Bliver man en bedre læge af at se på kunst

Udgivet den 25. april 2016 af Lars Andreassen

2.934

Almen dannelse. Gymnasierne skal igen reformeres, hvorfor bølgerne rejser sig og der tales om hor og prostitution, fagsammenlægninger og mere fokus på naturvidenskab. Personligt har jeg ikke noget imod hverken det ene eller det andet, da jeg altid har fundet det frugtbart, berigende og erkendelsesbefordrende at blande ting sammen; der skal mere end en god råvare til et godt måltid. Hvad der dog kan irritere mig, er manglen på konkretion: Hvad der det egentlig den der almene dannelse og brede orientering er godt for? Her kommer et par svar.

På Højskolerne opererer vi med noget, der kaldes UBAK. Det er en forkortelse af Undervisning af Bred Almendannende Karakter. Ifølge loven skal undervisningen på en Højskole bestå af mindst 50% UBAK og det er fedt, fordi viden, indsigt og kunnen på et felt ofte skærper evnerne og idérigdommen på et andet felt. Mon ikke en person, der er vanvittig dygtig til litteraturanalyse, også er i stand til (sammen med andre) at analysere diverse strategiske og taktiske aspirationer i – lad os sige, et udenrigspolitisk udspil fra Vladimir Putin.

Fred Kaplan, forfatter til Dark Territory. The Secret History of Cyber War, fortalte søndag 24/4-2016 til Fareed Zakaria på CNN-magasinet Global Public Square, at Reagan i sin tid var blevet opmærksom på cyberspace som et sikkerhedsspørgsmål, fordi han havde set filmen Wargames fra 1983 – altså nærmest før internettet var en realitet. Wargames handler om en ung mand, der hacker sig ind i et militærsystem, hvor han forveksler virkelighed med fiktion. Han tror, han spiller et fiktivt spil og er tæt på at udløse den virkelige 3. Verdenskrig. USA’s daværende Præsident, Ronald Reagan så filmen og kunne ikke slå den ud af hovedet, og ved næste sikkerhedsmøde fortalte han om filmen, mens sikkerhedsrådgiverne vendte det hvide ud af øjnene, og han afsluttede med spørgsmålet om, hvorvidt filmens scenarier ville kunne finde sted i virkeligheden. Ugen efter da militærfolkene havde undersøgt spørgsmålet, fik Reagan svaret: ”Ja, det kunne det, og det var meget værre, end de troede.”

Der skulle et indspark fra underholdningsbranchen til, og en Præsident der gav sig tid til at se film, førend man blev fuldt opmærksom på de potentielle sikkerhedstrusler i forbindelse med det elektroniske net, man var ved at skabe. Åbenbart ikke en tanke fagfolkene var kommet på.

Egå Ungdoms-Højskole på Musee d'Orsay, Paris, efteråret 2015. Emilie ser på Monet

Egå Ungdoms-Højskole på Musee d’Orsay, Paris, efterår 2015. Emilie ser på Monet.

I In defense of a Liberal Education fra 2015 fortæller Zakaria, hvordan 20 medicinskoler supplerer deres undervisning i observation og diagnosticering med studier af kunst. De følger Irwin Bravermans fra Yale School of Medicines eksempel. Braverman vurderede i 1998, at hans studerende var for ringe til at observere og stille diagnoser, hvorfor han i samarbejde med Linda Friedlander fra Yale Center for British Art arrangerede et kursus i kunst for 100 medicinstuderende, som igennem forløbet skulle iagttage og forholde sig til de mange lag i kunstværkerne. De studerende, der deltog i kurset var bagefter langt bedre til at stille diagnoser.

Jeg kunne komme med flere eksempler, men disse er formodentlig tilstrækkelige til at slå pointen fast.

Et Univers(itet) af Druk og et Liv i krise

Udgivet den 13. december 2015 af vidanserforlidt

2.940

af Kenneth Degnbol, forfatter og højskolelærer på Rønde Højskole.

Anmeldelse. I bogen Tanker fra en rus følger vi hovedpersonen Peter igennem tyve år af sit liv fra universitetstiden til en karriere som først og fremmest advokat og i mindre grad som familiefar. Peter forholder sig undervejs refleksiv til sine omgivelser og derfor er en stor del af bogens potentiale en indbygget kritik af uddannelsesinstitutionerne, det neoliberale samfund og ikke mindst det, man kan kalde individets mulighed for at komme til sig selv i hel Kierkegaardsk forstand.

Kasper Selmar uden alkohol, men vel i en kornsort, der kan brygges på, så skål anyway, det er ikke smagsoplevelsen eller kvaliteten, der spiller en rolle, men effekten.

Bogen begynder med den for universitetsbegyndelsen obligatoriske rustur, hvor alkohol er en så overskyggende faktor der gør, at alle i grunden skjuler sig for hinanden, og ingen kan vise sig med de drømme og forventninger, de nye studerende, Peter ikke mindst, møder op med. For Peter bliver det en stor skuffelse, som han dog ikke magter at gør noget ved. Måske fordi han savner muligheder, eller fordi indsigten først vokser med tiden. I hvert fald gør han som de fleste; kæmper med studierne, med studielivet, gør det som rammerne byder ham, men hele tiden med en længsel efter, at den grænseløst videbegærlige, akademiske og sandhedssøgende student skal indfinde sig.
En del af kritikken retter sig mod alkoholkulturen i universitetsmiljøet. Det er ikke bogens hovedtema, men det fungerer som et symbol for det overordnede eksistentielle tema om at blive sig selv. Alkohol står ifølge Peter i vejen for, at det egentlige Jeg kan udspille sig. Men Peters kamp handler også om at overtage sig selv i forhold til studievalget, for er det i grunden hans valg, når hele familien har tradition for at gå vejen omkring det juridiske fakultet? Og når vi senere i livet møder Peter som en succesfuld advokat, er det så egentlig et resultat af den måde, han i virkeligheden ønsker at leve sit liv på, når han knokler for at have betydning i firmaet, mens han savner at se mere til sin kone, Lise, og deres barn, Alma? I den forstand er der mere end alkohollen, der står i vejen, men fællesnævneren er det at leve livet uden rigtigt at tage det ind.

Tanker fra en rus er en debutroman skrevet af Kasper Selmar Pedersen. Han er selv studerende på Århus Universitet, og man aner et muligt selvbiografisk islæt undervejs i læsningen, og det giver mening, når han om romanen skriver, at det er en førstehåndsskildring af blandt andet universitetssystemet.

Peter er akademiker ligesom Kasper er det. Derfor er det troværdigt, når Peter i sine refleksioner undervejs i bogen inddrager vidt forskellige perspektiver af filosofisk og samfundsteoretisk karakter til at underbygge sine iagttagelser. F.eks. perspektiverer han hele karaktersystemet på universitetet ved at inddrage Black swan-teorien af den libanesisk-amerikanske statistiker Nassim Nicholas Taleb, der handler om den undervurderede betydning, vi tillægger tilfældigheder – i historiefaget såvel som i vores fremtidsprognoser for blandt andet makrobevægelser på det finansielle marked. Uforudsigelige hændelser spiller ifølge teorien en større og større rolle, samtidig med at særligt unge ikke har lært at tillægge det nogen betydning. Resultatet er i universitetsverdenen et system, der blindt styrer efter karakterer, mens Peter (i denne del af bogen som underviser) godt ved, at de ikke tilbyder en særlig stor grad af objektiv sandhed om de studerendes evner og præstationer. Peter kommer ikke med forslag til ændringer, og det er kendetegnende for ham. Peter er den klassisk dannede advokat (der endda skriver glimrende poesi), der kan sin samfundskritik, men ikke evner at ændre noget. Måske før til allersidst i romanen. På den måde indskriver romanen sig i en den klassiske tradition for dannelsesromaner. Romanens konflikt er den voksende kløft mellem det faktisk levede liv, og Peters følelse af, at det er hans liv og hans egne genuine valg. Indtil kløften bliver stor nok og kalder på en forandring.

Bogen er velskrevet med et godt sprog og en stringent form, hvor Peter er eneste synsvinkelbærer. Hans figur forekommer troværdig i den bevægelse han gennemgår fra tyveårig naiv russer til den 40-åriges forhærdelse – samtidig med at hans eksistentielle længsel er uforandret, hvilket borger godt for os alle sammen. Balancen mellem de rene beskrivelser og de refleksive dele er jævn bogen igennem. Kasper Selmar Pedersen er selvudgiver, men han skal roses for at have sat en redaktør på bogen. Stilistisk renhed og den nævnte balance kan ofte være svær at finde for selvudgivere, der står alene med manuskriptet fra først til sidst, så måske er Kasper her tak skyldig til sin redaktør Stine Liberty Svenningsen.

De reflekterende dele af bogen nærmer sig en essayistisk, fabulerende stil. Det er ikke comme il faut i alle litterære miljøer. Men jeg tager hatten af for modet til at overskride den rene beskrivende stil med fortolkningerne. Det er troværdigt, at hovedpersonen, der jo netop er akademisk skolet, bringer teorier i spil, når han forsøger at forstå verden, for er det ikke netop sådan mange af os gebærder os, når vi i dialektikkens navn tænker, at der må være flere forklaringer på spil? Under alle omstændigheder er det inspirerende, ikke mindst for undertegnede.

Bogens styrke er samtidig også dens svaghed. Peter er på mange måder en person som alle andre, der har betrådt universitets institutter frem mod et liv, hvor karriere og familieliv lever en konstant tofrontskamp. Han er let at forbinde sig med, men mangler af samme grund også en kant. I en scene, der skal vise Peters jetset-liv som advokat, møder vi ham på jagt. Det er spændende læsning, og jeg var bjergtaget kapitlet igennem af den simple grund, at her tilbød der sig en for mig fremmed verden at træde ind i. Det udstiller samtidig udfordringen med mange af de andre kapitler. Meget af det, Peter gennemgår, er så dagligdags, så man savner en oplevelse. Når Peter for eksempel vågner på kollegiet og er frustreret over den natlige fest, som ingen har ryddet op efter, så er det noget, de fleste af os har oplevet så mange gange, så at udfylde det tema over adskillige sider, virker intetsigende. Når litteraturen er stor, er det når den på magisk vis, kan føre os nye steder hen. Det har Kasper Selmar Pedersen tilgode at vise os, at han kan. Og det er særlig sårbart i den strenge stil, hvor Peter alene bærer synsvinklen. Der skal meget til, når en enkelt person skal opretholde intensiteten. Han bliver ganske enkelt for let at leve sig ind i, fordi han næsten bliver for troværdig, for meget som en af os andre, for meget det gennemsnit, der kan udstille samfundets skyggesider, men ikke rigtig selv har skævheder.

Jeg håber, Kasper Selmar Pedersen tør holde fast i den fortolkende, kritiske og essayistiske stil, og forhåbentlig med en historie med mere spræl, skævhed og fantasi

Tillykke med debutten.

Tanker fra en rus er skrevet af Kasper Selmar Pedersen og udkommet (2015) udenom etablerede forlag. Køb bogen her.

Jomfruhinder, farveblyanter og mit racistiske sprog

Udgivet den 21. november 2015 af Lars Andreassen

193

”Neger”, råbte vi med tydelig diktion ind over plankeværket til knægten, der sad og legede med sine plastikbiler på græsplænen. Jeg har ingen anelse om, hvorfor vi råbte, men Ole Jensen, en af vor gode veninders far, trillede op på siden af os, rullede vinduet ned og forklarede os, at det skulle vi ikke gøre én gang til. Han forklarede det med en sådan diktion og knurrende bestemthed, at jeg ikke siden har kaldt nogen for neger.

Det er mere end 30 år siden, og jeg ved nu, at knægten på den anden side af plankeværket var hudfarvet og formodentlig stadig er det. Han var bare den eneste i det 70’er klondike, jeg er vokset op i, med dén hudfarve, så for vores sanseapparater stak han ud i mængden. De øvrige, omkring 2.500 sognebørn, som må have beboet de nybyggede pløjemarker dengang, havde i øvrigt hver deres særegne og individuelle hudfarve, blot inden for et andet spektrum.

Farveblyanter som racismens tjener

I bogen Det Virkelige Menneske kan man på side 182 læse, at vores sanseapparat er i stand til at skelne mellem 7,500.000 farvenuancer. Et veludviklet voksent ordforråd består af omkring 80.000 ord, og da vi heldigvis taler om andet end farver, er kun en brøkdel af dem reserveret farvebetegnelser. Den virkelighed, vores sanseapparat har adgang til, er alt for omfattende til, at vores symbolske system kan ramme hovedet på sømmet hver gang.

Derfor er både sproget og mine farveblyanter strukturelt racistiske og potentielt undertrykkende – eller det er der i hvert fald nogle, der påstår. Særligt hvis jeg kombinerer lyden ”hudfarve” med den blyant, som hverken er lyserød eller orange eller gul, men et eller andet i den retning, som jeg altså bare ikke har den præcise betegnelse for

Når forskellen mellem den mangfoldighed af nuancerede indtryk mit sanseapparat kan modtage, og det, jeg med mit grovkornede ordforråd og langt under 7,500.000 mio farveblyanter er i stand til at udtrykke og tegne, er så stor, er det svært at være politisk korrekt. Verden kommer til mine sanser i én kontinuerlig strøm, men de ord jeg kommunikerer med kommer med mellemrum; (de) (optræder) (diskontinuert).

Jeg gør, på den ene side, hvad jeg kan for ikke at genere andre mennesker, men jeg kan ikke gengive og kommunikere verden i størrelsesforholdet 1:1. På den anden side går jeg benhårdt ind for de grundlæggende individuelle rettigheder, herunder ytringsfrihed. Jeg mener ikke, at man med henvisning til kulturel praksis eller traditioner kan tillade sig at bestemme, hvilke relationer et andet menneske kan eller skal indgå i, ej heller at man kan bestemme hvilke livsmuligheder, andre skal have lov til at afsøge og udfolde.

Jeg ved også at andre er uenige med mig, og at de fælles rammer for udfoldelsen under alle omstændigheder er noget, der er til evig diskussion. Derfor går jeg går som både borger og lærer ind for, at der skal kunne oplyses om alt og at alt skal kunne vendes og drejes i min stue og i mine timer, lige fra Pippi Langstrømpes familierelationer, Muhammedtegner og Islams rolle i indskrænkningen af kvinders rettigheder til kolonialistisk hykleri, uhyrligheder og konsekvenser. Og jeg vil kunne citere fra Dræb ikke en Sangfugl og Huckleberry Finn, hvis jeg finder det oplysende.

Jeg kan se af debatten, at undervisere på amerikanske universiteter i den politiske korrektheds navn og misforståede hensyn, er blevet fyret for langt mindre, end jeg udsætter mine elever for. Det er et angreb på intet mindre end de grundlæggende frihedsrettigheder, som verdens øgede frihed og fremgang er bygget på – dem, som i sin tid kvinderettighedsforkæmperne og Martin Luther King henviste til og bad om at blive omfattede af.

Jomfruhinder

Jomfruhinder og Hijab hedder en bog af Mona Eltahawy, hvori jeg oplyses om, at man i det arabiske samfund ”anser det for en mindre katastrofe, om pigen døde, end hvis hun mistede sin mødom” og videre at mødomme tilhører familier og ikke individer (side 107). Det blev jeg ikke bare en smule forundret over, jeg blev indigneret og finder det fuldstændig utilstedeligt, men på den anden side hørte jeg for nyligt, at en pæn portion kvinder tilhørende den muslimske trosretning får rekonstrueret jomfruhinden, inden de gifter sig.

Og hvorfor er det nu, at jeg blander farveblyanter sammen med kvindelige kønsdele? Ja, jeg havde heller ikke lige set det komme. Men for at få lidt mere greb om, hvad jomfruhinder egentlig er, greb jeg ud efter bogen Kvinde kend din krop, hvor jeg først og fremmest blev klogere på jomfruhinder, men siden stødte på følgende overskrift ”Ræk mig den hudfarvede blyant” i delafsnittet, ”Magt, privilegier og undertrykkelse” i kapitlet ”Feminisme”, hvor identitetspolitikken udfolder sig uden hæmninger.

Der læser jeg, at der er alt for få sko i str. 42 til kvinder på markedet. Og jeg får at vide, at sproget afslører vores normer, hvilket jeg godt kan følge, men så læser jeg følgende, hvorefter jeg overvejer om det nu også var så god en idé at købe bogen til min teenagesøn, for hvorfor skal jeg lade ”feminister” plante dette arvesyndens frø i hans bevidsthed.

”Normen for, hvad man kalder hudfarvet, bliver synlig i det øjeblik, en person med mørk hudfarve beder om den hudfarvede og får stukket en lyserød farveblyant i hånden. Igen kan man se, hvordan det normale bliver skabt ved, at man ekskluderer noget som værende unormalt eller forkert. Ligesom en fod, der ikke har ”den ”rigtige” størrelse, er ekskluderet fra skobutikkerne, er den mørke hudfarve ekskluderet fra et fælles begreb om, hvilken farve en hudfarvet blyant har.

Normer kan skabes på mange måder. En måde, som i eksemplet med hudfarven er, at dem der er flest, bestemmer over dem, der er få. I Danmark er folk med lys hud flest, og derfor skabes en struktur i sproget, hvor lys hudfarve er lig med, slet og ret, hudfarve. Man kan sige, at majoriteten får retten til at definere, hvad der er normalt ud fra gruppens egne fællesstræk. Men for at skabe en forestilling om, hvad der er rigtigt og normalt, har man brug for en modsætning, som er forkert og unormal.” (s. 27f, mine fremhævelser)

Pointen i ræsonnementet er selvfølgelig, at det barn (eller den pædagog) i børnehaven, der udvalgte den lyserøde blyant, da hudfarven blev efterspurgt, afslørede sig som en del af en hegemonisk majoritet, som ubevidst viderefører århundreders vesteuropæiske, racistiske og imperialistiske undertrykkelse. Det er bare ikke det eneste, der sker; det er ikke sproget, der skaber verden og vores opfattelse. Verden har haft temmelig stor indflydelse på, hvordan hjernen har udviklet sig og hvordan den fungerer, og det er snarere denne udvikling og funktion, som sproget afspejler. Og hvordan, vender jeg tilbage til.

Feminisme og racisme blandes sammen i en sproglig diskurs, som, mener jeg, fjerner fokus fra kampen for lige rettigheder, og flytter det til et spørgsmål om undertrykkende sprogbrug; om hvem der krænker hvem, hvem der skal tages særlige hensyn til, om ”trigger warnings” er nødvendige, om vi skal have ”safe spaces” og mere ”affirmative action”. Mona Eltahawy peger i sin kamp på en helt ufattelig disrespekt for kvinders menneskeværd og rettigheder i Mellemøsten, som enhver, der er rundet af de værdier, der ligger i Menneskerettighedserklæringen fuldstændig entydigt ville tage afstand fra og bekæmpe, hvis de var direkte vidner til det. Men den politisk korrekte diskurs resulterer i, at hun også skal kæmpe mod tanken om en magthaverisk strukturel racisme indlejret i sprogbrugen.

Eltahawy gør selvfølgelig opmærksom på højrefløjens dyrkere af ”kultursammenstødet” på den ene side, som opmuntrede bader sig i enhver kritik af diverse praksisser med konnotation til islam, men på den anden side finder vi de politisk korrekte, som hun adresserer på følgende måde:

”På den anden side står de vestlige liberale, som med god grund fordømmer imperialisme, men samtidig ikke kan se den kulturelle imperialisme, som de selv praktiserer, når de lukker munden på folk, der kritiserer kvindehadet. De opfører sig, som om de gerne vil beskytte min kultur og min tro og glemmer, at de selv er i sikkerhed for de voldshandlinger, jeg taler om. De kan ikke selv se deres egen privilegerede og nedladende indstilling, og de tror, at de kan vurdere, hvad der er ”autentisk” i min kultur og tro. Hvis højrefløjen er drevet af en skjult racisme, lider venstrefløjen af en indirekte racisme, som de bruger til at begrænse min ret til selv at bestemme, hvad jeg vil sige.” (s. 32f, min fremhævelse).

Som det fremgår af citatet er Eltahawy ganske klar over, at intentionerne hos vestens politiske korrekte er de bedste. Men problemstillingen antyder indirekte, at det er temmelig påtrængende at skelne mellem intentioner og resultater, hvor resultatet af den politiske korrekthed er, at praksis med børnebrude, polygami, diskriminerende lovgivning, omskæring får lov at fortsætte uantastet.

Mona Eltahawy speaking at the Personal Democracy Forum 2011 at New York University’s Skirball Center for the Performing Arts. Photograph taken on 6 June 2011 by Esty Stein for Personal Democracy Forum.

Det virkeligt ekskluderende i denne sammenhæng er citatet fra ”Kvinde kend din krop”, der udpeger en sprogbrug som ”syndig”, samtidig med at minoriteten udpeges, hvorved den forskel man egentlig gerne så udvisket understreges. Og at eksklusion som resultat af denne sproglige ”overfølsomhed” – eller ligefrem berufsverbot – skal tages helt bogstaveligt viser efterhånden flere sager fra amerikanske universiteter.

Men der mangler belæg for præmissen i ”farveblyantsargumentet”. Sproget er ikke vedtaget af en flok europæiske mænd engang i tidernes morgen. Sproget har udviklet sig fra en tid længe inden verden var opdelt i civilisationer – måske endda fra før virkeligt distinkte forskelle i hudfarve op stod – og afspejler i højere grad vores hjerners natur, hvorfor kulturen snarere afspejler sig denne hjernens natur, end hjernen (i dette tilfælde) afspejler kultur.

Kognitive kategorier

Sproget er ikke opfundet, men har udviklet sig, og afspejler således vort sanseapparats og kognitive systems måder at virke på. De fleste sprogbrugere er ikke magthavere. Alt efter hvor de befinder sig, er de en del af en minoritet eller majoritet, men at se dem som undertrykkere er lige så fornærmende og generaliserende, som nogle af Lars Hedegaards udtalelser om muslimer – eller Ahmad Mahmouds mors kostelige bemærkning om danskernes hudfarve: ”De er urene og deres hud er rød med pletter, fordi de spiser svinekød og drikker.” (Sort Land s. 160).

Identitetspolitikkens fundament opløser sig, når man forstår, hvorledes hjernens naturlige kategoriseringssystem fungerer. Filosoffer og naturhistorikere havde længe problemer med at få verden sat i system, fordi verden er et stort kontinuum uden klare grænser: hvornår stopper dalen, og hvor begynder bjerget, hvad skal man kalde et pattedyr, der lægger æg, og hvorfor er der kødædende planter og fugle, der ikke kan flyve, men pattedyr, der kan? Og så alle de farver, de har …

Psykologen Eleanor Rosch fandt i en række forsøg mellem 1973 og 1975 ud af, hvordan det er, vi ordner verden i vores hoveder. Du kan læse historien i Det Virkelige Menneske (kapitel 5), men kort fortalt, så er det normale det, der er mest af eller optræder hyppigst i en hjernes omgivelser. Det betyder, at kvindefødder i størrelse 42 hverken er forkerte eller ekskluderede, de optræder bare ikke så hyppigt, at de er blevet en regelmæssighed i vores kognitive apparat eller at det kan betale sig at have sko til dem stående i butikkerne. Hvilket i øvrigt ser ud til at ændre sig fremover at dømme efter pigernes stigende højde, så er det blot et spørgsmål om tid, førend det er størrelse 44, der er for få af. Hvilket i øvrigt viser, at den politisk korrekte sprogrøgter aldrig vil kunne komme sit ”problem” til livs, men kun forskubbe det.

Størrelser findes på et kontinuum, en skala, og derfor ser man allerede her, det dialektiske element i identitetsargumentet opløse sig. Der er ingen reel sammenhæng mellem forkert og unormal. En struds er ikke forkert, men det faktum, at den ikke kan flyve, gør den til en unormal fugl.

I 1969 afkræftede antropologerne Brent Berlin og Paul Kay Benjamin Whorfs tese, om at sproget er fuldstændig afgørende for vores opfattelse af verden. De fandt ud af, at lige meget hvor vi kommer fra, og hvor mange farvebetegnelser vi har i vores respektive sprog, så er der én bestemt blå, én bestemt rød og én bestemt gul farve, vi synes, er det bedste eksempel blandt de mange øvrige blå, røde og gule nuancer. Det var denne type forsøg Rosch fortsatte, og hun undersøgte, om der var lignende ”bedste eksempler” inden for 10 andre kategorier. Det var der.

Rosch bad f.eks. sine forsøgspersoner vurdere hvilken af 55 fugle, der var den mest fuglede fugl. Det viste sig at være den amerikanske udgave af rødhalsen, som er meget udbredt i USA. I Danmark kunne det meget vel vise sig at være Solsorten, da den med sine 4,4 mio eksemplarer er den hyppigst forekommende fugl (knapt så mange Gråspurve). Forsøgspersonerne vurderede fuglene på en skala fra 1 til 7, og som noget af det mindst ”fuglede” fandt de strudsen.

Videnskabeligt baserede argumenter bider jo ikke på alle, men heldigvis er der belæg for Rosch teori i Biblen. I 3de Mosebog, kapitel 11, vers 19, kan vi se, at de gamle kategoriserede flagermusen på linje med storken, hejren og hærfuglen og altså ikke med pattedyrene, som vi gør i dag. Flagermusen flyver, og det har været et mere distinkt karakteristika for patriarkerne, end det at den føder levende unger og har mælkekirtler.

Prototypeeffekten

Man kan derfor tale om, at kognitive kategorier breder sig som ringe i vandet ud fra et ”bedste eksempel”, som gerne er det, der optræder hyppigst i vores sanser, og resten kategoriseres så ud fra deres sammenlignelighed med det bedste eksempel. Med andre ord, vi systematiserer ikke verden i dialektiske modsætninger, sådan som ”Kvinde kend din krop” antyder. Ifølge den kognitive semiotik (tegnlære) og semantik kan vi snarere forstille os cirkulære og mere kontinuerligt organiserede kategorier, og der hvor pattedyrenes og fuglenes cirkler mødes og måske overlapper, svæver altså flagemusen rundt og undrer sig over sådan noget som næbdyret, og et andet sted på cirklen står en pingvin og spekulerer på hvorfor monstro, sælen ikke rejser sig op.

Ud fra det bedste eksempel opstår et interessant fænomen, der kaldes ”prototypeeffekten”, der siger lidt om, hvor fleksibel og skematisk vores kognition er. Det bedste eksempel er delvist defineret af vores omgivelser, hvilket betyder solsortene ikke er det bedste eksempel, hvis fuglene skal være sådan nogle, der spiser ådsler på den afrikanske savanne.

Vi har den ”cirkulære” kategoristruktur, som forklaret ovenfor, men der er også et hierarki med over-, basis- og under-kategorier. Dyr er en overkategori, hvori vi bl.a. finder fugle og hunde, der er basiskategorier med hver deres underkategorier af mere eller mindre gode eksempler: i underkategorierne finder vi således pingviner, strudse, solsorte og fra tid til anden en flagermus og collien, schæferen, puddelen i underkategorien for hundenes vedkommende.

Prototypeeffekten opstår, når ordet fra basiskategorien optræder i en sætning: Det kunne være ”hyrden kaldte på sin hund og gik ud til sine får”, hvor det er meget usandsynligt, at der popper et billede af en springende Mops eller en Grand Danois op i hovedet på os. Det er nok snarere billedet af en mellemstor hund, der dukker op i forestillingen, og skulle man være ekspert på området eller ligefrem hyrde, dukker der en helt specifik hunderace op, som kunne være Islandsk fårehund. Hvis man ikke aner, hvad en hund er, så har hjernen ikke noget at arbejde med, og så dukker der ingenting op ved lyden af ordet hund.

Det forekommer mig, at vi kan forklare børnehavens farveblyantskvaler med prototypeeffekten. Hudfarven er basiskategori og i underkategorien findes så alle de farver, som hud kan have (sammenlign f.eks. med jordfarver: hvorunder vi finder okker, gul okker, umbra, sienna, brændt umbra, rå sienna osv. Her vil så prototypeeffekten afhænge af, om vi befinder os i Canada eller Saudi Arabien). Og nu spørger jeg så: ”hvis alle børnene lige har set James Camerons Avatar og sidder og tegner avatarer, hvad er det så for en farve, der efterspørges med betegnelsen hudfarve?”

Indhold og udtryk, essens og attribut

Det er attributterne og ikke de indre egenskaber – som f.eks. den iboende menneskelige værdighed – der ryger i sanserne og dernæst kogniteres og grupperes. Da Ole Jensen (jf. den indledende anekdote) irettesatte os knægte, håber jeg, at det dybest set var fordi, vi råbte af drengen på den anden side af plankeværket, og at han havde gjort nøjagtig det samme, hvis vi havde råbt ”pattebarn”. For vi råbte fuldstændig umotiveret og uprovokeret, og måske gjorde vi ham nervøs og ængstelig for, hvad vi kunne finde på en anden gang. Og den slags har ingen ret til.

Illustration fra romanen Huckleberry Finn, hvor Huck Finn ender i et dilemma: skal han følge sin kristen opdragelse og tilbageføre den undvegne slave, Jim (Hucks bedste ven), til sin ejer eller bryde loven og fortsætte sin rejse med ham. Fantastisk højtlæsningsbog.

Illustration fra romanen Huckleberry Finn, hvor Huck Finn ender i et dilemma: skal han følge sin kristne opdragelse og angive den undvegne slave, Jim (Hucks bedste ven), til sin ejer eller følge sin samvittighed og bryde loven. Fantastisk højtlæsningsbog der giver noget at tænke over.

Men der, hvor vi voksede op, var der vel nærmest kun centrum og periferi, de røde med pletter og så ham, men ingen af os var forkerte. Blot havde vi forskellige attributter. Men erstatter vi vores fælles menneskelighed med attributterne, det være nok så ”dybe” attributter, såsom køn, national, politisk og religiøs overbevisning, og enten lader os krænke af andres udtalelser og holdninger til disse eller på den anden side, som den politisk korrekte gør det, søger at skærme andre fra dem, så sniger censuren sig ind i vores hverdag. Og kommunikationen – dialogen, diskussionen og den demokratiske samtale – vil lige så langsomt bryde sammen. Det redskab, vi har til at beskytte os mod forfølgelse og krænkelse af selve vores menneskelighed på baggrund af attributterne har vi allerede i FNs Menneskerettighedserklæring.

Der står udtrykkeligt i afsnit 2, at ingen må forskelsbehandles på baggrund af attributterne, og så er det da helt bagvendt, at det netop er med henvisning til disse mere eller mindre tilfældige attributter såsom køn, race, religiøs overbevisning etc., at man vil gøre forskel, dertil kræve særlige hensyn og ”affirmative action”.

Efterhånden som man rejser ud i verden kan man forestille sig, at vores kategoriseringer overlapper hinanden således at ”det bedste eksempel” i en familie, i en region, i en kultur bliver mere og mere perifert i den næste cirkel – og den hudfarvede blyant changerer fra den ene nuance til den næste. Hvis vi integrerer denne evolutionsteoriske udlægning af normalbegrebet i vores tankegang, som Dennis Nørmark og jeg argumenterede for i Det Virkelige Menneske, bliver denne (altså tankegangen) næsten ligeså fleksibel og flydende som virkeligheden selv, og vi kan slippe ud af den politiske korrektheds ukorrekte dialektik, og erstatte den med noget, vi kunne kalde genuin kulturforståelse.
Fri mig fra disintegration

Sjovt nok havde Samuel P. Huntington – ham bag beskrivelserne af Civilisationernes Sammenstød – øje for den politisk korrekte disintegrationen allerede inden identitetspolitik blev mainstream et essay fra 1993 pegede han temmelig præcist på, hvordan kravene om særlige hensyn og “affirmative actions” vil undergrave sig selv – og os andre. Jeg vil slutte med ham:

“The essence of the American creed has been equal rights for the individual, and historically immigrant and outcast groups have invoked and thereby reinvigorated the principles of the creed in their struggles for equal treatment in American society. The most notable and successful effort was the civil rights movement led by Martin Luther King, Jr., in the 1950s and 1960s. Subsequently, however, the demand shifted from equal rights for individuals to special rights (affirmative action and similar measures) for blacks and other groups. Such claims run directly counter to the underlying principles that have been the basis of American political unity; they reject the idea of a “color-blind” society of equal individuals and instead promote a “color-conscious” society with government-sanctioned privileges for some groups. In a parallel movement, intellectuals and politicians began to push the ideology of “multiculturalism,” and to insist on the rewriting of American political, social, and literary history from the viewpoint of non-European groups. At the extreme, this movement tends to elevate obscure leaders of minority groups to a level of importance equal to that of the Founding Fathers. Both the demands for special group rights and for multiculturalism encourage a clash of civilizations within the United States and encourage what Arthur M. Schlesinger, Jr., terms “the disuniting of America.””

Fri mig fra civilisationernes sammenstød. Fri mig fra den politiske korrektheds forskelsbehandling og snigende censur. Fri mig fra farve-bevidsthed. Free your mind.

Imperialismens kopernikanske vending

Udgivet den 18. oktober 2015 af Lars Andreassen

1.262

De to Verdenskrige samt den efterfølgende Kolde Krig er de begivenheder, der i Vesten former forståelsen af verdensordenen. Men i restens øjne er det slaget ved Tsushimastrædet i 1905, der er forståelsesrammen, og selvfølgelig livet som kolonialismens undertrykte, samt de Vestlige magters opdeling af verden efter 1. Verdenskrig. Det er på tide, vi forsøger at forene de to perspektiver.

Indfødte kan på ingen måde holde stat. Altså set med klassiske kolonialistiske øjne. ”These people have no sense of peace”, siger Susan, i Chimamanda Ngozi Adichies Half of a Yellow Sun. Det er en roman, men bygger på begivenhederne efter Nigerias afkolonialisering i 1960, der førte til Biafrakrigen 1967-1970. Adichie mistede begge sine bedstefædre i krigen, og voksede op, som hun fortæller, i skyggen af den.

Susan er Briten, der introducerer Richard til Nigeria, en gentleman, som straks falder for landet og befolkningen. Han planlægger at skrive en bog om den 3000 år gamle Igbo-Ukwu-kunst, men ender som presserådgiver for den nyslåede stat, Biafra, hvor han forsøger at korrigere den udenlandske presses fejlopfattelser. Konflikterne mellem Nigerias stammer er ikke ældgammel, skriver Richard på et tidspunkt, men blev i første omgang ansporet af Briterne selv efter 2. Verdenskrig, hvor de beskyldte Igboerne for at organisere strejker. Igboerne, som Briterne i øvrigt fortrinsvist brugte i administrationen af landet, og som derfor var bedre uddannet end de øvrige befolkningsgrupper.

Kolonialisme-teknik

Flere af vestens mest prominente tænkere uanset politisk observans, såsom Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx og John Stuartt Mill, så i sin tid resten af verdens befolkninger, det vil sige ikke-europæere, som ganske uegnede til at lede sig selv. En opfattelse, der muligvis forhindrede os i at lytte tilstrækkeligt, analysere situationen bedre og forstå, hvad der egentlig var i gærde i kolonierne i det 19. århundrede.

Briternes brug af fortrinsvis én befolkningsgruppe i administrationen af Nigeria er analog til deres færd i Indien, hvor det var Sikher, Hinduer og Parsier, som frem for de muslimske befolkningsgrupper fik fordelene. Og det følger tyskernes mønster i Rwanda, som belgierne overtog, og som i 1990’erne tegnede skelet mellem hutuer og tutsier, da førstnævnte forsøgte at udradere tutsierne, der netop havde været kolonimagternes foretrukne. Dermed kan det hævdes at være en del af kolonialismens teknikker at spille de lokale stammer og befolkningsgrupper ud mod hinanden.

Kontroversielt maleri af russeren Vasily Vereshchagin fra omkring 1884. Maleriet illustrerer Britiske soldaters henrettelse af indiske oprørere i 1857 (soldaterne bærer uniformer fra sent i 1900-tallet, hvilket indikerer, at Vereshchagin nok ikke var vidne til episoden). Rygtet vil vide, at Briterne købte maleriet og ødelagde det. Wikicommons.

En anden væsentlig teknik i moderne kolonialisme var indførelsen af ”fri handel”. Kineserne eksporterede i slutningen af 1700-tallet langt mere til Briterne, end de importerede. Og Englænderne så således deres dyrebare sølv forsvinde ned i de kinesiske skattekister, hvorfor de besluttede sig at indføre en anden valuta: Opium, og ”mass Chinese intoxication became central to British foreign policy”, skriver Pankaj Mishra i From the Ruins of Empire.

I begyndelsen af 1800-tallet forsøgte kineserne som modsvar at forbyde import og produktion, samt rygning af opium. Briterne svarede igen med kanonbåde og tvang kineserne til at genåbne deres havne for handel. Og ikke nok med det, Kineserne måtte også betale kompensation og de afstod Hong Kong.

Ydmygelsen var enorm for det engang så stolte rige i midten, og de er formodentlig først ved at komme sig over den i dag, hvor det er Vesten (og afrikanerne), der oplever at blive købt af kinesiske investorer.

Kinesernes fortrædeligheder var som bekendt ikke ovre med opiumskrigen, hvilket jeg skal vende tilbage til. Historien om Indien er vel forholdsvis kendt. Det var her englænderne, ifølge Ghandi, pålagde de lokale urimelige skatter, ødelagde lokale håndværkstraditioner og dyrkede det meste af den opium, kineserne røg. Og lignende ting fandt sted i Persien og Egypten.

Egypten

I Egypten allierede vicekongen Mohammed Ali (1789-1849) sig med franskmændene, beslaglagde den gamle elites og de muslimske institutioners jorder og gjorde Egypten til verdens førende bomuldseksportør. Kairo blev den muslimske verdens økonomiske og kulturelle magtcenter og Ali blev selvsagt stenrig ved hjælp af sin alliance med imperialisterne.

Det er et mønster, man vel først så brudt, da Hosni Mubarak (født 1928) måtte træde tilbage under det arabiske forår i 2010, men som efter et demokratisk, men uheldigt valg, blev genindført, da amerikanerne valgte at støtte diktatoren Abdel Fattah el-Sisi (født 1954) til fordel for antidemokraten og islamisten Mohamed Mursi (født 1951) fra det Muslimske Broderskab. Og således er alt ved det gamle.

Persien

I 1872 forhindrede russerne en brite i fuldstændig at overtage Persien. Shahen havde lovet Baron Reuter (grundlæggeren af Reuters Bureau) monopol på konstruktion af jernbaner, fabrikker, dæmninger og miner. Altså enhver vigtig investering i landets modernisering var lovet bort til en udlænding. Men at en Brite skulle få så megen magt ville rykke for meget ved den europæiske balance, mente altså Russerne, som korrigerede en smule. Reuter fik dog andre lukrative aftaler, da Shahen havde brug for penge til at betale landets gæld med.

En anden Brite fik monopol på køb, salg og eksport af tobaksvarer i Persien, hvilket ruinerede Persiens mange tobaksbønder og handlende og førte til tobaksrevolutionen i 1891. Som i øvrigt dengang ikke revolutionerede noget som helst, men det gjorde den dengang 9-årige Mohammed Mossadegh skeptisk overfor udenlandsk kapital. Og da han i 1951 blev Irans første folkevalgte præsident nationaliserede han derfor olieindustrien, hvilket førte til, at amerikanerne fjernede ham i 1953 og genindsatte Shahen. Begivenheder som senere skulle føde Khomeineis Islamiske Revolution i 1979, hvor det præstestyrede diktatur blev indført. Først med støtte og begejstring fra sekulære og marxistiske intellektuelle og iranske feminister, senere til deres fortrydelse.

Søjlerne illustrerer hvor meget af verden Europas nationer rent faktisk har haft kontrol over. Fra Niall Fergusons “Civilisation. Vesten og Resten.” Cepos 2014.

Langt tidligere, havde Al-Afghani (1838-1897), som vi skal høre mere om senere, advaret mod Shahens politik, som han mente ville føre perserne ud i trældom, som man havde set i Egypten og Indien. Han talte om et demokratisk islam – og der var støtte til ham fra shiitiske nationalister, reformvenlige intellektuelle og bazaarens købmænd. Shahen jog al-Afghani på porten og demokratisk islam blev som bekendt ikke til noget.

Selvfølgelig er det idiotisk at brænde amerikanske flag af i Teherans gader, men der er altså grunde til, at ayatollaherne kan opvigle dele af Irans befolkning på den måde og holde de reformvenlige i stramme tøjler.

Imperialismens kopernikanske vending

Imperialisterne overtog ganske enkelte de erobrede landes økonomier. I de tidlige stadier gennem plyndringer og senere gennem alliancer og aftaler med lokale opportunister, eliter og despoter. Det er, som Mishra skriver, »Not surprisingly, merchants, weavers and artisans in the bazaars of Cairo and Najaf, who perceived a direct threat from European businessmen and free traders, were at the forefront of anti-Western movements in the late nineteenth century.«

Jeg har nævnt Tobaksrevolutionen, men der var masser af protester i kolonierne. Allerede i 1803 erklærede muslimske teologer jihad mod englænderne og de gjorde det igen i 1826. Og der var Boxeropstanden i Kina fra 1899-1901, jævnlige stammeoptøjer i det østlige og centrale Indien, der var Mahdirevolten mellem 1882 og 1885 i Sudan (mod egypterne), Urabirevolten i Egypten i 1882.

Men vendepunktet kom, ifølge Mishra, i maj 1905 da japanerne besejrede russerne i slaget i Tsushimastrædet. Det gav resten håb om at Vesten en dag ville kunne overvindes.

»For most people in Europe and America, the history of the twentieth century is still largely defined by the two world wars and the long nuclear stand-off with Soviet Communism. But it is now clearer that the central event of the last century for the vast majority of the world´s population was the intellectual and political awakening of Asia and its emergence of the ruins of both Asian and European empires. To acknowledge this is to understand the world not only as it exists today, but also how it is continuing to be remade not so much in the image of the West as in accordance with the aspirations and longings of former subject peoples.«

Reklamer for plastikkirurgi i Sydkoreansk Shopping-guide. I Sydkorea er det forholdsvist normalt at få ændret øjenformen og rettet lidt på næsen og hagen, angiveligt for at komme til se mere “vestligt” ud. Det siges – vel nok en kende overdrevet – at ikke en studievært, film- eller K-pop-stjerne i det fashionable Gangnamkvarter kan undgå kniven og holde sig på toppen.

At den fattige bonde eller arbejdstager – og den intellektuelle – i Afrika, Asien og Mellemøsten kunne have et ganske andet perspektiv på historien end det, jeg har fra skolen, dæmrede svagt for mig i tiden efter 11. september 2001, men først for alvor, da jeg læste Kishore Mahbubanis The Great Convergence. Og endelig mejsler Pankaj Mishra ”de andres” perspektiv ud i granit med From the Ruins of Empire.

Som nævnt, skriver Mishra, at den afgørende begivenhed set med Restens øjne var slaget ved Tsushima. Det var første gang siden Middelalderen, at en vestlig europæisk nation blev besejret i et større vigtigt slag og telegraflinjerne var glødende med informationer om denne skelsættende begivenhed.

I Sydafrika vejrede den dengang ukendte advokat, Mohathma Ghandi (1869-1948) forårets komme og så frem til de frugter, verdens undertrykte i fremtiden måtte kunne høste på baggrund af japanernes sejr. Jawaharlal Nehru (1889-1964), Indiens senere landsfader, fantaserede om, hvordan hans Indien og Asien som helhed kunne befri sig fra europæisk trældom.

En ung ottomansk soldat, Mustafa Kemal, gik rundt i Damaskus og ønskede brændende at reformere og styrke det Ottomanske Rige mod Vestens trusler. Han blev senere kendt som det moderne Tyrkiets grundlægger under navnet Kemal Atatürk (1881-1938).

Og den kinesiske nationalist Sun Yat-sen (1866-1925) befandt sig i London på tidspunktet og var ligeledes begejstret. Han blev senere den første folkevalgte præsident i Kina (1912). På vej hjem blev han lykønsket af Suezkanalens arabiske havnearbejdere, da de forvekslede ham med en japaner.

Liang Qichao (og lidt om Ho Chi Mihn)

Det kan ikke undre, at kinesiske intellektuelle over en bred kam var forargede og bekymrede over englændernes behandling af det gamle stolte kejserrige. Liang Qichao (1872-1929) var en af dem. Nationalist var han, og efter at have set, hvordan kineserne i USA opførte sig – med landsby- eller mafiøs klan-attitude – konkluderede han, at kineserne ikke var egnede til demokrati og selvstyre. (Mishra 2013:170).

Liang oplevede det amerikanske demokrati som dybt uretfærdigt. Han så et styre, der tilgodeså omkring 200.000 af sine indbyggere, som ejede 70% af landets ressourcer. (Mishra 2013:171). Liang var ikke kommunist – og det mente han heller ikke resten af Kinas befolkning egnede sig til at være. Kineserne skulle nationaliseres og for at genvinde fortidens styrke skulle de industrialiseres og det gennem en nøje statsreguleret kapitalisme. Formodentlig ikke ulig, den måde kineserne styres på i dag – men nok ikke helt så ideelt som Liang ønskede sig. (cf. Mishra 2013:177).

I USA lærte Liang Woodrow Wilsons idéer at kende, ham som efter 1ste Verdenskrig foreslog Folkeforbundet, som efter 2nden Verdenskrig skulle manifestere sig som Forenede Nationer. Men Wilson chokerede Liang og fik ham til at indse at Vesten var ustoppelig i sin grådighed og ekspansionisme.

I sit 5-bindsværk om det amerikanske folks historie fra 1901, beskrev Wilson Philippinerne som ”the new frontiers.” Og Præsident Roosevelt erklærede i en tale i 1902 i San Francisco, mens Liang var i landet, at han, når han stod foran Stillehavet ved USA’s grænse, fandt det uforståeligt, at man kunne være andet end ekspansionist. (Mishra 2013:171f).

Asiatiske turister består ikke længere af busser fyldt med japanske turister, de ligner i højere grad europæere og amerikanere på jagt efter oplevelser. Fra højre, kvinde der betragter en af Degas små danserinder på Musee d’Orsay i Paris. Øverst til højre: et kinesisk ægtepar ved resterne af Berlinmuren, og nederst hvad jeg tror er Sydkoreanere på Ramblaen i Barcelona. Fotos Lars Andreassen.

I 1911 kom den nationalistiske revolutionen til Kina ledet af Guomindang med Sun Yat-sen i spidsen. Byboerne flagede med det nye nationalistflag og klædte sig i habit – vestens klædedragt. Sun blev også vinder af landets første frie valg i 1912. Men med revolutioner følger intriger og en general fra revolutionen – Yuan Shikai – kuppede partiet, sendte Sun Yat-sen i eksil – på Taiwan, hvor Guomindang-partiet den dag i dag er det førende parti – og gjorde en modvillig Liang til justitsminister.

Yuans regering overtog et land i finansiel krise fra Qing-dynastiet og var derfor stadig særdeles sårbart over for Vestens ”frihandelspolitik”. Man måtte ud på lånemarkederne og inden længe sad kreditorernes mænd nærmest i den kinesiske regering, og da Kina opgav at betale sin gæld købte kreditorerne minerne og jernbanerne – med andre ord, de købte landet.

Også japanerne, som længe havde kopieret Vestens kolonialisme, var tilstede i Kina og krævede mere territorium, og i dette kaos af vestlige interessenter, japansk undertrykkelse, mafiastridigheder og krigsherrer voksede Mao Zedongs (1893-1976) generation op.

Omkring afslutningen af 1ste Verdenskrig forsøgte Liang ihærdigt at lempe Kina ind i det internationale økonomiske system. Og som en del af Versailles-forhandlingerne lykkedes det at få sendt en flok prominente arbejdere til Frankrig for at studere. Blandt disse var foruden Mao, Zhou Enlai (1898-1976) og Deng Xiaopeng (1904-1997). Deng var det, der efter Maos død åbnede for økonomiske reformer, og lagde fundamentet for det Kina vi kender i dag. Et autokratisk kapitalistisk system ikke ulig det, Liang mente var det rette for riget i midten.

I øvrigt stod en anden af forrige århundredes vigtigste mænd, Ho Chi Minh – den eneste, der har besejret amerikanerne – uden for Spejlsalen i Versailles og bankede på dørene til ”fredsforhandlingerne” efter 1ste Verdenskrig, mens de allierede delte verden i mellem sig. Ho Chi Minh måtte rejse tomhændet hjem, hvor han allierede sig med kommunismen i sit forsøg på at redde Vietnam ud af franskmændenes klør. Hvorfor stod han dér, Ho Chi Minh, jo fordi franskmændene med henvisning til idealerne frihed, lighed og broderskab havde indrulleret 100.000 vietnamesere i den franske hær mod til gengæld at give Vietnam selvstyre på et eller andet tidspunkt. (Mishra 2013:193). Det selvstyre måtte vietnameserne som bekendt kæmpe sig til.

Islams Luther, Jamed al-Din al Afghani

Al Afghani (1838-1897) blev nævnt ovenfor i forbindelse med tobaksrevolutionen i Iran i 1891. Han var en kontroversiel mand, som også blev smidt ud af Istanbul i 1871 og fra Egypten i 1879. Han står som Gudfader til den islamiske revolution, men han kunne lige så vel have stået fader til den islamiske reformation, som mange – heriblandt Niall Fergusons kone, Ayaan Hirsi Ali – efterlyser i dag.

Lige så ukendt al Afghani er i vesten lige så indflydelsesrig har han været i den muslimske verden, hvor hans anti-imperialistiske genrejsningstanker vandt gehør hos såvel venstreorienterede sekularister som hos pan-arabister, pan-islamister og salafister i så vidt forskellige lande som Egypten, Pakistan, Indien, Afghanistan og Malaysia.

Al-Afghani så uddannelse som årsagen til ulighederne mellem vesten og resten. I 1879 skrev han: ”don’t you know that the power of the westerners and their domination over you came about through their advance in learning and education, and your decline in those domains.” (Mishra 2013:59).

”The glorious milla [islamic people] was humiliated. All these things happened from lack of vigilance, laziness, working too little, and stupidity … Are we not going to take an example from the civilized nations? Let us cast a glance at the achievements of others. By effort they have achieved the final degree of knowledge and the peak of elevation. For us too all the means are ready, and there remains no obstacle to our progress. Only laziness, stupidity, and ignorance are obstacles to [our] advance.” (fra Mishra 2013:70).

Efter at have studeret den franske historiker Francois Guizot, der hævdede at protestantismen var afgørende i Europæisk historie, bekræftedes al Afghani i sit ønske om at revitalisere og reformere den islamiske kultur gennem en syntese med vestlig videnskab – og gerne med ham selv i rollen som Luther. (Mishra 2013: 83).

Men han var altså for radikal for datidens lokale muslimske magthavere og blev som nævnt smidt ud fra flere af de lande, han besøgte. Han angreb osmannerne for at være bagudskuende, madrasserne (koranskolerne) for at være bagstræberiske og forhindre nye erkendelser, han mente at Profetens Sharia var åben for revision. (Mishra 2013: 70 og 84).

Men ingen med magt lyttede og lige så langsomt blev han konfrontatorisk og mere og mere kritisk over for modernisering. Han slog sig på religiøst funderet nationalisme, på pan-arabisme – han ligefrem opfordrede til hellig krig. (Mishra 2013:89).

Rashid Rida tog al Afghanis pan-islamiske idéer til sig og inspirerede herigennem til dannelsen af Det muslimske broderskab, som Hassan al-Banna stiftede i 1928. Og heri finder vi Sayyed Qutb som måske islamismens væsentligste ideolog. Senere finder disse tanker vej til Afghanistan med Ayman al-Zawahiri, ham der skulle tage over efter Osama bin Laden.

Således går der en linje fra den mand, der ønskede at reformere islam og åbne den for vestlig videnskab og modernisering til Osama bin Laden, en mand der ville det absolut modsatte og som stod bag det værste terrorangreb mod Vesten nogensinde.

Konklusion

Hvad kan vi lære af Mishras historie fra kolonierne? Jeg er ikke i tvivl om, at arven fra Oplysningen er de vestlige værdier, og at det er dem velstanden og velfærden bygger på – for ikke at tale om ligheden, retssystemerne og de øvrige institutioner i demokratierne. Det er, som vi siger, denne arv, der udgør det moderne. Og det er vores forvaltning af den, der i forrige århundrede fik mange til at vende sig mod moderniteten. Undertrykkelse og modernitet er associerede fænomener for mange i den ikke-vestlige del af verden.

Konvergens? Kan hænde, at asiater gerne vil ligne vesterlændinge være hvide, have rundere øjne, men indflydelsen går begge veje. En ung asiat i en reklame for Hugo Boss – og billedet er taget på Kurfystendam i Berlin. I 2014 vandt den kineseren Liao Fan i øvrigt Sølvbjørnen for bedste mandlige skuespiller og Guldbjørnen gik til den film, “Black Coal, Thin Ice”, han spillede med i. Sølvbjørnen for bedste kvindelige skuespiller gik til Haru Kuroki fra Japan.

Der er heller ikke den store tvivl om, at det var de samme værdier, videnskaben, teknologien og industrialiseringen, der fik vestens filosoffer, forretningsmænd, politikere og folk i almindelighed til at føle sig kulturelt overlegne. Og al-Afghani gjorde klart opmærksom på, at det netop var disse fænomener, der i hans tid, der var årsag til følelsen af underlegenhed i de regioner og lande, han rejste i. Og det var først, da han ikke fandt ører for integrationen af disse moderne værdier i den islamiske kulturssfære, han vendte sig mod dem. Og ørerne fandt han ikke, fordi magthaverne i alliancer med imperialisterne havde det, som de gerne ville have det-

Mishra gør klart rede for, at vestens imperialister kom ridende med løfter om lighed, frihed og broderskab, men aldrig rigtig udbredte idealerne til folkene, men i højere grad blot udnyttede de fordele, de gav. Man mente ikke, at ”de andre” ville kunne forvalte idealerne og i stedet allierede man sig med eliterne i jagten på ressourcer og rigdomme, mens lokalbefolkningerne blev holdt fast i armod – og i de værste tilfælde, tvunget ud i armod. Det kan derfor ikke undre, eller det bør ikke undre, at vi i vesten mødes med en vis skepsis.

For mig er det med til at dæmpe frygten for Resten, fordi deres måde at agere på giver langt mere mening med Mishras perspektiv for øje. Det giver mening, at Iranerne vil have atomvåben. Fuldstændig som det gjorde for den legendariske politolog, Kenneth N. Waltz, som i artiklen Why Iran Should get the Bomb argumenterede for, at Iran ville slappe mere af, såfremt de fik atomvåben, sådan som f.eks. Maos Kina i sin tid blev mindre krigerisk, da de erhvervede sig bomben. Nu er der så indgået en aftale om Irans atomprogram, sanktionerne lempes og landet har mulighed for at melde sig ind i den internationale økonomi, og der er, som vi ved fra den grønne bevægelse i 2009, en stor del af befolkningen, der ønsker sig netop det – et normalt liv. Ikke sjældent er nutidens reformvenlige – skal vi tro Sahar Delijani – børn af de sekulære kræfter, hvis revolution blev stjålet af Ayatollaherne efter 1979. Og deres aspirationer ligner vores?

Mousavis tilhængere samlet i Tehrans gader den 18. juni 2009, mens de protesterer mod Ayatollahernes valgsvindel. De fik tæsk og har i nogen grad resigneret, men reformkræfterne ligger latent i Iran og venter på det rette tidspunkt. Det er i hvert fald det indtryk, man får ved læsning af Sahar Delijani. Foto Hamed Saber. Wiki commons.

Det giver også langt bedre mening, at Kineserne virker så aggressive i havene syd for dem. De er nervøse for at Amerikanerne skal blokere tilgangen til deres havne, forklarer Jørgen Ørstrøm Møller til Mathias Terp i printudgaven af Ræson 03/15: ”Fra en kinesisk synsvinkel føler man sig stadigvæk betydelig usikkerhed. Man føler sig ubekvem ved at USA militært set ville være i stand til at blokere for skibsfarten til Kina.”

Og de giver pludselig uhyggelig god mening, når den Egyptiske feminist Mona Eltahawy, i ”Jomfruhinder og Hijab” antyder, at Saudi Arabien kan gøre lige, hvad de vil mod kvinder, så længe de bruger deres mange oliepenge på at købe våben i vesten. Måske vi skulle støtte feministiske kræfter i Mellemøsten, frem for vestlige våbenproducenter – det ville være mere i overensstemmelse med vores ligheds- og frihedsidealer.

Således er mønsteret på mange måder det samme efter Berlinmurens fald, som det var før. Frihed, lighed og broderskab er godt, men det er en god handel også. Men som billederne på denne blog viser, så er ikke alt Vesten mod Resten, der er også en fortælling om konvergens i gang, en fortælling om stadig større udveksling mellem folkene, ikke mindst pga. den voksende asiatiske middelklasse, som rejser længere og længere ud. Vi vesterlændinge bliver mere og mere eksotiske.

Uopdragelse

Udgivet den 20. juli 2015 af Lars Andreassen

2.010

Vi hører jævnligt, at niveauet daler i uddannelsessystemet, derfor må det blive lettere at tage en uddannelse. Men vi hører også om unge mennesker, der føler sig pressede i uddannelsesverdenen, som stresses, demotiveres, dropper ud, deprimeres og får angstneuroser. Det er et paradoks. Ny bog om hysteriske børn forklarer, hvordan to så modstridende tendenser kan være sande på samme tid.

Af Lars Andreassen

Stå fast smækker han op på bordet: Svend Brinkmanns opgør med vores ulideligt, selvoptagede trang til personlig udvikling og evig bevægelse. Vi rodfæstes aldrig, hvis vi konstant tænker på selvudvikling, er Brinkmanns efterhånden velkendte pointe, og når ikke vi har rødder, mister vi evnen til at forpligte os til en opgave eller andre mennesker. Vi bliver rådvilde og uden retningsgivende moralske pejlemærker. Vi kan ikke stå fast.

”Interessant”, bemærker jeg og peger på bogen. ”Provokerende”, svarer han, den om-en-uge pensionerede lærer. ”Den er et opgør med alt, hvad jeg er uddannet inden for”, uddyber han.

Det er vinter og vi er på vej mod pisterne i Matrei med hver vores elevflok. Han fra en folkeskole i Kolding og jeg med Egå Ungdoms-Højskole. På den anden side af midtergangen sidder jeg med en nyligt udkommet bog fra det Aarhusianske forlag Plurafutura, Hvorfor bliver vores børn små tyranner? af den tyske børnepsykiater og familieterapeut, Michael Winterhoff. Også den handler om identitets- og selvudvikling, men børnenes og ikke de voksnes.

Udvikling, opdragelse og dannelse er ikke bare ”hot stuff” i Danmark, og Winterhoffs bog er, som Brinkmanns, en bestseller i sit hjemland.

Winterhoff stiller et simpelt spørgsmål: hvad sker der, når børn tildeles ansvaret for deres egen personlige udvikling, og hans svar er skræmmende.

Diagnose eller uopdragelse

Jeg har ikke læst Brinkmanns bog (endnu), men som en del af trioen bag bøgerne om Uren Pædagogik er han ikke ukendt blandt højskolefolk. Og meget kontroversielt udtalte han i Højskolebladet for nogle år siden, at vi af og til gemmer dårlig moral bag psykiatriske diagnoser:

“Hvis vi for eksempel ikke længere kan forstå dovenskab som en last, et moralsk problem eller som en måde til at genoplade batterierne, men kun som en medicinsk tilstand, så er der altså centrale dimensioner af den menneskelige tilværelse, som vi ikke længere kan forstå, og så får vi et dilemma – især i forhold til at tage ansvar.”

Det udsagn har jeg altid set som modigt, og Brinkmann har siden da stået på min liste over helte.

Antallet af psykiatriske diagnoser er steget helt uhyggeligt siden 2. Verdenskrig, det ved enhver (ellers kan du læse om det i ovenstående link til Højskolebladet eller her hos den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen). Der er helts sikkert flere – og meget komplicerede – årsager til stigningen, som dog på mange måder også er paradoksal, fordi den følger en generel stigning i folkesundhed og levealder.

Men Winterhoff antyder i sin bog – eller jeg læser det ud af den – at den praksis, hvormed vi omsætter vores opdragelsesidealer kan føre til reaktioner og adfærdsformer, der ligner de diagnoser, der er i stigning, såsom angst, depression, ADHD og ADD.

Et eksempel fra bogen illustrerer pointen, altså Winterhoffs, det værste eksempel ganske vist, men så rækker det også med et enkelt. Sara gider ikke altid lave sine lektier, hun gider heller ikke øve sig på violin, et instrument, hun selv har ønsket at lære at spille. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men pigen bliver aggressiv, råber og sparker ud efter sin mor, når hun beder hende om at passe sine pligter – pålagte såvel som selvvalgte – og kaster sågar med ting, og helst ting, hun ved moderen sætter pris på.

Saras forældre ville, som alle andre bevidste forældre, have et selvstændigt og myndigt barn med en stærk personlighed, og derfor var rationalet bag deres opdragelse, at barnet skulle have lov til at udvikle sig helt på egen hånd uden at rette sig efter andre mennesker. I børnehaven bestemte hun selv, hvad tøj hun ville have på, og faldt kammeraterne ikke i hendes smag, blev de aldrig mere inviteret med hjem.

Ingen har nogensinde fortalt Sara, hvad der var rigtigt og forkert. Som Winterhoff skriver, troede forældrene at de gav hende en antiautoritær opdragelse, hvilket de vel egentlig også gjorde, men mere korrekt er det nok at sige, at de skabte et rum uden autoriteter omkring Sara. Et rum, hvor hendes ego kunne udfolde og udvikle sig fuldstændigt uhæmmet uden hensyn til andre. Et rum uden regulering, uden opdragelse – et rum, hvor alt var til forhandling.

Problemet med Sara er, som i Winterhoffs øvrige casestories, at forældrene glemte at spørge sig selv om, hvad konsekvenserne af denne uopdragelse mon kunne være. De ville jo det rigtige og forsøgte at fjerne enhver forhindring for Saras personlige udvikling. De skabte en curlingbane for barnet milevidt fra et klassisk hegeliansk dannelseideal, hvor identiteten netop formes i “kampen” med arbejdet og bestræbelserne på at opfylde sit potentiale som socialt væsen.

Winterhoff påpeger, at et barn slet ikke har den fornødne psykiske modenhed til at magte tilværelsen alene. Man ”tilskriver barnet […] en selvstændig personlighed, om det slet ikke kan have på så tidligt et stadium.” (side 31).

Virkeligheden er en Blachman

Første del af konsekvensen af den manglende adfærdsregulering er, at barnet fastholdes i en tidlig psykisk fase, skriver Winterhoff. Den nemlig, hvor barnet tror, at den ganske verden er skabt for at tilfredsstille barnets behov. Forældre forveksler barnets infantile og uhæmmede viljestyrke med en stærk personlighed, og resultatet er et totalt uhæmmet ego.

Den anden del af konsekvensen er selvsagt et hensynsløst og asocialt barn. Et barn, der ikke kan udsætte sine behov, et barn der ikke kan sidde med fingeren i vejret og vente på, at de andre taler færdigt – eller bare sidde stille – et barn uden evne til at forpligte sig på en opgave, pålagt eller selvvalgt, eller på andre mennesker. Et barn som bliver stiktosset og hysterisk, når det bliver bedt om at udsætte sine behov, disciplinere sig, tage hensyn og passe sine pligter.

Hovedpointen i Winterhoffs bog – et træk, der går igennem alle hans cases – er den, at de børn, der opdrages i den antiautoritære selvudviklings navn, oplever en form for almægtighed, og at de kan kontrollere verden omkring sig, og i det øjeblik de møder modstand, opstår så problemerne. Modstanden består helt simpelt i mødet med andre mennesker, der også skal tages hensyn til, og i at man skal leve op til krav og standarder sat af andre, f.eks. i børnehaven eller uddannelsessystemet.

Jeg kommer til at tænke på Pink Floyds “The Wall” fra 1979, når jeg læser Winterhoffs bog. “Hey teacher, leave them kids alone” og We don’t need no Education” sang Roger Waters og opsummerede vel her 68-generationens opgør med autoriteterne. Copyright tror vi nok tilhører Pink Floyd Music, Ltd.

Pludselig optræder virkeligheden uden for hjemmets (underlige blanding af curlingbane og konfliktfyldt forhandlingsrum) som Blachman i X-faktor, som nogen eller noget, der pludselig bryder med egoets forestilling om omnipotens og smadrer det uregulerede barns forestilling om, at det kan alt.

Den ”stærke personlighed” (som blot var infantil utilpasset vilje) bryder sammen, identiteten vakler, og barnet skal nu til revurdere sig selv og sine evner, og det er selvsagt angstprovokerende. Og svaret er i mange tilfælde ikke, at individet er ramlet ind i en eksistentiel krise, men en psykisk sygdom, og nu begynder jagten på en diagnose, som kan føre til den behandling, der fikser problemet.

Måske er det ikke fordi, kravene i uddannelsessystemet er for høje eller urimelige, at nogle unge bukker under, men fordi de ganske enkelt ikke er vant til at møde krav stillet af andre end dem selv. Det er en tanke, man får, når man læser Winterhoffs bog, som således kan være med til at forklare, hvordan vi på en og samme tid kan diskutere dalende niveauer i uddannelsessystemet samtidig med, at vi konstaterer, at flere og flere unge mistrives i samme system. Gymnasierne ansætter psykologer til at hjælpe de unge gennem kriserne og på universiteterne er det studenterpræsterne, der hjælper til.

Indrestyret eller ydrestyret

Det er hårdt at få at vide, at man ikke kan synge, når man hele sit liv har troet, at man kunne, fordi ingen har villet, evnet eller haft mod til at fortælle en, at det kunne man ikke. Og desuden heller ikke haft modet, viljen eller evnen til at stå fast over for barnet og fortælle det, at lektierne skal laves, pligterne gøres og fritidsinteressen passes også de dage, hvor man egentlig ikke har lyst.

Brinkmanns bog er så provokerende for læreren fra Kolding, som jeg deler bus med, fordi Brinkmann taler for mere ydre-styring af børnene, og det er i modsætning til de pædagogiske idealer, denne lærer, som skal pensioneres, når han vender hjem igen, har praktiseret under. Det er et paradigme-skifte i folkeskolen, Brinkmann lægger op til, fordi vi altid har lagt vægten på barnets personlige udvikling og at denne skulle komme indefra.

Ingen af os kan være uenige i målet med vores dannelse og opdragelse: anti-autoritære, selvstændigt tænkende og kreative unge mennesker med de bedst tænkelige muligheder for at udvikle sig selv, sammen med andre – og at de er indrestyrede. Men vejen der til kan, skal og bør ikke være uden forhindringer og koncentreret aktivitet, og så går gennem gennem en gradvis nedtrapning af den ydre styring og tildeling af ansvar i takt med barnets og den unges mentale modning og udvikling af færdigheder og kompetencer.

Alt det gode i mit ho’ed

Udgivet den 4. juni 2015 af vidanserforlidt

184

Simon Lægsgaard, Brandbjerg Højskole

Godhedsindustrien – Vorherre til hest

en term skabt af hyperkapitalister, der altid ved bedst

hvor menneskets egentlige drivkraft ligger begravet

mens de dumper deres gift ud på bunden af havet

Men når vi taler om havet så finder jeg min ro

ved havet er så skønt både at færdes og at bo

Jeg tænker: Endelave mit barndomsparadis

urørt af tidens trend, uden smog og diesel-fis

når jeg sidder der på stranden og nyder dagens sidste stråler

og nyder varmen og brisen og med min elskede skåler

mens vi sammen beskuer solens skive så smuk og så rund

så glemmer jeg helt bitterheden – den er fuldstændig væk – for en stund

Så glemmer jeg alt om olieskibe, der pludselig sprænger læk

om fuglen, der sidder mig unaturligt nær, fordi den ikke kan flyve væk

om brisen, der bærer på dieselpartikler

og næringsstoffer der havbundsforvikler

om manglende ozon der konverteres til cancer

og om iltsvind og krabber der rådner i deres panser

om manglende vilje og farlig last

og at overfladen solen spejles i snart er mindre vand end plast

om overforbrug og ressourcesvineri

om overfiskning og atomaffaldsdeponi

og ligegyldighed, dumping og erhvervspirateri

om lukkede øjne og CO2-apati

om vestligt tøjfremstillingsvandforbrug og børneslaveri

og om puden på min stol af kinesisk børnebroderi

Næh jeg hviler så fredfyldt på puden mit hoved

og tænker skam alene på alt det gode

Foto: Lars Andreassen

Jeg tænker på syv årtier med fred

og glemmer for en tid helt at være vred

over måden vi forvalter vores frihed på

over Ryvangens pæle der tavse stå

og vidner om unge der gav deres liv

for at vi kan dø af ensomhed og tv-tidsfordriv

og kvæles i sukker og fastfood og normer

i konkurrencestatspladder og fremdriftsreformer

i vækstplanløshed og forbrugssvineri

og min svigermor der siger: vi har for lidt at gå op i

Jeg glemmer alt om de unge, der presses gennem pølsefabrikken

om argumentresistens og politikerperistaltikken

der skubber lorten foran os mod kommende generationer

mens de priser kapitalismen som slutsten for religioner

Jooh jeg forsøger skam at huske på alt det gode

som Vesten gør for den samlede klode

pist væk er sult, berigelseskrig og flygtningestrømme

og oppustede lig i Middelhavet hjemsøger mig kun i mine drømme

Foto: Kristine Goul, Egå Ungdoms-Højskole

Ja mens jeg sidder der og nyder forårssolen

glemmer jeg sågar alle hullerne i taget på skolen

for ikke at tale om omfordelingsprocenten

og kassekreditten og udlånsrenten.

og curlingbørn der bare ikke orker længere

Gud bevares – jeg glemmer selv selfie-stænger

for ikke at tale om manglende fællesskabsånd

om samfund der reduceres til samlebånd

når skovduerne kurrer og kaninerne knepper

er vi faktisk tæt på at jeg glemmer navnkundige Steen-Nepper

og alle andre, der reducerer højskolepædagogik

til hjertesprog, bragesnak og samfunds-matematik

Ja når jeg sider her og nyder musikken fra himlens lærker

er det nær ved at jeg glemmer selv Støjbergs og Corydons samlede værker

Det er så bekvemt, at jeg glemmer at alt det vi kalder for sund fornuft

ikke er andet end vores eget verdensbillede tilført lidt demokratisk duft

Jooh alt er skam glemt og min hjertejubel når uanede højder

når mine elever står i det fri og synger og spiller og fløjter

med indlevelse, finfølelse og akkuratesse

mens min forretningsfører – ja tro det hvem der vil – springer ud som salsaprinsesse

så går jeg en tur ud i forårsskoven

og lader mig hylle i alt det lysegrønne fra oven

mens jeg fylder mig selv med rendyrket væren

og svæver midt i alt det grønne til blide toner fra stæren

Jeg vågner brat ved et skud i det fjerne

alt lys forsvinder – en isnen lammer min hjerne

Det er naboen, den store idiot, der skyder min buk

fra sit ulovlige placerede skydetårn, han sku fandme ha nogle hug…

Rosa Parks og den danske forbindelse

Udgivet den 16. maj 2015 af Lars Andreassen

224

Måske havde Folkehøjskolerne allerede udspillet deres rolle. Kongerigets analfabetiske almue var blevet en nation af oplyste, velorganiserede mennesker, der tog ansvar for sig selv, hinanden og landets økonomi. Myles Horton var skuffet, måske han lige så godt kunne rejse hjem til USA igen.

Det gjorde han dog ikke. Han blev i Danmark og fandt, hvad han søgte, lod sig inspirere og rejste så tilbage og grundlagde i 1932 Highlander Folk School i Appalacherne i Tennessee. Her ligger den endnu, og skønt fremtrædende borgerrettighedsforkæmpere som Martin Luther King og Rosa Parks, samt sangskriveren Pete Seeger havde deres gang på stedet, er skolen forholdsvis ukendt. Også i USA fortæller Michelle Yi-Martin, som til daglig underviser i amerikansk historie og litteratur på San Francisco School, som i foråret besøgte Egå Ungdoms-Højskole, man skal til de såkaldte ”renegade writers” for at finde Highlander omtalt som en vigtig del af amerikansk historie.

Undervisningen består som oftest af studiekredse, hvor kursisterne sidder i hver deres gyngestol i en kæmpe rundkreds. Foto af Michelle Yi-Martin

Myles Horton og Highlander Folk School

Jeg kendte ikke til den fascinerende historie om Horton, Highlander, Borgerrettighedsbevægelsen og Grundtvig før Michelle besøgte os i Egå, men nogle af de ældre i Højskolebevægelsen kender den selvfølgelig og Højskolebladet bragte i både 1983 og 1990 artikler om Horton og de danske folkehøjskoler og Ebbe Kløvedal-Reich kunne også berette historien. Nu fortæller jeg den, sådan som vores kursister og jeg fik den overleveret af Michelle.

Myles Horton havde læst marxisme, religion og samfundsforhold og det er primært pga. det første, at hans historie ikke omtales i det amerikanske uddannelses-curriculum – socialisme er som bekendt en form for anti-amerikanisme, det onde selv. Skolen var i mange år overvåget af FBI og Horton selv måtte flere gange ind og ruske tremmer.

Anti Highlander billboard, Martin Luther King Jr. på kommunistskole. Kampagne mod Highlander folk School 1965. Foto fra Highlandercenter.org

I 1930 i Chicago møder Horton et par mænd med danske aner, Enok Mortensen og Åge Møller, der beretter om de danske folkehøjskoler. Horton vil have syn for sagn og rejser i 1931-32 til Danmark. Som nævnt er han i første omgang skuffet, men han lærer sig dansk, bliver bekendt med Grundtvigs tanker og finder efterhånden det, han var rejst ud efter på den Internationale Højskole og på Arbejderhøjskolen i Esbjerg.

Han rejser tilbage og grundlægger sammen med en anden bjergboer Highlander Folk School med det sigte at organisere mine- og skovarbejdere i Appalacherne. Han forklarede meget præcist, hvad det var ved Højskolens ”pædagogiske” tilgang til oplysning, der havde inspireret ham: ”Vi ville ikke selv oprette fagforeningerne. Vi ville oplyse folk, så de selv kunne finde ud af det. Ligesom folkehøjskolerne i Danmark ikke lærte folk at oprette andelsselskaber, men fik dem til at vågne op, gav dem idealer, lærte dem at tænke selv. På samme måde ville vi vække folk til forståelse af egne muligheder og evner – baseret på respekt for folk med de evner, de har”, forklarede han Jakob Krøgholt i 1983.

Michelle er i Danmark af samme grunde som Horton den gang var, selvom hun er fra den progressive San Francisco School, fornemmer hun, som mange af os herhjemme, konkurrencestatens snærende bånd og ønsker at opleve stemningen, samværet og ånden på en dansk folkehøjskole for at finde ud af, om undervisningen kan tilrettelægges anderledes og – måske – med større respekt for de evner, boglige eller ej, den enkelte elev er i besiddelse af.

Michelle med, Augusta og William, et par elever fra Egå Ungdoms-Højskole.

Raceadskillelse og borgerrettigheder

Dengang var det forbudt for hvide og sorte at være sammen. Men de var det alligevel på Highlander. Og det er vigtigt, forklarer Michelle, de sorte kom der og de lærte at organisere sig. At det var forbudt for sorte og hvide at være sammen er selvfølgelig et understatement: Det kulturelle klima var ekstremt fjendtligt. Ku Klux Klan marcherede skamløst på Capitol Hill, små lyshårede piger demonstrerede for segregerede skoler, mens Ruby Nell Bridges på første skoledag måtte eskorteres af fire US Marshalls på grund af sin hudfarve.

Rosa Parks var ikke bare en undertrykt sort kvinde, der en dag fik nok og ikke ville flytte sig for en hvid mand i bussen. Hun var en sort, undertrykt kvinde, men organiseret og fordi hun var det, var det muligt at skaffe den fornødne opmærksomhed omkring hendes arrestation. Den efterfølgende busboykot i Alabama og de store marcher med Martin Luther King i spidsen, samt talrige andre demonstrationer og aktiviteter, skabte det pres, der efterhånden fik politikerne til at give efter og tildele de sorte borgerrettigheder – og det arbejde fortsætter.

Michelle understreger kraftigt organisationselementet. 9 måneder før Rosa Parks nægtede at rejse sig for en hvid person i Montgomery, Alabama ca. 600 km syd for Highlander blev Claudette Colvin arresteret for nøjagtig det samme – og før hende havde flere andre vist samme form for civil ulydighed – og skønt hun var uddannet og oplyst og medlem af The National Association for the Advancement of Corlored People (NAACP) fik hendes aktion ikke samme gennemslagskraft, som Rosa Parks gjorde. Neville Brothers skrev senere sangen Sister Rosa til Parks og hyldede hende for at have tændt gnisten. Fra Highlander fik man også organiseret læseundervisning til de sorte, så de kunne klare den sprogtest, der dengang var nødvendig for at opnå stemmeret og mestendels var skabt for at afholde de sorte, som ofte var analfabeter, fra at stemme.

I 1968 blev enhver form for segregering ophævet og kendt forfatningsstridige, men som den seneste tids race-uroligheder i Ferguson, St. Louis, Missouri og den institutionaliserede forfølgelse af afro-amerikanere viser at der stadig er langt til ligebehandling, og at forfatninger og lovgivning ikke er tilstrækkelige midler til at nå dertil.

Kilder udover diverse links i teksten:

Michelle Yi-Martin, San Francisco School,

“Fra Grundtvig til Tennesses bjerge. Jørgen Steen Madsen. Højskolebladet 1990
“USA – mennesker og meninger (7), Highlander og Myles Horton.” Jakob Krøgholt, Højskolebladet 1983.

Lad Solen skinne af Lyst

Udgivet den 24. marts 2015 af Lars Andreassen

Solen skinner og varmer ikke af næstekærlighed, men fordi den er god til netop at skinne og varme. Den gør, hvad den er bedst til uden tanke for andre, og på trods af denne himmelske egoisme, bidrager den til den mest ophøjede form for vekselvirkning med alnaturens skabning.

Vi bør alle udfolde vores talent og arbejde, som solen udfolder sit, thi da vil ægte samarbejde opstå; det, der går ud på, ”at opretholde Livet i Fællesskab.” Sådan skriver Henry David Thoreau (1817-1862) og forklarer, at hvis man lever simpelt og fornuftigt, så bliver det aldrig mere end et ”tidsfordriv” at opretholde livet; ikke at livet driver forbi i tom meningsløshed – tvært imod – men at arbejdsindsatsen ikke behøver at føles af mere. Man kan forgælde sig, og man kan ønske, drømme og håbe på langt mere, men så må man også forvente at leve med opslidende bekymringer og halvstressende fremtidsforestillinger.

Thoreau flyttede mellem 1845 og 1847 ud i skoven for at finde ud af, hvad der egentlig er kernen i eksistensen. Og ikke mindst hvori eksistensens faldgruber består. Han skildrede sine erfaringer i dette “Aandedrag fuldt af Fyrrenaalsduft”, som Jacob Paludan skrev om bogen.

Thoreau levede som bekendt fra hånden til munden i sin selvbyggerhytte ved søen Walden i Massachusetts (et par år) blot for at se, hvad livets nøgne kendsgerninger ville byde ham. Her lever han, lever godt og nyder tilværelsen med nærmest ingenting, lidt bønner og kartofler, under himlen, ved søens spejl, blandt skovens fugle og træernes blade, og han fortæller om en bekendt, der arvede et par tønder land, men som mente, at han burde leve mere frit – hvis han dog bare havde råd.

Thoreau lever simpelt, men lever godt. Han er tilfreds, og passer vel mest sig selv. Men så er det landsbyens vise mænd, belærer ham om, at han er meget egoistisk, og i højere grad burde hengive sig til filantropi. Det ligger ikke til ham, medgiver han, men indrømmer dog også, at han har forsøgt at bringe himlen i taknemmelighedsgæld ved at foreslå nogle af Concords fattige at forsørge sig, som han forsørger sig selv.

Her var det så, at jeg kom til at tænke på Ayn Rand (1905-1982), som – vil nogle vide – afviser enhver altruisme, al næstekærlighed og godgørenhed som hykleri. Hun tror kun på egoismen. Gør vi noget for andre, er det altid med bagtanke på eget ry og rygte. Det gode vi gør, gør vi, fordi vi er gode til det – eller sådan burde det være, mener hun.

Det kunne så være, hvad det være ville – de fleste har vel oplevet hul fromhed og folk, der evigt og konstant taler om næstekærlighed og om at bidrage til fællesskab, men altid vender ryggen til, når der skal løftes i flok – hvis ikke, hun, altså Rand, havde den her idé om, at man højt og helligt bør sværge på (meget religiøst) aldrig at ville gøre det mindste af næstekærlighed. Og det får så de fleste til at afsværge Ayn Rand og hendes romanhelte som forfærdelige mennesker. Men de overser samtidig, at Rands helte ved at gøre, hvad de nu engang er gode til – det være sig komponere, tænke, lave gode cigaretter, smelte stål og organisere jernbanedrift m.m. – rent faktisk bidrager på bedste vis til vekselvirkningen mellem alle samfundets borgere – altså dem, der bestræber sig på at have noget at veksle. Og det er vel en ganske lødig pointe.

Bortset fra kravet om besynderlige besværgelser, siger Thoreau det samme som Rand, endskønt han vinkler moralen, pointen, anderledes. De fattige, han foreslog at hjælpe, foretrak fattigdommen, da hjælpen bestod i at lære at forsørge sig selv. Så kan de vel være, hvad de være vil, på samme måde som Rand foreslår, hendes ikke-helte kan være, hvad de være vil, hvis de nu bare ville lade være med at forlange af heltene, at de stoppede med det, de var gode til og hengav sig til filantropi.

”Der findes ingen fælere Lugt end den, der kommer af fordærvet Godhed. Det er menneskelig, det er guddommelig Aadselstank,” skriver Thoreau og fortsætter, ”hvis jeg med Sikkerhed vidste, at et Menneske var paa Vej hen til mit Hus i den bevidste Hensigt at gøre mig noget godt, vilde jeg løbe for Livet som fra den tørre og brændende afrikanske Ørkenvind, der kaldes Samum, den, der fylder Næse og Mund og Øren og Øjne med Støv, saa man kvæles – jeg vilde løbe af Angst for hans Godhed, af Frygt for at noget af dens Smitstof skulle blandes i mit Blod.”

Thoreau skriver, at et godt menneske i hans øjne ikke er et godt menneske, blot fordi det er rede til at hjælpe ham med mad i sultne stunder eller varme ham i kolde, det kunne såmænd en stor hund være behjælpelig med. Nej, den sande filantrop er den, der til stadighed hjælper menneskeheden fremad, når den allerede er godt på vej.

Alle skal have den ros, de fortjener, også filantropen, mener Thoreau ganske rimeligt, blot forlanger han også ”Retfærdighed for alle dem, som med deres Liv og Virke er en Velsignelse for Menneskeheden … Jeg ønsker Blomsten og Frugten af Mandens Væsen, at en rig Duft maa strømme mig i Møde, og vort Samvær maa have noget af Modningens Safter i sig. Hans Godhed maa ikke være en løsreven eller forbigaaende Handling, men en vedvarende Overflod, som intet koster ham, og som han ikke er sig bevidst.” Med andre ord: godhed som solens, ganske uden fromhedens hykleri.

Læst uden for sammenhængen kunne det lyde som om, Thoreau mest af alt har lyst til at dræne ethvert menneske, han møder for talent og kræfter, men sådan er det ikke. Det handler om frihed og vekselvirkning. Det handler om, at enhver bør finde ud af, hvad han eller hun er god til og holder af at lave, så at vedkommende kan beskæftige sig med det og glæde sig over det. Ja, og ligefrem dannes ved arbejdet og skabe sig identitet, sådan som Hegel mente, arbejdet gjorde. Gør vi nemlig det, vil samarbejde i den mest ophøjede såvel som dagligdags forstand opstå og vokse organisk og naturligt omkring aktiviteterne. Vekselvirkning, som Grundtvig kaldte det, når han henviste til det faktum, at vi alle kan lære af hinanden.

Det tomme fællesskab

Udgivet den 9. marts 2015 af Lars Andreassen

345

”Menneskehed, i stedet for at fokusere på alt det, der gør jer forskellige, så prøv at fokusere på det, der gør jer alle til idioter.” (@TheTweetOfGod)

Hvad stiller vi op med hinanden efter massakren på Charlie Hebdos tegnere og tragedien på Krudttønden og ved Synagogen i København? Hvad er de fælles værdier i det Liberale Demokrati? Er der overhovedet nogle, omkring hvilke vi kan danne et fællesskab? Eller har de borgerlige stemmer, som Mads Holger og Morten Uhrskov Jensen ret i, at kun nationalt, kulturelt og etnisk homogene fælleskaber er de eneste rigtige og rigtigt holdbare fællesskaber?

Eller har ironikeren Hans Hauge ret, når han efter #cphshooting skriver, at i det ”moderne samfund [er] fællesskaber en trussel mod individet, der er den eneste minoritet, der findes,” Og at problemet med Omar el-Hussein, der stod bag terroren i København, netop var, at han søgte et fællesskab og fandt det.
Omar El-Hussein klarede ikke individualiseringens skæbne, skriver Hauge. Og jeg tror, at Hauge (med reference til Ulrich Beck) har ret; individualisering er vores ”skæbne” og den skal vi lære at leve med. I en globaliseret verden, en verden med stigende migration, handels- og turistforbindelser, er kulturmødet en uundgåelighed. Og vi kan vælge sammenstødet, men vi kan også vælge den bløde multikulturalisme, hvor vi med henvisning til de individuelle rettigheder og det liberale demokratis rammer vælger freden. Vi kan vælge at fokusere på de områder, hvor Kishore Mahbubahni skriver, vi konvergerer, og på, som Steven Pinker og Andrew Mack viser, at verden ikke er ved at falde fra hinanden.

Individualismens udfordring

Francis Fukuyama anførte i sit 1989-essay The End of History, at den eksistentielle tomhed i liberalismens kerne formodentlig er en ”defekt” ved selve ideologien. Men han anfører samtidig, at ”Den moderne liberalisme er en historisk konsekvens af svage religiøst baserede samfund, som ikke kunne enes om, hvad det gode liv er, og ikke selv kunne tilvejebring selv de mindste forudsætninger for fred og stabilitet.”

Så spørgsmålet er, om ikke, vi bør omfavne denne ”defekt” og lære at holde af den. Fred, stabilitet og økonomisk fremgang har gået hånd i hånd siden, industrialiseringen og globaliseringen satte sig igennem og skabte den moderne verden, og den opgave, vi alle må samles om er, at videreføre denne arv. Og ikke sætte den over styr i reaktionær modkultur og identitetspolitik.

Identitetspolitikken ”indtræffer netop, når traditionelle kulturelle identiteter bryder sammen under moderniseringen og en pluralistisk demokratisk orden …” (Fukuyama 1992, side 417). Identiteten bliver en særdeles skrøbelig størrelse i det øjeblik, den bliver et personligt anliggende, et selvrealiseringsprojekt (et spørgsmål om tatoveringer), og ikke vokser ud af et traditionsbevidst fællesskab, som vi umærkeligt – og ureflekteret – glider ind i.

Mod dette identitetstab er der kun to alternativer (tilbage efter kommunismens fald), skriver Fukuyama i 1989, nemlig islamismen og nationalismen. Den islamiske revolution (Iran) har ikke skabt fred og stabilitet for sin befolkning, men et uhyrligt undertrykkende regime, og islamisk stat ser på ingen måde ud til at kunne eller ville tilvejebringe noget, der minder herom. Snarere ser de ud til at ville skabe et arabisk ragnarok parallelt til vestens egen undergang i 1. Verdenskrigs nationalistisk antændte apokalypse. Også Vladimir Putin ser ud til ikke at have lært af historien, og synes at ville bekræfte den hårde autoritære nationalismes fallit endnu en gang. Og det mens det venezuelanske forsøg på at revitalisere socialismen efter Jerntæppets fald er gået i krampe.

Med andre ord ser individualismen i det liberale demokrati (stadig) ud til at være den (kaotiske) skæbne, der ikke nødvendigvis medfører døden. Men nationalismen er ikke en entydig størrelse, skriver Fukuyama, den spænder fra A) en mild kulturel nostalgi til Z) nazisme, og den første kan jo glimrende kombineres med individualismen via lidt fællessang … Om det er John Lennon eller salmer, som Mads Holger hellere så, er fuldstændig ligegyldigt, al den stund den danske folkekirke ikke udgør et reelt grundlag for fællesskab, men blot leverer tag-selv-åndelighed til modernitetens selvrealiseringsbuffet.

Det kan lyde kedeligt, og under alle omstændigheder er det ikke heroisk. Men er det ikke netop det, menneskeheden altid har drømt om; fred og fordragelighed, hygge og fælles samvær?

Anti-modernismen

Og det er netop i denne det liberale samfunds defekt, tomheden, at identitetspolitikken og islamismen krydser hinanden i deres afstandtagen fra Muhammed-tegningerne og dermed kernen i det liberale demokratis værdisæt og modernitetens grundlag: Menneskerettighederne, herunder individets frihed, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

Dette sammenfald er en ekstremt underlig og kompliceret historie … og jeg tror, på ingen måde sammenfaldet er villet. Det er snarere et resultat af, at vi mennesker, som sociologerne hævder, i langt højere grad definerer os i modsætning til andre og langt sjældnere i konstruktiv tilslutning til noget, vi har gidet sætte os ind i.

Julius Caesar Ibbetson har malet opsendelsen af George Biggins i en luftballon i 1785. Dejligt eksempel på oplysningstidens frygtløse eksperimenteren. Også i teksterne, den politiske filosofis klassikere, blev der leget med nye – og ofte forbudte – tanker.

Jeg tror, at hvis vi skal overkomme den hjemlige splittelse, vi ser i forbindelse med Muhammed-tegningerne og diskussionen om ytringsfriheden, så skal vi ikke bare bede enhver omfavne den vestlige verdens grundlæggende værdier, vi er også nødt til at se på begrundelserne for de anti-vestlige bevægelser rundt om i verden – og ikke mindst, dem vi ser manifesteret i den vestlige verden selv (modstanderne er så på den anden side nødt til at anerkende den vestlige verdens positive frembringelser).

Skal man tro den indiske litterat Pankaj Mishra, så er det, der plager ikke-vestlige kulturer i dag stadig det kulturelle sammenbrud, den vestlige imperialismes forårsagede. I From the Ruins of Empire. The Revolt Against the West and the Remaking of Asia, at ”resten” i begyndelsen af moderniseringsperioden så op til vestens teknologiske og politiske udvikling og heri så en lysere fremtid, men meget hurtigt blev skuffede over vestens tomme løfter om medindflydelse og snart så sig overmandet, ydmyget og udbyttet af en påtvunget imperialistisk kapitalisme, som fjernede ethvert livsgrundlag for arabere, indere og kinesere.

Det vestlige hykleri vakte meget hurtigt en anti-vestlig mentalitet: bokseropstanden i Kina i 1900, stammeoptøjer i Indien, Tobaksrevolutionen i Iran i 1891, Urabi-revolten i Egypten i 1882 og Mahdi-revoIutionen i Sudan, som begyndte i 1881. Og alligevel; helt op til Versaillesaftalen efter 1.Verdenskrig så kinesiske, vietnamesiske og indiske intellektuelle muligheder for at blive ligeværdigt integreret i den globale økonomi. Men vestens sejrende magter delte verden op i mellem sig og ignorerede resten.

Som det fremgår af Vice News’ dokumentar om Islamisk Stat, var Sykes-Picot linjen noget af det første islamisk stat trampede på, da de fik chancen. Den linje markerede Vestmagternes hemmelige deling af Mellemøsten i 1916, og var således en temmelig klar manifestation af de imperiale magters krænkelse af arabernes ret til selvbestemmelse. Og det er samme imperialistiske tyranni, vestlige venstreintellektuelle refererer til, når de hævder Muhammed-tegningerne blot er endnu et led i vestens historiske undertrykkelse af alle andre folkeslag. Og det er denne ”undertrykkelse”, jihadisterne henviser til, når de forsøger at rekruttere nye krigere i vesten via de sociale medier.

Anti-kapitalismen

Når venstrefløjen og anti-vestlige kræfter i dag (nærmest i forlængelse af ovestående) hævder at det liberale demokratis økonomiske system, markedet og kapitalismen, er udbyttende og dermed konfliktskabende, så overser de, at det kun er det i det omfang, systemet ikke efterlever de omstændigheder og de idealer, det er vokset ud af, nemlig oplysningens historiske opgør med overklassen og frigørelsen af folkene gennem en stadig insistereren på menneskerettigheder – og muligheden for rent faktisk at forsamles og insistere på dem i det omfang, de blev tilsidesat, som f.eks. i forbindelse med borgerrettighedsbevægelsen i USA.

Louis den 16. henrettes. Kobberstik af Georg Heinrich Sieveking fra 1793.

Den revolution fandt kun sted i vesten og da vestens frie befolkninger fik magt, magtede de desværre ikke at lade disse værdier gælde for andre også. Den opgave står vi stadig overfor.

Tværtom, den kapitalistiske økonomi er udviklende. Det var da Deng Xiaopings ”gaige kaifang” i 1978 og Vietnams tilsvarende ”Doi Moi” fra 1986, der åbnede for kapitalisme og markedsøkonomi i de stagnerende planøkonomiske regimer, at fremgangen begyndte. Der er dog stadig et pænt stykke vej til liberalt demokrati. Men som Fukuyama efter sit selvopgør med neo-konservatismen peger på i The Origins of Political Order, så er en stærk stat den bedste begyndelse på vejen mod liberalt demokrati, for den kan sikre lige lov for alle og sidenhen gennemsigtighed, og de sidste to faktorer er historisk set eneste garanti for stabilitet. Kinas kommunistiske parti ved selv, at det hele tiden må fire på tøjlerne for ikke at skabe for meget ustabilitet.

Det tomme fællesskab

Det liberale demokrati leverer kun rammerne for fred og fremgang, ikke livsindholdet, den kulturelle eller personlige identitet. Til gengæld giver det plads til alle eksperimenterne. Til at finde på nye samværsformer, alternativer, bæredygtige fællesskaber og samtalesaloner.

Vores idéhistorie er rig på litteratur i diverse genrer, der omhandler disse grundlæggende værdier og de diskussioner og refleksioner, der førte til realiseringen af dem. Det er vores kulturelle arv, som vi i nogen grad har sat over styr i vore egne anti-autoritære opgør. Vi sagde farvel til oplysningens tanker i vores egen selvlede over imperialismens eftervirkninger, først og fremmest Vietnamkrigen, men også andre proxy-krige, diktaturstøtten, den kolde krigs absurde logik og atomare våbenkapløb. Og ikke mindst fordi toneangivende tænkere efter 2. Verdenskrig ikke skelnede tilstrækkeligt mellem oplysningens tankegods og oplysningens teknologiske frembringelser – eller ikke kunne skelne disse fra imperialismen og nationalismen.

Men det var ikke de individuelle frihedsrettigheder, der førte til de to Verdenskrige. Det var tværtom knægtelsen af dem. De steder der blev værnet om dem – eller mere præcist, de steder, hvor det bedst lykkedes at sætte dem igennem – er også dér, hvor der har været størst materiel fremgang.

Det liberale demokrati – eksistensens tomme rammer – og de værdier der bærer det, er dem vi i hver eneste generation skal ihukomme og levendegøre. Vi lever i oplysningens tid, ikke efter den. Og denne opgave burde være tilstrækkeligt til at holde den eksistentielle krise stangen. For uanset, hvor skrøbeligt det åbne samfund tager sig ud, så er det historisk set det mest holdbare og det, der muliggør flest gode liv. Det enkelte individ er ukrænkeligt, men det gør ikke individets holdninger ukrænkelige eller dets handlinger moralsk uangribelige.

Og i vores uheroiske liv som det liberale demokratis kustoder, skal vi kunne kritisere alt, der med henvisning til kulturel identitet, kulturelle traditioner og religion hævder at vide, hvordan andre bør leve deres liv. Og vi bør selvfølgelig være forberedte på og parate til at diskutere os selv, vores egne betragtninger og vores handlinger. Lighed er nemlig også en kerneværdi i det liberale demokrati. Men så er alt også som det skal være for det tænkende, sociale og politiske dyr, Aristoteles hævdede, vi er.

Anti-imperialisme & Revolution i Iran

Udgivet den 24. februar 2015 af vidanserforlidt

214

Islamisering af det iranske samfund

af Hamed Mir-Shah Ghasemi, studerer Islam og Arabisk på Aarhus Universitet

I løbet af de sidste 36 år har det iranske samfund gennemgået en så betydelig islamisering, at intet som ikke er forbundet med islam kan tolereres. Ayatollah Khomeini sagde under revolutionen i 1979 at alle iranske symboler skulle være islamiske, og konstitutionen skulle være 100 % baseret på islam. I 1982 insisterede han på at alle iranske domstole skulle afvise sekulære juridiske love, og i stedet basere alle love på islam, således at personer, som har begået utroskab stenes, muslimer, som fx omvender sig til kristendommen eller jødedommen straffes med døden til følge; homoseksuelle henrettes; tyve dømmes til afhugning af hænder og fødder m.m.

Personer som Abdolkarim Sourosh (f. 1945, en af Seyyed Hossein Nasrs elever) spillede en vigtig rolle i 1980’ernes udrensning på de iranske universiteter og fyrede ”kontrarevolutionære” og ikke-islamiske professorer, der i stort tal måtte flygte ud af landet. Det var en del af et projekt, som gik under navnet ”Den kulturelle revolution” (Enghelabe farhangi).

I 1981 blev lovene ændret, således at kvinderne mistede rettigheden til at indlede skilsmisse, at fastholde forældremyndigheden, gå i skole hvis de blev gift, at studere fag som jura, medicin og ingeniørkunst. Khomeini og hans tilhængere var imod kvindefrigørelse, eftersom det ville ”forstyrre” familielivet. Det er derfor ikke tilfældigt, at den første demonstration imod Den islamiske republik blev organiseret af kvinder. Kvinderne var en af de grupper, som stod i spidsen for revolutionen, og de fandt hurtigere end nogen anden samfundsgruppe ud af, hvad det var for en fejl, de havde begået ved at støtte de muslimske lærde.

Det er ikke tilfældigt, at den første demonstration imod Den islamiske republik blev organiseret af kvinder. Kvinderne var en af de grupper, som stod i spidsen for revolutionen, og de fandt hurtigere end nogen anden samfundsgruppe ud af, hvad det var for en fejl de havde begået ved at støtte de muslimske lærde.

To år efter revolutionen blev flere tusinder henrettet efter protesterne d. 20. juni 1981 (30 Khordad 1360). I 1983 blev 32 personer, hvoraf 10 af dem var kvindelige lærere henrettet i byen Shiraz, fordi de var bahai. De stod over for valget enten at konvertere til islam eller blive henrettet. I sommeren 1988 blev titusinder af politiske fanger massakreret i iranske fængsler. I 1999 blev studenternes oprør, og i 2009 det folkelige oprør voldsomt undertrykt m.m.

På internationalt niveau forsøgte revolutionen at afslutte Irans afhængighed til USA, og føre en politik som i Khomeinis egne ord skulle være ”hverken Øst eller Vest”. Amerikanerne vidste slet ikke hvad de skulle stille op med denne Ayatollah. Hvis amerikanerne og englænderne 26 år tidligere, ikke havde fjernet den demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh fra magten, kunne al dette have været undgået.

På den ene side forsøgte Reagan administrationen i 1980’erne at begrænse udbredelsen af den islamiske iver og de anti-amerikanske følelser i regionen. På den anden side anerkendte de Irans økonomiske og geopolitiske betydning, og søgte derfor at normalisere forbindelserne til Tehran. Denne søgen førte til den bizarre episode, som er kendt under navnet Irangate.

Revolutionen har hverken på den økonomiske, sociale, kulturelle eller politiske ført Iran mod fremskridt. Tværtimod er hele systemet baseret på ulighed af enhver slags i stedet for lighed (køn, muslim, ikke-muslim, shia, ikke-shia, osv.) i stedet for at vende sig mod fremtiden vender den sig mod fortiden, i stedet for at være universalistisk er den partikulær, og i stedet for at være inkluderende er den ekskluderende.

Nøjagtigt som nazisterne og fascisterne har islamisterne brug for fjender for at overleve. Det sociale univers er opdelt i dem og os. Khomeinis venner var primært imamer eller muslimske lærde (fughaha). Det er dem der skal forvalte sharialoven som dommere og fremstå som forbilleder for resten af befolkningen. Hans interne fjender var bl.a. den uddannede klasse, der havde fjernet sig fra den ”rette” muslimske (og iranske) levevis. Hans populisme førte til, at han betegnede imperialisterne som sine eksterne fjender. Disse imperialister har, ifølge ham, en målsætning at få fat i Irans rigdomme, dvs. olie og mineraler. Det er primært amerikanerne og briterne han tænkte på her. Han anså USA for islams største fjende. Af natur er det en terroristisk stat, der har sat ild til overalt, og dets allierede, den internationale zionisme, viger ikke tilbage for nogen forbrydelser for at opfylde sine usle og grådige behov, sagde han.

Generelt er islams fjender ifølge islamisterne USA, Israel og Vesten, der krænker muslimsk suverænitet, mens den indre fjende er despotiske regimer, der krænker religionens renhed.

I totalitaristiske systemer kan alle potentielt være eller blive ens fjender. Når man først har udryddet alle er der til sidst en fjende tilbage. Den stadige bevægelse, den uophørlige renselsesproces vender til sidst indad mod systemet selv. Det iranske politiske liv er internt fyldt med mistillid, og nogle mener derfor at, systemet vil bryde sammen ”under sin egen vægt”, og derfor ikke nødvendigvis med en revolution eller krig.

Hensigten med denne artikel er at kaste lys over nogle vigtige historiske begivenheder og personligheder, som forhåbentligt kan skabe en bedre forståelse for Irans nuværende situation.

Sagnhistorien Shahnameh

Abul Qasem Ferdousi (934 – ca. 1020) levede højst sandsynligt under forhold, som beskrevet ovenover. Hans værk Shahnameh er faktisk hovedårsagen til, at persisk, Irans kultur og historie stadig er tilgængelige.

Abul Qasem Ferdousi (940-1020) er forfatteren til sagnhistorien Shahnameh

Ferdousi blev født 300 år efter de muslimske araberes erobring af Iran. I Khorasan havde befolkningen stadig formået mundtligt at bibeholde deres traditioner, kultur, sprog, religionen Zarathustra og historie, som langsomt var ved at gå i glemmebogen. Derfor satte han sig ned og skrev sagnhistorien Shahnameh (Kongebogen). I virkeligheden er Shahnameh fyldt med historier om konger som dræber deres sønner, royal hybris, magtarrogance, og ender med en klagesang om hvordan landet pga. kongernes uduelighed og svaghed faldt i hænderne på de muslimske arabere. Hans betydning for Iran kommer måske bedst til udtryk gennem et interview med en egyptisk journalist (Mohamed Hassanein Heikal, f. 1923) om hvorfor med islams ankomst til Egypten gik deres historie, kultur, civilisation og sprog i glemmebogen. Han svarede: ”Det skyldtes, at vi ikke havde en Ferdousi.”

Efter erobringen blev det persiske sprog undermineret og i stedet blev Arabisk sprog og skrift indført i offentlig administration. De zarathustriske, jødiske og kristne trossamfund erklæredes for anerkendte, dog måtte deres medlemmer betale en særskat (jizyah). Talrige iranere gik over til islam for at undgå denne skat eller for at opnå offentlige stillinger, der i øvrigt gjorde det muligt for dem at yde deres landsmænd forskellige former for hjælp. Fremgangsmåden banede vejen for en revolution i år 750, hvor Abu al-Abbas, en iransk efterkommer af en farbror til profeten Muhammed kom på tronen som kalif, og grundlagde Abbaside-kalifatet. Dermed fik iransk kunst og videnskab øgede muligheder for at udfolde sig ved hoffet i Damaskus, og senere i Baghdad.

Baggrunden for revolutionen var Umayyadernes (ca. 661-750) sidestilling af islam med arabisk afstamning, og diskriminering af den stigende konvertering af ikke arabere til islam.

Shia-sunni problematikkens baggrund

Da profet Muhammed døde i år 632 opstod der hurtigt blandt det islamiske trossamfund (umma), uenigheder om, hvem der skulle blive kalif. Nogle fandt det rimeligt at overdrage værdigheden som kalif til Ali ibn Abi Talib (fætter til profeten). Men de førende arabere udnævnte profetens ungdomsven og svigerfar Abu Bakr. Han blev efterfulgt af Omar og Uthman. De blev begge myrdet, og i 656 blev Ali valgt som den fjerde og sidste af de såkaldte legitime kaliffer. Fem år senere i år 661 blev han stukket ned i moskeen i Kufa (Irak), og med mordet på ham begyndte en varig splittelse af det islamiske trossamfund. Dem, der blev tilhængere af Ali blev kaldt Shia (Alis tilhængere). Ali har senere været genstand for tilbedelse. Nogle betragter ham som guddommelig emanation (aliallahi). Nogle andre mener igen, at englen Gabriel ”kom til” at overlevere Guds ord til den forkerte. Han skulle i virkeligheden have overleveret Guds ord til imam Ali.

Af profetens fire døtre havde den yngste, Fatima, ægtet hans fætter Ali og med ham fået sønnerne Hasan og Hossein. Imam Hossein er faktisk ophavsmanden til shiismens revolutionære tendenser og shiitternes selvopofrelse. Han er kendt under navnet Martyrernes Prins (Seyyed al-shuhada) og er et eksempel på mod, opofrelse, ”blodets triumf over sværdet”, som shiitter lovpriser i Iran, Libanon og Pakistan og andre steder til minde om den berømte Ashura. Khomeini valgte også bevidst Ashura-tiden for at angribe Shah Mohammad Reza Pahlavis styre d. 5. juni 1963.

Imam Hossein (625-685) var barnebarn af profeten Muhammed, og søn af Ali (Den første imam i shiismen og den fjerde af de såkaldte retledede kalif). Af shiiterne bliver han opfattet som en martyr, som kæmpede mod tyranni, fordi han nægtede at sværge trosskab over Yazid (umayyadernes kalif).

Ud over det politiske aspekt er der en vigtig uoverensstemmelse i synet på historien og den fortsatte fortolkning af profetien som princip. Sunnitterne tror på, at historien er delt i to adskilte perioder, hvor den ene begynder med Adam og slutter med profeten Muhammed. Ifølge shiitterne fortsætter historien forstået som profeti selv efter Muhammeds død. Den eneste forskel er, at imamatet har erstattet profetien. Imamerne er stadig ufejlbarlige, de kan blot ikke modtage åbenbaringer. Derfor er ordet ”imam” hos shiitterne ikke det samme som hos sunnitterne. Denne teologiske forskel var helt afgørende for Ayatollah Khomeinis succes i Iran, mens islamisternes magtovertagelse i de muslimske lande, som det blev tilfældet i Egypten og Tunesien mislykkedes.

Majoriteten af shiitterne har 12 imamer, hvor den sidste Muhammed, som bliver kaldt Imam Mahdi forsvandt som barn i år 874. Han bliver sommetider også kaldt for imam-e Zaman (tidens Imam), som er åben for fortolkning. Nogle fortolker imam-e Zaman således, at ”tiden skal nok hele alle sår”, og nogle islamiske historier forbinder det iranske nytår Norouz, som er en præ-islamisk fejring af foråret (21 marts) med Imam Mahdis ankomst.

Ifølge traditionen er Imam Mahdi ikke død, men fra sit opholdssted holder han øje med menneskene, og når den yderste dag er nær vender han tilbage som Mahdi (Den Retledte). Hjulpet af den ligeledes genkomne Jesus Kristus vil han så nedkæmpe Satan og bringe menneskene retfærdighed i tusindårsriget.

Historisk har shiitterne været en minoritet blandt andre muslimer. Følelsen af, at deres legitimitet er blevet dem frataget af sunitterne, har altid været en del af den shiitiske selvforståelse. Men de socioøkonomiske forandringer i Iran i det 19. århundrede gjorde, at de nu var parate til at give udtryk for deres frustration gennem aggression. Shiitterne havde håbet, at den ventede imam Mahdi ved sin tilsynekomst ville redde sine tilhængere og råde bod på uretfærdigheden. Han lod dem desværre vente for længe, og derfor skred en gruppe shiitter til handling. Khomeini blev af mange shiitter opfattet som den længe ventede Mahdi. Nogle så ham som imam Mahdis stedfortræder på jorden. Derfor hedder det i Den Islamiske Republiks grundlov (art. 5), at Den Skjulte Imams fravær udøves regeringsmagten af en faghih, hvilket betyder, at den legitime regeringsmagt tilhører imam Mahdi. Nogle andre påstod under revolutionen, at Khomeinis ansigt kunne ses på månen, så de gik op på taget, så op på månen og råbte Gud er stor (Allaho akbar). Nogle andre fandt hans hår i koranen!

Forestillingen om imam Mahdi var også meget nærværende under præsident Mahmoud Ahmadinejads politiske adfærd, i en sådan grad at han meddelte, at hans regeringsprogram blot var en ”forberedelse til genkomsten af Den Skjulte Imam”. Ahmadinejad påbegyndte desuden renoveringen af en moske (Jamkaran) i nærheden af den hellige by Qom, hvor det siges, at Den Skjulte Imam ofte kommer og går, især om natten!

Fra Afghani til Khomeini

Det var også i det 19. århundrede, at en gådefuld ”muslimsk” skikkelse ved navn Sayyid Jamal al-Din al-Afghani (1838-97) startede en bevægelse (Islah-bevægelsen), for at modernisere islam, således at den kom til at være i overensstemmelse med moderne videnskab og teknologi. Han og hans disciples primære mål var at mobilisere muslimer imod imperialismen; få muslimerne til at opgive deres passive adfærd og blive herrer over deres egen skæbne ved at uddanne sig; tage den ny videnskab og teknologi til sig uden at acceptere vestlige ideer, især sekularisme, frihed og lighed, som var arven efter Den Franske Revolution. Derfor var den politiske samling og styrkelse af den islamiske verden og ophøret af vestlig indtrængen Afghanis primære mål, mens reformationen af islam var af sekundære betydning. Hans elev Muhammad Abduh (egyptisk jurist, d. 1905) forsøgte senere, at tilpasse fornuften til islam.

Sayyid Jamal al-Din al-Afghani (1838-1897) var en iransk
politisk aktivist og islamisk ideolog.

Arven efter Afghani blev Khomeini. I hans hovedværk Velayat-e Faqih: Hokumat-e Eslami (1971) tog han udgangspunkt i en kritik af shahstyret, ligesom Afghani havde gjort i det 19. århundrede. Derefter beskrev han islam som en skole for dem, der kæmper imod imperialisme. I hans anden bog Politisk Testamente (1990) skrev han, at hvis en civilisation var ensbetydende med fornyelser, opfindelser og avanceret teknologi, er hverken islam eller nogen anden monistisk religion imod den.

I det 20. århundrede var det først efter at den konstitutionelle revolution (1905-11), Reza Shahs abdicering i 1941, demokratisering af konstitutionen samt nationalisering af Irans olieindustri i 1953 under premierministeren Mossadegh mislykkedes, at den politiske diskurs i landet blev islamistisk i 1963. Denne diskurs fortsatte helt frem til 1979, hvor islamisterne kom til magten.

Seyyed Hossein Nasr og sufismen

Et andet vigtigt aspekt af islam er Sufismen, som kan spores tilbage til det 9. århundrede. Her er der specielt vægt på Kærlighed og viden (ma’rifa), ridderlighed og generiøsitet, Tariqa fremfor Sharia, Sama fremfor bøn, en Pirs storhed fremfor mirakel og khangah fremfor moské.

Seyyed Hossein Nasr (f. 1933) er professor i islamiske studier ved Georg Washington Universitetet

Sufismen, hvor nydelse af vin og kærlighedsdigte var tilladt, og som fik mange tilhængere i det nuværende Tyrkiet, vender blikket indad. Den findes i mange forskellige varianter, og i moderne tid er der opstået en vestlig version af sufismen, som går under navnet ”Guénonian Traditionalism”. Det vigtigste aspekt ved den vestlig version er begrebet ”Perennialisme”.

Perennialisme er troen på, at alle religioner deler samme oprindelse. Eventuelt inkluderer dette syn, at alle religioner fører til den samme destination, eller med andre ord en single universel sandhed. I den ”islamiske verden” blev Traditionalisme først reciperet i Iran af Seyyed Hossein Nasr. Nasrs aktiviteter (som af nogle iranske filosoffer og gejstlige bliver beskrevet som et stort bidrag til, at mange studerende blev interesseret i islam) sammen med den islamiske ideolog Ali Shariati (d. 1977) bidrog til at Den Islamiske Revolution kunne lykkes.

Kennedy, Reagan, Obama og frihed for alle

Udgivet den 10. februar 2015 af Lars Andreassen

949

Kæmper Vesten med USA i spidsen virkelig for fred og retfærdighed eller kæmper vi blot for at sikre vores egne interesser? Og kan man overhovedet kæmpe for frihed i alliance med autokratiske regimer, absolutte monarkier og diktaturer? ”In applying US foreign policy we can never operate as if the world as it is doesn’t exist,” sagde President Barak Obama til Fareed Zakaria søndag den 31/1 – 2015. Der er strategiske alliancer, men ”the trend line” hersker der ikke tvivl om: USA vil altid presse på for reformer.

Undfanget i frihed

Undfanget i frihed og forpligtet på idéen om at alle (mænd) er skabt lige. Det er historien om USA siden Præsident Lincoln for 151 år siden talte ved Gettysburg. Det var midt i borgerkrigen, en krig, Lincoln opfattede som styrkeprøve på, hvor holdbart et samfund bygget på idealer om frihed og lighed er. Og det var 87 år efter Uafhængighedserklæringen, eller altså undfangelsen, som Lincoln kaldte det.

187 år efter Uafhængighedserklæringen og 98 år efter Gettysburgtalen mindede J.F. Kennedy amerikanerne om, at denne frihedens arv vil amerikanerne altid være forpligtet på:

”Enhver nation bør vide, hvad enten den vil os det godt eller skidt, at vi vil betale en hvilken som helst pris, bære enhver byrde og møde enhver trængsel, støtte enhver ven og bekæmpe enhver fjende for at sikre at friheden overlever og trives.”

Og så var det, han opfordrede sine landsmænd til at overveje, hvad de selv kunne gøre for at føre denne frihedens fakkel videre, men han gjorde mere end det, han appellerede til os alle om at overveje det spørgsmål:

”Mine medborgere I verden, spørg ikke hvad Amerika vil gøre for dig, men spørg om, hvad vi kan gøre for menneskehedens frihed.”

Det er smukke ord hele vejen igennem, og det er interessant, at han appellerer til et VI – et globalt vi, til den globale medborger. Friheden er ikke noget en enkelt nation eller en enkelt person kan forsvare – skønt vi konstant ser den tanke fremstillet i diverse superheltehistorier (eller religioner). For Kennedy bliver kampen for frihed, lighed og retfærdighed en kollektiv opgave.

Verdensborgeren og Cubakrisen

Her kan man vælge at se en linje tilbage til præsident Woodrow Wilson, som efter afslutningen på 1. Verdenskrig foreslog at oprette et Folkenes Forbund, det, der efter 2. Verdenskrig blev etableret som Forenede Nationer (FN). Men i den forbindelse er det vigtigt at holde sig for øje, at sammen Wilson i sin History of the American People fra 1902 talte for våbenført udvidelse af det amerikanske marked, såfremt det ikke kunne lade sig gøre uden våben (Mishra side 171).

Udsnit fra “East Side Gallery”, Berlinmuren. Foto af Lars Andreassen

Men årene er gået. De store varme krige er afløst af den kolde, Cubakrisen overstået, men snart skal gløderne blusse op i proxykrige rundt omkring på kloden. Kennedy holder sin store ”Peace speech” i juni 1963 på American University og rejser kort efter til Irland, hvor han igen taler om denne fred, og om hvor vigtigt det er, at alle nationer – også de små – bakker om projektet.

”[…] Jeg taler her for at minde enhver anden af de små nationer om, at også de, kan og må hjælpe til med at skabe verdensfred. Også de, såvel som os alle, er afhængige af de Forenede Nationer til at skabe sikkerhed, for at skabe lige muligheder for at blive hørt, og for udviklingen mod en verden, hvor mangfoldigheden er sikret.” (Sachs 2013:103).

Vi elsker Kennedy i Europa, vi ser ham som forhandlingernes og fredens amerikanske præsident. Det var ham, der sammen med Khrustjov indledte atomvåben-nedrustningerne. Men Kennedy vidste, at ord ikke kan stå alene – lige så lidt, som våben alene kan løse problemer. Og det var Kennedy, der gav grønt lys til invasionen på Cuba for at vælte Fidel Castro, det var ham, der øgede det amerikanske atomvåbenarsenal med 9.000 sprænghoveder, så man havde 25.000 flere end Sovjetunionen, og opstillede mellemdistanceraketter i Tyrkiet og Italien.

I sin TV-transmitterede cubakrisetale fra den 22. oktober 1962 mindede Kennedy den amerikanske befolkning om, hvordan ingen reagerede hårdt mod Hitlers oprustning i 1930’erne, hvorefter han tilkendegav, at han hellere ville æde aske end leve i ufrihed:

”Vi vil ikke helt unødvendigt risikere en verdensomspændende atomkrig, hvor sejrens frugter blot vil være smagen af aske – på den anden side vil vi ikke trække os fra den risiko, hvis det viser sig at være nødvendigt.”

Due, høge og duehøge

Duen Kennedy var måske en vaskeægte høg. Var høgen Ronald Reagan så en due? Reagan var ifølge koldkrigshistorikeren John Lewis Gaddis den første amerikanske præsident, der åbent talte om en atomvåbenfri verden. Men der, hvor jeg færdedes i de dage, Reagan herskede, var der ingen tvivl om, at Reagan var komplet idiot – og de amerikanere, der havde stemt på ham ligeså – radiovært og reklameskuespiller. Var han ikke ved at sætte verdensfreden over styr, da han højt og flot i 1981 erklærede kommunismen som et mærkeligt kapitel i menneskehedens historie, ikke blot brød nedrustningsaftalerne, men smadrede terrorbalancen ved at indlede stjernekrigsprojektet og nedkalde et nyt våbenkapløb over verdens hårdtprøvede og skræmte befolkninger.

Eller også så Reagan tingene mere klart end de fleste andre. Han vidste – eller satsede på – at Sovjetunionens økonomiske politik var så forfejlet, at de ganske enkelt ikke havde råd til et modsvar. Et styre uden legitimitet vil ikke i længden kunne stå sig imod en legitim kæmpe med retten på sin side; er det sådan, vi skal forstå, Reagans ord, da han efter sin tiltrædelse (og med behørig reference til Churchills ”Jerntæppetale” fra 1946) talte til det engelske parlament:

”Fra Stettin i Østersøen til Varna ved Sortehavet har de regimer, der er indsat af totalitarismen, haft over 30 år til at skaffe sig legitimitet. Men ingen – ikke ét af regimerne – har endnu turdet risikere at afholde frie valg. Regimer plantet med bajonetter slår ikke rødder.” (Gaddis 2005:284)

Jeg gætter på, at læseren kender Reagans berømte ord fra Brandenburger Tor til Gorbatjov fra juli 1987, men der var mere i den tale end selve appellen om at bryde den ikoniske manifestation af Jerntæppet, der skar sig gennem Berlin og delte Europa, hvorfor det her er værd at citere lidt mere fra talen:

”Vi byder forandring og åbenhed velkommen; for vi tror på, at frihed og tryghed er to sider af samme sag, at øget menneskelig frihed kun styrker målet om fred i verden. Der er en ting, sovjetterne kan vise os, som vil være umisforståeligt, og som på dramatisk vis yderligere vil bane vejen mod frihed og fred.

Generalsekretær Gorbatjov, hvis du vil fred, hvis du vil fremgang for Sovjetunionen og Østeuropa, hvis du vil frigørelse: Kom her ned til denne port [Brandenburger Tor]! Hr. Gorbatjov, åben denne port! Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned!

Jeg forstår frygten for krig og smerten ved den deling, dette kontinent er påvirket af. Og jeg lover jer, at mit land vil hjælpe jer med at overkomme disse byrder. Under alle omstændigheder, må vi i vesten stå imod sovjetisk udvidelse. Derfor må vi opretholde et uangribeligt forsvar, men stadigvæk er det freden, vi søger, og derfor må vi på begge sider bestræbe os på, at reducere mængden af våben.”

Obama i den Postamerikanske verden

Hvis Obama havde grebet militært ind imod Syriens Assad, havde han – formodentlig – mistet muligheden for at fortsætte atomforhandlingerne med Iran. Derfor kunne han ikke holde linjen over for Syrien diktator Bashir al-Assad rød og fuldt optrukket.

Det stod allerede klart efter hans 2009-tale i Kairo, hvor han sagde:

”Det star klart for enhver impliceret at vi er nået til at afgørende punkt, når det drejer sig om atomvåben. Det handler ikke blot om Amerikas interesser. Det handler om at forhindre et atomvåbenkapløb i Mellemøsten, som kan føre den region og verden ind på et særdeles farligt spor.”

Skønt USA fortsat og længe endnu vil være den ubetvivleligt største militærmagt, er det begrænset hvad den kan benytte militæret til. Det afspejler borgerkrigen i Syrien og konflikten i Ukraine. Ikke svaghed, men en global magtforskydning, og – hvad vil alle kan være glade for – en svækkelse af militæret som magtmiddel.

I en af Obamas seneste store taler, den fra West Point i maj 2014, holdt han næsen i det spor Kennedy lagde ud efter Cubakrisen, og forsikrede om, at freden er et kollektivt, internationalt projekt og ikke en Pax-americana. Og det er den udenrigspolitiske linje, Obama blev valgt på (i det omfang selvfølgelig, at hans vælgere interesserede sig for udenrigspolitik).

I 2008, under sin kampagne, sagde Obama således, mens han stod ved Brandenburger Tor og skuede ned ad Strasse des 17. juni (hvilket vil sige på den modsatte side af muren, end hvor Reagan holdt sin tale):

“I borgere I Berlin – I verdens befolkning – størrelsen på vores udfordringer er store. Og vejen fremad bliver lang. Men jeg står foran jer for at fortælle jer, at I er arvinger til kampen for frihed. Vi er mennesker med et usandsynligt håb. Lad os, med blikket rettet mod fremtiden, og fasthed i vores hjerter, huske denne historie, leve op til vort ansvar, og endnu engang genskabe verden.”

Jeg gætter på, at også Obama er en duehøg. I forbindelse med Ukraine-krisen og forholdet til Rusland sagde han til Fareed Zakaria den 31/1 2015, at de ikke vil forlade diplomatiets vej. Det er mens kongressen diskuterer, hvordan Ukraine kan hjælpes med våben, mens NATO opretter nye enheder i Ruslands grænselande (se punkt 5), og mens Kansler Angela Merkel og Præsident Francois Hollande er på vej til President Vladimir Putin for at forhandle. Og han glemte ikke at minde Putin om NATO-eden.

Iran, Imperialismen & Islamismen

Udgivet den 29. januar 2015 af vidanserforlidt

105

af Hamed Mir-Shah Ghasemi, studerer Islam og Arabisk på Aarhus Universitet

Vesten er i de senere år blevet ramt af mange terrorhandlinger såsom 9/11 i 2001, Madridbombningen i 2004 og bombningen d. 7. juli i London i 2005. I Danmark har vi været vidner til Muhammedkrisen, og vi har været vidner til at mange radikaliserede muslimer er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for IS (Islamisk stat), og nu senest har vi haft Charlie Hebdo-katastrofen, som har fået mange europæiske lande til at frygte flere terroristiske handlinger fra islamisternes side.

Vi, i Vesten har været vidner til, at nogle helt fredelige muslimer bliver radikaliseret, og i en sådan grad at de er villige til at begå terroristiske handlinger. Man har i flere år forsøgt, at forstå hvad årsagen kan være til den øgede radikalisering blandt muslimer, stillet spørgsmål om, hvorfor islamisterne er imod Vesten og vestlige værdier, såsom demokrati, sekularisme, ytringsfrihed og frihed? Hvad er grundkernen i al det had, vi ser rettet mod Vesten? Er det opstået ud af ingenting eller ligger der noget bag? Og kan det være at denne historiske baggrund stadig er levende.

Det er ikke kun religiøst

Man har betegnet denne form for islamisk terrorisme på mange måder, såsom Islamisk fundamentalisme, islamisk radikalisme, radikal islam, politisk islam, salafisme, wahhabisme, islamisme, islamisk fundamentalisme, jihadistisk islamise osv. Kært barn har mange navne. Kort sagt, kan den politiske form for Islam beskrives som en religiøst baseret ideologi, som har en totalitaristisk forståelse af religionen Islam, og skal som sådan behandles, ligesom man behandler andre totalitære ideologier som bl.a. Nazisme og Fascisme. Forskellen er blot at Islamisme er en religiøst baseret ideologi. Målet for denne ideologi er at erobre hele verden med alle midler, og etablere et Kalifat, som den legitime form for styre med Sharialoven som den ”dømmende magt”. Derfor er ideologien Islamisme fremmed overfor begreber som demokrati, ytringsfrihed, sekularisme og frihed, som den anser for værende menneskeskabt.

Fællestrækket for alle disse betegnelser er reduktionen af radikaliseringens problematik til eksklusivt religiøse mekanismer, hvor man ikke tager hensyn til de socioøkonomiske, politiske og historiske aspekter. I medierne og i det offentlige rum har man ofte lagt ensidigt vægt på den teologiske del af problematikken. Man har forsøgt at føre alle problemerne tilbage til teologiske spekulationer, som stadig ikke har kunnet give os nogen svar på, hvorfor islamismen er opstået, og hvorfor de er så meget imod Vesten, hvorfor de har så meget indflydelse, og endelig hvorfor de har så meget held med at tiltrække unge. Derimod har disse teologiske spekulationer været med til at give antimuslimske og antiislamiske grupper, individer, organisationer og politiske partier med egne dagsordner muligheden for at angribe Islam og muslimer. Blandt nogle af dem kan nævnes SIAD (Stop islamiseringen af Danmark), Krarup og Langballes ”Tidehverv”, Eurabia og Trykkefrihedsselskabet, som i 2004 blev oprettet af Lars Hedegaard, som for øvrigt blev forsøgt dræbt. Således har de bidraget til at sætte radikaliseringsprocessen yderligere i vejret, og gjort integrationsproblematikken mere vanskelig at løse. De har gjort det svært for helt almindelige muslimer, som prøver at passe deres arbejde og generelt få et normalt liv til at fungere i lande, hvor de på mange måder føler sig fremmede og marginaliserede.

Hvorfor islamisterne kom til magten

Denne artikels formål er, at give et bud på, hvad der i sin tid førte islamisterne til magten. Iran er derfor i fokus, det var nemlig her, i året 1979, at islamisterne for første gang kom til magten.

Mohammed Mosaddeq (1882 -1967) var den demokratisk valgte premierminister i Iran fra 1951 til 1953, hvor han blev fjernet ved et vestligt faciliteret statskup.

Siden den konstitutionelle revolution i Iran fra 1905 til 1911 har der været to modsatrettede kræfter på spil. Den ene har et blik rettet mod fortiden med Islam og Sharia for øje, og den anden har, som sit forbillede, Europa og Den Franske Revolution med ideer, såsom sekularisme, frihed, lighed, menneskerettigheder og demokrati. Samtidig med de interne problemer i Iran på den tid, var der stormagter (Rusland og England), som hver især besatte Iran, når de følte at deres interesser var i fare. For England var det specielt pga. opdagelsen af olie i det sydlige Iran. Det var faktisk de to lande, som var direkte medvirkende til, at den konstitutionelle revolution mislykkedes. Derfor er det ikke helt forkert at sige, at specielt Vesten og Rusland i de sidste 200 år har haft en meget negativ effekt på Iran og har fungeret som en begrænsende faktor for landets naturlige udvikling mod demokrati, frihed og sekularisme.

Situationen i Iran vedblev med at være kaotisk indtil Reza Khan i 1921 lavede et kup og i 1925 erklærede sig selv som Shah. Nogle har senere argumenteret for, at Reza Shah på det tidspunkt var det bedste svar på Irans problemer. Dette kan diskuteres. Mohammad Mossadegh (som kom til at spille en vigtig rolle i 1950’erne ved at nationalisere Irans olie) foreslog, at Reza Khan i stedet valgte at blive premierminister. Dette førte til, at han blev sat under husarrest og ikke vendte tilbage til politik, før Reza Shah i 1941 måtte abdicere, fordi han førte en politik som var imod Englands interesser. Nogle har argumenteret for, at Irans fremtid ville have set lysere ud, hvis Reza Shah blev siddende på magten.

I 1940’erne var der fra iranernes side en utilfredshed med englændernes og russernes tilstedeværelse i landet. Iran havde endnu ikke opnået uafhængighed, frihed og demokrati, befolkningen var stadig fattig, og de følte at de ikke var herre i eget hus.

Irans demokrati

I 1949 blev Den Nationale Front oprettet af Mossadegh med hjælp fra nogle andre. På dette tidspunkt var Tudeh-partiet (Irans kommunistparti) den vigtigste opposition til Shahen/kongen. Men fra 1949 blev Den Nationale Front som var en paraplyorganisation, der rummede mange forskellige individer og partier en vigtig højtaler for befolkningen. Mossadegh ønskede at demokratisere Iran. Han ønskede ligesom i Danmark et konstitutionelt monarki. Han sagde flere gange i sine taler, at ”The Shah must reign and not rule”. Han ville altså fortsætte den kamp, som konstitutionalisterne var mislykkedes med.

I 1951 blev Mossadegh valgt som premierminister og valgte som noget af det første at nationalisere Irans olie. Det var ikke i Englands interesse, at den iranske olie blev nationaliseret. De kunne ikke acceptere, at Iran skulle få kontrol over sin egen olie. De var også bange for, hvad det ville have af konsekvenser for andre olieproducerende lande. I 1970’erne havde alle olieproducerende lande nationaliseret deres olie, så Mossadeghs fejl var, at han var 20 år forud. England trak USA ind i konflikten, og fordi USA heller ikke var glad for at Iran skulle nationalisere sin olieindustri, valgte de sammen at vælte Mossadeghs regering i 1953. Tudehpartiet blev voldsomt undertrykt efter kuppet. Iranerne følte nu, at en mørk skygge havde væltet frem over Iran og den iranske befolkning. Nu blev hadet mod Vesten endnu større. Et had som islamisterne senere var dygtige til at udnytte. Iranerne havde fået nok af udenlandsk indblanding i Irans politiske anliggender.

Fra venstre Varoujan, Dariush og Shahyar Ghanbari.
Sammen med Iraj Jannatie Attaei, Farid Zoland og Ardalan Sarfaraz kom de til, at spille en stor rolle i musikkens verden i 1970’erne, og helt op til i dag.

De havde allerede i det 19. århundrede og specielt under den Konstitutionelle Revolution oplevet, hvor negative effekter udenlandske kræfter havde på landet, og deres slogans imod imperialismen blev således mere radikale efter kuppet. Slogans som ”Død over USA”, ”Død over imperialismen”, ”Længe leve frihed og uafhængighed”, ”Død over reaktionære”, som kunne høres under revolutionen i 1979 kan føres tilbage til kuppet i 1953, som slukkede alle forhåbningerne om et frit, sekulært og demokratisk Iran.

Den følelse af afmagt, træthed og desillusion overfor imperialismens effekt kommer bl.a. til udtryk gennem en sang på ca. 9 min. under titlen ”Booye khoobe gandom” (Den gode duft af hvede (hør sangen her) fra 1970’erne. Sangeren Dariush fik en fængselsstraf på 9 måneder for sangen. Poeten Shahyar Ghanbari fik en fængselsstraf på et par uger, mens sangskriveren og komponisten Varoujan slap for en fængselsstraf. Den samme afmagt, træthed og desillusion overfor diktatur og imperialisme kan udover musikken ses i litteraturen og andre kunstneriske udtryksformer.

Den islamiske reaktion i Iran

Efter undertrykkelsen af nationalistiske og socialistiske bevægelser blev der kun en bevægelse tilbage, og det var den islamistiske. Fra 1961 blev den politiske diskurs i landet religiøs, hvor Befrielsesbevægelsen under ledelse af Mehdi Bazargan og med hjælp fra Ayatollah Taleghani blev stiftet. Ayatollah Taleghani var en muslimsk reformer og demokrat, som havde støttet Mossadegh. Dog var det først fra 1963, at vi kan tale om en islamistisk diskurs, og den fortsatte helt frem til revolutionen, hvor islamisterne kom til magten under ledelse af Ayatollah Khomeini. Mohammad Reza Shah Pahlavi bidrog en del til denne diskurs’ holdbarhed, som i 1979 kulminerede i Den islamiske revolution.

Revolutionen var grusom og reaktionær. De grusomheder, som iranerne og nogle ikke-iranere har oplevet er en lang smertefuld historie. Alt fra stening til afhugning af hænder og fødder, mord på intellektuelle i og udenfor Iran, forfattere, journalister, hængning af mænd og kvinder, nogle af dem under 16 år. Revolutionen forvandlede sig til terrorisme, og terrorismen bredte sig ud over hele verden; fra Saudi-Arabien og Kuwait til Argentina. Den førte til grundlæggelsen af en shiitisk terror-organisation, Hezbollah, i Libanon. De iranske islamisters triumf gav andre islamistiske grupper blod på tanden og fik dem til at tro på, at etablerede regimer, selv de stærkeste, ikke var uovervindelige.

Ayatollah Seyyid Ruhollah Khomeini (1902-1989) var en iransk shia-muslimsk lærd og den politiske og åndelige leder af den Den iranske revolution som væltede den sidste shah Mohammad Reza Pahlavi.

Vestens indblanding igen, pga. frygten for kommunisterne, og med den overbevisning at Shah Mohammad Reza Pahlavi ikke havde en fremtid i Iran, hentede Ayatollah Khomeini fra Najaf (Irak) og satte ham under et æbletræ i Nawfal-Chateau (Frankrig), hvor vi i dag er ved at ”plukke de store og saftige æbler fra træet”. Den amerikanske præsident, Jimmy Carter, havde aldrig forestillet sig, at denne Ayatollah ville ende med at tage 54 amerikanske diplomater som gidsler i 444 dage efter revolutionen i 1979, fire år efter dræbe over 300 amerikanske og libanesiske borgere i Beirut med bomber, slå mindst 2000 vestlige soldater ihjel efter invasionen af Irak i 2003, lave den amerikanske ambassade om til et spionhus, skabe uroligheder i Afghanistan, og i hans islamiske centre hjernevaske hundredvis af iranske, pakistanske og arabiske unge, således at de glemte alt om den barmhjertige Gud og i stedet blev forvandlet til dræbermaskiner. Helmut Schmidt havde ligeledes ikke forestillet sig at titusinder ville blive dræbt i Tyskland, for ikke at nævne fatwaen som Ayatollah Khomeini udstedte over forfatteren Salman Rushdie pga. udgivelsen af bogen ”De sataniske vers”, og meget mere. ”The evil that men do lives after them”, skrev Shakespeare engang, som en slags påmindelse om aldrig at glemme historien.

Denne artikel har kun givet et overblik over nogle vigtige begivenheder i Irans historie. Begivenheder, som var afgørende for islamisternes magtovertagelse i 1979. Et Iran som på mindre end 100 år oplevede to revolutioner og to kup. Det er således ikke historien, men en historie formidlet på 1763 ord.

En Venstrefløj på Realitetskurs?

Udgivet den 15. januar 2015 af vidanserforlidt

2.212

Af Peer Bundgaard, Aarhus Universitet

Caroline Fourest – som generelt er stjerneklar (og blandt mange andre ting en del af Charlie Hebdo-banden) – lavede følgende analyse i kølvandet på Muhammed-krisen (den er kommenteret i Stjernfelt og Eriksens “Adskillelsens politik“). Venstrefløjen har historisk set haft to mærkesager, som i deres udgangspunkt begge var internationalistiske eller hjemstavnsløse i deres sigte:

1) Indførelsen af en socialistisk stat, der – ud over mange katastrofalt dårlige ting – indebærer ophævelsen af sociale og kulturelle (religiøse) privilegier og overherredømmer samt deres overdragelse.

2) Anti-imperialismen – dvs. den koloniale underkuelse og udbytning af verdens folk.

Add 1) er helt klart opgivet som sådan, men kan leve videre i en idé om, hvad det rette liberalt demokratiske samfund er, og hvordan det bedst kan konstrueres. Fourest mener, at denne strømning i venstrefløjen (som hun selv tilhører) er stærkt underbemandet.

Add 2) har derimod overtaget styringen. Men hvor den tidligere beroede på tanken om, at man ikke kan berettige udbytningen af andre med henvisning til San Ignacio de Loyola, Den Hvide Mands Byrde, British Petroleum og Ansgar, insisterer den nu på enhver kulturs ret (og pligt) til at bestemme sine egne leve- og retsregler.

Ingen kan altså henvise til menneskerettighederne (som er “vestlige”) for at anfægte en given lokalkulturs måde at praktisere sine værdier på – ligegyldigt, hvor fornedrende og destruktive for mennesket generelt de måtte være i et andet perspektiv. De giver mening inden for kulturen selv, og alt, hvad der hævdes at give mening inden for en kultur, er eo ipso værdigt. Enhver kritik af kulturelle praksisser er i den forstand et udtryk for “symbolsk” vold. Vi er alle egensindige – vi lever i hver vores nicher. Vi er idioter (idios = særegen). Det er i den henseende, at venstrefløjen overordnet set er idiotisk.

Den kører på “idiotpilot”. Resultatet er, at vi har fået en venstrefløj, der i sit klare flertal ikke interesserer sig for, hvordan vi bedst kan forandre samfundet (det er historisk set ret overraskende), eller hvad et bedre samfund kan være – det rager den en høstblomst: Vores samfund vil altid blot være vores specifikke nichefællesskab (altid eksklusivt af væsen). Samfundsspørgsmål er blevet til fællsesskabsspørgsmål, noget med idioternes årsmøde. Ingen idioter kan pålægge andre idioter deres respektive dagsordener. Silence, on tué.

For at forvisse sig om dette rækker det at læse – ikke bare det vås, men egentlig – de for mennesket som sådant nedværdigende tanker, der trykkes på Modkraft, i Information, på sære facebook-sider og kommer til udtryk i folks kommentarer hist og pist. Men pointen her (og hvad Fourests diagnose angår) er, at det ikke er, fordi venstrefløjen i dag hovedsagelig repræsenteres af særegne individer, der anser karikaturtegnere som symbolske voldsmænd på linje med folk, der i deres kulturs navn reelt myrder andre mennesker, at den gamle internationalistiske understrømning er helt væk.

Den opererer stadig med forestillingen om, hvad der er et værdigt liv for mennesket generelt, hvilke rettigheder mennesket generelt kan påberåbe sig, og insisterer på, at barbarisk adfærd ikke bliver mindre barbarisk af at blive floromvundet med kulturel forskellighed. Det er bl.a. derfor, at Dragsteds kommentar i går er så velkommen. Det er på tide, at venstrefløjen viser, at den ikke er idioternes holdeplads.

Samfundet har brug for det.

Religion, Tillid & Kritisk Sans

Udgivet den 17. december 2014 af Lars Andreassen

Ny forskning antyder at kritisk sans og tillid er meget tæt associeret. Er man meget kritisk, er det fordi man ikke rigtigt stoler på afsenderen af det, man forholder sig kritisk til. Er man tillidsfuld, er man ikke speciel kritisk. Hvad kunne det gå hen og betyde for den demokratiske samtale – og for lærer-elev forholdet?

Vi må formode, at langt de fleste danskere har kritisk sans. Hvis man tvivler på sandheden af det udsagn, kan det 1) hænge sammen med at vi ikke bruger den, eller 2) at vi har tillid til afsenderen af de udsagn eller agenten for de handlinger, vi burde forholde os kritisk til.

Jeg kom på sporet af mekanismerne bag den kritiske sans, da jeg i november 2014 faldt over en kapitel om religion i Hjernen: Fra Celle til Samfund. Jeg var godt inde i et forløb på Egå Ungdoms-Højskole, jeg kalder Hjern & Sans, og fandt her en rimelig overskuelig artikel, der fortalte om kontrolgrupper, og hvordan man når frem til distinkte og signifikante resultater i hjernescanningsforsøg. Godt til den almene dannelse af eleverne, og samtidig med virkelig interessante resultater, der lægger op til både diskussion og spekulation.

Egentlig handlede kapitlet om ”Den Religiøse hjerne: om Bøn og Følelsen af Guds Nærvær.” Det er skrevet af Postdoc Uffe Schjødt fra Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Det social-kognitive netværk

I kapitlet forklarer Schjødt i første omgang, hvordan man ved tidligere forsøg har kortlagt det, man omtaler som det social-kognitive netværk. Det fandt man ved at fortælle personerne i et skanningsforsøg, at de spillede et spil mod henholdsvis et rigtigt kødeligt menneske og mod et computerprogram. I virkeligheden spillede alle hele tiden mod computerprogrammet, men når forsøgslederne bildte forsøgspersonerne ind, at de spillede mod en person var der aktivitet i parasingularis, et område forrest i hjernen, som grænser op til Singularis, samt et område i den bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS). Det er områder, vi ved, har at gøre med opfattelse og genkaldelse af kropslige bevægelser (kropssprog), hvoraf vi ofte udleder andres intentioner, og med omsorg, opmærksomhedsskifte og kontrol af emotioner (se figur 1).

Figur 1. Det social-kognitive netværk – sådan nogenlunde. Parasingularis (forrest på venstre hjerne). Bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS på højre hjerne). Min illustration.

På baggrund af disse undersøgelser opstillede Schjødts hold et eksperiment, hvor de bad en række indremissionske personer om at 1) bede en improviseret bøn i hjerneskanneren. At ligge i en skanner er en noget kunstig situation, men forsøgspersonerne blev udvalgt, fordi de fortalte, at de ofte kunne finde på at bede en improviseret bøn på cyklen eller i bussen til og fra arbejde. De var altså vant til at bede i meget forskellige situationer og derfor regnede forskerne med, at den hjerneaktivitet, de ville kunne registrere, svarede til den normale aktivitet ved disse menneskers bøn.

I skanneren skulle forsøgspersonerne også 2) ønske til julemanden, de skulle 3) bede fadervor og 4) fremsige en børneremse. De forskellige opgaver skulle gøre det muligt at se forskel på forsøgspersonernes hjerner, når de følte guds nærvær og når de ikke gjorde det.

Gud er en ven

Det interessante ved forsøgsresultaterne var, at de ligner dem fra computerspilsforsøget. For de indremissionske forsøgsdeltagere er julemanden lige så meget kød og blod som computeren, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveres, når de beder en personlig bøn til gud.

Selvom både juleønskerne og bønnen kan ses som personlige henvendelser til et væsen af nogenlunde samme ontologiske status – i hvert fald for en ikke-religiøs – er der altså signifikant forskel på hjerneaktiviteten hos indremissionske.

En lignende forskel gjorde sig gældende mellem børneremsen og Fadervor. Børneremsen lirede man af, som om der ikke var nogen modtager, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveredes mærkbart ved fremsigelsen af Fadervor – dog knap så signifikant som ved den personlige bøn.

Kritisk sans er et spørgsmål om tillid

I et efterfølgende forsøg ville Schjødts gruppe undersøge hvilken rolle vores forventninger kan have i forbindelse med forbøn. Man ved fra hypnose og placeboforskning, at vores forventninger til behandleren har ret stor betydning for oplevelsen af behandlingens virkning. Det er derfor nærliggende at spørge, om den religiøse oplevelse kan påvirkes af personens forventninger til afsenderen i forbindelse med forbøn?

Hvis du får at vide, at personen der beder for dig er kendt for at udvirke mirakler, hvordan vil det så påvirke dig? Det var spørgsmålet. Og til denne undersøgelse benyttede man 18 medlemmer fra en frikirke med karismatisk praksis, samt 18 ikke-religiøse mennesker.

Der var selvfølgelig ingen udslag hos de ikke-religiøse. Dem kan du bede nok så meget for, de er ligeglade, de har ingen forventninger til at overnaturlige væsner kan hjælpe med noget som helst; om du så har ry for at stå i direkte kontakt med Kristus.

Hos de frikirkelige var det imidlertid en anden sag. I forsøget havde man fået den samme ”almindelige” kristne til at indlæse 3 bønner for forsøgspersonerne. Imidlertid fortalte man personerne i skanneren, at afsenderne var forskellige, nemlig en ateist, en kristen og en kendt helbreder. (se figur 2).

Figur 2. Forreste venstre del af prefrontal korteks, hvor Schjødt fandt øget aktivitet, når forsøgspersonerne var skeptisk indstillede over for bønnernes virkning. Det er et område, man mener er med til at holde umiddelbare sansninger op mod vores erfaringer af verden. Min illustration.

Hvis det er den kritiske sans dette forsøg har fat i, så var der fuldt blus på hos de frikirkelige, når ateisten bad for dem – og det manglede vel bare. De kunne heller ikke helt sænke den kritiske barriere over for den ”lunkne” kristne (man ved jo aldrig helt om de folkekirkelige virkelig tror på gud eller ”noget større” eller om de måske bare har sten i skoene). Men når den ”karismatiske” helbreder tog ordet, så faldt alle barrierer, og de kastede sig ud i troens 70.000 favne. Men husk, det var den samme, der bad bønnerne, så forskellen må komme inde fra forsøgspersonerne selv og deres forventninger til bønnens virkning.

Politisk tilhørsforhold sløver kritisk sans

Forskerne ville med dette forsøg undersøge, hvordan følelsen af guddommeligt nærvær opstår. Det er mig, der spekulerer videre og taler om kritisk sans. Forskere må af en eller anden grund ikke spekulere. Filosoffer må spekulere ud af det blå, men naturvidenskabsfolk må ikke spekulere ud fra empirisk data. Hvad siger det, om kritisk sans og kritisk tænkning?

Jeg vil spekulere, ekstrapolere og generalisere. Er det sådan at disse forsøg kan sige os noget om politisk tænkning.

Kritisk sans synes at hænge sammen med tillid. Det virker jo indlysende, at du ikke føler trang til at være kritisk, hvis du i forvejen stoler på et menneske, hvad enten det skyldes personligt kendskab eller personens gode ry og rygte.

Børn stoler umiddelbart på deres forældre og ville være ilde stedt, hvis ikke de gjorde det – eller hvis de rent faktisk ikke kan stole på deres forældre. Er der skepsis, så er der også mistillid. Det er interessant i en pædagogisk sammenhæng og ikke mindst i et lærings-perspektiv. Det her synes nemlig at antyde, at lærerens autoritet kan have sit udspring i elevens tillid. Hvis læreren altid viser eleven, at han eller hun er der for elevens skyld, og hvis eleven tør stole på, at det læreren vil med eleven, også er til elevens bedste, så følger autoriteten heraf og miraklet kan opstå.

Men hvad så med politikken? For ikke længe siden offentliggjorde Anders Samuelsen en undersøgelse vedrørende partilederes troværdighed. Historien var vist den, at han altid scorede lavt i troværdighed, når de andre partier lavede lignende undersøgelser. Så måtte Liberal Alliance jo lave deres egen, og tænk om ikke det viste sig, at Anders Samuelsen betragtes som den mest troværdige partileder af Liberal Alliances medlemmer (se figur 3).

Figur 3. Anders Samuelsens undersøgelse af partiledernes troværdighed i følge deres partimedlemmer. Undersøgelsen viser at Liberal Alliances vælgere er dem, der har størst tiltro og tillid til deres partiformand. Eller at Liberal Alliance har de mindst kritiske vælgere. Skemaet er, i oplysningens tjeneste, planket fra Anders Samuelsens facebookside.

Problemet er bare, at alle de andre partiledere også betragtes som de mest troværdige af deres respektive partiledere. Og det er et problem – hvis altså mine spekulationer og generaliseringer har noget på sig – for så har den kritiske sans ringe kår i politik, og hvis den kritiske sans har ringe kår, så har det bedste argument det også. Vi lytter ikke til det, der bliver sagt, men lader i stedet barrieren falde, når dem, vi i forvejen tror os enige med, udtaler sig.

Men lad os se på den lyse side og lade konklusionen være den, at vi kan forbedre demokratiet. Det kræver blot lidt kritisk sans. Og den kunne vi forsøge at forbedre ved at kaste et slør ud over afsenderen. Når du hører et politisk udsagn, så lad som om, du ikke ved hvorfra det kommer og forhold dig udelukkende til ordene og argumenterne.

Planøkonomisk Uddannelsespolitik anno 2015

Udgivet den 4. december 2014 af vidanserforlidt

Regeringens uddannelsespolitik: Tanken bag reformerne var vel i virkeligheden god nok; ligesom kommunismen i sin helhed vel egentligt også var god nok. Men som bekendt er der nogle gange ufatteligt langt fra teori til praksis.

Af Theis Schønning Johansen, Uafhængig debattør og meningsdanner

Da muren væltede i ’89 var de fleste vel enige om, at vestens markedskræfter i høj grad havde sejret over den sovjetiske planøkonomiske tænkning og følgerne heraf. Det tror jeg stadig, at der er bred enighed om – måske lige med den undtagelse, at flere og flere i Rusland og omegn forfalder til de sovjetiske tendenser. Hvad der forstås ved planøkonomi kan simpelt siges sådan, at man fra centralt hold forsøger at planlægge produktionen, for dermed at holde hånd i hanke med den økonomiske udvikling – og måske i sidste ende at styre de økonomiske konjunkturer. Tanken var vel i virkeligheden god nok; ligesom kommunismen i sin helhed vel egentligt også var god nok. Men som bekendt er der nogle gange ufatteligt langt fra teori til praksis, hvilket i den grad med Sovjetunionens fald blev understreget. Jeg tror ikke, jeg behøver at uddybe.

Udsigt fra Apollons tempel i Delphi. Wiki commons. Photo by Fred Martin Kaaby.

Nu er meningen med dette indlæg så absolut ikke, at det skal handle om Sovjetunionens forfejlede strategier, om end dette kunne være interessant nok – der findes dog langt kløgtigere folk til den slags, hvorfor jeg vil nøjes med at forholde mig til regeringens uddannelsespolitik. Det vil måske synes en smule overdrevet at sammenligne regeringens uddannelsespolitik med den sovjetiske planøkonomi, det er dog ikke desto mindre lige netop det, som jeg har til hensigt at gøre.

Dimensioneringsplanen er planøkonomisk logik

Landets nuværende uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen (R), bebudede i september en række nedskæringer på landets universiteter. Disse nedskæringer – dimensioneringer – har til hensigt at målrette de unge menneskers uddannelsesvalg til noget, som rent faktisk kan bruges i erhvervslivet efter endt uddannelse. Disse dimensioneringer blev efter en del polemik fra rektorer, elever og andre interessenter revideret, sådan at man fik længere tid til at indføre nedskæringerne samt en ændring i metoden. Ikke desto mindre står essensen af aftalen dog tilbage; nemlig et forsøg på at detailregulere studerendes valg, sådan at det matcher et ensrettet erhvervsliv. Et forsøg på at planlægge en uddannelsesvej, sådan at den kan passes ind i en allerede tilpasset kasse fra det højt priste erhvervsliv.

Selvom markedskræfterne i Danmark heldigvis stadig er dominerende, og at det ikke pt. ser ud som om, at man har tænkt sig at indføre planøkonomi, så lægger denne dimensionering sig i min optik uhyggeligt meget op ad planøkonomiens logik – nemlig ved at vi forestiller os, at vi kan planlægge de jobskabende uddannelser i fremtiden. Denne strategi har vist sig før at slå fejl på bl.a. læreruddannelsen, ligesom hele diskussionen om at den planøkonomiske logik for alvor slog fejl i Sovjetunionen. Det må og skal aldrig være en regerings mål at bestemme uddannelsen for hvert enkelt individ – der er vi gud ske tak og lov heller ikke nået til endnu, men det frie uddannelsesvalg gøres der med sådanne tiltag kraftigt indhug i.

Opgør med taxameteret og u-dannelsen

Det betyder dog ikke, at vi hovedløst skal uddanne til arbejdsløshed. Det er der ingen mennesker, der har en interesse i – særligt ikke den netop uddannede, for hvem arbejdsløshed i nogen grad også vil betyde et tab af identitet. Men at uddanne til arbejdsløshed bliver ingenlunde stoppet ved at flytte folk fra humaniora over i mere naturvidenskabelige fag – det må alt andet lige være den studerendes eget ønske for uddannelse, der skal vægtes højest. Og netop heri må overvejelserne om arbejdsløshed efter studiet naturligt indgå, men som led i den enkeltes tanker med supplement fra de enkelte universiteter, og ikke som en del af regeringens strategi. Dette kunne gøres ved simpelthen at ”revolutionere” det håbløse uddannelsessystem i Danmark. Man kunne starte med at afskaffe færdiggørelsestaxametret, sådan at universiteterne ikke bare får penge, for det antal studerende de får igennem, og i stedet indføre noget, som faktisk ville belønne effekten af uddannelsen.

Resterne af Platons Akademi i Athen. Wiki Commons. Photo, Tomisti.

Og faktisk viser de seneste par dage også tegn på, at man er villig til at gøre op med taxameter-systemet. Dog er der ikke udsigt til, at man vil gøre op med regeringens åndløshed i forhold til uddannelsessystemet, nærmest uanset hvor man kigger hen i det politiske spektrum. Vi danser for lidt er titlen på denne blog, og det mener jeg er meget sigende for den danske uddannelsespolitik – for lidt ånd, for lidt kultur, men for meget marked og økonomi.

Kultur og dannelse er netop af afgørende betydning for at gøre os til dygtige samfundsborgere. Dannelsen må ske i hver enkelt, før man for alvor kan tale om en tilegnelse af kompetencer, der netop er karakteriseret ved en forening af ”jeg’et” og redskaberne, hvormed man kan udføre forskellige ting. Lige netop derfor er kulturen og dannelsen af så afgørende betydning, men man forsømmer den i Danmark til fordel for en ensidig tilegnelse af redskaber; men de kompetencer bliver aldrig tilegnet i egentlig forstand, såfremt man glemmer kulturen og den almene dannelse – det gælder på landets folkeskoler såvel som på de fremmeste universiteter. Og hvorfor kultur og dannelse stadig er vigtigt at uddanne folk til på eksempelvis humanistiske studier er strengt taget, at det moderne menneske vil have svært ved at orientere sig i en moderne, globaliseret verden uden kendskab til de kulturer og værdier, der har opfostret os.

Uddannelsessystemet er simpelthen dikteret af markedskræfterne, der skriger efter naturvidenskabelige kandidater – og lad os da hylde ideen om udbud og efterspørgsel. Dog ikke på de betingelser, som regeringen sætter op. Lad os igen sætte kultur og dannelse i højsædet for vores uddannelsessystem, og lad os endnu engang uddanne de bedste kandidater i verdenen.

Teenagere SKAL sove længe

Udgivet den 18. november 2014 af Lars Andreassen

449

De unge på Egå Ungdoms-Højskole sover ikke længe, de får bare dækket deres naturlige søvnbehov. Og sådan burde det være alle andre steder i uddannelsessystemet. Man bør således ikke tøve et sekund med at ændre ungdomsuddannelsernes mødetider i forbindelse med en kommende reform. Resultatet vil være glade, mere motiverede og lærevillige elever.

”Har fornøjelsen af at være formand for en skole, der planlægger evidensbaseret fremfor bare at følge gamle vaner”, skrev Dennis Nørmark i en statusopdatering om søvn-politikken på Egå Ungdoms-Højskole.

En stor del af Danmarks befolkning diskuterede teenageres søvnmønstre i begyndelsen af november 2014. Det hele begyndte med Signe Gads læserbrev i Politiken, hvorefter debatten bredte sig til Jyllandsposten, Reporterne på Radio24syv (11/11), Ekstrabladet, TV2; ja, og tænk engang, til Norge. Og selvfølgelig alle med den let provokerende vinkel, at de unge får lov at sove længe. Men sådan er det ikke, vi giver dem blot en mulighed for at få dækket deres naturlige søvnbehov: Det manglede da bare.

Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret – og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede Jyllands-Postens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre.

Mangel på søvn er tortur

Mangel på søvn ødelægger hukommelsen og koncentrationsevnen, hæmmer (eller ødelægger) hjernens udvikling. Desuden er søvnmangel associeret med fedmeproblemer, hjertekarsygdomme og depression. Og så er det et yndet tortur-middel at tage søvnen fra folk.

Tænk, hvis vi kunne ændre noget her i verden blot med henvisning til det meningsfulde og behagelige? Det kan man ikke, og det gjorde vi heller ikke. Vi ændrede mødetiderne, fordi vi døjede med søvndrukne elever. Og sådanne er svære at oplyse og danne, og da netop oplysning til livet er formålet med en højskole, måtte vi gøre noget. Nu spiser vi morgenmad fra klokken 9.00 til 9.45, og begynder undervisningen klokken 10.00.

Det er flere år siden nu, og jeg husker ikke de præcise omstændigheder. Pludselig var der bare en del viden, der dukkede op på samme tid og fik en løsningsmodel til at materialisere sig. Bevæggrundene var de følgende:

Samfundet havde udviklet sig fra et landbrugs- og industrisamfund til et videns- og servicesamfund.
Vi fik ny viden om teenagehjerner.
Og endelig faldt vi over Camilla Krings artikel om søvnmønstre og eksamensresultater.

Disse tre faktorer gjorde os i stand til at ændre på tingene. Ikke alle ansatte på skolen var lige begejstrede for idéen, men det blev besluttet at vi skule forsøge os. Samfundet havde ændret sig på en sådan måde, at det ikke længere gav mening at insistere på at møde klokken 8.00.

Samfundsforandringerne

At samfundet har forandret sig vidste vi selvfølgelig allerede fra sociologibøgerne (vi kunne dog også bare have kigget ud af vinduerne), men nu kunne vi bruge den viden konkret. Der er absolut ingen grunde til at holde fast i gamle mødetider af hensyn til arbejdsmarkedet.

Jeg undrer mig, når folk taler om mælkespændte yvere og 8-16 samfundet i debattens kommentarspor. Hvor var disse mennesker i samfundsfagstimerne – eller lå timerne måske mellem klokken 8.00 og 10.00 – eller har de bare ingen vinduer?

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotgraferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotograferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Maskinerne har overtaget i landbruget, der står ingen køer og lider. Mange industriarbejdspladser er rykket ud af landet. Og pga. af transport-revolutionen kører industriens input og output konstant rundt på veje og skinner med det, der skal benyttes og afsættes. De er for længst gået væk fra det her med store lagerpladser og vareindleveringen er løbende.

På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark – eller sendte hende selv afsted.

Der er ganske enkelt ikke tale om et monomant, ensrettet arbejdsmarked længere. Det kan jo ikke være dem, der serverer aftenkaffen på plejehjemmet, eller sygeplejerskerne på natholdet, ambulancekørerne, politiet, folk i detailhandlen eller dem, der lukker supermarkederne klokken 21.00, man tænker på, når man hævder, at vi gør de unge en bjørnetjeneste, forkæler dem, fortsætter curling-kulturen, og hvad der nu ellers har lydt af indvendinger. Langt hen ad vejen er det kun dags- og uddannelsesinstitutioner, der kører efter den gamle industrimodel.

Den værste indvending, jeg har hørt, kom fra provokatøren, den konservative folketingskandidat, Mads Holger på Radio24syv (se ovenstående link), som hævdede, at nu foregik undervisningen på elevernes præmisser. Til det må jeg blot svare, at undervisningen nu foregår på læringens præmisser, før var det på søvnens, og det var der ikke megen mening i.

Teenagehjerner

Endelig hørte jeg hjerneforskeren Christian Gerlach om teenage-hjerner på et seminar om netop disse. Med evolutionsteorien i bagagen – og selvfølgelig hjerneforskningen ovenpå – kunne han fortælle, at teenagehjerner har en anden emotionel og kognitiv profil end børn og voksnes. De er, på grund af hormonelle forandringer – eller forandringer i hjernens signalstoffer – mere risikovillige og mindre modtagelige for straf; eller deres konsekvensberegnings-aggregat er ude af balance, hvilket jeg tror, de fleste forældre til teenagere har oplevet.

Det er der gode grunde til. Vores evolution har maget det sådan, at det er i disse år, de unge skal forberede sig på at forlade hulen og lære at stå på egne ben. Og så er det faktisk smart, hvis man tør lidt mere, end man gjorde i barndommen. Det skaber selvstændighed – og dem, der i fortiden var emotionelt overstyrede og dumdristige, sorterede evolutionen fra. Det er også i disse år, de unge skal danne deres identitet, og som sociologibøgerne i tilgift kan berette, er identitetsarbejdet i den postindustrielle samfund en temmelig omfattende opgave. Og så det er godt at være vågen.

Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.

Det sociale fylder ekstra meget i teenageårene. Det er nemlig også i disse år – eller det synes evolutionen – at de unge skal finde sig en mage og sende generne videre. Deres hjerner reagerer kraftigere på ansigtsudtryk, end de gør hos os andre, hvilket betyder, at de konstant er opmærksomme på, hvordan de vurderes af andre – sikkert også som et led i identitetsdannelsen – og det er forbundet med stor fare at falde igennem de sociale fællesskaber og ende som ensom. Det er med andre ord ikke lige så vigtigt, hvad en voksen mener, som det er at gøre sig godt blandt jævnaldrende.

Altså konkluderede vi, at vi kunne tale stolper op og stolper ned om det vigtige i at møde til undervisningen, være vågen og derfor gå tidligt i seng osv. De unge kunne skam godt se fornuften i det hele, sagde ja, og lovede forbedringer, men når det kom til handling – ja, så var de ikke helt vågne. Men indsigterne fra Gerlach forklarede os således, hvorfor alle vores hidtidige pædagogiske tiltag, samtaler og dialoger med de unge ikke rigtig gav resultat. Det er ikke sådan, at de unge mangler fornuft og kognitive evner, de virker fint om eftermiddagen og til fællesmøderne. Der er bare noget andet, der tæller mere.

Søvnmønstre

Der findes ikke A- og B-mennesker, er en anden indvending. Det er ikke videnskabeligt bevist, er der nogen, der siger. Camilla Kring vil sige noget andet. Og under alle omstændigheder har vi forskellige søvnmønstre gennem livsaldrene, hvilket man blandt andet kan læse om i Peter Lund Madsens bog om hjernen, hvis man da ikke har småbørn eller bedsteforældre, man kan iagttage det hos. Variation er den grundlæggende præmis i evolutionstanken. Ingen mennesker er ens. Og vi ved, at hjernens udvikling er dybt afhængig af søvn.

Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen.

En af de slående ting Camilla Kring skriver, er, at de fleste unge mennesker synes at trives bedst mellem klokken 9.00 – 01.00. Hvilket stemmer ret godt overens med vores erfaringer – og i øvrigt den lille uvidenskabelige forespørgsel, jeg har foretaget blandt vores nuværende elever (se illustration ovenfor).

Og eleverne, ja, de er gladere, de lytter og deltager, og har – efter deres eget udsagn – bedre indlæring. Vi har jo ikke tests på en Højskole, for os er det vigtigste at tingene giver mening, for gør de det, så kommer også lysten og nysgerrigheden. Og sover man tilstrækkeligt, ja så har man endda en chance for at huske, hvad man har lært.

Hvordan kan vi kalde os voksne og ansvarlige med denne viden, og samtidig tvinge teenagere til at stå op efter omkring 6 timers søvn for at nå på gymnasiet til klokken 8.00, hvor de fleste dernæst spilder de to første timer?

(ovenstående er mine personlige betragtninger og ikke nødvendigvis udtryk for skolens eller mine kollegaers syn på sagen)

Himmelrummet på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi mødes til morgensamling og fællessang hver dag klokken 10.

Himmelrummet og spisesalen på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi spiser morgenmad fra 9.00 til 9.45 og derefter mødes til morgensamling og fællessang klokken 10. I baggrunden ses den bygning, der huser vores Teatersal, vores design- og musiklokaler. Sætter man sig på bænken på billedet kan man se ind over Århus midtby og Århusbugten.

Kedsommelighedens Politik

Udgivet den 12. oktober 2014 af Lars Andreassen

Der er ikke længere store idealer at dø for, råbte jeg begejstret ud i klassen. Det er helt slut med den slags; I kan spise jeres burgere, se TV og kede jer ihjel med god samvittighed, fortsatte jeg. På nøjagtig samme tidspunkt stod Lars Løkke Rasmussen i Folketingets Åbningsdebat og overvejede, hvordan han som statsminister vil bruge de 60 øre per hundredekroneseddel et eventuelt udgiftsstop kan give.

Så blev det tid for endnu en regeringsrokade. Den 8nde i rækken, som læseren allerede ved. Nogenlunde samtidig som Helle Thorning rokerede, diskuterede jeg Francis Fukuyamas teori om ’Historiens Afslutning’ med mine elever. Jeg var nået til præcis det sted i min præsentation, hvor Fukuyama påstår, at den post-historiske æra vil blive en meget bedrøvelig tid: Der vil ikke rigtig være noget tilbage at kæmpe for, vores fantasi og forestillingsevne vil sløves, mod og dristighed vil drukne, og kedsomheden vil, som langsomt snigende tågebanker, begrænse vort åndelige udsyn. Politik vil i den post-historiske æra bestå af endeløse økonomiske beregninger, og – ikke mindst – tilfredsstillelse af meget sofistikerede forbrugerbehov.

Citat fra Francis Fukuyama mundvandsfremkaldende essay, "The End of History?" fra The National Interest, summer 1989. Skønt det har 25 år på bagen, er hans tese på ingen måde uaktuel. Den sætter megen moderne politik i perspektiv, såvel som den stiller dybe eksistentielle spørgsmål til det vestelige menneskes frie tilværelse i de liberale demokratier.

Citat fra Francis Fukuyama mundvandsfremkaldende essay, “The End of History?” fra The National Interest, sommeren 1989. Skønt essayet har 25 år på bagen, er Fukuyamas hypotese på ingen måde uaktuel. Den sætter megen moderne politik i perspektiv, og den stiller dybe eksistentielle spørgsmål til det vestelige menneskes tilværelse i de liberale demokratier.

Måske var det ikke lige der i præsentationen, vi var nået til. Måske vi skulle til at beskæftige os med Rammsteins perspektivering af det post-historiske problemkompleks. Og måske var det ikke oven i regeringsrokaden, men så var det i hvert fald på samme tidspunkt, som Lars Løkke Rasmussen fra landets fineste talerstol regnede på, hvordan man kan bruge ekstra 60 øre per hundredekroneseddel et eventuelt offentligt udgiftsstop kan give.

Jeg stod foran tavlen i klasselokalet, og måtte jo nødvendigvis spørge de unge mennesker om ikke, det er ganske tydeligt, at Fukuyama har ret i sin beskrivelse af den post-historiske tid. Politiske idé-kampe er det slut med, så politikerne skifter parti eller melder sig ud, når selvrealiseringen synes at kræve det – altså pyt da med hvad vælgerne troede de stemte på – og derfor de mange regeringsrokader. Debatten er afløst af spin og indstuderet sprogbrug: Lars Løkke gør sig umage med at få sagt ”udgifts-stop” og ”byrder for erhvervslivet” på den helt rigtige måde. Han har gået til det sammen med alle de andre politikere i folketinget. De har øvet sig i at sige ”31 lempelser på udlændingeområdet”, stået foran spejlvæggen og koreograferet enhver, såkaldt politisk, udtalelse. Thorning har udfordret Østergaard og Vestager: ”kan I sige, ”helt ud af krisen” lige så overbevisende som mig?”

Liberalismens tomhed

De politiske kommentatorer er usikre på, om de virkeligt skal være frustrerede over de politikere, de vurderer og kommenterer. Fukuyama mener (måske), at den post-historiske tid er en trist tid og i Deadline er kommentatorerne frustrerede over, at politikerne ikke rigtig taler om noget; de savner visioner, nye bud på radikalt anderledes organisationsformer.

Men i virkeligheden bør vi alle være jublende glade – i hvert fald alle os, der bor i den post-historiske del af verden. Et sted i sit sublime essay om historiens ende, skriver Fukuyama, at liberalismens konsum-samfund er ganske upersonligt og blottet for iboende mening. Det lyder jammerligt, men er i virkeligheden den befrielse, menneskeheden har sukket efter siden plovens opfindelse. Den politiske debat i Danmark afspejler denne “meningsløshed”, og det skal vi være glade for. Den livsfarlige ideologiske kamp ånder ud: “we all live in America”, som Rammstein synger.

Der er ikke længere store politiske opgaver at kaste sig over, hengive sig til og dø for i den vestlig post-historiske verden, skriver Fukyama. Tilbage er endeløse beregninger - finanslove - og tilfredsstillelse af stadigt mere sofistikerede forbrugerbehov. Man kunne godt vove den påstand, at både vi vælgere og vores politikere blander marked og stat sammen, når vi - ser det ud til - mener staten skal tilfredsstille livsstilsbehov og politikerne tror, de skal imødekomme dem. Man kunne påstå, at det er denne sammenblanding,, der gør det politiske liv i Danmark så ulideligt. Illustrationen er lavet ud fra en artikel om Asiens syn på Europa, som Weekendavisen bragte 27 marts 2013.

Der er ikke længere store politiske opgaver at kaste sig over, hengive sig til og dø for i den vestlige verden, skriver Fukuyama. Tilbage er endeløse beregninger – finanslove – og tilfredsstillelse af stadigt mere sofistikerede forbrugerbehov. Man kunne godt vove den påstand, at både vi vælgere og vores politikere blander marked og stat sammen, når vi – ser det ud til – mener staten skal tilfredsstille livstils-behov og politikerne tror, de skal imødekomme dem. Man kunne påstå, at det er denne sammenblanding, der gør den politiske debat i Danmark så intetsigende. Illustrationen er lavet ud fra en artikel om Asiens syn på Europa, som Weekendavisen bragte 27. marts 2013.

Den største trussel mod menneskeheden i den post-historiske orden er ikke fattigdom, ikke fanatisme eller andres tossede idéer, det er kedsomhed, vurderer Fukuyama. Du må spise lige, hvad du vil, købe kunst og design, der kan polstre din unikke personlige identitet, du må være handy og kaste dig ud i et hvilket som helst-gør-det-selv-og-gør-familien-glad projekt; og nye til efterhånden som det forrige bliver kedsommeligt eller æstetisk utilfredsstillende.

Få nu afsluttet historien helt

I den fortsat historiske verden drømmer folk om toiletter med vandskyld og elektricitet. De drømmer om rene fødevarer, rent drikkevand og luft, som ikke er farlig at indånde. De vil gerne skændes om opvasken,gå til psykolog og parterapi, kæmpe med at få balancen mellem familieliv og arbejde til at gå op, stå i kø efter Kählervaser og overveje, hvad de skal bruge 60 øre til – altså efter de først har brugt 100 kroner.

Der er med andre ord stadig problemer ved historiens afslutning. Fukuyama siger ikke noget andet. Pointen er blot, at det ikke er problemer, som ikke kan løses inden for rammerne af det liberale demokrati – slet ikke hvis det ”sidste menneske” selv gider besvære sig lidt med at finde mening i tilværelsen. Vi har i særdeleshed misforstået idéen med politik, hvis vi forestiller os, at det er statens opgave at afhjælpe meningsløshed. Vi har ikke brug for ”phantaster”, politikere med visioner eller radikalt anderledes forestillinger om, hvordan vi kunne have det. Herregud, vi har kun vores kedsomhed at bekæmpe.

Og den kunne vi passende bekæmpe ved at kæmpe for at få afsluttet historien i de regioner – også mentale regioner – hvor den endnu ikke er afsluttet. Det er nationalismen i vores egen baghave, det autoritære demokratis opblomstring i øst (putinismen), det er krigene i Mellemøsten, det er flygtninge- og migrationsstrømmene derfra og fra Afrika, og det er selvfølgelig den globale opvarmning og energispørgsmålet. Det er den slags emner, der har virkelig betydning, det er dem der lægger verden øde og ødelægger liv – og gør det u-kedeligt.

De amerikanske idealer er nået ud i alle verdens afkroge. De har ikke materialiseret sig alle steder. Men det vil de, mener Fukuyama, også selvom der rundt omkring kæmpes imod dem. Det sker ikke helt så nemt, som han troede i 90’erne, men han tror stadig på det. De fleste mennesker foretrækker frihed og retfærdighed. Om Islamisk Stat, sagde Fukuyama den 9. oktober til the New Statesman: “The attraction of this kind of radicalism to most people is zero.”

Politikken er blevet kedsommelig og visionsløs, fordi der ikke længere er store politiske problemer at forholde sig til i vores del af verden. Der er kun forbrugerbehov at tilfredsstille. Det er i hvert fald Fukuyamas pointe. Det er i første omgang en eksistentiel krise, vi har i Europa og i mindre grad en politisk og økonomisk krise.

Hvis vi som vælgere og deltagende medborgere kunne indse i hvilket omfang dette er sandt, kunne vi formodentlig også få en mere interessant politisk diskussion. Vi kunne få politikere der prioriterede bedre og følte at de rent faktisk kunne gøre en reel ”forskel”, der hvor der er en reel forskel at gøre, og ikke bare justere vores potentielt endeløse og stadigt mere æstetiske behov.

Vi har brug for politikere, der rejser ud af landet og sammen med verdens øvrige ledere løser de rigtigt store globale og grænseoverskridende problemer. Resten kan og må vi selv tage ansvar for. Lad os få afsluttet historien. Den sidste politikker lukker og slukker.

For interviewet i New Statesman, jeg henviser til i sidste billedtekst se her.

Hammersvingeren, flagermusemanden og brilleaben – et mytologisk eksperiment

Udgivet den 23. september 2014 af vidanserforlidt

Sagen er den, at alle elsker myter. Vi omgiver os hele tiden med dem, vi bader i dem, og vi kommer styrkede op af badet. Mytetalen gennemstrømmer kulturen. Tænk blot på den brede – men ikke platte – filmkultur, hvor en helt stadig er en mand, der sætter alt ind på fællesskabets alter.

af Johan Christian Nord, Rønshoved Højskole

Jeg er netop begyndt som lærer på Rønshoved Højskole, hvor jeg grundet en række sammenfald nu underviser i filosofi og mytologi. Min vej har været lidt særlig, for jeg har aldrig selv været højskoleelev. Men jeg har alligevel lært at elske højskolen – eller i hvert at elske dét højskolen mange steder var og endnu kan og bør være.

Min indføring i de frie skolers verden stammer fra den grundtvigske foredrags- og diskussionsforening Studenterkredsen, som jeg (af nogle opvakte teologiske hoveder) blev draget ind i, mens jeg studerede religionsvidenskab i Aarhus. Her var jeg først bestyrelsesmedlem og er sidenhen endt i København og blevet fast inventar ved foredragene på Vartov og Kredsens sommermøde.

Det blev altafgørende for mig, at jeg endte i Studenterkredsen. For her hørte jeg en ganske anden tale, end den jeg kendte fra gymnasiet og universitetet [1]. Det er den tale, som en af mine største helte Jakob Knudsen kalder den gamle tale.

Det gør han i højskolesangen Her rejses en skole (nr. 489), som blev skrevet ved indvielsen af Roskilde Højskole i 1907, og som efter min klare opfattelse stadig er rasende god at få forstand af. Den angår nemlig selve kernen i det anliggende, der bør være højskolens: at føre livets egen tale i en verden, hvor dødsmagterne – i deres mangeartede former og farver – altid står på spring. Sangens grundtone er enkelt »Se ud! Stryg duggen af sjælens rude!« – få øjnene og pilfingrene væk fra din lille navle og tør for Guds skyld den fugtighed væk, der kommer fra dit eget indestængte åndedrag i dit eget alt for lille rum. Det er den gamle tale og den gamle sang, som bliver ung igen, »hver gang en mand den af hjertet synger«, som det hedder hos Knudsen.

Det er for at synge denne sang, jeg er gået ind i højskolen.

Ind i billederne

Nu om dage finder mange vist den slags sange – og den slags tale jeg her lægger tastatur til – lidt for højstemt. Eller måske alt for højstemt. Men det bekymrer mig ikke. Jeg har valgt at lytte til billedtalen, og jeg har valgt selv at lægge svælg og kæft til den. For det handler om at forlade de rene – og derfor kolde – begrebers verden og komme ind i billederne. Det handler om at bringe jætte-fornuften under åndens åg ved at lyde den magt, der viser sig, når ordet bliver levende, og vi skal noget sammen, som er vigtigt. Denne magt kommer fra billedernes verden – og billedernes verden er mytens verden.

I mytens verden er intet ligegyldigt. For midt i billedernes storm kan vi erfare og erindre noget, vi altid står i fare for at glemme: at menneskelivet er et liv i afgørelse og dermed også et liv i strid. Dette vidste de gamle, og dette er der endnu mennesker, der véd. Men der er så sandelig også magter, der ønsker at lulle os i søvn og indbilde os, at alt går sin fornuftige gang, når blot vi lader de planlægningsdygtige om planlægningen – og så i øvrigt fylder vores små kødhoveder med dyrisk tidsfordriv og vammel selvdyrkelse. Glemslens magter er altid på spil, og det ranke menneskelivs grundholdning må altid være at forsvare sig imod dem.

Thor i et øjebliks tøven med hammeren.

Det er derfor, mytologien var den grundtvigske folkehøjskoles flagskib, og det er derfor, der fortsat er brug for mytetalen. Ja, måske er der endda endnu mere brug for mytetalen i dag. For vi er under angreb. Vi har glemt det vigtigste, der er at vide, nemlig at menneskets mulighed hverken er at leve som et stykke viljeløst drivtømmer eller at svinge sig op til at være en gud. Det er som om, et bæst flår i os fra to sider: med den ene klo vil det frarøve os myndigheden over livet, og med den anden lokker det os ind i den indbildning, at vi alene har myndigheden – at vi som enkelt-mennesker kan magte og beherske tilværelsen. Vi drives omkring i manegen af de planlægningsivrige, som vil tage afgørelsen fra os, og vi driver os selv rundt i manegen, fordi vi har glemt, at ingen har sat sit eget liv – og at ingen kan skabe væksten i sit eget liv. Vi har glemt, at vi er henviste til hinanden.

Derfor skal der høres mytetale, for mytens tale angår – før som nu – det inderste i vores virkelighed. Mit anliggende med myterne er derfor meget enkelt: jeg vil tale til eleverne om en anden verden end den udflydende ligegyldighed af viljeløst tidsfordriv og egenkærlig selvdyrkelse, vi til daglig vader rundt i. Jeg vil tale til dem om virkeligheden – og om afgørelsens nødvendighed.

Et utidigt eksperiment?

At tale sådan til unge mennesker – eller for dens sags skyld til mennesker af alle aldre – har naturligvis eksperimentets karakter. For hvem véd, om der vil blive lyttet – og om den talende overhovedet er i stand at give stemme til de gamle sange? Ja, det er der jo naturligvis ingen, der véd, for det spørgsmål, som melder sig, er jo samtidens gamle kending: kan den slags virkelig fungere i vores tid? – kan man virkelig snakke sådan til en Ipad-generation? – er der virkelig nogen, der stadig tror på helte? – og så videre, og så videre…

Det kunne være et opkog af en typisk reaktion (særligt i akademikerkredse); både blandt dem, der er direkte modstandere af »fædrelandssange og andet svineri« – for nu at bruge et Poul Henningsen-udtryk [2] – men desværre også blandt dem, der ellers skulle stå mig nær i holdning, men som åbenbart er blevet for trætte til stadig at håbe.

Alle elsker myter!

Men det sjove er, at virkeligheden faktisk gør den slags tvivl til skamme. For eleverne vil faktisk gerne høre om myterne – og de vil faktisk gerne forholde sig til det, myterne har at sige om alt det, der er os og vort. Lige nu og lige her.

For sagen er jo, at alle elsker myter. Vi omgiver os hele tiden med dem, vi bader i dem, og vi kommer styrkede op af badet. Mytetalen gennemstrømmer kulturen. Tænk blot på den brede – men ikke platte – filmkultur, hvor en helt stadig er en mand, der sætter alt ind på fællesskabets alter; tænk blot den britiske mytesangerinde, som med sin renhjertede troldmandsknægt fik de smås hoveder til igen at bøje sig over åndens egen skrift. Eleverne kender godt disse fortællinger – de har allerede en anelse om den gamle tale. Derfor skal man tage fat i de billedverdener, de kender – den storslåede vestlige populærkultur – og så give dem noget mere. For alle raske mennesker elsker myter.

Ragnarok er slemt, men det er jo ikke selveste enden. Illustration af Johannes Gehrts

Men alt for mange mangler sproget til at tale om dette kærlighedsforhold. For der findes stærke magter, der vil hindre adgangen til kildevældet: der findes både en dorsk underholdningskultur og en selvgod elitekultur, som begge er fremmede for mytetalen – og ofte endda fjendtlige over for den.

Det er de to sider af jættevæsenet – den dyriske plumphed og den over-fornuftige selvtilstrækkelighed. Tænk blot på den hule dyrkelse af kadaveret og de overtroiske knæbøjninger for alskens hjernegymnastiske eksperter, der tror, de kan komme ind i hovedet på os. Disse kræfter har altid været der, og de vil altid være der.

Det var derfor, Grundtvig, når han skulle svare helt kort, udtalte, at formålet med folkehøjskolen var, at bønderkarlene skulle lære noget om aser og jætter. De skulle vækkes og væbnes til den strid, som er selve menneskelivet: de skulle lære at elske livet – og at vælge side [3].

Og det skal bønderkarlene – altså alle unge mennesker – stadig lære. Derfor skal der holdes mytologisk højskole. Derfor skal vi tage hammersvingeren, selvtægts-flagermusemanden og den frygtløse brilleabe i hånden – og gå ind i billedstormen. Det tror jeg, ville være godt for os, og jeg tror faktisk godt, vi kan komme derind – hvis bare vi tør.

Det vidste Jakob Knudsen, og derfor slutter vi af med det sidste vers fra Her rejses en skole, hvori Knudsens lyse højskole-tro lyder af fuld hals:

Så, hæv dig skole og frygt kun ej:

forældet aldrig blev livets tale,

før trættes hist ude af dans og leg

på fjordens tilje de bølger svale.

Når hjertets ager livs-ord modtager,

vi alt hernede det forår smager,

som ældes ej,

som ældes ej,

For sangen – og dansen! – slutter først, når livets egne bølger ligger bevægelsesløse tilbage på den yderste dag. Indtil da vil der lyde livs-ord på menneskelæber, og der vil være hjerter til at modtage dem.

Indtil da kan der kun blive danset for lidt.

Følg skiltet, hvis du vil høre gammel tale om myter og selv livet.

[1] Jeg har før skrevet om modsætningen mellem universitetet og højskolen, nemlig i den lille kommentar Uni vs. højskole 0-1 i juni-nummeret af Højskolebladets 2013-årgang. I september-nummeret af 2014-årgangen har jeg skrevet en anden lille tekst om mit syn på højskolen, nemlig kommentaren Lys i studenterne – det er dét vi vil!

[2] Udtrykket kommer fra Poul Henningsens manifest Hvad med kulturen? (Va mæ kulturen?), hvor det bruges i forbindelse med et angreb på socialdemokratiet, der efter Henningsens mening er alt for borgerligt. Her citeret efter det fotografiske genoptryk af førsteudgaven: Thanning og Appels Forlag, 1968, s. 36. PH er i det hele taget glad for vendingen »… og andet svineri«; et andet godt sted er i begyndelsen af manifestet, hvor det om de ledende socialdemokrater Bomholt og Steincke hedder, at de »stadig hengir sig til ægteskabets værdifuldhed, borgerlig sædelighed, børnerigdom og andet svineri«. Ja, sådan tænkte PH.

[3] Grundlæggeren af Rønshoved Højskole, Aage Møller, formulerede det blandt andet sådan, at højskolen var et sted for oplæring i »vaabenbrug«. Ham har jeg skrevet om i artiklen Mytologisk reaktion – den kampglade grundtvigianer Aage Møller og hans tid, som kan findes i Critique – årsskrift for borgerlig idédebat og kulturkamp VII.

Lige skævheder

Udgivet den 13. september 2014 af Lars Andreassen

1.496

”Uvidenhedens slør” er den lille, men geniale mekanisme, filosoffen John Rawls opfandt i sin bog ”A Theory of Justice” fra 1971, og som skal sikre øget retfærdighed i politiske beslutninger. Kan ”uvidenhedens slør” fungere i et land, hvor man ikke tror på personligt ansvar – altså i Danmark. Det svarer jeg – selvfølgelig – på senere, men først skal vi omkring lighedens skævheder og spørgsmålet om, hvilken type af uretfærdighed (og ulighed), der er den mindst slemme. For lighed og retfærdighed er ikke det samme.

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole
Tankerne begyndte på Folkemødet på Bornholm, hvor jeg selvfølgelig måtte til debat om lighed mellem formand og forkvinde fra Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti. Huxi Bach, dagens interviewer, talte om bryllup, fordi Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen var næsten lige enige med sig selv og hinanden. Det kan man så efterfølgende ikke rigtig få øje på i medierne. Der er gået valgkamp i sagerne, som man siger. For ingen ved egentlig, hvad det er vi taler om, når vi taler om lighed.

Vigtig debat. Formændene fra SF og LA, Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen, diskuterede lighed i SFs telt på Folkemødet på Bornholm 2014.

Gini, ulighed og uretfærdighed

I Danmark kan vi ikke blive meget mere lige – økonomisk set. Vi har, ligesom Ungarn, en gini-koefficient på omkring 28, hvis vi kigger på Eurostats barometer. Gini-koeffecienten er som bekendt et tal, der indikerer graden af lighed i et land: er den 100 (eller 1, som det i korrekt statistiksprog hedder) betyder det, at der er absolut ulighed – det kunne f.eks. være Kim Jung-Un, der havde alle indtægterne i Nordkorea og befolkningen ingen. Ikke mange lande i verden når en gini-koeffecient på 25, så lighed er vældig i Danmark. Ser vi på BNP, så ligger danskernes på 32.731 dollar per indbygger og ungarernes på 17.066 dollar. Der altså klart bedre at være lige i Danmark, end i Ungarn (tallene skulle udtrykke købekraft og stammer fra gapminder.org). Så altså: hvad kan vi lige lære af gini-koefficienten?

Gini-koefficienten siger ikke meget om materiel velstand. Måske fortæller den noget om retfærdighed. I hvert fald er det uretfærdigt, hvis kun 1 person eller måske 20% i en befolkning sidder på alle goderne – særligt hvis det skyldes korruption eller kammerateri. I så fald er der grundlag for social uro – ligefrem revolutionære tendenser. I Ghana ligger BNP på 1.728 dollar per indbygger og gini-koefficienten er 42,8, hvilket antyder meget forhold for mange mennesker; det er meget afrikansk. Kina har en gini-koefficient på 47 og et BNP på 8.347 dollar per person, og tallene for USA er 42.296 dollar per person med en gini-fordeling på 45 (BNP-tallene er igen fra gapminder.org, mens gini-tallene er fra wikipedia, hvor der er en samlet liste for verdens lande).

Er de danske tal foruroligende. Det er der tilsyneladende mange, der mener. Centrum-Venstre tænketanken CEVEA poster tendentiøst (ja, nærmest tankeløst) om farerne ved ulighed i Danmark på deres facebookside. Det gør tænketanken selvfølgelig med den underliggende præmis, at staten må gribe ind og fordele goderne anderledes. Hele venstrefløjen var jublende glade da den franske stjerne-økonom Thomas Pikkety viste, at uligheden er voksende, og at det skyldes den liberale økonomiske politik, der er ført gennem de seneste 200 år. Det er forståeligt, venstrefløjen blev glade, fordi man her for første gang siden Berlin-murens fald og den kolde krigs afslutning, rent faktisk blev udstyret med argumenter.

Der er voksende ulighed i verden og det er det samme som uretfærdighed. Venstrefløjen følte energien fra den gamle progressive harme vende tilbage. De er stadig berettigede, uretfærdigheden og uligheden skal bekæmpes. Men holder det også i Danmark. Er det virkelig markedet, der skaber skævheder her, eller er det staten, der gør det.

Debatten i SFs telt på Folkemødet

Hvad er det for en retfærdighed, hvad er det for en lighed, venstrefløjen kæmper for – eller rettere, hvad er det for midler, de vil benytte sig af. Det glemmer de helt at spørge sig selv om. Jeg tror slet ikke, de evner at stille sig selv det spørgsmål, fordi de slet ikke filosoferer tilstrækkeligt over begrebsparrene retfærdighed / uretfærdighed og lighed / ulighed.

Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand på cykel på Cirkuspladsen på Folkemødet på Bornholm 2014. DF har aldrig lagt skjul på, at de går ind for direkte favorisering af bestemte befolkningsgrupper – og dermed diskriminerende. Nu spiller de andre røde samme melodi.

Altså liberale vil i hvert fald ikke bekæmpe ulighed ved statslig indgriben, hvilket må betyde, at de ligefrem må elske ulighed og uretfærdighed.

Det er ikke fordi, jeg hører vildt godt efter under debatten i SFs telt på folkemødet. Tankerne vandrer mod en artikel fra Danmarks Radio om, at børn af de mindst-uddannede har mest fravær i skolerne, og at de ikke i samme grad som børn af forældre med mere uddannelse, bliver opdraget til at tage imod (den gratis) uddannelse. Det får mig igen til at tænke på, om ikke det er normer, der gør os forskellige i Danmark og ikke pengene.

Anders Samuelsen har helt sikkert sagt noget om, at skatten skulle ned på 40%, og at en sådan sænkning af byrderne ville medføre øget aktivitet, gøre det nemmere at fastholde arbejdspladser – måske særligt sådan nogle som man i de samme dage reddede på Danish Crown, Bornholm – og måske vil man ligefrem skabe nye arbejdspladser. Flere ville således komme i arbejde, de offentlige udgifter til overførselsindkomster ville falde, og vi ville derfor have råd til at hjælpe de virkeligt svage. Mere velfærd og flere arbejdspladser for færre penge – eller rettere flere penge i borgernes lommer.

Pia Olsen Dyhr talte helt sikkert om liberale blålys – måske endda fugle på taget. Hun vil også øge velfærden, men – selvfølgelig modsat Samuelsen – gennem statslige tiltag: det er nemlig flere penge i statens kasse, der vil sikre retfærdigheden. Den ville jo gå fløjten ved det private initiativ. Det kan man forsikre sig om ved at læse Ugebrevet A4s interview med hende.

Men hvad var det lige DRs nyhed antydede: det var da vist ikke penge, der afholdt børnene fra at få uddannelse. Jo, det var også penge, for ikke så mange penge og kort eller ingen uddannelse korrelerer. Men Danmark har verdens største offentlige sektor og sammenlignet med Ghana, Ungarn og Kina er der masser af penge i omløb. Vi har prøvet det dér med at vælte statslige penge ud over alle samfundsgrupper. Det begyndte man for alvor med dengang jeg var spæd. Men har det hjulpet? Skolen har ikke brudt den dårlige sociale arv i det omfang, man havde håbet på – og nu prøver man så igen med en ny reform.

Jeg får lyst til at spørge Pia Olsen Dyhr om, hvorfor et fortsat højt skattetryk vil løse problemerne, når nu det ikke ser ud til at have afhjulpet problemerne. Hvad med at forsøge noget nyt, hvad med at give borgerne noget ansvar tilbage, hvad med at forsøge at skabe nogle incitamenter til at vi i højere grad begyndte at tænke over konsekvenserne af vores valg – også dem, vi træffer for vores børn; eller lader vores børn træffe, mens vi ser på. Kunne det ikke skabe en mere retfærdig dynamik i samfundet. Jeg får ikke spurgt, der er andre, der er hurtigere, og tiden rinder ud.

Hvilken retfærdighed

Thomas Pikkety advarer mod, at vi er på vej tilbage til et patriarkalsk samfund, hvor formuerne er koncentreret på få hænder, og hvor det knapt nok kunne betale sig at arbejde (Information har samlet en masse om Piketty her). Arbejderne fik ikke en løn, de kunne leve af, og de rige havde ingen gavn af at investere i nye og bedre arbejdspladser, fordi renteindtægterne fra deres formuer gav langt mere. Det kan enhver høre er uretfærdigt.

Det ville ikke være rart, hvis det var nogle få patriarker, familier eller klaner der sad på det hele og bestemte, hvem der kunne og måtte hvad – eller staten eller store forretningskonglomerater, som i Japan og Sydkorea. Og heldigvis har Europas stærke velfærdsstater (særligt dem, der aldrig var i hænderne på kommunisterne) erstattet de strukturer. Om der kan skabes en fuldstændig retfærdig verden er ikke et spørgsmål. Det kan der ikke. Spørgsmålet, vi bør stille os, drejer sig om, hvilken typer af uretfærdighed, der er de mindst slemme.

Politologen Francis Fukuyama beskriver det som ”patrimonialisme” i The Origins of Political Order. Begrebet dækker, kort beskrevet, over en hersker, der sidder på alle midlerne og derfor kontrollerer strømmen af ressourcer. Han har selvfølgelig en masse vasaller, som følger trop eller bliver halshugget – de har jo ikke midlerne til ikke at følge efter. Dem, der er begunstiget af herskeren er glade og bakker ham op, ellers mister de deres privilegier. Balancen kan selvfølgelig tippe, herskeren er, alt efter styrke, nødt til at uddele privilegier til sine vasaller og sådan er den politiske orden i sådan et patrimonialt samfund.

Foran Højskolernes telt på Folkemødet 2014. Vi kan sagtens være forskellige og mødes som lige. Det gør vi hele tiden på landets højskoler.

Problemerne med patriarkalske og patrimoniale systemer er, at magten går i arv (det er egentlig det, patrimonial betyder). Man skal altså ikke regne med at komme til fadet, hvis man er født i den forkerte familie, eller kan noget, som ingen andre kan eller gider noget andre ikke gider. Friheden for den enkelte er ganske begrænset i sådanne samfund og kun forundt nogle få udvalgte. Kongen distribuerer retfærdigheden – eller uretfærdigheden. Den vasal, der lover at stille med støtte i krisetider, finder det sikker helt på sin plads og ganske retfærdigt, at han får noget igen for det løfte.

Lige nu lover Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt Nielsen at ville gøre alt, hvad de kan for at nogle kan bevare deres dagpenge eller få dem igen, hvis de altså stemmer på SF eller EL. (Der er vist også en del, der mener at Olsen og Nielsen skylder det, for den stemme de gav deres partier ved sidste valg: noget for noget). Den slags politik kan vi kalde statslig patrimonialisme. I hvert fald er det statsligt distribueret uretfærdighed. Målet er selvfølgelig lighed, og derfor mener Olsen og Nielsen selvfølgelig også, at det er helt retfærdigt. Det er jo rigtige mennesker, som Olsen forklarer (dem, der måske ikke er klar over det), og de risikerer at måtte gå fra hus og hjem – hvis de altså ejede hjemmet.

Og jeg glemmer helt partiet, der i mange år har ført politik på samme måde, som SF og EL er begyndt på. Partiet, der elsker at favorisere bestemte grupper og genere andre. DF hører med i denne forsamling af ”neo-patrimonialister” i dansk velfærdspolitik.

Johanne Schmidt Nielsen i vanlig selvsikker stil på den store talerstol på folkemødet på Bornholm 2014. Enhver lighed med julemanden er utilsigtet. Foto Lars Andreassen

Men hvad med de helt ny-uddannede mennesker på arbejdsmarkedet bare for at tage et eksempel. De kommer lige fra deres kollegieværelser og har svært ved at finde gode boliger, som deres rookie-løn kan betale. Hvor er den statslige retfærdigheden for dem? De knokler, betaler deres skat – og formodentlig også deres kontingent til A-kassen, således at de en dag vil kunne modtage hjælp, hvis de skulle være uheldige at stå uden job.

Hvor er solidariteten med dem i hele det her dagpengespørgsmål. Hvor er solidariteten med de pligtopfyldende skolebørn og deres strenge forældre, der skal lægge ryg og krop til inklusion af andre folks børn, som forstyrrer undervisningen – når de altså ikke er fraværende. De kan sidde og finde sig i en statsligt implementeret skolereform, mens de samvittighedsfuldt træner sig op til konkurrencen på det globale arbejdsmarked, så de kan betale deres skat og med tiden understøtte de børn, der lige nu forstyrrer dem i klasseværelset, generer dem på legepladsen og bidrager med nul, når der er gruppearbejde.

Hvad er det for en retfærdighed? Vi har skabt lige muligheder, men hvis ikke der er lige viljer eller lige meget ligegyldighed, er der så tale om retfærdighed. Er det bedst med en form for naturlig uretfærdighed baseret idéen om at vi er født lige og frie, der skal danne vores ”skæbnes rammer”. Eller er det staten, der skal danne rammen om vores skæbne ud fra den tanke, at hvis ikke vi dør lige, har vi aldrig været det.

Uvidenhedens slør
Vi kender historien og vi kender udfordringen. For et par somre siden debatterede vi ikke meget andet end konsekvenserne af, at der nu snart ville være flere, der fik deres udkomme via det offentlige, hvad enten der var tale om løn eller en eller anden form for understøttelse (også kaldet velfærdsydelse). Og det er her ”uvidenhedens slør” kommer ind i billedet. Det handler ikke om, at vi er ignoranter og uvidende om samfundsforhold. Næh, tværtom. Vi skal blive uvidende under sløret

Du skal se bort fra din viden om, hvor i samfundet du selv befinder dig efter en politisk vedtagelse af den ene eller den anden art. Hvis ikke du ved, om du tilhører den gruppe af mennesker, der vil have gavn af forslaget, om du tilhører dem forslaget ikke vil berøre, eller du falder i den uheldige gruppe, som vil få de negative konsekvenser at føle, så vil du bedre kunne forholde dig til forslagets konsekvenser for samfundet som helhed. Med ”uvidenhedens slør” vil vi kunne fremme det almene vel. Det er tanken hos John Rawls.

Og så var det tanken – eller spørgsmålet – slog mig, mens jeg fiksede en cykel og hørte gutterne fra The Partially Examined Life diskutere Rawls: Kan uvidenhedens slør fungere i en befolkning, der ikke tror på personligt ansvar? Eller kan den fungere i en nation, hvor mange tror på absolut retfærdighed, forbinder retfærdighed med lighed og opfatter staten som eneste garant for retfærdighed (fordi det er åbenlyst, at frihed medfører ulighed).

Hvad vil den dansker tænke, som lige er stået af løbebåndet, og står med håndklædet over hovedet, mens han eller hun overvejer den dagpengedebat, han eller hun lige så på fitnesscenterets storskærm (som altid kører på TV2 News). Formodentlig det værste, at intet privat initiativ ville kunne dæmme op for katastrofen ved arbejdsløshed. Man kan aldrig være sikker på, at konkurrenceevnen virkelig forbedrer sig, og der bliver skabt mængder af nye arbejdspladser. Og skulle det alligevel ske, er det nok en anden, der får det fede arbejde – og hvis de fede jobs er taget, er der jo kun mac-jobs tilbage, så hellere dagpenge og kontanthjælp.

Danskeren under uvidenhedens håndklæde ved siden af løbebåndet med TV2 News kværnende i baggrunden vil kaste sit lod i statsskålen. Staten er den der sikrer lighed. Og dermed retfærdighed. Markedet er (ideelt set) et meritokrati, som fordeler anerkendelse og velstand efter evner og arbejdsindsats. Danskeren ville fravælge markedsmekanismen og meritokratiet, fordi retfærdigheden (eller uretfærdigheden) under et sådant ”regime” ville være overladt til os selv og vores gerninger. Som mennesker. Født lige og frie.

Her er en god og kort introduktion til Rawl’s theory of justice.

Mentalitetsændring på gymnasierne, tak!

Udgivet den 26. juni 2014 af vidanserforlidt

118

Af Theis Schønning

Jeg er en af de mange, der i løbet af sommeren kan bryste sig at være student anno 2014. Umiddelbart burde en sådan ’titel’ byde på fest og glade dage, og det vil den da så absolut også gøre – dog står den – for mig at se – en smule i skyggen af uindfriede forhåbninger og falske præmisser.

Som ambitiøs elev fra folkeskolen startede jeg på gymnasiet i den tro, at det nu var ovre med lærere, der måtte bruge flere minutter af lektionen udelukkende for at opnå en eller anden form for ro, så undervisningen kunne begynde. Jeg regnede med, at jeg i gymnasiet nu ville møde kammerater, der delte samme ’vidensbegær’, som det jeg selv besidder. Alt i alt havde jeg en forventning om, at det man mødte på gymnasiet var et forberedende studie, hvor fagligheden havde den altafgørende betydning.

Gymnasiets identitetskrise: skal det være et sted for alle eller et sted for videnshungrende unge mennesker, der både almen dannelse og et studieforberedende studie. Dagbladet Politiken afholdt debat om gymnasierne og adgangskrav til Folkemødet på Bornholm, hvor billedet er taget. Fra Højre: Jakob Fuglsang, Theis Schönning, Phillip Dimsits, formand for danske gymnasieelevers sammenslutning, et par rektorer, en minister og en folketingspolitiker.

Virkeligheden syntes dog umiddelbart allerede efter et par dage diametralt anderledes, da man fra dag et blev mødt af tutorer, der aktivt advokerede for gode fester, smukke unge damer og ikke mindst masser af alkohol. Forventningen var altså, at man havde valgt det almene gymnasium ud fra sociale forudsætninger frem for den faglige interesse, hvilket jeg (en smule malplaceret måske?) var der for at dyrke. Naturligvis har sociale relationer en afgørende betydning for, hvordan man agerer i hverdagen, og man ville heller ikke kunne præstere på samme måde, såfremt man ikke besad sådanne relationer på sin læringsanstalt. Af den årsag forblev jeg også fortrøstningsfuld mht. mit valg af fremtidigt studie, da dette jo blot kunne være et udtryk for en periode i starten for at ’ryste’ os sammen. Derfor holdt jeg fanen højt!

Denne hyggementalitet syntes dog op igennem semestrene at holde ved, og jeg skal ikke holde mig for fin til at sige, at jeg også selv – måske som konsekvens af den accept, der hersker i gymnasiet omkring unges voldsomme drukkultur og manglende seriøsitet – i 2.g ’eksperimenterede’ med fester og alkohol i næsten samtlige weekender, og det blev klart for mig, at denne kultur for en stor del af eleverne på gymnasiet slet ikke var ukendt.

Denne interesse for festivitas midt i semestrene fortog sig dog heldigvis hurtigt, da det gik op for mig, hvor svært det var samtidigt at tage sig af sin skole, når man på den måde i hver evig eneste weekend skulle drikke tungt. På karaktererne blev jeg straffet, og lærerne efterspurgte det engagement, de havde set fra min side i 1.g – klassen kom så at sige til at mangle et aktiv i undervisningen, som det blev formuleret.

For mit eget vedkommende blev der heldigvis rettet op på den tilgang til skolen, da fagligheden igen blev det absolut vigtigste og jeg fik dermed rettet op på de karakterer, der i min verden absolut ikke blev anset som acceptable.

Og det, at man har været i stand til at komme på afstand af sådan en mentalitet igen, må siges at være noget en præstation, da det i høj grad desværre er en af de herskende mentaliteter på gymnasiet. Man trækkes nærmest ned i det. Af og til hører man historier om personer, der har været nødt til at gøre sig dummere, for dermed at gøre sig mere interessant på et gymnasium, hvor det da ellers om noget må være fagligheden, det handler om – denne tendens ses også på landets folkeskoler.

Det er for nogles vedkommende slet ikke uvant, at man pjækker mandag morgen, fordi det kan være lidt for uoverskueligt at stå op om morgenen – måske som konsekvens af flere dages druk, men ligeså meget også som en konsekvens af de krav, eller mangel på samme, som man i gymnasiet bliver mødt med.

Jeg havde ikke noget imod unges indtag af alkohol, såfremt de var i stand til at passe deres skole samtidigt. Jeg ved dog af erfaring – både på egen krop, såvel som ved betragtninger af klassekammerater – at dette ikke er muligt. Der er en lad mentalitet omkring uddannelsen, hvor sådanne udskejelser er helt acceptable.

Mange har i forbindelse med denne debat spurgt mig, om ikke jeg bare kunne passe mig selv og være ligeglad med, hvordan de andre passer deres skole, det korte svar her er; nej. Der stilles krav til, at man i gymnasiet kan diskutere og debattere aktivt med hinanden – en stor del af fagene kræver gruppearbejde som undervisningsform. Ydermere må det naturligvis tages i betragtning, at uddannelsen er betalt af hårdtarbejdende skatteydere, men alligevel for manges vedkommende betragtes som et sted, man kommer for at dyrke sine sociale relationer – det må laves om!

Spørgsmålet er så hvordan mentaliteten for de mange elever laves om – personligt har jeg været ude med ambitionen om karakterkrav i den forstand, at det om noget må ændre tilgangen til de gymnasiale uddannelser, da disse så at sige mødes med et ønske om optagelse frem for en selvfølgelighed. Både DGS og undervisningsminister, Christine Antorini, mener at dette er uambitiøst, da man i deres optik vil udelukke nogle, som ellers har kompetencerne og lysten – og derfor må gymnasiets optagelseskrav naturligvis også suppleres med en optagelsesprøve for de, der måtte have for lave karakterer fra folkeskolen. Jeg er bange for, hvis ikke man begrænser optaget på de danske gymnasier vil man få en svag enhedsskole, hvor talentudviklingen ikke dyrkes og hvor niveauet fortsat vil være dalende, hvilket universitetslektorer i årevis har klaget over. Hvis en mentalitetsændring ikke kan opnås af eleverne selv, må den presses igennem lovgivningsmæssigt.

Hvem forsvarer civilsamfundet?

Udgivet den 10. juni 2014 af Rasmus Kolby Rahbek

En Folkemøde-optakt om folkelighed, fadøl og det fælles bedste.

Af Rasmus Kolby Rahbek

I kølvandet på de seneste ugers debat om formandskabet i Venstre, har der gang på gang været henvist til, at en del af forklaringen på splittelsen i Venstre skal findes i, at partiets rødder er delt i to traditioner: Højskolevenstre og Handelshøjskolevenstre. Artiklen her skal ikke gå nærmere ind på, hvorvidt den dramatiske aften i Odense kan forklares ved dette begrebspar.

Når de trækkes frem her skyldes det, at de kan bruges som et prisme til at forstå en udvikling i dansk politik, som måske ellers kan være svær at pege konkret på. Udviklingen har ikke alene noget med Venstre at gøre. Den kan spores hos stort set alle partier – og for den sags skyld hos langt de fleste aktører på det man kunne kalde den politiske scene.

Der findes ikke et begrebspar i den socialdemokratiske tradition, der med samme sproglige ”swung” indrammer udviklingen. Men den ligger der i splittelsen mellem fagbevægelsen (bredt forstået) og så velfærdsstatens ingeniører, systemteknokraterne.

I en bredere og mere populistisk udgave får den samme udvikling ofte den lidt upræcise beskrivelse af en splittelse mellem folket og eliten. I den mest platte udgave bliver det til et spørgsmål om, hvem danskerne helst vil drikke en fadøl med.

På Venstres skæbnesvangre aften sagde Søren Pind det ganske rigtigt: Venstre var den sidste bastion der gik under. Elastikken mellem bagland og ledelse, mellem partiet som folkelig bevægelse og moderne organisation, brast. Og nok så megen forbrødring kan næppe hele splittelsen igen. Uskylden er brudt, og så er det som bekendt svært at vende tilbage. Skal forbindelse genoprettes, må det ske på nye betingelser.

Koblingen mellem de politiske partier og de folkelige bevægelser vil herfra ikke være andet end den fernis partiernes presseafdelinger vil hælde ud over politikernes fremtidige Grundlovstaler. Ikke at Lars Løkke ikke mente hvad han selv sagde i sin tale på Ollerup Gymnastikhøjskole. Problemet er bare, at der ikke er plads til den slags idealer, når hverdagen melder sig igen. Læren af de sidste fjorten dage er, at her gælder kun én valuta, og det er magt. Og det ved Lars Løkke bedre end de fleste. Alle dem der måtte have det svært med denne tilgang til politik, bør holde sig i baggrunden eller blive helt væk. Alternativt må man finde et parti, der har der bedst med at holde sig væk fra magten. Det er i hvert fald den lektie, vi kan læse os til i de fleste medier, her i dagene efter d. 3. juni.

Nu er det klart, at det at tale om folkelige bevægelser i dag kan virke næsten lige så fremmedgørende på nogen, som når jyske bønder taler jysk på TV2 News. Et mere moderne ord ville være Civilsamfundet – begge dele kan forstås som de institutioner, der springer ud af vores fælles liv med hinanden og som ikke er en del af staten, markedet eller det private.

Et af de tydeligste tegn på, at det politiske er blevet skilt fra civilsamfundet, hvad enten det så er til fordel for staten eller markedet, kan spores i den politiske retorik. ”Nødvendighedens politik” er på alle måder et udtryk for, at der opereres med målrettethed og strategi frem for samtale og værdifællesskaber. Her er ikke plads til åben debat om hvilken vej vi vil i fællesskab. Her er svaret givet på forhånd. Og hvis du ikke er enig i svaret, er det fordi du er for dårlig til Excel.

Hvad enten man hedder Venstre eller Socialdemokratiet (eller snart sagt hvilket som helst andet parti) er svaret på udfordringerne det samme. Når det går højt til, kan der måske spores en forskel i, om man taler om markedsvilkår eller New Public Management – men forskellen er ens, det er bare farven der har en anden lyd.

Ja, noget kunne tyde på, at der ligefrem er sket et sammenfald: marked og stat er ikke længere to adskilte størrelser. Ove Kaj Pedersens ofte brugte – og mindst lige så ofte misbrugte – analyse af Konkurrencestaten peger på denne udvikling. Og i denne udvikling er der ingen plads til civilsamfundets mangel på målrettethed, styring og strategi. At være effektiv og konkret trumfer her til hver en tid holdninger, idealer og værdier.

Samtidig sker der i denne udvikling en forskydning fra, at politik kommer til at handle mere om rettigheder end om pligter. Hvilket er en forskydning fra det fælles og – ikke ind i staten og markeder – men ind i det private. Rettigheder forstås i denne sammenhæng altid og eksplicit som individualiserede rettigheder, der først og fremmest retter sig mod den enkeltes private liv, ikke mod det fælles liv.

Men dermed har vi også spillet os selv det politiske af hænde. Det er en forvrænget forståelse af det politiske der baserer sig på statens, markedets eller det privatlivets præmisser. Politik handler om at engagere sig i en debat om, hvad det er for et samfund vi i fællesskab ønsker at skabe.

Hal Koch siger det måske allertydeligst i 1942:

Det ”politiske” udtrykker den ubestridelige Kendsgerning, at vi nu engang er sat her sammen og skal og maa finde ud af at ordne vore Forhold os imellem paa en anstændig Maade, og det er os der skal gøre det, og ikke nogen andre. Her er der ingen, der kan melde Pas eller trække sig bort.

Det politiske er ikke det der skiller os, men derimod det der forener os i forsøget på at nå frem til et fælles bedste. Denne debat må tage sit udspring i det live vi lever sammen og de brydninger mellem holdninger, idealer og værdier der kommer ud af dette fælles liv. Først herefter kan svarene fra denne fælles debat gøres til genstand for styring og strategisk handling i staten.

Men denne opgave har vi tilsyneladende glemt. Vi har ladet den politiske debat blive frakoblet en folkelig debat. Vi har overflødiggjort os selv som medborgere, og i stedet ladet os forstå som klienter, forbrugere eller privatpersoner. Til nød som vælgere. Lars Løkke gjorde det helt tydeligt, da han indtog talerstolen til Folketingets afslutningsdebat: Vores største udfordring er, at 800.000 lades ud af fællesskabet. Med andre ord, fællesskabet er lig med arbejdsmarkedet. Civilsamfundet eller det folkelige fællesskab efterlades mast mellem staten og markedet på den ene side og det private på den anden.

Og her ligger de folkelige bevægelsers og civilsamfundets – og dermed også højskolernes – måske vigtigste aktuelle udfordring: At insistere på, at der findes et folkeligt fællesskab, som vi alle er en del af og bør tage del i, og som har en væsentlig politisk rolle at spille. Højskolerne skal selvfølgelig blive ved med at lave højskole, og dette gøres nu en gang bedst med de elever man har. Men det må efterhånden stå helt klart, at højskolens opgave ikke er at levere hverken konkurrencestatssoldater, arbejdsbier eller studerende uden frafald. Højskolens opgave må være at levere en folkelig oplysning, baseret på en erfaring af at være en del af fællesskabet, der sigter mod at fremme den selvtillid, myndighed og evne til samtale hos den enkelte, der er en forudsætning for at tage del i fællesskabet.

Hvis man er i tvivl om hvorvidt der ligger et potentiale til at løfte denne opgave i civilsamfundet, de frivillige foreninger og den folkelige oplysning bør man læse den netop udkomne antologi ”Folkestyrets rugekasser”.

Om de øvrige aktører på den politiske scene så har tænkt sig at følge trop, kan Folkemødet jo passende agere strømpil for. Og ønsker man selv at være med, kan man jo kigge forbi Højskolernes Telt…

Til Grundlovsmøde med Liberal Alliance og Enhedslisten

Udgivet den 7. juni 2014 af Lars Andreassen

2.196

Grundloven gennem liberale og socialistiske briller. Gennem djurslandet, der bugter sig i bakkedal, til grundlovstræf på Rampen i Ebeltoft, hvor Liberal Alliances Ungdom (LAU) og Socialistisk Ungdomsfront (SUF) har sat hinanden stævne. Hvad kan der komme ud af det. Hvad har de at sige om grundloven, og hvad har de at sige hinanden i den efterfølgende debat.

Rampen, det nyligt åbnede “Ungdomshus” i Ebeltoft, hvor ungdommen +16 kan mødes og udfolde deres kreative potentialer, hjælpe hinanden med lektioner eller som i dag, mødes til politisk debat.

Grundlovsdag burde være årets festdag – større en juleaften – og mens jeg sidder bag rettet og følger vejens kurver, falder tanken om, at noget grundlovsstridigt kunne hænde de præmieskovle, der har udnævnt 5. juni til fas dag, mig uundgåeligt ind. Mødet finder sted på Rampen et helt nyt sted, et ungdomshus som nogen kalder det, hvor der er lektiecafé og værksteder til udfoldelse af kreativitet. Men altså også et sted til politisk debat. Og netop på grundlovsdag har Liberal Alliance stiftet en ungdomsafdeling på Syddjurs og det forlyder, at SF er på vej med en lokal ungdomsafdeling.

Den ny-slåede lokale LAU-formand, Rikke Christiansen, byder velkommen. Det er svært at få øje på folk fra SUF og Enhedslisten. Gennem de bølgende marker og enge over Mols har jeg da også undret mig lidt over, hvad godt Enhedslistens folk kunne have at sige om Grundloven, al den stund beskyttelse af den privat ejendomsret mod statslig indgriben, er en grundlovens vigtigste opgaver. Dagens hovedtalere har indfundet sig, da jeg ankommer. Det er Ole Birk Olesen, Liberal Alliances skatteordfører, og Malthe Lange, et lokalt medlem af Enhedslisten, som stillede op til kommunalvalget. De er i hvert fald enige om at fejre Grundlovsdag.

Det Liberale perspektiv

Grundlovsdag er alle liberale menneskers festdag. Sådan indleder Ole Birk Olesen (OBO) sin tale og fortsætter: Socialister har 1. maj, vi har 5. juni. For grundloven sætter grænser for statens magtudøvelse, eller den fastlægger det grundlag magtudøvelsen skal finde sted på, hvis den er nødvendig. Staten må f.eks. ikke udskrive skatter uden at det er vedtaget ved lov, hvilket i praksis betyder, der skal være flertal i folketinget.

Det var liberale, der skabte Grundloven, og derfor er den fyldt med paragraffer, der skal begrænse statens magtudøvelse. Men Grundloven er kun en ramme for politikken og samfundet. Indholdet må vi selv skabe i civilsamfundet. Og hvorledes står det så til med denne skabelse af indhold, spørger OBO retorisk.

Ole Birk Olesen, MF og Liberal Alliances skatteordfører holder Grundlovstale på Rampen i Ebeltoft 2014.

Ikke alt for godt, svarer han, for dertil kræves der åbenhed og en ærlig diskussion af præmisserne for samfundets udvikling. Og han referer til en ordveksling mellem Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, og Statsminister Helle Thorning Schmidt (HTS) fra Folketingets spørgetid den 2.juni, hvor Anders Samuelsen spurgte, om ikke det ville være en god idé at lette skattetrykket med 20.000 årlige kroner for at skabe flere arbejdspladser. F.eks. ville slagteriarbejderne (jf. Danish Crown på Bornholm) kunne gå ned i løn, men bevare deres købekraft. HTS replicerede at det var noget pjat, fordi disse penge til skattelettelser måtte tages fra den offentlige velfærd og den skal ikke forringes. Det sagde hun i folketingssalen alt imens finansminister Bjarne Corydon i de selvsamme timer pressede regionerne til at effektivisere med 2%.

Det er ikke en åben og fair debat, forklarer OBO, når Statsministeren på den ene side benægter at effektiviseringer i det offentlige er muligt, samtidig med at hendes Finansminister gennemfører dette angiveligt umulige.

Sorte skyer trækker ind over Ebeltoft og Rampen netop som Liberal Alliance og Enhedslisten mødes for at fejre Grundloven.

Anders Samuelsen henviste i sine spørgsmål til regeringens effektivitetskommission, der har peget på en række områder, hvor den offentlige service kan tilvejebringes på mere hensigtsmæssig vis, men statsministeren afholder sig fra at forholde sig til disse undersøgelser. OBO fortæller at regeringens egne tal viser, at skattelettelser på flere områder (faktisk siger han alle), vil føre til øget velstand. Det viser beregninger fra skatteministeriet gang på gang, når Liberal Alliance har bedt dem beregne konsekvenserne af deres forslag til skattelempelser. Disse beregninger er gennem årene underskrevet af Thor Möger Pedersen, regeringens og SFs første skatteminister, dernæst Holger K. Nielsen, SFs anden skatteminister og endelig de Radikales skatteminister Morten Østergaard.

Man ved et fra beregningerne i eget ministerium, men siger noget ganske andet – det modsatte faktisk – i den åbne debat. Det er mangel på ordentlighed og demokratisk dannelse og den slags kan Grundloven ikke stille noget op imod, slutter OBO sin tale.

Det Socialistiske perspektiv

Den unge mand fra Enhedslisten, Malthe Lange (ML), tilslutter sig også Grundloven og dens budskab om frihed. Han lægger en klar historisk vinkel på, og peger på den samfundsmæssige sammenhæng den blev skabt i. Den teknologiske og industrielle udvikling har forandret samfundet og tilvejebragt grundlaget for ændrede strukturer. Feudalsamfundets stive strukturer, hvor almuen tjente herskabet har udspillet sin rolle, og det er på tide, at det gryende borgerskab, den kapitalejende klasse får plads til at videreudvikle samfundet (i kapitalistisk retning). Og den plads sikres de blandt andet gennem Grundloven. Og det har optimeret produktionsvilkårene og uden tvivl været til gavn for mange, understreger ML.

Malthe Lange, lokalpolitiker for Enhedslisten på Djursland, fortæller her, hvordan Grundloven gennem sit opgør med feudalsamfundet gav frihed og førte til velstand og velfærd.

Det er interessant at lægge øre til en så klar marxistisk udlægning af historien. Der er vægt på de materielle vilkår og deres indflydelse på historien. Men hvor står vi nu? Det er som om, den politiske debat forstummede efter Berlinmurens fald i 1989, nu diskuterer vi ikke længere politik forstået som samfundets indretning og mulighederne for at udvikle det; vi diskuterer blot hvordan det hele skal administreres. Historien er ikke slut, antyder ML – eller den behøver ikke være det. Er vi ikke bare velbehageligt selvtilfredse, spørger han, er det virkelig kapitalismen vi vil.

Det bliver ikke udtryk helt klart, men skribenten her, opfatter det sådan, at ML mener, vi er havnet eller på vej til at havne i en ny type feudalsamfund. Det er en kritik, der falder fint i tråd med den franske økonom Thomas Pikettys advarsler i Capital in the Twenty First Century, om at vi er ved at vende tilbage til tidligere tiders patriarkalske tider, hvor en bestemt klasse sad på kapitalen og gjorde det umuligt for andre at komme til fadet.

Men som ML anfører: en vindmølle giver jo lige mange timer til en mobiltelefon hvad enten den er statsligt eller privatproduceret. Og kapitalejerne – dem med produktionsapparatet – har for meget magt, når politikerne udelukkende diskuterer, hvordan man kan få virksomheder til at investere i Danmark eller til ikke at flytte ud. Kunne vi måske nå der til, hvor det var befolkningen, der bestemte, hvilke virksomheder vi vil have til landet, spørger Malthe Lange til slut.

Har LA og Ø noget at sige hinanden

Den efterfølgende debat kommer til at handle om, hvordan vi borgere kan få mere indflydelse, og om mulighederne for at indrette produktionen anderledes og indføre mere demokrati på arbejdspladserne, og om lønmodtagernes og kapitalejernes modstridende eller fælles interesser. Og på dette punkt virker det som om, LA og Ø er enige i, at indflydelsen og muligheden for at indrette sig som man vil i de lokale samfund, kunne være bedre. OBO anfører at det ville være pragtfuldt om, man i kommunerne selv kunne fastsætte behovet for f.eks. sociale ydelser, fastsætte skatterne som man finder det bedst, og så kunne folk flytte derefter. Og man ville med reelt kommunalt selvstyre forestille sig, folk af kommunistisk overbevisning oprette et kollektivt samfund.

Er det virkelig kapitalismen vi vil. Eller glemmer vi i al magelighed at tænke over det, spørger Enhedslistens Malthe Lange.

Hertil replicerer ML, at det ikke vil kunne lade sig gøre, fordi en kommunistisk ø ikke ville kunne fungere i et kapitalistisk indrettet hav. Hvorfor egentlig ikke, bliver ikke fuldstændig klart for mig – men mellem linjerne lyder det faktisk som om, ML mener, at den vil blive udkonkurreret, når den skal til at udveksle sine produkter med det omgivende kapitalistiske samfund. Under alle omstændigheder er det befriende at møde en person, som konsistent fører sin socialistiske argumentation igennem. Det vidner om den ordentlighed og demokratiske dannelse, OBO efterlyste i sin tale. Men problematiserer det også socialismens forhold til det konstitutionelle demokrati og liberale samfund, for hvordan skal socialismen, kommunismen, gennemføres hvis den død og pine skal være international og omfatte alle.

Jeg sidder stille og håber på, at historien faktisk er slut.

Venstrefløjter og samtaledemokrati

Udgivet den 23. maj 2014 af Lars Andreassen

Når jeg hører aktivisternes fløjter på 1. maj, forstår jeg dem på den ene side udmærket. Hvorfor egentlig tale, når ikke der lyttes. På den anden side finder jeg dem infantile og latterlige. De er latterlige som børn, der plager livet af deres forældre. På den tredje side opfører politikerne sig som forældre, der uden nærmere omtanke lover deres krævende poder, at de kan få alt, hvad de peger på og dertil et rent miljø og et lykkeligt liv.

Det hele koster gratis – det var der i hvert fald en del politikere, der sagde op til valget i 2011. Gadelys, varme hænder, velfærdsrobotter, lækker lydløs asfalt, kloaker i den rigtige størrelse, daginstitutioner, fritidstilbud, kræftbehandling, insulin og hjerteoperationer, metro, skolereform og specialtilbud, letbane og bedre psykiatri, el-busser og betalingsringe, vindmøller og medier via døgnåbne biblioteker.

Vi kan få det hele og alle skal ha’ (undtaget dem fra Polen og Rumænien af), og siger man noget andet, er man velfærdsslagter. Og dem fra andre lande i Europa, end det der er dansk, er løndumpende, asocialister på vej mod laveste fællesnævner. Og skulle man være født endnu længere væk må man finde sig i vilkårene, bide tænderne sammen, få syet tøjet til os og se at få samlet de iPhones vores børn skal have i julegave eller tage imod vores klager over manglende service i de internationalt selskaber.

Så var det, at en eller anden gammel debat fra efterkrigstiden fandt vej fra det bagerste af hovedet. En gammel diskussion om demokratiets væsen. Den mellem Hal Koch og Alf Ross. Om samtalen og metoden. Hvad blev der er samtalen. Og hvad var det, vi skulle med den. Det var noget med at demokratiet som metode – det at vi fra tid til anden kan sætte kryds på en stemmeseddel – ikke havde forhindret tyrannerne i at vinde terræn og magt, og at vi derfor var nødt til konstant at holde samtalen ved lige for sammen at vurdere og diskutere den politiske udvikling.

: Det fordomsfulde verdenskort. Er det sådan, vi efterhånden ser verden fra fløjtelandet Danmark. En verden befolket af danskere, parasitter og tjenere.

Der var engang, hvor man diskuterede demokratiets form, indretning og væsen. Hvor man gjorde andet end sig selv og sine egne krav gældende. Eller er jeg bare en nostalgisk kulturpessimist. Uanset hvad, synes jeg nok, der kan være grund til lige at overveje samtalens muligheder – eller rettere de mulige konsekvenser af ikke-samtalen, af fløjterne, råbekoret og de med-sig-selv-talende politikere bag Christiansborgs tykke mure og fladskærmens magiske glas.

Det er en kendt sag, at diktatorer har det med at rage til sig. For paranoia og enhver pris og på alle andres bekostning. Og vidste man det ikke kan man kan man opdatere sig i artiklen Diktatorer og bladguld. Heri fortælles det, at vi alle har en lille potentiel bedrevidende diktator boende i os, og det, denne lille besserwizzer ønsker sig allermest, er at få ret; ikke at blive modsagt. Hvis man bare holder sin kæft og giver ham ret i alt, så vokser han og bliver stor og alfaderlig. Så stor og alfaderlig, at han skal have et kæmpe palads, luftbårne transportmidler og fri adgang til hvad som helst. Nå ja, og så deler man rundhåndet ud til diverse kammerater.

Hvis ikke, vi fra tid til anden modsiges, bliver vi til små megalomane diktatorer. Hvis vi altid omgiver os med folk, der mener det samme som os selv, bliver vi mere og mere rabiate. Hvis vi altid render rundt blandt ligesindede, får vi samme vokabular og bliver fremmede for de skævsindede. Man får tunnelsyn. Det er det, der sker i fagmiljøer og ekspertmiljøer.

Da formanden for Folkehøjskolernes Forening, Helga Kolby Kristiansen for ikke så længe siden gjorde en socialminister (det var Annette Vilhelmsen) opmærksom på, at Højskolerne er rimeligt gode til at skabe mønsterbrydere og hjælpe til med at bryde den sociale arv og sådan, svarede ministeren – altså socialministeren – høfligt tilbage, at højskolerne ikke var hendes område. Tak for snakken!

For at undgå tunnelsyn eller det, der er værre, kan man sige, at det er ens forbandede demokratiske pligt at lade sine holdninger udfordre og at kende til modpartens argumenter – og verdenssyn. Følgelig kan man også sige, at det ens forbandede demokratiske pligt at udfordre modpartens holdninger og perspektiv på sagerne og verden. Men man kan jo drikke nogle forbandede øl, mens man udfordrer den anden og sig selv. Og i øvrigt inviterer den tredje med i fællesskabet omkring samtalen. Det er nemlig i alles interesse, at ingen Kim Jong-Un, Breivik eller Bin Laden får lov at sidde isoleret og udvikle deres helt egne paranoide universer og forestillinger om politiske virkemidler.

Det falder i øvrigt fint i tråd med Folkehøjskolernes formål: livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

Konsekvenserne af selvvalgt (eller pålagt) ikke-oplysning kan måske illustreres med ekstremismebarometeret, hvor vi forestiller os et spektrum af holdninger fra moderate, sammensatte og nuancerede holdninger på midten over yderfløje (som måske griber til fløjter) til de helt ekstreme og rabiate holdninger (som bakkes op med vold). Skemaet kan selvfølgelig dække over ethvert holdnings-, teori-, fagfælleskab eller fangruppe.

For at holde diskussionen i det politiske kan man forestille sig en person, der melder sig ind i et politisk parti og derigennem møder en masse ligesindede, flinke mennesker, fakta og teorier tilegnes, der er spændende debatter og man finpudser sine egne holdninger og en identitet dannes og anerkendelse vindes. Det er fedt.

Men der er en fare for at vi i vores nye fællesskab en dag opdager, at vores tidligere forestillinger om, hvad der kunne være normalt at mene rykker sig. Det normale er relativt til de omgivelser, man befinder sig i. Og pludselig har vi rykket os. De holdninger, vi før i tiden anså for gennemsnitlige, normale og moderate ligger nu i det yderste af skalaen og det, man engang opfattede som en yderlig position, befinder sig nu på den nye skalas midte.

Der var engang, vi i den danske mainstreamkultur beundrede polens fagbevægelse Solidaritet og deres kamp mod tyranni. Vi jublede med dem, da Solidaritets formand og frontmand i frihedskampen, Lech Walesa, som fik Nobelsfredspris og blev præsident. Senere bød vi dem velkomne i EU. Blot for få år siden ville vi ikke drømme om, at generalisere og omtale dem som uhæderlige skattesnydere, løndumpende og dovne mennesker, som kun er ude på, at udnytte det danske velfærdssystem på en sådan måde, at den polske ambassadør må bede os om at styre os. Hvad skete der lige der.

Da Danmark i sin tid fik Grundlov og folkestyre, fik vi noget, vi skulle være fælles om. Selvfølgelig er der grænser for, hvor mange vi kan være solidariske med, og tage vare på egne problemer, men vi kan godt tage højde for andre befolkningers udgangspunkt. Vi har alle brug for at vores holdninger og synspunkter fra tid til andet får et realitetstjek. Og det får de, når vi taler med hinanden, om det, vi hver især, synes er vigtigt. Det er nok værd at huske på.

Højskolen mellem frihed og konkurrencestat

Udgivet den 26. april 2014 af Lars Andreassen

2.542

Konkurrence slipper vi ikke for. Spørgsmålet er, om det er staten, som i konkurrencestaten, der gennem studiereguleringer, pensumplaner, kostråd og rygelove skal diktere de eksistentielle vilkår i det moderne samfund. Eller om det kan overlades til os borgere, at oplyse og engagere os selv og derigennem arbejde os frem til svar på globaliseringens udfordringer?

Der er mange, som ikke helt har fanget logikken bag konkurrencestaten. Blandt andre undrer Andreas Harbsmeier, Højskolebladets redaktør, sig på lederplads over, at nødvendighedens økonomiske politik ikke er klarere defineret. Sådan skal det ikke være, så i det følgende vil jeg forsøge at forklare konkurrencestatens rationale. Den kommer med en dyr pris: den bygger på mistillid til befolkningen og prisen er frihed, ansvarlighed og samfundsmæssigt engagement. Og til sidst kommer den gode nyhed.

Stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Skønt et hav af nye madtrends stadig en populær ret i store dele af befolkningen. Og en klar trussel mod konkurrenceevnen.

Regeringens økonomiske politik – kald den lige hvad du vil – har et klart defineret udgangspunkt og rationale. Danske øren bryder sig bare ikke om at høre det, og danske hænder kan slet ikke finde ud af at sætte kryds de rigtige steder, såfremt politikerne udtrykker sig direkte om grundlaget for nødvendighedens politik, og derfor gør de det selvfølgelig ikke. Konkurrencestaten er en logisk følge af en overdimensioneret velfærdsstat.

Revysangeren og professoren

Velfærdsstaten nåede knapt at vokse fra spæd til barn, førend den var gal og konkurrencestatens hjørnesten blev nedlagt. Revyvisen ”Gyngerne og Karussellen” fra 1967 var helt profetisk på dette område: ”Importen den er stor, og vi køber den på klods, så levefoden er høj hos os, hvor vi forstår fidusen med at leve højt på valutagælden, så vi sætter til på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen.”

I efterkrigstidens boomende økonomi omsatte danskerne deres hårdttjente løn i TV-apparater, køleskabe, røremaskiner, biler og ferierejser, mens velfærdsstatens ingeniører ihærdigt arbejdede på at sikre befolkningen mod diverse former for eksistentielle tilfældigheder og uretfærdigheder. Levefoden voksede og det samme gjorde det offentlige bureaukrati, hvilket i 2011 fik professor Ove Kaj Pedersen til i bogen om Konkurrencestaten at konstatere, at ”1970’erne er afgørende for at forstå nutidens politik,” det er nemlig her, skriver han, ”at efterkrigstidens velfærdstat viser sig umulig at finansiere, at arbejderbevægelsen af samme grund går i opløsning, og det ”klassiske” partisystem også gør det.”

Om arbejderbevægelsen gik i opløsning vil jeg lade klogere hoveder afgøre. Men i hvert fald ville arbejderen – eller borgeren – ikke helt det samme som velfærdsstaten ingeniører, mente de skulle. De ville ikke bo i ”planerne”, i Avedøre stationsby, i Hørgården, i Vollsmoseplanen eller Gellerupplanet. Og måske var de heller ikke helt klar til finkulturen på statens museer og teatre eller de funktionelle fdb-møbler, som i disse år får renæssance som designklassikere hos landets indehavere af god (og rigtig) smag.

Velfærdssafmundets drømmekaserne. Avedøre Stationsby opført mellem 1972 og 1982. Velfærdsarkitektur og social ingeniørkunst. En by tilpasset 8-8-8 samfundet, 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Industriområde i nærheden, gode veje hjem til en funktionel lejlighed i et område med rige rekreative muligheder: bibliotek, skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter osv. Det blev bygget i bedste mening, men det velfærdstatens ingeniører mente befolkningen havde brug for, var ikke det, den ville have. Inden længe fik disse "boligplaner" betegnelsen ghetto.

Velfærdssamfundets drømmekaserne. Avedøre Stationsby opført mellem 1972 og 1982. Velfærdsarkitektur og social ingeniørkunst. En by tilpasset 8-8-8 samfundet, 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Industriområde i nærheden, gode veje hjem til en funktionel lejlighed i et område med rige rekreative muligheder: bibliotek, skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter osv. Det blev bygget i bedste mening, men det velfærdstatens ingeniører mente befolkningen havde brug for, var ikke det, den ville have. Inden længe fik disse “boligplaner” betegnelsen ghetto.

Men hvad så med partisystemet. Gik det virkelig i opløsning, som Pedersen anfører? Mens Danmark forvandlede sig fra et knaphedssamfund til et (forgældet) overflodssamfund, forvandlede de politiske slagsmål sig fra spørgsmål om økonomisk sikkerhed til en kamp om kulturelle værdier – og senere indholdet i borgernes bevidstheder. Det var vist her, Mogens Glistrup dukkede op og i 1973 foranledigede jordskredsvalget i et forsøg på at befri danskerne fra statens sociale ingeniører (skrankepaver og papirnussere), mens de gode hensigters tårer strømmede ned ad gode socialdemokraters kinder. Danmark kastet ud i et politisk mørke som ingen PH-lampe kan oplyse.

Rettidig eksistentiel omhu

Desværre er der intet, der er gratis (for at få lommeuld skal man først have råd til bukser). Og danskerne ville både have høj levefod og sikring mod sygdom, alderdom, arbejdsløshed og de ville have gratis uddannelse til alle og billige institutionspladser. Den høje levefod (luksus) skulle vi nok selv tage os af – det er jo derfor, vi arbejder (er det ikke) – mens staten passende kunne sikre os mod tilværelsens lunefulde uretfærdigheder. På trods af den megen gratis skole og uddannelse er det først nu, sådan for alvor, ved at gå op for os, at velfærdsgoder ikke dyrkes i hemmelige statslige drivhuse, men rent faktisk finansieres gennem skatter og afgifter. Og det er jo på mange måder smart, at vi er fælles om en masse ting – det erfarede man jo allerede i andelsbevægelserne – men det er et problem, når man vil have mere, end man rent faktisk har råd til. Vi har sat til på gyngerne og bruger resten på karrusellen, som Ulrich Ravnbøl, med en paradoksal formulering, afslutter sin revytekst.

Regeringen er hoppet af velfærdsgyngen, og forsøger nu at få styr på konkurrencekarrusellen, mens politikere og vælgere fra SF og Socialdemokraterne flyver rundt til alle sider. ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat,” udtaler finansministeren i en glimrende artikel i Ræson med den meget sigende titel Velfærdspolitik: Hvad er konkurrencestaten? Logikken udfoldes senere i artiklen af Ove Kaj Pedersen ”Den danske befolkning konkurrerer mod den tyske, den engelske og andre befolkninger om, i hvilken grad de er i stand til at skabe varer og ydelser, som er bedre og billigere end de andres. På den måde vil de gennem eksport og import prøve at finansiere deres egen velfærdsstat.”

Ingen behøver således at være i tvivl om konkurrencestatens rationale. Den skal ganske enkelt finansiere vores høje levefod og samtidig sikre os mod tilværelsens vilkårligheder. Velfærdsstaten og konkurrencestatens rationale er det samme. Problemet er blot den øgede økonomiske globalisering og vores deraf afledte forringede konkurrenceevne. Der er ganske enkelt andre i verden, der kan lave det samme som os til en særdeles lavere løn.

Når Ove Kaj Pedersen taler om arbejderbevægelsens og det klassiske partisystems nedsmeltning i 1970’erne, er det nærliggende i dag at spørge, om ikke konkurrencestaten er udtryk for Socialdemokratismens, den tredje vejs og den sociale ingeniørkunsts totale nedsmeltning. Konkurrencestaten har en pris: den er et opgør med forestillingen om den frie, oplyste og myndige borger, som selv kan tænke og handle på en måde, der er befordrende ham eller hende.

Allerede Grundtvig advarede i 1849 mod at udstede statslige garantier mod tilværelsens vilkårligheder. Han forudså at udgifterne ville blive umulige at tøjle: ”thi man forpligter den danske Regjering at føde hele det danske Folk …” Man kan gøre alt hvad der er muligt, og det skal man også, mente Grundtvig, men advarede altså samtidig mod at forsøge det umulige. Og jeg tør godt påstå, at det er umuligt at forudse enhver ulykke eller vilkårlig uretfærdighed, der kan ramme et menneske fra dets undfangelse og frem, og derfor er det også umuligt at sikre sig imod det. Man kan måske sige, at konkurrencestatens økonomiske nødvendigheder kommer som følge af, at vi ikke har formået at udvise rettidig eksistentiel omhu. Vi vil det umulige, og måske lovede velfærdstatens fædre os det umulige.

KRAM på friheden

I den ovenfor omtalte artikel fra Ræson forklarer Mads Peter Klindt fra Aalborg Universitet, hvordan socialpolitik i konkurrencestaten er aflyst af beskæftigelsespolitik: ”I konkurrencestaten gælder det om, at folk skal have et incitament for at tage arbejde. Fokus er på, at alle skal være i beskæftigelse.” Staten forsøger oveni at regulere udbuddet af universitetsuddannelser, mens vi andre opfordres til at spise sundt og motionere. Som Mads Peter Klindt formulerer det: ”KRAM-indikationer (kost-rygning-alkohol-motion) er et eksempel på, at konkurrencestaten er kommet til Danmark. Folk må simpelthen ikke blive syge, så de ikke kan arbejde.” Med KRAM-faktorerne sikrer man sig også, at vi aldrig får tid til i ro og mag at ryge en pibe tobak og drikke et glas vin, overveje tingene og måske finde ud af, at vi ikke gider være soldater konkurrencestaten, men hellere selv ville bestemme?

I 2012 påviste menneskerettighedsjuristen fra Cepos, Jacob Mchangama, i bogen Fri os fra friheden, hvordan antallet af rygere var faldet markant allerede inden rygerlovene blev iværksat, og hvordan antallet af traditionelle fastfood spisesteder var faldet til fordel for restauranter med langt sundere kost, så som fx sushibarer. Der er således ingen grund til at politikerne leger Platons vogtere. Tværtimod. Det er farligt.

Som Mchangama skriver, så får ”sundhedsbaserede forbud en særlig dimension” i en så omfangsrig – eller overdimensioneret – velfærdsstat som Danmark, fordi staten får en ”legitim interesse i at forhindre rygning, fedme m.v. da sundhedsvæsenet er offentligt finansieret.” ”Denne form for argumentation afslører – som det også er tilfældet med den stigende indsats mod socialt bedrageri – at velfærdsstaten har en tendens til adfærdsregulerende forbud. En indbygget autoritær skyggeside.” Stegt flæsk med persillesovs og kartofler bliver en trussel mod vores konkurrenceevne.

En sådan kritik kan lyde overdrevet, men den engelske labour-mand og medlem af overhuset, Maurice Glasman, ser samme tendens i socialdemokratismens overdrevne fokus på manegement og lighed, og forslår at man i stedet for blot at omfordele pengene, rent faktisk begynder at omfordele magten (Weekendavisen #16, 2014 forsiden). Faktisk taler Glasman også om mangel på deltagelse i de moderne velfærdssamfund / konkurrencestater. ”Det, de [velfærdstatens arkitekter] ikke så, var, at det også skal være deltagelse fra borgerne og udvidelse af demokratiet. Vi sagde bare: stem på os, og vi vil leverer en vifte af service. Vi blev et parti der var fokuseret på at levere offentlige forbrugsgoder. Derfor blev vi optaget af ledelsesform i stedet for at forlange engagement af folk.”

Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidt er selvfølgelig ikke så åbenlyse som George Orwells ”Big brother”. De skal snarere sammenlignes med mormorstemmen i Pablo Llambías sci-fi roman, A.P.O.L.L.O.N, som venligt vejleder og anviser borgeren, om hvordan der skal ageres i bogens gennemregulerede samfund.

Frihed, livsoplysning og effektivitet

Konkurrencestatens adfærdsregulerende tiltag stopper ikke ved sundhedsfremmende foranstaltninger, men viser sig med den tiltagende regulering af uddannelsesområdet og universitetsverdenen også i bevidsthedens sfære – eller åndens rige. Der har den været længe, som et frit, oplysende og demokratifremmende projekt, men med Helge Sanders, videnskabsminister fra 2001 til 2010, ’fra-forskning-til-faktura’ formulering fik den konkurrencestatens stempel. Og med den nuværende undervisningsminister Christine Antorinis folkeskolereform har konkurrencestatens officerer sat endnu et spørgsmålstegn ved befolkningens dømmekraft og myndighed.

Konkurrence slipper vi ikke for, deri har konkurrencestatens officerer ret. Og derfor giver det også mening, at lytte til fx socialdemokraten og den forhenværende direktør for Dansk Industri Lars Goldschmidt, når han siger: ”Højskolerne er altså nødt til at tale det sprog, som samfundets samtale foregår på, hvis de vil spille en central rolle i dagens Danmark.” Men vi skal også være i stand til at tale ham imod, når han forestiller sig, at der kun er et sprog, en samtale i samfundet. Når han taler nødvendighedens sprog, for det sprog er ikke frihedens.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold markant øger unge menneskers lyst til at genoptage en ungdomsuddannelse.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold kan være med til at øge den indre motivationsfaktor og derigennem øge gennemførelsesprocenten.

Et af de spørgsmål, vi bør stille konkurrencestatens fortalere, er nemlig, om det absolut er staten, der skal diktere præmisserne for konkurrencen. Og dernæst skal spørge dem om, hvorfor det ikke kan overlades til os borgere, at oplyse og engagere os selv og hinanden og derigennem arbejde os frem til svar på globaliseringens udfordringer? Hvorfor tvivler de sådan på os; jeg får næsten lyst til at høre, hvad det er for et menneskesyn, hvilken antropologi der ligger bag pessimismen.

Vi har ellers vist, at vi kan – i hvert fald i Højskolerne, som netop med en spritny rapport påviser, at vi med idealerne om frihed og livsoplysning er i stand til at ”vække” folk, som forstanderen på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, ville sige (og som får skrevet en masse fine ting, om hvad det er, der sker på højskolerne i sit essay). Særligt er vi gode til at motivere de unge med uddannelsesfremmed baggrund. Og et af svarene på, hvorfor det kan lykkes er formodentlig den, at vi på Højskolerne – og i kraft af vores forskelligheder – i frihed kan tilrettelægge vores undervisningsforløb på en sådan måde, at de altid giver mening og føles relevante. Det giver motivation og deltagelse.

Tid og stof til eftertanke. Det er det, der virker. Og det får man på Højskoler, ikke på karruseller. Og hvis man har haft tid til at øve sig og tænke sig lidt om, så klarer man sikkert også en PISA-test-agtig ting, skulle man falde over sådan en. Det kan kun være svært at fatte for politikere.

Essay om fodbold, familie og kriminallitteratur: Formens tyranni

Udgivet den 27. marts 2014 af Kenneth Degnbol

Vi elsker vold, krimier, zombier og et uhyggeligt gys. Vi muntrer os endda med det lige før, vi skal sove. For sådan er vi, mennesket. Men selv om det er for næsen af os hele tiden, så fornægter vi det. Mennesket er fornuftigt, mennesket er godt, mennesket er… Billederne af det perfekte menneske, vi har forsøgt at danne hinanden efter i generationer er talrige. Men det onde i os undslipper ikke.

Af Kenneth Degnbol

Jeg er blevet krimiforfatter.
Jeg er udkommet med en krimi. En blandt mange i disse år, for det sælger godt. Ikke nødvendigvis min, men krimier som sådan går som varmt brød. Og nu har jeg også begået en og er glad og stolt. Tænk at være blåstemplet forfatter og tage til debutantfester og bogsigneringer. Selvom jeg er stolt af det, skriver jeg det alligevel i passiv form: Jeg er blevet krimiforfatter. For dels skete der retrospektivt set mange ting, der bedst kan beskrives som tilfældig timing på vejen, for uden at forklejne et ellers efter bedste egen vurdering udmærket produkt, så skal man være heldig at blive læst af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt – et nåleøje som så meget andet.
Og dels står jeg nu med en bog i hånden, der forholder sig til en bestemt form, og læses med bestemte øjne. Som en krimi. Skrev jeg det, jeg ville, eller tilpassede jeg mig en form og bestemte konventioner? Skrev den mig? Blev jeg – med andre ord – krimiforfatter?
Formentlig er begge dele sande.

Krimi betragtes ofte som en form for triviallitteratur. Hvad det kaldes er jeg ikke så interesseret i. Der findes gode og dårlige krimier ligesom inden for alle andre genrer. Hvad der gør den til en krimi, er at den udfolder et bestemt tema, et tema om ondskab. Måske er det derfor, det kan betragtes lidt billigt: Hvorfor dog fornøje sig med andre menneskers død og lidelser?
Men spørgsmålet gå videre end det. Hvorfor er vi i stigende grad optaget af horror, død, ondskab, krimier og thrillere som bøger og film. Hvad er det, der gør, at vi ønske at beskæftige os med den del af tilværelsen – endda ofte lige før vi skal sove.

Søndag eftermiddag holder vi helt og aldeles med de blå og hader de røde (eller omvendt)
Svaret er for mig at se det samme som det, fodbolden er blevet forklaret med: I en overvejende pæn og fornuftigt verden, hvor vi dannes efter billeder af det perfekte, er der ikke plads til det primitive, enkle og i til tider endda onde i os. Vi allokerer de dele til søndage eftermiddage på lægterne, hvor vi helt og aldeles kan holde med de blå og hade de røde; her behøver vi ikke høfligt og proaktivt og ordentligt at se alles perspektiver og anerkende at fejlene i bund og grund skyldes, at vi ville det gode, men kom til at frustreres i vores drømme eller i et øjebliks forvirring kom til at se udfordringer som problemer. Med filosoffen Jean Baudrillards ord er fodboldpublikummet blevet deltagere og selve kampen blevet den ramme, vi agerer efter. Vi er der for noget andet end fodbolden. Den er bare mediet, der gør dét muligt, vi er der for. Nemlig en sprække i tilværelsen, hvor det primitive, ensidige og imperfekte kan være.

Med mulighed for at det er et simpelt instinktteoretisk svar, at mennesket går til fodbold og læser krimier, fordi det indeholder noget i samfundet illegitimt, det skal have afløb for, så tror jeg, der er noget om snakken. Den klassiske krimihelt ryger og drikker, er skilt og ser ikke sine børn, er halvfed og halvgammel. Han er med andre ord alt det, et fornuftigt moderne oplyst menneske ikke bør være. Og formentlig er det af samme grund, vi dybest set godt kan lide historier om Niklas Bendtner. Der er dybest set ikke nogen fornuftig grund til at en rig fodboldstjerne og ditto idol skulle køre spritkørsel, true taxachauffører og i bogstavligste forstand lemlæste deres biler. Førnævnte Baudrillard ville formentlig sige, at det netop er derfor Bendtner gør det, for med hans vanlige omvending af deltager og publikum bliver Bendtner tilskuer på den scene, som vi sætter op med vores forventning til ham struktureret igennem medierne. Bendtner gør det, fordi vi vil at han gør det, fordi det er det den side af os, fodbold sætter i tale.

Overfor alle billederne i bøger og film og på stadioner af den iscenesatte ensidighed, ondskab og irrationalitet må der naturligvis stå andre billeder. Da vi danner og dannes i billeder, må der være andre billeder, hvori vi iscenesættes os som rationelle og gode mennesker.

To på flugt. Den ene burde være Karla
Jeg ser meget tv med min datter. I hvert fald når jeg er sammen med hende, for jeg er moderne delefar, der ser hende efter nøje forhandlede aftaler og skemaer. Hendes yndlingsfilm er lige nu Karlas Kabale og To På Flugt.
Den første er et stykke socialrealisme. Moderne i den forstand at Karlas forældre er skilt. Og alligevel knap så moderne i måden, de er det på. Moderen udlever en tryg kernefamilie med ny mand og børn, med hjemmebag og levende lys og hjemlig hygge. Og faderen har desværre hang til alkohol og at glemme aftaler med Karla. Og jeg græmmes, når jeg ser den, og tænker at det dog er en sær opsplitning i det gode og det onde, hvor det gode identificeres gennem netop kernefamilien, selvom det iscenesættes socialrealistisk med skilte forældre.
Disneys udgave af det gamle eventyr om Klokkeblomst hedder på dansk To På Flugt, og den gør det samme. På engelsk har de kaldt den for Tangled – altså indviklet, hvilket er noget af en tilsnigelse efter som det nærmere er en forenklet – eller for enkel – udgave af Rapunzel, et af Grimms eventyr.
I eventyret sælger et forældrepar deres datter til fordel for at få moderens obskure lidenskab efter klokkeblomster tilfredsstillet. Klokkeblomsterne findes i en smuk have, hvor der bor en heks. Datteren vokser derfor op hos heksen, lige indtil den dag, hvor en smuk prins rider forbi og finder Rapunzel indespærret og efter et drabeligt opgør med heksen får frigivet Rapunzel.
Hvem er den onde i eventyret? Er det heksen? Eller er det forældrene, der skiller sig af med barnet til fordel for en irrationel trang til blomster? Godt og ondt blandes. Det er ikke til at kende forskel. I betragtelig grad som livet selv.

I Disneys udgave er forhistorien ikke med. Rapunzel vokser blot op hos en alene-kvinde. Men en dag opdages hun af en lettere fordærvet prins. Flot, men med hang til lidt smårapsen i bedste Robin Hood-Stil. Og med prinsens hjælp opdager hun, at hendes sande forældre er kongeparret i den nærliggende landsby, hvor alt er floromvundet, lykkeligt og i bedste Disney stil helt og aldeles candy floss-betrukket.
Hvem er de onde i eventyret? Kvinden, der opdrager Rapunzel? Ja, uden tvivl ifølge filmen, selvom hun ret beset sagtens kan betragtes som en reel moder, lige lovlig overbeskyttende eftersom hun holder Rapunzel indespærret i et tårn, men hvilke mødre (over)beskytter ikke deres børn? Og i hvert fald er det her pigen har sin opvækst. Men de gode i filmen iscenesættes som kernefamilien, identificeret ved kongen og dronningen. Det er her Rapunzel med største selvfølge hører hjemme. Uagtet hun ikke har set dem siden sin fødsel.

Jeg er selv et barn 70erne og 80erne. Jeg spørger derfor mig selv, om vi har glemt Alfons Aaberg. Og Pippi. Og Pedersen og Findus. Billederne af de anderledes livsformer, hvor alt ikke er opsplittet i et enten-eller, godt-ondt. Men hvor livet er, som det er. Kaotisk. Vilkårligt. Og godt nok.

Jeg gør mit bedste for selv at være far efter de vilkår, der gælder for mit liv. Men det bliver alt for ofte en jagt på at gøre det ligeså godt som kernefamilieidealet, det gode billede, vi møder alle vegne. En håbløs jagt, der, når jeg gør mit bedste, kun er et næsten-ligeså-godt-som.

Idealet findes ikke kun i mediebilledet. Det gennemsyrer også vores samfundsstrukturer. Børn kan kun have én folkeregisteradresse, børnepengene kan ikke deles, lægevalg og alt muligt andet går efter forældreren med adressen uagtet forældrenes forskellige roller for barnet – vi er tilsyneladende helt blinde for virkelighedens Danmark og orkestrerer efter det samme idealbillede, som filmene er skåret efter: Børn bor jo et sted, ikke!
Men i virkelighedens verden lever vi – hvad end det handler om børne- og familieliv eller alt muligt andet – i sammensatte helheder, hvor intet er perfekt, hvor vi gør vores bedste og lever med at det ikke er perfekt. Og midt i den balanceakt kan lykken endda indtræffe. Hvis den vel og mærke ikke umuliggøres af idealbilledernes konstante fordring om mere og mere, perfektere og perfektere.

Fest og druk er en velfortjent pause
Naturligvis er et par tilfældige film, selekteret af min datters smag, ikke evidens for at sige meget om de billeder, vi opdrager børn (og os selv) efter. Det er blot en fornemmelse. Men dog en fornemmelse, der blandt andet bestyrkes så sent som i denne uge, hvor en undersøgelse fra Aalborg Universitet fortæller, at over halvdelen af gymnasieungdommen har indirekte selvskadelig adfærd (voldsom druk, overspisning, sult eller stofmisbrug) og en femtedel har direkte voldt selvskade (cutting, slå sig selv eller brænde sig selv). Professor Bo Møhl, professor i specialpsykolog i psykiatri, der står bag undersøgelsen, citeres af Politiken for at sige, at det er en hel generation, der mistrives. Årsagen er ifølge Bo Møhl i Politiken et pres for os om at skulle præstere vores bedste hele tiden, som særligt unge har svært ved at håndtere.
De unge elever på min højskole taler om festerne som velfortjente pauser fra alt det, de synes, de skal være og overkomme.

Pausen hilses velkommen. Festen, fodbolden og krimien. Det er godt, at der også er billeder for tankeløsheden, ensidigheden og ondskaben. De billeder har vi brug for. Med C. S. Lewis ord, så ”læser vi for at vide, vi ikke er alene”. Der skal være billeder, der svarer til det, vi er. Men mit ønske er, at billederne var sammensatte. At det gode billede, var det helstøbte billede – der hvor der var plads til det hele. Så vi ikke ender med en generation, der tror, det gode menneske er et perfekt menneske. At det perfekte liv ikke har sprækker og kanter og grå hår. Så vi ikke ender med ulykkelige forældre og børn, der, selvom de gør deres bedste, ikke kan leve op til det idealbillede, filmene fraserer og samfundet strukturerer.

Form, billeder og strukturer er afgørende. Vi bliver derefter.
Krimien skrev mig.

—

Jean Baudrillard: Et skæbnesvangert scenario

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2238671/over-halvdelen-af-gymnasieelever-skader-sig-selv-for-at-tackle-livet/

Krimien hedder Forkynderen. Den er skrevet i pseudonymet Sander Jakobsen, der dækker over Kenneth Degnbol og Dagmar Winther.

Du kan da ikke bruge din kniv som tandstikker!

Udgivet den 1. marts 2014 af Lars Andreassen

Det går kun én vej, og det er tilbage. Det har været holdningen hos førende intellektuelle lige fra Platon skrev sine værker for omkring 2.500 siden og til nu – og vil sikkert være det et stykke ind i fremtiden. Det går ad H til er vor kulturs grundlæggende myte: Kristendommen holdes oppe af idéen om apokalypsen og den efterfølgende frelse for de rettroende. I 1755 skrev den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), at der ikke findes noget sådant som civilisationernes fremskridt. Tværtimod, mente han, at alle kulturens dårligdomme netop blev grundlagt med civilisationens fødsel. Han tager fejl. Det 21nde århundrede kan blive det blodigste nogensinde, skriver den engelske historiker Timothy Garden Ash (født 1955). Men også han tager fejl – med mindre, selvfølgelig, han opfatter fred som et tilbageskridt. Verden er blevet bedre og mere fredelig siden de første civilisationer.

Der skal mange sider til førend vi bliver tilstrækkeligt overbevist om, at vold og konflikt er på tilbagetog, men se de vigtigste pointer http://edge.org/conversation/mc2011-history-violence-pinker

Det dokumenterer Harvard-psykologen Steven Pinker med allerstørste grundighed i bogen The Better Angels of Our Nature. På bogens 841 sider (eksklusiv noter og henvisninger) har han samlet alt, hvad vi kan tænkes at vide om vold siden tidernes morgen. Først i form af arkæologiske vidnesbyrd og senere statistikker fra kriminologiens verden. Chancerne for at dø en voldelig død har siden civilisationernes fødsel været for nedadgående. Og det i en sådan grad, at der er flere steder på jorden, hvor det faktisk nærmest er umuligt at dø voldeligt. Man skal vende tilbage til natursamfundet, hvis man virkelig er opsat på en voldelig død.

Hvad kan det skyldes. Det er ikke sådan, at den menneskelige natur har ændret sig mærkbart, men vi har fundet på stadig smartere måder at organisere os på. Smartere på den måde at forstå, at våben og vold bliver mindre og mindre nødvendigt for at opretholde tilværelsen. Og så skyldes det, at vi siden oplysningstiden har levet efter den forestilling at alle mennesker af naturen er født lige og frie. Siden den gang er vi sluppet af med diverse uhyggelige strafformer og torturmetoder. Vi er blevet civiliserede. I dag handler det for flere og flere mere om, hvordan vi kan, skal og bør leve, end det handler om at holde sig i live.

Vi har altid kunnet få fantasien i sving, når vi skulle finde på måder at pine hinanden på. Forestil dig at blive ristet i en jerntyr eller trukket ihjel. Det er straks vanskeligere at forestille sig verden blive bedre.

Ifølge Pinker er verden blevet fredeligere gennem tre bestemte udviklingsprocesser.

1) Den første kalder han pacifikationsprocessen, som går ud på, at tyranniske typer ragede magten til sig og bankede alle andre på plads. Det gav ikke den brede befolkning fede liv med rettigheder og selvbestemmelse, men det skabte alligevel en vis orden sammenlignet med naturtilstanden.

2) Den anden er civilisationsprocessen, som består af tre ting

2a) Vi fik bedre manerer. Vi blev mindre dyriske og mere menneskelige.

2b) Flere krigsherrer blev mere magtfulde og vi fik egentlige statsdannelser.

2c) Den teknologiske og økonomiske revolution. Den industrielle revolution, som langsomt tog sit afsæt i 1700-tallet gjorde det muligt at forøge den personlige velstand gennem teknologiske nyskabelser og ikke blot ved at røve naboens landbrugsjord. Vi gik fra et nulsumsspil til et plussumsspil.

3) Endelig er der den humanistiske revolution. Den hvori vi bliver stadigt mere bevidst om, at et menneske er et menneske og at mennesker skal behandles humant. Ingen har ret til at eje et andet menneske eller på anden måde undertrykke dem.

De gode manerer

Vi kender de fleste historier, Pinker bringer på banen. De kan ikke overraske os, men gode manerer, hvordan har de bidraget til en mindre voldelig verden. Lad os se nærmere på 2A), hvor det er evnen til selvbeherskelse, selvbegrænsning og selvdisciplin, der er det fremherskende. Det er en indre kraft, der er med til at adskille os fra andre dyr (og børn), som jo ikke – eller kun i mindre grad – er i stand til at beherske sig selv og udsætte deres behov.

Medierne elsker vold. Og de fleste af os elsker lidt rask vold og selvtægt på film. Hvem gider se en film, der begynder, hvor eventyret slutter. Her er det Ruben, der har ladet sig inspirere af mercedesbanden fra Luc Bessons film Taxi fra 1998.

Hvem gider se en film, der begynder hvor eventyret slutter. De fleste elsker en gang biografvold og selvtægt. Her er det Ruben, der har ladet sig inspirere af Mercedesbanden fra Luc Bessons film Taxi fra 1998.

I 1530 udgav Desiderius Erasmus en bog om gode manerer, som gennem to årtier lå på de europæiske bestsellerlister, hvorfor man må formode, at den har haft indflydelse. Folk var simpelthen for klamme den gang og det måtte der rettes op på. On civility in boys hed bogen. Heri kan man blandt andet læse, hvad det var folk i middelalderen skulle holde op med. Her er et uddrag af listen med civiliserende råd:

Gør ikke trapper, korridorer, skabe eller vægtæpper beskidte med urin eller andet affald.
Rør ikke dine ædlere dele med de bare hænder under tøjet.
Tag ikke tøjet af foran andre, når du skal lave afføring.
Puds ikke din næse i dugen, i dine fingre, i ærmet eller i hatten.
Tilbyd ikke dit brugte lommetørklæde til andre.
Det er usømmeligt, når du har pudset næse, så at åbne lommetørklædet og stirre på det som om perler og rubiner var faldet ud af dit hoved.

Spyt ikke i vaskeskålen, når du vasker hænder.
Spyt ikke længere, end du kan dække det med din fod.
Vend dig bort, når du spytter, så du ikke rammer andre.
Og hvis noget slimet falder til jorden fra dig, så træd på det, så det ikke vækker afsky hos andre.

Vær ikke den første til at tage af fadet, når I skal spise.
Kast dig ikke prustende og smaskende over maden som en gris.
Lad være med at dreje fadet, så de største stykker vender mod dig selv.
Slug ikke maden som en krokodille på vej i fængsel, og prop ikke munden så dine kinder spiler ud som blæsebælge.
Du skal ikke tage mad fra fadet med din ske, når først du har haft den i munden.
Det, du har haft i munden, skal du ikke lægge tilbage på tallerknen.
Og lad være med at tilbyde andre mad, du allerede har bidt i.

Stang ikke tænder med din kniv.

Skuffende – ikke sandt. De mennesker, der lever i pagt med naturen – eller i ikke-statslige samfund – er også tættere på en voldelig død.

Man kan jo heller ikke rense tænder med en kniv, siger du måske og tænker på de her rundede, uskarpe knive, vi nu om stunder benytter ved måltiderne. Men i 1500-tallet var det dolken, man havde fremme ved spisetid, så man kunne skære kød fra stegen og få det over på tallerknen. Og blev man uvenner over noget, havde man altid et dødbringende våben ved hånden. Det blev for meget og efterhånden fandt man på at bruge gafler, og man opfandt specielle knive uden spids som kunne bruges ved måltiderne.

Måske kender du Johannes V. Jensen historie om tre landsknægte en oktobernat på en skænkestue ved Aalborgvejen i Himmerland. De ”geraadede […] i Strid over et eller andet, der er af Vigtighed for en Landsknægt.” Som landsknægte bæres våbnene tæt til kroppen, men løst, og inden længe har to af dem trukket blank. ”Jørgen var forbitret og bestemt paa at dræbe Modstanderen. Det var med en Følelse af noget grænseløst urimeligt og naturstridigt, at han i et pludseligt Nu, vidste sig udækket, saa den onde Klingespids – han tænkte sig lynsnart og med al sin Vilje Muligheden af Naade – og i dette Nu følte han Spidsen hurtigt gaa gennem Tøjet, Stikket, den isnende Skæren og en smertelig Vaande dybt ud i Ryggen. Først nu kom det, han vilde, at bøje sig til Siden; i det samme svandt kraften af hans Ben, og han faldt. Men da den anden trak Klingen ud, krummede han sig sammen med et kort Skrig.

Saa gik de to deres Vej videre mod Nord og lod ham ligge med et dødeligt Stiksår gennem Lungen.”

Ja sådan kunne det gå blandt uciviliserede landsknægte. En pludselig og frem for alt voldelig død, fordi man bringer sig i slagsmål over et eller andet ubetydeligt, man har ladet træde sin ære for nær.

Det kan virke som nogle mærkelige påbud, Erasmus gav i 1530, men de fortæller os noget om, hvad der var normalt at gøre. Og ser man nærmere på dem, så handler de fleste om, at kontrollere sine umiddelbare impulser eller instinktive handlinger: ”Styr dine lyster; udsæt tilfredsstillelsen; tag hensyn til andres følelser; lad være med at være en bonderøv; distancer dig fra din dyriske natur.” Og skulle man overtræde nogle af normerne er det på sin plads med skamfølelse – en følelse, som moderne pædagogik og opdragelsesmetoder har forsøgt at udrense; og da det måske er den vigtigste følelse for sociale dyr, har det haft store negative konsekvenser.

Reaktionært gode manerer

En stigning i antallet af mord pr 100.000 efter, at 68’erne befriede os for det borgerlige samfunds kvælende normer. Mest markant i USA, men stigningen kunne også bemærkes i Canada.

Lyder det reaktionært og tilbageskuende – eller bare som noget, vi er ude over i den civiliserede verden? Måske. Men en af de mere bemærkelsesværdige historier i Pinkers bog, er hvordan man kunne registrere en stigning i mordraten i USA og Vesteuropa efter hippiernes opgør med de reaktionære kræfter i det borgerlige samfund og det efterfølgende fokus på selvrealisering. ”[T]he psychological change toward greater self-control and interdependence – came under steady assault under in the counterculture of the generation that came of age in the 1960s. […] Sanity was denigrated, and psychosis romanticized, in movies such as A Fine Madness, One Flew Over the Cuckoo’s Nest, King of Hearts, and Outrageous. And then of course there were the drugs.” (side 132). Ungdoms-kulturen og tidens rockidoler hylede det spontane, det hovedløse og den tidlige død.

Også i Europa bemærker man en stigning i mordraterne efter ungdomsoprøreret. I det lange historiske perspektiv er der dog blot tale om en krusning. Omend en bemærkelsesværdig krusning.

Men det at kunne kontrollere sine instinkter og udsætte sine behov har været en væsentlig faktor i civilisationsprocessen og udviklingen af en mere fredelig kultur. En anden faktor har været overgangen fra en kultur styret af forestillingen om ære og oprejsning til værdighedskultur. I æreskulturen er man hurtig til at gribe til hævn, for eksempel med den dolk eller daggert, man alligevel sidder og renser tænder med efter måltidet. I værdighedskulturen holder man på former og værdighed ved at kontrollere sine emotionelle udbrud. Det giver plads til den kølige fornuft og en fredeligere hverdag.

Og det kræver mere energi og anstrengelse at blokere impulserne – det kan hjerneforskerne måle. Det afsløres i den lille tøven, man kan iagttage, når folk overvejer, om de skal lyve for at slippe for konsekvenserne af en umoralsk handling eller et regelbrud. Det er nemmere for os at sige sandheden, fordi vi ved, hvad vi har gjort; sværere er det at skulle undertrykke den. Impulskontrol kræver en smule ekstra, hvilket følgende lille øvelse, kaldet stroopopgaven, kan illustrere.

I stroopogaven bliver forsøgspersonen forholdsvist hurtigt præsenteret for farveord, som han eller hun skal angive hvilken farve ordet er skrevet med, og ikke hvilken farve ordet benævner. De fleste er så vant til bogstaver og ord, at de lige må tøve engang for at få styr på, at ordet grøn er skrevet med blåt. Impulsivt vil vi svare grøn. Her fra Hjernen – fra celle til samfund (side 49).

Der er selvfølgelig mere end gode manerer og selvkontrol på banen, når det drejer sig om at skabe gode og fredelige samfund, og du kan læse om det i Pinkers ekstremt velskrevne og tankevækkende – og til tider provokerende – bog. Men lad os slå det fast: ”Even some of the hardest-headed crime statisticians have thrown up their hands and concluded that much of the explanation must lie in difficult-to-quantify cultural and psychological changes.” (side 149).

Bistand, investering eller Højskole – oplevelser fra Ghana

Udgivet den 13. februar 2014 af vidanserforlidt

Har udviklingsbistanden spillet sit sidste kort? Og har kineserne sat vesten skakmat? Hvis man skal være med til at sætte en anden dagsorden i Afrika, end den Kina og Brasilien sætter, så bliver vi nødt til at tænke nyt i forhold til bistandsmidlerne, for ikke at blive skudt i sænk. Om at tænke nyt ved at tænke gamle Grundtvig med i spørgsmålet om bæredygtig og langsigtet udviklingsbistand.

Af Vibeke Lundbye Westphall

”Lad os kalde en spade for en spade og sætte det hele lidt på spidsen. De penge som Danida og andre, har sendt rundhåndet og gavmildt til Afrika gennem 30-40 år, har ikke gjort en reel forskel. Det kan vi se nu. I Ghana har pengene skabt en lille rig overklasse, som bruger offentlige midler til bl.a. at få privat lægebehandling på europæiske hospitaler, i stedet for at forbedre sundhedsfaciliteterne i lokalområderne i Ghana. Hvis det stod til mig, skulle Danida stoppe al sin støtte og i stedet lave højskoler i udviklingslandene. For at komme problemer med korruption til livs, skal der ske en ændring i folks mind-set. Mind-settet ændrer vi ikke gennem udviklingsbistand, som det ser ud nu: ved at sende penge som magthaverne bruger på sig selv. Men gennem oplysning, refleksion og den humanisme som højskolen står for, kan vi skabe reel forandring for masserne.”

Sådan afrundede Shani Mahama sit oplæg. Oplæget var et frustreret opråb, ikke om flere penge til nyttesløse og filantropiske projekter, men et ønske om at civilsamfundet i Ghana selv tager hånd om de problemer, de oplever i deres hverdag og skrider til handling.

De danske højskole-elever Søren og Andreas hygger sig med deres venner i landsbyen Savelegu.

Jeg befandt mig i Nordghana i juni og juli sidste år, som rejseleder for en gruppe danske højskoleelever, der efter fem måneders udviklingsstudier på Silkeborg Højskole, var taget til Ghana for at deltage i det daglige liv i lokale landsbyer. Her skulle de arbejde sammen med ungdomsorganisationer, som forsøger at udvikle deres civilsamfund gennem konkret handling, med fokus på rettighedsarbejde, uddannelse og entreprenure-ship.

Den første uge tilbragte vi på Simli Centre i Dalun for at akklimatisere og blive introduceret til området og kulturen. Simli Centre er oprettet med støtte fra Danida, og var tænkt som en højskole, hvor unge kunne komme og deltage i kurser af længere og kortere varighed. Kurserne havde karakter af produktions- og færdighedskundskab, eksempelvis inden for landbrug, tømmerfaget, sy- og smedekurser. Nu er midlerne stoppet og stedet bliver ikke brugt til andet end et par møder en gang imellem, enkelte korte kurser, og til at huse udenlandske frivillige, som arbejder i området, blandt andet os. Det var ærlig talt et sørgeligt syn.

Det var som om, ideen ikke var blevet opdateret. Stedet var blevet ”givet” til lokalområdet. Men ”lokalområdet” bestod i praksis af én mand, som styrrede stedet ud fra selviske og egne økonomiske interesser. De lokale kræfter, unge som gamle, stod modløse tilbage og kunne se bygninger, som kunne huse mange sociale og produktive tiltag, stå ubrugte og forfaldne hen.

Camilla og hendes to nye veninder lytter til en lokal arbejder, der fortæller om forholdene på de lokale klinikker.

Danida og deres samarbejdspartnere står ikke alene med idéen om højskole i Ghana. I staten af 2013 blev Tamle Folk High School startet af tidligere elev på den Internationale Højskole i Helsingør (IPC), Hafiz Gbanbil-lana. Skolen holder til i en faldefærdig gammel kirkebygning i Tamale, den største by i Nordghana. Som alle andre steder vi kommer, flokkes folk under træernes skygge i gården i ly for solen. Men da de ser os, kommer de ud i solens bagende hede og velkommer os med varme smil. Sammen spiser vi frokost inden vi laver gruppearbejde over forskelle og ligheder ved ungdommen i Ghana og Danmark samt diskuterer, hvad højskole egentligt gør godt for. Hafiz forklarer: ”Lige nu tilbyder vi undervisning i film, skrivning, mediebrug og samfundsfag, hver dag fra 9-12, typisk som 3-6 måneders kurser. Vi har pt. 15 elever og 3 lærere ansat på deltid. Jeg mener, at ungdommen her i Ghana kan få meget ud af undervisningstilbud, som ligger uden for det ordinære skolesystem. Det vil jeg gerne styrke ved at lave højskolen her. Mit håb er, at jeg kan få skabt penge til at bygge nogle gode lokaler til daghøjskolen og få spredt budskabet om dens eksistens og de muligheder, den kan give til ungdommen og civilsamfundet.” Efter gode og øjenåbnende debatter og oplæg, brainstormede de danske og ghanesiske højskoleelever videre over måder at lave events eller happenings i byen, for at få unge til at se mulighederne i højskolen.

Tilbage i Dalun, på Simli Centre. Kunne vi ved hjælp af 13 danske højskole elever mon få højskolestemningen tilbage for en stund og møde ghanesiske unge over diskussioner og samarbejde? Vi inviterede elevernes kontaktpersoner fra de landsbyer, som de skulle bo hos, til et højskoledøgn på centeret. Vi spillede fodbold og volleyball, spiste aftensmad i spisesalen, afholdt aftensamling med danske og ghanesiske sange og fik besøg af en ghanesisk lokal tromme- og dansegruppe. Dagen efter afholdt vi morgensamling, sang sange, og hørte oplæg om højskolebevægelsen og dens betydning for dansk selvforståelse og demokrati.

Ghanesiske Shani Mahama, født i Dalun, bosat i Jelling, dansk gift og far til to, fortalte om sine oplevelser af at være på højskole i Danmark, og hvordan opholdet ændrede hans syn på stort set alt. På højskolen blev han tvunget til at reflektere. Blandt andet over religion. I en undervisningstime blev han spurgt, hvem gud var:

Højskolelærer Jacob Zaharias Eyermann holder morgensamling om højskolernes oprindelse og idé for ghanesiske og danske unge.

”Jeg havde alle mulige forskellige navne på Allah. Alle hans 99 attributter, men ingen af dem fortalte mig, hvem han var. Hvordan kunne jeg tilbede ham, når jeg ikke vidste, hvem han var, tænkte jeg? Hvis jeg havde delt de tanker med mine venner i min hjemby var jeg blevet socialt udstødt. Religion blev en personlig sag for mig derefter, fordi det handlede om, hvordan jeg forholdt mig til min Gud,” fortæller Shani Mahama. Overført til verdslige termer, spørger vi, hvordan forholder jeg mig til mit samfund? For at finde svarene eller de næste spørgsmål er jeg nødt til at vide, hvad mit samfund er for en størrelse. Livsoplysning, samfundsoplysning og selvoplysning.

Shani runder sit oplæg af med en opsang og råb til de unge (og til donorlandene, hvis de kunne høre ham): ”En højskole i Ghana kunne være et sted at strukturere de udfordringer og problemer, man som ung og gammel møder i dagligdagen og civilsamfundet: i mødet med arbejdsløshed, fattigdom, korrupte politikere, krav fra donorlande etc. Vi kunne skabe masse-refleksioner, og sammen skride til handling. På den måde kunne vi skabe bærerdygtig og langsigtet forandring fra bunden og op.”

Lige som vi gør det på traditionelle danske højskoler: Vi skaber rum, hvor unge kan danne sig i frihed, lighed og fællesskab samtidig med, at de uddanner sig til at blive kritiske borgere i et samfund, som kræver af dem, at de deltager. Er det mon tid til at konkretisere den rettighedsbaserede tilgang, som den danske udviklingsbistand har arbejdet efter siden tidligere (og nu endnu tidligere) Udviklingsminister Christian Friis Bach trådte til, og i stedet i samarbejde med udviklingslandene, begynde at lave højskole?

Blomstrende Kranier

Udgivet den 1. februar 2014 af Lars Andreassen

En eksploderende buket blomster i klare farver på en dyb mørkeblå baggrund. Det var det første af Jacob Dahlstrups værker, jeg så. På stedet vild med konceptet: En pludselig eksplosion, der føjer sig ind i en århundrede gammel tradition for rolige motiver. Det kunne have været en af Jan van Huysums (1682-1749) eller Rachel Ruyschs (1664-1750) buketter, der eksploderede.

Inspirationen fra stillebentraditionen går som en rød tråd gennem Jacob Dahlstrups værk. Umiddelbart kan det måske være at få øje på i hans Tatoo Drawings (se Wounds Man nedenfor). Alligevel spøger traditionen; ”Wounds Man” refererer tydeligt til livets forgængelighed og tjener således samme (opbyggelige) formål som de gamle vanitas-stilleben. Og ganske uden tøven vil jeg hævde, at Jacob Dahlstrups interesse for stilleben når et højdepunkt med serien Botanic Skulls.

Sjældent – hvis nogensinde – har jeg set en mere fuldendt forbindelse mellem idé, værk og metode, som hos Jacob Dahlstrup. I mine øjne er han allerede fuldendt; fremtiden vil blot vise os i hvor høj grad, han formår at sublimere sit virke og sine værker. Der er en grund til, at han allerede – forholdsvis ung – har flere priser og legater i ryggen, og at hans værker har været vidt omkring i verden.

Midt i pludselig

Det er ikke blot stillebengenrens motivverden, der fanger Dahlsrups interesse, men også det, der ikke fanges i maleriets konkrete to-dimensionelle flade, og som man derfor ikke ser. Bevægelsen eller processen. Et stilleben, hvad enten der er tale om blomster, raritetskabinetter, vanitas- eller pragtstilleben, repræsenterer altid en eller anden forestilling om liv (bevægelse). Den norske forfatter Tor Ulven formulerer sig således om et billede af Willem Kalf (1619-1693) (Stilleben med Nautilusbæger): ”citronen er netop skåret op, skrællen fjedrer endnu svagt efter ham, der skrællede den og trådte to skridt tilbage, ind i mørket, og betragtede bordet.” Ulven finder spor af liv i den vuggende citronskræl på Kalfs maleri.

Hos Kalf er bevægelsen ganske moderat (og måske lettere erotisk, som Ulven forestiller sig), hos Jacob Dahlstrup springer den i øjnene, når han jagter det rette øjeblik i den proces, hvor eksplosionen forvandler den smukke buket til uigenkendelige fragmenter. Man forestiller sig blomstervasen med sine blomster, stå der på havebordet i lummer sommerlig kedsommelighed og vente på at blive beundret af eftermiddagens gæster. Pludselig eksploderer lortet, KA-PAUW! Hvem skulle have troet, at denne agtede, men småt levende stillebentradition kunne fornyes med en sådan kraft og et så nutidigt udtryk (som eksplosionen, hvis man vil undskylde mig en reference til verdens politiske tilstand).

Planlagt tilfældighed

Selv formulerer Jacob Dahlstrup sin praksis og interesse for processer på følgende måde: “[A] key to my practice is a process of calculated spontaneity and pre planned coincidence through which I work primarily with a combination of drawing and installation.”

Kalkuleret spontanitet og planlagt tilfældighed. Det lyder fint. Det er ikke blot pæne ord, men en fuldstændig præcis beskrivelse af hans måde at arbejde på. Kort efter mit første møde med ham viste det sig, at han rent faktisk boltrede sig i forældrenes have med at sætte bomber i blomstervaser og se dem eksplodere. Dér, i forældrenes have, udforskede han krudt og ild som æstetiske virkemidler fra det underfundige til det virkeligt chokerende.

En lille Storm P’sk genistreg. Dahlstrup har fastgjort penslen til en raket. Resultatet er en “planlagt tilfældighed” fanget i aftrykket på lærredet.

En lille simpel (Storm P’sk) genistreg fra den tid, er den dyppede pensel fastgjort til en nytårsraket, som med øskner hænger i en line, der fører op til et blankt lærred: antænding og af sted med den. Planlagt tilfældighed og kalkuleret spontanitet på lærred. Et meget levende penselstrøg.

Noget virkeligt chokerende fra denne periode er en video, hvori Jacob Dahlstrup portrætterer Kim Phúc på et menneskestort lærred med en blæselampe – det vil sige en lille gasflamme. Godt tænkt, ja, men det kontroversielle er, at Kim Phúc er den nøgne pige, som på et af verdens mest berømte pressefotos, skrigende flygter fra et napalmangreb under Vietnamkrigen. Det originale fotografi bærer titlen Vietnam Napalm og Fotografen Nick Úts modtog i 1972 Pulitzerprisen for det. Kim Phúc hævder at kunne huske, hun råbte ”for varmt, for varmt,” da napalmen smeltede hendes hud og billedet blev taget. Det er som om det iagttagende og ekspressionistiske krydser hinanden i denne video – som muligvis også er politisk kommenterende. Ikke et stilleben, men helt sikkert en måde at huske på livets tilfældige skrøbelighed. Og hvad er meningen med denne påmindelse, hvis ikke den skal få os til at tænke over, hvad det er, vi skal stille op med det, der foregår mellem fødsel og død?

Kim Phuc. Brændt på lærred med en varmeblæser. Motiv, værk og metode smelter sammen.

Der spindes således en tråd fra blomster, eksplosioner og krudt til ilden, der giver Kim Phúcs repræsentation liv på lærredet. Ilden giver motivet liv, men ilden havde nær taget livet af Kim Phúc i virkeligheden. Og tjek lige Wounds Man (ndenfor) med Kim Phuch for den indre forbindelse i mellem Dahlstrups værker.

I bogen Anthology fra 2009 er mange af disse tidlige værker og deres tilblivelsesprocesser dokumenteret. Heri viser Dahlstrup sit arbejde med at fange processen og overføre eksplosionens enkelte øjeblikke via syrebehandlede kobberplader til papir.

Fra aftryk til indgravering

Muligvis er det i forbindelse med denne praksis, at interessen for selve metoden artikuleres. Den har sikkert været der hele tiden, men det ser ud som om, eksplosionerne åbner for nye stier, der skal udforskes. Uanset hvad det er, der skaber forgreningerne i Jacob Dahlstrups virke, er det vel ikke mærkeligt at aftrykkene fra geværhagl, bordbomber, kemiske eksplosioner etc. giver anledning til at overveje, hvordan de enkelte materialer påvirker hinanden.

På et tidspunkt skiftede Jacob Dahlstrup krudtet ud med en tatovørnål og begyndte at udforske motiverne på de gamle sejleres tatoveringer. Tatoveringer sætter et varigt mærke på huden, sådan som napalmen gjorde på Kim Phúc. Godtager vi idéen om en forbindelse mellem de eksploderende blomster, krudtaftryk og flammen, der gav Kim Phúc liv som kunstværk og frem til nålen i papiret, finder vi således også i Tatoo Drawings spor af stillebentraditionen. Jacob Dahlstrup fremhæver selv, at tatovørnålen forandrer papirets struktur (som en bombe en blomsts) og skaber en tredimensionel linje, som lyset danner skygger i og på den måde bringer motivet til live i beskuerens øje.

Tatovørnål på papir.

Skygge-lys, blomst-bombe, spontan-plan, slut-start. Og selvfølgelig liv og død; kontrasterne er altid til stede i Dahlstrups værker. Dobbeltheden – det tvetydige om man vil – findes ligeledes i sømandsmotiverne. Vi kan ikke udforske livet og verden uden at trodse døden. Hver dag må vi forsøge at afvise den velvidende, at den hver eneste dag sætter sit stille umærkelige præg på os.

Sejleren er, som et gammelt ordsprog siger, spændt ud mellem ”The Devil and the Deep Blue Sea”, som oprindeligt beskriver den situation, de lavest rangerende sejlere befandt sig i, når de kalfatrede skroget hængende på siden af skibet. Et farligt sted at befinde sig – især når skibet er undervejs. I mere overført betydning, og det er her Jacob Dahlstrups motiver skal forstås, refererer ordsproget til udforskningen af det ukendte. Sejlernes billedsprog er fyldt med referencer til det ukendte – noget man vel strengt taget ikke kan referere til. Og så alligevel; måske går det an at betragte angsten og frygten, som vores forsøgsvise spejlinger af det ukendte.

”Sømandstatoveringerne rummer et interessant visuelt forenklet sprog, med dets egne regler og betydninger, der kan adapteres af bæreren samt bearbejdes til at formidle andre budskaber, når materialet og mediet skifter facon”, siger Dahlstrup. ”Sømandsfolkloren beretter om kærlighed, håb og troskab og kampen for at nå et ikke-eksisterende punkt i horisonten.”

Hos Dahlstrup udtrykker sømandstegningerne således en mental tilstand. Lykken er måske det ikke-eksisterende sted, vi spejder efter i horisonten. Hvad det end er, er kampen for at nå punktet forbundet med en række farer. Hver eneste dag i denne søgen udgør selve livet og gør os rigere. Oplevelserne og erfaringerne på den rejse printer sig ind i sjælen, lægger lidt til os som mennesker. Vi ændres på samme måde som nålen præger papiret og ændrer dets struktur. Det er det, ”Wounds Man” minder os om.

Banana Boat udgør et lille kuriosum, en lille mellemstation, fra arbejdet med det stille liv og eksplosionerne over sømandstegningerne og til de bemalede kranier, idet bananen ikke er konserveret. Bananen tager tiden gennem alle stadier af liv. Fra begyndelsen, hvor masterne står ret op til den første lille brune stribe begynder at vise sig på siden af ”skroget” til den ender sine dage som en mørkebrun bananflueomspændt klat råddenskab med slunkne sejl. Et forgængelighedens skib.

Til slut kan man hævde, at de kunstneriske stier Jacob Dahlstrup ind til nu har betrådt (i sit unge liv) mødes i serien Botanic Skulls. Her samles trådene. I modsætning til tidligere tiders vanitasmalerier, er kraniet ikke afbilledet på et lærred, men bliver her til selve lærredet. Døden er ikke blot repræsenteret, men helt konkret tilstede; som baggrund for et nyt motiv, som begyndelse til noget nyt. Jacob har gjort den smuk, døden (ikke at den i sig selv er noget at eftertragte, men når den nu er uundgåelig (indtil videre), kan man lige så godt få noget godt ud af den). Under alle omstændigheder opstår en vis tvetydighed, når pludselig kunstneren på den måde præger døden med sit blæk. Normalt tænker vi nok, at det er døden, der præger os – er det ikke netop det, vanitasmotivet skal minde os om – at den hver dag trækker lidt tid fra os. Måske er det i virkeligheden sådan vi ser ud, når vi når horisonten? En samling knogler med livets talrige erfaringer påmalet som blomster.

Stjernehavet

I det sidste års tid har Dahlstrup bevæget sig ud i stjernehavet med det 3de årtusindes sømand, astronauten. Nye ukendte horisonter. Og døden er som sædvanlig nærværende; et af de første motiver i rum-serien var den eksploderende rumfærge. De nye værker forlænger den røde tråd, som stadig er vævet sammen af både begyndelse og ende eller det skabende og destruktive som to sider af samme evige sag.

Planetformørkelsen rummer den, og der går ikke længe, førend man tænker på den største og mest livgivende eksplosion af dem alle: Big Bang. Vi forbinder som regel ilden med det fortærende og det destruktive – sådan er det ikke hos Jacob Dahlstrup, og sådan var det ikke ved tidens begyndelsen.

I Danmark laver vi iPadbørn

Udgivet den 10. januar 2014 af Lars Andreassen

341

Lad børnene have deres barndom lyder det fra alle sider, fordi KRAKA har formastet sig til at foreslå, børnene lærer at læse og regne en smule bedre, end de gør nu. Men skellet mellem barndom og lærdom er falsk. Vi glemmer, at børn rent faktisk er små mennesker, der en dag skal være voksne.

Fra fornøjet til fortvivlet

De halvvoksne unge mennesker, der ser tilbage på den tid de brugte med computerspil, gør det med stor sandsynlighed i fortrydelse. De har nu nået en alder, hvor de burde kunne klare sig selv, træffe selvstændige og myndige beslutninger, men det kan de ikke. For det har iPad’en, PS’eren, Xboxen eller fladskærmen ikke lært dem. Den umiddelbare fornøjelse de som børn havde med spillene, er med et forvandlet til fortvivlelse.

Lad børnene være børn, lyder det, men hvor længe og hvorfor, det er der ikke mange, der spørger om. Overalt i pattedyrenes verden er hvalpetidens leg tæt forbundet med lærdom; hvalpen træner de egenskaber, der skal sikre dens overlevelse som voksen. Men vi spørger slet ikke om, hvad der skal til for at forvandle et barn til et myndigt og selvstændigt tænkende væsen. Det er kun i menneskets univers, man forveksler leg med tom underholdning og kortfristede fornøjelser; tomme kalorier med nærende kost. Vi glemmer, at børn er små mennesker, der en dag skal være voksne.

Og den dag barnet befinder sig i en teenagekrop, men pga. manglende dannelse ikke er i stand til at forvalte den frihed og det ansvar, der følger med og som oven i købet skal have sine forældre med til jobsøgninger og på universitet, er ikke et voksent mennesket. Skellet mellem barndom og lærdom er falsk.

1000 ord eller 1 billede? Sønnike, Ruben, havde lyst til at tegne en mus. Han tegnede to og en musefælde, og jeg må sige, at jeg ikke kan finde et billede, der bedre illustrerer pointen i denne artikel.

Ulvebørn og iPadbørn

I Junglebogen beskriver Rudyard Kipling, drengen Mowgli, der vokser op blandt et ulvekobbel, hvor han lærer færdigheder, der passer sig for ulve, men som menneskebarn har han svært ved at føle sig 100% hjemme og accepteret blandt dyrene. Han er splittet mellem menneskenes og ulvenes verden. Han ender dog med til sidst at gifte sig og glide ind i menneskenes verden, men det er en historie for voksne, skriver Kipling, og afrunder fortællingen. Junglebogen er fiktion, men det er en fiktion baseret på virkelige hændelser.

Historierne om ulvebørn er selvfølgelig omgærdet med myter, og de er højst kontroversielle, men uanset deres lødighed, så står det faktum tilbage, at børnene i absolut afgørende grad er påvirket af deres omgivelser, og at de ikke har en chance for at begå sig normalt blandt mennesker. Forbindelserne i hjernen struktureres af det input, vi får og af de aktiviteter, der er resultatet af dette input. Det vil sige, at vi kan det, vi gør. Og spiller vi iPad det meste af tiden, så er det det, vi lærer – og de nødvendige egenskaber og den afgørende viden dukker ikke lige pludselig op som en trold af en æske, sådan som vi tilsyneladende forventer hertillands. Vokser børn op alene i naturen eller foran skærme kommer de til at mangle en lang række af de egenskaber, der kendetegner et velfungerende voksent menneske.

Historien om pigerne Amala og Kamala, som kort efter første verdenskrig blev bragt til en kristen missionsstation i Midnapore i det nordlige Indien, er formodentlig den bedst kendte historie om forældreløse børn, der har overlevet i naturen. Præsten Singhs beskrivelse af pigerne, som man formoder havde overlevet sammen med en flok ulve, indeholder soleklare overdrivelser, såsom forlængede hjørnetænder og katteøjne, men det korte af det lange, er, at disse piger ikke havde sprog, og ikke kunne lære sprog, foretrak at gå på alle fire – at deres ledbånd muligvis var så tilvænnede til denne gangart, at de havde svært ved at rette sig ud – de foretrak råt kød, og havde særdeles svært ved at omgås mennesker på almindelig vis, og desuden at de døde for tidligt – den yngste alt for tidligt – fuldstændig, som man kan iagttage hos omsorgsvigtede børn.

Amala og Kamala var formede af deres omgivelser, ulvene og det vilde liv i junglen. Hvad angår de væsentligste egenskaber, dem, der er nødvendige for at leve et normalt voksenliv, er det rimeligt at konkludere at vores genetiske arv i særdeleshed er utilstrækkelig. Kultur, sprog og hvad dertil hører kommer ikke automatisk til os, end ikke oprejst gang; det er noget, der videregives. Amala og Kamala var ulvebørn. I Danmark laver vi iPadbørn, fordi vi tror, børnene bliver mindre børn af at kende til vores traditioner og den vidensfond, vores hele kultur beror på.

Ulvebørnene Mala og Kamala fra Midnapore i Nordindien. Blev opdaget kort efter 1. Verdenskrig og bragt til en missionsstation, hvor man forgæves forsøgte at gøre gode kristne mennesker af dem.

Men vi gør børnene en bjørnetjeneste (og det er ikke en god ting), hvis vi skåner dem for lektier, slid og slæb, fordi de i så fald bliver til uduelige voksne. Og uduelige voksne er ulykkelige, umyndige og ufrie, uden selvværd, selvtillid og selvrespekt. For hvordan skulle tom underholdning kunne give dem det. En kort glæde over at nå næste bane i sidste nye skrig fra App Store – det var så det. Og hvad lærte de ikke i det tidsrum?

Hvorfor må børn øve sig på fodbold, men ikke træne deres læsning og jonglere med tal. Hvem er det, der siger, det ene skulle være sjovere, end det andet. Morsomt er det i hvert fald ikke for de 16-årige, der ikke kan læse avisen og ikke forstår, hvad der tales om i Nyhederne. Det var nok bedre om de havde tudet lidt over læsebogen og med opgaverne i historie og samfundsfag (som de aldrig fik i folkeskolen), da de var yngre.

Endnu værre er det, hvis ikke man har fantasi til at forestille sig børn more sig over at kunne skrive deres eget navn, forundres over de mange forskellige lyde og rytmer sproget, består af, og tænk om de engang blev i stand til at udtrykke forundring over universet eller kærlighedens vidundere med det sprog, man ikke gider forfine med dem. Hvilken 10-årig vil ikke kunne more sig over at blande kemikalier og lave slim i fysiklokalet. Eller bare lære alle flag i verden udenad, fordi man ser VM i fodbold. Så har man samtidig fundet ud af, at der er forskellige kulturer og forskellige livsvilkår rundt omkring i verden. Med mindre man synes, man lige tager en bid af barndommen fra dem ved at oplyse dem om, at livsvilkårene i Nordkorea, Uruguay og Ghana ikke er helt de samme, som i Danmark.

Fra slid og slæb til leg og glæde

Bevares lad dem spille Angry Birds, Candy Crush, Subway Surfers, Tetris, Fifa, GTA, så får du nemlig også lejlighed til at fortælle dem, at det er totalt tåbeligt, tomt og intetsigende tidsfordriv. De må hellere lege alt det de vil på klaveret, med farverne og på fodboldbanen. Læse alle de tegneserier, fantasybøger og sportsbiografier og se al den musik på Youtube, de vil. De må klatre lige så meget og lige så højt op i træerne, de vil, så de styrker deres muskulatur og får et sandt kendskab til deres kropslige formåen og begrænsninger – og de lærer at det har konsekvenser, når man falder ned på den rigtige jord og ikke legepladsernes skærmende og fordummende faldunderlag. Lad dem hamre sig over fingrene og save sig i armen, så skal de nok lære koordination og få styr på motorikken.

Til gengæld kan de så hver eneste dag glæde sig over alt det, de kan – og ikke nok med det, de opdager at instrumentet (eller hvad det nu kan være) forvandler sig til legetøj og et redskab for udforskning. Det bliver til meningsfuld underholdning, og når de leger videre, lærer de endnu mere og de udvikler de sig; selvværdet, selvtilliden og glæden vokser. Men de er ikke kommet dertil uden at have hylet over klaveret og fundet skolebøgerne og penalhuset frem engang til, uden at bide tænderne sammen – uden at give afkald.

Men hvad er det, de har givet afkald på imod det, de har fået? Et mesterskab i FIFA eller alle banerne i et ligegyldigt konsolspil i bytte for uforgængelige og meningsfyldte evner? Men i vores danske feelgood-folkeskole og opdragelsesunivers er der lang vej endnu. Den dag mine børn når sidste bane i candy chrush, vil jeg da i langt højere grad være pinlig berørt, end stolt over dem. Og jeg nægter at være ligeglad og vejre det bort med en nonchalant bemærkning om, at de da skal have lov til at være børn. De må såmænd gerne selv skamme sig over det.

Candy Crush. Den nye dille fra App store, har afløst Angry Birds og måske Subway Surfer.

Hvad er det, vi skal mødes og tale om, hvis vores (ud)dannelse er hentet i App Store. Vi kan sige, det var sjovt, når vi har været i tivoli, men om kunsten, musikken, fodboldspillet, håndværket, historien, videnskabens forhold til religion samfundets forhold og globaliseringen kan vi diskutere under hele måltidet og resten af aftenen.

Lærdom er et eksistentielt spørgsmål

Hvorfor er det så, at børnene skal lære alle disse ting. Det er for deres egen skyld. Det er ikke for konkurrencestatens skyld. Lærdom er ikke et spørgsmål om formelle eller uformelle kompetencer, det er et eksistentielt spørgsmål. Dannelse er tom, hvis ikke den er forbundet med kunnen, og kunnen er ikke-menneskelig, hvis ikke den er forbundet med refleksion.

Man stjæler ikke børnenes barndom ved at give dem kendskab til den kultur, de vokser op i. Man stjæler ikke børnenes barndom ved at bibringe dem de kundskaber, der har tilvejebragt den teknologi, der fylder deres hverdag. Man tilvejebringer dem fundamentet for et meningsfuldt liv. De skal selvfølgelig kende klassikerne, koryfæerne og tosserne for at de kan lære at sætte pris på de bærende værdier i den vestlige civilisation: friheden og respekten for individet. Det er de værdier, de skal videreføre.

Holder vi fast i forestillingen om, at barndommen skal være uden gråd og tårer (altså med undtagelse af de tidspunkter, hvor de plager om slik og om mere konsoltid), uden slid og slæb, uden nederlag og frustration, så skaber vi forkrøblede individer. For alle disse følelser hører med til voksenlivets udfordringer, og man er skidt stillet, hvis ikke man har stiftet bekendtskab med dem og lært at overkomme dem den dag, man står alene og skal klare sig selv.

Malala & Moran, Feminisme 2014 – og et sidespring

Udgivet den 20. december 2013 af Lars Andreassen

156

Hvad i alverden kan Malala Yousafzai, den muslimske pige der kæmpede for uddannelse og blev skudt af Taliban og Caitlin Moran, en vestlig, vellønnet, mediefeteret klummeskribent og ny-feminist have tilfælles. Ikke meget, vel. Få det – måske overraskende – svar her.

: “I am Malala” og “Kunsten at være Kvinde.” To bøger, der var med til at sætte dagsordenen i 2013.

Malala Yousafzai blev født langt fra alfavej i juli 1997 i Swatdalen i det nordlige Pakistan, af forældre fra den lavere ende af middelklassen. Etnisk pashtun, som i øvrigt størstedelen af talibanerne, med en far uden fast stilling, og som efter med møje og besvær at have skabt en skole konstant måtte kæmpe for at holde den gående og en traditionelt indstillet mor uden uddannelse (men som trods alt kunne læse pashtu).

Caitlin Moran, som klodset og uformelig klædt i sin fars armyjakke, flygtede fra tåbelige, stenkastende bøller på sin 13-års fødselsdag (i 1988), mens de råbte fattigrøv efter hende – og at hun sgu’ da i øvrigt var en dreng.

En pige, der kæmper for pigers ret til grunduddannelse – at lære at læse, skrive og regne – i et af verdens værste lande. Og som 14-årig var tæt på at dø i kampen, da en ung mand trådte op på afsatsen af det køretøj, der fragtede hende til og fra skole og affyrede tre pistolskud mod hende. I udkants-Pakistan, hvor regeringen ikke kan garantere den mindste sikkerhed for sin befolkning, og hvis kvinder lever under verdens mest undertrykkende normsæt.

En kvinde, som i sine teenage-år flygtede fra flyvende småsten på legepladsen, og hvis største problem var, at hun ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle kalde sine bryster og sin vagina, førend hun besluttede sig for ordet kusse, men måtte skønne at ordet alligevel ikke passede til hendes nyfødte datter.

Malala kæmper for frihed gennem oplysning: ”We should learn everything, and then choose which path to follow. Education is neither Eastern nor Western, it is human.” (Malala 2013:136). Moran kæmper med spor af patriarkat i ordene. Hvad i alverden kan så forskellige kvinder have tilfælles?

Et sidespring – Malalas og menneskelighedens fjender

Fazlullah benyttede radioen, hvorfra de fleste i Swat får deres informationer, fordi de ikke har tilstrækkelige læsekundskaber til at få dem fra aviser, og de færreste har råd til TV, og Fazlullah blev kendt som Radiomullahen og hans station som Mullah FM.

Fazlullah er den taleb, Malalas mor satte sine forhåbninger til, da de ankom som reformister og organisatorer af Swatdalens civilsamfund i 2007. Radiomullahen messede for gode vaner, personlig hygiejne, for en sund og værdig livsstil og imod brugen af heroin og hash. Rimelige forventninger, som Malala skriver, og han græd, når han talte om sin kærlighed til islam. Men Fazlullah er også den taleb, der beordrede attentatet på Malala.

Tonen slog om: “They warned people to stop listening to music, watching movies and dancing. Sinful acts like these had caused the earthquake, Fazlullah thundered, and if people didn’t stop they would again invite the wrath of God. Mullahs often misinterpret the Quran and Hadith when they teach them in our country as few people understand the original Arabic. Fazlullah exploited this ignorance.” (Malala 2013: 92).

Fazlullah overtog i november 2013 ledelsen af Pakistansk Taliban (Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP)) efter forgængeren, Hakimullah Mehsud, som blev sendt til Paradis af en amerikansk drone.

Fazlullahs strengere tone virkede. På 6 måneder smed folk deres TV, CD’er og DVD’er ud. Talibanerne samlede ”affaldet” i gaderne og sendte store tykke røgskyer langt op i himlen som et offer til Gud. Ziauddin, Malalas far, gemte nøgternt familien Yousafzais TV i et skab. Og Malala fortæller ikke, hvad hun gjorde med de Twilight-bøger, hun læste, da Talibanerne kom.

I januar 2009 bankede en flok af Fazlullahs mænd på danserinden Shabanas dør efter udgangsforbudet. De bad hende danse for sig, men trak i stedet deres våben og truede med at skære halsen over på hende. ”’I promise I’ll stop! I promise I won’t sing and dance again. Leave me, for God’s sake! I am a woman, a muslim. Don’t kill me!’ Then shots rang out and her bullet-ridden body was dragged to the Green Chowk. So many bodies had been left there that people started calling it the Bloody Square.” (Malala 2013:123).

Malalas far og kampen mod undertrykkelse

Man får nemt fornemmelsen af, at Gud ikke kan lide kvinder. Malala skriver, at for de fleste pashtuner er det en sort dag, når en datter fødes. Ziauddin, hendes far, er anderledes, han fejrer sin datter og beder andre om også at fejre hende. Han opfordrer dem til at kaste tørret frugt, godter og mønter ned i vuggen til hende; en pashtu-tradition der normalt kun gælder drenge. Ziauddin ser et menneske – et helt særligt menneske i sin nyfødte datter – og opkalder hende efter Malalai fra Maiwand, afghanernes (pashtunerne) største heltinde. Malalai var sammen med andre kvinder sendt til fronten i den anden Anglo-Afghanske krig for at pleje syge og sårede. Afghanerne var trængt og da fanebæreren faldt løftede Malalai sit hvide slør og marcherede i front af tropperne mod slagmarken og vendte slagets gang.

Malala klukker af grin, da hun i gymnasiet finder ud af, at det var den krig, Dr. Watson, Sherlock Holmes assistent blev såret i. Om Ziauddin forestillede sig, at hans datter skulle blive kriger, berettes der ikke om, men han tøvede aldrig, da hun blev det.

"One child, One Teacher, One Book, One pen ..." Et af Malalas mantra'er og opskriften på den mest gennemgribende - og fredelige - udvikling.

Gavlmaleri fra Aarhus midtby. “One child, One Teacher, One Book, One pen …” Et af Malalas mantra’er og opskriften på den mest gennemgribende – og fredelige – udvikling. Foto: Lars Andreassen.

Men da CNNs Christiane Amanpour spurgte ham, om han havde fortrudt, at Malala var blevet aktivist, svarede han: ”Remember, I am a Pasthun-Pakistani. I can never compromise on freedom. My approach is – and my daughter might share it with me […]: It is very difficult when you think, that your whole generation is going into slavery, for the next life they will have no school. The ladies won’t be able to go to the markets, and your freedom of expression will be taken from you […]. I think it is better to die, than to live in such a situation. I think it’s better to live one day to speak for your right, than to live for a 100 years in (such) slavery.”

Morans feminisme

Moran landede på kusse i sin kamp med ordene, men ”Selvfølgelig vidste jeg at alle mine tanker bag at kalde min kusse en kusse var ubrugelige, da jeg fik mine to døtre. […] når de ender med at blive jaget rundt i børnehaveklassen af en lærer med en kost, fordi hun er tosset over, at de har brugt sprogets værste bandeord lige før frokost.” (Moran 2013: 71).

Det kan lyde småt i forhold til Malalas kamp, ikke desto mindre forekommer det mig, at Morans sepkulationer er særdeles relevante.

Hvorfor benytter vi betegnelsen for det, der biologisk adskiller kvinden fra manden, livmoderen, som et skældsord. Når verbaliserede kønsorganer flyver omkring ørene på os i forbindelse med skænderier, drilleri og mobning, så er det måske ikke så mærkeligt at unge mennesker får det vanskeligt med kønsidentiteten. Og enten må bruge mængder af tid på at opfinde nye termer for organerne eller helt undgå at benævne.

Desuden er det svært at snige sig uden om Morans definition på feminisme. Også hvis man er en mand, for hvordan kan man ville, at et andet menneske ikke skal have ret til at bestemme over sig selv?

”Stik hånden ned i trussen”, byder Moran: ”a) Har du en vagina? og b) Vil du selv bestemme over den? Hvis du svarede ja til begge spørgsmål, så tillykke! Du er feminist.” (Moran 2013: 90). Er Morans feministerklæring ikke i det mindste halvt så universel, som Malalas krav om uddannelse til alle? (Underforstået at ethvert menneske udstyret med en penis selv bestemmer over den). Vagina er metonym for kvindekroppen i Morans definition på feminisme, og enhver kvinde metonym for kvindeligheden (som sproglig parallel til menneskeheden).

Og som et spejl for hele menneskeheden erklærer hun (helt Sartresk) selvbestemmelse for enhvers ret. Nærmest som Malala.

Ind i mellem benyttes ordet feminisme som en trussel, der skal forhindre nogle kvinder i at opføre sig lige så ”frit, normalt og uselvcensurerende som mænd.” (Moran 2013: 96). Denne anti-feminisme lyder helt absurd, når Moran slagfærdigt spørger: ”Hvilken del af ”kvindefrigørelse” er ikke noget for jer? Er det stemmeretten? Er det retten til ikke at være ejet af den mand, I gifter jer med? Er det ligelønsbestræbelserne? ”Vogue” af Madonna? Jeans? Er alle de gode ting simpelthen GÅET JER PÅ NERVERNE?” (Moran 2013:90).

Censurerende tendenser finder man også i feministernes egne rækker. Nemlig når man i søstersolidaritetens navn beskylder kvinder, der kritiserer andre kvinder for at pisse i egen rede. Der er andet og mere end kvindekamp og søstersolidaritet i Morans feminisme, for som hun lige markerer, så findes der også røvhuller i BH.

Men feminisme er det eneste ord, ”vi nogensinde har haft, der beskriver det, ”at gøre verden til et sted, som kvinder og mænd har lige ret til.” (Moran 2013:92). Det er derfor helt galt, når begrebet associerer til ”misandri [mandehad], elendighed, dobbeltmoral […], grimt tøj, konstant vrede og, lad os se det i øjnene, ingen sex.”

Morans feminisme er universalisme. Det drejer sig ikke om, at skaffe kvinder ind, hvor de ikke har lyst til at være. Eller om at komme til at dominere mænd, eller at der er bestemte ting, som ”rigtige” kvinder ikke bør beskæftige sig med. Eller at kvinder ikke må ansætte andre kvinder til at tage sig af husligt arbejde. For som hun siger, rod er menneskehedens problem.

Hun er en klart skarpere iagttager end de fleste, når hun imod Germaine Greer, kvinden der vækkede feministen i hende, erklærer, at sexisme ikke handler om, at ”der er noget ved penis og testosteron, der ønsker at føre krig mod vagina og østrogen.” (Moran 2013: 149). Det drejer sig snarere om høflighed, og at vi, inden vi svarer igen på forulempende, sexistiske bemærkninger, bør spørge os selv ”Er dette høfligt? Hvis vi – hele jordens befolkning, både mænd og kvinder – alle sammen bare er ”gutterne”, var der så lige en gut, der var uhøflig over for en anden gut.” (Moran 2013: 148).

Og, fortsætter hun, var der blot tale om uhøflighed, så ”er der gode chancer for at manden undskylder. For selv den mest uhæmmede, snæversynede person i verden er forsvarsløs over for anklagen om simpelthen at være uforskammet. (Moran 2013: 148). Tiden er selvfølgelig også en anden, end den var på Greers tid. Det forekommer mig, at være et fremskridt, når feminismen med Moran vender tilbage til sine rødder og fokuserer på lige rettigheder frem for særrettigheder.

Malala, Moran og Feminisme 2014

Uforskammet er næppe et ord, der vækker eftertanke hos jernmullahen og de andre talibanere i Swatdalen. De gør sig ikke i klamme og tåbelig bemærkninger på kontoret. De har pulveriseret 400 skoler med deres primitive TNT-vokabular. Og den 15. januar 2009 forbød de piger at uddanne sig. Men de kom tilsyneladende som reformatorer, de kom for at løse de problemer, Pakistans centralregering ikke kunne eller ikke ville løse. ”Everyone wanted to see the back of the corrupt government officials sent into the valley. It was almost as if they thought Fazlullah would recreate our old princely state from the time of the wali.” (Malala 2013: 93).

Uddannelse i alt andet en Koranen betragtes af islamister ofte som uønsket, fordi uddannelse ifølge dem bibringer moderne og vestlig tankegang – og fjerner os fra religionen. Men for Malala drejer uddannelse sig om frihed og selvbestemmelse – og er hverken vestlig eller østlig. Og det drejer sig om anerkendelse. Også for talibanerne, som hun viser stor forståelse for. Som oftest, skriver hun, kommer de fra samfundets laveste klasser, og de er analfabeter. Pasthunerne elsker gode sko, smukke tørklæder og lækre tæpper, men de respekterer ikke skomageren og væveren, hvis døtre ikke kan gifte sig med en mand med højere social status. ”Manual workers made a great contribution to our society but received no recognition, and this is the reason so many of them joined Taliban – to finally achieve status and power.” (Malala 2013:124)

Der er langt mere i moderne feminisme end blot kvindekamp. Det er en universel kamp, som da Malala indledte sin tale til FNs Generalforsamling 27. juli 2013 med ordene: ”So here I stand. One girl among many. I speak – not for myself, but for all girls and boys. I raise up my voice – not so that I can shout, but so that those without a voice can be heard. Those who have fought for their rights: Their right to live in peace. Their right to be treated with dignity. Their right to equality of opportunity. Their right to
be educated.” Malala taler for alles ve og vel – alles frihed og rettigheder.

Det samme gør Moran. Den dag, vi indfører særlige kvindekvoter, risikerer vi at skulle tvinge kvinder til at beskæftige sig med ting, de ikke har lyst til for at få kvoterne opfyldt; de kan bestemme over deres vaginaer, men sandelig ikke over deres bevidsthed. Ville ”gutterne” også bestemme over hinanden på den måde? Næppe. Man kan ikke være Moranist og samtidig kæmpe for særlige rettigheder til særlige mennesker. Men man kan heller ikke være imod lige rettigheder for enhver – uanset køn, politisk, religiøs og seksuel orientering.

”Som årene gik, indså jeg, at det, jeg virkelig ønskede, var at være menneskelig. Bare et produktivt, ærligt, anstændigt behandlet menneske. En af ”Gutterne”. Bare med virkelig flot hår.” (Moran 2013:337).

Og hvis man tror, Malala ikke, som enhver anden teenager, overvejer farven på sit tørklæde, hvordan håret sidder og hvilke sko, hun skal tage på, så kan man godt tro om igen. Malala og Moran kan sagtens mødes til en diskussion om udseende og tøjstil, og de kan selvfølgelig mødes i de forhåbninger og den optimisme Malala udtrykte til Amanpour på CNN: ”that the day will come, where every child, whether black or white, whether Christian or Muslim, he or she will be going to school – insh’Allah!”