image_pdfimage_print

Konkurrencesamfundets vildfarelse

Af Jonas Møller, Silkeborg Højskole

Iben Schmidt Jensens overvejelser fortæller os noget om, i hvor høj grad vores tanker om skole, dannelse, uddannelse og arbejde risikerer at blive overtaget af konkurrencesamfundets logik. Når man som ungt menneske, der står overfor at skulle vælge uddannelse, føler, at man befinder sig i et kapløb med sig selv, og under uddannelsen deltager i et kapløb med de andre studerende, er det et udtryk for, at vi som samfund er ved at løbe løbsk. I iveren efter ikke at sakke bagud, med ambitionen om at blive verdens bedste i det globale kapløb, løber vi tankeløst og kompetencedopede derudaf uden at se os omkring eller tilbage. Og uden at nogen, tør spørge om, hvor vi er på vej hen; og da slet ikke om, hvor vi gerne VIL hen. Det eneste mål, der formuleres er, at du skal gå i skole for at få en uddannelse for at få et arbejde for at forbedre den danske konkurrenceevne for at sikre forsat vækst og velfærd fordi … Ja, hvorfor egentlig?

Hvad er egentlig formålet med vækst og velfærd; hvad vil vi med vores samfund i fremtiden. Det diskuterer vi ikke i tilstrækkelig grad. Og det er os alle sammen, der ikke diskuterer det: Politikerne gør ikke, medierne gør ikke og en almindelige befolkning gør ikke.

Derfor er det her, indignationen har sin plads. Lad os i det mindste spørge os selv om, det er den manglende vilje og tid til at diskutere, hvad det egentlig er, vi vil med vores liv og vores fælles verden, vi skal oprøres over. Olof Palme sagde, at politik er at VILLE. Og vi har brug for indignerede politikere og borgere, der VIL noget og nogen gange tør sige fra, sige at vi vil noget andet end at følge den slagne vej. Politik og indignation hænger uløseligt sammen.
Og heldigvis er der i mindst et tilfælde en politiker, der har sat tempoet ned for at overveje Danmarks kurs. Jeg citerer fra en artikel skrevet af en dansk politiker i dette forår:

“Udfordringerne for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod. Det vil underminere de kvaliteter, der har bragt Danmark til et rigt og meget lige samfund, hvor der har været plads til livslang læring og dermed er skabt eliter på alle niveauer, en stærk ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed og veludviklet social solidaritet, flade hierarkier, gensidig tillid og tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser. Danmark behøver ikke at være en konkurrencestat, hvor borgerens retssikkerhed erstattes af en sagsbehandlers vurdering af ret og rimelighed og vejen til nyttiggørelse af den enkelte i konkurrence med de andre nyttige på et effektivt arbejdsmarked.

 

 Der er brug for, at meninger brydes. Hvis vi som et folk skal komme frem til det fælles bedste og dermed til et fællesskab, hvor vi hver især er forpligtet, så må meninger brydes, så må uenighederne frem og argumenterne fremmes på grundlag af oplysning. Folkeoplysningen skal inspirere og insisterer på at sætte eksistentielle problemer til debat. Folkeoplysningen er ansvarlig for at stå på sin arv og på ved hver en lejlighed at fremme den almene dannelse til borger og medborger, der diskuterer, hvad der er til fælles bedste og skaber rum til frihed og åndsfrihed igennem kappestriden i dialogen og refleksionen. Vi slår os sammen om denne udfordring, ikke for at vinde striden, men for gennem striden at komme nærmere vores demokratiske forpligtelse at diskutere grundenigheder for det fælles bedste.”

Ordene er Marianne Jelveds, radikal kulturminister og minister for højskolerne. Jeg er taknemmelig over at have en minister, der tør sige, at den kurs vi har lagt, er forfejlet, når den i for høj grad lægges ud fra egeninteresser og nyttebetragtninger, og dermed glemmer alt det, vi ikke kan måle og veje og gøre op i en faktura. Alt det, der gør en forskel og sikrer, at vi ikke forfalder til tankeløshed og ligegyldighed.
Om et øjeblik overlader vi scenen til Det Radikale Venstre, og bolden er hermed givet op til at følge kulturministerens råd om med mod, evner og indignation at engagere sig fuldt ud i diskussionen om det fælles bedste. Både i det Radikale Venstre, i resten af folketinget og der hvor vi færdes til dagligt. Men i disse dage i særdeleshed her på folkemødet. Hvis ikke vi er stand til at føre og insistere på den oplysende samtale her på Bornholm i disse oplivende rammer, er der for alvor grund til at blive indigneret. Hav et godt folkemøde!

 

Efterskrift:

De Radikale greb ikke rigtigt den bold, der blev spillet til dem. De hørte faktisk slet ikke talen, da de stod omme bag scenen og snakkede, mens de ventede på, at det blev deres tur. Og så gik Martin Lidegaard på og varmede op til, at Margrethe Vestager skulle holde sin TV2-News dækkede partiledertale for den danske befolkning. Han måtte dog lettere befippet “padle” i nogle minutter, mens vi på Folkemødet ventede på, at TV2-News var færdig med reklamerne, så Vestager kunne komme på skærmen. Efter talen blev der så afholdt et iPod-battle mellem de Radikales Morten Østergaard og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.