Blomstrende Kranier

image_pdfimage_print

En eksploderende buket blomster i klare farver på en dyb mørkeblå baggrund. Det var det første af Jacob Dahlstrups værker, jeg så. På stedet vild med konceptet: En pludselig eksplosion, der føjer sig ind i en århundrede gammel tradition for rolige motiver. Det kunne have været en af Jan van Huysums (1682-1749) eller Rachel Ruyschs (1664-1750) buketter, der eksploderede.

DahlstrupblomsterInspirationen fra stillebentraditionen går som en rød tråd gennem Jacob Dahlstrups værk. Umiddelbart kan det måske være at få øje på i hans Tatoo Drawings (se Wounds Man nedenfor). Alligevel spøger traditionen; ”Wounds Man” refererer tydeligt til livets forgængelighed og tjener således samme (opbyggelige) formål som de gamle vanitas-stilleben. Og ganske uden tøven vil jeg hævde, at Jacob Dahlstrups interesse for stilleben når et højdepunkt med serien Botanic Skulls.

Blomstrende_Kranium

Sjældent – hvis nogensinde – har jeg set en mere fuldendt forbindelse mellem idé, værk og metode, som hos Jacob Dahlstrup. I mine øjne er han allerede fuldendt; fremtiden vil blot vise os i hvor høj grad, han formår at sublimere sit virke og sine værker. Der er en grund til, at han allerede – forholdsvis ung – har flere priser og legater i ryggen, og at hans værker har været vidt omkring i verden.

Midt i pludselig

Det er ikke blot stillebengenrens motivverden, der fanger Dahlsrups interesse, men også det, der ikke fanges i maleriets konkrete to-dimensionelle flade, og som man derfor ikke ser. Bevægelsen eller processen. Et stilleben, hvad enten der er tale om blomster, raritetskabinetter, vanitas- eller pragtstilleben, repræsenterer altid en eller anden forestilling om liv (bevægelse). Den norske forfatter Tor Ulven formulerer sig således om et billede af Willem Kalf (1619-1693) (Stilleben med Nautilusbæger): ”citronen er netop skåret op, skrællen fjedrer endnu svagt efter ham, der skrællede den og trådte to skridt tilbage, ind i mørket, og betragtede bordet.” Ulven finder spor af liv i den vuggende citronskræl på Kalfs maleri.

Hos Kalf er bevægelsen ganske moderat (og måske lettere erotisk, som Ulven forestiller sig), hos Jacob Dahlstrup springer den i øjnene, når han jagter det rette øjeblik i den proces, hvor eksplosionen forvandler den smukke buket til uigenkendelige fragmenter. Man forestiller sig blomstervasen med sine blomster, stå der på havebordet i lummer sommerlig kedsommelighed og vente på at blive beundret af eftermiddagens gæster. Pludselig eksploderer lortet, KA-PAUW! Hvem skulle have troet, at denne agtede, men småt levende stillebentradition kunne fornyes med en sådan kraft og et så nutidigt udtryk (som eksplosionen, hvis man vil undskylde mig en reference til verdens politiske tilstand).

Planlagt tilfældighed

Selv formulerer Jacob Dahlstrup sin praksis og interesse for processer på følgende måde: “[A] key to my practice is a process of calculated spontaneity and pre planned coincidence through which I work primarily with a combination of drawing and installation.”

Kalkuleret spontanitet og planlagt tilfældighed. Det lyder fint. Det er ikke blot pæne ord, men en fuldstændig præcis beskrivelse af hans måde at arbejde på. Kort efter mit første møde med ham viste det sig, at han rent faktisk boltrede sig i forældrenes have med at sætte bomber i blomstervaser og se dem eksplodere. Dér, i forældrenes have, udforskede han krudt og ild som æstetiske virkemidler fra det underfundige til det virkeligt chokerende.

En lille Storm P'sk genistreg. Dahlstrup har fastgjort penslen til en raket. Resultatet er en "planlagt tilfældighed" fanget i aftrykket på lærredet.

En lille Storm P’sk genistreg. Dahlstrup har fastgjort penslen til en raket. Resultatet er en “planlagt tilfældighed” fanget i aftrykket på lærredet.

En lille simpel (Storm P’sk) genistreg fra den tid, er den dyppede pensel fastgjort til en nytårsraket, som med øskner hænger i en line, der fører op til et blankt lærred: antænding og af sted med den. Planlagt tilfældighed og kalkuleret spontanitet på lærred. Et meget levende penselstrøg.

Noget virkeligt chokerende fra denne periode er en video, hvori Jacob Dahlstrup portrætterer Kim Phúc på et menneskestort lærred med en blæselampe – det vil sige en lille gasflamme. Godt tænkt, ja, men det kontroversielle er, at Kim Phúc er den nøgne pige, som på et af verdens mest berømte pressefotos, skrigende flygter fra et napalmangreb under Vietnamkrigen. Det originale fotografi bærer titlen Vietnam Napalm og Fotografen Nick Úts modtog i 1972 Pulitzerprisen for det. Kim Phúc hævder at kunne huske, hun råbte ”for varmt, for varmt,” da napalmen smeltede hendes hud og billedet blev taget. Det er som om det iagttagende og ekspressionistiske krydser hinanden i denne video – som muligvis også er politisk kommenterende. Ikke et stilleben, men helt sikkert en måde at huske på livets tilfældige skrøbelighed. Og hvad er meningen med denne påmindelse, hvis ikke den skal få os til at tænke over, hvad det er, vi skal stille op med det, der foregår mellem fødsel og død?

Kim Phuc. Brændt på lærred med en varmeblæser. Motiv, værk og metode smelter sammen.

Kim Phuc. Brændt på lærred med en varmeblæser. Motiv, værk og metode smelter sammen.

Der spindes således en tråd fra blomster, eksplosioner og krudt til ilden, der giver Kim Phúcs repræsentation liv på lærredet. Ilden giver motivet liv, men ilden havde nær taget livet af Kim Phúc i virkeligheden. Og tjek lige Wounds Man (ndenfor) med Kim Phuch for den indre forbindelse i mellem Dahlstrups værker.

I bogen Anthology fra 2009 er mange af disse tidlige værker og deres tilblivelsesprocesser dokumenteret. Heri viser Dahlstrup sit arbejde med at fange processen og overføre eksplosionens enkelte øjeblikke via syrebehandlede kobberplader til papir.

Fra aftryk til indgravering

Muligvis er det i forbindelse med denne praksis, at interessen for selve metoden artikuleres. Den har sikkert været der hele tiden, men det ser ud som om, eksplosionerne åbner for nye stier, der skal udforskes. Uanset hvad det er, der skaber forgreningerne i Jacob Dahlstrups virke, er det vel ikke mærkeligt at aftrykkene fra geværhagl, bordbomber, kemiske eksplosioner etc. giver anledning til at overveje, hvordan de enkelte materialer påvirker hinanden.

På et tidspunkt skiftede Jacob Dahlstrup krudtet ud med en tatovørnål og begyndte at udforske motiverne på de gamle sejleres tatoveringer. Tatoveringer sætter et varigt mærke på huden, sådan som napalmen gjorde på Kim Phúc. Godtager vi idéen om en forbindelse mellem de eksploderende blomster, krudtaftryk og flammen, der gav Kim Phúc liv som kunstværk og frem til nålen i papiret, finder vi således også i Tatoo Drawings spor af stillebentraditionen. Jacob Dahlstrup fremhæver selv, at tatovørnålen forandrer papirets struktur (som en bombe en blomsts) og skaber en tredimensionel linje, som lyset danner skygger i og på den måde bringer motivet til live i beskuerens øje.

Tatovørnål på papir.

Tatovørnål på papir.

Skygge-lys, blomst-bombe, spontan-plan, slut-start. Og selvfølgelig liv og død; kontrasterne er altid til stede i Dahlstrups værker. Dobbeltheden – det tvetydige om man vil – findes ligeledes i sømandsmotiverne. Vi kan ikke udforske livet og verden uden at trodse døden. Hver dag må vi forsøge at afvise den velvidende, at den hver eneste dag sætter sit stille umærkelige præg på os.

Sejleren er, som et gammelt ordsprog siger, spændt ud mellem ”The Devil and the Deep Blue Sea”, som oprindeligt beskriver den situation, de lavest rangerende sejlere befandt sig i, når de kalfatrede skroget hængende på siden af skibet. Et farligt sted at befinde sig – især når skibet er undervejs. I mere overført betydning, og det er her Jacob Dahlstrups motiver skal forstås, refererer ordsproget til udforskningen af det ukendte. Sejlernes billedsprog er fyldt med referencer til det ukendte – noget man vel strengt taget ikke kan referere til. Og så alligevel; måske går det an at betragte angsten og frygten, som vores forsøgsvise spejlinger af det ukendte.

wounds_man_papertattoo-65x50cm_jacob_dahlstrup_2011”Sømandstatoveringerne rummer et interessant visuelt forenklet sprog, med dets egne regler og betydninger, der kan adapteres af bæreren samt bearbejdes til at formidle andre budskaber, når materialet og mediet skifter facon”, siger Dahlstrup. ”Sømandsfolkloren beretter om kærlighed, håb og troskab og kampen for at nå et ikke-eksisterende punkt i horisonten.”

Hos Dahlstrup udtrykker sømandstegningerne således en mental tilstand. Lykken er måske det ikke-eksisterende sted, vi spejder efter i horisonten. Hvad det end er, er kampen for at nå punktet forbundet med en række farer. Hver eneste dag i denne søgen udgør selve livet og gør os rigere. Oplevelserne og erfaringerne på den rejse printer sig ind i sjælen, lægger lidt til os som mennesker. Vi ændres på samme måde som nålen præger papiret og ændrer dets struktur. Det er det, ”Wounds Man” minder os om.

Banana Boat udgør et lille kuriosum, en lille mellemstation, fra arbejdet med det stille liv og eksplosionerne over sømandstegningerne og til de bemalede kranier, idet bananen ikke er konserveret. Bananen tager tiden gennem alle stadier af liv. Fra begyndelsen, hvor masterne står ret op til den første lille brune stribe begynder at vise sig på siden af ”skroget” til den ender sine dage som en mørkebrun bananflueomspændt klat råddenskab med slunkne sejl. Et forgængelighedens skib.

Banana_Boat_Jacob_Dahlstrup_1

Til slut kan man hævde, at de kunstneriske stier Jacob Dahlstrup ind til nu har betrådt (i sit unge liv) mødes i serien Botanic Skulls. Her samles trådene. I modsætning til tidligere tiders vanitasmalerier, er kraniet ikke afbilledet på et lærred, men bliver her til selve lærredet. Døden er ikke blot repræsenteret, men helt konkret tilstede; som baggrund for et nyt motiv, som begyndelse til noget nyt. Jacob har gjort den smuk, døden (ikke at den i sig selv er noget at eftertragte, men når den nu er uundgåelig (indtil videre), kan man lige så godt få noget godt ud af den). Under alle omstændigheder opstår en vis tvetydighed, når pludselig kunstneren på den måde præger døden med sit blæk. Normalt tænker vi nok, at det er døden, der præger os – er det ikke netop det, vanitasmotivet skal minde os om – at den hver dag trækker lidt tid fra os. Måske er det i virkeligheden sådan vi ser ud, når vi når horisonten? En samling knogler med livets talrige erfaringer påmalet som blomster.

Stjernehavet

I det sidste års tid har Dahlstrup bevæget sig ud i stjernehavet med det 3de årtusindes sømand, astronauten. Nye ukendte horisonter. Og døden er som sædvanlig nærværende; et af de første motiver i rum-serien var den eksploderende rumfærge. De nye værker forlænger den røde tråd, som stadig er vævet sammen af både begyndelse og ende eller det skabende og destruktive som to sider af samme evige sag.

dahlstrupsolarPlanetformørkelsen rummer den, og der går ikke længe, førend man tænker på den største og mest livgivende eksplosion af dem alle: Big Bang. Vi forbinder som regel ilden med det fortærende og det destruktive – sådan er det ikke hos Jacob Dahlstrup, og sådan var det ikke ved tidens begyndelsen.

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

37 tanker om "Blomstrende Kranier"

  1. Write My Essay – EssayErudite.com

    Fed up of typing “who can write my essay” in the search bar?
    Would you like to have a reliable helper always by your side?
    Our website will come as an excellent solution to write my essay

  2. Интернет-сайт http://online24.site для представительниц прекрасной половины человечества предоставляет возможность почитать новости в рубриках – интересные факты из первых рук.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *