Posts by :

    image_pdfimage_print

    Hvem forsvarer civilsamfundet?

    juni 10th, 2014

    En Folkemøde-optakt om folkelighed, fadøl og det fælles bedste.

    Af Rasmus Kolby Rahbek

    I kølvandet på de seneste ugers debat om formandskabet i Venstre, har der gang på gang været henvist til, at en del af forklaringen på splittelsen i Venstre skal findes i, at partiets rødder er delt i to traditioner: Højskolevenstre og Handelshøjskolevenstre. Artiklen her skal ikke gå nærmere ind på, hvorvidt den dramatiske aften i Odense kan forklares ved dette begrebspar.

    Når de trækkes frem her skyldes det, at de kan bruges som et prisme til at forstå en udvikling i dansk politik, som måske ellers kan være svær at pege konkret på. Udviklingen har ikke alene noget med Venstre at gøre. Den kan spores hos stort set alle partier – og for den sags skyld hos langt de fleste aktører på det man kunne kalde den politiske scene.

    Der findes ikke et begrebspar i den socialdemokratiske tradition, der med samme sproglige ”swung” indrammer udviklingen. Men den ligger der i splittelsen mellem fagbevægelsen (bredt forstået) og så velfærdsstatens ingeniører, systemteknokraterne.

    I en bredere og mere populistisk udgave får den samme udvikling ofte den lidt upræcise beskrivelse af en splittelse mellem folket og eliten. I den mest platte udgave bliver det til et spørgsmål om, hvem danskerne helst vil drikke en fadøl med.

    På Venstres skæbnesvangre aften sagde Søren Pind det ganske rigtigt: Venstre var den sidste bastion der gik under. Elastikken mellem bagland og ledelse, mellem partiet som folkelig bevægelse og moderne organisation, brast. Og nok så megen forbrødring kan næppe hele splittelsen igen. Uskylden er brudt, og så er det som bekendt svært at vende tilbage. Skal forbindelse genoprettes, må det ske på nye betingelser.

    Koblingen mellem de politiske partier og de folkelige bevægelser vil herfra ikke være andet end den fernis partiernes presseafdelinger vil hælde ud over politikernes fremtidige Grundlovstaler. Ikke at Lars Løkke ikke mente hvad han selv sagde i sin tale på Ollerup Gymnastikhøjskole. Problemet er bare, at der ikke er plads til den slags idealer, når hverdagen melder sig igen. Læren af de sidste fjorten dage er, at her gælder kun én valuta, og det er magt. Og det ved Lars Løkke bedre end de fleste. Alle dem der måtte have det svært med denne tilgang til politik, bør holde sig i baggrunden eller blive helt væk. Alternativt må man finde et parti, der har der bedst med at holde sig væk fra magten. Det er i hvert fald den lektie, vi kan læse os til i de fleste medier, her i dagene efter d. 3. juni.

    Nu er det klart, at det at tale om folkelige bevægelser i dag kan virke næsten lige så fremmedgørende på nogen, som når jyske bønder taler jysk på TV2 News. Et mere moderne ord ville være Civilsamfundet – begge dele kan forstås som de institutioner, der springer ud af vores fælles liv med hinanden og som ikke er en del af staten, markedet eller det private.

    Et af de tydeligste tegn på, at det politiske er blevet skilt fra civilsamfundet, hvad enten det så er til fordel for staten eller markedet, kan spores i den politiske retorik. ”Nødvendighedens politik” er på alle måder et udtryk for, at der opereres med målrettethed og strategi frem for samtale og værdifællesskaber. Her er ikke plads til åben debat om hvilken vej vi vil i fællesskab. Her er svaret givet på forhånd. Og hvis du ikke er enig i svaret, er det fordi du er for dårlig til Excel.

    Hvad enten man hedder Venstre eller Socialdemokratiet (eller snart sagt hvilket som helst andet parti) er svaret på udfordringerne det samme. Når det går højt til, kan der måske spores en forskel i, om man taler om markedsvilkår eller New Public Management – men forskellen er ens, det er bare farven der har en anden lyd.

    Ja, noget kunne tyde på, at der ligefrem er sket et sammenfald: marked og stat er ikke længere to adskilte størrelser. Ove Kaj Pedersens ofte brugte – og mindst lige så ofte misbrugte – analyse af Konkurrencestaten peger på denne udvikling. Og i denne udvikling er der ingen plads til civilsamfundets mangel på målrettethed, styring og strategi. At være effektiv og konkret trumfer her til hver en tid holdninger, idealer og værdier.

    Samtidig sker der i denne udvikling en forskydning fra, at politik kommer til at handle mere om rettigheder end om pligter. Hvilket er en forskydning fra det fælles og – ikke ind i staten og markeder – men ind i det private. Rettigheder forstås i denne sammenhæng altid og eksplicit som individualiserede rettigheder, der først og fremmest retter sig mod den enkeltes private liv, ikke mod det fælles liv.

    Men dermed har vi også spillet os selv det politiske af hænde. Det er en forvrænget forståelse af det politiske der baserer sig på statens, markedets eller det privatlivets præmisser. Politik handler om at engagere sig i en debat om, hvad det er for et samfund vi i fællesskab ønsker at skabe.

    Hal Koch siger det måske allertydeligst i 1942:

    Det ”politiske” udtrykker den ubestridelige Kendsgerning, at vi nu engang er sat her sammen og skal og maa finde ud af at ordne vore Forhold os imellem paa en anstændig Maade, og det er os der skal gøre det, og ikke nogen andre. Her er der ingen, der kan melde Pas eller trække sig bort.

    Det politiske er ikke det der skiller os, men derimod det der forener os i forsøget på at nå frem til et fælles bedste. Denne debat må tage sit udspring i det live vi lever sammen og de brydninger mellem holdninger, idealer og værdier der kommer ud af dette fælles liv. Først herefter kan svarene fra denne fælles debat gøres til genstand for styring og strategisk handling i staten.

    Men denne opgave har vi tilsyneladende glemt. Vi har ladet den politiske debat blive frakoblet en folkelig debat. Vi har overflødiggjort os selv som medborgere, og i stedet ladet os forstå som klienter, forbrugere eller privatpersoner. Til nød som vælgere. Lars Løkke gjorde det helt tydeligt, da han indtog talerstolen til Folketingets afslutningsdebat: Vores største udfordring er, at 800.000 lades ud af fællesskabet. Med andre ord, fællesskabet er lig med arbejdsmarkedet. Civilsamfundet eller det folkelige fællesskab efterlades mast mellem staten og markedet på den ene side og det private på den anden.

    Og her ligger de folkelige bevægelsers og civilsamfundets  – og dermed også højskolernes – måske vigtigste aktuelle udfordring: At insistere på, at der findes et folkeligt fællesskab, som vi alle er en del af og bør tage del i, og som har en væsentlig politisk rolle at spille. Højskolerne skal selvfølgelig blive ved med at lave højskole, og dette gøres nu en gang bedst med de elever man har. Men det må efterhånden stå helt klart, at højskolens opgave ikke er at levere hverken konkurrencestatssoldater, arbejdsbier eller studerende uden frafald. Højskolens opgave må være at levere en folkelig oplysning, baseret på en erfaring af at være en del af fællesskabet, der sigter mod at fremme den selvtillid, myndighed og evne til samtale hos den enkelte, der er en forudsætning for at tage del i fællesskabet.

    Hvis man er i tvivl om hvorvidt der ligger et potentiale til at løfte denne opgave i civilsamfundet, de frivillige foreninger og den folkelige oplysning bør man læse den netop udkomne antologi ”Folkestyrets rugekasser”.

    Om de øvrige aktører på den politiske scene så har tænkt sig at følge trop, kan Folkemødet jo passende agere strømpil for. Og ønsker man selv at være med, kan man jo kigge forbi Højskolernes Telt…

    8 Comments "

    Om højskolens bevægelse og tidens strøm…

    marts 22nd, 2013

    Her på Vi danser for lidt og i Højskolebladet har der på det seneste været en række diskussioner af, hvilken rolle og værdi bevægelser har i moderne samfund. Herunder også højskolebevægelsen.
    Og dommen over bevægelserne er hård:
    De er døde, sandede til, for umoderne, ikke sexede, sjove, cool nok. De mangler (det rette) sigte, har ingen politisk indflydelse, er for nationalistiske, står i stampe. Kort sagt, kritikken er legio!

    Af Rasmus Kolby Rahbek

    Højskolen som bevægelse
    I martsnummeret af Højskolebladet hedder det, at den samlede højskolebevægelse synes at være forlist som projekt for længe siden. Man må derfor nødvendigvis stille spørgsmålet om, hvem eller hvad der egentligt udgør højskolebevægelsen.

    I Højskolebladet hedder det under overskriften ”Højskolebevægelsen er død”, at kun 19 % af højskolelærerne i høj grad vægter det at være en del af højskolebevægelse som en vigtig dimension af deres arbejde. Samt at lærerne primært ser sig selv som lærere på egen skole, snarere end som højskolelærere i almindelighed. Dette får bladet til at konkludere, at ”bevidstheden om at tilhøre en samlet højskolebevægelse altså er fraværende blandt mange af bevægelsens centrale kræfter.”
    Her kan man tale om at have skrevet konklusionen på forhånd: Med selv samme undersøgelse kunne man lige så vel hævde at højskolebevægelsen i den grad lever blandt dens såkaldte ”centrale kræfter”, da undersøgelsen viser, at kun 6 % af lærerne ikke vægter det at være en del af højskolebevægelsen som en vigtig dimension af deres arbejde, og at kun 7 % af lærerne ikke ser sig selv som højskolelærere i almindelighed.

    Men udgøres højskolebevægelsen da af lærerne? Eller er det forstanderne, skolerne eller ligefrem eleverne? Er det måske Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark?
    I Højskolebladet definerer Harry Haue en folkelig bevægelse som omfattende ”personer, der for at fremme en bestemt sag indgår frivilligt i et fællesskab med henblik på at forandre sig selv og samfundet.”
    Hvis dette betyder at, at en bevægelse består af de mennesker som ser sig selv i relation til en sag, består højskolebevægelsen jo ganske simpelt af alle dem, der måtte forbinde sig med højskolen og dens idé (hvordan de så end måtte fortolke den).
    Hvis det derimod betyder, at en folkelig bevægelses primære fokus er politisk påvirkning og dens målestok er politisk indflydelse, sådan som det antydes i artiklen, ja, så har højskolen måske aldrig været en folkelig bevægelse. Og i virkeligheden er der vel så også snarere tale om en interesseorganisation.
    Opgaven som interesseorganisation varetages for højskolens vedkommende ganske passende i Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark. Men politisk indflydelse kan aldrig blive et mål for højskolen, kun et middel.

    Højskolebevægelsens dommedagsprædikanter synes desværre ofte i deres kritik at overse, hvad højskole drejer sig om. Hele højskolebevægelsens kerne ligger nødvendigvis i højskolen selv, og ikke alle mulig andre steder. Det er det banale udgangspunkt; at lave højskole for og med de elever der er på skolerne. Det er det centrale for såvel skoler som bevægelse: ”Den skal blot være højskole, og være nødvendig for eleverne i kraft af det, og er den ikke det, kan det også være det samme” som Niels Højlund en gang skrev. Skulle det så give anledning til, at resten af samfundet fandt det interessant og vedkommende, er det da blot ganske fint og udmærket.

    Højskolen som fællesskab
    Men giver det overhovedet mening at tale om og for en samlet højskole. Hvad skal det overhovedet til for? Findes der overhovedet noget konkret fælles at tage udgangspunkt i, eller er det blot tale om et begreb, en idé? Og hvem kan udtale sig på dens vegne?

    I Højskolebladets leder hedder det om højskolernes fællesskab, at det ikke kan defineres som en bevægelse, men alene som et lovfællesskab. Desuden burde man frem for højskolebevægelsen i stedet tale om højskolebranchen!
    At sige at en højskole er en forretning og at højskolerne som tilskudsberettigede skoler er bundet til loven er selvsagt rigtigt, men en banalitet. At sige at højskolernes fællesskab er en branche eller et lovfællesskab er muligvis originalt, men forkert. Hverken forretning eller lov gør nogen højskole og heller ingen bevægelse.

    En afvisning af dette formalistiske tunnelsyn på højskolen kan findes hos den unge forstander Morten Pontoppidan så tidligt som i 1881 i bladet Tidens Strøm:

    Der er jo dog virkeligt andet fællesskab mellem os end lige netop dette, at vi hedder højskoler og tager 30 kr. om måneden i betaling. Vi har fælles program, hvor indbyrdes uafhængige vi end måtte være. Det er ikke meget udformet – gjort af omtrent ingenting, af kattefods døn, af kvindeskæg osv. Men så småt det er, findes dog programmet skrevet på ”hjerternes kødtavler” og øver i det skjulte sin magt over os under arbejdet.”

    Pontoppidan er klar over, at det må medføre en løbende debat om, hvad det fælles program så indebærer. Og den debat må man så tag med løftet hoved, men udgangspunktet er dog fælles. Enhed i mangfoldighed hedder den slags vist…

    Mit højskole-credo tilsiger, at alle der har været en del af højskolen har om ikke dens program, så dens navn, skrevet ind på ”hjertets kødtavle”. Og som sådan er de en del af højskolen. Og dermed har de carte blanche til at udtale sig om og på vegne af højskolen lige så autoritativt de lyster.
    Om det så gør en bevægelse ved jeg ikke, men det er helt klart et fællesskab!

    Højskolen som talerstolen eller arnested
    Kigger man på meget af den kritik af højskolen der fremføres, bl.a. i Højskolebladet og her på bloggen, følger den ofte enten en romantisk eller aktivistisk retning.

    Som romantisering er det en længsel tilbage til dengang forstandere blev omtalt som fyrtårne og Højskolebladet var et væsentligt kulturtidsskrift. Det er drømmen om en højskole, hvor budskabet om sagen råbes ud fra talerstolen med sigte ikke kun på eleverne, men hele landet. Talerstolen fylder ofte meget i dette højskolesyn og sindbilledet er Askov Højskole før 1968. For denne romantiske betragtning er højskolens udvikling underlagt en forfaldsmyte: Talerstolen er udskiftet med ”kreative værksteder”, forstanderen er blevet daglig leder og kulturtidsskriftet er blevet et foreningsblad. Med andre ord: Verden er af lave og højskolen er blevet ordinær.

    For den aktivistiske kritik gælder det, at Højskolen er lullet ind i en kombination af sneglefart og snæversyn og ikke har været i stand til at gribe verdens aktuelle udfordringer. Denne kritik ser ofte højskolerne som små nationale fortidslevn, der ikke har fulgt med tiden og som mest er at betragte som museer. Denne kritik følges af et ønske om at højskolen, for at bevare sin relevans, skal udvikle sig til at være arnestedet for en ny, moderne, ungdommelig, kreativ, dansevenlig, hip og global politisk aktivisme. Med andre ord: Verden er foranderlig og højskolen bør være forandringsparat.

    At der, karikaturen til trods, er et gran af sandhed i begge kritikker burde ikke komme som en overraskelse. Højskolen balancerer altid på en knivsæg mellem forfladigelse og ligegyldighed – og i sidste instans er der kun den selv til at holde sig oppe.
    At begge kritikpunkter stort set altid har fulgt højskolen, burde heller ikke komme som en overraskelse (om end kritikerne til tider kan lyde som om de har opfundet den dybe tallerken). For dem der er interesserede, kan man f.eks. begynde med at læse debatten mellem Morten Pontoppidan og folkene omkring Ludvig Schrøder fra 1880’erne.

    Højskolen og kritikken
    At højskolen har været underlagt kritik er der intet nyt i. Såvel intern som ekstern kritik har været en del af højskolens kerne helt fra begyndelse. Ja, højskolen som idé er ligefrem født ud af en kritik: Grundtvigs højskoletanker er ikke forfattet som et sammenhængende stykke pædagogisk tænkning, men blev til over en lang årrække gennem utallige udfald mod hans samtidige i diskussioner om alt mellem himmel og jord.
    Derfor er stringens heller ikke noget der just præger den gamles tanker om hvad højskolen bør være. Dette har i sig selv gennem historien været en medvirkende faktor til, at især den interne kritik har nået stadig nye højder, da der har været et eklatant fravær af autoritativt grundlag at lave højskole på.

    Der har altid været en diskussion af, om højskolen i form og indhold skulle holde sig ved sit udgangspunkt, eller om den skulle være genstand for en konstant udvikling og tilpasning. Og der har altid været en diskussion af hvad der er rigtig og forkert højskole – hvem der var aser og hvem der var jætter.
    Dykker man ned i højskolens historie (og det bør man bestemt gøre!) åbenbarer der sig en mangfoldighed af diskussioner om højskolens væsen og virke, som ofte er lige så relevante i dag som for 50 eller 100 år siden. Det viser sig – som altid – at historien gentager sig selv. Og så kan man jo lige så godt tage ved lære af den!
    Men lige så vel som man kan lære noget af historien, kan man ikke bruge den lære til noget som helst, hvis ikke man bringer den ind i sin egen tid. Også i dag må højskolen stå midt i tidens strøm.

    Højskolens virkelighed
    Kritikken af højskolen må nødvendigvis forholde sig til, hvad der ret faktisk foregår ude på skolerne. At tage udgangspunkt i højskolen som begreb kan selvsagt både være spændende og lærerigt, men som kritik forekommer det perspektivløst, hvis ikke det på en eller anden vis forholdes til praksis. Og højskolens praksis er altid bundet til den tid og de mennesker den udfoldes i og blandt. En forholden sig til praksis vil også afsløre, at diskussionen om ”rigtig” eller ”forkert” højskole altid er en diskussion om god eller dårlig højskole underlegen. Det er trods alt bedre at være en ”forkert” højskole der laver god højskole, end en ”rigtig” højskole der laver dårlig højskole. Og det er en balancegang alle højskoler altid står i – uanset højskolesyn.

    Dermed ikke sagt, at højskolen ville være bedre stillet uden intern eller ekstern kritik. Kritikken og debatten er vigtig for højskolen. Også når det måtte udvikle sig til kamp, både fordi det kan være livgivende og fordi højskolen er for vigtig til at man lader den være:
    Men kamp for frihed i liv og tro – Thi evig stilstand er død! Dette gælder også for højskolen!
    Højskolen er ikke tjent med at blive strøget med hårene og pakket ind i vat, hvis det i virkeligheden blot dækker over ligegyldighed med, hvad højskolen står for.

    Kritikerne af højskolen kommer dog desværre alt for ofte til at fremstå som linjevogtere, hvis eneste kald i livet er at dømme inde og ude, og aldrig selv tage del i spillet.
    Fred være med dem! For mig foregår det interessante ved højskolen inde på banen: Kampen, intensiteten, engagementet, skønheden, genialiteterne, drømmene. Og ja, jeg skal med glæde tage et indkast i ny og næ, hvis jeg blot en gang i mellem kan opleve at være en del af det lille mirakel der opstår, når nogen rammer den lige i røven.
    HUTTELIHUT!!!

     

    7 Comments "