image_pdfimage_print

Elsk dig selv, dit svin!

Et essay om egenkærlighed til næsten. Af Lars Andreassen , Egå Ungdoms-Højskole

Kan man elske, hvis man skal? Det kan være vanskeligt, men ifølge det kristne bud om næstekærlighed, skal man. ”Du skal elske din næste som dig selv,” står dér. Men også – elske – på den rette måde, lytter man til Søren Kierkegaard, der i Kjerlighedens Gjerninger føjer til buddet, at man netop må kunne elske sig selv for at elske sin næste på den rigtige måde.

I udgangspunktet virker denne tilføjelse besynderlig, da man skulle mene, at der er rigelig med selvfedme og sig-selv-nokhed i omløb i disse tider. På den anden side er det ingen hemmelighed, at mange har det svært med selvtilliden, selvværdet – forbruget af tudekiks stiger støt. Og der er gået inflation i begreber som deprim og stress. Nederen flyder fra folks mørke munde, og de svarer ikke igen, men gemmer eksistensen under dynen.

De skulle have et kristeligt spark i røven, skulle de, med bud om at elske sig selv. Det kan ikke være tilgivelse og den anden kind det hele.

Skal man elske, hvis man kan? Ja, det skal man! Ellers kommer man jo ingen vegne. At elske burde give sig selv, som Kierkegaard skriver, ”thi uden kjerligheden lever du egentligen ikke.” Men hvordan kan jeg elske mig selv med alle mine mangler, det er det afgørende spørgsmål. Der er noget råddent ved mig selv, hvordan skal jeg kunne holde af det. Det er lige præcis ved dette spørgsmål og denne konstatering, at Kierkegaards kærlighedsbud bliver relevant for nutidens unge. Og lidt morsomt også, fordi det tillader mig at sige til min næste: Du er jo ikke perfekt. Du er nederen, du er klatøjet og uskarp, dit tøj er grimt og dit hår forkert. Og netop derfor skal du elske dig selv. Hvordan skulle du ellers kunne elske din næste, som er lige så uperfekt, klatøjet og uskarp som dig selv.

Det er, som Kierkegaard skriver, dine ejendommeligheder, der gør dig til dig. Det er dine mentale skævheder, dine upassende bemærkninger (eller kærlige bemærkninger på upassende tider), dine besynderlige vaner som bærer aftrykket af din fortid med sig, der gør dig forskellig fra de andre omkring dig. Som gør dig til lige netop dig. Og de andres latterlige vaner, deres ligegyldige eller gribende historie, der gør dem forskellig fra dig.

Du er dine ejendommeligheder, alt det andet, som du også er, er også de andre, så det flyder sammen i den suppe, vi koger normaliteten i. Er du religiøs som Kierkegaard, er det gud, der har givet dig dine ejendommelige besynderligheder. Og gud kender dig på dem og elsker dig med dem. Du må gøre som gud: elske dig. Hvis ikke du har hang til religion, har du dine ejendommeligheder fra naturen, og at kæmpe mod dem er derfor mere eller mindre forgæves. Under alle omstændigheder – altså religiøs eller ej – er du et utaknemmeligt skarn, hvis ikke du elsker dig selv.

Først når du hviler i dine ejendommeligheder, og finder dig til ro og rette med dine skæve tænder og lader verden komme til dig gennem dine skæve tanker, bliver du i stand til at elske din næste, sådan som næstekærlighedsbuddet lyder. Eller som vi nu kan formulere det: du skal elske dig selv som din næste, og din næste SKAL du elske.

Til filosofholdet, Egå Ungdoms-Højskole F2012