image_pdfimage_print

Alt det gode i mit ho’ed

Simon Lægsgaard, Brandbjerg Højskole

Godhedsindustrien – Vorherre til hest

en term skabt af hyperkapitalister, der altid ved bedst

hvor menneskets egentlige drivkraft ligger begravet

mens de dumper deres gift ud på bunden af havet

 

Men når vi taler om havet så finder jeg min ro

ved havet er så skønt både at færdes og at bo

Jeg tænker: Endelave mit barndomsparadis

urørt af tidens trend, uden smog og diesel-fis

når jeg sidder der på stranden og nyder dagens sidste stråler

og nyder varmen og brisen og med min elskede skåler

mens vi sammen beskuer solens skive så smuk og så rund

så glemmer jeg helt bitterheden – den er fuldstændig væk – for en stund

Så glemmer jeg alt om olieskibe, der pludselig sprænger læk

om fuglen, der sidder mig unaturligt nær, fordi den ikke kan flyve væk

om brisen, der bærer på dieselpartikler

og næringsstoffer der havbundsforvikler

om manglende ozon der konverteres til cancer

og om iltsvind og krabber der rådner i deres panser

om manglende vilje og farlig last

og at overfladen solen spejles i snart er mindre vand end plast

om overforbrug og ressourcesvineri

om overfiskning og atomaffaldsdeponi

og ligegyldighed, dumping og erhvervspirateri

om lukkede øjne og CO2-apati

om vestligt tøjfremstillingsvandforbrug og børneslaveri

og om puden på min stol af kinesisk børnebroderi

Næh jeg hviler så fredfyldt på puden mit hoved

og tænker skam alene på alt det gode

 

Foto: Lars Andreassen

Foto: Lars Andreassen

Jeg tænker på syv årtier med fred

og glemmer for en tid helt at være vred

over måden vi forvalter vores frihed på

over Ryvangens pæle der tavse stå

og vidner om unge der gav deres liv

for at vi kan dø af ensomhed og tv-tidsfordriv

og kvæles i sukker og fastfood og normer

i konkurrencestatspladder og fremdriftsreformer

i vækstplanløshed og forbrugssvineri

og min svigermor der siger: vi har for lidt at gå op i

Jeg glemmer alt om de unge, der presses gennem pølsefabrikken

om argumentresistens og politikerperistaltikken

der skubber lorten foran os mod kommende generationer

mens de priser kapitalismen som slutsten for religioner

Jooh jeg forsøger skam at huske på alt det gode

som Vesten gør for den samlede klode

pist væk er sult, berigelseskrig og flygtningestrømme

og oppustede lig i Middelhavet hjemsøger mig kun i mine drømme

 

Foto: Kristine Goul, Egå Ungdoms-Højskole

Foto: Kristine Goul, Egå Ungdoms-Højskole

Ja mens jeg sidder der og nyder forårssolen

glemmer jeg sågar alle hullerne i taget på skolen

for ikke at tale om omfordelingsprocenten

og kassekreditten og udlånsrenten.

og curlingbørn der bare ikke orker længere

Gud bevares – jeg glemmer selv selfie-stænger

for ikke at tale om manglende fællesskabsånd

om samfund der reduceres til samlebånd

når skovduerne kurrer og kaninerne knepper

er vi faktisk tæt på at jeg glemmer navnkundige Steen-Nepper

og alle andre, der reducerer højskolepædagogik

til hjertesprog, bragesnak og samfunds-matematik

Ja når jeg sider her og nyder musikken fra himlens lærker

er det nær ved at jeg glemmer selv Støjbergs og Corydons samlede værker

Det er så bekvemt, at jeg glemmer at alt det vi kalder for sund fornuft

ikke er andet end vores eget verdensbillede tilført lidt demokratisk duft

Jooh alt er skam glemt og min hjertejubel når uanede højder

når mine elever står i det fri og synger og spiller og fløjter

med indlevelse, finfølelse og akkuratesse

mens min forretningsfører – ja tro det hvem der vil – springer ud som salsaprinsesse

så går jeg en tur ud i forårsskoven

og lader mig hylle i alt det lysegrønne fra oven

mens jeg fylder mig selv med rendyrket væren

og svæver midt i alt det grønne til blide toner fra stæren

Jeg vågner brat ved et skud i det fjerne

alt lys forsvinder – en isnen lammer min hjerne

Det er naboen, den store idiot, der skyder min buk

fra sit ulovlige placerede skydetårn, han sku fandme ha nogle hug…

Anti-imperialisme & Revolution i Iran

Islamisering af det iranske samfund

af Hamed Mir-Shah Ghasemi, studerer Islam og Arabisk på Aarhus Universitet

I løbet af de sidste 36 år har det iranske samfund gennemgået en så betydelig islamisering, at intet som ikke er forbundet med islam kan tolereres. Ayatollah Khomeini sagde under revolutionen i 1979 at alle iranske symboler skulle være islamiske, og konstitutionen skulle være 100 % baseret på islam. I 1982 insisterede han på at alle iranske domstole skulle afvise sekulære juridiske love, og i stedet basere alle love på islam, således at personer, som har begået utroskab stenes, muslimer, som fx omvender sig til kristendommen eller jødedommen straffes med døden til følge; homoseksuelle henrettes; tyve dømmes til afhugning af hænder og fødder m.m.

Personer som Abdolkarim Sourosh (f. 1945, en af Seyyed Hossein Nasrs elever) spillede en vigtig rolle i 1980’ernes udrensning på de iranske universiteter og fyrede ”kontrarevolutionære” og ikke-islamiske professorer, der i stort tal måtte flygte ud af landet. Det var en del af et projekt, som gik under navnet ”Den kulturelle revolution” (Enghelabe farhangi).

I 1981 blev lovene ændret, således at kvinderne mistede rettigheden til at indlede skilsmisse, at fastholde forældremyndigheden, gå i skole hvis de blev gift, at studere fag som jura, medicin og ingeniørkunst. Khomeini og hans tilhængere var imod kvindefrigørelse, eftersom det ville ”forstyrre” familielivet. Det er derfor ikke tilfældigt, at den første demonstration imod Den islamiske republik blev organiseret af kvinder. Kvinderne var en af de grupper, som stod i spidsen for revolutionen, og de fandt hurtigere end nogen anden samfundsgruppe ud af, hvad det var for en fejl, de havde begået ved at støtte de muslimske lærde.

Det er ikke tilfældigt, at den første demonstration imod Den islamiske republik blev organiseret af kvinder. Kvinderne var en af de grupper, som stod i spidsen for revolutionen, og de fandt hurtigere end nogen anden samfundsgruppe ud af, hvad det var for en fejl de havde begået ved at støtte de muslimske lærde.

Det er ikke tilfældigt, at den første demonstration imod Den islamiske republik blev organiseret af kvinder. Kvinderne var en af de grupper, som stod i spidsen for revolutionen, og de fandt hurtigere end nogen anden samfundsgruppe ud af, hvad det var for en fejl de havde begået ved at støtte de muslimske lærde.

To år efter revolutionen blev flere tusinder henrettet efter protesterne d. 20. juni 1981 (30 Khordad 1360). I 1983 blev 32 personer, hvoraf 10 af dem var kvindelige lærere henrettet i byen Shiraz, fordi de var bahai. De stod over for valget enten at konvertere til islam eller blive henrettet. I sommeren 1988 blev titusinder af politiske fanger massakreret i iranske fængsler. I 1999 blev studenternes oprør, og i 2009 det folkelige oprør voldsomt undertrykt m.m.

På internationalt niveau forsøgte revolutionen at afslutte Irans afhængighed til USA, og føre en politik som i Khomeinis egne ord skulle være ”hverken Øst eller Vest”. Amerikanerne vidste slet ikke hvad de skulle stille op med denne Ayatollah. Hvis amerikanerne og englænderne 26 år tidligere, ikke havde fjernet den demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh fra magten, kunne al dette have været undgået.

På den ene side forsøgte Reagan administrationen i 1980’erne at begrænse udbredelsen af den islamiske iver og de anti-amerikanske følelser i regionen. På den anden side anerkendte de Irans økonomiske og geopolitiske betydning, og søgte derfor at normalisere forbindelserne til Tehran. Denne søgen førte til den bizarre episode, som er kendt under navnet Irangate.

Revolutionen har hverken på den økonomiske, sociale, kulturelle eller politiske ført Iran mod fremskridt. Tværtimod er hele systemet baseret på ulighed af enhver slags i stedet for lighed (køn, muslim, ikke-muslim, shia, ikke-shia, osv.) i stedet for at vende sig mod fremtiden vender den sig mod fortiden, i stedet for at være universalistisk er den partikulær, og i stedet for at være inkluderende er den ekskluderende.

Nøjagtigt som nazisterne og fascisterne har islamisterne brug for fjender for at overleve. Det sociale univers er opdelt i dem og os. Khomeinis venner var primært imamer eller muslimske lærde (fughaha). Det er dem der skal forvalte sharialoven som dommere og fremstå som forbilleder for resten af befolkningen. Hans interne fjender var bl.a. den uddannede klasse, der havde fjernet sig fra den ”rette” muslimske (og iranske) levevis. Hans populisme førte til, at han betegnede imperialisterne som sine eksterne fjender. Disse imperialister har, ifølge ham, en målsætning at få fat i Irans rigdomme, dvs. olie og mineraler. Det er primært amerikanerne og briterne han tænkte på her. Han anså USA for islams største fjende. Af natur er det en terroristisk stat, der har sat ild til overalt, og dets allierede, den internationale zionisme, viger ikke tilbage for nogen forbrydelser for at opfylde sine usle og grådige behov, sagde han.

Generelt er islams fjender ifølge islamisterne USA, Israel og Vesten, der krænker muslimsk suverænitet, mens den indre fjende er despotiske regimer, der krænker religionens renhed.

I totalitaristiske systemer kan alle potentielt være eller blive ens fjender. Når man først har udryddet alle er der til sidst en fjende tilbage. Den stadige bevægelse, den uophørlige renselsesproces vender til sidst indad mod systemet selv. Det iranske politiske liv er internt fyldt med mistillid, og nogle mener derfor at, systemet vil bryde sammen ”under sin egen vægt”, og derfor ikke nødvendigvis med en revolution eller krig.

Hensigten med denne artikel er at kaste lys over nogle vigtige historiske begivenheder og personligheder, som forhåbentligt kan skabe en bedre forståelse for Irans nuværende situation.

Sagnhistorien Shahnameh

Abul Qasem Ferdousi (934 – ca. 1020) levede højst sandsynligt under forhold, som beskrevet ovenover. Hans værk Shahnameh er faktisk hovedårsagen til, at persisk, Irans kultur og historie stadig er tilgængelige.

Abul Qasem Ferdousi (940-1020) er forfatteren til sagnhistorien Shahnameh

Abul Qasem Ferdousi (940-1020) er forfatteren til sagnhistorien Shahnameh

Ferdousi blev født 300 år efter de muslimske araberes erobring af Iran. I Khorasan havde befolkningen stadig formået mundtligt at bibeholde deres traditioner, kultur, sprog, religionen Zarathustra og historie, som langsomt var ved at gå i glemmebogen. Derfor satte han sig ned og skrev sagnhistorien Shahnameh (Kongebogen). I virkeligheden er Shahnameh fyldt med historier om konger som dræber deres sønner, royal hybris, magtarrogance, og ender med en klagesang om hvordan landet pga. kongernes uduelighed og svaghed faldt i hænderne på de muslimske arabere. Hans betydning for Iran kommer måske bedst til udtryk gennem et interview med en egyptisk journalist (Mohamed Hassanein Heikal, f. 1923) om hvorfor med islams ankomst til Egypten gik deres historie, kultur, civilisation og sprog i glemmebogen. Han svarede: ”Det skyldtes, at vi ikke havde en Ferdousi.”

Efter erobringen blev det persiske sprog undermineret og i stedet blev Arabisk sprog og skrift indført i offentlig administration. De zarathustriske, jødiske og kristne trossamfund erklæredes for anerkendte, dog måtte deres medlemmer betale en særskat (jizyah). Talrige iranere gik over til islam for at undgå denne skat eller for at opnå offentlige stillinger, der i øvrigt gjorde det muligt for dem at yde deres landsmænd forskellige former for hjælp. Fremgangsmåden banede vejen for en revolution i år 750, hvor Abu al-Abbas, en iransk efterkommer af en farbror til profeten Muhammed kom på tronen som kalif, og grundlagde Abbaside-kalifatet. Dermed fik iransk kunst og videnskab øgede muligheder for at udfolde sig ved hoffet i Damaskus, og senere i Baghdad.

Baggrunden for revolutionen var Umayyadernes (ca. 661-750) sidestilling af islam med arabisk afstamning, og diskriminering af den stigende konvertering af ikke arabere til islam.

Shia-sunni problematikkens baggrund

Da profet Muhammed døde i år 632 opstod der hurtigt blandt det islamiske trossamfund (umma), uenigheder om, hvem der skulle blive kalif. Nogle fandt det rimeligt at overdrage værdigheden som kalif til Ali ibn Abi Talib (fætter til profeten). Men de førende arabere udnævnte profetens ungdomsven og svigerfar Abu Bakr. Han blev efterfulgt af Omar og Uthman. De blev begge myrdet, og i 656 blev Ali valgt som den fjerde og sidste af de såkaldte legitime kaliffer. Fem år senere i år 661 blev han stukket ned i moskeen i Kufa (Irak), og med mordet på ham begyndte en varig splittelse af det islamiske trossamfund. Dem, der blev tilhængere af Ali blev kaldt Shia (Alis tilhængere). Ali har senere været genstand for tilbedelse. Nogle betragter ham som guddommelig emanation (aliallahi). Nogle andre mener igen, at englen Gabriel ”kom til” at overlevere Guds ord til den forkerte. Han skulle i virkeligheden have overleveret Guds ord til imam Ali.

Af profetens fire døtre havde den yngste, Fatima, ægtet hans fætter Ali og med ham fået sønnerne Hasan og Hossein. Imam Hossein er faktisk ophavsmanden til shiismens revolutionære tendenser og shiitternes selvopofrelse. Han er kendt under navnet Martyrernes Prins (Seyyed al-shuhada) og er et eksempel på mod, opofrelse, ”blodets triumf over sværdet”, som shiitter lovpriser i Iran, Libanon og Pakistan og andre steder til minde om den berømte Ashura. Khomeini valgte også bevidst Ashura-tiden for at angribe Shah Mohammad Reza Pahlavis styre d. 5. juni 1963.

Imam Hossein (625-685) var barnebarn af profeten Muhammed, og søn af Ali (Den første imam i shiismen og den fjerde af de såkaldte retledede kalif). Af shiiterne bliver han opfattet som en martyr, som kæmpede mod tyranni, fordi han nægtede at sværge trosskab over Yazid (umayyadernes kalif).

Imam Hossein (625-685) var barnebarn af profeten Muhammed, og søn af Ali (Den første imam i shiismen og den fjerde af de såkaldte retledede kalif). Af shiiterne bliver han opfattet som en martyr, som kæmpede mod tyranni, fordi han nægtede at sværge trosskab over Yazid (umayyadernes kalif).

Ud over det politiske aspekt er der en vigtig uoverensstemmelse i synet på historien og den fortsatte fortolkning af profetien som princip. Sunnitterne tror på, at historien er delt i to adskilte perioder, hvor den ene begynder med Adam og slutter med profeten Muhammed. Ifølge shiitterne fortsætter historien forstået som profeti selv efter Muhammeds død. Den eneste forskel er, at imamatet har erstattet profetien. Imamerne er stadig ufejlbarlige, de kan blot ikke modtage åbenbaringer. Derfor er ordet ”imam” hos shiitterne ikke det samme som hos sunnitterne. Denne teologiske forskel var helt afgørende for Ayatollah Khomeinis succes i Iran, mens islamisternes magtovertagelse i de muslimske lande, som det blev tilfældet i Egypten og Tunesien mislykkedes.

Majoriteten af shiitterne har 12 imamer, hvor den sidste Muhammed, som bliver kaldt Imam Mahdi forsvandt som barn i år 874. Han bliver sommetider også kaldt for imam-e Zaman (tidens Imam), som er åben for fortolkning. Nogle fortolker imam-e Zaman således, at ”tiden skal nok hele alle sår”, og nogle islamiske historier forbinder det iranske nytår Norouz, som er en præ-islamisk fejring af foråret (21 marts) med Imam Mahdis ankomst.

Ifølge traditionen er Imam Mahdi ikke død, men fra sit opholdssted holder han øje med menneskene, og når den yderste dag er nær vender han tilbage som Mahdi (Den Retledte). Hjulpet af den ligeledes genkomne Jesus Kristus vil han så nedkæmpe Satan og bringe menneskene retfærdighed i tusindårsriget.

Historisk har shiitterne været en minoritet blandt andre muslimer. Følelsen af, at deres legitimitet er blevet dem frataget af sunitterne, har altid været en del af den shiitiske selvforståelse. Men de socioøkonomiske forandringer i Iran i det 19. århundrede gjorde, at de nu var parate til at give udtryk for deres frustration gennem aggression. Shiitterne havde håbet, at den ventede imam Mahdi ved sin tilsynekomst ville redde sine tilhængere og råde bod på uretfærdigheden. Han lod dem desværre vente for længe, og derfor skred en gruppe shiitter til handling. Khomeini blev af mange shiitter opfattet som den længe ventede Mahdi. Nogle så ham som imam Mahdis stedfortræder på jorden. Derfor hedder det i Den Islamiske Republiks grundlov (art. 5), at Den Skjulte Imams fravær udøves regeringsmagten af en faghih, hvilket betyder, at den legitime regeringsmagt tilhører imam Mahdi. Nogle andre påstod under revolutionen, at Khomeinis ansigt kunne ses på månen, så de gik op på taget, så op på månen og råbte Gud er stor (Allaho akbar). Nogle andre fandt hans hår i koranen!

Forestillingen om imam Mahdi var også meget nærværende under præsident Mahmoud Ahmadinejads politiske adfærd, i en sådan grad at han meddelte, at hans regeringsprogram blot var en ”forberedelse til genkomsten af Den Skjulte Imam”. Ahmadinejad påbegyndte desuden renoveringen af en moske (Jamkaran) i nærheden af den hellige by Qom, hvor det siges, at Den Skjulte Imam ofte kommer og går, især om natten!

Fra Afghani til Khomeini

Det var også i det 19. århundrede, at en gådefuld ”muslimsk” skikkelse ved navn Sayyid Jamal al-Din al-Afghani (1838-97) startede en bevægelse (Islah-bevægelsen), for at modernisere islam, således at den kom til at være i overensstemmelse med moderne videnskab og teknologi. Han og hans disciples primære mål var at mobilisere muslimer imod imperialismen; få muslimerne til at opgive deres passive adfærd og blive herrer over deres egen skæbne ved at uddanne sig; tage den ny videnskab og teknologi til sig uden at acceptere vestlige ideer, især sekularisme, frihed og lighed, som var arven efter Den Franske Revolution. Derfor var den politiske samling og styrkelse af den islamiske verden og ophøret af vestlig indtrængen Afghanis primære mål, mens reformationen af islam var af sekundære betydning. Hans elev Muhammad Abduh (egyptisk jurist, d. 1905) forsøgte senere, at tilpasse fornuften til islam.

Sayyid Jamal al-Din al-Afghani (1838-1897) var en iransk  politisk aktivist og islamisk ideolog.

Sayyid Jamal al-Din al-Afghani (1838-1897) var en iransk
politisk aktivist og islamisk ideolog.

Arven efter Afghani blev Khomeini. I hans hovedværk Velayat-e Faqih: Hokumat-e Eslami (1971) tog han udgangspunkt i en kritik af shahstyret, ligesom Afghani havde gjort i det 19. århundrede. Derefter beskrev han islam som en skole for dem, der kæmper imod imperialisme. I hans anden bog Politisk Testamente (1990) skrev han, at hvis en civilisation var ensbetydende med fornyelser, opfindelser og avanceret teknologi, er hverken islam eller nogen anden monistisk religion imod den.

I det 20. århundrede var det først efter at den konstitutionelle revolution (1905-11), Reza Shahs abdicering i 1941, demokratisering af konstitutionen samt nationalisering af Irans olieindustri i 1953 under premierministeren Mossadegh mislykkedes, at den politiske diskurs i landet blev islamistisk i 1963. Denne diskurs fortsatte helt frem til 1979, hvor islamisterne kom til magten.

Seyyed Hossein Nasr og sufismen

Et andet vigtigt aspekt af islam er Sufismen, som kan spores tilbage til det 9. århundrede. Her er der specielt vægt på Kærlighed og viden (ma’rifa), ridderlighed og generiøsitet, Tariqa fremfor Sharia, Sama fremfor bøn, en Pirs storhed fremfor mirakel og khangah fremfor moské.

Seyyed Hossein Nasr (f. 1933) er professor i islamiske studier ved Georg Washington Universitetet

Seyyed Hossein Nasr (f. 1933) er professor i islamiske studier ved Georg Washington Universitetet

Sufismen, hvor nydelse af vin og kærlighedsdigte var tilladt, og som fik mange tilhængere i det nuværende Tyrkiet, vender blikket indad. Den findes i mange forskellige varianter, og i moderne tid er der opstået en vestlig version af sufismen, som går under navnet ”Guénonian Traditionalism”. Det vigtigste aspekt ved den vestlig version er begrebet ”Perennialisme”.

Perennialisme er troen på, at alle religioner deler samme oprindelse. Eventuelt inkluderer dette syn, at alle religioner fører til den samme destination, eller med andre ord en single universel sandhed. I den ”islamiske verden” blev Traditionalisme først reciperet i Iran af Seyyed Hossein Nasr. Nasrs aktiviteter (som af nogle iranske filosoffer og gejstlige bliver beskrevet som et stort bidrag til, at mange studerende blev interesseret i islam) sammen med den islamiske ideolog Ali Shariati (d. 1977) bidrog til at Den Islamiske Revolution kunne lykkes.

Iran, Imperialismen & Islamismen

af Hamed Mir-Shah Ghasemi, studerer Islam og Arabisk på Aarhus Universitet

Vesten er i de senere år blevet ramt af mange terrorhandlinger såsom 9/11 i 2001, Madridbombningen i 2004 og bombningen d. 7. juli i London i 2005. I Danmark har vi været vidner til Muhammedkrisen, og vi har været vidner til at mange radikaliserede muslimer er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for IS (Islamisk stat), og nu senest har vi haft Charlie Hebdo-katastrofen, som har fået mange europæiske lande til at frygte flere terroristiske handlinger fra islamisternes side.

Vi, i Vesten har været vidner til, at nogle helt fredelige muslimer bliver radikaliseret, og i en sådan grad at de er villige til at begå terroristiske handlinger. Man har i flere år forsøgt, at forstå hvad årsagen kan være til den øgede radikalisering blandt muslimer, stillet spørgsmål om, hvorfor islamisterne er imod Vesten og vestlige værdier, såsom demokrati, sekularisme, ytringsfrihed og frihed? Hvad er grundkernen i al det had, vi ser rettet mod Vesten? Er det opstået ud af ingenting eller ligger der noget bag? Og kan det være at denne historiske baggrund stadig er levende.

Det er ikke kun religiøst

Man har betegnet denne form for islamisk terrorisme på mange måder, såsom Islamisk fundamentalisme, islamisk radikalisme, radikal islam, politisk islam, salafisme, wahhabisme, islamisme, islamisk fundamentalisme, jihadistisk islamise osv. Kært barn har mange navne. Kort sagt, kan den politiske form for Islam beskrives som en religiøst baseret ideologi, som har en totalitaristisk forståelse af religionen Islam, og skal som sådan behandles, ligesom man behandler andre totalitære ideologier som bl.a. Nazisme og Fascisme. Forskellen er blot at Islamisme er en religiøst baseret ideologi. Målet for denne ideologi er at erobre hele verden med alle midler, og etablere et Kalifat, som den legitime form for styre med Sharialoven som den ”dømmende magt”. Derfor er ideologien Islamisme fremmed overfor begreber som demokrati, ytringsfrihed, sekularisme og frihed, som den anser for værende menneskeskabt.

Fællestrækket for alle disse betegnelser er reduktionen af radikaliseringens problematik til eksklusivt religiøse mekanismer, hvor man ikke tager hensyn til de socioøkonomiske, politiske og historiske aspekter. I medierne og i det offentlige rum har man ofte lagt ensidigt vægt på den teologiske del af problematikken. Man har forsøgt at føre alle problemerne tilbage til teologiske spekulationer, som stadig ikke har kunnet give os nogen svar på, hvorfor islamismen er opstået, og hvorfor de er så meget imod Vesten, hvorfor de har så meget indflydelse, og endelig hvorfor de har så meget held med at tiltrække unge. Derimod har disse teologiske spekulationer været med til at give antimuslimske og antiislamiske grupper, individer, organisationer og politiske partier med egne dagsordner muligheden for at angribe Islam og muslimer. Blandt nogle af dem kan nævnes SIAD (Stop islamiseringen af Danmark), Krarup og Langballes ”Tidehverv”, Eurabia og Trykkefrihedsselskabet, som i 2004 blev oprettet af Lars Hedegaard, som for øvrigt blev forsøgt dræbt. Således har de bidraget til at sætte radikaliseringsprocessen yderligere i vejret, og gjort integrationsproblematikken mere vanskelig at løse. De har gjort det svært for helt almindelige muslimer, som prøver at passe deres arbejde og generelt få et normalt liv til at fungere i lande, hvor de på mange måder føler sig fremmede og marginaliserede.

Hvorfor islamisterne kom til magten

Denne artikels formål er, at give et bud på, hvad der i sin tid førte islamisterne til magten. Iran er derfor i fokus, det var nemlig her, i året 1979, at islamisterne for første gang kom til magten.

Mohammed Mosaddeq (1882 -1967) var den demokratisk valgte premierminister i Iran fra 1951 til 1953, hvor han blev fjernet ved et vestligt faciliteret statskup.

Mohammed Mosaddeq (1882 -1967) var den demokratisk valgte premierminister i Iran fra 1951 til 1953, hvor han blev fjernet ved et vestligt faciliteret statskup.

Siden den konstitutionelle revolution i Iran fra 1905 til 1911 har der været to modsatrettede kræfter på spil. Den ene har et blik rettet mod fortiden med Islam og Sharia for øje, og den anden har, som sit forbillede, Europa og Den Franske Revolution med ideer, såsom sekularisme, frihed, lighed, menneskerettigheder og demokrati. Samtidig med de interne problemer i Iran på den tid, var der stormagter (Rusland og England), som hver især besatte Iran, når de følte at deres interesser var i fare. For England var det specielt pga. opdagelsen af olie i det sydlige Iran. Det var faktisk de to lande, som var direkte medvirkende til, at den konstitutionelle revolution mislykkedes. Derfor er det ikke helt forkert at sige, at specielt Vesten og Rusland i de sidste 200 år har haft en meget negativ effekt på Iran og har fungeret som en begrænsende faktor for landets naturlige udvikling mod demokrati, frihed og sekularisme.

Situationen i Iran vedblev med at være kaotisk indtil Reza Khan i 1921 lavede et kup og i 1925 erklærede sig selv som Shah. Nogle har senere argumenteret for, at Reza Shah på det tidspunkt var det bedste svar på Irans problemer. Dette kan diskuteres. Mohammad Mossadegh (som kom til at spille en vigtig rolle i 1950’erne ved at nationalisere Irans olie) foreslog, at Reza Khan i stedet valgte at blive premierminister. Dette førte til, at han blev sat under husarrest og ikke vendte tilbage til politik, før Reza Shah i 1941 måtte abdicere, fordi han førte en politik som var imod Englands interesser. Nogle har argumenteret for, at Irans fremtid ville have set lysere ud, hvis Reza Shah blev siddende på magten.

I 1940’erne var der fra iranernes side en utilfredshed med englændernes og russernes tilstedeværelse i landet. Iran havde endnu ikke opnået uafhængighed, frihed og demokrati, befolkningen var stadig fattig, og de følte at de ikke var herre i eget hus.

Irans demokrati

I 1949 blev Den Nationale Front oprettet af Mossadegh med hjælp fra nogle andre. På dette tidspunkt var Tudeh-partiet (Irans kommunistparti) den vigtigste opposition til Shahen/kongen. Men fra 1949 blev Den Nationale Front som var en paraplyorganisation, der rummede mange forskellige individer og partier en vigtig højtaler for befolkningen. Mossadegh ønskede at demokratisere Iran. Han ønskede ligesom i Danmark et konstitutionelt monarki. Han sagde flere gange i sine taler, at ”The Shah must reign and not rule”. Han ville altså fortsætte den kamp, som konstitutionalisterne var mislykkedes med.

I 1951 blev Mossadegh valgt som premierminister og valgte som noget af det første at nationalisere Irans olie. Det var ikke i Englands interesse, at den iranske olie blev nationaliseret. De kunne ikke acceptere, at Iran skulle få kontrol over sin egen olie. De var også bange for, hvad det ville have af konsekvenser for andre olieproducerende lande. I 1970’erne havde alle olieproducerende lande nationaliseret deres olie, så Mossadeghs fejl var, at han var 20 år forud. England trak USA ind i konflikten, og fordi USA heller ikke var glad for at Iran skulle nationalisere sin olieindustri, valgte de sammen at vælte Mossadeghs regering i 1953. Tudehpartiet blev voldsomt undertrykt efter kuppet. Iranerne følte nu, at en mørk skygge havde væltet frem over Iran og den iranske befolkning. Nu blev hadet mod Vesten endnu større. Et had som islamisterne senere var dygtige til at udnytte. Iranerne havde fået nok af udenlandsk indblanding i Irans politiske anliggender.

Fra venstre Varoujan, Dariush og Shahyar Ghanbari. Sammen med Iraj Jannatie Attaei, Farid Zoland og Ardalan Sarfaraz kom de til, at spille en stor rolle i musikkens verden i 1970’erne, og helt op til i dag.

Fra venstre Varoujan, Dariush og Shahyar Ghanbari.
Sammen med Iraj Jannatie Attaei, Farid Zoland og Ardalan Sarfaraz kom de til, at spille en stor rolle i musikkens verden i 1970’erne, og helt op til i dag.

De havde allerede i det 19. århundrede og specielt under den Konstitutionelle Revolution oplevet, hvor negative effekter udenlandske kræfter havde på landet, og deres slogans imod imperialismen blev således mere radikale efter kuppet. Slogans som ”Død over USA”, ”Død over imperialismen”, ”Længe leve frihed og uafhængighed”, ”Død over reaktionære”, som kunne høres under revolutionen i 1979 kan føres tilbage til kuppet i 1953, som slukkede alle forhåbningerne om et frit, sekulært og demokratisk Iran.

Den følelse af afmagt, træthed og desillusion overfor imperialismens effekt kommer bl.a. til udtryk gennem en sang på ca. 9 min. under titlen ”Booye khoobe gandom” (Den gode duft af hvede (hør sangen her) fra 1970’erne. Sangeren Dariush fik en fængselsstraf på 9 måneder for sangen. Poeten Shahyar Ghanbari fik en fængselsstraf på et par uger, mens sangskriveren og komponisten Varoujan slap for en fængselsstraf. Den samme afmagt, træthed og desillusion overfor diktatur og imperialisme kan udover musikken ses i litteraturen og andre kunstneriske udtryksformer.

Den islamiske reaktion i Iran

Efter undertrykkelsen af nationalistiske og socialistiske bevægelser blev der kun en bevægelse tilbage, og det var den islamistiske. Fra 1961 blev den politiske diskurs i landet religiøs, hvor Befrielsesbevægelsen under ledelse af Mehdi Bazargan og med hjælp fra Ayatollah Taleghani blev stiftet. Ayatollah Taleghani var en muslimsk reformer og demokrat, som havde støttet Mossadegh. Dog var det først fra 1963, at vi kan tale om en islamistisk diskurs, og den fortsatte helt frem til revolutionen, hvor islamisterne kom til magten under ledelse af Ayatollah Khomeini. Mohammad Reza Shah Pahlavi bidrog en del til denne diskurs’ holdbarhed, som i 1979 kulminerede i Den islamiske revolution.

Revolutionen var grusom og reaktionær. De grusomheder, som iranerne og nogle ikke-iranere har oplevet er en lang smertefuld historie. Alt fra stening til afhugning af hænder og fødder, mord på intellektuelle i og udenfor Iran, forfattere, journalister, hængning af mænd og kvinder, nogle af dem under 16 år. Revolutionen forvandlede sig til terrorisme, og terrorismen bredte sig ud over hele verden; fra Saudi-Arabien og Kuwait til Argentina. Den førte til grundlæggelsen af en shiitisk terror-organisation, Hezbollah, i Libanon. De iranske islamisters triumf gav andre islamistiske grupper blod på tanden og fik dem til at tro på, at etablerede regimer, selv de stærkeste, ikke var uovervindelige.

Ayatollah Seyyid Ruhollah Khomeini (1902-1989) var en iransk shia-muslimsk lærd og den politiske og åndelige leder af den Den iranske revolution som væltede den sidste shah Mohammad Reza Pahlavi.

Ayatollah Seyyid Ruhollah Khomeini (1902-1989) var en iransk shia-muslimsk lærd og den politiske og åndelige leder af den Den iranske revolution som væltede den sidste shah Mohammad Reza Pahlavi.

Vestens indblanding igen, pga. frygten for kommunisterne, og med den overbevisning at Shah Mohammad Reza Pahlavi ikke havde en fremtid i Iran, hentede Ayatollah Khomeini fra Najaf (Irak) og satte ham under et æbletræ i Nawfal-Chateau (Frankrig), hvor vi i dag er ved at ”plukke de store og saftige æbler fra træet”. Den amerikanske præsident, Jimmy Carter, havde aldrig forestillet sig, at denne Ayatollah ville ende med at tage 54 amerikanske diplomater som gidsler i 444 dage efter revolutionen i 1979, fire år efter dræbe over 300 amerikanske og libanesiske borgere i Beirut med bomber, slå mindst 2000 vestlige soldater ihjel efter invasionen af Irak i 2003, lave den amerikanske ambassade om til et spionhus, skabe uroligheder i Afghanistan, og i hans islamiske centre hjernevaske hundredvis af iranske, pakistanske og arabiske unge, således at de glemte alt om den barmhjertige Gud og i stedet blev forvandlet til dræbermaskiner. Helmut Schmidt havde ligeledes ikke forestillet sig at titusinder ville blive dræbt i Tyskland, for ikke at nævne fatwaen som Ayatollah Khomeini udstedte over forfatteren Salman Rushdie pga. udgivelsen af bogen ”De sataniske vers”, og meget mere. ”The evil that men do lives after them”, skrev Shakespeare engang, som en slags påmindelse om aldrig at glemme historien.

Denne artikel har kun givet et overblik over nogle vigtige begivenheder i Irans historie. Begivenheder, som var afgørende for islamisternes magtovertagelse i 1979. Et Iran som på mindre end 100 år oplevede to revolutioner og to kup. Det er således ikke historien, men en historie formidlet på 1763 ord.

Bistand, investering eller Højskole – oplevelser fra Ghana

Har udviklingsbistanden spillet sit sidste kort? Og har kineserne sat vesten skakmat? Hvis man skal være med til at sætte en anden dagsorden i Afrika, end den Kina og Brasilien sætter, så bliver vi nødt til at tænke nyt i forhold til bistandsmidlerne, for ikke at blive skudt i sænk. Om at tænke nyt ved at tænke gamle Grundtvig med i spørgsmålet om bæredygtig og langsigtet udviklingsbistand.

_DSC0302

Af Vibeke Lundbye Westphall

”Lad os kalde en spade for en spade og sætte det hele lidt på spidsen. De penge som Danida og andre, har sendt rundhåndet og gavmildt til Afrika gennem 30-40 år, har ikke gjort en reel forskel. Det kan vi se nu. I Ghana har pengene skabt en lille rig overklasse, som bruger offentlige midler til bl.a. at få privat lægebehandling på europæiske hospitaler, i stedet for at forbedre sundhedsfaciliteterne i lokalområderne i Ghana. Hvis det stod til mig, skulle Danida stoppe al sin støtte og i stedet lave højskoler i udviklingslandene. For at komme problemer med korruption til livs, skal der ske en ændring i folks mind-set. Mind-settet ændrer vi ikke gennem udviklingsbistand, som det ser ud nu: ved at sende penge som magthaverne bruger på sig selv. Men gennem oplysning, refleksion og den humanisme som højskolen står for, kan vi skabe reel forandring for masserne.”

Sådan afrundede Shani Mahama sit oplæg. Oplæget var et frustreret opråb, ikke om flere penge til nyttesløse og filantropiske projekter, men et ønske om at civilsamfundet i Ghana selv tager hånd om de problemer, de oplever i deres hverdag og skrider til handling.

_DSC0142

De danske højskole-elever Søren og Andreas hygger sig med deres venner i landsbyen Savelegu.

 

Jeg befandt mig i Nordghana i juni og juli sidste år, som rejseleder for en gruppe danske højskoleelever, der efter fem måneders udviklingsstudier på Silkeborg Højskole, var taget til Ghana for at deltage i det daglige liv i lokale landsbyer. Her skulle de arbejde sammen med ungdomsorganisationer, som forsøger at udvikle deres civilsamfund gennem konkret handling, med fokus på rettighedsarbejde, uddannelse og entreprenure-ship.

Den første uge tilbragte vi på Simli Centre i Dalun for at akklimatisere og blive introduceret til området og kulturen. Simli Centre er oprettet med støtte fra Danida, og var tænkt som en højskole, hvor unge kunne komme og deltage i kurser af længere og kortere varighed. Kurserne havde karakter af produktions- og færdighedskundskab, eksempelvis inden for landbrug, tømmerfaget, sy- og smedekurser. Nu er midlerne stoppet og stedet bliver ikke brugt til andet end et par møder en gang imellem, enkelte korte kurser, og til at huse udenlandske frivillige, som arbejder i området, blandt andet os. Det var ærlig talt et sørgeligt syn.

Det var som om, ideen ikke var blevet opdateret. Stedet var blevet ”givet” til lokalområdet. Men ”lokalområdet” bestod i praksis af én mand, som styrrede stedet ud fra selviske og egne økonomiske interesser. De lokale kræfter, unge som gamle, stod modløse tilbage og kunne se bygninger, som kunne huse mange sociale og produktive tiltag, stå ubrugte og forfaldne hen.

_DSC0134

Camilla og hendes to nye veninder lytter til en lokal arbejder, der fortæller om forholdene på de lokale klinikker.

 

Danida og deres samarbejdspartnere står ikke alene med idéen om højskole i Ghana. I staten af 2013 blev Tamle Folk High School startet af tidligere elev på den Internationale Højskole i Helsingør (IPC), Hafiz Gbanbil-lana. Skolen holder til i en faldefærdig gammel kirkebygning i Tamale, den største by i Nordghana. Som alle andre steder vi kommer, flokkes folk under træernes skygge i gården i ly for solen. Men da de ser os, kommer de ud i solens bagende hede og velkommer os med varme smil. Sammen spiser vi frokost inden vi laver gruppearbejde over forskelle og ligheder ved ungdommen i Ghana og Danmark samt diskuterer, hvad højskole egentligt gør godt for. Hafiz forklarer: ”Lige nu tilbyder vi undervisning i film, skrivning, mediebrug og samfundsfag, hver dag fra 9-12, typisk som 3-6 måneders kurser. Vi har pt. 15 elever og 3 lærere ansat på deltid. Jeg mener, at ungdommen her i Ghana kan få meget ud af undervisningstilbud, som ligger uden for det ordinære skolesystem. Det vil jeg gerne styrke ved at lave højskolen her. Mit håb er, at jeg kan få skabt penge til at bygge nogle gode lokaler til daghøjskolen og få spredt budskabet om dens eksistens og de muligheder, den kan give til ungdommen og civilsamfundet.” Efter gode og øjenåbnende debatter og oplæg, brainstormede de danske og ghanesiske højskoleelever videre over måder at lave events eller happenings i byen, for at få unge til at se mulighederne i højskolen.

Tilbage i Dalun, på Simli Centre. Kunne vi  ved hjælp af 13 danske højskole elever mon få højskolestemningen tilbage for en stund og møde ghanesiske unge over diskussioner og samarbejde? Vi inviterede elevernes kontaktpersoner fra de landsbyer, som de skulle bo hos, til et højskoledøgn på centeret. Vi spillede fodbold og volleyball, spiste aftensmad i spisesalen, afholdt aftensamling med danske og ghanesiske sange og fik besøg af en ghanesisk lokal tromme- og dansegruppe. Dagen efter afholdt vi morgensamling, sang sange, og hørte oplæg om højskolebevægelsen og dens betydning for dansk selvforståelse og demokrati.

Ghanesiske Shani Mahama, født i Dalun, bosat i Jelling, dansk gift og far til to, fortalte om sine oplevelser af at være på højskole i Danmark, og hvordan opholdet ændrede hans syn på stort set alt. På højskolen blev han tvunget til at reflektere. Blandt andet over religion. I en undervisningstime blev han spurgt, hvem gud var:

_DSC0178

Højskolelærer Jacob Zaharias Eyermann holder morgensamling om højskolernes oprindelse og idé for ghanesiske og danske unge.

”Jeg havde alle mulige forskellige navne på Allah. Alle hans 99 attributter, men ingen af dem fortalte mig, hvem han var. Hvordan kunne jeg tilbede ham, når jeg ikke vidste, hvem han var, tænkte jeg? Hvis jeg havde delt de tanker med mine venner i min hjemby var jeg blevet socialt udstødt. Religion blev en personlig sag for mig derefter, fordi det handlede om, hvordan jeg forholdt mig til min Gud,” fortæller Shani Mahama. Overført til verdslige termer, spørger vi, hvordan forholder jeg mig til mit samfund? For at finde svarene eller de næste spørgsmål er jeg nødt til at vide, hvad mit samfund er for en størrelse. Livsoplysning, samfundsoplysning og selvoplysning.

Shani runder sit oplæg af med en opsang og råb til de unge (og til donorlandene, hvis de kunne høre ham): ”En højskole i Ghana kunne være et sted at strukturere de udfordringer og problemer, man som ung og gammel møder i dagligdagen og civilsamfundet: i mødet med arbejdsløshed, fattigdom, korrupte politikere, krav fra donorlande etc. Vi kunne skabe masse-refleksioner, og sammen skride til handling. På den måde kunne vi skabe bærerdygtig og langsigtet forandring fra bunden og op.”

Lige som vi gør det på traditionelle danske højskoler: Vi skaber rum, hvor unge kan danne sig i frihed, lighed og fællesskab samtidig med, at de uddanner sig til at blive kritiske borgere i et samfund, som kræver af dem, at de deltager. Er det mon tid til at konkretisere den rettighedsbaserede tilgang, som den danske udviklingsbistand har arbejdet efter siden tidligere (og nu endnu tidligere) Udviklingsminister Christian Friis Bach trådte til, og i stedet i samarbejde med udviklingslandene, begynde at lave højskole?

Omveje

Af Frank Beck Lassen, Testrup Højskole

Det har alle dage været svært at overbevise mere retlinede eksistenser om værdien af at tage en omvej. Morten Østergaards aktuelle studiefremdriftsreform, med dens krav om hurtigere gennemførelse af uddannelser og et stop for orlov, er blot den seneste og mest intensive version af en gammel mistanke: omveje er spild af tid.

Filosoffen Hans Blumenberg (1920-1996)

Filosoffen Hans Blumenberg (1920-1996)

Hvorfor ikke bare gå den lige vej forbi forstyrrelserne? Hvad får du ud af et studiejob, frivilligt arbejde eller et højskoleophold? Måske den mere omstændelige omvej har sin helt egen værdi? Vi står ikke alene med spørgsmålet, men kan alliere os med den tyske filosof Hans Blumenberg (1920-1996). Få filosoffer har som Blumenberg gjort omvejen til en central og skattet kategori. Bevares, motivet er ikke nyt. Forfattere, filosoffer og kunstnere har ofte forholdt sig til forholdet mellem den lige vej og den slyngede eller tilgroede sti. Tænk på Rousseau med den ensomme vandrers drømmerier, Heideggers filosofiske stier og Hamsuns tilgroede stier. Eller på Henry David Thoreau, der foretog en imponerende omvej ud i Massachusetts skove, fordi han gerne ville leve bevidst og udelukkende befatte sig med livets grundlæggende kendsgerninger, for at se om ”jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig” som det hed. Blumenbergs filosofi er gennemsyret af en respekt for disse omveje som det kan være værd at opholde sig lidt ved. Måske vi kan få et poetisk vink om pointen med højskolen ved at beskæftige os med Blumenbergs omveje? Blumenberg selv mente i hvert fald, at vi ved at beskæftige os lidt overordnet med hvad en omvej egentlig er for en størrelse også kunne komme til en lidt bedre forståelse af hvad eftertænksomhed er for en størrelse og hvor afgørende den er for vort liv.

Eftertænksomhed, ”Nachdenklichkeit” som det hedder på tysk, beskriver Blumenberg som selve modsætningen til et velkendt billede af hvad det vil sige at tænke. At tænke, lyder en bestemt fordom, er at etablere ”den korteste forbindelse mellem to punkter […], mellem et problem og dets løsning, mellem et behov og dets tilfredsstillelse […]“. Over for denne ikke helt indlysende definition præsenterer Blumenberg omvejen som en anderledes omstændelig refleksionsform der målt med mere effektive øjne hurtigt lader sig kategorisere som et ”uforholdsmæssigt omfattende tidsforbrug”. En elev eller studerende der insisterer på eftertænksomhed kan på overfladen forekomme at være fattig på resultater og rig på blindgyder og omveje.

Efterårets skovbund i Ringemose Skov på Syddjurs. Foto, Lone Hartmann

Efterårets skovbund i Ringemose Skov på Syddjurs. Hvor mange edderkopper monstro lever livet på lutter omveje? Foto, Lone Hartmann

Det mente i hvert fald den franske filosof René Descartes der valgte at gøre spørgsmålet om videnskabens og filosofiens fremgangsmåde til et spørgsmål om valget af den ene rette vej. Groft sagt havde mennesker ifølge Descartes tænkt forvirrende, ufokuseret og ad vidt forskellige veje. ’Metoden’ – overvejelserne (meta) over vejen (odos) – skulle med tiden komme til at angive den mere strikte, kontrollerede og skridtvise måde at tænke på, i modsætning til alle de tankebaner der var uefterprøvede og blot tilvænnede. Ved at bevæge sig disciplineret, målrettet og aldeles rationelt ville man på bedste og mest effektive vis alle kunne nå det samme mål i livet. Morten Østergaards studiefremdriftsreform synes besjælet af samme tænkemåde.

Descartes gav et eksempel på hvad han mente. Menneskelivet var på mange måder som at være placeret i en uoverskuelig skov, hvor skoven hos Descartes tjente som et billede på at traditionelle værdier, på opsamlet viden og på uigennemtænkte overbevisninger. Skoven var scenen for en beslutning for mennesket. Skulle det bevæge sig på må og få og prøve sig frem i forskellige retninger? Nej, selvfølgelig ikke. Overfor skovens forvirring og orienteringstab, ansporede Descartes, burde man efterligne ”de rejsende, som var faret vild i en eller anden skov, og som ikke bør strejfe rundt og gå snart til én side og snart til en anden, og endnu mindre standse op på det samme sted, men altid gå så lige frem som de kan i den samme retning […]”. Descartes ’metode’ i forhold til skoven bestod i at imitere geometrien, at gå resolut i en retning for til sidst at bevæge sig ud af skoven mod lyset.

Alt det her vidste Blumenberg udmærket. Han lancerede sine forestillinger om omvejen i direkte opposition til Descartes lille spejderråd: ”Kun hvis vi slår ind på omveje, formår vi at eksistere”, hed det dramatisk hos Blumenberg, der selv tyede til en lille anekdote for at forklare hvorfor vi kun kan eksistere, ja sågar overleve, ved at slå ind på en omvej. For mange hundrede år siden fortalte renæssancefilosoffen Michel de Montaigne en anekdote om den antikke konge Pyrrhus (fra hvem vi kender den tvivlsomme glæde ved en Pyrrhussejr) som Blumenberg valgte at gengive så han kunne stille os alle et spørgsmål om omveje.

Henry David Thoreaus (1817-1862) hytte ved Waldensøen i Massachussetts. Det er tankevækkende, at man allerede i de "gode gamle dage" kunne føle trang til en omvej for at finde ro.

Henry David Thoreaus (1817-1862) hytte ved Waldensøen i Massachussetts. Det er tankevækkende, at man allerede i de “gode gamle dage” kunne føle trang til en omvej for at finde ro.

Pyrrhus kastede sig som en anden Hannibal ud i et gevaldigt erobringstogt. Først erobrede han Italien, dernæst Gallien og Spanien, for til slut at gøre sig sine erobringer i Afrika. Inden den antikke konge tog fat på forehavendet fortalte han dog sin rådgiver, Kyneas, om sine planer. Efter at være blevet indviet i de omfattende ekspeditioner, spurgte rådgiveren hvad kongen ville tage sig til, når der på et tidspunkt ikke var mere tilbage at erobre? Kongen svarede, at han ville falde til ro og nyde livet. Til dette havde Kyneas en indvending: hvorfor gjorde kongen ikke med det samme, hvad han ville? Han kunne jo uden hindringer slå sig til ro, uden at det behøvede involvere så store og voldsomme ambitioner? Ikke uventet bifaldt Montaigne visdommen i disse ord. Blumenberg var dog mere i tvivl. På overfladen udgør Montaigne og Kyneas’ pointe jo rationalitetens nøgterne blik på sagen. Hvorfor denne lange omvej for at falde til ro? Verdens erobring forekommer at være et overdrevent indfald, et projekt der kun vanskeligt lader sig realisere – og så for en så let tilgængelig gevinst. Kong Pyrrhus behøver vel ikke engang hæve skatterne for at kunne falde til ro, som det spottende hedder.

Blumenberg kommenterede selv på denne ’Umwegigkeit’:

Fra et udgangspunkt til et mål findes der kun en udgave af den korteste vej, men uendeligt mange omveje. Kultur består i opfindelsen og etableringen af omveje, i beskrivelsen og anbefalingen af omveje og i fremhævelsen og præmieringen af omveje. Kulturen kan derfor se ud som om den mangler enhver rationalitet for i streng forstand er det kun den korteste vej der kan opnå fornuftens kvalitetsstempel mens alt der slår ud til højre og venstre langs denne rute stringent set er det overflødige som har så svært ved at retfærdiggøre dets eksistens. Det er dog omvejene der tillader kulturen at gøre livet menneskeligt.“

 

Kyneas og Montaignes holdning var givetvis udtryk for en indsigt, men var det en indsigt i det menneskelige hjerte? Måske er menneskets uro og omvejstrang ikke at foragte? Måske er det kun, fordi vi hver især slår ind på omveje, at vi fortsat formår at eksistere. Blumenberg erklærede sin sympati med det urolige menneske, der føler sig kaldet til at begive sig ud på en omvej for at forstå sin placering i denne verden; i stedet for en aldeles gennemtænkt og rationel tilstand, der alligevel næppe er sandsynlig.

Bønnerup Strand. En omvej man har lyst til at blive på. Foto Lars Andreassen

Bønnerup Strand. En omvej man har lyst til at blive på. Foto Lars Andreassen

Og hvad skal vi så stille op over for tidens studiefremdriftskrav? Blumenbergs råd synes at være, at vi ikke foragter de tilsyneladende resultatløse omveje der ikke så let lader sig retfærdiggøre. Vi har nemlig ikke andre muligheder. Skulle alle bevæge sig ad de samme veje ville vi stå i en umulig situation. Som Blumenberg fyndigt advarer: ”Hvis alle havde enslydende fordringer på lykke ville det være den fuldkomne katastrofe”, idet det ville indebære alles rivalisering om det samme. Den lige vej mod lykken har noget barbarisk over sig, mens de mange mulige omveje kan ses som et ”Barbariforskånelsessystem”. Ifølge Blumenberg er det kun ved at være forskelligartede at vi opretholder os selv. ”Kun ved at slå ind på omveje formår vi at eksistere. Hvis alle går den korteste vej er der kun en der når frem”. Eftertænksomhed er ifølge Blumenberg det første bevidsthedsprodukt, for den der er villig til at lade sig overraske af livets vildveje. I en konfrontation med det anderledes, opnås muligheden for eftertænksomhed, og som Blumenberg markerede det, også muligheden for at forholde os friere til os selv.

 

Artiklen baserer sig primært på to mindre skrifter af Hans Blumenberg, dels ”Nachdenklichkeit” trykt i Neue Zürcher Zeitung i 1980 og ”Umwege” fra bogen Die Sorge geht über den Fluß udgivet i 1987.

En tur bort fra nuet

Jeg vil med overskriften in mente starte med at fortælle om noget, der allerede er sket – et stykke tid før nu. En aften for nogle uger siden befandt jeg mig på en højskole, hvor jeg havde brugt det meste af dagen på at spille glamrock. Det var gået hen og blevet festligt, og selvom festlighedernes væsentlige omdrejningspunkt på det rytmiske musikkursus stadig var musikken, så lod det til, at stemningen i den lille cigaretrygende klynge (hvor jeg havde tilbragt det meste af aftenen), var gået hen og blevet filosofisk. 

af Rasmus Kjær, forfatter til Selvhjælp på Hovedet

I hvert fald fik én af mine medrygere lyst til at indvie os i en indsigt, som han for nylig havde erhvervet sig. ”Nu har jeg faktisk interesseret mig for filosofi i nogle år, og nu er jeg er kommet frem til den indsigt, at der vel egentlig ikke eksisterer andet end det, der er lige nu og her. Lige meget hvad kan vi ikke ændre ved fortiden, og fremtiden den er jo først lige om lidt”.

Wooow! Vi råbte alle sammen skål og skyndte os at suge ekstra hårdt i cigaretten. Det virkede som det helt rigtige at gøre. All in, lige nu. Men i virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og om ikke andet, ubrugeligt postulat. Jeg synes heller ikke, der er tale om et særligt originalt postulat. Faktisk oplever jeg hele tiden skriverier, udsendelser, kursustilbud og også en god portion fuldemandssnak, hvor nuet hyldes som kur imod næsten al dårligdom i verden. Og skulle jeg kort have glemt, hvor vidunderligt nuet er, så minder svigermors boghylder mig om det. Her vrimler det med titler, der opfordrer mig til at være mere tilstede her og nu. ”Lev i nuets kraft”, ”Grib nuet”, ”Nyd nuet”, ”Mærk livet – elsk med nuet”.

"Hvad nu hvis vi bare er sådanne små tingester, og vi bare ligesom er en del af et så stort univers, at vi ikke engang ved det findes?" Spørger det ene insekt. "Mand, det er bare så dybt," replicerer et andet. Fra Dreamworksproduktionen Antz, 1998.

“Hvad nu hvis vi bare er sådanne små tingester, og vi bare ligesom er en del af et så stort univers, at vi ikke engang ved det findes?” Spørger det ene insekt. “Mand, det er bare så dybt,” replicerer et andet. Fra Dreamworksproduktionen Antz, 1998.

Vi er med andre ord godt og grundigt fedtede ind i opmærksomhed på nuet, og hvis vi ikke griber nuets glæder nu, risikerer vi tilsyneladende at blive enten rigtig kedelige eller rigtig ulykkelige. For skal vi tro de selvhjælpsforfattere, som mest ihærdigt prædiker nuet, ja så er nuet det eneste, som er reelt eksisterende. Hvis man er til stede i nuet, opfatter man livet mere intenst. Den der er til stede i nuet bruger ikke tiden på at ærgre eller bekymre sig. Den der dyrker nuet fuldkomment vil være mere fokuseret i mødet, nyde ferien mere og hygge sig mere til familiemiddagen.

Mange er ifølge NUHUU-bøgerne alt for optagede af at føle had, skyld eller sorg på grund af tidligere tiders hændelser. Hændelser de alligevel ikke er i stand til at ændre på i dag. Eller også gruer de for eller har forventninger til en fremtid, de alligevel ikke ved noget sikkert om. Hvis disse mennesker i stedet koncentrerede sig fuldt ud om at leve livet i nuet, ville de også blive bedre til at reagere hurtigt på de udfordringer forskellige livssituationer måtte byde dem. Som blandt andre Eckhart Tolle, der har skrevet bestselleren ”Nuets kraft” skriver, må vi dels løsrive os fra den psykologiske tid, der får os til at tænke på andet end nuet (når manden på intim wellness date med konen ikke kan tænke på andet end, om han når hjem til landskampen) og dels gøre op med afhængigheden af urets tid, som hvis vi fortaber os i den (når kalenderen styrer, hvad vi skal bruge kvalitetstid på og hvornår) udvasker glæden ved at indstille sindet på at være til stede i nuet.

Den samme over tid

Det er noget vrøvl. Vores opmærksomhed på fortid og fremtid er så langt fra ødelæggende for vores evne til at begribe verden her og nu. Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid? Hvis ikke jeg kæder begivenheder sammen i fortid, nutid og fremtid, hvordan er det så muligt at forstå deres betydning fra øjeblik til øjeblik, og hvordan skulle nogen i etisk forstand kunne forpligte sig på en fælles sag over tid, hvis det ikke var for evnen til at huske fejltagelser og håbe på noget bedre. No regrets tatoveres på kroppe (ikke kun Stig Tøftings) som en påmindelse om, at vi ikke kan ændre ved fortiden. Til gengæld kan vi ved at fortryde tage ved lære af fortidens fejl. Fortrydelse, anger og skam er ikke kun negative følelser, som vi for alt i verden må navigere uden om. De er udtryk for, at vi over tid er i stand til at tage ansvar for vores handlinger. Hvor meget det end må skuffe populærvidenskabelige udgaver af positiv psykologi og letkøbt mindfulness, hvor nuet er gud, er de en del af en selvhjælpstrend, som hverken forholder sig til realitet eller etik. Som mennesker er vi i stand til at vedkende os moralsk ansvar for andre mennesker, netop fordi vi forstår os selv over både fortid, nutid og fremtid. Det er i det hele taget et menneskeligt vilkår at forstå handlinger ind i tidslige forløb.

Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid?

Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid?

Filosoffen Paul Ricoeur har illustreret det sidste med henvisning til jægerens forfølgelse af et dyrespor. Sporet kan være et aftryk i sneen, afkradset bark på en stamme eller afføring på jorden. Sporet, der både er fysisk og tingsligt, eksisterer her og nu, mens jægeren ser på det. Omvendt er det netop afsat af et dyr, der ikke længere er der, og det vidner også om i hvilken retning dyret har bevæget sig og hvor jægeren i en nær fremtid kan finde det. Med andre ord tillægger jægeren en række observationer betydning som et samlet hændelsesforløb i fortid, nutid og fremtid. Det gør jægeren ved på baggrund af den fysiske virkelighed at konstruere en fortælling. Den fysiske begivenhedskæde bliver sammenbragt i en fortalt tid. Det er det særlige ved fortællingen. Den er i stand til at forene forskellige hændelser og forskellige menneskeliv i en og samme historie. Det er ifølge Ricoeur derfor, vi er i stand til at forstå os selv som den selv samme person over tid, selvom vi hele tiden foretager nye valg, møder nye mennesker og forandrer os. Det er i kraft af vores fortælling, at vi bliver vores tidligere handlinger skyldige. Det er fordi jeg fremstår med en fortælling, at jeg bliver et menneske, som andre kan regne med. Det er også derfor, vi er i stand til at erkende vores ansvar og forpligtelse på fællesskabets traditioner og fremtidige vækst. Uden blik for nutid og fremtid mister vi også blikket for moralske forpligtelser i forhold til andre mennesker. At være forpligtet på noget eller nogen er vel netop at vedkende sig et ansvar for en fælles fremtid.

Et håb i nuet

Hvis ikke man på en eller anden måde tror på, at man kan ændre tingenes tilstand fra det, der er her og nu, vil enhver handling synes både menings- og betydningsløs. Hvorfor skulle vi foretage os noget som helst med mindre vi på en eller anden måde håbede på en god effekt af handlingen. Jeg rækker hånden ud efter kagen for at få stimuleret mit sukkerbehov, få en smagsoplevelse, behage den vært som har serveret den og tage del i den hyggelige sammenkomst. Jeg dukker op til debatmødet om det bekymrende ved højreaktivismens udbredelse for at lære noget nyt, pleje et netværk, påvirke det danske debatklima, deltage i et fælles statement og skabe en ny politisk mentalitet. Jeg håber og tror på, at det ikke er frugtesløst. Håbet er knyttet til troen på, at vi under opmærksomhed på fortiden kan agere i nutiden med henblik på en bedre fremtid. Håbet er vigtigt, fordi det ikke blot grundes i naiv og lykkesøgende positivitet. Håbet er vigtigt fordi det også udtrykker mangel, lidelse eller konflikt i nuet.

Forestillingen om, hvordan det konkrete håb korresponderer med menneskets handlingsliv har ikke mindst været fremhævet af filosoffen Ernst Bloch, der forstod vores evne til at anticipere eller foregribe fremtiden som nøglen til menneskelig udvikling (Bloch, 1982). Personlig udvikling og fællesskabsdannelse hænger her tæt sammen med evnen til også at skue ud i og håbe på fremtiden. Bloch var i det hele taget ikke begejstret for nutiden, måske fordi hans eget liv bød på bitre erfaringer med to smertelige verdenskrige. Nuet betragtede Bloch som en både ubegribelig og lidelsesfuld størrelse. Det er fremmedgørende, fordi nuet altid lige er forsvundet. Vi kender hverken verden eller os selv lige nu. Lige nu er altid lige forsvundet. Nuet byder i denne optik ikke på hverken frelse, fred, lykke eller velvære, som man ellers skulle tro ved læsning af eksempelvis Tolle. Mennesket lider ifølge Bloch i store dele af tilværelsen. Vi har svært ved at begribe os selv, vi fejler, vi svigter vores egne idealer om mellemmenneskelig adfærd, vi skuffes over at blive udnyttet, vi mangler midler, vi tvinges til at sælge vores arbejdskraft osv. På trods af dette skeptiske syn på nuet (som måske også er lidt patetisk) er Bloch kritisk optimist, for som mennesker er vi ofte bevidste om vores lidelser og bliver derfor også opmærksomme på lidelsernes mulige fravær. Lidelsen reflekteres i os som en længsel mod noget andet, end det der eksisterer i nuet. Det er denne forventning om det bedre, som Tolle og andre Nu-entusiaster tordner imod. Bloch derimod mente, at denne lidelsesfulde længsel vidnede om, at mennesker vil mere end at eksistere som den samme tingslige enhed hele livet. Vores livsbane kan ikke sammenlignes med en sten, der kastes gennem luften. Når vi indser, at noget kunne være anderledes, bekræfter vi den potentielle indflydelse på vores eget liv og bliver derfor i stand til at planlægge fremtiden.

For fremtiden vil jeg måske derfor klemme læberne bare en anelse blødere om cigaretten, når en ven i festligt lag hylder nuet, om ikke andet så for at klemme nogle vrisne citater fra to døde filosoffer ud gennem mundvigen.

Rasmus Kjær er cand. mag i filosofi og pædagogik, foredragsholder og konsulent i Folkehøjskolernes Forening. Han har skrevet en masse om menneskelig dannelse og udvikling, heriblandt bøgerne Selvhjælp på hovedet og Pragmatisk pædagogik fra forlaget KLIM.

At læse Søren Kierkegaard og lære at læse ham gennem Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen

Først en opfordring til alle: ateister, agnostikere, katolikker, protestanter, lutheranere, calvinister, baptister, pinsefolk, konservative, liberale, libetarianere, kollektivister og individualister uanset hvilken boks du enten bliver puttet ind i, eller du selv har placeret dig i – begynd at læse Søren Kierkegaard. Ikke læse om ham (undtaget her), men læse det han selv skrev og begynd med ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himmelen” (herefter ”Liljen”).

Aksel Tarras Madsen, Finansanalytiker med passion for Kierkegaard.

Med de tekster begynder ens Kierkegaardlæsning med det centrale i forfatterskabet, nemlig evangeliet; kristendommen. Den der er fremmed overfor kristendommen og ateisten vil sige: ”netop, det er derfor Kierkegaard er uinteressant.” Men nej, det er netop derfor Kierkegaard er interessant. Fordi han evner, som ingen anden, at tydeliggøre, hvad et menneske er, og hvad menneskelivet består af, hvad evangeliet er, og hvordan vi kan leve dette liv i sand individuel frihed. Dermed sagt, at hvis man vil læse Kierkegaard, som en filosof der – måske nok – havde en kristen side, men også havde så meget andet – der kan tale til mennesker af i dag – så kan man vælge den tilgang – men det var aldrig Kierkegaards egen tilgang (se f.eks. ”Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed” og ”Om min Forfatter-Virksomhed”).

Kierkegaard skelner selv mellem sine opbyggelige skrifter og de pseudonyme, ikke som to uafhængige forfatterskaber, men sådan at hele forfatterskabet skal ses som én bevægelse mod det, at blive sig selv overfor den Absolutte. Det er ved spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen er kernen i hele forfatterskabet eller ej, at Kierkegaardreceptionen splittes i forskellige skoler og opfattelser. Mit udgangspunkt er, at Kierkegaard skræller alle udenomsaktiviteterne væk, så alene muligheden mellem troen eller afvisningen af troen står tilbage; at hele forfatterskabet peger hen imod troen på Gud åbenbaret som mennesket Jesus Kristus. Kierkegaards anliggende var at stille mennesket i et eksistensforhold ind for Gud. I dette eksistentielle forhold ligger menneskets inderste erkendelse og hemmelighed. Det er dette forhold, der på smukkeste vis folder sig ud i Kierkegaards forskellige taler om liljen og fuglen.

Kierkegaard skriver 3 steder om ”Lilien og Fuglen”. Udover ”Liljen” (bind 14) skriver han i ”Opbyggelige Taler i forskellig Aand: anden afdeling. Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre taler” (bind 11), samt i ”Christelige Taler: Første Afdeling. Hedningenes Bekymring” (bind 13). Mine henvisninger er til Gyldendals udgave af Kierkegaards Samlede værker fra 1962. På sks.dk er alle Kierkegaards værker tilgængelige.

Hvorfor læse Kierkegaard og hvordan

Kierkegaard skal du læse for din egen skyld. Formålet med sand humaniora er, at opbygge det enkelte menneske. Humaniora skal bevare kulturen, sikre erindringen, vise ”det større,” der er udenfor en selv, bevare ideerne, pege på sandheden og dermed give grundlaget for at bevare den enkelte som den enkelte. Det enkelte menneske må finde, hvor i tilværelsen det står. Her er Kierkegaard en hjælp, fordi han skrev til ”hiin enkelte” – hvilket ret beset er en kristen præmis. Kristus henvender sig altid til den enkelte, aldrig til flokken, flertallet eller masserne. Evangeliet er ikke kollektivt, det er altid individuelt.

Kierkegaard skriver i ”Liljens” forord, at han alene skriver til ”hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min læser” (Bind 14, s. 127). Derfor kræver det, at læse Kierkegaard en anden læsemåde, end vor normale forhastede, hvor hurtighed er en kvalitet. I vort samfund, skal alt gå hurtigt, være nyt, ikke vanskeligt og ikke kræve en indsats af vedkommende. I dag sættes ens egen lyst lig ens behov – og de fordres opfyldt nu. Det er den kollektive tilgang, hvor alle går i samme retning. Kierkegaard anviser en anden vej, han viser, hvordan den enkelte kan træde ud af det kollektive og blive sandt menneske.

Det moderne menneske sidestiller det at få egne umiddelbare behov og lyster tilfredsstillet i nuet, som værende lig det at leve i nuet og være ansvarlig for sig selv. Begynder man derimod at læse Kierkegaard, åbner der sig et andet syn på tilværelsen. Begynder man at læse ”Liljen” bliver man konfronteret med holdninger og synspunkter, der er aldeles uacceptable. Uacceptable dengang Kierkegaard skrev og i dag. Vi møder et ”du skal,” der kræver lydighed, tavshed (stilhed), udholdenhed, tålmodighed. Men dette imperativ er forudsætningen for selverkendelsen i nuet, livet i dag, sand trøst, og sand glæde i nuet. Læser man langsomt, kan Kierkegaard nemlig vise én, at det at erkende, hvem man er, hvor man er, og hvordan man står som menneske i mødet med tilværelsens problemer og modgang – kan være en langt mere radikal frigørende position, end den vi, i vor ufrie tryghedssøgende kollektivistiske uselvstændige tilgang, opfordres til af ”masse-menneskene.”

Kierkegaards eminente psykologi udfolder sig i alle hans værker, med det formål at afdække og beskrive alle facetter af menneskelivet. Livet der udfolder sig i spændingsforholdet mellem det, at Gud blev menneske og dermed en af os – og at vi kan vælge at leve vort liv i forhold til det grundlag (nemlig, at Gud blev menneske) eller vi kan leve uden det grundlag.  Kierkegaard evner at afdække det egentlige indhold i vore bekymringer, håb, ønsker, drømme, skuffelser, angst, begær, ambitioner, behov som ingen anden. Ved at læse ham kan man få hjælp til at forholde sig til alle facetterne af menneskelivet, forholde sig til de valg, der skal træffes.

Kierkegaard skal læses langsomt. Intet af Kierkegaard kan læses hurtigt. At læse Kierkegaard er et opgør med fortravletheden, med det forjagede, med det overfladiske. Læs derfor Kierkegaard langsomt – give ham tid til at vise dig, hvad hans tekster formår – alene til personlig opbyggelse.

At læse ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”

”Liljen” begynder med en Bøn, hvor Kierkegaard fremhæver og pointerer ens eget ansvar, ens egen opgave, den enkeltes mulighed og hvor Kierkegaard vil vise, ”hvad det er at være Menneske” – hvilket er vanskeligt i det moderne samfund, hvor ”Menneske-Vrimlen” dominerer. Her peger Kierkegaard i 1849 på det forhold, at masse-mennesket, det kollektive, altid vil føre den enkelte væk fra ”Fordringen til det at være Menneske.”  Og fordringen består i ”Taushed, Lydighed, Glæde!” lærer vi af liljen og fuglen ved at iagttage dem (Bind 14, s.129).

Teksten, fra Mattæusevangeliet 6.24-34, som Kierkegaard lader sig inspirere af lyder: ”Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.  Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?  Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser, de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ”Hvad skal vi spise?” eller: ”Hvad skal vi drikke?” eller: ”Hvad skal vi klæde os i?” Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

Lære tavshed

Kierkegaard peger på, hvor vanskeligt det er at blive menneske når der ikke er ro, men snarere uro i ”menneskevrimlen.” I selskab med mennesker, især mange mennesker, finder vi aldrig ud af, hvem vi er – derfor vil Kierkegaard, at vi tager Ordet alvorligt og faktisk helt konkret lærer noget af, at iagttage en blomst i skoven og en fugl. Vi skal lære af dem. Bogstaveligt. Det første er at lære tavshed. Stilhed. I skoven er der stilhed og ro. Der, hvor menneskene er, er der uro, aktivitet. Er det eneboeren, han anpriser? Nej, det er at vi vælger stilheden, der hvor vi nu engang er. Vi skal lære af blomsten og fuglen: uanset hvor de er, er de, som de er. Blomsten blomstrer (smukt) i skoven eller på en mødding. Den er ikke kun smuk, hvis omgivelserne er smukke. Fuglen synger smukt i skoven, den synger smukt, hvor den er. Den synger smukt selv om ingen vil lytte, selv om dumme børn smider sten efter den. Hverken Liljen eller Fuglen lader sig forstyrre af det, der er omkring dem. De har lært at tie. De har lært tavshed.

Hvad er så tavshed? Det er begyndelsen. Det at tie er forudsætningen for at kunne høre. ”Thi vistnok er det Talen, der udmærker Mennesket fremfor Dyret, og da, hvis Nogen saa vil, langt fremfor Lilien. Men fordi det er et Fortrin at kunne tale, deraf følger ikke, at det ikke skulde være en Kunst at kunne tie… fordi dette hans Fortrin saa let frister ham, derfor er det en stor Kunst at kunne tie. Men det kan han lære af de tause Læremestre: Lilien og Fuglen.” (B14,s.135).

Det at kunne høre, er forudsætningen for at lære. Det er en enkel almengyldig sandhed, som i den ophidsede skoledebat i 2013 nærmest er glemt. At mennesket har vanskeligt ved at tie stille, er endnu tydeligere i dag, hvor enhver mening skal høres og hvor menneskevrimlen bestemmer, hvad der lige nu er den herskende sandhed. Kierkegaard viser, at vi begynder med at tie og være tavse overfor Gud, og dermed har vi slået hul på fordringen om at blive menneske. Hvor vi i dag altid fremfører alle vore ønsker, den ene samfundsgruppe stiller krav overfor den anden, børn beder deres forældre om det ene og andet, så skriver Kierkegaard: ”og således er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, og at blive ved at tie, at bie, til den Bedende hører Gud” (B14,s.136).

Som menneske lærer vi aldrig os selv at kende, hvis vi konstant taler og kræver det ene og andet. Vi lærer os selv at kende ved at kunne tie stille og vente (bie). Det er et opgør med vor egen hektiskhed, her kan vi aldrig ”bie” eller vente på noget, men alt skal ske nu. Kierkegaard viser at ved det at bie, kan man finde fred; fred med sig selv, med sine egne dæmoner. I stilheden ligger freden skjult. Evangeliets Gud er skjult. Skjult i stilheden, i roen. Det kræver dog, at den enkelte søger stilheden gennem at tie stille. Det var ikke Nietzsche, der slog Gud ihjel, men larmen i samfundet og den moderne kirke. Så når Kierkegaard udlægger ”søg først Guds rige” – så er det ”først” at kunne tie stille før noget andet.

Det ville jo også være rart, hvis flere baserede deres udtalelser i det offentlige rum på personlige overvejelser frem for blot at være en del af den larmende menneske-vrimmel. Eller at flere blot holdt helt mund.

Dermed lære lydighed

Når vi har lært at tie stille kan vi lære lydighed: ”at blive taus, er den første Betingelse for i Sandhed at kunne Lyde.”  Uroen i og omkring os er en hindring for at lære lydighed. ”Var der aldrig saaledes Taushed omkring Dig og i Dig, saa lærer Du heller aldrig Lydighed. Men har Du lært Taushed, saa gaaer det nok med at lære Lydighed” (B14, s.148). Hvorfor skal vi lære lydighed? Hvad skal vi bruge lydighed til i 2013? Lydighed er jo et ord, der vrænges ad i år 2013. Lydighed er et ord, som ikke må anvendes og fordi det er gået tabt, er meget godt tabt. Børn skal være lydige overfor deres forældre. Det lærer de ved at tie stille. Ro er forudsætningen for sandt fredfyldt samvær også mellem forældre og børn – også i 2013. Lydighed fordrer, at der er autoritet tilstede. Hvor autoriteten er nedbrudt eller ikke anerkendes, så forsvinder den, men den erstattes ikke, den går tabt og tabet skaber uro, fjendskab og splid i stedet.

Når en moderne forældre ikke ønsker at være en autoritet, når den moderne lærer ikke tør (eller kan være) en autoritet, så er det naturlige forhold mellem forældre og børn, mellem lærer og elev ikke erstattet af noget andet. Det er gået tabt. Og i det tab, taber vi os selv. Er der ikke ro omkring én selv, lærer vi aldrig lydighed – og så kan vi heller ikke fastholde ”fordringen til det at være menneske.”Vi skal altså lære lydighed, fordi liljen og blomsten er vore læremestre. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en, men tavsheden er forudsætningen for stilheden i en. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en. Tavsheden i dig forudsættes af stilhed omkring dig – log ud, log af.

Liljen og fuglen er ubetingede lydige. De blomstrer og synger uanset omstændighederne. De er ikke halvhjertede i modsætning til menneskene, som Kierkegaard skriver: ”hvad de fleste Mennesker forstaa sig bedst paa: Halvhed.” Så viser lydighed helhed. ”Du skal elske” siger evangeliet. Dette imperative ’skal’  er fordringen for det menneskelige. Men elske kan du ikke gøre halvt. Enten elsker du eller også elsker du ikke. Eller med Kierkegaard: at liljen er dejlig uanset omgivelserne. Den står, hvor den står – og er dejlig hvor den står. Den er lydig, hvor den står. ”Thi Liljen er, trods Omgivelsen, sig selv, fordi den er Gud ubetinget lydig.” Ved at være tavs, ved at finde stilheden og i stilheden stå, hvor man står, kan man blive sig selv.

Fortvivlelsen

Men Kierkegaard kender mennesket og den fortvivlelse, som tilværelsen også rummer. Vi er jo ikke over-mennesker, der kan tie stille og finde ro og fred, men fortvivles over det ene og andet enten hos os selv eller hvad der rammer os af tilværelsen. ”Fortvivlelse forhindrer os selv i at blive, hvad vi kunde være blevet, om end kun et Øjeblik. Anderledes med Lilien; den var ubetinget lydig, derfor blev den sig selv i Deilighed, den blev virkelig hele sin Mulighed” (B14,s.151). Den blev hele sin mulighed. Det er det valg, vi har, det er den mulighed tilværelsen giver, at blive hele sin mulighed, det er det eksistentielle valg, i lydighed at blive det, der til fulde er din mulighed. Men i lydighed overfor Gud. I lydighed overfor det absolutte. Heri ligger det ”at blive sig selv.”

Det individuelle menneske stræber efter at være sig selv, men spejler sig hele tiden i sine omgivelser. I det tiden fordrer. Og fordi mennesket vil være sig selv i forhold til alt muligt andet, i forhold til menneskevrimlen, i forhold til støj og larm, bliver det aldrig sig selv – finder aldrig ind til sig selv. Nogle mennesker tror, de udtrykker sig selv gennem larm, råben og skrigen. Hvad enten det er religiøse tosserier eller politiske fantaster, der kræver det ene og andet af andre, latterlige mediefigurer, larmende demonstranter. Alle vil de hævde at udtrykke sig selv gennem det, de gør, men ret beset er de alle blot et spejlbillede af menneske-vrimlen, af den forvirrede larmende hob.

At blive hele sin mulighed, bliver fuglen også – når den rejser væk, netop når den har det godt – så rejser den – den ”slipper det Visse for at gribe efter det Uvisse.” Tilværelsens fremtid er uvis. Vi kender ikke dagen i morgen, men fuglen og liljen er lydige mod deres potentiale – de opfylder deres mulighed. Det kan de, fordi der ikke er noget halvt hos dem. Vi tør ikke gribe det uvisse for det visse, hvorfor vi misbruger øjeblikket.

Den Kristendom som Kierkegaard viser, er så radikalt anderledes end den pussenusse kristendom, der ikke forarger nogen – og som er tømt for både Gud og indhold, atden er pjat. I dagens Danmark er alle enten kristne, ateister, buddhister eller noget andet. Det er et fedt det hele. Der er nogle missionsbevægelser og frikirker, der er lidt mere pietistiske og sætter leveregler op for folk – så det får skin af helhed. I forhold til Kierkegaards lære er det at lege kristendom. Mennesket finder sig selv ved at acceptere sin stilling: at stå overfor det absolutte, accepterende den absolutte fordring ”du skal.” Hvorfor den, kristendommen, er et individuelt personligt anliggende.

Tavshed og lydighed fører til glæden.

I sidste del af ”Liljen” fører tavsheden og lydigheden frem til det sidste, der skal læres, nemlig: glæden. Glæden er, at hele vægten ligger på ”der er et Idag, det er, ja der falder et uendeligt Eftertryg paa dette er; der er et Idag – og der er ingen, slet ingen Bekymring for den Dag Imorgen” (B14, s.160). Vi lever i dag, og lærer vi tavshed og lydighed af liljen og fuglen, så lever vi, som var der ikke en dag imorgen. Ret beset ved vi ikke, om der kommer en dag imorgen. Vi har i dag, vi har nuet.  Dagen imorgen kalder Kierkegaard for ”den usalige Dag, der er Snaksomhedens og Ulydighedens Opfindelse” og ved at være idag, lærer vi den sande glæde, der er ”i Sandhed at være sig selv nærværende” glæden er dermed ”den nærværende Tid” (s.160).

Afslutning

Ovenstående har alene set lidt på overfladen, dermed egentlig gjort vold på Kierkegaard og er et eksempel på, hvad han kalder ”mange syslerier i periferien.” Hensigten har været at vise en indgang til forfatterskabet, der ikke går over mange og store bøger om Kierkegaard og hans forfatterskab, men som ”hiin enkelte” selv kan begynde at læse til personlig opbyggelse. Og en indgang til forfatterskabet er at begynde med de opbyggelige tekster skrevet i eget navn og derefter tage fat på de pseudonyme.

Når der i medierne foregår en debat om, hvorvidt Kierkegaard er stor i udlandet eller ej (f.eks. JP den 14. april 2013). Så er den diskussion i princippet afsporet – for begynder du (”hiin enkelte”) at læser du ham langsomt i ro og stilhed, bliver han relevant – og bevægelsen væk fra masse-mennesket er begyndt og fordringen om at blive menneske på vej mod realisering. Men læser du ham alene for at kunne tale med i de pæne subintellektuelle cirkler, der synes at Kierkegaard er monumentalt hip i anledning af 200 året (f.eks. Mungo Parks opførsel af ”Forførerens Dagbog”), så vil han aldrig blive relevant, men kun måske interessant.

Den 7. april mindes vi ofrene fra folkedrabet i Rwanda

Hvert år den 7. april samles de fleste indbyggere i Rwanda og mindes de mellem 800.000 til en million mennesker, der brutalt blev slået ihjel under folkedrabet i 1994. Det hele skete på kun 100 dage, hvor 11 tutsier i gennemsnit blev dræbt hvert andet minut af den dominerende hutubefolkning. Blot fordi de var tutsier.

Anders Aamand, Management Consultant, INSEAD MBA og advokat

Også i år mindes vi Rwandas folkedrab, og det giver endnu engang anledning til at stoppe op og spørge – har vi et medmenneskeligt ansvar og pligt til at gribe ind i sådanne situationer? Skal vi risikere danske unge mænd og kvinders liv ved at sende dem til kriseramte områder i en højere sags tjeneste og ikke blot acceptere folkedrab eller lignende overgreb i verdens tredjelande som endnu et nyhedsindslag ud af mange?

 

Stablet død fra folkedrabet i Rwanda 1994. Foto: Anders Aamand

Stablet død fra folkedrabet i Rwanda 1994. Foto: Anders Aamand

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når et folkedrab foregår langt fra vores baghave og i et land, der på ingen måde har indflydelse på vestlige økonomiske eller politiske interesser, så er det, at det i vid udstrækning let bliver fuldstændigt ubetydeligt for os.

Har vi så lært noget af hvad der skete i Rwanda i 1994? Eller er vores holdning identisk med hvad Frankrigs daværende præsident, Francois Mitterand, i januar 1998 blev refereret for at udtale: ”I sådanne lande (underforstået Rwanda) er et folkedrab ikke af særlig stor betydning.”

Der er kun ét korrekt svar – det internationale samfund må intervenere og aktivt forhindre folkedrab, hvor end det sker og lige meget, om det måtte foregå i den tredje verden uden den store interesse for den vestlige verden. Ellers har vi intet lært af de 11 tabte liv hvert andet minut i 1994.

Jeg besøgte med en studiekammerat, Mark Bell, som dengang underviste på St. Pauls School, Rwandas folkedrabsoverlevere i sommeren 2007, og det er derfor, at jeg kan udtale mig så skråsikkert. Vores medmenneskelige ansvar for ikke blot at acceptere folkedrab som endnu et nyhedsindslag, står lysende klart, når man bliver mødt med personlige beretninger fra folkedrabsberørte mennesker.

Det familie, der er tilbage

Et af de mest indtryksfulde møder jeg havde i Rwanda, var da jeg besøgte Kigali Independent University. På universitetet mødte jeg en række studerende, som alle havde stået midt i folkedrabet – mistet deres familier, men selv overlevet på mirakuløs vis. En af de studerende berettede om sin og familiens flugt i 1994. Der var ingen steder at gemme sig. Overalt huserede interahamwes (lokale militser, der stod for den overvejende del af drabene). De gennemsøgte hvert et hus, buskads og andre tænkelige gemmeesteder skridt for skridt. Alle tutsier som blev fundet blev slået ihjel på stedet – med machete eller kølle. Det lykkedes for den unge mand og hans familie at undgå de jagtende interahamwes for en stund, og familien fik en idé, som kunne redde dem. I byen befandt der sig nemlig en mindre styrke af franske soldater. Familien tænkte – hvis vi kan snige os hen til de franske soldater, vil vi være i sikkerhed. Familien begav sig hen mod den kaserne, hvor de franske soldater befandt sig, og ved at snige sig fra buskads til buskads så det ud til at lykkes. Pludselig så en interahamwe den flygtende familie, og han råbte ad dem og til sine medsammensvorne dræbere. Familien løb alt hvad de kunne – de kunne se kasernen foran sig. Redningen var inde for rækkevidde! De havde et godt forspring. De nåede kasernens gitterport, mens de kunne høre de jagtende interahamwes komme nærmere og nærmere med macheterne viftende – klar til brug. Familien råbte alt hvad de kunne om hjælp til de franske soldater bag gitteret. Men det nyttede ikke. De franske soldater foretog sig intet. De så blot til, og holdt gitterporten lukket. Familien kunne ikke tro deres øjne. Overvældet af desperation og afmagt blev de indhentet af de jagtende interahamwes. Og så var det slut. Det lykkedes den ene søn og datter at slippe væk, mens resten af familien brutalt blev slagtet ude foran kasernen. De franske soldater fulgte blot deres ordre, og havde ikke mandat til at gribe ind.

 

Et af de mange mindesteder som er spredt ud over Rwanda. Foto: Anders Aamand

Et af de mange mindesteder som er spredt ud over Rwanda.
Foto: Anders Aamand

Jeg husker tydeligt raseriet i ansigtet på den unge mand, mens han fortalte sin historie. At de franske soldater blot kunne stå og se til, mens medmennesker brutalt blev myrdet, kunne han ikke begribe og ville aldrig tilgive.

Efter besøget på universitetet besøgte vi vores lokale tolks barndomshjem. Hans gamle bedstemor boede der stadig. I husets have lå hans forældre begravet, og vi tilbragte en kort mindestund i haven. Mens vi betragtede gravene i stilhed kunne vi høre naboen rumstere inde ved siden af – den selv samme nabo, som 13 år tidligere havde angivet moren og faren som tutsier til lokale interahamwes og dermed beseglet deres skæbne. Folkedrabet i 1994 var ikke første gang, at bedstemoderen havde gennemlevet drab og overgreb. Helt tilbage i 1959 oplevede hun det første gang, da op mod 100.000 tutsier blev slået ihjel i etniske konflikter mellem hutuer og tutsier. Bedstemoderen sad nu blot tilbage i afmagt – med en mistet tro på at det ikke vil ske endnu engang.

Det internationale samfund med USA i spidsen lod fuldstændig tutsi-befolkningen i Rwanda i stikken i de 100 dage i 1994. Frem for at indsætte styrker og komme tutsi-befolkningen til undsætning vedtog FN’s sikkerhedsråd 14 dage efter folkedrabets start at nedskære FN-styrkerne i Rwanda til 270 mand med et mandat, der ikke tillod direkte intervention. FN og USA tøvede, og folkedrabet var næste fuldført, før man i FN-regi endelig kunne blive enige om at indsætte tropper i Rwanda.

De historier jeg hørte i Rwanda er desværre ikke unikke og er ikke historier, som man bliver glad af at høre, men det er sådanne historier og lidelser, vi skal huske og forstå, for at begribe hvad et folkedrab indebærer. Det er sådanne historier, vi skal huske og mindes den 7. april.

Hvis vi har lært noget

Guiden Gustave fortæller om sin families gravsted, som anes i baggrunden. Foro: Anders Aamand

Guiden Gustave fortæller om sin families gravsted, som anes i baggrunden. Foto: Anders Aamand

Har vi så lært noget siden 1994? Nogle gang ja og andre gange nej. Verdenssamfundet var meget lang tid om at gribe ind, da der fra 2003-2009 foregik uhyrlige overgreb og folkedrab i Darfur-regionen i det vestlige Sudan. Derimod viste Frankrig vejen, da de – med støtte fra bl.a. Danmark – i januar 2013 intervenerede i Mali mod islamistiske oprører, om end det var lidt sent.

Alle de personer jeg mødte i Rwanda som fortalte deres historier om drab, tab af familie og desperation afsluttede altid med at sige det samme: ”Jeg fortæller dig min historie, så du kan fortælle den videre – således at det kan sikres, at et folkedrab som dette aldrig sker igen.” Det er den anden ting vi skal huske og fortælle os selv den 7. april – det må aldrig ske igen. Kun ved at huske og efterleve dette budskab – selv ved at sende danske tropper i kamp når påkrævet – kan vi værdigt minde ofrene og de efterladte i Rwanda den 7. april.

’No standing anytime’ – om samfundskritikkens fremtid

No standing anytime: Tankegangen er lige så simpel, som den er funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer. I forandringsfanatismens tidsalder, hvor selvudvikling og omstillingsparathed hyldes som eneste positive koordinater for et godt liv, risikerer vi at sætte den velovervejede og gennemtænkte kritik over styr, og det kan på paradoksal vis få den konsekvens, at vi stagnerer i gamle idéer.  

Af Mads Strarup, cand.scient.soc. i Socialvidenskab og Filosofi, gymnasielærer ved Københavns åbne Gymnasium.

”Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber på at kunne forstå om nogle dage”. Citatet er skuespiller Claus Nissens, og er lånt fra digteren og filmmanden Jørgen Leths kortfilm Det perfekte menneske (1967). Præcis den fornemmelse sad jeg med den efterårsdag, da jeg gik mine billeder fra forårets New York-tur igennem. Der var gået en sommer, og først nu havde jeg virkelig forstået, hvad det egentligt var, jeg havde oplevet. Eller rettere; havde set.

No_standing_anytime_skiltet

I  New Yorks fantastiske og frygtindgydende uendelighed, havde én af de lange traveture ført os omkring det sydligste Manhattan, og forbi et af kapitalismens vigtigste centre; Wall Street. Her vrimlede det ikke overraskende med turister, der ønskede at forevige sig selv og familien med den berømte børs som bagtæppe. Men midt i det stroboskopiske blitzhav gjorde jeg en slags storbyantropologisk iagttagelse, hvis betydning først har ramt mig nu – måneder efter hjemkomsten. Overalt i området omkring Wall Street hænger der små, røde skilte med påskriften; ’No standing anytime’. Lad os kalde dette et påbud om bevægelse. Disse blev vistnok ophængt i tiden efter terrorangrebet den 11/9-2001, hvor frygten for at Wall Street kunne blive et kommende terrormål fik bystyret til tage en række forholdsregler. Tankegangen er simpel, men funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer.

Men hvorfor har dette undseelige skilt og dets påbud pludseligt fået mening for mig? Hvorfor er udsagnets betydning først blevet klart for mig nu her sikkert tilbage på den anden side af Atlanterhavet? Sagen er klar. Med måneders afstand gik det op for mig, at udsagnet ikke alene fortæller noget om den amerikanske frygt for og bekæmpelse af terror, men at udsagnets overførte betydning også kan bruges som indgangsvinkel til at forstå en af mit eget samfunds stærkeste samtidsnormer. ’No standing anytime’ kan betragtes som en betegnende etikette på et samfund, hvis grundpræmis er bevægelsen. Altid synes vi på vej videre. Hvorhen? Bare videre.

I sin kronik Forandringsfanatisme koster os trygheden gør Mathias Herup Nielsen en lignende betragtning, idet han skriver, at ”den trekant af stabilitet, tryghed og langsigtethed”, som tidligere karakteriserede det danske samfund, i dag er under et gevaldigt pres. Et pres som kommer af, at der har indfundet sig en art forandringsfanatisme, hvor begreber som ’selvudvikling’ og ’omstillingsparathed’ konstant hyldes som entydigt, positive koordinater for det gode liv. Ifølge Herup Nielsen har det den konsekvens, at vi har udviklet et samfund hvor trygheden og sikkerheden om, at i morgen ligner i dag, totalt er forsvundet. Herup Nielsens betragtninger er for så vidt korrekte, men jeg er af den opfattelse at han ikke er omfattende nok i sin konsekvensberegning. Ikke nok med at både trygheden og sikkerheden ryger sig en tur, så er forandringsfanatismens bevægelsesmantraer så skadelige, at de berøver os muligheden for at formulere dybdegående samtids- og samfundskritik.

Fra krop til sjæl

For at forstå, hvorledes bevægelsen er blevet til vores samtids eksistentielle grundpræmis, er vi nødt til at tage en lille tour de force tilbage i historien. I løbet af de sidste 50 år har det danske arbejdsmarked gennemgået en udvikling fra, at hovedparten af danske arbejdere hovedsageligt brugte deres kroppe som sit redskab, til i dag, hvor det i en lang række jobs i højere grad er arbejdernes sjæle, som driver virksomhederne fremad. Fra industrisamfund til informationssamfund; fra håndens arbejde til åndens arbejde.

Det er i denne transformation fra én arbejdstype til en anden, at vi over en bred kam i dag kan konstatere, at det i langt højere grad er i psyken (det indre), at arbejdets negative bagside viser sig, i modsætning til tidligere hvor det kom til udtryk i kroppen (det ydre). ’Udmattet’, ’stresset’, ’brændt ud’ – betegnelser er mange, men de vidner alle om én ting; at der i de senere år er blevet sat helt urimeligt høje krav til den enkelte arbejders mentale tilstedeværelse i og omkring arbejdet. Her tænker jeg bl.a. på coachingpraksissens idé om potentialefuldbyrdelse, hvor psyken betragtes som en form for uudtømmelig kilde, hvis ekspansion potentielt aldrig er fuldbyrdet. Man kan jo altid præstere bare lidt bedre, right?!

På denne vis har vi således fået skabt os et arbejdsmarked, i særdeleshed i kreative og akademiske brancher, hvor der forlanges et gennemsnitligt præstationsniveau langt over det i længden mulige. Det skyldes bl.a. det uudsagte selvudviklingsdogme, som ofte indhegner disse branchers arbejdere; Hvis du ikke er under udvikling, er du under afvikling. Det handler således om at være i konstant bevægelse. Hvorhen? Bare videre.

Intet nyt under solen

Mantraet om bevægelse har således taget den plads, som ophobningen af erfaring tidligere besad. Sidstnævnte kan kun opbygges, hvis man i længere perioder gør ophold samme sted, f.eks. i samme jobfunktion. Opholdet har netop det positive karakteristikum ved sig, at det skaber overblik, indsigt og detaljekendskab. Opholdet skaber således et solidt grundfunda

ment, hvorfra man kan orientere sig. Men når der i den evige bevægelses hellige navn ikke er tid til disse ophold, bliver erfaringen det første offer. Og dermed fjernes det nødvendige vilkår for enhver samfundskritik. Uden erfaringen, ingen reel samfundskritik. Så enkelt er det!

Den tysk-kinesiske filosof Byung-Chul Han er en af de mange tænkere, som forsøger at indfange sin samtids problemer, og i sin lille pamfelt af en samtidskritik Træthedssamfundet skriver Han følgende passus om netop det samfundsmæssige normregime, der har gjort bevægelsen til eksistentiel grundpræmis:

”Menneskehedens kulturelle præstationer, heriblandt også filosofien, skylder vi dyb, kontemplativ opmærksomhed. Kulturen forudsætter en omverden, der muliggør en dyb opmærksomhed, hyperopmærksomheden (hyperattention). Et hurtigt skift i opmærksomhed mellem opgaver, informationskilder og processer er kendetegnet for denne spredte opmærksomhed. Eftersom den heller ikke har megen tålmodighed over for kedsomhed, tillader den præcis så lidt af den dybe kedsomhed, som ikke er uvigtig for en kreativ proces. Walter Benjamin kalder denne dybe kedsomhed for en ”drømmefugl, der udruger erfaringens æg”. Hvis søvnen er den kropslige afspændings højdepunkt, er den dybe kedsomhed den åndelige afspændings zenit. Den rent hektiske adfærd frembringer intet nyt. Den reproducerer og accelererer det allerede foreliggende.”

Han forholder sig således netop til det tidligere skitserede skifte fra håndens arbejde til åndens arbejde, idet han noterer at både kroppen og ånden har behov for hvile. Åndens hvile – kedsomheden – er således forudsætningen for at vi ikke blot begår en uigennemtænkt reproduktion af det herskende normregime, men aktivt kan tage kritisk stilling til vores samtids iboende problemer, således skaber plads til at handle derpå. For det hektiske samfund, hvis permanente væren-i-bevægelse er kedsomheden og

Forfatteren

Forfatteren

gentagelsen ildeset, hvorfor disse fænomener bliver søgt minimeret og i bedste fald afskaffet. For kritikken er kedsomheden og gentagelsen dog omvendt de altafgørende tændsatser, der netop sætter den kritiske proces i gang. Og med et rammende Nietzsche-citat sætter Han fingeren på hvilke uheldige konsekvenser, det potentielt kan have når den konstante væren-i-bevægelse ikke efterlader plads til pause og ophold: ”Af mangel på ro løber vor civilisation ud i et nyt barbari”.  Det er på denne baggrund, at man med en vis bekymring, kan konstatere, at hektik og kritik ikke går hånd i hånd.

 

 

På camping i taxa

Også den danske sociolog Rasmus Willig forholder sig til kritikkens mulighedsbetingelser, og med en Bauman’sk formulering kategoriserer han vores samtids kritik for en campingpladskritik. Willig anerkender altså eksistensen af kritik, men det er en lille kritik, hvor der med campingpladsen som metafor f.eks. klages til dennes bestyrer over mindre forhold; larm, manglende oprydning etc. Altså små kritiske anmærkninger. Enten efterkommes disse beklagelser, eller også må man bevæge sig videre til en anden campingplads vis forhold bedre harmonerer med den enkeltes præferencer. Denne kritik er således lille, og har derfor hverken format eller tid til at formulerer sig mere omsiggribende. Dette står i modsætning til at den store kritik, som netop tager sig tid til at formulerer sig omfattende, hvorfor den i yderste konsekvens også er farlig for det herskende normregime, idet den store kritik potentielt er omstyrtende heraf.

Willig noterer således også, at bevægelsen er den substantielle samtidskritiks største udfordring. Men hvor Willig forholder sig til de små kritikkers overfladiske skraben, berører den danske filosof Anders Fogh Jensen omvendt mellemrummet mellem de to små kritikker – et mellemrum han benævner den permanente passage. I lighed med Willig anskuer Fogh Jensen ligeledes bevægelsen som vores samtid stærkeste normmarkør. Vi har skabt os selv en slags taxaliv, hvor det er vigtigere at være på vej, end at være fremme. Forbinder vi Willigs outdoor-definition af kritik med Fogh Jensens taxaistiske billede på bevægelse, kunne man med et præcist prædikat kalde vores samtids mennesketype for nomaden. Altid på vej videre – og gøres der ophold, et det altid kun kortvarigt.

Et konkret eksempel på at vores samtid er domineret af bevægelsesmantraer, som jeg har brugt de ovenstående linjer på at skitsere, kan man f.eks. bemærke i DRs TV-avis, hvor et af de afsluttende programindslag, introduceres med ordene: ”Og nu til morgendagens nyheder”. Den type af journalistisk imødekommelse af en umiddelbart nær fremtid, er åbenbart blevet en markant præmis i nyhedsformidlingen. Morgendagens omstændigheder er også i centrum i Novozymes’ slogan ’Rethink tomorrow’ . Men i tillæg til TV-avisen, så udsætter Novozymes udsagnet bevægelsesmantraet for en form for dobbelt acceleration, hvor både morgendagen og ikke mindst gentænkningen af denne er i spil på samme tid. I begge tilfælde er der filosofisk set tale om en foregribelse af fremtiden; en bevægelse i retning af det endnu ikke skete. Hastigt skal vi videre. Hvorhen? Bare videre.

Diagnose og behandling

Tilbage ved skiltet i New York. Bevægelsespåbuddet kan således anvendes til både at forstå den amerikanske terrorbekæmpelse og det danske arbejdsmarked. Men forener det nødvendigvis terroristen og kritikeren af det danske arbejdsmarked? Disse to figurer er i udgangspunktet væsensforskellige; den første går af argumentets saglige, rationelle vej, mens den anden anvender sig af ordløs vold og hærgen. Men på ét eneste punkt minder de om hinanden; de har begge gjort ophold for en stund, taget bestik af deres omgivelser, og handlet derpå. Dog med to vidt forskellige resultater; et legitimt, et andet illegitimt. Bevægelsespåbuddet rammer dem begge. Desværre til ulempe for samfundskritikken.

Vælger vi her afslutningsvis at anskue samtidens bevægelsesnormer som en sygdom, så udgør denne tekst et spinkelt forsøg på at stille en diagnose. Dette første kapitel mangler således et kapitel 2, som forholder sig til behandlingen. Først når dette kapitel er forfattet, kan samtidsanalysen betragtes som fuldendt, og således slippes løs. Men behandlingen må ikke være en bagstræberisk higen efter en tid der var engang, men ene og alene hvile på et fundament af dybfølt bekymring om, at vi til lyden af forandringsfanatismens jubelbrøl risikerer at miste evnen til at bedrive substantiel samtidskritik.

Måske skulle vi lytte til den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein, der i sine Spredte bemærkninger skriver følgende; ”Hvor andre går videre, bliver jeg stående.” Måske burde vi gøre som Wittgenstein? Blive stående. Om ikke i fysisk, så i mental forstand. I hvert fald bare engang imellem gøre ophold, orientere og fordybe os, uden lynhurtigt at skulle videre i en fart – og derved kræve vores ret til at ophobe erfaringer.

Måske skulle vi – i forlængelse af den Wittgenstein-inspirerede idé – udtænke et nyt dannelsesbegreb, som skulle praktiseres i folkeskoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Et dannelsesbegreb, som både formår at sætte individet i stand til at forstå og ikke mindst bemægtige sig samtidens normer, men som samtidigt indvarsler at det lille, men betydelige ord ’nej’ ikke er en umiddelbar afvisning af en forbipasserende mulighed, men et gennemtænkt forsvar af retten til fokus, indsigt og koncentration. På denne vis kan det nuværende ’hvorhen?’ i fremtiden forhåbentligt transformeres til ’hvorfor egentlig?’.

Mange har forsøgt sig med at forfatte Kapitel 1 – Samtidsdiagnosen. Færre har givet sig i kast med Kapitel 2 – en kur mod samtiden og for fremtiden. Opfordringen er hermed givet videre.

Inspiration til videre læsning: Alain Ehrenberg: Det udmattede selv (2010 da./1998 ori.), Anders Fogh Jensen: Projektsamfundet (2009), Anders Fogh Jensen: Projektmennesket (2009), Byung-Chul Han: Træthedssamfundet (2012 da./2010 ori.), Mathias Herup Nielsen: Forandringsfanatismen koster os trygheden, Dagbladet Information (d. 26/4-2011). Link: http://www.information.dk/266189, Rasmus Willig: Til forsvar for kritikken (2007), Zygmunt Bauman: Flydende modernitet (2006 da./2000 ori.).

Er lyset blot for de lærte?

af Niels Gerner Nielsen, tidligere elev på Silkeborg Højskole

Hvordan ville Grundtvig (1783-1872) forholde sig til den rolle højskolerne varetager i dagens samfund? Jeg tror, det ville glæde ham at se, hvordan livet på højskolerne landet over gyder eftertænksomme, frie og solidariske unge. Men så snart han fik børstet støvet af kisten, ville han spørge, hvor bønderne er blevet af.

Inden vi svarer på hans spørgsmål, må vi for god ordens skyld se på, hvorfor det var vigtigt for Grundtvig, at bønderne blev ”oplyst.” I Grundtvigs tid var den herskende klasse adelen og muligheden for fordybelse og oplysning tilfaldt de velstillede. Det skabte en ulighed i samfundet, der havde som konsekvens, at det i første omgang alene var adelen og byens bedsteborgere, som fik del i demokratiet efter 1849-grundloven.  Alle andre var for dumme til at få del i magten. Derfor var Grundtvigs tanke, at bønderne gennem folkelære skulle oplyses, så de var i stand til at kræve deres ret og træffe det informerede valg. Et demokrati fungerer meget dårligt, hvis store dele befolkningen er uoplyste. Tag et kig over oceanet og betragt, hvilke faktorer der gør sig gældende i en amerikansk valgkamp …

Højskolerne tog et uvurderligt ansvar i arbejdet for demokrati. Et ansvar, der i lige så høj grad, burde løftes i dag.

For at vende tilbage til vores genopståede Grundtvig, så ville jeg – udover at være frygtelig imponeret over at stå overfor Grundtvig – have svært ved at svare på hans spørgsmål. Hvem er de uoplyste i dagens Danmark? Ser man på hvem der aktuelt kommer på højskole må svaret være, at gymnasieeleverne er de uoplyste. Men kan vi virkelig kategorisere gymnasieelever med kurs mod universiteterne som uoplyste? Ja, alle har brug for tid til omtanke og tanke om andre, men det er ikke nok i forhold til det ansvar højskolerne har i samfundet. Nu nærmer vi os selve kernen i dette indlæg!

Højskolerne gør simpelthen ikke nok for at tiltrække de ufaglærte, de kortuddannede, herunder indvandrerne – dem, der har svært ved at navigere i den moderne verden. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser i deres dugfriske klasseanalyser at den sociale mobilitet har det værst blandt de ufaglærte og kortuddannedes børn. Med fare for at lyde kategoriserende, ligger der her et enormt potentiale for højskolerne: At oplyse den del af befolkningen, der ikke er på vej ind gennem universiteternes sluser. Højskolerne er blevet en niche-branche, hvor man mere ser sig selv som beskytter af noget snarere end som udvikler.

Lad mig illustrere hvilke konsekvenser det har, at højskolen ikke løfter sit ansvar om at oplyse.

1)      Specialhøjskoler. For at højskolerne skal klare konkurrencen om optaget, så tilbyder flere og flere højskoler specielle linjer, der dygtiggør eleven indenfor et snævert felt.

2)      Den intellektuelle tilgang: Det er blevet højskolesport at kæmpe imod alt, hvad der kunne tænkes at forandre. Fx på dette forum, hvor Lars Andreassen skriver under titlen Friheden i Højskolen. Her hæfter LA sig ved en udtalelse fra en politiker, Esben Lunde Larsen, som går på, at indvandrere skal tvinges til at tage på højskole. Det handler straks om for LA at beskytte højskolernes værdier og hermed fælder han politikerens grundidé om at indvandrer skal tage på højskole ved blankt at afvise idéen, da ordet tvang indgår.

Her er en politiker, der efterspørger en forandring i målgruppen af højskoleelever, fordi han mener, at et højskoleophold vil gavne dem, derfor er det hæmmende for debatten om højskolernes rolle i nutidens samfund, at LA føler det som en pligt at afvise incitamentet. Lader han ikke ligefrem hånt om Højskolernes fremmeste opgave, nemlig at oplyse og på den måde skabe muligheder for enkeltmennesket? Det kommer vi ikke videre med.

Jeg håber med dette indlæg at give bolden op til en diskussion om højskolebevægelsens rolle i et demokratisk samfund. Lyset bør stadig ikke forbeholdes de lærde, slet ikke statsfinansieringen taget i betragtning!

Solen – Vores Stjerne

af Christoffer Karoff, Aarhus Universitet

På et sekund udstråler Solen mere energi end vi har brugt i hele menneskehedens historie. Uden Solen ville der ikke findes liv på Jorden. Uden Solen ville Jorden være en mørk og gold planet uden lys og med en temperatur på minus 273 grader. Alligevel mener de fleste klimaaktivister, at Solen ikke har indflydelse på Jordens klima.

I dette essay vil jeg prøve at sætte spørgsmål ved den antagelse. Dette vil jeg gøre ved at fortælle jer lidt om vores stjerne, Solen. Hvad er det der får Solen til at lyse? Hvordan kommer dette lys ned til os på jorden? Har Solen betydning for klimaet på Jorden og kan Solen være farlig for os?

Den eksplosive Sol

Solen er ikke bare en konstant lysende kugle der giver os lys og varme. På overfladen af Solen kan vi med jævne mellemrum opleve kolossale eksplosioner – de så kaldte Corona Mass Ejections, hvor enorme mængder af millioner grader varmt plasma skydes ud i rummet. Disse eksplosioner skyldes ændringer i Solens magnetfelt. De sidste 100 år har vi oplevet mange store ændringer i Solens magnetfelt og vi har derfor ofte kunne registrere eksplosioner på Solens overflade som dem på billederne.

Billede af en Corona Mass Ejection, hvor enorme mængder plasma skyder væk fra Solen. Billede er taget i ultraviolet lys og den plasma der ses på billedet er omkring 60.000 grader varmt. Billedet er fra 16. juni 2011 og er taget af NASA’s SDO mission.

Hvis den plasma der bliver skudt ud i forbindelse med disse eksplosioner rammer Jorden kan det få stor betydning for vores dagligdag. Således arbejder mange solfysikere på en teori om, at aktiviteten på overfladen af Solen kan have betydning for klimaet på Jorden, men det er ikke bare klimaet der kan blive berørt af eksplosionerne på Solens overflade. Satellitter i rummet og elnettet på Jorden kan også komme i problemer, hvis de bliver ramt af plasma fra de kraftige eksplosioner på Solens overflade.

Lysets rejse

Før jeg går videre med, at fortælle om eksplosionerne på Solens overflade og den betydning de har for vores dagligdag på Jorden, så skal vi først lige se lidt på det synlige lys vi også modtager fra Solen.

Den danske astronom Ole Rømer lærte os, at lys bevæger sig med en hastighed på 300.000 km i sekundet. Det tager derfor lyset 7 minutter, at nå fra Solen og ned til os på Jorden, men inden da har lyset faktisk gennemlevet en meget længere rejse indeni Solen. Lyset bliver skabt som energi fra kernefusion i Solens centrum. Solens centrum er med sine 15 millioner grader det varmeste sted i vores solsystem. Tætheden er over 10 gange så stor som blys og dette gør at der kan ske kernefusion. Dvs. at to brintatomer kan smelte sammen til et heliumatom og derved danner en masse energi.

Solens opgave er nu, at få transporteret alt denne energi der er skabt ved kernefusion i Solens centrum ud til overfladen af Solen som varme eller lys. Solen kan transportere energien eller varmen fra centrum af Solen ud til overfladen på to måder. Enten via stråling eller via konvektion. Jeg skal her nok lige nævne her, at vi i fysikken ikke skelner mellem lys og energi eller varme. Lys består af små lys-partikler – fotoner – og hver foton har en energi der giver det udsendte lys farve.

I den inderst del af Solen bliver energien transporteret via stråling, som man kender det, når man sidder foran et lejrbål og kan mære strålingsvarmen fra lejrbålet pible i ansigtet. Den del af Solen, hvor energien eller varmen bliver transporteret via stråling kaldes for strålingszonen og det tager lyset omkring en million år at rejse igennem Solens strålingszone.

I den yderst del af Solen bliver energien derimod transporteret via konvektion. Konvektion kender vi også fra en gryde med bullerkogende vand. I sådan en gryde skal varmen transporteres fra bunden af gryden på til overfladen. Dette sker i gryden med kogende vand ved en masse turbulente bevægelser, hvor store varmebobler stiger op til overfladen, hvor de køles ned for derefter at synke ned mod bunden igen. Det samme sker i Solen, hvor store bobler af varm plasma stiler op mod Solens overflade, hvor de køles ned for derefter at synke mod bunden igen. Den del af Solen, hvor energien eller varmen bliver transporteret via konvektion kaldes for konvektionszonen og det tager lyset omkring 10 dage at rejse igennem Solens konvektionszone.

Efter konvektionszonen skal lyset fra Solens centrum passere Solens fotosfære, som vi kalder Solens synlige overflade. Det er den del af Solen som man kan se, hvis man kigger på Solen gennem et par kraftige solbriller, eller gennem et almindeligt solteleskop.

På den anden side af fotosfæren finder vi Solens atmosfære som også består af to lag. En kromosfære og en corona. Selv om det er i Solens kromosfære og corona vi finde de kraftige eksplosioner jeg fortalte om før, så tager det kunne lyset fra Solen få sekunder at passer igennem disse lag og efter 7 minutter er lyset nået ned til os på Jorden.

Nordlys

Det er ikke bare lys og varme vi modtager fra Solen. I forbindelse med de enorme eksplosioner på Solens overflade, bliver der også fra tid til anden sendt store mængder elektrisk ladede partikler mod Jorden. Vi taler om, at vi oplever en solstorm. Der er dog stort set ingen af disse elektriske partikler der når ned og rammer os i hovedet. I stedet bliver de elektriske partikler afbøjet af Jordens magnetfelt, der virker som et beskyttende kraftfelt for os, som kan kender det fra Star Wars filmene.

Kraftfeltet beskytter os dog kun på Jordens overflade. Ting, som f.eks. satellitter, der befinder sig uden for magnetfeltets kraftfelt er ikke beskyttede. Således oplever vi ofte i forbindelse med store solstorme at satellitter går i stykker.

Store solstorme kan dog også bringe kraftfeltet i knæ. Eller i hvert fald slå Jordens magnetfelt ud af balance og det er når det sker, vi kan se Nordlys. Jorden har et meget simpelt magnetfelt med magnetiske feltlinjer der går fra nord til syd. Når en solstorm skubber magnetfeltet ud af balance kan man de steder, hvor feltlinjerne sidder fast, altså omkring polerne, se det flotteste grønne og violette lys på himlen. Dette lys kalder vi for nordlys.

Solens magnetfelt

Som sagt har Jorden et meget simpelt magnetfelt, med magnetiske feltlinjer der går fra nord til syd. Sådan er det ikke med Solen. Solens magnetfelt er meget mere kompliceret en Jordens. Hvor Jordens magnetfelt er stationært og kun ændrer sig meget langsomt over millioner af år, så er Solens magnetfelt dynamisk og kan ændre sig meget dramatisk over bare et par år.

Solen magnetfelt skabes af Solens dynamo, hvor store mængder plasma drives rundt i Solens konvektion zone af Solens rotation. Dette føre til at der skabes et magnetfelt og dette magnetfelt vil nu påvirke Solens rotation og strømningerne i konvektionszonen. Vi har altså fået skabt en dynamo, hvor magnetfeltet, strømningerne og rotation drives rundt af hinanden.

Solpletter

De største solpletter er ofte større end Jorden og kan faktisk godt ses med det blotte øje fra Jorden. Det skal man godt nok passe lidt på med; at rette det blottede øje mod Solen. Men omkring solopgang og specielt, hvis der er lidt diset, så kan det faktisk godt lade sig gøre og der vil man ofte kunne se et par mørke pletter på overfladen af Solen.

Ellers kan man bruge et solteleskop til at projektere et billede af Solen op på en væg eller et stykke papir. Det var det Gallileo fandt på at gøre for lidt over 400 år siden og siden har man lavet systematiske observationer af pletter på overfladen af Solen.

Billede af en solplet taget i ekstremt ultraviolet lys. Man kan på billedet se de magnetiske feltlinjer der bryder igennem Solens overflade og trænger langt ud i Solens kromosfære og corona. Disse magnetiske strukturer, der er flere millioner grader varme, kan føre til de omtalte eksplosioner på Solens overflade. Således førte de strukturer vi ser på dette billede til en række eksplosioner på Solens overflade i starten af marts 2011. Billedet er taget af NASA’s SDO mission.

At Solens magnetfelt ændrer sig kan vi se på solpletterne på overfladen af Solen. Solpletterne opstår når Solens magnetfelt bryder igennem Solens overflade. Dette skaber et magnetisk tryk, der hvor magnetfeltet bryder igennem og for at udligne dette tryk, så der ikke kommer et hul, så er Solen nødt til, at sænke gastrykket i pletterne. Når trykket sænkes i pletterne, så sænkes temperaturen, derfor er pletterne et par tusinde grader koldere en resten af Solens overflader, der er omkring 6000 grader varm. Det at pletterne er et par tusinde grader koldere end resten af overfladen, gør, at de kommer til at fremstå som mørke i forhold til resten af overfladen.

Solens cyklus

I 1610 opfinder Gallileo teleskopet og retter det mod Solen. Derefter kunne man i en periode på omkring 40 år dagligt se pletter på overfladen af Solen med Gallileos teleskop. Omkring 1650 begynder pletterne på Solens overflade dog at forsvinde og faktisk kom vi ind i en periode på omkring 60 år, hvor der stort set ingen pletter var på overfladen. Denne periodes kaldes for Maunder minimummet og som jeg skal vise falder det sammen med en periode vi på Jorden kaldet den lille istid, fordi der var ualmindelig koldt på Jorden, specielt i Nordeuropa.

Fra omkring 1710 vender solpletterne tilbage på overfladen af Solen og hurtig efter bliver det åbenbaret at solpletterne følger en cyklisk bevægelse, hvor de kommer og går med en periode på omkring 10 år. Denne cykliske bevægelse kalder vi for Solens cyklus og Solens cyklus skyldes Solens dynamo som jeg beskrev før.

Det er ikke altid at Solen cyklus er lige stærk. Omkring år 1800 har vi et andet lidt mindre minimum. Dette minimum kaldes for Dalton minimummet. De sidste 100 år har vi befundet os i en periode vi kalder for det moderne maksimum, hvor der har været ualmindelig mange pletter på overfladen af Solen. Det moderne maksimum stoppede dog brat for et par år siden og lige nu spekulerer mange solfysikkere på, hvorvidt vi er på vej ind i et nyt Maunder eller Dalton minimum.

Solen og klimaet

Jeg fortalte, hvorledes Maunder minimummet faldt sammen med en periode på Jorden kaldet den lille istid, hvor det var ualmindelig koldt på Jorden, specielt i Nordeuropa. Sådanne sammenfald har fået mange til at prøve, at sammenligne estimater for middeltemperaturen på Jorden med antallet af pletter på Solens overflade. Den første der gjorde det var faktisk den engelske astronom Sir Frederick William Herschel, der i 1801 viste, at der øjensynligt var en sammenhæng mellem antallet af pletter på Solens overflade og prisen på hvede på kornbørsen i London. Årsagen til denne sammenhæng skulle ifølge Herschel være, at Solen lyste en lille smule stærkere de år hvor den var meget aktiv. Dette fik hveden til at vokse bedre på Jorden og priserne til at flade ud på kornbørsen.

I dag regner de fleste med at Herschel tog fejl. Solen lyser godt nok en lille smule stærkere når den er meget aktiv, men ændringerne er alt for små, til at vi kan forestille os, at de skulle have stor betydning for temperaturen på Jorden.

Men stadigvæk ser der jo ud til at være en sammenhæng mellem den globale middeltemperatur og antallet af pletter på Solens overflade, hvor vi kan genfinde både Dalton minimummet og det morderne maksimum.

Sekundære mekanismer

Dette har ført til at bl.a. danske astronomer har udviklet såkaldte sekundære mekanismer der kan komme med mulige forklaringer på den tilsyneladende sammenhæng mellem den globale middeltemperatur og antallet af pletter på Solens overflade.

Den nok mest kendte af disse mekanismer blev forslået af Henrik Svensmark. Her er ideen netop, at temperaturen på Jorden bliver påvirket, ikke direkte af ændringer i Solens lysstyrke, men indirekte af ændringer i mængden af kosmiske stråler vi modtager på Jorden fra vores galakse Mælkevejen. Hele solsystemet bombarderes konstant med kosmiske stråler fra supernova eksplosioner i Mælkevejen, men heldigvis beskytter Solens magnetfelt os for langt de fleste af disse kosmiske stråler. Således er Solens rigtig god til at beskytte os, når den er meget aktiv og der er mange pletter på overfladen. Henrik Svensmarks ide er nu, at de kosmiske stråler der slippe igennem til Jorden kan danne lavt liggende skyer, når de rammer Jordens atmosfære. Når Jordens atmosfære således bliver ramt af mange kosmiske stråler, så dannes der mange lavtliggende skyer, der slipper ikke så meget sollys ind og temperaturen falder.

Hvis vi således ser på forholdene omkring Maunder minimummet, så var Solen meget lidt aktiv på det tidspunkt og derfor meget dårlig til at beskytte os for kosmiske stråler. Rigtig mange kosmiske stråler slap derfor igennem til Jordens atmosfære og der blev dannet mange lavt liggende skyer, hvilket førte til at temperaturen faldt og vi fik en lille istid.

Det modsatte har så været tilfældet de sidste 100 år og det er her problemet kommer ind, for normalt begrundes opvarmningen i den 20. århundred med drivhuseffekten og ikke med Solen.

Måske er det netop grunden til at en anden sekundær mekanisme har vundet stor lydhørhed hos alverdens solfysikere de sidste par år. I denne forklaringsmodel ser man på ændringer i Solens ultraviolette udstråling. Hvor de ændringer man har målt i Solens totale udstråling kun er på omkring 0.1%, så er ændringerne i Solens ultraviolette udstråling på over 40% og det er de sidste par år blevet forslået, at dette kan føre til opvarmning og nedkøling af Jordens stratosfære. Dette skulle i sig selv ikke kunne føre til temperatur ændringer på Jordens overflade, men ideen er, at det kan føre til ændringer af jetstrømmene i Jordens atmosfære, som igen kan påvirke fordelingen af høj- og lavtryk. De sidste par år, hvor solaktiviteten lige som under Maunder minimummet har været ualmindelig lav, har dette ført til, at vi i Nordeuropa har fået kølig luft ned fra nordøst, mens temperaturerne har været mildere på Grønland.

Sammenligning mellem antallet af pletter på Solen de sidste 400 år (grøn) og et estimat for den globale middeltemperatur i samme periode (rød). Solplet observationerne er fra Royal Observatory of Belgium, men estimatet for den globale middeltemperatur er fra Esper, Cook, Schweingruber (Science, 295, 2250, 2002). Specielt for perioden efter 1700 ses en tydelig korrelation mellem de to kurver.

Til forskel fra forklaringsmodellen med kosmiske stråler, så påvirker den ændrede ultraviolette udstråling altså ikke den globale middeltemperatur, den påvirker alene klimaet lokalt, specielt i Nordeuropa, Grønland og USA. Naturligt nok, har denne forklaringsmodel derfor heller ikke mødt så meget modstand fra klimaaktivister som Henrik Svensmark har mødt for sin.

Jeg begyndte med at fortælle, at Solen på et sekund udstråler mere energi end der er blevet brugt i hele menneskehedens historie. At der ikke ville findes liv på jorden uden Solen. At uden Solen ville Jorden være en mørk og gold planet uden lys og med en temperatur på minus 273 grader. Alligevel mener de fleste klimaaktivister, at Solen ikke har indflydelse på Jordens klima. Jeg håber, at jeg med dette essay har fået sat spørgsmålstegn ved denne antagelse.