Den norske Nobelpriskomite har tildelt EU Fredsprisen – fuldt berettiget trods alverdens forsøg på at underminere komiteens valg. Spørgsmålet er imidlertid, om prisen er nok til at redde resterne af hvad der er tilbage af politisk debat og visionerne om Europa som fælles projekt. Næppe!
Af Rasmus Kolby Rahbek, Uddannelseskonsulent i Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark (FFD)
Historisk har Nobels Fredspris været tildelt dem, som på en gang er gået forrest i kampen for fred og frihed og som samtidig har kunnet stå som rollemodeller for en ny tids verdensborgere i en gryende globaliseret verden. Fredsprisens helt store succes har været, at dens voksende betydning faldt sammen med, at det blev muligt for helt almindelige mennesker at følge med i, hvad der foregik ude i den store farlige verden. Det var således oplagt, op gennem et særdeles voldeligt 20. århundrede, at hylde dem, der gjorde en særlig indsats i fællesskabets tjeneste for fred og frihed.
Og i år blev Fredsprisen så tildelt Den Europæiske Union ved den årlige ceremoni på Oslo Rådhus.
For generationer af politikere har det netop været hele formålet med det europæiske projekt: at skabe fred. I Danmark har en politiker som Uffe Ellemann-Jensen igen og igen slået til lyd for, at det europæiske samarbejde i bund og grund er et fredsprojekt, og at alt det der er bygget ovenpå af til tider uigennemskuelige institutioner, i sidste instans har til formål at sikre freden i Europa.
Ironien er dog umiddelbart slående: Nobels Fredspris, der modsat de øvrige Nobel-priser uddeles fra Norge, gives til en institution, som nordmændene ikke engang selv ønsker at være medlemmer af. Onde tunger mener, at den norske nobelpriskomite er ved at sælge ud og med sine valg har devalueret værdien af sit produkt, så den engang højt anerkendte pris i dag fremstår som lidt af en joke: Valget af Barak Obama før han stort set fik foden indenfor i det hvide hus, efterfulgt af kineser ingen nogensinde havde hørt om, og nu et sæt bygninger af underlødig arkitektonisk kvalitet, har på ingen måde hjulpet folkene i Oslo med at sikre deres anseelse. Og kan man overhovedet give en pris til en institution? Andre, mindst ligeså onde tunger, hævder, at EU nødvendigvis måtte vinde fredsprisen, da de aldrig ville komme i nærheden af Nobelprisen i økonomi…
At det europæiske projekt på ingen måde er en vindersag kunne man ved selvsyn konstatere, da det lykkedes Jens Rohde ene mand at spolere Venstres ellers traditionelt vandkæmmede landsmøde, fordi han havde været medforfatter til en kronik i Berlingske, hvori han havde været så uforvarende at gøre sig til fortaler for, at der stadig er områder, hvor de europæiske befolkninger med fordel kan arbejde sammen. Ja, de borgerlige ungdomspartier er sågar gået hen og blevet avantgarden i modstanden mod det europæiske projekt. De Radikale er som forunderligt kuriosum, eller undtagelsen der bekræfter reglen, de eneste der fastholder en ”positiv” europæisk politik – men de er så til gengæld også de eneste, der ikke kan præstere et valgt medlem til Europa Parlamentet.
Når EU modtager fredsprisen på et tidspunkt, hvor de sydeuropæiske lande synes at være ved at gå op i limningen og potentielt kan sætte hele det europæiske projekt ud af spillet, har det fået nogen til at sætte spørgsmålstegn ved den norske komités timing og fornemmelse for, hvad der foregår i den virkelige verden. For nogle er tildelingen af fredsprisen ligefrem en skandale. Som en freds- og konfliktforsker udtalte til Berlingske: ”EU er direkte ansvarlig for krigen i Bosnien, en række EU-lande er atomstater, Frankrig er til stadighed involveret i krigshandlinger i mellemøsten, EU har været splittet på spørgsmålet om Irak, EU-landene har i sin tid deltaget i ødelæggelsen af Irak, EU kører i dag et sanktionsregime mod Iran, og så har EU en militær organisation, men ikke en civil organisation for konflikthåndtering. EU har ikke en gang et eneste fredsakademi! At gøre sig til talsmand for alle de gode ting i hele Europa er simpelthen at monopolisere noget, man ikke selv har gjort. Det nærmer sig næsten det uhæderlige.”
Hvis det er et krav for at modtage Nobels Fredspris, at man utvetydigt skal have været ene og alene om at sikre total og vedvarende fred og frihed i et bestemt område, så kan ingen af prisens modtagere siges at være hæderlige modtagere. Handlede Michail Gorbatjov, Aung San Suu Kyi eller Nelson Mandela alene? Var Woodrow Wilson en uværdig modtager af prisen, for at være med til at stifte FN, når han samtidig havde gjort USA til en part i 1. verdenskrig og var med til at udforme Versailletraktaten, der kan hævdes at være en medvirkende faktor til 2. verdenskrig? Monopoliserede George Catlett Marshall alle de gode ting der foregik i forbindelse med genopbygning af Europa efter 2. Verdenskrig, da han modtog prisen for Marshall-planen? Nej! Det ville selvsagt alt sammen være noget forplumret vrøvleri.
Lad det være sagt helt tydeligt: Tildelingen af Nobels Fredspris til EU er både rigtig og modig!
Den er rigtig, fordi EU, til trods for at alting til romantikernes store irritation ikke altid er rosenrødt, har stået som fyrtårn for demokrati, frihed og retsstatsprincipper. Som det også fremgår af Nobelkommiteens begrundelse for valget, har EU bl.a. medvirket til fred mellem Tyskland og Frankrig; demokrati i Grækenland, Portugal og Spanien; inddragelse af de tidligere østeuropæiske stater og dermed medvirkende til endeligt at få revet jerntæppet ned; et fredeligt Balkan, hvis stater har udsigt til at indgå i det europæiske fællesskab. Den er endvidere rigtig, fordi EU bedre end nogen anden institution i både vision og praksis forsøger at leve op til ambitionen om at sikre den evige fred – også på globalt plan.
Den er modig, fordi det var mere end forventeligt, at den kritik der nu retter sig mod komiteen ville komme, særligt på et tidspunkt, hvor alt ikke just er fryd og gammen på det europæiske kontinent. Den nemme løsning villa have været, at finde endnu en ukendt fredsforkæmper fra en ukendt konflikt, som freds- og konfliktforskerne kunne bruge til at afstive deres selvtillid med. Og modig, fordi Nobelkomiteen tager fat i kraven på Barosso, van Rompuy og Schulz, og minder dem om, hvad de egentligt arbejder for: Fællesskab i fred og frihed.
Så langt så godt…
For selv om EU helt berettiget modtager Nobelprisen for sin rolle som et fredens projekt, så kommer man ikke udenom, at EU hænger i tovene rent politisk. Ja, det er næsten som om EU på det nærmeste er forsvundet som fælles politisk projekt. I hvert fald synes de politiske visioner og den politiske debat helt at have tabt til en økonomisk dagsorden. Det får den sørgelige konsekvens, at vi i Danmark kan fortsætte den evindelige for/imod diskussion – aktuelt i form af Danmarks deltagelse i Euroen, finanspagten, bankunionen etc. Og hvis vi skal bevæge os lidt væk fra den helt sort/hvide diskussion om vores deltagelse i projektet, kan vi lige mande os op til en diskussion om Danmarks mulighed for at tilkæmpe sig en rabat på medlemskabet.
Men hvorfor er det, at vi ikke indgår i en politisk debat om visioner og det politisk indhold af det europæiske projekt? Umiddelbart er der 3 mulige forklaringer på det spørgsmål: En kynisk, en absurd og en tragisk – vælg selv!
Den kyniske forklaring er, at EU blot fremstår som det fremskredne eksempel på hvad der i virkeligheden også allerede gør sig gældende for nationalstaten – og som kun vil blive stadig mere påtrængende – vi er bare ikke klar til at indrømme det endnu. Den måde hvorpå EU som administrativt og bureaukratisk projekt er adskilt fra en reel politisk debat er et resultat af, at det politiske er blevet så komplekst, at det slet ikke egner sig til en politisk debat, hvori almindelige mennesker konstruktivt kan deltage.
Når denne debat alligevel til en hvis grad holdes i hævd på det nationalstatslige niveau, sker det med den politiske debat som en zombie-kategori: Den er egentlig død, men vi lader som om den er i live! Men da vi jo ikke kan gennemføre det som en reel politiske debat, i det vi er afskåret på grund af kompleksiteten, må vi gøre det via en erstatningsdebat. Og det er derfor vi diskuterer personsager frem for politisk substans, for det er hvad der er tilbage, som vi reelt kan forholde os til. Da der ingen personsager er i EU, men kun bureaukrati, ophører selv illusionen om en politisk debat, hvorfor vi i stedet frådende kaster os over den ultimative politiske erstatningsdebat: Det amerikanske præsidentvalg – tømt for reelt politisk indhold for os, men så sprængfyldt med personsager, at selv de mest pessimistiske kynikere et øjeblik kan overbevise sig selv om, at den politiske debat er genopstået.
Den anden mulige forklaring ser den europæiske politiske debat som et stykke absurd teater: I sin form kendetegnes det absurde teater ved fraværet af dramatisk udvikling eller fremdrift; konflikterne bliver ikke løst, stykket kan lige så godt slutte der hvor begyndte. Indholdsmæssig kredser absurd teater ofte om mangel på mening i menneskenes liv eller i de institutioner de lever i. Det absurde teateret ser menneskene som forvirrede, hjælpesløse og fremmede. Dermed bliver deres handlinger og sprog irrationelle og meningsløse – absurde. Menneskene lever indenfor sociale strukturer, der har mistet al hensigt og mening, og de er ude af stand til træde ud af disse strukturer. Og så er vi tilbage ved den politiske debat som zombie-kategori.
I det absurde teater optræder de bærende karakterer ofte i par – kaldet pseudo-par – som til tider ser ud til at indgå i absurde venskaber, men andre gange lever i noget der mest af alt minder om herre-slave forhold. Ethvert pressemøde med Merkel sammen med enten Sarkozy eller Hollande har præsenteret dem som lige netop pseudo-par, der hjælpeløse og forvirrede kun lige holdes sammen af den absurde situation. Som med ethvert andet teater ved publikum godt at de er tilskuere. De springer ikke pludseligt op på scenen for at hjælpe de stakkels karakterer ud af deres meningsløshed. Og derfor engagerer de europæiske borgere sig ikke i den politiske debat, for selvom det nok afspejler verdens sande tilstand, er det netop bare en spejling – et absurd teater.
Endeligt er der muligheden for, at forklaringen på fraværet af en reel politisk debat og visioner for Europa skal findes i det tragiske. Tragedien er sørgelig, fordi det der i udgangspunktet var godt og ædelt på grund af et svigt styrter i grus. Svigtet i forhold til de europæiske visioner og den politiske debat ligger i det eklatante fravær af ansvar for at debatten netop ikke opløses i kynisme eller absurditet. En reel politisk debat er ikke noget man lovgiver eller køber sig til – om end noget måske kunne tyde på, at vi muligvis har købt os til et første skridt mod en europæisk offentlighed til en pris af en finanskrise, et par astronomiske hjælpepakker og et potentielt sammenbrud af Sydeuropa.
Ansvarssvigtet kan til tider forekomme noget nær totalt: Fra de europæiske institutioners manglende vilje til for alvor at styrke de demokratiske organer der trods alt findes i EU over de nationale politikeres populistiske mangel på mod til at gå ind i diskussionen om det europæiske som netop et politisk projekt til en presse, der ellers sjældent forspilder en chance for at promovere sig som den 4. statsmagt, men som når det kommer til EU gemmer sig bag et primitivt merkantilt argument om ”kundernes” manglende lyst til at ville vide noget om EU. Og os danskere? Tja, måske lader vi os spise af med zombier eller absurd teater – i hvert fald svigter vi vores ansvar for at holde institutioner, politikere og presse i ørerne og for at tage os selv alvorligt som medborgere i Europa. Alt sammen både tragisk og sørgeligt!
Ingenting kommer af ingenting: Ansvaret for den politiske debat og de fælles visioner er af afgørende betydning, hvis vi ikke vil svigter den fortsatte opgave med at sikre fred og frihed i fællesskab. At sikre en reel politisk debat og visioner er en Sisyfos-opgave: Her gives der ingen Nobelpriser i gyldne sale, kun hårdt arbejde…
