image_pdfimage_print

’No standing anytime’ – om samfundskritikkens fremtid

No standing anytime: Tankegangen er lige så simpel, som den er funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer. I forandringsfanatismens tidsalder, hvor selvudvikling og omstillingsparathed hyldes som eneste positive koordinater for et godt liv, risikerer vi at sætte den velovervejede og gennemtænkte kritik over styr, og det kan på paradoksal vis få den konsekvens, at vi stagnerer i gamle idéer.  

Af Mads Strarup, cand.scient.soc. i Socialvidenskab og Filosofi, gymnasielærer ved Københavns åbne Gymnasium.

”Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber på at kunne forstå om nogle dage”. Citatet er skuespiller Claus Nissens, og er lånt fra digteren og filmmanden Jørgen Leths kortfilm Det perfekte menneske (1967). Præcis den fornemmelse sad jeg med den efterårsdag, da jeg gik mine billeder fra forårets New York-tur igennem. Der var gået en sommer, og først nu havde jeg virkelig forstået, hvad det egentligt var, jeg havde oplevet. Eller rettere; havde set.

No_standing_anytime_skiltet

I  New Yorks fantastiske og frygtindgydende uendelighed, havde én af de lange traveture ført os omkring det sydligste Manhattan, og forbi et af kapitalismens vigtigste centre; Wall Street. Her vrimlede det ikke overraskende med turister, der ønskede at forevige sig selv og familien med den berømte børs som bagtæppe. Men midt i det stroboskopiske blitzhav gjorde jeg en slags storbyantropologisk iagttagelse, hvis betydning først har ramt mig nu – måneder efter hjemkomsten. Overalt i området omkring Wall Street hænger der små, røde skilte med påskriften; ’No standing anytime’. Lad os kalde dette et påbud om bevægelse. Disse blev vistnok ophængt i tiden efter terrorangrebet den 11/9-2001, hvor frygten for at Wall Street kunne blive et kommende terrormål fik bystyret til tage en række forholdsregler. Tankegangen er simpel, men funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer.

Men hvorfor har dette undseelige skilt og dets påbud pludseligt fået mening for mig? Hvorfor er udsagnets betydning først blevet klart for mig nu her sikkert tilbage på den anden side af Atlanterhavet? Sagen er klar. Med måneders afstand gik det op for mig, at udsagnet ikke alene fortæller noget om den amerikanske frygt for og bekæmpelse af terror, men at udsagnets overførte betydning også kan bruges som indgangsvinkel til at forstå en af mit eget samfunds stærkeste samtidsnormer. ’No standing anytime’ kan betragtes som en betegnende etikette på et samfund, hvis grundpræmis er bevægelsen. Altid synes vi på vej videre. Hvorhen? Bare videre.

I sin kronik Forandringsfanatisme koster os trygheden gør Mathias Herup Nielsen en lignende betragtning, idet han skriver, at ”den trekant af stabilitet, tryghed og langsigtethed”, som tidligere karakteriserede det danske samfund, i dag er under et gevaldigt pres. Et pres som kommer af, at der har indfundet sig en art forandringsfanatisme, hvor begreber som ’selvudvikling’ og ’omstillingsparathed’ konstant hyldes som entydigt, positive koordinater for det gode liv. Ifølge Herup Nielsen har det den konsekvens, at vi har udviklet et samfund hvor trygheden og sikkerheden om, at i morgen ligner i dag, totalt er forsvundet. Herup Nielsens betragtninger er for så vidt korrekte, men jeg er af den opfattelse at han ikke er omfattende nok i sin konsekvensberegning. Ikke nok med at både trygheden og sikkerheden ryger sig en tur, så er forandringsfanatismens bevægelsesmantraer så skadelige, at de berøver os muligheden for at formulere dybdegående samtids- og samfundskritik.

Fra krop til sjæl

For at forstå, hvorledes bevægelsen er blevet til vores samtids eksistentielle grundpræmis, er vi nødt til at tage en lille tour de force tilbage i historien. I løbet af de sidste 50 år har det danske arbejdsmarked gennemgået en udvikling fra, at hovedparten af danske arbejdere hovedsageligt brugte deres kroppe som sit redskab, til i dag, hvor det i en lang række jobs i højere grad er arbejdernes sjæle, som driver virksomhederne fremad. Fra industrisamfund til informationssamfund; fra håndens arbejde til åndens arbejde.

Det er i denne transformation fra én arbejdstype til en anden, at vi over en bred kam i dag kan konstatere, at det i langt højere grad er i psyken (det indre), at arbejdets negative bagside viser sig, i modsætning til tidligere hvor det kom til udtryk i kroppen (det ydre). ’Udmattet’, ’stresset’, ’brændt ud’ – betegnelser er mange, men de vidner alle om én ting; at der i de senere år er blevet sat helt urimeligt høje krav til den enkelte arbejders mentale tilstedeværelse i og omkring arbejdet. Her tænker jeg bl.a. på coachingpraksissens idé om potentialefuldbyrdelse, hvor psyken betragtes som en form for uudtømmelig kilde, hvis ekspansion potentielt aldrig er fuldbyrdet. Man kan jo altid præstere bare lidt bedre, right?!

På denne vis har vi således fået skabt os et arbejdsmarked, i særdeleshed i kreative og akademiske brancher, hvor der forlanges et gennemsnitligt præstationsniveau langt over det i længden mulige. Det skyldes bl.a. det uudsagte selvudviklingsdogme, som ofte indhegner disse branchers arbejdere; Hvis du ikke er under udvikling, er du under afvikling. Det handler således om at være i konstant bevægelse. Hvorhen? Bare videre.

Intet nyt under solen

Mantraet om bevægelse har således taget den plads, som ophobningen af erfaring tidligere besad. Sidstnævnte kan kun opbygges, hvis man i længere perioder gør ophold samme sted, f.eks. i samme jobfunktion. Opholdet har netop det positive karakteristikum ved sig, at det skaber overblik, indsigt og detaljekendskab. Opholdet skaber således et solidt grundfunda

ment, hvorfra man kan orientere sig. Men når der i den evige bevægelses hellige navn ikke er tid til disse ophold, bliver erfaringen det første offer. Og dermed fjernes det nødvendige vilkår for enhver samfundskritik. Uden erfaringen, ingen reel samfundskritik. Så enkelt er det!

Den tysk-kinesiske filosof Byung-Chul Han er en af de mange tænkere, som forsøger at indfange sin samtids problemer, og i sin lille pamfelt af en samtidskritik Træthedssamfundet skriver Han følgende passus om netop det samfundsmæssige normregime, der har gjort bevægelsen til eksistentiel grundpræmis:

”Menneskehedens kulturelle præstationer, heriblandt også filosofien, skylder vi dyb, kontemplativ opmærksomhed. Kulturen forudsætter en omverden, der muliggør en dyb opmærksomhed, hyperopmærksomheden (hyperattention). Et hurtigt skift i opmærksomhed mellem opgaver, informationskilder og processer er kendetegnet for denne spredte opmærksomhed. Eftersom den heller ikke har megen tålmodighed over for kedsomhed, tillader den præcis så lidt af den dybe kedsomhed, som ikke er uvigtig for en kreativ proces. Walter Benjamin kalder denne dybe kedsomhed for en ”drømmefugl, der udruger erfaringens æg”. Hvis søvnen er den kropslige afspændings højdepunkt, er den dybe kedsomhed den åndelige afspændings zenit. Den rent hektiske adfærd frembringer intet nyt. Den reproducerer og accelererer det allerede foreliggende.”

Han forholder sig således netop til det tidligere skitserede skifte fra håndens arbejde til åndens arbejde, idet han noterer at både kroppen og ånden har behov for hvile. Åndens hvile – kedsomheden – er således forudsætningen for at vi ikke blot begår en uigennemtænkt reproduktion af det herskende normregime, men aktivt kan tage kritisk stilling til vores samtids iboende problemer, således skaber plads til at handle derpå. For det hektiske samfund, hvis permanente væren-i-bevægelse er kedsomheden og

Forfatteren

Forfatteren

gentagelsen ildeset, hvorfor disse fænomener bliver søgt minimeret og i bedste fald afskaffet. For kritikken er kedsomheden og gentagelsen dog omvendt de altafgørende tændsatser, der netop sætter den kritiske proces i gang. Og med et rammende Nietzsche-citat sætter Han fingeren på hvilke uheldige konsekvenser, det potentielt kan have når den konstante væren-i-bevægelse ikke efterlader plads til pause og ophold: ”Af mangel på ro løber vor civilisation ud i et nyt barbari”.  Det er på denne baggrund, at man med en vis bekymring, kan konstatere, at hektik og kritik ikke går hånd i hånd.

 

 

På camping i taxa

Også den danske sociolog Rasmus Willig forholder sig til kritikkens mulighedsbetingelser, og med en Bauman’sk formulering kategoriserer han vores samtids kritik for en campingpladskritik. Willig anerkender altså eksistensen af kritik, men det er en lille kritik, hvor der med campingpladsen som metafor f.eks. klages til dennes bestyrer over mindre forhold; larm, manglende oprydning etc. Altså små kritiske anmærkninger. Enten efterkommes disse beklagelser, eller også må man bevæge sig videre til en anden campingplads vis forhold bedre harmonerer med den enkeltes præferencer. Denne kritik er således lille, og har derfor hverken format eller tid til at formulerer sig mere omsiggribende. Dette står i modsætning til at den store kritik, som netop tager sig tid til at formulerer sig omfattende, hvorfor den i yderste konsekvens også er farlig for det herskende normregime, idet den store kritik potentielt er omstyrtende heraf.

Willig noterer således også, at bevægelsen er den substantielle samtidskritiks største udfordring. Men hvor Willig forholder sig til de små kritikkers overfladiske skraben, berører den danske filosof Anders Fogh Jensen omvendt mellemrummet mellem de to små kritikker – et mellemrum han benævner den permanente passage. I lighed med Willig anskuer Fogh Jensen ligeledes bevægelsen som vores samtid stærkeste normmarkør. Vi har skabt os selv en slags taxaliv, hvor det er vigtigere at være på vej, end at være fremme. Forbinder vi Willigs outdoor-definition af kritik med Fogh Jensens taxaistiske billede på bevægelse, kunne man med et præcist prædikat kalde vores samtids mennesketype for nomaden. Altid på vej videre – og gøres der ophold, et det altid kun kortvarigt.

Et konkret eksempel på at vores samtid er domineret af bevægelsesmantraer, som jeg har brugt de ovenstående linjer på at skitsere, kan man f.eks. bemærke i DRs TV-avis, hvor et af de afsluttende programindslag, introduceres med ordene: ”Og nu til morgendagens nyheder”. Den type af journalistisk imødekommelse af en umiddelbart nær fremtid, er åbenbart blevet en markant præmis i nyhedsformidlingen. Morgendagens omstændigheder er også i centrum i Novozymes’ slogan ’Rethink tomorrow’ . Men i tillæg til TV-avisen, så udsætter Novozymes udsagnet bevægelsesmantraet for en form for dobbelt acceleration, hvor både morgendagen og ikke mindst gentænkningen af denne er i spil på samme tid. I begge tilfælde er der filosofisk set tale om en foregribelse af fremtiden; en bevægelse i retning af det endnu ikke skete. Hastigt skal vi videre. Hvorhen? Bare videre.

Diagnose og behandling

Tilbage ved skiltet i New York. Bevægelsespåbuddet kan således anvendes til både at forstå den amerikanske terrorbekæmpelse og det danske arbejdsmarked. Men forener det nødvendigvis terroristen og kritikeren af det danske arbejdsmarked? Disse to figurer er i udgangspunktet væsensforskellige; den første går af argumentets saglige, rationelle vej, mens den anden anvender sig af ordløs vold og hærgen. Men på ét eneste punkt minder de om hinanden; de har begge gjort ophold for en stund, taget bestik af deres omgivelser, og handlet derpå. Dog med to vidt forskellige resultater; et legitimt, et andet illegitimt. Bevægelsespåbuddet rammer dem begge. Desværre til ulempe for samfundskritikken.

Vælger vi her afslutningsvis at anskue samtidens bevægelsesnormer som en sygdom, så udgør denne tekst et spinkelt forsøg på at stille en diagnose. Dette første kapitel mangler således et kapitel 2, som forholder sig til behandlingen. Først når dette kapitel er forfattet, kan samtidsanalysen betragtes som fuldendt, og således slippes løs. Men behandlingen må ikke være en bagstræberisk higen efter en tid der var engang, men ene og alene hvile på et fundament af dybfølt bekymring om, at vi til lyden af forandringsfanatismens jubelbrøl risikerer at miste evnen til at bedrive substantiel samtidskritik.

Måske skulle vi lytte til den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein, der i sine Spredte bemærkninger skriver følgende; ”Hvor andre går videre, bliver jeg stående.” Måske burde vi gøre som Wittgenstein? Blive stående. Om ikke i fysisk, så i mental forstand. I hvert fald bare engang imellem gøre ophold, orientere og fordybe os, uden lynhurtigt at skulle videre i en fart – og derved kræve vores ret til at ophobe erfaringer.

Måske skulle vi – i forlængelse af den Wittgenstein-inspirerede idé – udtænke et nyt dannelsesbegreb, som skulle praktiseres i folkeskoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Et dannelsesbegreb, som både formår at sætte individet i stand til at forstå og ikke mindst bemægtige sig samtidens normer, men som samtidigt indvarsler at det lille, men betydelige ord ’nej’ ikke er en umiddelbar afvisning af en forbipasserende mulighed, men et gennemtænkt forsvar af retten til fokus, indsigt og koncentration. På denne vis kan det nuværende ’hvorhen?’ i fremtiden forhåbentligt transformeres til ’hvorfor egentlig?’.

Mange har forsøgt sig med at forfatte Kapitel 1 – Samtidsdiagnosen. Færre har givet sig i kast med Kapitel 2 – en kur mod samtiden og for fremtiden. Opfordringen er hermed givet videre.

Inspiration til videre læsning: Alain Ehrenberg: Det udmattede selv (2010 da./1998 ori.), Anders Fogh Jensen: Projektsamfundet (2009), Anders Fogh Jensen: Projektmennesket (2009), Byung-Chul Han: Træthedssamfundet (2012 da./2010 ori.), Mathias Herup Nielsen: Forandringsfanatismen koster os trygheden, Dagbladet Information (d. 26/4-2011). Link: http://www.information.dk/266189, Rasmus Willig: Til forsvar for kritikken (2007), Zygmunt Bauman: Flydende modernitet (2006 da./2000 ori.).

Det Usexede Skab – et forsvar for kernefamilien

Er konkurrencen og kravene til produktivitet på arbejdsmarkedet i Danmark efterhånden så omfattende, så uomgængelige og så bydende, at vi ikke længere har tid til familie og børn, men med nødvendighed må fokusere på os selv og kun på os selv? Eller er det bare fordi, vi ikke vil begrænses i vores selvudfoldelse?

Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

Skilsmissen er den mest karrierefremmende begivenhed, der er hændt i mit liv, erklærede den provokerende antropolog Dennis Nørmark, med hvem jeg har skrevet bogen Det Virkelige Menneske, engang. Underligt måske, men udtalelsen virkede mærkværdig neutral; som en tør konstatering af fakta. Nu hvor hver eneste dag ikke blev afbrudt af konstante familiære gøremål, var der mulighed for rigtigt at arbejde igennem.

Familielivet er fyldt med afsavn, kompromiser og tid, der skal bruges på alle andre, end en selv. Nørmarks tørre konstatering antyder derfor, at der ikke er plads til et både stimulerende, selvudviklende og eventuelt indbringende karriereforløb, samtidig med at børnene får opfyldt deres behov for omsorg, nærvær og stimulerende intellektuelle og kropslige udfordringer. Men helt ærligt, kan det passe, at der ikke er plads til familie, når arbejdet i høj-moderne samfund skal passes.

I landbrugssamfundet og langt ind i industrialiseringen var familien samfundets mindste produktionsenhed. På landet fordi hele familien hjalp til på gården. I industrialiseringen, fordi mor kogte kål og tørrede snottet af ungerne, mens far slæbte sække på havnen i 12-timers skift. Det har ændret sig. I konkurrencestaten er individet samfundets mindste produktionsenhed.

Kernefamilien er måske trængt i disse år – hvis ikke ligefrem under angreb. Men hvad presser den, hvor kommer udfordringerne fra. Danskeren skal være effektiv, således at Danmark bliver konkurrencedygtig. Effektiv – fit, lækker og tjekket – i en sådan grad, at det politiske er blevet mere privat, end nogen feminist nogensinde kunne have forestillet sig. Et spørgsmål er, om kravene til effektivitet på arbejdsmarkedet, og konkurrencen er så hård, at vi ikke længere har optimale betingelser for at reproducere os. Et andet spørgsmål, drejer sig om hvorvidt presset på familien kommer indefra i form af opskruede forventninger til et liv i medgang og lykke. Verdenssundhedsorganisationens WHO’s definition på sundhed kunne være et spejl på disse forventninger: ”Sundhed er en mental tilstand af fuldkommen fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og svagelighed.” Det er jo helt i hegnet – ren satire.

Parforholdets må-ikke

”Du kan ikke spise alene og du skal spise det partneren har lavet. Du kan ikke spise fedt hvis den anden er på slankekur. Du kan ikke forlange at få din forret i fred, når I spiser ude sammen. Du kan ikke pudse næse ved bordet. Du kan ikke læse avisen eller se fjernsyn, når du spiser. Du kan ikke gemme opvasken til senere, eller vaske elendigt op eller lade være med at bruge opvaskemiddel, drikke direkte fra kartonen, krumme uden at samle op nu og her. […] Du kan ikke lade være med at være opmærksom på om huset er rodet eller rent.”

Således skrev Nørmark i et lille blogindlæg på sin facebookside med henvisning til Laura Kipnis, der afmonterer de romantiske forestillinger, som knytter sig til det moderne parforhold. Musikeren Peter Sommer udtrykker sig efter sin skilsmisse således: ”En mands problem i et normalt forhold kan være, at han har svært ved at leve de der drifter ud. Man kan godt have behov for at være fucking ligeglad, ikke? Ikke stå til ansvar overfor nogen.”

Der er ingen, der gider være voksne, hvis voksen betyder, at man ikke kan få lov til alt. Man får her mistanken om, at det i virkeligheden ikke er karrierekravene, der presser, men derimod hverdagen og familielivets begrænsende trivialiteter, der irriterer. Mange højtuddannede beskæftiger sig i karrieren præcis med det de vil; sig selv og deres udfoldelse. Og anerkendelsen er umiddelbar på jobbet, hvor den kan være svær at mærke fra børn og ægtefælle – især, hvis man ikke er hjemme.

Men er det ikke latterlighed og smålighed, der trænger sig på og presser den moderne familie – lige så meget, som det måske er krav fra arbejdspladsen. Det er et paradoks, at vi på den ene side bekender os til demokrati og dermed til forestillingen om, at vi alle er lige og frie, og tager ansvar for os selv og hinanden, men samtidig ikke kan underordne os det fællesskab, som familien er.

Vi bekender os primært til demokratiet, fordi vi forbinder det med frihed. Men i det øjeblik vi ikke vil begrænse os i selvudfoldelsen – eller give den anden plads – afslører vi os selv som barnagtige og udannede. Det barnlige giver sig selv, det udannede viser sig ved, at vi tilsyneladende ikke fatter – fatter for alvor – at intet fællesskab kan bestå, der hvor enhver søger ubegrænset selvudfoldelse. Meget rammende skrev filosoffen Thomas Hobbes i 1651, at ”så længe alle holder fast på Retten til at gøre, som man vil, så længe vil alle også befinde sig i en Tilstand af Krig.”

Og lige på den anden side af barnligheden og småligheden venter så bruddet og skilsmissen. Ikke fordi vi ikke elskede hinanden, men fordi vi ikke kunne udholde lidt støv i krogene og kalkaflejringer i håndvasken. Eller fordi vi ikke kunne komme af sted på den nye Harley med ”drengene.” Man havde jo lige fået unger, og de skulle hjælpes med bleer og skolearbejde, og transporteres til klaver og fodbold. Nærmest i samme øjeblik, vi slipper af med den statslige absolutisme, vil vi selv have absolut uindskrænket magt.

Heroisk i sofaen

Forfatteren og journalisten, Rune Lykkeberg, beskæftiger sig indgående med disse demokratiets indbyggede paradokser i bogen Alle har ret. Det er stort at kæmpe for frihed og lighed, når man er undertrykt, men tilsvarende ynkværdigt at skulle tilpasse sit ego og sine personlige behov til andre, når friheden først er vundet. Vi vil have vores frihed. Vores helt egen frihed. Helt for os selv.

Når først det store slag for folkestyre og frihed er vundet, indfinder kampen om nullermænd, opvask og indkøb sig. Og den kamp kan næppe betragtes som ærefuld eller heroisk. Men hvor heroisk er det at drikke af kartonen og se TV, mens man spiser. ”I medgang og modgang,” burde måske udskiftes med ”i nullermænd og vasketøj til døden jer skiller.” Ikke særligt romantisk, men tættere på hverdagen i et frit og lige samfund.

Vi kvæler os selv i opskruede forestillinger om, hvad lykke er. Mon ikke det tilfredsstillende liv er det, der balancerer mellem hensyn til partneren, børnenes udvikling, karrieren og selvudviklingen. Vi taler om den lykkelige prostituerede – men sjældent om den lykkelige buschauffør, netop fordi vi ikke forventer, at han er lykkelig på jobbet. Men mon ikke chaufføren af og til er lykkelig, når han synker ned i sofaen ved siden af konen, børnene og blænder op for skærmen.

Og er det ikke der, i sofaen, at det sidste menneske skal kæmpe den sidste kamp, inden freden helt kan sænke sig. Den mod egoet og illusionen om det lykkelige liv. Det er en lille kamp, men hvem siger, at selvbegrænsningens kunst ikke er heroisk. Når han savner ”drengene” og drukturen, og hun tænker tilbage til en tid uden rynker og topmave, når man føler savnene, kompromiserne og fornemmer frihedens grænser, da er det, at valgenes tyngde mærkes. Og man finder ud af, om man er så solid, at man kan leve op til de valg, man har truffet.

Måske erkender vi, at vi sidder i sofaen af delvist praktiske grunde, men at sådanne kan være lige så gode som andre. Men er man i stand til stå ved de valg, man har truffet, forpligte sig til de konsekvenser, de måtte have, da er det, man bliver fri – som filosofferne har sagt – fordi man så løber efter sin egen næse og ikke alle mulige andres.

Du er Sisyfos, og sådan er det

Dagen efter, når vi sidder med den lille i armen og læser højt og kører hjem fra spejder med den store, mens ægtefællen steger lørdagskylling og lukker rødvin op, da må vi ihukomme Sisyfos på vej ned ad bjerget efter sin sten. For det er Sisyfos, vi er. Og som Camus (næsten) formulerede Sisyfos skæbne: ”Det kompromisfyldte familieliv synes ham hverken goldt eller ørkesløst. Hver nullermand på gulvet, hvert spor af tandpasta i håndvasken udgør en verden i sig selv. Bestræbelserne på at gøre selvstændige, tænksomme og ansvarlige individer af sine børn, er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som et lykkeligt menneske.”

Og husk lige på, at Sisyfos dom gælder i al evighed. Dine valg er kun for resten af dit liv.

Pointen er klar nok, og har altid været det. Fra Epikur over stoikerne til Søren Kierkegaard og altså Albert Camus. Det er det, du har, der skal gøre dig tilfreds. Alt det, du ikke har, generer dig kun, når du tænker på det, når du læser om det i magasiner, hører om det i radioen og ser det på TV. Vi måler os selv på naboen, hvor vi i virkeligheden skulle måle os selv på vores handlinger, de løfter vi giver, og hvordan vi lever op til de løfter, som livets omstændigheder aftvinger os.

Det drejer sig om selvbegrænsningens kunst. Vi skal lære at styre os, og det kræver et vist arbejde, fordi vores hjerner er sådan indrettet, at de stræber efter den let tilgængelige nydelse. Det er hovedpointen i Peter Lund Madsens bog om hjernen, Dr. Zukaroffs Testamente. Men som den gamle filosof, Epikur, belærer os i sit Brev til Menoikeus, ”… vand og brød er kilde til den højeste nydelse, når de bliver bragt til sultne læber,” hvormed han mente, at den, som formår at begrænse sig også vil kunne leve sit liv uden at føle sig forsmået.

”Det er et godt liv, du lever min ven, uden tvivl det bedste i verden, hvis du bare er stærk nok til at leve det!” Sådan siger en omstrejfende rotte til Mosegris i Vinden i Piletræerne. Hav mod og styrke til familielivet, de afsavn det kræver, og de glæder det indebærer.