image_pdfimage_print

Du kan da ikke bruge din kniv som tandstikker!

Det går kun én vej, og det er tilbage. Det har været holdningen hos førende intellektuelle lige fra Platon skrev sine værker for omkring 2.500 siden og til nu – og vil sikkert være det et stykke ind i fremtiden. Det går ad H til er vor kulturs grundlæggende myte: Kristendommen holdes oppe af idéen om apokalypsen og den efterfølgende frelse for de rettroende. I 1755 skrev den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), at der ikke findes noget sådant som civilisationernes fremskridt. Tværtimod, mente han, at alle kulturens dårligdomme netop blev grundlagt med civilisationens fødsel. Han tager fejl. Det 21nde århundrede kan blive det blodigste nogensinde, skriver den engelske historiker Timothy Garden Ash (født 1955). Men også han tager fejl – med mindre, selvfølgelig, han opfatter fred som et tilbageskridt. Verden er blevet bedre og mere fredelig siden de første civilisationer.

Der skal mange sider til førend vi bliver tilstrækkeligt overbevist om, at vold og konflikt er på tilbagetog, men se de vigtigste pointer http://edge.org/conversation/mc2011-history-violence-pinker

Der skal mange sider til førend vi bliver tilstrækkeligt overbevist om, at vold og konflikt er på tilbagetog, men se de vigtigste pointer http://edge.org/conversation/mc2011-history-violence-pinker

Det dokumenterer Harvard-psykologen Steven Pinker med allerstørste grundighed i bogen The Better Angels of Our Nature. På bogens 841 sider (eksklusiv noter og henvisninger) har han samlet alt, hvad vi kan tænkes at vide om vold siden tidernes morgen. Først i form af arkæologiske vidnesbyrd og senere statistikker fra kriminologiens verden. Chancerne for at dø en voldelig død har siden civilisationernes fødsel været for nedadgående. Og det i en sådan grad, at der er flere steder på jorden, hvor det faktisk nærmest er umuligt at dø voldeligt. Man skal vende tilbage til natursamfundet, hvis man virkelig er opsat på en voldelig død.

Hvad kan det skyldes. Det er ikke sådan, at den menneskelige natur har ændret sig mærkbart, men vi har fundet på stadig smartere måder at organisere os på. Smartere på den måde at forstå, at våben og vold bliver mindre og mindre nødvendigt for at opretholde tilværelsen. Og så skyldes det, at vi siden oplysningstiden har levet efter den forestilling at alle mennesker af naturen er født lige og frie. Siden den gang er vi sluppet af med diverse uhyggelige strafformer og torturmetoder. Vi er blevet civiliserede. I dag handler det for flere og flere mere om, hvordan vi kan, skal og bør leve, end det handler om at holde sig i live.

Vi har altid kunnet få fantasien i sving, når vi skulle finde på måder at pine hinanden på. Forestil dig at blive ristet i en jerntyr eller trukket ihjel. Det er straks vanskeligere at forestille sig verden blive bedre.

Vi har altid kunnet få fantasien i sving, når vi skulle finde på måder at pine hinanden på. Forestil dig at blive ristet i en jerntyr eller trukket ihjel. Det er straks vanskeligere at forestille sig verden blive bedre.

Ifølge Pinker er verden blevet fredeligere gennem tre bestemte udviklingsprocesser.

1) Den første kalder han pacifikationsprocessen, som går ud på, at tyranniske typer ragede magten til sig og bankede alle andre på plads. Det gav ikke den brede befolkning fede liv med rettigheder og selvbestemmelse, men det skabte alligevel en vis orden sammenlignet med naturtilstanden.

2) Den anden er civilisationsprocessen, som består af tre ting

2a) Vi fik bedre manerer. Vi blev mindre dyriske og mere menneskelige.

2b) Flere krigsherrer blev mere magtfulde og vi fik egentlige statsdannelser.

2c) Den teknologiske og økonomiske revolution. Den industrielle revolution, som langsomt tog sit afsæt i 1700-tallet gjorde det muligt at forøge den personlige velstand gennem teknologiske nyskabelser og ikke blot ved at røve naboens landbrugsjord. Vi gik fra et nulsumsspil til et plussumsspil.

3) Endelig er der den humanistiske revolution. Den hvori vi bliver stadigt mere bevidst om, at et menneske er et menneske og at mennesker skal behandles humant. Ingen har ret til at eje et andet menneske eller på anden måde undertrykke dem.

De gode manerer

Vi kender de fleste historier, Pinker bringer på banen. De kan ikke overraske os, men gode manerer, hvordan har de bidraget til en mindre voldelig verden. Lad os se nærmere på 2A), hvor det er evnen til selvbeherskelse, selvbegrænsning og selvdisciplin, der er det fremherskende. Det er en indre kraft, der er med til at adskille os fra andre dyr (og børn), som jo ikke – eller kun i mindre grad – er i stand til at beherske sig selv og udsætte deres behov.

Medierne elsker vold. Og de fleste af os elsker lidt rask vold og selvtægt på film. Hvem gider se en film, der begynder, hvor eventyret slutter. Her er det Ruben, der har ladet sig inspirere af mercedesbanden fra Luc Bessons film Taxi fra 1998.

Hvem gider se en film, der begynder hvor eventyret slutter. De fleste elsker en gang biografvold og selvtægt. Her er det Ruben, der har ladet sig inspirere af Mercedesbanden fra Luc Bessons film Taxi fra 1998.

I 1530 udgav Desiderius Erasmus en bog om gode manerer, som gennem to årtier lå på de europæiske bestsellerlister, hvorfor man må formode, at den har haft indflydelse. Folk var simpelthen for klamme den gang og det måtte der rettes op på. On civility in boys hed bogen. Heri kan man blandt andet læse, hvad det var folk i middelalderen skulle holde op med. Her er et uddrag af listen med civiliserende råd:

  • Gør ikke trapper, korridorer, skabe eller vægtæpper beskidte med urin eller andet affald.
  • Rør ikke dine ædlere dele med de bare hænder under tøjet.
  • Tag ikke tøjet af foran andre, når du skal lave afføring.
  • Puds ikke din næse i dugen, i dine fingre, i ærmet eller i hatten.
  • Tilbyd ikke dit brugte lommetørklæde til andre.
  • Det er usømmeligt, når du har pudset næse, så at åbne lommetørklædet og stirre på det som om perler og rubiner var faldet ud af dit hoved.
  • Spyt ikke i vaskeskålen, når du vasker hænder.
  • Spyt ikke længere, end du kan dække det med din fod.
  • Vend dig bort, når du spytter, så du ikke rammer andre.
  • Og hvis noget slimet falder til jorden fra dig, så træd på det, så det ikke vækker afsky hos andre.
  • Vær ikke den første til at tage af fadet, når I skal spise.
  • Kast dig ikke prustende og smaskende over maden som en gris.
  • Lad være med at dreje fadet, så de største stykker vender mod dig selv.
  • Slug ikke maden som en krokodille på vej i fængsel, og prop ikke munden så dine kinder spiler ud som blæsebælge.
  • Du skal ikke tage mad fra fadet med din ske, når først du har haft den i munden.
  • Det, du har haft i munden, skal du ikke lægge tilbage på tallerknen.
  • Og lad være med at tilbyde andre mad, du allerede har bidt i.
  • Stang ikke tænder med din kniv.
Skuffende - ikke sandt. De mennesker, der lever i pagt med naturen - eller i ikke-statslige samfund - er også tættere på en voldelig død.

Skuffende – ikke sandt. De mennesker, der lever i pagt med naturen – eller i ikke-statslige samfund – er også tættere på en voldelig død.

Man kan jo heller ikke rense tænder med en kniv, siger du måske og tænker på de her rundede, uskarpe knive, vi nu om stunder benytter ved måltiderne. Men i 1500-tallet var det dolken, man havde fremme ved spisetid, så man kunne skære kød fra stegen og få det over på tallerknen. Og blev man uvenner over noget, havde man altid et dødbringende våben ved hånden. Det blev for meget og efterhånden fandt man på at bruge gafler, og man opfandt specielle knive uden spids som kunne bruges ved måltiderne.

Måske kender du Johannes V. Jensen historie om tre landsknægte en oktobernat på en skænkestue ved Aalborgvejen i Himmerland. De ”geraadede […] i Strid over et eller andet, der er af Vigtighed for en Landsknægt.” Som landsknægte bæres våbnene tæt til kroppen, men løst, og inden længe har to af dem trukket blank. ”Jørgen var forbitret og bestemt paa at dræbe Modstanderen. Det var med en Følelse af noget grænseløst urimeligt og naturstridigt, at han i et pludseligt Nu, vidste sig udækket, saa den onde Klingespids – han tænkte sig lynsnart og med al sin Vilje Muligheden af Naade – og i dette Nu følte han Spidsen hurtigt gaa gennem Tøjet, Stikket, den isnende Skæren og en smertelig Vaande dybt ud i Ryggen. Først nu kom det, han vilde, at bøje sig til Siden; i det samme svandt kraften af hans Ben, og han faldt. Men da den anden trak Klingen ud, krummede han sig sammen med et kort Skrig.

Saa gik de to deres Vej videre mod Nord og lod ham ligge med et dødeligt Stiksår gennem Lungen.”

Ja sådan kunne det gå blandt uciviliserede landsknægte. En pludselig og frem for alt voldelig død, fordi man bringer sig i slagsmål over et eller andet ubetydeligt, man har ladet træde sin ære for nær.

Det kan virke som nogle mærkelige påbud, Erasmus gav i 1530, men de fortæller os noget om, hvad der var normalt at gøre. Og ser man nærmere på dem, så handler de fleste om, at kontrollere sine umiddelbare impulser eller instinktive handlinger: ”Styr dine lyster; udsæt tilfredsstillelsen; tag hensyn til andres følelser; lad være med at være en bonderøv; distancer dig fra din dyriske natur.” Og skulle man overtræde nogle af normerne er det på sin plads med skamfølelse – en følelse, som moderne pædagogik og opdragelsesmetoder har forsøgt at udrense; og da det måske er den vigtigste følelse for sociale dyr, har det haft store negative konsekvenser.

Reaktionært gode manerer

En stigning i antallet af mord pr 100.000 efter, at 68'erne befriede os for det borgerlige samfunds kvælende normer. Mest markant i USA, men stigningen kunne også bemærkes i Canada.

En stigning i antallet af mord pr 100.000 efter, at 68’erne befriede os for det borgerlige samfunds kvælende normer. Mest markant i USA, men stigningen kunne også bemærkes i Canada.

Lyder det reaktionært og tilbageskuende – eller bare som noget, vi er ude over i den civiliserede verden? Måske. Men en af de mere bemærkelsesværdige historier i Pinkers bog, er hvordan man kunne registrere en stigning i mordraten i USA og Vesteuropa efter hippiernes opgør med de reaktionære kræfter i det borgerlige samfund og det efterfølgende fokus på selvrealisering. ”[T]he psychological change toward greater self-control and interdependence – came under steady assault under in the counterculture of the generation that came of age in the 1960s. […] Sanity was denigrated, and psychosis romanticized, in movies such as A Fine Madness, One Flew Over the Cuckoo’s Nest, King of Hearts, and Outrageous. And then of course there were the drugs.” (side 132). Ungdoms-kulturen og tidens rockidoler hylede det spontane, det hovedløse og den tidlige død.

Også i Europa bemærker man en stigning i mordraterne efter ungdomsoprøreret. I det lange historiske perspektiv er der dog blot tale om en krusning. Omend en bemærkelsesværdig krusning.

Også i Europa bemærker man en stigning i mordraterne efter ungdomsoprøreret. I det lange historiske perspektiv er der dog blot tale om en krusning. Omend en bemærkelsesværdig krusning.

Men det at kunne kontrollere sine instinkter og udsætte sine behov har været en væsentlig faktor i civilisationsprocessen og udviklingen af en mere fredelig kultur. En anden faktor har været overgangen fra en kultur styret af forestillingen om ære og oprejsning til værdighedskultur. I æreskulturen er man hurtig til at gribe til hævn, for eksempel med den dolk eller daggert, man alligevel sidder og renser tænder med efter måltidet. I værdighedskulturen holder man på former og værdighed ved at kontrollere sine emotionelle udbrud. Det giver plads til den kølige fornuft og en fredeligere hverdag.

Og det kræver mere energi og anstrengelse at blokere impulserne – det kan hjerneforskerne måle. Det afsløres i den lille tøven, man kan iagttage, når folk overvejer, om de skal lyve for at slippe for konsekvenserne af en umoralsk handling eller et regelbrud. Det er nemmere for os at sige sandheden, fordi vi ved, hvad vi har gjort; sværere er det at skulle undertrykke den. Impulskontrol kræver en smule ekstra, hvilket følgende lille øvelse, kaldet stroopopgaven, kan illustrere.

I stroopogaven bliver forsøgspersonen forholdsvist hurtigt præsenteret for farveord, som han eller hun skal angive hvilken farve ordet er skrevet med, og ikke hvilken farve ordet benævner. Her fra Hjernen – fra celle til samfund (side 49).

I stroopogaven bliver forsøgspersonen forholdsvist hurtigt præsenteret for farveord, som han eller hun skal angive hvilken farve ordet er skrevet med, og ikke hvilken farve ordet benævner. De fleste er så vant til bogstaver og ord, at de lige må tøve engang for at få styr på, at ordet grøn er skrevet med blåt. Impulsivt vil vi svare grøn. Her fra Hjernen – fra celle til samfund (side 49).

Der er selvfølgelig mere end gode manerer og selvkontrol på banen, når det drejer sig om at skabe gode og fredelige samfund, og du kan læse om det i Pinkers ekstremt velskrevne og tankevækkende – og til tider provokerende – bog. Men lad os slå det fast: ”Even some of the hardest-headed crime statisticians have thrown up their hands and concluded that much of the explanation must lie in difficult-to-quantify cultural and psychological changes.” (side 149).

Kan borgerkrigen i Syrien føre til en atomaftale med Iran?

Kan konflikten i Syrien føre til en fredeligere verden? Det var tanken der opstod just efter, jeg den 20. september havde læst den iranske Præsident Hassan Rouhanis kronik i Washington Post. Den dag, sagde jeg ikke farvel til mine drenge, da de kørte i skole, derimod sendte jeg dem af sted med en bemærkning om, at de måske ville komme til at leve deres voksenliv en fredelig verden. Men hvad skal der til for at konflikten i Syrien kan føre til et forbedret internationalt samfund og en holdbar global fred? Til en begyndelse peger Rouhani på tre afgørende faktorer i sin kronik. Og den tidligere FN-diplomat Kishore Mahbubani har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd.

Den globale magtforskydning

Hvis verdens ledere griber den chance, der er opstået i kølvandet på borgerkrigen i Syrien, så ja. Vi kan være på vej mod en holdbar verdensfred – det synes klart mere sandsynligt end et totalt kollaps i det mindste. Den globale magtbalance har de sidste 20 år forskudt sig. Det er ikke længere vesten mod resten, og heri består chancen for at sige farvel til et uretfærdigt og et derfor dysfunktionelt internationalt system. Et system har først og fremmest, som Kishore Mahbubani skriver, varetaget vestens interesser, hvilket kun har kunnet lade sig gøre på grund af vestens økonomiske dominans. De tider er overstået og det er, som Pr. Barack Obama sagde til FNs generalforsamling i år, på tide at tænke nyt – og i øvrigt styre efter FNs grundlæggende formål, som er global fred.

Karl Fredrik Reuterswards skulptur, Non Violence, som er placeret uden for FNs hovedkvarter i New York. FNs hovedformål er at sikre verdensfreden.

Karl Fredrik Reuterswards skulptur, Non Violence, som er placeret uden for FNs hovedkvarter i New York. FNs hovedformål er at sikre verdensfreden.

De ændrede globale forhold er det første Pr. Rouhani gør opmærksom på i sin kronik: “The world has changed. International politics is no longer a zero-sum game but a multi-dimensional arena where cooperation and competition often occur simultaneously. Gone is the age of blood feuds. World leaders are expected to lead in turning threats into opportunities.”

Denne forskydning er veldokumenteret. Men for at der kan reformeres er det vigtigt, at verdens befolkninger og ledere indser, at nationale interesser ikke længere kan varetages i skarp konkurrence med hinanden. Det er det andet, Pr. Rouhani gør opmærksom på: ”In other words, win-win outcomes are not just favorable but also achievable. A zero-sum, Cold War mentality leads to everyone’s loss.”

En verdensfred kræver selvfølgelig mere, end en ny præsident i Iran. Det kræver reformer af det internationale system, særligt FNs sikkerhedsråd. Reformer, som på overfladen ikke ser ud til at være i vestens interesse: Vi må afstå indflydelse; eller rettere dele indflydelsen efter almindelige demokratiske principper. Og i det lange løb er det den holdbare løsning.

Syrien-konflikten synes at rumme de elementer, der kan få verdens ledere til omsider at indse dette og handle derefter. Og griber vi i vesten ikke chancen for at gøre verden til et mere retfærdigt, ender det måske med at være os selv, der får vredet armene rundt i internationale forhandlinger – eller bliver sendt helt uden for døren; af Indien, af Brasilien, af Nigeria og Sydafrika og af Kina.

Befolkningen i den vestlige kultursfære udgør kun 12% af verdens samlede, fortæller Mahbubani i et interview i The Economic Times. Og ”[E]very citizen has equal moral worth”, skriver Mahbubani; det er et grundlæggende demokratisk princip. Så er demokrati Asiens befolkning udgør således 55% af verdens samlede population. Vi kan også bare sige, at 88% af verdens befolkning er ikke-vestlige, men 60% af de permanente pladser i FNs sikkerhedsråds kontrolleres af repræsentanter for vesten; USA, England og Frankrig. Rusland og Kina har de sidste to ud af de 5 permanente pladser med vetoret. Sikkerhedsrådet afspejler så tydeligt gårsdagens verden – the Cold War mentality.

Således regeres verden af et mindretal – ikke ulig forholdene i verdens diktaturstater. Denne udemokratiske uretfærdighed bør laves om, og Mahbubani har et muligt forslag til en ny balance i Sikkerhedsrådet, hvilket jeg vender tilbage til.

Det tredje Pr. Rouhani peger på, er identitetsspørgsmålet. Det, Samuel P. Huntington i 1993 under betegnelsen civilisationer, markerede som fremtidens største konfliktårsag. Pr. Rouhani peger præcist på dette spøgelse i verdens konfliktzoner: “We must also pay attention to the issue of identity as a key driver of tension in, and beyond, the Middle East. At their core, the vicious battles in Iraq, Afghanistan and Syria are over the nature of those countries’ identities and their consequent roles in our region and the world.”
Identiteten ligger i det religiøse tilhørsforhold. Og udtalelsen er lige til de folk, der har misforstået eller forlæst sig på Huntington. Pr. Rouhanis fokus på identitet er en slet skjult opfordring til religiøs tolerance – i sin moderne form endnu en vestlig idé.

Fra Pr. Hassan Rouhanis indsættelse i august 2013. Ayatollah Khamenei, Irans øverste leder ses overrække Rouhani et eller andet. Øverst til venstre hænger et portræt af den islamiske revolutions leder, Ayatollah Khomeinei, som i 1979 smed Irans sidste Shah (konge) på porten. Shah Reza Pahlavi var indsat af amerikanerne efter et kup i 1953 på den demokratisk valgte premiereminister, Mohammed Mossadeq. Foto fra den iranske Præsidents hjemmeside.

Fra Pr. Hassan Rouhanis indsættelse i august 2013. Ayatollah Khamenei, Irans øverste leder ses overrække Rouhani et eller andet. Øverst til venstre hænger et portræt af den islamiske revolutions leder, Ayatollah Khomeinei, som i 1979 smed Irans sidste Shah (konge) på porten. Shah Reza Pahlavi var indsat af amerikanerne efter et kup i 1953 på den demokratisk valgte premiereminister, Mohammed Mossadeq. Foto fra den iranske Præsidents hjemmeside.

Det Dysfunktionelle Sikkerhedsråd

I det arabiske forårs jubeldage, kunne vi kun se skræmt og undrende på, Bashir Al Assads svar på den syriske befolknings krav om reformer, og i det lys var det kun naturligt, at man krævede Assads afgang som en del af løsningen. I tilbageblik var det en retorisk fejl, som også Barak Obama’s bemærkning om den røde linje kan hævdes at være.

Men den dybere årsag til passiviteten skal findes i det internationale samarbejdes dysfunktionelle institutioner. Helt præcist i FNs Sikkerhedsråd. Men det er også af denne dysfunktionalitet, at håbet om en fremtidig fred ligger. Ikke for syrerne, desværre, men for alle andre. Da Assad greb til kemiske våben, og Obama dernæst måtte tage sine ord om den røde linje alvorligt og begynde forberedelserne til et angreb på Syrien, stemte det engelske underhus nej til en intervention uden om FN. Obama mistede en vigtig allieret, og fandt dernæst tid til at høre kongressen om deres syn på sagen. I det tidsrum sprang Vladimir Putin til.

Ikke, som han siger, for at forsvare Assads styre, men for at bevare balancen i det internationale system. ”The potential strike by the United States against Syria, despite strong opposition from many countries and major political and religious leaders, including the pope, will result in more innocent victims and escalation, potentially spreading the conflict far beyond Syria’s borders. […] It could throw the entire system of international law and order out of balance.”

Det er ironisk, for det internationale system var ikke i balance før, og netop derfor kunne situationen i Syrien eskalere til det nuværende – for den syriske befolkning – håbløse niveau. Ubalancen i det internationale samfund var netop synlig i Ruslands og Irans alliance med Syrien – og Kinas passivitet. Vesten på den ene side og resten på den anden; eller rettere ortodokse og shiamuslimer på den ene side og vesten og sunnimuslimer på den anden side. Som det fremgår, er der ikke tale om rene civilisatoriske linjer i konflikten. Samtidig skulle den sino-ortodokse-shia-flanke på bekostning af den syriske befolkning endnu engang demonstrere overfor vesten, at vi ikke længere har styrke til at gribe ind på egen hånd. Og i modsætning til så mange gange tidligere, viste det sig denne gang at være sandt.

Det er desuden lettere ironisk, at det formodentlig var Obamas trussel om, at handle på egen hånd uden om FN, der fik Putin til at reagere, springe til i et forsøg på at redde samme system, han selv er med til at ødelægge. Og man må spørge sig selv om Putins udspil er seriøst.

Men under alle omstændigheder er Putin snublet så langt, at han får svært ved at trække i land. Informations mangeårige korrespondent i Beirut og forfatter til en bog om det arabiske forår, citerer 20/9 en anonym vestlig diplomat for at sige, at ”De to sider [USA og Rusland] er nået så langt i processen, at det vil indebære et tydeligt ansigtstab for begge at gå tilbage til veto-nulpunktet.” Og lad os være glade for det, uanset hvor lidt, vi bryder os om Putin.

Putins Rusland kan meget vel blive en af de større udfordringer for det globale samfund i fremtiden. Et verdenssamfund kan ikke stiltiende se til, mens Putin ligeså langsom kvæler det russiske civilsamfund og lovgiver i klar modstrid med menneskerettighederne. Det er et godt spørgsmål, om Putin snublede ind i løsningen af Syrienkonflikten af bare begejstring over det, han opfattede som Obama’s fejltagelser.

Rusland kan meget vel blive den største forhindring for et fornuftigt fremadrettet internationalt samarbejde. Det står helt åbent, om Putin forpligter sig samarbejde efter Syrienkonflikten. Putin har ingen selvstændig politik, blot en nationalisme der manifesterer sig i trods, han er ikke interesseret i demokrati, som Fukuyama for nyligt gjorde opmærksom på, og han skal næppe vente støtte fra sunnimuslimske nationer efter sin alliance med Assad. Hvad er egentlig den gamle KGB-mands vision for sit land? Er han ved at isolere sig selv. I så fald kan han kun komme ud af isolationen ved at deltage konstruktivt i det internationale samfund.

Once in a lifetime

Chancen for seriøse forandringer er her nu. Til at betænke fremtiden, og til at oprette en balance mellem verdens stormagter og skabe et bedre samarbejde mellem planetens befolkninger.

Det ligger ikke umiddelbart for at redde Syrien, men det ligger lige for at oprette institutioner, der tåler betegnelsen verdenssamfund. Og fokus skal være på at skabe et system, som i fremtiden vil være i stand til at forhindre, at en lignende konflikt eskalerer – det kunne være i Yemen, Al-Shahab i Somalia eller Nordkorea.

Irans atomprogram er umiddelbart den vigtigste konflikt at løse. Men bliver Iran en del af dette verdenssamfund har det ikke brug for atomvåben. En samlet (og inkluderende) front og ikke blot en tilfældig (og betalt) alliance mod Iran, vil gøre det enormt svært for Iran at vende tilbage til retorikken fra tiden under Pr. Mahmoud Ahmedinejad.

Det er et spørgsmål om anerkendelse. Den kontroversielle politolog Kenneth N. Waltz (1924-2013), var af den opfattelse, at Iran netop ville have bomben for at blive hørt, og var af den grund ikke nervøs for at landet skulle få den. Og hvad skal iranerne tænke, når de ikke må berige uran? Rouhani taler om deres ret til at forsvare sig, og det er vel rimeligt? Men i en venlig verden har iranerne ikke brug for atomvåben. De har olie, og hvis de formår at forsone sig med resten af verden kan den sælges, og de kan engagere sig i udviklingen af alternative energikilder og befolkningens livsvilkår. Det er ikke blot i Irans interesse, men i alles interesse.

Selvfølgelig er Pr. Rouhani nødt til at gå fra forsonende ord til egentlig handling, som Ray Takeyh kraftigt understreger. Og kommentatorer udtrykker berettiget skepsis over Rouhanis bagland. Irans øverste leder er trods alt Khamenei og ikke Rouhani. Men læs så denne lille opmuntrende analytiske passage af Fareed Zakaria fra Time Magazine:

”During the campaign, Rouhani vigorously attacked the most hard-line candidate in the race, Saeed Jalili – thought to be the favorite of the Supreme Leader – for being unable to come to an agreement with the international community and ease any of the sanctions arrayed against Iran. “It is good to have centrifuges running, provided people’s lives and livelihoods are also running,” he said in a debate, to great applause.”

Det iranske folk har med valget af den reformvenlige Rouhani vist, hvad de vil have – og det gjorde de også under den grønne bølge i 2009, da de valgte Mir-Hossein Mousavi, som blev snydt for sejren. Hvilken interesse kan selv Irans øverste leder, Khamenei have i at være lukket uden for, når hans eneste legekammerater i så fald vil være Rusland, Syrien og Hizbollah. Når Pr. Rouhani i sin tale til FNs Generalforsamling kritiserer andre nationer for at knægte diverse rettigheder, er han tilstrækkelig intelligent – det samme er Khamenei – til at forstå, at hans kritik tillige rammer hans eget land.

I 2009 valgte iranerne den reformvenlige Moussavi til stor irritation for den religiøse elite, som tog valgsejren fra ham. Millioner gik på gaden og protestede mod valgsvindlen og blev slået totalt i smadder af revolutionsgarden. "They Killed My Bro Koz He Asked Where is My Vote", står der på den unge kvindes skilt. Foto Hamed Zaber, under wikimedias licensaftale.

I 2009 valgte iranerne den reformvenlige Moussavi til stor irritation for den religiøse elite, som tog valgsejren fra ham. Millioner gik på gaden og protestede mod valgsvindlen og blev slået totalt i smadder af revolutionsgarden. “They Killed My Bro Koz He Asked Where is My Vote”, står der på den unge kvindes skilt. Foto Hamed Zaber, under wikimedias licensaftale.

Vesten, det regerende mindretal

Heldigvis er hverken Iran eller Rusland ikke en stormagter (hvad kan Putin bruge sine atomvåben til?), og USA er ikke længere dominerende, men en vigtig magt blandt lige magter, som Fareed Zakaria har formuleret det i et interview med Clement Kjersgaard. Vesten kan ikke længere obstruere verdens gang, og hvis vi vil forhindre Kina eller andre magter i egenrådigt at bestemme verdens gang – eller blot drømme om det – så er samarbejde også i vores langsigtede interesse. Det kommer til at koste indflydelse, men på lang sigt vil det være en sejr for alle verdens befolkninger. Og hvem andre end de vestlige demokratiske lande har mere erfaring med produktive kompromiser? Hvorfor skulle et demokratiseret internationalt samarbejde ikke kunne fungere?

Jeg har været inde på den skæve fordeling i FNs Sikkerhedsråd, men urimelighederne stopper ikke der. Vestens 12% har 50% af stemmerne i henholdsvis Valutafonden og Verdensbanken, hvor lederne ydermere altid udgøres af europæere og amerikanere. Hvis man forsøger, at sætte sig i andre ikke-vestlige nationers sted, er det ikke mærkeligt, at der er lande, der forfalder til anti-amerikanisk og anti-vestlig retorik – og endog opruster mod vesten.

Mahbubani fortsætter hudfletningen af vestens anti-demokratisme i en knivskarp analyse den 11/9 i Financial Times: ”The G20 website boasts that its 20 members represent almost 90 per cent of the world’s gross domestic product and 65 per cent of the world’s population. At the end of the meeting, 10 G20 countries – representing 12 per cent of the world’s population – supported the American call for action [in Syria]. The maths is clear: 50 per cent of the world’s citizens, a vast majority of the G20 population, did not support the US.”

Tre gange 7 til den evige fred

Mahbubani kan mere end kritisere. Han har været i diplomatiet i 33 år, og har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd, hvor kun England og Frankrig bliver egentlige tabere. Detaljerne i forslaget kan læses i The Great Convergence. Der er ikke tale om det ideelle, men om noget, der måske ikke er helt umuligt, og jeg vil her til en afslutning blot viderebringe en grov skitse af forslaget.

Sikkerhedsrådet skal bestå af 7 permanente medlemmer: EU, USA, Kina, Indien, Rusland, Brasilien og Nigeria. 7 halvpermanente medlemmer, mere præcist en gruppe på omkring 28 lande, der konkurrerer om ansvaret. Det drejer sig om f.eks. Pakistan, der helt klart vil føle sig stødt over Indiens plads, Argentina og Mexico, der vil være fornærmede over Brasiliens plads og selvfølgelig Sydafrika, men også lande som Japan, Vietnam, Tyrkiet, Colombia, samt de store europæiske nationer, endskønt de er permanent repræsenterede via EU, vil være at finde i den gruppe. Det er lande, som alle har en tilstrækkelig størrelse til at kunne betale deres kontingent og stille med tropper og anden assistance til verdens brændpunkter. Endelig 7 lande, der vælges blandt resten af verdens småstater på samme måde som rådets nuværende 10 ikke-permanente pladser.

Med et sådant 7-7-7 Sikkerhedsråd får vi en bedre demokratisk fordeling af mandaterne og dermed større legitimitet, og hver region er permanent repræsenteret, hvilket burde stabilisere geopolitikken. De mellemstore lande skal ikke konkurrere med helt så mange for at få indflydelse, og de kommer oftere til fadet. Fordelen for de mindste nationer er, at de slipper for at konkurrere med de mellemstore.

Europas kriseramte befolkninger må besinde sig, og indse at en fredelig udvikling er afhængig af en fair fordeling af goder – og størstedelen af verdens befolkning har ikke råd til pensioner og årlige ferierejser, de har ikke fri adgang til hospitaler og de er ikke beskyttede mod arbejdsløshed. Som Mahbunani skriver i Why We – especially the West – Need the UN Development System, er den bedste beskyttelse af mindretal et lovbaseret styre. Derfor må vesten leve op til egne idealer om demokrati; hvert individ en stemme.

I en global økonomi, må der være lige adgang for alle – også dem, der lige nu kan lave flere ting billigere end os. Mange europæere og amerikanere tror, at statslige subsidier er vejen ud af krisen, men det er en blind vej. Hvis vi fortsætter ad den, er det ikke en selvfølge, at vi i fremtiden bliver inviteret med, når – ikke hvis – Asiens økonomier vokser sig større end vores. Det kan lige så vel hænde, at resten behandler os, som vesten har behandlet dem.

Griber vi chancen – altså alle verdens nationer – krænger os ud af gamle geopolitiske paradigmer og koldkrigsmentalitet, så kan konflikten i Syrien afstedkomme en verden forandret for altid. Vi kan komme nærmere de Forenede Nationers grundlæggende formål: En fredelig verden.

EU og Nobels Fredspris

Den norske Nobelpriskomite har tildelt EU Fredsprisen – fuldt berettiget trods alverdens forsøg på at underminere komiteens valg. Spørgsmålet er imidlertid, om prisen er nok til at redde resterne af hvad der er tilbage af politisk debat og visionerne om Europa som fælles projekt. Næppe!  

Af Rasmus Kolby Rahbek, Uddannelseskonsulent i Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark (FFD)

Historisk har Nobels Fredspris været tildelt dem, som på en gang er gået forrest i kampen for fred og frihed og som samtidig har kunnet stå som rollemodeller for en ny tids verdensborgere i en gryende globaliseret verden. Fredsprisens helt store succes har været, at dens voksende betydning faldt sammen med, at det blev muligt for helt almindelige mennesker at følge med i, hvad der foregik ude i den store farlige verden. Det var således oplagt, op gennem et særdeles voldeligt 20. århundrede, at hylde dem, der gjorde en særlig indsats i fællesskabets tjeneste for fred og frihed.

Og i år blev Fredsprisen så tildelt Den Europæiske Union ved den årlige ceremoni på Oslo Rådhus.

For generationer af politikere har det netop været hele formålet med det europæiske projekt: at skabe fred. I Danmark har en politiker som Uffe Ellemann-Jensen igen og igen slået til lyd for, at det europæiske samarbejde i bund og grund er et fredsprojekt, og at alt det der er bygget ovenpå af til tider uigennemskuelige institutioner, i sidste instans har til formål at sikre freden i Europa.

Ironien er dog umiddelbart slående: Nobels Fredspris, der modsat de øvrige Nobel-priser uddeles fra Norge, gives til en institution, som nordmændene ikke engang selv ønsker at være medlemmer af. Onde tunger mener, at den norske nobelpriskomite er ved at sælge ud og med sine valg har devalueret værdien af sit produkt, så den engang højt anerkendte pris i dag fremstår som lidt af en joke: Valget af Barak Obama før han stort set fik foden indenfor i det hvide hus, efterfulgt af kineser ingen nogensinde havde hørt om, og nu et sæt bygninger af underlødig arkitektonisk kvalitet, har på ingen måde hjulpet folkene i Oslo med at sikre deres anseelse. Og kan man overhovedet give en pris til en institution? Andre, mindst ligeså onde tunger, hævder, at EU nødvendigvis måtte vinde fredsprisen, da de aldrig ville komme i nærheden af Nobelprisen i økonomi…

At det europæiske projekt på ingen måde er en vindersag kunne man ved selvsyn konstatere, da det lykkedes Jens Rohde ene mand at spolere Venstres ellers traditionelt vandkæmmede landsmøde, fordi han havde været medforfatter til en kronik i Berlingske, hvori han havde været så uforvarende at gøre sig til fortaler for, at der stadig er områder, hvor de europæiske befolkninger med fordel kan arbejde sammen. Ja, de borgerlige ungdomspartier er sågar gået hen og blevet avantgarden i modstanden mod det europæiske projekt. De Radikale er som forunderligt kuriosum, eller undtagelsen der bekræfter reglen, de eneste der fastholder en ”positiv” europæisk politik – men de er så til gengæld også de eneste, der ikke kan præstere et valgt medlem til Europa Parlamentet.

Når EU modtager fredsprisen på et tidspunkt, hvor de sydeuropæiske lande synes at være ved at gå op i limningen og potentielt kan sætte hele det europæiske projekt ud af spillet, har det fået nogen til at sætte spørgsmålstegn ved den norske komités timing og fornemmelse for, hvad der foregår i den virkelige verden. For nogle er tildelingen af fredsprisen ligefrem en skandale. Som en freds- og konfliktforsker udtalte til Berlingske: ”EU er direkte ansvarlig for krigen i Bosnien, en række EU-lande er atomstater, Frankrig er til stadighed involveret i krigshandlinger i mellemøsten, EU har været splittet på spørgsmålet om Irak, EU-landene har i sin tid deltaget i ødelæggelsen af Irak, EU kører i dag et sanktionsregime mod Iran, og så har EU en militær organisation, men ikke en civil organisation for konflikthåndtering. EU har ikke en gang et eneste fredsakademi! At gøre sig til talsmand for alle de gode ting i hele Europa er simpelthen at monopolisere noget, man ikke selv har gjort. Det nærmer sig næsten det uhæderlige.”

Hvis det er et krav for at modtage Nobels Fredspris, at man utvetydigt skal have været ene og alene om at sikre total og vedvarende fred og frihed i et bestemt område, så kan ingen af prisens modtagere siges at være hæderlige modtagere. Handlede Michail Gorbatjov, Aung San Suu Kyi eller Nelson Mandela alene? Var Woodrow Wilson en uværdig modtager af prisen, for at være med til at stifte FN, når han samtidig havde gjort USA til en part i 1. verdenskrig og var med til at udforme Versailletraktaten, der kan hævdes at være en medvirkende faktor til 2. verdenskrig? Monopoliserede George Catlett Marshall alle de gode ting der foregik i forbindelse med genopbygning af Europa efter 2. Verdenskrig, da han modtog prisen for Marshall-planen? Nej! Det ville selvsagt alt sammen være noget forplumret vrøvleri.

Lad det være sagt helt tydeligt: Tildelingen af Nobels Fredspris til EU er både rigtig og modig!

Den er rigtig, fordi EU, til trods for at alting til romantikernes store irritation ikke altid er rosenrødt, har stået som fyrtårn for demokrati, frihed og retsstatsprincipper. Som det også fremgår af Nobelkommiteens begrundelse for valget, har EU bl.a. medvirket til fred mellem Tyskland og Frankrig; demokrati i Grækenland, Portugal og Spanien; inddragelse af de tidligere østeuropæiske stater og dermed medvirkende til endeligt at få revet jerntæppet ned; et fredeligt Balkan, hvis stater har udsigt til at indgå i det europæiske fællesskab. Den er endvidere rigtig, fordi EU bedre end nogen anden institution i både vision og praksis forsøger at leve op til ambitionen om at sikre den evige fred – også på globalt plan.

Den er modig, fordi det var mere end forventeligt, at den kritik der nu retter sig mod komiteen ville komme, særligt på et tidspunkt, hvor alt ikke just er fryd og gammen på det europæiske kontinent. Den nemme løsning villa have været, at finde endnu en ukendt fredsforkæmper fra en ukendt konflikt, som freds- og konfliktforskerne kunne bruge til at afstive deres selvtillid med. Og modig, fordi Nobelkomiteen tager fat i kraven på Barosso, van Rompuy og Schulz, og minder dem om, hvad de egentligt arbejder for: Fællesskab i fred og frihed.

Så langt så godt…

For selv om EU helt berettiget modtager Nobelprisen for sin rolle som et fredens projekt, så kommer man ikke udenom, at EU hænger i tovene rent politisk. Ja, det er næsten som om EU på det nærmeste er forsvundet som fælles politisk projekt. I hvert fald synes de politiske visioner og den politiske debat helt at have tabt til en økonomisk dagsorden. Det får den sørgelige konsekvens, at vi i Danmark kan fortsætte den evindelige for/imod diskussion – aktuelt i form af Danmarks deltagelse i Euroen, finanspagten, bankunionen etc. Og hvis vi skal bevæge os lidt væk fra den helt sort/hvide diskussion om vores deltagelse i projektet, kan vi lige mande os op til en diskussion om Danmarks mulighed for at tilkæmpe sig en rabat på medlemskabet.

Men hvorfor er det, at vi ikke indgår i en politisk debat om visioner og det politisk indhold af det europæiske projekt? Umiddelbart er der 3 mulige forklaringer på det spørgsmål: En kynisk, en absurd og en tragisk – vælg selv!

Den kyniske forklaring er, at EU blot fremstår som det fremskredne eksempel på hvad der i virkeligheden også allerede gør sig gældende for nationalstaten – og som kun vil blive stadig mere påtrængende – vi er bare ikke klar til at indrømme det endnu. Den måde hvorpå EU som administrativt og bureaukratisk projekt er adskilt fra en reel politisk debat er et resultat af, at det politiske er blevet så komplekst, at det slet ikke egner sig til en politisk debat, hvori almindelige mennesker konstruktivt kan deltage.

Når denne debat alligevel til en hvis grad holdes i hævd på det nationalstatslige niveau, sker det med den politiske debat som en zombie-kategori: Den er egentlig død, men vi lader som om den er i live! Men da vi jo ikke kan gennemføre det som en reel politiske debat, i det vi er afskåret på grund af kompleksiteten, må vi gøre det via en erstatningsdebat. Og det er derfor vi diskuterer personsager frem for politisk substans, for det er hvad der er tilbage, som vi reelt kan forholde os til. Da der ingen personsager er i EU, men kun bureaukrati, ophører selv illusionen om en politisk debat, hvorfor vi i stedet frådende kaster os over den ultimative politiske erstatningsdebat: Det amerikanske præsidentvalg – tømt for reelt politisk indhold for os, men så sprængfyldt med personsager, at selv de mest pessimistiske kynikere et øjeblik kan overbevise sig selv om, at den politiske debat er genopstået.

Den anden mulige forklaring ser den europæiske politiske debat som et stykke absurd teater: I sin form kendetegnes det absurde teater ved fraværet af dramatisk udvikling eller fremdrift; konflikterne bliver ikke løst, stykket kan lige så godt slutte der hvor begyndte. Indholdsmæssig kredser absurd teater ofte om mangel på mening i menneskenes liv eller i de institutioner de lever i. Det absurde teateret ser menneskene som forvirrede, hjælpesløse og fremmede. Dermed bliver deres handlinger og sprog irrationelle og meningsløse – absurde. Menneskene lever indenfor sociale strukturer, der har mistet al hensigt og mening, og de er ude af stand til træde ud af disse strukturer. Og så er vi tilbage ved den politiske debat som zombie-kategori.

I det absurde teater optræder de bærende karakterer ofte i par – kaldet pseudo-par – som til tider ser ud til at indgå i absurde venskaber, men andre gange lever i noget der mest af alt minder om herre-slave forhold. Ethvert pressemøde med Merkel sammen med enten Sarkozy eller Hollande har præsenteret dem som lige netop pseudo-par, der hjælpeløse og forvirrede kun lige holdes sammen af den absurde situation. Som med ethvert andet teater ved publikum godt at de er tilskuere. De springer ikke pludseligt op på scenen for at hjælpe de stakkels karakterer ud af deres meningsløshed. Og derfor engagerer de europæiske borgere sig ikke i den politiske debat, for selvom det nok afspejler verdens sande tilstand, er det netop bare en spejling – et absurd teater.

Endeligt er der muligheden for, at forklaringen på fraværet af en reel politisk debat og visioner for Europa skal findes i det tragiske. Tragedien er sørgelig, fordi det der i udgangspunktet var godt og ædelt på grund af et svigt styrter i grus. Svigtet i forhold til de europæiske visioner og den politiske debat ligger i det eklatante fravær af ansvar for at debatten netop ikke opløses i kynisme eller absurditet. En reel politisk debat er ikke noget man lovgiver eller køber sig til – om end noget måske kunne tyde på, at vi muligvis har købt os til et første skridt mod en europæisk offentlighed til en pris af en finanskrise, et par astronomiske hjælpepakker og et potentielt sammenbrud af Sydeuropa.

Ansvarssvigtet kan til tider forekomme noget nær totalt: Fra de europæiske institutioners manglende vilje til for alvor at styrke de demokratiske organer der trods alt findes i EU over de nationale politikeres populistiske mangel på mod til at gå ind i diskussionen om det europæiske som netop et politisk projekt til en presse, der ellers sjældent forspilder en chance for at promovere sig som den 4. statsmagt, men som når det kommer til EU gemmer sig bag et primitivt merkantilt argument om ”kundernes” manglende lyst til at ville vide noget om EU. Og os danskere? Tja, måske lader vi os spise af med zombier eller absurd teater – i hvert fald svigter vi vores ansvar for at holde institutioner, politikere og presse i ørerne og for at tage os selv alvorligt som medborgere i Europa. Alt sammen både tragisk og sørgeligt!

Ingenting kommer af ingenting: Ansvaret for den politiske debat og de fælles visioner er af afgørende betydning, hvis vi ikke vil svigter den fortsatte opgave med at sikre fred og frihed i fællesskab. At sikre en reel politisk debat og visioner er en Sisyfos-opgave: Her gives der ingen Nobelpriser i gyldne sale, kun hårdt arbejde…