Det tomme fællesskab

image_pdfimage_print

”Menneskehed, i stedet for at fokusere på alt det, der gør jer forskellige, så prøv at fokusere på det, der gør jer alle til idioter.” (@TheTweetOfGod)

Hvad stiller vi op med hinanden efter massakren på Charlie Hebdos tegnere og tragedien på Krudttønden og ved Synagogen i København? Hvad er de fælles værdier i det Liberale Demokrati? Er der overhovedet nogle, omkring hvilke vi kan danne et fællesskab? Eller har de borgerlige stemmer, som Mads Holger og Morten Uhrskov Jensen ret i, at kun nationalt, kulturelt og etnisk homogene fælleskaber er de eneste rigtige og rigtigt holdbare fællesskaber?

Eller har ironikeren Hans Hauge ret, når han efter #cphshooting skriver, at i det ”moderne samfund [er] fællesskaber en trussel mod individet, der er den eneste minoritet, der findes,” Og at problemet med Omar el-Hussein, der stod bag terroren i København, netop var, at han søgte et fællesskab og fandt det.
Gud tweetOmar El-Hussein klarede ikke individualiseringens skæbne, skriver Hauge. Og jeg tror, at Hauge (med reference til Ulrich Beck) har ret; individualisering er vores ”skæbne” og den skal vi lære at leve med. I en globaliseret verden, en verden med stigende migration, handels- og turistforbindelser, er kulturmødet en uundgåelighed. Og vi kan vælge sammenstødet, men vi kan også vælge den bløde multikulturalisme, hvor vi med henvisning til de individuelle rettigheder og det liberale demokratis rammer vælger freden. Vi kan vælge at fokusere på de områder, hvor Kishore Mahbubahni skriver, vi konvergerer, og på, som Steven Pinker og Andrew Mack viser, at verden ikke er ved at falde fra hinanden.

Individualismens udfordring

Francis Fukuyama anførte i sit 1989-essay The End of History, at den eksistentielle tomhed i liberalismens kerne formodentlig er en ”defekt” ved selve ideologien. Men han anfører samtidig, at ”Den moderne liberalisme er en historisk konsekvens af svage religiøst baserede samfund, som ikke kunne enes om, hvad det gode liv er, og ikke selv kunne tilvejebring selv de mindste forudsætninger for fred og stabilitet.”

Så spørgsmålet er, om ikke, vi bør omfavne denne ”defekt” og lære at holde af den. Fred, stabilitet og økonomisk fremgang har gået hånd i hånd siden, industrialiseringen og globaliseringen satte sig igennem og skabte den moderne verden, og den opgave, vi alle må samles om er, at videreføre denne arv. Og ikke sætte den over styr i reaktionær modkultur og identitetspolitik.

Identitetspolitikken ”indtræffer netop, når traditionelle kulturelle identiteter bryder sammen under moderniseringen og en pluralistisk demokratisk orden …” (Fukuyama 1992, side 417). Identiteten bliver en særdeles skrøbelig størrelse i det øjeblik, den bliver et personligt anliggende, et selvrealiseringsprojekt (et spørgsmål om tatoveringer), og ikke vokser ud af et traditionsbevidst fællesskab, som vi umærkeligt – og ureflekteret – glider ind i.

Mod dette identitetstab er der kun to alternativer (tilbage efter kommunismens fald), skriver Fukuyama i 1989, nemlig islamismen og nationalismen. Den islamiske revolution (Iran) har ikke skabt fred og stabilitet for sin befolkning, men et uhyrligt undertrykkende regime, og islamisk stat ser på ingen måde ud til at kunne eller ville tilvejebringe noget, der minder herom. Snarere ser de ud til at ville skabe et arabisk ragnarok parallelt til vestens egen undergang i 1. Verdenskrigs nationalistisk antændte apokalypse. Også Vladimir Putin ser ud til ikke at have lært af historien, og synes at ville bekræfte den hårde autoritære nationalismes fallit endnu en gang. Og det mens det venezuelanske forsøg på at revitalisere socialismen efter Jerntæppets fald er gået i krampe.

Med andre ord ser individualismen i det liberale demokrati (stadig) ud til at være den (kaotiske) skæbne, der ikke nødvendigvis medfører døden. Men nationalismen er ikke en entydig størrelse, skriver Fukuyama, den spænder fra A) en mild kulturel nostalgi til Z) nazisme, og den første kan jo glimrende kombineres med individualismen via lidt fællessang … Om det er John Lennon eller salmer, som Mads Holger hellere så, er fuldstændig ligegyldigt, al den stund den danske folkekirke ikke udgør et reelt grundlag for fællesskab, men blot leverer tag-selv-åndelighed til modernitetens selvrealiseringsbuffet.

Det kan lyde kedeligt, og under alle omstændigheder er det ikke heroisk. Men er det ikke netop det, menneskeheden altid har drømt om; fred og fordragelighed, hygge og fælles samvær?

Anti-modernismen

Og det er netop i denne det liberale samfunds defekt, tomheden, at identitetspolitikken og islamismen krydser hinanden i deres afstandtagen fra Muhammed-tegningerne og dermed kernen i det liberale demokratis værdisæt og modernitetens grundlag: Menneskerettighederne, herunder individets frihed, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

Dette sammenfald er en ekstremt underlig og kompliceret historie … og jeg tror, på ingen måde sammenfaldet er villet. Det er snarere et resultat af, at vi mennesker, som sociologerne hævder, i langt højere grad definerer os i modsætning til andre og langt sjældnere i konstruktiv tilslutning til noget, vi har gidet sætte os ind i.

 Julius Caesar Ibbetson har malet opsendelsen af George Biggins i en luftballon i 1785. Dejligt eksempel på oplysningstidens frygtløse eksperimenteren. Også i teksterne, den politiske filosofis klassikere, blev der leget med nye - og ofte forbudte - tanker.


Julius Caesar Ibbetson har malet opsendelsen af George Biggins i en luftballon i 1785. Dejligt eksempel på oplysningstidens frygtløse eksperimenteren. Også i teksterne, den politiske filosofis klassikere, blev der leget med nye – og ofte forbudte – tanker.

Jeg tror, at hvis vi skal overkomme den hjemlige splittelse, vi ser i forbindelse med Muhammed-tegningerne og diskussionen om ytringsfriheden, så skal vi ikke bare bede enhver omfavne den vestlige verdens grundlæggende værdier, vi er også nødt til at se på begrundelserne for de anti-vestlige bevægelser rundt om i verden – og ikke mindst, dem vi ser manifesteret i den vestlige verden selv (modstanderne er så på den anden side nødt til at anerkende den vestlige verdens positive frembringelser).

Skal man tro den indiske litterat Pankaj Mishra, så er det, der plager ikke-vestlige kulturer i dag stadig det kulturelle sammenbrud, den vestlige imperialismes forårsagede. I From the Ruins of Empire. The Revolt Against the West and the Remaking of Asia, at ”resten” i begyndelsen af moderniseringsperioden så op til vestens teknologiske og politiske udvikling og heri så en lysere fremtid, men meget hurtigt blev skuffede over vestens tomme løfter om medindflydelse og snart så sig overmandet, ydmyget og udbyttet af en påtvunget imperialistisk kapitalisme, som fjernede ethvert livsgrundlag for arabere, indere og kinesere.

Det vestlige hykleri vakte meget hurtigt en anti-vestlig mentalitet: bokseropstanden i Kina i 1900, stammeoptøjer i Indien, Tobaksrevolutionen i Iran i 1891, Urabi-revolten i Egypten i 1882 og Mahdi-revoIutionen i Sudan, som begyndte i 1881. Og alligevel; helt op til Versaillesaftalen efter 1.Verdenskrig så kinesiske, vietnamesiske og indiske intellektuelle muligheder for at blive ligeværdigt integreret i den globale økonomi. Men vestens sejrende magter delte verden op i mellem sig og ignorerede resten.

Som det fremgår af Vice News’ dokumentar om Islamisk Stat, var Sykes-Picot linjen noget af det første islamisk stat trampede på, da de fik chancen. Den linje markerede Vestmagternes hemmelige deling af Mellemøsten i 1916, og var således en temmelig klar manifestation af de imperiale magters krænkelse af arabernes ret til selvbestemmelse. Og det er samme imperialistiske tyranni, vestlige venstreintellektuelle refererer til, når de hævder Muhammed-tegningerne blot er endnu et led i vestens historiske undertrykkelse af alle andre folkeslag. Og det er denne ”undertrykkelse”, jihadisterne henviser til, når de forsøger at rekruttere nye krigere i vesten via de sociale medier.

Anti-kapitalismen

Når venstrefløjen og anti-vestlige kræfter i dag (nærmest i forlængelse af ovestående) hævder at det liberale demokratis økonomiske system, markedet og kapitalismen, er udbyttende og dermed konfliktskabende, så overser de, at det kun er det i det omfang, systemet ikke efterlever de omstændigheder og de idealer, det er vokset ud af, nemlig oplysningens historiske opgør med overklassen og frigørelsen af folkene gennem en stadig insistereren på menneskerettigheder – og muligheden for rent faktisk at forsamles og insistere på dem i det omfang, de blev tilsidesat, som f.eks. i forbindelse med borgerrettighedsbevægelsen i USA.

Louis den 16 henrettes.  Kobberstik af Georg Heinrich Sieveking fra 1793.

Louis den 16. henrettes. Kobberstik af Georg Heinrich Sieveking fra 1793.

Den revolution fandt kun sted i vesten og da vestens frie befolkninger fik magt, magtede de desværre ikke at lade disse værdier gælde for andre også. Den opgave står vi stadig overfor.

Tværtom, den kapitalistiske økonomi er udviklende. Det var da Deng Xiaopings ”gaige kaifang” i 1978 og Vietnams tilsvarende ”Doi Moi” fra 1986, der åbnede for kapitalisme og markedsøkonomi i de stagnerende planøkonomiske regimer, at fremgangen begyndte. Der er dog stadig et pænt stykke vej til liberalt demokrati. Men som Fukuyama efter sit selvopgør med neo-konservatismen peger på i The Origins of Political Order, så er en stærk stat den bedste begyndelse på vejen mod liberalt demokrati, for den kan sikre lige lov for alle og sidenhen gennemsigtighed, og de sidste to faktorer er historisk set eneste garanti for stabilitet. Kinas kommunistiske parti ved selv, at det hele tiden må fire på tøjlerne for ikke at skabe for meget ustabilitet.

Det tomme fællesskab

Det liberale demokrati leverer kun rammerne for fred og fremgang, ikke livsindholdet, den kulturelle eller personlige identitet. Til gengæld giver det plads til alle eksperimenterne. Til at finde på nye samværsformer, alternativer, bæredygtige fællesskaber og samtalesaloner.

Vores idéhistorie er rig på litteratur i diverse genrer, der omhandler disse grundlæggende værdier og de diskussioner og refleksioner, der førte til realiseringen af dem. Det er vores kulturelle arv, som vi i nogen grad har sat over styr i vore egne anti-autoritære opgør. Vi sagde farvel til oplysningens tanker i vores egen selvlede over imperialismens eftervirkninger, først og fremmest Vietnamkrigen, men også andre proxy-krige, diktaturstøtten, den kolde krigs absurde logik og atomare våbenkapløb. Og ikke mindst fordi toneangivende tænkere efter 2. Verdenskrig ikke skelnede tilstrækkeligt mellem oplysningens tankegods og oplysningens teknologiske frembringelser – eller ikke kunne skelne disse fra imperialismen og nationalismen.

Men det var ikke de individuelle frihedsrettigheder, der førte til de to Verdenskrige. Det var tværtom knægtelsen af dem. De steder der blev værnet om dem – eller mere præcist, de steder, hvor det bedst lykkedes at sætte dem igennem – er også dér, hvor der har været størst materiel fremgang.

Det liberale demokrati – eksistensens tomme rammer – og de værdier der bærer det, er dem vi i hver eneste generation skal ihukomme og levendegøre. Vi lever i oplysningens tid, ikke efter den. Og denne opgave burde være tilstrækkeligt til at holde den eksistentielle krise stangen. For uanset, hvor skrøbeligt det åbne samfund tager sig ud, så er det historisk set det mest holdbare og det, der muliggør flest gode liv. Det enkelte individ er ukrænkeligt, men det gør ikke individets holdninger ukrænkelige eller dets handlinger moralsk uangribelige.

Og i vores uheroiske liv som det liberale demokratis kustoder, skal vi kunne kritisere alt, der med henvisning til kulturel identitet, kulturelle traditioner og religion hævder at vide, hvordan andre bør leve deres liv. Og vi bør selvfølgelig være forberedte på og parate til at diskutere os selv, vores egne betragtninger og vores handlinger. Lighed er nemlig også en kerneværdi i det liberale demokrati. Men så er alt også som det skal være for det tænkende, sociale og politiske dyr, Aristoteles hævdede, vi er.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

33 tanker om "Det tomme fællesskab"

  1. Spændende indlæg. Men jeg savner, at du forholder dig mere konkret til de folkelige bevægelser, som vi kender dem i Nordeuropa, som potentielle modspil til de religiøse og nationale fællesskaber. Eller også læser jeg det bare ikke grundigt nok. Skal jeg forstå det sådan, at f.eks. højskolen blot er en ramme for en liberal individbaseret kultur, som tilfældigvis har "fred og fordragelighed" til fælles? Kan netop de elementer – "fred og fordragelighed, hygge og fælles samvær" ikke danne basis for et reelt fællesskab – især hvis vi taler om hygge i form af højskolesang og skabende samvær? Og hvad med andelsbevægelserne, kvindefrigørelsen, fagforeningerne – er de også blot tilfældige strømninger i "modernitetens selvrealiseringsbuffet"?

    • Hej Annika. Jo, men jeg har ikke lyst til at forholde mig (intellektuelt)til folkelige fællesskaber og bevægelser. Ikke fordi, jeg per definition ikke bryder mig om dem, men fordi jeg mener, de bør opstå på en baggrund af frihed. Er de for fyldte, fællesskaberne, bliver de også ofte ekskluderende. De skal være utvungne.

      Højskolen som sådan, kan jeg ikke udtale mig om, jeg er blot én stemme, som i vekselvirkning med kursister og kollegaer forsøger at præge forestillingen om vores værdier og fællesskab. Hvad du mener med reelt fællesskab, er du nødt til at forklare nærmere. Jeg ønsker mig pt ikke andet end individbaserede fællesskaber – gerne i fred og fordragelighed og gerne med fællessang. Jeg er af den holdning, at det stærke fællesskab, vores statsminister så ofte hylder er hult og påtvunget og langt hen ad vejen en hindring for at nye, alternative og mere frugtbare organiserings- og organisationsformer kan opstå.

      Og nej, jeg tror ikke, at de forskellige bevægelser, du nævner, blot var tilfældige strømninger. Tværtom er de bevægelser, som folk stiftede på baggrund af de idealer, jeg taler om, og fordi de følte en form for nødvendighed i forbindelse med deres stiftelse. Nu, derimod, kan det nemt forholde sig anderledes med dem. De opstod, fordi de manglede, fordi de var nødvendige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *