En tur bort fra nuet

image_pdfimage_print

Jeg vil med overskriften in mente starte med at fortælle om noget, der allerede er sket – et stykke tid før nu. En aften for nogle uger siden befandt jeg mig på en højskole, hvor jeg havde brugt det meste af dagen på at spille glamrock. Det var gået hen og blevet festligt, og selvom festlighedernes væsentlige omdrejningspunkt på det rytmiske musikkursus stadig var musikken, så lod det til, at stemningen i den lille cigaretrygende klynge (hvor jeg havde tilbragt det meste af aftenen), var gået hen og blevet filosofisk. 

af Rasmus Kjær, forfatter til Selvhjælp på Hovedet

I hvert fald fik én af mine medrygere lyst til at indvie os i en indsigt, som han for nylig havde erhvervet sig. ”Nu har jeg faktisk interesseret mig for filosofi i nogle år, og nu er jeg er kommet frem til den indsigt, at der vel egentlig ikke eksisterer andet end det, der er lige nu og her. Lige meget hvad kan vi ikke ændre ved fortiden, og fremtiden den er jo først lige om lidt”.

Wooow! Vi råbte alle sammen skål og skyndte os at suge ekstra hårdt i cigaretten. Det virkede som det helt rigtige at gøre. All in, lige nu. Men i virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og om ikke andet, ubrugeligt postulat. Jeg synes heller ikke, der er tale om et særligt originalt postulat. Faktisk oplever jeg hele tiden skriverier, udsendelser, kursustilbud og også en god portion fuldemandssnak, hvor nuet hyldes som kur imod næsten al dårligdom i verden. Og skulle jeg kort have glemt, hvor vidunderligt nuet er, så minder svigermors boghylder mig om det. Her vrimler det med titler, der opfordrer mig til at være mere tilstede her og nu. ”Lev i nuets kraft”, ”Grib nuet”, ”Nyd nuet”, ”Mærk livet – elsk med nuet”.

"Hvad nu hvis vi bare er sådanne små tingester, og vi bare ligesom er en del af et så stort univers, at vi ikke engang ved det findes?" Spørger det ene insekt. "Mand, det er bare så dybt," replicerer et andet. Fra Dreamworksproduktionen Antz, 1998.

“Hvad nu hvis vi bare er sådanne små tingester, og vi bare ligesom er en del af et så stort univers, at vi ikke engang ved det findes?” Spørger det ene insekt. “Mand, det er bare så dybt,” replicerer et andet. Fra Dreamworksproduktionen Antz, 1998.

Vi er med andre ord godt og grundigt fedtede ind i opmærksomhed på nuet, og hvis vi ikke griber nuets glæder nu, risikerer vi tilsyneladende at blive enten rigtig kedelige eller rigtig ulykkelige. For skal vi tro de selvhjælpsforfattere, som mest ihærdigt prædiker nuet, ja så er nuet det eneste, som er reelt eksisterende. Hvis man er til stede i nuet, opfatter man livet mere intenst. Den der er til stede i nuet bruger ikke tiden på at ærgre eller bekymre sig. Den der dyrker nuet fuldkomment vil være mere fokuseret i mødet, nyde ferien mere og hygge sig mere til familiemiddagen.

Mange er ifølge NUHUU-bøgerne alt for optagede af at føle had, skyld eller sorg på grund af tidligere tiders hændelser. Hændelser de alligevel ikke er i stand til at ændre på i dag. Eller også gruer de for eller har forventninger til en fremtid, de alligevel ikke ved noget sikkert om. Hvis disse mennesker i stedet koncentrerede sig fuldt ud om at leve livet i nuet, ville de også blive bedre til at reagere hurtigt på de udfordringer forskellige livssituationer måtte byde dem. Som blandt andre Eckhart Tolle, der har skrevet bestselleren ”Nuets kraft” skriver, må vi dels løsrive os fra den psykologiske tid, der får os til at tænke på andet end nuet (når manden på intim wellness date med konen ikke kan tænke på andet end, om han når hjem til landskampen) og dels gøre op med afhængigheden af urets tid, som hvis vi fortaber os i den (når kalenderen styrer, hvad vi skal bruge kvalitetstid på og hvornår) udvasker glæden ved at indstille sindet på at være til stede i nuet.

Den samme over tid

Det er noget vrøvl. Vores opmærksomhed på fortid og fremtid er så langt fra ødelæggende for vores evne til at begribe verden her og nu. Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid? Hvis ikke jeg kæder begivenheder sammen i fortid, nutid og fremtid, hvordan er det så muligt at forstå deres betydning fra øjeblik til øjeblik, og hvordan skulle nogen i etisk forstand kunne forpligte sig på en fælles sag over tid, hvis det ikke var for evnen til at huske fejltagelser og håbe på noget bedre. No regrets tatoveres på kroppe (ikke kun Stig Tøftings) som en påmindelse om, at vi ikke kan ændre ved fortiden. Til gengæld kan vi ved at fortryde tage ved lære af fortidens fejl. Fortrydelse, anger og skam er ikke kun negative følelser, som vi for alt i verden må navigere uden om. De er udtryk for, at vi over tid er i stand til at tage ansvar for vores handlinger. Hvor meget det end må skuffe populærvidenskabelige udgaver af positiv psykologi og letkøbt mindfulness, hvor nuet er gud, er de en del af en selvhjælpstrend, som hverken forholder sig til realitet eller etik. Som mennesker er vi i stand til at vedkende os moralsk ansvar for andre mennesker, netop fordi vi forstår os selv over både fortid, nutid og fremtid. Det er i det hele taget et menneskeligt vilkår at forstå handlinger ind i tidslige forløb.

Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid?

Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid?

Filosoffen Paul Ricoeur har illustreret det sidste med henvisning til jægerens forfølgelse af et dyrespor. Sporet kan være et aftryk i sneen, afkradset bark på en stamme eller afføring på jorden. Sporet, der både er fysisk og tingsligt, eksisterer her og nu, mens jægeren ser på det. Omvendt er det netop afsat af et dyr, der ikke længere er der, og det vidner også om i hvilken retning dyret har bevæget sig og hvor jægeren i en nær fremtid kan finde det. Med andre ord tillægger jægeren en række observationer betydning som et samlet hændelsesforløb i fortid, nutid og fremtid. Det gør jægeren ved på baggrund af den fysiske virkelighed at konstruere en fortælling. Den fysiske begivenhedskæde bliver sammenbragt i en fortalt tid. Det er det særlige ved fortællingen. Den er i stand til at forene forskellige hændelser og forskellige menneskeliv i en og samme historie. Det er ifølge Ricoeur derfor, vi er i stand til at forstå os selv som den selv samme person over tid, selvom vi hele tiden foretager nye valg, møder nye mennesker og forandrer os. Det er i kraft af vores fortælling, at vi bliver vores tidligere handlinger skyldige. Det er fordi jeg fremstår med en fortælling, at jeg bliver et menneske, som andre kan regne med. Det er også derfor, vi er i stand til at erkende vores ansvar og forpligtelse på fællesskabets traditioner og fremtidige vækst. Uden blik for nutid og fremtid mister vi også blikket for moralske forpligtelser i forhold til andre mennesker. At være forpligtet på noget eller nogen er vel netop at vedkende sig et ansvar for en fælles fremtid.

Et håb i nuet

Hvis ikke man på en eller anden måde tror på, at man kan ændre tingenes tilstand fra det, der er her og nu, vil enhver handling synes både menings- og betydningsløs. Hvorfor skulle vi foretage os noget som helst med mindre vi på en eller anden måde håbede på en god effekt af handlingen. Jeg rækker hånden ud efter kagen for at få stimuleret mit sukkerbehov, få en smagsoplevelse, behage den vært som har serveret den og tage del i den hyggelige sammenkomst. Jeg dukker op til debatmødet om det bekymrende ved højreaktivismens udbredelse for at lære noget nyt, pleje et netværk, påvirke det danske debatklima, deltage i et fælles statement og skabe en ny politisk mentalitet. Jeg håber og tror på, at det ikke er frugtesløst. Håbet er knyttet til troen på, at vi under opmærksomhed på fortiden kan agere i nutiden med henblik på en bedre fremtid. Håbet er vigtigt, fordi det ikke blot grundes i naiv og lykkesøgende positivitet. Håbet er vigtigt fordi det også udtrykker mangel, lidelse eller konflikt i nuet.

Forestillingen om, hvordan det konkrete håb korresponderer med menneskets handlingsliv har ikke mindst været fremhævet af filosoffen Ernst Bloch, der forstod vores evne til at anticipere eller foregribe fremtiden som nøglen til menneskelig udvikling (Bloch, 1982). Personlig udvikling og fællesskabsdannelse hænger her tæt sammen med evnen til også at skue ud i og håbe på fremtiden. Bloch var i det hele taget ikke begejstret for nutiden, måske fordi hans eget liv bød på bitre erfaringer med to smertelige verdenskrige. Nuet betragtede Bloch som en både ubegribelig og lidelsesfuld størrelse. Det er fremmedgørende, fordi nuet altid lige er forsvundet. Vi kender hverken verden eller os selv lige nu. Lige nu er altid lige forsvundet. Nuet byder i denne optik ikke på hverken frelse, fred, lykke eller velvære, som man ellers skulle tro ved læsning af eksempelvis Tolle. Mennesket lider ifølge Bloch i store dele af tilværelsen. Vi har svært ved at begribe os selv, vi fejler, vi svigter vores egne idealer om mellemmenneskelig adfærd, vi skuffes over at blive udnyttet, vi mangler midler, vi tvinges til at sælge vores arbejdskraft osv. På trods af dette skeptiske syn på nuet (som måske også er lidt patetisk) er Bloch kritisk optimist, for som mennesker er vi ofte bevidste om vores lidelser og bliver derfor også opmærksomme på lidelsernes mulige fravær. Lidelsen reflekteres i os som en længsel mod noget andet, end det der eksisterer i nuet. Det er denne forventning om det bedre, som Tolle og andre Nu-entusiaster tordner imod. Bloch derimod mente, at denne lidelsesfulde længsel vidnede om, at mennesker vil mere end at eksistere som den samme tingslige enhed hele livet. Vores livsbane kan ikke sammenlignes med en sten, der kastes gennem luften. Når vi indser, at noget kunne være anderledes, bekræfter vi den potentielle indflydelse på vores eget liv og bliver derfor i stand til at planlægge fremtiden.

For fremtiden vil jeg måske derfor klemme læberne bare en anelse blødere om cigaretten, når en ven i festligt lag hylder nuet, om ikke andet så for at klemme nogle vrisne citater fra to døde filosoffer ud gennem mundvigen.

Rasmus Kjær er cand. mag i filosofi og pædagogik, foredragsholder og konsulent i Folkehøjskolernes Forening. Han har skrevet en masse om menneskelig dannelse og udvikling, heriblandt bøgerne Selvhjælp på hovedet og Pragmatisk pædagogik fra forlaget KLIM.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

31 tanker om "En tur bort fra nuet"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *