvenser at føle, så vil du bedre kunne forholde dig til forslagets konsekvenser for samfundet som helhed. Med ”uvidenhedens slør” vil vi kunne fremme det almene vel. Det er tanken hos John Rawls.

Og så var det tanken – eller spørgsmålet – slog mig, mens jeg fiksede en cykel og hørte gutterne fra The Partially Examined Life diskutere Rawls: Kan uvidenhedens slør fungere i en befolkning, der ikke tror på personligt ansvar? Eller kan den fungere i en nation, hvor mange tror på absolut retfærdighed, forbinder retfærdighed med lighed og opfatter staten som eneste garant for retfærdighed (fordi det er åbenlyst, at frihed medfører ulighed).

Hvad vil den dansker tænke, som lige er stået af løbebåndet, og står med håndklædet over hovedet, mens han eller hun overvejer den dagpengedebat, han eller hun lige så på fitnesscenterets storskærm (som altid kører på TV2 News). Formodentlig det værste, at intet privat initiativ ville kunne dæmme op for katastrofen ved arbejdsløshed. Man kan aldrig være sikker på, at konkurrenceevnen virkelig forbedrer sig, og der bliver skabt mængder af nye arbejdspladser. Og skulle det alligevel ske, er det nok en anden, der får det fede arbejde – og hvis de fede jobs er taget, er der jo kun mac-jobs tilbage, så hellere dagpenge og kontanthjælp.

Danskeren under uvidenhedens håndklæde ved siden af løbebåndet med TV2 News kværnende i baggrunden vil kaste sit lod i statsskålen. Staten er den der sikrer lighed. Og dermed retfærdighed. Markedet er (ideelt set) et meritokrati, som fordeler anerkendelse og velstand efter evner og arbejdsindsats. Danskeren ville fravælge markedsmekanismen og meritokratiet, fordi retfærdigheden (eller uretfærdigheden) under et sådant ”regime” ville være overladt til os selv og vores gerninger. Som mennesker. Født lige og frie.

Her er en god og kort introduktion til Rawl’s theory of justice.

 

 

Essay om fodbold, familie og kriminallitteratur: Formens tyranni

Vi elsker vold, krimier, zombier og et uhyggeligt gys. Vi muntrer os endda med det lige før, vi skal sove. For sådan er vi, mennesket. Men selv om det er for næsen af os hele tiden, så fornægter vi det. Mennesket er fornuftigt, mennesket er godt, mennesket er… Billederne af det perfekte menneske, vi har forsøgt at danne hinanden efter i generationer er talrige. Men det onde i os undslipper ikke.

Af Kenneth Degnbol

Jeg er blevet krimiforfatter.
Jeg er udkommet med en krimi. En blandt mange i disse år, for det sælger godt. Ikke nødvendigvis min, men krimier som sådan går som varmt brød. Og nu har jeg også begået en og er glad og stolt. Tænk at være blåstemplet forfatter og tage til debutantfester og bogsigneringer. Selvom jeg er stolt af det, skriver jeg det alligevel i passiv form: Jeg er blevet krimiforfatter. For dels skete der retrospektivt set mange ting, der bedst kan beskrives som tilfældig timing på vejen, for uden at forklejne et ellers efter bedste egen vurdering udmærket produkt, så skal man være heldig at blive læst af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt – et nåleøje som så meget andet.
Og dels står jeg nu med en bog i hånden, der forholder sig til en bestemt form, og læses med bestemte øjne. Som en krimi. Skrev jeg det, jeg ville, eller tilpassede jeg mig en form og bestemte konventioner? Skrev den mig? Blev jeg – med andre ord – krimiforfatter?
Formentlig er begge dele sande.

krimi_1010_320

Krimi betragtes ofte som en form for triviallitteratur. Hvad det kaldes er jeg ikke så interesseret i. Der findes gode og dårlige krimier ligesom inden for alle andre genrer. Hvad der gør den til en krimi, er at den udfolder et bestemt tema, et tema om ondskab. Måske er det derfor, det kan betragtes lidt billigt: Hvorfor dog fornøje sig med andre menneskers død og lidelser?
Men spørgsmålet gå videre end det. Hvorfor er vi i stigende grad optaget af horror, død, ondskab, krimier og thrillere som bøger og film. Hvad er det, der gør, at vi ønske at beskæftige os med den del af tilværelsen – endda ofte lige før vi skal sove.

Søndag eftermiddag holder vi helt og aldeles med de blå og hader de røde (eller omvendt)
Svaret er for mig at se det samme som det, fodbolden er blevet forklaret med: I en overvejende pæn og fornuftigt verden, hvor vi dannes efter billeder af det perfekte, er der ikke plads til det primitive, enkle og i til tider endda onde i os. Vi allokerer de dele til søndage eftermiddage på lægterne, hvor vi helt og aldeles kan holde med de blå og hade de røde; her behøver vi ikke høfligt og proaktivt og ordentligt at se alles perspektiver og anerkende at fejlene i bund og grund skyldes, at vi ville det gode, men kom til at frustreres i vores drømme eller i et øjebliks forvirring kom til at se udfordringer som problemer. Med filosoffen Jean Baudrillards ord er fodboldpublikummet blevet deltagere og selve kampen blevet den ramme, vi agerer efter. Vi er der for noget andet end fodbolden. Den er bare mediet, der gør dét muligt, vi er der for. Nemlig en sprække i tilværelsen, hvor det primitive, ensidige og imperfekte kan være.

AC

Med mulighed for at det er et simpelt instinktteoretisk svar, at mennesket går til fodbold og læser krimier, fordi det indeholder noget i samfundet illegitimt, det skal have afløb for, så tror jeg, der er noget om snakken. Den klassiske krimihelt ryger og drikker, er skilt og ser ikke sine børn, er halvfed og halvgammel. Han er med andre ord alt det, et fornuftigt moderne oplyst menneske ikke bør være. Og formentlig er det af samme grund, vi dybest set godt kan lide historier om Niklas Bendtner. Der er dybest set ikke nogen fornuftig grund til at en rig fodboldstjerne og ditto idol skulle køre spritkørsel, true taxachauffører og i bogstavligste forstand lemlæste deres biler. Førnævnte Baudrillard ville formentlig sige, at det netop er derfor Bendtner gør det, for med hans vanlige omvending af deltager og publikum bliver Bendtner tilskuer på den scene, som vi sætter op med vores forventning til ham struktureret igennem medierne. Bendtner gør det, fordi vi vil at han gør det, fordi det er det den side af os, fodbold sætter i tale.

tumblr_luq5j48Wok1qcu0j0o1_500

Overfor alle billederne i bøger og film og på stadioner af den iscenesatte ensidighed, ondskab og irrationalitet må der naturligvis stå andre billeder. Da vi danner og dannes i billeder, må der være andre billeder, hvori vi iscenesættes os som rationelle og gode mennesker.

To på flugt. Den ene burde være Karla
Jeg ser meget tv med min datter. I hvert fald når jeg er sammen med hende, for jeg er moderne delefar, der ser hende efter nøje forhandlede aftaler og skemaer. Hendes yndlingsfilm er lige nu Karlas Kabale og To På Flugt.
Den første er et stykke socialrealisme. Moderne i den forstand at Karlas forældre er skilt. Og alligevel knap så moderne i måden, de er det på. Moderen udlever en tryg kernefamilie med ny mand og børn, med hjemmebag og levende lys og hjemlig hygge. Og faderen har desværre hang til alkohol og at glemme aftaler med Karla. Og jeg græmmes, når jeg ser den, og tænker at det dog er en sær opsplitning i det gode og det onde, hvor det gode identificeres gennem netop kernefamilien, selvom det iscenesættes socialrealistisk med skilte forældre.
Disneys udgave af det gamle eventyr om Klokkeblomst hedder på dansk To På Flugt, og den gør det samme. På engelsk har de kaldt den for Tangled – altså indviklet, hvilket er noget af en tilsnigelse efter som det nærmere er en forenklet – eller for enkel – udgave af Rapunzel, et af Grimms eventyr.
I eventyret sælger et forældrepar deres datter til fordel for at få moderens obskure lidenskab efter klokkeblomster tilfredsstillet. Klokkeblomsterne findes i en smuk have, hvor der bor en heks. Datteren vokser derfor op hos heksen, lige indtil den dag, hvor en smuk prins rider forbi og finder Rapunzel indespærret og efter et drabeligt opgør med heksen får frigivet Rapunzel.
Hvem er den onde i eventyret? Er det heksen? Eller er det forældrene, der skiller sig af med barnet til fordel for en irrationel trang til blomster? Godt og ondt blandes. Det er ikke til at kende forskel. I betragtelig grad som livet selv.

1291823681_rapuntzel

I Disneys udgave er forhistorien ikke med. Rapunzel vokser blot op hos en alene-kvinde. Men en dag opdages hun af en lettere fordærvet prins. Flot, men med hang til lidt smårapsen i bedste Robin Hood-Stil. Og med prinsens hjælp opdager hun, at hendes sande forældre er kongeparret i den nærliggende landsby, hvor alt er floromvundet, lykkeligt og i bedste Disney stil helt og aldeles candy floss-betrukket.
Hvem er de onde i eventyret? Kvinden, der opdrager Rapunzel? Ja, uden tvivl ifølge filmen, selvom hun ret beset sagtens kan betragtes som en reel moder, lige lovlig overbeskyttende eftersom hun holder Rapunzel indespærret i et tårn, men hvilke mødre (over)beskytter ikke deres børn? Og i hvert fald er det her pigen har sin opvækst. Men de gode i filmen iscenesættes som kernefamilien, identificeret ved kongen og dronningen. Det er her Rapunzel med største selvfølge hører hjemme. Uagtet hun ikke har set dem siden sin fødsel.

Jeg er selv et barn 70erne og 80erne. Jeg spørger derfor mig selv, om vi har glemt Alfons Aaberg. Og Pippi. Og Pedersen og Findus. Billederne af de anderledes livsformer, hvor alt ikke er opsplittet i et enten-eller, godt-ondt. Men hvor livet er, som det er. Kaotisk. Vilkårligt. Og godt nok.

Jeg gør mit bedste for selv at være far efter de vilkår, der gælder for mit liv. Men det bliver alt for ofte en jagt på at gøre det ligeså godt som kernefamilieidealet, det gode billede, vi møder alle vegne. En håbløs jagt, der, når jeg gør mit bedste, kun er et næsten-ligeså-godt-som.

Idealet findes ikke kun i mediebilledet. Det gennemsyrer også vores samfundsstrukturer. Børn kan kun have én folkeregisteradresse, børnepengene kan ikke deles, lægevalg og alt muligt andet går efter forældreren med adressen uagtet forældrenes forskellige roller for barnet – vi er tilsyneladende helt blinde for virkelighedens Danmark og orkestrerer efter det samme idealbillede, som filmene er skåret efter: Børn bor jo et sted, ikke!
Men i virkelighedens verden lever vi – hvad end det handler om børne- og familieliv eller alt muligt andet – i sammensatte helheder, hvor intet er perfekt, hvor vi gør vores bedste og lever med at det ikke er perfekt. Og midt i den balanceakt kan lykken endda indtræffe. Hvis den vel og mærke ikke umuliggøres af idealbilledernes konstante fordring om mere og mere, perfektere og perfektere.

Fest og druk er en velfortjent pause
Naturligvis er et par tilfældige film, selekteret af min datters smag, ikke evidens for at sige meget om de billeder, vi opdrager børn (og os selv) efter. Det er blot en fornemmelse. Men dog en fornemmelse, der blandt andet bestyrkes så sent som i denne uge, hvor en undersøgelse fra Aalborg Universitet fortæller, at over halvdelen af gymnasieungdommen har indirekte selvskadelig adfærd (voldsom druk, overspisning, sult eller stofmisbrug) og en femtedel har direkte voldt selvskade (cutting, slå sig selv eller brænde sig selv). Professor Bo Møhl, professor i specialpsykolog i psykiatri, der står bag undersøgelsen, citeres af Politiken for at sige, at det er en hel generation, der mistrives. Årsagen er ifølge Bo Møhl i Politiken et pres for os om at skulle præstere vores bedste hele tiden, som særligt unge har svært ved at håndtere.
De unge elever på min højskole taler om festerne som velfortjente pauser fra alt det, de synes, de skal være og overkomme.

Pausen hilses velkommen. Festen, fodbolden og krimien. Det er godt, at der også er billeder for tankeløsheden, ensidigheden og ondskaben. De billeder har vi brug for. Med C. S. Lewis ord, så ”læser vi for at vide, vi ikke er alene”. Der skal være billeder, der svarer til det, vi er. Men mit ønske er, at billederne var sammensatte. At det gode billede, var det helstøbte billede – der hvor der var plads til det hele. Så vi ikke ender med en generation, der tror, det gode menneske er et perfekt menneske. At det perfekte liv ikke har sprækker og kanter og grå hår. Så vi ikke ender med ulykkelige forældre og børn, der, selvom de gør deres bedste, ikke kan leve op til det idealbillede, filmene fraserer og samfundet strukturerer.

Form, billeder og strukturer er afgørende. Vi bliver derefter.
Krimien skrev mig.

Jean Baudrillard: Et skæbnesvangert scenario

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2238671/over-halvdelen-af-gymnasieelever-skader-sig-selv-for-at-tackle-livet/

Krimien hedder Forkynderen. Den er skrevet i pseudonymet Sander Jakobsen, der dækker over Kenneth Degnbol og Dagmar Winther.

Blomstrende Kranier

En eksploderende buket blomster i klare farver på en dyb mørkeblå baggrund. Det var det første af Jacob Dahlstrups værker, jeg så. På stedet vild med konceptet: En pludselig eksplosion, der føjer sig ind i en århundrede gammel tradition for rolige motiver. Det kunne have været en af Jan van Huysums (1682-1749) eller Rachel Ruyschs (1664-1750) buketter, der eksploderede.

DahlstrupblomsterInspirationen fra stillebentraditionen går som en rød tråd gennem Jacob Dahlstrups værk. Umiddelbart kan det måske være at få øje på i hans Tatoo Drawings (se Wounds Man nedenfor). Alligevel spøger traditionen; ”Wounds Man” refererer tydeligt til livets forgængelighed og tjener således samme (opbyggelige) formål som de gamle vanitas-stilleben. Og ganske uden tøven vil jeg hævde, at Jacob Dahlstrups interesse for stilleben når et højdepunkt med serien Botanic Skulls.

Blomstrende_Kranium

Sjældent – hvis nogensinde – har jeg set en mere fuldendt forbindelse mellem idé, værk og metode, som hos Jacob Dahlstrup. I mine øjne er han allerede fuldendt; fremtiden vil blot vise os i hvor høj grad, han formår at sublimere sit virke og sine værker. Der er en grund til, at han allerede – forholdsvis ung – har flere priser og legater i ryggen, og at hans værker har været vidt omkring i verden.

Midt i pludselig

Det er ikke blot stillebengenrens motivverden, der fanger Dahlsrups interesse, men også det, der ikke fanges i maleriets konkrete to-dimensionelle flade, og som man derfor ikke ser. Bevægelsen eller processen. Et stilleben, hvad enten der er tale om blomster, raritetskabinetter, vanitas- eller pragtstilleben, repræsenterer altid en eller anden forestilling om liv (bevægelse). Den norske forfatter Tor Ulven formulerer sig således om et billede af Willem Kalf (1619-1693) (Stilleben med Nautilusbæger): ”citronen er netop skåret op, skrællen fjedrer endnu svagt efter ham, der skrællede den og trådte to skridt tilbage, ind i mørket, og betragtede bordet.” Ulven finder spor af liv i den vuggende citronskræl på Kalfs maleri.

Hos Kalf er bevægelsen ganske moderat (og måske lettere erotisk, som Ulven forestiller sig), hos Jacob Dahlstrup springer den i øjnene, når han jagter det rette øjeblik i den proces, hvor eksplosionen forvandler den smukke buket til uigenkendelige fragmenter. Man forestiller sig blomstervasen med sine blomster, stå der på havebordet i lummer sommerlig kedsommelighed og vente på at blive beundret af eftermiddagens gæster. Pludselig eksploderer lortet, KA-PAUW! Hvem skulle have troet, at denne agtede, men småt levende stillebentradition kunne fornyes med en sådan kraft og et så nutidigt udtryk (som eksplosionen, hvis man vil undskylde mig en reference til verdens politiske tilstand).

Planlagt tilfældighed

Selv formulerer Jacob Dahlstrup sin praksis og interesse for processer på følgende måde: “[A] key to my practice is a process of calculated spontaneity and pre planned coincidence through which I work primarily with a combination of drawing and installation.”

Kalkuleret spontanitet og planlagt tilfældighed. Det lyder fint. Det er ikke blot pæne ord, men en fuldstændig præcis beskrivelse af hans måde at arbejde på. Kort efter mit første møde med ham viste det sig, at han rent faktisk boltrede sig i forældrenes have med at sætte bomber i blomstervaser og se dem eksplodere. Dér, i forældrenes have, udforskede han krudt og ild som æstetiske virkemidler fra det underfundige til det virkeligt chokerende.

En lille Storm P'sk genistreg. Dahlstrup har fastgjort penslen til en raket. Resultatet er en "planlagt tilfældighed" fanget i aftrykket på lærredet.

En lille Storm P’sk genistreg. Dahlstrup har fastgjort penslen til en raket. Resultatet er en “planlagt tilfældighed” fanget i aftrykket på lærredet.

En lille simpel (Storm P’sk) genistreg fra den tid, er den dyppede pensel fastgjort til en nytårsraket, som med øskner hænger i en line, der fører op til et blankt lærred: antænding og af sted med den. Planlagt tilfældighed og kalkuleret spontanitet på lærred. Et meget levende penselstrøg.

Noget virkeligt chokerende fra denne periode er en video, hvori Jacob Dahlstrup portrætterer Kim Phúc på et menneskestort lærred med en blæselampe – det vil sige en lille gasflamme. Godt tænkt, ja, men det kontroversielle er, at Kim Phúc er den nøgne pige, som på et af verdens mest berømte pressefotos, skrigende flygter fra et napalmangreb under Vietnamkrigen. Det originale fotografi bærer titlen Vietnam Napalm og Fotografen Nick Úts modtog i 1972 Pulitzerprisen for det. Kim Phúc hævder at kunne huske, hun råbte ”for varmt, for varmt,” da napalmen smeltede hendes hud og billedet blev taget. Det er som om det iagttagende og ekspressionistiske krydser hinanden i denne video – som muligvis også er politisk kommenterende. Ikke et stilleben, men helt sikkert en måde at huske på livets tilfældige skrøbelighed. Og hvad er meningen med denne påmindelse, hvis ikke den skal få os til at tænke over, hvad det er, vi skal stille op med det, der foregår mellem fødsel og død?

Kim Phuc. Brændt på lærred med en varmeblæser. Motiv, værk og metode smelter sammen.

Kim Phuc. Brændt på lærred med en varmeblæser. Motiv, værk og metode smelter sammen.

Der spindes således en tråd fra blomster, eksplosioner og krudt til ilden, der giver Kim Phúcs repræsentation liv på lærredet. Ilden giver motivet liv, men ilden havde nær taget livet af Kim Phúc i virkeligheden. Og tjek lige Wounds Man (ndenfor) med Kim Phuch for den indre forbindelse i mellem Dahlstrups værker.

I bogen Anthology fra 2009 er mange af disse tidlige værker og deres tilblivelsesprocesser dokumenteret. Heri viser Dahlstrup sit arbejde med at fange processen og overføre eksplosionens enkelte øjeblikke via syrebehandlede kobberplader til papir.

Fra aftryk til indgravering

Muligvis er det i forbindelse med denne praksis, at interessen for selve metoden artikuleres. Den har sikkert været der hele tiden, men det ser ud som om, eksplosionerne åbner for nye stier, der skal udforskes. Uanset hvad det er, der skaber forgreningerne i Jacob Dahlstrups virke, er det vel ikke mærkeligt at aftrykkene fra geværhagl, bordbomber, kemiske eksplosioner etc. giver anledning til at overveje, hvordan de enkelte materialer påvirker hinanden.

På et tidspunkt skiftede Jacob Dahlstrup krudtet ud med en tatovørnål og begyndte at udforske motiverne på de gamle sejleres tatoveringer. Tatoveringer sætter et varigt mærke på huden, sådan som napalmen gjorde på Kim Phúc. Godtager vi idéen om en forbindelse mellem de eksploderende blomster, krudtaftryk og flammen, der gav Kim Phúc liv som kunstværk og frem til nålen i papiret, finder vi således også i Tatoo Drawings spor af stillebentraditionen. Jacob Dahlstrup fremhæver selv, at tatovørnålen forandrer papirets struktur (som en bombe en blomsts) og skaber en tredimensionel linje, som lyset danner skygger i og på den måde bringer motivet til live i beskuerens øje.

Tatovørnål på papir.

Tatovørnål på papir.

Skygge-lys, blomst-bombe, spontan-plan, slut-start. Og selvfølgelig liv og død; kontrasterne er altid til stede i Dahlstrups værker. Dobbeltheden – det tvetydige om man vil – findes ligeledes i sømandsmotiverne. Vi kan ikke udforske livet og verden uden at trodse døden. Hver dag må vi forsøge at afvise den velvidende, at den hver eneste dag sætter sit stille umærkelige præg på os.

Sejleren er, som et gammelt ordsprog siger, spændt ud mellem ”The Devil and the Deep Blue Sea”, som oprindeligt beskriver den situation, de lavest rangerende sejlere befandt sig i, når de kalfatrede skroget hængende på siden af skibet. Et farligt sted at befinde sig – især når skibet er undervejs. I mere overført betydning, og det er her Jacob Dahlstrups motiver skal forstås, refererer ordsproget til udforskningen af det ukendte. Sejlernes billedsprog er fyldt med referencer til det ukendte – noget man vel strengt taget ikke kan referere til. Og så alligevel; måske går det an at betragte angsten og frygten, som vores forsøgsvise spejlinger af det ukendte.

wounds_man_papertattoo-65x50cm_jacob_dahlstrup_2011”Sømandstatoveringerne rummer et interessant visuelt forenklet sprog, med dets egne regler og betydninger, der kan adapteres af bæreren samt bearbejdes til at formidle andre budskaber, når materialet og mediet skifter facon”, siger Dahlstrup. ”Sømandsfolkloren beretter om kærlighed, håb og troskab og kampen for at nå et ikke-eksisterende punkt i horisonten.”

Hos Dahlstrup udtrykker sømandstegningerne således en mental tilstand. Lykken er måske det ikke-eksisterende sted, vi spejder efter i horisonten. Hvad det end er, er kampen for at nå punktet forbundet med en række farer. Hver eneste dag i denne søgen udgør selve livet og gør os rigere. Oplevelserne og erfaringerne på den rejse printer sig ind i sjælen, lægger lidt til os som mennesker. Vi ændres på samme måde som nålen præger papiret og ændrer dets struktur. Det er det, ”Wounds Man” minder os om.

Banana Boat udgør et lille kuriosum, en lille mellemstation, fra arbejdet med det stille liv og eksplosionerne over sømandstegningerne og til de bemalede kranier, idet bananen ikke er konserveret. Bananen tager tiden gennem alle stadier af liv. Fra begyndelsen, hvor masterne står ret op til den første lille brune stribe begynder at vise sig på siden af ”skroget” til den ender sine dage som en mørkebrun bananflueomspændt klat råddenskab med slunkne sejl. Et forgængelighedens skib.

Banana_Boat_Jacob_Dahlstrup_1

Til slut kan man hævde, at de kunstneriske stier Jacob Dahlstrup ind til nu har betrådt (i sit unge liv) mødes i serien Botanic Skulls. Her samles trådene. I modsætning til tidligere tiders vanitasmalerier, er kraniet ikke afbilledet på et lærred, men bliver her til selve lærredet. Døden er ikke blot repræsenteret, men helt konkret tilstede; som baggrund for et nyt motiv, som begyndelse til noget nyt. Jacob har gjort den smuk, døden (ikke at den i sig selv er noget at eftertragte, men når den nu er uundgåelig (indtil videre), kan man lige så godt få noget godt ud af den). Under alle omstændigheder opstår en vis tvetydighed, når pludselig kunstneren på den måde præger døden med sit blæk. Normalt tænker vi nok, at det er døden, der præger os – er det ikke netop det, vanitasmotivet skal minde os om – at den hver dag trækker lidt tid fra os. Måske er det i virkeligheden sådan vi ser ud, når vi når horisonten? En samling knogler med livets talrige erfaringer påmalet som blomster.

Stjernehavet

I det sidste års tid har Dahlstrup bevæget sig ud i stjernehavet med det 3de årtusindes sømand, astronauten. Nye ukendte horisonter. Og døden er som sædvanlig nærværende; et af de første motiver i rum-serien var den eksploderende rumfærge. De nye værker forlænger den røde tråd, som stadig er vævet sammen af både begyndelse og ende eller det skabende og destruktive som to sider af samme evige sag.

dahlstrupsolarPlanetformørkelsen rummer den, og der går ikke længe, førend man tænker på den største og mest livgivende eksplosion af dem alle: Big Bang. Vi forbinder som regel ilden med det fortærende og det destruktive – sådan er det ikke hos Jacob Dahlstrup, og sådan var det ikke ved tidens begyndelsen.

Omveje

Af Frank Beck Lassen, Testrup Højskole

Det har alle dage været svært at overbevise mere retlinede eksistenser om værdien af at tage en omvej. Morten Østergaards aktuelle studiefremdriftsreform, med dens krav om hurtigere gennemførelse af uddannelser og et stop for orlov, er blot den seneste og mest intensive version af en gammel mistanke: omveje er spild af tid.

Filosoffen Hans Blumenberg (1920-1996)

Filosoffen Hans Blumenberg (1920-1996)

Hvorfor ikke bare gå den lige vej forbi forstyrrelserne? Hvad får du ud af et studiejob, frivilligt arbejde eller et højskoleophold? Måske den mere omstændelige omvej har sin helt egen værdi? Vi står ikke alene med spørgsmålet, men kan alliere os med den tyske filosof Hans Blumenberg (1920-1996). Få filosoffer har som Blumenberg gjort omvejen til en central og skattet kategori. Bevares, motivet er ikke nyt. Forfattere, filosoffer og kunstnere har ofte forholdt sig til forholdet mellem den lige vej og den slyngede eller tilgroede sti. Tænk på Rousseau med den ensomme vandrers drømmerier, Heideggers filosofiske stier og Hamsuns tilgroede stier. Eller på Henry David Thoreau, der foretog en imponerende omvej ud i Massachusetts skove, fordi han gerne ville leve bevidst og udelukkende befatte sig med livets grundlæggende kendsgerninger, for at se om ”jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig” som det hed. Blumenbergs filosofi er gennemsyret af en respekt for disse omveje som det kan være værd at opholde sig lidt ved. Måske vi kan få et poetisk vink om pointen med højskolen ved at beskæftige os med Blumenbergs omveje? Blumenberg selv mente i hvert fald, at vi ved at beskæftige os lidt overordnet med hvad en omvej egentlig er for en størrelse også kunne komme til en lidt bedre forståelse af hvad eftertænksomhed er for en størrelse og hvor afgørende den er for vort liv.

Eftertænksomhed, ”Nachdenklichkeit” som det hedder på tysk, beskriver Blumenberg som selve modsætningen til et velkendt billede af hvad det vil sige at tænke. At tænke, lyder en bestemt fordom, er at etablere ”den korteste forbindelse mellem to punkter […], mellem et problem og dets løsning, mellem et behov og dets tilfredsstillelse […]“. Over for denne ikke helt indlysende definition præsenterer Blumenberg omvejen som en anderledes omstændelig refleksionsform der målt med mere effektive øjne hurtigt lader sig kategorisere som et ”uforholdsmæssigt omfattende tidsforbrug”. En elev eller studerende der insisterer på eftertænksomhed kan på overfladen forekomme at være fattig på resultater og rig på blindgyder og omveje.

Efterårets skovbund i Ringemose Skov på Syddjurs. Foto, Lone Hartmann

Efterårets skovbund i Ringemose Skov på Syddjurs. Hvor mange edderkopper monstro lever livet på lutter omveje? Foto, Lone Hartmann

Det mente i hvert fald den franske filosof René Descartes der valgte at gøre spørgsmålet om videnskabens og filosofiens fremgangsmåde til et spørgsmål om valget af den ene rette vej. Groft sagt havde mennesker ifølge Descartes tænkt forvirrende, ufokuseret og ad vidt forskellige veje. ’Metoden’ – overvejelserne (meta) over vejen (odos) – skulle med tiden komme til at angive den mere strikte, kontrollerede og skridtvise måde at tænke på, i modsætning til alle de tankebaner der var uefterprøvede og blot tilvænnede. Ved at bevæge sig disciplineret, målrettet og aldeles rationelt ville man på bedste og mest effektive vis alle kunne nå det samme mål i livet. Morten Østergaards studiefremdriftsreform synes besjælet af samme tænkemåde.

Descartes gav et eksempel på hvad han mente. Menneskelivet var på mange måder som at være placeret i en uoverskuelig skov, hvor skoven hos Descartes tjente som et billede på at traditionelle værdier, på opsamlet viden og på uigennemtænkte overbevisninger. Skoven var scenen for en beslutning for mennesket. Skulle det bevæge sig på må og få og prøve sig frem i forskellige retninger? Nej, selvfølgelig ikke. Overfor skovens forvirring og orienteringstab, ansporede Descartes, burde man efterligne ”de rejsende, som var faret vild i en eller anden skov, og som ikke bør strejfe rundt og gå snart til én side og snart til en anden, og endnu mindre standse op på det samme sted, men altid gå så lige frem som de kan i den samme retning […]”. Descartes ’metode’ i forhold til skoven bestod i at imitere geometrien, at gå resolut i en retning for til sidst at bevæge sig ud af skoven mod lyset.

Alt det her vidste Blumenberg udmærket. Han lancerede sine forestillinger om omvejen i direkte opposition til Descartes lille spejderråd: ”Kun hvis vi slår ind på omveje, formår vi at eksistere”, hed det dramatisk hos Blumenberg, der selv tyede til en lille anekdote for at forklare hvorfor vi kun kan eksistere, ja sågar overleve, ved at slå ind på en omvej. For mange hundrede år siden fortalte renæssancefilosoffen Michel de Montaigne en anekdote om den antikke konge Pyrrhus (fra hvem vi kender den tvivlsomme glæde ved en Pyrrhussejr) som Blumenberg valgte at gengive så han kunne stille os alle et spørgsmål om omveje.

Henry David Thoreaus (1817-1862) hytte ved Waldensøen i Massachussetts. Det er tankevækkende, at man allerede i de "gode gamle dage" kunne føle trang til en omvej for at finde ro.

Henry David Thoreaus (1817-1862) hytte ved Waldensøen i Massachussetts. Det er tankevækkende, at man allerede i de “gode gamle dage” kunne føle trang til en omvej for at finde ro.

Pyrrhus kastede sig som en anden Hannibal ud i et gevaldigt erobringstogt. Først erobrede han Italien, dernæst Gallien og Spanien, for til slut at gøre sig sine erobringer i Afrika. Inden den antikke konge tog fat på forehavendet fortalte han dog sin rådgiver, Kyneas, om sine planer. Efter at være blevet indviet i de omfattende ekspeditioner, spurgte rådgiveren hvad kongen ville tage sig til, når der på et tidspunkt ikke var mere tilbage at erobre? Kongen svarede, at han ville falde til ro og nyde livet. Til dette havde Kyneas en indvending: hvorfor gjorde kongen ikke med det samme, hvad han ville? Han kunne jo uden hindringer slå sig til ro, uden at det behøvede involvere så store og voldsomme ambitioner? Ikke uventet bifaldt Montaigne visdommen i disse ord. Blumenberg var dog mere i tvivl. På overfladen udgør Montaigne og Kyneas’ pointe jo rationalitetens nøgterne blik på sagen. Hvorfor denne lange omvej for at falde til ro? Verdens erobring forekommer at være et overdrevent indfald, et projekt der kun vanskeligt lader sig realisere – og så for en så let tilgængelig gevinst. Kong Pyrrhus behøver vel ikke engang hæve skatterne for at kunne falde til ro, som det spottende hedder.

Blumenberg kommenterede selv på denne ’Umwegigkeit’:

Fra et udgangspunkt til et mål findes der kun en udgave af den korteste vej, men uendeligt mange omveje. Kultur består i opfindelsen og etableringen af omveje, i beskrivelsen og anbefalingen af omveje og i fremhævelsen og præmieringen af omveje. Kulturen kan derfor se ud som om den mangler enhver rationalitet for i streng forstand er det kun den korteste vej der kan opnå fornuftens kvalitetsstempel mens alt der slår ud til højre og venstre langs denne rute stringent set er det overflødige som har så svært ved at retfærdiggøre dets eksistens. Det er dog omvejene der tillader kulturen at gøre livet menneskeligt.“

 

Kyneas og Montaignes holdning var givetvis udtryk for en indsigt, men var det en indsigt i det menneskelige hjerte? Måske er menneskets uro og omvejstrang ikke at foragte? Måske er det kun, fordi vi hver især slår ind på omveje, at vi fortsat formår at eksistere. Blumenberg erklærede sin sympati med det urolige menneske, der føler sig kaldet til at begive sig ud på en omvej for at forstå sin placering i denne verden; i stedet for en aldeles gennemtænkt og rationel tilstand, der alligevel næppe er sandsynlig.

Bønnerup Strand. En omvej man har lyst til at blive på. Foto Lars Andreassen

Bønnerup Strand. En omvej man har lyst til at blive på. Foto Lars Andreassen

Og hvad skal vi så stille op over for tidens studiefremdriftskrav? Blumenbergs råd synes at være, at vi ikke foragter de tilsyneladende resultatløse omveje der ikke så let lader sig retfærdiggøre. Vi har nemlig ikke andre muligheder. Skulle alle bevæge sig ad de samme veje ville vi stå i en umulig situation. Som Blumenberg fyndigt advarer: ”Hvis alle havde enslydende fordringer på lykke ville det være den fuldkomne katastrofe”, idet det ville indebære alles rivalisering om det samme. Den lige vej mod lykken har noget barbarisk over sig, mens de mange mulige omveje kan ses som et ”Barbariforskånelsessystem”. Ifølge Blumenberg er det kun ved at være forskelligartede at vi opretholder os selv. ”Kun ved at slå ind på omveje formår vi at eksistere. Hvis alle går den korteste vej er der kun en der når frem”. Eftertænksomhed er ifølge Blumenberg det første bevidsthedsprodukt, for den der er villig til at lade sig overraske af livets vildveje. I en konfrontation med det anderledes, opnås muligheden for eftertænksomhed, og som Blumenberg markerede det, også muligheden for at forholde os friere til os selv.

 

Artiklen baserer sig primært på to mindre skrifter af Hans Blumenberg, dels ”Nachdenklichkeit” trykt i Neue Zürcher Zeitung i 1980 og ”Umwege” fra bogen Die Sorge geht über den Fluß udgivet i 1987.

En tilfældig zombies bekendelser

Zombier er døde mennesker, hvis hjerne lever videre. Den lever dog i stærkt nedsat funktion, i en slags krybdyrstilstand, hvor eneste signaler der sendes til kroppen er, ”DRÆB”, ”SPIS”, ”DRÆB”, ”SPIS”. Evnen til kognitiv adfærd og kritisk refleksion er, skal vi sige, yderst begrænset.

Zombier spiser dog ikke hinanden, de spiser kun levende mennesker. Nogle gange et rådyr eller en hund. Det er dog sjældent. Nej, zombier spiser ikke sin egen slags, de fortærer derimod sultent, og uden nogen som helst form omtanke, både voksne, børn, kvinder og mænd og mexicanere, afrikanere, amerikanere såvel som kinesere. De er ikke kræsne, de er grådige. I øvrigt er zombier ligeglade med om offeret er et let offer eller et svært bevæbnet offer. Et offer er et offer.

http://funny-pics-fun.com/wp-content/uploads/Funny-Zombie-Run-For-Your-Life.jpgNogle mener, at man skal bides af en zombie for at blive til en zombie, men den æder jeg ikke. Det har ligeledes været foreslået, at zombietilstanden kan skyldes en gift og/eller ritualer udført i forbindelse med den caribiske trostradition ”voodoo”, men takket været særligt amerikansk populærkultur, kan vi godt lægge den teori i graven.

I mange af zombieguruen George A. Romeros film fremgår det tydeligt, at vi alle er potentielle bærere af zombievirussen. En virus som får mennesker, uanset hvordan de omkommer, til at rejse deres døde kroppe for at stavre af sted imod nærmeste offer. I den seneste tids zombieundersøgelser, eksempelvis den særdeles seværdige zombieserie ”The Walking Dead”, viser det sig også, at zombievirussen ikke nødvendigvis overføres ved bid, men potentielt er tilstede i os alle.

Til fælles har alle zombier, ar de snylter og dræber uden tanke på konsekvenserne. Zombierne udpiner jordens råstoffer (mennesket) og gør sig ingen tanker om, hvad de skal stille op, når der er ikke er flere ressourcer (altså mennesker) tilbage at fortære. Zombiernes altødelæggende ravage på jorden er ubevidst og ureflekteret, de er tilsyneladende ikke engang klar over, at de er i gang med at save den gren de sidder på over og at deres grådighed er en direkte trussel for deres egen eksistens.

 findes i virkeligheden. Det er dog ikke altid, at det er til at se, at en person i virkeligheden er en zombie. Det skyldes, at de zombier som findes i virkeligheden kan tale, de klæder sig pænt, men viser intet tegn på kognitiv aktivitet. Et godt eksempel så man i TV-Avisen i mandags (d. 4. november), hvor bankdirektør i Jyske Bank Niels Erik Jakobsen forsøgte at bortforklare og forsvare, at banken eksplicit rådgiver danske kunder i skatteunddragelse, uden at vise noget tegn på hverken moral eller refleksion. Zombie.

At nogle bankfolk er smittet med zombievirussen er et skræmmende faktum. Et faktum som dog ikke kun Jyske Bank bekræfter, men som også tydeligt kommer til udtryk i forbindelse med den finansielle krise. Men hvem er ellers smittet med zombievirussen?

(At kalde Lars Løkke Rasmussen en zombie i forbindelse GGGI-sagaen er for let. Don’t state the obvious. Så det gør jeg ikke.)

Men først et zidespring.

Fremtiden er rød

Det ser godt ud for de røde. Bedre end i mange år. De blå og de nyrige lyseblå virker lettere rystede efter udskiftninger på centrale poster i toppen af hierarkiet. Og selvom den normalt stærkeste røde gruppering er kommet skidt fra start, ændrer det ikke ved helhedsindtrykket. De røde står stærkt.

Dette skyldes blandt andet et par centrale tilføjelser til de rødes kreative muligheder. To af Premier Leagues (PL) aktuelle tophold, Arsenal og Liverpool FC, som begge spiller i røde trøjer, har således forstærket sig med offensive kræfter, som tilfører fodboldholdene nye muligheder. Mest i iøjefaldende er tyskeren Mesut Özil, der hurtigt har markeret sig som den offensive playmaker, som Arsenal har hungret efter de seneste sæsoner. Også hos Liverpool er offensive kræfter kommet til. Her blev den lille brasilianer Coutinho og den hyperfarlige engelske angriber, og aktuelle PL-topscorer, Daniel Sturridge hentet i vinters og begge har vist sig at være afgørende.

Hos de rige blå hold, Chelsea og Manchester City, velfinansieret af henholdsvis Mærsk og Saxo Bank … øh, jeg mener naturligvis russiske og saudiarabiske oliemilliarder, er maskinen ikke kommet helt i gang trods vantvittigt dyre indkøb. For de normalt så stærke røde i Manchester United er det helt skidt. Med den nye manager Helle…, jeg mener, David Moyes i spidsen, ligner det en katastrofesæson for de sejrsvante fra Nordengland.

Opportunismens uransagelige veje

https://encrypted-tbn0.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcRXVnWNyH_Jpx2eoV8kjGrN8wdWGPjr4CFg6I64FkRGLWqIgPEiFor at vende tilbage til Liverpool FC, så skyldes en del af succesen ligeledes en formmæssig genkomst af holdets kaptajn og bærende spiller Steven Gerrard. Ligeledes skyldes holdets gode takter en opblomstring af den unge Jordan Henderson, som mere og mere ligner netop Gerrard i løbemønster og arbejdsindsats. Det paradoksale ved netop de to spillere er, at de begge for nogle år tilbage nær var havnet hos det stenrige London-hold Venstre. Jeg mener Chelsea. At Steven Gerrard ikke lod sig lokke til London, og dermed stadig spiller i Liverpool, er dog ikke tilfældigt. Han er opvokset i Liverpool og har fået den røde Liverpool-dragt med modermælken. Han er indbegrebet af en ’sosse’. Vrøvl, jeg mener selvfølgelig ’en scouser’.

Henderson derimod er rekrutteret i Sunderland på den engelske østkyst. At han havnede hos de røde i Liverpool, og ikke hos de blå i Chelsea er mere tilfældigt. I 2011 gjorden den unge spiller kur til begge klubber, og gav udtryk for at ønske at spille for et af de to hold. Begge hold ville også gerne sikre sig den unge ungdomslandsholdsanførers underskrift, men Liverpool blev destinationen, da Henderson var nervøs for den store konkurrence om pladserne hos de blå. Adgangen til rampelyset er lidt kortere hos Liverpool.

I 2009 støttede Joachim B. Olsen Nikolaj Wammens kandidatur til borgmesterposten i Aarhus, og det siges, at Olsen også forhørte sig om muligheden for et kandidatur til Folketinget hos netop sosserne. Ligeledes udtrykte Olsen sin sympati for sin nuværende partiformand Anders Samuelsen, for måske på den måde at spille på flere heste, præcis som den unge Henderson. Man kan vel sige, at det på den måde er tilfældigt, at Olsen blev et ultraliberalt medlem af Folketingen – frem for et socialliberalt og socialdemokratisk. Olsen ledte efter en plads i rampelyset, og stavrede ureflekteret den vej hvor der var bedst plads til ham. Zombie?

Det virker i det hele taget som om, at dansk politik er præget af netop den form for politisk opportunisme og en konstant kamp om rampelyset. At Bjarne Corridon er socialdemokrat og ikke venstremand virker tilfældigt. At Thor Möger, Troels Lund, Brian Mikkelsen (find selv på flere) er havnet i deres respektive partier virker heller ikke umiddelbart ideologisk betinget. Zombier?

Politik er fodbold og zombier

Det er desværre et temmelig udbredt synspunkt, at det kan være lige meget hvem der har magten, da politikerne alligevel alle sammen er opportunister som render efter rampelyset og som lige så vel kunne spille for Chelsea som Liverpool, for V/K som for S/SF. Og der er noget om sagen. Politik er som fodbold styret af økonomi og tilfældige politiske konstellationer. Men hvor fodbold indeholder elementer af overraskelser, er politik forudsigeligt, og så bliver det kedeligt og ligegyldigt, trods tilfældighederne spil. Tilfældighederne er nemlig hverken overraskende eller udfordrende. Forudsigelige tilfældigheder er kedelige.

Politikerleden opnår på baggrund af billige ideologier, krydret med GGGI og ’skattekommissionen’, helt nye højder. Og så knækker filmen fuldstændig med historien om, at dansk politik alligevel er forudbestemt af ”Den Trilaterale Kommission” og Bilderberggruppen – og oven i hatten skriver Information, at det som er tilbage at bestemme for danske politikere, bliver bestemt af embedsmænd.

Danskerne holdes for nar. Men er alle ligeglade. Er vi alle zombier?

Ja. Vi er alle zombier

Vores klode hærges af krige, hungersnød og kaos, uden at det tilsyneladende sætter skub i den helt refleksive proces hos danskerne. Mange påstande om en økonomisk fremgang – og en stigende lighed – for og til fordel for verdens fattigste kan desværre let afvises, som det blandt andet fremgår af tal fra FN – og i en lettere læst version i Information.

Men er der noget at sige til, at vi ikke forholder os til verdens tilstand, når det system som burde behandle problemerne er kedeligere end fodbold og at systemet er smittet med zombiesyge?

For mit eget vedkommende smelter mig hjerne efterhånden sammen, og udsender kun svage impulssignaler til min krop. Især når jeg læser avisen. Min hjerne lever, men min krop modtager ikke signalerne, og handler ikke nødvendigvis i overensstemmelse med min samvittighed. Det jeg skriver, bliver underligt (ikke sandt?). Zombie. Problemet er, at jeg ikke er blevet bidt af en zombie for at få følelsen af politisk tomhed. Virussen er i mig og i os alle, og den banale ligegyldighed og kynisme lurer under overfladen. Zombiefilmene er på den måde et godt portræt af menneskets evne til at slå hjernen fra, når det bliver ubekvemt eller uoverskueligt at have den slået til.

Hvad årsagen til zombievirussen er, ledes der naturligvis altid efter, i zombiefilm såvel som i virkeligheden. Er det velfærdsstatens formynderi, som gør mennesket uselvstændigt og urefleksivt, eller er det den altædende kapitalisme, som ikke kan styres, og som skaber ukontrolleret grådighed og menneskeligt armod? Jeg har ikke et svar.

Det er lige så afgørende at spørge, hvordan zombievirussen uskadeliggøres og standses? I ”The Walking Dead” ledes et samfund af overlevende mennesker af alfahannen, som kaldes ”The Governor”. I nødens stund går denne guvernør så vidt, at han ophæver samfundets interne demokrati, for på den måde at være bedre i stand til at bekæmpe zombiernes fremmarch. En radikal tilgang til at sikre fremtid og sikkerhed.

Guvernøren tror selv på at han gør det rigtige for at sikre overlevelsen af den tilbageværende menneskehed. Han drives af en indre logik, som fortæller ham, at orden og hierarki er nødvendigt og at systemet er vigtigere end de enkelte gruppemedlemmer. Han tager dog ikke hensyn til, at verden udenfor minisamfundets mure er forandret. Han nægter det faktum, at verden aldrig bliver den samme igen, og i sin desperate virkelighedsflugt holder han sin zombiedatter i live. Han tror at gamle dage er kuren imod det som gamle dage selv har skabt. Guvernøren er som den blinde magthaver, det sande billede af virkelighedens zombier.

Postludium

Zombietilstanden i virkelighedens verden skal bekæmpes. Ikke med krudt og kugler, men med et livtag med en den tankegang, som fører i den latente zombietilstand. Eksisterende økonomiske mekanismer og institutioner, såvel som skiftende politiske tiltag, uanset politisk farve, synes at fejle gang på gang og samtidig præsenteres der sjældent egentlige alternativer til de systemer som synes at være årsagen til en stor del af verdens dårligdom. Zombieagtigt.

Jeg selv formår ikke at præsentere noget alternativ. Jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal stille op. Jeg vil dog kort påstå, at man ikke kan reparere et samfunds dårligdomme med de metoder og systemer som har skabt dårligdommene. Kapitalismen kan ikke rette op på kapitalismens fejl, det samme gør sig gældende med socialismen. En fjerde vej?

Uddannelse er jo altid et sted at starte. Jeg vil dog ikke skrive meget mere, jeg er zombie, men opfordre til at fremme kreativ, kritisk og kollektiv tænkning i skolerne og herefter linke til denne film. Den er god.

En tur bort fra nuet

Jeg vil med overskriften in mente starte med at fortælle om noget, der allerede er sket – et stykke tid før nu. En aften for nogle uger siden befandt jeg mig på en højskole, hvor jeg havde brugt det meste af dagen på at spille glamrock. Det var gået hen og blevet festligt, og selvom festlighedernes væsentlige omdrejningspunkt på det rytmiske musikkursus stadig var musikken, så lod det til, at stemningen i den lille cigaretrygende klynge (hvor jeg havde tilbragt det meste af aftenen), var gået hen og blevet filosofisk. 

af Rasmus Kjær, forfatter til Selvhjælp på Hovedet

I hvert fald fik én af mine medrygere lyst til at indvie os i en indsigt, som han for nylig havde erhvervet sig. ”Nu har jeg faktisk interesseret mig for filosofi i nogle år, og nu er jeg er kommet frem til den indsigt, at der vel egentlig ikke eksisterer andet end det, der er lige nu og her. Lige meget hvad kan vi ikke ændre ved fortiden, og fremtiden den er jo først lige om lidt”.

Wooow! Vi råbte alle sammen skål og skyndte os at suge ekstra hårdt i cigaretten. Det virkede som det helt rigtige at gøre. All in, lige nu. Men i virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og om ikke andet, ubrugeligt postulat. Jeg synes heller ikke, der er tale om et særligt originalt postulat. Faktisk oplever jeg hele tiden skriverier, udsendelser, kursustilbud og også en god portion fuldemandssnak, hvor nuet hyldes som kur imod næsten al dårligdom i verden. Og skulle jeg kort have glemt, hvor vidunderligt nuet er, så minder svigermors boghylder mig om det. Her vrimler det med titler, der opfordrer mig til at være mere tilstede her og nu. ”Lev i nuets kraft”, ”Grib nuet”, ”Nyd nuet”, ”Mærk livet – elsk med nuet”.

"Hvad nu hvis vi bare er sådanne små tingester, og vi bare ligesom er en del af et så stort univers, at vi ikke engang ved det findes?" Spørger det ene insekt. "Mand, det er bare så dybt," replicerer et andet. Fra Dreamworksproduktionen Antz, 1998.

“Hvad nu hvis vi bare er sådanne små tingester, og vi bare ligesom er en del af et så stort univers, at vi ikke engang ved det findes?” Spørger det ene insekt. “Mand, det er bare så dybt,” replicerer et andet. Fra Dreamworksproduktionen Antz, 1998.

Vi er med andre ord godt og grundigt fedtede ind i opmærksomhed på nuet, og hvis vi ikke griber nuets glæder nu, risikerer vi tilsyneladende at blive enten rigtig kedelige eller rigtig ulykkelige. For skal vi tro de selvhjælpsforfattere, som mest ihærdigt prædiker nuet, ja så er nuet det eneste, som er reelt eksisterende. Hvis man er til stede i nuet, opfatter man livet mere intenst. Den der er til stede i nuet bruger ikke tiden på at ærgre eller bekymre sig. Den der dyrker nuet fuldkomment vil være mere fokuseret i mødet, nyde ferien mere og hygge sig mere til familiemiddagen.

Mange er ifølge NUHUU-bøgerne alt for optagede af at føle had, skyld eller sorg på grund af tidligere tiders hændelser. Hændelser de alligevel ikke er i stand til at ændre på i dag. Eller også gruer de for eller har forventninger til en fremtid, de alligevel ikke ved noget sikkert om. Hvis disse mennesker i stedet koncentrerede sig fuldt ud om at leve livet i nuet, ville de også blive bedre til at reagere hurtigt på de udfordringer forskellige livssituationer måtte byde dem. Som blandt andre Eckhart Tolle, der har skrevet bestselleren ”Nuets kraft” skriver, må vi dels løsrive os fra den psykologiske tid, der får os til at tænke på andet end nuet (når manden på intim wellness date med konen ikke kan tænke på andet end, om han når hjem til landskampen) og dels gøre op med afhængigheden af urets tid, som hvis vi fortaber os i den (når kalenderen styrer, hvad vi skal bruge kvalitetstid på og hvornår) udvasker glæden ved at indstille sindet på at være til stede i nuet.

Den samme over tid

Det er noget vrøvl. Vores opmærksomhed på fortid og fremtid er så langt fra ødelæggende for vores evne til at begribe verden her og nu. Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid? Hvis ikke jeg kæder begivenheder sammen i fortid, nutid og fremtid, hvordan er det så muligt at forstå deres betydning fra øjeblik til øjeblik, og hvordan skulle nogen i etisk forstand kunne forpligte sig på en fælles sag over tid, hvis det ikke var for evnen til at huske fejltagelser og håbe på noget bedre. No regrets tatoveres på kroppe (ikke kun Stig Tøftings) som en påmindelse om, at vi ikke kan ændre ved fortiden. Til gengæld kan vi ved at fortryde tage ved lære af fortidens fejl. Fortrydelse, anger og skam er ikke kun negative følelser, som vi for alt i verden må navigere uden om. De er udtryk for, at vi over tid er i stand til at tage ansvar for vores handlinger. Hvor meget det end må skuffe populærvidenskabelige udgaver af positiv psykologi og letkøbt mindfulness, hvor nuet er gud, er de en del af en selvhjælpstrend, som hverken forholder sig til realitet eller etik. Som mennesker er vi i stand til at vedkende os moralsk ansvar for andre mennesker, netop fordi vi forstår os selv over både fortid, nutid og fremtid. Det er i det hele taget et menneskeligt vilkår at forstå handlinger ind i tidslige forløb.

Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid?

Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid?

Filosoffen Paul Ricoeur har illustreret det sidste med henvisning til jægerens forfølgelse af et dyrespor. Sporet kan være et aftryk i sneen, afkradset bark på en stamme eller afføring på jorden. Sporet, der både er fysisk og tingsligt, eksisterer her og nu, mens jægeren ser på det. Omvendt er det netop afsat af et dyr, der ikke længere er der, og det vidner også om i hvilken retning dyret har bevæget sig og hvor jægeren i en nær fremtid kan finde det. Med andre ord tillægger jægeren en række observationer betydning som et samlet hændelsesforløb i fortid, nutid og fremtid. Det gør jægeren ved på baggrund af den fysiske virkelighed at konstruere en fortælling. Den fysiske begivenhedskæde bliver sammenbragt i en fortalt tid. Det er det særlige ved fortællingen. Den er i stand til at forene forskellige hændelser og forskellige menneskeliv i en og samme historie. Det er ifølge Ricoeur derfor, vi er i stand til at forstå os selv som den selv samme person over tid, selvom vi hele tiden foretager nye valg, møder nye mennesker og forandrer os. Det er i kraft af vores fortælling, at vi bliver vores tidligere handlinger skyldige. Det er fordi jeg fremstår med en fortælling, at jeg bliver et menneske, som andre kan regne med. Det er også derfor, vi er i stand til at erkende vores ansvar og forpligtelse på fællesskabets traditioner og fremtidige vækst. Uden blik for nutid og fremtid mister vi også blikket for moralske forpligtelser i forhold til andre mennesker. At være forpligtet på noget eller nogen er vel netop at vedkende sig et ansvar for en fælles fremtid.

Et håb i nuet

Hvis ikke man på en eller anden måde tror på, at man kan ændre tingenes tilstand fra det, der er her og nu, vil enhver handling synes både menings- og betydningsløs. Hvorfor skulle vi foretage os noget som helst med mindre vi på en eller anden måde håbede på en god effekt af handlingen. Jeg rækker hånden ud efter kagen for at få stimuleret mit sukkerbehov, få en smagsoplevelse, behage den vært som har serveret den og tage del i den hyggelige sammenkomst. Jeg dukker op til debatmødet om det bekymrende ved højreaktivismens udbredelse for at lære noget nyt, pleje et netværk, påvirke det danske debatklima, deltage i et fælles statement og skabe en ny politisk mentalitet. Jeg håber og tror på, at det ikke er frugtesløst. Håbet er knyttet til troen på, at vi under opmærksomhed på fortiden kan agere i nutiden med henblik på en bedre fremtid. Håbet er vigtigt, fordi det ikke blot grundes i naiv og lykkesøgende positivitet. Håbet er vigtigt fordi det også udtrykker mangel, lidelse eller konflikt i nuet.

Forestillingen om, hvordan det konkrete håb korresponderer med menneskets handlingsliv har ikke mindst været fremhævet af filosoffen Ernst Bloch, der forstod vores evne til at anticipere eller foregribe fremtiden som nøglen til menneskelig udvikling (Bloch, 1982). Personlig udvikling og fællesskabsdannelse hænger her tæt sammen med evnen til også at skue ud i og håbe på fremtiden. Bloch var i det hele taget ikke begejstret for nutiden, måske fordi hans eget liv bød på bitre erfaringer med to smertelige verdenskrige. Nuet betragtede Bloch som en både ubegribelig og lidelsesfuld størrelse. Det er fremmedgørende, fordi nuet altid lige er forsvundet. Vi kender hverken verden eller os selv lige nu. Lige nu er altid lige forsvundet. Nuet byder i denne optik ikke på hverken frelse, fred, lykke eller velvære, som man ellers skulle tro ved læsning af eksempelvis Tolle. Mennesket lider ifølge Bloch i store dele af tilværelsen. Vi har svært ved at begribe os selv, vi fejler, vi svigter vores egne idealer om mellemmenneskelig adfærd, vi skuffes over at blive udnyttet, vi mangler midler, vi tvinges til at sælge vores arbejdskraft osv. På trods af dette skeptiske syn på nuet (som måske også er lidt patetisk) er Bloch kritisk optimist, for som mennesker er vi ofte bevidste om vores lidelser og bliver derfor også opmærksomme på lidelsernes mulige fravær. Lidelsen reflekteres i os som en længsel mod noget andet, end det der eksisterer i nuet. Det er denne forventning om det bedre, som Tolle og andre Nu-entusiaster tordner imod. Bloch derimod mente, at denne lidelsesfulde længsel vidnede om, at mennesker vil mere end at eksistere som den samme tingslige enhed hele livet. Vores livsbane kan ikke sammenlignes med en sten, der kastes gennem luften. Når vi indser, at noget kunne være anderledes, bekræfter vi den potentielle indflydelse på vores eget liv og bliver derfor i stand til at planlægge fremtiden.

For fremtiden vil jeg måske derfor klemme læberne bare en anelse blødere om cigaretten, når en ven i festligt lag hylder nuet, om ikke andet så for at klemme nogle vrisne citater fra to døde filosoffer ud gennem mundvigen.

Rasmus Kjær er cand. mag i filosofi og pædagogik, foredragsholder og konsulent i Folkehøjskolernes Forening. Han har skrevet en masse om menneskelig dannelse og udvikling, heriblandt bøgerne Selvhjælp på hovedet og Pragmatisk pædagogik fra forlaget KLIM.

Dump og Forsvind!

Af højskolelærer Kenneth Degnbol

Adgangsbillet til samfundet

Et af efteråret politiske spørgsmål bliver reformen af erhvervsuddannelser. Uddannelserne har gennem længere tid oplevet færre og færre ansøgere og større og større frafald. Det er ikke prestigefyldt at gå på erhvervsuddannelse. Deres status trænger til en rehabilitering. Et tema, som murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye iøvrigt debatterer i den aktuelle bog ‘Kloge Hænder‘ om misforholdet mellem anerkendelsen af de erhvervuddannede og akademikerne.

Fra mediebilledet at dømme ser det ud til, at der er konsensus om adgangskrav på erhversuddannelserne. Helle Thorning og Lars Løkke, Dansk Industri og LO er blandt dem, der er kommet med forslag om adgangsbegrænsning. Og det er vel en god ide. Flere andre uddannelser har sat kunstige begrænsninger op – ikke for at sortere i et for stort ansøgerfelt, men for at sikre et vist niveau hos de studerende.

Men hvad så med de mennesker, der ikke kan kvalificerer sig til nogen uddannelse overhovedet? Det er det oplagte spørgsmål, det efterlader sig. Det er den paradoksale situation. Uddannelse er vores billet til samfundet. Ingen vej udenom. Alle skal igennem. Eller i hvert fald de fleste ifølge målsætningen om de 95 procent unge med ungdomsuddannelse i 2015, som regeringen styrer efter. Og samtidig konkurrerer alle uddannelser om ikke at blive bundskraberen, den der tager de sidste, stedet hvor alle garanteres den billet til samfundet, der reelt bliver en fribillet. Indfører erhvervsuddannelser adgangsbegrænsning rykker problemet vel bare videre. En ny skole må blive billetkontoret, der udlover fribilletter.

Arbejdet som indgang til samfundet

Måske bør vi udfordre den tanke, at vil har gjort uddannelserne til selve adgangsbilletten til samfundet. Det er formentlig svært i et land, der bryster sig af et højt uddannelsesniveau, Grundtvigs eget land, hvor vi lærer for hele livet, og hvor mange af os fylder uddannelse på uddannelse i en grad, der i den forgangne uge fik en Ph.d. til at kalde os for uddannelsesbulimikere: Nogle af os fylder mere på end vi kan rumme i en næsten sygelig grad. Uddannelser er en del af rettighedstænkningen; jeg har ret til en uddannelse. Og når samfundet samtidig ønsker flest mulig uddannede borgere, bliver det et ensrettet stormløb mod et bolværk, der får svært ved at sortere, sætte niveau, stille krav. Og gavner det i virkeligheden det overordnede uddannelsesniveau? Formentlig ikke, hvis man f.eks. spørger de universitetslektorer, der hvert år ved denne tid ømmer sig over de nyoptagne på deres fakulteter, der ser sig selv som elever fremfor studerende.

I stedet for uddannelser kunne vi tale om arbejdet som indgangen til samfundet. Ikke i form af at have et arbejde, som i sig selv er prestigefyldt og som derfor bliver en ny grænse for de af samfundet inkluderede og ekskluderede. Men selve det at arbejde, at være arbejdende. Arbejde som både en rettighed og en pligt for at fremelske det solidariske ved siden af det selvrealiserende, som vores samfund har brug for.

Men hvad med antallet af arbejdspladser? Vi italesætter arbejdet på en bestemt måde. Der er et antal arbejdspladser, vi kan politisk gøre noget for at forøge antallet, og man kan erhverve sig en, hvis man er dygtig og ellers må man motiveres, uddannes, tvinges til flere ansøgninger og logbøger om ugen til man til sidst klemmes ind på sidste mandat. I stedet kunne vi tale om arbejde med en større selvfølge. Vi arbejder, fordi vi tilhører et samfund. Ligesom vi understøtter hinanden økonomisk med velfærdssamfundet fordeling af midlerne, burde vi vel også alle understøtte samfundet ved at arbejde. Og kan man ikke arbejde for en privat arbejdsgiver, så arbejder man direkte for samfundet, ung og gammel, uddannet eller uuddannet. Det er vel og mærke ikke ment som en noget-for-noget-retorik: Du må arbejde for understøttelsen. Men ment langt mere fundamentalt som det at rammesætte værdige rammer for det at være menneske i et samfund. Et samfund hvor alle har adgang, hvor der er stor forskel på med hvilket man bidrager, men ikke om man bidrager. Nogle vil ikke kunne arbejde med det, de er uddannede til, men bevares, det er vi mange, der ikke gør i forvejen. Den nuværende arbejdsløse vil arbejde et antal timer, der svarer til dagpengene eller understøttelsen i en offentligt bestemt funktion. Måske gør pensionisten det samme i det omfang, vedkommende kan. Det sædvanlige modargument vil være, at det vil tage arbejde fra andre og dermed bliver mere arbejde offentligt besørget og det vil blive samfundsmæssigt dyrere. Jeg er ikke ude i instrumentelle løsninger på de helt naturlige problemstillinger, men ude efter at vi lader de problemers økonomisk-rationelle logik bliver bestemmende for, hvordan vi taler om hele arbejdsløshedsproblemet. Der er meget andet på spil. Hele samfundsdeltagelsen, værdigheden og den samfundssolidaritet, som efterspørges alle steder; den automatiske udelukkelse af samfundet som diskussionen om optagelseskrav på erhvervsskolerne kommer til at handle om for de unge og som går videre i arbejdslivet. Og måske skal der ikke være plads til alle på skolerne. Men der er nødt til at være plads til alle i samfundet og adgangen hertil bør være selve det at være arbejdende i samfundet.

At være arbejdende

Den tysk-amerikanske psykolog Eric Fromm skelner mellem at være eller at have (titlen på bogen fra 1976). Det sidste kendetegner det moderne samfund. Vi har en masse: uddannelser og jobs, men også sygdomme, børn, karrierer, et CV. Vi gør os til samlere. Dem der har en masse. Og dermed eksternaliserer vi dele af det, vi er. Det udgør et værditab i forhold til det at forstå sig selv som værende rask/syg, smed eller professor, gift, forælder osv. Det vi tidligere slet og ret var, så vi endda skrev arbejdstitlerne på gravstenen: højskolelærer Degnbol I den forstand kunne vi italesætte os selv som arbejdende borgere i lige så høj og almen grad som skattepligtige borgere. Som det, der hører med som en selvfølge til det at være menneske og samfund. Som internaliseret vilkår i stedet for en samling titler på et CV eller for andre mangel på samme.

Den frie politiske borger

Filosoffen Hannah Arendt taler om det aktive liv med tre udtryksformer (Menneskets Vilkår, 1958): 1. Arbejdet, der knytter sig til livsopretholdelse, skaffe føde og midler til overlevelse, føde og underholde børn. 2. Fremstillingen, hvor vi skaber nye ting, teknologier, kunst, det der bliver til en merværdi. Og endelig 3. Handlingen, der består i den frie kommunikation mellem individer, udveksling af synspunkter og samliv løsrevet fra kampen for overlevelse; aktivitet mellem mennesker for dets egen skyld.

Hendes ideal er den græske polis, hvor frie mænd, var frie, fordi slaverne gjorde arbejdet, og derfor kunne de politiske handlinger møntes på samfundets anliggender helt adskilt fra individets anliggender. Hun definerer forskellen på den græske polis og det moderne samfund således, at polis var funderet i frihed, mens det moderne samfund er funderet i nødvendighed. Af de tre udtryksformer for det aktive liv har vi i dag en stor vægtlægning på arbejdet; altså den nødvendige livsopretholdelse. Derfor kommer den moderne politik kun til at handle om fordeling af midler. Og derfor er den moderne politik principielt umuliggjort. Det er svært at skabe ordenlyd for anliggender, der ikke handler om det, der er til individers bedste, fordi vi ikke ytrer os som frie borgere i den forstand som gælder for det aktive livs tredje udtryksform, Handlingen. Analysen trænger dybt. Og den kan virke svær at handle på, for den græske polis er en fjern virkelighed. Men Arendt åbner døren for, at vi netop kan skabe den for det politiskes nødvendige frihed, når vi indgår i forbindelser med hinanden, der kun har aktiviteten selv som formål.

I et samfund hvor vi arbejdede, fordi det er naturligt, når man indgår i samfund, vil vi sætte os i forbindelse med hinanden på en ny måde. Ikke på en arbejdsplads som erhvervet ejendom, der sikrer mig billet på første parket og råd til et større hus, bil og båd end dem uden arbejde, men i arbejde som et delt vilkår for det at være til og som en solidarisk implikation af det at være i samfund med hinanden. Og når det er et delt vilkår for os alle, vil arbejdets aspekt som en livsopretholdende kamp for at have et arbejde, forhåbentlig nedtones til fordel for blot og bart det at leve med hinanden og arbejde for aktivitetens egen skyld: Der skiftes støttestrømper i hjemmeplejen simpelthen fordi, det skal gøre – primær handling. Og det forhold kommer før diskussionen om, hvem der gør det og med hvilken uddannelse og til hvilken løn – sekundær arbejdsdiskussion (det kursiverede henviser til Arendts termer).

Solidaritet i det selvrealiserende projekt

Det senmoderne individ, der søger at være et autentisk udtryk for sin identitet, vil formentlig fortsat se arbejdet som et sted for selvrealisering. Her vil uddannelse og evnen til at forvalte den selvfølgelig spille ind på muligheden for at arbejde med det, han er uddannet til, ligesom det vil betyde noget for løn og arbejdsvilkår. Arbejdet vil i nogle tilfælde være prestigebærende, andet vil være det i mindre grad. Nogle vil arbejde sig frem til prestigen gennem uddannelser og karakterer, andre vil finde andre veje i et mere komplekst billede af, hvad det vil sige at være kompetent. Men i det mindste vil vi ikke sætte barrierer op for selve samfundsdeltagelsen. Om man ikke kunne komme ind på erhvervsuddannelsen, når optagelseskravene kommer fra efteråret eller ikke kunne kvalificere sig til et bestemt arbejde gennem jobsamtalerne, så ville vi i alt væsen være aktive samfundsborgere, der med både ret og pligt var arbejdende – til gavn for værdigheden, solidariteten og forhåbentlig hele den politiske deltagelse.

Indignation eller billig foragelse

Ordet indignation kommer af latin, indignus, der betyder uværdigt. Vi harmes og oprøres over det, der forekommer os uværdigt. Denne harme åbner ifølge tænkeren K. E. Løgstrup for en dybere forståelse af vores livsvilkår og ægger til handling. Men hvad med lille Danmark: har vi kun forargelsen tilbage, kan vi ikke få øje på det uværdige – det, der skal laves om? Teksten her er første af en serie på 3 fra årets folkemøde på Bornholm.

Jonas Møller, Silkeborg Højskole – fra folkemødets talerstol.

Velkommen til de første 15 minutters højskole her på talerstolen på dette års folkemøde.

Folkehøjskolerne i Danmark leverer igen i år opvarmningen for de politiske partier her fra talerstolen, men udover det er højskolerne også leverandør af det danske folk i form af mere end 200 nuværende og tidligere højskolelever, et folkekøkken med god mad til billige penge og sidst men ikke mindst: fællessang! Vi skal derfor starte med at synge nr. 162 i højskolesangbogen “Den danske sang er en ung blond pige”, som du her kan høre med DR pigekoret.


Indignation eller billig forargelse?

I 2010 skrev den tidligere modstandsmand og FN-diplomat, franskmanden Stephane Hessel, en pamflet, som ganske uventet blev en bestseller. I denne opfordrer den 93-årige Hessel nutidens ungdom til at blive indigneret, at finde noget at oprøres over, noget der vækker vores engagement, så vi ikke forfalder til den største fare af alle: ligegyldigheden.

Hessels opfordring synes i høj grad at være relevant på dette års folkemøde, hvor formålet er at give den politiske samtale og det politiske engagement nyt liv og dermed at komme ligegyldigheden til livs.

Ordet indignation kommer fra det latinske indignus, der betyder uværdigt. Det at være indigneret handler altså om, at vi harmes eller oprøres over noget, der forekommer os uværdigt. Indignationen som fænomen kendetegnes ifølge den danske tænker K.E. Løgstrup ved, at den åbner op for en dybere forståelse af vores livsvilkår. Vi erkender i og med den negative følelse, at der er noget i tilværelsen, der bærer en værdighed, er kostbart og må beskyttes. Den ægte indignation rækker således udover én selv og medfører engagement; handling og holdning.

Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse.

Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse.

Hessels opråb faldt sammen med og manifesterede en ungdoms indignation og oprør over uværdige politiske, økonomiske og sociale forhold i Mellemøsten og i Nordafrika i forbindelse med det såkaldte arabiske forår. Og i disse dage er det den tyrkiske ungdom, der har fået nok og udtrykker deres vrede med modstand mod et kvælende statsapparat.

Der er nok at være indigneret over i verden. Men hvad med i lille Danmark. Har vi grund til at føle os indignerede? Har vi det i grunden ikke godt nok? Når man lytter til politikerne er det sjældent indignation, der lyser ud af dem. Danske politikere og danske borgere udtrykker langt oftere deres forargelse. Og der er da også nok at være forarget over. Jeg er fx dybt forarget over vores fodboldlandshold for tiden. Og i løbet af foråret var vi rigtig mange, der var dybt forargede over den danske gymnasieungdoms skandaløse opførsel i Prag.

Men forskellen mellem forargelse og indignation er, at forargelsen sjældent vækker til engagement. Forargelsen udtrykkes oftest: Det er da for galt! NOGEN må gøre noget! DBU må fyre Morten Olsen! Forældrene må opdrage deres møgunger! Eller sagt på en anden måde: Det koster ingenting at være forarget. Hverken for os almindelige danskere siddende foran fladskærmen og godaften Danmark, eller for politikerne foran rullende kameraer. Forargelsen er billig, mens indignationen kan have store personlige omkostninger.

Stephane Hessels bog bærer direkte oversat titlen: Indigner jer! men fik på dansk den mere mundrette titel: Gør Oprør! Jeg hverken håber eller tror, at vi i Danmark står foran oprør af den type, som vi har set ungdommen starte andre steder i verden. Men spørgsmålet er, om vi unge slet ikke evner eller gider at blive indigneret og at engagere os i det samfund, vi er en del af. Kan vi ikke få øje på det uværdige?

Det spørgsmål har jeg svært ved at svare på, så i stedet har jeg stillet det til Iben Schmidt Jensen, som er tidligere elev på Silkeborg Højskole. Iben har selvklart ordene næste gang vidanserforlidt.dk blogger.

At læse Søren Kierkegaard og lære at læse ham gennem Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen

Først en opfordring til alle: ateister, agnostikere, katolikker, protestanter, lutheranere, calvinister, baptister, pinsefolk, konservative, liberale, libetarianere, kollektivister og individualister uanset hvilken boks du enten bliver puttet ind i, eller du selv har placeret dig i – begynd at læse Søren Kierkegaard. Ikke læse om ham (undtaget her), men læse det han selv skrev og begynd med ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himmelen” (herefter ”Liljen”).

Aksel Tarras Madsen, Finansanalytiker med passion for Kierkegaard.

Med de tekster begynder ens Kierkegaardlæsning med det centrale i forfatterskabet, nemlig evangeliet; kristendommen. Den der er fremmed overfor kristendommen og ateisten vil sige: ”netop, det er derfor Kierkegaard er uinteressant.” Men nej, det er netop derfor Kierkegaard er interessant. Fordi han evner, som ingen anden, at tydeliggøre, hvad et menneske er, og hvad menneskelivet består af, hvad evangeliet er, og hvordan vi kan leve dette liv i sand individuel frihed. Dermed sagt, at hvis man vil læse Kierkegaard, som en filosof der – måske nok – havde en kristen side, men også havde så meget andet – der kan tale til mennesker af i dag – så kan man vælge den tilgang – men det var aldrig Kierkegaards egen tilgang (se f.eks. ”Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed” og ”Om min Forfatter-Virksomhed”).

Kierkegaard skelner selv mellem sine opbyggelige skrifter og de pseudonyme, ikke som to uafhængige forfatterskaber, men sådan at hele forfatterskabet skal ses som én bevægelse mod det, at blive sig selv overfor den Absolutte. Det er ved spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen er kernen i hele forfatterskabet eller ej, at Kierkegaardreceptionen splittes i forskellige skoler og opfattelser. Mit udgangspunkt er, at Kierkegaard skræller alle udenomsaktiviteterne væk, så alene muligheden mellem troen eller afvisningen af troen står tilbage; at hele forfatterskabet peger hen imod troen på Gud åbenbaret som mennesket Jesus Kristus. Kierkegaards anliggende var at stille mennesket i et eksistensforhold ind for Gud. I dette eksistentielle forhold ligger menneskets inderste erkendelse og hemmelighed. Det er dette forhold, der på smukkeste vis folder sig ud i Kierkegaards forskellige taler om liljen og fuglen.

Kierkegaard skriver 3 steder om ”Lilien og Fuglen”. Udover ”Liljen” (bind 14) skriver han i ”Opbyggelige Taler i forskellig Aand: anden afdeling. Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre taler” (bind 11), samt i ”Christelige Taler: Første Afdeling. Hedningenes Bekymring” (bind 13). Mine henvisninger er til Gyldendals udgave af Kierkegaards Samlede værker fra 1962. På sks.dk er alle Kierkegaards værker tilgængelige.

Hvorfor læse Kierkegaard og hvordan

Kierkegaard skal du læse for din egen skyld. Formålet med sand humaniora er, at opbygge det enkelte menneske. Humaniora skal bevare kulturen, sikre erindringen, vise ”det større,” der er udenfor en selv, bevare ideerne, pege på sandheden og dermed give grundlaget for at bevare den enkelte som den enkelte. Det enkelte menneske må finde, hvor i tilværelsen det står. Her er Kierkegaard en hjælp, fordi han skrev til ”hiin enkelte” – hvilket ret beset er en kristen præmis. Kristus henvender sig altid til den enkelte, aldrig til flokken, flertallet eller masserne. Evangeliet er ikke kollektivt, det er altid individuelt.

Kierkegaard skriver i ”Liljens” forord, at han alene skriver til ”hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min læser” (Bind 14, s. 127). Derfor kræver det, at læse Kierkegaard en anden læsemåde, end vor normale forhastede, hvor hurtighed er en kvalitet. I vort samfund, skal alt gå hurtigt, være nyt, ikke vanskeligt og ikke kræve en indsats af vedkommende. I dag sættes ens egen lyst lig ens behov – og de fordres opfyldt nu. Det er den kollektive tilgang, hvor alle går i samme retning. Kierkegaard anviser en anden vej, han viser, hvordan den enkelte kan træde ud af det kollektive og blive sandt menneske.

Det moderne menneske sidestiller det at få egne umiddelbare behov og lyster tilfredsstillet i nuet, som værende lig det at leve i nuet og være ansvarlig for sig selv. Begynder man derimod at læse Kierkegaard, åbner der sig et andet syn på tilværelsen. Begynder man at læse ”Liljen” bliver man konfronteret med holdninger og synspunkter, der er aldeles uacceptable. Uacceptable dengang Kierkegaard skrev og i dag. Vi møder et ”du skal,” der kræver lydighed, tavshed (stilhed), udholdenhed, tålmodighed. Men dette imperativ er forudsætningen for selverkendelsen i nuet, livet i dag, sand trøst, og sand glæde i nuet. Læser man langsomt, kan Kierkegaard nemlig vise én, at det at erkende, hvem man er, hvor man er, og hvordan man står som menneske i mødet med tilværelsens problemer og modgang – kan være en langt mere radikal frigørende position, end den vi, i vor ufrie tryghedssøgende kollektivistiske uselvstændige tilgang, opfordres til af ”masse-menneskene.”

Kierkegaards eminente psykologi udfolder sig i alle hans værker, med det formål at afdække og beskrive alle facetter af menneskelivet. Livet der udfolder sig i spændingsforholdet mellem det, at Gud blev menneske og dermed en af os – og at vi kan vælge at leve vort liv i forhold til det grundlag (nemlig, at Gud blev menneske) eller vi kan leve uden det grundlag.  Kierkegaard evner at afdække det egentlige indhold i vore bekymringer, håb, ønsker, drømme, skuffelser, angst, begær, ambitioner, behov som ingen anden. Ved at læse ham kan man få hjælp til at forholde sig til alle facetterne af menneskelivet, forholde sig til de valg, der skal træffes.

Kierkegaard skal læses langsomt. Intet af Kierkegaard kan læses hurtigt. At læse Kierkegaard er et opgør med fortravletheden, med det forjagede, med det overfladiske. Læs derfor Kierkegaard langsomt – give ham tid til at vise dig, hvad hans tekster formår – alene til personlig opbyggelse.

At læse ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”

”Liljen” begynder med en Bøn, hvor Kierkegaard fremhæver og pointerer ens eget ansvar, ens egen opgave, den enkeltes mulighed og hvor Kierkegaard vil vise, ”hvad det er at være Menneske” – hvilket er vanskeligt i det moderne samfund, hvor ”Menneske-Vrimlen” dominerer. Her peger Kierkegaard i 1849 på det forhold, at masse-mennesket, det kollektive, altid vil føre den enkelte væk fra ”Fordringen til det at være Menneske.”  Og fordringen består i ”Taushed, Lydighed, Glæde!” lærer vi af liljen og fuglen ved at iagttage dem (Bind 14, s.129).

Teksten, fra Mattæusevangeliet 6.24-34, som Kierkegaard lader sig inspirere af lyder: ”Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.  Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?  Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser, de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ”Hvad skal vi spise?” eller: ”Hvad skal vi drikke?” eller: ”Hvad skal vi klæde os i?” Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

Lære tavshed

Kierkegaard peger på, hvor vanskeligt det er at blive menneske når der ikke er ro, men snarere uro i ”menneskevrimlen.” I selskab med mennesker, især mange mennesker, finder vi aldrig ud af, hvem vi er – derfor vil Kierkegaard, at vi tager Ordet alvorligt og faktisk helt konkret lærer noget af, at iagttage en blomst i skoven og en fugl. Vi skal lære af dem. Bogstaveligt. Det første er at lære tavshed. Stilhed. I skoven er der stilhed og ro. Der, hvor menneskene er, er der uro, aktivitet. Er det eneboeren, han anpriser? Nej, det er at vi vælger stilheden, der hvor vi nu engang er. Vi skal lære af blomsten og fuglen: uanset hvor de er, er de, som de er. Blomsten blomstrer (smukt) i skoven eller på en mødding. Den er ikke kun smuk, hvis omgivelserne er smukke. Fuglen synger smukt i skoven, den synger smukt, hvor den er. Den synger smukt selv om ingen vil lytte, selv om dumme børn smider sten efter den. Hverken Liljen eller Fuglen lader sig forstyrre af det, der er omkring dem. De har lært at tie. De har lært tavshed.

Hvad er så tavshed? Det er begyndelsen. Det at tie er forudsætningen for at kunne høre. ”Thi vistnok er det Talen, der udmærker Mennesket fremfor Dyret, og da, hvis Nogen saa vil, langt fremfor Lilien. Men fordi det er et Fortrin at kunne tale, deraf følger ikke, at det ikke skulde være en Kunst at kunne tie… fordi dette hans Fortrin saa let frister ham, derfor er det en stor Kunst at kunne tie. Men det kan han lære af de tause Læremestre: Lilien og Fuglen.” (B14,s.135).

Det at kunne høre, er forudsætningen for at lære. Det er en enkel almengyldig sandhed, som i den ophidsede skoledebat i 2013 nærmest er glemt. At mennesket har vanskeligt ved at tie stille, er endnu tydeligere i dag, hvor enhver mening skal høres og hvor menneskevrimlen bestemmer, hvad der lige nu er den herskende sandhed. Kierkegaard viser, at vi begynder med at tie og være tavse overfor Gud, og dermed har vi slået hul på fordringen om at blive menneske. Hvor vi i dag altid fremfører alle vore ønsker, den ene samfundsgruppe stiller krav overfor den anden, børn beder deres forældre om det ene og andet, så skriver Kierkegaard: ”og således er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, og at blive ved at tie, at bie, til den Bedende hører Gud” (B14,s.136).

Som menneske lærer vi aldrig os selv at kende, hvis vi konstant taler og kræver det ene og andet. Vi lærer os selv at kende ved at kunne tie stille og vente (bie). Det er et opgør med vor egen hektiskhed, her kan vi aldrig ”bie” eller vente på noget, men alt skal ske nu. Kierkegaard viser at ved det at bie, kan man finde fred; fred med sig selv, med sine egne dæmoner. I stilheden ligger freden skjult. Evangeliets Gud er skjult. Skjult i stilheden, i roen. Det kræver dog, at den enkelte søger stilheden gennem at tie stille. Det var ikke Nietzsche, der slog Gud ihjel, men larmen i samfundet og den moderne kirke. Så når Kierkegaard udlægger ”søg først Guds rige” – så er det ”først” at kunne tie stille før noget andet.

Det ville jo også være rart, hvis flere baserede deres udtalelser i det offentlige rum på personlige overvejelser frem for blot at være en del af den larmende menneske-vrimmel. Eller at flere blot holdt helt mund.

Dermed lære lydighed

Når vi har lært at tie stille kan vi lære lydighed: ”at blive taus, er den første Betingelse for i Sandhed at kunne Lyde.”  Uroen i og omkring os er en hindring for at lære lydighed. ”Var der aldrig saaledes Taushed omkring Dig og i Dig, saa lærer Du heller aldrig Lydighed. Men har Du lært Taushed, saa gaaer det nok med at lære Lydighed” (B14, s.148). Hvorfor skal vi lære lydighed? Hvad skal vi bruge lydighed til i 2013? Lydighed er jo et ord, der vrænges ad i år 2013. Lydighed er et ord, som ikke må anvendes og fordi det er gået tabt, er meget godt tabt. Børn skal være lydige overfor deres forældre. Det lærer de ved at tie stille. Ro er forudsætningen for sandt fredfyldt samvær også mellem forældre og børn – også i 2013. Lydighed fordrer, at der er autoritet tilstede. Hvor autoriteten er nedbrudt eller ikke anerkendes, så forsvinder den, men den erstattes ikke, den går tabt og tabet skaber uro, fjendskab og splid i stedet.

Når en moderne forældre ikke ønsker at være en autoritet, når den moderne lærer ikke tør (eller kan være) en autoritet, så er det naturlige forhold mellem forældre og børn, mellem lærer og elev ikke erstattet af noget andet. Det er gået tabt. Og i det tab, taber vi os selv. Er der ikke ro omkring én selv, lærer vi aldrig lydighed – og så kan vi heller ikke fastholde ”fordringen til det at være menneske.”Vi skal altså lære lydighed, fordi liljen og blomsten er vore læremestre. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en, men tavsheden er forudsætningen for stilheden i en. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en. Tavsheden i dig forudsættes af stilhed omkring dig – log ud, log af.

Liljen og fuglen er ubetingede lydige. De blomstrer og synger uanset omstændighederne. De er ikke halvhjertede i modsætning til menneskene, som Kierkegaard skriver: ”hvad de fleste Mennesker forstaa sig bedst paa: Halvhed.” Så viser lydighed helhed. ”Du skal elske” siger evangeliet. Dette imperative ’skal’  er fordringen for det menneskelige. Men elske kan du ikke gøre halvt. Enten elsker du eller også elsker du ikke. Eller med Kierkegaard: at liljen er dejlig uanset omgivelserne. Den står, hvor den står – og er dejlig hvor den står. Den er lydig, hvor den står. ”Thi Liljen er, trods Omgivelsen, sig selv, fordi den er Gud ubetinget lydig.” Ved at være tavs, ved at finde stilheden og i stilheden stå, hvor man står, kan man blive sig selv.

Fortvivlelsen

Men Kierkegaard kender mennesket og den fortvivlelse, som tilværelsen også rummer. Vi er jo ikke over-mennesker, der kan tie stille og finde ro og fred, men fortvivles over det ene og andet enten hos os selv eller hvad der rammer os af tilværelsen. ”Fortvivlelse forhindrer os selv i at blive, hvad vi kunde være blevet, om end kun et Øjeblik. Anderledes med Lilien; den var ubetinget lydig, derfor blev den sig selv i Deilighed, den blev virkelig hele sin Mulighed” (B14,s.151). Den blev hele sin mulighed. Det er det valg, vi har, det er den mulighed tilværelsen giver, at blive hele sin mulighed, det er det eksistentielle valg, i lydighed at blive det, der til fulde er din mulighed. Men i lydighed overfor Gud. I lydighed overfor det absolutte. Heri ligger det ”at blive sig selv.”

Det individuelle menneske stræber efter at være sig selv, men spejler sig hele tiden i sine omgivelser. I det tiden fordrer. Og fordi mennesket vil være sig selv i forhold til alt muligt andet, i forhold til menneskevrimlen, i forhold til støj og larm, bliver det aldrig sig selv – finder aldrig ind til sig selv. Nogle mennesker tror, de udtrykker sig selv gennem larm, råben og skrigen. Hvad enten det er religiøse tosserier eller politiske fantaster, der kræver det ene og andet af andre, latterlige mediefigurer, larmende demonstranter. Alle vil de hævde at udtrykke sig selv gennem det, de gør, men ret beset er de alle blot et spejlbillede af menneske-vrimlen, af den forvirrede larmende hob.

At blive hele sin mulighed, bliver fuglen også – når den rejser væk, netop når den har det godt – så rejser den – den ”slipper det Visse for at gribe efter det Uvisse.” Tilværelsens fremtid er uvis. Vi kender ikke dagen i morgen, men fuglen og liljen er lydige mod deres potentiale – de opfylder deres mulighed. Det kan de, fordi der ikke er noget halvt hos dem. Vi tør ikke gribe det uvisse for det visse, hvorfor vi misbruger øjeblikket.

Den Kristendom som Kierkegaard viser, er så radikalt anderledes end den pussenusse kristendom, der ikke forarger nogen – og som er tømt for både Gud og indhold, atden er pjat. I dagens Danmark er alle enten kristne, ateister, buddhister eller noget andet. Det er et fedt det hele. Der er nogle missionsbevægelser og frikirker, der er lidt mere pietistiske og sætter leveregler op for folk – så det får skin af helhed. I forhold til Kierkegaards lære er det at lege kristendom. Mennesket finder sig selv ved at acceptere sin stilling: at stå overfor det absolutte, accepterende den absolutte fordring ”du skal.” Hvorfor den, kristendommen, er et individuelt personligt anliggende.

Tavshed og lydighed fører til glæden.

I sidste del af ”Liljen” fører tavsheden og lydigheden frem til det sidste, der skal læres, nemlig: glæden. Glæden er, at hele vægten ligger på ”der er et Idag, det er, ja der falder et uendeligt Eftertryg paa dette er; der er et Idag – og der er ingen, slet ingen Bekymring for den Dag Imorgen” (B14, s.160). Vi lever i dag, og lærer vi tavshed og lydighed af liljen og fuglen, så lever vi, som var der ikke en dag imorgen. Ret beset ved vi ikke, om der kommer en dag imorgen. Vi har i dag, vi har nuet.  Dagen imorgen kalder Kierkegaard for ”den usalige Dag, der er Snaksomhedens og Ulydighedens Opfindelse” og ved at være idag, lærer vi den sande glæde, der er ”i Sandhed at være sig selv nærværende” glæden er dermed ”den nærværende Tid” (s.160).

Afslutning

Ovenstående har alene set lidt på overfladen, dermed egentlig gjort vold på Kierkegaard og er et eksempel på, hvad han kalder ”mange syslerier i periferien.” Hensigten har været at vise en indgang til forfatterskabet, der ikke går over mange og store bøger om Kierkegaard og hans forfatterskab, men som ”hiin enkelte” selv kan begynde at læse til personlig opbyggelse. Og en indgang til forfatterskabet er at begynde med de opbyggelige tekster skrevet i eget navn og derefter tage fat på de pseudonyme.

Når der i medierne foregår en debat om, hvorvidt Kierkegaard er stor i udlandet eller ej (f.eks. JP den 14. april 2013). Så er den diskussion i princippet afsporet – for begynder du (”hiin enkelte”) at læser du ham langsomt i ro og stilhed, bliver han relevant – og bevægelsen væk fra masse-mennesket er begyndt og fordringen om at blive menneske på vej mod realisering. Men læser du ham alene for at kunne tale med i de pæne subintellektuelle cirkler, der synes at Kierkegaard er monumentalt hip i anledning af 200 året (f.eks. Mungo Parks opførsel af ”Forførerens Dagbog”), så vil han aldrig blive relevant, men kun måske interessant.

Vejen til et behageligt liv

Epikur (341-270 f.v.t.) opsummerer i nedenstående brev til Menoikeus sine tanker om vejen til et godt, sundt, behageligt og roligt liv. Det drejer sig om fravær af ulyst, om at have det behageligt; noget der er til at opnå, hvis man lever afbalanceret og sundt, lader være med at ønske sig det uopnåelige og afstemmer sine forventninger efter det mulige; hvis man sørger for at ens behov er små og forstår, at der er meget i denne verden, man ikke har indflydelse på.

Kære Menoikeus [1]

Lad ingen være længe om at søge visdom, når han er ung, eller træt i sin søgen, når han er gammel. Sjælens sundhed gælder alle aldre. Og at sige, at tiden til at studere filosofi endnu ikke er kommet, eller at den er forbi, er som at sige, at tiden for lykke endnu ikke er kommet, eller at den allerede er gået. Derfor bør både den gamle og den unge søge visdom. Den første [den gamle], for at han kan blive ungdommelig efterhånden, som alderen kommer over ham ved minderne om de goder, han har oplevet. Den anden [den unge] for, at han, mens han er ung, samtidig kan være erfaren, fordi han ikke frygter de ting, der skal komme. Vi skal altså øve os i de ting, der bringer lykke, fordi hvis den er på plads, så vi har alt, og hvis den er fraværende, så er alle vores handlinger rettet mod at opnå den.

Romersk marmorbuste af Epikur. Kopi af en original græsk. Epikur var hedonist, hvilket betyder, at han betragtede velbehag - åndeligt såvel som fysisk - som målet for tilværelsen. Men, man misforstår hedonismen, hvis man tror, det drejer sig om overfladisk nydelse. Et velbehageligt liv er et klogt levet liv.

Romersk marmorbuste af Epikur. Kopi af en original græsk. Epikur var hedonist, hvilket betyder, at han betragtede velbehag – åndeligt såvel som fysisk – som målet for tilværelsen. Men, man misforstår hedonismen, hvis man tror, det drejer sig om overfladisk nydelse. Et velbehageligt liv er et klogt levet liv.

De ting, jeg uophørligt har erklæret for dig, dem skal du gøre, og øve dig i dem, mens du anser dem for at være ingredienserne til den rette livsførelse. Først må du tro, ​​at Gud[2] er et ukrænkeligt og saligt væsen – sådan som menneskehedens almindelige gudsbegreb er indskrevet i os; når du tror sådan, vil du ikke kræve noget af ham, som er fremmed for hans ukrænkelighed eller i modstrid med hans salighed. Tro kun det om ham, der både opretholder hans ukrænkelighed og salighed. Der findes guder, og erkendelsen af dem er åbenlyst, men de er ikke, som flertallet tror, og mange er ikke i stand til at bevare den rette tro og respektere de rette forestillinger om dem. Det er ikke den mand, der benægter flertallets gud[sbegreb], som er virkelig ugudelig, det er derimod den mand, der kræver af guderne, hvad flertallet tror, man kan kræve af dem. For de fordomme flertallet ytrer om guderne er ikke sande, men falske antagelser: F.eks. at gudernes hånd sikrer, at de største ulykker rammer de onde, og de største velsignelser de gode. Vi favoriserer egne dyder og tror, guderne glæder sig over det samme [som os] og afviser alt, hvad der ikke er af samme slags.

Væn dig til at tro, at døden ikke har betydning for os; evnen til at sanse medfører godt og ondt, men døden frarøver os al sansning, og derfor medfører den rette forståelse af døden, at den ikke har betydning for os. Vi kan leve behageligt på trods af livets dødelighed; ikke ved at tilføje livet en grænseløs tid, men ved at fjerne længslen efter udødelighed. For livet er ingen rædsel for ham, som til bunds har forstået, at livets ophør ikke medfører rædsel. Tåbelig er derfor den mand, der siger, at han frygter døden, ikke fordi det vil smerte, når den kommer, men fordi udsigten til døden smerter. Alt, hvad der ikke forårsager ubehageligheder, når det [faktisk] er her, kan kun medføre ubehag, når vi tænker på det.

Når vi derfor indser, at når vi er, så er døden – det mest forfærdelige af onder – her ikke, og når døden kommer, så er vi her ikke, forstår vi, at døden ikke er noget [betyder noget] for os. Den er ikke noget, hverken for de levende eller døde, for hos den levende er den ikke, og de døde eksisterer ikke længere.

Men her i verden, skyr nogle døden som det største af alle onder, og til andre tider anser de den som et pusterum fra livets onder. Den kloge mand misbilliger ikke livet, ej heller frygter han livets ophør. Tanken om livet støder ham ikke, men livets ophør betragtes ikke som et onde. Og som folk flest ikke blot vælger den største portion af mad, men den mest velsmagende, så vælger den vise at nyde den tid, der er mest behagelig, frem for den længste tid. Og den, der formaner de unge til at leve godt og den gamle at slutte det godt, taler tåbeligt; ikke blot på grund af det ønskelige i livet, men fordi samme øvelse på en gang lærer dig at leve godt og at dø godt. Meget værre er den, der siger, at det havde været godt ikke at være født, men når nu man er født, så at skynde sig gennem portene til Hades [dødsriget]. For hvis han virkelig mener det, hvorfor forlader han så ikke livet? Det ville være let for ham, hvis han virkelig var fast overbevist. Hvis han kun taler for sjov, er hans ord dårskab, som dem, der hører ham, ikke vil tro.

Vi må huske, at fremtiden hverken er afhængig af os, og ej heller helt uafhængig af os, så vi derfor hverken kan regne helt sikkert med det, der kommer, eller fortvivle over noget, som var det helt umuligt.

Want Need. En flise fra Cementmageren (bragt med Cementmagerens tilladelse), som meget fint opsummerer Epikurs pointe; det gælder om at skabe balance i mellem behov og ønsker. Du kan følge Cementmageren her: https://www.facebook.com/pages/Cementmageren/400762189938212?ref=ts&fref=ts

Want Need. En flise fra Cementmageren (bragt med Cementmagerens tilladelse), som meget fint opsummerer Epikurs pointe; det gælder om at skabe balance i mellem behov og ønsker.

Vi må også forstå, at noget begær er naturligt, andet uden indhold, og af de naturlige er nogle nødvendige såvel som naturlige [at opfylde] og nogle bare naturlige [men ikke nødvendige]. Og af de nødvendige behov er nogle nødvendige [at opfylde] for livslykken, nogle for at slippe for uro i kroppen, nogle for simpelthen at leve. Den, der har en klar og sikker forståelse af disse ting, vil navigere mellem sine lyster og modvilje for at sikre en sund krop og ro i sindet, og forstår tillige at dette er vejen til et velsignet liv. For målet med vores handlinger er at blive fri for smerte og frygt, og når vi har opnået det, stilner sjælens storme af. Vi ser, at det levende væsen [i fraværet af smerte og frygt] ikke har behov for at gå på jagt efter noget, der mangler, og heller ikke lede efter andre ting, som kan opfylde sjælens og kroppens goder. Når vi er forpinte på grund af fraværet af lystfølelsen [hedone: græsk for både lystfølelse og nydelse], da, og kun da, føler vi behov for nydelse. Derfor opfatter vi nydelsen som alfa og omega for det lykkelige liv. Lystfølelsen er det første gode, vi lærer at kende. Lystfølelsen er udgangspunktet for ethvert valg og ethvert fravalg, og det vi vender tilbage til, for så vidt som vi gør følelsen til den regel, hvorved vi bedømmer de gode ting.

Selvom lystfølelsen er vores primære gode og medfødt, vælger vi af den grund ikke enhver fornøjelse, men springer over mange af dem, såfremt et større ubehag følger af dem. Ofte opfatter vi smerter som bedre end fornøjelser, hvis konsekvenserne ved at udholde smerterne er en større [intens og langvarig] fornøjelse. Mens alle fornøjelser må betragtes som goder, fordi de er naturligt beslægtede med os, er det ikke alle fornøjelser, vi skal vælge, og skønt al smerte er af det onde, er det alligevel ikke al smerte, der skal undgås. Det er dog ved at måle den ene mod den anden, og ved at se på fordelene og ulemperne ved dem, at disse spørgsmål skal bedømmes. Nogle gange kan vi behandle det gode som et onde, og det onde, tværtimod, som et gode.

Vi betragter uafhængighed af ydre ting som et stort gode, ikke [forstået] sådan, at vi i alle tilfælde skal bruge lidt, men være tilfredse med lidt, hvis ikke vi har meget, idet vi er ærligt overbeviste om, at de der kræver mindst bedst nyder luksus. Og at alt hvad der er naturligt også er let at tilvejebringe, og kun det overflødige og værdiløse svært at vinde. En simpel livsførelse giver lige så meget glæde som en dyr, når først længslen efter [den dyre] er fjernet; vand og brød er kilde til den højeste nydelse, når de bliver bragt til sultne læber. At vænne sig selv til simpel og billig kost giver dig alt, hvad du behøver for sundhed, og gør det muligt for en mand at opfylde de nødvendige krav i livet uden at føle sig forsmået, og vi klarer os bedre, når vi med mellemrum nærmer os svære tider og gør os frygtløse overfor skæbnen.

Når vi siger, at nydelse er endemålet, mener vi ikke glæden ved den ødselhed eller glæden ved sanselighed, som nogle gennem uvidenhed, fordomme, eller forsætlig vildledning gør det. Med nydelse mener vi fravær af smerter i kroppen og af problemer i sjælen. Det er ikke en endeløs række af drukture og festivitas, ikke det seksuelle begær, ikke nydelse af god mad og andre delikatesser, der giver et behagelig liv, det er sobre fornuftsløsninger, gode begrundelser for hvert tilvalg og fravalg og bandlysning af enhver overbevisning, der oprører sjælen og tager den i besiddelse.

For alt dette er visdom [fronesis] begyndelsen og det største gode. Derfor er visdom en mere kostbar ting end selve filosofien, fra visdommen stammer alle de andre dyder, for med indsigten lærer vi, at vi ikke kan leve behageligt uden at leve klogt, ærværdigt og retfærdigt, ej heller leve klogt, ærværdigt og retfærdigt uden at leve behageligt. Dyderne hører efter deres natur med til at leve et behageligt liv, og de kan ikke adskilles fra et behageligt liv.

Hvem andre lever, efter din vurdering, bedre end en sådan mand? Han tror helligt på guderne, og er helt fri for frygten for døden. Han har klogt indset naturens begrænsninger, og forstår, hvor let gode ting kan opnås og ser, at både det ondes intensitet og varigheden er svag. Skæbnen, som nogle betragter, som det der bestemmer al ting, foragter han, han forstår, at nogle ting sker af nødvendighed, andre ved tilfældigheder, og nogle gennem vores egne handlinger. Han ser, at nødvendighed fritager os ansvar, og at tilfældighederne er uberegnelige, og at kun vore egne handlinger er vi fuldt herre over, og at det netop er derfor, at ros og ris knyttes til dem. Ja, det ville være bedre at acceptere myterne om guderne, end at underlægge sig skæbnens tyngde, sådan som naturfilosofferne har pålagt os. Myterne giver et svagt håb om, at vi kan undslippe [skæbnen], hvis vi ærer guderne, mens naturfilosoffernes nødvendigheder er døve for enhver bøn. Han anser heller ikke tilfældigheden for en guddom, som folk i al almindelighed gør, for i en guds handlinger er der ingen uorden, ej heller som en årsag – ganske vist en usikker en i så fald – fordi han ikke mener, at godt eller ondt udløses ved tilfældigheder for at velsigne livet, selvom de [tilfældighederne] dog udgør udgangspunktet for store goder og store onder. Han mener, at den kloges ulykke er bedre, end fjolsets fremgang. Kort sagt er det bedre, at handlinger som bedømmes vel ikke skylder tilfældigheden noget.

Ihukom disse og beslægtede forskrifter både dag og nat, både for dig selv og med en ligesindet, så vil du aldrig – hverken i vågen tilstand eller i drømme – blive forstyrret, men vil leve som en gud blandt dødelige. For mennesket mister al antydning af dødelighed ved at leve midt i udødelige velsignelser.

De bedste hilsner

      Epikur

[1] Teksten er planket fra http://www.epicurus.net/en/menoeceus.html, et site, der indehaves af Vincent Cook. Om det er ham, der har oversat teksten fra originalsproget til engelsk melder historien ikke noget om. Tilgengæld kan det oplyses, at google-translate har oversat den fra engelsk, hvorefter den er bearbejdet af Lars Andreassen (som bestemt ikke er klassisk filolog), men fra Egå Ungdoms-Højskole, og endelig er teksten jævnført med Poul Helms oversættelse fra1956 i Epikurs filosofiske Breve og Hovedlærdomme. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Kbh.

[2] Betegnelsen gud bruges både i ental og flertal (hos de fleste græske tænkere); der er flere guder, men kun et gudsbegreb. Desuden er det sådan i Epikurs erkendelsesteori, at vi erkender via ”billeder”, der stammer fra(udsendes af) objekterne selv, hvilket betyder, at når vi har et begreb om gud – et ”billede” af gud – så må dette billede stamme fra gud. (se Helms 1956: side 35 note 2 og side 36 note 5).


Om højskolens bevægelse og tidens strøm…

Her på Vi danser for lidt og i Højskolebladet har der på det seneste været en række diskussioner af, hvilken rolle og værdi bevægelser har i moderne samfund. Herunder også højskolebevægelsen.
Og dommen over bevægelserne er hård:
De er døde, sandede til, for umoderne, ikke sexede, sjove, cool nok. De mangler (det rette) sigte, har ingen politisk indflydelse, er for nationalistiske, står i stampe. Kort sagt, kritikken er legio!

Af Rasmus Kolby Rahbek

Højskolen som bevægelse
I martsnummeret af Højskolebladet hedder det, at den samlede højskolebevægelse synes at være forlist som projekt for længe siden. Man må derfor nødvendigvis stille spørgsmålet om, hvem eller hvad der egentligt udgør højskolebevægelsen.

I Højskolebladet hedder det under overskriften ”Højskolebevægelsen er død”, at kun 19 % af højskolelærerne i høj grad vægter det at være en del af højskolebevægelse som en vigtig dimension af deres arbejde. Samt at lærerne primært ser sig selv som lærere på egen skole, snarere end som højskolelærere i almindelighed. Dette får bladet til at konkludere, at ”bevidstheden om at tilhøre en samlet højskolebevægelse altså er fraværende blandt mange af bevægelsens centrale kræfter.”
Her kan man tale om at have skrevet konklusionen på forhånd: Med selv samme undersøgelse kunne man lige så vel hævde at højskolebevægelsen i den grad lever blandt dens såkaldte ”centrale kræfter”, da undersøgelsen viser, at kun 6 % af lærerne ikke vægter det at være en del af højskolebevægelsen som en vigtig dimension af deres arbejde, og at kun 7 % af lærerne ikke ser sig selv som højskolelærere i almindelighed.

Men udgøres højskolebevægelsen da af lærerne? Eller er det forstanderne, skolerne eller ligefrem eleverne? Er det måske Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark?
I Højskolebladet definerer Harry Haue en folkelig bevægelse som omfattende ”personer, der for at fremme en bestemt sag indgår frivilligt i et fællesskab med henblik på at forandre sig selv og samfundet.”
Hvis dette betyder at, at en bevægelse består af de mennesker som ser sig selv i relation til en sag, består højskolebevægelsen jo ganske simpelt af alle dem, der måtte forbinde sig med højskolen og dens idé (hvordan de så end måtte fortolke den).
Hvis det derimod betyder, at en folkelig bevægelses primære fokus er politisk påvirkning og dens målestok er politisk indflydelse, sådan som det antydes i artiklen, ja, så har højskolen måske aldrig været en folkelig bevægelse. Og i virkeligheden er der vel så også snarere tale om en interesseorganisation.
Opgaven som interesseorganisation varetages for højskolens vedkommende ganske passende i Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark. Men politisk indflydelse kan aldrig blive et mål for højskolen, kun et middel.

Højskolebevægelsens dommedagsprædikanter synes desværre ofte i deres kritik at overse, hvad højskole drejer sig om. Hele højskolebevægelsens kerne ligger nødvendigvis i højskolen selv, og ikke alle mulig andre steder. Det er det banale udgangspunkt; at lave højskole for og med de elever der er på skolerne. Det er det centrale for såvel skoler som bevægelse: ”Den skal blot være højskole, og være nødvendig for eleverne i kraft af det, og er den ikke det, kan det også være det samme” som Niels Højlund en gang skrev. Skulle det så give anledning til, at resten af samfundet fandt det interessant og vedkommende, er det da blot ganske fint og udmærket.

Højskolen som fællesskab
Men giver det overhovedet mening at tale om og for en samlet højskole. Hvad skal det overhovedet til for? Findes der overhovedet noget konkret fælles at tage udgangspunkt i, eller er det blot tale om et begreb, en idé? Og hvem kan udtale sig på dens vegne?

I Højskolebladets leder hedder det om højskolernes fællesskab, at det ikke kan defineres som en bevægelse, men alene som et lovfællesskab. Desuden burde man frem for højskolebevægelsen i stedet tale om højskolebranchen!
At sige at en højskole er en forretning og at højskolerne som tilskudsberettigede skoler er bundet til loven er selvsagt rigtigt, men en banalitet. At sige at højskolernes fællesskab er en branche eller et lovfællesskab er muligvis originalt, men forkert. Hverken forretning eller lov gør nogen højskole og heller ingen bevægelse.

En afvisning af dette formalistiske tunnelsyn på højskolen kan findes hos den unge forstander Morten Pontoppidan så tidligt som i 1881 i bladet Tidens Strøm:

Der er jo dog virkeligt andet fællesskab mellem os end lige netop dette, at vi hedder højskoler og tager 30 kr. om måneden i betaling. Vi har fælles program, hvor indbyrdes uafhængige vi end måtte være. Det er ikke meget udformet – gjort af omtrent ingenting, af kattefods døn, af kvindeskæg osv. Men så småt det er, findes dog programmet skrevet på ”hjerternes kødtavler” og øver i det skjulte sin magt over os under arbejdet.”

Pontoppidan er klar over, at det må medføre en løbende debat om, hvad det fælles program så indebærer. Og den debat må man så tag med løftet hoved, men udgangspunktet er dog fælles. Enhed i mangfoldighed hedder den slags vist…

Mit højskole-credo tilsiger, at alle der har været en del af højskolen har om ikke dens program, så dens navn, skrevet ind på ”hjertets kødtavle”. Og som sådan er de en del af højskolen. Og dermed har de carte blanche til at udtale sig om og på vegne af højskolen lige så autoritativt de lyster.
Om det så gør en bevægelse ved jeg ikke, men det er helt klart et fællesskab!

Højskolen som talerstolen eller arnested
Kigger man på meget af den kritik af højskolen der fremføres, bl.a. i Højskolebladet og her på bloggen, følger den ofte enten en romantisk eller aktivistisk retning.

Som romantisering er det en længsel tilbage til dengang forstandere blev omtalt som fyrtårne og Højskolebladet var et væsentligt kulturtidsskrift. Det er drømmen om en højskole, hvor budskabet om sagen råbes ud fra talerstolen med sigte ikke kun på eleverne, men hele landet. Talerstolen fylder ofte meget i dette højskolesyn og sindbilledet er Askov Højskole før 1968. For denne romantiske betragtning er højskolens udvikling underlagt en forfaldsmyte: Talerstolen er udskiftet med ”kreative værksteder”, forstanderen er blevet daglig leder og kulturtidsskriftet er blevet et foreningsblad. Med andre ord: Verden er af lave og højskolen er blevet ordinær.

For den aktivistiske kritik gælder det, at Højskolen er lullet ind i en kombination af sneglefart og snæversyn og ikke har været i stand til at gribe verdens aktuelle udfordringer. Denne kritik ser ofte højskolerne som små nationale fortidslevn, der ikke har fulgt med tiden og som mest er at betragte som museer. Denne kritik følges af et ønske om at højskolen, for at bevare sin relevans, skal udvikle sig til at være arnestedet for en ny, moderne, ungdommelig, kreativ, dansevenlig, hip og global politisk aktivisme. Med andre ord: Verden er foranderlig og højskolen bør være forandringsparat.

At der, karikaturen til trods, er et gran af sandhed i begge kritikker burde ikke komme som en overraskelse. Højskolen balancerer altid på en knivsæg mellem forfladigelse og ligegyldighed – og i sidste instans er der kun den selv til at holde sig oppe.
At begge kritikpunkter stort set altid har fulgt højskolen, burde heller ikke komme som en overraskelse (om end kritikerne til tider kan lyde som om de har opfundet den dybe tallerken). For dem der er interesserede, kan man f.eks. begynde med at læse debatten mellem Morten Pontoppidan og folkene omkring Ludvig Schrøder fra 1880’erne.

Højskolen og kritikken
At højskolen har været underlagt kritik er der intet nyt i. Såvel intern som ekstern kritik har været en del af højskolens kerne helt fra begyndelse. Ja, højskolen som idé er ligefrem født ud af en kritik: Grundtvigs højskoletanker er ikke forfattet som et sammenhængende stykke pædagogisk tænkning, men blev til over en lang årrække gennem utallige udfald mod hans samtidige i diskussioner om alt mellem himmel og jord.
Derfor er stringens heller ikke noget der just præger den gamles tanker om hvad højskolen bør være. Dette har i sig selv gennem historien været en medvirkende faktor til, at især den interne kritik har nået stadig nye højder, da der har været et eklatant fravær af autoritativt grundlag at lave højskole på.

Der har altid været en diskussion af, om højskolen i form og indhold skulle holde sig ved sit udgangspunkt, eller om den skulle være genstand for en konstant udvikling og tilpasning. Og der har altid været en diskussion af hvad der er rigtig og forkert højskole – hvem der var aser og hvem der var jætter.
Dykker man ned i højskolens historie (og det bør man bestemt gøre!) åbenbarer der sig en mangfoldighed af diskussioner om højskolens væsen og virke, som ofte er lige så relevante i dag som for 50 eller 100 år siden. Det viser sig – som altid – at historien gentager sig selv. Og så kan man jo lige så godt tage ved lære af den!
Men lige så vel som man kan lære noget af historien, kan man ikke bruge den lære til noget som helst, hvis ikke man bringer den ind i sin egen tid. Også i dag må højskolen stå midt i tidens strøm.

Højskolens virkelighed
Kritikken af højskolen må nødvendigvis forholde sig til, hvad der ret faktisk foregår ude på skolerne. At tage udgangspunkt i højskolen som begreb kan selvsagt både være spændende og lærerigt, men som kritik forekommer det perspektivløst, hvis ikke det på en eller anden vis forholdes til praksis. Og højskolens praksis er altid bundet til den tid og de mennesker den udfoldes i og blandt. En forholden sig til praksis vil også afsløre, at diskussionen om ”rigtig” eller ”forkert” højskole altid er en diskussion om god eller dårlig højskole underlegen. Det er trods alt bedre at være en ”forkert” højskole der laver god højskole, end en ”rigtig” højskole der laver dårlig højskole. Og det er en balancegang alle højskoler altid står i – uanset højskolesyn.

Dermed ikke sagt, at højskolen ville være bedre stillet uden intern eller ekstern kritik. Kritikken og debatten er vigtig for højskolen. Også når det måtte udvikle sig til kamp, både fordi det kan være livgivende og fordi højskolen er for vigtig til at man lader den være:
Men kamp for frihed i liv og tro – Thi evig stilstand er død! Dette gælder også for højskolen!
Højskolen er ikke tjent med at blive strøget med hårene og pakket ind i vat, hvis det i virkeligheden blot dækker over ligegyldighed med, hvad højskolen står for.

Kritikerne af højskolen kommer dog desværre alt for ofte til at fremstå som linjevogtere, hvis eneste kald i livet er at dømme inde og ude, og aldrig selv tage del i spillet.
Fred være med dem! For mig foregår det interessante ved højskolen inde på banen: Kampen, intensiteten, engagementet, skønheden, genialiteterne, drømmene. Og ja, jeg skal med glæde tage et indkast i ny og næ, hvis jeg blot en gang i mellem kan opleve at være en del af det lille mirakel der opstår, når nogen rammer den lige i røven.
HUTTELIHUT!!!

 

’No standing anytime’ – om samfundskritikkens fremtid

No standing anytime: Tankegangen er lige så simpel, som den er funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer. I forandringsfanatismens tidsalder, hvor selvudvikling og omstillingsparathed hyldes som eneste positive koordinater for et godt liv, risikerer vi at sætte den velovervejede og gennemtænkte kritik over styr, og det kan på paradoksal vis få den konsekvens, at vi stagnerer i gamle idéer.  

Af Mads Strarup, cand.scient.soc. i Socialvidenskab og Filosofi, gymnasielærer ved Københavns åbne Gymnasium.

”Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber på at kunne forstå om nogle dage”. Citatet er skuespiller Claus Nissens, og er lånt fra digteren og filmmanden Jørgen Leths kortfilm Det perfekte menneske (1967). Præcis den fornemmelse sad jeg med den efterårsdag, da jeg gik mine billeder fra forårets New York-tur igennem. Der var gået en sommer, og først nu havde jeg virkelig forstået, hvad det egentligt var, jeg havde oplevet. Eller rettere; havde set.

No_standing_anytime_skiltet

I  New Yorks fantastiske og frygtindgydende uendelighed, havde én af de lange traveture ført os omkring det sydligste Manhattan, og forbi et af kapitalismens vigtigste centre; Wall Street. Her vrimlede det ikke overraskende med turister, der ønskede at forevige sig selv og familien med den berømte børs som bagtæppe. Men midt i det stroboskopiske blitzhav gjorde jeg en slags storbyantropologisk iagttagelse, hvis betydning først har ramt mig nu – måneder efter hjemkomsten. Overalt i området omkring Wall Street hænger der små, røde skilte med påskriften; ’No standing anytime’. Lad os kalde dette et påbud om bevægelse. Disse blev vistnok ophængt i tiden efter terrorangrebet den 11/9-2001, hvor frygten for at Wall Street kunne blive et kommende terrormål fik bystyret til tage en række forholdsregler. Tankegangen er simpel, men funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer.

Men hvorfor har dette undseelige skilt og dets påbud pludseligt fået mening for mig? Hvorfor er udsagnets betydning først blevet klart for mig nu her sikkert tilbage på den anden side af Atlanterhavet? Sagen er klar. Med måneders afstand gik det op for mig, at udsagnet ikke alene fortæller noget om den amerikanske frygt for og bekæmpelse af terror, men at udsagnets overførte betydning også kan bruges som indgangsvinkel til at forstå en af mit eget samfunds stærkeste samtidsnormer. ’No standing anytime’ kan betragtes som en betegnende etikette på et samfund, hvis grundpræmis er bevægelsen. Altid synes vi på vej videre. Hvorhen? Bare videre.

I sin kronik Forandringsfanatisme koster os trygheden gør Mathias Herup Nielsen en lignende betragtning, idet han skriver, at ”den trekant af stabilitet, tryghed og langsigtethed”, som tidligere karakteriserede det danske samfund, i dag er under et gevaldigt pres. Et pres som kommer af, at der har indfundet sig en art forandringsfanatisme, hvor begreber som ’selvudvikling’ og ’omstillingsparathed’ konstant hyldes som entydigt, positive koordinater for det gode liv. Ifølge Herup Nielsen har det den konsekvens, at vi har udviklet et samfund hvor trygheden og sikkerheden om, at i morgen ligner i dag, totalt er forsvundet. Herup Nielsens betragtninger er for så vidt korrekte, men jeg er af den opfattelse at han ikke er omfattende nok i sin konsekvensberegning. Ikke nok med at både trygheden og sikkerheden ryger sig en tur, så er forandringsfanatismens bevægelsesmantraer så skadelige, at de berøver os muligheden for at formulere dybdegående samtids- og samfundskritik.

Fra krop til sjæl

For at forstå, hvorledes bevægelsen er blevet til vores samtids eksistentielle grundpræmis, er vi nødt til at tage en lille tour de force tilbage i historien. I løbet af de sidste 50 år har det danske arbejdsmarked gennemgået en udvikling fra, at hovedparten af danske arbejdere hovedsageligt brugte deres kroppe som sit redskab, til i dag, hvor det i en lang række jobs i højere grad er arbejdernes sjæle, som driver virksomhederne fremad. Fra industrisamfund til informationssamfund; fra håndens arbejde til åndens arbejde.

Det er i denne transformation fra én arbejdstype til en anden, at vi over en bred kam i dag kan konstatere, at det i langt højere grad er i psyken (det indre), at arbejdets negative bagside viser sig, i modsætning til tidligere hvor det kom til udtryk i kroppen (det ydre). ’Udmattet’, ’stresset’, ’brændt ud’ – betegnelser er mange, men de vidner alle om én ting; at der i de senere år er blevet sat helt urimeligt høje krav til den enkelte arbejders mentale tilstedeværelse i og omkring arbejdet. Her tænker jeg bl.a. på coachingpraksissens idé om potentialefuldbyrdelse, hvor psyken betragtes som en form for uudtømmelig kilde, hvis ekspansion potentielt aldrig er fuldbyrdet. Man kan jo altid præstere bare lidt bedre, right?!

På denne vis har vi således fået skabt os et arbejdsmarked, i særdeleshed i kreative og akademiske brancher, hvor der forlanges et gennemsnitligt præstationsniveau langt over det i længden mulige. Det skyldes bl.a. det uudsagte selvudviklingsdogme, som ofte indhegner disse branchers arbejdere; Hvis du ikke er under udvikling, er du under afvikling. Det handler således om at være i konstant bevægelse. Hvorhen? Bare videre.

Intet nyt under solen

Mantraet om bevægelse har således taget den plads, som ophobningen af erfaring tidligere besad. Sidstnævnte kan kun opbygges, hvis man i længere perioder gør ophold samme sted, f.eks. i samme jobfunktion. Opholdet har netop det positive karakteristikum ved sig, at det skaber overblik, indsigt og detaljekendskab. Opholdet skaber således et solidt grundfunda

ment, hvorfra man kan orientere sig. Men når der i den evige bevægelses hellige navn ikke er tid til disse ophold, bliver erfaringen det første offer. Og dermed fjernes det nødvendige vilkår for enhver samfundskritik. Uden erfaringen, ingen reel samfundskritik. Så enkelt er det!

Den tysk-kinesiske filosof Byung-Chul Han er en af de mange tænkere, som forsøger at indfange sin samtids problemer, og i sin lille pamfelt af en samtidskritik Træthedssamfundet skriver Han følgende passus om netop det samfundsmæssige normregime, der har gjort bevægelsen til eksistentiel grundpræmis:

”Menneskehedens kulturelle præstationer, heriblandt også filosofien, skylder vi dyb, kontemplativ opmærksomhed. Kulturen forudsætter en omverden, der muliggør en dyb opmærksomhed, hyperopmærksomheden (hyperattention). Et hurtigt skift i opmærksomhed mellem opgaver, informationskilder og processer er kendetegnet for denne spredte opmærksomhed. Eftersom den heller ikke har megen tålmodighed over for kedsomhed, tillader den præcis så lidt af den dybe kedsomhed, som ikke er uvigtig for en kreativ proces. Walter Benjamin kalder denne dybe kedsomhed for en ”drømmefugl, der udruger erfaringens æg”. Hvis søvnen er den kropslige afspændings højdepunkt, er den dybe kedsomhed den åndelige afspændings zenit. Den rent hektiske adfærd frembringer intet nyt. Den reproducerer og accelererer det allerede foreliggende.”

Han forholder sig således netop til det tidligere skitserede skifte fra håndens arbejde til åndens arbejde, idet han noterer at både kroppen og ånden har behov for hvile. Åndens hvile – kedsomheden – er således forudsætningen for at vi ikke blot begår en uigennemtænkt reproduktion af det herskende normregime, men aktivt kan tage kritisk stilling til vores samtids iboende problemer, således skaber plads til at handle derpå. For det hektiske samfund, hvis permanente væren-i-bevægelse er kedsomheden og

Forfatteren

Forfatteren

gentagelsen ildeset, hvorfor disse fænomener bliver søgt minimeret og i bedste fald afskaffet. For kritikken er kedsomheden og gentagelsen dog omvendt de altafgørende tændsatser, der netop sætter den kritiske proces i gang. Og med et rammende Nietzsche-citat sætter Han fingeren på hvilke uheldige konsekvenser, det potentielt kan have når den konstante væren-i-bevægelse ikke efterlader plads til pause og ophold: ”Af mangel på ro løber vor civilisation ud i et nyt barbari”.  Det er på denne baggrund, at man med en vis bekymring, kan konstatere, at hektik og kritik ikke går hånd i hånd.

 

 

På camping i taxa

Også den danske sociolog Rasmus Willig forholder sig til kritikkens mulighedsbetingelser, og med en Bauman’sk formulering kategoriserer han vores samtids kritik for en campingpladskritik. Willig anerkender altså eksistensen af kritik, men det er en lille kritik, hvor der med campingpladsen som metafor f.eks. klages til dennes bestyrer over mindre forhold; larm, manglende oprydning etc. Altså små kritiske anmærkninger. Enten efterkommes disse beklagelser, eller også må man bevæge sig videre til en anden campingplads vis forhold bedre harmonerer med den enkeltes præferencer. Denne kritik er således lille, og har derfor hverken format eller tid til at formulerer sig mere omsiggribende. Dette står i modsætning til at den store kritik, som netop tager sig tid til at formulerer sig omfattende, hvorfor den i yderste konsekvens også er farlig for det herskende normregime, idet den store kritik potentielt er omstyrtende heraf.

Willig noterer således også, at bevægelsen er den substantielle samtidskritiks største udfordring. Men hvor Willig forholder sig til de små kritikkers overfladiske skraben, berører den danske filosof Anders Fogh Jensen omvendt mellemrummet mellem de to små kritikker – et mellemrum han benævner den permanente passage. I lighed med Willig anskuer Fogh Jensen ligeledes bevægelsen som vores samtid stærkeste normmarkør. Vi har skabt os selv en slags taxaliv, hvor det er vigtigere at være på vej, end at være fremme. Forbinder vi Willigs outdoor-definition af kritik med Fogh Jensens taxaistiske billede på bevægelse, kunne man med et præcist prædikat kalde vores samtids mennesketype for nomaden. Altid på vej videre – og gøres der ophold, et det altid kun kortvarigt.

Et konkret eksempel på at vores samtid er domineret af bevægelsesmantraer, som jeg har brugt de ovenstående linjer på at skitsere, kan man f.eks. bemærke i DRs TV-avis, hvor et af de afsluttende programindslag, introduceres med ordene: ”Og nu til morgendagens nyheder”. Den type af journalistisk imødekommelse af en umiddelbart nær fremtid, er åbenbart blevet en markant præmis i nyhedsformidlingen. Morgendagens omstændigheder er også i centrum i Novozymes’ slogan ’Rethink tomorrow’ . Men i tillæg til TV-avisen, så udsætter Novozymes udsagnet bevægelsesmantraet for en form for dobbelt acceleration, hvor både morgendagen og ikke mindst gentænkningen af denne er i spil på samme tid. I begge tilfælde er der filosofisk set tale om en foregribelse af fremtiden; en bevægelse i retning af det endnu ikke skete. Hastigt skal vi videre. Hvorhen? Bare videre.

Diagnose og behandling

Tilbage ved skiltet i New York. Bevægelsespåbuddet kan således anvendes til både at forstå den amerikanske terrorbekæmpelse og det danske arbejdsmarked. Men forener det nødvendigvis terroristen og kritikeren af det danske arbejdsmarked? Disse to figurer er i udgangspunktet væsensforskellige; den første går af argumentets saglige, rationelle vej, mens den anden anvender sig af ordløs vold og hærgen. Men på ét eneste punkt minder de om hinanden; de har begge gjort ophold for en stund, taget bestik af deres omgivelser, og handlet derpå. Dog med to vidt forskellige resultater; et legitimt, et andet illegitimt. Bevægelsespåbuddet rammer dem begge. Desværre til ulempe for samfundskritikken.

Vælger vi her afslutningsvis at anskue samtidens bevægelsesnormer som en sygdom, så udgør denne tekst et spinkelt forsøg på at stille en diagnose. Dette første kapitel mangler således et kapitel 2, som forholder sig til behandlingen. Først når dette kapitel er forfattet, kan samtidsanalysen betragtes som fuldendt, og således slippes løs. Men behandlingen må ikke være en bagstræberisk higen efter en tid der var engang, men ene og alene hvile på et fundament af dybfølt bekymring om, at vi til lyden af forandringsfanatismens jubelbrøl risikerer at miste evnen til at bedrive substantiel samtidskritik.

Måske skulle vi lytte til den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein, der i sine Spredte bemærkninger skriver følgende; ”Hvor andre går videre, bliver jeg stående.” Måske burde vi gøre som Wittgenstein? Blive stående. Om ikke i fysisk, så i mental forstand. I hvert fald bare engang imellem gøre ophold, orientere og fordybe os, uden lynhurtigt at skulle videre i en fart – og derved kræve vores ret til at ophobe erfaringer.

Måske skulle vi – i forlængelse af den Wittgenstein-inspirerede idé – udtænke et nyt dannelsesbegreb, som skulle praktiseres i folkeskoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Et dannelsesbegreb, som både formår at sætte individet i stand til at forstå og ikke mindst bemægtige sig samtidens normer, men som samtidigt indvarsler at det lille, men betydelige ord ’nej’ ikke er en umiddelbar afvisning af en forbipasserende mulighed, men et gennemtænkt forsvar af retten til fokus, indsigt og koncentration. På denne vis kan det nuværende ’hvorhen?’ i fremtiden forhåbentligt transformeres til ’hvorfor egentlig?’.

Mange har forsøgt sig med at forfatte Kapitel 1 – Samtidsdiagnosen. Færre har givet sig i kast med Kapitel 2 – en kur mod samtiden og for fremtiden. Opfordringen er hermed givet videre.

Inspiration til videre læsning: Alain Ehrenberg: Det udmattede selv (2010 da./1998 ori.), Anders Fogh Jensen: Projektsamfundet (2009), Anders Fogh Jensen: Projektmennesket (2009), Byung-Chul Han: Træthedssamfundet (2012 da./2010 ori.), Mathias Herup Nielsen: Forandringsfanatismen koster os trygheden, Dagbladet Information (d. 26/4-2011). Link: http://www.information.dk/266189, Rasmus Willig: Til forsvar for kritikken (2007), Zygmunt Bauman: Flydende modernitet (2006 da./2000 ori.).

Når æstetikken erkender

pis-liv-hb-filmomslag_214418I den biografaktuelle Pis Liv er det en pointe, at det er historiens æstetiske kvalitet, der gør den sand. Måske er spørgsmålet Hvad er den smukkeste fortælling mere styrende for vores ide om hvad der er sandt, end vi normalt tænker?    

Af Kenneth Degnbol, Rønde Højskole

Hvordan finder man på at skrive en historie om en dreng, der hedder Pi og en bengalsk tiger og en redningsbåd på Stillehavet i 227 dage? I ordets bogstaveligste forstand en fantastisk fortælling. Filmen ruller lige nu over lærrederne i biograferne. Og sikken en fantasi, det har krævet at skrive den roman, filmen bygger på: Booker-prisvinderen Pis Liv. Hvor er ideen kommet fra?

Ifølge forfatteren, Yann Martell, opstod ideen på en rejse til Indien, hvor han forfulgte en ide om en helt anden roman. Da det viste sig, han ikke kunne skrive den roman, han havde tænkt sig, rejste han ideforladt og uden penge på må og få rundt i Indien, for det var trods alt billigere end at vende hjem til Canada. Begrænset af penge og begrænset af ideer kom han pludselig en dag i tanke om en anmeldelse han havde læst for mange år siden af en brasiliansk roman. Og hvad handlede den roman så om? Såmænd om en mand fanget i en redningsbåd med en panter! Så meget for den sprudlende fantasi, der skulle kunne skabe af intet. Hele romanen Pis Liv opstod ud af en meget konkret erindring af en anmeldelse af en bog med næsten samme setup.

Det minder om fortællingen om sodavanden Fanta. Da man under krigen ikke kunne skaffe alle ingredienserne som den hemmeligholdte Coca-Cola-opskrift krævede, måtte koncernen finde på noget nyt. Medarbejderne blev bedt om at lave en sodavand ud af de sparsomme ressourcer, og da de vendte tilbage til chefen med drikken og spurgte, hvad de skulle kalde den, svarede han: Brug Jeres fantasi! Deraf navnet.

Fantasien lever altså ikke altid op til sit rygte. Det meste, vi skaber, opstår ud af det, vi allerede kender. Måske endda ud af begrænsninger.

Fortællingen er smuk – og derfor er den sand
Pis Liv er i sig selv en fortælling om fantasi og virkelig. Om hvad der er sandt, hvordan vi erkender, om æstetik. Historien er på alle måder fantastisk og utrolig. Og da de udsendte fra et forsikringsselskab, der skal klargøre omstændighederne om det skibsforlis, der førte til Pis samliv med en bengalsk tiger i en redningsbåd på Stillehavet, opsøger Pi på hospitalet i slutningen af bogen, kan de ikke tro på fortællingen. Den er for utrolig til at være sand. Pi fortæller så en anden historie. En grim og kynisk fortælling om kamp for at overlevelse under de værste omstændigheder, der tegner et frygteligt billede af, hvad vi som mennesker er. Hverken tigeren – eller de andre dyr, der i begyndelsen også befinder sig i redningsbåden – er dyr. Det er dyriske mennesker i en umenneskelig kamp for overlevelse. De udsendte fra forsikringsselskabet sidder målløse hen. Hvilken historie vil I helst tro på? Pi fremstiller den pointe, at måske er hans historie for utrolig til at være sand, men den er smuk – og derfor er den sand.

I den vestlige verden har spørgsmål om sandhed og erkendelse bølget frem og tilbage mellem mange filosofiske positioner. Hvad ved vi, hvad siger fornuften, hvor langt går vores erkendelse, hvad kan vi logisk slutte os til. At det vi tror på som sandt skulle være et æstetisk spørgsmål er umiddelbart fremmed for de fleste af os.  Er Guds eksistens for eksempel bevist for os, hvis vi skulle finde at det er den smukkeste historie om tilværelsen?

Pis Liv er en roman af typen magisk realisme. I Danmark kender vi også genren fra flere af Peter Høegs og Ib Michaels bøger, men det er en fremmed genre, den ligger på en måde fjernt fra vores himmelstrøg. At tilværelsen får en mystisk iklædning, at grænselandet mellem det erkendtlige og det magiske bliver afsøgt kan være helt angstprovokerende.

Men at forbinde æstetik og erkendelse er ikke dumt. Måske gør vi det endda uden at vide det.

Æstetisk korttegning
I The Man in The Moon har Lewis Carrol skrevet denne lille fortælling:

That’s another thing we’ve learned from your Nation,” said Mein Herr, “map-making. But we’ve carried it much further than you. What do you consider the largest map that would be really useful?”
‘About six inches to the mile.”
“Only six inches!” exclaimed Mein Herr. “We very soon got to six yards to the mile. Then we tried a hundred yards to the mile. And then came the grandest idea of all! We actually made a map of the country, on the scale of a mile to the mile!”
“Have you used it much?” I enquired.  “It has never been spread out, yet,” said Mein Herr; “the farmers objected: they said it would cover the whole coun

97h/02/vict/0092/87

try, and shut out the sunlight! So we now use the country itself, as its own map, and I assure you it does nearly as well

Fortællingen er også kendt hos argentineren Jorges Luis Borge, en af de første magiske
realister og stor fan af Carrol Lewis.

Som med kortet giver enhver gengivelse dårligt mening, hvis den er i forholdet 1:1. Vi har brug for kortere versioner. At afsøge tilværelsen sin sandhed og mening fungerer bedst i ekstrater, historier, vi fortæller, landkort, hvor vi hver især bestemmer topografier, målestok og projektioner.

Enhver der har prøvet at skrive, alt fra dagbog til romaner, ved at grænsen mellem fantasi og virkelighed er usikkert terræn. Biografier og dokumentarer sælger stort i tiden, og når man læser detaljer om vejret og folks påklædning i situationer, der måske er hentet for halvtreds år siden, ved vi godt, at næppe det hele er tro mod virkeligheden. Når vi husker, henter vi ikke originalen frem fra en harddisk, men mindes vores seneste fremkaldelse af erindringen. Enhver forskydning lagres til næste fremkaldelse som den nye version af virkeligheden. Opdigtede personer kan vi ofte læse som hentet ud af typologier, der er opstået hvilke andre steder end i virkeligheden selv? Historiers forløb deler bestemte træk. Sinbads syv rejser er overlevelseshistorier per excellence, hvor han igen og igen reddes af sin egen snedighed. Odysseus vender hjem. Eventyrets barn kommer ud for ondskab for til sidst at vinde over den i alle kulturer og folkesagn. Historier har deres faste strukturer, ligesom virkeligheden har, når vi genfortæller og beretter.
Rousseau var formentlig i sine Bekendelser den første moderne selvbiograf, fordi han ikke – med egne ord – fortæller for Gud, men ønsker at blotlægge og stå åbent for andre mennesker. Han fortæller om den seksuelle opstemthed han følte, da han fik smæk som dreng, og som formede han livslange trang til at underkaste sig. Han fortæller om at forlade sine børn. Om valg og skamfulde handlinger. Han pynter ikke på sig selv, men ønsker at stå åbent frem. Han fortæller om de romaner, han læste som barn, om at forsvinde ind i fantasien, og stå overfor virkeligheden, verdensfjern og konfus. Fiktionen gav ham romantiske og til tider bizarre opfattelser af virkeligheden, som virkelighedens egne erfaringer aldrig kurerede ham for. Eller sagt på en anden måde: romanerne han læste blev en del af den, han var.
Når forskerne tjekker efter viser det sig imidlertid at mange af detaljerne hos Rousseau er ukorrekte. Og når han fortæller om følelser mange år tilbage i tiden, hvilke muligheder har han så for faktisk at huske og gengive det korrekt? Hvad så, gør det ham utroværdig? Nej, for Rousseau virker overbevisende. Hvorfor? Fordi han fortæller klogt og nuanceret, genkendeligt. Jeg vil gerne tro ham, fordi jeg føler og mærker, det er sandt. Igen taler æstetikken. Det er smukt, derfor er det sandt.

Facebook har gjort os alle til selvbiografer
I dag er de fleste af os forfattere i den forstand, at vi udgiver på facebook. Vi udgiver vores liv, selvbiografien. Tit står man tilbage med en usikker følelse af at forsvinde. Hvilken person udgiver jeg? Hvilken version af mig selv. Og hvem er så tilbage bagved facaden?

Måske er det ikke en ny erfaring som sådan. Men det er forfatterens erfaring, der nu er blevet almen. Som Gutenberg, der fik almene menneske til at læse, får internettet os til at skrive. Vi er alle blevet som Rousseau. Selvbiografer, der ønsker at stå åbent frem. Men kortet kan ikke gengives 1:1, for så dræbes livet under kortet. Vi bliver derfor fortolkere, historieskrivere, korttegnere af os selv og den øvrige del af virkeligheden. Og hvad styrer kortets topografi hvis ikke æstetiske spørgsmål?

Vi undlader at lade vores børn se nyheder på fjernsyn, slukker, skruer ned, putter dem i seng. Men hvis de skal opdrages til at klare sig i en verden, der faktisk til tider er så grum, som nyhederne viser, hvorfor så ikke hærde dem? Der er formentlig mange psykologiske forklaringer, men forklarer de også hvorfor det er en næsten instinktiv reaktion hos os at skåne børnene? Måske ønsker vi at få verden til at se bedre ud. Måske er det håbet i os, der taler. Håbet om at det måske en dag bliver en bedre verden. Og når vi slukker fjernsynet er det håbet vi videregiver mere end antallet af krige i verden. Men er det ikke lige så sand en fortælling? En sand fortælling om håbet. Og i så fald er den vel æstetisk begrundet – vi vælger den smukkeste udgave af to fortællinger.

Drengen Pi blev af sine forældre navngivet Piscine Molitor Patel, opkaldt efter et friluftsbad i Paris. Han blev drillet i skolen med navnet indtil han en dag tog sagen i egen hånd og proklamerede, at han for fremtiden blot skulle kaldes Pi, hvorpå han gjorde redde for det matematiske tegns egenskaber – ikke mindst ved at have memoreret en hel tavlefuld af dets decimaler.super-ellipse

Den historie er i sig selv en miniudgave af Pis liv. Pi-tegnet er koden bag cirklen som geometrisk form. Det er en praktisk form. Bare tænk på hjulet. Men vi forbinder også noget smukt med den. Et tegn for helhed, fuldendelse, i oldkirken også et tegn for treenigheden. Da Piet Hein i 1959 skulle tegne Sergels Torg i Stockholm stillede han sig selv spørgsmålet: hvad er den smukkeste form mellem et rektangel og en cirkel. Det fik ham til at finde formlen på superelipsen, som siden er blevet en af de klassiske former kendt af alle arkitekter og designere. Superelipsen er fornuftig. Den har næsten noget rigtigt og sandt over sig. Det er den elipse, der tillader størst areal indeni til for eksempel en stor fontæne som i Stockholm, men som samtidig kan fungere som en rundkørsel, praktisk i trafikken i Stockholm. Men det der drev Piet Hein var først og fremmest det æstetiske spørgsmål Hvad er den smukkeste form.

Måske er facebook ved at lære os at blive magiske realister – eller arkitekter, der giver vores praktiske liv smukke former. At lære os at ligegyldigt hvad, er vi historiefortællere for intet kort over virkeligheden kan være 1:1. Og ikke mindst lære os, at de underliggende kræfter og strukturer for vores sandhedsfortællinger muligvis er tilskyndet af æstetiske spørgsmål.

Lille spejl på Facebook der, hvem er sig selv i landet her?

Et selvoptaget essay om selviscenesættelse og identitet, Kokkens datter, Kierkegaard og om at vaske op på Facebook. 

Af Jonas Møller, Højskolelærer Silkeborg Højskole

Jeg har indrammet mig absolut tilfredsstillende. På en hipster-café i det indre Århus har jeg fået det indiskutabelt bedste bord, ved vinduet i et afskærmet hjørne med optimalt udsyn over lokalet og den passerende strøm af mennesker og biler på gaden udenfor caféens vinduer. Jeg er på min anden kop sort kaffe, der står på det kvadratiske bord ved siden af min i New York indkøbte sorte iPhone (sådan lidt for sløset henkastet til at det virker tilfældigt) og en sort Moleskine, i hvilken jeg skriver disse ord, som du nu læser under indtrykket af at være til stede, mens det sker. Men denne, ja denne, omtale af disse ord afslører sløringen af afstanden i tid mellem mit skrivende jeg (mig her), det skrevne jeg (mig på café) og det læsende jeg (dig nu). Din situation er penibel, for det er mig, der bestemmer, mig der fører pennen så at sige, hvilket er bogstavelig talt. Du kan jo ikke vide, om jeg rent faktisk er på café og drikker kaffe, sort, mens jeg skriver, eller om jeg sidder ved mit skrivebord ved min MacBook og iscenesætter en løgnagtig virkelighed – og mig selv. Nu er jeg faktisk på café og skriver dette i min Moleskine (dog ikke i et nyere nu, hvor jeg sidder her ved mit skrivebord og på min computer skriver videre på det, som jeg håndskrev på caféen for et par dage siden), men pointen er, at du ikke kan stole på mig, eller rettere: du kan ikke uden videre stole på det skrevne ord, og jeg håber, at du derfor undlader at tage mig på det, og i stedet lader dig (for)føre.

Tilværelsens liderlige Leth-hed

Det kan gå grueligt galt, kommer jeg til at tænke på, idet jeg bryder skummet på en specialbrygget IPA til 62 kr., når man skriver om sig selv. I erindringsbogen Det uperfekte menneske fortæller hovedpersonen ved navn Jørgen Leth: ”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.” Og bogens forfatter, der også hedder Jørgen Leth blev beskyldt for at holde sexslaver, for herrementalitet, kolonialisme og mistede sin konsultitel og kultstatus som Tour de France-kommentator (som han senere genvandt). Den store æstetiker, der lever af at iscenesætte virkeligheden, blev fanget, idet han iscenesatte sin egen. Han tog kokkens datter på sengen og blev selv taget på ordet: ”Der er tale om en tilståelsessag”, skrev Information i en leder. Jørgen Leth, der optræder i bogen er den samme som den Jørgen Leth, der skrev den, og derfor kan han stilles til ansvar. I selvbiografien kan vi slutte fra skriften til det selverkendende subjekt. Det synes at være den almindelige holdning. Jeg erindrer dog en artikel af den dekonstruktionistiske litteraturteoretiker Paul De Man, hvori han afviser selvbiografien som en troværdig selverkendende genre, der er produceret af virkeligheden og et subjekt. Det forholder sig snarere omvendt. Selvbiografien demonstrerer eksemplarisk – og derfor er den interessant –, at sprogets funktion er at fremstille et subjekt ved at give stemme og ansigt til en ellers stum virkelighed, at producere mening og form i en ellers ubegribelig verden; fremstillingens afhængighed af sproget afslører ifølge de Man, at vi ikke kan slutte fra sprog til liv eller fra selvbiografi til selv.

Med de Man i hånden læser jeg det Det uperfekte menneske som et litterært værk, der tager udgangspunkt i selvbiografisk stof. Eller en selvbiografi, der benytter sig af litterære virkemidler. Lige godt, den er et maskespil, hvori Jørgen Leth iscenesætter sig selv i forhold til stoffet og afprøver forskellige attituder. Det gør den ikke til fiktion, men i og med selviscenesættelsen sløres grænsen mellem virkelighed og fiktion. Det er i sin forførende leg med det selvbiografiske, hvor komponenterne bios (liv) og graphe (skrift) flettes ind i hinanden, så det til sidst er uafgørligt, hvad der har forrang, at Det uperfekte menneske bliver interessant.

”Jeg er besat af denne unge krop, som strækker sig og bøjer sig og åbner sig på det hvide lagen for mig. Er det fantasien om at eje, der gør mig så vild? Er det forbudtheden? Er det kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende fra baghovedet og fremkalder en dobbelteksponering af denne scene, således at jeg både er midt i den og kan iagttage den udefra?”

Jeg holder meget af det citat, kan det udenad. Leth blotlægger nøgternt sine erotiske fantasier, baghovedets kælderkatalog af forbudte tanker og tabuer, som trækkes frem i lyset i en ubesvaret spørgen. Æstetikeren iagttager undrende og interesseret sig selv. De etiske overvejelser og skrupler er sjældne i bogen, der frem for at spørge til tings og begivenheders betydning og moralske værdi i stedet kortlægger deres beskaffenhed og struktur, som den fremtræder for den sansende i det specifikke øjeblik på det specifikke sted. Han ser sig selv indtage sin stilling bag ved kokkens datter, men han undlader at tage stilling. Det overlades til læseren at fælde den moralske dom, der i teksten provokerer ved sit fravær. Men udenfor faldt den prompte: ’Liderlige Leth’, ’gammel gris’, ’gusten dinglepik’ var nogle af de betegnelser, der blev hæftet på Leth, da mediestormen var på sit højeste (det sælger givetvis også flere aviser end en artikel om Paul De Mans syn på selvbiografiens referentialitet). Reaktionen mod Jørgen Leth får ham til at ligne en sygdom, alt det unormale, fremmede og perverse, vi ikke vil kendes ved for bedre at kunne kendes ved os selv. Jeg tror nærmere, at han er et symptom. Et symptom på individets identitetskrise i moderniteten.

Forførerens fortvivlede dagbog

Søren Kierkegaard ifører sig i 1. bind af Enten-Eller æstetikerens maske og lader denne gennemspille konsekvenserne af det moderne menneske overladthed til sig selv i en tid, hvor fornuften har gjort verden meningsløs ved at slå Gud ihjel og sætte det enkelte individ i centrum af den. Erkendelsen af meningsløsheden medfører, for det enkelte individ, forladelsen af en umiddelbar væren i verden til fordel for en selvbevidst eksistens – i kraft af en reflekteret tilegnelse af den. Æstetikerens refleksion er som spejlet i Forførerens Dagbog: ”Det ulykkelige Speil, som vel kan gribe hendes Billede, men ikke hende.” Som spejlet kan æstetikeren ikke umiddelbart gribe verden, men må nøjes med det billede af den, som refleksionen kaster tilbage. Den betragtede virkelighed fungerer som et spejl, hvori man ser sig selv og kun derigennem skabes som – et i sig selv tomt – subjekt. Dette er, hvad Kierkegaards etiker i sin anklage mod den unge æstetikers levevis kalder fortvivlelse: ”Du er nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og hvad du er, er du ved dette Forhold.” Etikerens berømmede løsning er at vælge sig selv; at tage eksistensen og ansvaret for det man tilfældigvis er blevet til på sig og derved give subjektiv mening til det objektivt set meningsløse. Æstetikeren må med andre – og mine forenklede – ord smide maskerne, se at tage sig sammen, blive voksen og få sig et liv – med ægtefælle, børn og et ordentligt arbejde. En genvundet umiddelbarhed.

Jørgen Leth er æstetikeren, der ifører sig forskellige masker og iscenesætter virkeligheden ud fra de æstetiske interessante muligheder, der byder sig. Han synes dog også at være det – for nu at sige det med etikeren – på den mere fortvivlede måde. Den sanselige, erotiske eller æstetiske tilgang til livet, Leth beskriver i og med sin bog, er i kraft af bevidstheden underlagt refleksionens distance, der altid kræver et objekt for at projicere spejlbilledet af sig selv ind i et ellers tomt subjekt; sådan skabes dobbelteksponeringen, der er den kunstneriske nerve. Leth beretter om prisen, der er angstfyldte depressioner og æstetikerens faste følgesvend, ubeslutsomheden: ”Smerten ved at træffe et hvilket som helst valg.” Kun gennem maskeradens lidenskabelige dyrkelse af en for altid tabt umiddelbarhed kan den tomme subjektivitet og meningsløse tilværelse holdes ud. Det uperfekte menneskes radikale ærlighed og interesse er ikke dens udlevering af virkeligheden – hvori dens etiske problemer består – men afsløringen af sit eget manglende grundlag – forfatterens ansigt, der bag masken er tomt?

Er Jørgen Leths æstetik ikke et symptom på en øget tendens i tiden, hvor iscenesættelsen og selvfremstillingen, refleksionens dobbelteksponering, er blevet en mere og mere tydelig modus? I massekulturens litteratur, dokumentarfilm, reality-programmer, på Twitter, Facebook, i sms-beskedens blinkesmiley (der sikrer os, at vi kan sige alt og dermed intet ;-)) sker der en sløring af forholdet mellem fiktion og virkelighed – eller en opløsning af modsætningen – som et æstetisk greb i en fremstilling af ’en flydende identitet’, en række af masker vi kan skifte efter omgivelser og behov. Spørgsmålet er, om denne æstetik og dens strategiske muligheder vanskeliggør muligheden for med etikerens ord at vælge sig selv – at blive sig selv? Eller er det I virkeligheden langt mere radikalt? Afslører vores optræden på de sociale medier ikke netop, at vores identiteter altid er filtreret virkelighed, at forestillingen om et fast selv og en fast identitet er netop dét; et illusorisk levn fra vores oldeforældres tid, hvis slør demonstrativt rives bort i en simpel statusopdatering på Facebook?

Jeg står lige og vasker op – på Facebook

Facebook spiller den altdominerende hovedrolle, når det kommer til sociale medier i Danmark, og det er her, vi udstiller og fremstiller os selv. Om man ønsker det eller ej, er det umuligt ikke at fremstå selviscenesættende i en eller anden grad. Umiddelbarhed og spontanitet findes ikke på Facebook, hvor afstanden i tid mellem det vi oplever, føler og tænker, og det vi gør i form af vores digitale handlinger (et like, en kommentar, en opdatering, en venneanmodning) giver plads til refleksionen over, hvordan det vil blive opfattet, og hvordan vi ønsker, at det bliver opfattet. Denne forsinkelse eller distance mellem et indtryk og et udtryk prøver vi oftest at skjule – som med en opdatering a la ”Jeg står lige og vasker op” eller ”Jeg tager lige kokkens datter” forsøger vi at sløre den refleksionstid, der er gået forud, men den afsløres af det umulige eller i hvert fald yderst vanskelige i på en gang og på samme tid at vaske op (vi lader kokkens datter og Leth ligge for en stund) og at skrive på Facebook, at man vasker op. Snarere er det tilfældet, at jeg før, midt i eller efter min opvask (hvis den da ikke er opdigtet) får en trang til at dele den begivenhed med min omverden, at jeg netop nu står og vasker op. Denne kommunikation med omverdenen er medieret gennem sprog (tekst, symboler og billeder), og det er netop sproget, og den refleksion der er indbygget i og med alle sproglige ytringer, som gør os i stand til at fremstille os selv på alle muligt tænkelige måder. Og selvom vi måske ikke engang ønsker at iscenesætte noget som helst, men blot ønsker ærligt og højt at råbe ud over de digitale hustage, at ”Jeg elsker min kæreste over alt på jorden!”, så er vi fangede i den fælde, at der hos modtagerne af denne ytring kan indfinde sig en overvejelse over motivet bag: hvorfor skal du skrive dette på Facebook? Hvorfor vedkommer det mig? Elsker du egentlig din kæreste oprigtigt, når du har brug for at skrive det her? Modtageren må nu gøre op med sig selv, om denne finder den slags ytringer for søde, uskyldige eller decideret kiksede, hvilket kan afføde reaktioner som en sød kommentar, en tommelfinger op, larmende tavshed, eller i yderste instans: en ’afvenning’ (hvor modtageren sletter afsenderen som ven). Og bevidstheden om disse reaktioner hos modtageren kan afsenderen vanskeligt undlade at medtænke i sin ageren, og således kører refleksionen for fulde gardiner, så ingen kan undslippe dens tag i os. Selv de, der stort ser intet foretager sig på Facebook, men med tavs mine og et ironisk blik bevidner de andres klovnerier, risikerer at blive hvirvlet med. Ja, fælden klapper endda for de efterhånden få, der ikke engang er på Facebook, da de i den grad mistænkeliggøres for deres motiver for ikke at være med og skiller sig ud som ’the odd one out’. For de, der intet gør på Facebook, gør sig alligevel bemærkede, som dem der intet gør og ’nok føler sig hævede over os andre, der ikke skammer os over vores kærestestatus og det faktum, at vi tæller hvor mange, der skrev tillykke på vores fødselsdag’. Med andre ord: vi er alle – med eller imod vores vilje – fanget i refleksionssvingdøren og bag vores udskiftelige masker: ”All the world’s a stage, and all the men and women merely players”.

Her forestiller jeg mig, at du, efter at have fået nok af lommefilosofi og tunge metaforer, tænker ved dig selv: rolig nu, Shakespeare. Er det overhovedet så slemt? Ved vi ikke (næsten) alle sammen, når alt kommer til alt, at selviscenesættelsen blot er én dimension af tilværelsen og et samfund, hvor vi også er i stand til at optræde som autonome subjekter, der til overmål forstår os selv som netop et selv, vi tager ansvaret for og lever med? At forståelsen af mennesket som et ansvarligt individ med en fast identitet stadig er så dybt forankret i os, at maskespillet i samtidslitteraturen, hos Jørgen Leth, på Facebook og i al almindelighed blot er et ungdommeligt frikvarter, en uskyldig pause fra det selv, vi stadig er os fuldt bevidst?

Løbet tør for kaffe, øl og ord betaler jeg min regning, tager overtøj på og begiver mig ud i aftenen. Foran mig sitrer et spørgsmål i luften: gemmer der sig et ansigt, når maskerne tages af? Jeg vifter spørgsmålet væk med et hurtigt sideblik til en mørk butiksrude, der viser mit spejlbillede. Jeg har indrammet mig absolut tilfredsstillende.

 

 

En Westfalisk fred – for verdens borgere

Akutplan, forbedret konkurrenceevne, bedre uddannelse eller lavere lønninger er ikke frelsen. Ikke i det lange løb. Der skal nyt til. Helt nyt. En ny global westfalisk kontrakt mellem alverdens borgere, som arbejder for transnationale venskaber og samvirke frem for gensidig udryddelse. Højskolerne gjorde det engang for Danmark. Lad os gøre det igen.

Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

”En dag i slutningen af 1850’erne kom to jyske bønder fra Balle vest for Vejle gående hjem over markerne med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals. De havde været på et tre-ugers sommerkursus hos Kristen Kold i Dalum, og nu var de på vej hjem til deres landsby.

Vi ved ikke, hvad de sagde ved hjemkomsten, men vi forstår, at når to jyske bønder kommer gående med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals, så er der hændt dem noget usædvanligt. Og vi ved, at det lille bondesamfund, de vendte tilbage til, vendte op og ned på alting i de næste 30 år.”

Det er et af mine yndlingscitater; begyndelsen på Frederik Christensens selvbiografi Med livet i højskolen. Hvad de sagde, da de kom hjem, ved vi ikke. Men vi ved, at de havde været på Højskole, og at de efter hjemkomsten vendte op og ned på alting. Vi ved også, at lignende ting fandt sted overalt i landet. Nye forretningskonstruktioner voksede frem. Vi kender dem som globale og transnationale aktører, Arla, Coop, Danish Crown og Tulip International, men de begyndte alle som små brugsforeninger, andelsmejerier og slagterier skabt og drevet af bønder, som kunne se en individuel interesse i at slå sig sammen.

Konkurrencelogik og Naturret

Er det ikke muligt, at gentage dette oplysningens og fællesskabets kunststykke i et globalt perspektiv. Hvad skulle egentlig forhindre os i det? Udover almindelig usikkerhed og magelighed. Noget nyt må til. Fremtiden vil se undrende på akutplanens institutionaliserede uretfærdigheder; de lavere lønninger, som blot er en ny form for devaluering, en måde at eksportere problemer på. Og ser man bort fra, at ikke mange i Danmark vil lide alvorligt af lidt mindre på kontoen i en årrække, er tanken om lavere lønninger ikke rar at trække med ud i fremtiden. Noget andet er, at man ikke belemret andre med sine problemer, dem løser man. Og løser dem sammen, selvfølgelig, hvis man har været flere om at skabe dem.

Mere uddannelse er fint. Og det lyder besnærende, når politikerne forsikrer os om, at vi skal kæmpe os ud af krisens tider med uddannelse og forskning. Og hvad andet er der at opfordre ungdommen til. Det er en evig kilde til glæde at se unge mennesker uddanne sig og blive dygtigere, mere myndige og selvstændige, men glæden blandes med bitterhed, når man samtidig diskuterer krise med dem, og belærer dem om, at den viden og de kompetencer de tilegner sig ikke blot er til glæde og gavn, men snarere et led i national oprustning. Det eneste, der kan redde dem fra materiel armod og for tidlig død.

Og ærlig talt, de har fanget den med forskning og uddannelse på den anden side af kloden. De er jo ikke dummere, end os. Så med den form for tænkning ender det med, at vi konkurrerer hinanden ihjel. Og hvorfor skulle vi egentlig det. Vi doper os før eksamen eller snyder med opgaverne. Og vi fravælger uønskede fostre, hvordan skal det ikke gå den dag, vi kan vælge egenskaber til. Hvem vil ikke vælge konkurrencedygtige egenskaber til sit barn, den dag naboen gør det samme for sit afkom. Hvorfor egentlig ikke være på forkant og sørge for at pode lidt ekstra synaptisk styrke i DNA’et på dit afkom. Det er ikke optimering, det er overskridelse. Det er et skridt frem på status quo.

I Debatten den 16. november forsøgte Asger Aamund, at gøre vores politikere og os opmærksomme på, at det ikke blot er virksomheder, men også lande der kæmper om velstanden for at få råd til velfærden. Det fik mig til at tænke på den gamle samfundstænker Thomas Hobbes (1588-1671) og hans hovedværk Leviathan, skrevet i skyggen af trediveårskrigen, hvori han gør rede for, at ethvert menneske har en naturlig ret til at sikre sig sin egen overlevelse. Vi ligner hinanden så meget, skriver han i kapitel 13, i ”henseende til kroppens og sindets evner,” at vores håb og mål også er identiske. Og hvis to mennesker ”begærer samme ting, som de ikke begge kan nyde, og på deres vej mod de Mål, de har sat sig (som først og fremmest er deres selvopretholdelse, men undertiden blot deres Nydelse), stræber de efter at tilintetgøre eller undertvinge modparten.”

Altså må man sikre sig, hvilket bedst gøres ved forudseenhed,

”hvilket vil sige, at man med magt eller ved list gør sig til herre over så mange personer, som man kan overkomme, indtil man ikke længere kan få øje på en magt, der er stor nok til at den kan nedkæmpe én: Og dette er ikke mere, end hvad éns selvopretholdelse fordrer, hvilket er almindelig accepteret.”

Hobbes tænker videre og ender med at menneskene i stedet for at ligge i evig strid med hinanden fornuftigvis slutter sig sammen i institutionelt regulerede fællesskaber. Politiske fællesskaber. Typisk for at sikre sig mod ydre fjender. Individerne sikrer sig via statssammenslutninger, som nu kan strides indbyrdes. Efterhånden som årene går – og anden verdenskrig afsluttes – flytter den statslige konkurrence langsomt men sikkert væk fra slagmarken og ind i den globale handel.

Globalt Samvirke

Problemet er, at logikken følger med fra slagmarken ind på markedet og menneskearten har ikke siden Hobbes ændret sig i henseende til kroppens og sindets evner, mål og stræben. Krig er ikke længere politik med andre midler; det globale marked er krig med økonomiske midler. Hvis vi har Hobbes med i eftertanken, hvordan skal så formulere vores næste skridt? Jeg foreslår Højskole om igen – ikke blot danske bønder hånd i hånd over marken, som vender op og ned på tingene, men danskere side om side med ungarer, vietnamesere og ugandere og så videre – i nye globale fællesskaber. Udvikle nye forretningsmodeller og måske en mere fair konkurrence i globale samvirker.

Viden er – som de gamle grækere sagde – godt i sig selv. Det må vi holde fast i. Og viden er magt, som Francis Bacon (1561-1626) sagde. Viden er fantasiens brændstof, og jo mere fantasi desto flere muligheder. Og jo flere hoveder, der deler viden og fantasi, desto nemmere og sjovere bliver det at realisere fantasierne. Og ligesom vi bør stræbe på at realisere disse fantasier i fællesskab, så bør vi også stræbe efter at nyde resultaterne i fællesskab. Forskningen viser lige nu, at vi er klogere i fællesskab, end vi er hver for sig. Som Thomas Malone, lederen af MIT’s Center for Kollektiv Intelligens, siger her, så er det ”important to realize that intelligence is not just something that happens inside individual brains.” Der findes selvfølgelig også kollektiv stupiditet, så spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi har gang i lige nu, og ikke mindst hvad vi får gang i.

Man kunne frygte, at vi ville gå i stå, hvis ikke vi af og til følte os en anelse truede på livet. Og den fare er reel, men det burde også være muligt at gøre det anderledes. Der er benhård konkurrence i superligaen, både spillere og hold bliver bedre, men det er 90 minutter ad gangen, hvorefter de har ro til træning og udvikling. På det globale marked er det 24/7, hvorfor vi risikerer at konkurrere hinanden ihjel. Flere iværksættere er drevet af et ønske om at hjælpe til – også af udsigterne til personlig gevinst – men også af et oprigtigt ønske om at hjælpe; de skaber smarte løsninger i form af malarianet, genmodifcerede planter, der kan spore landminer, sugerør, der kan rense forurenet vand til vækst, glæde og gavn. Selv de bedste fællesskaber kan ikke afskaffe arbejde og gøre vores fornødenheder – nødvendige såvel som mere luksuriøse – gratis. Og vi skal jo heller ikke lave det samme. Øget specialisering vil være nødvendigt i mange år fremover. Men måske det er muligt at have en fair spredning af rigdomme for øje og i højere grad rette private investeringer mod noget, der gavner den globale udvikling og ikke blot den personlige profit. Det er i hvert fald en beslutning, der står enhver formuende frit for.

Frygt til morgenmad

”Ja godmorgen det et blevet tirsdag, og vi står foran endnu en dag med udsigt til finanskrise. En finanskrise, der er som en rutsjebanetur. Først kilder det bare lidt i maven, når det begynder at gå ned ad, men efterhånden kommer bekymringerne. Specielt når det viser sig, at det ligesom aldrig går op igen i den her rutsjebane. Det går bare ned og ned og ned og ned, og politikerne, der også er med om bord, leder og leder efter den knap, der kan bremse vognen.”

Vi fodres med frygt og bekymringer til morgenmad, som her af Ole Brink fra P1 morgen 28/10 – 2008. Og når vi hører om BRIK landenes milliardstore befolkninger (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), som også har fundet ud af, at uddannelse er vejen frem og oven i købet arbejder langt billigere, end vi gør. Før BRIK landene var det de asiatiske tigre, Hong Kong, Taiwan, Singapore og Sydkorea. Inden længe er det Indonesien og Vietnam. Fortæl mig hvem vi ikke skal frygte.

På højskolerne overkom bønderne deres skepsis for nabosognets folk og fandt ud af – som Hobbes skrev – at vi er temmelig ens, at vi kan arbejde sammen og udvikle os sammen. Og det kunne være slemt dengang – alle de uforståelige dialekter: ”Folk, der sagde æ Hæjst i Stedet for Hæjsten, kunne Tordenkalven ikke lide, de var ikke af hans egne,” som Johannes V. Jensen skrev om Tordenkalven i sine Himmerlandshistorier. ”Hans Sprog var rigt, sikkert og udtryksfuldt og det dannede Grænsen for hans Verden; hans vandringer strakte sig aldrig uden for Dialektomraadet.” Og sådan er det overalt i verden, sproget sætter grænser; det er ikke kun os, der dansker for meget. Men disse grænser er overkommelige. Lad os gentage højskolernes kunststykke globalt.

Vi dansker for meget

Den almene dannelse har vanskelige vilkår da opfattelsen af denne står på skuldrene af en utilstrækkelig, forældet og nationalromantisk forestilling om danskheden i centrum. De danske højskoler bør derfor gå forrest i kampen for en internationalisering af dannelsesbegrebet og sikre den ualmindelige dannelse.

Af Ole Buch Rahbek, Mellemfolkeligt Samvirke

Når begrebet ”almen dannelse” diskuteres og konkretiseres, må man ofte konstatere, at”det nationale” bliver gjort til et meget centralt begreb. Dette sker oftest i det formelle uddannelsessystem men desværre ligeledes i Højskolerne. I det formelle uddannelsessystem – i folkeskolen, på fagskoler, gymnasier, handelsskoler, på universiteter, professionshøjskolerne trives ”det danske” i bedste velgående. Her undervises på dansk i kanoniserede danske klenodier og der fortælles om en ny kolonitids ekspeditioner til Nordpolen for at annektere den arktiske undergrund.

På højskolerne kommer det forældede dannelsesideal netop til syne via en temmelig snæver lovgivning, eksempelvis når det kommer til muligheden for længerevarende studieture til udlandet – og ligeledes når skolernes jagt på internationale elever begrænses eksponentielt med udsigten til en lavere elevstøtte via EU-midler og CIRIUS-ordningen. Måske skyldes dette et manglende fællesudgangspunkt for højskolernes mission, en mission som ikke må drukne i aldrende højskoleparoler og forældede nationalromantiske forestillinger om samlingen af det danske folk som én monolitisk masse.

Problemet er, at højskolerne risikerer sin eksistensberettigelse som en skoleform med folkelig oplysning og almindelig dannelse som idealer, hvis ikke der tænkes nyt, anderledes og internationalt. Den almene dannelse i et nationalt perspektiv er er for snævert til at bære en særlig skoleform som højskolerne. Hvis ikke højskolerne udvider læringsfeltet, kan det således være svært at få øje på, hvad formålet egentlig er? Ligeledes kan man forestille sig at elevgrundlaget blandt unge forsvinder, hvis der ikke tænkes nyt.

Internationalisering af højskolerne

Kai Hoffmanns ord ”Så Syng Da Danmark Lad Hjertet Tale”  pryder bagsiden af den seneste udgave af Højskolesangbogen. Dette på ingen måde tilfældigt. På højskolerne følges opfordringen flittigt, hvor der synges fra hjertet – på dansk. At højskolesangbogen rummer mange gode sange på dansk, og tilsvarende få på engelsk, er et symptom på en tendens som trækker spor helt ind højskolelovens efterhånden forældede dannelsesidealer. Problemet er, at nationalstaten for længst har passeret sin udløbsdato som det samlende for befolkningens fælles dannelsesidealer.  Det er på tide at spørge, om højskolernes – og nationens – fælles dannelsesbegreb ikke bør gøres ualmindeligt?

Nogle gange skal man ændre sin praksis for at opnå sand refleksion og højskolerne rummer potentialet til at gå forrest i kampen for forståelsen af verden som en mangfoldig af slagsen. Loven skal ændres således at højskolerne får mulighed for studieture til fjernere destinationer og med længere ophold, der skal gives tilskudsmuligheder for at hente lokale ressourcer ind fra hele verden, som kan berette om personlige erfaringer og herigennem vække til handling iblandt unge og ikke mindst skal højskolerne turde at satse på faglighed med internationale vinkler, medborgerskab og kulturmødet i centrum.

En del af problemet og højskolernes læringsmæssige udfordring er dog, at det er vanskeligt at arbejde med det globale som begreb, da diskussionerne ofte er baseret på tro og idealer. Dette skyldes at vi har meget ringe adgang til ”det globale” og at vores viden og erfaringer begrænser vores handlekraft og viljen til forandring markant! Et godt eksempel er, at klimakatastrofen ér i gang, og at det tilsyneladende ikke er nok at vise konsekvenserne på tv. Det er bydende nødvendigt at tale med de mennesker som krisen berører, at skabe rum for udveksling af erfaringer og viden, give denne viden videre til andre og dermed skabe grundlag for forandring.  Derfor skal højskolerne ud i verden og tage sagerne ved selvsyn. Fokus for Højskolernes efteruddannelse  for lærere (HPU) må nødvendigvis internationaliseres og gøres relevant i forhold til den virkelighed som omgiver vores eget land og erstatte det antikvariske tilbageblik på højskolernes nationale udgangspunkt. Et udgangspunkt som Grundtvig med stor sandsynlighed ville erstatte med et internationalt den dag i dag.

Ualmindelig dannelse

Da Grundtvig formulerede sine tanker om den danske folkehøjskole var Danmark et land i krise. Der var behov for tanker og ord, som kunne samle landet som nation og herigennem opbygge en fælles kulturarv som grundstenen til en velfungerende stat. Tiden er nu anderledes. Det er ikke længere Danmark som skal samle sig, men det er nødvendigt, at verden rykker tættere sammen i behovet for fredelige løsninger på konflikter og kultursammenstød. Grundtvig vidste at et svagt nationalt demokrati ender med ulykkelige kompromiser, sagen er dog, at et svagt international sammenhold ender i ragnarok!

Ualmindelig dannelse er internationalt udsyn! Når unge danskere ved mere om amerikansk politik end flertallet af amerikanere er de ualmindeligt dannede – når de citerer Kurt Cobain, Bob Dylan og måske Shakespeare og samtidig kan placere Danmark i verden er de ikke blot dannede, men ligeledes folkeligt oplyste i en moderne verden. Idealet er at danne grundlaget for at kunne opbygge sociale relationer på kryds af grænserne og at indsamle viden og erfaringer som omfatter et begreb om internationalt medborgerskab.

Borgens Store Filosoffer

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole.

Der er mange måder, hvorpå vores politikere minder om de store gamle filosoffer. Det er ganske vidst ikke altid det indtryk, man får, når man følger årets gang på Christiansborg. Gør man det, kan man nemt blive i tvivl om, hvor man bør sætte sit kryds, da også politikerne ofte virker som nogen, der tvivler på deres egne holdninger.

Helle Thorning Schmidt (S) kan både gå ind for efterløn og for afskaffelsen af samme. Lars Løkke Rasmussen (V) kan tale om lettelser i topskatten for de rigeste og om ikke lettelser i topskatten til de rigeste. Indføre fedtafgift og ville afskaffe den igen. Thulesen Dahl og DF kan være med til at afkorte dagpengeretten og have lyst til at forlænge den igen. Det er som om, politikerne ikke forstår, at deres love har konsekvenser, og at det derfor ikke er hip som hap, hvad de siger, mener og gør.

Der skal være plads til at ændre holdninger, hvad skulle vi ellers med frihed og demokrati? Og det er jo ikke på samme tid, Thorning og Rasmussen mener noget forskelligt om det samme.  SFs politiske ordfører Jesper Pedersen kan til gengæld i samme åndedrag indrømme, at der ikke er fattige i Danmark og samtidig bekæmpe fattigdom i Danmark. Indtil videre har vi diskuteret absolut og relativ fattigdom, SF opererer nu også med en slags metafysisk fattigdom (og for at bekæmpe den, må vi jo hæve skatterne). Det strider mod kontradiktionsprincippet,* som Aristoteles formulerede det, og fører til ovennævnte absurditeter.

Fornuft og Forbud

Der er ingen grund til at fortvivle. En nøgle trukket hen over medielakken afslører hurtigt et ekstra lag hos de folkevalgte. Ikke nok med at de vil os det bedste, de kan også være morsomme og tankevækkende. Hvem morede sig eksempelvis ikke over Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsens (LA) fattigdomsdiskussion i det sene 2011.

Og tankevækkende er det, når Karina Lorenzen, SFs forbrugerordfører, siger således: ”Jeg synes ikke, der er noget galt med forbud, hvis de bliver udstedt af fornuftige mennesker. Og vi er jo fornuftige mennesker i SF. […] Det er alt for kompliceret for almindelige borgere at overskue, hvad der er usundt, og hvad der ikke er.” Hun minder mig om den store filosof Platon, der levede fra 427 til 347 fvt – og navnlig Platons Hulelignelse.

Jan Saenredam (1565–1607) har her illustreret hulelignelsen fra Platons værk Staten. Vi ser, hvordan flertallet forfærdes, skræmmes, glædes og diskuterer skyggebillederne i øverste højre hjørne i den tro, at det er virkeligheden. Længere står en flok mere indsigtsfulde personer, som enten har været helt uden for hulen eller står og samler mod til at gå ud i det hårde dagslys. Fra solen stråler sandheden om det gode lige ned i øjnene på folk og forvandler dem til filosoffer og politikere. Man kan sige, at regler, regulativer og lovforslag nærmest stråler direkte fra solen, gennem filosofferne og ned på befolkningen nederst i hulens mørke.

Til forskel fra Lorenzen så Platon ikke verden som kompliceret, snarere som et blændværk. Eller rettere; de fleste mennesker lever i illusionernes verden, mente han – dog ikke filosofferne. Nu om stunder ved befolkningen ikke, hvad der er godt for dem selv. Og den lytter ikke til politikernes oplysningskampagner. Platon havde et lignende problem – måske grækerne havde filosof-lede, sådan som vi nu har politiker-lede. Selv de bedste filosoffer oplever, at folket flest finder dem komplet ubrugelige. Men Platon fastslog at skylden ikke ligger hos filosoffen, men hos den, der ikke forstår at bruge filosofien (jf. Staten 489b).

Platon tog temmelig radikale midler i brug. Han ville afskaffe al ejendomsret – også den over kroppen – og lade filosofferne administrere opdragelsen af samfundets borgere. Han var heller ikke demokratisk sindet. Det virker mere nutidigt at lade borgerne administrere deres egne midler i hvert fald i et vist omfang. Man kan jo altid forsøge at hjælpe den private administration af indtægterne med en smule afgifter (altså på den del indtægten, der ikke er pålagt indkomstskat).

Sandheden er sund og simpel

Politikerne har jo ret i, at verden er kompliceret og derfor er det nødvendigt med folk, der kan forklare noget af denne kompleksitet for befolkningen og finde ind til det mere langtidsholdbare i al omskifteligheden. Og man kan se det: usund livsstil er tydeligvis forbundet med kort uddannelse. Platons filosoffer skuede klart forskellen mellem verdens illusoriske fænomener og så det evige og virkeligt gode. Og det gode er både simpelt og sandt. Jeg tænker, at Platon helt sikkert ville vælge sushi frem for flæskesteg og brune kartofler, havde han levet i dag. Og det er ikke blot på grund af det gode ved sushien, det er ligesom også sværere at bevare de klare linjer, når den brune sovs flyder sammen med rødkål og kartoffelkrummer. Den sunde krop holder længst, den er med andre ord tættere på evigheden (og det guddommelige), end den hedonistisk arede, usundt ødelagte krop.

Og her har vi et problem: Befolkningen bliver mindre og mindre evig. Den motionerer for lidt, spiser usundt, bliver tykkere, får diabetes etc. Og hvis sjælen er sund i et sundt legeme, hvad er den så i et usundt? Måske skal vi bare smide Mcdonalds ud af landet, som Özlem Cekic foreslog?

Der er alt for mange fristelser. Det skønne, det gode og det sande er simpelt – minimalistisk. Og det er netop filosofferne hos Platon, der er i stand til at lave denne distinktion mellem ”det evige og uforanderlige” og ”fænomenernes mangfoldige og stadige skiftende verden”, og derfor er det filosofferne, der skal køre showet (Staten 484b). I dag er det soleklart, at det er politikerne, der kan skelne mellem det, der giver et sundt, langt og produktivt liv og supermarkedernes ugentlige slagtilbud i farvestrålende emballager.

Derfor er det også politikerne, der ”[…] skal sørge for, […] at der bliver skabt rammer, som gør det nemmere at vælge at leve sundt”, som Lone Dybkjær i sin tid sagde, da hun var sundhedsordfører for de Radikale. Og rammer rimer på afgifter.

Politikkerne skal høre for meget, også her, og det er måske ikke rimeligt. De er jo, som Platons statsfilosoffer, forpligtede i kraft af deres indsigt. Desværre findes der en lille undersøgelse, der forsigtigt antyder, at befolkningen sparer på de sunde fødevarer, når priserne hæves for at få råd til de farvestrålende slagtilbud. Det ser altså ud til, at befolkningen har sin egen vilje. Det er også forbandet, der er så hyggeligt i hulen foran skyggebillederne.

Note

* Den bærende ide i modsigelsesprincippet (kontradiktionsprincippet) er, at noget ikke kan være sig selv og det modsatte på samme tid.  A kan ikke være B og ikke-B på samme tid. Der ligger det i det, at hvis vi skal tale fornuftigt sammen, nytter det ikke, at vi påstår et og det modsatte om tingene.

Elsk dig selv, dit svin!

Et essay om egenkærlighed til næsten. Af Lars Andreassen , Egå Ungdoms-Højskole

Kan man elske, hvis man skal? Det kan være vanskeligt, men ifølge det kristne bud om næstekærlighed, skal man. ”Du skal elske din næste som dig selv,” står dér. Men også – elske – på den rette måde, lytter man til Søren Kierkegaard, der i Kjerlighedens Gjerninger føjer til buddet, at man netop må kunne elske sig selv for at elske sin næste på den rigtige måde.

I udgangspunktet virker denne tilføjelse besynderlig, da man skulle mene, at der er rigelig med selvfedme og sig-selv-nokhed i omløb i disse tider. På den anden side er det ingen hemmelighed, at mange har det svært med selvtilliden, selvværdet – forbruget af tudekiks stiger støt. Og der er gået inflation i begreber som deprim og stress. Nederen flyder fra folks mørke munde, og de svarer ikke igen, men gemmer eksistensen under dynen.

De skulle have et kristeligt spark i røven, skulle de, med bud om at elske sig selv. Det kan ikke være tilgivelse og den anden kind det hele.

Skal man elske, hvis man kan? Ja, det skal man! Ellers kommer man jo ingen vegne. At elske burde give sig selv, som Kierkegaard skriver, ”thi uden kjerligheden lever du egentligen ikke.” Men hvordan kan jeg elske mig selv med alle mine mangler, det er det afgørende spørgsmål. Der er noget råddent ved mig selv, hvordan skal jeg kunne holde af det. Det er lige præcis ved dette spørgsmål og denne konstatering, at Kierkegaards kærlighedsbud bliver relevant for nutidens unge. Og lidt morsomt også, fordi det tillader mig at sige til min næste: Du er jo ikke perfekt. Du er nederen, du er klatøjet og uskarp, dit tøj er grimt og dit hår forkert. Og netop derfor skal du elske dig selv. Hvordan skulle du ellers kunne elske din næste, som er lige så uperfekt, klatøjet og uskarp som dig selv.

Det er, som Kierkegaard skriver, dine ejendommeligheder, der gør dig til dig. Det er dine mentale skævheder, dine upassende bemærkninger (eller kærlige bemærkninger på upassende tider), dine besynderlige vaner som bærer aftrykket af din fortid med sig, der gør dig forskellig fra de andre omkring dig. Som gør dig til lige netop dig. Og de andres latterlige vaner, deres ligegyldige eller gribende historie, der gør dem forskellig fra dig.

Du er dine ejendommeligheder, alt det andet, som du også er, er også de andre, så det flyder sammen i den suppe, vi koger normaliteten i. Er du religiøs som Kierkegaard, er det gud, der har givet dig dine ejendommelige besynderligheder. Og gud kender dig på dem og elsker dig med dem. Du må gøre som gud: elske dig. Hvis ikke du har hang til religion, har du dine ejendommeligheder fra naturen, og at kæmpe mod dem er derfor mere eller mindre forgæves. Under alle omstændigheder – altså religiøs eller ej – er du et utaknemmeligt skarn, hvis ikke du elsker dig selv.

Først når du hviler i dine ejendommeligheder, og finder dig til ro og rette med dine skæve tænder og lader verden komme til dig gennem dine skæve tanker, bliver du i stand til at elske din næste, sådan som næstekærlighedsbuddet lyder. Eller som vi nu kan formulere det: du skal elske dig selv som din næste, og din næste SKAL du elske.

Til filosofholdet, Egå Ungdoms-Højskole F2012