image_pdfimage_print

Jomfruhinder, farveblyanter og mit racistiske sprog

”Neger”, råbte vi med tydelig diktion ind over plankeværket til knægten, der sad og legede med sine plastikbiler på græsplænen. Jeg har ingen anelse om, hvorfor vi råbte, men Ole Jensen, en af vor gode veninders far, trillede op på siden af os, rullede vinduet ned og forklarede os, at det skulle vi ikke gøre én gang til. Han forklarede det med en sådan diktion og knurrende bestemthed, at jeg ikke siden har kaldt nogen for neger.

Det er mere end 30 år siden, og jeg ved nu, at knægten på den anden side af plankeværket var hudfarvet og formodentlig stadig er det. Han var bare den eneste i det 70’er klondike, jeg er vokset op i, med dén hudfarve, så for vores sanseapparater stak han ud i mængden. De øvrige, omkring 2.500 sognebørn, som må have beboet de nybyggede pløjemarker dengang, havde i øvrigt hver deres særegne og individuelle hudfarve, blot inden for et andet spektrum.

Farveblyanter som racismens tjener

I bogen Det Virkelige Menneske kan man på side 182 læse, at vores sanseapparat er i stand til at skelne mellem 7,500.000 farvenuancer. Et veludviklet voksent ordforråd består af omkring 80.000 ord, og da vi heldigvis taler om andet end farver, er kun en brøkdel af dem reserveret farvebetegnelser. Den virkelighed, vores sanseapparat har adgang til, er alt for omfattende til, at vores symbolske system kan ramme hovedet på sømmet hver gang.

Derfor er både sproget og mine farveblyanter strukturelt racistiske og potentielt undertrykkende – eller det er der i hvert fald nogle, der påstår. Særligt hvis jeg kombinerer lyden ”hudfarve” med den blyant, som hverken er lyserød eller orange eller gul, men et eller andet i den retning, som jeg altså bare ikke har den præcise betegnelse for

Når forskellen mellem den mangfoldighed af nuancerede indtryk mit sanseapparat kan modtage, og det, jeg med mit grovkornede ordforråd og langt under 7,500.000 mio farveblyanter er i stand til at udtrykke og tegne, er så stor, er det svært at være politisk korrekt. Verden kommer til mine sanser i én kontinuerlig strøm, men de ord jeg kommunikerer med kommer med mellemrum; (de) (optræder) (diskontinuert).

DSC04615

Jeg gør, på den ene side, hvad jeg kan for ikke at genere andre mennesker, men jeg kan ikke gengive og kommunikere verden i størrelsesforholdet 1:1. På den anden side går jeg benhårdt ind for de grundlæggende individuelle rettigheder, herunder ytringsfrihed. Jeg mener ikke, at man med henvisning til kulturel praksis eller traditioner kan tillade sig at bestemme, hvilke relationer et andet menneske kan eller skal indgå i, ej heller at man kan bestemme hvilke livsmuligheder, andre skal have lov til at afsøge og udfolde.

Jeg ved også at andre er uenige med mig, og at de fælles rammer for udfoldelsen under alle omstændigheder er noget, der er til evig diskussion. Derfor går jeg går som både borger og lærer ind for, at der skal kunne oplyses om alt og at alt skal kunne vendes og drejes i min stue og i mine timer, lige fra Pippi Langstrømpes familierelationer, Muhammedtegner og Islams rolle i indskrænkningen af kvinders rettigheder til kolonialistisk hykleri, uhyrligheder og konsekvenser. Og jeg vil kunne citere fra Dræb ikke en Sangfugl og Huckleberry Finn, hvis jeg finder det oplysende.

Jeg kan se af debatten, at undervisere på amerikanske universiteter i den politiske korrektheds navn og misforståede hensyn, er blevet fyret for langt mindre, end jeg udsætter mine elever for. Det er et angreb på intet mindre end de grundlæggende frihedsrettigheder, som verdens øgede frihed og fremgang er bygget på – dem, som i sin tid kvinderettighedsforkæmperne og Martin Luther King henviste til og bad om at blive omfattede af.

Jomfruhinder

Jomfruhinder og Hijab hedder en bog af Mona Eltahawy, hvori jeg oplyses om, at man i det arabiske samfund ”anser det for en mindre katastrofe, om pigen døde, end hvis hun mistede sin mødom” og videre at mødomme tilhører familier og ikke individer (side 107). Det blev jeg ikke bare en smule forundret over, jeg blev indigneret og finder det fuldstændig utilstedeligt, men på den anden side hørte jeg for nyligt, at en pæn portion kvinder tilhørende den muslimske trosretning får rekonstrueret jomfruhinden, inden de gifter sig.

Og hvorfor er det nu, at jeg blander farveblyanter sammen med kvindelige kønsdele? Ja, jeg havde heller ikke lige set det komme. Men for at få lidt mere greb om, hvad jomfruhinder egentlig er, greb jeg ud efter bogen Kvinde kend din krop, hvor jeg først og fremmest blev klogere på jomfruhinder, men siden stødte på følgende overskrift ”Ræk mig den hudfarvede blyant” i delafsnittet, ”Magt, privilegier og undertrykkelse” i kapitlet ”Feminisme”, hvor identitetspolitikken udfolder sig uden hæmninger.

Der læser jeg, at der er alt for få sko i str. 42 til kvinder på markedet. Og jeg får at vide, at sproget afslører vores normer, hvilket jeg godt kan følge, men så læser jeg følgende, hvorefter jeg overvejer om det nu også var så god en idé at købe bogen til min teenagesøn, for hvorfor skal jeg lade ”feminister” plante dette arvesyndens frø i hans bevidsthed.

”Normen for, hvad man kalder hudfarvet, bliver synlig i det øjeblik, en person med mørk hudfarve beder om den hudfarvede og får stukket en lyserød farveblyant i hånden. Igen kan man se, hvordan det normale bliver skabt ved, at man ekskluderer noget som værende unormalt eller forkert. Ligesom en fod, der ikke har ”den ”rigtige” størrelse, er ekskluderet fra skobutikkerne, er den mørke hudfarve ekskluderet fra et fælles begreb om, hvilken farve en hudfarvet blyant har.

Normer kan skabes på mange måder. En måde, som i eksemplet med hudfarven er, at dem der er flest, bestemmer over dem, der er få. I Danmark er folk med lys hud flest, og derfor skabes en struktur i sproget, hvor lys hudfarve er lig med, slet og ret, hudfarve. Man kan sige, at majoriteten får retten til at definere, hvad der er normalt ud fra gruppens egne fællesstræk. Men for at skabe en forestilling om, hvad der er rigtigt og normalt, har man brug for en modsætning, som er forkert og unormal.” (s. 27f, mine fremhævelser)

Pointen i ræsonnementet er selvfølgelig, at det barn (eller den pædagog) i børnehaven, der udvalgte den lyserøde blyant, da hudfarven blev efterspurgt, afslørede sig som en del af en hegemonisk majoritet, som ubevidst viderefører århundreders vesteuropæiske, racistiske og imperialistiske undertrykkelse. Det er bare ikke det eneste, der sker; det er ikke sproget, der skaber verden og vores opfattelse. Verden har haft temmelig stor indflydelse på, hvordan hjernen har udviklet sig og hvordan den fungerer, og det er snarere denne udvikling og funktion, som sproget afspejler. Og hvordan, vender jeg tilbage til.

Kvinde Kend din Krop

Feminisme og racisme blandes sammen i en sproglig diskurs, som, mener jeg, fjerner fokus fra kampen for lige rettigheder, og flytter det til et spørgsmål om undertrykkende sprogbrug; om hvem der krænker hvem, hvem der skal tages særlige hensyn til, om ”trigger warnings” er nødvendige, om vi skal have ”safe spaces” og mere ”affirmative action”. Mona Eltahawy peger i sin kamp på en helt ufattelig disrespekt for kvinders menneskeværd og rettigheder i Mellemøsten, som enhver, der er rundet af de værdier, der ligger i Menneskerettighedserklæringen fuldstændig entydigt ville tage afstand fra og bekæmpe, hvis de var direkte vidner til det. Men den politisk korrekte diskurs resulterer i, at hun også skal kæmpe mod tanken om en magthaverisk strukturel racisme indlejret i sprogbrugen.

Eltahawy gør selvfølgelig opmærksom på højrefløjens dyrkere af ”kultursammenstødet” på den ene side, som opmuntrede bader sig i enhver kritik af diverse praksisser med konnotation til islam, men på den anden side finder vi de politisk korrekte, som hun adresserer på følgende måde:

”På den anden side står de vestlige liberale, som med god grund fordømmer imperialisme, men samtidig ikke kan se den kulturelle imperialisme, som de selv praktiserer, når de lukker munden på folk, der kritiserer kvindehadet. De opfører sig, som om de gerne vil beskytte min kultur og min tro og glemmer, at de selv er i sikkerhed for de voldshandlinger, jeg taler om. De kan ikke selv se deres egen privilegerede og nedladende indstilling, og de tror, at de kan vurdere, hvad der er ”autentisk” i min kultur og tro. Hvis højrefløjen er drevet af en skjult racisme, lider venstrefløjen af en indirekte racisme, som de bruger til at begrænse min ret til selv at bestemme, hvad jeg vil sige.” (s. 32f, min fremhævelse).

Som det fremgår af citatet er Eltahawy ganske klar over, at intentionerne hos vestens politiske korrekte er de bedste. Men problemstillingen antyder indirekte, at det er temmelig påtrængende at skelne mellem intentioner og resultater, hvor resultatet af den politiske korrekthed er, at praksis med børnebrude, polygami, diskriminerende lovgivning, omskæring får lov at fortsætte uantastet.

Mona Eltahawy speaking at the Personal Democracy Forum 2011 at New York University's Skirball Center for the Performing Arts. Photograph taken on 6 June 2011 by Esty Stein for Personal Democracy Forum.

Mona Eltahawy speaking at the Personal Democracy Forum 2011 at New York University’s Skirball Center for the Performing Arts. Photograph taken on 6 June 2011 by Esty Stein for Personal Democracy Forum.

Det virkeligt ekskluderende i denne sammenhæng er citatet fra ”Kvinde kend din krop”, der udpeger en sprogbrug som ”syndig”, samtidig med at minoriteten udpeges, hvorved den forskel man egentlig gerne så udvisket understreges. Og at eksklusion som resultat af denne sproglige ”overfølsomhed” – eller ligefrem berufsverbot – skal tages helt bogstaveligt viser efterhånden flere sager fra amerikanske universiteter.

Men der mangler belæg for præmissen i ”farveblyantsargumentet”. Sproget er ikke vedtaget af en flok europæiske mænd engang i tidernes morgen. Sproget har udviklet sig fra en tid længe inden verden var opdelt i civilisationer – måske endda fra før virkeligt distinkte forskelle i hudfarve op stod – og afspejler i højere grad vores hjerners natur, hvorfor kulturen snarere afspejler sig denne hjernens natur, end hjernen (i dette tilfælde) afspejler kultur.

Kognitive kategorier

Sproget er ikke opfundet, men har udviklet sig, og afspejler således vort sanseapparats og kognitive systems måder at virke på. De fleste sprogbrugere er ikke magthavere. Alt efter hvor de befinder sig, er de en del af en minoritet eller majoritet, men at se dem som undertrykkere er lige så fornærmende og generaliserende, som nogle af Lars Hedegaards udtalelser om muslimer – eller Ahmad Mahmouds mors kostelige bemærkning om danskernes hudfarve: ”De er urene og deres hud er rød med pletter, fordi de spiser svinekød og drikker.” (Sort Land s. 160).

Identitetspolitikkens fundament opløser sig, når man forstår, hvorledes hjernens naturlige kategoriseringssystem fungerer. Filosoffer og naturhistorikere havde længe problemer med at få verden sat i system, fordi verden er et stort kontinuum uden klare grænser: hvornår stopper dalen, og hvor begynder bjerget, hvad skal man kalde et pattedyr, der lægger æg, og hvorfor er der kødædende planter og fugle, der ikke kan flyve, men pattedyr, der kan? Og så alle de farver, de har …

Psykologen Eleanor Rosch fandt i en række forsøg mellem 1973 og 1975 ud af, hvordan det er, vi ordner verden i vores hoveder. Du kan læse historien i Det Virkelige Menneske (kapitel 5), men kort fortalt, så er det normale det, der er mest af eller optræder hyppigst i en hjernes omgivelser. Det betyder, at kvindefødder i størrelse 42 hverken er forkerte eller ekskluderede, de optræder bare ikke så hyppigt, at de er blevet en regelmæssighed i vores kognitive apparat eller at det kan betale sig at have sko til dem stående i butikkerne. Hvilket i øvrigt ser ud til at ændre sig fremover at dømme efter pigernes stigende højde, så er det blot et spørgsmål om tid, førend det er størrelse 44, der er for få af. Hvilket i øvrigt viser, at den politisk korrekte sprogrøgter aldrig vil kunne komme sit ”problem” til livs, men kun forskubbe det.

Størrelser findes på et kontinuum, en skala, og derfor ser man allerede her, det dialektiske element i identitetsargumentet opløse sig. Der er ingen reel sammenhæng mellem forkert og unormal. En struds er ikke forkert, men det faktum, at den ikke kan flyve, gør den til en unormal fugl.

I 1969 afkræftede antropologerne Brent Berlin og Paul Kay Benjamin Whorfs tese, om at sproget er fuldstændig afgørende for vores opfattelse af verden. De fandt ud af, at lige meget hvor vi kommer fra, og hvor mange farvebetegnelser vi har i vores respektive sprog, så er der én bestemt blå, én bestemt rød og én bestemt gul farve, vi synes, er det bedste eksempel blandt de mange øvrige blå, røde og gule nuancer. Det var denne type forsøg Rosch fortsatte, og hun undersøgte, om der var lignende ”bedste eksempler” inden for 10 andre kategorier. Det var der.

Rosch bad f.eks. sine forsøgspersoner vurdere hvilken af 55 fugle, der var den mest fuglede fugl. Det viste sig at være den amerikanske udgave af rødhalsen, som er meget udbredt i USA. I Danmark kunne det meget vel vise sig at være Solsorten, da den med sine 4,4 mio eksemplarer er den hyppigst forekommende fugl (knapt så mange Gråspurve). Forsøgspersonerne vurderede fuglene på en skala fra 1 til 7, og som noget af det mindst ”fuglede” fandt de strudsen.

Videnskabeligt baserede argumenter bider jo ikke på alle, men heldigvis er der belæg for Rosch teori i Biblen. I 3de Mosebog, kapitel 11, vers 19, kan vi se, at de gamle kategoriserede flagermusen på linje med storken, hejren og hærfuglen og altså ikke med pattedyrene, som vi gør i dag. Flagermusen flyver, og det har været et mere distinkt karakteristika for patriarkerne, end det at den føder levende unger og har mælkekirtler.

Prototypeeffekten

Man kan derfor tale om, at kognitive kategorier breder sig som ringe i vandet ud fra et ”bedste eksempel”, som gerne er det, der optræder hyppigst i vores sanser, og resten kategoriseres så ud fra deres sammenlignelighed med det bedste eksempel. Med andre ord, vi systematiserer ikke verden i dialektiske modsætninger, sådan som ”Kvinde kend din krop” antyder. Ifølge den kognitive semiotik (tegnlære) og semantik kan vi snarere forstille os cirkulære og mere kontinuerligt organiserede kategorier, og der hvor pattedyrenes og fuglenes cirkler mødes og måske overlapper, svæver altså flagemusen rundt og undrer sig over sådan noget som næbdyret, og et andet sted på cirklen står en pingvin og spekulerer på hvorfor monstro, sælen ikke rejser sig op.

Ud fra det bedste eksempel opstår et interessant fænomen, der kaldes ”prototypeeffekten”, der siger lidt om, hvor fleksibel og skematisk vores kognition er. Det bedste eksempel er delvist defineret af vores omgivelser, hvilket betyder solsortene ikke er det bedste eksempel, hvis fuglene skal være sådan nogle, der spiser ådsler på den afrikanske savanne.

Vi har den ”cirkulære” kategoristruktur, som forklaret ovenfor, men der er også et hierarki med over-, basis- og under-kategorier. Dyr er en overkategori, hvori vi bl.a. finder fugle og hunde, der er basiskategorier med hver deres underkategorier af mere eller mindre gode eksempler: i underkategorierne finder vi således pingviner, strudse, solsorte og fra tid til anden en flagermus og collien, schæferen, puddelen i underkategorien for hundenes vedkommende.

Prototypeeffekten opstår, når ordet fra basiskategorien optræder i en sætning: Det kunne være ”hyrden kaldte på sin hund og gik ud til sine får”, hvor det er meget usandsynligt, at der popper et billede af en springende Mops eller en Grand Danois op i hovedet på os. Det er nok snarere billedet af en mellemstor hund, der dukker op i forestillingen, og skulle man være ekspert på området eller ligefrem hyrde, dukker der en helt specifik hunderace op, som kunne være Islandsk fårehund. Hvis man ikke aner, hvad en hund er, så har hjernen ikke noget at arbejde med, og så dukker der ingenting op ved lyden af ordet hund.

Det forekommer mig, at vi kan forklare børnehavens farveblyantskvaler med prototypeeffekten. Hudfarven er basiskategori og i underkategorien findes så alle de farver, som hud kan have (sammenlign f.eks. med jordfarver: hvorunder vi finder okker, gul okker, umbra, sienna, brændt umbra, rå sienna osv. Her vil så prototypeeffekten afhænge af, om vi befinder os i Canada eller Saudi Arabien). Og nu spørger jeg så: ”hvis alle børnene lige har set James Camerons Avatar og sidder og tegner avatarer, hvad er det så for en farve, der efterspørges med betegnelsen hudfarve?”

Indhold og udtryk, essens og attribut

Det er attributterne og ikke de indre egenskaber – som f.eks. den iboende menneskelige værdighed – der ryger i sanserne og dernæst kogniteres og grupperes. Da Ole Jensen (jf. den indledende anekdote) irettesatte os knægte, håber jeg, at det dybest set var fordi, vi råbte af drengen på den anden side af plankeværket, og at han havde gjort nøjagtig det samme, hvis vi havde råbt ”pattebarn”. For vi råbte fuldstændig umotiveret og uprovokeret, og måske gjorde vi ham nervøs og ængstelig for, hvad vi kunne finde på en anden gang. Og den slags har ingen ret til.

Illustration fra romanen Huckleberry Finn, hvor Huck Finn ender i et dilemma: skal han følge sin kristen opdragelse og tilbageføre den undvegne slave, Jim (Hucks bedste ven), til sin ejer eller bryde loven og fortsætte sin rejse med ham. Fantastisk højtlæsningsbog.

Illustration fra romanen Huckleberry Finn, hvor Huck Finn ender i et dilemma: skal han følge sin kristne opdragelse og angive den undvegne slave, Jim (Hucks bedste ven), til sin ejer eller følge sin samvittighed og bryde loven. Fantastisk højtlæsningsbog der giver noget at tænke over.

 

Men der, hvor vi voksede op, var der vel nærmest kun centrum og periferi, de røde med pletter og så ham, men ingen af os var forkerte. Blot havde vi forskellige attributter. Men erstatter vi vores fælles menneskelighed med attributterne, det være nok så ”dybe” attributter, såsom køn, national, politisk og religiøs overbevisning, og enten lader os krænke af andres udtalelser og holdninger til disse eller på den anden side, som den politisk korrekte gør det, søger at skærme andre fra dem, så sniger censuren sig ind i vores hverdag. Og kommunikationen – dialogen, diskussionen og den demokratiske samtale – vil lige så langsomt bryde sammen. Det redskab, vi har til at beskytte os mod forfølgelse og krænkelse af selve vores menneskelighed på baggrund af attributterne har vi allerede i FNs Menneskerettighedserklæring.

Der står udtrykkeligt i afsnit 2, at ingen må forskelsbehandles på baggrund af attributterne, og så er det da helt bagvendt, at det netop er med henvisning til disse mere eller mindre tilfældige attributter såsom køn, race, religiøs overbevisning etc., at man vil gøre forskel, dertil kræve særlige hensyn og ”affirmative action”.

Efterhånden som man rejser ud i verden kan man forestille sig, at vores kategoriseringer overlapper hinanden således at ”det bedste eksempel” i en familie, i en region, i en kultur bliver mere og mere perifert i den næste cirkel – og den hudfarvede blyant changerer fra den ene nuance til den næste. Hvis vi integrerer denne evolutionsteoriske udlægning af normalbegrebet i vores tankegang, som Dennis Nørmark og jeg argumenterede for i Det Virkelige Menneske, bliver denne (altså tankegangen) næsten ligeså fleksibel og flydende som virkeligheden selv, og vi kan slippe ud af den politiske korrektheds ukorrekte dialektik, og erstatte den med noget, vi kunne kalde genuin kulturforståelse.
Fri mig fra disintegration

Sjovt nok havde Samuel P. Huntington – ham bag beskrivelserne af Civilisationernes Sammenstød – øje for den politisk korrekte disintegrationen allerede inden identitetspolitik blev mainstream et essay fra 1993 pegede han temmelig præcist på, hvordan kravene om særlige hensyn og “affirmative actions” vil undergrave sig selv – og os andre. Jeg vil slutte med ham:

“The essence of the American creed has been equal rights for the individual, and historically immigrant and outcast groups have invoked and thereby reinvigorated the principles of the creed in their struggles for equal treatment in American society.  The most notable and successful effort was the civil rights movement led by Martin Luther King, Jr., in the 1950s and 1960s. Subsequently, however, the demand shifted from equal rights for individuals to special rights (affirmative action and similar measures) for blacks and other groups. Such claims run directly counter to the underlying principles that have been the basis of American political unity; they reject the idea of a “color-blind” society of equal individuals and instead promote a “color-conscious” society with government-sanctioned privileges for some groups. In a parallel movement, intellectuals and politicians began to push the ideology of “multiculturalism,” and to insist on the rewriting of American political, social, and literary history from the viewpoint of non-European groups. At the extreme, this movement tends to elevate obscure leaders of minority groups to a level of importance equal to that of the Founding Fathers. Both the demands for special group rights and for multiculturalism encourage a clash of civilizations within the United States and encourage what Arthur M. Schlesinger, Jr., terms “the disuniting of America.””

Fri mig fra civilisationernes sammenstød. Fri mig fra den politiske korrektheds forskelsbehandling og snigende censur. Fri mig fra farve-bevidsthed. Free your mind.

 

Malala & Moran, Feminisme 2014 – og et sidespring

Hvad i alverden kan Malala Yousafzai, den muslimske pige der kæmpede for uddannelse og blev skudt af Taliban og Caitlin Moran, en vestlig, vellønnet, mediefeteret klummeskribent og ny-feminist have tilfælles. Ikke meget, vel. Få det – måske overraskende – svar her.

"I am Malala" og "Kunsten at være Kvinde." To bøger, der var med til at sætte dagsordnen i 2013.
“I am Malala” og “Kunsten at være Kvinde.” To bøger, der var med til at sætte dagsordenen i 2013.

Malala Yousafzai blev født langt fra alfavej i juli 1997 i Swatdalen i det nordlige Pakistan, af forældre fra den lavere ende af middelklassen. Etnisk pashtun, som i øvrigt størstedelen af talibanerne, med en far uden fast stilling, og som efter med møje og besvær at have skabt en skole konstant måtte kæmpe for at holde den gående og en traditionelt indstillet mor uden uddannelse (men som trods alt kunne læse pashtu).

Caitlin Moran, som klodset og uformelig klædt i sin fars armyjakke, flygtede fra tåbelige, stenkastende bøller på sin 13-års fødselsdag (i 1988), mens de råbte fattigrøv efter hende – og at hun sgu’ da i øvrigt var en dreng.

En pige, der kæmper for pigers ret til grunduddannelse – at lære at læse, skrive og regne – i et af verdens værste lande. Og som 14-årig var tæt på at dø i kampen, da en ung mand trådte op på afsatsen af det køretøj, der fragtede hende til og fra skole og affyrede tre pistolskud mod hende. I udkants-Pakistan, hvor regeringen ikke kan garantere den mindste sikkerhed for sin befolkning, og hvis kvinder lever under verdens mest undertrykkende normsæt.

En kvinde, som i sine teenage-år flygtede fra flyvende småsten på legepladsen, og hvis største problem var, at hun ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle kalde sine bryster og sin vagina, førend hun besluttede sig for ordet kusse, men måtte skønne at ordet alligevel ikke passede til hendes nyfødte datter.

Malala kæmper for frihed gennem oplysning: ”We should learn everything, and then choose which path to follow. Education is neither Eastern nor Western, it is human.” (Malala 2013:136). Moran kæmper med spor af patriarkat i ordene. Hvad i alverden kan så forskellige kvinder have tilfælles?

Et sidespring – Malalas og menneskelighedens fjender

Fazlullah benyttede radioen, hvorfra de fleste i Swat får deres informationer, fordi de ikke har tilstrækkelige læsekundskaber til at få dem fra aviser, og de færreste har råd til TV, og Fazlullah blev kendt som Radiomullahen og hans station som Mullah FM.

Fazlullah er den taleb, Malalas mor satte sine forhåbninger til, da de ankom som reformister og organisatorer af Swatdalens civilsamfund i 2007. Radiomullahen messede for gode vaner, personlig hygiejne, for en sund og værdig livsstil og imod brugen af heroin og hash. Rimelige forventninger, som Malala skriver, og han græd, når han talte om sin kærlighed til islam. Men Fazlullah er også den taleb, der beordrede attentatet på Malala.

Tonen slog om: “They warned people to stop listening to music, watching movies and dancing. Sinful acts like these had caused the earthquake, Fazlullah thundered, and if people didn’t stop they would again invite the wrath of God. Mullahs often misinterpret the Quran and Hadith when they teach them in our country as few people understand the original Arabic. Fazlullah exploited this ignorance.” (Malala 2013: 92).

Fazlullah overtog i november 2013 ledelsen af Pakistansk Taliban (Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP)) efter forgængeren, Hakimullah Mehsud, som blev sendt til Paradis af en amerikansk drone.

Fazlullahs strengere tone virkede. På 6 måneder smed folk deres TV, CD’er og DVD’er ud. Talibanerne samlede ”affaldet” i gaderne og sendte store tykke røgskyer langt op i himlen som et offer til Gud. Ziauddin, Malalas far, gemte nøgternt familien Yousafzais TV i et skab. Og Malala fortæller ikke, hvad hun gjorde med de Twilight-bøger, hun læste, da Talibanerne kom.

I januar 2009 bankede en flok af Fazlullahs mænd på danserinden Shabanas dør efter udgangsforbudet. De bad hende danse for sig, men trak i stedet deres våben og truede med at skære halsen over på hende. ”’I promise I’ll stop! I promise I won’t sing and dance again. Leave me, for God’s sake! I am a woman, a muslim. Don’t kill me!’ Then shots rang out and her bullet-ridden body was dragged to the Green Chowk. So many bodies had been left there that people started calling it the Bloody Square.” (Malala 2013:123).

Malalas far og kampen mod undertrykkelse

Man får nemt fornemmelsen af, at Gud ikke kan lide kvinder. Malala skriver, at for de fleste pashtuner er det en sort dag, når en datter fødes. Ziauddin, hendes far, er anderledes, han fejrer sin datter og beder andre om også at fejre hende. Han opfordrer dem til at kaste tørret frugt, godter og mønter ned i vuggen til hende; en pashtu-tradition der normalt kun gælder drenge. Ziauddin ser et menneske – et helt særligt menneske i sin nyfødte datter – og opkalder hende efter Malalai fra Maiwand, afghanernes (pashtunerne) største heltinde. Malalai var sammen med andre kvinder sendt til fronten i den anden Anglo-Afghanske krig for at pleje syge og sårede. Afghanerne var trængt og da fanebæreren faldt løftede Malalai sit hvide slør og marcherede i front af tropperne mod slagmarken og vendte slagets gang.

Malala klukker af grin, da hun i gymnasiet finder ud af, at det var den krig, Dr. Watson, Sherlock Holmes assistent blev såret i. Om Ziauddin forestillede sig, at hans datter skulle blive kriger, berettes der ikke om, men han tøvede aldrig, da hun blev det.

"One child, One Teacher, One Book, One pen ..." Et af Malalas mantra'er og opskriften på den mest gennemgribende - og fredelige - udvikling.

Gavlmaleri fra Aarhus midtby. “One child, One Teacher, One Book, One pen …” Et af Malalas mantra’er og opskriften på den mest gennemgribende – og fredelige – udvikling. Foto: Lars Andreassen.

Men da CNNs Christiane Amanpour spurgte ham, om han havde fortrudt, at Malala var blevet aktivist, svarede han: ”Remember, I am a Pasthun-Pakistani. I can never compromise on freedom. My approach is – and my daughter might share it with me […]: It is very difficult when you think, that your whole generation is going into slavery, for the next life they will have no school. The ladies won’t be able to go to the markets, and your freedom of expression will be taken from you […]. I think it is better to die, than to live in such a situation. I think it’s better to live one day to speak for your right, than to live for a 100 years in (such) slavery.”

Morans feminisme

Moran landede på kusse i sin kamp med ordene, men ”Selvfølgelig vidste jeg at alle mine tanker bag at kalde min kusse en kusse var ubrugelige, da jeg fik mine to døtre. […] når de ender med at blive jaget rundt i børnehaveklassen af en lærer med en kost, fordi hun er tosset over, at de har brugt sprogets værste bandeord lige før frokost.” (Moran 2013: 71).

Det kan lyde småt i forhold til Malalas kamp, ikke desto mindre forekommer det mig, at Morans sepkulationer er særdeles relevante.

Hvorfor benytter vi betegnelsen for det, der biologisk adskiller kvinden fra manden, livmoderen, som et skældsord. Når verbaliserede kønsorganer flyver omkring ørene på os i forbindelse med skænderier, drilleri og mobning, så er det måske ikke så mærkeligt at unge mennesker får det vanskeligt med kønsidentiteten. Og enten må bruge mængder af tid på at opfinde nye termer for organerne eller helt undgå at benævne.

Desuden er det svært at snige sig uden om Morans definition på feminisme. Også hvis man er en mand, for hvordan kan man ville, at et andet menneske ikke skal have ret til at bestemme over sig selv?

”Stik hånden ned i trussen”, byder Moran: ”a) Har du en vagina? og b) Vil du selv bestemme over den? Hvis du svarede ja til begge spørgsmål, så tillykke! Du er feminist.” (Moran 2013: 90). Er Morans feministerklæring ikke i det mindste halvt så universel, som Malalas krav om uddannelse til alle? (Underforstået at ethvert menneske udstyret med en penis selv bestemmer over den). Vagina er metonym for kvindekroppen i Morans definition på feminisme, og enhver kvinde metonym for kvindeligheden (som sproglig parallel til menneskeheden).

Og som et spejl for hele menneskeheden erklærer hun (helt Sartresk) selvbestemmelse for enhvers ret. Nærmest som Malala.

Ind i mellem benyttes ordet feminisme som en trussel, der skal forhindre nogle kvinder i at opføre sig lige så ”frit, normalt og uselvcensurerende som mænd.” (Moran 2013: 96). Denne anti-feminisme lyder helt absurd, når Moran slagfærdigt spørger: ”Hvilken del af ”kvindefrigørelse” er ikke noget for jer? Er det stemmeretten? Er det retten til ikke at være ejet af den mand, I gifter jer med? Er det ligelønsbestræbelserne? ”Vogue” af Madonna? Jeans? Er alle de gode ting simpelthen GÅET JER PÅ NERVERNE?” (Moran 2013:90).

Censurerende tendenser finder man også i feministernes egne rækker. Nemlig når man i søstersolidaritetens navn beskylder kvinder, der kritiserer andre kvinder for at pisse i egen rede. Der er andet og mere end kvindekamp og søstersolidaritet i Morans feminisme, for som hun lige markerer, så findes der også røvhuller i BH.

Men feminisme er det eneste ord, ”vi nogensinde har haft, der beskriver det, ”at gøre verden til et sted, som kvinder og mænd har lige ret til.” (Moran 2013:92). Det er derfor helt galt, når begrebet associerer til ”misandri [mandehad], elendighed, dobbeltmoral […], grimt tøj, konstant vrede og, lad os se det i øjnene, ingen sex.”

Morans feminisme er universalisme. Det drejer sig ikke om, at skaffe kvinder ind, hvor de ikke har lyst til at være. Eller om at komme til at dominere mænd, eller at der er bestemte ting, som ”rigtige” kvinder ikke bør beskæftige sig med. Eller at kvinder ikke må ansætte andre kvinder til at tage sig af husligt arbejde. For som hun siger, rod er menneskehedens problem.

Hun er en klart skarpere iagttager end de fleste, når hun imod Germaine Greer, kvinden der vækkede feministen i hende, erklærer, at sexisme ikke handler om, at ”der er noget ved penis og testosteron, der ønsker at føre krig mod vagina og østrogen.” (Moran 2013: 149). Det drejer sig snarere om høflighed, og at vi, inden vi svarer igen på forulempende, sexistiske bemærkninger, bør spørge os selv ”Er dette høfligt? Hvis vi – hele jordens befolkning, både mænd og kvinder – alle sammen bare er ”gutterne”, var der så lige en gut, der var uhøflig over for en anden gut.” (Moran 2013: 148).

Og, fortsætter hun, var der blot tale om uhøflighed, så ”er der gode chancer for at manden undskylder. For selv den mest uhæmmede, snæversynede person i verden er forsvarsløs over for anklagen om simpelthen at være uforskammet. (Moran 2013: 148). Tiden er selvfølgelig også en anden, end den var på Greers tid. Det forekommer mig, at være et fremskridt, når feminismen med Moran vender tilbage til sine rødder og fokuserer på lige rettigheder frem for særrettigheder.

Malala, Moran og Feminisme 2014

Uforskammet er næppe et ord, der vækker eftertanke hos jernmullahen og de andre talibanere i Swatdalen. De gør sig ikke i klamme og tåbelig bemærkninger på kontoret. De har pulveriseret 400 skoler med deres primitive TNT-vokabular. Og den 15. januar 2009 forbød de piger at uddanne sig. Men de kom tilsyneladende som reformatorer, de kom for at løse de problemer, Pakistans centralregering ikke kunne eller ikke ville løse. ”Everyone wanted to see the back of the corrupt government officials sent into the valley. It was almost as if they thought Fazlullah would recreate our old princely state from the time of the wali.” (Malala 2013: 93).

Uddannelse i alt andet en Koranen betragtes af islamister ofte som uønsket, fordi uddannelse ifølge dem bibringer moderne og vestlig tankegang – og fjerner os fra religionen. Men for Malala drejer uddannelse sig om frihed og selvbestemmelse – og er hverken vestlig eller østlig. Og det drejer sig om anerkendelse. Også for talibanerne, som hun viser stor forståelse for. Som oftest, skriver hun, kommer de fra samfundets laveste klasser, og de er analfabeter. Pasthunerne elsker gode sko, smukke tørklæder og lækre tæpper, men de respekterer ikke skomageren og væveren, hvis døtre ikke kan gifte sig med en mand med højere social status. ”Manual workers made a great contribution to our society but received no recognition, and this is the reason so many of them joined Taliban – to finally achieve status and power.” (Malala 2013:124)

Der er langt mere i moderne feminisme end blot kvindekamp. Det er en universel kamp, som da Malala indledte sin tale til FNs Generalforsamling 27. juli 2013 med ordene: ”So here I stand. One girl among many. I speak – not for myself, but for all girls and boys. I raise up my voice – not so that I can shout, but so that those without a voice can be heard. Those who have fought for their rights: Their right to live in peace. Their right to be treated with dignity. Their right to equality of opportunity. Their right to
be educated.” Malala taler for alles ve og vel – alles frihed og rettigheder.

Det samme gør Moran. Den dag, vi indfører særlige kvindekvoter, risikerer vi at skulle tvinge kvinder til at beskæftige sig med ting, de ikke har lyst til for at få kvoterne opfyldt; de kan bestemme over deres vaginaer, men sandelig ikke over deres bevidsthed. Ville ”gutterne” også bestemme over hinanden på den måde? Næppe. Man kan ikke være Moranist og samtidig kæmpe for særlige rettigheder til særlige mennesker. Men man kan heller ikke være imod lige rettigheder for enhver – uanset køn, politisk, religiøs og seksuel orientering.

”Som årene gik, indså jeg, at det, jeg virkelig ønskede, var at være menneskelig. Bare et produktivt, ærligt, anstændigt behandlet menneske. En af ”Gutterne”. Bare med virkelig flot hår.” (Moran 2013:337).

Og hvis man tror, Malala ikke, som enhver anden teenager, overvejer farven på sit tørklæde, hvordan håret sidder og hvilke sko, hun skal tage på, så kan man godt tro om igen. Malala og Moran kan sagtens mødes til en diskussion om udseende og tøjstil, og de kan selvfølgelig mødes i de forhåbninger og den optimisme Malala udtrykte til Amanpour på CNN: ”that the day will come, where every child, whether black or white, whether Christian or Muslim, he or she will be going to school – insh’Allah!”