image_pdfimage_print

Mentalitetsændring på gymnasierne, tak!

Af Theis Schønning

Jeg er en af de mange, der i løbet af sommeren kan bryste sig at være student anno 2014. Umiddelbart burde en sådan ’titel’ byde på fest og glade dage, og det vil den da så absolut også gøre – dog står den – for mig at se – en smule i skyggen af uindfriede forhåbninger og falske præmisser.

Som ambitiøs elev fra folkeskolen startede jeg på gymnasiet i den tro, at det nu var ovre med lærere, der måtte bruge flere minutter af lektionen udelukkende for at opnå en eller anden form for ro, så undervisningen kunne begynde. Jeg regnede med, at jeg i gymnasiet nu ville møde kammerater, der delte samme ’vidensbegær’, som det jeg selv besidder. Alt i alt havde jeg en forventning om, at det man mødte på gymnasiet var et forberedende studie, hvor fagligheden havde den altafgørende betydning.

Gymnasiets identitetskrise: skal det være et sted for alle eller et sted for videnshungrende unge mennesker, der både almen dannelse og et studieforberedende studie. Dagbladet Politiken afholdt debat om gymnasierne og adgangskrav til Folkemødet på Bornholm, hvor billedet er taget. Fra Højre: Jakob Fuglsang, Theis Schønning, Phillip Dimsits, formand for danske gymnasieelevers sammenslutning, et par rektorer en minister og en folketingspolitiker.

Gymnasiets identitetskrise: skal det være et sted for alle eller et sted for videnshungrende unge mennesker, der både almen dannelse og et studieforberedende studie. Dagbladet Politiken afholdt debat om gymnasierne og adgangskrav til Folkemødet på Bornholm, hvor billedet er taget. Fra Højre: Jakob Fuglsang, Theis Schönning, Phillip Dimsits, formand for danske gymnasieelevers sammenslutning, et par rektorer, en minister og en folketingspolitiker.

Virkeligheden syntes dog umiddelbart allerede efter et par dage diametralt anderledes, da man fra dag et blev mødt af tutorer, der aktivt advokerede for gode fester, smukke unge damer og ikke mindst masser af alkohol. Forventningen var altså, at man havde valgt det almene gymnasium ud fra sociale forudsætninger frem for den faglige interesse, hvilket jeg (en smule malplaceret måske?) var der for at dyrke. Naturligvis har sociale relationer en afgørende betydning for, hvordan man agerer i hverdagen, og man ville heller ikke kunne præstere på samme måde, såfremt man ikke besad sådanne relationer på sin læringsanstalt. Af den årsag forblev jeg også fortrøstningsfuld mht. mit valg af fremtidigt studie, da dette jo blot kunne være et udtryk for en periode i starten for at ’ryste’ os sammen. Derfor holdt jeg fanen højt!

Denne hyggementalitet syntes dog op igennem semestrene at holde ved, og jeg skal ikke holde mig for fin til at sige, at jeg også selv – måske som konsekvens af den accept, der hersker i gymnasiet omkring unges voldsomme drukkultur og manglende seriøsitet – i 2.g ’eksperimenterede’ med fester og alkohol i næsten samtlige weekender, og det blev klart for mig, at denne kultur for en stor del af eleverne på gymnasiet slet ikke var ukendt.

Denne interesse for festivitas midt i semestrene fortog sig dog heldigvis hurtigt, da det gik op for mig, hvor svært det var samtidigt at tage sig af sin skole, når man på den måde i hver evig eneste weekend skulle drikke tungt. På karaktererne blev jeg straffet, og lærerne efterspurgte det engagement, de havde set fra min side i 1.g – klassen kom så at sige til at mangle et aktiv i undervisningen, som det blev formuleret.

For mit eget vedkommende blev der heldigvis rettet op på den tilgang til skolen, da fagligheden igen blev det absolut vigtigste og jeg fik dermed rettet op på de karakterer, der i min verden absolut ikke blev anset som acceptable.

Og det, at man har været i stand til at komme på afstand af sådan en mentalitet igen, må siges at være noget en præstation, da det i høj grad desværre er en af de herskende mentaliteter på gymnasiet. Man trækkes nærmest ned i det. Af og til hører man historier om personer, der har været nødt til at gøre sig dummere, for dermed at gøre sig mere interessant på et gymnasium, hvor det da ellers om noget må være fagligheden, det handler om – denne tendens ses også på landets folkeskoler.

Det er for nogles vedkommende slet ikke uvant, at man pjækker mandag morgen, fordi det kan være lidt for uoverskueligt at stå op om morgenen – måske som konsekvens af flere dages druk, men ligeså meget også som en konsekvens af de krav, eller mangel på samme, som man i gymnasiet bliver mødt med.

Jeg havde ikke noget imod unges indtag af alkohol, såfremt de var i stand til at passe deres skole samtidigt. Jeg ved dog af erfaring – både på egen krop, såvel som ved betragtninger af klassekammerater – at dette ikke er muligt. Der er en lad mentalitet omkring uddannelsen, hvor sådanne udskejelser er helt acceptable.

Mange har i forbindelse med denne debat spurgt mig, om ikke jeg bare kunne passe mig selv og være ligeglad med, hvordan de andre passer deres skole, det korte svar her er; nej. Der stilles krav til, at man i gymnasiet kan diskutere og debattere aktivt med hinanden – en stor del af fagene kræver gruppearbejde som undervisningsform. Ydermere må det naturligvis tages i betragtning, at uddannelsen er betalt af hårdtarbejdende skatteydere, men alligevel for manges vedkommende betragtes som et sted, man kommer for at dyrke sine sociale relationer – det må laves om!

Spørgsmålet er så hvordan mentaliteten for de mange elever laves om – personligt har jeg været ude med ambitionen om karakterkrav i den forstand, at det om noget må ændre tilgangen til de gymnasiale uddannelser, da disse så at sige mødes med et ønske om optagelse frem for en selvfølgelighed. Både DGS og undervisningsminister, Christine Antorini, mener at dette er uambitiøst, da man i deres optik vil udelukke nogle, som ellers har kompetencerne og lysten – og derfor må gymnasiets optagelseskrav naturligvis også suppleres med en optagelsesprøve for de, der måtte have for lave karakterer fra folkeskolen. Jeg er bange for, hvis ikke man begrænser optaget på de danske gymnasier vil man få en svag enhedsskole, hvor talentudviklingen ikke dyrkes og hvor niveauet fortsat vil være dalende, hvilket universitetslektorer i årevis har klaget over. Hvis en mentalitetsændring ikke kan opnås af eleverne selv, må den presses igennem lovgivningsmæssigt.

EU og Nobels Fredspris

Den norske Nobelpriskomite har tildelt EU Fredsprisen – fuldt berettiget trods alverdens forsøg på at underminere komiteens valg. Spørgsmålet er imidlertid, om prisen er nok til at redde resterne af hvad der er tilbage af politisk debat og visionerne om Europa som fælles projekt. Næppe!  

Af Rasmus Kolby Rahbek, Uddannelseskonsulent i Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark (FFD)

Historisk har Nobels Fredspris været tildelt dem, som på en gang er gået forrest i kampen for fred og frihed og som samtidig har kunnet stå som rollemodeller for en ny tids verdensborgere i en gryende globaliseret verden. Fredsprisens helt store succes har været, at dens voksende betydning faldt sammen med, at det blev muligt for helt almindelige mennesker at følge med i, hvad der foregik ude i den store farlige verden. Det var således oplagt, op gennem et særdeles voldeligt 20. århundrede, at hylde dem, der gjorde en særlig indsats i fællesskabets tjeneste for fred og frihed.

Og i år blev Fredsprisen så tildelt Den Europæiske Union ved den årlige ceremoni på Oslo Rådhus.

For generationer af politikere har det netop været hele formålet med det europæiske projekt: at skabe fred. I Danmark har en politiker som Uffe Ellemann-Jensen igen og igen slået til lyd for, at det europæiske samarbejde i bund og grund er et fredsprojekt, og at alt det der er bygget ovenpå af til tider uigennemskuelige institutioner, i sidste instans har til formål at sikre freden i Europa.

Ironien er dog umiddelbart slående: Nobels Fredspris, der modsat de øvrige Nobel-priser uddeles fra Norge, gives til en institution, som nordmændene ikke engang selv ønsker at være medlemmer af. Onde tunger mener, at den norske nobelpriskomite er ved at sælge ud og med sine valg har devalueret værdien af sit produkt, så den engang højt anerkendte pris i dag fremstår som lidt af en joke: Valget af Barak Obama før han stort set fik foden indenfor i det hvide hus, efterfulgt af kineser ingen nogensinde havde hørt om, og nu et sæt bygninger af underlødig arkitektonisk kvalitet, har på ingen måde hjulpet folkene i Oslo med at sikre deres anseelse. Og kan man overhovedet give en pris til en institution? Andre, mindst ligeså onde tunger, hævder, at EU nødvendigvis måtte vinde fredsprisen, da de aldrig ville komme i nærheden af Nobelprisen i økonomi…

At det europæiske projekt på ingen måde er en vindersag kunne man ved selvsyn konstatere, da det lykkedes Jens Rohde ene mand at spolere Venstres ellers traditionelt vandkæmmede landsmøde, fordi han havde været medforfatter til en kronik i Berlingske, hvori han havde været så uforvarende at gøre sig til fortaler for, at der stadig er områder, hvor de europæiske befolkninger med fordel kan arbejde sammen. Ja, de borgerlige ungdomspartier er sågar gået hen og blevet avantgarden i modstanden mod det europæiske projekt. De Radikale er som forunderligt kuriosum, eller undtagelsen der bekræfter reglen, de eneste der fastholder en ”positiv” europæisk politik – men de er så til gengæld også de eneste, der ikke kan præstere et valgt medlem til Europa Parlamentet.

Når EU modtager fredsprisen på et tidspunkt, hvor de sydeuropæiske lande synes at være ved at gå op i limningen og potentielt kan sætte hele det europæiske projekt ud af spillet, har det fået nogen til at sætte spørgsmålstegn ved den norske komités timing og fornemmelse for, hvad der foregår i den virkelige verden. For nogle er tildelingen af fredsprisen ligefrem en skandale. Som en freds- og konfliktforsker udtalte til Berlingske: ”EU er direkte ansvarlig for krigen i Bosnien, en række EU-lande er atomstater, Frankrig er til stadighed involveret i krigshandlinger i mellemøsten, EU har været splittet på spørgsmålet om Irak, EU-landene har i sin tid deltaget i ødelæggelsen af Irak, EU kører i dag et sanktionsregime mod Iran, og så har EU en militær organisation, men ikke en civil organisation for konflikthåndtering. EU har ikke en gang et eneste fredsakademi! At gøre sig til talsmand for alle de gode ting i hele Europa er simpelthen at monopolisere noget, man ikke selv har gjort. Det nærmer sig næsten det uhæderlige.”

Hvis det er et krav for at modtage Nobels Fredspris, at man utvetydigt skal have været ene og alene om at sikre total og vedvarende fred og frihed i et bestemt område, så kan ingen af prisens modtagere siges at være hæderlige modtagere. Handlede Michail Gorbatjov, Aung San Suu Kyi eller Nelson Mandela alene? Var Woodrow Wilson en uværdig modtager af prisen, for at være med til at stifte FN, når han samtidig havde gjort USA til en part i 1. verdenskrig og var med til at udforme Versailletraktaten, der kan hævdes at være en medvirkende faktor til 2. verdenskrig? Monopoliserede George Catlett Marshall alle de gode ting der foregik i forbindelse med genopbygning af Europa efter 2. Verdenskrig, da han modtog prisen for Marshall-planen? Nej! Det ville selvsagt alt sammen være noget forplumret vrøvleri.

Lad det være sagt helt tydeligt: Tildelingen af Nobels Fredspris til EU er både rigtig og modig!

Den er rigtig, fordi EU, til trods for at alting til romantikernes store irritation ikke altid er rosenrødt, har stået som fyrtårn for demokrati, frihed og retsstatsprincipper. Som det også fremgår af Nobelkommiteens begrundelse for valget, har EU bl.a. medvirket til fred mellem Tyskland og Frankrig; demokrati i Grækenland, Portugal og Spanien; inddragelse af de tidligere østeuropæiske stater og dermed medvirkende til endeligt at få revet jerntæppet ned; et fredeligt Balkan, hvis stater har udsigt til at indgå i det europæiske fællesskab. Den er endvidere rigtig, fordi EU bedre end nogen anden institution i både vision og praksis forsøger at leve op til ambitionen om at sikre den evige fred – også på globalt plan.

Den er modig, fordi det var mere end forventeligt, at den kritik der nu retter sig mod komiteen ville komme, særligt på et tidspunkt, hvor alt ikke just er fryd og gammen på det europæiske kontinent. Den nemme løsning villa have været, at finde endnu en ukendt fredsforkæmper fra en ukendt konflikt, som freds- og konfliktforskerne kunne bruge til at afstive deres selvtillid med. Og modig, fordi Nobelkomiteen tager fat i kraven på Barosso, van Rompuy og Schulz, og minder dem om, hvad de egentligt arbejder for: Fællesskab i fred og frihed.

Så langt så godt…

For selv om EU helt berettiget modtager Nobelprisen for sin rolle som et fredens projekt, så kommer man ikke udenom, at EU hænger i tovene rent politisk. Ja, det er næsten som om EU på det nærmeste er forsvundet som fælles politisk projekt. I hvert fald synes de politiske visioner og den politiske debat helt at have tabt til en økonomisk dagsorden. Det får den sørgelige konsekvens, at vi i Danmark kan fortsætte den evindelige for/imod diskussion – aktuelt i form af Danmarks deltagelse i Euroen, finanspagten, bankunionen etc. Og hvis vi skal bevæge os lidt væk fra den helt sort/hvide diskussion om vores deltagelse i projektet, kan vi lige mande os op til en diskussion om Danmarks mulighed for at tilkæmpe sig en rabat på medlemskabet.

Men hvorfor er det, at vi ikke indgår i en politisk debat om visioner og det politisk indhold af det europæiske projekt? Umiddelbart er der 3 mulige forklaringer på det spørgsmål: En kynisk, en absurd og en tragisk – vælg selv!

Den kyniske forklaring er, at EU blot fremstår som det fremskredne eksempel på hvad der i virkeligheden også allerede gør sig gældende for nationalstaten – og som kun vil blive stadig mere påtrængende – vi er bare ikke klar til at indrømme det endnu. Den måde hvorpå EU som administrativt og bureaukratisk projekt er adskilt fra en reel politisk debat er et resultat af, at det politiske er blevet så komplekst, at det slet ikke egner sig til en politisk debat, hvori almindelige mennesker konstruktivt kan deltage.

Når denne debat alligevel til en hvis grad holdes i hævd på det nationalstatslige niveau, sker det med den politiske debat som en zombie-kategori: Den er egentlig død, men vi lader som om den er i live! Men da vi jo ikke kan gennemføre det som en reel politiske debat, i det vi er afskåret på grund af kompleksiteten, må vi gøre det via en erstatningsdebat. Og det er derfor vi diskuterer personsager frem for politisk substans, for det er hvad der er tilbage, som vi reelt kan forholde os til. Da der ingen personsager er i EU, men kun bureaukrati, ophører selv illusionen om en politisk debat, hvorfor vi i stedet frådende kaster os over den ultimative politiske erstatningsdebat: Det amerikanske præsidentvalg – tømt for reelt politisk indhold for os, men så sprængfyldt med personsager, at selv de mest pessimistiske kynikere et øjeblik kan overbevise sig selv om, at den politiske debat er genopstået.

Den anden mulige forklaring ser den europæiske politiske debat som et stykke absurd teater: I sin form kendetegnes det absurde teater ved fraværet af dramatisk udvikling eller fremdrift; konflikterne bliver ikke løst, stykket kan lige så godt slutte der hvor begyndte. Indholdsmæssig kredser absurd teater ofte om mangel på mening i menneskenes liv eller i de institutioner de lever i. Det absurde teateret ser menneskene som forvirrede, hjælpesløse og fremmede. Dermed bliver deres handlinger og sprog irrationelle og meningsløse – absurde. Menneskene lever indenfor sociale strukturer, der har mistet al hensigt og mening, og de er ude af stand til træde ud af disse strukturer. Og så er vi tilbage ved den politiske debat som zombie-kategori.

I det absurde teater optræder de bærende karakterer ofte i par – kaldet pseudo-par – som til tider ser ud til at indgå i absurde venskaber, men andre gange lever i noget der mest af alt minder om herre-slave forhold. Ethvert pressemøde med Merkel sammen med enten Sarkozy eller Hollande har præsenteret dem som lige netop pseudo-par, der hjælpeløse og forvirrede kun lige holdes sammen af den absurde situation. Som med ethvert andet teater ved publikum godt at de er tilskuere. De springer ikke pludseligt op på scenen for at hjælpe de stakkels karakterer ud af deres meningsløshed. Og derfor engagerer de europæiske borgere sig ikke i den politiske debat, for selvom det nok afspejler verdens sande tilstand, er det netop bare en spejling – et absurd teater.

Endeligt er der muligheden for, at forklaringen på fraværet af en reel politisk debat og visioner for Europa skal findes i det tragiske. Tragedien er sørgelig, fordi det der i udgangspunktet var godt og ædelt på grund af et svigt styrter i grus. Svigtet i forhold til de europæiske visioner og den politiske debat ligger i det eklatante fravær af ansvar for at debatten netop ikke opløses i kynisme eller absurditet. En reel politisk debat er ikke noget man lovgiver eller køber sig til – om end noget måske kunne tyde på, at vi muligvis har købt os til et første skridt mod en europæisk offentlighed til en pris af en finanskrise, et par astronomiske hjælpepakker og et potentielt sammenbrud af Sydeuropa.

Ansvarssvigtet kan til tider forekomme noget nær totalt: Fra de europæiske institutioners manglende vilje til for alvor at styrke de demokratiske organer der trods alt findes i EU over de nationale politikeres populistiske mangel på mod til at gå ind i diskussionen om det europæiske som netop et politisk projekt til en presse, der ellers sjældent forspilder en chance for at promovere sig som den 4. statsmagt, men som når det kommer til EU gemmer sig bag et primitivt merkantilt argument om ”kundernes” manglende lyst til at ville vide noget om EU. Og os danskere? Tja, måske lader vi os spise af med zombier eller absurd teater – i hvert fald svigter vi vores ansvar for at holde institutioner, politikere og presse i ørerne og for at tage os selv alvorligt som medborgere i Europa. Alt sammen både tragisk og sørgeligt!

Ingenting kommer af ingenting: Ansvaret for den politiske debat og de fælles visioner er af afgørende betydning, hvis vi ikke vil svigter den fortsatte opgave med at sikre fred og frihed i fællesskab. At sikre en reel politisk debat og visioner er en Sisyfos-opgave: Her gives der ingen Nobelpriser i gyldne sale, kun hårdt arbejde…