Engang skulle hele verden være socialistisk. Lighed skulle udbredes til ethvert folkeslag uden om kapitalismens konfliktskabende konkurrence, hvorefter freden ville sænke sig over alle verdenshjørner. Nu, hvor ligheden breder sig i form af en voksende global middelklasse, vil Enhedslisten øge den offentlige sektor og hjemlige investeringer og dermed fastholde den globale ulighed. Hvor blev visionen af?

Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra http://enhedslisten.dk/person/johanne-schmidt-nielsen

Der er skåret i hjemmehjælpen – 5 millioner timer, siger Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten – så de ældre ikke længere får gjort rent i tilstrækkeligt omfang, kommer regelmæssigt i bad og får frisk luft. De skal sikres med rettigheder, mener hun. Ved at droppe planlagte skattelettelser til erhvervslivet og hæve skatten på kapitalindkomster vil Enhedslisten sikre 3000 nye ansatte i ældreplejen. Men har Enhedslisten tænkt på konsekvenserne af deres målrettede forslag til årets finanslov, eller har de blot overtaget Dansk Folkepartis strategi med isolerede og letforståelige forslag uden blik for helheden.

Et rent og værdigt liv til alle

Det er helt klart uværdigt at være tvunget til at leve i snavs og indeklemt luft, uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold og det bør afhjælpes hurtigst muligt. Men det er jo ikke kun de få svagelige ældre i Danmark, som Enhedslisten vil sikre gennem rettigheder, der lever under sådanne vilkår. Og rettigheder bør vel gælde alle mennesker og ikke kun danskere.

Vores velfærd er truet af den globale konkurrence. Men i andre lande har den globale markedsplads skabt uhørt vækst gennem de sidste 20 år, hvor millioner er hævet ud af fattigdom. De nærmer sig en tilværelse i den globale middelklasse med adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter. Måske får de engang med tiden også råd til lægehjælp, når de bliver syge – og uddannelse til deres børn.

Det er ikke nødvendigvis kernevelfærden i Danmark, der er truet af den øgede konkurrence og den globale omfordeling, man kunne også hævde, at det er vores luksusliv, der er truet.

Velfærd eller luksus

De gamle har opbygget velfærdsstaten, siger Johanne Schmidt Nielsen, og argumenterer for, at de derfor også skal have ordentlige vilkår i deres sidste år. Og hun har da ret. Velfærdsstaten er bygget af de ældre generationer med Marshall-hjælp efter krigen, med EU-subsisierede erhverv og enorm gældsstiftelse, siden 1970’erne, hvor det virkelig greb om sig med sociale rettigheder. I begyndelsen af det tredje årtusinde tog vi så fat på de afdragsfrie lån og købte biler, køkkener og rejser til verdens fjerneste afkroge for belånt friværdi.

Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Efterkrigstidens generationer har skabt statsbetalte institutioner, skolegang, uddannelse og uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsforsikringer, veje, kloaker, rensningsanlæg og renovation, læge- og hospitalshjælp, transplantationer, sterilisationer, fertilitetsbehandling, kemoterapi, plejehjem, krisehjælp og hospicer. Til glæde for alle danskere. Vi har oplevet lønstigninger på aldrig før sete niveauer. Vi har købt TV, radioer, stereoanlæg, flere TV-apparater, biler, mountainbikes, en ekstra minibil og en motorcykel for sjov, samt endnu flere mobiltelefoner og dertilhørende abonnementer, personlige computere, flyrejser, storbyferier, skiferier og sommerferier, 5-6 uger om året, hvor vi ikke behøver at arbejde, 2 års dagpengeret, arbejdsløshedsunderstøttelse, barselsorlov, barns første sygedag, sygeorlov, billetter til museer, forlystelsesparker og biografer. Der er da helt overvældende, er det ikke?

Vi har alle sammen været (mere eller mindre) med, og det skal vi da glæde os over. Vi har prioriteret luksus over velfærd. Eller måske har vi ikke prioriteret, men snarere vænnet os til, at alt, hvad der er basalt og nødvendigt i tilværelsen (og mere til), det tager staten sig af. Imens har vi borgere haft frihed til alt det morsomme og luksuriøse. Og det er da herligt. Problemet er blot, at der er andre folk i verden – rigtig mange endda – som godt kunne tænke sig at leve på samme måde, som vi gør.

De har bare ikke fået Marshall-hjælp, men har efter kommunismens fald i 1989 og den Kolde Krigs ophør, langsomt kæmpet sig ind i den globale økonomi, og nu, en 25 år senere, begynder de at mærke velstanden komme til dem. De har fået eller får i løbet af de næste årtier, hvis altså rapporterne fra FNs udviklingsfond holder stik, råd til lidt mere end at stille sulten. De får rent vand, toiletter med skyl og vaskemaskiner og adgang til skole og lægehjælp.

Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980’erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Indtil videre arbejder disse mennesker for en meget lavere løn, end vi kunne drømme om at gøre – og betaler ofte selv for deres velfærd. Nogle er begyndt at gøre sig som turister, rejser rundt og tager billeder af folk, der kører rundt med børn spændt fast i teltvogne bag på deres cykler og andre eksotiske vaner. Men for et meget stort flertal af verdens befolkning er der endnu lang vej at tilbagelægge, førend de når en vestlig levestandard.

Venstrefløjen forsøger herhjemme at skærme os fra konsekvenserne af den stadigt mere åbne globale økonomi og den deraf følgende konkurrence. Det gør de f.eks. med retorik om løndumping og kapløb mod bunden, som skal signalere solidaritet. Men det er national solidaritet, langt fra socialismens tidligere internationale prætentioner, de signalerer.

Johanne Schmidt Nielsen taler varmt for at øge den indenlandske efterspørgsel med statslige subsidier. I virkeligheden er den kurs en fortsættelse af den Kolde Krigs protektionisme, som kun tjener til at fastholde verdens befolkninger på deres nuværende niveauer; det vil sige den uretfærdige fordeling af goderne, som venstrefløjen altid har beskyldt kapitalismen for at udbrede og fastholde.

Men ifølge FNs udviklingsfond er det færre handelsbarrierer og øget global handel, der danner baggrund for den positive økonomiske udvikling i Asien, Sydamerika og Afrika. Enhedslisten ser ikke, at de jobs, der flytter fra vesten, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske et andet sted på kloden. De ser ikke, at ligheden breder sig, at den globale middelklasse bliver større og at flere og flere kommer til at leve et værdigt liv i selvforsørgelse.

Socialisternes fokus på at øge den offentlige sektor herhjemme og sikre den nationale efterspørgsel gennem subsidierende investeringer er med til at fastholde de dybe skel mellem verdens fattigste og rigeste lande. Kapitalismens konkurrence var åbenbart kun i orden, da den sikrede billige forbrugsvarer til vestens arbejdere. Nu hvor konkurrencen skaber øget lighed mellem verdens befolkninger – det socialismen ellers lovede – er den ikke god nok. Så hvad er egentlig, de moderne socialisters vision for denne verden?

Vi kan alle se, at der er noget galt, når de gamle kun kommer i bad, to gange om ugen. Vi har formodentlig også råd til at løse problemet. Spørgsmålet er blot, om det kan løses ved at udstede statsgaranterede rettigheder. Og det afgørende er ikke, om vi går ind for skattefinansieret velfærd eller brugerbetaling, det hele drejer sig om, hvordan vi prioriterer. Danmark har ikke brug for at Johanne bliver en ny Pia. Verden har ikke brug for flere national-opportunistiske politikere med blikket stift rettet mod det hjemlige. Lokale forhold kan ikke længere adskilles fra globale. Løsningen på den nuværende lokale krise findes ved at støtte den globale udvikling. Og så gør det da ikke noget, at middelklassen vokser i udviklingslande og at flere og flere får bedre vilkår og et værdigt liv i samme ombæring.