image_pdfimage_print

Konkurrencesamfundets vildfarelse

Af Jonas Møller, Silkeborg Højskole

Iben Schmidt Jensens overvejelser fortæller os noget om, i hvor høj grad vores tanker om skole, dannelse, uddannelse og arbejde risikerer at blive overtaget af konkurrencesamfundets logik. Når man som ungt menneske, der står overfor at skulle vælge uddannelse, føler, at man befinder sig i et kapløb med sig selv, og under uddannelsen deltager i et kapløb med de andre studerende, er det et udtryk for, at vi som samfund er ved at løbe løbsk. I iveren efter ikke at sakke bagud, med ambitionen om at blive verdens bedste i det globale kapløb, løber vi tankeløst og kompetencedopede derudaf uden at se os omkring eller tilbage. Og uden at nogen, tør spørge om, hvor vi er på vej hen; og da slet ikke om, hvor vi gerne VIL hen. Det eneste mål, der formuleres er, at du skal gå i skole for at få en uddannelse for at få et arbejde for at forbedre den danske konkurrenceevne for at sikre forsat vækst og velfærd fordi … Ja, hvorfor egentlig?

Hvad er egentlig formålet med vækst og velfærd; hvad vil vi med vores samfund i fremtiden. Det diskuterer vi ikke i tilstrækkelig grad. Og det er os alle sammen, der ikke diskuterer det: Politikerne gør ikke, medierne gør ikke og en almindelige befolkning gør ikke.

Derfor er det her, indignationen har sin plads. Lad os i det mindste spørge os selv om, det er den manglende vilje og tid til at diskutere, hvad det egentlig er, vi vil med vores liv og vores fælles verden, vi skal oprøres over. Olof Palme sagde, at politik er at VILLE. Og vi har brug for indignerede politikere og borgere, der VIL noget og nogen gange tør sige fra, sige at vi vil noget andet end at følge den slagne vej. Politik og indignation hænger uløseligt sammen.
Og heldigvis er der i mindst et tilfælde en politiker, der har sat tempoet ned for at overveje Danmarks kurs. Jeg citerer fra en artikel skrevet af en dansk politiker i dette forår:

“Udfordringerne for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod. Det vil underminere de kvaliteter, der har bragt Danmark til et rigt og meget lige samfund, hvor der har været plads til livslang læring og dermed er skabt eliter på alle niveauer, en stærk ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed og veludviklet social solidaritet, flade hierarkier, gensidig tillid og tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser. Danmark behøver ikke at være en konkurrencestat, hvor borgerens retssikkerhed erstattes af en sagsbehandlers vurdering af ret og rimelighed og vejen til nyttiggørelse af den enkelte i konkurrence med de andre nyttige på et effektivt arbejdsmarked.

 

 Der er brug for, at meninger brydes. Hvis vi som et folk skal komme frem til det fælles bedste og dermed til et fællesskab, hvor vi hver især er forpligtet, så må meninger brydes, så må uenighederne frem og argumenterne fremmes på grundlag af oplysning. Folkeoplysningen skal inspirere og insisterer på at sætte eksistentielle problemer til debat. Folkeoplysningen er ansvarlig for at stå på sin arv og på ved hver en lejlighed at fremme den almene dannelse til borger og medborger, der diskuterer, hvad der er til fælles bedste og skaber rum til frihed og åndsfrihed igennem kappestriden i dialogen og refleksionen. Vi slår os sammen om denne udfordring, ikke for at vinde striden, men for gennem striden at komme nærmere vores demokratiske forpligtelse at diskutere grundenigheder for det fælles bedste.”

Ordene er Marianne Jelveds, radikal kulturminister og minister for højskolerne. Jeg er taknemmelig over at have en minister, der tør sige, at den kurs vi har lagt, er forfejlet, når den i for høj grad lægges ud fra egeninteresser og nyttebetragtninger, og dermed glemmer alt det, vi ikke kan måle og veje og gøre op i en faktura. Alt det, der gør en forskel og sikrer, at vi ikke forfalder til tankeløshed og ligegyldighed.
Om et øjeblik overlader vi scenen til Det Radikale Venstre, og bolden er hermed givet op til at følge kulturministerens råd om med mod, evner og indignation at engagere sig fuldt ud i diskussionen om det fælles bedste. Både i det Radikale Venstre, i resten af folketinget og der hvor vi færdes til dagligt. Men i disse dage i særdeleshed her på folkemødet. Hvis ikke vi er stand til at føre og insistere på den oplysende samtale her på Bornholm i disse oplivende rammer, er der for alvor grund til at blive indigneret. Hav et godt folkemøde!

 

Efterskrift:

De Radikale greb ikke rigtigt den bold, der blev spillet til dem. De hørte faktisk slet ikke talen, da de stod omme bag scenen og snakkede, mens de ventede på, at det blev deres tur. Og så gik Martin Lidegaard på og varmede op til, at Margrethe Vestager skulle holde sin TV2-News dækkede partiledertale for den danske befolkning. Han måtte dog lettere befippet “padle” i nogle minutter, mens vi på Folkemødet ventede på, at TV2-News var færdig med reklamerne, så Vestager kunne komme på skærmen. Efter talen blev der så afholdt et iPod-battle mellem de Radikales Morten Østergaard og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

I kapløb med mig selv

af Iben Schmidt Jensen. Studerer geografi på Københavns Universitet. Tidligere elev på Silkeborg Højskole.

I foråret 2010 tog jeg på Silkeborg Højskole. Ligesom mange andre valgte jeg at tage på højskole efter at have gået på gymnasiet. Jeg tog på højskole i mit såkaldte sabbatår – og jeg havde mange forventninger til mit ophold. Jeg havde forventninger til at blive en del af et fællesskab udover det sædvanlige. Men udover det, håbede jeg også på, at jeg i løbet af mit højskoleforløb ville finde ud af, hvilken uddannelse jeg skulle tage. Altså hvad jeg skulle lave efter mit ”sabbatår” var afsluttet. Måske var det for stor en ambition at ville løse gåden om ”hvad man nu skal” på et halvt år, når man ikke er mere end 19-20 år og i virkeligheden ikke har megen idé om, hvilke muligheder verden byder på.

Og det var heller ikke så nemt endda. Jeg ville gerne bruge mit højskoleophold til at finde ud af, hvad jeg syntes var spændende og hvad jeg brændte for. Derfor holdt de spørgsmål, jeg stillede mig op med at handle om hvad jeg skulle lave, og jeg spurgte mere om hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være; og det uanset, om jeg så skulle begynde at læse til lærer eller dyrlæge, økonomi eller miljøteknologi.

Den 15. marts 2010 kom nærmere, og snakken ved højskolens langborde begyndte at handle om noget andet, end den plejede. Ansøgningsfristen for at søge ind på uddannelsernes kvote 2 nærmede sig og højskolens dagligstue, der plejede at være fyldt med elever, som spillede brætspil, læste avis og diskuterede, var pludselig fyldt med elever, der kiggede i uddannelsesmagasiner, læste avisernes uddannelsessektioner og snakkede om ansøgningsfrister og adgangskrav.

Vi blev alle sammen grebet af det, der nærmest var et kapløb med os selv: hvad var den rigtige og den bedste uddannelse. Spørgsmålene om, hvad man brændte for, og hvem man gerne ville være, blev overskygget af et pres om vælge en uddannelse her og nu. Det blev et kapløb med vores egne idéer om de krav, samfundet stiller til et ungt menneske, der skal til at tage en videregående uddannelse. Det er de krav, der handler om, at man skal tage den bedste og den rigtige uddannelse. For det skal være den rigtige uddannelse – ikke bare for dig, men også for samfundet. Og så skal det også helst være den rigtige uddannelse om 10 år og passe ind i det fremtidige arbejdsmarkeds udbud og efterspørgsel.

Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm 2013.

Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm 2013.

Karrieredag

Jeg valgte at begynde på en uddannelse efter højskoleopholdet var afsluttet. Det er tre år siden, og forleden var der arrangeret en netværks- og karrieredag på mit studie. En masse forskellige virksomheder havde indtaget vores indgangshal og havde stillet plakater og bannere op. Vi skulle alle sammen netværke. Håbet var at komme i snak med en spændende, fremtidig arbejdsplads. Arrangørerne af denne netværks- og karrieredag, havde på dagen stillet følgende spørgsmål til de studerende: “Hvad betyder mest for dig i dit kommende arbejdsliv?”.

De muligheder som man kunne vælge, var:

  • Høj løn
  • Høj fleksibilitet i forbindelse med arbejdstider
  • Frynsegoder og firmabil
  • Et rart arbejdsmiljø
  • Mulighed for at avancere

Den kategori der var mest populær, var den der handlede om et godt arbejdsmiljø. Det opfatter jeg, som et positivt tegn på, at fællesskabet på de fremtidens arbejdspladser er noget af det, der betyder mest for de studerende – og noget, der betyder mere end fed firmabil og mulighed for at avancere i sit job.

Bemærkelsesværdigt nok, var det ikke muligt at vælge kategorier som handlede om:

  • At man bliver udfordret i sit arbejde
  • At man har et ansvar i sit arbejde
  • At man gør en forskel med det arbejde man udfører – en forskel i relation til det samfund som man er en del af, og den verden man lever i.

De muligheder, man kunne vælge, rakte ikke meget udover en selv og ens egeninteresser. Det kapløb, vi på højskolen havde med os selv om at vælge den bedste og rigtige uddannelse, havde nu udviklet sig til et kapløb med alle de andre om, at man skulle kunne score det bedste studiejob, for så at kunne opbygge det bedste cv, for så senere at kunne score det bedste job ude på det rigtige arbejdsmarked.

Selvfølgelig skal man vælge den rigtige og den bedste uddannelse. Og jeg er her – på den ”rigtige” og ”bedste” uddannelse. Og jeg er glad for det – på rigtig mange måder – med alt det som studiet tilbyder: God undervisning, fordybelse, venskaber, det er gratis, der er SU og jeg kan bo på kollegium.

Men hvad med de andre

Men jeg synes også, at jeg befinder mig på et studie, hvor det ikke handler om “hvordan kan jeg bidrage og gøre en forskel med min uddannelse.” Snarere handler det om, hvordan jeg opnår den bedste karriere, og hvordan jeg bedst sammensætter mit studie, så jeg er bedre stillet i konkurrencen med alle de andre, når vi engang skal ud og søge job. Nok er det vigtigt med et godt arbejdsmiljø, men det er åbenbart også vigtigt, at man spidser albuerne og holder sig selv forrest i feltet.

Det er altså ikke en selvfølge, at uddannelse og arbejde bør række ud over en selv og tage hensyn til andre – det bliver jeg indigneret over. Måske er det blevet en kliché at sige, at man vil gøre en forskel. Desværre. For det at gøre forskellen er bestemt ikke en kliché, har aldrig været det, og bliver det heller ikke.

Jeg håber, at jeg bliver i stand til at sætte mig udover det CV-kapløb, vi har gang i og kommer til at gøre en forskel med det, jeg laver – også for de andre.

Indignation eller billig foragelse

Ordet indignation kommer af latin, indignus, der betyder uværdigt. Vi harmes og oprøres over det, der forekommer os uværdigt. Denne harme åbner ifølge tænkeren K. E. Løgstrup for en dybere forståelse af vores livsvilkår og ægger til handling. Men hvad med lille Danmark: har vi kun forargelsen tilbage, kan vi ikke få øje på det uværdige – det, der skal laves om? Teksten her er første af en serie på 3 fra årets folkemøde på Bornholm.

Jonas Møller, Silkeborg Højskole – fra folkemødets talerstol.

Velkommen til de første 15 minutters højskole her på talerstolen på dette års folkemøde.

Folkehøjskolerne i Danmark leverer igen i år opvarmningen for de politiske partier her fra talerstolen, men udover det er højskolerne også leverandør af det danske folk i form af mere end 200 nuværende og tidligere højskolelever, et folkekøkken med god mad til billige penge og sidst men ikke mindst: fællessang! Vi skal derfor starte med at synge nr. 162 i højskolesangbogen “Den danske sang er en ung blond pige”, som du her kan høre med DR pigekoret.


Indignation eller billig forargelse?

I 2010 skrev den tidligere modstandsmand og FN-diplomat, franskmanden Stephane Hessel, en pamflet, som ganske uventet blev en bestseller. I denne opfordrer den 93-årige Hessel nutidens ungdom til at blive indigneret, at finde noget at oprøres over, noget der vækker vores engagement, så vi ikke forfalder til den største fare af alle: ligegyldigheden.

Hessels opfordring synes i høj grad at være relevant på dette års folkemøde, hvor formålet er at give den politiske samtale og det politiske engagement nyt liv og dermed at komme ligegyldigheden til livs.

Ordet indignation kommer fra det latinske indignus, der betyder uværdigt. Det at være indigneret handler altså om, at vi harmes eller oprøres over noget, der forekommer os uværdigt. Indignationen som fænomen kendetegnes ifølge den danske tænker K.E. Løgstrup ved, at den åbner op for en dybere forståelse af vores livsvilkår. Vi erkender i og med den negative følelse, at der er noget i tilværelsen, der bærer en værdighed, er kostbart og må beskyttes. Den ægte indignation rækker således udover én selv og medfører engagement; handling og holdning.

Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse.

Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse.

Hessels opråb faldt sammen med og manifesterede en ungdoms indignation og oprør over uværdige politiske, økonomiske og sociale forhold i Mellemøsten og i Nordafrika i forbindelse med det såkaldte arabiske forår. Og i disse dage er det den tyrkiske ungdom, der har fået nok og udtrykker deres vrede med modstand mod et kvælende statsapparat.

Der er nok at være indigneret over i verden. Men hvad med i lille Danmark. Har vi grund til at føle os indignerede? Har vi det i grunden ikke godt nok? Når man lytter til politikerne er det sjældent indignation, der lyser ud af dem. Danske politikere og danske borgere udtrykker langt oftere deres forargelse. Og der er da også nok at være forarget over. Jeg er fx dybt forarget over vores fodboldlandshold for tiden. Og i løbet af foråret var vi rigtig mange, der var dybt forargede over den danske gymnasieungdoms skandaløse opførsel i Prag.

Men forskellen mellem forargelse og indignation er, at forargelsen sjældent vækker til engagement. Forargelsen udtrykkes oftest: Det er da for galt! NOGEN må gøre noget! DBU må fyre Morten Olsen! Forældrene må opdrage deres møgunger! Eller sagt på en anden måde: Det koster ingenting at være forarget. Hverken for os almindelige danskere siddende foran fladskærmen og godaften Danmark, eller for politikerne foran rullende kameraer. Forargelsen er billig, mens indignationen kan have store personlige omkostninger.

Stephane Hessels bog bærer direkte oversat titlen: Indigner jer! men fik på dansk den mere mundrette titel: Gør Oprør! Jeg hverken håber eller tror, at vi i Danmark står foran oprør af den type, som vi har set ungdommen starte andre steder i verden. Men spørgsmålet er, om vi unge slet ikke evner eller gider at blive indigneret og at engagere os i det samfund, vi er en del af. Kan vi ikke få øje på det uværdige?

Det spørgsmål har jeg svært ved at svare på, så i stedet har jeg stillet det til Iben Schmidt Jensen, som er tidligere elev på Silkeborg Højskole. Iben har selvklart ordene næste gang vidanserforlidt.dk blogger.