If I can’t dance, it’s not my revolution

image_pdfimage_print

Enhver bevægelse bliver ekskluderende hvis den ikke gøres sjov, kreativ og indbydende, og mener man, at højskolebevægelsen skal formes af midaldrende forstandere på talerstole, er det sandt, at denne ingen fremtid har. Opfattes højskolerne derimod som arnested for kreativitet, mangfoldighed og international dannelse i blandt en bred gruppe unge, med forskellig kulturel baggrund, rummer højskolerne derimod et enestående potentiale for at skabe en bevægelse med fokus på at skabe forandring til det bedre.  

I seneste udgave af Højskolebladet kan man læse, at ”Højskolebevægelsen er død – og har været det længe”. I samme udgave berettes der ligeledes om, at de gamle bevægelser, som højskolebevægelsen, kæmper en dødskamp og langsomt erstattes af enkeltsagskultur. Dette rummer en lille del sandhed, men på samme tid afslører det et forældet og misforstået syn på højskolen, såvel som på hvad en bevægelse kan og bør indeholde. Hvis verden skal forandres til det bedre, skal der handles og udøves indflydelse, det være sjovt at være med og så skal forandringen skal komme fra folket. Men hvor samles positiv energi, motivation og fælles formål på tværs af kultur og politik? På højskolerne, naturligvis. Lad os bruge udviklingsproblematikken og Barack Obama som eksempler.

Social forandring kræver folkelig bevægelse og en folkelig bevægelse
Det er afsindigt hårdt at beskæftige sig med verdens realiteter – og egentlig ikke specielt morsomt. Alt for mange mennesker lever i fattigdom, uden rettigheder og under forhold vi tvinger os selv til at ignorere for at kunne falde i søvn om aftenen. Dykker man for dybt ned i fortællinger om kasteløses vilkår i Indien og Nepal, mennesker i Nairobis slum og for krigens ofre i Syrien er nattesøvnen for alvor truet og hovedpinen vokser. Den bekvemme udvej er at erstatte Deadline med The Daily Show med John Stewart, Politikens kultursektion studeres på bekostning af udenrigsstoffet i første sektion ligesom abonnementet på Information for længst er opsagt.

Dette er ærgerligt, men egentlig ikke hverken uforståeligt og desværre heller ikke uden grund. Det er jo en alvorlig sag at forandre verden og ikke noget man som et enkelt menneske uden videre kan overskue. For at skabe forandring har vi brug for en bevægelse, en sammenslutning af mange individer, som alle har samme overordnede formål. De skal ikke være enige politisk, for fattigdom og nød er ikke et politisk spørgsmål, men de skal være enige om et bestemt menneskesyn og de skal være fælles om troen på positiv social forandring. For nu at foretage et kvantesidespring, kan Obamas 2008-kampagne være behjælpelig med at finde vej, for denne bevægelse.

”The story of Now, Self and Us”
Da Obama i 2008 blev valgt som USA’s præsident, formåede han at gøre budskabet om ”Change We Can Believe In” til et samlende budskab for kampagnefolk og tusinder af frivillige i hvad der nærmest lignede en social bevægelse og hvor befolkningen blev inkluderet i en fælles mission. Men hvordan samlede Obama i 2008 godt 70 millioner amerikanere bag budskabet om forandring, håb og fremskridt? 70 millioner mennesker som repræsenterer et sandt kludetæppe af økonomiske, politiske, og kulturelle synspunkter? Han bød dem til dans og valsede til en stensikker valgsejr over John McCains statistiske og stillestående facon.

Det første den amerikanske Havard-lektor Marshall Ganz gjorde, da han blev bedt om at få Barack Obama valgt som USA’s 44. præsident, var at gennemføre et centralt princip, som meget vel kan have været afgørende for udfaldet af valget. Ganz understregede vigtigheden af, at alle omkring valgkampen skulle være en del af en fælles fortælling. Fortællingen skulle dog ikke dikteres af kampagneledelsen, som det ofte er tilfældet, men udspringe af de frivilliges egne erfaringer og drømme. Det var med andre ord ikke manden på talerstolen som entydigt lagde en retning for kampagnen, men derimod de frivillige selv.

Ganz stillede en række spørgsmål til striber af frivillige, ledende politikere og mediefolk og Obama selv. I første omgang bad han dem formulere ”The story of Now”: ”Hvor brænder det – hvad er problemet med verden, lokalt som globalt?”. Herefter bad Ganz folk formulere ”The story of Self”, hvor egne bekymringer og løsninger var i centrum. Han spurgte hvilken rolle den enkelte person spiller i forhold til det store perspektiv og ikke mindst hvilken motivation den enkelte havde til at gøre en indsats for en positiv forandring i USA og verden. Til sidst spurgte Ganz dem alle, hvordan og hvorfor deres overvejelser er relevante for alle amerikanere og hvordan alle amerikanere kunne samles i ”The story of Us”.

Barack Obama – en politisk fiasko, som er en folkelig succes
Resultatet af overvejelserne var en bevægelse, hvor den enkelte frivillige følte medejerskab over det samlede budskab. Et simpelt budskab, som alle kunne tilslutte sig og genfortælle overalt hvor de kom frem. Denne fortælling kunne være individuel fra person til person, men kom automatisk til at indeholde en positiv forventning om ”Change”. Og ikke bare forandring. Men forandring vi kunne tro på! Og det virkede. Det virkede i så høj grad at selv Nobelkomiteen faldt i med begge ben og gav Obama fredsprisen udelukkende på en forventning om ”Change”, alt imens dronerne eksploderer over hovederne på folk i Pakistan, Afghanistan og Irak – og helt uden tab af amerikanske soldater.

Obama blev valgt, og valgt igen og er en kæmpe succes og foregangsmand for alle som ønsker at inkludere frivillige kræfter i arbejdet for forandring. Der var masser af empati og sikkert stort set udelukkende positive intentioner, desværre uden megen mulighed for at sætte handling bag ordene. Forandringen i USA er vanskelig at få øje på og det er ikke sikkert, at komiteen bag Nobels fredspris er ubetinget begejstrede for amerikanernes indsats for fred i Mellemøsten.

Fælles front i kamp for social forandring er en ’no-brainer’.
På samme måde må bestræbelserne for større social lighed, belært af erfaringer fra Obamas valgkamp, gøres til en inkluderende og levende bevægelse, hvor det at være bevist om verdens uretfærdighed og have ambitioner om forandring og bæredygtighed ikke være en sur pligt for de få frelste. Derimod skal kampen for social forandring være dansende let, sjov at tage del i og fyldt med kreativitet og mod.
Når verden skal forandres til det bedre (hvilket ikke er til diskussion), kræver det naturligvis mere end at et enkelt menneskes liv er blevet forandret. Det kræver mere end at en enkelt oplyst højskoleelev formulerer sit krav om social forandring i sin rus efter 4 måneders højskole, hvor fællesskabet har bakket op omkring solidaritet med de mest udsatte i verdens udkantsområder. Det kræver også mere end NGO’ernes ihærdige og utrættelige arbejde og det kræver langt mere end Danmarks første og eneste kompetente udviklingsminister. Det kræver en folkelig bevægelse, hvor det er sjovt at være med.

Jeg kan kun komme på ét kvalificeret svar, når jeg skal svare på spørgsmålet om, hvor denne bevægelse skal komme fra, og det er hverken fra forstandere, fra bestyrelser eller skribenter på højskolebladet eller denne blog. Men fra højskoleeleverne. For hvem kan bedre gøre kampen for social forandring legende, kreativ og dansende end unge som uden udsigt til eksamen, forventningspres, SU-straf og nedsat kontanthjælp kan koncentrere sig om at diskutere problematikker, som inkluderer selv verdens fattigste.

Megen kærlighed, men for lidt magt.
Lad det være klart, at jeg ikke mener, at idealisme og højskoleelevers mulighed for at være skabende i en bevægelse for social forandring kan løse problemerne for verdens fattigste og fastlåste positioner i international politik.

Altmuligmanden Adam Kahane kender om nogen til fastlåste positioner i international politik. Kahane, som har universitetsgrader i Fysik, Konfliktløsning, Økonomi og sågar excellerer som klassisk cellist, var  med succes medvirkende til at sammenbringe ledende figurer i Sydafrika omkring forhandlingsbordet i forbindelse med ophævelsen af apartheidregimet. Kahane peger i sin bog med den poetiske titel ”Power and Love” på vigtigheden af, at idealismen følges med realitetssans og realitetssansen ikke overskygger idealismen. Magt uden empati kan give store resultater, men er ofte undertrykkende og kortsigtet. Empati uden magt er nyttesløs, men kan også skabe fællesskaber som undertrykker retten til forskellighed igennem manglende sikring af rettigheder og friheder. Martin Luther King udtrykte det således: “Power without love is reckless and abusive, and love without power is sentimental and anemic.”

Vildere klovn, vildere. Dans!
På denne blogs facebookside kan man finde et link til en rapport, som peger på, at højskolen ændrer livet. Altså det enkeltes liv. Ikke livet som sådan, forstås. Slet ikke alle menneskers liv. Men forandringen starter ved at individet bevæger sig og denne bevægelse er selve højskolebevægelsen. For at skabe forandring i samfundet omkring os, er det dog oplagt at pege på, at der er brug for et langt bredere elevgrundlag for højskolerne, som Niels Gerner Nielsen også peger på her på bloggen, for at denne bevægelse kan brede sig ud.

http://sunsite.berkeley.edu/Images/emmaportrait2.jpgDe danske højskolers forskellighed, fagligt såvel som pædagogisk, konstituerende for, at højskolerne kan skabe bevægelse, men forskelligheden kan godt blive større. På tværs af fag, faciliteter, politiske og kulturelle synspunkter kan man som højskoleelev på højskolerne danse (røven ud af bukserne) og på samme tid og sted diskutere menneskelivet – alt imens man har det sjovt.

For hvem vil være med, hvis det ikke er sjovt? For som kvinderettighedsforkæmperen Emma Goldman engang sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/vidanserforlidt.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

7 tanker om "If I can’t dance, it’s not my revolution"

  1. Hvis de danser, skrider jeg! Der er mange gode ting i den artikel Ole; målene og alvoren f.eks.. Men så glider du sgu' lige i den vestlige civilisations kæmpebananskræl, at alt skal være sjovt og underholdende. Ingen forpligtelser, ingen sure tjanser. Det er lige præcis den holdning, der udgør kernen i den aktuelle krise: ingen arbejde, men billige lån, og den hoppede vi alle på (ikke kun udlånerne, som blot udnyttede de uvidendes dovenskab og smålige grådighed).

    Engagementet bliver ikke til noget, hvilket du selv illustrerer med Obamakampagnen, når lethed og underholdning er et krav for deltagelsen. Jeg gider ikke danse. Tilgengæld finder jeg det stærkt stimulerende at beskæftige mig med at forstå de problemer, der er i verden og forsøge at få unge mennesker til at engagere sig. Men deres hang til billig og letkøbt underholdning kan jeg ikke klare – den er ikke engang til gavn for dem selv (så hvordan skulle den komme næsten til gavn), men skaber nogle forventninger tiæ et legende let liv, som livet har svært ved at honorere. Og så har vi balladen. Løsning: mere udholdenhed, mere pligtfølelse. Viden og engagement er ikke noget man leger sig til, men når man først er kommet igang med at oplyse sig selv (med hjælp og vejledning), så bliver det givende og dannende, hvilket er uendelig meget mere værd end et æstetisk disco-fix.

  2. Lars, set bagud føler jeg nærmest at jeg skrev teksten til netop dig. Jeg ved godt, at du ikke danser, og du skal have lov til at lade være. Jeg ved også at du godt kan lide at være alvorlig, men på samme tid ved jeg også, at du faktisk er ret sjov at være sammen med. Man kan altså godt være sjov, have det sjovt og være alvorlig på samme tid, uden at man nødvendigvis behøver at danse.

    Jeg kan ikke finde det sted jeg skriver at de sjove og letkøbte skal erstatte eftertanke, pligtfølelse og alt det der. Tværtimod. Jeg mener, at disse elementer skal gå hånd i hånd, som jeg vist nok også skrev noget om i Højskolebladet engang.

    Bananskrællen er ligeså meget din at træde i, når du springer ud i den sædvanlige parole om borgerdyd og pligt uden at se, at dette ikke erstatter, eller kan erstattes, af det sjove.

    Rent faktisk skrev jeg indlægget for 14 dage siden, som en veritabel sviner til Danmarks Indsamlingen, som var en kvalmende udstilling af denne tivolisering og mediefolks skræk for at vise verdens sande tilstand i den bedste sendetid. Showet blev til en underlig sammenblanding af musik, nødhjælp og Stig Tøfting på en havetraktor! Det var skrækkeligt. Det var et forsøg på at underholde. Ganske skrækkeligt.

    Jeg skelner imellem at underholde andre, i frygten for at seerne zapper væk, og at mennesker, som vil skabe forandring, gør kampen sjov at være med i – for sig selv og de som er med. Jeg er ikke tilhænger af, at morgensamlinger, tv, foredrag, bøger, avisartikler mv. SKAL være sjove at læse eller se, men er man en del af et fællesskab, skal der i dette fællesskab være plads til smil – og ja, lidt dansetrin. Ikke for at erstatte alvoren, men for at skabe energi og samhørighed på tværs af de deltagende parter. Jeg synes faktisk at MS-kampagnen "Tour de Future" er et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at forene det sjove med det alvorlige.

    Jeg forstår ikke hvorfor det skal være elitært og eksklusivt at se ud over sin egen næsetip. Netop når en sag og en bevægelse inddrager andre og virke inddragende, kan den vokse og omfatte flere og flere. Som jeg også skriver på bloggen, der hvor jeg henviser til Adam Kahane, er jeg jo ikke jubelidealist. Gode intentioner forandrer ikke verden alene. Der skal magt bag handlingen og tusind personers stemme er langt mere magtfuld end en snæver gruppe "moralsk overlegne og politisk engagerede mennesker".

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *