Imperialismens kopernikanske vending

Udgivet den 18. oktober 2015 af Lars Andreassen

1.256

De to Verdenskrige samt den efterfølgende Kolde Krig er de begivenheder, der i Vesten former forståelsen af verdensordenen. Men i restens øjne er det slaget ved Tsushimastrædet i 1905, der er forståelsesrammen, og selvfølgelig livet som kolonialismens undertrykte, samt de Vestlige magters opdeling af verden efter 1. Verdenskrig. Det er på tide, vi forsøger at forene de to perspektiver.

Indfødte kan på ingen måde holde stat. Altså set med klassiske kolonialistiske øjne. ”These people have no sense of peace”, siger Susan, i Chimamanda Ngozi Adichies Half of a Yellow Sun. Det er en roman, men bygger på begivenhederne efter Nigerias afkolonialisering i 1960, der førte til Biafrakrigen 1967-1970. Adichie mistede begge sine bedstefædre i krigen, og voksede op, som hun fortæller, i skyggen af den.

Susan er Briten, der introducerer Richard til Nigeria, en gentleman, som straks falder for landet og befolkningen. Han planlægger at skrive en bog om den 3000 år gamle Igbo-Ukwu-kunst, men ender som presserådgiver for den nyslåede stat, Biafra, hvor han forsøger at korrigere den udenlandske presses fejlopfattelser. Konflikterne mellem Nigerias stammer er ikke ældgammel, skriver Richard på et tidspunkt, men blev i første omgang ansporet af Briterne selv efter 2. Verdenskrig, hvor de beskyldte Igboerne for at organisere strejker. Igboerne, som Briterne i øvrigt fortrinsvist brugte i administrationen af landet, og som derfor var bedre uddannet end de øvrige befolkningsgrupper.

Kolonialisme-teknik

Flere af vestens mest prominente tænkere uanset politisk observans, såsom Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx og John Stuartt Mill, så i sin tid resten af verdens befolkninger, det vil sige ikke-europæere, som ganske uegnede til at lede sig selv. En opfattelse, der muligvis forhindrede os i at lytte tilstrækkeligt, analysere situationen bedre og forstå, hvad der egentlig var i gærde i kolonierne i det 19. århundrede.

Briternes brug af fortrinsvis én befolkningsgruppe i administrationen af Nigeria er analog til deres færd i Indien, hvor det var Sikher, Hinduer og Parsier, som frem for de muslimske befolkningsgrupper fik fordelene. Og det følger tyskernes mønster i Rwanda, som belgierne overtog, og som i 1990’erne tegnede skelet mellem hutuer og tutsier, da førstnævnte forsøgte at udradere tutsierne, der netop havde været kolonimagternes foretrukne. Dermed kan det hævdes at være en del af kolonialismens teknikker at spille de lokale stammer og befolkningsgrupper ud mod hinanden.

Kontroversielt maleri af russeren Vasily Vereshchagin fra omkring 1884. Maleriet illustrerer Britiske soldaters henrettelse af indiske oprørere i 1857 (soldaterne bærer uniformer fra sent i 1900-tallet, hvilket indikerer, at Vereshchagin nok ikke var vidne til episoden). Rygtet vil vide, at Briterne købte maleriet og ødelagde det. Wikicommons.

En anden væsentlig teknik i moderne kolonialisme var indførelsen af ”fri handel”. Kineserne eksporterede i slutningen af 1700-tallet langt mere til Briterne, end de importerede. Og Englænderne så således deres dyrebare sølv forsvinde ned i de kinesiske skattekister, hvorfor de besluttede sig at indføre en anden valuta: Opium, og ”mass Chinese intoxication became central to British foreign policy”, skriver Pankaj Mishra i From the Ruins of Empire.

I begyndelsen af 1800-tallet forsøgte kineserne som modsvar at forbyde import og produktion, samt rygning af opium. Briterne svarede igen med kanonbåde og tvang kineserne til at genåbne deres havne for handel. Og ikke nok med det, Kineserne måtte også betale kompensation og de afstod Hong Kong.

Ydmygelsen var enorm for det engang så stolte rige i midten, og de er formodentlig først ved at komme sig over den i dag, hvor det er Vesten (og afrikanerne), der oplever at blive købt af kinesiske investorer.

Kinesernes fortrædeligheder var som bekendt ikke ovre med opiumskrigen, hvilket jeg skal vende tilbage til. Historien om Indien er vel forholdsvis kendt. Det var her englænderne, ifølge Ghandi, pålagde de lokale urimelige skatter, ødelagde lokale håndværkstraditioner og dyrkede det meste af den opium, kineserne røg. Og lignende ting fandt sted i Persien og Egypten.

Egypten

I Egypten allierede vicekongen Mohammed Ali (1789-1849) sig med franskmændene, beslaglagde den gamle elites og de muslimske institutioners jorder og gjorde Egypten til verdens førende bomuldseksportør. Kairo blev den muslimske verdens økonomiske og kulturelle magtcenter og Ali blev selvsagt stenrig ved hjælp af sin alliance med imperialisterne.

Det er et mønster, man vel først så brudt, da Hosni Mubarak (født 1928) måtte træde tilbage under det arabiske forår i 2010, men som efter et demokratisk, men uheldigt valg, blev genindført, da amerikanerne valgte at støtte diktatoren Abdel Fattah el-Sisi (født 1954) til fordel for antidemokraten og islamisten Mohamed Mursi (født 1951) fra det Muslimske Broderskab. Og således er alt ved det gamle.

Persien

I 1872 forhindrede russerne en brite i fuldstændig at overtage Persien. Shahen havde lovet Baron Reuter (grundlæggeren af Reuters Bureau) monopol på konstruktion af jernbaner, fabrikker, dæmninger og miner. Altså enhver vigtig investering i landets modernisering var lovet bort til en udlænding. Men at en Brite skulle få så megen magt ville rykke for meget ved den europæiske balance, mente altså Russerne, som korrigerede en smule. Reuter fik dog andre lukrative aftaler, da Shahen havde brug for penge til at betale landets gæld med.

En anden Brite fik monopol på køb, salg og eksport af tobaksvarer i Persien, hvilket ruinerede Persiens mange tobaksbønder og handlende og førte til tobaksrevolutionen i 1891. Som i øvrigt dengang ikke revolutionerede noget som helst, men det gjorde den dengang 9-årige Mohammed Mossadegh skeptisk overfor udenlandsk kapital. Og da han i 1951 blev Irans første folkevalgte præsident nationaliserede han derfor olieindustrien, hvilket førte til, at amerikanerne fjernede ham i 1953 og genindsatte Shahen. Begivenheder som senere skulle føde Khomeineis Islamiske Revolution i 1979, hvor det præstestyrede diktatur blev indført. Først med støtte og begejstring fra sekulære og marxistiske intellektuelle og iranske feminister, senere til deres fortrydelse.

Søjlerne illustrerer hvor meget af verden Europas nationer rent faktisk har haft kontrol over. Fra Niall Fergusons “Civilisation. Vesten og Resten.” Cepos 2014.

Langt tidligere, havde Al-Afghani (1838-1897), som vi skal høre mere om senere, advaret mod Shahens politik, som han mente ville føre perserne ud i trældom, som man havde set i Egypten og Indien. Han talte om et demokratisk islam – og der var støtte til ham fra shiitiske nationalister, reformvenlige intellektuelle og bazaarens købmænd. Shahen jog al-Afghani på porten og demokratisk islam blev som bekendt ikke til noget.

Selvfølgelig er det idiotisk at brænde amerikanske flag af i Teherans gader, men der er altså grunde til, at ayatollaherne kan opvigle dele af Irans befolkning på den måde og holde de reformvenlige i stramme tøjler.

Imperialismens kopernikanske vending

Imperialisterne overtog ganske enkelte de erobrede landes økonomier. I de tidlige stadier gennem plyndringer og senere gennem alliancer og aftaler med lokale opportunister, eliter og despoter. Det er, som Mishra skriver, »Not surprisingly, merchants, weavers and artisans in the bazaars of Cairo and Najaf, who perceived a direct threat from European businessmen and free traders, were at the forefront of anti-Western movements in the late nineteenth century.«

Jeg har nævnt Tobaksrevolutionen, men der var masser af protester i kolonierne. Allerede i 1803 erklærede muslimske teologer jihad mod englænderne og de gjorde det igen i 1826. Og der var Boxeropstanden i Kina fra 1899-1901, jævnlige stammeoptøjer i det østlige og centrale Indien, der var Mahdirevolten mellem 1882 og 1885 i Sudan (mod egypterne), Urabirevolten i Egypten i 1882.

Men vendepunktet kom, ifølge Mishra, i maj 1905 da japanerne besejrede russerne i slaget i Tsushimastrædet. Det gav resten håb om at Vesten en dag ville kunne overvindes.

»For most people in Europe and America, the history of the twentieth century is still largely defined by the two world wars and the long nuclear stand-off with Soviet Communism. But it is now clearer that the central event of the last century for the vast majority of the world´s population was the intellectual and political awakening of Asia and its emergence of the ruins of both Asian and European empires. To acknowledge this is to understand the world not only as it exists today, but also how it is continuing to be remade not so much in the image of the West as in accordance with the aspirations and longings of former subject peoples.«

Reklamer for plastikkirurgi i Sydkoreansk Shopping-guide. I Sydkorea er det forholdsvist normalt at få ændret øjenformen og rettet lidt på næsen og hagen, angiveligt for at komme til se mere “vestligt” ud. Det siges – vel nok en kende overdrevet – at ikke en studievært, film- eller K-pop-stjerne i det fashionable Gangnamkvarter kan undgå kniven og holde sig på toppen.

At den fattige bonde eller arbejdstager – og den intellektuelle – i Afrika, Asien og Mellemøsten kunne have et ganske andet perspektiv på historien end det, jeg har fra skolen, dæmrede svagt for mig i tiden efter 11. september 2001, men først for alvor, da jeg læste Kishore Mahbubanis The Great Convergence. Og endelig mejsler Pankaj Mishra ”de andres” perspektiv ud i granit med From the Ruins of Empire.

Som nævnt, skriver Mishra, at den afgørende begivenhed set med Restens øjne var slaget ved Tsushima. Det var første gang siden Middelalderen, at en vestlig europæisk nation blev besejret i et større vigtigt slag og telegraflinjerne var glødende med informationer om denne skelsættende begivenhed.

I Sydafrika vejrede den dengang ukendte advokat, Mohathma Ghandi (1869-1948) forårets komme og så frem til de frugter, verdens undertrykte i fremtiden måtte kunne høste på baggrund af japanernes sejr. Jawaharlal Nehru (1889-1964), Indiens senere landsfader, fantaserede om, hvordan hans Indien og Asien som helhed kunne befri sig fra europæisk trældom.

En ung ottomansk soldat, Mustafa Kemal, gik rundt i Damaskus og ønskede brændende at reformere og styrke det Ottomanske Rige mod Vestens trusler. Han blev senere kendt som det moderne Tyrkiets grundlægger under navnet Kemal Atatürk (1881-1938).

Og den kinesiske nationalist Sun Yat-sen (1866-1925) befandt sig i London på tidspunktet og var ligeledes begejstret. Han blev senere den første folkevalgte præsident i Kina (1912). På vej hjem blev han lykønsket af Suezkanalens arabiske havnearbejdere, da de forvekslede ham med en japaner.

Liang Qichao (og lidt om Ho Chi Mihn)

Det kan ikke undre, at kinesiske intellektuelle over en bred kam var forargede og bekymrede over englændernes behandling af det gamle stolte kejserrige. Liang Qichao (1872-1929) var en af dem. Nationalist var han, og efter at have set, hvordan kineserne i USA opførte sig – med landsby- eller mafiøs klan-attitude – konkluderede han, at kineserne ikke var egnede til demokrati og selvstyre. (Mishra 2013:170).

Liang oplevede det amerikanske demokrati som dybt uretfærdigt. Han så et styre, der tilgodeså omkring 200.000 af sine indbyggere, som ejede 70% af landets ressourcer. (Mishra 2013:171). Liang var ikke kommunist – og det mente han heller ikke resten af Kinas befolkning egnede sig til at være. Kineserne skulle nationaliseres og for at genvinde fortidens styrke skulle de industrialiseres og det gennem en nøje statsreguleret kapitalisme. Formodentlig ikke ulig, den måde kineserne styres på i dag – men nok ikke helt så ideelt som Liang ønskede sig. (cf. Mishra 2013:177).

I USA lærte Liang Woodrow Wilsons idéer at kende, ham som efter 1ste Verdenskrig foreslog Folkeforbundet, som efter 2nden Verdenskrig skulle manifestere sig som Forenede Nationer. Men Wilson chokerede Liang og fik ham til at indse at Vesten var ustoppelig i sin grådighed og ekspansionisme.

I sit 5-bindsværk om det amerikanske folks historie fra 1901, beskrev Wilson Philippinerne som ”the new frontiers.” Og Præsident Roosevelt erklærede i en tale i 1902 i San Francisco, mens Liang var i landet, at han, når han stod foran Stillehavet ved USA’s grænse, fandt det uforståeligt, at man kunne være andet end ekspansionist. (Mishra 2013:171f).

Asiatiske turister består ikke længere af busser fyldt med japanske turister, de ligner i højere grad europæere og amerikanere på jagt efter oplevelser. Fra højre, kvinde der betragter en af Degas små danserinder på Musee d’Orsay i Paris. Øverst til højre: et kinesisk ægtepar ved resterne af Berlinmuren, og nederst hvad jeg tror er Sydkoreanere på Ramblaen i Barcelona. Fotos Lars Andreassen.

I 1911 kom den nationalistiske revolutionen til Kina ledet af Guomindang med Sun Yat-sen i spidsen. Byboerne flagede med det nye nationalistflag og klædte sig i habit – vestens klædedragt. Sun blev også vinder af landets første frie valg i 1912. Men med revolutioner følger intriger og en general fra revolutionen – Yuan Shikai – kuppede partiet, sendte Sun Yat-sen i eksil – på Taiwan, hvor Guomindang-partiet den dag i dag er det førende parti – og gjorde en modvillig Liang til justitsminister.

Yuans regering overtog et land i finansiel krise fra Qing-dynastiet og var derfor stadig særdeles sårbart over for Vestens ”frihandelspolitik”. Man måtte ud på lånemarkederne og inden længe sad kreditorernes mænd nærmest i den kinesiske regering, og da Kina opgav at betale sin gæld købte kreditorerne minerne og jernbanerne – med andre ord, de købte landet.

Også japanerne, som længe havde kopieret Vestens kolonialisme, var tilstede i Kina og krævede mere territorium, og i dette kaos af vestlige interessenter, japansk undertrykkelse, mafiastridigheder og krigsherrer voksede Mao Zedongs (1893-1976) generation op.

Omkring afslutningen af 1ste Verdenskrig forsøgte Liang ihærdigt at lempe Kina ind i det internationale økonomiske system. Og som en del af Versailles-forhandlingerne lykkedes det at få sendt en flok prominente arbejdere til Frankrig for at studere. Blandt disse var foruden Mao, Zhou Enlai (1898-1976) og Deng Xiaopeng (1904-1997). Deng var det, der efter Maos død åbnede for økonomiske reformer, og lagde fundamentet for det Kina vi kender i dag. Et autokratisk kapitalistisk system ikke ulig det, Liang mente var det rette for riget i midten.

I øvrigt stod en anden af forrige århundredes vigtigste mænd, Ho Chi Minh – den eneste, der har besejret amerikanerne – uden for Spejlsalen i Versailles og bankede på dørene til ”fredsforhandlingerne” efter 1ste Verdenskrig, mens de allierede delte verden i mellem sig. Ho Chi Minh måtte rejse tomhændet hjem, hvor han allierede sig med kommunismen i sit forsøg på at redde Vietnam ud af franskmændenes klør. Hvorfor stod han dér, Ho Chi Minh, jo fordi franskmændene med henvisning til idealerne frihed, lighed og broderskab havde indrulleret 100.000 vietnamesere i den franske hær mod til gengæld at give Vietnam selvstyre på et eller andet tidspunkt. (Mishra 2013:193). Det selvstyre måtte vietnameserne som bekendt kæmpe sig til.

Islams Luther, Jamed al-Din al Afghani

Al Afghani (1838-1897) blev nævnt ovenfor i forbindelse med tobaksrevolutionen i Iran i 1891. Han var en kontroversiel mand, som også blev smidt ud af Istanbul i 1871 og fra Egypten i 1879. Han står som Gudfader til den islamiske revolution, men han kunne lige så vel have stået fader til den islamiske reformation, som mange – heriblandt Niall Fergusons kone, Ayaan Hirsi Ali – efterlyser i dag.

Lige så ukendt al Afghani er i vesten lige så indflydelsesrig har han været i den muslimske verden, hvor hans anti-imperialistiske genrejsningstanker vandt gehør hos såvel venstreorienterede sekularister som hos pan-arabister, pan-islamister og salafister i så vidt forskellige lande som Egypten, Pakistan, Indien, Afghanistan og Malaysia.

Al-Afghani så uddannelse som årsagen til ulighederne mellem vesten og resten. I 1879 skrev han: ”don’t you know that the power of the westerners and their domination over you came about through their advance in learning and education, and your decline in those domains.” (Mishra 2013:59).

”The glorious milla [islamic people] was humiliated. All these things happened from lack of vigilance, laziness, working too little, and stupidity … Are we not going to take an example from the civilized nations? Let us cast a glance at the achievements of others. By effort they have achieved the final degree of knowledge and the peak of elevation. For us too all the means are ready, and there remains no obstacle to our progress. Only laziness, stupidity, and ignorance are obstacles to [our] advance.” (fra Mishra 2013:70).

Efter at have studeret den franske historiker Francois Guizot, der hævdede at protestantismen var afgørende i Europæisk historie, bekræftedes al Afghani i sit ønske om at revitalisere og reformere den islamiske kultur gennem en syntese med vestlig videnskab – og gerne med ham selv i rollen som Luther. (Mishra 2013: 83).

Men han var altså for radikal for datidens lokale muslimske magthavere og blev som nævnt smidt ud fra flere af de lande, han besøgte. Han angreb osmannerne for at være bagudskuende, madrasserne (koranskolerne) for at være bagstræberiske og forhindre nye erkendelser, han mente at Profetens Sharia var åben for revision. (Mishra 2013: 70 og 84).

Men ingen med magt lyttede og lige så langsomt blev han konfrontatorisk og mere og mere kritisk over for modernisering. Han slog sig på religiøst funderet nationalisme, på pan-arabisme – han ligefrem opfordrede til hellig krig. (Mishra 2013:89).

Rashid Rida tog al Afghanis pan-islamiske idéer til sig og inspirerede herigennem til dannelsen af Det muslimske broderskab, som Hassan al-Banna stiftede i 1928. Og heri finder vi Sayyed Qutb som måske islamismens væsentligste ideolog. Senere finder disse tanker vej til Afghanistan med Ayman al-Zawahiri, ham der skulle tage over efter Osama bin Laden.

Således går der en linje fra den mand, der ønskede at reformere islam og åbne den for vestlig videnskab og modernisering til Osama bin Laden, en mand der ville det absolut modsatte og som stod bag det værste terrorangreb mod Vesten nogensinde.

Konklusion

Hvad kan vi lære af Mishras historie fra kolonierne? Jeg er ikke i tvivl om, at arven fra Oplysningen er de vestlige værdier, og at det er dem velstanden og velfærden bygger på – for ikke at tale om ligheden, retssystemerne og de øvrige institutioner i demokratierne. Det er, som vi siger, denne arv, der udgør det moderne. Og det er vores forvaltning af den, der i forrige århundrede fik mange til at vende sig mod moderniteten. Undertrykkelse og modernitet er associerede fænomener for mange i den ikke-vestlige del af verden.

Konvergens? Kan hænde, at asiater gerne vil ligne vesterlændinge være hvide, have rundere øjne, men indflydelsen går begge veje. En ung asiat i en reklame for Hugo Boss – og billedet er taget på Kurfystendam i Berlin. I 2014 vandt den kineseren Liao Fan i øvrigt Sølvbjørnen for bedste mandlige skuespiller og Guldbjørnen gik til den film, “Black Coal, Thin Ice”, han spillede med i. Sølvbjørnen for bedste kvindelige skuespiller gik til Haru Kuroki fra Japan.

Der er heller ikke den store tvivl om, at det var de samme værdier, videnskaben, teknologien og industrialiseringen, der fik vestens filosoffer, forretningsmænd, politikere og folk i almindelighed til at føle sig kulturelt overlegne. Og al-Afghani gjorde klart opmærksom på, at det netop var disse fænomener, der i hans tid, der var årsag til følelsen af underlegenhed i de regioner og lande, han rejste i. Og det var først, da han ikke fandt ører for integrationen af disse moderne værdier i den islamiske kulturssfære, han vendte sig mod dem. Og ørerne fandt han ikke, fordi magthaverne i alliancer med imperialisterne havde det, som de gerne ville have det-

Mishra gør klart rede for, at vestens imperialister kom ridende med løfter om lighed, frihed og broderskab, men aldrig rigtig udbredte idealerne til folkene, men i højere grad blot udnyttede de fordele, de gav. Man mente ikke, at ”de andre” ville kunne forvalte idealerne og i stedet allierede man sig med eliterne i jagten på ressourcer og rigdomme, mens lokalbefolkningerne blev holdt fast i armod – og i de værste tilfælde, tvunget ud i armod. Det kan derfor ikke undre, eller det bør ikke undre, at vi i vesten mødes med en vis skepsis.

For mig er det med til at dæmpe frygten for Resten, fordi deres måde at agere på giver langt mere mening med Mishras perspektiv for øje. Det giver mening, at Iranerne vil have atomvåben. Fuldstændig som det gjorde for den legendariske politolog, Kenneth N. Waltz, som i artiklen Why Iran Should get the Bomb argumenterede for, at Iran ville slappe mere af, såfremt de fik atomvåben, sådan som f.eks. Maos Kina i sin tid blev mindre krigerisk, da de erhvervede sig bomben. Nu er der så indgået en aftale om Irans atomprogram, sanktionerne lempes og landet har mulighed for at melde sig ind i den internationale økonomi, og der er, som vi ved fra den grønne bevægelse i 2009, en stor del af befolkningen, der ønsker sig netop det – et normalt liv. Ikke sjældent er nutidens reformvenlige – skal vi tro Sahar Delijani – børn af de sekulære kræfter, hvis revolution blev stjålet af Ayatollaherne efter 1979. Og deres aspirationer ligner vores?

Mousavis tilhængere samlet i Tehrans gader den 18. juni 2009, mens de protesterer mod Ayatollahernes valgsvindel. De fik tæsk og har i nogen grad resigneret, men reformkræfterne ligger latent i Iran og venter på det rette tidspunkt. Det er i hvert fald det indtryk, man får ved læsning af Sahar Delijani. Foto Hamed Saber. Wiki commons.

Det giver også langt bedre mening, at Kineserne virker så aggressive i havene syd for dem. De er nervøse for at Amerikanerne skal blokere tilgangen til deres havne, forklarer Jørgen Ørstrøm Møller til Mathias Terp i printudgaven af Ræson 03/15: ”Fra en kinesisk synsvinkel føler man sig stadigvæk betydelig usikkerhed. Man føler sig ubekvem ved at USA militært set ville være i stand til at blokere for skibsfarten til Kina.”

Og de giver pludselig uhyggelig god mening, når den Egyptiske feminist Mona Eltahawy, i ”Jomfruhinder og Hijab” antyder, at Saudi Arabien kan gøre lige, hvad de vil mod kvinder, så længe de bruger deres mange oliepenge på at købe våben i vesten. Måske vi skulle støtte feministiske kræfter i Mellemøsten, frem for vestlige våbenproducenter – det ville være mere i overensstemmelse med vores ligheds- og frihedsidealer.

Således er mønsteret på mange måder det samme efter Berlinmurens fald, som det var før. Frihed, lighed og broderskab er godt, men det er en god handel også. Men som billederne på denne blog viser, så er ikke alt Vesten mod Resten, der er også en fortælling om konvergens i gang, en fortælling om stadig større udveksling mellem folkene, ikke mindst pga. den voksende asiatiske middelklasse, som rejser længere og længere ud. Vi vesterlændinge bliver mere og mere eksotiske.

Er Johanne en ny Pia?

Udgivet den 11. oktober 2013 af Lars Andreassen

Engang skulle hele verden være socialistisk. Lighed skulle udbredes til ethvert folkeslag uden om kapitalismens konfliktskabende konkurrence, hvorefter freden ville sænke sig over alle verdenshjørner. Nu, hvor ligheden breder sig i form af en voksende global middelklasse, vil Enhedslisten øge den offentlige sektor og hjemlige investeringer og dermed fastholde den globale ulighed. Hvor blev visionen af?

Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra http://enhedslisten.dk/person/johanne-schmidt-nielsen

Der er skåret i hjemmehjælpen – 5 millioner timer, siger Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten – så de ældre ikke længere får gjort rent i tilstrækkeligt omfang, kommer regelmæssigt i bad og får frisk luft. De skal sikres med rettigheder, mener hun. Ved at droppe planlagte skattelettelser til erhvervslivet og hæve skatten på kapitalindkomster vil Enhedslisten sikre 3000 nye ansatte i ældreplejen. Men har Enhedslisten tænkt på konsekvenserne af deres målrettede forslag til årets finanslov, eller har de blot overtaget Dansk Folkepartis strategi med isolerede og letforståelige forslag uden blik for helheden.

Et rent og værdigt liv til alle

Det er helt klart uværdigt at være tvunget til at leve i snavs og indeklemt luft, uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold og det bør afhjælpes hurtigst muligt. Men det er jo ikke kun de få svagelige ældre i Danmark, som Enhedslisten vil sikre gennem rettigheder, der lever under sådanne vilkår. Og rettigheder bør vel gælde alle mennesker og ikke kun danskere.

Vores velfærd er truet af den globale konkurrence. Men i andre lande har den globale markedsplads skabt uhørt vækst gennem de sidste 20 år, hvor millioner er hævet ud af fattigdom. De nærmer sig en tilværelse i den globale middelklasse med adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter. Måske får de engang med tiden også råd til lægehjælp, når de bliver syge – og uddannelse til deres børn.

Det er ikke nødvendigvis kernevelfærden i Danmark, der er truet af den øgede konkurrence og den globale omfordeling, man kunne også hævde, at det er vores luksusliv, der er truet.

Velfærd eller luksus

De gamle har opbygget velfærdsstaten, siger Johanne Schmidt Nielsen, og argumenterer for, at de derfor også skal have ordentlige vilkår i deres sidste år. Og hun har da ret. Velfærdsstaten er bygget af de ældre generationer med Marshall-hjælp efter krigen, med EU-subsisierede erhverv og enorm gældsstiftelse, siden 1970’erne, hvor det virkelig greb om sig med sociale rettigheder. I begyndelsen af det tredje årtusinde tog vi så fat på de afdragsfrie lån og købte biler, køkkener og rejser til verdens fjerneste afkroge for belånt friværdi.

Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Efterkrigstidens generationer har skabt statsbetalte institutioner, skolegang, uddannelse og uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsforsikringer, veje, kloaker, rensningsanlæg og renovation, læge- og hospitalshjælp, transplantationer, sterilisationer, fertilitetsbehandling, kemoterapi, plejehjem, krisehjælp og hospicer. Til glæde for alle danskere. Vi har oplevet lønstigninger på aldrig før sete niveauer. Vi har købt TV, radioer, stereoanlæg, flere TV-apparater, biler, mountainbikes, en ekstra minibil og en motorcykel for sjov, samt endnu flere mobiltelefoner og dertilhørende abonnementer, personlige computere, flyrejser, storbyferier, skiferier og sommerferier, 5-6 uger om året, hvor vi ikke behøver at arbejde, 2 års dagpengeret, arbejdsløshedsunderstøttelse, barselsorlov, barns første sygedag, sygeorlov, billetter til museer, forlystelsesparker og biografer. Der er da helt overvældende, er det ikke?

Vi har alle sammen været (mere eller mindre) med, og det skal vi da glæde os over. Vi har prioriteret luksus over velfærd. Eller måske har vi ikke prioriteret, men snarere vænnet os til, at alt, hvad der er basalt og nødvendigt i tilværelsen (og mere til), det tager staten sig af. Imens har vi borgere haft frihed til alt det morsomme og luksuriøse. Og det er da herligt. Problemet er blot, at der er andre folk i verden – rigtig mange endda – som godt kunne tænke sig at leve på samme måde, som vi gør.

De har bare ikke fået Marshall-hjælp, men har efter kommunismens fald i 1989 og den Kolde Krigs ophør, langsomt kæmpet sig ind i den globale økonomi, og nu, en 25 år senere, begynder de at mærke velstanden komme til dem. De har fået eller får i løbet af de næste årtier, hvis altså rapporterne fra FNs udviklingsfond holder stik, råd til lidt mere end at stille sulten. De får rent vand, toiletter med skyl og vaskemaskiner og adgang til skole og lægehjælp.

Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980’erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Indtil videre arbejder disse mennesker for en meget lavere løn, end vi kunne drømme om at gøre – og betaler ofte selv for deres velfærd. Nogle er begyndt at gøre sig som turister, rejser rundt og tager billeder af folk, der kører rundt med børn spændt fast i teltvogne bag på deres cykler og andre eksotiske vaner. Men for et meget stort flertal af verdens befolkning er der endnu lang vej at tilbagelægge, førend de når en vestlig levestandard.

Venstrefløjen forsøger herhjemme at skærme os fra konsekvenserne af den stadigt mere åbne globale økonomi og den deraf følgende konkurrence. Det gør de f.eks. med retorik om løndumping og kapløb mod bunden, som skal signalere solidaritet. Men det er national solidaritet, langt fra socialismens tidligere internationale prætentioner, de signalerer.

Johanne Schmidt Nielsen taler varmt for at øge den indenlandske efterspørgsel med statslige subsidier. I virkeligheden er den kurs en fortsættelse af den Kolde Krigs protektionisme, som kun tjener til at fastholde verdens befolkninger på deres nuværende niveauer; det vil sige den uretfærdige fordeling af goderne, som venstrefløjen altid har beskyldt kapitalismen for at udbrede og fastholde.

Men ifølge FNs udviklingsfond er det færre handelsbarrierer og øget global handel, der danner baggrund for den positive økonomiske udvikling i Asien, Sydamerika og Afrika. Enhedslisten ser ikke, at de jobs, der flytter fra vesten, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske et andet sted på kloden. De ser ikke, at ligheden breder sig, at den globale middelklasse bliver større og at flere og flere kommer til at leve et værdigt liv i selvforsørgelse.

Socialisternes fokus på at øge den offentlige sektor herhjemme og sikre den nationale efterspørgsel gennem subsidierende investeringer er med til at fastholde de dybe skel mellem verdens fattigste og rigeste lande. Kapitalismens konkurrence var åbenbart kun i orden, da den sikrede billige forbrugsvarer til vestens arbejdere. Nu hvor konkurrencen skaber øget lighed mellem verdens befolkninger – det socialismen ellers lovede – er den ikke god nok. Så hvad er egentlig, de moderne socialisters vision for denne verden?

Vi kan alle se, at der er noget galt, når de gamle kun kommer i bad, to gange om ugen. Vi har formodentlig også råd til at løse problemet. Spørgsmålet er blot, om det kan løses ved at udstede statsgaranterede rettigheder. Og det afgørende er ikke, om vi går ind for skattefinansieret velfærd eller brugerbetaling, det hele drejer sig om, hvordan vi prioriterer. Danmark har ikke brug for at Johanne bliver en ny Pia. Verden har ikke brug for flere national-opportunistiske politikere med blikket stift rettet mod det hjemlige. Lokale forhold kan ikke længere adskilles fra globale. Løsningen på den nuværende lokale krise findes ved at støtte den globale udvikling. Og så gør det da ikke noget, at middelklassen vokser i udviklingslande og at flere og flere får bedre vilkår og et værdigt liv i samme ombæring.

Kan borgerkrigen i Syrien føre til en atomaftale med Iran?

Udgivet den 27. september 2013 af Lars Andreassen

590

Kan konflikten i Syrien føre til en fredeligere verden? Det var tanken der opstod just efter, jeg den 20. september havde læst den iranske Præsident Hassan Rouhanis kronik i Washington Post. Den dag, sagde jeg ikke farvel til mine drenge, da de kørte i skole, derimod sendte jeg dem af sted med en bemærkning om, at de måske ville komme til at leve deres voksenliv en fredelig verden. Men hvad skal der til for at konflikten i Syrien kan føre til et forbedret internationalt samfund og en holdbar global fred? Til en begyndelse peger Rouhani på tre afgørende faktorer i sin kronik. Og den tidligere FN-diplomat Kishore Mahbubani har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd.

Den globale magtforskydning

Hvis verdens ledere griber den chance, der er opstået i kølvandet på borgerkrigen i Syrien, så ja. Vi kan være på vej mod en holdbar verdensfred – det synes klart mere sandsynligt end et totalt kollaps i det mindste. Den globale magtbalance har de sidste 20 år forskudt sig. Det er ikke længere vesten mod resten, og heri består chancen for at sige farvel til et uretfærdigt og et derfor dysfunktionelt internationalt system. Et system har først og fremmest, som Kishore Mahbubani skriver, varetaget vestens interesser, hvilket kun har kunnet lade sig gøre på grund af vestens økonomiske dominans. De tider er overstået og det er, som Pr. Barack Obama sagde til FNs generalforsamling i år, på tide at tænke nyt – og i øvrigt styre efter FNs grundlæggende formål, som er global fred.

Karl Fredrik Reuterswards skulptur, Non Violence, som er placeret uden for FNs hovedkvarter i New York. FNs hovedformål er at sikre verdensfreden.

De ændrede globale forhold er det første Pr. Rouhani gør opmærksom på i sin kronik: “The world has changed. International politics is no longer a zero-sum game but a multi-dimensional arena where cooperation and competition often occur simultaneously. Gone is the age of blood feuds. World leaders are expected to lead in turning threats into opportunities.”

Denne forskydning er veldokumenteret. Men for at der kan reformeres er det vigtigt, at verdens befolkninger og ledere indser, at nationale interesser ikke længere kan varetages i skarp konkurrence med hinanden. Det er det andet, Pr. Rouhani gør opmærksom på: ”In other words, win-win outcomes are not just favorable but also achievable. A zero-sum, Cold War mentality leads to everyone’s loss.”

En verdensfred kræver selvfølgelig mere, end en ny præsident i Iran. Det kræver reformer af det internationale system, særligt FNs sikkerhedsråd. Reformer, som på overfladen ikke ser ud til at være i vestens interesse: Vi må afstå indflydelse; eller rettere dele indflydelsen efter almindelige demokratiske principper. Og i det lange løb er det den holdbare løsning.

Syrien-konflikten synes at rumme de elementer, der kan få verdens ledere til omsider at indse dette og handle derefter. Og griber vi i vesten ikke chancen for at gøre verden til et mere retfærdigt, ender det måske med at være os selv, der får vredet armene rundt i internationale forhandlinger – eller bliver sendt helt uden for døren; af Indien, af Brasilien, af Nigeria og Sydafrika og af Kina.

Befolkningen i den vestlige kultursfære udgør kun 12% af verdens samlede, fortæller Mahbubani i et interview i The Economic Times. Og ”[E]very citizen has equal moral worth”, skriver Mahbubani; det er et grundlæggende demokratisk princip. Så er demokrati Asiens befolkning udgør således 55% af verdens samlede population. Vi kan også bare sige, at 88% af verdens befolkning er ikke-vestlige, men 60% af de permanente pladser i FNs sikkerhedsråds kontrolleres af repræsentanter for vesten; USA, England og Frankrig. Rusland og Kina har de sidste to ud af de 5 permanente pladser med vetoret. Sikkerhedsrådet afspejler så tydeligt gårsdagens verden – the Cold War mentality.

Således regeres verden af et mindretal – ikke ulig forholdene i verdens diktaturstater. Denne udemokratiske uretfærdighed bør laves om, og Mahbubani har et muligt forslag til en ny balance i Sikkerhedsrådet, hvilket jeg vender tilbage til.

Det tredje Pr. Rouhani peger på, er identitetsspørgsmålet. Det, Samuel P. Huntington i 1993 under betegnelsen civilisationer, markerede som fremtidens største konfliktårsag. Pr. Rouhani peger præcist på dette spøgelse i verdens konfliktzoner: “We must also pay attention to the issue of identity as a key driver of tension in, and beyond, the Middle East. At their core, the vicious battles in Iraq, Afghanistan and Syria are over the nature of those countries’ identities and their consequent roles in our region and the world.”
Identiteten ligger i det religiøse tilhørsforhold. Og udtalelsen er lige til de folk, der har misforstået eller forlæst sig på Huntington. Pr. Rouhanis fokus på identitet er en slet skjult opfordring til religiøs tolerance – i sin moderne form endnu en vestlig idé.

Fra Pr. Hassan Rouhanis indsættelse i august 2013. Ayatollah Khamenei, Irans øverste leder ses overrække Rouhani et eller andet. Øverst til venstre hænger et portræt af den islamiske revolutions leder, Ayatollah Khomeinei, som i 1979 smed Irans sidste Shah (konge) på porten. Shah Reza Pahlavi var indsat af amerikanerne efter et kup i 1953 på den demokratisk valgte premiereminister, Mohammed Mossadeq. Foto fra den iranske Præsidents hjemmeside.

Det Dysfunktionelle Sikkerhedsråd

I det arabiske forårs jubeldage, kunne vi kun se skræmt og undrende på, Bashir Al Assads svar på den syriske befolknings krav om reformer, og i det lys var det kun naturligt, at man krævede Assads afgang som en del af løsningen. I tilbageblik var det en retorisk fejl, som også Barak Obama’s bemærkning om den røde linje kan hævdes at være.

Men den dybere årsag til passiviteten skal findes i det internationale samarbejdes dysfunktionelle institutioner. Helt præcist i FNs Sikkerhedsråd. Men det er også af denne dysfunktionalitet, at håbet om en fremtidig fred ligger. Ikke for syrerne, desværre, men for alle andre. Da Assad greb til kemiske våben, og Obama dernæst måtte tage sine ord om den røde linje alvorligt og begynde forberedelserne til et angreb på Syrien, stemte det engelske underhus nej til en intervention uden om FN. Obama mistede en vigtig allieret, og fandt dernæst tid til at høre kongressen om deres syn på sagen. I det tidsrum sprang Vladimir Putin til.

Ikke, som han siger, for at forsvare Assads styre, men for at bevare balancen i det internationale system. ”The potential strike by the United States against Syria, despite strong opposition from many countries and major political and religious leaders, including the pope, will result in more innocent victims and escalation, potentially spreading the conflict far beyond Syria’s borders. […] It could throw the entire system of international law and order out of balance.”

Det er ironisk, for det internationale system var ikke i balance før, og netop derfor kunne situationen i Syrien eskalere til det nuværende – for den syriske befolkning – håbløse niveau. Ubalancen i det internationale samfund var netop synlig i Ruslands og Irans alliance med Syrien – og Kinas passivitet. Vesten på den ene side og resten på den anden; eller rettere ortodokse og shiamuslimer på den ene side og vesten og sunnimuslimer på den anden side. Som det fremgår, er der ikke tale om rene civilisatoriske linjer i konflikten. Samtidig skulle den sino-ortodokse-shia-flanke på bekostning af den syriske befolkning endnu engang demonstrere overfor vesten, at vi ikke længere har styrke til at gribe ind på egen hånd. Og i modsætning til så mange gange tidligere, viste det sig denne gang at være sandt.

Det er desuden lettere ironisk, at det formodentlig var Obamas trussel om, at handle på egen hånd uden om FN, der fik Putin til at reagere, springe til i et forsøg på at redde samme system, han selv er med til at ødelægge. Og man må spørge sig selv om Putins udspil er seriøst.

Men under alle omstændigheder er Putin snublet så langt, at han får svært ved at trække i land. Informations mangeårige korrespondent i Beirut og forfatter til en bog om det arabiske forår, citerer 20/9 en anonym vestlig diplomat for at sige, at ”De to sider [USA og Rusland] er nået så langt i processen, at det vil indebære et tydeligt ansigtstab for begge at gå tilbage til veto-nulpunktet.” Og lad os være glade for det, uanset hvor lidt, vi bryder os om Putin.

Putins Rusland kan meget vel blive en af de større udfordringer for det globale samfund i fremtiden. Et verdenssamfund kan ikke stiltiende se til, mens Putin ligeså langsom kvæler det russiske civilsamfund og lovgiver i klar modstrid med menneskerettighederne. Det er et godt spørgsmål, om Putin snublede ind i løsningen af Syrienkonflikten af bare begejstring over det, han opfattede som Obama’s fejltagelser.

Rusland kan meget vel blive den største forhindring for et fornuftigt fremadrettet internationalt samarbejde. Det står helt åbent, om Putin forpligter sig samarbejde efter Syrienkonflikten. Putin har ingen selvstændig politik, blot en nationalisme der manifesterer sig i trods, han er ikke interesseret i demokrati, som Fukuyama for nyligt gjorde opmærksom på, og han skal næppe vente støtte fra sunnimuslimske nationer efter sin alliance med Assad. Hvad er egentlig den gamle KGB-mands vision for sit land? Er han ved at isolere sig selv. I så fald kan han kun komme ud af isolationen ved at deltage konstruktivt i det internationale samfund.

Once in a lifetime

Chancen for seriøse forandringer er her nu. Til at betænke fremtiden, og til at oprette en balance mellem verdens stormagter og skabe et bedre samarbejde mellem planetens befolkninger.

Det ligger ikke umiddelbart for at redde Syrien, men det ligger lige for at oprette institutioner, der tåler betegnelsen verdenssamfund. Og fokus skal være på at skabe et system, som i fremtiden vil være i stand til at forhindre, at en lignende konflikt eskalerer – det kunne være i Yemen, Al-Shahab i Somalia eller Nordkorea.

Irans atomprogram er umiddelbart den vigtigste konflikt at løse. Men bliver Iran en del af dette verdenssamfund har det ikke brug for atomvåben. En samlet (og inkluderende) front og ikke blot en tilfældig (og betalt) alliance mod Iran, vil gøre det enormt svært for Iran at vende tilbage til retorikken fra tiden under Pr. Mahmoud Ahmedinejad.

Det er et spørgsmål om anerkendelse. Den kontroversielle politolog Kenneth N. Waltz (1924-2013), var af den opfattelse, at Iran netop ville have bomben for at blive hørt, og var af den grund ikke nervøs for at landet skulle få den. Og hvad skal iranerne tænke, når de ikke må berige uran? Rouhani taler om deres ret til at forsvare sig, og det er vel rimeligt? Men i en venlig verden har iranerne ikke brug for atomvåben. De har olie, og hvis de formår at forsone sig med resten af verden kan den sælges, og de kan engagere sig i udviklingen af alternative energikilder og befolkningens livsvilkår. Det er ikke blot i Irans interesse, men i alles interesse.

Selvfølgelig er Pr. Rouhani nødt til at gå fra forsonende ord til egentlig handling, som Ray Takeyh kraftigt understreger. Og kommentatorer udtrykker berettiget skepsis over Rouhanis bagland. Irans øverste leder er trods alt Khamenei og ikke Rouhani. Men læs så denne lille opmuntrende analytiske passage af Fareed Zakaria fra Time Magazine:

”During the campaign, Rouhani vigorously attacked the most hard-line candidate in the race, Saeed Jalili – thought to be the favorite of the Supreme Leader – for being unable to come to an agreement with the international community and ease any of the sanctions arrayed against Iran. “It is good to have centrifuges running, provided people’s lives and livelihoods are also running,” he said in a debate, to great applause.”

Det iranske folk har med valget af den reformvenlige Rouhani vist, hvad de vil have – og det gjorde de også under den grønne bølge i 2009, da de valgte Mir-Hossein Mousavi, som blev snydt for sejren. Hvilken interesse kan selv Irans øverste leder, Khamenei have i at være lukket uden for, når hans eneste legekammerater i så fald vil være Rusland, Syrien og Hizbollah. Når Pr. Rouhani i sin tale til FNs Generalforsamling kritiserer andre nationer for at knægte diverse rettigheder, er han tilstrækkelig intelligent – det samme er Khamenei – til at forstå, at hans kritik tillige rammer hans eget land.

I 2009 valgte iranerne den reformvenlige Moussavi til stor irritation for den religiøse elite, som tog valgsejren fra ham. Millioner gik på gaden og protestede mod valgsvindlen og blev slået totalt i smadder af revolutionsgarden. “They Killed My Bro Koz He Asked Where is My Vote”, står der på den unge kvindes skilt. Foto Hamed Zaber, under wikimedias licensaftale.

Vesten, det regerende mindretal

Heldigvis er hverken Iran eller Rusland ikke en stormagter (hvad kan Putin bruge sine atomvåben til?), og USA er ikke længere dominerende, men en vigtig magt blandt lige magter, som Fareed Zakaria har formuleret det i et interview med Clement Kjersgaard. Vesten kan ikke længere obstruere verdens gang, og hvis vi vil forhindre Kina eller andre magter i egenrådigt at bestemme verdens gang – eller blot drømme om det – så er samarbejde også i vores langsigtede interesse. Det kommer til at koste indflydelse, men på lang sigt vil det være en sejr for alle verdens befolkninger. Og hvem andre end de vestlige demokratiske lande har mere erfaring med produktive kompromiser? Hvorfor skulle et demokratiseret internationalt samarbejde ikke kunne fungere?

Jeg har været inde på den skæve fordeling i FNs Sikkerhedsråd, men urimelighederne stopper ikke der. Vestens 12% har 50% af stemmerne i henholdsvis Valutafonden og Verdensbanken, hvor lederne ydermere altid udgøres af europæere og amerikanere. Hvis man forsøger, at sætte sig i andre ikke-vestlige nationers sted, er det ikke mærkeligt, at der er lande, der forfalder til anti-amerikanisk og anti-vestlig retorik – og endog opruster mod vesten.

Mahbubani fortsætter hudfletningen af vestens anti-demokratisme i en knivskarp analyse den 11/9 i Financial Times: ”The G20 website boasts that its 20 members represent almost 90 per cent of the world’s gross domestic product and 65 per cent of the world’s population. At the end of the meeting, 10 G20 countries – representing 12 per cent of the world’s population – supported the American call for action [in Syria]. The maths is clear: 50 per cent of the world’s citizens, a vast majority of the G20 population, did not support the US.”

Tre gange 7 til den evige fred

Mahbubani kan mere end kritisere. Han har været i diplomatiet i 33 år, og har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd, hvor kun England og Frankrig bliver egentlige tabere. Detaljerne i forslaget kan læses i The Great Convergence. Der er ikke tale om det ideelle, men om noget, der måske ikke er helt umuligt, og jeg vil her til en afslutning blot viderebringe en grov skitse af forslaget.

Sikkerhedsrådet skal bestå af 7 permanente medlemmer: EU, USA, Kina, Indien, Rusland, Brasilien og Nigeria. 7 halvpermanente medlemmer, mere præcist en gruppe på omkring 28 lande, der konkurrerer om ansvaret. Det drejer sig om f.eks. Pakistan, der helt klart vil føle sig stødt over Indiens plads, Argentina og Mexico, der vil være fornærmede over Brasiliens plads og selvfølgelig Sydafrika, men også lande som Japan, Vietnam, Tyrkiet, Colombia, samt de store europæiske nationer, endskønt de er permanent repræsenterede via EU, vil være at finde i den gruppe. Det er lande, som alle har en tilstrækkelig størrelse til at kunne betale deres kontingent og stille med tropper og anden assistance til verdens brændpunkter. Endelig 7 lande, der vælges blandt resten af verdens småstater på samme måde som rådets nuværende 10 ikke-permanente pladser.

Med et sådant 7-7-7 Sikkerhedsråd får vi en bedre demokratisk fordeling af mandaterne og dermed større legitimitet, og hver region er permanent repræsenteret, hvilket burde stabilisere geopolitikken. De mellemstore lande skal ikke konkurrere med helt så mange for at få indflydelse, og de kommer oftere til fadet. Fordelen for de mindste nationer er, at de slipper for at konkurrere med de mellemstore.

Europas kriseramte befolkninger må besinde sig, og indse at en fredelig udvikling er afhængig af en fair fordeling af goder – og størstedelen af verdens befolkning har ikke råd til pensioner og årlige ferierejser, de har ikke fri adgang til hospitaler og de er ikke beskyttede mod arbejdsløshed. Som Mahbunani skriver i Why We – especially the West – Need the UN Development System, er den bedste beskyttelse af mindretal et lovbaseret styre. Derfor må vesten leve op til egne idealer om demokrati; hvert individ en stemme.

I en global økonomi, må der være lige adgang for alle – også dem, der lige nu kan lave flere ting billigere end os. Mange europæere og amerikanere tror, at statslige subsidier er vejen ud af krisen, men det er en blind vej. Hvis vi fortsætter ad den, er det ikke en selvfølge, at vi i fremtiden bliver inviteret med, når – ikke hvis – Asiens økonomier vokser sig større end vores. Det kan lige så vel hænde, at resten behandler os, som vesten har behandlet dem.

Griber vi chancen – altså alle verdens nationer – krænger os ud af gamle geopolitiske paradigmer og koldkrigsmentalitet, så kan konflikten i Syrien afstedkomme en verden forandret for altid. Vi kan komme nærmere de Forenede Nationers grundlæggende formål: En fredelig verden.

Håbet er blåt

Udgivet den 17. maj 2013 af Lars Andreassen

118

For denne verdens fattige og undertrykte er håbet blåt. Den liberale kapitalisme og de frie markedskræfter har ført og vil fortsat føre til en mere retfærdig global udvikling, en bedre fordeling af velstand, uddannelse og muligheder. Adam Smiths hånd vil langsomt fratage de privilegerede deres privilegier og privilegere de underprivilegerede. Det eneste problem er, at de privilegerede det er os – i vesten.

”Det, vi er vidner til, er ikke bare afslutningen af den Kolde Krig eller bestemt periode af efterkrigstidens historie, der passerer, men historiens afslutning som sådan: det er endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling og den universelle udbredelse af vestligt liberalt demokrati som den sidste menneskelige regeringsform,” skrev den amerikanske professor i International politik, Francis Fukuyama i sit berømte essay The End of History (som i 1992 blev til en hel bog) få måneder før murens fald i 1989.

Socialismen som idé var død, mente Fukuyama. Om end den i praksis spræller, vil ingen nogensinde tage idéen alvorligt igen al den stund, den svigtede de befolkninger, den lovede en bedre tilværelse. De øvrige politiske alternativer – nazismen, fascismen, nationalismen, kommunismen og marxismens – var enten døde eller i dødskramper. Triumfen for den økonomiske og politiske liberalisme var indlysende. Verden var ikke perfekt i 1989, men i det mindste vidste man nu, hvilke politiske idealer man skulle rette sig efter fremover.

Rismark, Vietnam. For en generation var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990'erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet - og ligefrem eje deres marker - hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Rismark, Vietnam. For blot en generation siden var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990’erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet – og ligefrem eje deres marker – hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Med den videnskabelige og teknologiske udvikling ville vi gå en fredelig tid i møde. Folk ville blive mere velstående og i takt hermed, bedre uddannet og efterhånden ville de kræve frihed og indflydelse på deres eget liv. Den teknologiske udvikling vil automatisk kræve bedre uddannede befolkninger, der forstår teknologierne og kan betjene dem. Den bedre uddannelse vil medføre bedre indtjeningsmuligheder og vil samtidig oplyse verdens befolkninger, gøre dem bevidste om de basale rettigheder, som de derfor vil kræve, at deres regeringer respekterer. Kort sagt, verdens befolkninger ville efterhånden indse, at ingen er bedre end andre og de ville kræve respekt, demokrati og rettigheder.

Alt tyder på, at Fukuyama får ret i sine spådomme. Det arabiske forår er næppe gået læserens opmærksomhed forbi, og skønt ingen endnu kan forudsige, om det vil føre til mere demokratiske tilstande i Mellemøsten på kort sigt, kan ingen betvivle, at de unge mennesker i Algier, Tunis og Kairo demonstrerede for mere indflydelse og en højere grad af frihed. Måske dette ”oprør” begyndte med den grønne bevægelse i Iran og måske det netop overståede valg i Pakistan bevidner tendensen. I hvert fald viser seneste rapport fra FNs Udviklingsfond, betitlet The Rise of the South, at det går fremad i økonomisk henseende. Flere af de delmål, det internationale samfund satte sig for bekæmpelse af global fattigdom er allerede nået.

Det går fremad – den globale middelklasse boomer

Budskabet er det samme i Kishore Mahbubanis bog The Great Convergence. Asia, The West, and the logic of one world fra i år. På flapteksten kan man læse følgende optimistiske budskab:

”Global fattigdom er ved at forsvinde. Den globale middelklasse boomer. Mellemstatslige krige er blevet en solnedgangsindustri. Aldrig har så stor en procentdel af verdens befolkning været så veluddannede og berejste som i dag. Vi bliver mere integrerede og sammenkoblede. Potentialet for en fredelig ny global civilisation udvikler sig næsten ubemærket for vore øjne.”

Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom er faldet med 600.000.000. Fra 2 mia til 1.4 fra 1990 til 2008 ifølge FN. Den globale middelklasse består lige nu af omkring 1.845 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 6.8 mia. Middelklassen defineres af FN som dem, der tjener eller bruger mellem 10 og 100 dollars om dagen, og man forventer at den – her midt i en global krise – vil vokse til 3.249 mia mennesker i 2020, hvis udviklingen fortsætter som nu. I 2030 vil den bestå af 4.884 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 9 mia. Ifølge Hans Rosling, ekspert i befolkningssundhed, er fødselstallet drastisk dalende og verdens befolkning vil stagnere på omkring 10 mia i 2050. Til sammenligning har en familie, vi i Danmark definerer som arbejderklasse dagligt over 112 dollar til fri disposition. Ser vi på den gennemsnitlige indtægt for børnefamilier, viser en analyse fra 2013 begået af Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4, at gennemsnitsindkomsten ligger på omkring 317 dollar om dagen før skat. Og i Danmark er lægebesøget, hospitalsregningen, asfalten og uddannelse dækket ind på forhånd via skattebetalingen.

Eftermiddagstrafik på infaldsvej til Hanoi.

Hanoi, Vietnam. Der er livlig trafik på Hanois indfaldsveje. Ifølge lokale kilder bor der omkring 9 mio mennesker i Hanoi og omegn. Halvdelen af dem har skiftet cyklen ud med en scooter og drømmer nu om en bil.

Væksten i middelklassen finder primært sted i Asien og Stillehavsområdet, hvor den globale andel af middelklasseborgere forventes at vokse fra 28% til at udgøre 53% i 2030. I Kina er antallet af ekstremt fattige reduceret fra 60% af befolkningen til 13%. Den afrikanske middelklasse vil ikke øge sin procentuelle andel på globalt plan, men forblive på 2%, vurderer man. Det betyder dog ikke, at der ikke er fremgang på kontinentet. De bevarer en andel på 2%, hvilket betyder en stigning i det faktiske antal. Men her skal der gøres en indsats for at skabe – for afrikanerne – bæredygtige handelsaftaler.

Børnedødeligheden er faldet fra 101 per 1000 fødsler til 69 for børn under 5 år. Hver dag overlever 12.000 flere børn, end i 1990. I landene syd for Sahara har man samlet set øget skolegangen med 18% fra 1990 til 2009. I nogle af verdens mindst udviklede lande, så som Benin, Bhutan, Burkina Faso, Etiopien, Guinea, Mali, Mozambique, Niger er skoleindskrivningen steget med 25% i samme periode.

”Kun få forventede, at børnedødeligheden ville falde, at den forventede levealder ville stige, at sulten ville aftage, og at flere ville opnå læsefærdigheder. Og alligevel gør Afrika gode fremskridt på alle disse områder. De [skeptikere] vil blive chokerede over at opdage, at selv de fattigste dele af verden gør hurtigere fremskridt, end de nogensinde før har gjort i menneskets historie.” (Mahbubani 2013:19).

Uden for den vestlige og anglosaksiske verden lå andelen af folk med basale skolekundskaber på omkring 40% i 1900. Det tilsvarende tal er nu 86%. Det betyder en mere oplyst befolkning, som ikke blot kræver bedre hygiejne for at bekæmpe basale infektioner i hverdagen, de kræver også skolegang til deres døtre og de kræver regeringer, der respekterer deres rettigheder. De vil have køleskabe, rindende vand, elektricitet, WC’er, TV’er og biler. Disse forbrugsgoder, skriver Mahbubani, repræsenterer stadig det gode liv og folks forhåbninger uanset, hvor på kloden, de befinder sig,.

Udviklingen finder sted på et tidspunkt, hvor vi taler om kapitalismens krise. Der er ingen krise. Det, der er tale om, er en allokering af ressourcer. Vestens borgere er pressede på deres jobs og lønninger, men resultatet er en mere retfærdig fordeling af ressourcerne på globalt plan. Kapitalismen virker således, som den altid har gjort. Den sørger for at pengene ender i de lommer, der producerer bedst og billigst. En åben økonomi, med fair regler for samhandlen, fri for uretfærdige restriktioner, toldmure og statsstøtte fra velpolstrede velfærdsstater til urentable virksomheder (f.eks. landbrugsstøtte) sikrer fremgang for verdens underprivilegerede.

Venstrefløjen vogter uretfærdigheden

Hvert job, der lige nu flytter ud af DK eller andre vestlige lande, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske i et andet land. Det vil venstrefløjen og fagforeningerne ikke acceptere. Med stadigt strengere krav til miljøstandarder og arbejdsforhold vil de med vold og magt holde verdens fattige fra fadet, fordi de ikke indser at disse folks mulighed for et bedre liv – og med tiden bedre arbejdsforhold – netop er global handel. Deres store fordel er det lave lønniveau, og det forsøger venstrefløjen at beskytte sine vælgere mod med misforstået retorik om løndumping og et fælles kapløb mod bunden. ”Ja,” siger Udviklingsminister Christian Friis Bach til Notat, ”standarder er ved at blive en af de vigtigste handelsbarrierer, som verdens fattige lande støder ind i.”

Socialisternes fokus på at øge den hjemlige offentlige sektor vil fastholde det dybe skel mellem rige og fattige lande; fortsat global uretfærdighed. Det er konsekvenserne af Enhedslistens, Socialistisk Folkepartis og Socialdemokraternes tankegang. Vi mangler efterspørgsel siger Johanne Schmidt-Nielsen og det har hun sagt flere gange. Venstrefløjen vil skaffe arbejdspladser i Danmark med statsstøttede ordninger, der skal øge den indenlandske efterspørgsel. Det er et eksempel på, at venstrefløjen vil sikre den privilegerede stilling, vi allerede har. Som om danskerne ikke har råd til at skifte til termoruder, hvis det var det, de ville.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Venstrefløjen har mistet sit analytiske kompas. Den presser sit marxistiske konfliktskema ned over alt, den ser. Men den gør det kun på nationalt plan og har helt mistet sine internationale prætentioner, og ser derfor ikke, at denne verdens underkuede ikke findes i vesten. Lidelserne findes andre steder i verden, men der går det fremad takket være den kapitalistiske økonomis globale konkurrence. Den flytter arbejdspladser og indkomster, skaber nye håb og drømme om en bedre fremtid hos befolkninger, som ikke før har haft råd til at drømme.

Fakta viser, at det går fremad. Og det skyldes blå politik. Venstrefløjen, de vestlige fagbevægelser, Occupy-bevægelsen og de mange autonome aktivister har uretfærdigheden på deres side. Venstrefløjen agerer kustoder på museet for det vestlige menneskes historie. Den forsøger at bevare fortidens privilegier for nutidens privilegerede.

Det, der dybest set bekymrer os vesterlændinge, er ikke om, vi har råd til at komme til lægen eller på hospitalet, om vi har råd til at transportere os på arbejde eller give vores børn en ordentlig uddannelse. Nej det, der bekymrer os, er, om vi har råd til den næste skiferie, sommerferien på Tenerife og en tur i Tivoli. Om der bliver råd til diverse elektriske himstregimser og den nyeste designervase til jul. Moderne rød politik og såkaldt progressiv aktivisme går ud på at sikre disse privilegier – disse sofistikerede forbrugskrav – for den vestlige verdens befolkning. I politisk henseende er det den blå fane, der signalerer håb for alverdens fattige. Den røde fane blafrer med krav om mere fritid og fede pensionsordninger til vestens velfærdsforkælede borgere. Men når ikke vi arbejder, så er der andre, der må gøre det for os.

”Verden forandrer sig,” skriver den kenyanske kommentator Gitau Warigi, ”og Deres excellencer fra Europa bliver nødt til at tilpasse sig de tider. Kina er allerede verdens næststørste økonomi og ser ud til at blive den største inden årtiets udløb. Brasilien overhalede Storbritannien i år og blev den sjette største økonomiske magt i verden, og jeg vil vædde på, at landet vil overhale Frankrig inden årets udgang for at blive den femtestørste. At ligge i med små egoer fra lande, hvis økonomier og globale magt hurtigt svinder, giver ikke megen mening.”

Regelbaseret global økonomi og internationalt samarbejde

Ifølge Mahbubani er det mere internationalt samarbejde baseret på ”the rule of law,” udviklingslandene har brug for. Og mens den globale magtfordeling langsomt ændrer sig til fordel for verdens fattige og USA og de vestlige lande ikke længere kan trumfe deres vilje igennem i de internationale organisationer, går diverse ”progressive” aktivister på gaden og kæmper den globale overklasses kamp. I 1999 vandt demonstranter ved WTO topmødet i Seattle (glimrende filmatiseret i Battle of Seattle), ifølge Mahbubani en kortfristet sejr, da det lykkedes dem, at få USA’s Præsident, Bill Clinton, til at give ”efter for nogle demonstranter og fagforeninger og [forlade] en global handelsrunde for at pacificere nogle få tusinde havne- og andre arbejdstagere i Seattle.” (Mahbubani 2013: 162).

Allerede i 1994 lovede de vestlige lande, at de ville opgive støtten til deres landmænd, men man har endnu ikke gjort det. I forbindelse med Doha udviklingskonferencen i 2001 fingerede USA et sammenbrud i forhandlingerne for ikke at komme til at fremstå som ”the bad guy,” da de ikke ville opgive støtten til deres egne bomuldsproducenter, og derved give afrikanske bomuldsbønder en chance på verdensmarkedet. (Mahbubani 2013: 176).

Når det internationale samarbejde ikke fungerer, er det fordi de vestlige regeringer endnu er så magtfulde, at de kan trumfe deres privilegerede og demonstrerende befolkningers vilje igennem. Men det er en stakket frist. De vestlige økonomier bliver mindre og mindre betydningsfulde. Og Grækerne bliver ikke bedre stillet af at tegne hitlerskæg på Angela Merkel og franskmændene får ikke deres industri tilbage af at besætte fabrikkerne.

Mens vi i vesten leger ”civilisationernes sammenstød” og med alle midler forsøger at beskytte vores egne økonomier, har Indien og Kina fundet ud af at samarbejde om de for dem store betydningsfulde ting, som f.eks. udviklingen af olieindustrien i Sudan. ”Kina foretrækker ”the big stuff” som passer Afrika bedre,” skriver Warigi. Europa kan så specialisere sig i småting.

Både Indien og Kina har sammen med de øvrige udviklingslande en interesse i et åbent regelbaseret og styrket globalt handelssamarbejde, åbent og regelbaseret således at USA og vesten ikke kan trumfe deres vilje igennem ved at vride armen om på diverse svagere stater i bilaterale aftaler. Når de sammen med de øvrige BRIKS-lande foreslår en ny udviklingsbank (BRIKS-landene er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), er det nok på tide at de vestlige landes befolkninger får øjnene op for deres dalende betydning og begynder at se med friske øjne på deres privilegier. FN-organisationerne repræsenterer for de fattige et lov-baseret internationalt samarbejde og dermed en vej til mere global retfærdighed. Til gengæld viser dokumenter fra wiki-leaks at vesten og i særlig grad USA modarbejder FNs agenda i så henseende. Som Samuel P. Huntington skrev: ”enhver historiker ved, forsvinder civilisationer og begraves under tidens sand.” Og lige nu tipper magtbalancen i verden. Tyngdepunktet fjerner sig fra vesten.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Arbejdspladser, kapital og teknologi vil med fair handelsregler bevæge sig over landegrænser til fattigere befolkningers lande. I de lande vil det skabe vækst, virksomhederne vil udvikle sig og kræve bedre uddannet arbejdskraft, som disse lande på grund af væksten, i højere grad får mulighed for at leve op til, hvilket vil øge væksten yderligere. Og efterhånden bliver det dyrere at producere i disse lande, hvorved vi igen – efter nogle års tilbagegang – atter bliver mere konkurrencedygtige. Resultat: en mere ligelig fordeling på globalt plan.

Det fremgår af FNs Udviklingsrapport 2013, at de globale markeder har spillet en nøglerolle for den positive udvikling i verdens fattige lande. Andelen i den globale handel forrykker sig i disse år til fordel for de sydlige lande, mens den viger for de gamle økonomier i Australien, Canada, EU, USA og Japan.

Det er som Francis Fukuyama profeterede tilbage i 1990’erne. FN Udviklingsfond og Mahbubani dokumenterer det blot.

Socialismens død

Mahbubani er helt på linje med Fukuyama, når han skriver, ”Historien har givet de kommunistiske centralt planlagte økonomiske styringssystemer et dødsstød. Og ja, Nordkorea er her stadig, men hvem vil kalde det et levedygtigt samfund. Selv Cuba åbner gradvis sin økonomi og går forsigtigt i fodsporene på Kina og Vietnam, to af de mest dynamiske økonomier i verden.” Og sammen med den økonomiske vækst kommer kravet om uddannelse som igen vil forstærke hinanden. Efterhånden vil vi se flere krav om indflydelse og demokrati i verdens fattigste egne.

Det allersidste der mangler, er, at denne verdens socialister omsider forstår, at deres idé har tabt, at de melder sig ind i den fælles kamp for en mere retfærdig verden. Socialismen har ingen steder skabt varig og holdbar fremgang for den brede del af befolkningen – i stedet har den skabt sine egne privilegerede klasser. For både Kina og Vietnam gælder det, at fremgangen begyndte da man gav køb på de socialistiske principper.

En Westfalisk fred – for verdens borgere

Udgivet den 1. december 2012 af Lars Andreassen

Akutplan, forbedret konkurrenceevne, bedre uddannelse eller lavere lønninger er ikke frelsen. Ikke i det lange løb. Der skal nyt til. Helt nyt. En ny global westfalisk kontrakt mellem alverdens borgere, som arbejder for transnationale venskaber og samvirke frem for gensidig udryddelse. Højskolerne gjorde det engang for Danmark. Lad os gøre det igen.

Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

”En dag i slutningen af 1850’erne kom to jyske bønder fra Balle vest for Vejle gående hjem over markerne med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals. De havde været på et tre-ugers sommerkursus hos Kristen Kold i Dalum, og nu var de på vej hjem til deres landsby.

Vi ved ikke, hvad de sagde ved hjemkomsten, men vi forstår, at når to jyske bønder kommer gående med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals, så er der hændt dem noget usædvanligt. Og vi ved, at det lille bondesamfund, de vendte tilbage til, vendte op og ned på alting i de næste 30 år.”

Det er et af mine yndlingscitater; begyndelsen på Frederik Christensens selvbiografi Med livet i højskolen. Hvad de sagde, da de kom hjem, ved vi ikke. Men vi ved, at de havde været på Højskole, og at de efter hjemkomsten vendte op og ned på alting. Vi ved også, at lignende ting fandt sted overalt i landet. Nye forretningskonstruktioner voksede frem. Vi kender dem som globale og transnationale aktører, Arla, Coop, Danish Crown og Tulip International, men de begyndte alle som små brugsforeninger, andelsmejerier og slagterier skabt og drevet af bønder, som kunne se en individuel interesse i at slå sig sammen.

Konkurrencelogik og Naturret

Er det ikke muligt, at gentage dette oplysningens og fællesskabets kunststykke i et globalt perspektiv. Hvad skulle egentlig forhindre os i det? Udover almindelig usikkerhed og magelighed. Noget nyt må til. Fremtiden vil se undrende på akutplanens institutionaliserede uretfærdigheder; de lavere lønninger, som blot er en ny form for devaluering, en måde at eksportere problemer på. Og ser man bort fra, at ikke mange i Danmark vil lide alvorligt af lidt mindre på kontoen i en årrække, er tanken om lavere lønninger ikke rar at trække med ud i fremtiden. Noget andet er, at man ikke belemret andre med sine problemer, dem løser man. Og løser dem sammen, selvfølgelig, hvis man har været flere om at skabe dem.

Mere uddannelse er fint. Og det lyder besnærende, når politikerne forsikrer os om, at vi skal kæmpe os ud af krisens tider med uddannelse og forskning. Og hvad andet er der at opfordre ungdommen til. Det er en evig kilde til glæde at se unge mennesker uddanne sig og blive dygtigere, mere myndige og selvstændige, men glæden blandes med bitterhed, når man samtidig diskuterer krise med dem, og belærer dem om, at den viden og de kompetencer de tilegner sig ikke blot er til glæde og gavn, men snarere et led i national oprustning. Det eneste, der kan redde dem fra materiel armod og for tidlig død.

Og ærlig talt, de har fanget den med forskning og uddannelse på den anden side af kloden. De er jo ikke dummere, end os. Så med den form for tænkning ender det med, at vi konkurrerer hinanden ihjel. Og hvorfor skulle vi egentlig det. Vi doper os før eksamen eller snyder med opgaverne. Og vi fravælger uønskede fostre, hvordan skal det ikke gå den dag, vi kan vælge egenskaber til. Hvem vil ikke vælge konkurrencedygtige egenskaber til sit barn, den dag naboen gør det samme for sit afkom. Hvorfor egentlig ikke være på forkant og sørge for at pode lidt ekstra synaptisk styrke i DNA’et på dit afkom. Det er ikke optimering, det er overskridelse. Det er et skridt frem på status quo.

I Debatten den 16. november forsøgte Asger Aamund, at gøre vores politikere og os opmærksomme på, at det ikke blot er virksomheder, men også lande der kæmper om velstanden for at få råd til velfærden. Det fik mig til at tænke på den gamle samfundstænker Thomas Hobbes (1588-1671) og hans hovedværk Leviathan, skrevet i skyggen af trediveårskrigen, hvori han gør rede for, at ethvert menneske har en naturlig ret til at sikre sig sin egen overlevelse. Vi ligner hinanden så meget, skriver han i kapitel 13, i ”henseende til kroppens og sindets evner,” at vores håb og mål også er identiske. Og hvis to mennesker ”begærer samme ting, som de ikke begge kan nyde, og på deres vej mod de Mål, de har sat sig (som først og fremmest er deres selvopretholdelse, men undertiden blot deres Nydelse), stræber de efter at tilintetgøre eller undertvinge modparten.”

Altså må man sikre sig, hvilket bedst gøres ved forudseenhed,

”hvilket vil sige, at man med magt eller ved list gør sig til herre over så mange personer, som man kan overkomme, indtil man ikke længere kan få øje på en magt, der er stor nok til at den kan nedkæmpe én: Og dette er ikke mere, end hvad éns selvopretholdelse fordrer, hvilket er almindelig accepteret.”

Hobbes tænker videre og ender med at menneskene i stedet for at ligge i evig strid med hinanden fornuftigvis slutter sig sammen i institutionelt regulerede fællesskaber. Politiske fællesskaber. Typisk for at sikre sig mod ydre fjender. Individerne sikrer sig via statssammenslutninger, som nu kan strides indbyrdes. Efterhånden som årene går – og anden verdenskrig afsluttes – flytter den statslige konkurrence langsomt men sikkert væk fra slagmarken og ind i den globale handel.

Globalt Samvirke

Problemet er, at logikken følger med fra slagmarken ind på markedet og menneskearten har ikke siden Hobbes ændret sig i henseende til kroppens og sindets evner, mål og stræben. Krig er ikke længere politik med andre midler; det globale marked er krig med økonomiske midler. Hvis vi har Hobbes med i eftertanken, hvordan skal så formulere vores næste skridt? Jeg foreslår Højskole om igen – ikke blot danske bønder hånd i hånd over marken, som vender op og ned på tingene, men danskere side om side med ungarer, vietnamesere og ugandere og så videre – i nye globale fællesskaber. Udvikle nye forretningsmodeller og måske en mere fair konkurrence i globale samvirker.

Viden er – som de gamle grækere sagde – godt i sig selv. Det må vi holde fast i. Og viden er magt, som Francis Bacon (1561-1626) sagde. Viden er fantasiens brændstof, og jo mere fantasi desto flere muligheder. Og jo flere hoveder, der deler viden og fantasi, desto nemmere og sjovere bliver det at realisere fantasierne. Og ligesom vi bør stræbe på at realisere disse fantasier i fællesskab, så bør vi også stræbe efter at nyde resultaterne i fællesskab. Forskningen viser lige nu, at vi er klogere i fællesskab, end vi er hver for sig. Som Thomas Malone, lederen af MIT’s Center for Kollektiv Intelligens, siger her, så er det ”important to realize that intelligence is not just something that happens inside individual brains.” Der findes selvfølgelig også kollektiv stupiditet, så spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi har gang i lige nu, og ikke mindst hvad vi får gang i.

Man kunne frygte, at vi ville gå i stå, hvis ikke vi af og til følte os en anelse truede på livet. Og den fare er reel, men det burde også være muligt at gøre det anderledes. Der er benhård konkurrence i superligaen, både spillere og hold bliver bedre, men det er 90 minutter ad gangen, hvorefter de har ro til træning og udvikling. På det globale marked er det 24/7, hvorfor vi risikerer at konkurrere hinanden ihjel. Flere iværksættere er drevet af et ønske om at hjælpe til – også af udsigterne til personlig gevinst – men også af et oprigtigt ønske om at hjælpe; de skaber smarte løsninger i form af malarianet, genmodifcerede planter, der kan spore landminer, sugerør, der kan rense forurenet vand til vækst, glæde og gavn. Selv de bedste fællesskaber kan ikke afskaffe arbejde og gøre vores fornødenheder – nødvendige såvel som mere luksuriøse – gratis. Og vi skal jo heller ikke lave det samme. Øget specialisering vil være nødvendigt i mange år fremover. Men måske det er muligt at have en fair spredning af rigdomme for øje og i højere grad rette private investeringer mod noget, der gavner den globale udvikling og ikke blot den personlige profit. Det er i hvert fald en beslutning, der står enhver formuende frit for.

Frygt til morgenmad

”Ja godmorgen det et blevet tirsdag, og vi står foran endnu en dag med udsigt til finanskrise. En finanskrise, der er som en rutsjebanetur. Først kilder det bare lidt i maven, når det begynder at gå ned ad, men efterhånden kommer bekymringerne. Specielt når det viser sig, at det ligesom aldrig går op igen i den her rutsjebane. Det går bare ned og ned og ned og ned, og politikerne, der også er med om bord, leder og leder efter den knap, der kan bremse vognen.”

Vi fodres med frygt og bekymringer til morgenmad, som her af Ole Brink fra P1 morgen 28/10 – 2008. Og når vi hører om BRIK landenes milliardstore befolkninger (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), som også har fundet ud af, at uddannelse er vejen frem og oven i købet arbejder langt billigere, end vi gør. Før BRIK landene var det de asiatiske tigre, Hong Kong, Taiwan, Singapore og Sydkorea. Inden længe er det Indonesien og Vietnam. Fortæl mig hvem vi ikke skal frygte.

På højskolerne overkom bønderne deres skepsis for nabosognets folk og fandt ud af – som Hobbes skrev – at vi er temmelig ens, at vi kan arbejde sammen og udvikle os sammen. Og det kunne være slemt dengang – alle de uforståelige dialekter: ”Folk, der sagde æ Hæjst i Stedet for Hæjsten, kunne Tordenkalven ikke lide, de var ikke af hans egne,” som Johannes V. Jensen skrev om Tordenkalven i sine Himmerlandshistorier. ”Hans Sprog var rigt, sikkert og udtryksfuldt og det dannede Grænsen for hans Verden; hans vandringer strakte sig aldrig uden for Dialektomraadet.” Og sådan er det overalt i verden, sproget sætter grænser; det er ikke kun os, der dansker for meget. Men disse grænser er overkommelige. Lad os gentage højskolernes kunststykke globalt.

Vi dansker for meget

Udgivet den 16. november 2012 af Ole Buch Rahbek

Den almene dannelse har vanskelige vilkår da opfattelsen af denne står på skuldrene af en utilstrækkelig, forældet og nationalromantisk forestilling om danskheden i centrum. De danske højskoler bør derfor gå forrest i kampen for en internationalisering af dannelsesbegrebet og sikre den ualmindelige dannelse.

Af Ole Buch Rahbek, Mellemfolkeligt Samvirke

Når begrebet ”almen dannelse” diskuteres og konkretiseres, må man ofte konstatere, at”det nationale” bliver gjort til et meget centralt begreb. Dette sker oftest i det formelle uddannelsessystem men desværre ligeledes i Højskolerne. I det formelle uddannelsessystem – i folkeskolen, på fagskoler, gymnasier, handelsskoler, på universiteter, professionshøjskolerne trives ”det danske” i bedste velgående. Her undervises på dansk i kanoniserede danske klenodier og der fortælles om en ny kolonitids ekspeditioner til Nordpolen for at annektere den arktiske undergrund.

På højskolerne kommer det forældede dannelsesideal netop til syne via en temmelig snæver lovgivning, eksempelvis når det kommer til muligheden for længerevarende studieture til udlandet – og ligeledes når skolernes jagt på internationale elever begrænses eksponentielt med udsigten til en lavere elevstøtte via EU-midler og CIRIUS-ordningen. Måske skyldes dette et manglende fællesudgangspunkt for højskolernes mission, en mission som ikke må drukne i aldrende højskoleparoler og forældede nationalromantiske forestillinger om samlingen af det danske folk som én monolitisk masse.

Problemet er, at højskolerne risikerer sin eksistensberettigelse som en skoleform med folkelig oplysning og almindelig dannelse som idealer, hvis ikke der tænkes nyt, anderledes og internationalt. Den almene dannelse i et nationalt perspektiv er er for snævert til at bære en særlig skoleform som højskolerne. Hvis ikke højskolerne udvider læringsfeltet, kan det således være svært at få øje på, hvad formålet egentlig er? Ligeledes kan man forestille sig at elevgrundlaget blandt unge forsvinder, hvis der ikke tænkes nyt.

Internationalisering af højskolerne

Kai Hoffmanns ord ”Så Syng Da Danmark Lad Hjertet Tale” pryder bagsiden af den seneste udgave af Højskolesangbogen. Dette på ingen måde tilfældigt. På højskolerne følges opfordringen flittigt, hvor der synges fra hjertet – på dansk. At højskolesangbogen rummer mange gode sange på dansk, og tilsvarende få på engelsk, er et symptom på en tendens som trækker spor helt ind højskolelovens efterhånden forældede dannelsesidealer. Problemet er, at nationalstaten for længst har passeret sin udløbsdato som det samlende for befolkningens fælles dannelsesidealer. Det er på tide at spørge, om højskolernes – og nationens – fælles dannelsesbegreb ikke bør gøres ualmindeligt?

Nogle gange skal man ændre sin praksis for at opnå sand refleksion og højskolerne rummer potentialet til at gå forrest i kampen for forståelsen af verden som en mangfoldig af slagsen. Loven skal ændres således at højskolerne får mulighed for studieture til fjernere destinationer og med længere ophold, der skal gives tilskudsmuligheder for at hente lokale ressourcer ind fra hele verden, som kan berette om personlige erfaringer og herigennem vække til handling iblandt unge og ikke mindst skal højskolerne turde at satse på faglighed med internationale vinkler, medborgerskab og kulturmødet i centrum.

En del af problemet og højskolernes læringsmæssige udfordring er dog, at det er vanskeligt at arbejde med det globale som begreb, da diskussionerne ofte er baseret på tro og idealer. Dette skyldes at vi har meget ringe adgang til ”det globale” og at vores viden og erfaringer begrænser vores handlekraft og viljen til forandring markant! Et godt eksempel er, at klimakatastrofen ér i gang, og at det tilsyneladende ikke er nok at vise konsekvenserne på tv. Det er bydende nødvendigt at tale med de mennesker som krisen berører, at skabe rum for udveksling af erfaringer og viden, give denne viden videre til andre og dermed skabe grundlag for forandring. Derfor skal højskolerne ud i verden og tage sagerne ved selvsyn. Fokus for Højskolernes efteruddannelse for lærere (HPU) må nødvendigvis internationaliseres og gøres relevant i forhold til den virkelighed som omgiver vores eget land og erstatte det antikvariske tilbageblik på højskolernes nationale udgangspunkt. Et udgangspunkt som Grundtvig med stor sandsynlighed ville erstatte med et internationalt den dag i dag.

Ualmindelig dannelse

Da Grundtvig formulerede sine tanker om den danske folkehøjskole var Danmark et land i krise. Der var behov for tanker og ord, som kunne samle landet som nation og herigennem opbygge en fælles kulturarv som grundstenen til en velfungerende stat. Tiden er nu anderledes. Det er ikke længere Danmark som skal samle sig, men det er nødvendigt, at verden rykker tættere sammen i behovet for fredelige løsninger på konflikter og kultursammenstød. Grundtvig vidste at et svagt nationalt demokrati ender med ulykkelige kompromiser, sagen er dog, at et svagt international sammenhold ender i ragnarok!

Ualmindelig dannelse er internationalt udsyn! Når unge danskere ved mere om amerikansk politik end flertallet af amerikanere er de ualmindeligt dannede – når de citerer Kurt Cobain, Bob Dylan og måske Shakespeare og samtidig kan placere Danmark i verden er de ikke blot dannede, men ligeledes folkeligt oplyste i en moderne verden. Idealet er at danne grundlaget for at kunne opbygge sociale relationer på kryds af grænserne og at indsamle viden og erfaringer som omfatter et begreb om internationalt medborgerskab.

vidanserforlidt.dk

Debatterende tekster med filosofisk tilsnit om hverdagens glæder og genvordigheder

Tag-arkiv: globalisering