Danmark er grønt og det iranske folk ligeså

image_pdfimage_print

Der afholdes folkemøde på Bornholm, og i Iran er der præsidentvalg. På Bornholm kan folket møde sine tjenere og de kan tage pulsen på hinanden. I Iran er det regimet, der tager pulsen på folket. På Bornholm skåler herre og tjener ligeværdigt over velskænket fadøl. I Iran er præstestyret bange for sin flok.

En god tjener kender sin herre rigtigt godt. Derfor må folkemødet betragtes som et obligatorisk kursus – efteruddannelse – for landets politikere, en udsøgt mulighed for i fremtiden at kunne varetage deres hverv endnu bedre. I Iran er det snarere omvendt, regimet tager pulsen på befolkningen og det med en nøje udvalgt temperaturmåler, som skal sikre mod alt for store temperaturudsving. Således kan iranerne kun stemme på konservative og stokkonservative kandidater, som Poyâ Pâkzâd, skribent for Ræson, udtrykte det i Deadline 12/6-2013.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte "hvor er min stemme?" Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte “hvor er min stemme?” Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Vi kan formodentlig se frem til flere reformer i Danmark, end de undertrykte i Iran, hvor de ellers har brug for dem. Men med erfaringerne fra præsidentvalget i 2009, der forvandlede en kort grøn bølge til blodrøde floder er forhåbningerne nok ikke store. Men på lang sigt, hvad så? Er der lys på bunden af olieboringerne?

Olie og uddannelse

I den tidligere FN-ambssadør Kishore Mahbubanis bog, The Great Convergence fra i år kan man på side 36 læse, at 65% af de studerende på Irans Universiteter er kvinder (i 1983 var det 32%). Et faktum, der nok kommer bag på en gennemsnitlig dansk mediekonsument. Jeg blev i hvert fald overrasket, da jeg læste det. Også Flemming Rose, Jyllands-Postens udlandsredaktør, har bemærket det i både avisen og i ovenlinkede Deadlineudsendelse. Uddannelsesniveau generelt og kvinders i særdeleshed kan ligesom valghandlinger og folkemøder være en måde at tage pulsen på et lands velbefindende.

Det går ikke godt i Iran og formodentlig ændrer valget 2013 ikke meget på det. Alligevel er det værd at hæfte sig ved en positiv tendens. Nemlig uddannelse. ”The willingness of the hugely conservative Iranian leadership to endorse female education in massive numbers in modern science and technology demonstrates how the new consensus has seeped into some of the most conservative societies on our planet.” (Side 37). Tallene hele vejen rundt i det iranske uddannelsessystem taler godt for fremtiden.

I Klimaets Tidsalder peger den tredobbelte Pulitzervinder Thomas Friedman på en interessant sammenhæng mellem oliepriser og uddannelse. Er oliepriserne høje er alt godt for mellemøstens repressive regimer. Vi i vesten køber rigeligt ind og holder derved tyrannerne ved magten – produceres og forbruges skal der jo. Er priserne derimod lave, investerer Mellemøstens oliestater i uddannelse. Kan man ikke tjene penge på huller i jorden, må man forbedre befolkningens hoveder for at kunne tjene penge i fremtiden.

Vi skal producere og vi skal forbruge, sådan er det jo. På den anden side er vi i vesten meget godt med, hvad angår hovederne. Vi tænker grønnere, vedvarende energi og den slags. Så meget at det ligner en trend. Og måske endda så meget, at præstestyret i Iran ikke tør satse alene på olie i fremtiden. Så meget, at de er nødt til at satse på menneskeligt råstof i form af uddannelse. Måske har vi lov at håbe på en mere fri fremtid på vegne af iranerne? Ikke nu, men med tiden.

Frihed kræver uddannelse og omvendt

Man kan sige, at vi danskere har været der. Og så alligevel ikke. Præsten N.F.S. Grundtvig stemte i sin tid nej til at give folket frihed, thi folket var ikke tilstrækkeligt oplyst til at lede sig selv, mente han. Rigets stænder vidste vel knap nok, at de var danskere, men det kunne der jo laves om på. Folkestyre fik de, og uddannede blev de. Vi fik friheden og dernæst den uddannelse, der skulle til for også at forvalte den. På Højskolerne mødte folk hinanden og et folk dannedes. Og nu mødes vi, folk og politikere, til øl og ord en gang om året på Bornholm.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog "Alle har ret. Demokrati som princip og problem." Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog "Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen." Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog “Alle har ret. Demokrati som princip og problem.” Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog “Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen.” Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013. Foto, Rasmus Kolby Rahbek

I Iran er det den omvendte verden. Folket har ikke frihed. Men siden Grundtvig er verden blevet så kompliceret, at vid til husbehov ikke længere er tilstrækkelig, hvis man skal køre en stat bare nogenlunde. Selv et lukket diktatur kræver folk, der kan betjene avanceret teknologi – ikke mindst i militæret – så iranerne har fået uddannelse. Og uddannelse og forskning er fuldstændig afhængig af fri og uhindret informationsudveksling, hvis man den skal stå mål med konkurrenternes. Og med fri og uafhængig informationsudveksling er det vanskeligt at holde en befolkning hen i mørket, de vil kræve deres frihed og anerkendes som autonome individer. Det, med folkets forbedrede hoveder, er et tveægget sværd.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Det er næppe tilstanden i Danmark, Ali Khamenei, Irans øverste leder, og vogternes råd skeler til, når de udvælger ”egnede” præsidentkandidater. Men mon ikke de skeler til den generelle globale udvikling og ikke mindst udviklingen i deres nabolande. Det kan således ikke helt have undgået deres opmærksomhed, at der er massive miljøproblemer i udviklingslandenes millionbyer, og at disse næppe løses med et større forbrug af olie. Og så er de næppe helt uberørte af den generelle trend på uddannelsesfronten i den arabiske verden.

Når det drejer sig om videnskab er der ingen grund til at tvivle på retningen i de islamiske lande, skriver Mahbubani, hvorefter han refererer fra UNESCOs Science Report 2010: ”Three regional initiatives exemplify recent top-down initiatives in higher education: Qartar’s Education City, The Masdar Institute i Abu Dhabi, and the King Abdullah University of Sciences and Technology in Saudi Arabia.”

King Abdullah Universitet (KAUST) i Saudi Arabien, hvor kvinder ikke må føre deres egen bil, er verdens største. Det er internationalt og optager studerende, både kvinder og mænd, fra hele verden og fokuserer blandt andet på energi, miljø, bioteknologi og computervidenskab. Qatar Foundation grundlagde i 2001 Education City som skal være verdens første fuldt bæredygtige by med 50.000 indbyggere og 1.500 virksomheder og forretninger. I byens kerne finder man afdelinger fra 6 internationale universiteter, hvoraf flere af afdelingerne har et flertal af kvinder blandt de lokale studerende.

De Forenede Arabiske Emirater tog i 2006 initiativet til Masdar Instituttet i Abu Dhabi som et knudepunkt for et globalt samarbejde, der skal fokusere på energieffektivitet, klimaforandringer og bæredygtighed, hvor der både skal forskes og kommercialiseres. Det gør de i tæt samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Den danske sommer er grøn og det samme er håbet

Hvad siger disse forhold om valget i Iran? Ikke noget, men det siger noget om en udvikling mod frihed, som er båret af den økonomiske og teknologiske udvikling og som det er særdeles svært at sætte sig imod. Sådan noget kan man vist kun påstå, hvis man er fukuyamist – fukuyamarianer eller hvad det måtte hedde.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Francis Fukuyama mener, at kunne konstatere at den ”moderne naturvidenskabs udbredelse har haft en ensartet indvirkning på alle de samfund, den har berørt.” Og alle stater uanset ideologi vil have moderne videnskab, bl.a. fordi den giver sikkerhedsfordele og beskyttelse – enhver stat er nødt til løbende at modernisere sit forsvar. Den udvikling medfører en ensartet ”horisont for de for de økonomiske produktionsmidler” for nationerne. En proces, der ”medfører en stadig større homogenisering af alle menneskelige samfund uanset deres historiske rødder eller kulturelle arv.” Det vil føre til opbrud i traditionelle familiebaserede og nepotistiske samfundsorganisationer og med tiden vil meritokratiet hævde sig som det eneste, der giver mening i et frit og lige samfund. I sidste ende vil denne udvikling få befolkningerne til at ”kræve demokratiske regeringer, der behandler dem som voksne i stedet for børn og anerkender deres autonomi som frie individer.” (Historiens Afslutning side 19-24).

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Men hvorfor skulle jeg nu minde om den iranske befolknings lyksalighed, netop nu hvor folk og elite er forenet på solskinsøen, og hvor den danske sommer næsten blev rigtig sommer. Svaret er: Sommeren er grøn i Danmark, og det er den hvert år – også når det regner. I Iran havde de en enkelt grøn, men meget kort, sommer tilbage i 2009, hvor de skimtede friheden. Forløbet er fremragende filmatiseret i The Green Wave, som kan ses her, som afsluttes af den eksilerede blogger Mehdi Mohseni:

”Jeg håber, der bliver fred i mit land. Når jeg kigger på folk her i Europa, de unge på gaden eller i metroen, så kan jeg se, de er lykkelige. Når jeg ser, hvor sorgløse de nyder deres fridag en lørdag, så spørger jeg mig selv om de overhovedet ved, hvor Iran ligger. Om de ved, at deres jævnaldrende i Iran ikke kan leve ligesådan.”

Du finder ikke ud af, hvor Iran ligger ved at læse det her, men nu ved du, at der er et Iran, hvor de unge kæmper for deres frihed. Bornholm ved du allerede hvor ligger. Men tænk, hvis iranerne engang kan holde folkemøde i Teheran.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

52 tanker om "Danmark er grønt og det iranske folk ligeså"

  1. Hej Lars. Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at du har skrevet en interessant artikel, og er glad for, at der er en, der for engang skyld minder alle om det, der skete i Iran i 2009. Jeg havde ellers håbet på, at DR ville vise noget om valget i 2009, så alle kunne se, hvordan håbet om frihed forsvandt fra befolkningens hjerter, men det gjorde de desværre kl. 23:10 i forgårs, hvor der ikke var mange der var vågne.

    Jeg er hverken enig med regimet i Iran eller de vestlige lande. For jeg bryder mig ikke om Irans atomprogram, og som jeg sagde til dig før, ville det være en katastrofe hvis Ahmadinezhad fik adgang til det. De vestlige lande og USA prøver hele tiden at vise befolkningen i Iran, at det er regimet i Iran, de har problemer med og ikke befolkningen. Obama optager hvert år en video, hvor han ønsker iranerne et godt nyt år og fortæller, at han snart håber på, at USA's forhold til Iran forbedrer sig. Han udgiver videoen på Youtube med håbet om, at hundredvis af iranere ser den og tænker, at USA vil have det bedste for Iran og iranerne. Men lad mig lige fortælle dig en ting. På grund af alle de sanktioner, som USA og de vestlige lande har lavet mod Iran, har Irans valuta mistet sin værdi. Det skal forstås på den måde, at hvis et kilo kød kostede 16 kroner før, koster det nu 60-70 kroner. Alt koster fem gange mere nu i forhold til før og hvem tror du det går ud over?

    Går det ud over dem der sidder i regimet og har millioner euro liggende på deres konto i Schweiz? Nej det går ud over de almindelige mennesker, som nu har det svært ved at klare sig økonomisk.

    Der er en af mine venner, som jeg gik i klasse med før og han har uddannet sig til maskiningeniør. Man skulle tro, at når han nu har taget en lang uddannelse, kan tjene mange penge, men nej. På grund af alle de sanktioner og den økonomiske situation, tjener han det der svarer til 950 kroner om måneden. Er det rimeligt? Er det rimeligt, at USA og de vestlige lande ikke tænker sig om hvad konsekvenserne af deres handling ville være? Hvordan alverden skal iranerne tro på, at USA og de vestlige lande vil have det bedste for dem, når det faktisk er befolkningen de straffer og ikke regimet? De, der var rige før 2009, er blevet rigere og de der var fattige, er blevet fattigere nu. Så enkelt er det.

    Som du nok ved, så er Afghanistan det lande hvor der bliver produceret mest heroin i og det er ikke mærkeligt, at det er derfor nemt at få fat i stoffer i Iran. Jeg talte med en af mine gamle klassekammerater på Skype forleden og jeg spurgte ham om andre og hvordan det gik med dem. Ud af 19 var der 14 der var begyndt at tage ecstasy piller sagde han. Nogle havde droppet skolen og var begyndt at arbejde mens andre var flygtet fra Iran. Han sagde, at 6 ecstasy piller kostede 36 kroner hvilket ikke er dyrt. Men hvorfor tror du det er billigt? Jamen fordi regimet helst vil have, at de unge beskæftiger sig med piller i stedet for politik og andre ting. På den måde mister de fokus på regimet og vil lade de imamerne være i fred.

    Det er ikke alle der har råd til at få sig en uddannelse i Iran. For det første koster det meget og for det andet er det ikke nemt at blive optaget. Derfor er der nu mange unge der har droppet deres drøm og er begyndt at arbejde. De bruger stoffer og piller som midler til at glemme deres smerte og situation. Og på den måde er man vidner til, at en generation er ved at blive tabt.

    Man skal huske en ting og det er, at når der bliver talt om, at der er mange iranere der er ved at få sig en uddannelse, så er det ikke alle man mener. Det er primært en bestemt målgruppe og det er dem der klarer sig godt økonomisk. På en tid hvor regimet behandler befolkningen på den måde som vi så i 2009, og de vestilige lande og USA har lukket øjnene og lader som om der ikke foregår noget forfærdeligt i Iran, hvordan kan befolkningen bevare håbet om frihed?

    For resten glemte jeg at svare på dit spørgsmål om jeg fik snakket med Johanne S. Nielsen om Iran eller ej. Det gjorde jeg ikke da vi kun talte om udlændingepolitik. De har desværre nogle holdninger som er langt ude i forhold til den virkelighed, vi lever i. Hun synes for eksempel, at man skal have lov til at gå med burka. Hun fatter ikke, at dette ville gøre det svært for buschaufførerne eller togkontrollørerne at udføre deres arbejde. En ting er sikkert. De tør ikke sige det de mener!

    bedste hilsner

    • Hej Farnam.

      Det er enormt deprimerende, hvad du skriver. Vi bliver jo fodret med en opfattelse af, at Iran er en atomtrussel og en trussel mod verdensfreden, hvilket selvfølgelig gør os noget nervøse og får os til – i hvert fald til en vis grad – at støtte en form for pres på regimet. Men det, skriver, Dmitrij Trenin, fra Carnegie Endowment for International Peace, giver bagslag, neutraliserer pragmatikerne og øger fanatikernes magt.

      Jeg tror ikke på, og har aldrig troet, at der er befolkninger, der ønkser krig noget stede i verden. Vores ledere og medier kan fodre os med frygt i en sådan grad, at vi ikke kan se andre udveje, fordi vi ikke kender tilstrækkeligt til hinandens hverdag. Det gælder derfor om at fremme handel og samkvem mellem verdens befolkninger, hvorfor sanktioner ikke er vejen frem.

      Tanken med sanktioner er jo netop, at befolkningen skal samle sig og gøre op med deres regime for at slippe for sanktionerne. Men hvis den iranske befolkning er bedøvet af stoffet eller blot optaget af at få hverdagen til at hænge sammen, så fører det jo ikke til noget.

      http://www.tabletmag.com/jewish-news-and-politics

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *