image_pdfimage_print

Indignation eller billig foragelse

Ordet indignation kommer af latin, indignus, der betyder uværdigt. Vi harmes og oprøres over det, der forekommer os uværdigt. Denne harme åbner ifølge tænkeren K. E. Løgstrup for en dybere forståelse af vores livsvilkår og ægger til handling. Men hvad med lille Danmark: har vi kun forargelsen tilbage, kan vi ikke få øje på det uværdige – det, der skal laves om? Teksten her er første af en serie på 3 fra årets folkemøde på Bornholm.

Jonas Møller, Silkeborg Højskole – fra folkemødets talerstol.

Velkommen til de første 15 minutters højskole her på talerstolen på dette års folkemøde.

Folkehøjskolerne i Danmark leverer igen i år opvarmningen for de politiske partier her fra talerstolen, men udover det er højskolerne også leverandør af det danske folk i form af mere end 200 nuværende og tidligere højskolelever, et folkekøkken med god mad til billige penge og sidst men ikke mindst: fællessang! Vi skal derfor starte med at synge nr. 162 i højskolesangbogen “Den danske sang er en ung blond pige”, som du her kan høre med DR pigekoret.


Indignation eller billig forargelse?

I 2010 skrev den tidligere modstandsmand og FN-diplomat, franskmanden Stephane Hessel, en pamflet, som ganske uventet blev en bestseller. I denne opfordrer den 93-årige Hessel nutidens ungdom til at blive indigneret, at finde noget at oprøres over, noget der vækker vores engagement, så vi ikke forfalder til den største fare af alle: ligegyldigheden.

Hessels opfordring synes i høj grad at være relevant på dette års folkemøde, hvor formålet er at give den politiske samtale og det politiske engagement nyt liv og dermed at komme ligegyldigheden til livs.

Ordet indignation kommer fra det latinske indignus, der betyder uværdigt. Det at være indigneret handler altså om, at vi harmes eller oprøres over noget, der forekommer os uværdigt. Indignationen som fænomen kendetegnes ifølge den danske tænker K.E. Løgstrup ved, at den åbner op for en dybere forståelse af vores livsvilkår. Vi erkender i og med den negative følelse, at der er noget i tilværelsen, der bærer en værdighed, er kostbart og må beskyttes. Den ægte indignation rækker således udover én selv og medfører engagement; handling og holdning.

Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse.

Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse.

Hessels opråb faldt sammen med og manifesterede en ungdoms indignation og oprør over uværdige politiske, økonomiske og sociale forhold i Mellemøsten og i Nordafrika i forbindelse med det såkaldte arabiske forår. Og i disse dage er det den tyrkiske ungdom, der har fået nok og udtrykker deres vrede med modstand mod et kvælende statsapparat.

Der er nok at være indigneret over i verden. Men hvad med i lille Danmark. Har vi grund til at føle os indignerede? Har vi det i grunden ikke godt nok? Når man lytter til politikerne er det sjældent indignation, der lyser ud af dem. Danske politikere og danske borgere udtrykker langt oftere deres forargelse. Og der er da også nok at være forarget over. Jeg er fx dybt forarget over vores fodboldlandshold for tiden. Og i løbet af foråret var vi rigtig mange, der var dybt forargede over den danske gymnasieungdoms skandaløse opførsel i Prag.

Men forskellen mellem forargelse og indignation er, at forargelsen sjældent vækker til engagement. Forargelsen udtrykkes oftest: Det er da for galt! NOGEN må gøre noget! DBU må fyre Morten Olsen! Forældrene må opdrage deres møgunger! Eller sagt på en anden måde: Det koster ingenting at være forarget. Hverken for os almindelige danskere siddende foran fladskærmen og godaften Danmark, eller for politikerne foran rullende kameraer. Forargelsen er billig, mens indignationen kan have store personlige omkostninger.

Stephane Hessels bog bærer direkte oversat titlen: Indigner jer! men fik på dansk den mere mundrette titel: Gør Oprør! Jeg hverken håber eller tror, at vi i Danmark står foran oprør af den type, som vi har set ungdommen starte andre steder i verden. Men spørgsmålet er, om vi unge slet ikke evner eller gider at blive indigneret og at engagere os i det samfund, vi er en del af. Kan vi ikke få øje på det uværdige?

Det spørgsmål har jeg svært ved at svare på, så i stedet har jeg stillet det til Iben Schmidt Jensen, som er tidligere elev på Silkeborg Højskole. Iben har selvklart ordene næste gang vidanserforlidt.dk blogger.