1001 eventyrlige nætter i Paris

image_pdfimage_print

Tusind og én nat er netop udkommet i en ny dansk oversættelse.

10001_NAT_2_789820c
Tilblivelsen
Fortællingerne har en tilblivelseshistorie, der på mange måder siger en masse om det komplekse forhold mellem østen og vesten. Fortællingerne har ikke en forfatter. De har kun gendigtere og oversættere. I den tidlige mundtlige fortælletradition, hvor professionelle fortællere (rawi’er) rejste rundt til fester, på cafeer og markedspladser. Nogle af eventyrerne dukker op i 1300-tallet i et manuskript i Paris fyldt med dialekt, der understreger den fortællemæssige form. Og netop Paris bliver central for fortællingerne for her gendigtes de og nedskrives for første gang i deres nuværende omfang af orientkenderen Antoine Galland i 1704. Hans arabiske forlæg var på 282 historier, men inspireret af dem gik han på jagt efter flere historier. Han mødte en ung maronitisk kristen mand, Hanna Diyab, der leverede en masse nye historier til repertoiret, deriblandt nogle af de mest kendte historier som Aladdin og Ali Baba og de fyrretyve røvere.

Historierne vokser altså til den samling, vi forbinder med 1001 nat, via Paris og de to kristne mænd, Galland og Diyab, og herefter gendigtes Galland på arabisk og de vestliggjorte fortællinger om østen bliver med et tilbagesving igen en del af den fortsatte arabiske identitetsdannelse.

Øst og vest bliver til i hinandens billeder 1001nat
Mod- og medbilleder af østen og vesten møder hele tiden hinanden. Som i eventyrerne, som i resten af vores (historie)skrivning om hinanden. I bestemte fortolkninger af ophavet til ordene orienten og occidenten refereres til en betydning af henholdsvis solnedgang og solopgang. Vesten blevet til i østens billede – dem, der så solnegangen, når de så mod Europa, og ligesådan den modsatte vej. Som Edward Said, professoren bag det store idehistoriske værk Orientalisme, siger det: ”Orienten (har) været med til at definere Europa som et billede, en ide, en personlighed eller en erfaring, der afviger fra Orienten”.

1001 nat har en rammefortælling, der passer ind i vestens etablerede billede af orienten. Den fortæller om en sultan, der har en den uheldige vane, at dræbe sine nygifte hustruer på bryllupsnatten. Kun én formår at overleve. Hun hedder Sheherazade (Shahrazad i Ellen Wulffs oversættelse), og fortæller hver aften en historie for sultanen med en cliffhanger til den efterfølgende nat, der gør, at sultanen med sin hang til institutionaliserede engangsknald, dramatik og begær, ikke kan lade de ofte erotiske fortællinger hænge uafsluttede.

Vi kender dette orient-billedet. Det fortæller om store herskere, magt, ufrihed, underdanighed, luksus og seksualitet. Og vi kender det helt tilbage fra vores egen tidlige historieskrivning. Herodot fortæller om Perserne, der underdanigt og blindt adlyder herskerens mindste vink. Hvis de kæmper bravt er det ikke af mod, men fordi de frygter kongen, og modsat kæmper grækerne ud fra deres kærlighed til friheden. Perserne bliver desuden karakteriseret ved deres rigdomme og luksus i modsætning til grækerne mådeholdne livsstil.

Europæerne er frie borgereforside_web_1

Sheherazade position som (sex)slave for sultanen bekræfter os i den vigtigste europæiske identitetsmæssige ide over dem alle, friheden, dannet i modbilledet til den orientalske ufrihed. Fordommen om ufrihed er en stereotyp i de europæiske beskrivelser af ikke bare Arabien men alt øst for os. Når vi i perioder har stået på god fod med Rusland er de blevet beskrevet som frie mennesker, modsat dem, de sloges med længere østpå, i modsætning til de perioder, hvor Rusland har bekriget f.eks. Polen, hvor vi i alliancens hellige navn med vores nabo, Polen, har beskrevet den russiske kriger som ufri og underdanig. Eller tænk bare på de mange film om Vietnam- og Koreakrigen. Rambo per excellence, der alene, og som fri af overordnede kommandoveje, bekæmper tusinder af lemminge-inficerede asiater, vi ikke kan se forskel på. Hvor de har deres styrke i antal, er han stærk, fordi han er alene og fri med mulighed for at improvisere, gemme sig og overraske. Ikke noget at sige til at vi i dag har fået den ide, at modtrækket til Kinas økonomi er europæisk innovation.

Islam som sanselighedens religion1001-nat-eventyr-5709624013087-01
I middelalderens religiøse verden i Europa, var det den arabiske religiøsitet, europæerne havde som modbillede. Islam, som Dante i sin Guddommelige Komedie tildelte en plads i helvedes dybeste regioner, fordi Muhammed som falsk profet opfordrer til sanselighed, erotik og vold, netop det som europæerne senere kom til at kende sultanen fra 1001 nat for. Derfor er de forskellige oversættelser af 1001 nat også i sig selv en historie om Europa. Hvor Gallands udgave fra barokken er kysk er Ellen Wulffs moderne fra 2013 heldigvis ikke bange for seksualiteten, hvis man skal tro anmeldelserne.

Orienten som despotisk
Oplysningstidens filosoffer kendte til Orienten gennem vestens mange kolonier. Og Orienten var derfor den nærliggende model at sammenligne sig med, når samfundsforholdene i Europa blev diskuteret. Det gjaldt f.eks. Montesquieu, der i Lovenes Ånd (1748) beskriver Orientens samfund som despotiske med ufrie borgere, der lever under fravær af lov og ret under kejsere, der straffer grusomt og selv lever med stor luksus, begær og arrogance. Og andre taler om den europæiske civilasation som et modstykke til den naturlighed, som orientens borgere er slaver af.

G. W. F. Hegel beskriver med en oneliner, at mens Orienten ved at kun én er fri, og romerne og grækerne at nogle er frie, så ved den germanske verden, at alle er frie.

Sultanen i 1001 nat skalter og valter. Og hans solipsisme og uhæmmede luksus er også klangbund, når vi i dag f.eks. læser historikeren Oertel, der er en af de mange, der tolker Romerrigets fald som en orientalisering (1971): Overdrevne restriktioner for individet, høje skatter, en diktatorisk kejserstil, der ødelagde borgerskabets private initiativ og en terroristisk embedsmandsstand ”repræsenterer en bevægelse mod orientalske former for (…) organisation”.

Det er med andre ord det samme billede, europæerne har brugt gennem mere end 2000 år fra Herodot frem til idag til at beskrive ikke bare orienten, men først og fremmest os selv.

Billedet overlever kulturens skiftende udtryk
Når vi i dag ser fuldt påklædte muslimske kvinder på en dansk sommerdag, undrer vi os måske. Nogle bliver endda bebrejdende og vrede. Det er derfor interessant at tænke på, at vi i årtusinder og indtil for få år siden har set på orientens kvinder som sanselige og kropslige, der har kunnet lokket vestens mænd i fordærv. Når vi har ændret synet på de muslimske kvinder, skyldes det næppe flere ændringer i den muslimske kultur, end det skyldes de seksuelle og kønsmæssige revolutioner, som Europa har undergået i samme periode. Men hvordan end vores normer og skikke ændrer sig bevarer vi stadig samme billede af orienten: Før var orientens kvinder ufrie enten i forhold til de patroniserende mænd og despotiske sultaner som i tilfældet med sheherazade, eller de var ufrie i deres kropslige naturtilstand, som europæiske filosoffer så på dem i en fornyet interesse for Orienten i oplysningstiden. Og i dag er de ufrie i forhold til deres religion. De er faktisk unaturligt ufri set i en moderne, sekulær prisme. Tider og skikke ændres, men vores afhængighed af de bestemte fordomme og stereotype billeder forandrer sig tilsyneladende ikke.

Derfor bør vi læse den nye oversættelse af 1001 og en nats eventyr. Og vi bør læse den, mens vi husker, at den er blevet til netop i mødet mellem østen og vesten, og således fejrer den den uafsluttelige udvekslen mellem øst og vest, hvor vi har gjort den anden til det, der var nødvendigt at den anden var, for at vi kunne være det, vi ønskede at være, og som dermed har gjort østen og vesten til uadskillelige dele af hinanden. Og måske bliver vi ikke klogere af historien, men så må vi blive klogere af historiens fordomme og fjendebilleder, mens vi læser og tænker på, at det var via en mellemstation i Paris, at 1001 nat blev til de billeder af Orienten, europæerne har holdt af lige siden.

Sesam, luk dig op
I 1987 ansøgte Marokko om medlemskab af EU med det argument, at da Europa som ide opstår i antikkens middelhavskultur omkring Mare Nostrum er Marokko tættere på det europæiske end for eksempel skandinaviske barbarer. De blev afvist med det argument, at Marokko ikke er et Europæisk land, fordi Middelhavet nu engang er grænsen til Europa. Måske er begge postulater rigtige. Det er umuligt at tænke Europa uden at tænke Østen. Men det er også umuligt at tænke Østen og Vesten uden at lade den anden være og forblive noget andet.

God eventyrlig læsning!

Oversættelsesarbejdet af det omfattende værk (4000 sider) har Ellen Wulff stået for er rost i flere anmeldelser.

Til videre læsning:

Fremmed og fordærvet, om fordomme og fjendebilleder i historien af Lasse Bo Jensen.
Artikel om den nye udgave af 1001 nat i information: http://www.information.dk/477978.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

En tanke om "1001 eventyrlige nætter i Paris"

  1. Det er en fin tekst, du har skrevet. Hvordan vi spejler os i andre kulturer og hvordan vi har gjort det i historien forekommer temmelig vigtigt i disse globale tider. Vi er jo nødt til ikke blot at spejle os, men rent faktisk forsøge at forstå dem på deres præmisser for at kunne skabe nogle fornuftige relationer til andre kulturer.

    Jeg har lige læst Malala Yousafzais biografi og er igang med Mehdi Mozaffaris bog om islamisme, din tekst supplerer så glimrende og får mig til at tænke på det moderne gennembruds malerier af Odalisquer og tyrkiske bade med eksotiske skønheder. Verden er et herligt mangfoldigt sted

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *