image_pdfimage_print

Højskolen mellem frihed og konkurrencestat

Konkurrence slipper vi ikke for. Spørgsmålet er, om det er staten, som i konkurrencestaten, der gennem studiereguleringer, pensumplaner, kostråd og rygelove skal diktere de eksistentielle vilkår i det moderne samfund. Eller om det kan overlades til os borgere, at oplyse og engagere os selv og derigennem arbejde os frem til svar på globaliseringens udfordringer?

Der er mange, som ikke helt har fanget logikken bag konkurrencestaten. Blandt andre undrer Andreas Harbsmeier, Højskolebladets redaktør, sig på lederplads over, at nødvendighedens økonomiske politik ikke er klarere defineret. Sådan skal det ikke være, så i det følgende vil jeg forsøge at forklare konkurrencestatens rationale. Den kommer med en dyr pris: den bygger på mistillid til befolkningen og prisen er frihed, ansvarlighed og samfundsmæssigt engagement. Og til sidst kommer den gode nyhed.

Stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Skønt et hav af nye madtrends stadig en populær ret i store dele af befolkningen. Og en klar trussel mod konkurrenceevnen.

Stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Skønt et hav af nye madtrends stadig en populær ret i store dele af befolkningen. Og en klar trussel mod konkurrenceevnen.

Regeringens økonomiske politik – kald den lige hvad du vil – har et klart defineret udgangspunkt og rationale. Danske øren bryder sig bare ikke om at høre det, og danske hænder kan slet ikke finde ud af at sætte kryds de rigtige steder, såfremt politikerne udtrykker sig direkte om grundlaget for nødvendighedens politik, og derfor gør de det selvfølgelig ikke. Konkurrencestaten er en logisk følge af en overdimensioneret velfærdsstat.

Revysangeren og professoren

Velfærdsstaten nåede knapt at vokse fra spæd til barn, førend den var gal og konkurrencestatens hjørnesten blev nedlagt. Revyvisen ”Gyngerne og Karussellen” fra 1967 var helt profetisk på dette område: ”Importen den er stor, og vi køber den på klods, så levefoden er høj hos os, hvor vi forstår fidusen med at leve højt på valutagælden, så vi sætter til på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen.”

I efterkrigstidens boomende økonomi omsatte danskerne deres hårdttjente løn i TV-apparater, køleskabe, røremaskiner, biler og ferierejser, mens velfærdsstatens ingeniører ihærdigt arbejdede på at sikre befolkningen mod diverse former for eksistentielle tilfældigheder og uretfærdigheder. Levefoden voksede og det samme gjorde det offentlige bureaukrati, hvilket i 2011 fik professor Ove Kaj Pedersen til i bogen om Konkurrencestaten at konstatere, at ”1970’erne er afgørende for at forstå nutidens politik,” det er nemlig her, skriver han, ”at efterkrigstidens velfærdstat viser sig umulig at finansiere, at arbejderbevægelsen af samme grund går i opløsning, og det ”klassiske” partisystem også gør det.”

Om arbejderbevægelsen gik i opløsning vil jeg lade klogere hoveder afgøre. Men i hvert fald ville arbejderen – eller borgeren – ikke helt det samme som velfærdsstaten ingeniører, mente de skulle. De ville ikke bo i ”planerne”, i Avedøre stationsby, i Hørgården, i Vollsmoseplanen eller Gellerupplanet. Og måske var de heller ikke helt klar til finkulturen på statens museer og teatre eller de funktionelle fdb-møbler, som i disse år får renæssance som designklassikere hos landets indehavere af god (og rigtig) smag.

Velfærdssafmundets drømmekaserne. Avedøre Stationsby opført mellem 1972 og 1982. Velfærdsarkitektur og social ingeniørkunst. En by tilpasset 8-8-8 samfundet, 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Industriområde i nærheden, gode veje hjem til en funktionel lejlighed i et område med rige rekreative muligheder: bibliotek, skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter osv. Det blev bygget i bedste mening, men det velfærdstatens ingeniører mente befolkningen havde brug for, var ikke det, den ville have. Inden længe fik disse "boligplaner" betegnelsen ghetto.

Velfærdssamfundets drømmekaserne. Avedøre Stationsby opført mellem 1972 og 1982. Velfærdsarkitektur og social ingeniørkunst. En by tilpasset 8-8-8 samfundet, 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn. Industriområde i nærheden, gode veje hjem til en funktionel lejlighed i et område med rige rekreative muligheder: bibliotek, skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter osv. Det blev bygget i bedste mening, men det velfærdstatens ingeniører mente befolkningen havde brug for, var ikke det, den ville have. Inden længe fik disse “boligplaner” betegnelsen ghetto.

Men hvad så med partisystemet. Gik det virkelig i opløsning, som Pedersen anfører? Mens Danmark forvandlede sig fra et knaphedssamfund til et (forgældet) overflodssamfund, forvandlede de politiske slagsmål sig fra spørgsmål om økonomisk sikkerhed til en kamp om kulturelle værdier – og senere indholdet i borgernes bevidstheder. Det var vist her, Mogens Glistrup dukkede op og i 1973 foranledigede jordskredsvalget i et forsøg på at befri danskerne fra statens sociale ingeniører (skrankepaver og papirnussere), mens de gode hensigters tårer strømmede ned ad gode socialdemokraters kinder. Danmark kastet ud i et politisk mørke som ingen PH-lampe kan oplyse.

Rettidig eksistentiel omhu

Desværre er der intet, der er gratis (for at få lommeuld skal man først have råd til bukser). Og danskerne ville både have høj levefod og sikring mod sygdom, alderdom, arbejdsløshed og de ville have gratis uddannelse til alle og billige institutionspladser. Den høje levefod (luksus) skulle vi nok selv tage os af – det er jo derfor, vi arbejder (er det ikke) – mens staten passende kunne sikre os mod tilværelsens lunefulde uretfærdigheder. På trods af den megen gratis skole og uddannelse er det først nu, sådan for alvor, ved at gå op for os, at velfærdsgoder ikke dyrkes i hemmelige statslige drivhuse, men rent faktisk finansieres gennem skatter og afgifter. Og det er jo på mange måder smart, at vi er fælles om en masse ting – det erfarede man jo allerede i andelsbevægelserne – men det er et problem, når man vil have mere, end man rent faktisk har råd til. Vi har sat til på gyngerne og bruger resten på karrusellen, som Ulrich Ravnbøl, med en paradoksal formulering, afslutter sin revytekst.

Regeringen er hoppet af velfærdsgyngen, og forsøger nu at få styr på konkurrencekarrusellen, mens politikere og vælgere fra SF og Socialdemokraterne flyver rundt til alle sider. ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat,” udtaler finansministeren i en glimrende artikel i Ræson med den meget sigende titel Velfærdspolitik: Hvad er konkurrencestaten? Logikken udfoldes senere i artiklen af Ove Kaj Pedersen ”Den danske befolkning konkurrerer mod den tyske, den engelske og andre befolkninger om, i hvilken grad de er i stand til at skabe varer og ydelser, som er bedre og billigere end de andres. På den måde vil de gennem eksport og import prøve at finansiere deres egen velfærdsstat.”

Ingen behøver således at være i tvivl om konkurrencestatens rationale. Den skal ganske enkelt finansiere vores høje levefod og samtidig sikre os mod tilværelsens vilkårligheder. Velfærdsstaten og konkurrencestatens rationale er det samme. Problemet er blot den øgede økonomiske globalisering og vores deraf afledte forringede konkurrenceevne. Der er ganske enkelt andre i verden, der kan lave det samme som os til en særdeles lavere løn.

Når Ove Kaj Pedersen taler om arbejderbevægelsens og det klassiske partisystems nedsmeltning i 1970’erne, er det nærliggende i dag at spørge, om ikke konkurrencestaten er udtryk for Socialdemokratismens, den tredje vejs og den sociale ingeniørkunsts totale nedsmeltning. Konkurrencestaten har en pris: den er et opgør med forestillingen om den frie, oplyste og myndige borger, som selv kan tænke og handle på en måde, der er befordrende ham eller hende.

Allerede Grundtvig advarede i 1849 mod at udstede statslige garantier mod tilværelsens vilkårligheder. Han forudså at udgifterne ville blive umulige at tøjle: ”thi man forpligter den danske Regjering at føde hele det danske Folk …” Man kan gøre alt hvad der er muligt, og det skal man også, mente Grundtvig, men advarede altså samtidig mod at forsøge det umulige. Og jeg tør godt påstå, at det er umuligt at forudse enhver ulykke eller vilkårlig uretfærdighed, der kan ramme et menneske fra dets undfangelse og frem, og derfor er det også umuligt at sikre sig imod det. Man kan måske sige, at konkurrencestatens økonomiske nødvendigheder kommer som følge af, at vi ikke har formået at udvise rettidig eksistentiel omhu. Vi vil det umulige, og måske lovede velfærdstatens fædre os det umulige.

KRAM på friheden

I den ovenfor omtalte artikel fra Ræson forklarer Mads Peter Klindt fra Aalborg Universitet, hvordan socialpolitik i konkurrencestaten er aflyst af beskæftigelsespolitik: ”I konkurrencestaten gælder det om, at folk skal have et incitament for at tage arbejde. Fokus er på, at alle skal være i beskæftigelse.” Staten forsøger oveni at regulere udbuddet af universitetsuddannelser, mens vi andre opfordres til at spise sundt og motionere. Som Mads Peter Klindt formulerer det: ”KRAM-indikationer (kost-rygning-alkohol-motion) er et eksempel på, at konkurrencestaten er kommet til Danmark. Folk må simpelthen ikke blive syge, så de ikke kan arbejde.” Med KRAM-faktorerne sikrer man sig også, at vi aldrig får tid til i ro og mag at ryge en pibe tobak og drikke et glas vin, overveje tingene og måske finde ud af, at vi ikke gider være soldater konkurrencestaten, men hellere selv ville bestemme?

I 2012 påviste menneskerettighedsjuristen fra Cepos, Jacob Mchangama, i bogen Fri os fra friheden, hvordan antallet af rygere var faldet markant allerede inden rygerlovene blev iværksat, og hvordan antallet af traditionelle fastfood spisesteder var faldet til fordel for restauranter med langt sundere kost, så som fx sushibarer. Der er således ingen grund til at politikerne leger Platons vogtere. Tværtimod. Det er farligt.

Som Mchangama skriver, så får ”sundhedsbaserede forbud en særlig dimension” i en så omfangsrig – eller overdimensioneret – velfærdsstat som Danmark, fordi staten får en ”legitim interesse i at forhindre rygning, fedme m.v. da sundhedsvæsenet er offentligt finansieret.” ”Denne form for argumentation afslører – som det også er tilfældet med den stigende indsats mod socialt bedrageri – at velfærdsstaten har en tendens til adfærdsregulerende forbud. En indbygget autoritær skyggeside.” Stegt flæsk med persillesovs og kartofler bliver en trussel mod vores konkurrenceevne.

En sådan kritik kan lyde overdrevet, men den engelske labour-mand og medlem af overhuset, Maurice Glasman, ser samme tendens i socialdemokratismens overdrevne fokus på manegement og lighed, og forslår at man i stedet for blot at omfordele pengene, rent faktisk begynder at omfordele magten (Weekendavisen #16, 2014 forsiden). Faktisk taler Glasman også om mangel på deltagelse i de moderne velfærdssamfund / konkurrencestater. ”Det, de [velfærdstatens arkitekter] ikke så, var, at det også skal være deltagelse fra borgerne og udvidelse af demokratiet. Vi sagde bare: stem på os, og vi vil leverer en vifte af service. Vi blev et parti der var fokuseret på at levere offentlige forbrugsgoder. Derfor blev vi optaget af ledelsesform i stedet for at forlange engagement af folk.”

Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidt er selvfølgelig ikke så åbenlyse som George Orwells ”Big brother”. De skal snarere sammenlignes med mormorstemmen i Pablo Llambías sci-fi roman, A.P.O.L.L.O.N, som venligt vejleder og anviser borgeren, om hvordan der skal ageres i bogens gennemregulerede samfund.

Frihed, livsoplysning og effektivitet

Konkurrencestatens adfærdsregulerende tiltag stopper ikke ved sundhedsfremmende foranstaltninger, men viser sig med den tiltagende regulering af uddannelsesområdet og universitetsverdenen også i bevidsthedens sfære – eller åndens rige. Der har den været længe, som et frit, oplysende og demokratifremmende projekt, men med Helge Sanders, videnskabsminister fra 2001 til 2010, ’fra-forskning-til-faktura’ formulering fik den konkurrencestatens stempel. Og med den nuværende undervisningsminister Christine Antorinis folkeskolereform har konkurrencestatens officerer sat endnu et spørgsmålstegn ved befolkningens dømmekraft og myndighed.

Konkurrence slipper vi ikke for, deri har konkurrencestatens officerer ret. Og derfor giver det også mening, at lytte til fx socialdemokraten og den forhenværende direktør for Dansk Industri Lars Goldschmidt, når han siger: ”Højskolerne er altså nødt til at tale det sprog, som samfundets samtale foregår på, hvis de vil spille en central rolle i dagens Danmark.” Men vi skal også være i stand til at tale ham imod, når han forestiller sig, at der kun er et sprog, en samtale i samfundet. Når han taler nødvendighedens sprog, for det sprog er ikke frihedens.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold markant øger unge menneskers lyst til at genoptage en ungdomsuddannelse.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold markant øger unge menneskers lyst til at genoptage en ungdomsuddannelse.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold kan være med til at øge den indre motivationsfaktor og derigennem øge gennemførelsesprocenten.

Undersøgelse lavet af analyseinstituttet Lange for FFD, Folkehøjskolernes Forening viser at et Højskoleophold kan være med til at øge den indre motivationsfaktor og derigennem øge gennemførelsesprocenten.

Et af de spørgsmål, vi bør stille konkurrencestatens fortalere, er nemlig, om det absolut er staten, der skal diktere præmisserne for konkurrencen. Og dernæst skal spørge dem om, hvorfor det ikke kan overlades til os borgere, at oplyse og engagere os selv og hinanden og derigennem arbejde os frem til svar på globaliseringens udfordringer? Hvorfor tvivler de sådan på os; jeg får næsten lyst til at høre, hvad det er for et menneskesyn, hvilken antropologi der ligger bag pessimismen.

Vi har ellers vist, at vi kan – i hvert fald i Højskolerne, som netop med en spritny rapport påviser, at vi med idealerne om frihed og livsoplysning er i stand til at ”vække” folk, som forstanderen på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, ville sige (og som får skrevet en masse fine ting, om hvad det er, der sker på højskolerne i sit essay). Særligt er vi gode til at motivere de unge med uddannelsesfremmed baggrund. Og et af svarene på, hvorfor det kan lykkes er formodentlig den, at vi på Højskolerne – og i kraft af vores forskelligheder – i frihed kan tilrettelægge vores undervisningsforløb på en sådan måde, at de altid giver mening og føles relevante. Det giver motivation og deltagelse.

Tid og stof til eftertanke. Det er det, der virker. Og det får man på Højskoler, ikke på karruseller. Og hvis man har haft tid til at øve sig og tænke sig lidt om, så klarer man sikkert også en PISA-test-agtig ting, skulle man falde over sådan en. Det kan kun være svært at fatte for politikere.

Danmark er grønt og det iranske folk ligeså

Der afholdes folkemøde på Bornholm, og i Iran er der præsidentvalg. På Bornholm kan folket møde sine tjenere og de kan tage pulsen på hinanden. I Iran er det regimet, der tager pulsen på folket. På Bornholm skåler herre og tjener ligeværdigt over velskænket fadøl. I Iran er præstestyret bange for sin flok.

En god tjener kender sin herre rigtigt godt. Derfor må folkemødet betragtes som et obligatorisk kursus – efteruddannelse – for landets politikere, en udsøgt mulighed for i fremtiden at kunne varetage deres hverv endnu bedre. I Iran er det snarere omvendt, regimet tager pulsen på befolkningen og det med en nøje udvalgt temperaturmåler, som skal sikre mod alt for store temperaturudsving. Således kan iranerne kun stemme på konservative og stokkonservative kandidater, som Poyâ Pâkzâd, skribent for Ræson, udtrykte det i Deadline 12/6-2013.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte "hvor er min stemme?" Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte “hvor er min stemme?” Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Vi kan formodentlig se frem til flere reformer i Danmark, end de undertrykte i Iran, hvor de ellers har brug for dem. Men med erfaringerne fra præsidentvalget i 2009, der forvandlede en kort grøn bølge til blodrøde floder er forhåbningerne nok ikke store. Men på lang sigt, hvad så? Er der lys på bunden af olieboringerne?

Olie og uddannelse

I den tidligere FN-ambssadør Kishore Mahbubanis bog, The Great Convergence fra i år kan man på side 36 læse, at 65% af de studerende på Irans Universiteter er kvinder (i 1983 var det 32%). Et faktum, der nok kommer bag på en gennemsnitlig dansk mediekonsument. Jeg blev i hvert fald overrasket, da jeg læste det. Også Flemming Rose, Jyllands-Postens udlandsredaktør, har bemærket det i både avisen og i ovenlinkede Deadlineudsendelse. Uddannelsesniveau generelt og kvinders i særdeleshed kan ligesom valghandlinger og folkemøder være en måde at tage pulsen på et lands velbefindende.

Det går ikke godt i Iran og formodentlig ændrer valget 2013 ikke meget på det. Alligevel er det værd at hæfte sig ved en positiv tendens. Nemlig uddannelse. ”The willingness of the hugely conservative Iranian leadership to endorse female education in massive numbers in modern science and technology demonstrates how the new consensus has seeped into some of the most conservative societies on our planet.” (Side 37). Tallene hele vejen rundt i det iranske uddannelsessystem taler godt for fremtiden.

I Klimaets Tidsalder peger den tredobbelte Pulitzervinder Thomas Friedman på en interessant sammenhæng mellem oliepriser og uddannelse. Er oliepriserne høje er alt godt for mellemøstens repressive regimer. Vi i vesten køber rigeligt ind og holder derved tyrannerne ved magten – produceres og forbruges skal der jo. Er priserne derimod lave, investerer Mellemøstens oliestater i uddannelse. Kan man ikke tjene penge på huller i jorden, må man forbedre befolkningens hoveder for at kunne tjene penge i fremtiden.

Vi skal producere og vi skal forbruge, sådan er det jo. På den anden side er vi i vesten meget godt med, hvad angår hovederne. Vi tænker grønnere, vedvarende energi og den slags. Så meget at det ligner en trend. Og måske endda så meget, at præstestyret i Iran ikke tør satse alene på olie i fremtiden. Så meget, at de er nødt til at satse på menneskeligt råstof i form af uddannelse. Måske har vi lov at håbe på en mere fri fremtid på vegne af iranerne? Ikke nu, men med tiden.

Frihed kræver uddannelse og omvendt

Man kan sige, at vi danskere har været der. Og så alligevel ikke. Præsten N.F.S. Grundtvig stemte i sin tid nej til at give folket frihed, thi folket var ikke tilstrækkeligt oplyst til at lede sig selv, mente han. Rigets stænder vidste vel knap nok, at de var danskere, men det kunne der jo laves om på. Folkestyre fik de, og uddannede blev de. Vi fik friheden og dernæst den uddannelse, der skulle til for også at forvalte den. På Højskolerne mødte folk hinanden og et folk dannedes. Og nu mødes vi, folk og politikere, til øl og ord en gang om året på Bornholm.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog "Alle har ret. Demokrati som princip og problem." Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog "Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen." Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog “Alle har ret. Demokrati som princip og problem.” Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog “Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen.” Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013. Foto, Rasmus Kolby Rahbek

I Iran er det den omvendte verden. Folket har ikke frihed. Men siden Grundtvig er verden blevet så kompliceret, at vid til husbehov ikke længere er tilstrækkelig, hvis man skal køre en stat bare nogenlunde. Selv et lukket diktatur kræver folk, der kan betjene avanceret teknologi – ikke mindst i militæret – så iranerne har fået uddannelse. Og uddannelse og forskning er fuldstændig afhængig af fri og uhindret informationsudveksling, hvis man den skal stå mål med konkurrenternes. Og med fri og uafhængig informationsudveksling er det vanskeligt at holde en befolkning hen i mørket, de vil kræve deres frihed og anerkendes som autonome individer. Det, med folkets forbedrede hoveder, er et tveægget sværd.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Det er næppe tilstanden i Danmark, Ali Khamenei, Irans øverste leder, og vogternes råd skeler til, når de udvælger ”egnede” præsidentkandidater. Men mon ikke de skeler til den generelle globale udvikling og ikke mindst udviklingen i deres nabolande. Det kan således ikke helt have undgået deres opmærksomhed, at der er massive miljøproblemer i udviklingslandenes millionbyer, og at disse næppe løses med et større forbrug af olie. Og så er de næppe helt uberørte af den generelle trend på uddannelsesfronten i den arabiske verden.

Når det drejer sig om videnskab er der ingen grund til at tvivle på retningen i de islamiske lande, skriver Mahbubani, hvorefter han refererer fra UNESCOs Science Report 2010: ”Three regional initiatives exemplify recent top-down initiatives in higher education: Qartar’s Education City, The Masdar Institute i Abu Dhabi, and the King Abdullah University of Sciences and Technology in Saudi Arabia.”

King Abdullah Universitet (KAUST) i Saudi Arabien, hvor kvinder ikke må føre deres egen bil, er verdens største. Det er internationalt og optager studerende, både kvinder og mænd, fra hele verden og fokuserer blandt andet på energi, miljø, bioteknologi og computervidenskab. Qatar Foundation grundlagde i 2001 Education City som skal være verdens første fuldt bæredygtige by med 50.000 indbyggere og 1.500 virksomheder og forretninger. I byens kerne finder man afdelinger fra 6 internationale universiteter, hvoraf flere af afdelingerne har et flertal af kvinder blandt de lokale studerende.

De Forenede Arabiske Emirater tog i 2006 initiativet til Masdar Instituttet i Abu Dhabi som et knudepunkt for et globalt samarbejde, der skal fokusere på energieffektivitet, klimaforandringer og bæredygtighed, hvor der både skal forskes og kommercialiseres. Det gør de i tæt samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Den danske sommer er grøn og det samme er håbet

Hvad siger disse forhold om valget i Iran? Ikke noget, men det siger noget om en udvikling mod frihed, som er båret af den økonomiske og teknologiske udvikling og som det er særdeles svært at sætte sig imod. Sådan noget kan man vist kun påstå, hvis man er fukuyamist – fukuyamarianer eller hvad det måtte hedde.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Francis Fukuyama mener, at kunne konstatere at den ”moderne naturvidenskabs udbredelse har haft en ensartet indvirkning på alle de samfund, den har berørt.” Og alle stater uanset ideologi vil have moderne videnskab, bl.a. fordi den giver sikkerhedsfordele og beskyttelse – enhver stat er nødt til løbende at modernisere sit forsvar. Den udvikling medfører en ensartet ”horisont for de for de økonomiske produktionsmidler” for nationerne. En proces, der ”medfører en stadig større homogenisering af alle menneskelige samfund uanset deres historiske rødder eller kulturelle arv.” Det vil føre til opbrud i traditionelle familiebaserede og nepotistiske samfundsorganisationer og med tiden vil meritokratiet hævde sig som det eneste, der giver mening i et frit og lige samfund. I sidste ende vil denne udvikling få befolkningerne til at ”kræve demokratiske regeringer, der behandler dem som voksne i stedet for børn og anerkender deres autonomi som frie individer.” (Historiens Afslutning side 19-24).

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Men hvorfor skulle jeg nu minde om den iranske befolknings lyksalighed, netop nu hvor folk og elite er forenet på solskinsøen, og hvor den danske sommer næsten blev rigtig sommer. Svaret er: Sommeren er grøn i Danmark, og det er den hvert år – også når det regner. I Iran havde de en enkelt grøn, men meget kort, sommer tilbage i 2009, hvor de skimtede friheden. Forløbet er fremragende filmatiseret i The Green Wave, som kan ses her, som afsluttes af den eksilerede blogger Mehdi Mohseni:

”Jeg håber, der bliver fred i mit land. Når jeg kigger på folk her i Europa, de unge på gaden eller i metroen, så kan jeg se, de er lykkelige. Når jeg ser, hvor sorgløse de nyder deres fridag en lørdag, så spørger jeg mig selv om de overhovedet ved, hvor Iran ligger. Om de ved, at deres jævnaldrende i Iran ikke kan leve ligesådan.”

Du finder ikke ud af, hvor Iran ligger ved at læse det her, men nu ved du, at der er et Iran, hvor de unge kæmper for deres frihed. Bornholm ved du allerede hvor ligger. Men tænk, hvis iranerne engang kan holde folkemøde i Teheran.

EU og Nobels Fredspris

Den norske Nobelpriskomite har tildelt EU Fredsprisen – fuldt berettiget trods alverdens forsøg på at underminere komiteens valg. Spørgsmålet er imidlertid, om prisen er nok til at redde resterne af hvad der er tilbage af politisk debat og visionerne om Europa som fælles projekt. Næppe!  

Af Rasmus Kolby Rahbek, Uddannelseskonsulent i Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark (FFD)

Historisk har Nobels Fredspris været tildelt dem, som på en gang er gået forrest i kampen for fred og frihed og som samtidig har kunnet stå som rollemodeller for en ny tids verdensborgere i en gryende globaliseret verden. Fredsprisens helt store succes har været, at dens voksende betydning faldt sammen med, at det blev muligt for helt almindelige mennesker at følge med i, hvad der foregik ude i den store farlige verden. Det var således oplagt, op gennem et særdeles voldeligt 20. århundrede, at hylde dem, der gjorde en særlig indsats i fællesskabets tjeneste for fred og frihed.

Og i år blev Fredsprisen så tildelt Den Europæiske Union ved den årlige ceremoni på Oslo Rådhus.

For generationer af politikere har det netop været hele formålet med det europæiske projekt: at skabe fred. I Danmark har en politiker som Uffe Ellemann-Jensen igen og igen slået til lyd for, at det europæiske samarbejde i bund og grund er et fredsprojekt, og at alt det der er bygget ovenpå af til tider uigennemskuelige institutioner, i sidste instans har til formål at sikre freden i Europa.

Ironien er dog umiddelbart slående: Nobels Fredspris, der modsat de øvrige Nobel-priser uddeles fra Norge, gives til en institution, som nordmændene ikke engang selv ønsker at være medlemmer af. Onde tunger mener, at den norske nobelpriskomite er ved at sælge ud og med sine valg har devalueret værdien af sit produkt, så den engang højt anerkendte pris i dag fremstår som lidt af en joke: Valget af Barak Obama før han stort set fik foden indenfor i det hvide hus, efterfulgt af kineser ingen nogensinde havde hørt om, og nu et sæt bygninger af underlødig arkitektonisk kvalitet, har på ingen måde hjulpet folkene i Oslo med at sikre deres anseelse. Og kan man overhovedet give en pris til en institution? Andre, mindst ligeså onde tunger, hævder, at EU nødvendigvis måtte vinde fredsprisen, da de aldrig ville komme i nærheden af Nobelprisen i økonomi…

At det europæiske projekt på ingen måde er en vindersag kunne man ved selvsyn konstatere, da det lykkedes Jens Rohde ene mand at spolere Venstres ellers traditionelt vandkæmmede landsmøde, fordi han havde været medforfatter til en kronik i Berlingske, hvori han havde været så uforvarende at gøre sig til fortaler for, at der stadig er områder, hvor de europæiske befolkninger med fordel kan arbejde sammen. Ja, de borgerlige ungdomspartier er sågar gået hen og blevet avantgarden i modstanden mod det europæiske projekt. De Radikale er som forunderligt kuriosum, eller undtagelsen der bekræfter reglen, de eneste der fastholder en ”positiv” europæisk politik – men de er så til gengæld også de eneste, der ikke kan præstere et valgt medlem til Europa Parlamentet.

Når EU modtager fredsprisen på et tidspunkt, hvor de sydeuropæiske lande synes at være ved at gå op i limningen og potentielt kan sætte hele det europæiske projekt ud af spillet, har det fået nogen til at sætte spørgsmålstegn ved den norske komités timing og fornemmelse for, hvad der foregår i den virkelige verden. For nogle er tildelingen af fredsprisen ligefrem en skandale. Som en freds- og konfliktforsker udtalte til Berlingske: ”EU er direkte ansvarlig for krigen i Bosnien, en række EU-lande er atomstater, Frankrig er til stadighed involveret i krigshandlinger i mellemøsten, EU har været splittet på spørgsmålet om Irak, EU-landene har i sin tid deltaget i ødelæggelsen af Irak, EU kører i dag et sanktionsregime mod Iran, og så har EU en militær organisation, men ikke en civil organisation for konflikthåndtering. EU har ikke en gang et eneste fredsakademi! At gøre sig til talsmand for alle de gode ting i hele Europa er simpelthen at monopolisere noget, man ikke selv har gjort. Det nærmer sig næsten det uhæderlige.”

Hvis det er et krav for at modtage Nobels Fredspris, at man utvetydigt skal have været ene og alene om at sikre total og vedvarende fred og frihed i et bestemt område, så kan ingen af prisens modtagere siges at være hæderlige modtagere. Handlede Michail Gorbatjov, Aung San Suu Kyi eller Nelson Mandela alene? Var Woodrow Wilson en uværdig modtager af prisen, for at være med til at stifte FN, når han samtidig havde gjort USA til en part i 1. verdenskrig og var med til at udforme Versailletraktaten, der kan hævdes at være en medvirkende faktor til 2. verdenskrig? Monopoliserede George Catlett Marshall alle de gode ting der foregik i forbindelse med genopbygning af Europa efter 2. Verdenskrig, da han modtog prisen for Marshall-planen? Nej! Det ville selvsagt alt sammen være noget forplumret vrøvleri.

Lad det være sagt helt tydeligt: Tildelingen af Nobels Fredspris til EU er både rigtig og modig!

Den er rigtig, fordi EU, til trods for at alting til romantikernes store irritation ikke altid er rosenrødt, har stået som fyrtårn for demokrati, frihed og retsstatsprincipper. Som det også fremgår af Nobelkommiteens begrundelse for valget, har EU bl.a. medvirket til fred mellem Tyskland og Frankrig; demokrati i Grækenland, Portugal og Spanien; inddragelse af de tidligere østeuropæiske stater og dermed medvirkende til endeligt at få revet jerntæppet ned; et fredeligt Balkan, hvis stater har udsigt til at indgå i det europæiske fællesskab. Den er endvidere rigtig, fordi EU bedre end nogen anden institution i både vision og praksis forsøger at leve op til ambitionen om at sikre den evige fred – også på globalt plan.

Den er modig, fordi det var mere end forventeligt, at den kritik der nu retter sig mod komiteen ville komme, særligt på et tidspunkt, hvor alt ikke just er fryd og gammen på det europæiske kontinent. Den nemme løsning villa have været, at finde endnu en ukendt fredsforkæmper fra en ukendt konflikt, som freds- og konfliktforskerne kunne bruge til at afstive deres selvtillid med. Og modig, fordi Nobelkomiteen tager fat i kraven på Barosso, van Rompuy og Schulz, og minder dem om, hvad de egentligt arbejder for: Fællesskab i fred og frihed.

Så langt så godt…

For selv om EU helt berettiget modtager Nobelprisen for sin rolle som et fredens projekt, så kommer man ikke udenom, at EU hænger i tovene rent politisk. Ja, det er næsten som om EU på det nærmeste er forsvundet som fælles politisk projekt. I hvert fald synes de politiske visioner og den politiske debat helt at have tabt til en økonomisk dagsorden. Det får den sørgelige konsekvens, at vi i Danmark kan fortsætte den evindelige for/imod diskussion – aktuelt i form af Danmarks deltagelse i Euroen, finanspagten, bankunionen etc. Og hvis vi skal bevæge os lidt væk fra den helt sort/hvide diskussion om vores deltagelse i projektet, kan vi lige mande os op til en diskussion om Danmarks mulighed for at tilkæmpe sig en rabat på medlemskabet.

Men hvorfor er det, at vi ikke indgår i en politisk debat om visioner og det politisk indhold af det europæiske projekt? Umiddelbart er der 3 mulige forklaringer på det spørgsmål: En kynisk, en absurd og en tragisk – vælg selv!

Den kyniske forklaring er, at EU blot fremstår som det fremskredne eksempel på hvad der i virkeligheden også allerede gør sig gældende for nationalstaten – og som kun vil blive stadig mere påtrængende – vi er bare ikke klar til at indrømme det endnu. Den måde hvorpå EU som administrativt og bureaukratisk projekt er adskilt fra en reel politisk debat er et resultat af, at det politiske er blevet så komplekst, at det slet ikke egner sig til en politisk debat, hvori almindelige mennesker konstruktivt kan deltage.

Når denne debat alligevel til en hvis grad holdes i hævd på det nationalstatslige niveau, sker det med den politiske debat som en zombie-kategori: Den er egentlig død, men vi lader som om den er i live! Men da vi jo ikke kan gennemføre det som en reel politiske debat, i det vi er afskåret på grund af kompleksiteten, må vi gøre det via en erstatningsdebat. Og det er derfor vi diskuterer personsager frem for politisk substans, for det er hvad der er tilbage, som vi reelt kan forholde os til. Da der ingen personsager er i EU, men kun bureaukrati, ophører selv illusionen om en politisk debat, hvorfor vi i stedet frådende kaster os over den ultimative politiske erstatningsdebat: Det amerikanske præsidentvalg – tømt for reelt politisk indhold for os, men så sprængfyldt med personsager, at selv de mest pessimistiske kynikere et øjeblik kan overbevise sig selv om, at den politiske debat er genopstået.

Den anden mulige forklaring ser den europæiske politiske debat som et stykke absurd teater: I sin form kendetegnes det absurde teater ved fraværet af dramatisk udvikling eller fremdrift; konflikterne bliver ikke løst, stykket kan lige så godt slutte der hvor begyndte. Indholdsmæssig kredser absurd teater ofte om mangel på mening i menneskenes liv eller i de institutioner de lever i. Det absurde teateret ser menneskene som forvirrede, hjælpesløse og fremmede. Dermed bliver deres handlinger og sprog irrationelle og meningsløse – absurde. Menneskene lever indenfor sociale strukturer, der har mistet al hensigt og mening, og de er ude af stand til træde ud af disse strukturer. Og så er vi tilbage ved den politiske debat som zombie-kategori.

I det absurde teater optræder de bærende karakterer ofte i par – kaldet pseudo-par – som til tider ser ud til at indgå i absurde venskaber, men andre gange lever i noget der mest af alt minder om herre-slave forhold. Ethvert pressemøde med Merkel sammen med enten Sarkozy eller Hollande har præsenteret dem som lige netop pseudo-par, der hjælpeløse og forvirrede kun lige holdes sammen af den absurde situation. Som med ethvert andet teater ved publikum godt at de er tilskuere. De springer ikke pludseligt op på scenen for at hjælpe de stakkels karakterer ud af deres meningsløshed. Og derfor engagerer de europæiske borgere sig ikke i den politiske debat, for selvom det nok afspejler verdens sande tilstand, er det netop bare en spejling – et absurd teater.

Endeligt er der muligheden for, at forklaringen på fraværet af en reel politisk debat og visioner for Europa skal findes i det tragiske. Tragedien er sørgelig, fordi det der i udgangspunktet var godt og ædelt på grund af et svigt styrter i grus. Svigtet i forhold til de europæiske visioner og den politiske debat ligger i det eklatante fravær af ansvar for at debatten netop ikke opløses i kynisme eller absurditet. En reel politisk debat er ikke noget man lovgiver eller køber sig til – om end noget måske kunne tyde på, at vi muligvis har købt os til et første skridt mod en europæisk offentlighed til en pris af en finanskrise, et par astronomiske hjælpepakker og et potentielt sammenbrud af Sydeuropa.

Ansvarssvigtet kan til tider forekomme noget nær totalt: Fra de europæiske institutioners manglende vilje til for alvor at styrke de demokratiske organer der trods alt findes i EU over de nationale politikeres populistiske mangel på mod til at gå ind i diskussionen om det europæiske som netop et politisk projekt til en presse, der ellers sjældent forspilder en chance for at promovere sig som den 4. statsmagt, men som når det kommer til EU gemmer sig bag et primitivt merkantilt argument om ”kundernes” manglende lyst til at ville vide noget om EU. Og os danskere? Tja, måske lader vi os spise af med zombier eller absurd teater – i hvert fald svigter vi vores ansvar for at holde institutioner, politikere og presse i ørerne og for at tage os selv alvorligt som medborgere i Europa. Alt sammen både tragisk og sørgeligt!

Ingenting kommer af ingenting: Ansvaret for den politiske debat og de fælles visioner er af afgørende betydning, hvis vi ikke vil svigter den fortsatte opgave med at sikre fred og frihed i fællesskab. At sikre en reel politisk debat og visioner er en Sisyfos-opgave: Her gives der ingen Nobelpriser i gyldne sale, kun hårdt arbejde…

Friheden i Højskolen

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

Esben Lunde Larsen har forslået at indvandrere skal tvinges på Højskole. Nu skal de den ondenlynemig lære om frihed, fællesskab og folkestyre. Det er agurketid, så måske Larsen fra Højskolepartiet Venstre er lidt ude af form. Alligevel må man undre sig over, hvor Larsen får sine idéer fra. Terperi og tvang fører til trællesind, mente to af Højskolens store koryfæer, Kold og Grundtvig. Det meningsfulde forsvinder med tvangen og lyst til adspredelse trænger sig på. Så her lige et par ord om frihed i Højskolen.

N.F.S. Grundtvig (1783-1873) var temmelig skeptisk, da danskerne i sin tid fik Grundloven. Det er fint med frihed, men at forvalte friheden kræver vid og kompetence. Lovgivning sikrer ikke et liv i lykke. Som han sagde: ”Kunne man nemlig ved en Grundlov omskabe et Folk, saa alle de Rige blev gavmilde, alle de Fattige nøisomme, alle de Dovne flittige og alle Ø[d]elande sparsommelige, da burde man naturligvis giøre det, heller i dag end i morgen, men naar man ikke kan skabe Folk om ved Love og indretter dog Grundloven, som om det var sket, da giør man en stor ulykke.”

Folk bliver ikke klogere af love, mente Grundtvig. Og hvor kunne man dog ønske sig, at nogle på tinget læste bagud engang imellem. Ikke talte så meget, spiste deres agurker frem for at sende dem til aviserne. Det ville være fremadrettet.

Højskolens Pædagogiske Hjerte

Christen Kold (1816-1870), som i 1850 grundlagde Ryslinge Højskole, senere Dalby og Dalum, sagde, at læreren ikke skulle være præstens hale, men bondens hoved. Det var præsten, der holdt styr på almuen for kongen, og han vidste nok, hvad der var godt for bonden. Læreren derimod skulle uddanne almuen, så han fik evner til at forvalte den frihed, befolkningen fik med Grundloven.

Højskoler skal ikke være politikernes hale, men vi skal oplyse vores elever om den kultur og det fællesskab, de er vokset op i og den arv, de skal forvalte og videreføre (og en del mere). Men kun hvis det sker i frihed, bliver den arv meningsfuld for hin enkelte og finder vej fra hoved til hjerte, hvor det er, den skal bæres.

Kold voksede op i udkantsdanmark (Thisted, men dengang et kulturelt knudepunkt i kraft af Kold selv, forfatteren og Darwinoversætteren I.P. Jacobsen og Provst Sonne, der stiftede landets første brugsforening) i en tid, hvor præstens ord virkelig havde betydning. Det var katekismen man skulle lære, og kunne man ikke den, blev man ikke konfirmeret. Blev man ikke konfirmeret var det ikke tilladt at flytte, og man kunne ikke tage fast arbejde eller gifte sig. Værst af alt var det dog, at porten til himmerrige var lukket.

Det var med andre ord en temmelig alvorlig sag, da Maren, som Kold mødte, da han var huslærer i Sønderjylland (omkring 1838), ikke kunne sine remser udenad. Hun læste og græd og græd og læste, mens de andre børn legede, men lige lidt hjalp det. Kold fik da den idé at fortælle Bibelhistorier, som var det eventyr. Da lærte barnet ordene på en måde som passede til netop hende. Nogle år efter skrev Kold i tidsskriftet Dannevirke, at børn lige så vel kan lære, når de går med læreren i marken, i værkstedet og i køkkenet, hvilket vidst ikke kan komme bag på nogen, der har deres daglige gang på en af landets højskoler.

Frihed er kernen

Det er med andre ord et paradoks, når en politiker fra Venstre vil kombinere højskoler med tvang. Det strider mod nogle af de vigtigste og væsentligste erkendelser i dansk historie og alt, hvad vi tror på, og kan se virke i vores højskolehverdag.

Hvis man med det ovenstående har fået den opfattelse, at eleverne selv bestemmer, hvad de skal lære, tager man fejl. Der skal vid og kompetence til at leve i frihed og føre et land. Folkestyre kan nok gennemtvinges ved lov, men et godt folkestyre kan ikke, sådan som Grundtvig så det. Men de fleste mennesker kan se værdien og det meningsfulde ved at tilegne sig den viden og de kompetencer, der skal til for at leve sit liv i frihed. Som Grundtvig også sagde: Kun i frihed vil individet frivilligt pålægge sig de bånd, det er nødvendigt at pålægge sig, dersom samfundet skal kunne fungere.

Tvang er ligesom ikke vejen, hvis vejen skal lægges om Højskolen. Det håber jeg, Esben Lunde Larsen forstår – ellers må han tvinges til at integrere sig i den danske kultur.

Kilder

Om Kold. Svend Sørensen og Niels Nielsen 1990. I hælene på Christen Kold. En skildring af en Thybo og hans skole. Sparekassen Thys Forlag.

Birkelund, Regner 2001: ”Grundtvig og demokratiet. Om oplysning dannelse og demokrati.” in. Ove Korsgaard (red.), Poetisk demokrati. Om personlig dannelse og samfundsdannelse. Gads forlag, København.