image_pdfimage_print

Bliver man en bedre læge af at se på kunst

Almen dannelse. Gymnasierne skal igen reformeres, hvorfor bølgerne rejser sig og der tales om hor og prostitution, fagsammenlægninger og mere fokus på naturvidenskab. Personligt har jeg ikke noget imod hverken det ene eller det andet, da jeg altid har fundet det frugtbart, berigende og erkendelsesbefordrende at blande ting sammen; der skal mere end en god råvare til et godt måltid. Hvad der dog kan irritere mig, er manglen på konkretion: Hvad der det egentlig den der almene dannelse og brede orientering er godt for? Her kommer et par svar.

På Højskolerne opererer vi med noget, der kaldes UBAK. Det er en forkortelse af Undervisning af Bred Almendannende Karakter. Ifølge loven skal undervisningen på en Højskole bestå af mindst 50% UBAK og det er fedt, fordi viden, indsigt og kunnen på et felt ofte skærper evnerne og idérigdommen på et andet felt. Mon ikke en person, der er vanvittig dygtig til litteraturanalyse, også er i stand til (sammen med andre) at analysere diverse strategiske og taktiske aspirationer i – lad os sige, et udenrigspolitisk udspil fra Vladimir Putin.

Fred Kaplan, forfatter til Dark Territory. The Secret History of Cyber War, fortalte søndag 24/4-2016 til Fareed Zakaria på CNN-magasinet Global Public Square, at Reagan i sin tid var blevet opmærksom på cyberspace som et sikkerhedsspørgsmål, fordi han havde set filmen Wargames fra 1983 – altså nærmest før internettet var en realitet. Wargames handler om en ung mand, der hacker sig ind i et militærsystem, hvor han forveksler virkelighed med fiktion. Han tror, han spiller et fiktivt spil og er tæt på at udløse den virkelige 3. Verdenskrig. USA’s daværende Præsident, Ronald Reagan så filmen og kunne ikke slå den ud af hovedet, og ved næste sikkerhedsmøde fortalte han om filmen, mens sikkerhedsrådgiverne vendte det hvide ud af øjnene, og han afsluttede med spørgsmålet om, hvorvidt filmens scenarier ville kunne finde sted i virkeligheden. Ugen efter da militærfolkene havde undersøgt spørgsmålet, fik Reagan svaret: ”Ja, det kunne det, og det var meget værre, end de troede.”

Der skulle et indspark fra underholdningsbranchen til, og en Præsident der gav sig tid til at se film, førend man blev fuldt opmærksom på de potentielle sikkerhedstrusler i forbindelse med det elektroniske net, man var ved at skabe. Åbenbart ikke en tanke fagfolkene var kommet på.

Egå Ungdoms-Højskole på Musee d'Orsay, Paris, efteråret 2015. Emilie ser på Monet

Egå Ungdoms-Højskole på Musee d’Orsay, Paris, efterår 2015. Emilie ser på Monet.

I In defense of a Liberal Education fra 2015 fortæller Zakaria, hvordan 20 medicinskoler supplerer deres undervisning i observation og diagnosticering med studier af kunst. De følger Irwin Bravermans fra Yale School of Medicines eksempel. Braverman vurderede i 1998, at hans studerende var for ringe til at observere og stille diagnoser, hvorfor han i samarbejde med Linda Friedlander fra Yale Center for British Art arrangerede et kursus i kunst for 100 medicinstuderende, som igennem forløbet skulle iagttage og forholde sig til de mange lag i kunstværkerne. De studerende, der deltog i kurset var bagefter langt bedre til at stille diagnoser.

Jeg kunne komme med flere eksempler, men disse er formodentlig tilstrækkelige til at slå pointen fast.

Alt det gode i mit ho’ed

Simon Lægsgaard, Brandbjerg Højskole

Godhedsindustrien – Vorherre til hest

en term skabt af hyperkapitalister, der altid ved bedst

hvor menneskets egentlige drivkraft ligger begravet

mens de dumper deres gift ud på bunden af havet

 

Men når vi taler om havet så finder jeg min ro

ved havet er så skønt både at færdes og at bo

Jeg tænker: Endelave mit barndomsparadis

urørt af tidens trend, uden smog og diesel-fis

når jeg sidder der på stranden og nyder dagens sidste stråler

og nyder varmen og brisen og med min elskede skåler

mens vi sammen beskuer solens skive så smuk og så rund

så glemmer jeg helt bitterheden – den er fuldstændig væk – for en stund

Så glemmer jeg alt om olieskibe, der pludselig sprænger læk

om fuglen, der sidder mig unaturligt nær, fordi den ikke kan flyve væk

om brisen, der bærer på dieselpartikler

og næringsstoffer der havbundsforvikler

om manglende ozon der konverteres til cancer

og om iltsvind og krabber der rådner i deres panser

om manglende vilje og farlig last

og at overfladen solen spejles i snart er mindre vand end plast

om overforbrug og ressourcesvineri

om overfiskning og atomaffaldsdeponi

og ligegyldighed, dumping og erhvervspirateri

om lukkede øjne og CO2-apati

om vestligt tøjfremstillingsvandforbrug og børneslaveri

og om puden på min stol af kinesisk børnebroderi

Næh jeg hviler så fredfyldt på puden mit hoved

og tænker skam alene på alt det gode

 

Foto: Lars Andreassen

Foto: Lars Andreassen

Jeg tænker på syv årtier med fred

og glemmer for en tid helt at være vred

over måden vi forvalter vores frihed på

over Ryvangens pæle der tavse stå

og vidner om unge der gav deres liv

for at vi kan dø af ensomhed og tv-tidsfordriv

og kvæles i sukker og fastfood og normer

i konkurrencestatspladder og fremdriftsreformer

i vækstplanløshed og forbrugssvineri

og min svigermor der siger: vi har for lidt at gå op i

Jeg glemmer alt om de unge, der presses gennem pølsefabrikken

om argumentresistens og politikerperistaltikken

der skubber lorten foran os mod kommende generationer

mens de priser kapitalismen som slutsten for religioner

Jooh jeg forsøger skam at huske på alt det gode

som Vesten gør for den samlede klode

pist væk er sult, berigelseskrig og flygtningestrømme

og oppustede lig i Middelhavet hjemsøger mig kun i mine drømme

 

Foto: Kristine Goul, Egå Ungdoms-Højskole

Foto: Kristine Goul, Egå Ungdoms-Højskole

Ja mens jeg sidder der og nyder forårssolen

glemmer jeg sågar alle hullerne i taget på skolen

for ikke at tale om omfordelingsprocenten

og kassekreditten og udlånsrenten.

og curlingbørn der bare ikke orker længere

Gud bevares – jeg glemmer selv selfie-stænger

for ikke at tale om manglende fællesskabsånd

om samfund der reduceres til samlebånd

når skovduerne kurrer og kaninerne knepper

er vi faktisk tæt på at jeg glemmer navnkundige Steen-Nepper

og alle andre, der reducerer højskolepædagogik

til hjertesprog, bragesnak og samfunds-matematik

Ja når jeg sider her og nyder musikken fra himlens lærker

er det nær ved at jeg glemmer selv Støjbergs og Corydons samlede værker

Det er så bekvemt, at jeg glemmer at alt det vi kalder for sund fornuft

ikke er andet end vores eget verdensbillede tilført lidt demokratisk duft

Jooh alt er skam glemt og min hjertejubel når uanede højder

når mine elever står i det fri og synger og spiller og fløjter

med indlevelse, finfølelse og akkuratesse

mens min forretningsfører – ja tro det hvem der vil – springer ud som salsaprinsesse

så går jeg en tur ud i forårsskoven

og lader mig hylle i alt det lysegrønne fra oven

mens jeg fylder mig selv med rendyrket væren

og svæver midt i alt det grønne til blide toner fra stæren

Jeg vågner brat ved et skud i det fjerne

alt lys forsvinder – en isnen lammer min hjerne

Det er naboen, den store idiot, der skyder min buk

fra sit ulovlige placerede skydetårn, han sku fandme ha nogle hug…

Rosa Parks og den danske forbindelse

Måske havde Folkehøjskolerne allerede udspillet deres rolle. Kongerigets analfabetiske almue var blevet en nation af oplyste, velorganiserede mennesker, der tog ansvar for sig selv, hinanden og landets økonomi. Myles Horton var skuffet, måske han lige så godt kunne rejse hjem til USA igen.

Det gjorde han dog ikke. Han blev i Danmark og fandt, hvad han søgte, lod sig inspirere og rejste så tilbage og grundlagde i 1932 Highlander Folk School i Appalacherne i Tennessee. Her ligger den endnu, og skønt fremtrædende borgerrettighedsforkæmpere som Martin Luther King og Rosa Parks, samt sangskriveren Pete Seeger havde deres gang på stedet, er skolen forholdsvis ukendt. Også i USA fortæller Michelle Yi-Martin, som til daglig underviser i amerikansk historie og litteratur på San Francisco School, som i foråret besøgte Egå Ungdoms-Højskole, man skal til de såkaldte ”renegade writers” for at finde Highlander omtalt som en vigtig del af amerikansk historie.

 

Undervisningen består som oftest af studiekredse, hvor kursisterne sidder i hver deres gyngestol i en kæmpe rundkreds. Foto af Michelle Yi-Martin

Undervisningen består som oftest af studiekredse, hvor kursisterne sidder i hver deres gyngestol i en kæmpe rundkreds. Foto af Michelle Yi-Martin

 

Myles Horton og Highlander Folk School

Jeg kendte ikke til den fascinerende historie om Horton, Highlander, Borgerrettighedsbevægelsen og Grundtvig før Michelle besøgte os i Egå, men nogle af de ældre i Højskolebevægelsen kender den selvfølgelig og Højskolebladet bragte i både 1983 og 1990 artikler om Horton og de danske folkehøjskoler og Ebbe Kløvedal-Reich kunne også berette historien. Nu fortæller jeg den, sådan som vores kursister og jeg fik den overleveret af Michelle.

Myles Horton havde læst marxisme, religion og samfundsforhold og det er primært pga. det første, at hans historie ikke omtales i det amerikanske uddannelses-curriculum – socialisme er som bekendt en form for anti-amerikanisme, det onde selv. Skolen var i mange år overvåget af FBI og Horton selv måtte flere gange ind og ruske tremmer.

Anti Highlander billboard, Martin Luther King Jr. på kommunistskole. Kampagne mod Highlander folk School 1965. Foto fra Highlandercenter.org

Anti Highlander billboard, Martin Luther King Jr. på kommunistskole. Kampagne mod Highlander folk School 1965. Foto fra Highlandercenter.org

I 1930 i Chicago møder Horton et par mænd med danske aner, Enok Mortensen og Åge Møller, der beretter om de danske folkehøjskoler. Horton vil have syn for sagn og rejser i 1931-32 til Danmark. Som nævnt er han i første omgang skuffet, men han lærer sig dansk, bliver bekendt med Grundtvigs tanker og finder efterhånden det, han var rejst ud efter på den Internationale Højskole og på Arbejderhøjskolen i Esbjerg.

Han rejser tilbage og grundlægger sammen med en anden bjergboer Highlander Folk School med det sigte at organisere mine- og skovarbejdere i Appalacherne. Han forklarede meget præcist, hvad det var ved Højskolens ”pædagogiske” tilgang til oplysning, der havde inspireret ham: ”Vi ville ikke selv oprette fagforeningerne. Vi ville oplyse folk, så de selv kunne finde ud af det. Ligesom folkehøjskolerne i Danmark ikke lærte folk at oprette andelsselskaber, men fik dem til at vågne op, gav dem idealer, lærte dem at tænke selv. På samme måde ville vi vække folk til forståelse af egne muligheder og evner – baseret på respekt for folk med de evner, de har”, forklarede han Jakob Krøgholt i 1983.

Michelle er i Danmark af samme grunde som Horton den gang var, selvom hun er fra den progressive San Francisco School, fornemmer hun, som mange af os herhjemme, konkurrencestatens snærende bånd og ønsker at opleve stemningen, samværet og ånden på en dansk folkehøjskole for at finde ud af, om undervisningen kan tilrettelægges anderledes og – måske – med større respekt for de evner, boglige eller ej, den enkelte elev er i besiddelse af.

Michelle med, Augusta og William, et par elever fra Egå Ungdoms-Højskole.

Michelle med, Augusta og William, et par elever fra Egå Ungdoms-Højskole.

Raceadskillelse og borgerrettigheder

Dengang var det forbudt for hvide og sorte at være sammen. Men de var det alligevel på Highlander. Og det er vigtigt, forklarer Michelle, de sorte kom der og de lærte at organisere sig. At det var forbudt for sorte og hvide at være sammen er selvfølgelig et understatement: Det kulturelle klima var ekstremt fjendtligt. Ku Klux Klan marcherede skamløst på Capitol Hill, små lyshårede piger demonstrerede for segregerede skoler, mens Ruby Nell Bridges på første skoledag måtte eskorteres af fire US Marshalls på grund af sin hudfarve.

Rosa Parks var ikke bare en undertrykt sort kvinde, der en dag fik nok og ikke ville flytte sig for en hvid mand i bussen. Hun var en sort, undertrykt kvinde, men organiseret og fordi hun var det, var det muligt at skaffe den fornødne opmærksomhed omkring hendes arrestation. Den efterfølgende busboykot i Alabama og de store marcher med Martin Luther King i spidsen, samt talrige andre demonstrationer og aktiviteter, skabte det pres, der efterhånden fik politikerne til at give efter og tildele de sorte borgerrettigheder – og det arbejde fortsætter.

Michelle understreger kraftigt organisationselementet. 9 måneder før Rosa Parks nægtede at rejse sig for en hvid person i Montgomery, Alabama ca. 600 km syd for Highlander blev Claudette Colvin arresteret for nøjagtig det samme – og før hende havde flere andre vist samme form for civil ulydighed – og skønt hun var uddannet og oplyst og medlem af The National Association for the Advancement of Corlored People (NAACP) fik hendes aktion ikke samme gennemslagskraft, som Rosa Parks gjorde. Neville Brothers skrev senere sangen Sister Rosa til Parks og hyldede hende for at have tændt gnisten. Fra Highlander fik man også organiseret læseundervisning til de sorte, så de kunne klare den sprogtest, der dengang var nødvendig for at opnå stemmeret og mestendels var skabt for at afholde de sorte, som ofte var analfabeter, fra at stemme.

I 1968 blev enhver form for segregering ophævet og kendt forfatningsstridige, men som den seneste tids race-uroligheder i Ferguson, St. Louis, Missouri og den institutionaliserede forfølgelse af afro-amerikanere viser at der stadig er langt til ligebehandling, og at forfatninger og lovgivning ikke er tilstrækkelige midler til at nå dertil.

Kilder udover diverse links i teksten:

Michelle Yi-Martin, San Francisco School,

“Fra Grundtvig til Tennesses bjerge. Jørgen Steen Madsen. Højskolebladet 1990
“USA – mennesker og meninger (7), Highlander og Myles Horton.” Jakob Krøgholt, Højskolebladet 1983.

Hammersvingeren, flagermusemanden og brilleaben – et mytologisk eksperiment

Sagen er den, at alle elsker myter. Vi omgiver os hele tiden med dem, vi bader i dem, og vi kommer styrkede op af badet. Mytetalen gennemstrømmer kulturen. Tænk blot på den brede – men ikke platte – filmkultur, hvor en helt stadig er en mand, der sætter alt ind på fællesskabets alter.

af Johan Christian Nord, Rønshoved Højskole

Jeg er netop begyndt som lærer på Rønshoved Højskole, hvor jeg grundet en række sammenfald nu underviser i filosofi og mytologi. Min vej har været lidt særlig, for jeg har aldrig selv været højskoleelev. Men jeg har alligevel lært at elske højskolen – eller i hvert at elske dét højskolen mange steder var og endnu kan og bør være.

Min indføring i de frie skolers verden stammer fra den grundtvigske foredrags- og diskussionsforening Studenterkredsen, som jeg (af nogle opvakte teologiske hoveder) blev draget ind i, mens jeg studerede religionsvidenskab i Aarhus. Her var jeg først bestyrelsesmedlem og er sidenhen endt i København og blevet fast inventar ved foredragene på Vartov og Kredsens sommermøde.

Det blev altafgørende for mig, at jeg endte i Studenterkredsen. For her hørte jeg en ganske anden tale, end den jeg kendte fra gymnasiet og universitetet [1]. Det er den tale, som en af mine største helte Jakob Knudsen kalder den gamle tale.

Mindetavle over Jakob KnudsenDet gør han i højskolesangen Her rejses en skole (nr. 489), som blev skrevet ved indvielsen af Roskilde Højskole i 1907, og som efter min klare opfattelse stadig er rasende god at få forstand af. Den angår nemlig selve kernen i det anliggende, der bør være højskolens: at føre livets egen tale i en verden, hvor dødsmagterne – i deres mangeartede former og farver – altid står på spring. Sangens grundtone er enkelt »Se ud! Stryg duggen af sjælens rude!« – få øjnene og pilfingrene væk fra din lille navle og tør for Guds skyld den fugtighed væk, der kommer fra dit eget indestængte åndedrag i dit eget alt for lille rum. Det er den gamle tale og den gamle sang, som bliver ung igen, »hver gang en mand den af hjertet synger«, som det hedder hos Knudsen.

Det er for at synge denne sang, jeg er gået ind i højskolen.

Ind i billederne

Nu om dage finder mange vist den slags sange – og den slags tale jeg her lægger tastatur til – lidt for højstemt. Eller måske alt for højstemt. Men det bekymrer mig ikke. Jeg har valgt at lytte til billedtalen, og jeg har valgt selv at lægge svælg og kæft til den. For det handler om at forlade de rene – og derfor kolde – begrebers verden og komme ind i billederne. Det handler om at bringe jætte-fornuften under åndens åg ved at lyde den magt, der viser sig, når ordet bliver levende, og vi skal noget sammen, som er vigtigt. Denne magt kommer fra billedernes verden – og billedernes verden er mytens verden.

I mytens verden er intet ligegyldigt. For midt i billedernes storm kan vi erfare og erindre noget, vi altid står i fare for at glemme: at menneskelivet er et liv i afgørelse og dermed også et liv i strid. Dette vidste de gamle, og dette er der endnu mennesker, der véd. Men der er så sandelig også magter, der ønsker at lulle os i søvn og indbilde os, at alt går sin fornuftige gang, når blot vi lader de planlægningsdygtige om planlægningen – og så i øvrigt fylder vores små kødhoveder med dyrisk tidsfordriv og vammel selvdyrkelse. Glemslens magter er altid på spil, og det ranke menneskelivs grundholdning må altid være at forsvare sig imod dem.

Thor i et øjebliks tøven med hammeren.

Thor i et øjebliks tøven med hammeren.

Det er derfor, mytologien var den grundtvigske folkehøjskoles flagskib, og det er derfor, der fortsat er brug for mytetalen. Ja, måske er der endda endnu mere brug for mytetalen i dag. For vi er under angreb. Vi har glemt det vigtigste, der er at vide, nemlig at menneskets mulighed hverken er at leve som et stykke viljeløst drivtømmer eller at svinge sig op til at være en gud. Det er som om, et bæst flår i os fra to sider: med den ene klo vil det frarøve os myndigheden over livet, og med den anden lokker det os ind i den indbildning, at vi alene har myndigheden – at vi som enkelt-mennesker kan magte og beherske tilværelsen. Vi drives omkring i manegen af de planlægningsivrige, som vil tage afgørelsen fra os, og vi driver os selv rundt i manegen, fordi vi har glemt, at ingen har sat sit eget liv – og at ingen kan skabe væksten i sit eget liv. Vi har glemt, at vi er henviste til hinanden.

Derfor skal der høres mytetale, for mytens tale angår – før som nu – det inderste i vores virkelighed. Mit anliggende med myterne er derfor meget enkelt: jeg vil tale til eleverne om en anden verden end den udflydende ligegyldighed af viljeløst tidsfordriv og egenkærlig selvdyrkelse, vi til daglig vader rundt i. Jeg vil tale til dem om virkeligheden – og om afgørelsens nødvendighed.

Et utidigt eksperiment?

At tale sådan til unge mennesker – eller for dens sags skyld til mennesker af alle aldre – har naturligvis eksperimentets karakter. For hvem véd, om der vil blive lyttet – og om den talende overhovedet er i stand at give stemme til de gamle sange? Ja, det er der jo naturligvis ingen, der véd, for det spørgsmål, som melder sig, er jo samtidens gamle kending: kan den slags virkelig fungere i vores tid? – kan man virkelig snakke sådan til en Ipad-generation? – er der virkelig nogen, der stadig tror på helte? – og så videre, og så videre…

Det kunne være et opkog af en typisk reaktion (særligt i akademikerkredse); både blandt dem, der er direkte modstandere af »fædrelandssange og andet svineri« – for nu at bruge et Poul Henningsen-udtryk [2] – men desværre også blandt dem, der ellers skulle stå mig nær i holdning, men som åbenbart er blevet for trætte til stadig at håbe.

Alle elsker myter!

Men det sjove er, at virkeligheden faktisk gør den slags tvivl til skamme. For eleverne vil faktisk gerne høre om myterne – og de vil faktisk gerne forholde sig til det, myterne har at sige om alt det, der er os og vort. Lige nu og lige her.

For sagen er jo, at alle elsker myter. Vi omgiver os hele tiden med dem, vi bader i dem, og vi kommer styrkede op af badet. Mytetalen gennemstrømmer kulturen. Tænk blot på den brede – men ikke platte – filmkultur, hvor en helt stadig er en mand, der sætter alt ind på fællesskabets alter; tænk blot den britiske mytesangerinde, som med sin renhjertede troldmandsknægt fik de smås hoveder til igen at bøje sig over åndens egen skrift. Eleverne kender godt disse fortællinger – de har allerede en anelse om den gamle tale. Derfor skal man tage fat i de billedverdener, de kender – den storslåede vestlige populærkultur – og så give dem noget mere. For alle raske mennesker elsker myter.

Ragnarok er slemt, men det er jo ikke selveste enden. Illustration af Johannes Gehrts

Ragnarok er slemt, men det er jo ikke selveste enden. Illustration af Johannes Gehrts

Men alt for mange mangler sproget til at tale om dette kærlighedsforhold. For der findes stærke magter, der vil hindre adgangen til kildevældet: der findes både en dorsk underholdningskultur og en selvgod elitekultur, som begge er fremmede for mytetalen – og ofte endda fjendtlige over for den.

Det er de to sider af jættevæsenet – den dyriske plumphed og den over-fornuftige selvtilstrækkelighed. Tænk blot på den hule dyrkelse af kadaveret og de overtroiske knæbøjninger for alskens hjernegymnastiske eksperter, der tror, de kan komme ind i hovedet på os. Disse kræfter har altid været der, og de vil altid være der.

Det var derfor, Grundtvig, når han skulle svare helt kort, udtalte, at formålet med folkehøjskolen var, at bønderkarlene skulle lære noget om aser og jætter. De skulle vækkes og væbnes til den strid, som er selve menneskelivet: de skulle lære at elske livet – og at vælge side [3].

Og det skal bønderkarlene – altså alle unge mennesker – stadig lære. Derfor skal der holdes mytologisk højskole. Derfor skal vi tage hammersvingeren, selvtægts-flagermusemanden og den frygtløse brilleabe i hånden – og gå ind i billedstormen. Det tror jeg, ville være godt for os, og jeg tror faktisk godt, vi kan komme derind – hvis bare vi tør.

Det vidste Jakob Knudsen, og derfor slutter vi af med det sidste vers fra Her rejses en skole, hvori Knudsens lyse højskole-tro lyder af fuld hals:

Så, hæv dig skole og frygt kun ej:

forældet aldrig blev livets tale,

før trættes hist ude af dans og leg

på fjordens tilje de bølger svale.

Når hjertets ager livs-ord modtager,

vi alt hernede det forår smager,

som ældes ej,

som ældes ej,

For sangen – og dansen! – slutter først, når livets egne bølger ligger bevægelsesløse tilbage på den yderste dag. Indtil da vil der lyde livs-ord på menneskelæber, og der vil være hjerter til at modtage dem.

Indtil da kan der kun blive danset for lidt.

Følg skiltet, hvis du vil høre gammel tale.

Følg skiltet, hvis du vil høre gammel tale om myter og selv livet.

[1] Jeg har før skrevet om modsætningen mellem universitetet og højskolen, nemlig i den lille kommentar Uni vs. højskole 0-1 i juni-nummeret af Højskolebladets 2013-årgang. I september-nummeret af 2014-årgangen har jeg skrevet en anden lille tekst om mit syn på højskolen, nemlig kommentaren Lys i studenterne – det er dét vi vil!

[2] Udtrykket kommer fra Poul Henningsens manifest Hvad med kulturen? (Va mæ kulturen?), hvor det bruges i forbindelse med et angreb på socialdemokratiet, der efter Henningsens mening er alt for borgerligt. Her citeret efter det fotografiske genoptryk af førsteudgaven: Thanning og Appels Forlag, 1968, s. 36. PH er i det hele taget glad for vendingen »… og andet svineri«; et andet godt sted er i begyndelsen af manifestet, hvor det om de ledende socialdemokrater Bomholt og Steincke hedder, at de »stadig hengir sig til ægteskabets værdifuldhed, borgerlig sædelighed, børnerigdom og andet svineri«. Ja, sådan tænkte PH.

[3] Grundlæggeren af Rønshoved Højskole, Aage Møller, formulerede det blandt andet sådan, at højskolen var et sted for oplæring i »vaabenbrug«. Ham har jeg skrevet om i artiklen Mytologisk reaktion – den kampglade grundtvigianer Aage Møller og hans tid, som kan findes i Critique – årsskrift for borgerlig idédebat og kulturkamp VII.

Hvem forsvarer civilsamfundet?

En Folkemøde-optakt om folkelighed, fadøl og det fælles bedste.

Af Rasmus Kolby Rahbek

I kølvandet på de seneste ugers debat om formandskabet i Venstre, har der gang på gang været henvist til, at en del af forklaringen på splittelsen i Venstre skal findes i, at partiets rødder er delt i to traditioner: Højskolevenstre og Handelshøjskolevenstre. Artiklen her skal ikke gå nærmere ind på, hvorvidt den dramatiske aften i Odense kan forklares ved dette begrebspar.

Når de trækkes frem her skyldes det, at de kan bruges som et prisme til at forstå en udvikling i dansk politik, som måske ellers kan være svær at pege konkret på. Udviklingen har ikke alene noget med Venstre at gøre. Den kan spores hos stort set alle partier – og for den sags skyld hos langt de fleste aktører på det man kunne kalde den politiske scene.

Der findes ikke et begrebspar i den socialdemokratiske tradition, der med samme sproglige ”swung” indrammer udviklingen. Men den ligger der i splittelsen mellem fagbevægelsen (bredt forstået) og så velfærdsstatens ingeniører, systemteknokraterne.

I en bredere og mere populistisk udgave får den samme udvikling ofte den lidt upræcise beskrivelse af en splittelse mellem folket og eliten. I den mest platte udgave bliver det til et spørgsmål om, hvem danskerne helst vil drikke en fadøl med.

På Venstres skæbnesvangre aften sagde Søren Pind det ganske rigtigt: Venstre var den sidste bastion der gik under. Elastikken mellem bagland og ledelse, mellem partiet som folkelig bevægelse og moderne organisation, brast. Og nok så megen forbrødring kan næppe hele splittelsen igen. Uskylden er brudt, og så er det som bekendt svært at vende tilbage. Skal forbindelse genoprettes, må det ske på nye betingelser.

Koblingen mellem de politiske partier og de folkelige bevægelser vil herfra ikke være andet end den fernis partiernes presseafdelinger vil hælde ud over politikernes fremtidige Grundlovstaler. Ikke at Lars Løkke ikke mente hvad han selv sagde i sin tale på Ollerup Gymnastikhøjskole. Problemet er bare, at der ikke er plads til den slags idealer, når hverdagen melder sig igen. Læren af de sidste fjorten dage er, at her gælder kun én valuta, og det er magt. Og det ved Lars Løkke bedre end de fleste. Alle dem der måtte have det svært med denne tilgang til politik, bør holde sig i baggrunden eller blive helt væk. Alternativt må man finde et parti, der har der bedst med at holde sig væk fra magten. Det er i hvert fald den lektie, vi kan læse os til i de fleste medier, her i dagene efter d. 3. juni.

Nu er det klart, at det at tale om folkelige bevægelser i dag kan virke næsten lige så fremmedgørende på nogen, som når jyske bønder taler jysk på TV2 News. Et mere moderne ord ville være Civilsamfundet – begge dele kan forstås som de institutioner, der springer ud af vores fælles liv med hinanden og som ikke er en del af staten, markedet eller det private.

Et af de tydeligste tegn på, at det politiske er blevet skilt fra civilsamfundet, hvad enten det så er til fordel for staten eller markedet, kan spores i den politiske retorik. ”Nødvendighedens politik” er på alle måder et udtryk for, at der opereres med målrettethed og strategi frem for samtale og værdifællesskaber. Her er ikke plads til åben debat om hvilken vej vi vil i fællesskab. Her er svaret givet på forhånd. Og hvis du ikke er enig i svaret, er det fordi du er for dårlig til Excel.

Hvad enten man hedder Venstre eller Socialdemokratiet (eller snart sagt hvilket som helst andet parti) er svaret på udfordringerne det samme. Når det går højt til, kan der måske spores en forskel i, om man taler om markedsvilkår eller New Public Management – men forskellen er ens, det er bare farven der har en anden lyd.

Ja, noget kunne tyde på, at der ligefrem er sket et sammenfald: marked og stat er ikke længere to adskilte størrelser. Ove Kaj Pedersens ofte brugte – og mindst lige så ofte misbrugte – analyse af Konkurrencestaten peger på denne udvikling. Og i denne udvikling er der ingen plads til civilsamfundets mangel på målrettethed, styring og strategi. At være effektiv og konkret trumfer her til hver en tid holdninger, idealer og værdier.

Samtidig sker der i denne udvikling en forskydning fra, at politik kommer til at handle mere om rettigheder end om pligter. Hvilket er en forskydning fra det fælles og – ikke ind i staten og markeder – men ind i det private. Rettigheder forstås i denne sammenhæng altid og eksplicit som individualiserede rettigheder, der først og fremmest retter sig mod den enkeltes private liv, ikke mod det fælles liv.

Men dermed har vi også spillet os selv det politiske af hænde. Det er en forvrænget forståelse af det politiske der baserer sig på statens, markedets eller det privatlivets præmisser. Politik handler om at engagere sig i en debat om, hvad det er for et samfund vi i fællesskab ønsker at skabe.

Hal Koch siger det måske allertydeligst i 1942:

Det ”politiske” udtrykker den ubestridelige Kendsgerning, at vi nu engang er sat her sammen og skal og maa finde ud af at ordne vore Forhold os imellem paa en anstændig Maade, og det er os der skal gøre det, og ikke nogen andre. Her er der ingen, der kan melde Pas eller trække sig bort.

Det politiske er ikke det der skiller os, men derimod det der forener os i forsøget på at nå frem til et fælles bedste. Denne debat må tage sit udspring i det live vi lever sammen og de brydninger mellem holdninger, idealer og værdier der kommer ud af dette fælles liv. Først herefter kan svarene fra denne fælles debat gøres til genstand for styring og strategisk handling i staten.

Men denne opgave har vi tilsyneladende glemt. Vi har ladet den politiske debat blive frakoblet en folkelig debat. Vi har overflødiggjort os selv som medborgere, og i stedet ladet os forstå som klienter, forbrugere eller privatpersoner. Til nød som vælgere. Lars Løkke gjorde det helt tydeligt, da han indtog talerstolen til Folketingets afslutningsdebat: Vores største udfordring er, at 800.000 lades ud af fællesskabet. Med andre ord, fællesskabet er lig med arbejdsmarkedet. Civilsamfundet eller det folkelige fællesskab efterlades mast mellem staten og markedet på den ene side og det private på den anden.

Og her ligger de folkelige bevægelsers og civilsamfundets  – og dermed også højskolernes – måske vigtigste aktuelle udfordring: At insistere på, at der findes et folkeligt fællesskab, som vi alle er en del af og bør tage del i, og som har en væsentlig politisk rolle at spille. Højskolerne skal selvfølgelig blive ved med at lave højskole, og dette gøres nu en gang bedst med de elever man har. Men det må efterhånden stå helt klart, at højskolens opgave ikke er at levere hverken konkurrencestatssoldater, arbejdsbier eller studerende uden frafald. Højskolens opgave må være at levere en folkelig oplysning, baseret på en erfaring af at være en del af fællesskabet, der sigter mod at fremme den selvtillid, myndighed og evne til samtale hos den enkelte, der er en forudsætning for at tage del i fællesskabet.

Hvis man er i tvivl om hvorvidt der ligger et potentiale til at løfte denne opgave i civilsamfundet, de frivillige foreninger og den folkelige oplysning bør man læse den netop udkomne antologi ”Folkestyrets rugekasser”.

Om de øvrige aktører på den politiske scene så har tænkt sig at følge trop, kan Folkemødet jo passende agere strømpil for. Og ønsker man selv at være med, kan man jo kigge forbi Højskolernes Telt…

Højskolen mellem frihed og konkurrencestat

Konkurrence slipper vi ikke for. Spørgsmålet er, om det er staten, som i konkurrencestaten, der gennem studiereguleringer, pensumplaner, kostråd og rygelove skal diktere de eksistentielle vilkår i det moderne samfund. Eller om det kan overlades til os borgere, at oplyse og engagere os selv og derigennem arbejde os frem til svar på globaliseringens udfordringer?

Der er mange, som ikke helt har fanget logikken bag konkurrencestaten. Blandt andre undrer Andreas Harbsmeier, Højskolebladets redaktør, sig på lederplads over, at nødvendighedens økonomiske politik ikke er klarere defineret. Sådan skal det ikke være, så i det følgende vil jeg forsøge at forklare konkurrencestatens rationale. Den kommer med en dyr pris: den bygger på mistillid til befolkningen og prisen er frihed, ansvarlighed og samfundsmæssigt engagement. Og til sidst kommer den gode nyhed.

Stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Skønt et hav af nye madtrends stadig en populær ret i store dele af befolkningen. Og en klar trussel mod konkurrenceevnen.

Stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Skønt et hav af nye madtrends stadig en populær ret i store dele af befolkningen. Og en klar trussel mod konkurrenceevnen.

Regeringens økonomiske politik – kald den lige hvad du vil – har et klart defineret udgangspunkt og rationale. Danske øren bryder sig bare ikke om at høre det, og danske hænder kan slet ikke finde ud af at sætte kryds de rigtige steder, såfremt politikerne udtrykker sig direkte om grundlaget for nødvendighedens politik, og derfor gør de det selvfølgelig ikke. Konkurrencestaten er en logisk følge af en overdimensioneret velfærdsstat.

Revysangeren og professoren

Velfærdsstaten nåede knapt at vokse fra spæd til barn, førend den var gal og konkurrencestatens hjørnesten blev nedlagt. Revyvisen ”Gyngerne og Karussellen” fra 1967 var helt profetisk på dette område: ”Importen den er stor, og vi køber den på klods, så levefoden er høj hos os, hvor vi forstår fidusen med at leve højt på valutagælden, så vi sætter til på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen.”

I efterkrigstidens boomende økonomi omsatte danskerne deres hårdttjente løn i TV-apparater, køleskabe, røremaskiner, biler og ferierejser, mens velfærdsstatens ingeniører ihærdigt arbejdede på at sikre befolkningen mod diverse former for eksistentielle tilfældigheder og uretfærdigheder. Levefoden voksede og det samme gjorde det offentlige bureaukrati, hvilket i 2011 fik professor Ove Kaj Pedersen til i bogen om Konkurrencestaten at konstatere, at ”1970’erne er afgørende for at forstå nutidens politik,” det er nemlig her, skriver han, ”at efterkrigstidens velfærdstat viser sig umulig at finansiere, at arbejderbevægelsen af samme grund går i opløsning, og det ”klassiske” partisystem også gør det.”

Om arbejderbevægelsen gik i opløsning vil jeg lade klogere hoveder afgøre. Men i hvert fald ville arbejderen – eller borgeren – ikke helt det samme som velfærdsstaten ingeniører, mente de skulle. De ville ikke bo i ”planerne”, i Avedøre stationsby, i Hørgården, i Vollsmoseplanen eller Gellerupplanet. Og måske var de heller ikke helt klar til finkulturen på statens museer og teatre eller de funktionelle fdb-møbler, som i disse år får renæssance som designklassikere hos landets indehavere af god (og rigtig) smag.

Velfærdssafmundets drømmekaserne. Avedøre Stationsby opført mellem 1972 og 1982. Velfærdsarkitektur og social ingeniørkunst. En by tilpasset 8-8-8 samfundet, 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Industriområde i nærheden, gode veje hjem til en funktionel lejlighed i et område med rige rekreative muligheder: bibliotek, skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter osv. Det blev bygget i bedste mening, men det velfærdstatens ingeniører mente befolkningen havde brug for, var ikke det, den ville have. Inden længe fik disse "boligplaner" betegnelsen ghetto.

Velfærdssamfundets drømmekaserne. Avedøre Stationsby opført mellem 1972 og 1982. Velfærdsarkitektur og social ingeniørkunst. En by tilpasset 8-8-8 samfundet, 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Industriområde i nærheden, gode veje hjem til en funktionel lejlighed i et område med rige rekreative muligheder: bibliotek, skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter osv. Det blev bygget i bedste mening, men det velfærdstatens ingeniører mente befolkningen havde brug for, var ikke det, den ville have. Inden længe fik disse “boligplaner” betegnelsen ghetto.

Men hvad så med partisystemet. Gik det virkelig i opløsning, som Pedersen anfører? Mens Danmark forvandlede sig fra et knaphedssamfund til et (forgældet) overflodssamfund, forvandlede de politiske slagsmål sig fra spørgsmål om økonomisk sikkerhed til en kamp om kulturelle værdier – og senere indholdet i borgernes bevidstheder. Det var vist her, Mogens Glistrup dukkede op og i 1973 foranledigede jordskredsvalget i et forsøg på at befri danskerne fra statens sociale ingeniører (skrankepaver og papirnussere), mens de gode hensigters tårer strømmede ned ad gode socialdemokraters kinder. Danmark kastet ud i et politisk mørke som ingen PH-lampe kan oplyse.

Rettidig eksistentiel omhu

Desværre er der intet, der er gratis (for at få lommeuld skal man først have råd til bukser). Og danskerne ville både have høj levefod og sikring mod sygdom, alderdom, arbejdsløshed og de ville have gratis uddannelse til alle og billige institutionspladser. Den høje levefod (luksus) skulle vi nok selv tage os af – det er jo derfor, vi arbejder (er det ikke) – mens staten passende kunne sikre os mod tilværelsens lunefulde uretfærdigheder. På trods af den megen gratis skole og uddannelse er det først nu, sådan for alvor, ved at gå op for os, at velfærdsgoder ikke dyrkes i hemmelige statslige drivhuse, men rent faktisk finansieres gennem skatter og afgifter. Og det er jo på mange måder smart, at vi er fælles om en masse ting – det erfarede man jo allerede i andelsbevægelserne – men det er et problem, når man vil have mere, end man rent faktisk har råd til. Vi har sat til på gyngerne og bruger resten på karrusellen, som Ulrich Ravnbøl, med en paradoksal formulering, afslutter sin revytekst.

Regeringen er hoppet af velfærdsgyngen, og forsøger nu at få styr på konkurrencekarrusellen, mens politikere og vælgere fra SF og Socialdemokraterne flyver rundt til alle sider. ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat,” udtaler finansministeren i en glimrende artikel i Ræson med den meget sigende titel Velfærdspolitik: Hvad er konkurrencestaten? Logikken udfoldes senere i artiklen af Ove Kaj Pedersen ”Den danske befolkning konkurrerer mod den tyske, den engelske og andre befolkninger om, i hvilken grad de er i stand til at skabe varer og ydelser, som er bedre og billigere end de andres. På den måde vil de gennem eksport og import prøve at finansiere deres egen velfærdsstat.”

Ingen behøver således at være i tvivl om konkurrencestatens rationale. Den skal ganske enkelt finansiere vores høje levefod og samtidig sikre os mod tilværelsens vilkårligheder. Velfærdsstaten og konkurrencestatens rationale er det samme. Problemet er blot den øgede økonomiske globalisering og vores deraf afledte forringede konkurrenceevne. Der er ganske enkelt andre i verden, der kan lave det samme som os til en særdeles lavere løn.

Når Ove Kaj Pedersen taler om arbejderbevægelsens og det klassiske partisystems nedsmeltning i 1970’erne, er det nærliggende i dag at spørge, om ikke konkurrencestaten er udtryk for Socialdemokratismens, den tredje vejs og den sociale ingeniørkunsts totale nedsmeltning. Konkurrencestaten har en pris: den er et opgør med forestillingen om den frie, oplyste og myndige borger, som selv kan tænke og handle på en måde, der er befordrende ham eller hende.

Allerede Grundtvig advarede i 1849 mod at udstede statslige garantier mod tilværelsens vilkårligheder. Han forudså at udgifterne ville blive umulige at tøjle: ”thi man forpligter den danske Regjering at føde hele det danske Folk …” Man kan gøre alt hvad der er muligt, og det skal man også, mente Grundtvig, men advarede altså samtidig mod at forsøge det umulige. Og jeg tør godt påstå, at det er umuligt at forudse enhver ulykke eller vilkårlig uretfærdighed, der kan ramme et menneske fra dets undfangelse og frem, og derfor er det også umuligt at sikre sig imod det. Man kan måske sige, at konkurrencestatens økonomiske nødvendigheder kommer som følge af, at vi ikke har formået at udvise rettidig eksistentiel omhu. Vi vil det umulige, og måske lovede velfærdstatens fædre os det umulige.

KRAM på friheden

I den ovenfor omtalte artikel fra Ræson forklarer Mads Peter Klindt fra Aalborg Universitet, hvordan socialpolitik i konkurrencestaten er aflyst af beskæftigelsespolitik: ”I konkurrencestaten gælder det om, at folk skal have et incitament for at tage arbejde. Fokus er på, at alle skal være i beskæftigelse.” Staten forsøger oveni at regulere udbuddet af universitetsuddannelser, mens vi andre opfordres til at spise sundt og motionere. Som Mads Peter Klindt formulerer det: ”KRAM-indikationer (kost-rygning-alkohol-motion) er et eksempel på, at konkurrencestaten er kommet til Danmark. Folk må simpelthen ikke blive syge, så de ikke kan arbejde.” Med KRAM-faktorerne sikrer man sig også, at vi aldrig får tid til i ro og mag at ryge en pibe tobak og drikke et glas vin, overveje tingene og måske finde ud af, at vi ikke gider være soldater konkurrencestaten, men hellere selv ville bestemme?

I 2012 påviste menneskerettighedsjuristen fra Cepos, Jacob Mchangama, i bogen Fri os fra friheden, hvordan antallet af rygere var faldet markant allerede inden rygerlovene blev iværksat, og hvordan antallet af traditionelle fastfood spisesteder var faldet til fordel for restauranter med langt sundere kost, så som fx sushibarer. Der er således ingen grund til at politikerne leger Platons vogtere. Tværtimod. Det er farligt.

Som Mchangama skriver, så får ”sundhedsbaserede forbud en særlig dimension” i en så omfangsrig – eller overdimensioneret – velfærdsstat som Danmark, fordi staten får en ”legitim interesse i at forhindre rygning, fedme m.v. da sundhedsvæsenet er offentligt finansieret.” ”Denne form for argumentation afslører – som det også er tilfældet med den stigende indsats mod socialt bedrageri – at velfærdsstaten har en tendens til adfærdsregulerende forbud. En indbygget autoritær skyggeside.” Stegt flæsk med persillesovs og kartofler bliver en trussel mod vores konkurrenceevne.

En sådan kritik kan lyde overdrevet, men den engelske labour-mand og medlem af overhuset, Maurice Glasman, ser samme tendens i socialdemokratismens overdrevne fokus på manegement og lighed, og forslår at man i stedet for blot at omfordele pengene, rent faktisk begynder at omfordele magten (Weekendavisen #16, 2014 forsiden). Faktisk taler Glasman også om mangel på deltagelse i de moderne velfærdssamfund / konkurrencestater. ”Det, de [velfærdstatens arkitekter] ikke så, var, at det også skal være deltagelse fra borgerne og udvidelse af demokratiet. Vi sagde bare: stem på os, og vi vil leverer en vifte af service. Vi blev et parti der var fokuseret på at levere offentlige forbrugsgoder. Derfor blev vi optaget af ledelsesform i stedet for at forlange engagement af folk.”

Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidt er selvfølgelig ikke så åbenlyse som George Orwells ”Big brother”. De skal snarere sammenlignes med mormorstemmen i Pablo Llambías sci-fi roman, A.P.O.L.L.O.N, som venligt vejleder og anviser borgeren, om hvordan der skal ageres i bogens gennemregulerede samfund.

Frihed, livsoplysning og effektivitet

Konkurrencestatens adfærdsregulerende tiltag stopper ikke ved sundhedsfremmende foranstaltninger, men viser sig med den tiltagende regulering af uddannelsesområdet og universitetsverdenen også i bevidsthedens sfære – eller åndens rige. Der har den været længe, som et frit, oplysende og demokratifremmende projekt, men med Helge Sanders, videnskabsminister fra 2001 til 2010, ’fra-forskning-til-faktura’ formulering fik den konkurrencestatens stempel. Og med den nuværende undervisningsminister Christine Antorinis folkeskolereform har konkurrencestatens officerer sat endnu et spørgsmålstegn ved befolkningens dømmekraft og myndighed.

Konkurrence slipper vi ikke for, deri har konkurrencestatens officerer ret. Og derfor giver det også mening, at lytte til fx socialdemokraten og den forhenværende direktør for Dansk Industri Lars Goldschmidt, når han siger: ”Højskolerne er altså nødt til at tale det sprog, som samfundets samtale foregår på, hvis de vil spille en central rolle i dagens Danmark.” Men vi skal også være i stand til at tale ham imod, når han forestiller sig, at der kun er et sprog, en samtale i samfundet. Når han taler nødvendighedens sprog, for det sprog er ikke frihedens.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold markant øger unge menneskers lyst til at genoptage en ungdomsuddannelse.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold markant øger unge menneskers lyst til at genoptage en ungdomsuddannelse.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold kan være med til at øge den indre motivationsfaktor og derigennem øge gennemførelsesprocenten.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold kan være med til at øge den indre motivationsfaktor og derigennem øge gennemførelsesprocenten.

Et af de spørgsmål, vi bør stille konkurrencestatens fortalere, er nemlig, om det absolut er staten, der skal diktere præmisserne for konkurrencen. Og dernæst skal spørge dem om, hvorfor det ikke kan overlades til os borgere, at oplyse og engagere os selv og hinanden og derigennem arbejde os frem til svar på globaliseringens udfordringer? Hvorfor tvivler de sådan på os; jeg får næsten lyst til at høre, hvad det er for et menneskesyn, hvilken antropologi der ligger bag pessimismen.

Vi har ellers vist, at vi kan – i hvert fald i Højskolerne, som netop med en spritny rapport påviser, at vi med idealerne om frihed og livsoplysning er i stand til at ”vække” folk, som forstanderen på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, ville sige (og som får skrevet en masse fine ting, om hvad det er, der sker på højskolerne i sit essay). Særligt er vi gode til at motivere de unge med uddannelsesfremmed baggrund. Og et af svarene på, hvorfor det kan lykkes er formodentlig den, at vi på Højskolerne – og i kraft af vores forskelligheder – i frihed kan tilrettelægge vores undervisningsforløb på en sådan måde, at de altid giver mening og føles relevante. Det giver motivation og deltagelse.

Tid og stof til eftertanke. Det er det, der virker. Og det får man på Højskoler, ikke på karruseller. Og hvis man har haft tid til at øve sig og tænke sig lidt om, så klarer man sikkert også en PISA-test-agtig ting, skulle man falde over sådan en. Det kan kun være svært at fatte for politikere.

Bistand, investering eller Højskole – oplevelser fra Ghana

Har udviklingsbistanden spillet sit sidste kort? Og har kineserne sat vesten skakmat? Hvis man skal være med til at sætte en anden dagsorden i Afrika, end den Kina og Brasilien sætter, så bliver vi nødt til at tænke nyt i forhold til bistandsmidlerne, for ikke at blive skudt i sænk. Om at tænke nyt ved at tænke gamle Grundtvig med i spørgsmålet om bæredygtig og langsigtet udviklingsbistand.

_DSC0302

Af Vibeke Lundbye Westphall

”Lad os kalde en spade for en spade og sætte det hele lidt på spidsen. De penge som Danida og andre, har sendt rundhåndet og gavmildt til Afrika gennem 30-40 år, har ikke gjort en reel forskel. Det kan vi se nu. I Ghana har pengene skabt en lille rig overklasse, som bruger offentlige midler til bl.a. at få privat lægebehandling på europæiske hospitaler, i stedet for at forbedre sundhedsfaciliteterne i lokalområderne i Ghana. Hvis det stod til mig, skulle Danida stoppe al sin støtte og i stedet lave højskoler i udviklingslandene. For at komme problemer med korruption til livs, skal der ske en ændring i folks mind-set. Mind-settet ændrer vi ikke gennem udviklingsbistand, som det ser ud nu: ved at sende penge som magthaverne bruger på sig selv. Men gennem oplysning, refleksion og den humanisme som højskolen står for, kan vi skabe reel forandring for masserne.”

Sådan afrundede Shani Mahama sit oplæg. Oplæget var et frustreret opråb, ikke om flere penge til nyttesløse og filantropiske projekter, men et ønske om at civilsamfundet i Ghana selv tager hånd om de problemer, de oplever i deres hverdag og skrider til handling.

_DSC0142

De danske højskole-elever Søren og Andreas hygger sig med deres venner i landsbyen Savelegu.

 

Jeg befandt mig i Nordghana i juni og juli sidste år, som rejseleder for en gruppe danske højskoleelever, der efter fem måneders udviklingsstudier på Silkeborg Højskole, var taget til Ghana for at deltage i det daglige liv i lokale landsbyer. Her skulle de arbejde sammen med ungdomsorganisationer, som forsøger at udvikle deres civilsamfund gennem konkret handling, med fokus på rettighedsarbejde, uddannelse og entreprenure-ship.

Den første uge tilbragte vi på Simli Centre i Dalun for at akklimatisere og blive introduceret til området og kulturen. Simli Centre er oprettet med støtte fra Danida, og var tænkt som en højskole, hvor unge kunne komme og deltage i kurser af længere og kortere varighed. Kurserne havde karakter af produktions- og færdighedskundskab, eksempelvis inden for landbrug, tømmerfaget, sy- og smedekurser. Nu er midlerne stoppet og stedet bliver ikke brugt til andet end et par møder en gang imellem, enkelte korte kurser, og til at huse udenlandske frivillige, som arbejder i området, blandt andet os. Det var ærlig talt et sørgeligt syn.

Det var som om, ideen ikke var blevet opdateret. Stedet var blevet ”givet” til lokalområdet. Men ”lokalområdet” bestod i praksis af én mand, som styrrede stedet ud fra selviske og egne økonomiske interesser. De lokale kræfter, unge som gamle, stod modløse tilbage og kunne se bygninger, som kunne huse mange sociale og produktive tiltag, stå ubrugte og forfaldne hen.

_DSC0134

Camilla og hendes to nye veninder lytter til en lokal arbejder, der fortæller om forholdene på de lokale klinikker.

 

Danida og deres samarbejdspartnere står ikke alene med idéen om højskole i Ghana. I staten af 2013 blev Tamle Folk High School startet af tidligere elev på den Internationale Højskole i Helsingør (IPC), Hafiz Gbanbil-lana. Skolen holder til i en faldefærdig gammel kirkebygning i Tamale, den største by i Nordghana. Som alle andre steder vi kommer, flokkes folk under træernes skygge i gården i ly for solen. Men da de ser os, kommer de ud i solens bagende hede og velkommer os med varme smil. Sammen spiser vi frokost inden vi laver gruppearbejde over forskelle og ligheder ved ungdommen i Ghana og Danmark samt diskuterer, hvad højskole egentligt gør godt for. Hafiz forklarer: ”Lige nu tilbyder vi undervisning i film, skrivning, mediebrug og samfundsfag, hver dag fra 9-12, typisk som 3-6 måneders kurser. Vi har pt. 15 elever og 3 lærere ansat på deltid. Jeg mener, at ungdommen her i Ghana kan få meget ud af undervisningstilbud, som ligger uden for det ordinære skolesystem. Det vil jeg gerne styrke ved at lave højskolen her. Mit håb er, at jeg kan få skabt penge til at bygge nogle gode lokaler til daghøjskolen og få spredt budskabet om dens eksistens og de muligheder, den kan give til ungdommen og civilsamfundet.” Efter gode og øjenåbnende debatter og oplæg, brainstormede de danske og ghanesiske højskoleelever videre over måder at lave events eller happenings i byen, for at få unge til at se mulighederne i højskolen.

Tilbage i Dalun, på Simli Centre. Kunne vi  ved hjælp af 13 danske højskole elever mon få højskolestemningen tilbage for en stund og møde ghanesiske unge over diskussioner og samarbejde? Vi inviterede elevernes kontaktpersoner fra de landsbyer, som de skulle bo hos, til et højskoledøgn på centeret. Vi spillede fodbold og volleyball, spiste aftensmad i spisesalen, afholdt aftensamling med danske og ghanesiske sange og fik besøg af en ghanesisk lokal tromme- og dansegruppe. Dagen efter afholdt vi morgensamling, sang sange, og hørte oplæg om højskolebevægelsen og dens betydning for dansk selvforståelse og demokrati.

Ghanesiske Shani Mahama, født i Dalun, bosat i Jelling, dansk gift og far til to, fortalte om sine oplevelser af at være på højskole i Danmark, og hvordan opholdet ændrede hans syn på stort set alt. På højskolen blev han tvunget til at reflektere. Blandt andet over religion. I en undervisningstime blev han spurgt, hvem gud var:

_DSC0178

Højskolelærer Jacob Zaharias Eyermann holder morgensamling om højskolernes oprindelse og idé for ghanesiske og danske unge.

”Jeg havde alle mulige forskellige navne på Allah. Alle hans 99 attributter, men ingen af dem fortalte mig, hvem han var. Hvordan kunne jeg tilbede ham, når jeg ikke vidste, hvem han var, tænkte jeg? Hvis jeg havde delt de tanker med mine venner i min hjemby var jeg blevet socialt udstødt. Religion blev en personlig sag for mig derefter, fordi det handlede om, hvordan jeg forholdt mig til min Gud,” fortæller Shani Mahama. Overført til verdslige termer, spørger vi, hvordan forholder jeg mig til mit samfund? For at finde svarene eller de næste spørgsmål er jeg nødt til at vide, hvad mit samfund er for en størrelse. Livsoplysning, samfundsoplysning og selvoplysning.

Shani runder sit oplæg af med en opsang og råb til de unge (og til donorlandene, hvis de kunne høre ham): ”En højskole i Ghana kunne være et sted at strukturere de udfordringer og problemer, man som ung og gammel møder i dagligdagen og civilsamfundet: i mødet med arbejdsløshed, fattigdom, korrupte politikere, krav fra donorlande etc. Vi kunne skabe masse-refleksioner, og sammen skride til handling. På den måde kunne vi skabe bærerdygtig og langsigtet forandring fra bunden og op.”

Lige som vi gør det på traditionelle danske højskoler: Vi skaber rum, hvor unge kan danne sig i frihed, lighed og fællesskab samtidig med, at de uddanner sig til at blive kritiske borgere i et samfund, som kræver af dem, at de deltager. Er det mon tid til at konkretisere den rettighedsbaserede tilgang, som den danske udviklingsbistand har arbejdet efter siden tidligere (og nu endnu tidligere) Udviklingsminister Christian Friis Bach trådte til, og i stedet i samarbejde med udviklingslandene, begynde at lave højskole?

Omveje

Af Frank Beck Lassen, Testrup Højskole

Det har alle dage været svært at overbevise mere retlinede eksistenser om værdien af at tage en omvej. Morten Østergaards aktuelle studiefremdriftsreform, med dens krav om hurtigere gennemførelse af uddannelser og et stop for orlov, er blot den seneste og mest intensive version af en gammel mistanke: omveje er spild af tid.

Filosoffen Hans Blumenberg (1920-1996)

Filosoffen Hans Blumenberg (1920-1996)

Hvorfor ikke bare gå den lige vej forbi forstyrrelserne? Hvad får du ud af et studiejob, frivilligt arbejde eller et højskoleophold? Måske den mere omstændelige omvej har sin helt egen værdi? Vi står ikke alene med spørgsmålet, men kan alliere os med den tyske filosof Hans Blumenberg (1920-1996). Få filosoffer har som Blumenberg gjort omvejen til en central og skattet kategori. Bevares, motivet er ikke nyt. Forfattere, filosoffer og kunstnere har ofte forholdt sig til forholdet mellem den lige vej og den slyngede eller tilgroede sti. Tænk på Rousseau med den ensomme vandrers drømmerier, Heideggers filosofiske stier og Hamsuns tilgroede stier. Eller på Henry David Thoreau, der foretog en imponerende omvej ud i Massachusetts skove, fordi han gerne ville leve bevidst og udelukkende befatte sig med livets grundlæggende kendsgerninger, for at se om ”jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig” som det hed. Blumenbergs filosofi er gennemsyret af en respekt for disse omveje som det kan være værd at opholde sig lidt ved. Måske vi kan få et poetisk vink om pointen med højskolen ved at beskæftige os med Blumenbergs omveje? Blumenberg selv mente i hvert fald, at vi ved at beskæftige os lidt overordnet med hvad en omvej egentlig er for en størrelse også kunne komme til en lidt bedre forståelse af hvad eftertænksomhed er for en størrelse og hvor afgørende den er for vort liv.

Eftertænksomhed, ”Nachdenklichkeit” som det hedder på tysk, beskriver Blumenberg som selve modsætningen til et velkendt billede af hvad det vil sige at tænke. At tænke, lyder en bestemt fordom, er at etablere ”den korteste forbindelse mellem to punkter […], mellem et problem og dets løsning, mellem et behov og dets tilfredsstillelse […]“. Over for denne ikke helt indlysende definition præsenterer Blumenberg omvejen som en anderledes omstændelig refleksionsform der målt med mere effektive øjne hurtigt lader sig kategorisere som et ”uforholdsmæssigt omfattende tidsforbrug”. En elev eller studerende der insisterer på eftertænksomhed kan på overfladen forekomme at være fattig på resultater og rig på blindgyder og omveje.

Efterårets skovbund i Ringemose Skov på Syddjurs. Foto, Lone Hartmann

Efterårets skovbund i Ringemose Skov på Syddjurs. Hvor mange edderkopper monstro lever livet på lutter omveje? Foto, Lone Hartmann

Det mente i hvert fald den franske filosof René Descartes der valgte at gøre spørgsmålet om videnskabens og filosofiens fremgangsmåde til et spørgsmål om valget af den ene rette vej. Groft sagt havde mennesker ifølge Descartes tænkt forvirrende, ufokuseret og ad vidt forskellige veje. ’Metoden’ – overvejelserne (meta) over vejen (odos) – skulle med tiden komme til at angive den mere strikte, kontrollerede og skridtvise måde at tænke på, i modsætning til alle de tankebaner der var uefterprøvede og blot tilvænnede. Ved at bevæge sig disciplineret, målrettet og aldeles rationelt ville man på bedste og mest effektive vis alle kunne nå det samme mål i livet. Morten Østergaards studiefremdriftsreform synes besjælet af samme tænkemåde.

Descartes gav et eksempel på hvad han mente. Menneskelivet var på mange måder som at være placeret i en uoverskuelig skov, hvor skoven hos Descartes tjente som et billede på at traditionelle værdier, på opsamlet viden og på uigennemtænkte overbevisninger. Skoven var scenen for en beslutning for mennesket. Skulle det bevæge sig på må og få og prøve sig frem i forskellige retninger? Nej, selvfølgelig ikke. Overfor skovens forvirring og orienteringstab, ansporede Descartes, burde man efterligne ”de rejsende, som var faret vild i en eller anden skov, og som ikke bør strejfe rundt og gå snart til én side og snart til en anden, og endnu mindre standse op på det samme sted, men altid gå så lige frem som de kan i den samme retning […]”. Descartes ’metode’ i forhold til skoven bestod i at imitere geometrien, at gå resolut i en retning for til sidst at bevæge sig ud af skoven mod lyset.

Alt det her vidste Blumenberg udmærket. Han lancerede sine forestillinger om omvejen i direkte opposition til Descartes lille spejderråd: ”Kun hvis vi slår ind på omveje, formår vi at eksistere”, hed det dramatisk hos Blumenberg, der selv tyede til en lille anekdote for at forklare hvorfor vi kun kan eksistere, ja sågar overleve, ved at slå ind på en omvej. For mange hundrede år siden fortalte renæssancefilosoffen Michel de Montaigne en anekdote om den antikke konge Pyrrhus (fra hvem vi kender den tvivlsomme glæde ved en Pyrrhussejr) som Blumenberg valgte at gengive så han kunne stille os alle et spørgsmål om omveje.

Henry David Thoreaus (1817-1862) hytte ved Waldensøen i Massachussetts. Det er tankevækkende, at man allerede i de "gode gamle dage" kunne føle trang til en omvej for at finde ro.

Henry David Thoreaus (1817-1862) hytte ved Waldensøen i Massachussetts. Det er tankevækkende, at man allerede i de “gode gamle dage” kunne føle trang til en omvej for at finde ro.

Pyrrhus kastede sig som en anden Hannibal ud i et gevaldigt erobringstogt. Først erobrede han Italien, dernæst Gallien og Spanien, for til slut at gøre sig sine erobringer i Afrika. Inden den antikke konge tog fat på forehavendet fortalte han dog sin rådgiver, Kyneas, om sine planer. Efter at være blevet indviet i de omfattende ekspeditioner, spurgte rådgiveren hvad kongen ville tage sig til, når der på et tidspunkt ikke var mere tilbage at erobre? Kongen svarede, at han ville falde til ro og nyde livet. Til dette havde Kyneas en indvending: hvorfor gjorde kongen ikke med det samme, hvad han ville? Han kunne jo uden hindringer slå sig til ro, uden at det behøvede involvere så store og voldsomme ambitioner? Ikke uventet bifaldt Montaigne visdommen i disse ord. Blumenberg var dog mere i tvivl. På overfladen udgør Montaigne og Kyneas’ pointe jo rationalitetens nøgterne blik på sagen. Hvorfor denne lange omvej for at falde til ro? Verdens erobring forekommer at være et overdrevent indfald, et projekt der kun vanskeligt lader sig realisere – og så for en så let tilgængelig gevinst. Kong Pyrrhus behøver vel ikke engang hæve skatterne for at kunne falde til ro, som det spottende hedder.

Blumenberg kommenterede selv på denne ’Umwegigkeit’:

Fra et udgangspunkt til et mål findes der kun en udgave af den korteste vej, men uendeligt mange omveje. Kultur består i opfindelsen og etableringen af omveje, i beskrivelsen og anbefalingen af omveje og i fremhævelsen og præmieringen af omveje. Kulturen kan derfor se ud som om den mangler enhver rationalitet for i streng forstand er det kun den korteste vej der kan opnå fornuftens kvalitetsstempel mens alt der slår ud til højre og venstre langs denne rute stringent set er det overflødige som har så svært ved at retfærdiggøre dets eksistens. Det er dog omvejene der tillader kulturen at gøre livet menneskeligt.“

 

Kyneas og Montaignes holdning var givetvis udtryk for en indsigt, men var det en indsigt i det menneskelige hjerte? Måske er menneskets uro og omvejstrang ikke at foragte? Måske er det kun, fordi vi hver især slår ind på omveje, at vi fortsat formår at eksistere. Blumenberg erklærede sin sympati med det urolige menneske, der føler sig kaldet til at begive sig ud på en omvej for at forstå sin placering i denne verden; i stedet for en aldeles gennemtænkt og rationel tilstand, der alligevel næppe er sandsynlig.

Bønnerup Strand. En omvej man har lyst til at blive på. Foto Lars Andreassen

Bønnerup Strand. En omvej man har lyst til at blive på. Foto Lars Andreassen

Og hvad skal vi så stille op over for tidens studiefremdriftskrav? Blumenbergs råd synes at være, at vi ikke foragter de tilsyneladende resultatløse omveje der ikke så let lader sig retfærdiggøre. Vi har nemlig ikke andre muligheder. Skulle alle bevæge sig ad de samme veje ville vi stå i en umulig situation. Som Blumenberg fyndigt advarer: ”Hvis alle havde enslydende fordringer på lykke ville det være den fuldkomne katastrofe”, idet det ville indebære alles rivalisering om det samme. Den lige vej mod lykken har noget barbarisk over sig, mens de mange mulige omveje kan ses som et ”Barbariforskånelsessystem”. Ifølge Blumenberg er det kun ved at være forskelligartede at vi opretholder os selv. ”Kun ved at slå ind på omveje formår vi at eksistere. Hvis alle går den korteste vej er der kun en der når frem”. Eftertænksomhed er ifølge Blumenberg det første bevidsthedsprodukt, for den der er villig til at lade sig overraske af livets vildveje. I en konfrontation med det anderledes, opnås muligheden for eftertænksomhed, og som Blumenberg markerede det, også muligheden for at forholde os friere til os selv.

 

Artiklen baserer sig primært på to mindre skrifter af Hans Blumenberg, dels ”Nachdenklichkeit” trykt i Neue Zürcher Zeitung i 1980 og ”Umwege” fra bogen Die Sorge geht über den Fluß udgivet i 1987.

I kapløb med mig selv

af Iben Schmidt Jensen. Studerer geografi på Københavns Universitet. Tidligere elev på Silkeborg Højskole.

I foråret 2010 tog jeg på Silkeborg Højskole. Ligesom mange andre valgte jeg at tage på højskole efter at have gået på gymnasiet. Jeg tog på højskole i mit såkaldte sabbatår – og jeg havde mange forventninger til mit ophold. Jeg havde forventninger til at blive en del af et fællesskab udover det sædvanlige. Men udover det, håbede jeg også på, at jeg i løbet af mit højskoleforløb ville finde ud af, hvilken uddannelse jeg skulle tage. Altså hvad jeg skulle lave efter mit ”sabbatår” var afsluttet. Måske var det for stor en ambition at ville løse gåden om ”hvad man nu skal” på et halvt år, når man ikke er mere end 19-20 år og i virkeligheden ikke har megen idé om, hvilke muligheder verden byder på.

Og det var heller ikke så nemt endda. Jeg ville gerne bruge mit højskoleophold til at finde ud af, hvad jeg syntes var spændende og hvad jeg brændte for. Derfor holdt de spørgsmål, jeg stillede mig op med at handle om hvad jeg skulle lave, og jeg spurgte mere om hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være; og det uanset, om jeg så skulle begynde at læse til lærer eller dyrlæge, økonomi eller miljøteknologi.

Den 15. marts 2010 kom nærmere, og snakken ved højskolens langborde begyndte at handle om noget andet, end den plejede. Ansøgningsfristen for at søge ind på uddannelsernes kvote 2 nærmede sig og højskolens dagligstue, der plejede at være fyldt med elever, som spillede brætspil, læste avis og diskuterede, var pludselig fyldt med elever, der kiggede i uddannelsesmagasiner, læste avisernes uddannelsessektioner og snakkede om ansøgningsfrister og adgangskrav.

Vi blev alle sammen grebet af det, der nærmest var et kapløb med os selv: hvad var den rigtige og den bedste uddannelse. Spørgsmålene om, hvad man brændte for, og hvem man gerne ville være, blev overskygget af et pres om vælge en uddannelse her og nu. Det blev et kapløb med vores egne idéer om de krav, samfundet stiller til et ungt menneske, der skal til at tage en videregående uddannelse. Det er de krav, der handler om, at man skal tage den bedste og den rigtige uddannelse. For det skal være den rigtige uddannelse – ikke bare for dig, men også for samfundet. Og så skal det også helst være den rigtige uddannelse om 10 år og passe ind i det fremtidige arbejdsmarkeds udbud og efterspørgsel.

Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm 2013.

Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm 2013.

Karrieredag

Jeg valgte at begynde på en uddannelse efter højskoleopholdet var afsluttet. Det er tre år siden, og forleden var der arrangeret en netværks- og karrieredag på mit studie. En masse forskellige virksomheder havde indtaget vores indgangshal og havde stillet plakater og bannere op. Vi skulle alle sammen netværke. Håbet var at komme i snak med en spændende, fremtidig arbejdsplads. Arrangørerne af denne netværks- og karrieredag, havde på dagen stillet følgende spørgsmål til de studerende: “Hvad betyder mest for dig i dit kommende arbejdsliv?”.

De muligheder som man kunne vælge, var:

  • Høj løn
  • Høj fleksibilitet i forbindelse med arbejdstider
  • Frynsegoder og firmabil
  • Et rart arbejdsmiljø
  • Mulighed for at avancere

Den kategori der var mest populær, var den der handlede om et godt arbejdsmiljø. Det opfatter jeg, som et positivt tegn på, at fællesskabet på de fremtidens arbejdspladser er noget af det, der betyder mest for de studerende – og noget, der betyder mere end fed firmabil og mulighed for at avancere i sit job.

Bemærkelsesværdigt nok, var det ikke muligt at vælge kategorier som handlede om:

  • At man bliver udfordret i sit arbejde
  • At man har et ansvar i sit arbejde
  • At man gør en forskel med det arbejde man udfører – en forskel i relation til det samfund som man er en del af, og den verden man lever i.

De muligheder, man kunne vælge, rakte ikke meget udover en selv og ens egeninteresser. Det kapløb, vi på højskolen havde med os selv om at vælge den bedste og rigtige uddannelse, havde nu udviklet sig til et kapløb med alle de andre om, at man skulle kunne score det bedste studiejob, for så at kunne opbygge det bedste cv, for så senere at kunne score det bedste job ude på det rigtige arbejdsmarked.

Selvfølgelig skal man vælge den rigtige og den bedste uddannelse. Og jeg er her – på den ”rigtige” og ”bedste” uddannelse. Og jeg er glad for det – på rigtig mange måder – med alt det som studiet tilbyder: God undervisning, fordybelse, venskaber, det er gratis, der er SU og jeg kan bo på kollegium.

Men hvad med de andre

Men jeg synes også, at jeg befinder mig på et studie, hvor det ikke handler om “hvordan kan jeg bidrage og gøre en forskel med min uddannelse.” Snarere handler det om, hvordan jeg opnår den bedste karriere, og hvordan jeg bedst sammensætter mit studie, så jeg er bedre stillet i konkurrencen med alle de andre, når vi engang skal ud og søge job. Nok er det vigtigt med et godt arbejdsmiljø, men det er åbenbart også vigtigt, at man spidser albuerne og holder sig selv forrest i feltet.

Det er altså ikke en selvfølge, at uddannelse og arbejde bør række ud over en selv og tage hensyn til andre – det bliver jeg indigneret over. Måske er det blevet en kliché at sige, at man vil gøre en forskel. Desværre. For det at gøre forskellen er bestemt ikke en kliché, har aldrig været det, og bliver det heller ikke.

Jeg håber, at jeg bliver i stand til at sætte mig udover det CV-kapløb, vi har gang i og kommer til at gøre en forskel med det, jeg laver – også for de andre.

Danmark er grønt og det iranske folk ligeså

Der afholdes folkemøde på Bornholm, og i Iran er der præsidentvalg. På Bornholm kan folket møde sine tjenere og de kan tage pulsen på hinanden. I Iran er det regimet, der tager pulsen på folket. På Bornholm skåler herre og tjener ligeværdigt over velskænket fadøl. I Iran er præstestyret bange for sin flok.

En god tjener kender sin herre rigtigt godt. Derfor må folkemødet betragtes som et obligatorisk kursus – efteruddannelse – for landets politikere, en udsøgt mulighed for i fremtiden at kunne varetage deres hverv endnu bedre. I Iran er det snarere omvendt, regimet tager pulsen på befolkningen og det med en nøje udvalgt temperaturmåler, som skal sikre mod alt for store temperaturudsving. Således kan iranerne kun stemme på konservative og stokkonservative kandidater, som Poyâ Pâkzâd, skribent for Ræson, udtrykte det i Deadline 12/6-2013.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte "hvor er min stemme?" Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte “hvor er min stemme?” Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Vi kan formodentlig se frem til flere reformer i Danmark, end de undertrykte i Iran, hvor de ellers har brug for dem. Men med erfaringerne fra præsidentvalget i 2009, der forvandlede en kort grøn bølge til blodrøde floder er forhåbningerne nok ikke store. Men på lang sigt, hvad så? Er der lys på bunden af olieboringerne?

Olie og uddannelse

I den tidligere FN-ambssadør Kishore Mahbubanis bog, The Great Convergence fra i år kan man på side 36 læse, at 65% af de studerende på Irans Universiteter er kvinder (i 1983 var det 32%). Et faktum, der nok kommer bag på en gennemsnitlig dansk mediekonsument. Jeg blev i hvert fald overrasket, da jeg læste det. Også Flemming Rose, Jyllands-Postens udlandsredaktør, har bemærket det i både avisen og i ovenlinkede Deadlineudsendelse. Uddannelsesniveau generelt og kvinders i særdeleshed kan ligesom valghandlinger og folkemøder være en måde at tage pulsen på et lands velbefindende.

Det går ikke godt i Iran og formodentlig ændrer valget 2013 ikke meget på det. Alligevel er det værd at hæfte sig ved en positiv tendens. Nemlig uddannelse. ”The willingness of the hugely conservative Iranian leadership to endorse female education in massive numbers in modern science and technology demonstrates how the new consensus has seeped into some of the most conservative societies on our planet.” (Side 37). Tallene hele vejen rundt i det iranske uddannelsessystem taler godt for fremtiden.

I Klimaets Tidsalder peger den tredobbelte Pulitzervinder Thomas Friedman på en interessant sammenhæng mellem oliepriser og uddannelse. Er oliepriserne høje er alt godt for mellemøstens repressive regimer. Vi i vesten køber rigeligt ind og holder derved tyrannerne ved magten – produceres og forbruges skal der jo. Er priserne derimod lave, investerer Mellemøstens oliestater i uddannelse. Kan man ikke tjene penge på huller i jorden, må man forbedre befolkningens hoveder for at kunne tjene penge i fremtiden.

Vi skal producere og vi skal forbruge, sådan er det jo. På den anden side er vi i vesten meget godt med, hvad angår hovederne. Vi tænker grønnere, vedvarende energi og den slags. Så meget at det ligner en trend. Og måske endda så meget, at præstestyret i Iran ikke tør satse alene på olie i fremtiden. Så meget, at de er nødt til at satse på menneskeligt råstof i form af uddannelse. Måske har vi lov at håbe på en mere fri fremtid på vegne af iranerne? Ikke nu, men med tiden.

Frihed kræver uddannelse og omvendt

Man kan sige, at vi danskere har været der. Og så alligevel ikke. Præsten N.F.S. Grundtvig stemte i sin tid nej til at give folket frihed, thi folket var ikke tilstrækkeligt oplyst til at lede sig selv, mente han. Rigets stænder vidste vel knap nok, at de var danskere, men det kunne der jo laves om på. Folkestyre fik de, og uddannede blev de. Vi fik friheden og dernæst den uddannelse, der skulle til for også at forvalte den. På Højskolerne mødte folk hinanden og et folk dannedes. Og nu mødes vi, folk og politikere, til øl og ord en gang om året på Bornholm.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog "Alle har ret. Demokrati som princip og problem." Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog "Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen." Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog “Alle har ret. Demokrati som princip og problem.” Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog “Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen.” Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013. Foto, Rasmus Kolby Rahbek

I Iran er det den omvendte verden. Folket har ikke frihed. Men siden Grundtvig er verden blevet så kompliceret, at vid til husbehov ikke længere er tilstrækkelig, hvis man skal køre en stat bare nogenlunde. Selv et lukket diktatur kræver folk, der kan betjene avanceret teknologi – ikke mindst i militæret – så iranerne har fået uddannelse. Og uddannelse og forskning er fuldstændig afhængig af fri og uhindret informationsudveksling, hvis man den skal stå mål med konkurrenternes. Og med fri og uafhængig informationsudveksling er det vanskeligt at holde en befolkning hen i mørket, de vil kræve deres frihed og anerkendes som autonome individer. Det, med folkets forbedrede hoveder, er et tveægget sværd.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Det er næppe tilstanden i Danmark, Ali Khamenei, Irans øverste leder, og vogternes råd skeler til, når de udvælger ”egnede” præsidentkandidater. Men mon ikke de skeler til den generelle globale udvikling og ikke mindst udviklingen i deres nabolande. Det kan således ikke helt have undgået deres opmærksomhed, at der er massive miljøproblemer i udviklingslandenes millionbyer, og at disse næppe løses med et større forbrug af olie. Og så er de næppe helt uberørte af den generelle trend på uddannelsesfronten i den arabiske verden.

Når det drejer sig om videnskab er der ingen grund til at tvivle på retningen i de islamiske lande, skriver Mahbubani, hvorefter han refererer fra UNESCOs Science Report 2010: ”Three regional initiatives exemplify recent top-down initiatives in higher education: Qartar’s Education City, The Masdar Institute i Abu Dhabi, and the King Abdullah University of Sciences and Technology in Saudi Arabia.”

King Abdullah Universitet (KAUST) i Saudi Arabien, hvor kvinder ikke må føre deres egen bil, er verdens største. Det er internationalt og optager studerende, både kvinder og mænd, fra hele verden og fokuserer blandt andet på energi, miljø, bioteknologi og computervidenskab. Qatar Foundation grundlagde i 2001 Education City som skal være verdens første fuldt bæredygtige by med 50.000 indbyggere og 1.500 virksomheder og forretninger. I byens kerne finder man afdelinger fra 6 internationale universiteter, hvoraf flere af afdelingerne har et flertal af kvinder blandt de lokale studerende.

De Forenede Arabiske Emirater tog i 2006 initiativet til Masdar Instituttet i Abu Dhabi som et knudepunkt for et globalt samarbejde, der skal fokusere på energieffektivitet, klimaforandringer og bæredygtighed, hvor der både skal forskes og kommercialiseres. Det gør de i tæt samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Den danske sommer er grøn og det samme er håbet

Hvad siger disse forhold om valget i Iran? Ikke noget, men det siger noget om en udvikling mod frihed, som er båret af den økonomiske og teknologiske udvikling og som det er særdeles svært at sætte sig imod. Sådan noget kan man vist kun påstå, hvis man er fukuyamist – fukuyamarianer eller hvad det måtte hedde.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Francis Fukuyama mener, at kunne konstatere at den ”moderne naturvidenskabs udbredelse har haft en ensartet indvirkning på alle de samfund, den har berørt.” Og alle stater uanset ideologi vil have moderne videnskab, bl.a. fordi den giver sikkerhedsfordele og beskyttelse – enhver stat er nødt til løbende at modernisere sit forsvar. Den udvikling medfører en ensartet ”horisont for de for de økonomiske produktionsmidler” for nationerne. En proces, der ”medfører en stadig større homogenisering af alle menneskelige samfund uanset deres historiske rødder eller kulturelle arv.” Det vil føre til opbrud i traditionelle familiebaserede og nepotistiske samfundsorganisationer og med tiden vil meritokratiet hævde sig som det eneste, der giver mening i et frit og lige samfund. I sidste ende vil denne udvikling få befolkningerne til at ”kræve demokratiske regeringer, der behandler dem som voksne i stedet for børn og anerkender deres autonomi som frie individer.” (Historiens Afslutning side 19-24).

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Men hvorfor skulle jeg nu minde om den iranske befolknings lyksalighed, netop nu hvor folk og elite er forenet på solskinsøen, og hvor den danske sommer næsten blev rigtig sommer. Svaret er: Sommeren er grøn i Danmark, og det er den hvert år – også når det regner. I Iran havde de en enkelt grøn, men meget kort, sommer tilbage i 2009, hvor de skimtede friheden. Forløbet er fremragende filmatiseret i The Green Wave, som kan ses her, som afsluttes af den eksilerede blogger Mehdi Mohseni:

”Jeg håber, der bliver fred i mit land. Når jeg kigger på folk her i Europa, de unge på gaden eller i metroen, så kan jeg se, de er lykkelige. Når jeg ser, hvor sorgløse de nyder deres fridag en lørdag, så spørger jeg mig selv om de overhovedet ved, hvor Iran ligger. Om de ved, at deres jævnaldrende i Iran ikke kan leve ligesådan.”

Du finder ikke ud af, hvor Iran ligger ved at læse det her, men nu ved du, at der er et Iran, hvor de unge kæmper for deres frihed. Bornholm ved du allerede hvor ligger. Men tænk, hvis iranerne engang kan holde folkemøde i Teheran.

Om højskolens bevægelse og tidens strøm…

Her på Vi danser for lidt og i Højskolebladet har der på det seneste været en række diskussioner af, hvilken rolle og værdi bevægelser har i moderne samfund. Herunder også højskolebevægelsen.
Og dommen over bevægelserne er hård:
De er døde, sandede til, for umoderne, ikke sexede, sjove, cool nok. De mangler (det rette) sigte, har ingen politisk indflydelse, er for nationalistiske, står i stampe. Kort sagt, kritikken er legio!

Af Rasmus Kolby Rahbek

Højskolen som bevægelse
I martsnummeret af Højskolebladet hedder det, at den samlede højskolebevægelse synes at være forlist som projekt for længe siden. Man må derfor nødvendigvis stille spørgsmålet om, hvem eller hvad der egentligt udgør højskolebevægelsen.

I Højskolebladet hedder det under overskriften ”Højskolebevægelsen er død”, at kun 19 % af højskolelærerne i høj grad vægter det at være en del af højskolebevægelse som en vigtig dimension af deres arbejde. Samt at lærerne primært ser sig selv som lærere på egen skole, snarere end som højskolelærere i almindelighed. Dette får bladet til at konkludere, at ”bevidstheden om at tilhøre en samlet højskolebevægelse altså er fraværende blandt mange af bevægelsens centrale kræfter.”
Her kan man tale om at have skrevet konklusionen på forhånd: Med selv samme undersøgelse kunne man lige så vel hævde at højskolebevægelsen i den grad lever blandt dens såkaldte ”centrale kræfter”, da undersøgelsen viser, at kun 6 % af lærerne ikke vægter det at være en del af højskolebevægelsen som en vigtig dimension af deres arbejde, og at kun 7 % af lærerne ikke ser sig selv som højskolelærere i almindelighed.

Men udgøres højskolebevægelsen da af lærerne? Eller er det forstanderne, skolerne eller ligefrem eleverne? Er det måske Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark?
I Højskolebladet definerer Harry Haue en folkelig bevægelse som omfattende ”personer, der for at fremme en bestemt sag indgår frivilligt i et fællesskab med henblik på at forandre sig selv og samfundet.”
Hvis dette betyder at, at en bevægelse består af de mennesker som ser sig selv i relation til en sag, består højskolebevægelsen jo ganske simpelt af alle dem, der måtte forbinde sig med højskolen og dens idé (hvordan de så end måtte fortolke den).
Hvis det derimod betyder, at en folkelig bevægelses primære fokus er politisk påvirkning og dens målestok er politisk indflydelse, sådan som det antydes i artiklen, ja, så har højskolen måske aldrig været en folkelig bevægelse. Og i virkeligheden er der vel så også snarere tale om en interesseorganisation.
Opgaven som interesseorganisation varetages for højskolens vedkommende ganske passende i Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark. Men politisk indflydelse kan aldrig blive et mål for højskolen, kun et middel.

Højskolebevægelsens dommedagsprædikanter synes desværre ofte i deres kritik at overse, hvad højskole drejer sig om. Hele højskolebevægelsens kerne ligger nødvendigvis i højskolen selv, og ikke alle mulig andre steder. Det er det banale udgangspunkt; at lave højskole for og med de elever der er på skolerne. Det er det centrale for såvel skoler som bevægelse: ”Den skal blot være højskole, og være nødvendig for eleverne i kraft af det, og er den ikke det, kan det også være det samme” som Niels Højlund en gang skrev. Skulle det så give anledning til, at resten af samfundet fandt det interessant og vedkommende, er det da blot ganske fint og udmærket.

Højskolen som fællesskab
Men giver det overhovedet mening at tale om og for en samlet højskole. Hvad skal det overhovedet til for? Findes der overhovedet noget konkret fælles at tage udgangspunkt i, eller er det blot tale om et begreb, en idé? Og hvem kan udtale sig på dens vegne?

I Højskolebladets leder hedder det om højskolernes fællesskab, at det ikke kan defineres som en bevægelse, men alene som et lovfællesskab. Desuden burde man frem for højskolebevægelsen i stedet tale om højskolebranchen!
At sige at en højskole er en forretning og at højskolerne som tilskudsberettigede skoler er bundet til loven er selvsagt rigtigt, men en banalitet. At sige at højskolernes fællesskab er en branche eller et lovfællesskab er muligvis originalt, men forkert. Hverken forretning eller lov gør nogen højskole og heller ingen bevægelse.

En afvisning af dette formalistiske tunnelsyn på højskolen kan findes hos den unge forstander Morten Pontoppidan så tidligt som i 1881 i bladet Tidens Strøm:

Der er jo dog virkeligt andet fællesskab mellem os end lige netop dette, at vi hedder højskoler og tager 30 kr. om måneden i betaling. Vi har fælles program, hvor indbyrdes uafhængige vi end måtte være. Det er ikke meget udformet – gjort af omtrent ingenting, af kattefods døn, af kvindeskæg osv. Men så småt det er, findes dog programmet skrevet på ”hjerternes kødtavler” og øver i det skjulte sin magt over os under arbejdet.”

Pontoppidan er klar over, at det må medføre en løbende debat om, hvad det fælles program så indebærer. Og den debat må man så tag med løftet hoved, men udgangspunktet er dog fælles. Enhed i mangfoldighed hedder den slags vist…

Mit højskole-credo tilsiger, at alle der har været en del af højskolen har om ikke dens program, så dens navn, skrevet ind på ”hjertets kødtavle”. Og som sådan er de en del af højskolen. Og dermed har de carte blanche til at udtale sig om og på vegne af højskolen lige så autoritativt de lyster.
Om det så gør en bevægelse ved jeg ikke, men det er helt klart et fællesskab!

Højskolen som talerstolen eller arnested
Kigger man på meget af den kritik af højskolen der fremføres, bl.a. i Højskolebladet og her på bloggen, følger den ofte enten en romantisk eller aktivistisk retning.

Som romantisering er det en længsel tilbage til dengang forstandere blev omtalt som fyrtårne og Højskolebladet var et væsentligt kulturtidsskrift. Det er drømmen om en højskole, hvor budskabet om sagen råbes ud fra talerstolen med sigte ikke kun på eleverne, men hele landet. Talerstolen fylder ofte meget i dette højskolesyn og sindbilledet er Askov Højskole før 1968. For denne romantiske betragtning er højskolens udvikling underlagt en forfaldsmyte: Talerstolen er udskiftet med ”kreative værksteder”, forstanderen er blevet daglig leder og kulturtidsskriftet er blevet et foreningsblad. Med andre ord: Verden er af lave og højskolen er blevet ordinær.

For den aktivistiske kritik gælder det, at Højskolen er lullet ind i en kombination af sneglefart og snæversyn og ikke har været i stand til at gribe verdens aktuelle udfordringer. Denne kritik ser ofte højskolerne som små nationale fortidslevn, der ikke har fulgt med tiden og som mest er at betragte som museer. Denne kritik følges af et ønske om at højskolen, for at bevare sin relevans, skal udvikle sig til at være arnestedet for en ny, moderne, ungdommelig, kreativ, dansevenlig, hip og global politisk aktivisme. Med andre ord: Verden er foranderlig og højskolen bør være forandringsparat.

At der, karikaturen til trods, er et gran af sandhed i begge kritikker burde ikke komme som en overraskelse. Højskolen balancerer altid på en knivsæg mellem forfladigelse og ligegyldighed – og i sidste instans er der kun den selv til at holde sig oppe.
At begge kritikpunkter stort set altid har fulgt højskolen, burde heller ikke komme som en overraskelse (om end kritikerne til tider kan lyde som om de har opfundet den dybe tallerken). For dem der er interesserede, kan man f.eks. begynde med at læse debatten mellem Morten Pontoppidan og folkene omkring Ludvig Schrøder fra 1880’erne.

Højskolen og kritikken
At højskolen har været underlagt kritik er der intet nyt i. Såvel intern som ekstern kritik har været en del af højskolens kerne helt fra begyndelse. Ja, højskolen som idé er ligefrem født ud af en kritik: Grundtvigs højskoletanker er ikke forfattet som et sammenhængende stykke pædagogisk tænkning, men blev til over en lang årrække gennem utallige udfald mod hans samtidige i diskussioner om alt mellem himmel og jord.
Derfor er stringens heller ikke noget der just præger den gamles tanker om hvad højskolen bør være. Dette har i sig selv gennem historien været en medvirkende faktor til, at især den interne kritik har nået stadig nye højder, da der har været et eklatant fravær af autoritativt grundlag at lave højskole på.

Der har altid været en diskussion af, om højskolen i form og indhold skulle holde sig ved sit udgangspunkt, eller om den skulle være genstand for en konstant udvikling og tilpasning. Og der har altid været en diskussion af hvad der er rigtig og forkert højskole – hvem der var aser og hvem der var jætter.
Dykker man ned i højskolens historie (og det bør man bestemt gøre!) åbenbarer der sig en mangfoldighed af diskussioner om højskolens væsen og virke, som ofte er lige så relevante i dag som for 50 eller 100 år siden. Det viser sig – som altid – at historien gentager sig selv. Og så kan man jo lige så godt tage ved lære af den!
Men lige så vel som man kan lære noget af historien, kan man ikke bruge den lære til noget som helst, hvis ikke man bringer den ind i sin egen tid. Også i dag må højskolen stå midt i tidens strøm.

Højskolens virkelighed
Kritikken af højskolen må nødvendigvis forholde sig til, hvad der ret faktisk foregår ude på skolerne. At tage udgangspunkt i højskolen som begreb kan selvsagt både være spændende og lærerigt, men som kritik forekommer det perspektivløst, hvis ikke det på en eller anden vis forholdes til praksis. Og højskolens praksis er altid bundet til den tid og de mennesker den udfoldes i og blandt. En forholden sig til praksis vil også afsløre, at diskussionen om ”rigtig” eller ”forkert” højskole altid er en diskussion om god eller dårlig højskole underlegen. Det er trods alt bedre at være en ”forkert” højskole der laver god højskole, end en ”rigtig” højskole der laver dårlig højskole. Og det er en balancegang alle højskoler altid står i – uanset højskolesyn.

Dermed ikke sagt, at højskolen ville være bedre stillet uden intern eller ekstern kritik. Kritikken og debatten er vigtig for højskolen. Også når det måtte udvikle sig til kamp, både fordi det kan være livgivende og fordi højskolen er for vigtig til at man lader den være:
Men kamp for frihed i liv og tro – Thi evig stilstand er død! Dette gælder også for højskolen!
Højskolen er ikke tjent med at blive strøget med hårene og pakket ind i vat, hvis det i virkeligheden blot dækker over ligegyldighed med, hvad højskolen står for.

Kritikerne af højskolen kommer dog desværre alt for ofte til at fremstå som linjevogtere, hvis eneste kald i livet er at dømme inde og ude, og aldrig selv tage del i spillet.
Fred være med dem! For mig foregår det interessante ved højskolen inde på banen: Kampen, intensiteten, engagementet, skønheden, genialiteterne, drømmene. Og ja, jeg skal med glæde tage et indkast i ny og næ, hvis jeg blot en gang i mellem kan opleve at være en del af det lille mirakel der opstår, når nogen rammer den lige i røven.
HUTTELIHUT!!!

 

If I can’t dance, it’s not my revolution

Enhver bevægelse bliver ekskluderende hvis den ikke gøres sjov, kreativ og indbydende, og mener man, at højskolebevægelsen skal formes af midaldrende forstandere på talerstole, er det sandt, at denne ingen fremtid har. Opfattes højskolerne derimod som arnested for kreativitet, mangfoldighed og international dannelse i blandt en bred gruppe unge, med forskellig kulturel baggrund, rummer højskolerne derimod et enestående potentiale for at skabe en bevægelse med fokus på at skabe forandring til det bedre.  

I seneste udgave af Højskolebladet kan man læse, at ”Højskolebevægelsen er død – og har været det længe”. I samme udgave berettes der ligeledes om, at de gamle bevægelser, som højskolebevægelsen, kæmper en dødskamp og langsomt erstattes af enkeltsagskultur. Dette rummer en lille del sandhed, men på samme tid afslører det et forældet og misforstået syn på højskolen, såvel som på hvad en bevægelse kan og bør indeholde. Hvis verden skal forandres til det bedre, skal der handles og udøves indflydelse, det være sjovt at være med og så skal forandringen skal komme fra folket. Men hvor samles positiv energi, motivation og fælles formål på tværs af kultur og politik? På højskolerne, naturligvis. Lad os bruge udviklingsproblematikken og Barack Obama som eksempler.

Social forandring kræver folkelig bevægelse og en folkelig bevægelse
Det er afsindigt hårdt at beskæftige sig med verdens realiteter – og egentlig ikke specielt morsomt. Alt for mange mennesker lever i fattigdom, uden rettigheder og under forhold vi tvinger os selv til at ignorere for at kunne falde i søvn om aftenen. Dykker man for dybt ned i fortællinger om kasteløses vilkår i Indien og Nepal, mennesker i Nairobis slum og for krigens ofre i Syrien er nattesøvnen for alvor truet og hovedpinen vokser. Den bekvemme udvej er at erstatte Deadline med The Daily Show med John Stewart, Politikens kultursektion studeres på bekostning af udenrigsstoffet i første sektion ligesom abonnementet på Information for længst er opsagt.

Dette er ærgerligt, men egentlig ikke hverken uforståeligt og desværre heller ikke uden grund. Det er jo en alvorlig sag at forandre verden og ikke noget man som et enkelt menneske uden videre kan overskue. For at skabe forandring har vi brug for en bevægelse, en sammenslutning af mange individer, som alle har samme overordnede formål. De skal ikke være enige politisk, for fattigdom og nød er ikke et politisk spørgsmål, men de skal være enige om et bestemt menneskesyn og de skal være fælles om troen på positiv social forandring. For nu at foretage et kvantesidespring, kan Obamas 2008-kampagne være behjælpelig med at finde vej, for denne bevægelse.

”The story of Now, Self and Us”
Da Obama i 2008 blev valgt som USA’s præsident, formåede han at gøre budskabet om ”Change We Can Believe In” til et samlende budskab for kampagnefolk og tusinder af frivillige i hvad der nærmest lignede en social bevægelse og hvor befolkningen blev inkluderet i en fælles mission. Men hvordan samlede Obama i 2008 godt 70 millioner amerikanere bag budskabet om forandring, håb og fremskridt? 70 millioner mennesker som repræsenterer et sandt kludetæppe af økonomiske, politiske, og kulturelle synspunkter? Han bød dem til dans og valsede til en stensikker valgsejr over John McCains statistiske og stillestående facon.

Det første den amerikanske Havard-lektor Marshall Ganz gjorde, da han blev bedt om at få Barack Obama valgt som USA’s 44. præsident, var at gennemføre et centralt princip, som meget vel kan have været afgørende for udfaldet af valget. Ganz understregede vigtigheden af, at alle omkring valgkampen skulle være en del af en fælles fortælling. Fortællingen skulle dog ikke dikteres af kampagneledelsen, som det ofte er tilfældet, men udspringe af de frivilliges egne erfaringer og drømme. Det var med andre ord ikke manden på talerstolen som entydigt lagde en retning for kampagnen, men derimod de frivillige selv.

Ganz stillede en række spørgsmål til striber af frivillige, ledende politikere og mediefolk og Obama selv. I første omgang bad han dem formulere ”The story of Now”: ”Hvor brænder det – hvad er problemet med verden, lokalt som globalt?”. Herefter bad Ganz folk formulere ”The story of Self”, hvor egne bekymringer og løsninger var i centrum. Han spurgte hvilken rolle den enkelte person spiller i forhold til det store perspektiv og ikke mindst hvilken motivation den enkelte havde til at gøre en indsats for en positiv forandring i USA og verden. Til sidst spurgte Ganz dem alle, hvordan og hvorfor deres overvejelser er relevante for alle amerikanere og hvordan alle amerikanere kunne samles i ”The story of Us”.

Barack Obama – en politisk fiasko, som er en folkelig succes
Resultatet af overvejelserne var en bevægelse, hvor den enkelte frivillige følte medejerskab over det samlede budskab. Et simpelt budskab, som alle kunne tilslutte sig og genfortælle overalt hvor de kom frem. Denne fortælling kunne være individuel fra person til person, men kom automatisk til at indeholde en positiv forventning om ”Change”. Og ikke bare forandring. Men forandring vi kunne tro på! Og det virkede. Det virkede i så høj grad at selv Nobelkomiteen faldt i med begge ben og gav Obama fredsprisen udelukkende på en forventning om ”Change”, alt imens dronerne eksploderer over hovederne på folk i Pakistan, Afghanistan og Irak – og helt uden tab af amerikanske soldater.

Obama blev valgt, og valgt igen og er en kæmpe succes og foregangsmand for alle som ønsker at inkludere frivillige kræfter i arbejdet for forandring. Der var masser af empati og sikkert stort set udelukkende positive intentioner, desværre uden megen mulighed for at sætte handling bag ordene. Forandringen i USA er vanskelig at få øje på og det er ikke sikkert, at komiteen bag Nobels fredspris er ubetinget begejstrede for amerikanernes indsats for fred i Mellemøsten.

Fælles front i kamp for social forandring er en ’no-brainer’.
På samme måde må bestræbelserne for større social lighed, belært af erfaringer fra Obamas valgkamp, gøres til en inkluderende og levende bevægelse, hvor det at være bevist om verdens uretfærdighed og have ambitioner om forandring og bæredygtighed ikke være en sur pligt for de få frelste. Derimod skal kampen for social forandring være dansende let, sjov at tage del i og fyldt med kreativitet og mod.
Når verden skal forandres til det bedre (hvilket ikke er til diskussion), kræver det naturligvis mere end at et enkelt menneskes liv er blevet forandret. Det kræver mere end at en enkelt oplyst højskoleelev formulerer sit krav om social forandring i sin rus efter 4 måneders højskole, hvor fællesskabet har bakket op omkring solidaritet med de mest udsatte i verdens udkantsområder. Det kræver også mere end NGO’ernes ihærdige og utrættelige arbejde og det kræver langt mere end Danmarks første og eneste kompetente udviklingsminister. Det kræver en folkelig bevægelse, hvor det er sjovt at være med.

Jeg kan kun komme på ét kvalificeret svar, når jeg skal svare på spørgsmålet om, hvor denne bevægelse skal komme fra, og det er hverken fra forstandere, fra bestyrelser eller skribenter på højskolebladet eller denne blog. Men fra højskoleeleverne. For hvem kan bedre gøre kampen for social forandring legende, kreativ og dansende end unge som uden udsigt til eksamen, forventningspres, SU-straf og nedsat kontanthjælp kan koncentrere sig om at diskutere problematikker, som inkluderer selv verdens fattigste.

Megen kærlighed, men for lidt magt.
Lad det være klart, at jeg ikke mener, at idealisme og højskoleelevers mulighed for at være skabende i en bevægelse for social forandring kan løse problemerne for verdens fattigste og fastlåste positioner i international politik.

Altmuligmanden Adam Kahane kender om nogen til fastlåste positioner i international politik. Kahane, som har universitetsgrader i Fysik, Konfliktløsning, Økonomi og sågar excellerer som klassisk cellist, var  med succes medvirkende til at sammenbringe ledende figurer i Sydafrika omkring forhandlingsbordet i forbindelse med ophævelsen af apartheidregimet. Kahane peger i sin bog med den poetiske titel ”Power and Love” på vigtigheden af, at idealismen følges med realitetssans og realitetssansen ikke overskygger idealismen. Magt uden empati kan give store resultater, men er ofte undertrykkende og kortsigtet. Empati uden magt er nyttesløs, men kan også skabe fællesskaber som undertrykker retten til forskellighed igennem manglende sikring af rettigheder og friheder. Martin Luther King udtrykte det således: “Power without love is reckless and abusive, and love without power is sentimental and anemic.”

Vildere klovn, vildere. Dans!
På denne blogs facebookside kan man finde et link til en rapport, som peger på, at højskolen ændrer livet. Altså det enkeltes liv. Ikke livet som sådan, forstås. Slet ikke alle menneskers liv. Men forandringen starter ved at individet bevæger sig og denne bevægelse er selve højskolebevægelsen. For at skabe forandring i samfundet omkring os, er det dog oplagt at pege på, at der er brug for et langt bredere elevgrundlag for højskolerne, som Niels Gerner Nielsen også peger på her på bloggen, for at denne bevægelse kan brede sig ud.

http://sunsite.berkeley.edu/Images/emmaportrait2.jpgDe danske højskolers forskellighed, fagligt såvel som pædagogisk, konstituerende for, at højskolerne kan skabe bevægelse, men forskelligheden kan godt blive større. På tværs af fag, faciliteter, politiske og kulturelle synspunkter kan man som højskoleelev på højskolerne danse (røven ud af bukserne) og på samme tid og sted diskutere menneskelivet – alt imens man har det sjovt.

For hvem vil være med, hvis det ikke er sjovt? For som kvinderettighedsforkæmperen Emma Goldman engang sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”.

En Westfalisk fred – for verdens borgere

Akutplan, forbedret konkurrenceevne, bedre uddannelse eller lavere lønninger er ikke frelsen. Ikke i det lange løb. Der skal nyt til. Helt nyt. En ny global westfalisk kontrakt mellem alverdens borgere, som arbejder for transnationale venskaber og samvirke frem for gensidig udryddelse. Højskolerne gjorde det engang for Danmark. Lad os gøre det igen.

Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

”En dag i slutningen af 1850’erne kom to jyske bønder fra Balle vest for Vejle gående hjem over markerne med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals. De havde været på et tre-ugers sommerkursus hos Kristen Kold i Dalum, og nu var de på vej hjem til deres landsby.

Vi ved ikke, hvad de sagde ved hjemkomsten, men vi forstår, at når to jyske bønder kommer gående med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals, så er der hændt dem noget usædvanligt. Og vi ved, at det lille bondesamfund, de vendte tilbage til, vendte op og ned på alting i de næste 30 år.”

Det er et af mine yndlingscitater; begyndelsen på Frederik Christensens selvbiografi Med livet i højskolen. Hvad de sagde, da de kom hjem, ved vi ikke. Men vi ved, at de havde været på Højskole, og at de efter hjemkomsten vendte op og ned på alting. Vi ved også, at lignende ting fandt sted overalt i landet. Nye forretningskonstruktioner voksede frem. Vi kender dem som globale og transnationale aktører, Arla, Coop, Danish Crown og Tulip International, men de begyndte alle som små brugsforeninger, andelsmejerier og slagterier skabt og drevet af bønder, som kunne se en individuel interesse i at slå sig sammen.

Konkurrencelogik og Naturret

Er det ikke muligt, at gentage dette oplysningens og fællesskabets kunststykke i et globalt perspektiv. Hvad skulle egentlig forhindre os i det? Udover almindelig usikkerhed og magelighed. Noget nyt må til. Fremtiden vil se undrende på akutplanens institutionaliserede uretfærdigheder; de lavere lønninger, som blot er en ny form for devaluering, en måde at eksportere problemer på. Og ser man bort fra, at ikke mange i Danmark vil lide alvorligt af lidt mindre på kontoen i en årrække, er tanken om lavere lønninger ikke rar at trække med ud i fremtiden. Noget andet er, at man ikke belemret andre med sine problemer, dem løser man. Og løser dem sammen, selvfølgelig, hvis man har været flere om at skabe dem.

Mere uddannelse er fint. Og det lyder besnærende, når politikerne forsikrer os om, at vi skal kæmpe os ud af krisens tider med uddannelse og forskning. Og hvad andet er der at opfordre ungdommen til. Det er en evig kilde til glæde at se unge mennesker uddanne sig og blive dygtigere, mere myndige og selvstændige, men glæden blandes med bitterhed, når man samtidig diskuterer krise med dem, og belærer dem om, at den viden og de kompetencer de tilegner sig ikke blot er til glæde og gavn, men snarere et led i national oprustning. Det eneste, der kan redde dem fra materiel armod og for tidlig død.

Og ærlig talt, de har fanget den med forskning og uddannelse på den anden side af kloden. De er jo ikke dummere, end os. Så med den form for tænkning ender det med, at vi konkurrerer hinanden ihjel. Og hvorfor skulle vi egentlig det. Vi doper os før eksamen eller snyder med opgaverne. Og vi fravælger uønskede fostre, hvordan skal det ikke gå den dag, vi kan vælge egenskaber til. Hvem vil ikke vælge konkurrencedygtige egenskaber til sit barn, den dag naboen gør det samme for sit afkom. Hvorfor egentlig ikke være på forkant og sørge for at pode lidt ekstra synaptisk styrke i DNA’et på dit afkom. Det er ikke optimering, det er overskridelse. Det er et skridt frem på status quo.

I Debatten den 16. november forsøgte Asger Aamund, at gøre vores politikere og os opmærksomme på, at det ikke blot er virksomheder, men også lande der kæmper om velstanden for at få råd til velfærden. Det fik mig til at tænke på den gamle samfundstænker Thomas Hobbes (1588-1671) og hans hovedværk Leviathan, skrevet i skyggen af trediveårskrigen, hvori han gør rede for, at ethvert menneske har en naturlig ret til at sikre sig sin egen overlevelse. Vi ligner hinanden så meget, skriver han i kapitel 13, i ”henseende til kroppens og sindets evner,” at vores håb og mål også er identiske. Og hvis to mennesker ”begærer samme ting, som de ikke begge kan nyde, og på deres vej mod de Mål, de har sat sig (som først og fremmest er deres selvopretholdelse, men undertiden blot deres Nydelse), stræber de efter at tilintetgøre eller undertvinge modparten.”

Altså må man sikre sig, hvilket bedst gøres ved forudseenhed,

”hvilket vil sige, at man med magt eller ved list gør sig til herre over så mange personer, som man kan overkomme, indtil man ikke længere kan få øje på en magt, der er stor nok til at den kan nedkæmpe én: Og dette er ikke mere, end hvad éns selvopretholdelse fordrer, hvilket er almindelig accepteret.”

Hobbes tænker videre og ender med at menneskene i stedet for at ligge i evig strid med hinanden fornuftigvis slutter sig sammen i institutionelt regulerede fællesskaber. Politiske fællesskaber. Typisk for at sikre sig mod ydre fjender. Individerne sikrer sig via statssammenslutninger, som nu kan strides indbyrdes. Efterhånden som årene går – og anden verdenskrig afsluttes – flytter den statslige konkurrence langsomt men sikkert væk fra slagmarken og ind i den globale handel.

Globalt Samvirke

Problemet er, at logikken følger med fra slagmarken ind på markedet og menneskearten har ikke siden Hobbes ændret sig i henseende til kroppens og sindets evner, mål og stræben. Krig er ikke længere politik med andre midler; det globale marked er krig med økonomiske midler. Hvis vi har Hobbes med i eftertanken, hvordan skal så formulere vores næste skridt? Jeg foreslår Højskole om igen – ikke blot danske bønder hånd i hånd over marken, som vender op og ned på tingene, men danskere side om side med ungarer, vietnamesere og ugandere og så videre – i nye globale fællesskaber. Udvikle nye forretningsmodeller og måske en mere fair konkurrence i globale samvirker.

Viden er – som de gamle grækere sagde – godt i sig selv. Det må vi holde fast i. Og viden er magt, som Francis Bacon (1561-1626) sagde. Viden er fantasiens brændstof, og jo mere fantasi desto flere muligheder. Og jo flere hoveder, der deler viden og fantasi, desto nemmere og sjovere bliver det at realisere fantasierne. Og ligesom vi bør stræbe på at realisere disse fantasier i fællesskab, så bør vi også stræbe efter at nyde resultaterne i fællesskab. Forskningen viser lige nu, at vi er klogere i fællesskab, end vi er hver for sig. Som Thomas Malone, lederen af MIT’s Center for Kollektiv Intelligens, siger her, så er det ”important to realize that intelligence is not just something that happens inside individual brains.” Der findes selvfølgelig også kollektiv stupiditet, så spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi har gang i lige nu, og ikke mindst hvad vi får gang i.

Man kunne frygte, at vi ville gå i stå, hvis ikke vi af og til følte os en anelse truede på livet. Og den fare er reel, men det burde også være muligt at gøre det anderledes. Der er benhård konkurrence i superligaen, både spillere og hold bliver bedre, men det er 90 minutter ad gangen, hvorefter de har ro til træning og udvikling. På det globale marked er det 24/7, hvorfor vi risikerer at konkurrere hinanden ihjel. Flere iværksættere er drevet af et ønske om at hjælpe til – også af udsigterne til personlig gevinst – men også af et oprigtigt ønske om at hjælpe; de skaber smarte løsninger i form af malarianet, genmodifcerede planter, der kan spore landminer, sugerør, der kan rense forurenet vand til vækst, glæde og gavn. Selv de bedste fællesskaber kan ikke afskaffe arbejde og gøre vores fornødenheder – nødvendige såvel som mere luksuriøse – gratis. Og vi skal jo heller ikke lave det samme. Øget specialisering vil være nødvendigt i mange år fremover. Men måske det er muligt at have en fair spredning af rigdomme for øje og i højere grad rette private investeringer mod noget, der gavner den globale udvikling og ikke blot den personlige profit. Det er i hvert fald en beslutning, der står enhver formuende frit for.

Frygt til morgenmad

”Ja godmorgen det et blevet tirsdag, og vi står foran endnu en dag med udsigt til finanskrise. En finanskrise, der er som en rutsjebanetur. Først kilder det bare lidt i maven, når det begynder at gå ned ad, men efterhånden kommer bekymringerne. Specielt når det viser sig, at det ligesom aldrig går op igen i den her rutsjebane. Det går bare ned og ned og ned og ned, og politikerne, der også er med om bord, leder og leder efter den knap, der kan bremse vognen.”

Vi fodres med frygt og bekymringer til morgenmad, som her af Ole Brink fra P1 morgen 28/10 – 2008. Og når vi hører om BRIK landenes milliardstore befolkninger (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), som også har fundet ud af, at uddannelse er vejen frem og oven i købet arbejder langt billigere, end vi gør. Før BRIK landene var det de asiatiske tigre, Hong Kong, Taiwan, Singapore og Sydkorea. Inden længe er det Indonesien og Vietnam. Fortæl mig hvem vi ikke skal frygte.

På højskolerne overkom bønderne deres skepsis for nabosognets folk og fandt ud af – som Hobbes skrev – at vi er temmelig ens, at vi kan arbejde sammen og udvikle os sammen. Og det kunne være slemt dengang – alle de uforståelige dialekter: ”Folk, der sagde æ Hæjst i Stedet for Hæjsten, kunne Tordenkalven ikke lide, de var ikke af hans egne,” som Johannes V. Jensen skrev om Tordenkalven i sine Himmerlandshistorier. ”Hans Sprog var rigt, sikkert og udtryksfuldt og det dannede Grænsen for hans Verden; hans vandringer strakte sig aldrig uden for Dialektomraadet.” Og sådan er det overalt i verden, sproget sætter grænser; det er ikke kun os, der dansker for meget. Men disse grænser er overkommelige. Lad os gentage højskolernes kunststykke globalt.

Vi dansker for meget

Den almene dannelse har vanskelige vilkår da opfattelsen af denne står på skuldrene af en utilstrækkelig, forældet og nationalromantisk forestilling om danskheden i centrum. De danske højskoler bør derfor gå forrest i kampen for en internationalisering af dannelsesbegrebet og sikre den ualmindelige dannelse.

Af Ole Buch Rahbek, Mellemfolkeligt Samvirke

Når begrebet ”almen dannelse” diskuteres og konkretiseres, må man ofte konstatere, at”det nationale” bliver gjort til et meget centralt begreb. Dette sker oftest i det formelle uddannelsessystem men desværre ligeledes i Højskolerne. I det formelle uddannelsessystem – i folkeskolen, på fagskoler, gymnasier, handelsskoler, på universiteter, professionshøjskolerne trives ”det danske” i bedste velgående. Her undervises på dansk i kanoniserede danske klenodier og der fortælles om en ny kolonitids ekspeditioner til Nordpolen for at annektere den arktiske undergrund.

På højskolerne kommer det forældede dannelsesideal netop til syne via en temmelig snæver lovgivning, eksempelvis når det kommer til muligheden for længerevarende studieture til udlandet – og ligeledes når skolernes jagt på internationale elever begrænses eksponentielt med udsigten til en lavere elevstøtte via EU-midler og CIRIUS-ordningen. Måske skyldes dette et manglende fællesudgangspunkt for højskolernes mission, en mission som ikke må drukne i aldrende højskoleparoler og forældede nationalromantiske forestillinger om samlingen af det danske folk som én monolitisk masse.

Problemet er, at højskolerne risikerer sin eksistensberettigelse som en skoleform med folkelig oplysning og almindelig dannelse som idealer, hvis ikke der tænkes nyt, anderledes og internationalt. Den almene dannelse i et nationalt perspektiv er er for snævert til at bære en særlig skoleform som højskolerne. Hvis ikke højskolerne udvider læringsfeltet, kan det således være svært at få øje på, hvad formålet egentlig er? Ligeledes kan man forestille sig at elevgrundlaget blandt unge forsvinder, hvis der ikke tænkes nyt.

Internationalisering af højskolerne

Kai Hoffmanns ord ”Så Syng Da Danmark Lad Hjertet Tale”  pryder bagsiden af den seneste udgave af Højskolesangbogen. Dette på ingen måde tilfældigt. På højskolerne følges opfordringen flittigt, hvor der synges fra hjertet – på dansk. At højskolesangbogen rummer mange gode sange på dansk, og tilsvarende få på engelsk, er et symptom på en tendens som trækker spor helt ind højskolelovens efterhånden forældede dannelsesidealer. Problemet er, at nationalstaten for længst har passeret sin udløbsdato som det samlende for befolkningens fælles dannelsesidealer.  Det er på tide at spørge, om højskolernes – og nationens – fælles dannelsesbegreb ikke bør gøres ualmindeligt?

Nogle gange skal man ændre sin praksis for at opnå sand refleksion og højskolerne rummer potentialet til at gå forrest i kampen for forståelsen af verden som en mangfoldig af slagsen. Loven skal ændres således at højskolerne får mulighed for studieture til fjernere destinationer og med længere ophold, der skal gives tilskudsmuligheder for at hente lokale ressourcer ind fra hele verden, som kan berette om personlige erfaringer og herigennem vække til handling iblandt unge og ikke mindst skal højskolerne turde at satse på faglighed med internationale vinkler, medborgerskab og kulturmødet i centrum.

En del af problemet og højskolernes læringsmæssige udfordring er dog, at det er vanskeligt at arbejde med det globale som begreb, da diskussionerne ofte er baseret på tro og idealer. Dette skyldes at vi har meget ringe adgang til ”det globale” og at vores viden og erfaringer begrænser vores handlekraft og viljen til forandring markant! Et godt eksempel er, at klimakatastrofen ér i gang, og at det tilsyneladende ikke er nok at vise konsekvenserne på tv. Det er bydende nødvendigt at tale med de mennesker som krisen berører, at skabe rum for udveksling af erfaringer og viden, give denne viden videre til andre og dermed skabe grundlag for forandring.  Derfor skal højskolerne ud i verden og tage sagerne ved selvsyn. Fokus for Højskolernes efteruddannelse  for lærere (HPU) må nødvendigvis internationaliseres og gøres relevant i forhold til den virkelighed som omgiver vores eget land og erstatte det antikvariske tilbageblik på højskolernes nationale udgangspunkt. Et udgangspunkt som Grundtvig med stor sandsynlighed ville erstatte med et internationalt den dag i dag.

Ualmindelig dannelse

Da Grundtvig formulerede sine tanker om den danske folkehøjskole var Danmark et land i krise. Der var behov for tanker og ord, som kunne samle landet som nation og herigennem opbygge en fælles kulturarv som grundstenen til en velfungerende stat. Tiden er nu anderledes. Det er ikke længere Danmark som skal samle sig, men det er nødvendigt, at verden rykker tættere sammen i behovet for fredelige løsninger på konflikter og kultursammenstød. Grundtvig vidste at et svagt nationalt demokrati ender med ulykkelige kompromiser, sagen er dog, at et svagt international sammenhold ender i ragnarok!

Ualmindelig dannelse er internationalt udsyn! Når unge danskere ved mere om amerikansk politik end flertallet af amerikanere er de ualmindeligt dannede – når de citerer Kurt Cobain, Bob Dylan og måske Shakespeare og samtidig kan placere Danmark i verden er de ikke blot dannede, men ligeledes folkeligt oplyste i en moderne verden. Idealet er at danne grundlaget for at kunne opbygge sociale relationer på kryds af grænserne og at indsamle viden og erfaringer som omfatter et begreb om internationalt medborgerskab.

Er lyset blot for de lærte?

af Niels Gerner Nielsen, tidligere elev på Silkeborg Højskole

Hvordan ville Grundtvig (1783-1872) forholde sig til den rolle højskolerne varetager i dagens samfund? Jeg tror, det ville glæde ham at se, hvordan livet på højskolerne landet over gyder eftertænksomme, frie og solidariske unge. Men så snart han fik børstet støvet af kisten, ville han spørge, hvor bønderne er blevet af.

Inden vi svarer på hans spørgsmål, må vi for god ordens skyld se på, hvorfor det var vigtigt for Grundtvig, at bønderne blev ”oplyst.” I Grundtvigs tid var den herskende klasse adelen og muligheden for fordybelse og oplysning tilfaldt de velstillede. Det skabte en ulighed i samfundet, der havde som konsekvens, at det i første omgang alene var adelen og byens bedsteborgere, som fik del i demokratiet efter 1849-grundloven.  Alle andre var for dumme til at få del i magten. Derfor var Grundtvigs tanke, at bønderne gennem folkelære skulle oplyses, så de var i stand til at kræve deres ret og træffe det informerede valg. Et demokrati fungerer meget dårligt, hvis store dele befolkningen er uoplyste. Tag et kig over oceanet og betragt, hvilke faktorer der gør sig gældende i en amerikansk valgkamp …

Højskolerne tog et uvurderligt ansvar i arbejdet for demokrati. Et ansvar, der i lige så høj grad, burde løftes i dag.

For at vende tilbage til vores genopståede Grundtvig, så ville jeg – udover at være frygtelig imponeret over at stå overfor Grundtvig – have svært ved at svare på hans spørgsmål. Hvem er de uoplyste i dagens Danmark? Ser man på hvem der aktuelt kommer på højskole må svaret være, at gymnasieeleverne er de uoplyste. Men kan vi virkelig kategorisere gymnasieelever med kurs mod universiteterne som uoplyste? Ja, alle har brug for tid til omtanke og tanke om andre, men det er ikke nok i forhold til det ansvar højskolerne har i samfundet. Nu nærmer vi os selve kernen i dette indlæg!

Højskolerne gør simpelthen ikke nok for at tiltrække de ufaglærte, de kortuddannede, herunder indvandrerne – dem, der har svært ved at navigere i den moderne verden. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser i deres dugfriske klasseanalyser at den sociale mobilitet har det værst blandt de ufaglærte og kortuddannedes børn. Med fare for at lyde kategoriserende, ligger der her et enormt potentiale for højskolerne: At oplyse den del af befolkningen, der ikke er på vej ind gennem universiteternes sluser. Højskolerne er blevet en niche-branche, hvor man mere ser sig selv som beskytter af noget snarere end som udvikler.

Lad mig illustrere hvilke konsekvenser det har, at højskolen ikke løfter sit ansvar om at oplyse.

1)      Specialhøjskoler. For at højskolerne skal klare konkurrencen om optaget, så tilbyder flere og flere højskoler specielle linjer, der dygtiggør eleven indenfor et snævert felt.

2)      Den intellektuelle tilgang: Det er blevet højskolesport at kæmpe imod alt, hvad der kunne tænkes at forandre. Fx på dette forum, hvor Lars Andreassen skriver under titlen Friheden i Højskolen. Her hæfter LA sig ved en udtalelse fra en politiker, Esben Lunde Larsen, som går på, at indvandrere skal tvinges til at tage på højskole. Det handler straks om for LA at beskytte højskolernes værdier og hermed fælder han politikerens grundidé om at indvandrer skal tage på højskole ved blankt at afvise idéen, da ordet tvang indgår.

Her er en politiker, der efterspørger en forandring i målgruppen af højskoleelever, fordi han mener, at et højskoleophold vil gavne dem, derfor er det hæmmende for debatten om højskolernes rolle i nutidens samfund, at LA føler det som en pligt at afvise incitamentet. Lader han ikke ligefrem hånt om Højskolernes fremmeste opgave, nemlig at oplyse og på den måde skabe muligheder for enkeltmennesket? Det kommer vi ikke videre med.

Jeg håber med dette indlæg at give bolden op til en diskussion om højskolebevægelsens rolle i et demokratisk samfund. Lyset bør stadig ikke forbeholdes de lærde, slet ikke statsfinansieringen taget i betragtning!

Friheden i Højskolen

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

Esben Lunde Larsen har forslået at indvandrere skal tvinges på Højskole. Nu skal de den ondenlynemig lære om frihed, fællesskab og folkestyre. Det er agurketid, så måske Larsen fra Højskolepartiet Venstre er lidt ude af form. Alligevel må man undre sig over, hvor Larsen får sine idéer fra. Terperi og tvang fører til trællesind, mente to af Højskolens store koryfæer, Kold og Grundtvig. Det meningsfulde forsvinder med tvangen og lyst til adspredelse trænger sig på. Så her lige et par ord om frihed i Højskolen.

N.F.S. Grundtvig (1783-1873) var temmelig skeptisk, da danskerne i sin tid fik Grundloven. Det er fint med frihed, men at forvalte friheden kræver vid og kompetence. Lovgivning sikrer ikke et liv i lykke. Som han sagde: ”Kunne man nemlig ved en Grundlov omskabe et Folk, saa alle de Rige blev gavmilde, alle de Fattige nøisomme, alle de Dovne flittige og alle Ø[d]elande sparsommelige, da burde man naturligvis giøre det, heller i dag end i morgen, men naar man ikke kan skabe Folk om ved Love og indretter dog Grundloven, som om det var sket, da giør man en stor ulykke.”

Folk bliver ikke klogere af love, mente Grundtvig. Og hvor kunne man dog ønske sig, at nogle på tinget læste bagud engang imellem. Ikke talte så meget, spiste deres agurker frem for at sende dem til aviserne. Det ville være fremadrettet.

Højskolens Pædagogiske Hjerte

Christen Kold (1816-1870), som i 1850 grundlagde Ryslinge Højskole, senere Dalby og Dalum, sagde, at læreren ikke skulle være præstens hale, men bondens hoved. Det var præsten, der holdt styr på almuen for kongen, og han vidste nok, hvad der var godt for bonden. Læreren derimod skulle uddanne almuen, så han fik evner til at forvalte den frihed, befolkningen fik med Grundloven.

Højskoler skal ikke være politikernes hale, men vi skal oplyse vores elever om den kultur og det fællesskab, de er vokset op i og den arv, de skal forvalte og videreføre (og en del mere). Men kun hvis det sker i frihed, bliver den arv meningsfuld for hin enkelte og finder vej fra hoved til hjerte, hvor det er, den skal bæres.

Kold voksede op i udkantsdanmark (Thisted, men dengang et kulturelt knudepunkt i kraft af Kold selv, forfatteren og Darwinoversætteren I.P. Jacobsen og Provst Sonne, der stiftede landets første brugsforening) i en tid, hvor præstens ord virkelig havde betydning. Det var katekismen man skulle lære, og kunne man ikke den, blev man ikke konfirmeret. Blev man ikke konfirmeret var det ikke tilladt at flytte, og man kunne ikke tage fast arbejde eller gifte sig. Værst af alt var det dog, at porten til himmerrige var lukket.

Det var med andre ord en temmelig alvorlig sag, da Maren, som Kold mødte, da han var huslærer i Sønderjylland (omkring 1838), ikke kunne sine remser udenad. Hun læste og græd og græd og læste, mens de andre børn legede, men lige lidt hjalp det. Kold fik da den idé at fortælle Bibelhistorier, som var det eventyr. Da lærte barnet ordene på en måde som passede til netop hende. Nogle år efter skrev Kold i tidsskriftet Dannevirke, at børn lige så vel kan lære, når de går med læreren i marken, i værkstedet og i køkkenet, hvilket vidst ikke kan komme bag på nogen, der har deres daglige gang på en af landets højskoler.

Frihed er kernen

Det er med andre ord et paradoks, når en politiker fra Venstre vil kombinere højskoler med tvang. Det strider mod nogle af de vigtigste og væsentligste erkendelser i dansk historie og alt, hvad vi tror på, og kan se virke i vores højskolehverdag.

Hvis man med det ovenstående har fået den opfattelse, at eleverne selv bestemmer, hvad de skal lære, tager man fejl. Der skal vid og kompetence til at leve i frihed og føre et land. Folkestyre kan nok gennemtvinges ved lov, men et godt folkestyre kan ikke, sådan som Grundtvig så det. Men de fleste mennesker kan se værdien og det meningsfulde ved at tilegne sig den viden og de kompetencer, der skal til for at leve sit liv i frihed. Som Grundtvig også sagde: Kun i frihed vil individet frivilligt pålægge sig de bånd, det er nødvendigt at pålægge sig, dersom samfundet skal kunne fungere.

Tvang er ligesom ikke vejen, hvis vejen skal lægges om Højskolen. Det håber jeg, Esben Lunde Larsen forstår – ellers må han tvinges til at integrere sig i den danske kultur.

Kilder

Om Kold. Svend Sørensen og Niels Nielsen 1990. I hælene på Christen Kold. En skildring af en Thybo og hans skole. Sparekassen Thys Forlag.

Birkelund, Regner 2001: ”Grundtvig og demokratiet. Om oplysning dannelse og demokrati.” in. Ove Korsgaard (red.), Poetisk demokrati. Om personlig dannelse og samfundsdannelse. Gads forlag, København.