Af højskolelærer Kenneth Degnbol
Adgangsbillet til samfundet
Et af efteråret politiske spørgsmål bliver reformen af erhvervsuddannelser. Uddannelserne har gennem længere tid oplevet færre og færre ansøgere og større og større frafald. Det er ikke prestigefyldt at gå på erhvervsuddannelse. Deres status trænger til en rehabilitering. Et tema, som murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye iøvrigt debatterer i den aktuelle bog ‘Kloge Hænder‘ om misforholdet mellem anerkendelsen af de erhvervuddannede og akademikerne.
Fra mediebilledet at dømme ser det ud til, at der er konsensus om adgangskrav på erhversuddannelserne. Helle Thorning og Lars Løkke, Dansk Industri og LO er blandt dem, der er kommet med forslag om adgangsbegrænsning. Og det er vel en god ide. Flere andre uddannelser har sat kunstige begrænsninger op – ikke for at sortere i et for stort ansøgerfelt, men for at sikre et vist niveau hos de studerende.
Men hvad så med de mennesker, der ikke kan kvalificerer sig til nogen uddannelse overhovedet? Det er det oplagte spørgsmål, det efterlader sig. Det er den paradoksale situation. Uddannelse er vores billet til samfundet. Ingen vej udenom. Alle skal igennem. Eller i hvert fald de fleste ifølge målsætningen om de 95 procent unge med ungdomsuddannelse i 2015, som regeringen styrer efter. Og samtidig konkurrerer alle uddannelser om ikke at blive bundskraberen, den der tager de sidste, stedet hvor alle garanteres den billet til samfundet, der reelt bliver en fribillet. Indfører erhvervsuddannelser adgangsbegrænsning rykker problemet vel bare videre. En ny skole må blive billetkontoret, der udlover fribilletter.
Arbejdet som indgang til samfundet
Måske bør vi udfordre den tanke, at vil har gjort uddannelserne til selve adgangsbilletten til samfundet. Det er formentlig svært i et land, der bryster sig af et højt uddannelsesniveau, Grundtvigs eget land, hvor vi lærer for hele livet, og hvor mange af os fylder uddannelse på uddannelse i en grad, der i den forgangne uge fik en Ph.d. til at kalde os for uddannelsesbulimikere: Nogle af os fylder mere på end vi kan rumme i en næsten sygelig grad. Uddannelser er en del af rettighedstænkningen; jeg har ret til en uddannelse. Og når samfundet samtidig ønsker flest mulig uddannede borgere, bliver det et ensrettet stormløb mod et bolværk, der får svært ved at sortere, sætte niveau, stille krav. Og gavner det i virkeligheden det overordnede uddannelsesniveau? Formentlig ikke, hvis man f.eks. spørger de universitetslektorer, der hvert år ved denne tid ømmer sig over de nyoptagne på deres fakulteter, der ser sig selv som elever fremfor studerende.
I stedet for uddannelser kunne vi tale om arbejdet som indgangen til samfundet. Ikke i form af at have et arbejde, som i sig selv er prestigefyldt og som derfor bliver en ny grænse for de af samfundet inkluderede og ekskluderede. Men selve det at arbejde, at være arbejdende. Arbejde som både en rettighed og en pligt for at fremelske det solidariske ved siden af det selvrealiserende, som vores samfund har brug for.
Men hvad med antallet af arbejdspladser? Vi italesætter arbejdet på en bestemt måde. Der er et antal arbejdspladser, vi kan politisk gøre noget for at forøge antallet, og man kan erhverve sig en, hvis man er dygtig og ellers må man motiveres, uddannes, tvinges til flere ansøgninger og logbøger om ugen til man til sidst klemmes ind på sidste mandat. I stedet kunne vi tale om arbejde med en større selvfølge. Vi arbejder, fordi vi tilhører et samfund. Ligesom vi understøtter hinanden økonomisk med velfærdssamfundet fordeling af midlerne, burde vi vel også alle understøtte samfundet ved at arbejde. Og kan man ikke arbejde for en privat arbejdsgiver, så arbejder man direkte for samfundet, ung og gammel, uddannet eller uuddannet. Det er vel og mærke ikke ment som en noget-for-noget-retorik: Du må arbejde for understøttelsen. Men ment langt mere fundamentalt som det at rammesætte værdige rammer for det at være menneske i et samfund. Et samfund hvor alle har adgang, hvor der er stor forskel på med hvilket man bidrager, men ikke om man bidrager. Nogle vil ikke kunne arbejde med det, de er uddannede til, men bevares, det er vi mange, der ikke gør i forvejen. Den nuværende arbejdsløse vil arbejde et antal timer, der svarer til dagpengene eller understøttelsen i en offentligt bestemt funktion. Måske gør pensionisten det samme i det omfang, vedkommende kan. Det sædvanlige modargument vil være, at det vil tage arbejde fra andre og dermed bliver mere arbejde offentligt besørget og det vil blive samfundsmæssigt dyrere. Jeg er ikke ude i instrumentelle løsninger på de helt naturlige problemstillinger, men ude efter at vi lader de problemers økonomisk-rationelle logik bliver bestemmende for, hvordan vi taler om hele arbejdsløshedsproblemet. Der er meget andet på spil. Hele samfundsdeltagelsen, værdigheden og den samfundssolidaritet, som efterspørges alle steder; den automatiske udelukkelse af samfundet som diskussionen om optagelseskrav på erhvervsskolerne kommer til at handle om for de unge og som går videre i arbejdslivet. Og måske skal der ikke være plads til alle på skolerne. Men der er nødt til at være plads til alle i samfundet og adgangen hertil bør være selve det at være arbejdende i samfundet.
At være arbejdende
Den tysk-amerikanske psykolog Eric Fromm skelner mellem at være eller at have (titlen på bogen fra 1976). Det sidste kendetegner det moderne samfund. Vi har en masse: uddannelser og jobs, men også sygdomme, børn, karrierer, et CV. Vi gør os til samlere. Dem der har en masse. Og dermed eksternaliserer vi dele af det, vi er. Det udgør et værditab i forhold til det at forstå sig selv som værende rask/syg, smed eller professor, gift, forælder osv. Det vi tidligere slet og ret var, så vi endda skrev arbejdstitlerne på gravstenen: højskolelærer Degnbol I den forstand kunne vi italesætte os selv som arbejdende borgere i lige så høj og almen grad som skattepligtige borgere. Som det, der hører med som en selvfølge til det at være menneske og samfund. Som internaliseret vilkår i stedet for en samling titler på et CV eller for andre mangel på samme.
Den frie politiske borger
Filosoffen Hannah Arendt taler om det aktive liv med tre udtryksformer (Menneskets Vilkår, 1958): 1. Arbejdet, der knytter sig til livsopretholdelse, skaffe føde og midler til overlevelse, føde og underholde børn. 2. Fremstillingen, hvor vi skaber nye ting, teknologier, kunst, det der bliver til en merværdi. Og endelig 3. Handlingen, der består i den frie kommunikation mellem individer, udveksling af synspunkter og samliv løsrevet fra kampen for overlevelse; aktivitet mellem mennesker for dets egen skyld.
Hendes ideal er den græske polis, hvor frie mænd, var frie, fordi slaverne gjorde arbejdet, og derfor kunne de politiske handlinger møntes på samfundets anliggender helt adskilt fra individets anliggender. Hun definerer forskellen på den græske polis og det moderne samfund således, at polis var funderet i frihed, mens det moderne samfund er funderet i nødvendighed. Af de tre udtryksformer for det aktive liv har vi i dag en stor vægtlægning på arbejdet; altså den nødvendige livsopretholdelse. Derfor kommer den moderne politik kun til at handle om fordeling af midler. Og derfor er den moderne politik principielt umuliggjort. Det er svært at skabe ordenlyd for anliggender, der ikke handler om det, der er til individers bedste, fordi vi ikke ytrer os som frie borgere i den forstand som gælder for det aktive livs tredje udtryksform, Handlingen. Analysen trænger dybt. Og den kan virke svær at handle på, for den græske polis er en fjern virkelighed. Men Arendt åbner døren for, at vi netop kan skabe den for det politiskes nødvendige frihed, når vi indgår i forbindelser med hinanden, der kun har aktiviteten selv som formål.
I et samfund hvor vi arbejdede, fordi det er naturligt, når man indgår i samfund, vil vi sætte os i forbindelse med hinanden på en ny måde. Ikke på en arbejdsplads som erhvervet ejendom, der sikrer mig billet på første parket og råd til et større hus, bil og båd end dem uden arbejde, men i arbejde som et delt vilkår for det at være til og som en solidarisk implikation af det at være i samfund med hinanden. Og når det er et delt vilkår for os alle, vil arbejdets aspekt som en livsopretholdende kamp for at have et arbejde, forhåbentlig nedtones til fordel for blot og bart det at leve med hinanden og arbejde for aktivitetens egen skyld: Der skiftes støttestrømper i hjemmeplejen simpelthen fordi, det skal gøre – primær handling. Og det forhold kommer før diskussionen om, hvem der gør det og med hvilken uddannelse og til hvilken løn – sekundær arbejdsdiskussion (det kursiverede henviser til Arendts termer).
Solidaritet i det selvrealiserende projekt
Det senmoderne individ, der søger at være et autentisk udtryk for sin identitet, vil formentlig fortsat se arbejdet som et sted for selvrealisering. Her vil uddannelse og evnen til at forvalte den selvfølgelig spille ind på muligheden for at arbejde med det, han er uddannet til, ligesom det vil betyde noget for løn og arbejdsvilkår. Arbejdet vil i nogle tilfælde være prestigebærende, andet vil være det i mindre grad. Nogle vil arbejde sig frem til prestigen gennem uddannelser og karakterer, andre vil finde andre veje i et mere komplekst billede af, hvad det vil sige at være kompetent. Men i det mindste vil vi ikke sætte barrierer op for selve samfundsdeltagelsen. Om man ikke kunne komme ind på erhvervsuddannelsen, når optagelseskravene kommer fra efteråret eller ikke kunne kvalificere sig til et bestemt arbejde gennem jobsamtalerne, så ville vi i alt væsen være aktive samfundsborgere, der med både ret og pligt var arbejdende – til gavn for værdigheden, solidariteten og forhåbentlig hele den politiske deltagelse.
