Malala & Moran, Feminisme 2014 – og et sidespring

image_pdfimage_print

Hvad i alverden kan Malala Yousafzai, den muslimske pige der kæmpede for uddannelse og blev skudt af Taliban og Caitlin Moran, en vestlig, vellønnet, mediefeteret klummeskribent og ny-feminist have tilfælles. Ikke meget, vel. Få det – måske overraskende – svar her.

"I am Malala" og "Kunsten at være Kvinde." To bøger, der var med til at sætte dagsordnen i 2013.
“I am Malala” og “Kunsten at være Kvinde.” To bøger, der var med til at sætte dagsordenen i 2013.

Malala Yousafzai blev født langt fra alfavej i juli 1997 i Swatdalen i det nordlige Pakistan, af forældre fra den lavere ende af middelklassen. Etnisk pashtun, som i øvrigt størstedelen af talibanerne, med en far uden fast stilling, og som efter med møje og besvær at have skabt en skole konstant måtte kæmpe for at holde den gående og en traditionelt indstillet mor uden uddannelse (men som trods alt kunne læse pashtu).

Caitlin Moran, som klodset og uformelig klædt i sin fars armyjakke, flygtede fra tåbelige, stenkastende bøller på sin 13-års fødselsdag (i 1988), mens de råbte fattigrøv efter hende – og at hun sgu’ da i øvrigt var en dreng.

En pige, der kæmper for pigers ret til grunduddannelse – at lære at læse, skrive og regne – i et af verdens værste lande. Og som 14-årig var tæt på at dø i kampen, da en ung mand trådte op på afsatsen af det køretøj, der fragtede hende til og fra skole og affyrede tre pistolskud mod hende. I udkants-Pakistan, hvor regeringen ikke kan garantere den mindste sikkerhed for sin befolkning, og hvis kvinder lever under verdens mest undertrykkende normsæt.

En kvinde, som i sine teenage-år flygtede fra flyvende småsten på legepladsen, og hvis største problem var, at hun ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle kalde sine bryster og sin vagina, førend hun besluttede sig for ordet kusse, men måtte skønne at ordet alligevel ikke passede til hendes nyfødte datter.

Malala kæmper for frihed gennem oplysning: ”We should learn everything, and then choose which path to follow. Education is neither Eastern nor Western, it is human.” (Malala 2013:136). Moran kæmper med spor af patriarkat i ordene. Hvad i alverden kan så forskellige kvinder have tilfælles?

Et sidespring – Malalas og menneskelighedens fjender

Fazlullah benyttede radioen, hvorfra de fleste i Swat får deres informationer, fordi de ikke har tilstrækkelige læsekundskaber til at få dem fra aviser, og de færreste har råd til TV, og Fazlullah blev kendt som Radiomullahen og hans station som Mullah FM.

Fazlullah er den taleb, Malalas mor satte sine forhåbninger til, da de ankom som reformister og organisatorer af Swatdalens civilsamfund i 2007. Radiomullahen messede for gode vaner, personlig hygiejne, for en sund og værdig livsstil og imod brugen af heroin og hash. Rimelige forventninger, som Malala skriver, og han græd, når han talte om sin kærlighed til islam. Men Fazlullah er også den taleb, der beordrede attentatet på Malala.

Tonen slog om: “They warned people to stop listening to music, watching movies and dancing. Sinful acts like these had caused the earthquake, Fazlullah thundered, and if people didn’t stop they would again invite the wrath of God. Mullahs often misinterpret the Quran and Hadith when they teach them in our country as few people understand the original Arabic. Fazlullah exploited this ignorance.” (Malala 2013: 92).

Fazlullah overtog i november 2013 ledelsen af Pakistansk Taliban (Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP)) efter forgængeren, Hakimullah Mehsud, som blev sendt til Paradis af en amerikansk drone.

Fazlullahs strengere tone virkede. På 6 måneder smed folk deres TV, CD’er og DVD’er ud. Talibanerne samlede ”affaldet” i gaderne og sendte store tykke røgskyer langt op i himlen som et offer til Gud. Ziauddin, Malalas far, gemte nøgternt familien Yousafzais TV i et skab. Og Malala fortæller ikke, hvad hun gjorde med de Twilight-bøger, hun læste, da Talibanerne kom.

I januar 2009 bankede en flok af Fazlullahs mænd på danserinden Shabanas dør efter udgangsforbudet. De bad hende danse for sig, men trak i stedet deres våben og truede med at skære halsen over på hende. ”’I promise I’ll stop! I promise I won’t sing and dance again. Leave me, for God’s sake! I am a woman, a muslim. Don’t kill me!’ Then shots rang out and her bullet-ridden body was dragged to the Green Chowk. So many bodies had been left there that people started calling it the Bloody Square.” (Malala 2013:123).

Malalas far og kampen mod undertrykkelse

Man får nemt fornemmelsen af, at Gud ikke kan lide kvinder. Malala skriver, at for de fleste pashtuner er det en sort dag, når en datter fødes. Ziauddin, hendes far, er anderledes, han fejrer sin datter og beder andre om også at fejre hende. Han opfordrer dem til at kaste tørret frugt, godter og mønter ned i vuggen til hende; en pashtu-tradition der normalt kun gælder drenge. Ziauddin ser et menneske – et helt særligt menneske i sin nyfødte datter – og opkalder hende efter Malalai fra Maiwand, afghanernes (pashtunerne) største heltinde. Malalai var sammen med andre kvinder sendt til fronten i den anden Anglo-Afghanske krig for at pleje syge og sårede. Afghanerne var trængt og da fanebæreren faldt løftede Malalai sit hvide slør og marcherede i front af tropperne mod slagmarken og vendte slagets gang.

Malala klukker af grin, da hun i gymnasiet finder ud af, at det var den krig, Dr. Watson, Sherlock Holmes assistent blev såret i. Om Ziauddin forestillede sig, at hans datter skulle blive kriger, berettes der ikke om, men han tøvede aldrig, da hun blev det.

"One child, One Teacher, One Book, One pen ..." Et af Malalas mantra'er og opskriften på den mest gennemgribende - og fredelige - udvikling.

Gavlmaleri fra Aarhus midtby. “One child, One Teacher, One Book, One pen …” Et af Malalas mantra’er og opskriften på den mest gennemgribende – og fredelige – udvikling. Foto: Lars Andreassen.

Men da CNNs Christiane Amanpour spurgte ham, om han havde fortrudt, at Malala var blevet aktivist, svarede han: ”Remember, I am a Pasthun-Pakistani. I can never compromise on freedom. My approach is – and my daughter might share it with me […]: It is very difficult when you think, that your whole generation is going into slavery, for the next life they will have no school. The ladies won’t be able to go to the markets, and your freedom of expression will be taken from you […]. I think it is better to die, than to live in such a situation. I think it’s better to live one day to speak for your right, than to live for a 100 years in (such) slavery.”

Morans feminisme

Moran landede på kusse i sin kamp med ordene, men ”Selvfølgelig vidste jeg at alle mine tanker bag at kalde min kusse en kusse var ubrugelige, da jeg fik mine to døtre. […] når de ender med at blive jaget rundt i børnehaveklassen af en lærer med en kost, fordi hun er tosset over, at de har brugt sprogets værste bandeord lige før frokost.” (Moran 2013: 71).

Det kan lyde småt i forhold til Malalas kamp, ikke desto mindre forekommer det mig, at Morans sepkulationer er særdeles relevante.

Hvorfor benytter vi betegnelsen for det, der biologisk adskiller kvinden fra manden, livmoderen, som et skældsord. Når verbaliserede kønsorganer flyver omkring ørene på os i forbindelse med skænderier, drilleri og mobning, så er det måske ikke så mærkeligt at unge mennesker får det vanskeligt med kønsidentiteten. Og enten må bruge mængder af tid på at opfinde nye termer for organerne eller helt undgå at benævne.

Desuden er det svært at snige sig uden om Morans definition på feminisme. Også hvis man er en mand, for hvordan kan man ville, at et andet menneske ikke skal have ret til at bestemme over sig selv?

”Stik hånden ned i trussen”, byder Moran: ”a) Har du en vagina? og b) Vil du selv bestemme over den? Hvis du svarede ja til begge spørgsmål, så tillykke! Du er feminist.” (Moran 2013: 90). Er Morans feministerklæring ikke i det mindste halvt så universel, som Malalas krav om uddannelse til alle? (Underforstået at ethvert menneske udstyret med en penis selv bestemmer over den). Vagina er metonym for kvindekroppen i Morans definition på feminisme, og enhver kvinde metonym for kvindeligheden (som sproglig parallel til menneskeheden).

Og som et spejl for hele menneskeheden erklærer hun (helt Sartresk) selvbestemmelse for enhvers ret. Nærmest som Malala.

Ind i mellem benyttes ordet feminisme som en trussel, der skal forhindre nogle kvinder i at opføre sig lige så ”frit, normalt og uselvcensurerende som mænd.” (Moran 2013: 96). Denne anti-feminisme lyder helt absurd, når Moran slagfærdigt spørger: ”Hvilken del af ”kvindefrigørelse” er ikke noget for jer? Er det stemmeretten? Er det retten til ikke at være ejet af den mand, I gifter jer med? Er det ligelønsbestræbelserne? ”Vogue” af Madonna? Jeans? Er alle de gode ting simpelthen GÅET JER PÅ NERVERNE?” (Moran 2013:90).

Censurerende tendenser finder man også i feministernes egne rækker. Nemlig når man i søstersolidaritetens navn beskylder kvinder, der kritiserer andre kvinder for at pisse i egen rede. Der er andet og mere end kvindekamp og søstersolidaritet i Morans feminisme, for som hun lige markerer, så findes der også røvhuller i BH.

Men feminisme er det eneste ord, ”vi nogensinde har haft, der beskriver det, ”at gøre verden til et sted, som kvinder og mænd har lige ret til.” (Moran 2013:92). Det er derfor helt galt, når begrebet associerer til ”misandri [mandehad], elendighed, dobbeltmoral […], grimt tøj, konstant vrede og, lad os se det i øjnene, ingen sex.”

Morans feminisme er universalisme. Det drejer sig ikke om, at skaffe kvinder ind, hvor de ikke har lyst til at være. Eller om at komme til at dominere mænd, eller at der er bestemte ting, som ”rigtige” kvinder ikke bør beskæftige sig med. Eller at kvinder ikke må ansætte andre kvinder til at tage sig af husligt arbejde. For som hun siger, rod er menneskehedens problem.

Hun er en klart skarpere iagttager end de fleste, når hun imod Germaine Greer, kvinden der vækkede feministen i hende, erklærer, at sexisme ikke handler om, at ”der er noget ved penis og testosteron, der ønsker at føre krig mod vagina og østrogen.” (Moran 2013: 149). Det drejer sig snarere om høflighed, og at vi, inden vi svarer igen på forulempende, sexistiske bemærkninger, bør spørge os selv ”Er dette høfligt? Hvis vi – hele jordens befolkning, både mænd og kvinder – alle sammen bare er ”gutterne”, var der så lige en gut, der var uhøflig over for en anden gut.” (Moran 2013: 148).

Og, fortsætter hun, var der blot tale om uhøflighed, så ”er der gode chancer for at manden undskylder. For selv den mest uhæmmede, snæversynede person i verden er forsvarsløs over for anklagen om simpelthen at være uforskammet. (Moran 2013: 148). Tiden er selvfølgelig også en anden, end den var på Greers tid. Det forekommer mig, at være et fremskridt, når feminismen med Moran vender tilbage til sine rødder og fokuserer på lige rettigheder frem for særrettigheder.

Malala, Moran og Feminisme 2014

Uforskammet er næppe et ord, der vækker eftertanke hos jernmullahen og de andre talibanere i Swatdalen. De gør sig ikke i klamme og tåbelig bemærkninger på kontoret. De har pulveriseret 400 skoler med deres primitive TNT-vokabular. Og den 15. januar 2009 forbød de piger at uddanne sig. Men de kom tilsyneladende som reformatorer, de kom for at løse de problemer, Pakistans centralregering ikke kunne eller ikke ville løse. ”Everyone wanted to see the back of the corrupt government officials sent into the valley. It was almost as if they thought Fazlullah would recreate our old princely state from the time of the wali.” (Malala 2013: 93).

Uddannelse i alt andet en Koranen betragtes af islamister ofte som uønsket, fordi uddannelse ifølge dem bibringer moderne og vestlig tankegang – og fjerner os fra religionen. Men for Malala drejer uddannelse sig om frihed og selvbestemmelse – og er hverken vestlig eller østlig. Og det drejer sig om anerkendelse. Også for talibanerne, som hun viser stor forståelse for. Som oftest, skriver hun, kommer de fra samfundets laveste klasser, og de er analfabeter. Pasthunerne elsker gode sko, smukke tørklæder og lækre tæpper, men de respekterer ikke skomageren og væveren, hvis døtre ikke kan gifte sig med en mand med højere social status. ”Manual workers made a great contribution to our society but received no recognition, and this is the reason so many of them joined Taliban – to finally achieve status and power.” (Malala 2013:124)

Der er langt mere i moderne feminisme end blot kvindekamp. Det er en universel kamp, som da Malala indledte sin tale til FNs Generalforsamling 27. juli 2013 med ordene: ”So here I stand. One girl among many. I speak – not for myself, but for all girls and boys. I raise up my voice – not so that I can shout, but so that those without a voice can be heard. Those who have fought for their rights: Their right to live in peace. Their right to be treated with dignity. Their right to equality of opportunity. Their right to
be educated.” Malala taler for alles ve og vel – alles frihed og rettigheder.

Det samme gør Moran. Den dag, vi indfører særlige kvindekvoter, risikerer vi at skulle tvinge kvinder til at beskæftige sig med ting, de ikke har lyst til for at få kvoterne opfyldt; de kan bestemme over deres vaginaer, men sandelig ikke over deres bevidsthed. Ville ”gutterne” også bestemme over hinanden på den måde? Næppe. Man kan ikke være Moranist og samtidig kæmpe for særlige rettigheder til særlige mennesker. Men man kan heller ikke være imod lige rettigheder for enhver – uanset køn, politisk, religiøs og seksuel orientering.

”Som årene gik, indså jeg, at det, jeg virkelig ønskede, var at være menneskelig. Bare et produktivt, ærligt, anstændigt behandlet menneske. En af ”Gutterne”. Bare med virkelig flot hår.” (Moran 2013:337).

Og hvis man tror, Malala ikke, som enhver anden teenager, overvejer farven på sit tørklæde, hvordan håret sidder og hvilke sko, hun skal tage på, så kan man godt tro om igen. Malala og Moran kan sagtens mødes til en diskussion om udseende og tøjstil, og de kan selvfølgelig mødes i de forhåbninger og den optimisme Malala udtrykte til Amanpour på CNN: ”that the day will come, where every child, whether black or white, whether Christian or Muslim, he or she will be going to school – insh’Allah!”

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

17 tanker om "Malala & Moran, Feminisme 2014 – og et sidespring"

  1. EssayErudite.com is the web’s leading provider of quality and professional academic writing.
    When it comes to essay writing, an in-depth research is a big deal. Our experienced writers are professional in many fields of knowledge so that they can assist you with virtually any academic task. We deliver papers of different types: essays, theses, book reviews, case studies, etc.
    We have thousands of satisfied customers who have already recommended us to their friends. Why not follow their example and place your order today?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *