image_pdfimage_print

Er lyset blot for de lærte?

af Niels Gerner Nielsen, tidligere elev på Silkeborg Højskole

Hvordan ville Grundtvig (1783-1872) forholde sig til den rolle højskolerne varetager i dagens samfund? Jeg tror, det ville glæde ham at se, hvordan livet på højskolerne landet over gyder eftertænksomme, frie og solidariske unge. Men så snart han fik børstet støvet af kisten, ville han spørge, hvor bønderne er blevet af.

Inden vi svarer på hans spørgsmål, må vi for god ordens skyld se på, hvorfor det var vigtigt for Grundtvig, at bønderne blev ”oplyst.” I Grundtvigs tid var den herskende klasse adelen og muligheden for fordybelse og oplysning tilfaldt de velstillede. Det skabte en ulighed i samfundet, der havde som konsekvens, at det i første omgang alene var adelen og byens bedsteborgere, som fik del i demokratiet efter 1849-grundloven.  Alle andre var for dumme til at få del i magten. Derfor var Grundtvigs tanke, at bønderne gennem folkelære skulle oplyses, så de var i stand til at kræve deres ret og træffe det informerede valg. Et demokrati fungerer meget dårligt, hvis store dele befolkningen er uoplyste. Tag et kig over oceanet og betragt, hvilke faktorer der gør sig gældende i en amerikansk valgkamp …

Højskolerne tog et uvurderligt ansvar i arbejdet for demokrati. Et ansvar, der i lige så høj grad, burde løftes i dag.

For at vende tilbage til vores genopståede Grundtvig, så ville jeg – udover at være frygtelig imponeret over at stå overfor Grundtvig – have svært ved at svare på hans spørgsmål. Hvem er de uoplyste i dagens Danmark? Ser man på hvem der aktuelt kommer på højskole må svaret være, at gymnasieeleverne er de uoplyste. Men kan vi virkelig kategorisere gymnasieelever med kurs mod universiteterne som uoplyste? Ja, alle har brug for tid til omtanke og tanke om andre, men det er ikke nok i forhold til det ansvar højskolerne har i samfundet. Nu nærmer vi os selve kernen i dette indlæg!

Højskolerne gør simpelthen ikke nok for at tiltrække de ufaglærte, de kortuddannede, herunder indvandrerne – dem, der har svært ved at navigere i den moderne verden. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser i deres dugfriske klasseanalyser at den sociale mobilitet har det værst blandt de ufaglærte og kortuddannedes børn. Med fare for at lyde kategoriserende, ligger der her et enormt potentiale for højskolerne: At oplyse den del af befolkningen, der ikke er på vej ind gennem universiteternes sluser. Højskolerne er blevet en niche-branche, hvor man mere ser sig selv som beskytter af noget snarere end som udvikler.

Lad mig illustrere hvilke konsekvenser det har, at højskolen ikke løfter sit ansvar om at oplyse.

1)      Specialhøjskoler. For at højskolerne skal klare konkurrencen om optaget, så tilbyder flere og flere højskoler specielle linjer, der dygtiggør eleven indenfor et snævert felt.

2)      Den intellektuelle tilgang: Det er blevet højskolesport at kæmpe imod alt, hvad der kunne tænkes at forandre. Fx på dette forum, hvor Lars Andreassen skriver under titlen Friheden i Højskolen. Her hæfter LA sig ved en udtalelse fra en politiker, Esben Lunde Larsen, som går på, at indvandrere skal tvinges til at tage på højskole. Det handler straks om for LA at beskytte højskolernes værdier og hermed fælder han politikerens grundidé om at indvandrer skal tage på højskole ved blankt at afvise idéen, da ordet tvang indgår.

Her er en politiker, der efterspørger en forandring i målgruppen af højskoleelever, fordi han mener, at et højskoleophold vil gavne dem, derfor er det hæmmende for debatten om højskolernes rolle i nutidens samfund, at LA føler det som en pligt at afvise incitamentet. Lader han ikke ligefrem hånt om Højskolernes fremmeste opgave, nemlig at oplyse og på den måde skabe muligheder for enkeltmennesket? Det kommer vi ikke videre med.

Jeg håber med dette indlæg at give bolden op til en diskussion om højskolebevægelsens rolle i et demokratisk samfund. Lyset bør stadig ikke forbeholdes de lærde, slet ikke statsfinansieringen taget i betragtning!

Friheden i Højskolen

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

Esben Lunde Larsen har forslået at indvandrere skal tvinges på Højskole. Nu skal de den ondenlynemig lære om frihed, fællesskab og folkestyre. Det er agurketid, så måske Larsen fra Højskolepartiet Venstre er lidt ude af form. Alligevel må man undre sig over, hvor Larsen får sine idéer fra. Terperi og tvang fører til trællesind, mente to af Højskolens store koryfæer, Kold og Grundtvig. Det meningsfulde forsvinder med tvangen og lyst til adspredelse trænger sig på. Så her lige et par ord om frihed i Højskolen.

N.F.S. Grundtvig (1783-1873) var temmelig skeptisk, da danskerne i sin tid fik Grundloven. Det er fint med frihed, men at forvalte friheden kræver vid og kompetence. Lovgivning sikrer ikke et liv i lykke. Som han sagde: ”Kunne man nemlig ved en Grundlov omskabe et Folk, saa alle de Rige blev gavmilde, alle de Fattige nøisomme, alle de Dovne flittige og alle Ø[d]elande sparsommelige, da burde man naturligvis giøre det, heller i dag end i morgen, men naar man ikke kan skabe Folk om ved Love og indretter dog Grundloven, som om det var sket, da giør man en stor ulykke.”

Folk bliver ikke klogere af love, mente Grundtvig. Og hvor kunne man dog ønske sig, at nogle på tinget læste bagud engang imellem. Ikke talte så meget, spiste deres agurker frem for at sende dem til aviserne. Det ville være fremadrettet.

Højskolens Pædagogiske Hjerte

Christen Kold (1816-1870), som i 1850 grundlagde Ryslinge Højskole, senere Dalby og Dalum, sagde, at læreren ikke skulle være præstens hale, men bondens hoved. Det var præsten, der holdt styr på almuen for kongen, og han vidste nok, hvad der var godt for bonden. Læreren derimod skulle uddanne almuen, så han fik evner til at forvalte den frihed, befolkningen fik med Grundloven.

Højskoler skal ikke være politikernes hale, men vi skal oplyse vores elever om den kultur og det fællesskab, de er vokset op i og den arv, de skal forvalte og videreføre (og en del mere). Men kun hvis det sker i frihed, bliver den arv meningsfuld for hin enkelte og finder vej fra hoved til hjerte, hvor det er, den skal bæres.

Kold voksede op i udkantsdanmark (Thisted, men dengang et kulturelt knudepunkt i kraft af Kold selv, forfatteren og Darwinoversætteren I.P. Jacobsen og Provst Sonne, der stiftede landets første brugsforening) i en tid, hvor præstens ord virkelig havde betydning. Det var katekismen man skulle lære, og kunne man ikke den, blev man ikke konfirmeret. Blev man ikke konfirmeret var det ikke tilladt at flytte, og man kunne ikke tage fast arbejde eller gifte sig. Værst af alt var det dog, at porten til himmerrige var lukket.

Det var med andre ord en temmelig alvorlig sag, da Maren, som Kold mødte, da han var huslærer i Sønderjylland (omkring 1838), ikke kunne sine remser udenad. Hun læste og græd og græd og læste, mens de andre børn legede, men lige lidt hjalp det. Kold fik da den idé at fortælle Bibelhistorier, som var det eventyr. Da lærte barnet ordene på en måde som passede til netop hende. Nogle år efter skrev Kold i tidsskriftet Dannevirke, at børn lige så vel kan lære, når de går med læreren i marken, i værkstedet og i køkkenet, hvilket vidst ikke kan komme bag på nogen, der har deres daglige gang på en af landets højskoler.

Frihed er kernen

Det er med andre ord et paradoks, når en politiker fra Venstre vil kombinere højskoler med tvang. Det strider mod nogle af de vigtigste og væsentligste erkendelser i dansk historie og alt, hvad vi tror på, og kan se virke i vores højskolehverdag.

Hvis man med det ovenstående har fået den opfattelse, at eleverne selv bestemmer, hvad de skal lære, tager man fejl. Der skal vid og kompetence til at leve i frihed og føre et land. Folkestyre kan nok gennemtvinges ved lov, men et godt folkestyre kan ikke, sådan som Grundtvig så det. Men de fleste mennesker kan se værdien og det meningsfulde ved at tilegne sig den viden og de kompetencer, der skal til for at leve sit liv i frihed. Som Grundtvig også sagde: Kun i frihed vil individet frivilligt pålægge sig de bånd, det er nødvendigt at pålægge sig, dersom samfundet skal kunne fungere.

Tvang er ligesom ikke vejen, hvis vejen skal lægges om Højskolen. Det håber jeg, Esben Lunde Larsen forstår – ellers må han tvinges til at integrere sig i den danske kultur.

Kilder

Om Kold. Svend Sørensen og Niels Nielsen 1990. I hælene på Christen Kold. En skildring af en Thybo og hans skole. Sparekassen Thys Forlag.

Birkelund, Regner 2001: ”Grundtvig og demokratiet. Om oplysning dannelse og demokrati.” in. Ove Korsgaard (red.), Poetisk demokrati. Om personlig dannelse og samfundsdannelse. Gads forlag, København.