image_pdfimage_print

Kedsommelighedens Politik

Der er ikke længere store idealer at dø for, råbte jeg begejstret ud i klassen. Det er helt slut med den slags; I kan spise jeres burgere, se TV og kede jer ihjel med god samvittighed, fortsatte jeg. På nøjagtig samme tidspunkt stod Lars Løkke Rasmussen i Folketingets Åbningsdebat og overvejede, hvordan han som statsminister vil bruge de 60 øre per hundredekroneseddel et eventuelt udgiftsstop kan give.

Så blev det tid for endnu en regeringsrokade. Den 8nde i rækken, som læseren allerede ved. Nogenlunde samtidig som Helle Thorning rokerede, diskuterede jeg Francis Fukuyamas teori om ’Historiens Afslutning’ med mine elever. Jeg var nået til præcis det sted i min præsentation, hvor Fukuyama påstår, at den post-historiske æra vil blive en meget bedrøvelig tid: Der vil ikke rigtig være noget tilbage at kæmpe for, vores fantasi og forestillingsevne vil sløves, mod og dristighed vil drukne, og kedsomheden vil, som langsomt snigende tågebanker, begrænse vort åndelige udsyn. Politik vil i den post-historiske æra bestå af endeløse økonomiske beregninger, og – ikke mindst – tilfredsstillelse af meget sofistikerede forbrugerbehov.

Citat fra Francis Fukuyama mundvandsfremkaldende essay, "The End of History?" fra The National Interest, summer 1989. Skønt det har 25 år på bagen, er hans tese på ingen måde uaktuel. Den sætter megen moderne politik i perspektiv, såvel som den stiller dybe eksistentielle spørgsmål til det vestelige menneskes frie tilværelse i de liberale demokratier.

Citat fra Francis Fukuyama mundvandsfremkaldende essay, “The End of History?” fra The National Interest, sommeren 1989. Skønt essayet har 25 år på bagen, er Fukuyamas hypotese på ingen måde uaktuel. Den sætter megen moderne politik i perspektiv, og den stiller dybe eksistentielle spørgsmål til det vestelige menneskes tilværelse i de liberale demokratier.

Måske var det ikke lige der i præsentationen, vi var nået til. Måske vi skulle til at beskæftige os med Rammsteins perspektivering af det post-historiske problemkompleks. Og måske var det ikke oven i regeringsrokaden, men så var det i hvert fald på samme tidspunkt, som Lars Løkke Rasmussen fra landets fineste talerstol regnede på, hvordan man kan bruge ekstra 60 øre per hundredekroneseddel et eventuelt offentligt udgiftsstop kan give.

Jeg stod foran tavlen i klasselokalet, og måtte jo nødvendigvis spørge de unge mennesker om ikke, det er ganske tydeligt, at Fukuyama har ret i sin beskrivelse af den post-historiske tid. Politiske idé-kampe er det slut med, så politikerne skifter parti eller melder sig ud, når selvrealiseringen synes at kræve det – altså pyt da med hvad vælgerne troede de stemte på – og derfor de mange regeringsrokader. Debatten er afløst af spin og indstuderet sprogbrug: Lars Løkke gør sig umage med at få sagt ”udgifts-stop” og ”byrder for erhvervslivet” på den helt rigtige måde. Han har gået til det sammen med alle de andre politikere i folketinget. De har øvet sig i at sige ”31 lempelser på udlændingeområdet”, stået foran spejlvæggen og koreograferet enhver, såkaldt politisk, udtalelse. Thorning har udfordret Østergaard og Vestager: ”kan I sige, ”helt ud af krisen” lige så overbevisende som mig?”

Liberalismens tomhed

De politiske kommentatorer er usikre på, om de virkeligt skal være frustrerede over de politikere, de vurderer og kommenterer. Fukuyama mener (måske), at den post-historiske tid er en trist tid og i Deadline er kommentatorerne frustrerede over, at politikerne ikke rigtig taler om noget; de savner visioner, nye bud på radikalt anderledes organisationsformer.

Men i virkeligheden bør vi alle være jublende glade – i hvert fald alle os, der bor i den post-historiske del af verden. Et sted i sit sublime essay om historiens ende, skriver Fukuyama, at liberalismens konsum-samfund er ganske upersonligt og blottet for iboende mening. Det lyder jammerligt, men er i virkeligheden den befrielse, menneskeheden har sukket efter siden plovens opfindelse. Den politiske debat i Danmark afspejler denne “meningsløshed”, og det skal vi være glade for. Den livsfarlige ideologiske kamp ånder ud: “we all live in America”, som Rammstein synger.

Der er ikke længere store politiske opgaver at kaste sig over, hengive sig til og dø for i den vestlig post-historiske verden, skriver Fukyama. Tilbage er endeløse beregninger - finanslove - og tilfredsstillelse af stadigt mere sofistikerede forbrugerbehov. Man kunne godt vove den påstand, at både vi vælgere og vores politikere blander marked og stat sammen, når vi - ser det ud til - mener staten skal tilfredsstille livsstilsbehov og politikerne tror, de skal imødekomme dem. Man kunne påstå, at det er denne sammenblanding,, der gør det politiske liv i Danmark så ulideligt. Illustrationen er lavet ud fra en artikel om Asiens syn på Europa, som Weekendavisen bragte 27 marts 2013.

Der er ikke længere store politiske opgaver at kaste sig over, hengive sig til og dø for i den vestlige verden, skriver Fukuyama. Tilbage er endeløse beregninger – finanslove – og tilfredsstillelse af stadigt mere sofistikerede forbrugerbehov. Man kunne godt vove den påstand, at både vi vælgere og vores politikere blander marked og stat sammen, når vi – ser det ud til – mener staten skal tilfredsstille livstils-behov og politikerne tror, de skal imødekomme dem. Man kunne påstå, at det er denne sammenblanding, der gør den politiske debat i Danmark så intetsigende. Illustrationen er lavet ud fra en artikel om Asiens syn på Europa, som Weekendavisen bragte 27. marts 2013.

Den største trussel mod menneskeheden i den post-historiske orden er ikke fattigdom, ikke fanatisme eller andres tossede idéer, det er kedsomhed, vurderer Fukuyama. Du må spise lige, hvad du vil, købe kunst og design, der kan polstre din unikke personlige identitet, du må være handy og kaste dig ud i et hvilket som helst-gør-det-selv-og-gør-familien-glad projekt; og nye til efterhånden som det forrige bliver kedsommeligt eller æstetisk utilfredsstillende.

Få nu afsluttet historien helt

I den fortsat historiske verden drømmer folk om toiletter med vandskyld og elektricitet. De drømmer om rene fødevarer, rent drikkevand og luft, som ikke er farlig at indånde. De vil gerne skændes om opvasken,gå til psykolog og parterapi, kæmpe med at få balancen mellem familieliv og arbejde til at gå op, stå i kø efter Kählervaser og overveje, hvad de skal bruge 60 øre til – altså efter de først har brugt 100 kroner.

Der er med andre ord stadig problemer ved historiens afslutning. Fukuyama siger ikke noget andet. Pointen er blot, at det ikke er problemer, som ikke kan løses inden for rammerne af det liberale demokrati – slet ikke hvis det ”sidste menneske” selv gider besvære sig lidt med at finde mening i tilværelsen. Vi har i særdeleshed misforstået idéen med politik, hvis vi forestiller os, at det er statens opgave at afhjælpe meningsløshed. Vi har ikke brug for ”phantaster”, politikere med visioner eller radikalt anderledes forestillinger om, hvordan vi kunne have det. Herregud, vi har kun vores kedsomhed at bekæmpe.

Og den kunne vi passende bekæmpe ved at kæmpe for at få afsluttet historien i de regioner – også mentale regioner – hvor den endnu ikke er afsluttet. Det er nationalismen i vores egen baghave, det autoritære demokratis opblomstring i øst (putinismen), det er krigene i Mellemøsten, det er flygtninge- og migrationsstrømmene derfra og fra Afrika, og det er selvfølgelig den globale opvarmning og energispørgsmålet. Det er den slags emner, der har virkelig betydning, det er dem der lægger verden øde og ødelægger liv – og gør det u-kedeligt.

De amerikanske idealer er nået ud i alle verdens afkroge. De har ikke materialiseret sig alle steder. Men det vil de, mener Fukuyama, også selvom der rundt omkring kæmpes imod dem. Det sker ikke helt så nemt, som han troede i 90'erne, men han tror stadig på det. De fleste mennesker foretrækker frihed og retfærdighed. Om Islamisk Stat, sagde Fukuyama den 9. oktober til the New Statesman: “The attraction of this kind of radicalism to most people is zero.”

De amerikanske idealer er nået ud i alle verdens afkroge. De har ikke materialiseret sig alle steder. Men det vil de, mener Fukuyama, også selvom der rundt omkring kæmpes imod dem. Det sker ikke helt så nemt, som han troede i 90’erne, men han tror stadig på det. De fleste mennesker foretrækker frihed og retfærdighed. Om Islamisk Stat, sagde Fukuyama den 9. oktober til the New Statesman: “The attraction of this kind of radicalism to most people is zero.”

Politikken er blevet kedsommelig og visionsløs, fordi der ikke længere er store politiske problemer at forholde sig til i vores del af verden. Der er kun forbrugerbehov at tilfredsstille. Det er i hvert fald Fukuyamas pointe. Det er i første omgang en eksistentiel krise, vi har i Europa og i mindre grad en politisk og økonomisk krise.

Hvis vi som vælgere og deltagende medborgere kunne indse i hvilket omfang dette er sandt, kunne vi formodentlig også få en mere interessant politisk diskussion. Vi kunne få politikere der prioriterede bedre og følte at de rent faktisk kunne gøre en reel ”forskel”, der hvor der er en reel forskel at gøre, og ikke bare justere vores potentielt endeløse og stadigt mere æstetiske behov.

Vi har brug for politikere, der rejser ud af landet og sammen med verdens øvrige ledere løser de rigtigt store globale og grænseoverskridende problemer. Resten kan og må vi selv tage ansvar for. Lad os få afsluttet historien. Den sidste politikker lukker og slukker.

For interviewet i New Statesman, jeg henviser til i sidste billedtekst se her.

Håbet er blåt

For denne verdens fattige og undertrykte er håbet blåt. Den liberale kapitalisme og de frie markedskræfter har ført og vil fortsat føre til en mere retfærdig global udvikling, en bedre fordeling af velstand, uddannelse og muligheder. Adam Smiths hånd vil langsomt fratage de privilegerede deres privilegier og privilegere de underprivilegerede. Det eneste problem er, at de privilegerede det er os – i vesten.

”Det, vi er vidner til, er ikke bare afslutningen af ​​den Kolde Krig eller bestemt periode af efterkrigstidens historie, der passerer, men ​​historiens afslutning som sådan: det er endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling og den universelle udbredelse af vestligt liberalt demokrati som den sidste menneskelige regeringsform,” skrev den amerikanske professor i International politik, Francis Fukuyama i sit berømte essay The End of History (som i 1992 blev til en hel bog) få måneder før murens fald i 1989.

Socialismen som idé var død, mente Fukuyama. Om end den i praksis spræller, vil ingen nogensinde tage idéen alvorligt igen al den stund, den svigtede de befolkninger, den lovede en bedre tilværelse. De øvrige politiske alternativer – nazismen, fascismen, nationalismen, kommunismen og marxismens – var enten døde eller i dødskramper. Triumfen for den økonomiske og politiske liberalisme var indlysende. Verden var ikke perfekt i 1989, men i det mindste vidste man nu, hvilke politiske idealer man skulle rette sig efter fremover.

Rismark, Vietnam. For en generation var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990'erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet - og ligefrem eje deres marker - hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Rismark, Vietnam. For blot en generation siden var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990’erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet – og ligefrem eje deres marker – hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Med den videnskabelige og teknologiske udvikling ville vi gå en fredelig tid i møde. Folk ville blive mere velstående og i takt hermed, bedre uddannet og efterhånden ville de kræve frihed og indflydelse på deres eget liv. Den teknologiske udvikling vil automatisk kræve bedre uddannede befolkninger, der forstår teknologierne og kan betjene dem. Den bedre uddannelse vil medføre bedre indtjeningsmuligheder og vil samtidig oplyse verdens befolkninger, gøre dem bevidste om de basale rettigheder, som de derfor vil kræve, at deres regeringer respekterer. Kort sagt, verdens befolkninger ville efterhånden indse, at ingen er bedre end andre og de ville kræve respekt, demokrati og rettigheder.

Alt tyder på, at Fukuyama får ret i sine spådomme. Det arabiske forår er næppe gået læserens opmærksomhed forbi, og skønt ingen endnu kan forudsige, om det vil føre til mere demokratiske tilstande i Mellemøsten på kort sigt, kan ingen betvivle, at de unge mennesker i Algier, Tunis og Kairo demonstrerede for mere indflydelse og en højere grad af frihed. Måske dette ”oprør” begyndte med den grønne bevægelse i Iran og måske det netop overståede valg i Pakistan bevidner tendensen. I hvert fald viser seneste rapport fra FNs Udviklingsfond, betitlet The Rise of the South, at det går fremad i økonomisk henseende. Flere af de delmål, det internationale samfund satte sig for bekæmpelse af global fattigdom er allerede nået.

Det går fremad – den globale middelklasse boomer

Budskabet er det samme i Kishore Mahbubanis bog The Great Convergence. Asia, The West, and the logic of one world fra i år. På flapteksten kan man læse følgende optimistiske budskab:

”Global fattigdom er ved at forsvinde. Den globale middelklasse boomer. Mellemstatslige krige er blevet en solnedgangsindustri. Aldrig har så stor en procentdel af verdens befolkning været så veluddannede og berejste som i dag. Vi bliver mere integrerede og sammenkoblede. Potentialet for en fredelig ny global civilisation udvikler sig næsten ubemærket for vore øjne.”

Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom er faldet med 600.000.000. Fra 2 mia til 1.4 fra 1990 til 2008 ifølge FN. Den globale middelklasse består lige nu af omkring 1.845 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 6.8 mia. Middelklassen defineres af FN som dem, der tjener eller bruger mellem 10 og 100 dollars om dagen, og man forventer at den – her midt i en global krise – vil vokse til 3.249 mia mennesker i 2020, hvis udviklingen fortsætter som nu. I 2030 vil den bestå af 4.884 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 9 mia. Ifølge Hans Rosling, ekspert i befolkningssundhed, er fødselstallet drastisk dalende og verdens befolkning vil stagnere på omkring 10 mia i 2050. Til sammenligning har en familie, vi i Danmark definerer som arbejderklasse dagligt over 112 dollar til fri disposition. Ser vi på den gennemsnitlige indtægt for børnefamilier, viser en analyse fra 2013 begået af Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4, at gennemsnitsindkomsten ligger på omkring 317 dollar om dagen før skat. Og i Danmark er lægebesøget, hospitalsregningen, asfalten og uddannelse dækket ind på forhånd via skattebetalingen.

Eftermiddagstrafik på infaldsvej til Hanoi.

Hanoi, Vietnam. Der er livlig trafik på Hanois indfaldsveje. Ifølge lokale kilder bor der omkring 9 mio mennesker i Hanoi og omegn. Halvdelen af dem har skiftet cyklen ud med en scooter og drømmer nu om en bil.

Væksten i middelklassen finder primært sted i Asien og Stillehavsområdet, hvor den globale andel af middelklasseborgere forventes at vokse fra 28% til at udgøre 53% i 2030. I Kina er antallet af ekstremt fattige reduceret fra 60% af befolkningen til 13%. Den afrikanske middelklasse vil ikke øge sin procentuelle andel på globalt plan, men forblive på 2%, vurderer man. Det betyder dog ikke, at der ikke er fremgang på kontinentet. De bevarer en andel på 2%, hvilket betyder en stigning i det faktiske antal. Men her skal der gøres en indsats for at skabe – for afrikanerne – bæredygtige handelsaftaler.

Børnedødeligheden er faldet fra 101 per 1000 fødsler til 69 for børn under 5 år. Hver dag overlever 12.000 flere børn, end i 1990. I landene syd for Sahara har man samlet set øget skolegangen med 18% fra 1990 til 2009. I nogle af verdens mindst udviklede lande, så som Benin, Bhutan, Burkina Faso, Etiopien, Guinea, Mali, Mozambique, Niger er skoleindskrivningen steget med 25% i samme periode.

”Kun få forventede, at børnedødeligheden ville falde, at den forventede levealder ville stige, at sulten ville aftage, og at flere ville opnå læsefærdigheder. Og alligevel gør Afrika gode fremskridt på alle disse områder. De [skeptikere] vil blive chokerede over at opdage, at selv de fattigste dele af verden gør hurtigere fremskridt, end de nogensinde før har gjort i menneskets historie.” (Mahbubani 2013:19).

Uden for den vestlige og anglosaksiske verden lå andelen af folk med basale skolekundskaber på omkring 40% i 1900. Det tilsvarende tal er nu 86%. Det betyder en mere oplyst befolkning, som ikke blot kræver bedre hygiejne for at bekæmpe basale infektioner i hverdagen, de kræver også skolegang til deres døtre og de kræver regeringer, der respekterer deres rettigheder. De vil have køleskabe, rindende vand, elektricitet, WC’er, TV’er og biler. Disse forbrugsgoder, skriver Mahbubani, repræsenterer stadig det gode liv og folks forhåbninger uanset, hvor på kloden, de befinder sig,.

Udviklingen finder sted på et tidspunkt, hvor vi taler om kapitalismens krise. Der er ingen krise. Det, der er tale om, er en allokering af ressourcer. Vestens borgere er pressede på deres jobs og lønninger, men resultatet er en mere retfærdig fordeling af ressourcerne på globalt plan. Kapitalismen virker således, som den altid har gjort. Den sørger for at pengene ender i de lommer, der producerer bedst og billigst. En åben økonomi, med fair regler for samhandlen, fri for uretfærdige restriktioner, toldmure og statsstøtte fra velpolstrede velfærdsstater til urentable virksomheder (f.eks. landbrugsstøtte) sikrer fremgang for verdens underprivilegerede.

Venstrefløjen vogter uretfærdigheden

Hvert job, der lige nu flytter ud af DK eller andre vestlige lande, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske i et andet land. Det vil venstrefløjen og fagforeningerne ikke acceptere. Med stadigt strengere krav til miljøstandarder og arbejdsforhold vil de med vold og magt holde verdens fattige fra fadet, fordi de ikke indser at disse folks mulighed for et bedre liv – og med tiden bedre arbejdsforhold – netop er global handel. Deres store fordel er det lave lønniveau, og det forsøger venstrefløjen at beskytte sine vælgere mod med misforstået retorik om løndumping og et fælles kapløb mod bunden. ”Ja,” siger Udviklingsminister Christian Friis Bach til Notat, ”standarder er ved at blive en af de vigtigste handelsbarrierer, som verdens fattige lande støder ind i.”

Socialisternes fokus på at øge den hjemlige offentlige sektor vil fastholde det dybe skel mellem rige og fattige lande; fortsat global uretfærdighed. Det er konsekvenserne af Enhedslistens, Socialistisk Folkepartis og Socialdemokraternes tankegang. Vi mangler efterspørgsel siger Johanne Schmidt-Nielsen og det har hun sagt flere gange. Venstrefløjen vil skaffe arbejdspladser i Danmark med statsstøttede ordninger, der skal øge den indenlandske efterspørgsel. Det er et eksempel på, at venstrefløjen vil sikre den privilegerede stilling, vi allerede har. Som om danskerne ikke har råd til at skifte til termoruder, hvis det var det, de ville.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Venstrefløjen har mistet sit analytiske kompas. Den presser sit marxistiske konfliktskema ned over alt, den ser. Men den gør det kun på nationalt plan og har helt mistet sine internationale prætentioner, og ser derfor ikke, at denne verdens underkuede ikke findes i vesten. Lidelserne findes andre steder i verden, men der går det fremad takket være den kapitalistiske økonomis globale konkurrence. Den flytter arbejdspladser og indkomster, skaber nye håb og drømme om en bedre fremtid hos befolkninger, som ikke før har haft råd til at drømme.

Fakta viser, at det går fremad. Og det skyldes blå politik. Venstrefløjen, de vestlige fagbevægelser, Occupy-bevægelsen og de mange autonome aktivister har uretfærdigheden på deres side. Venstrefløjen agerer kustoder på museet for det vestlige menneskes historie. Den forsøger at bevare fortidens privilegier for nutidens privilegerede.

Det, der dybest set bekymrer os vesterlændinge, er ikke om, vi har råd til at komme til lægen eller på hospitalet, om vi har råd til at transportere os på arbejde eller give vores børn en ordentlig uddannelse. Nej det, der bekymrer os, er, om vi har råd til den næste skiferie, sommerferien på Tenerife og en tur i Tivoli. Om der bliver råd til diverse elektriske himstregimser og den nyeste designervase til jul. Moderne rød politik og såkaldt progressiv aktivisme går ud på at sikre disse privilegier – disse sofistikerede forbrugskrav – for den vestlige verdens befolkning. I politisk henseende er det den blå fane, der signalerer håb for alverdens fattige. Den røde fane blafrer med krav om mere fritid og fede pensionsordninger til vestens velfærdsforkælede borgere. Men når ikke vi arbejder, så er der andre, der må gøre det for os.

”Verden forandrer sig,” skriver den kenyanske kommentator Gitau Warigi, ”og Deres excellencer fra Europa bliver nødt til at tilpasse sig de tider. Kina er allerede verdens næststørste økonomi og ser ud til at blive den største inden årtiets udløb. Brasilien overhalede Storbritannien i år og blev den sjette største økonomiske magt i verden, og jeg vil vædde på, at landet vil overhale Frankrig inden årets udgang for at blive den femtestørste. At ligge i med små egoer fra lande, hvis økonomier og globale magt hurtigt svinder, giver ikke megen mening.”

Regelbaseret global økonomi og internationalt samarbejde

Ifølge Mahbubani er det mere internationalt samarbejde baseret på ”the rule of law,” udviklingslandene har brug for. Og mens den globale magtfordeling langsomt ændrer sig til fordel for verdens fattige og USA og de vestlige lande ikke længere kan trumfe deres vilje igennem i de internationale organisationer, går diverse ”progressive” aktivister på gaden og kæmper den globale overklasses kamp. I 1999 vandt demonstranter ved WTO topmødet i Seattle (glimrende filmatiseret i Battle of Seattle), ifølge Mahbubani en kortfristet sejr, da det lykkedes dem, at få USA’s Præsident, Bill Clinton, til at give ”efter for nogle demonstranter og fagforeninger og [forlade] en global handelsrunde for at pacificere nogle få tusinde havne- og andre arbejdstagere i Seattle.” (Mahbubani 2013: 162).

Allerede i 1994 lovede de vestlige lande, at de ville opgive støtten til deres landmænd, men man har endnu ikke gjort det. I forbindelse med Doha udviklingskonferencen i 2001 fingerede USA et sammenbrud i forhandlingerne for ikke at komme til at fremstå som ”the bad guy,” da de ikke ville opgive støtten til deres egne bomuldsproducenter, og derved give afrikanske bomuldsbønder en chance på verdensmarkedet. (Mahbubani 2013: 176).

Når det internationale samarbejde ikke fungerer, er det fordi de vestlige regeringer endnu er så magtfulde, at de kan trumfe deres privilegerede og demonstrerende befolkningers vilje igennem. Men det er en stakket frist. De vestlige økonomier bliver mindre og mindre betydningsfulde. Og Grækerne bliver ikke bedre stillet af at tegne hitlerskæg på Angela Merkel og franskmændene får ikke deres industri tilbage af at besætte fabrikkerne.

Mens vi i vesten leger ”civilisationernes sammenstød” og med alle midler forsøger at beskytte vores egne økonomier, har Indien og Kina fundet ud af at samarbejde om de for dem store betydningsfulde ting, som f.eks. udviklingen af olieindustrien i Sudan. ”Kina foretrækker ”the big stuff” som passer Afrika bedre,” skriver Warigi. Europa kan så specialisere sig i småting.

Både Indien og Kina har sammen med de øvrige udviklingslande en interesse i et åbent regelbaseret og styrket globalt handelssamarbejde, åbent og regelbaseret således at USA og vesten ikke kan trumfe deres vilje igennem ved at vride armen om på diverse svagere stater i bilaterale aftaler. Når de sammen med de øvrige BRIKS-lande foreslår en ny udviklingsbank (BRIKS-landene er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), er det nok på tide at de vestlige landes befolkninger får øjnene op for deres dalende betydning og begynder at se med friske øjne på deres privilegier. FN-organisationerne repræsenterer for de fattige et lov-baseret internationalt samarbejde og dermed en vej til mere global retfærdighed. Til gengæld viser dokumenter fra wiki-leaks at vesten og i særlig grad USA modarbejder FNs agenda i så henseende. Som Samuel P. Huntington skrev: ”enhver historiker ved, forsvinder civilisationer og begraves under tidens sand.” Og lige nu tipper magtbalancen i verden. Tyngdepunktet fjerner sig fra vesten.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Arbejdspladser, kapital og teknologi vil med fair handelsregler bevæge sig over landegrænser til fattigere befolkningers lande. I de lande vil det skabe vækst, virksomhederne vil udvikle sig og kræve bedre uddannet arbejdskraft, som disse lande på grund af væksten, i højere grad får mulighed for at leve op til, hvilket vil øge væksten yderligere. Og efterhånden bliver det dyrere at producere i disse lande, hvorved vi igen – efter nogle års tilbagegang – atter bliver mere konkurrencedygtige. Resultat: en mere ligelig fordeling på globalt plan.

Det fremgår af FNs Udviklingsrapport 2013, at de globale markeder har spillet en nøglerolle for den positive udvikling i verdens fattige lande. Andelen i den globale handel forrykker sig i disse år til fordel for de sydlige lande, mens den viger for de gamle økonomier i Australien, Canada, EU, USA og Japan.

Det er som Francis Fukuyama profeterede tilbage i 1990’erne. FN Udviklingsfond og Mahbubani dokumenterer det blot.

Socialismens død

Mahbubani er helt på linje med Fukuyama, når han skriver, ”Historien har givet de kommunistiske centralt planlagte økonomiske styringssystemer et dødsstød. Og ja, Nordkorea er her stadig, men hvem vil kalde det et levedygtigt samfund. Selv Cuba åbner gradvis sin økonomi og går forsigtigt i fodsporene på Kina og Vietnam, to af de mest dynamiske økonomier i verden.” Og sammen med den økonomiske vækst kommer kravet om uddannelse som igen vil forstærke hinanden. Efterhånden vil vi se flere krav om indflydelse og demokrati i verdens fattigste egne.

Det allersidste der mangler, er, at denne verdens socialister omsider forstår, at deres idé har tabt, at de melder sig ind i den fælles kamp for en mere retfærdig verden. Socialismen har ingen steder skabt varig og holdbar fremgang for den brede del af befolkningen – i stedet har den skabt sine egne privilegerede klasser. For både Kina og Vietnam gælder det, at fremgangen begyndte da man gav køb på de socialistiske principper.