Har udviklingsbistanden spillet sit sidste kort? Og har kineserne sat vesten skakmat? Hvis man skal være med til at sætte en anden dagsorden i Afrika, end den Kina og Brasilien sætter, så bliver vi nødt til at tænke nyt i forhold til bistandsmidlerne, for ikke at blive skudt i sænk. Om at tænke nyt ved at tænke gamle Grundtvig med i spørgsmålet om bæredygtig og langsigtet udviklingsbistand.

Af Vibeke Lundbye Westphall

”Lad os kalde en spade for en spade og sætte det hele lidt på spidsen. De penge som Danida og andre, har sendt rundhåndet og gavmildt til Afrika gennem 30-40 år, har ikke gjort en reel forskel. Det kan vi se nu. I Ghana har pengene skabt en lille rig overklasse, som bruger offentlige midler til bl.a. at få privat lægebehandling på europæiske hospitaler, i stedet for at forbedre sundhedsfaciliteterne i lokalområderne i Ghana. Hvis det stod til mig, skulle Danida stoppe al sin støtte og i stedet lave højskoler i udviklingslandene. For at komme problemer med korruption til livs, skal der ske en ændring i folks mind-set. Mind-settet ændrer vi ikke gennem udviklingsbistand, som det ser ud nu: ved at sende penge som magthaverne bruger på sig selv. Men gennem oplysning, refleksion og den humanisme som højskolen står for, kan vi skabe reel forandring for masserne.”

Sådan afrundede Shani Mahama sit oplæg. Oplæget var et frustreret opråb, ikke om flere penge til nyttesløse og filantropiske projekter, men et ønske om at civilsamfundet i Ghana selv tager hånd om de problemer, de oplever i deres hverdag og skrider til handling.

De danske højskole-elever Søren og Andreas hygger sig med deres venner i landsbyen Savelegu.

Jeg befandt mig i Nordghana i juni og juli sidste år, som rejseleder for en gruppe danske højskoleelever, der efter fem måneders udviklingsstudier på Silkeborg Højskole, var taget til Ghana for at deltage i det daglige liv i lokale landsbyer. Her skulle de arbejde sammen med ungdomsorganisationer, som forsøger at udvikle deres civilsamfund gennem konkret handling, med fokus på rettighedsarbejde, uddannelse og entreprenure-ship.

Den første uge tilbragte vi på Simli Centre i Dalun for at akklimatisere og blive introduceret til området og kulturen. Simli Centre er oprettet med støtte fra Danida, og var tænkt som en højskole, hvor unge kunne komme og deltage i kurser af længere og kortere varighed. Kurserne havde karakter af produktions- og færdighedskundskab, eksempelvis inden for landbrug, tømmerfaget, sy- og smedekurser. Nu er midlerne stoppet og stedet bliver ikke brugt til andet end et par møder en gang imellem, enkelte korte kurser, og til at huse udenlandske frivillige, som arbejder i området, blandt andet os. Det var ærlig talt et sørgeligt syn.

Det var som om, ideen ikke var blevet opdateret. Stedet var blevet ”givet” til lokalområdet. Men ”lokalområdet” bestod i praksis af én mand, som styrrede stedet ud fra selviske og egne økonomiske interesser. De lokale kræfter, unge som gamle, stod modløse tilbage og kunne se bygninger, som kunne huse mange sociale og produktive tiltag, stå ubrugte og forfaldne hen.

Camilla og hendes to nye veninder lytter til en lokal arbejder, der fortæller om forholdene på de lokale klinikker.

Danida og deres samarbejdspartnere står ikke alene med idéen om højskole i Ghana. I staten af 2013 blev Tamle Folk High School startet af tidligere elev på den Internationale Højskole i Helsingør (IPC), Hafiz Gbanbil-lana. Skolen holder til i en faldefærdig gammel kirkebygning i Tamale, den største by i Nordghana. Som alle andre steder vi kommer, flokkes folk under træernes skygge i gården i ly for solen. Men da de ser os, kommer de ud i solens bagende hede og velkommer os med varme smil. Sammen spiser vi frokost inden vi laver gruppearbejde over forskelle og ligheder ved ungdommen i Ghana og Danmark samt diskuterer, hvad højskole egentligt gør godt for. Hafiz forklarer: ”Lige nu tilbyder vi undervisning i film, skrivning, mediebrug og samfundsfag, hver dag fra 9-12, typisk som 3-6 måneders kurser. Vi har pt. 15 elever og 3 lærere ansat på deltid. Jeg mener, at ungdommen her i Ghana kan få meget ud af undervisningstilbud, som ligger uden for det ordinære skolesystem. Det vil jeg gerne styrke ved at lave højskolen her. Mit håb er, at jeg kan få skabt penge til at bygge nogle gode lokaler til daghøjskolen og få spredt budskabet om dens eksistens og de muligheder, den kan give til ungdommen og civilsamfundet.” Efter gode og øjenåbnende debatter og oplæg, brainstormede de danske og ghanesiske højskoleelever videre over måder at lave events eller happenings i byen, for at få unge til at se mulighederne i højskolen.

Tilbage i Dalun, på Simli Centre. Kunne vi  ved hjælp af 13 danske højskole elever mon få højskolestemningen tilbage for en stund og møde ghanesiske unge over diskussioner og samarbejde? Vi inviterede elevernes kontaktpersoner fra de landsbyer, som de skulle bo hos, til et højskoledøgn på centeret. Vi spillede fodbold og volleyball, spiste aftensmad i spisesalen, afholdt aftensamling med danske og ghanesiske sange og fik besøg af en ghanesisk lokal tromme- og dansegruppe. Dagen efter afholdt vi morgensamling, sang sange, og hørte oplæg om højskolebevægelsen og dens betydning for dansk selvforståelse og demokrati.

Ghanesiske Shani Mahama, født i Dalun, bosat i Jelling, dansk gift og far til to, fortalte om sine oplevelser af at være på højskole i Danmark, og hvordan opholdet ændrede hans syn på stort set alt. På højskolen blev han tvunget til at reflektere. Blandt andet over religion. I en undervisningstime blev han spurgt, hvem gud var:

Højskolelærer Jacob Zaharias Eyermann holder morgensamling om højskolernes oprindelse og idé for ghanesiske og danske unge.

”Jeg havde alle mulige forskellige navne på Allah. Alle hans 99 attributter, men ingen af dem fortalte mig, hvem han var. Hvordan kunne jeg tilbede ham, når jeg ikke vidste, hvem han var, tænkte jeg? Hvis jeg havde delt de tanker med mine venner i min hjemby var jeg blevet socialt udstødt. Religion blev en personlig sag for mig derefter, fordi det handlede om, hvordan jeg forholdt mig til min Gud,” fortæller Shani Mahama. Overført til verdslige termer, spørger vi, hvordan forholder jeg mig til mit samfund? For at finde svarene eller de næste spørgsmål er jeg nødt til at vide, hvad mit samfund er for en størrelse. Livsoplysning, samfundsoplysning og selvoplysning.

Shani runder sit oplæg af med en opsang og råb til de unge (og til donorlandene, hvis de kunne høre ham): ”En højskole i Ghana kunne være et sted at strukturere de udfordringer og problemer, man som ung og gammel møder i dagligdagen og civilsamfundet: i mødet med arbejdsløshed, fattigdom, korrupte politikere, krav fra donorlande etc. Vi kunne skabe masse-refleksioner, og sammen skride til handling. På den måde kunne vi skabe bærerdygtig og langsigtet forandring fra bunden og op.”

Lige som vi gør det på traditionelle danske højskoler: Vi skaber rum, hvor unge kan danne sig i frihed, lighed og fællesskab samtidig med, at de uddanner sig til at blive kritiske borgere i et samfund, som kræver af dem, at de deltager. Er det mon tid til at konkretisere den rettighedsbaserede tilgang, som den danske udviklingsbistand har arbejdet efter siden tidligere (og nu endnu tidligere) Udviklingsminister Christian Friis Bach trådte til, og i stedet i samarbejde med udviklingslandene, begynde at lave højskole?